Indlæg tagged ‘Benoit Assou-Ekotto’

Premier League 2009-10: Nr. 5: Tottenham Hotspur

torsdag, august 27th, 2009

Tottenham Hotspur FC: Nu skal det være (igen)!

Stiftet: 1882 (som Hotspur FC)

Stadion: White Hart Lane (Kapacitet: 36.310)

Kælenavn: Spurs, Lilywhites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 5/11/8

Første fem kampe: 15/8 Liverpool (H), 18/8 Hull (U), 22/8 West Ham (U), 29/8 Birmingham (H), 12/9 Man Utd (H)

Manager: Harry Redknapp (Siden oktober 2008)

‘Arry Redknapp er noget så sjældent i moderne engelsk fodbold, som en rigtig karakter. Den rutinerede træner er berømt for sit humør, sin sarkasme, sit medietække, det faktum at han ligner den tegnede hund Droopy, for sine eventyr på transfermarkedet - og nok vigtigst af alt: For at have en evne til at samle nogle ganske habile fodboldhold og få dem til at spille noget attraktiv fodbold.

Dette er tidligere lykkedes i såvel West Ham som Portsmouth. Begge klubber fik ‘Arry i Europa. Pompey sikrede han oven i købet en FA-cup sejr i 2008. Det var også 62-årige ‘Arrys første trofæ i hele karrieren. At begge klubber så var mere eller mindre økonomisk i ruiner da Redknapp forlod dem er en helt anden historie.  Både trofæer og attraktiv fodbold er noget de snakker meget om på White Hart Lane (- og økonomien har de også temmelig godt styr på, som en af de få klubber i Premier League). Trods en række magre sæsoner har Tottenhams supportere nemlig stadig en selvopfattelse som et storhold; og følgelig en forventning om at holdet bør spille med om trofæerne i England. Det var lige ved og næsten under Martin Jol for et par år siden. To femtepladser i træk og et lovende hold under hollænderen var imidlertid ikke godt nok for den nok lidt for utålmodige ledelse. Ind kom i stedet spanieren Juande Ramos som på spektakulær vis placerede holdet nederst i tabellen i en længere periode (og retfærdigvis vandt en carling cup), inden den bundrutinerede Redknapp blev hentet. Han ændrede destinationen fra katastrofe til en 8. plads inden sæsonen var slut, og i år er holdet startet som lyn og torden med 3 sejre ud af 3. Det er ikke mindst ‘Arrys fortjeneste, og holdet vil i den kommende sæson have nydt yderligere godt af, at han har haft en fuld preseason og endnu et transfervindue til at sætte sit præg på holdet.

Truppen generelt: Det kan blive rigtig godt, det her

På kassen er brassilianeren Heurelho Gomes efter en usikker start i klubben efterhånden sikkert førstevalg. Udsvingene mellem det spektakulære og pinlige er blevet mindre for Gomes, som ikke desto mindre regelmæssigt rygtes på vej ud i kulden igen. Gamle, solide Carlo Cudicini agerer en glimrende back up. I midterforsvaret råder Spurs over den meget populære og endnu mere skadesplagede Ledley King og endnu en fast klassespiller i genoptræningslokalet; Jonathan Woodgate. De suppleres af den lossende, vel voldsomt vurderede Michael Dawson.

På venstrebacken er Benoit Assou-Ekotto en god offensiv løsning, mens det dyrt indkøbte walisiske talent Gareth Bale stadig mangler lidt før han for alvor berettiger sin hype. Han har retfærdigvis alderen med sig. Alderen kan dog aldrig retfærdiggøre de emo-frisurer han har haft. Højrebacken besiddes ofte af store, lidt tunge og meget kroatiske Vedran Corluka (som foruden at have et af ligaens sejeste navne også bidrager med evner i centerforsvaret), mens skotske Alan Hutton ikke lader til at være Redknapps kop te på pladsen i højre side. Problembarnet Pascal Chimbonda rygtes heftigt på vej væk - i øjeblikket mest intenst til Blackburn, hvor Sam Allardyce åbenbart forsøger at samle et helt hold af højrebacker.

På midtbanen er Wilson Palacios og Tom Huddlestone to muskuløse utysker  som sparker røv og noterer navne, som man vist siger i staterne. Altså med andre ord: En midterakse som de færreste vil finde det muntert at blive konfronteret med i år. Ofte vil Jermaine Jenas nok snuppe den ene plads, og give midtbanen et mere offensivt islæt. Det siges at Mourinho har været interesseret i Tottenhams 8′er, omend undertegnede altid bare har oplevet ham som middelmådig. Højrekanten Aaron Lennon bidrager med grotesk fart, mange direkte udfordringer af sin back, fine indlæg og målfarlighed, alt imens Luka Modric i den anden side er en af ligaens bedste spillere, som ser ud til at få sit definitive gennembrud i år. Modric kan simpelthen det meste med en fodbold, og han bliver hele tiden bedre til at tilpasse sin tekniske kunnen og fantastiske blik for spillet til tempoet og fysikken i Premier League. Modric vil typisk operere i en meget fri fortolkning af placeringen som kantspiller. Midtbanen kan desuden fyldes med spillere som sidste sæsons store flop, spritbilisten David Bentley, og talentet Jamie O’hara som foruden at være en spændende, intens spiller også skulle være en udsædvanlig sympatisk fyr (af en professionel fodboldspiller) udenfor banen.

