Syg og munter

En sejr hver anden måned!

Siden november 2009 har West Ham vundet 7 ligakampe. Det er altså 7 sejre på 12 måneder. Hvis man går helt tilbage til september sidste år, vil antallet af sejre i ligaen være det samme, men det er ligesom ikke så mundret. Til gengæld giver det en sejr hver anden måned i snit. Derudover er det - retfærdigvis - blevet til lidt sejre i cup’en, samt en ganske fin preaseason. Der er også blevet spillet temmelig meget uafgjort. Det er under alle omstændigheder ikke godt nok. Man har i denne periode ikke vundet en udekamp i ligaen. Af de 7 sejre er tre kommet mod hold som senere rykkede ned - Pompey, Burnley og Hull. De resterende fire er kommet mod Aston Villa, Birmingham og Wigan i sidste sæson, samt Tottenham i denne.  Jeg har ikke set West Ham vinde en kamp siden 24. april, idet min svigerfar naturligvis skulle fejre en rund fødselsdag da Tottenham blev besejret d. 25 september.

Jeg hørte i det mindste liga cup sejren i Sunderland på BBC Radio London…

Den evige Scotty Parker

Det har edderrødme været et langt år. Der er kommet nye ejere, ny træner, ny struktur og snak om et nyt stadion. En del af spillerne er nye, men den helt og aldeles stilsikre taberkultur er bare blevet stærkere og stærkere. P.t. ligger man på en overbevisende sidsteplads, med 9 point for 14 kampe, og fem point op til den gode side af nedrykningsstregen. Det er stadig kun Scott Parker, som leverer hver eneste gang. Det er fandeme synd for den mand. Rygter siger, at han vil væk, hvis situationen er uændret til januar. Det skal sgu være ham vel undt. Om han så skifter til Tottenham. Eller Millwall, for helvede. Scotty Parker har gjort mere for West Ham i de seneste år end nogen anden spiller i mange, mange år. Hvis han bliver hængende til sit karrierestop fortjener han den yderst eksklusive betegnelse “legende”. Det må være ensomt at være den eneste kompetente person på sin arbejdsplads. Måske han skulle kontakte Per Stig Møller, og trække på dennes erfaringer fra diverse ministermøder i de sidste 9 år?

Klyng ham op!

Naturligvis kræver mange nu træneres hoved på et fad, hans kønsorganer kappet af og brændende tændstikker stukket op under hans forhud. Sandsynligvis i omvendt rækkefølge for maksimal smerte-påførelse. Og det giver da også mening: I stedet for den usikre, ukarismatiske jøde (som, heldigvis for ham, sandsynligvis slet ikke har forhud - skal tændstikkerne så proppes op under neglene?), der har gjort det til sit speciale i West Ham at smide føringer og blive bortdømt i afgørende situationer, skal man have en rutineret, kompetent træner. En der kan få styr på defensiven, spille sprudlende angrebsfodbold, og bruge de sparsomme ressourcer i januar på kvalitetsspillere, som kan gå direkte i start-elleveren og gøre et job i Premier League. Og så skal han også helst se godt ud og håndtere pressen på en charmerende måde, hvor der aldrig hersker tvivl om hvem der bestemmer, ligesom han naturligvis skal skabe ro i omklædningsrummet. Og så skal han i øvrigt være indstillet på at arbejde for et ret lille løn, med et par ejere som elsker at udtale sig til pressen, og en fanbase, som sandsynligvis vil ønske at forulempe ham fysisk efter 14 kampe. Det lyder som en skudsikker plan. Han skal bare lige hentes på den sydhavsø, hvor han p.t. residerer med Julemanden, Tandfeen og Påskeharen. Indtil da må vi nok nøjes med Grant. Ellers kan man selvfølgelig ansætte Alan Curbishley, lade ham stabilisere holdet på 10.-pladsen til evig tid, og presse ham ud af klubben efter et par år, når supporterne i ramme alvor hævder at de hellere vil slås om nedrykning end se på Curbs’ røvsyge spillestil. Der er masser af attraktive alternativer, ikke sandt? Ikke dermed sagt at resultaterne har været gode nok. Navnlig ikke de seneste 4 kampe, der gav 3 point, hvor der mindst burde have været 7.

