Syg og munter

Siden sidst

Siden jeg sidst lagde hovedet på bloggen (hehe, fik i den?) har det været mere af det samme, bare dårligere omkring West Ham United FC. Indlægget den 5. januar var ellers præget af en generel optimisme og tro på tilværelsen efter en vigtig sejr 1. januar over Wolverhampton. Sears havde set god ud. Det var begyndelsen på en ny æra (igen). Man var sgu over stregen for første gang i sæsonen! Snart var det forår og så videre. Blade skulle springe ud, solstrejf ramme vinterblege ansigter. Smilende piger på cykler, duften af græs, fugle der skråler, smeltende vaffel-is og West Ham på en placering lige under midten af tabellen. Åbne horisonter, opløftende perspektiver! Snart lyse nætter og en ny sæson med nye muligheder!

Alt det smukke og glade blev forulempet og efterladt grædende i et skralderum i en baggård allerede samme aften. West Ham valgte at lade Newcastle tage sig både forfra og bagfra og vinde ikke mindre end 5-0 på St. James Park. Leon Best scorede sit første Premier League mål nogensinde. Og sit første hattrick. Hvem fanden er Leon Best?! Jeg forudsiger han aldrig scorer hattrick nummer to. Newcastle var uden verdens nu 8. dyreste (!) spiller nogensinde (!) Andy Carroll (!!) som angivelig var faldet ned af en barstol. Same old West Ham. Et skridt frem og to tilbage. Eller rettere: Et skridt frem og tolv tilbage. For siden er det ikke gået meget bedre.

We can see you sneaking out!

Enkelte forlod puben før tid den aften. De kunne ikke holde til mere. En del har sikkert forladt stadion for at begynde den lange tur hjem til London den modbydelige onsdag aften. Det forstår man vel godt. Selvom jeg aldrig helt har fanget det med ikke at se en fodboldkamp færdig. Et eller andet sted i verden sidder der sikkert en bitter Liverpool-fan, som valgte at gå på druk i pausen dengang i Istanbul. Ved siden af ham sidder nok en Newcastle-fan, som ikke orkede at se Arsenal ydmyge stregkoderne yderligere, og skred i pausen her for et par uger siden. Ved siden af ham sidder en Randers-fan, som rev sit sæsonkort i stykker i protest mod John Faxe. Og så videre. Det er vel for ikke at havne på den bar, at man bliver ved. Man kunne principielt sidde der i to år, vende sig om for at gå på toilettet, og se på tekst-tv at West Ham lå nummer 3 i Premier League i april måned. Det ville være forfærdeligt. Det er en slags pyramidespil. Jo længere man kommer ind i det, jo mere taber man ved at gå ud.

HVORFOR West Ham?

Ikke desto mindre. Det var en af den slags aftener, hvor man bare må spørge: “Hvorfor West Ham?” Både henvendt til spillerne på banen og til sig selv. Og man kæmper med at finde et brugbart svar. Man får sig et par øl og får set nogle venner. Men det kan man også gøre uden at det behøver implicere hæslig fodbold og en totalt åndssvag dedikation til et fodboldhold i et andet land. Man kunne for eksempel spille UNO. UNO bliver man ikke ulykkelig af. UNO er morsomt men humant.

Hvorfor WEST HAM?

Det er i øvrigt et spørgsmål man tit bliver konfronteret med i det hele taget. Folk elsker jo fodbold. Og de elsker at høre den sikkert kuriøse og sjove historie, der må ligge bag et så relativt obskurt tilhørsforhold, som når en dansker holder med West Ham. “Hvorfor West Ham?” spørger de. Venligt. Smilende. Og står man der og glor, og trækker på skuldrene. Svarer lidt undvigende. Fordi det sgu er svært at begrunde. De forventer en kærlighed-ved-første-blik historie. De er meget populære når fodbold-tilhørsforhold skal begrundes. Og sådan en findes ikke. Eller det vil sige: Der findes faktisk nogen, der har ret klare svar. Mange egentlig, når man nu tænker over det. Kommandoliberalisten fra stambordet undskylder sig for eksempel med en tur på the Boleyn Ground i gymnasietiden. Nogle af briterne der sidder bagerst i baren er geografisk og familiært disponeret. Litteraten med Fremskridtshåret faldt vist mest i West Ham-gryden, fordi Iron Maidens bassist, Steve Harris, er en meget entusiastisk supporter. Iron Maiden-vinklen er klassisk. De har mange West Ham-fans på samvittigheden. Min undskyldning er til gengæld mere mudret. Jeg kender den knap nok selv.

Det bliver hurtigt til en lang mudret forklaring med en masse rodede faktorer. Uklare kausalsammenhænge. Ingen bombastiske tidspunkter og heftige kærlighedserklæringer her. Det kom ligesom snigende. Pludselig var man West Ham-fan. Men West Ham og jeg var i en lang periode end ikke monogame. Jeg så skam andre fodboldhold. Blev glade når de vandt og triste når de tabte. Jeg kunne sågar lide italiensk fodbold i starten af 90′erne. Har fire fyldte samlealbums med klistermærker af Genoa, Cremonese, Foggia etc. Holdt en del med Sampdoria uden rigtig at have nogen mulighed for rent faktisk at følge med foruden avisens ligatabeller. Flirtede voldsomt med Brøndby, da de var gode - forgudede Peter Schmeichel, og havde i en periode et godt øje til Manchester United (ligesom mange andre raske drenge, der fattede fodboldinteresse omkring 1992, hvoraf mange blev hooked), spillede 14 sæsoner med Liverpool i Championship Manager 93. Mest af alt holdt jeg med Danmark. I guder hvor jeg dog støttede det danske herrelandshold i fodbold! (Det gør jeg i øvrigt stadig.)

Jeg løb hornene af mig om man vil. Fandt ud af hvad fodbold var for en størrelse, og hvad den skulle fylde i mit liv. Og så begyndte West Ham og jeg at se lidt til hinanden. Det skulle blive skæbnesvangert…

Men historien er sgu ikke den der fuldstændig kompromisløse: “Jeg begyndte at holde med dem, da jeg så et ærme af trøjen første gang som to-årig.” Selvom verdens smukkeste trøje da spillede en rolle. Den er da både iøjnefaldende og herlig. Jeg har fået skabt mig en betragtelig samling i årernes løb. Sikkert over 30 nu. Det udviklede sig bare mere organisk. Med en masse konsol - og computerspil. Og Marc Riepers skifte i midten af 90′erne. Samt Harry Redknapps indkøbspolitik i det hele taget: Har de nu købt Dumitrescu? Og Răducioiu!? Har de nu købt Ian Wright? Davor Suker - nej, hvor spændende! Neil Ruddock, Stuart Pearce! Trevor Sinclair ser sgu god ud! Tre gange Paolo - Futre, Wanchope og Di Canio! Big John Hartson, Paul Kitson, Marco Boogers, Vivien-Foe, Steve Lomas og så videre!

Ikke at forglemme Bernard Lama! Jeg tror ikke, at man kan undervurdere Lama, hvis man skal forklare det her på en ordentlig måde. Den unge Munter var en lovende og entusiastisk målmand (nok mere entusiastisk end lovende) på det lokale fodboldhold (deraf også den første kærlighed til Schmeichel), og han elskede Lama (og Campos!). Han har vel været omkring 13 somre da franskmanden tilbragte en kort periode i West Ham. En kritisk fase i en ung mands liv. Letpåvirkelig og med behov for faste holdepunkter. En coming of age historie. Lama spillede helt sikkert en rolle!

Det spillede helt sikkert også en rolle, at man engang imellem kunne være så heldig, at se lidt på tv. Julian Dicks der sparkede pissehårde straffespark på et tæt pakket stadion. Fedt! Blackburn vandt mesterskabet fordi West Ham snuppede et point hjemme mod Manchester United i sidste spillerunde. Fedt! For slet ikke at tale om talentarbejdet! Sikke et talentarbejde! Sikke et Akademi! Det var noget, der rykkede i computerspil…

Munter and West Ham down by the internet

Og et sted i vrimlen af alt det klappede fælden måske. Hvis ikke, så gjorde den da man fik internet! Eftertrykkeligt. Man kan nærmest sige at West Ham og den unge Munter blev kærester på internettet! Pludselig kunne man følge med på dagbasis. Den officielle hjemmeside blev snart suppleret med internetfora proppet med sladder, nørder og debat. Og historie. Hold kæft, hvor er der dog meget historie knyttet til sådan en engelsk fodboldklub!

Man blev glad for triumfer, der lå langt før ens fødsel. Man hyldede Billy Bonds, selvom man knap nåede at opleve ham som cheftræner endsige som midtbaneslider/general/leader of men/helt/demi-gud i næsten 800 kampe over en tyveårig periode. Manden der bankede medspillere, hvis de ikke kæmpede nok for trøjen! Manden der kolosalt uretfærdigt aldrig fik en landskamp for England!

Man hyldede den store elegantier Sir Trevor Brooking! Manden der tog turen ned i den næstebedste række med the irons, men beholdt pladsen på landsholdet. Spillede aldrig for andre klubber! Driblekongen Devonshire, der blev hentet direkte fra non-league! Big Phil Parkes med de store hænder som ALDRIG lukkede mål ind! Den skaldede Pop Robson, der scorede mål for sjov! Frank Macavennie, der scorede mål, og var en sjover!  Frank Lampard Senior - “I’m dreaming of a Frank Lampard goal/just like the one at Elland Roooad” - og man drømte sgu om det mål, hvor bolden kom ind over og Frank fell over and scored the fucking winning goal!! Og man drømte om Clyde Best - den første sorte spiller i Premier League! “Det er jo ikke en fodboldklub men et filantropisk selskab det her!”, tænkte man. Man stødte på Tony Cottee og Alvin Martin (som man rent faktisk kendte og huskede som aktive!) “Er de helte?!”, tænkte man, og justerede sin holdning i overenstemmelse dermed! Man lærte om Noel Cantwell og kompagni som introducerede den kontinentale spillestil til England og indstiftede betegnelsen the Academy of Football! Og selvfølgelig mest af alt hyldede man Hurst, Peters og guden Bobby Moore, da man fandt ud af, at de vandt verdensmesterskabet i fodbold i 1966 med lidt hjælp fra nogle andre engelske spillere.

Man lærte om Johnny Lyall og Ron Greenwood som tilsammen sad på managerposten i klubben i næsten 30 år, og vandt alle dens trofæer - 3 FA Cups og en Cup Winners Cup! Man fandt ud af at klubben faktisk havde haft under 10 managers i sin mere end 100 års levetid. (Siden har der været en del udskiftning!)

For slet ikke at glemme historierne om Londons East End. Om fankulturen, om Kens Café, om The Boleyn Pub. Om hvordan hele bydelen strømmede til Wembley og mere end overfyldte det berømte stadion til White Horse-FA-cup finalen i 1923. Den første fodboldkamp på Englands nationalarena. The Boys of ‘86 som spillede med om mesterskabet til det sidste, og imponerede alt og alle med fejende flot fodbold. Sidenhen om en episk række af eklatante blamager mod hold fra de lavere rækker i diverse cupturneringer. Rivaliseringen med Millwall, hooligans og deres Oi!-punk! Man lærte om en særlig cockney måde at tale på. En særlig humoristisk tilgang til tingene. En galgenhumor og en stolthed i modgang. Fans der sang ” Billy Bonds’ claret’blue army! “ i 90 minutter uafbrudt, da Tony Gale blev udvist fejlagtigt efter 22 minutter (en mand der ellers fik 7 gule kort og 0 røde på en karriere der strakte sig over mere end 700 kampe) i FA Cup semifinalen mod Nottingham Forest i 1991, og West Ham fra andendivision tabte 4-0. Og selvfølgelig lærte man verdens smukkeste fodboldsang:“I’m forvever blowing bubbles!” Et anthem af en anden verden. Udødeliggjort af truppen fra 1975.

Det var helt sikkert et sted i den historie, at fodboldhjertet blev tabt, og aldrig fundet igen. Det ligger et eller andet sted på internettet under et billede af Ray ‘Tonka’ Stewart!

Jeg er enkelte gange gået tilbage for at lede, men jeg ender bare med at åbne kassen med videoen af Cup-vinderholdet fra 1980, som kører bus gennem East End. Med claret and blue flat caps, og store oppustelige hamre! Andendivisionsholdet der slog mægtige Arsenal i finalen. Fire år før den unge Munters fødsel. Og så kan man mærke, at hjertet banker veltilpas igen. Hvorend det nu ligger.

Tilbage til fortiden

Med den historiske ballast var der al mulig grund til at fortabe sig i nutiden. BBC-radiotransmissioner af alle kampe i gymnasietiden! Et hold der måtte være på vej til noget stort! Ferdinand, Joe Cole, Carrick, Defoe! Det skulle nok blive til noget! Måske var der sågar opportunistiske motiver til at vælge West Ham?

I sæsonen 02/03 rykkede de ned. (Eller rykkede VI ned?) Smæk! Den havde man ikke set komme. Med rekordhøjt pointantal naturligvis. Det gjorde fucking nas. Det betød fandeme noget det her. Joe Cole blev solgt til Chelsea, og følelsen af tomhed var indtil da uset. Nybagt student med yndlingshold i næstbedste række. Den unge Munter fik tilføjet Syg-dimensionen til sin person. Men der var tid og råd til en pilgrimsrejse der beseglede forholdet. At stå blandt udefans på Loftus Road mod Fulham i Cupen (de lejede sig ind) = Gåsehud og mod på mere!

Tomheden fra Joe Cole-salgsdagen blev siden overgået d. 13 maj 2006, da Steven Gerrard hev FA Cup pokalen ud af West Hams hænder i dommerens tillægstid på Millenium Stadium i Cardiff. Det dumme svin. Men stoltheden var samtidig gigantisk. Det var så fucking West Ham. Og nu var man en del af det. Man trådte ind i historien. Man havde oplevet det!

