Premier League 2009-10: Nr. 17: Birmingham City FC

Skrevet d. 31. juli, 2009 af sygogmunter
7 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Birmingham City FC: Elevatoren skal stoppes

Stiftet: 1875 (som Small Heath Alliance)

Stadion: St. Andrew’s Stadium (Kapacitet: 30.009)

Kælenavn: Blues

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 1 (ch)//2 (ch)

Første fem kampe: 15/8 Man Utd (U), 18/8 Portsmouth (H), 22/8 Stoke (H), 29/8 Tottenham (U), 12/9 Aston Villa (H)

Manager: Alex McLeish (Siden november 2007).

Den tidligere Rangers – og skotske landstræner blev hentet til Englands næststørste bys næststørste klub sidst de var i Premier League. Dengang var målsætningen at redde klubben fra en truende nedrykning. Dette lykkedes som bekendt akkurat ikke. Den mellemliggende tid har McLeish brugt på at sætte sit præg på klubben, og det lykkedes altså i første hug at sikre Birmingham City FC direkte oprykning til den bedste række, da andenpladsen i the Championship blev sikret. Birmingham har imidlertid været oppe og nede adskillige gange de senere år. Den sympatiske skottes opgave bliver denne gang, at få holdet af elevatoren inden den kører nedad igen.

Truppen generelt: Gamle stoddere en masse

Birmingham har generelt et meget rutineret, og dette kan blive utrolig vigtigt i den kommende sæson. Næsten samtlige spillere i truppen har prøvet at spille i Premier League før. Samtidig kan denne omstændighed også været holdets største problem; for hvis den nuværende gruppe spillere var gode nok til Premier League, synes det underligt at de ikke spiller der allerede. Af kendte ansigter kan nævnes den tidligere Villa-centerforsvarer Liam Ridgewell, den kuglerunde irske back Stephen Carr som tidligere har spillet for såvel Tottenham som Newcastle, den tidligere bagersvend og Premier League topscorer for Sunderland – Kevin Phillips, samt den skotske humørangriber James McFadden (tidligere Everton) som den ene dag laver de mest spektakulære langskudsperler og den næste ligner Bo Hansen på en seriøst dårlig dag. Ligeledes råder Birmingham over et par rutinerede backs i Franck Queudrue og Stuart Parnaby (tidligere Fulham/Boro og Boro henholdsvis). I buret står oldgamle Maik Taylor og i angrebet giver firkanten Marcus Bent og evighedstalentet Cameron Jerome konkurrence om pladserne. Midtbanen styres af med hård og kærlig hånd af det tidligere Arsenal-talent, svenskeren Sebastian Larsson og nordirske Damien Johnson.

Væsentlige transfere:Hvor godtfolk er…

Netop midtbanen er umiddelbart Birminghams svageste led, og der er da også blevet købt godt ind her. Engelsk fodbolds infant terrible – Lee Bowyer – er kommet på fri transfer, efter et succesfuldt låneophold mod slutningen af sidste sæson. Ligeledes er Rangers mangeårige anfører Barry Ferguson blevet lokket sydpå af sin gamle træner. Sidst Ferguson prøvede lykken i engelsk fodbold, var det med fiasko i Blackburn til følge, men nu 31-årige Ferguson burde have kvaliteterne til at begå sig. Samtlige andre kæder på holdet har dog også allerede fået en saltvandsindsprøjtning i løbet af transfervinduet: den engelske U-21 landsholdsmålmand Joe Hart er blevet lånt for hele næste sæson, og den Equadorianske landsholdsspiller Giovanny Espinoza er blevet hentet i sydamerikansk fodbold til at styrke det centrale forsvar. Forsvaret er yderligere blevet forstærket af den talentfulde Scott Dan som er blevet hentet i Coventry, og som tidligere har opnået 2 U-21 landskampe for England (han var i øvrigt udlånt til Køge BK i 2005 uden større succes). For et beløb i omegnen af £ 5 millioner har man ligeledes til forsvaret hentet Roger Johnson i Cardiff og for et potentielt endnu højere beløb endnu en Equadorianer: Angriberen Christian Benitez, som hvis alle klausuler aktiveres bliver Birminghams dyreste spiller nogensinde. Han har de seneste år lavet cirka et mål i hver anden kamp for Santos Laguna i den mexicanske liga.

Forventninger: Med røven i vandskorpen…

Birmingham er i mine øjne på mange måder den oprykker som er bedst rustet til et eventyr i Premier League. Deres træner har tidligere været med hvor det sker, klubben er veldrevet, og en af de eneste klubber i engelsk topfodbold som ikke er forgældet, og truppen er bundrutineret. Det ser ligeledes ud til, at man for klubbens side har erkendt behovet for forstærkninger, hvis det skal lykkes at bevare statusen i den bedste række, og hvis Birminghams “projekt: Equadorianere” bliver lige så succesfuldt, som da Wigan lavede en lignende satsning på Wilson Palacios og Antonio Valencia, så har Birmingham gode muligheder for at overleve. Det kræver dog, at en række af de gamle travere kan finde motivationen til en sidste ærefuld optræden på den helt store scene.

Tip: Forventet placering: Nummer 17 Supersæson: Nummer 17 eller derover.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

2 Kommentarer til “Premier League 2009-10: Nr. 17: Birmingham City FC”

  1. pikovic Siger:

    Jeg tror Birmingham klarer skærerne i år. Som du er inde på, har de en god portion rutine med i bagagen i kraft af en del tidligere PL-spillere, og jeg synes faktisk, at de på trods af et sløjt transfermarked, har formået at supplere en i forvejen udemærket trup, med et par fine og rutinerede navne - i mine øjne er Birmingshams trup som helhed meget bedre end de to øvrige oprykkeres, samt Hulls og Boltons ditto.
    Hull og Bolton kan efter min bedste overbevisning sagtens ende med at trække Sorte Per i lotteriet om nedrykningspladserne!

  2. GrandeGarcia Siger:

    Jeg kan kun sige at jeg nyder virkelig at læse dit stof sygogmunter. Jeg må se om jeg på et tidspunkt får taget mig sammen til at komme med noget respons der siger andet end: thumbs up.
    Jeg tror desværre jeg betragter det lidt som go´ hyggelæsning, især fordi du skriver skide godt og fængende og kommer med mange sjove bemærkninger.

Skriv en kommentar

Du skal være logget på for at kommentere.