Syg og munter

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

Burnley FC: Kan kun overraske positivt

Stiftet: 1882

Stadion: Turf Moor (Kapacitet: 22.546)

Kælenavn: Clarets

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 16 (ch)/13 (ch)/5 (ch)

Første fem kampe: 15/8 Stoke (U), 18/8 Man Utd (H), 22/8 Everton (H), 29/8 Chelsea (U), 12/9 Liverpool (U)

Manager: Owen Coyle (Siden november 2007).

Coyles bedrifter med Burnley har været intet mindre end voldsomt imponerende. Coyle har i sin korte tid i klubben ikke blot ført holdet til oprykning via play-off, han har endvidere ført holdet igennem et meget respektindgydende liga cup run i sidste sæson, hvor klubben var ganske få minutter fra en finaleplads inden Jermain Defoe og Roman Payluchenco vendte nederlag til sejr og sikrede Tottenham pladsen mod Manchester United. Undervejs havde Burnley dog allerede elimineret såvel Fulham som Chelsea (på udebane), ligesom de var det første hold fra de lavere rækker som havde held med at ekspedere et Arsene Wenger-ledet Arsenal-hold ud af en cup.

Truppen generelt: Et bæst på kassen og langt mellem snapsene

I danske medier får keeper Brian Jensen selvfølgelig meget opmærksomhed, men hvis man derudover kigger på de navne, som skal slås for hæder og ære til Turf Moor, så er indtrykket ikke just skræmmende. Faktisk er den totale mangel på profiler det mest påfaldende i en gennemgang af Burnleys trup. Anføreren Graham Alexander med det karakteristiske fuldskæg er en solid og sympatisk forsvarsstyrmand (og straffesparksskytte i øvrigt), i forsvaret har Alexander selskab af den tidligere Newcastle og skotske landsholdsspiller Steven Caldwell, som ligeledes spiller en central rolle i Burnleys defensiv. Det irske midtbanetalent Chris McCann er en lovende og målfarlig box til box spiller som kan få et gennebrud i det fine selskab, og angriberen Martin Paterson lavede 18 mål sammenlagt i sidste sæson hvilket foruden klubbens topscorerværdighed også indbragte ham æren som årets spiller. Han bliver spændende at følge på allerhøjeste niveau. Man er dog tilbøjelig til at tro, at han bliver endnu en i rækken af lovende britiske angribere, som ikke kan tage skridtet fra næstbedste til allerbedste række. Ellers er der et par kuriosa i truppen i form af en række gamle kendinge af dansk fodbold; Remco Van Der Schaaf, Beshart Berisha og nyindkøbte Richard Eckersley – bror til Adam Eckersley, som i sin tid kom til Brøndby sammen med Mark Howard – er alle pt at finde i truppen. De to førstnævnte ser dog ikke umiddelbart ud til at figurere nævneværdigt i Owen Coyles fremtidsplaner.

Væsentlige transfere: Lidt har også ret - men næppe nok…

Burnley har været en af de mest aktive aktører på transfermarkedet foreløbig, men de indhentede navne er ikke prangende. Foruden ovennævnte Eckersly har klubben hentet fire nye navne. Den store angriber Steven Fletcher er blevet hentet i Hibernian, hvor han har spillet hele sin hidtidige karriere. Fletcher har tidligere vakt interesse hos de skotske giganter fra Celtic, men til sidst blev det altså the clarets som løb med den engelskfødte skotske landsholdsspiller. Den 22-årige er Burnleys dyreste køb nogensinde, og får et stort pres på sine skuldre, når holdet skal forsøge at lirke forsvar op hos det fine selskab. Derudover er den tidligere West Ham og Derby-back Tyrone Mears blevet hentet hjem efter et relativt succesfuldt ophold i Marseille, hvor han blandt andet sendte scorede sejrsmålet mod Ajax og dermed sendte franskmændene i UEFA-cup kvartfinalen. Ligeledes er to forsvarstalenter er blevet hentet; canadiske David Edgar fra Newcastle på fri transfer og Brian Easton fra de skotske oprykkere Hamilton Academical for omkring £ 300.000.