Det hjalp også at man var flyttet til byen, hvor pub’en viste kampene. Man havde mødt flere ligesindede. Det var blevet en fast del af hverdagen. Et fællesskab. Et frikvarter fra alt det andet. Og en længe ventet tur for et par år siden til det allerhelligste - The Boleyn Ground/Upton Park - gjorde det ikke værre. Tværtimod.

Tilbage til nutiden

Nu lige - per dags dato - ser det ud til at være en livslang romance. Det føles rigtigt. Selvom jeg ikke nødvendigvis er sikker på, at det er nogen særlig god ide. Hvis passionen kan overleve en sæson som denne (og som sidste), så må den kunne klare de meste. Men det er nok mere en afhængighed end en passion. Et misbrug. En neurose. En masochistisk tilbøjelighed.

Siden sidst har man foruden afklapsningen i Nordengland kunne opleve: Et Semifinale-nederlag til Birmingham i Carling Cup’en, selvom man fører udekampen 1-0 ved pausen og har vundet første kamp 2-1. Typisk West Ham. Liganederlag på hjemmebane til samme Birmingham, når en sejr kan sende én over nedrykningsstregen. Typisk West Ham. Everton-udligning til 2-2 dybt inde i overtiden på Goodison Park efter sent West Ham-føringsmål har resulteret i bizar udvisning til målscoreren for at juble med fansene. Typisk West Ham. Modløs 3-0 afklapsning mod Arsenal med tydelig klasseforskel. Indkøb af nye spillere spillere til holdet svage pladser, og noget der minder om en start-ellever, der kan redde holdet fra nedrykning, for så at se 3 centerforsvarere blive skadet i den samme kamp. At være dødsensangst for en Blackpool-udligning når man fører 3-1 med fem minutter igen. Sandsynligvis at vinde retten til det Olympiske Stadion i London efter legene i 2012 med henblik på at skulle tiltrække 60.000 mennesker per kamp - og samtidig være på vej i næstbedste række. Altsammen meget fucking typisk West Ham.

Ikke mindst i sidste weekend: At være bagud 3-0 efter 32 minutter mod  West Bromwich: En direkte konkurrent i nedrykningskampen. At udligne til 3-3 med syv miniutter igen via to mål af en angriber som er dumpet til 3 lægetjek på et år, og egentlig have fortjent sejren da dommeren fløjter af. Typisk West Ham! Og et sted i de omstændigheder findes nok et svar på spørgsmålet. Årsagen til at sæsonafslutningen imødegås med spænding og et skævt smil trods et håbløst udgangspunkt. Det er bare West Ham being West Ham being West Ham. The circle of life. Ting på deres rette plads i universet - og hvad fodbold angår, så har den lidt ældre Munter nok også fundet sin.

Men hvordan fanden fortæller man den historie til en fest, når en jovial og småsnaldret Liverpool-fan spørger “Hvorfor WEST HAM?” Jeg tror jeg holder fast i mit vanlige svar. “Det spørger jeg også mig selv om tit.” For det ved jeg i det mindste, er i overensstemmelse med virkeligheden.

Nytårskur I

For næsten præcis et år  siden havde jeres altid hengivne og ydmyge blogger - altså undertegnede - fornøjelsen af at gøre status for kalenderåret 2009/10 i West Ham United FC. Det var ikke voldsomt opløftende. West Ham lå lige over nedrykningsstregen, men havde spillet flere kampe end konkurrenterne under stregen. På 20 kampe havde man skrabet 18 point sammen. Der var fem point til 10. pladsen, som jeg ved sæsonstart havde tippet holdet til. Gianfranco Zola kæmpede med at forsøge at fiksfakse et hold sammen af en løjerlig kombination af has-beens (hedder det had-beens, når de omtales i datid?), boldflyttere, platugler, assorterede middelmådigheder og mere eller mindre unge og talentfulde spillere af egen avl.

Konklusionen var - som den ægte, selvbestaltede ekspert jeg er - at enten skete der nok X, eller også skete der Y. Enten ville det gå godt, eller også ville det gå dårligt. The first rule of Tautology Club is the first rule of Tautology Club. Dengang indtog Portsmouth i øvrigt ligaens sidsteplads med 14 point for 19 kampe. En måneds tid tidligere var Avram Grant blevet indsat som manager i den sydengelske klub. Ved sæsonafslutning reddede West Ham livet i rækken med pinlige 35 point. Nytårskuren I kan i øvrigt læses her - i kommentarfeltet kan jeg blandt andet ses afskrive Freddie Sears som stortalent. Ak, ja.

Royal røvfuld

I de senere år har jeg tre gange tømmermændsplaget set West Ham spille fodbold 1. januar. Første gang var i 2007. West Ham lå lige under nedrykningsstregen. De havde 18 point for 21 kampe. Middlesbrough huserede på den anden side af stregen med 3 point mere. I bunden var Watford begravet med 11 point. (I toppen lå Manchester United og Chelsea selvfølgelig med 1 milliard point hver.) West Ham skulle møde Reading på udebane. De havde efter en fin efterårssæson slået et lille hul til bunden, og indtog 9. pladsen med 27 point. Ikke desto mindre en kamp, hvor West Ham skulle og burde have en chance for at hive et point eller 3 hjem. Disse perspektiver fik mig hevet ud af sengen, og ind i sofaen, hvor jeg svedende og rystende indtog pladsen foran skærmen.

Det skulle jeg aldrig have gjort. Efter 15 minutter førte Reading 2-0. Efter 36 minutter stod det 4-0. Ved slutfløjtet havde the royals (ikke Real Madrid, ikke Manchester United, men motherfucking READING!?) scoret 6 mål, mens West Ham havde vist sig som høflige og velopdragne gæster ved at score 0 mål. Det var så absolut en af de værste West Ham-præstationer jeg nogensinde har set.  ” Hvorfor slukker du ikke bare?” spurgte den helgenagtigt tålmodige fru Sygogmunter, og jeg nærmest råbte noget om, at man som pårørende til en kræftsyg er nødt til at få overblik over sygdommens fulde omfang, selvom det kan være nok så ubehageligt at se på. Man må konstatere elendigheden med egne øjne. Elendighed var der nok af. Det var alt i alt en lortedag.

Sæsonen sluttede besynderligt nok med eufori, da holdet vandt 7 af sine 9 sidste kampe, og reddede livet i rækken efter det bedste comeback nogensinde. Det fik Carlos Tevez sidenhen egenhændigt æren for ved en tvivlsom retssag, men mere om det en anden gang.

The glorious reign of Alan Cautioushly

Året efter var der igen nytårsfodbold. West Ham indtog 9. pladsen ved indgangen til det nye år. En plads som - hvis ikke 10. pladsen var ledig - altid lod til at bekomme Alan Curbishley utrolig vel. Et par gode resultater kunne sende holdet op i nærheden af de sjove europæiske pladser, men i stedet blev det til et dødkedeligt, uambitiøst, forventeligt, fortjent 2-0 nederlag til Arsenal i en kamp som nu mest huskes for, at Jack Collison debuterede uspektakulært for West Ham. Ved sæsonens afslutning havde Curbishley fået guidet sine tropper ned på sin elskede 10. plads med solid afstand til både 9. - og 11. pladsen. Imponerende på sin egen løjerlige facon, og alle gik vist og småkedede sig.

SIden fulgte endnu en midtplacering under Zola og sidste sæsons nedrykningskampskaos, men der blev ikke spillet 1. januar-fodbold, så det skal vi ikke dvæle ved i denne sammenhæng.

Nytårskur II - Sygogmunter fahrt nach Berlin

Det blev der til gengæld i år. Der blev rigtig spillet fodbold på årets første dag, gjorde der. Tacklet og løbet og sparket bold. West Ham mødte Wolverhampton, og kampens betydning for begge hold kunne næppe overdrives. Den slags kampe har West Ham haft al, al for mange af de senere år.  The hammers lå sidst med 17 point og Wolves lå næstsidst med 18 før kick, den 1. januar klokken 16.00. Jeg befandt mig i Berlin. Den store pulserende storby af en melting pot af en evig byggeplads af en eller anden anden kliché, midt i Europa, midt i verden. Et sted, hvor man mærker historiens vingesus! Berlinmuren, verdenskrigen, Kennedys “Ich bin ein Berliner!”, Reagans “Mr. Gooooorbatjoooov, TEAR. DOWN. THIS. WAAALL!” og så videre. For slet ikke at nævne lugten af Döner og Currywurst, smagen af store fede hvedeøl og synet af drukpunkere, hipstere, kernefamilier, læderbøsser, stoddere, krejlere, skinheads og alt hvad man ellers kan finde på af typer.

Og så ligner 23 % af kvinderne over 40 år Mette Fugl, mens en cirka lige så stor procentdel af mændene mellem 20 og 30 ligner SF’s næstformand Thor Möger Pedersen. Den umlaut over O’et lugter sgu også tysk, Herr Möger. Ja så er det sagt. Og så ikke et ord om, at deres fodboldliga og stemning på stadions måske er den mest interessante i Europa. Jeg er jo alligevel stuck med min engelske fodboldpassion. Med pissedyre siddepladser, desillusionerede fans, verdensfjerne klubejere, forkælede primadonnaer på banen, det samme mesterhold hvert år, og et nyt hold på fjerdepladsen som en opsigtsvækkende sensation. Men man forlader jo ikke den kræftsyge slægtning af den grund for nu at vende tilbage til min smagfulde allegori fra hin 1. januar 2007. Med mindre man er Kasper Bech Holten naturligvis, men lad nu det ligge.

Hvorom alting er. Jeg vågnede ved ettiden eller deromkring den 1. januar. I Berlin altså. Den kosmopolitiske sygogmunter. Fru sygogmunter ved min side. Jeg havde næsten ikke tømmermænd. Det havde været en usædvanlig nytårsaften med en meget lang, rigtig hyggelig og lidt for dyr middag (i forhold til madens svingende kvalitet) efterfulgt af en meget direkte oplevelse af tyskeres mildest talt afslappede forhold til sikker fyrværkerihåndtering, og siden et par drinks på en meget, meget smagløs cocktailbar. Det var alt sammen helt fint, og næsten skræmmende voksent.

Hvad der var fuldstændig utvetydigt skræmmende var, at millionbyen Berlin umiddelbart var totalt støvsuget for barer der viste bundbraget i Premier League. Og det endda selvom jeg stødte på en sticker fra “Berlin Hammers” i pladebutik et par dage inden. De må da for fanden se fodbold et eller andet sted?! I stedet måtte det blive en tur i kiosken efter en stor Beck’s (som ganske enkelt smager bedre syd for grænsen), og så ellers krydse fingre for, at den dodgy internetforbindelse kunne bære en lige så dodgy stream i kommuneforskerens til anledningen lånte ferieresidens.

Bundgyser, must-win game volume 228

Det kunne den, og sikke dog en dejlig fodboldkamp at starte året på. Uncle Avram havde allerede over julen sikret sig lidt arbejdsro. Et mere end velfortjent point mod Blackburn var blevet fulgt op med en sejr over et af de andre bundhold, Fulham, på boxing day og et glimrende point mod Everton i en helt og aldeles hæslig fodboldkamp. 5 point på 3 kampe blev til 8 på 4 kampe med en solid indsats mod ulvene hjemme på the Boleyn Ground. Allerede i første halveg burde West Ham være kommet foran, men spændingen skulle trækkes i langdrag. Carlton Cole var især uskarp.

I anden halveg startede Wolves som lyn og torden, og mønstrede på 3 minutter flere afslutninger, end de havde formået i hele første halveg. Heldigvis er Robert Green tilbage i god form, selvom han skal lære at slå bolden væk fra målet, når han parerer. Coles uskarphed blev igen åbenlys, da han helkiksede en afslutning kort efter pausen, og Wolves’ Zubar var så hensynsfuld alligevel at guide bolden i mål. Hvis Liverpool virkelig vil betale £8-10 millioner for Cole, vil det vel være dumt ikke at sige pænt “Ja tak”? Sidenhen ramte først Upson og siden udeholdets lille tykke Ebanks-Blake overliggeren. Det blev lidt for spændende. Som sædvanlig.

Den så jeg ikke komme (det sagde hun også i går, høhø): Freddie Sears’ genkomst

Sejren og Grants videre arbejdsro blev i stedet først sikret cirka 10 minutter før tid. Tal Ben Haim der har spillet sig gevaldigt op i løbet af juleprogrammet tromlede op af højreflanken. Hans indlæg fandt perfekt Freddie Sears, der scorede sikkert til 2-0 med en kontrolleret afslutning. Netop Sears har været en anden af juleprogrammets åbenbaringer. For to år siden debuterede stortalentet på førsteholdet i en sæson, hvor han lavede 25 mål på 24 kampe for reserve - og U-18 hold. Debuten kom som indskifter mod Blackburn, og Sears kvitterede med et sejrsmål til 2-1 den dag. Det var den 15 march 2008. Fem minutter og 16 sekunder inde i sin førsteholdskarriere. Siden da har målene mildest talt ikke flydt med samme frekvens. I 26 kampe for West Ham inden juleprogrammet i år blev det til 0 mål, og indimellem resulterede låneophold hos først Crystal Palace, siden Coventry og Scunthorpe i tilsammen 0 mål i yderligere 37 kampe.

Derfor kom det nok bag på mange, at Grant hjemkaldte Sears fra Scunthorpe og smed ham direkte i startopstillingen mod Fulham. Og så endda på højrekanten. Beslutningen viste sig imidlertid god, og overraskelsen var mindre, da han var med igen mod Everton to dage i senere. Genvalget i startopstillingen mod Wolves var fortjent og forventet.

Sears lader til at have taget en del muskelmasse på under sine ophold i de lavere rækker. Det giver ham mere gennemslagskraft i duellerne, og det bruger han han i den grad i sit stenhårde defensive arbejde, som særligt kom til eksamen (og bestod) mod Everton. De nye dyder har gudskelov ikke fjernet hans lyst til at bruge sin hurtighed til en masse offensive aktioner, og det virker faktisk som om den ekstra plads på kanten gør Sears mere effektiv. Desuden lader det til at den nye rolle måske har fjernet lidt fokus fra de manglende mål, og i stedet har sat andre af knægtens evner i perspektiv. Han har ganske enkelt bolden mere, og ender ikke med at rende frustreret rundt og blive trynet af store bryske centerforsvarere. At målnæsen alligevel heller ikke er væk, sås tydeligt på det perfekt timede løb ind i feltet der gik forud for 2-0-målet mod Wolves. Freddie Sears er med andre ord måske alligevel ved at indfri forventningerne? Credit til Grant for at se potentialet og turde satse.