Bye, bye Zeljko!

Foreløbig har man i stedet nøjedes med at fyre assistenttræner Zejlko Petrovic. Fire måneder fik den tidligere Boavista - og Waalwijk-træner (imponerende én sæson hvert sted!) som andenviolin på Upton Park. Han var vist ikke rigtig spillernes kop te. Til gengæld var Premier League øjensynligt heller ikke hans. Niveauet var chokerende lavt, og såvel Bundesligaen som Æresdivisionen (!) er åbenbart bedre. Sådan siger Petrovic. Hvis rygter er sande, og Petrovic rent faktisk brugte pausen imod Stoke til at klippe negle i stedet for at give instrukser til spillerne, da han vikariede for Yom Kippur-ramte Grant tidligere på sæsonen, så giver den udtalelse næsten mening på sin egen skøre måde. Kampen endte i øvrigt 1-1 efter West Ham havde ført ved pausen. Vi må håbe Petrovic ikke er omskåret, da jeg efterhånden løber tør for stedet at stikke tændstikker hen, når dommedag kommer.

Nu snakker man i ramme alvor om at hente galningen Paolo Di Canio ind som afløser. Hele ideen er fuldstændig vanvittig. Forstå mig ret. Han var en af de mest talentfulde spillere i West Ham i de sidste 30 år.  Men han har i hele sin karriere vist, at han er fuldstændig ude af stand til at underordne sig et kollektivs bedste. Ellers ville en mand med et sådant talent aldrig have brugt nogle af sine bedste år i en så relativt lille klub, som den jeg hader at elske. Han har et alt, alt, alt for stort ego. Et problembarn er, hvad han er. I Di Canios hoved er ingen større end Di Canio - heller ikke klubben, og det er altså ikke så smart. Og så behøver vi slet ikke begive os ind i alt det mudrede om hans politiske overbevisning. Nu vil man sætte ham i en situation, hvor han både får autoritet og skal underordne sig? Nej, vel. På den anden side har Gullivan før vist store evner som populistiske agitatorer, så man kan nok desværre ikke udelukke noget. Di Canio er populær, og hans vanvid tolkes ofte (med en vis berettigelse) som udtryk for passion. Jeg tvivler da heller ikke på at han elsker West Ham. Men det gør Russel Brand, Ray Winstone og min ven Litteraten med Fremskridtshåret også, og dem vil jeg heller ikke have som assistenter i West Ham.

Der er dog også rygter om, at verdens grimmeste mand, den ærlige og hårdtarbejdende tidligere midtbaneslider,  Steve Lomas (hvis navn altid var sammenkædet med formuleringen “håbløst undervurderet” i Goal-blade i midten af 90′erne) skal tilknyttes i en trænerkapacitet. Lomas har mere erfaring end Di Canio, qua en foreløbig et-årig cheftrænerkarriere hos St. Neots Town i noget der minder om den 10. bedste engelske række, så foreløbig fører han på (meget få) point hos undertegnede.

Save our season!

