Indlæg tagged ‘Andy Van der Meyde’

Premier League 2009-10: Nr. 7: Everton FC

lørdag, august 22nd, 2009

Everton FC: Man kan ikke stå stille i Premier League

Stiftet: 1878 (som St. Domingo’s FC)

Stadion: Goodison Park (Kapacitet: 40.157)

Kælenavn: Toffees

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 6/5/5

Første fem kampe: 15/8 Arsenal (H), 19/8 Man City (U), 22/8 Burnley (U), 29/8 Wigan (H), 12/9 Fulham (U)

Manager: David Moyes (Siden marts 2002)

David Moyes er en populær mand i den blå del af Liverpool, og det forstår man godt. Klubben med den stolte historie - blandt andet ni mesterskaber og et rekordhøjt antal sæsoner i den bedste engelske fodboldrække - er nemlig efter et turbelent årti blevet genskabt under den 46-årige skottes lederskab. Ganske vist vandt klubben sin femte FA-cup titel i 1995, og sluttede året efter på en fin 6. plads, men derudover var der ikke meget at juble over i 90′erne. I 1998 redde klubben kun livet på en bedre målscorer end Bolton lige under nedrykningsstregen, og selvom man samme sommer ansatte Glascow Rangers’ succestræner Walter Smith var der ikke de store forbedringer at spore. Everton sluttede konsekvent i den nederste halvdel af tabellen under Smiths ledelse, og i  marts 2002 var holdet igen i en seriøs flirt med sin første nedrykning fra Premier League. Det var i denne situation at bestyrelsen besluttede sig for at fyre den gamle skotte Smith, og i stedet satse på den unge skotte Moyes, som i sin korte managerkarriere havde vist gode resultater med Preston North End.

Moyes formåede i sin første sæson at undgå nedrykning med en femtendeplads. De næste par år bød på voldsomt svingende resultater; en syvendeplads efterfulgt af en syttendeplads og en meget imponerende fjerdeplads (klubbens højeste placering i Premier League, og det seneste brud på the big fours dominans) i 2005. Fjerdepladsen blev fulgt af endnu et magert år, dog med en stabil 11. plads til følge. De seneste tre sæsoner har stabiliteten rigtig indfundet sig på Goodison Park, hvor det er blevet til en sjetteplads og to placeringer som “best of the rest” på femtepladsen. At klubben i sidste sæson desuden nåede sin første FA-Cup finale siden 1995 gør næppe Moyes mindre populær.

Hvis man endvidere tager i betragtning, at Evertons købekraft lader til at være kronisk underlegen i forhold til en række andre hold i ligaen, bliver præstationen over de seneste år nærmest ærefrygtindgydende. Moyes har formået at skabe en spillertrup som umiddelbart er fri for krukker, hvor de enkelte spillere kender deres roller på holdet, og hvor spillere kun bliver solgt, hvis prisen er meget høj, eller de ikke længere er ønskede. At fodbolden ikke altid er den mest spektakulære kan man så mene om, hvad man vil. På Goodison Park er de nok godt tilfredse.

Truppen generelt: En forbandet stærk startellever

På kassen står den bandende, tourettes-ramte amerikaner Tim Howard, og det gør han rigtig godt. Den tidligere Manchester United keeper har fundet fodboldlykken i Liverpool, og er sæson efter sæson er sikker og undervurderet sidste skanse for Everton. Backkæden er smal med udsøgt, og særligt ligaens måske grimmeste spiller - Joleon Lescott - holder et tårnhøjt niveau. Derfor er det ikke overraskende at nyrige Manchester City har brugt det meste af sommeren på at prøve at lokke landsholdsspilleren væk. Lescott kan i øvrigt også bruges på venstrebacken. Ved sin side har han en af sidste sæsons store oplevelser for Everton; Phil Jagielka, som også banker på til landsholdet. Han kan i øvrigt også vikariere på højrebacken. Alternativt kan bundstabile og sympatiske Joseph Yobo tage en plads i centerforsvaret. På venstrebacken bliver den tidligere Wigan-mand Leighton Baines bare bedre og bedre, alt imens Tony Hibbert på højrebacken kompenserer for sit måske begrænsede talent med al den fight og “væk-med-lortet” attitude man kunne ønske sig. Sidstnævnte har det dog med at forvandles til en hund i et keglespil nogle gange hver sæson. Desværre ofte når der er rigtig store modstandere på tapetet.

På midtbanen er Phil Neville defensiv ankermand og holdkaptajn, og den tidligere Manchester Unitedspiller har virkelig formået at løfte sit spil ud af sin storebror Garys skygge siden skiftet i 2005. Neville kan desuden vikariere på backpladserne. På højrekanten er Mikel Arteta grænsende til det geniale, og bidrager med den megen omtalte evne til at kunne afgøre kampe på egen hånd med fikse afleveringer og ryk med bolden. (Hans karriere tog i øvrigt pudsigt nok for alvor fart som oprydder for Okocha og Ronaldinho i Paris St)Nogle af de samme evner har sydafrikanske Steven Pienaar som har etableret sig som fast mand på venstrekanten over de sidste par sæsoner. På den centrale midtbane bidrager Tim Cahill med et klogt og kollosalt løbearbejde, som også resulterer i en stak mål og en masse farlige situationer frem af banen. Den egenavlede Leon Osman fuldender en målfarlig og stærkt sammenspillet midtbaneenhed. De nævnte spillere kan blandt andet suppleres af stortalenterne Jack Rodwell og Dan Gosling, som begge fik en del spilletid i sidste sæson, og spås et muligt gennembrud i år. Sidstnævnte sparkede sig i hvert fald i fansenes hjerter, da han i sidste sæson scorede sejrsmålet mod ærkerivalerne fra Liverpool i forlænget spilletid af FA-Cupens fjerde runde.