At såvel Junior Stanislas som James Tomkins også har spillet centrale roller i den seneste tids mini-revival gør det blot endnu bedre. Særligt sidstnævnte har fået luget ud i sandkassefejlene, og har fået banket et glimrende makkerskab op med Matthew Upson i centerforsvaret. Mark Noble gjorde mod Wolves’ comeback fra bænken efter en længere pause, og det er dermed ikke urealistisk at se 4 Academy-drenge i startopstillingen i en nær fremtid.

Min kærlighedserklæring til Hr. Tudse

Med sejren over Wolves rykkede West Ham midlertidigt over stregen for første gang i hele sæsonen. Det var Grants første besøg i sikkerhed siden han overtog ansvaret i Portsmouth. 13 måneder under stregen må simpelthen være en eller anden form for rekord!

For pokker, hvor jeg under ham det. Jeg kan stadig skidegodt lide Grant. Jeg synes meget af det han forsøger virker fornuftigt. Han er villig til at eksperimentere og justere for at få holdet til at fungere. Han tænker tydeligvis langsigtet, og har et projekt og en filosofi han arbejder ud fra. Han får megen hård kritik for at være kedelig, upassioneret og sur. Det synes jeg er urimeligt. Man kan se på manden, at det gør ondt på ham, når det går dårligt. Man kan se på hans dispositioner, og på holdets taktik, at han arbejder på at finde løsninger. Man kan høre på hans udtalelser til pressen, at han både er velreflekteret, indædt opsat på at lykkes, og i besiddelse af en tør, underspillet humor. Det virker alligevel som om, at en del fans hellere ville have Ole Mørch løbende rundt på sidelinjen og råbe og skrige. Fordi sådan ser ægte passion åbenbart ud. Jeg håber med andre ord, at Hr. Tudse vil gøre Upton Park til sit Tudsenborg i mange år fremover. At han faktisk kan blive West Hams Arsene Wenger, som han tidligere selv har ytret ønske om.

Men jeg er på den anden side også uforbederlig optimist, og mener at de mange trænerfyringer de senere år har været noget af det værste, som er sket for West Ham i nyere tid. Klubben har brug for stabilitet for at opleve fremgang, og jeg giver stor respekt til ejerne for at fastholde opbakningen til Grant, når resultaterne mange gange er udeblevet i efteråret.

Januarudsalget?

Jeg håber, at han nu får skilt sig af med nogle af de spillere, som ikke bidrager med noget uundværligt, og ikke er i hans langsigtede planer, og i stedet får ressourcer og opbakning til at forstærke holdets svage punkter. Hvis ikke Ben Haims lån bliver forlænget skal der hentes en ny højreback, og venstrebackpladsen er stadig absolut topprioritet. Ilunga er desværre ikke den spiller man troede han var efter det første år i klubben. De nyeste rygter/dårlige vittigheder/alt-for-sandsynlige-muligheder-når-man-taler-om-lige-præcis-West-Ham er at han i virkeligheden er ti år ældre end hans fødselsattest og hævder, og at dette forklarer hans evindelige skader og meget lange restitutionstider. Ja. Hvorfor ikke?

Derudover lader det til, at Grant er opsat på at hente en angriber til klubben. Big Mac Mccarthy rygtes til USA (der er portionerne også større, og fast food’en billigere), hvor der måske er nogen der er dumme nok til at skrive kontrakt med ham. Desuden er der måske/måske ikke bud efter både Cole og Piquionne. Førstnævnte har jeg allerede givet min holdning til kende om, mens jeg nødigt ser Piqqen blive solgt. På det halve år han har været i klubben, har han manifesteret sig som den bedste angriber i truppen, og kan efter min mening blive en afgørende spiller i nedrykningskrigen. Hvis bare manden kunne sparke lidt flere af sine chancer ind ville han være uhyggelig. Hvem der skal hentes i stedet, ved jeg ikke. Jeg vil nødigt se Yakubu i claret’n'blue med mindre han er billig, og Demba Ba kender jeg ikke meget til. In Grant we trust, I guess…

Om ikke andet er det positivt at klubben nok kommer af med Behrami. Jeg kan mægtig godt lide ham, men han vil væk, og det er også fint. Han kan erstattes, hans løn er sikkert høj, og der kan komme lidt penge i kassen ved et salg.

Derudover skal alle bud på Kovac, Boa Morte og Faubert overvejes. Og det på trods af, at jeg egentlig synes glimrende om dem alle. Selvom Kovac nok er den dårligste pasningsspiller jeg nogensinde har set, Boa Morte er tyk og producerer flere frustrende boldtab end nogen anden, og Faubert er tyk og middelmådig, så bidrager de alle med noget. Eller ved nærmere eftertanke bidrager Faubert ikke med noget. Han skal nok bare sælges, selvom han virker sød og rar. Kovac er til gengæld god defensivt, presser godt, vinder mange bolde, og er en gave i hovedspillet. Boa Morte garanterer stenhård indsats, gode tacklinger og typisk er involveret i de farligste ting, som holdet skaber når han er på banen, fordi han faktisk har blik for en god aflevering. Derudover har han et element af bisse, hvilket alle fodboldhold har brug for. Han vil vinde, og er ikke bange for at lade modstanderne mærke det. Samme dimension har Ben Haim bibragt på det seneste.

Til sommer skrider Matthew Upson, og det er hvad det er. I det mindste har han spillet sig op på det seneste. Tomkins og Da Costa kan måske udvikle sig til et rigtig stærkt centerforsvar i fremtiden, og jeg har endnu ikke afskrevet Winston Reid. Hvis man skal tilbyde en kontrakt til en gamme forsvarsspiller ser jeg hellere at det bliver til Danny Gabbidon, som har vist sig som en hæderlig gardering i hele backkæden i år.

Men centerforsvaret kan man justere til sommer. Her og nu er der overlevelse på programmet. Det bliver ikke let.  Kun et hold har formået at redde livet i Premier League efter at have indtaget sidstepladsen juleaften (West Brom i 2005), og den bedrift skal West Ham forsøge at gøre dem efter. Resultaterne i andre kampe siden sejren over Wolves har sendt West Ham under stregen igen med 20 point for 21 kampe. Heldigvis er ligaen uhyggelig tæt i år. Der er med andre ord mange om buddet om nedrykningspladserne. Der er syv point fra Wolves på sidstepladsen til Liverpool på 9. pladsen. 4 point fra Wolves til Fulham på 12. pladsen.

Der er med andre ord alle muligheder for at redde sig ud moradset, selvom West Ham nok må erkende at resten af sæsonen bliver en lang kamp mod nedrykning. Der skal point på kontoen. Så mange som muligt, så hurtigt som muligt. Gerne startende i aften i udekampen mod overraskende højtflyvende Newcastle, inden månedens to sidste svære ligakampe hjemme mod Arsenal og ude mod Everton. Så bliver det lettere at glæde sig til ligacup semifinalerne midt på måneden mod nedrykningskonkurrenterne fra Birmingham.

Still blowing bubbles…

Med andre ord. Heller ikke 2011 bliver et godt år for West Ham fans’ blodtryk. Men der er muligheder for at vinde et trofæ (omend et Mickey Mouse-trofæ), og der er gode muligheder for at blive i Premier League. Man kan se frem til at se en række unge spillere af egen avl udvikle sig og blomstre i verdens smukkeste trøje. Samtidig barberes der millioner af gælden, hvilket i lange det løb forhåbentlig skaber basis for at klubben kan sætte sig mere ambitiøse mål end overlevelse. For første gang i umindelige tider har jeg endvidere kunnet skrive et blogindlæg, hvor Scott Parker ikke var det eneste positive at fokusere på, selvom manden stadig er West Hams suverænt bedste og vigtigste spiller - og den bedste englænder på sin plads p.t. No shit.

Ja, der blæses i den grad bobler endnu her i firmaet, selvom de nok fuser ud og dør inden de når tredjesalshøjde.

Gud bevare West Ham og godt nytår til alle trofaste (ja eller lunefulde, illoyale og uberegnelige for den sags skyld) læsere.

I sin vanlige anti-West Ham-bias har alverdens medier ensidigt fokuseret på Barcelona-trioen Xavi/Iniesta/Messi, samt Christiano Ronaldo og Wesley Sneijder i dækningen af udskilningsløbet i forbindelse med uddelingen af den prestigefyldte Ballon d’Or. Det er vist fransk og betyder noget i retning af: Den gyldne bold. Eller. Det vil sige, jeg aner det faktisk ikke, men det mener jeg bestemt at have læst engang. Det har jeg læst, og så at den er prestigefyldt. Og så må det jo være rigtigt.

Nå men for at vende tilbage til kandidaten som på det skammeligste blev forbigået, og (totalt chokerende) end ikke var blandt de oprindelige 23 nominerede til denne glohede ære, som tildeles ingen ringere en VERDENS ! BEDSTE ! FODBOLDSPILLER ! (!): Jonathan Michael Spector. Født 1. marts 1986 i Chicago-forstaden Arlington Heights i the US of A. Manden som besidder så uanede mængder råt talent for sport, at han frit kunne vælge om karrieren skulle handle om fodbold eller basketball (som var bedstefar Art Spectors metier for Boston Celtics i årene 1946-50). Manden der som 17-årig blev spottet af ingen ringere end Sir Alex Ferguson! Manden som kan spille alle pladser i backkæden lige overbevisende! Manden som var en afgørende bestanddel i det amerikanske landshold, der overraskede alt og alle, og nåede finalen i det sande verdensmesterskab Confederations Cup 2009! Samme landshold som med Specs i startopstillingen vandt den glorværdige CONCACAF Gold Cup i 2007 efter at have besejret fodboldgiganter som Guatemala, El Salvador og Trinidad og Tobago i et sandt triumftog, hvor først Panama og siden Canada blev ekspederet overbevisende ud knald eller fald kampe med to gange læsterlige klø på 2-1, inden naboerne fra syd, de mexicanske favoritter blev send hjem med en lussing på 2-1! Men den triumf betyder åbenbart ingenting for de høje herrer i FIFA, hr. Sepp Blatter og de andre kumpaner! Bare fordi den efterhånden ligger et par år tilbage i tid!

Ej heller var  der nogen respekt for at Spector optrådte 27 gange for et West Ham mandskab der reddede sig fra nedrykning i sidste sæson, og var helt og aldeles konsekvent og stabilt elendig, og endvidere tilkæmpede sig plads på bænken for USA ved samtlige af deres kampe ved sommerens VM-Slutrunde!

Man skulle ellers tro, at så simpel og klart defineret en udmærkelse som “Verdens Bedste Fodboldspiller” kunne tildeles ud fra fuldstændig videnskabelige og objektive kriterier, men sådan spiller klaveret desværre ikke. Ingen nominering til Jonathan Spector - manden om hvem Alan Curbishley efter en menneskealder i gamet sagde: ‘ Der er nok kun en spiller jeg vil karakterisere som intelligent, og det er den amerikanske landsholdsspiller Jonathan Spector. Han er den eneste spiller jeg nogensinde rent faktisk så læse Financial Times; de andre fokuserede kun på side 3 i The Sun.” Men næ, nej. Gode avisvaner betyder åbenbart ingenting, når deherrer smagsdommere rundt omkring kan himle op om yoga bonito, pokaler, medaljer og sprøde indersideafleveringen. Må man efterhånden bede om sine himmelblå!?

Så jeg tror nok, at der var røde øre rundt omkring i de små fodboldforbund, da Specs satte det hele på plads, her sidste tirsdag. Efter at have optrådt hele 2 gange allerede i denne sæson som indskifter for et West Ham-hold, som har taget patent på den attraktive 20. plads i turneringens første mange runder, fik amerikaneren tilkæmpet sig en plads i startopstillingen i Liga Cup kvartfinalen mod Manchester United. På den centrale midtbane af alle steder. Ganske vist var der ikke rigtig andre der var skadesfri og kunne spille, men det behøvede de så sandelig heller ikke da Spector satte trumf på. Med sine første to mål nogensinde i karrierens godt 160 seniorkampe sikrede han således West Ham en 2-0-føring ved pausen. To mål der i øvrigt blev garneret af en fuldstændig (for Spector) absurd god præstation, hvor arbejdsiver, gode pasninger, og adskillige, let kluntede farlige dribleture gik op i en højere enhed(!).

2-0-føringen blev i øvrigt fordoblet efter pausen af Carlton Cole, og dermed blev en sensationel 4-0 sejr realiseret. Den største West Ham-sejr over Manchester United i 80 år. En sejr der fik hele den rød-mancurianske del af internettet til at eksplodere af dårlige undskyldninger, mens de fremmødte Man Utd-fans på Upton Park tacklede situationen noget mere humoristisk ved at synge til hjemmeholdet “You’re  just a shit Barcelona” med henvisning til de tre Ballon d’Or-tyveknægte og deres holdkammeraters nedsabling af Real Madrid dagen før. Også West Ham-træner Avram Grant så tydelige paralleller: “Jeg tror at Spector så Barcelona i går, og tænkte: “Det kan jeg da også gøre!”"

Jeg tror Grant har ret. Sikkert er det i hvert fald, at Specs formåede at få mig til at råbe, skrige, skraldgrine og tabe næse og mund; mere end nogen anden nomineret har formået i forbindelse med denne mere eller mindre pointeløse prisuddeling. Og det på trods af, at næsen og munden altså kun blev tabt i overført betydning. Og det er sgu godt nok til mig.

Dermed føler jeg at have ført tilstrækkeligt BEVIS for, at Jonathan Spector er den retmæssige vinder af Ballon d’Or! Hvem sagde justitsmord!?