Forventninger: Op, op, op, op og atter op ad bakke…

Det er stort for Burnley FC at være rykket op i Premier League. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at de ikke selv havde regnet med det, og nu ikke rigtig ved hvordan de skal gribe situationen an, og man kan ikke lade være at lade sig rive lidt med af fodboldeuforien i en by som ikke har været i den bedste række i mere end 35 år. Det har klubbens chairman også gjort, og givet gratis sæsonkort til alle som havde købt sæsonkort inden sæsonstart sidste år for at belønne deres loyalitet. Byen Burnley er en af mange britiske byer som har lidt en krank skæbne de sidste 20-30 år. Fra i årevis at have været et af storbritaniens tekstilcentre, er byen i dag hårdt ramt af at stort set al industri er lukket, med deraf følgende arbejdsløshed, butiksdød, generel trøstesløshed, ghettodannelse, misbrug og kriminalitet. Derfor er fodboldholdets succes er en sjælden succes for et hårdt prøvet lokalsamfund – det sidste af klubbens to mesterskaber blev vundet i 1959.

Ikke desto mindre får Burnley svært ved at overleve i Premier League næste år. Owen Coyles umiddelbart formidable motivationsevner, og holdets evne til at skabe overraskelser kommer til at skulle strækkes til det yderste, og så skal de holde hovedet koldt, hvis den seriøse kælling af et startprogram de har fået tildelt resulterer i et par røvfulde. Den allerførste kamp mod sidste sæsons store overraskelse – Stoke – bliver hurtigt en nøglekamp, da Burnley realistisk set ikke henter et eneste point i de næste fire. Netop Stoke kan passende være rollemodel for Burnley, for de skal finde inspiration i the Potters tilgang til livet på toppen af engelsk fodbold. De skal ganske enkelt stå sammen, gå hårdt til den og kæmpe som minimum røven og det nederste af ryggen ud af bukserne, hvis de vil overleve. Burnley kan kun overraske positivt, og dette er måske deres største fordel. For hvis man undervurderer dem, kan de være rigtig farlige. Bare spørg Arsenal eller Chelsea.

Ellers kommer Burnley i hvert fald til at bidrage med noget helt unikt, idet de rent faktisk som nogen af de eneste mennesker i verden orker at have en holdning til Blackburn. Rovers er nemlig deres forhadte lokalrivaler. På den anden side; når sæsonen går i gang har Sam Allardyce haft en hel preseason til at banke sin fodboldfilosofi ind i Lancashire-klubben, så inden længe vil der være mange der deler Burnleys holdning…

Tip: Forventet placering: Nummer 20 Supersæson: Nummer 17 eller derover.

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Sidste fredag tog denne blog en masochistisk tur ned af mindernes boulevard, hvor der blev grædt verbalt snot over den gyldne generation af West Ham-talenter, som desværre blomstrer i diverse storklubber i dag. En anden gruppe spillere, som de fleste fodboldfans kan ærgre sig over, er de som næsten kom til klub “X”, men som i stedet havnede andensteds med stor succes.

Heller ikke her er West Ham gået ram forbi. Hvis vi et øjeblik bliver i den yngre ende af spektret, er det oplagt at ærge sig over at John Terry allerede smuttede fra akademiet i en alder af 14, ligesom det kan synes en kende surt at David Beckham antagelig blev afvist ved en prøvetræning.

Ligeledes skulle såvel en relativt ung Marcelo Salas som en ditto Andrej Shevshenko have været til prøvetræning under ‘Arry Redknapp, som imidlertid var uimponeret, og berømmeligt vurderede at den ukrainske angriber som sidehen blev en af verdens bedste “did’nt pull up any trees.” Det gjorde han på den anden side heller ikke da han sidenhen rent faktisk fik chancen i engelsk fodbold, så måske det var godt det samme.

En anden som var ligeved og næsten (og som senere var medvirkende til Shevas fiasko), er Didier Drogba. Da West Ham på tragisk vis rykkede ned (med det højeste pointantal nogensinde i Premier League!) i 2003, havde daværende manager Glenn Roeder ellers allerede en aftale på plads med Guingamp om en overgang til den kommende sæson. Når man ser hvordan Drogba opførte sig, da han så tog til Chelsea efter et år i Marseille et års tid senere, var det måske meget heldigt vi rykkede ned…