På lørdag møder West Ham Wigan hjemme på the Boleyn Ground. Der bliver solgt billige billetter, og kampen har fået overskriften “Save Our Season”. Der er sikkert en eller anden ulækker reklamemand der har hævet £ 10.000 for den strålende ide. “Lad os miste indtægter, bolle loyale sæsonkortholdere i røven og lægge yderligere pres på spillerne!!!” Ikke desto mindre er overskriften ikke helt skæv. Sådan skal det åbenbart være med kampe mod Wigan. Sidste år blev hjemmekampen vundet 3-2, og overlevelse blev definitivt sikret. Det var fandeme vigtigt. Solen skinnede den dag. Bagefter holdt min ven Kommuneforskerens kæreste fødselsdag. Der var både kaffe, lagkage og bajere. Og man kunne ryge smøger på en tagterrasse. Det var en god dag. Selvom Kommuneforskeren utvivlsomt har brugt en del tid på at ytre Petrovic-agtige synspunkter om Bundesligaen kontra Premier League. Han vil ikke rigtig acceptere, at jeg ikke betragter det som en konkurrence. Jeg holder med et hold der aldrig vinder. Hvorvidt de gode hold i ligaen, hvor mit hold aldrig vinder, er bedre end gode hold i Tyskland er jeg egentlig skideligeglad med. Nok om det. Det var i hvert fald den 24. april. Det var sidst jeg så West Ham vinde en fodboldkamp. Parker scorede et brag af et sejrsmål. I al ydmyghed vil jeg godt bede om en gentagelse på lørdag. Fik i den, fodboldguder?

For lidt over tre år siden - i november 2006 - blev West Ham købt af den islandske rigmand Bjorgolfur Gudmundsson (det har taget samfulde tre år, at lære at stave mandens navn). Købet markerede nye tider i østlondon. Den nye bestyrelsesformand i klubben, den karismatiske Eggert Magnusson, råbte op om Champions League fodbold indenfor 4 år, ansatte Alan Curbishley som ny træner, lagde en ordentlig røvfuld penge (i hvert fald i forhold til West Ham standarder) til indkøb af en række nye spillere, som blev lokket til klubben af de høje ambitioner og de endnu højere lønninger - og ultimativt reddede klubben sig fra nedrykning i foråret 2007 efter et utroligt comeback. Det fik Sheffield United til at gå rettens vej, idet de mente at Carlos Tevez egenhændigt havde holdt West Ham oppe, og at West Ham slet ikke havde spillertilladelse til den lille argentiner. Første udsagn er fuldstændig absurd, og andet direkte forkert, men det er egentlig slet ikke det, som det drejer sig om i denne omgang. Under alle omstændigheder var der optimisme, der blev købt flere profiler, og bobler steg mod himlen…

I juni sidste år skiftede West Ham ejer igen. Denne gang var hornmusikken knap så energisk, og armbevægelserne betragteligt mindre. På dette tidspunkt var Eggert blevet sparket ud igen, klubben var begyndt at mærke den økonomiske byrde fra en hel flok højtlønnede, evigskadede fodboldspillere, og frem for alt var Bjorgolfur gået fallit. Verdensøkonomien var tættere på depression end på Klondyke-entusiasme og West Hams nye ejere var et konsortium af kreditorer til den detroniserede islandske milliardær. Allerede inden ejerskiftet var de nye tider en realitet udadtil. West Ham solgte spillere, mange spillere, uden rigtig at bruge penge på nye. Alan Curbishley smuttede da han ikke længere følte han bestemte over indkøbspolitiken (og vandt naturligvis et million-sagsanlæg på vej ud). Gianfranco Zola og Steve Clarke blev hentet ind, og har siden udrettet noget der minder om mirakler med en stadig tyndere, skadesplaget trup. Det har ikke været en dans på roser. Samtidig er rygterne om klubbens astronomiske gæld vokset, og januartransfervinduet har været imødeset med kvalme og tilbageholdt åndedræt. Boblerne brast. Igen.

De seneste måneder har imidlertid budt på håb om bedre tider. Helt konkret i form af en række interesserede parter som har ønsket at købe fodboldklubben West Ham United FC. Det har rent ud sagt været noget af en stressfaktor. Særligt da det stod klart at klubbens ejerskabssituation ikke ville være afklaret før 1. januar, hvor frygten for afsked med flere nøglespillere inden nedrykningskampen var stærkt realistisk funderet.  Undertegnede har været reduceret til en sindstilstand der grundlæggende ikke adskiller sig stort fra den kvinder - i følge diverse klicheer og almindelig revymytologi - befinder sig i når de er højgravide. Mine søvn -, spise - og toiletvaner har været helt til hest. Jeg har konstant været præget af den rædselsfulde limbo-tilstand som min klub befandt sig i. Det er sandelig ikke blevet bedre at jeg mellem jul og nytår pådrog mig en større flænge på ryggen som konsekvens af Børge Mogensens åh-så-lækre stoles manglende evne til rent faktisk at kunne bære 90 kilo mandfolk. Hvorfor placere skruer med spidsen opad, når sædet samtidig kollapser når man sætter sig; HVORFOR, BØRGE?!?