Næste år vinder Specs efter at have domineret alverdens fodboldbaner fra sin nye plads som midtbanegeneral! Og hvis ikke han gør, kan man altid trøste sig med, at diskussioner om, hvem der er verdens bedste fodboldspiller, i tåbelighed kun overgås af diskussionen om, hvem der var bedst af Pele og Maradona.

En sejr hver anden måned!

Siden november 2009 har West Ham vundet 7 ligakampe. Det er altså 7 sejre på 12 måneder. Hvis man går helt tilbage til september sidste år, vil antallet af sejre i ligaen være det samme, men det er ligesom ikke så mundret. Til gengæld giver det en sejr hver anden måned i snit. Derudover er det - retfærdigvis - blevet til lidt sejre i cup’en, samt en ganske fin preaseason. Der er også blevet spillet temmelig meget uafgjort. Det er under alle omstændigheder ikke godt nok. Man har i denne periode ikke vundet en udekamp i ligaen. Af de 7 sejre er tre kommet mod hold som senere rykkede ned - Pompey, Burnley og Hull. De resterende fire er kommet mod Aston Villa, Birmingham og Wigan i sidste sæson, samt Tottenham i denne.  Jeg har ikke set West Ham vinde en kamp siden 24. april, idet min svigerfar naturligvis skulle fejre en rund fødselsdag da Tottenham blev besejret d. 25 september.

Jeg hørte i det mindste liga cup sejren i Sunderland på BBC Radio London…

Den evige Scotty Parker

Det har edderrødme været et langt år. Der er kommet nye ejere, ny træner, ny struktur og snak om et nyt stadion. En del af spillerne er nye, men den helt og aldeles stilsikre taberkultur er bare blevet stærkere og stærkere. P.t. ligger man på en overbevisende sidsteplads, med 9 point for 14 kampe, og fem point op til den gode side af nedrykningsstregen. Det er stadig kun Scott Parker, som leverer hver eneste gang. Det er fandeme synd for den mand. Rygter siger, at han vil væk, hvis situationen er uændret til januar. Det skal sgu være ham vel undt. Om han så skifter til Tottenham. Eller Millwall, for helvede. Scotty Parker har gjort mere for West Ham i de seneste år end nogen anden spiller i mange, mange år. Hvis han bliver hængende til sit karrierestop fortjener han den yderst eksklusive betegnelse “legende”. Det må være ensomt at være den eneste kompetente person på sin arbejdsplads. Måske han skulle kontakte Per Stig Møller, og trække på dennes erfaringer fra diverse ministermøder i de sidste 9 år?

Klyng ham op!

Naturligvis kræver mange nu træneres hoved på et fad, hans kønsorganer kappet af og brændende tændstikker stukket op under hans forhud. Sandsynligvis i omvendt rækkefølge for maksimal smerte-påførelse. Og det giver da også mening: I stedet for den usikre, ukarismatiske jøde (som, heldigvis for ham, sandsynligvis slet ikke har forhud - skal tændstikkerne så proppes op under neglene?), der har gjort det til sit speciale i West Ham at smide føringer og blive bortdømt i afgørende situationer, skal man have en rutineret, kompetent træner. En der kan få styr på defensiven, spille sprudlende angrebsfodbold, og bruge de sparsomme ressourcer i januar på kvalitetsspillere, som kan gå direkte i start-elleveren og gøre et job i Premier League. Og så skal han også helst se godt ud og håndtere pressen på en charmerende måde, hvor der aldrig hersker tvivl om hvem der bestemmer, ligesom han naturligvis skal skabe ro i omklædningsrummet. Og så skal han i øvrigt være indstillet på at arbejde for et ret lille løn, med et par ejere som elsker at udtale sig til pressen, og en fanbase, som sandsynligvis vil ønske at forulempe ham fysisk efter 14 kampe. Det lyder som en skudsikker plan. Han skal bare lige hentes på den sydhavsø, hvor han p.t. residerer med Julemanden, Tandfeen og Påskeharen. Indtil da må vi nok nøjes med Grant. Ellers kan man selvfølgelig ansætte Alan Curbishley, lade ham stabilisere holdet på 10.-pladsen til evig tid, og presse ham ud af klubben efter et par år, når supporterne i ramme alvor hævder at de hellere vil slås om nedrykning end se på Curbs’ røvsyge spillestil. Der er masser af attraktive alternativer, ikke sandt? Ikke dermed sagt at resultaterne har været gode nok. Navnlig ikke de seneste 4 kampe, der gav 3 point, hvor der mindst burde have været 7.

Bye, bye Zeljko!

Foreløbig har man i stedet nøjedes med at fyre assistenttræner Zejlko Petrovic. Fire måneder fik den tidligere Boavista - og Waalwijk-træner (imponerende én sæson hvert sted!) som andenviolin på Upton Park. Han var vist ikke rigtig spillernes kop te. Til gengæld var Premier League øjensynligt heller ikke hans. Niveauet var chokerende lavt, og såvel Bundesligaen som Æresdivisionen (!) er åbenbart bedre. Sådan siger Petrovic. Hvis rygter er sande, og Petrovic rent faktisk brugte pausen imod Stoke til at klippe negle i stedet for at give instrukser til spillerne, da han vikariede for Yom Kippur-ramte Grant tidligere på sæsonen, så giver den udtalelse næsten mening på sin egen skøre måde. Kampen endte i øvrigt 1-1 efter West Ham havde ført ved pausen. Vi må håbe Petrovic ikke er omskåret, da jeg efterhånden løber tør for stedet at stikke tændstikker hen, når dommedag kommer.

Nu snakker man i ramme alvor om at hente galningen Paolo Di Canio ind som afløser. Hele ideen er fuldstændig vanvittig. Forstå mig ret. Han var en af de mest talentfulde spillere i West Ham i de sidste 30 år.  Men han har i hele sin karriere vist, at han er fuldstændig ude af stand til at underordne sig et kollektivs bedste. Ellers ville en mand med et sådant talent aldrig have brugt nogle af sine bedste år i en så relativt lille klub, som den jeg hader at elske. Han har et alt, alt, alt for stort ego. Et problembarn er, hvad han er. I Di Canios hoved er ingen større end Di Canio - heller ikke klubben, og det er altså ikke så smart. Og så behøver vi slet ikke begive os ind i alt det mudrede om hans politiske overbevisning. Nu vil man sætte ham i en situation, hvor han både får autoritet og skal underordne sig? Nej, vel. På den anden side har Gullivan før vist store evner som populistiske agitatorer, så man kan nok desværre ikke udelukke noget. Di Canio er populær, og hans vanvid tolkes ofte (med en vis berettigelse) som udtryk for passion. Jeg tvivler da heller ikke på at han elsker West Ham. Men det gør Russel Brand, Ray Winstone og min ven Litteraten med Fremskridtshåret også, og dem vil jeg heller ikke have som assistenter i West Ham.

Der er dog også rygter om, at verdens grimmeste mand, den ærlige og hårdtarbejdende tidligere midtbaneslider,  Steve Lomas (hvis navn altid var sammenkædet med formuleringen “håbløst undervurderet” i Goal-blade i midten af 90′erne) skal tilknyttes i en trænerkapacitet. Lomas har mere erfaring end Di Canio, qua en foreløbig et-årig cheftrænerkarriere hos St. Neots Town i noget der minder om den 10. bedste engelske række, så foreløbig fører han på (meget få) point hos undertegnede.

Save our season!

På lørdag møder West Ham Wigan hjemme på the Boleyn Ground. Der bliver solgt billige billetter, og kampen har fået overskriften “Save Our Season”. Der er sikkert en eller anden ulækker reklamemand der har hævet £ 10.000 for den strålende ide. “Lad os miste indtægter, bolle loyale sæsonkortholdere i røven og lægge yderligere pres på spillerne!!!” Ikke desto mindre er overskriften ikke helt skæv. Sådan skal det åbenbart være med kampe mod Wigan. Sidste år blev hjemmekampen vundet 3-2, og overlevelse blev definitivt sikret. Det var fandeme vigtigt. Solen skinnede den dag. Bagefter holdt min ven Kommuneforskerens kæreste fødselsdag. Der var både kaffe, lagkage og bajere. Og man kunne ryge smøger på en tagterrasse. Det var en god dag. Selvom Kommuneforskeren utvivlsomt har brugt en del tid på at ytre Petrovic-agtige synspunkter om Bundesligaen kontra Premier League. Han vil ikke rigtig acceptere, at jeg ikke betragter det som en konkurrence. Jeg holder med et hold der aldrig vinder. Hvorvidt de gode hold i ligaen, hvor mit hold aldrig vinder, er bedre end gode hold i Tyskland er jeg egentlig skideligeglad med. Nok om det. Det var i hvert fald den 24. april. Det var sidst jeg så West Ham vinde en fodboldkamp. Parker scorede et brag af et sejrsmål. I al ydmyghed vil jeg godt bede om en gentagelse på lørdag. Fik i den, fodboldguder?

Kampene

Så er den gal igen. Efteråret er over os. Med fede, våde bunker af brune og gule blade i vejkanten, skideagressive vindstød af noget der føles som orkanstyrke - og så den forpulede, evindelige regn, der altid starter når man allerede har forladt sit hjem i dårlig påklædning (for dårligt vejr findes som bekendt ikke - det har varierende klidmostre i århundreder gjort til universel sandhed), og aldrig stopper igen før man igen står i sin dunkle, deprimerende entre og drypper mens man kæmper for at holde tårene tilbage. Tårer af rendyrket sorg. Utrøstelig over sommerens altid overrumplede afslutning, over at det igen er bælgragende mørkt 19 timer i døgnet og at det vil være sådan i de næste 7 måneder, over at Netto allerede sælger juleknas i oktober (så sent som i forgårs så jeg en forpulet manga-julekalender; manga! De holder jo ikke engang jul i manga-land, for helvede!), og selvfølgelig, mest af alt, over den rædselsfulde sport fodbold.

For West Hams vedkommende startede efteråret tidligt i år. Allerede den 14. august, for at være præcis, da man fik en fodboldlektion på Villa Park i sæson-åbningen. Eller måske startede det allerede, da Thomas Hitzlsperger udgik skadet i en landskamp for Tyskland mod Danmark den 11. august. Han var tiltænkt en nøglerolle i genrejsningen af West Ham efter sidste sæsons miserable, feje og heldige nedrykningskamp, men har stadig aldrig fået debut. Han ventes klar engang i det næste år. Om han havde ændret noget er uvist. Men status er i hvert fald, at West Ham har 6 point for 10 kampe i Premier League. Det er ikke særlig meget, og holdet er da også ved at sakke bagud på ligaens sidsteplads. Man har ganske vist allerede mødt Manchester United, Arsenal og Aston Villa på udebane, samt Chelsea og Tottenham hjemme. Fem svære kampe, der tilsammen gav de tre point, som alle kom i hus i kampen mod de hvide fra nordlondon. Kampene mod Chelsea og Arsenal var egentlig også begge godkendt. I weekenden var man to minutter fra et point på Emirates, mens man undgik en rundbarbering mod Chelsea, og endda skabte en del chancer mod de forsvarende mestre, som dog, retfærdigvis, ikke spillede sig helt ud.

Problemerne og depressionerne sætter først ind, når man fokuserer på sæsonens øvrige fem ligakampe. Hjemme mod Bolton, Fulham og Newcastle, samt ude mod Stoke og Wolves. Disse kampe har resulteret i nederlag til Bolton og stregkoderne, mens de øvrige tre kampe har kastet et point af sig hver. At disse fem kampe har kastet samme pointmængde af sig, som ovennævnte serie er ikke særlig smart. I hvert fald ikke, hvis man ønsker at blive i den bedste række.

Problemet i disse kampe har generelt været, at holdet ikke har været i stand til at spille godt i 90 minutter. Typisk har der været mindst en god halveg, men typisk har man insisteret på at gøre det svært for sig selv ved at forære mål og store chancer væk. Imod Bolton - hvor man inkasserede intet mindre end det 7. nederlag i træk mod the trotters - var Carlton Cole endvidere så generøs at brænde et straffespark ved stillingen 0-0. Mod Wolves var dommeren Mark Clattenburg så generøs at annullere et fuldstændig legitimt mål i tillægstiden, hvor Piquionne burde have vundet kampen for West Ham. Mod Newcastle kom man foran hurtigt, og imploderede efterfølgende. Valon Behrami beskrev efter kampen holdets problem som “mentalt”. En pointe manager Avram Grant allerede langt tidligere på sæsonen har været inde på. Holdet virker ganske enkelt bange. Når de kommer foran bliver de rådvilde, når de kommer bagud bliver de modløse. Og så bliver det indlysende nok svært at vinde fodboldkampe.

Manager Avram Grant og mange af spillerne er således allerede blevet stærkt kritiseret, og holdningerne hos supporterne varierer fra, at Grant og spillerne er et par marginaler og succesoplevelser fra at finde storformen og hamre opad i tabellen, til at der må en total udrensning til for at vende skuden i West Ham. Det kan sågar blive nødvendigt - ja, nærmest gavnligt - at vende en sæson eller to i den næstbedste række, hvor man kan bygge et nyt hold op af sultne spillere, der vil kæmpe og bløde for trøjen. Der er sågar nogle der taler om at hente Alan Pardew tilbage til trænerbænken. Dette synspunkt er naturligvis det glade vanvid. Personligt er jeg langt tættere på førstnævnte udlægning af rigets tilstand. Faktisk kan jeg trods alle de negative tegn i sol og måne stadig mønstre en betragtelig optimisme.

Spillerne

Robert Green har forhåbentlig definitivt lagt Dempsey-gate bag sig, og spillede i weekenden en kamp af fordums styrke. Backkæden er begyndt at fungere ret godt. I centerforsvaret har Manuel Da Costa tilført hvad man vel kalder “presence”. Han er der bare, og det er godt. Stor, stærk, ond og tatoveret. Man slår sig på Da Costa. Det opdager angriberne. Arsenals Chamakh blev så frustreret af sin kamp mod portugiseren, at han brokkede sig til en advarsel og blev skiftet ud i weekenden. Efter kampen diskuterede ham og Da Costa stadig, og det er rart at have en spiller, der på den måde kan komme ind under huden på modstanderen. Hvis han da så også bare kunne dække op på dødbolde, havde der oven i købet været et point at hente.