Da vi endelig var tilbage i den bedste række, sommeren 2005, skulle der rigtig bruges penge på en angriber.  Man endte med at købe sicknote Dean Ashton i januar 2006, men han var på mange måder tredjevalg. Der var forhandlet en aftale på plads med Porto i august 2005, om at Benedict Mccarthy kunne skifte, men denne blev aflyst i 11. time, da en anden af Portos handler var faldet sammen.  Det kunne man så ærgre sig over, da Porto endelig slap ham året efter - endda til en tredjedel af prisen - og han lavede 18 kasser på 24 kampe for Blackburn. I januartransfervinduet 2006 forsøgte West Ham i stedet at købe Emmanuel Adebayor fra Monaco. Klubberne var enige om overgangssummen, men togoleseren ville hellere vente til sommeren 06, hvor han i stedet tog til Arsenal. Først derefter blev blikket vendt mod Deano.

Ååh, de satans kvinder…

Det seneste år er selvsamme Adebayor blevet rygtet videre fra Arsene Wengers boytoys, og er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med blandt andet AC Milan. Dette affejede den stærke 25′er med et kliché-svar af de store: “Jeg er glad for at spille for denne klub, og ærlig talt er jeg glad for at AC Milan - en af de mest legendariske klubber i verden, har kigget på mig.”

Og dog, klicheen blev gjort til skamme; for Niklas Bendtners yndlingsslagsbror valgte at uddybe sit udsagn med en opsigtsvækkende parallel til en anden sfære af livet end fodboldens. Adebayor er ganske vist på kontrakt hos Arsenal for at score, men det var åbenbart en helt anden type scoringer han fik i tankerne af Milans interesse: ” For mig er det noget specielt. Det er som, hvis en dreng fik at vide at Beyonce kiggede efter dem.” Aha. Så hvis fodboldklubber var kvinder, ville AC Milan være Beyonce?

Men hvad ville andre klubber i England så være? Her følger fem skud fra hoften:

1. Hvis vi starter med Arsenal selv, så synes en parrallel til Demi Moore at være oplagt. Fra i 80′erne og 90′erne at have været sammen med Bruce Willis - inkarnationen af barskhed, pistoler, whiskey og smøger i kæften (fuldstændig som Arsenals fodbold i samme periode; tænk blot på Seaman-Winterburn-Adams-Bould-Dixon, hvis det ikke er whiskey og pistoler, så ved jeg ikke hvad der er. Paul Merson! Ray Parlour!) - skiftede hun i det nye årtusinde bane med den unge - måske kønnere, men også noget mere fimsede - Ashton Kutcher (tænk bare Van Persie, ham backen med perler i håret - Sagna?, Fabregas og Nicklas “lyserøde støvler” Bendtner).

2. Bolton Wanderers i de seneste 10-15 år bringer umiddelbart associationer i retning af hende den pisseirriterende fra  “Livet er fedt” aka. Merethe Kasten. Ja det kan godt være hun fik alle til at snakke om sig i en periode, fik et par små sejre og generelt præsterede over evne, men kønt det var det fandeme aldrig…

3. Newcastles nyere historie følger samme kurve som reality-tabloid-opfindelsen Anni Fønsbys liv i skræmmende grad. Begge troede de deres lykke var gjort da de mødte en mand med en kæmpe pose penge og gyldne løfter. Nu befinder de sig i noget der minder om helvede, manden vil ikke kendes ved dem, og alle de folk de havde på lønningslisten viste sig at være *ahem* “prostituerede”…

4. Chelseas hyppige udskiftningsfrekvens af højtprofilerede mænd i trænersædet, minder unægteligt om Paris Hiltons udskejelser i dobbeltsengen, ligesom de heftige shopping sprees er tilfælles. De har også begge en rig farmand til at sørge for, at de økonomiske konsekvenser af den udsvævende livsførsel aldrig rigtig mærkes… En banal, men ikke desto mindre iøjenfaldende, parallel.

5. Wigan Athletic kan bryste sig af, at afspejles i kvindeverdenen som Lene Jensen, Lotte Olsen eller Jytte Larsen. Hvem i helvede er så det? spørger den opmærksomme læser forhåbentlig. Opmærksomme læser, jeg er glad for, at du spørger. Det er nemlig den spidsfindige pointe. Wigan = Hvem? Get it?

Ok. Jeg beklager. Det virkede sjovt i teorien. Nu vil jeg flygte op i revybussen og køre ud i solen.

Find selv på flere.