Nå. Det var vist et sidespor. Lad os fortsætte af det: Med forbinding på ryggen, og selvmedlidenhed på størrelse med Dan Rachlins popularitet i 80′erne, har jeg omfavnet Dominos halvprismandage som Rudi Frederiksen ville omfavne deltagerne i BørneMGP. Jeg har ikke kunnet være fysisk aktiv, idet forbindingen ikke måtte blive våd af frygt for betændelse. Mit humør har svinget i en grad så jeg selv har været ganske langt fra at kunne følge med. De fleste dage har jeg næsten ikke kunnet komme op af sofaen. For fanden: Jeg har taget mig selv i at stå foran spejlet og bare føle mig tyk og have lyst til at græde. Det har i sandhed ikke altid været lige morsomt. Og så har der ovenikøbet været eksamensstress oven i hatten.

I denne suppedas af weltschmerz, magtesløs - og uvished tilsat almindelig vinterdepression har der dog været enkelte lyspunkter. Eller det vil sige: Der har mindst været et. Frank Turner hedder han. En Eton-uddannet, britisk, punkrocksingersongwriter (hold da kæft et lorteord!) i slutningen af 20′erne, som synger sange om livet. Ja, sgu. Hverken mere eller mindre. Det handler om at blive ældre og indse at man var en idiot som teenager, at verden er noget lort og nok bliver ved med at være det, at indse at man også er en idiot som voksen, om at folk dør af sygdomme i en al for ung alder, at man ikke er noget specielt i forhold til alle mulige andre, om ulykkelig kærlighed, venskab og jeg ved snart ikke hvad.  Livet, for fanden! Som det leves og døs(!). Og det er skidehamrendemotherfucking livebekræftende, skulle jeg hilse og sige. Ja - både Franks musik og livet som sådan. Det er det han minder en om.

Efter at have fået ham lige dele anbefalet og frarådet på det alvorligste siden han varmede op for Gaslight Anthem på Vega i foråret 2009, havde jeg alle intentioner om selv at tjekke ham ud, da han igen spillede koncert i København i december. Men det satte min generelle ugidelig - og uduelighed naturligvis en stopper for (det samme var i øvrigt tilfældet med Gaslight-koncerten). Til gengæld havde jeg åndsnærværelse nok til at købe en af hans plader da den sådan lige pludselig stod i smasken på mig i en obskur pladebiks i Barcelona senere samme måned. Jeg hørte den faktisk første gang mens jeg skrev et blog-indlæg i flyet på vej hjem.

Nå for at gøre en lang historie endnu længere: Frank og jeg er blevet noget der minder om venner. Han har kørt non-stop på anlægget, ipoden, computeren og hvor jeg ellers har kunnet forpeste uskyldige med mit nyfundne glade budskab. Jeg tror han forstår mig, Frank. Derfor besluttede jeg mig også ret hurtigt for, at jeg måtte eje endnu en plade med ham. En plade som ifølge pålidelige kilder skulle være lige så god som den jeg oprindeligt er faldet for. For at være helt præcis, så bestilte jeg pladen Sleep is for the Week den 29. december. Så kunne den måske være her i tid til at agere krykke for min skrøbelige mentale tilstand under transfervinduet. Siden er fulgt mange skuffende ture til postkassen, inden en længe ventet oplevelse af eufori da jeg vendte hjem efter en weekend på landet sidste søndag aften. Cd’en var i postkassen! Det samme var det seneste nummer af EX-hammers Magazine, og West Hams hjemmebanetrøje for indeværende sæson! Happy days!