Desuden er Danny Gabbidon, som omtalt før på bloggen, endelig tilbage efter års skadespause. Og han begynder at ligne, den spiller han var engang. Forudseende, boldsikker og elegant. Han har i år spillet en del på venstrebacken, men det lader også til at hans genfødsel, måske har været anfører Upsons motivation til at uppe sig (fik i den?) ved udsigten til konkurrence i centerforsvaret. I hvert fald ser kaptajnen også bedre ud end længe. På højreback har Lars Jacobsen været et rigtig positivt, no-nonsense bekendtskab, som allerede har fået en kæmpe fanbase i West Ham. Denne udvikling er på den ene side resultat af, at Jacobsen virkelig har gjort det endog rigtig fint siden sin ankomst. På den anden side har det nok lidt at gøre med, at West Ham ikke har haft en “naturlig” højreback i en rum tid - siden Lucas Neill, faktisk - og at Jacobsen kompetente løsning af opgaven, derfor kommer til at fremstå ekstremt positivt i sammenligning med de seneste års indslag på pladsen; Julien Faubert og Jonathan Spector.

På midtbanen har Scott Parker atter været en gigant, og har oven i købet tillagt sig en heldig vane med også at score mål (foreløbig har denne sæson resulteret i lige så mange scoringer som resten af Scottys West Ham-karriere tilsammen), mens Mark Noble måske spiller karrierens bedste fodbold for tiden. På kanterne gør altid udskældte og sure Boa Morte og Behrami det hæderligt, hårdtarbejdende og uspektakulært, mens Pablo Barrera stadig mangler at overbevise fuldstændig efter skiftet fra mexicanske fodbold. Foreløbig har der været lidt for mange step-overs og lidt for lidt substans, men el Pablo har retfærdigvis heller ikke fået alverdens spilletid.

På toppen har Piquionne og Obinna været glimrende, og særligt sidstnævnte bliver bedre fra kamp til kamp. Han er hurtigt, stærk, udfordrende og afsindig glad for at afslutte. Også fra fuldstændig vanvittige steder på banen. Desværre rammer han enormt sjældent målet. Hvis han kunne det, ville han dog sandsynligvis spille på et noget højere niveau. Carlton Cole er for tiden henvist til bænken, hvilket forhåbentlig kan motivere ham til at komme op i omdrejninger.

Endvidere har Benny ‘Big Mac’ Mccarthy efterhånden smidt de overflødige kilo, og er begyndt at score mål på reserveholdet, mens Jack Collison, Zavon Hines og Thomas Hitzlsperger er på vej tilbage. Ja - for fanden - selv Kieron Dyer har taget del i en betragtelig mængde kampe i sæsonen! Ydermere er det positivt at Spector og Kovac stort set slet ikke har spillet…

Træneren

Ikke mindst nærer jeg stadig nærmest betingelsesløs tillid til Avram Grant. Jeg kan sgu grundlæggende bare godt lide den evige hr. Tudse. Det virker som om manden har en plan. Og endnu bedre: Når planen ikke virker har han sgu en plan B! At den så ikke altid virker, ødelægger ikke glæden ved endelig at have en proaktiv mand på bænken, som kan og tør ændre systemet - og som rent faktisk har lært spillerne mere en et udgangspunkt - frem for bare at skifte flere angribere (step forward Mr. Zola!) eller forsvarere (step forward Mr Curbishley!) ind, når det går dårligt.

Jeg kan godt lide, at han virker rolig og reflekteret, og at han trods enorm modgang, kritisk presse, Yom Kippur-gate, den dårligste sæsonstart nogensinde, sure fans og evindelig latterliggørelse alligevel virker selvsikker i al sin underspillede, sure sarkasme. Det må da for fanden smitte af på spillerne. Og jeg synes oprigtigt, at trods de temmelig dårlige resultater foreløbig, så virker det som om der er fremgang at spore. Holdet har for fanden spillet sig i kvartfinalen i liga-cup’en for første gang i gud ved hvor mange år. At udligne til 1-1 fem minutter før tid mod Stoke i forrige runde, og så vinde 3-1 i forlænget spilletid efter et par gode indskiftninger er ganske enkelt godt lavet. At komme tilbage og hente point mod Fulham og Wolves i ligaen efter at være kommet bagud er hæderligt. Faktisk lyder status efter de seneste otte kampe - inklusiv cup’en - på to sejre, to nederlag og fire uafgjorte. Det kunne være værre.

Om man så også kan lave et mirakel mod Manchester United i kvartfinalen må vi vente og se med tilbageholdt åndedræt. Men ikke desto mindre: In Mr. Toad we trust. Stadig. Trods alt. Men november er vigtig. Den er dommedag. Det bliver en krig. En krig der skal vindes. Og gudskelov en krig der kan vindes!

November

For kampprogrammet for november ser lovende. Til gengæld skal det også lykkes, i henhold til den næsten altid sande lovmæssighed, om at holder der ligger sidst ved juletid altid rykker ned. Men der bør altså være point at hente i nedenstående serie:

Lør 6  16:00 U Birmingham
Ons 10 20:45 H WBA
Lør 13 16:00 H Blackpool
Lør 20 18:30 U Liverpool
Lør 27 16:00 H Wigan Athletic

Der er 15 point at spille om. Af dem bør det ikke være urealistisk at hente 10 +. En sejr på Anfield for første gang siden 1963 ser da mere realistisk ud end længe, selvom Liverpool er begyndt at vinde et par kampe igen.  Birmingham er til at tale med. Hjemmekampene mod WBA, Blackpool og Wigan kan ikke overvurderes i betydning. Hvis man fortsætter tendensen med uafgjorte og nederlag mod denne type hold, så begynder min tillid til tudsen måske at svinde. Ikke fordi jeg ikke tror, at manden i det lange løb kan være den rigtige mand for West Ham, men fordi klubben må og skal blive i ligaen på den korte bane. Som så ofte før på denne blog må jeg altså erklære point of no return for West Ham United FC - gudskelov har Tom Waits allerede beskrevet West Hams november bedre end mig:

“Made of wet boots and rain
and shiny black ravens
on chimney smoke lanes
November seems odd
you’re my firing squad
November”

Man kan se det for sig: Birmingham, Liverpool, Wigan, WBA og Blackpool lader geværer, og stiller sig an i novembers uniformer for at udgøre klubben West Hams og hundredetusindvis af fans’ drømme og håbs henrettelsespeloton! Store larmende, tæskesymbolske krager cirkler tungt.

Men de har gjort regning uden vært, ja de har så. De har gjort regning uden Scotty Parkers våde støvler i syngende tacklinger på endnu vådere baner! Hans vilje, vildskab og never say die attitude! De har gjort regning uden Manny Da Costas kyniske markeringer, Greens reflekser, Behramis duracelbatteri, Boa Mortes vrede, Gabbidons elagance, Jacobsens vikingeblod og Nobles store, fede hamrende West Ham-hjerte! De vil opdage at krudtet er blevet vådt, når Obinna og Piqqen bomber dem sønder og sammen, og flygte rådvilde rundt på banen, mens Avram Grant trækker i trådene, får orden på tropperne og klør sig i kuglerne på sidelinjen!  Altsammen akkompagneret af verdens bedste fans forenet i øredøvende sang! Og West Ham United Football Club vil frigøre sig heroisk og smukt fra novembers snerrende reb og den visse død, og i stedet fejre jul på fjortendepladsen (!) i pomp og pragt!

Forhåbentlig! Måske. Med lidt lykke og lidt held, og list og lempe og what not! Stolpe ind, i ved… Håber jeg. Please?

Under alle omstændigheder: Kom så for helvede on, you irons!

Transfervinduet er lukket - eller som altid dramatiske Sky Sports ynder at formulere det: Vinduet er “slammed shut“! Og så står man ellers der og glor. Forvirret og småsulten. Festen er slut. Røgen fra mediernes røgmaskine lægger sig og de mange rygter, løfter, håb og drømme prutter stille ud af deres alt for oppustede balloner. Nogle har forladt festen med et bredt smil, en god brandert og en fremragende fangst, mens andre står tilbage som en ungkarl, der blev lovet en kinddans med Scarlett Johansson men endte med at danse uelegant tango med Birthe Rønn Hornbech. ” Og hvilken kategori tilhører du så, sygogmunter? Fortæl, fortæl!” råber den engagerede læser nu givetvis foran sin computerskærm et sted i Danmark. Og ved du hvad engagerede læser, jeg ved det sgu ærlig talt ikke helt. Men jeg vil da gerne give et bud.

Transferstatus

West Ham har hentet intet mindre end 8 nye spillere i transfervinduet. Heraf et par på lån: Victor Obinna og Tal Ben Haim, en på fri transfer: Tomas Hitzlsperger, et par der har kostet håndører: de ældre herrer Lars Jacobsen og Frederic Piquionne samt den 22-årige belgiske målmand Ruud Boffin (hvem?), plus et par stykker der formentlig har kostet lidt penge: Pablo Barrera og Winston Reid. Ud er røget Alessandro Diamanti og Fabio Daprela - begge til Brescia, og næppe for mere end samlet £ 2 millioner. Til gengæld er middelmådigheder som Jonathan Spector, Benedict McCarthy og Radoslav Kovac stadig i klubben. Men hvem skulle dog også gide aftage dem…

Af de nye spillere synes Hitzlsperger at være den eneste som decideret styrker West Hams optimale startopstilling. Vel at mærke en startopstilling som i sidste sæson var skideheldige ikke at rykke ned. Og Der Hammer har naturligvis været skadet i sæsonens foreløbige kampe på grund af en skade pådraget i en ligegyldig landskamp mod Danmark. Det er med andre ord ikke overraskende at West Ham ligger sidst i tabellen efter 3 runder med 0 point og en målscore på 1-9. Positivt er det dog, at Barrera umiddelbart har virket lovende, Piqqen lader til at være en hæderlig spiller, Obinna er engang blevet positivt omtalt af Mourinho (vi klamrer os til halmstrå her) mens Reid, Jacobsen og Ben Haim vel næsten ikke kan blive værre end det eksisterende forsvar?

Forstærkningerne kommer dog alt andet lige til at virke, ja, tamme. I et transfervindue, hvor altid snakkesaglige David Sullivan, og diverse rygter derudover, fik sat klubben i forbindelse med alle fra Miroslav Klose og Thierry Henry til Graham Dorrans, Yakubu, Joseph Yobo, Luke Young, Kevin Prince-Boateng, Neymar, Ronaldinho, David Beckham, Guy Demel, Jamie O’hara, Loic Remy, Craig Bellamy og Joe Cole (der bare skulle nævne sin pris!), så falmer de nye rekrutter måske nok en anelse i sammenligning. Sullivan kommer i dette lys lidt til at fremstå som en brugtvognsforhandler, der malende fremmaner en drøm om sportsvogne, slanke kvindeben og livet i overhalingsbanen for så alligevel i regnskabets time at påprakke én en Ford Fiesta fra 1992, hvilket man først opdager når papirerne er underskrevet. Og Birthe Rønn-Hornbech sidder på passagersædet.

I det mindste er holdets britiske stamme intakt. Eller det vil sige: Matthew Upson og Robert Green blev måske nok brændmærket af deres andel i Englands VM, og har derfor næppe kastet virkelig økonomisk attraktive bud af sig, Carlton Cole var vist nærmest på vej til Anfield på deadline day, og Scott Parker - ja, Parker er et kapitel for sig.

Sullivan gjorde et stort nummer ud af, at erklære at Parker ikke var til salg. Derefter tilbød klubben sin 30-årige viceanfører en 5-årig aftale, selvom der stadig er 3 år resterende af den eksisterende kontrakt. Atter derefter råbte og skreg Sullivan, medejer David Gold, manager Avram Grant og den daglige leder af klubben Karen Brady alle op om hvordan Parker i hvert fald ikke var til salg, og om hvordan han meget snart ville signere den nye aftale. Jeg begyndte personligt at få en fæl mistanke om, at der var et spinmonster igang, og at resultatet af alt dette skrigeri skulle være, at Parker skulle nægte at underskrive kontrakten, således at klubben var “nødsaget” til at sælge Scotty til Liverpool eller Tottenham. Det skete ikke. Om årsagen hertil var at klubben ikke ønskede at sælge eller at ingen ville byde et stort nok beløb er svært at sige. Blot endte hele sagen med at fremstå sært utroværdig. Ikke ulig den forbløffende tavshed der omgærede Valon Behrami, som mystisk nok ikke rigtig optrådte i holdets træningskampe, men alligevel kunne spille lidt for reserveholdet, alt imens rygterne om et skifte til Roma tog til, for alligevel til sidst at falde sammen i 11. time.

6 nederlag i træk?

Alt i alt er vinduet blevet lidt af et antiklimaks. Klubben hentede ganske vidst 8 “forstærkninger”. Ingen af de største profiler blev solgt. Men man ville næsten have foretrukket at en profil var blevet solgt for store penge, og at man virkelig havde kunne styrke holdet på en af de pladser, hvor forstærkning er tiltrængt. Forsvaret lækker mål til højre og venstre, og det er svært at se, hvilken konstellation af klubbens nuværende spillere, som skal kunne stoppe denne tendens.

I åbningskampen mod Aston Villa var James Tomkins rystende usikker centralt, mens Winston Reid - for at sige det pænt - fik en ilddåb på højre back. Denne plads er siden blevet taget uoverbevisende tilbage af Julien Faubert, som ellers umiddelbart har været tiltænkt en plads længere fremme på banen, og senest af ærlige, hårdtarbejdende og totalt utilstrækkelige Jonathan Spector . På venstrebacken har Herita Ilunga ikke vist noget der berettiger at hans direkte konkurrent skulle sendes til Brescia… Holdets formodede kaptajn, Matthew Upson, lader til at have indstillet sig på at fise husleje af indtil sit kontraktudløb til næste sommer, og Manuel Da Costa, som sluttede sidste sæson stærkt af har endnu ikke været i kamp. Det har til gengæld evigskadede Danny Gabbidon, der lader til rent faktisk at være skadesfri (7-9-13), og egentlig har været et relativt lyspunkt.

