Syg og munter

Stoke City: Joga bonito - Gu’ vil vi røv!

Stiftet: 1863 (som Stoke Ramblers)

Stadion: Britannia Stadium (Kapacitet: 28.383)

Kælenavn: Potters

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 8 (ch)/2 (ch)/12

Første fem kampe: 15/8 Burnley (H), 19 Liverpool (U), 22/8 Birmingham (U), 29/8 Sunderland (H), 12/9 Chelsea (H)

Manager: Tony Pulis (Siden juni 2006).

Stoke har meget at takke Tony Pulis for. Han blev første gang hentet til klubben i november 2002, hvor han formåede at redde klubben fra en meget truende nedrykning i den næstbedste række. Dette skete via definitivt via en 1-0 sejr på sidste spilledag mod et af rækkens tophold, Reading. Det afgørende mål i den nervepirrende kamp stod - den omrejsende personificering af middelmådighed - Ade Akinbiyi for. Året efter guidede Pulis Stoke til en hæderlig 11-plads pointmæssigt tæt på playoff-pladserne, men så var hvedebrødsdagene så sandelig også ovre. Klubbens daværende ejer var uenig med træneren om hvor mange penge der skulle bruges på transfere - og ikke mindst om salget af førnævnte Akinbiyi - og efter en 12-plads i ligaen, blev Pulis fyret. (Og sådan gik det til at Ade Akin-fucking-biyi spillede en ikke uvæsentlig rolle i Stokes nyere historie!)

Pulis tilbragte derefter et succesfuldt års tid i Plymouth, hvor fansene stadig taler om what could’ve been, hvis ikke Pulis var blevet hentet tilbage til Stoke i 2006. I Stoke-on-trent behøver man til gengæld ikke have den samtale. Efter et ejerskifte var vejen banet for at Pulis kunne gennemføre sit projekt med traditionsklubben, som indebar at en række rutinerede kræfter blev hentet ind - en del på låneaftaler. Folk som Andy Griffith, Danny Higginbotham, Lee Hendrie, Rory Delap og sågar Liverpools evige reserve Salif Diao spillede allesammen en rolle, da Stoke sikrede sig en 8-plads i Pulis’ første sæson tilbage på Brittania Stadium - og størstedelen er stadig at finde i klubben.

Året efter gik det som bekendt endnu bedre: Det lykkedes endelig: Stoke City FC rykkede op i den bedste engelske fodboldrække for første gang i 23 år. De har råbt og skreget lige siden i Staffordshire, og der er stadig grund til at holde humøret højt: I sidste sikrede holdet sig, gennem en omgang effektiv fodbold, endnu en sæson i den bedste række med en fornem 12. plads mod alle odds, ekspertvurderinger og til mange fodboldpuritaneres store fortrydelse.

Truppen generelt: Slidere og lange indkast

På kassen har Stoke ingen ringere end Danmarks landsholdsmålmand Thomas Sørensen. Det skal de nok være glade for, idet man ikke kan tillade sig at have en særlig meget ringere målmand i den bedste engelske række uden at det virkelig koster point i sidste ende. Sørensen havde dog en god første sæson, og har måske fundet sin topform under midten i Premier League. Det tidligere Man Utd talent - unge Ryan Shawcross - havde en imponerende første sæson for Stoke, og var fast mand i centerforsvaret, på venstrebacken havde han selskab af Danny Higginbotham som også fik sin fodboldopdragelse hos de røde fra Manchester for en del år siden.  Årets spiller i sidste sæson Abdoulaye Faye er dog styrmanden i centerforsvaret, og han overtog usædvanligt nok anførerbindet midtvejs i sæsonen, efterhånden som den hidtidige anfører, højrebacken Andy Griffith gled ud af holdet.

Selvsamme Griffith gjorde sig bemærket med at lægge kind til en lussing fra holdkammeraten Ricardo Fuller i en julekamp mod West Ham. Episoden kostede Fuller et rødt kort, og var begyndelsen til enden for Griffith på førsteholdet. Den 29-årige jamaicanske angriber beholdt til gengæld sin plads, og kvitterede med i alt 11 mål på 25 kampe. Det store indkøb til angrebet inden sæsonen, Dave Kitson fra Reading, floppede til gengæld fælt i sin første sæson på Brittania, og ikke scorede et eneste mål i de optrædener han fik. Kitsons dage i Stoke er måske talte.

Til gengæld fandt januar-købet James Beattie for alvor storformen, og bidrog med en række vigtige scoringer (7 i alt) i løbet af de 16 kampe han nåede. En anden januarhandel - venstrekanten Matthew Etherington - gav holdet en ekstra streng at spille på i offensiven, og håber endelig at have lagt diverse gambling, druk og skadesproblemer bag sig inden den nye sæson. På den anden kant havde den engelskfødte irske landsholdsspiller Liam Lawrence også en godkendt sæson for the Potters. Ellers blev Stokes måske mest eksponerede spiller noget overraskende veteranen Rory Delap. Ligeledes engelsk-irske Delap har spillet en lang  og relativt anonym karriere som altmuligmand for hovedsagligt Derby og Southampton, men blev pludselig en mindre sensation i sidste sæson, da hans lange indkast tog ligaen med storm som en konsekvent og central del af Stokes offensive spil. Delaps kanonkugler resulterede således i 7 af Stokes første 13 mål i sæsonen, mens diverse modstanderholds forsvar sejlede forvirrede rundt.