Jeg tændte computeren for at se om verden stadig stod efter mine tre dages fravær fra nettet. Bladrede lidt i bladet mens windows startede. Et fint interview med Tony Cottee. Tjekkede overskrifter på nettet. West Ham var så godt som solgt stod der. Alt tydede på at man kunne regne med afklaring i løbet af mandagen. Det var lige før jeg begyndte at ane forår i luften. Jeg tog min nye trøje på og syntes egentlig den så godt ud alt taget i betragtning. Selvom det stadig er pervest at lave en West Ham hjemmetrøje uden lyseblå ærmer. I min generelle begejstring glemte jeg helt cd’en, som bare lå i sin indpakning i vindueskarmen.

Mandagen kom. Ingen afklaring. Blot et hav af nye rygter. Blandt andet nogle helt igennem rædselsfulde rygter om en meget dodgy italiensk rigmand som i forvejen ejer Cagliari. En mand som har fyret 28 trænere på 18 år dernede, og som har ganske veldokumenterede forbindelser til mafien. Jesus Kristus. Ikke igen. Det var mens disse dystre perspektiver samlede sig som tunge tordenskyer over mit ugidelige, joggingklædte korpus at jeg kom i tanker om at der var nye glade toner fra Frank i vindueskarmen. Jeg nærmest småløb derhen. Flåede forsendelsen op, og ramtes af vantro. Af vrede. Ja - sågar af noget der minde om angst. Jeg vendte febrilsk cd’en. Hvad fanden skulle det nu betyde? Var der nogen der tog pis på mig? Jeg konsulterede den medsendte kvittering og konstaterede at den lød på et eksemplar af Sleep is for the Week. Men hvorfor fanden i hede hule helvedes inderste steghede kreds havde play.com så sendt mig en Engelbert Humperdinck-cd med titlen Love Songs and Ballads?!? En ting er at de sender mig en forkert cd. Det kan ske. Erare humanum est og alt det der pis, men Engelbert Humperdinck!? Engelbert? HUM-PER-DINCK!? Hvad fuck. Hvad helvede!? Jeg var målløs. Rasende. Magtesløs og opgivende. Ikke nok med at min fodboldklub var ved at blive opkøbt af en ukarismatisk Don Corleone - nu tog livet pis på mig ved at sende mig en fucking ENGELBERT HUMPERDINCK-plade med fucking flødekærlighedssange! Og så lige nu når jeg havde mere brug for Frank end nogensinde! Total desillusion satte ind og jeg sank sammen i sofaen.  Resten af dagen fortoner sig i en underlig mareridtsagtig dunkelhed.

I går var mit sår på ryggen endelig helet nok til, at jeg igen måtte motionere. “Uhmm, endorfiner!”, vil jeg sværge at jeg hørte min krop sige. Og som det ikke var nok: West Ham blev endelig solgt. Ikke til Cagliari-manden, men til de tidligere Birmingham-ejere David Sullivan og David Gold. Dem har jeg tidligere udtrykt skepsis for her på bloggen. De købte 50 % af klubben, med option på køb af resten indenfor de næste fire år, og frem for alt vide beføjelser i forhold til den daglige drift. David Sullivan begyndte øjensynlig at flæbe under et interview med Talksports fordi han var så lykkelig. David Gold fortalte røverhistorier om dengang han boede lige om hjørnet fra stadion og spillede for West Hams drengehold mod East Ham. Måske var Engelbert-cden et tegn? Der er bedre tider på vej, og jeg vil i fremtiden slet ikke få brug for Franks positive vibrationer? Nu vil livet blive en dans på roser med Engelbert bløde stemme croonende den ene lovesong efter den anden?