Det er imidlertid svært at se hvordan Blackburns tredjevalg på højrebacken eller en uprøvet knægt, hvis største præstationer har været et par VM-kampe for New Zealand for alvor skal ændre på billedet af et forsvar der sejler. Skal vi virkelig til at sætte vores lid til slæbebåden Ben Haim? I guder det bliver en lang sæson… Step forward Manuel Da Costa? Behrami på højre back?

Længere fremme på banen har det set lidt bedre ud. Men også kun lidt. På Villa Park var der en god periode ved stilling 2-0, hvor West Ham med lidt held kunne have spillet sig tilbage i kampen. Den første halveg mod Bolton var faktisk decideret god. Holdet spillede fin fodbold, og der var tydeligvis en plan for første gang i umindelige tider. Noble strøede om sig med sideskift, mens Parker forsøgte at skabe overtal med en række løb med og uden bold. Alt imens buldrede backerne fremad, og månedens spiller for august, Kieron Dyer (JA! Kieron Dyer lever endnu/igen!), bidrog med kreativitet, fikse afleveringer og gode driblinger. Og engagement, sgu! (Vi venter med andre ord spændt på det næste dobbelte benbrud!) Hvis bare den foreløbig skuffende Carlton Cole havde ladt en medspiller sparke straffe ved stillingen 0-0 tillader jeg mig at påstå, at West Ham havde vundet den kamp komfortabelt. Nu tabte de i stedet 3-1. Derudover var det ikke noget chok, at udekampen på Old Trafford tangerede voldtægt fra hjemmeholdets side. Positivt var det dog at West Ham forsøgte at holde på bolden og presse vicemestrene fra kampens start.

Alligevel bimler alarmklokkerne allerede. Holdet ligger ikke bare sidst; det lukker 3 mål ind per kamp, og har endnu ikke scoret i reelt spil. På lørdag venter mestrene fra Chelsea, som foreløbig har scoret mål for sjov og smadret al modstand. Ugen efter byder på en tricky udekamp mod Stoke (som også skal have point på kontoen), og derefter rundes måneden af med en cup-udekamp mod Sunderland og en ligakamp hjemme mod Tottenham. West Ham har allerede fået sin dårligste sæsonstart i 33 år. Det er ikke urealistisk at sæsonstarten kan blive historisk dårlig, og at holdet fortsat er uden point når vi skriver oktober.

Sullivan siger at Grants arbejde ikke er i fare, selv hvis dette scenarie bliver til virkelighed. Man frygter, at det er endog meget sandsynligt. Som Leonard Cohen sang på en græsplæne nær Odense efter at jeg havde tilbragt eftermiddagen hovedrystende foran et fjernsyn til Villa-kampen: “I’ve seen the future, brother/ it is murder!” Han havde åbenbart også set kampen?

Jeg tror i hvert flad, at han har ret, Lennart. Det plejer han at have. Jeg vælger dog personligt ikke at anskue det så dystert. Jeg kigger i stedet på tabellen og konstaterer at der er seks point op til CL-pladserne, alt i mens jeg fniser ved tanken om, at nogle oprigtigt hævder, at mennesker som udgangspunkt er rationelle i deres tilgang til verden…

Sommeren lakker mod enden. Det har vejret de sidste par dage definitivt indikeret. Den sært sorgløse, lyse og optimistiske periode af året, hvor alt i princippet kan lade sig gøre, er snart ikke mere. I morgen rammer livets benhårde og ondskabsfulde realiteter igen; som en halvflad, regntung læderbold - sparket direkte i kuglerne med stiv tå - på en dødsyg dag med temperaturer omkring frysepunktet. Med andre ord: Premier League sæsonen 2010-2011 indledes. Sommerens uforpligtende og neonblinkende transferrygter og løfter om bedre tider vil blive stillet til regnskab, og snart vil det stå smertefuldt klart, hvad man egentlig kan forvente. Er der lort eller lagkage i de fine spillerformede æsker som er blevet præsenteret som kommende stjerner af diverse klubejere og managers på fine, opstillede fotos over sommeren?

I West Ham er meget (gudsketakoglov) ændret siden afslutningen på sidste helt igennem rædderlige, ynkelige og voldsomt deprimerende sæson.

Træneren:

Verdens mest sympatiske mand - Gianfranco Zola - viste sig desværre ikke at være lige så kompetent som han var sympatisk, og nu er han i stedet erstattet af verdens sureste jøde - Avram Grant - der kommer med et nydeligt CV, og et fint eftermæle fra sine øvrige ophold i engelsk fodbold, og en mængde imponerende resultater i Israel.

Grant var kun John Terrys manglende evne til at holde sig på benene i en straffesparkskonkurrence fra at blive den første Chelsea-manager, der vandt et CL-trofæ. Oven i hatten udrettede han i sidste sæson noget der mindede om mirakler med Portsmouth, der ellers på aller måder var en klub  i total opløsning. Holdet rykkede ganske vist ned, men Grant fik dem generelt til at spille imponerende fodbold efter omstændighederne, og kronede sæsonens heroiske indsats med en plads i FA-Cup-finalen, hvor Chelsea vandt knebent på et klassisk stykke overmenneskeligt Drogba-frispark, efter superskurken Kevin Prince Boateng havde brændt et straffespark for Pompey.

I West Ham får Grant imidlertid en noget anden rolle end han havde i Chelsea og Pompey. For første gang har han rent faktisk haft en hel preseason og dertilhørende transfervindue til at præge sin trup. Dette har  bevirket en kraftig aktivitet ved svingdøren, som ikke har virket mindre dramatisk, af at klubbens ejere - David Gold og David Sullivan - i vanlig stil har været klar med den ene tæerkrummende udmelding efter den anden til den altid interesserede presse. Således åbnede Gullivan allerede i efterdønningerne af sidste sæson med at melde ud, at alle klubbens spillere undtagen Scott Parker var til salg. Derefter satte de trumf på, ved at sætte sig selv i forbindelse med afdankede koryfæer som Thierry Henry, David Beckham og Juan Roman Riquelme. Over sommeren har meldinger fra deherrer om alt mellem himmel og jord desværre været ustoppelig. Det er dog påfaldende, hvor lidt de har haft at sige, om de spillere som rent faktisk er endt med at blive hentet til klubben. Måske udgør de to gamle tosser i virkeligheden en fremragende kronisk afledningsmanøvre fra klubbens egentlige transferaktiviteter? Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, hvorvidt det er til det gode eller dårlige, at Grant selv får lov til at forme rammerne for sit arbejde i klubben. Herfra ventes med spænding og en snert af optimisme…

Svingdøren

Ud:
Ændringerne i truppen ikke været så dramatiske som de oprindelige udmeldinger kunne antyde. Angriberne Mido og Ilan som begge blev hentet på korttidsaftaler i januar er blevet fritstillet - førstnævnte har vist stadig kontrakt med Middlesbrough. Mido brillierede endvidere i sin tid i klubben ved at få en masse presseomtale for at spille for blot £ 1000 om ugen, men endte forbløffende nok med at være så ringe og ufit, at man kunne stille spørgsmålstegn ved om han egentlig var pengene værd. Ilan var egentlig et positivt bekendtskab, som bidrog med en række vigtige mål, da pladsen i Premier League skulle hives i land efter en hårrejsende dårlig sæson. Endnu en angriber - argentinsk-mexicanske Guillermo Franco, som ellers i den grad erobrede denne bloggers hjerte i sidste sæson - er også blevet vejet og fundet for let til en ny kontrakt. Satans. Francos engagement, finesse og generelle awesomeness vil være savnet i den kommende sæson.  Derudover er de tre talenter Josh Payne, Bondz N’gala og Daniel Kearns blevet fristillet. De to førstnævnte nåede begge at optråde på førsteholdet for West Ham, og har da også fodboldfremtiden på plads hos henholdsvis Doncaster og Plymouth. Kearns er taget til Irland for at tørne ud for Dundalk FC.

Ind:

Sommerens første forstærkning til truppen kom som et lyn fra en klar himmel, da klubben annoncerede, at den 28-årige tyske midtbanespiller Thomas Hitzlsperger tiltrådte på en treårig kontrakt på en fri transfer. Hitzlsperger - med tilnavnet Der Hammer - virker på alle måder som en atypisk West Ham-signing. Han er ikke påfaldende over the hill, og har ikke været ekstremt skadesplaget. Han kender allerede Premier League og det engelske sprog, da han fik store dele af fodboldopdragelsen i Aston Villa. Endvidere har fyren spillet imponerende 52 kampe på det tyske landshold, og selvom han ikke deltog ved VM i Sydafrika (sandsynligvis p.g.a manglende spilletid for klubholdet), viste hans genindkaldelse til kampen mod Danmark, hvor han bar anførerbindet, at hammeren ikke er helt ude af bussemand Löws overvejelser. Da Hitzlsperger udgik med en skade imod Danmark faldt brikkerne imidlertid endelig på plads. Velkommen til West Ham…

Ydermere har Grant hentet en gammel kending fra sidste sæson i Portsmouth. Den 31-årige angriber Frédéric Piquionne er tiltrådt på en 3-årig kontrakt for en transfersum der anslås at være i omegnen af £1 million. Piquionne - eller piqqen, som jeg forudser, at Freddy vil blive kaldt her på bloggen - gjorde sig positivt bemærket i sidste sæson, som mander der sendte Tottenham ud af FA-cup semifinalen, og har derudover haft en karriere der nærmest er spektakulært uspektakulær. Angriberen har således kun en gang i seniorkarrieren scoret et to-cifret antal ligamål i løbet af en sæson. Det skete i 2002-2003 for Rennes i hjemlandet. Sidste år blev det retfærdigvis til 11 mål i alle turneringer for Pompey - herunder 5 i 34 ligakampe. Forhåbentlig bedriften kan gentages i år…

Imellem præsentationen af de ovennævnte herrer ankom Pablo Barrera fra Mexico med stor ståhej og hornmusik. Barrera, der viste gode takter ved et par indhop ved VM, beskrives som en talentfuld, hurtig og kreativ fløjspiller, som allerede har meldt ud, at han vil bruge West Ham som springbræt til en større klub. Med andre ord er alt lagt flot an til en dundrende fiasko for alle implicerede parter. Forstå mig ret: Jeg håber på det bedste. Manden er sikkert skide talentfuld. Han er i hvert fald mægtig ambitiøs og har høje tanker om egne evner. Han er imidlertid også mexicaner, som skal prøve kræfter med en liga, som nok vil præsentere ham for nogle lidt andre udfordringer, end han er vant til fra Pumas de la UNAM. Barrera anslås at have kostet £ 4 millioner, og undertegnede har krydset alle kropsdele for, at han vil vise sig at være lige så heroisk og elskelig som den nationaliserede landsmand Franco…

Sommerens foreløbig fjerde indkøb kom i form af den danske kiwi Winston Reid. Jeg følger ikke voldsomt meget med i dansk fodbold, og er følgelig ikke fuldt i stand til at vurdere Reid, men transferen har ikke just fået mit klokkeværk til at bimle. Er han virklig god nok til Premier Leauge? Navnlig ikke når man ser den sum, som Midtjylland citeres for at have modtaget i handlen. Jeg hæfter mig ved at transfersummen ingen steder er offentliggjort officielt, og at dele af den formentlig er præstationsbetinget. Det vil på den anden side være voldsomt typisk, hvis han er blevet indkøbt udelukkende på basis af tre imponerende kampe ved VM, og Gullivan har skyndt sig at udskrive en stor check på beløbet. Hvis man skal anlægge en positiv vinkel, så er Reid ung og har en rigtig god attitude, som forhåbentlig kan hjælpe ham med at omstille sig til at spille i en liga, hvor man skal tage tæsk fra Kevin Davies og Kenwyne Jones frem for Henrik Toft og Marc Nygaard. Foreløbig er den syge og muntre jury dog ude, men jeg håber at Reid vil blive en lige så stor gevinst for West Ham, som den seneste danske forsvarsspiller i klubben - The Grim Rieper…

Sommerens foreløbig sidste tilføjelse er kommet i form af en halvårig låneafte med Portsmouth om at aftage store, stygge og ikke mindst tykke Tal Ben Haim på lån i et halvt år, med henblik på at se om hans helbred holder til en egentlig transfer. Ben Haim har tidligere vist, at han kan være en yderst habil forsvarsspiller på højeste niveau i England, men han har imidlertid også fra tid til anden vist, at hans tophastighed er cirka lige så hurtig som en slæbebåds. Vi venter i spænding, og glæder os over at Ben Haim ikke har fået en otte-årig kontrakt og er blevet indkøbt for et millionbeløb…

Og de næste 14 dage?

En foreløbig status på transferaktiviteten siger altså fem spillere ind, som alle - om ikke andet - bidrager med bredde. Ben Haim, Piquionne og Hitzlsperger kender desuden alle ligaen, og kan forventes at bidrage med noget fra start. Endnu mere positivt er det, at Gullivan og Gramt enstemmigt indikerer, at yderligere tilføjelser til truppen er en god ide, og at der arbejdes aktivt på det. Serbiske Miralem Sulejmani skulle have været den sjette forstærkning, og lød til at være en spændende spiller, men han kunne ikke få arbejdstilladelse.

Yderligere positivt er det, at ingen af klubbens profiler har forladt klubben - endnu. For det synes indlysende, at klubben er klar til at sælge snart sagt hvem som helst, hvis der bliver lagt en klækkelig sum. Der statueres måske i dette transfervindue et eksempel med Scott Parker, hvor ejerne rigtig skal vise deres dedikation til klubben og fansene, men Charlton Cole er i flere omgange rygtet væk, ligesom Valon Behramis agent, som altid, er meget interesseret i at snakke med pressen om alle de klubber, som måske/måske ikke er interesserede i hans klient.