I hullet mellem midtbanen og angrebet fik det unge, belgiske rekordindkøb Marouane Fellaini en rigtig flot debutsæson, som blandt andet kastede 8 mål af sig samt en status tangerende det kultiske blandt supporterne for sin store afro og sin varierede spillestil. Helt på toppen råder Moyes over Louis Saha, Yakubu og Jo som ligesom sidste halvsæson er blevet lejet i Manchester City. Alle tre er spillere som kan lave mål for sjov, men med særligt de to første herrers skadshistorik in mente er det nok meget godt at holdet tillige kan trække på unge James Vaughan og Victor Anichebe.

Væsentlige transfere: Der er så stille på Goodison Park

En af hemmelighederne på Moyes’ succes i Everton er at han ikke skifter særlig meget ud i truppen, men i stedet har et fast skelet af spillere, som han satser på uge efter uge, og småjusterer på år efter år. Hele ikke dette transfervindue har budt på den store udskiftning omend en række marginalspillere er blevet sendt videre i systemet. De to udenlandske flop Nuno Valente og Andy Van Der Meyde er smuttet på fri transfer, ligesom Lars Jakobsen sagde nej tak til en ny kontrakt ved udsigten til mere spilletid i Blackburn.

Udover allerede nævnte Jo er den 20-årige irske højreback Seamus Coleman den eneste tilføjelse til truppen. Moyes har dog flere gange åbent erkendt, at Everton er nødt til at styrke truppen med en lille håndfuld spillere, hvis holdet skal have held med at konkurre både internationalt og nationalt.

Forventninger: Det står skrevet at fede år skal efterfølges af magre…

Lad mig tale rent ud af posen: Jeg kan faktisk rigtig godt lide det projekt David Moyes har kørende i Everton. Jeg kan godt lide at størstedelen af spillerne har spillet for klubben i en del år, at holdet forsøger at køre ret unge spillere ind på holdet og udvikle dem til bærende kræfter, og at større klubber bliver bedt om at skride eller lægge seriøse penge, hvis de vil have en Moyes centrale spillere. Det viste klubben da en endnu ikke 18-årig Wayne Rooney blev solgt for en kvart milliard, og det viser de for tiden ved at bede Manchester City få oliemillionerne op at lommen hvis de vil have Lescott.

Der er ikke desto mindre en kliche der hedder noget i retning af: At hvis man ikke bevæger sig fremad i Premier League, så bevæger man sig nødvendigvis tilbage. Der er med andre ord ikke noget der hedder at stå stille. Og det er desværre lidt det Everton gør lige i øjeblikket. Startelleveren er god. Den er rigtig god. Holdet har den kæmpe fordel at målene kan komme for en hel række spillere, og det er generelt ikke let at besejre Everton (omend Arsenal fik det til at se sådan ud i sæsonens første kamp).

Ikke desto mindre vil det være naturligt om der begynder at indfinde sig en hvis metaltræthed blandt en del spillere i truppen. Champions League fodbold virker temmelig langt væk, og adskillige af de umiddelbare rivaler til pladsen som førsteudfordrer til the big four lader til at have bevæget sig længere fremad i sommerpausen end Everton har. Kan Cahill, Arteta, Neville og Osman mande sig op til endnu en kamp om titlen som best of the rest? Kan de ligefrem mobiliserer ressourcer til et seriøst angreb på fjerdepladsen? Jeg tvivler. Hvis stammen af førsteholdsspillere desuden skulle være så uheldige at blive ramt en en håndfuld skader ser det endnu mere ubehagligt ud for Everton. Truppen er ganske enkelt ikke særlig bred. Slet ikke når man også skal forsøge at gøre en god figur i en opslidende europæisk turnering.

Man skal aldrig afskrive David Moyes og Everton, men meget tyder i min optik på at der er et af de mere magre år på vej på Goodison Park. Hvis det lykkes Moyes at hente de fire spillere han snakker om kan det meget vel blive anderledes. Men transfervinduet lukker snart og konkurrencen i den øverste halvdel af ligaen er hårdere end længe.

Tip: Forventet placering: Nummer 7 Supersæson: For Everton er kvalifikation til europæisk fodbold efterhånden obligatorisk. Derfor skal der mere til for at imponere: Altså skal holdet helt op og slutte som nummer 4, hvis der for alvor skal kunne noteres fremgang. De vil sikkert heller ikke klage over en cuptriumf. 

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

  • 8. Aston Villa
  • 9. Blackburn Rovers
  • 10. West Ham United
  • 11. Sunderland FC
  • 12. Bolton Wanderers
  • 13. Fulham FC
  • 14. Portsmouth FC
  • 15. Stoke City
  • 16. Wigan Athletic
  • 17. Birmingham
  • 18. Wolverhampton
  • 19. Hull
  • 20. Burnley