Og dog. For ellers var der ikke mange positive meddelelser. Jeg fulgte pressemødet live med lige dele chok og lettelse. Klubben er dybt forgældet og belånt til op over skorstenen. Omkring 110 millioner pund lyder gælden på - og det trods den omstændighed at noget af gælden allerede skulle være afdraget ved købet. Og trods det faktum at klubben siden sommeren 2008 har solgt spillere for noget der minder om 40 millioner pund uden for alvor at bruge penge på nyindkøb. I det mindste er der ikke længere tvungne spillersalg, hvad der åbenbart ellers ville have været både nu og til sommer. Det har deherrer David og David lovet. Gianfranco Zola og Steve Clarke får lov til at fortsætte deres arbejde med truppen. Det har deherrer David lovet. De lovede også, at der bliver penge til rådighed til forstærkninger i januar. På den anden side har vi før oplevet nye ejere med løfter, der ikke blev overholdt.

De bebudede at de, om muligt, agter at at flytte West Ham fra the Boleyn Ground til Londons Olympiske Stadion, når den engelske hovedstad har haft olympiaden i 2012 (det er der, hvor logoet ligner en knælende Lisa Simpson i færd med at give oralsex). Stadion ligger i West Ham-land, og Sullivan udlagde en ambition om at kunne sikre West Ham Premier Leagues billigste billetter på denne måde. Ikke desto mindre er det altid sprængfarligt at fucke med kernetraditioner på denne måde. Samtidig snakkede de dog meget om deres egen East End baggrund og vigtigheden af at kende klubbens historie og tradition. Vi får se.

Samtidig udsendte de en invitation til alle kapitalstærke West Ham fans i verden om at de var velkomne til at købe sig ind i klubben. 10 procent af klubben plus betyrelsesposter og indflydelse for 10 millioner pund. En sådan ide kan man sandelig se gå mange veje. Ikke desto mindre er det da mulig at tolke tanken sympatisk.

Det som gjorde størst indtryk var dog David Sullivans ord: “We wouldn’t buy this club at all if this wasn’t West Ham. It makes no commercial sense for anyone to buy this club and it’s amazing that two other people wanted to buy it.”

Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men de kan da snakke snakken, som man vist siger derovre. Om de så også kan gå gangen bliver interessant at se. Under alle omstændigher sagde de, at konsolidering og langsom opbygning er målet. De udtrykte tillid til egne evner, og bekymring for lønniveauet i Premier League. Samtidig profeterede Sullivan at en Premier League-klub vil ryge under administration inden sæsonen er ovre. Han hentydede ikke til West Ham, og foreløbig er det måske, hvad man kan forlange efter Eggerts forbrugsfest og den katastrofekurs det har sat klubben på. De næste par år skal altså gå med at rydde op. Det betyder nok at Matthew Upson forsvinder, idet han tjener Eggert-penge nu, og næppe bliver for mindre. Det betyder forhåbentlig også snarligt farvel til Boa Morte, Dyer, Quashie og Davenport, som sikkert alle tynger på budgettet. David og David løftede selv sløret for at der allerede i januar måske skal siges goddag til en ny angriber: Rygterne i dag nævner navnet Bobby Zamora. En altid hårdtarbejdende og loyal, local lad til at hjælpe med den langsomme genopbygning af West Ham United FC. Det er nok en drøm, men nøj hvor skulle han være velkommen. Selvom de næppe slipper ham i Fulham.

Og en konklusion med hele denne smøre? Det må være noget i retning af, at selvom det alt andet lige ser lysere ud nu, end det gjorde for et par måneder siden, så har jeg stadig skrevet til play.com og anmodet om at få byttet min Engelbert Humperdinck-cd til den med Frank Turner. Noget siger mig, at også får brug for hans venskabelige, livsbekræftende betragtninger i den kommende tid.

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Her følger en gennemgang og vurdering af sommerens udresning i West Hams trup. I morgen følger en lignende behandling af de som skal forsøge at stoppe trofæ-tørken næste sæson.

Den tredje juni offentliggjorde West Ham navnene på en række spillere, som klubben havde besluttet at fristille i forbindelse med kontraktudløb. Udmeldingen kom ikke som nogen stor overraskelse, da cheftræner Gianfranco Zola allerede tidligere havde meldt ud, at han ønsker en markant mindre førsteholdstrup fra næste sæson, og at denne trup hovedsagligt skal suppleres med egne talenter i det omfang der er behov for flere spillere.Et på alle måder sympatisk koncept, som ganske åbenbart er inspireret af den model Arsenal har kørt efter i en efterhånden længere årrække.