Så sent som i går blev snakken for en gangs skyld mere konkret, da David Sullivan fortalte at Behrami gerne vil væk, idet hans kone ikke trives i London, men at ingen har budt på Schweizeren. I samme åndedrag kom det frem, at Alessandro Diamanti er til salg, men at der heller ikke har været den store interesse for den ustabile og småtossede italiener, alt imens det forventes, at middelmådige og hårdtarbejdende Radoslav Kovac skifter til Stoke i den nærmeste fremtid. Både Behrami og Diamanti har ifølge Sullivan kostet klubben £ 6 millioner, som man vil forsøge at få igen ved salg. Samtidig beretter Sullivan, at Upson får sæsonen til at vise hvad han kan, og hvis han præsterer vil West Ham tilbyde en kontrakt på lige fod med andre klubber, når den eksisterende kontrakt udløber til sommer. Igen en umiddelbart usædvanlig fornuftig tilgang til tingene…

Samtidig går der stadig en mængde rygter om tilføjelser, hvor fokus lader til at være på endnu en angriber. Felipe Caicedo er nyeste skud på rygtestammen, alt imens interesseren i Yakubu skulle være afblæst og evighedstransfersagaen om Loic Remy lader til ikke længere at være interessant for West Ham, selvom klubben umiddelbart fortsat - sammen med Stoke - er den eneste som rent faktisk har budt det ønskede beløb på den franske angriber. Desuden skulle der være interesse for Marseilles Benoit Cheyrou - bror til den tidligere Liverpool-middelmådighed Bruno.

Truppen lige nu:

Når holdet skal stilles til weekendens kamp mod Aston Villa bliver det ikke desto mindre med følgende pulje af spillere til at konkurrere om pladserne i Grants system, der i træningskampene har lignet en 4-3-3/4-5-1. Nedenfor er truppen opstillet som den cirka kan forventes at kunne bruges:

Målmand: Robert Green, Peter Kurucz, Marek Stech
Højre back: Julien Faubert, James Tomkins, Valon Behrami, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Venstre back: Herita Ilunga, Fabio Daprela, Tal Ben Haim, Jonathan Spector
Centerforsvar: Matthew Upson, Manuel Da Costa, James Tomkins, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Central midtbane: Thomas Hitzlsperger, Mark Noble, Scott Parker, Jack Collison, Radoslav Kovac
Venstrekant: Pablo Barrera, Jack Collison, Luis Boa Morte, Junior Stanislas,  Alessandro Diamanti, Thomas Hitzlsperger
Højrekant: Julien Faubert, Alessandro Diamanti, Kieron Dyer, Pablo Barrera, Junior Stanislas, Zavon Hines, Freddie Sears
Striker: Carlton Cole, Benni “Big Mac” McCarthy, Frederic Piquionne, Frank Nouble, Freddie Sears, Zavon Hines

Der er flere ting der sprænger i øjnene, når man stiller truppen op på denne måde. Robert Green er suverænt førstevalg bagerst, og Cole er lige så overlegen i front. I backkæden er der forfriskende mange kombinationsmuligheder som placerer ærlige, arbejdssomme og middelmådige Spector på bænken. Hines, Collison og Kurucz er langtidsskadede, og kommer næppe til at figurere lige med det samme, alt imens Hitzlsperger desværre er tvivlsom efter en ellers rigtig god preseason. Benni McCarthy kæmper stadig med vægten, og det bliver interessant at se om han nogensinde kommer til at berettige den investering klubben lagde i ham i januar. Ligeledes kan man have sin alvorlige tvivl om hvorvidt Freddie Sears nogensinde får det gennembrud som for et par år siden syntes uundgåeligt. Interessant er det ydermere at bemærke, at Grant foreløbig vælger at bruge sidste sæsons højre back Julien Faubert i en offensiv rolle på højrekanten, alt imens James Tomkins har spillet rigtig meget højre back - og gjort det halvdårligt. Det lader til at klubben ikke planlægger at bruge Behrami, og derfor bliver højrebacken hurtigt den mest åbne plads på holdet  - sammen med pladserne på kanterne. Mit bud på et hold i morgen bliver ud fra disse overvejelser noget i retning af:

Holdopstilling i morgen?

Green

Ben Haim - Upson - Da Costa - Ilunga

Hitzlsperger - Parker - Noble

Faubert - Cole - Boa Morte.

Et hårdtslående, rutineret hold, som jeg egentlig er ganske tryg ved at sende på banen. Hvis Der Hammer er skadet, så ligger det lige til højrebenet at erstatte ham med Kovac. Barrera kan gøre et spændende indhop fra bænken og forhåbentlig være med til at sikre et point eller tre i en svær udekamp. Om Martin O’neils afgang fra Villa gør den mission lettere eller sværere tør jeg ikke gisne om. Blot kan det konstateres at alle point i de første par måneder skal tages med kyshånd og kynisme, idet programlæggerne bestemt ikke har været søde ved the irons:

Lorte-startprogram:

August:
Lør 14  U Aston Villa
Lør 21  H Bolton
Lør 28  U Man Utd

September:
Lør 11     H Chelsea
Lør 18     U Stoke City
Lør 25     H Tottenham

Der skal ikke gå meget galt før de kampe giver et sted mellem 0-3 point, og så er der ellers endnu en nedrykningskamp på tapetet. West Ham taber altid til Bolton. Ingen vinder over Stoke på udebane. Chelsea  og Manchester United skal man nok ikke forvente det store mod, og desværre næppe heller mod Tottenham…

Personligt glæder jeg mig dog. Jeg glæder mig til en ny sæson. Jeg glæder mig til at se Nouble, Stanislas, Tomkins, Hines og Collison fortsætte deres udvikling, og forhåbentlig udvikle sig til rigtig gode spillere. Jeg glæder mig til at se, om Avram Grant kan levere varen. Foreløbig kan jeg sgu godt lide ham! Der er noget sammenbidt og sarkastisk over ham, som bare passer åndssvagt godt til West Ham United FC anno 2010.

Jeg glæder mig nok mest af alt til igen at pleje regelmæssigt samvær med andre masochister og gode venner, når vi skal tale forventninger, og tro på point og godt spil, op før hver evig eneste kamp! Og jeg glæder mig næsten til de galgenhumoristiske og middelmådige vittigheder, når forventningerne braser sammen, og desillusionen sætter ind.

Jeg glæder mig til at se verdens smukkeste udetrøje (endnu en usædvanlig hændelse i West Ham-regi: Et godt trøjedesign!) i aktion i morgen, når jeg forhåbentlig finder en god bar i Odense (nogen anbefalinger?), hvor jeg skal være euforisk, bide negle, blive sur og skuffet, råbe af skærmen, og forsøge overbevise fru Sygogmunter om, at netop dét er den perfekte optakt til en Leonard Cohen-koncert i morgen aften. For som en anden (dog ikke lige så) stor sangskriver, danske Jens Unmack, har formuleret det: “Det bedste er en ny sæson før første nederlag.” Og han har jo ret, Unmack, for alt andet lige, så skal det sgu sikkert nok igen blive en lang, skuffende og sej sæson.

Om ikke andet er jeg sikker på at få én god kulturoplevelse i morgen, for modsat visse fodboldhold, så skuffer Onkel Lennart aldrig. Til gengæld har han så - ganske uforvarende, tror jeg bestemt - besunget kærligheden til West Ham:
“I’ve got you like a habit
And I’ll never get enough
There ain’t no cure
There ain’t no cure
There ain’t no cure for love”

Ikke et ord om Suaréz…

Røgen har lagt sig efter endnu et VM. Det var gennemgående småkedeligt, skæmmet af den dumme bold og de endnu dummere vuvuzelaer. Præget af uspektakulære præstationer af de spillere der var knyttet størst forventninger til. Spanien vandt til sidst fordi de var umulige at tage bolden fra, og Flemming Tofts orgasme er sikkert stadig i gang. England skuffede naturligvis. Tyskland og Holland byttede roller. Dunga var klædt som en skibsreder, men kunne alligevel ikke drive Brasilien til succes. El Diegos flødeskumskagefodbold bragede naturligvis sammen, men han må tage prisen for VM’s absolut blankeste jakkesæt. Og så skete der en helt masse andet, som allerede er analyseret ihjel i alle kropsåbninger af alle mulige og umulige selvbestaltede eksperter i diverse sammenhænge.

Personligt var jeg (sikkert som mange andre) meget begejstret for Uruguay. Der var fight og drama, klasse og kynisme smukt sammenvævet i deres kampe. Holdet i sig selv en fin blanding af naturligt talent og benhård struktur og arbejdssomhed. Deres flag minder om noget fra Tintin i Soltemplet, og Tabarez må til hver en tid få diktatorstolen i en hvilken som helst bananrepublik, hvis man spørger mig (hvad man nok ikke gør). Bedst af alt var det nok, at Uruguay qua deres lille befolkning altid var tiltænkt en rolle som underdog, hvilket nok, ærlig talt, appellerer temmelig meget til undertegnede. Det er nok naturligt at placere sin sympati hos den undertippede, når man er dansker og holder med West Ham. Det ligger ligesom lige til højrebenet. Og så i øvrigt ikke et ord om Luis Suaréz, og Ghanas episke fald i kvartfinalen.

“TYPISK DANSK!!!”

Et betragtelig mindre episk - ja nærmest ynkeligt fald - tegnede Danmark sig for. Ja - det var sgu, som deloverskriften antyder “typisk dansk”. Eller det i hvert fald hvad man vil få at vide, hvis man spørger min gamle vestjyske far. Han er generelt en mand af den gamle skole. Han har set et og andet. Sejlet på de syv have, men aldrig forladt den jyske muld med sine fødder - i overført betydning forstås. Han foretrækker kartofler frem for pasta; en prisvenlig buffet frem for avanceret cuisine. Han køber gerne sko i Kvickly eller Føtex, mest - har jeg ham nogle gange mistænkt for - for at fortælle alt og alle om, hvor mange penge han har sparet. Derudover klæder han sig gerne i skovmandsskjorter og ensfarvede sweatshirts - og cowboybukser naturligvis (ikke jeans!). Han kører gerne på omlasteren eller i Bauhaus i weekenderne, selvom ingen helt begriber, hvordan han kan akkumulere så store mængder affald og nye byggeprojekter. Han er skaldet, skægget og altid mere eller mindre overvægtig. Han mener at de mange kvindelige pædagoger og skolelærere, gør at drenge ikke bliver rigtige mænd i dagens Danmark (og hans søn er nok ret beset et udemærket bevis på denne teses holdbarhed…). Han bliver ukomfortabel af sex-scener i film og rømmer sig febrilsk indtil de er overstået. Han klukler af Basserne, og mener, at man i dag ikke kan slå en fis i en elevator uden at samtlige af de øvrige passagerer skal tilbydes krisehjælp. Og det er for galt vel at mærke (det er der i øvrigt mange ting der er): I gamle dage så overlevede folk det der var værre uden at brokke sig! Han er nærmest forelsket i John Wayne og læser dusinvis af bøger om anden verdenskrig. Han er naturligvis også småforelsket i Churchill, men hvem er ikke det?

Han er alt i alt en af mand af få ord, der ikke ligefrem kyler sine følelser rundt i lokalet. Med få undtagelser. For det danske fodboldlandshold (herre-holdet naturligvis, for som min far siger, så er “livet for kort til kvindefodbold”) kan få hans pis i kog. Han kan blive totalt indebrændt. Gå fuldstændig bananas. Naturligvis i det omfang en vestjysk strømer fra efterkrigsgenerationen rent faktisk kan gå bananas.

“HVIS DER ER FRISPARK DÉR, SKULLE DER HAVE VÆRET RØDT KORT FØR!”

Først får dommeren typisk en tur. Kritikken vil - hvis ikke der rent faktisk har været seriøst tvivlsomme kendelser - som regel centrere sig omkring dommerens nationalitet. Nærmest ligegyldig hvor denne er fra, vil min far kunne finde en grund til at mistænkeliggøre ham. Hvis han er syd - eller østeuropæer vil han per definition fløjte for meget, belønne skuespil og generelt være en pestilens. Han vil derudover sandsynligvis være korrupt og lille. Min far bryder sig ikke om små mænd. De er magtbegærlige, selvhævdende og egocentrerede. Hitler og Napoleon var små mænd. Hr. Scwann er en latterlig lille mand. Små mænd er skyld i det meste af ulykke i verden. Hvis dommeren imidlertid er fra et land man kan stole på, vil kritikken snarere udformes som en skuffelse over sædernes forfald i stolte lande som England, Tyskland, (der trods et par svipsere hist og pist i historien stadig anses som kompetente og ordentlige mennesker, der kan arrangere tog til tiden), Sverige eller lignende.

Hvis den danske præstation imidlertid er så ræderlig, at end ikke dommeren kan pålæsses det fulde ansvar for fiaskoen begynder vreden at blive rettet mod - umiddelbart de 11 spillere på banen og træneren - men i bredere forstand mod selve danskhedens væsen. Hvis holdet spiller godt, men ikke får det nødvendige resultat, så er ineffektiviteten “typisk dansk”. Hvis de taber til et undertippet hold er det “typisk dansk”. Hvis de brænder straffe, scorer selvmål, pådrager sig udvisninger, glemmer at markere, skifter de forkerte spillere ind eller ud, spiller for offensivt eller for defensivt - ja, så er det mere eller mindre altsammen - trods de åbenlyse kontradiktioner - “typisk  dansk”. At Martin Jørgensen af uransagelige årsager startede inde imod Japan vil utvivlsomt være “typisk dansk”. Og når fiaskoen er en realitet er der ingen der tager ansvar. “De holder hånden over hinanden! Spillerne beskytter træneren og træneren beskytter spillerne!”. Den slags kammerateri er typisk dansk. At tabe 3-0 til Japan er typisk dansk. At have en anfører og “stjerneangriber”, der end ikke kan score på et straffespark, er i den grad typisk dansk…

Og hvad så nu?