På toppen huserer Robbie Keane som blev hentet tilbage fra et halvt års mislykket ophold i Liverpool i januar. En anden lille mand blev ligeledes lokket tilbage til Tottenham i januar efter en tur udenbys da Jermain Defoe blev hentet i Portsmouth. De herrer suppleres af russiske Roman Pavlyuchenko som trods sine mange kvaliteter aldrig for alvor er slået igennem siden den dyre overgang som fulgte skarpretterens gennembrud ved EM 2008.

Væsentlige transfere: Crouch über alles

To gange ung Kyle - Naugton og Walker - er blevet hentet i Sheffield United. Sidstnævnte er sendt retur på lån, alt imens førstnævnte kan forventes at komme ind omkring førsteholdet, hvor han sandsynligvis vil bejle til venstrebackpladsen. Til det skadesplagede centerforsvar er franske Sebastian Bassong blevet hentet i Newcastle, mens sommerens største transfer for Tottenham - i mere end en forstand - er fyrtårnet Peter Crouch, som kommer til fra Redknapps tidligere klub Portsmouth. Til gengæld er angriberen Darren Bent blevet sendt nordpå til Sunderland for en pris omkring £ 10 millioner, alt imens den hårdt kæmpende men begrænset talentfulde defensive midtbanespiller Didier Zokora er blevet lokket til Sevilla.

Forventninger: Masser af mål…

Ikke blot er Tottenham startet fremragende i år. Der er også al mulig grund til at tro, at de kan blive ved. Holdet råder først og fremmest over en rigtig god start-11′er, og en mindst lige så god træner. Redknapp er berømt for sin evne til at få spillere til at føle sig godt tilpas og have det sjovt med at spille fodbold. Ligeledes er han kendt for at få det optimale ud af spillere, som ellers er gået i stå. Hans måde at få det optimale antal spilleminutter ud af Ledley King har for eksempel været imponerende. Redknapps karriere lakker efterhånden mod enden, og han får næppe nogensinde en bedre chance for at spille med i toppen af ligaen - i Tottenham har han de perfekte arbejdsbetingelser for at lave et ærefuldt angreb toppen af engelsk fodbold. Oven i købet behøver holdet, modsat de nærmeste konkurrenter, ikke bruge energi på europæisk fodbold.

Spurs har potentielt  en rigtig god defensiv, og en midtbane som kan tilpasses til enten at være solid og defensiv eller mere offensivt minded. Begge disse kæder fremstår dog temmelig sårbare, hvis nøglespillere render ind i skader eller formdyk. Centerforsvaret er blevet fornuftigt garderet med Bassong, alt imens man kan spekulere på hvor godt spurs vil tackle at skulle undvære Modric, Lennon eller Palacios, som på rekordtid er blevet en nøglespiller.

Det bedste argument for en rigtig uhyggelig Tottenham-sæson findes imidlertid helt på toppen: Angrebspuljen med Keane, Defoe, Crouch og Pavlyuchenko er på niveau med de bedste i ligaen, og særligt et partnerskab mellem Defoe og Crouch kombineret med Lennon og Modrics kvaliteter på midtbanen kan kaste et meget, meget, meget, meget højt antal mål af sig. Defoe er - måske undtagen Michael Owen - den engelske angriber som afslutter bedst, og som har den mest naturlige evne til at lave mål. Crouch holdt nærmest egenhændigt Portsmouth oppe i sidste sæson, alt imens begge spillere allerede en gang har oplevet at få revitaliseret deres karrierer af Redknapp da han hentede dem til Portsmouth.

Tip: Forventet placering: Nummer 5 Supersæson: Det er nok en postgang for tidligt til for alvor at bejle til Champions League pladserne - dertil mangler man nok lige en mand eller to til at holde dampen oppe en hel sæson - men femte-pladsen vil også markere en mere end godkendt fremgang for de evigt ambitiøse lillywhites.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

  • 6. Manchester City
  • 7. Everton
  • 8. Aston Villa
  • 9. Blackburn Rovers
  • 10. West Ham United
  • 11. Sunderland FC
  • 12. Bolton Wanderers
  • 13. Fulham FC
  • 14. Portsmouth FC
  • 15. Stoke City
  • 16. Wigan Athletic
  • 17. Birmingham
  • 18. Wolverhampton
  • 19. Hull
  • 20. Burnley