Premier Legue 2009-10: Nr. 13: Fulham FC

Skrevet d. 6. august, 2009 af sygogmunter
8 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Fulham FC: En sæson på det jævne…

Stiftet: 1879 (som Fulham St. Andrew’s Church Sunday School)

Stadion: Craven Cottage (Kapacitet: 27.726)

Kælenavn: Cottagers, Whites, Lilywhites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 16/17/7

Første fem kampe: 15/8 Portsmouth (U), 18/8 Blackburn (H), 22/8 Chelsea (H), 29/8 Aston Villa (U), 12/9 Everton (H)

Manager: Roy Hodgson (Siden december 2007)

Fulham har efterhånden været et fast indslag i den bedste engelske række i en årrække. Holdet rykkede op i 2001 efter en markant længere årrække i de lavere divisioner. Holdets comeback i det fine selskab hang uløseligt sammen med rigmanden Mohammed Al-Fayeds økonomiske engagement, som startede i 1997. Med hans penge, og franske Jean Tigana (efter blandt andet Kevin Keagan havde haft fornøjelsen) på trænerbænken tromlede Fulham op i den bedste række med folk som Louis Saha og Luis Boa Morte blandt de absolutte profiler. Da Roy Hodgson kom til Fulham var klubben imidlertid i en bitter nedrykningskamp. Ikke mindst fordi det virker som om Al-Fayeds interesse for holdet er dalet betragteligt de senere år. Holdet reddede imidlertid livet ved at vinde fire af sæsonens sidste fem kampe under Hodgsons ledelse. I sidste sæson skulle man så undgå at havne i en tilsvarende situation igen, og denne mission mere end lykkedes. Fulham overraskede alt og alle, og snuppede til sidst også den 7. plads som gav en plads i dette års Euro League. Manden som nogle måske husker for sit år i FC København har således iscenesat en transformation på Craven Cottage som fortjener respekt og beundring.

Truppen generelt: The usual suspects…

En væsentlig årsag til Fulhams succesfulde sæson sidste år, var at holdet i det store hele undgik skader til de centrale spillere. Særligt vigtigt var det, at målmanden og backkæden stort set overhovedet ikke behøvede blive udskiftet. Således spillede keeperen Mark Schwarzer samtlige kampe, og viste sig at være et regulært scoop for Fulham, da de hentede ham på fri transfer inden sæsonen. Noget kunne også tyde på at Middlesbrough måske kunne have brugt ham et år til… Schwarzer presses i øvrigt fra bænken af ingen ringere end manden med et af fodboldverdenens dummeste navne: Pascal Zuberbühler. Venstrebacken Paul Konchesky missede to kampe, den ghanesiske højreback John Pantsil gik glip af en, det samme gjorde Brede Hangeland, mens hans makker i centerforsvaret, Aaron Hughes, spillede samtlige kampe. Den stabilitet skabte en meget stærk forsvarsenhed hos holdet fra Craven Cottage, som lukkede færre mål ind end alle andre hold i Premier League, bortset fra top tre. Særligt den tidligere FCK’er, Hangeland, tiltrak sig mange overskrifter for sit dominerende spil, og et skifte til Arsenal var på tale i flere omgange.

På midtbanen var den tidligere Liverpool-mand (og uofficielle verdensmester i dårlige mål på langskud som rettes af flere gange inden de ryger i kassen - nummer to er i øvrigt Deco) Danny Murphy i storform og startede også samtlige kampe for the cottagers. Han blev i første halvdel af sæsonen suppleret af Jimmy Bullard, som i januar tog til Hull. I anden halvdel af sæsonen satte Dickson Etuhu sig ofte på pladsen, hvor han foruden at bidrage med et voldsomt sejt navn, udfyldte sin rolle uden nonsense. Det tidligere Tottenham-stortalent Simon Davies så ud til definitivt at have lagt de skader som længe saboterede hans karriere bag sig, og spillede for anden sæson over tredive kampe fra start - hovedsagligt på højrekanten. Sæsonafslutningen blev dog trods alt ødelagt af en skade for den teknisk gode waliser, som dog regner med at være klar til sæsonstart. Venstrekanten tog Zoltan Gera sig af i første halvdel af sæsonen inden skader kom i vejen for ungareren som i mange år har været stjerne hos West Bromwich. Derefter blev han hovedsagligt brugt som indskifter. Amerikaneren Clint Dempsey spillede til gengæld en god sæson, hvor han tog sig af såvel rollen som kantspiller, offensiv midt og angriber, hvor det samlet blev til 7 mål.

