Syg og munter

Indrømmet; konceptet er rædselsfuldt: Hvert andet år tager tre Premier League hold til Asien og spiller en venskabskampsturnering med deltagelse af et enkelt lokalt hold. Dette sker motiveret af en uskøn kombination af den ækle tendens til at brande (føj) “produktet” (føj) Premier League på det asiatiske marked (føj), alt imens turneringen dog også ledsages af mere noble tiltag, som træner, dommer og - træningskurser for unge lokale i tiden omkring afviklingen af selve turneringen.

Turneringen afvikles med to semifinaler og en finale, og foreløbig løbet af stablen tre gange. I 2003 løb Chelsea med trofæet i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, efter en straffesparkssejr over Newcastle i finalen. Årets øvrige deltagere var værtslandets landshold og Birmingham City. I 2005 vandt Bolton trofæet i konkurrence med værtslandet Thailands landshold, Everton og Manchester City, og endelig vandt Portsmouth en finalesejr over Liverpool i 2007 efter Fulham og vinderne af værtslandet Hong Kongs FA-Cup - South China - var blevet ekspederet ud i semifinalerne.

I år er turen så kommet til Kina, hvor Beijing ligger Workers Stadium og hjemmeholdet Beijing Guoan til afviklingen af turneringen. Semifinalerne spilles senere i dag. Klokken 12.00 dansk tid tørner londonrivalerne West Ham og Tottenham sammen, og to en halv time senere tager hjemmeholdet imod Hull City i den anden kamp. Vinderne mødes i finalen fredag klokken 14.30, mens “bronzekampen” afvikles klokken 12.00 samme dag.

Selvom turneringen altså har et cup-format, og er en officiel del af Premier Leagues aktiviteter, er det alligevel svært for alvor at tage den alvorligt. Ikke desto mindre vil der være masser af prestige på spil - særligt London-holdene imellem. West Hams traditionelle ærkerivaler er utvivlsomt Millwall, mens Tottenhams er Arsenal. West Ham og Millwall ligger en spytklat fra hinanden - på hver sin side af Themsen i Østlondon (en køretur på lige over ti kilometer fra West Hams Boleyn Ground til Millwalls The Den)-  begge hold er traditionelt værftsarbejderhold, og rivaliseringen er formodentlig startet i forbindelse med at Millwall agerede strejkebrydere engang i Ruder Konges spæde teenageår. Rivaliseringen kan dog i nyere tid især spores tilbage til hooligansammenstød i 70′erne og særligt i 80′erne, hvor såvel West Hams ICF som Millwalls Bushwackers var blandt de største, “bedste” og mest frygtede firms (herom handler f.eks. den hæslige Green Street film med hobitten Elijah Wood som West Ham hooligan). Efterhånden som de to hold dog i stadig stigende grad har etableret sig på forskellige niveauer i engelsk fodbold er den daglige rivalisering kølet af, og i stedet har mange af de mere negative følelser fra West Hams del af Londons East End rettet sig nordpå til ligarivalerne fra Tottenham Hotspurs.

Tottenham derimod har traditionelt haft en intens ærkerivalisering med deres naboer fra Arsenal. Highbury lå under ti kilometer fra Tottenhams White Hart Lane, og selvom the Gunners er rykket lidt længere væk på the Emirates er de to hold stadig naboer på godt og ondt - eller i hvert fald på ondt. For Tottenhams side er hadet til Arsenal ikke blevet mindre i nyere tid, af at en af holdets mest talentfulde egenavlede spillere i årevis - Sol Campbell - valgte at skifte til netop Arsenal på en fri transfer tilbage i 2001. Desuden har Arsenals relative succes de sidste tyve år sammenholdt med Tottenhams relative mangel på samme pustet til flammerne hos Tottenhams fans, som stadig i vidt omfang mener at holdet hører til helt i toppen af engelsk fodbold - en opfattelse som klubbens traditioner og meritter også i et vist omfang berettiger. To mesterskaber - det ene en double under klublegenden Bill Nicholsen i 1961, i alt 8 FA cups, 3 europæiske trofæer (to UEFA og en Cup Winners) samt fire liga cups (senest i 2008). Det sidste rigtig prestigefyldte trofæ (uden at ville fornærme Liga Cupen) ligger dog helt tilbage i 1991 da FA-cupen blev vundet efter finalesejr over Nottingham Forest. Alt imens har Arsenal haft en alt i alt succesfuld årrække under Arsene Wenger, hvor de rød - og hvidblusede oven i købet har tilladt sig at gå ind på hvad Tottenham betragter som sit enemærke;  at spille positiv, attraktiv fodbold.