Ellers er det en passende kliché, at den største stjerne hos Stoke er kollektivet som arbejder benhårdt, og spiller noget der minder om traditionel kick and rush (især på udebane); samt fansene som trods hjemmebanens lave kapacitet genererer det højeste antal decibel i ligaen, og er med til at gøre et besøg på Britannia Stadium til en speget affære for de fleste hold.

Væsentlige transfere: Dean Whitehead alene i verden…

Tony Pulis og Stoke ved godt hvad der kræves for at rykke klubben skridtet videre: Et par klassespillere som kan supplere den eksisterende, konstant løbende, benhårdt tacklende og langboldsparkende førsteholdsstamme. Sådanne spillere er desværre for Stoke meget eftertragtede, alt imens det at spille for Stoke i manges øjne er det stik modsatte. Derfor har Pulis fået en række kurve fra relativt højt profilerede spillere. Darren Bent takkede pænt nej tak, Steve Finnan tog til Portsmouth mens Dean Ashton efterhånden har været i forhandlinger en lille evighed. Ligeledes er klubben blevet hyppigt linket med folk som Newcastles Bassong og Beye, samt Tottenhams David Bentley

Pulis hævder dog at sove roligt om natten, selvom den foreløbig eneste tilføjelse til truppen er kommet i form af Sunderlands anfører de sidste par år: Dean Whitehead. Selvom Whitehead måske ikke lever op til ambitionen om at signere store navne, så har han i de sidste fem sæsoner spillet fast for Sunderland på både den foretrukne plads på den centrale midtbane, og som højreback når dette har været nødvendigt. På mange måder en rigtig fornuftig transfer for Stoke (som også skete til Sunderland-manager Steve Bruces fortrydelse), men måske ikke en handel med den ønskede signalværdi. Whitehead er som type meget ala det Stoke i forvejen råder over - og så i øvrigt bedre. Til gengæld er hele succesholdet fra sidste sæson foreløbig intakt.

Forventninger: Tjener, må jeg få mere af det samme; masser af mere…

Stoke spillede en intet mindre end imponerende første sæson i Premier League. Holdets - ofte udskædte - system fungerede for dem, og de mindre begavede boldspilleres evner blev udnyttet til fulde. Der syntes at være dele af ekspertvældet - stand up Arsene Wenger - og pressen, som var forargede over at Stoke rent faktisk havde succes med at spille klassisk britisk i en den bedste engelsk fodboldrække, men undertegnede har kun lutter respekt for holdets resultater. På hjemmebanen forsøgte holdet sågar at spille frisk til offensivt, naturligvis begrænset af en del af spillernes beherskede tekniske kunnen. Da holdet var ved at falde lidt sammen omkring juletid formåde Pulis ydermere at vende udviklingen med et par gode indkøb.

Stoke synes således udemærket rustet til et år mere på Premier League karrusellen. Selvom mange hold oplever en succesfuld første sæson efterfulgt af en meget vanskeligere anden, er der flere grunde til at Stoke kan undgå dette. Først og fremmest er det absolut til Stokes fordel, at de ikke er et hold som lægger sig ned for nogen. Ganske vist blev det til en 5-0 snitter mod Manchester United i november, og et 4-1 nederlag til Arsenal i sæsonens sidste (for Stoke ubetydelige) kamp, men helt generelt blev der ikke givet lette point væk. Blandt andet derfor, og fordi de let kan finde håndfuld hold som er dårligere til at kæmpe de svære uafgjorte og smalle sejre hjem, kan Stoke imødese sæsonen med en hvis grad af sindsro. Hvis Beattie og Fullers samarbejde oven i købet kommer op i omdrejninger kan the Potters i år blive et endnu mere irriterende bekendtskab for det meste af ligaen. Hvis Pulis så ovenikøbet får held til at hente den meget omtalte klassespiller eller to begynder det for alvor at se spændende ud.

Tip: Forventet placering: Nummer 15 Supersæson: Grundet sidste sæsons 12. plads skal der meget til for at Stoke kommer helt op at ringe. For at sæsonen skal være rigtig god kræves næsten fremgang, omend en gentagelse - i min syge og muntre bog - må karakteriseres som en stor succes for stribede.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Tags: Abdoulaye Faye, Ade Akinbiyi, Andy Griffith, Danny Higginbotham, Darren Bent, Dave Kitson, Dean Ashton, Dean Whitehead, James Beattie, Lee Hendrie, Matthew Etherington, Plymouth Argyle, Ricardo Fuller, Richard Shawcross, Rory Delap, Salif Diao, Steve Bruce, Stoke City FC, Thomas Sørensen, Tony Pulis

Dette indlæg blev udgivet tirsdag d. 4. august 2009 kl. 15:13 af sygogmunter under Stoke, Øvrige hold. Du kan følge kommentarer til dette indlæg med dette RSS 2.0 feed.