På toppen spillede manden som mærker tyngdekraften tidobbelt i straffesparksfeltet, Andy Johnson og Bobby Zamora de fleste kampe. Johnson lavede næsten godkendte 7 mål, mens Zamora trods sin arbejdsiver og mange andre gode egenskaber ikke kan være tilfreds med blot at have bidraget med 2 mål. At Zamora alligevel spillede stort set spillede alle kampe alligevel, siger noget om at Hodgson må værdsætte hans indsats. Begge reserverne, Eric Nevland (som giver truppen ren og skær 90′er-glød) og Diomansy Camara, lavede faktisk dobbelt så mange mål i deres få kampe fra start og hyppige indskiftninger.

Væsentlige transfere: Don’t hassle the Volz…

Fulham har haft en relativt stille sommer på markedet, hvor to mand er gledet ud, mens to nye er kommet til. Den rædselsfuldt dårlige angriber Collins John har endelig fået gjort en ende på sine Premier League lidelser, og kan fremover henrykke i den belgiske klub KSV Roeselare. Mere sørgeligt er det, at ligaens måske mest sympatiske spiller, tyske Moritz Volz, ligeledes er blevet fritstillet. Volzy har med sit gode humør og sin tydelige kærlighed til fodboldspillet været et kærkomment afbræk i forhold til mange af de fimsede, krukkede, napoleon-kompleksramte, blingbling primadonnaer som render og surmuler lørdag efter lørdag. Volzys personlige hjemmeside volzy.com kan anbefales, hvis man vil vide mere. Her kan man blandt andet læse om hans sammenklappelige minicykel som han transporterer sig omkring på i London (når han ikke er med metro), og hans kærlighed til David Hasselhoff og tv-serien Nightrider, ligesom man kan blive linket til hans egen youtube-kanal.

Ind er til gengæld kommet Birmingham-højrebacken Stephen Kelly som kan give konkurrence til backkædens svageste led, John Pantsil, og den norske midtbanespiller Bjorn Helge Riise, som kommer til fra Lillestrøm.

Forventninger: Mere af det samme, bare dårligere…

Det er happy days på Craven Cottage. Næste sæson bliver dog sværere for London-holdet, da truppen i sin nuværende form virker foruroligende smal i forhold til både at spille med i ligaen og i europæisk fodbold. Det øgede antal kampe vil kræve at flere spillere kommer ind omkring førsteholdet, ligesom det synes usandsynligt at Fulham næsten kan undgå skader endnu en sæson. Ikke desto mindre har holdet i Roy Hodgson en træner som ved, hvordan han skal bygge sit hold op, han ved hvordan han vil have dem til at spille, og han har formået at få en række mindre spektakulære spillere til at fungere utrolig godt som en enhed. I næste sæson vil folk dog være forberedte på dette, ligesom den generelle distraktion fra europæisk fodbold plejer at have sin pris i den hjemlige liga. Sidste sæson sås dette med al tydelighed, da såvel Tottenham som Aston Villa i sidste sæson lod reserverne tage sig af deres sekstendedelsfinaler i UEFA-cupen. Derfor vurderer undertegnede, at Fulham - medmindre de virkelig åbner den store tegnedreng i løbet af de næste to uger - kommer til at få en sæson på det jævne. Nedrykning bliver næppe aktuelt, hvis holdet kan spille med cirka den samme stamme som sidste år. Til gengæld bliver der heller ikke tale om en gentagelse af sidste sæsons imponerende resultat.

Tip: Forventet placering: Nummer 13  Supersæson: For Fulham vil det være helt fantastisk, hvis holdet igen kan spille med omkring den nederste europæiske plads og slutte i top-8.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

2 Kommentarer til “Premier Legue 2009-10: Nr. 13: Fulham FC”

  1. liverpool91 Siger:

    Synes dine blogs omkring PL-holdene er fantastiske - gør at man næsten ikke kan vente til PL starter om nogle uger, mens man også ved en smule om de mindre hold.

    Glæder mig til at se din analyse om Everton næste gang 1.

  2. sygogmunter Siger:

    Tak for rosen. Nu må vi se om jeg kan finde tid og engagement til at følge projektet til dørs. Jeg når det næppe inden sæsonstart, men måske inden nytår...

Skriv en kommentar

Du skal være logget på for at kommentere.