Og netop her findes kimen til det stigende had mellem West Ham og Tottenham. For mens Arsenal i stigende grad vender deres frustrationer og had vestpå til nyrige Chelsea og nordpå til Manchester og Liverpool, så styrkes Tottenhams had til naboerne, som de mener burde en direkte rival resultatmæssigt. Alt imens afskyer West Hams fans, at Tottenham rent faktisk mener at “høre til” i toppen af engelsk fodbold - næste sæson er altid sæsonen hvor Tottenham reclaimer deres retmæssige plads i det fornemmeste selskab - konstant viser store armbevægelser på transfermarkedet (ikke mindst når de i nyere tid har snuppet Michael Carrick og Jermain Defoe fra West Hams eget akademi),  og generelt mener at være en meget større klub end West Ham. Alt imens hævder Tottenhams fans at være ligeglade med deres lillebror ude østpå, hvad der dog ikke er noget der tyder på, når der er dømt London-derby og stemningen er på bristepunktet på Upton Park eller White Hart Lane, og begavede øgenavne som Wet Spam, Lillyshites og Wham flyver gennem luften. Særligt har sidste Premier League-kamp i 2005/06 sæsonen fremmet aggressionerne, da West Ham - uden noget at spille for - besejrede Spurs 2-1, og dermed fratog dem fjerdepladsen og Champions League-pladsen, som i stedet gik til Arsenal - naturligvis - hvis fans sagde tak ved at synge West Hams anthem I’m forever blowing bubbles til deres sidste kamp på Highbury.

Og helt grundlæggende giver en Spurs/West Ham rivalisering mening. Klubberne ligger tæt på hinanden geografisk (12-13 kilometer i bil mellem White Hart Lane og Boleyn Ground), de er begge arbejderklubber, de har begge en selvforståelse og tradition for at spille attraktiv fodbold, de havde begge stærke firms på hooliganscenen i 80′erne, begge sæt fans har en temmelig berettiget opfattelse af at deres hold er sovende giganter potentielt og kunne udrette så meget mere. For West Ham bliver hadet centreret om, at Tottenham har storhedsvanvid ift. deres reelle præstationer de sidste mange år - mens en stor del af hadet også unægtelig er centreret om at Spurs’ arrogance rent faktisk har en hvis berretigelse: De har vundet flere trofæer, har plads til tusinde mennesker mere på deres stadion, har i mange år haft en - lidt - mere pengestærk og investeringsvillig chairman og noget der minder om en vision i modsætning til rodebutikken i egne rækker osv.

For Tottenham bliver hadet centreret om at West Hams efterhånden temmelig åbenlyse konkurrenceevne er en smertefuld påmindelse om deres eget fall from grace, og den realitet at Tottenham for tiden - trods flere heroiske angreb på the big four - stadig bare er et af mange midterhold i engelsk fodbolds fornemmeste række. Derfor vil de selvfølgelig ikke indrømme - for manges vedkommende ensige erkende - at de også irriteres grænseløst af West Ham; at tænke sig at så ubetydelige opkomlinge tillader sig at sammenligne sig med the mighty spurs! I en eksplicit erkendelse af rivaliseringen ville, for Tottenham, simpelthen ligge en al for smertefuld selvindsigt om egen middelmådighed.

Begge holds trænere - Gianfranco Zola og Harry Redknapp - er da også ganske utvetydige i forhold til hvor alvorligt kampen - og Asia Trophy - skal tages før kampen. Zola formulerer det således: “Jeg håber virkelig at det bliver en rigtig kamp, og vi vil give os 100 procent. Det er hvad vi vil. Vi ved at hvis vi ønsker at være i perfekt form til sæsonstart, så vi er nødt til at spille rigtige kampe. Jeg håber formlen er rigtig til at gøre dette - og under alle omstændigheder vil vi tage det meget seriøst.”

Alt imens betoner Spurs-boss Redknapp at hans udvalgte er i Beijing for at vinde: ” Vi er meget glade for at være her, og glæder os. Det er en god turneringen. Vi er her for at vinde. Jeg deltog med Portsmouth i Hong Kong for et par år siden, og det var fantastisk for os. Vi slog Liverpool i finalen, det gav os selvtillid og vi kom rigtig godt fra start i Premier League. Forhåbentlig kan vi gøre det samme. Vi er her for at spille så godt vi kan, og vi vil gøre vores allerbedste for at snuppe trofæet.”

De to hold løber på banen om lidt under to timer. Det er kun en træningskamp i en plastikturnering. Resultatet betyder ikke noget. Der er ikke livsvigtige point på spil. Det vigtige er at pudse kampformen af og for guds skyld undgå skader. Men alligevel vil jeg forbandet gerne slå the lillyshites.

Tags: Gianfranco Zola, Harry Redknapp, Tottenham, West Ham

Dette indlæg blev udgivet onsdag d. 29. juli 2009 kl. 10:03 af sygogmunter under Kampoptakt, West Ham. Du kan følge kommentarer til dette indlæg med dette RSS 2.0 feed.