Og et langt stykke hen af vejen er jeg vel enig med min far. Når man ser reaktionerne på Danmarks triste VM-exit kan man let få det indtryk, at der faktisk er rigtig mange der er enige med min far. Endog en del som virker mere rabiate. Træneren og alle spillerne skal have skåret pikken af, og lægges i benlås af det dyrepoliti, som vi skal have, NU! Og så skal vi ansætte en eller anden dodgy hollænder som skal gøre en generation af boldflyttere til verdensstjerner. Og det er der sikkert meget rigtigt i. Danmark har en mængde spændende spillere, som med den rette kombination af held, dygtighed og de rigtige karrierebeslutninger kan blive gode mænd for det danske landshold fremover.

Måske vi om 4 eller 8 år kan emulere Uruguays bedrifter fra Sydafrika? Lukke kæften på den irriterende (typisk danske!) lillelandsmentalitet, hvor man bare skal være stolt over at have kvalificeret sig. Men hvis ikke det lykkes. Hvis Jon Dahl stadig jagter sit rekordmål i 2018, og Simon Poulsen scorer sit selvmål nummer 32 på landsholdet og gør det til 0-4 i en gruppekamp mod Belgien, mens Daniel Jensen varmer op på sidelinjen, til at spille sit første landskamp i halvandet år efter en grim knæskade; ja, så vil far og jeg kigge på hinanden. Og til den tid vil mit blodtryk sikkert også have sprængt alle fornuftige standarder, og sammen vil vi med gråden dårlig skjult bagerst på stemmebåndet med sammenpressde læber umelodisk og hakkende synge: “DAN-MARK ER ET TEG-NE-SE-RIE-HOLD! TEG-NE-SE-RIE-HOLD! TEG-NE-SE-RIE-HOLD!!!” For det gør far, når alle andre protestmuligheder er udtømt. Når man igen er blevet såret af det danske herrelandshold i fodbold. Det er dog en gestus der er reserveret til særligt slemme stunder. En gang hvert 5-8 år. Der er ingen grund til at blive pjanket.

Og nogle timer efter vil vi nok evaluere og konstatere, at det var typisk dansk. Og far vil fortælle om, hvordan vi var blevet verdensmestre i 86, hvis ikke Sepps stolthed havde budt ham at slå Vesttyskerne i den sidste gruppekamp, og dermed gav os en kamp mod Spanien og ikke Marokko i ottendedelsfinalen. Og jeg vil vrøvle om at Schmeichel stod for langt ude ved langskudsmålene mod Brasilien i 98, og at Marc Rieper for helvede ramte overliggeren til sidst! Og, hvis det er en god dag, vil vi komme ind på ‘92. Badeferiehold, McDonalds-besøg, en underlig lille (!) cirkus-mand som træner, uden verdensstjernen Michael Laudrup. Og så “baskede” vi sgu dem allesammen alligevel (når man virkelig får en god sejr,  så basker man nogen) . Og så endda mod “pølsetyskerne” i finalen. Og tæmmede giganten Vilfort den egentlig ikke med hånden i finalen, da han scorede? Vi vil kigge på hinanden og grine lykkeligt. Vi oplevede det! Jeg som en knægt i korte bukser og far som far. I ternet skjorte og sko købt på tilbud. Med istallerken balancerende på maven. Det var typisk dansk, vil far sikkert konkludere. Og jeg vil nikke. Klogere og enigere med årene.

Det sker stadig regelmæssigt, at jeg har drømmen. Eller et mareridt er det vel ret beset. Jeg ser Scaloni med bolden, hvordan han pludselig slår ud med armene og triller den ud over stregen. Det sker i slowmotion. Jeg prøver at advare ham. Jeg skriger, og der kommer ikke en lyd. Teddy Sheringham kommer sprintende i et tempo han på dette tidspunkt ikke har kunnet mønstre i noget der minder om ti år, bare for at råbe af den argentinske back. Han skulle bare have losset den ad helvedes til, Scaloni. Men han vælger fair play-løsningen; at sparke bolden ud over sidelinjen umiddelbart ud for sit eget straffesparksfelt, fordi Djibril Cissé ligger og klynker i feltet (selvom han kommer bemærkelsesværdigt let på benene igen). Det vidste Sheringham allerede, at han aldrig skulle have gjort. Det var dumt. Det blev fatalt. Teddy var en garvet rotte, en snu ræv (og efter sigende også en liderlig buk, men det er egentlig sagen uvedkommende). Nu ved vi alle, at Sheringham havde ret. Vi ved også, for det har han sidenhen selv fortalt, at Nigel Reo-Coker, West Hams anfører, specifikt var blevet instrueret i at dække Steven Gerrard op i slutfasen, men af uransagelige årsager gør han det ikke. Han ville hjælpe holdet, har han siden fortalt. Det gik jo skidegodt, Nigel.

Indkastet bliver taget, bolden kastes tilbage til West Ham, akkurat så hårdt at den ikke triller ud over baglinjen, og med det samme er Dietmar Hamann der til at presse boldholderen, Scaloni, så den ikke kan blive losset ordentligt ad helvedes til alligevel. Så der ikke kan gå mere tid. For Liverpool mangler tid. Vi er i den absolutte slutfase. West Ham fører 3-2 i FA Cup finalen. Den bedste FA Cup finale der nogensinde er spillet, blev den kaldt i dagene efter. Finalen der gav FA-Cupen sin glans tilbage. Underdogsene har kæmpet, slåsset, spillet forrygende og modtaget en solid gang superfransk af lykkens gudinde, og på dette tidspunkt ligger de gudhjælpemig til at besejre Liverpool og vinde klubbens første trofæ i 26 år. Scaloni sender bolden svagt afsted direkte til en ventende Liverpoolspiller, der sender den retur mod feltet. Danny Gabbidon header væk, og den havner hos Gerrard midt på West Hams banehalvdel. Han har allerede tidligere i kampen udlignet til 2-2 på et brag af en afslutning efter Carragher (selvmål, naturligvis) og Ashton ellers har bragt West Ham på sejrskurs, mens Cisse har reduceret. Siden har Konchesky sendt et sejlende indlæg ind over Pepe Reina, og fået de i forvejen ekstremt højrøstede West Ham fans yderligere op i det røde felt. 3-2.

Men det er lige meget nu. For han hugger til den, gør han, Gerrard. Føj for satan, hvor han hugger. Og selvfølgelig sejler den knaldhårdt mod mål og smasker ind i det ene målhjørne, hvor en yngre målmand end den særdeles aldrende Shaka Hislop måske havde været mere kvalificeret til at snuppe den. I samme øjeblik annoncerer stadionspeakeren tillægstiden. West Ham har været minutter fra en FA-cup triumf, og det har Steven Gerrard ødelagt. Det er typisk her jeg vågner fra drømmen. Modløs, fordi jeg ved, hvordan det ender.

Hvis bare Reo-Coker havde fulgt Alan Pardews instrukser. Hvis bare Roy Carrol havde været skadesfri. Hvis bare Scaloni havde losset den ad helvedes til i første omgang. Hvis bare Steven Gerrard aldrig var blevet født… På baren, hvor jeg ser den, hælder en Liverpool-fan øl udover mig mens en anden knæler ned for at kunne knytte sine næver og juble helt op i ansigtet på mig, da 3-3 målet hamres ind. Nøj, hvor jeg hader Steven Gerrard, lige der, fuld og sammensunket på stolen, i foråret 2006.

I den forlængede spilletid rammer Benayoun sammenføjningen (eller var det Reo-Coker?), og Marlon Harewood brænder for tomt mål. Han er skadet, Marlon, men West Ham har ikke flere udskiftninger, og den store topscorer kan simpelthen ikke bruge sin ankel og sender afslutningen ynkeligt forbi. Da det står klart at kampen skal afgøres på straffespark er undertegnede underligt afklaret. West Ham taber. Selvfølgelig gør de det. Mere ærefuldt kan et nederlag ikke blive. Der står West Ham med fede bogstaver på sådan et nederlag. De har ført 2-0 og 3-2 mod mægtige Liverpool, og nu skal de alligevel tabe på straffespark. Fordi John Arne Riise kan sparke straffespark og Paul Konchesky ikke kan. Fordi Marlon Harewoods ankel er i stykker. Fordi Pepe Reina er fuldstændig autistisk god til at forudsige, hvor skytter sparker straffespark, og fordi forpulede Steven Gerrard ikke bare kunne have haft hæmorider, fodsvamp, lumbago eller hvad fanden ved jeg, der kunne have forhindret ham i at spille denne ene forpulede lørdag i sin karriere.

Det så så lovende ud ellers: Den unge charmerende træner, Pardew, med sit hold af mestendels unge, britiske spillere, der denne ene sæson fungerede formidabelt som en enhed. En niendeplads i ligaen som oprykkere. En plads i FA-Cup finalen. “Tror i selv på det?” havde andre Liverpool-fans end de allerede nævnte spurgt før kampen, og en mere selvsikker hammer end jeg havde repliceret: “Gør i?” Sådan var selvtillidsniveauet og optimismen i den fremragende sæson. Det kunne være blevet sådan en smuk dag. En historisk dag. Jeg kan stadig huske opstillingen: Hislop - Scaloni - Ferdinand - Gabiddon - Konchesky - Benayoun - Fletcher (som kun var med fordi såvel det normale førstevalg, Hayden Mullins, som Liverpools Luis Garcia fik rødt kort i en ligegyldig ligakamp et par uger før. Hvis bare Luis Garcia var blevet på benene i stedet for at overspille i den episode var de sikkert sluppet med gult, og så havde evigt pålidelige Mullins selvfølgelig dækket Gerrard op!) - Reo-Coker - Etherington - Harewood - Ashton.

Konchesky, indskiftede Zamora og Ferdinand brænder deres straffespark, mens Liverpool kun brænder et. Sidenhen spredes holdet for alle vinde i løbet af et års tid eller to. Hislop spiller VM og stopper efterfølgende karrieren, Scalonis lånekontrakt udløber (hvis bare Tomas Repka ikke var taget hjem til Prag i januar-transfervinduet, så var Scaloni aldrig blevet signet, og Repka ville aldrig have valgt en fair play-løsning, ALDRIG!), Ferdinand sælges et par år senere til Sunderland, hvor han vist har genopfundet sig selv som højre back mod slutningen af denne sæson. Danny Gabiddon er evigskadet og spiller stort set ikke mere. Konchesky fik endnu et finale-heartbreak i går for Fulham, og nøj, hvor jeg følte med The Konch! Benayoun bliver holdkammerat med Gerrard og co efter først smilende at have bebudet at han ville underskrive en ny 5-årig kontrakt med West Ham. Carl Fletcher forsvinder i glemslen et sted i divisionerne (efter sigende har holdets totale kollaps i den følgende sæson en del at gøre med Fletchers kone) og Mullins får måske alligevel en FA-cupfinale på lørdag for Portsmouth. Reo-Coker kunne være blevet den yngste anfører til at vinde FA-cupen nogensinde, men blev i stedet en sur, forkælet møgunge, der nu varmer bænken i Aston Villa. Etherington fik gamblingproblemer og har fået karrieren på nogenlunde køl igen i Stoke, mens Harewood fulgte efter Reo-Coker til Villa med endnu mindre succes. Han er p.t. igen ankelskadet og har kontraktudløb denne sommer. Og Dean Ashton - juvelen i det nye West Ham dynasti - er fodboldinvalid og Pizza-Hut fed et sted i England. Det kunne have været så smukt. Så tæt på, og så alligevel så langt fra, som man vel siger.

Det er præcis fire år siden i dag, d. 13 maj, og jeg bebrejder stadig én mand. Det er barnligt, det ved jeg. Det er urimeligt, usympatisk, indskrænket og useriøst, indrømmet. Han gjorde bare sit arbejde, og han gjorde det sublimt. Retfærdigvis er det et af de bedste mål, der nogensinde er scoret. Men jeg hader stadig Steven Gerrard, og guderne må vide, at jeg nok gør det til min dødsdag…

I starten af januar stillede 188 mand til start i en tipskonkurrence om Premier League her på bloggen. Nu - 13 runder senere - er 187 deltagere væltet omkuld, og der er en enkelt stående mand tilbage, som kan modtage folkets hyldest og et gavekort på 500 kroner til Unisport.dk (sponsoreret af bold.dk) for sine anstrengelser.

For at sikre at der blev fundet en vinder i ligaens sidste spillerunde, skulle de to finalister sondergaard5 og MortenOlsensSøster ufærdige en prioriteret top fem, hvor hver placering på listerne fungerede som en tiebreaker. Endvidere var der adskillige andre tiebreaker-muligheder, som imidlertid aldrig blev aktuelle.

13. rundes kampe endte således:
Arsenal Vs Fulham 4-0
Aston Villa Vs Blackburn 0-1
Bolton Vs Birmingham 2-1
Burnley Vs Tottenham 4-2
Chelsea Vs Wigan 8-0
Everton Vs Portsmouth 1-0
Hull Vs Liverpool 1-1
Man Utd Vs Stoke 4-0
West Ham Vs Man City 1-1
Wolves Vs Sunderland 2-1

Begge deltagere havde valgt at hænge hatten på Everton som deres første bud, og det viste sig jo også ganske rigtigt. På andenpladsen faldt afgørelsen til gengæld: sondergaard5 valgte at satse på en Sunderland-sejr, mens MortenOlsensSøster satsede butikken på en hjemmesejr til Bolton. The trotters leverede varen og sikrede dermed MortenOlsensSøster sejren i Last Man Standing med alt hvad der følger af sødme, prestige, glamour, penge, damer, hurtige biler og jobs som gæstebartender i provinsen!

Tillykke til MortenOlsensSøster med sejren, skulderklap til sondergaard5 for en heroisk indsats (som West Ham-fan har jeg lært at værdsætte at ærefulde nederlag faktisk er bedre end sejre - eller det prøver jeg hele tiden at overbevise mig selv om, og jeg synes at sondergaard5 skal gøre det samme) og tak til alle som deltog.