Listen talte intet mindre end fjorten navne – det suverænt største af disse tilhørte den hidtidige kaptajn Lucas Neill. Neill kom til West Ham fra Blackburn i januar-transfervinduet 2007. Det var dengang Alan Curbishley og Eggert Magnusson brugte islandske cowboydollars i et omfang, som ville få afsindigt berusede sømænd på landlov til at stoppe op og stille kritiske spørgsmål til om al det forbrug nu også gør et menneske lykkeligt inderst inde. Han spillede en central rolle i the great escape samme år, og har været stensikkert førstevalg på højrebacken lige siden; når han altså ikke har vikarieret i centerforsvaret eller sågar på den centrale midtbane.

Australieren formodes at have afslået en kontrakt (med lønnedgang), og følgelig skulle han være færdig i klubben. Sidenhen har han imidlertid selv udtrykt ønske om at blive hos West Ham alligevel. Neill har tidligere vist, at pengepungen har en ikke uvæsentlig indflydelse på hans beslutninger (selv ikke undertegnede er verdensfjern nok til at tro, at hans beslutning om at vælge West Ham frem for Liverpool dengang i 2007 udelukkende var baseret på hans kærlighed til jellied eels og fodbold spillet the West Ham way), og derfor bliver det interessant at se, hvor han spiller næste år. Klubber i England, Tyrkiet og Grækenland har alle været nævnt. Hvis Neill smutter skal Zola og sportschef Gianluca Nani hive en kanin op af hatten inden sæsonstart (og den skal kunne spille højre back!)…

Også vores angrebs/komiker-duo Diego “Cojones mas grande al Sagrada Familia” Tristan og Davide Di ”Sheriffen skyder på det hele” Michele er blevet vejet og fundet for lette (eller måske i Tristans tilfælde for tung?). Tilsammen nåede de sydeuropæiske herrer og gentlemen at lave hele 8 (otte!!) mål i blot 50 kampe og med en samlet alder på sølle 66 år er det ganske uforståeligt, at klubben vil forsøge at hente yngre kræfter ind til angrebet… Eller omvendt.

Di Michele vil nok især blive husket for sin fremragende første hjemmekamp, hvor han lavede to glimrende mål  i 3-1 sejren over Newcastle (siden blev det kun til 3 mere resten af sæsonen…). Siden fulgte momentvis geniale afleveringer og læssevis af frustrerende boldtab i en lind strøm, inden den italienske troldmand gav et sidste varigt minde, da han snublede over sine egne ben og appellerede for straffespark alene igennem med Pepe Reina mod Liverpool. Tristan vil foruden sin glæde ved at drikke og køre bil, som resulterede i en pinlig sag for spritkørsel, især blive husket for sit perlemål direkte på frispark mod Stoke på udebane og sit “mål” mod samme modstander på hjemmebanen. Her snittede bolden den uforvarende Tristans hæl på vej i mål, hvilket fik den tidligere Deportivo-bomber til at juble, som havde han emuleret Maradonas solomål mod England i 1986. Forhåbentlig bliver der hentet spændende folk til angrebspladserne i stedet for de to afdankede angribere - hvis ikke må man overveje at investere i to life size subbuteo-figurer for at finde fuldgode erstatninger.

De øvrige lånte spillere Jan Lavstuka og Radoslav Kovac er også blevet sendt retur til henholdsvis Shaktar Donetsk og Spartak Moskva. Lavstuka spillede kun en førsteholdskamp for West Ham – det lidet mindeværdige Carling Cup-exit mod Watford. Nu må den tidligere filosofi-studerende pille splinter ud af røven i Ukraine i stedet for London. Gud ved hvad Satre ville mene om den sitaution? Er det mon væren ensoi eller pour soi? Lavstuka har heldigvis tid nok til at tænke over det… Kovac nåede 10 kampe, viste sig som en god bolderobrer og en særdeles sløset pasningsspiller - og brillierede sågar med et brag af et langskudsmål på Goodison Park. Rygter vil vide at West Ham fortsat er interesseret i at gøre aftalen med Kovac permanent, men at Spartak ønsker flere penge end West Ham mener han er værd. Også Sunderland og Fulham nævnes som destinationer for Kovac, som gerne selv vil blive i England. Hvis prisen er rigtig, virker Kovac bestemt som en spiller det kunne være godt at have i truppen til næste sæson.

Også Walter Lopez måtte se sig fritstillet da hans et-årige aftale udløb. Fem uspektakulære indhop og en start mod Watford blev det til for venstrekanten fra Uruguay. I det mindste må det betragtes som et fremskridt for West Ham, at en spiller så himmelråbende ligegyldig som Lopez blot fik en et-årig kontrakt frem for en fem-årig med kæmpeløn…

Lee Bowyers kontrakt fik ligeledes lov at løbe ud. Efter et succesfuldt forår med oprykning og stamplads hos Birmingham City ser det ud til at det nu 32-årige tidligere stortalent også kan spille i Premier League næste år. Der arbejdes i hvert fald på at gøre aftalen permanent. Alternativt meldes også Bolton interesserede i at tilknytte midtbanedynamoen. Bowyer nåede 41 kampe og fire mål for West Ham i sit andet ophold i klubben. Hver gang det så ud til at han var ved at genfinde fordums styrke, blev han ramt af en i den umiddelbart uendelige række af skader som har præget hans karriere. Det virker som endnu en fornuftig beslutning at satse på en yngre og mindre løntung spiller…

Jimmy Walker som spillede en vigtig rolle i West Hams oprykning fra den næstebedste række i 2005 er også fortid i klubben. Walker, som blev båret fra banen med en knæskade i play-off finalen mod Preston kom aldrig i nærheden af at blive førstevalg igen, selvom han fik tre kampe i Premier League mod slutningen af 2006-sæsonen. Walker var kendt som en livlig spasmager udenfor banen, og mange vil sikkert savne hans humoristiske klumme i kampprogrammet på Upton Park. Frem for alt vil Walker for evigt huskes for at redde Frank Lampards straffespark på Stamford Bridge i liga-cupen i 2004. Hov - det kom vidst til at lyde som en nekrolog! Walker lever mig bekendt i bedste velgående, og forhåbentlig finder han et andet sted at fortsætte karrieren, hvis det er det, han ønsker…

Endvidere blev Kyel Reid og Tony Stokes fritstillet. Reid er taget til Sheffield United, mens Stokes var udlejet til ungarnske Ujpest i forårssæsonen, og tidligere har udtalt sig positivt om en fremtid i ungarnsk fodbold. Begge spillere er opfostret på West Hams eget akademi. Reid nåede tre førsteholdskampe for West Ham, men har hovedsagligt været udlejet de senere år. Såvel Barnsley, Crystal Palace, Blackpool og Wolverhampton har haft fornøjelsen af den 21-årige venstrekant. Midtbanemanden Stokes fik en enkelt kamp som indskifter, da han i 2005 erstattede Tomas Repka i en Carling Cup kamp mod Sheffield Wednesday.

Desuden har venstrebacken Joe Widdowson vekslet sin lejeaftale hos Grimsby i den tredjebedste række til en permanent kontrakt fra næste sæson. Heller ikke juniorspillerne Jack Jeffery, Ashley Miller, Tom Harvey og Ryan O’Neill fik tilbudt nye kontrakter, og er fri til at finde nye arbejdesgivere. Med undtagelse af Widdowson, som umiddelbart havde vist fine takter sin alder taget i betragtning (ikke mindst i forbindelse med pre-season i nordamerika sidste år), virker det som den rigtige beslutning at lade de unge folk forsøge at finde fodboldlykken andensteds. Forhåbentlig ingen af dem kommer tilbage og laver en Jimmy Bullard…