Més que un club og Greenys ansjoser i lime
Skrevet d. 22. december, 2009 af sygogmunter
83
Stemmer
Kommentarer
AnmeldI skrivende stund sidder undertegnede på et stærkt forsinket Spanairfly fra Barcelona mod København. De seneste par dage har budt på noget så kosmopolitisk og moderne som en romantisk getaway. Og jeg har oven i købet haft en kvinde med. Ikke nogen gokketure her…
Més que un club
Dette indebar blandt andet at vi oplevede, hvordan det store af byens fodboldhold – FC Barcelona – var så FC Barcelona som nok kun FC Barcelona kan være det. De vandt ganske enkelt VM for klubhold, og blev dermed det mest succesfulde fodboldhold nogensinde (mindre kan ikke gøre det på de kanter) målt på præstationer på en enkelt sæson. Trofæet var det imponerende sjette som Pepe Guardiolas drenge hjemførte i år, og det blev da også markeret med dyttende biler, flag ud af vinduer, krudt i gaderne og generel gåen akurk på den berømte og berygtede Rambla. Det var ganske sjovt at opleve. De var sgu stolte den folkemængde. Og med rette. Deres hold var det bedste nogensinde. Det kunne ikke overgås nu – højest tangeres. Imponerende.
Men det var trods alt ikke noget der kunne fastholde undertegnedes syge og muntre interesse voldsomt længe. Dertil trak en stor sjus (og guderne må vide at katalanerne mildest talt ikke er karrige med spiritussen) på en gammel bar, som guidebogen hævdede havde været populær hos såvel Hemmingway som Miró, for meget. Da sjussen var drukket, og turen gik videre mod gud ved hvad, men nok mest en metrostation, kom fru Sygogmunter og jeg til at gå bag ved en britisk talende mand og dennes lille søn. Han brugte tydeligvis sønnens undren over den ekstatiske folkemængde deroppe på Ramblaen som udgangspunkt for et par iagttagelser om livet. Rørende. Han sagde noget i retning af: ” I mean, that means they won the World Championship now. They already won the Spanish Championship and the European Championship. I mean what are they gonna do now? Win the galaxy?” (Han var virkelig begejstret for verbet mean!) Knægten som nok burde have ligget i sin seng, kiggede op på faren, funderede tydeligt og voldsomt over ordene, og korrigerede tillidsfuldt sit tag i sit biologiske ophavs hånd. Hvad konklusionen blev ved jeg ikke. Sådan en lille knægt har temmelig korte ben og går følgelig ganske langsomt. Dette kombineret med undertegnedes cuba libré-fyldte kulderamte partyblære gjorde at den ellers fine dialog ikke blev hørt til ende. Blot nåede jeg at tænke, da jeg kort fik kontakt med farens bekymrede panderynke, idet jeg slingrende overhalede, at det var dog det mest krampagtige forsøg jeg nogensinde har hørt på at få en knægt til at holde med West Ham. Indrømmet. Jeg overfortolker nok bare. Det ville ikke være første gang. Hvad hjertet er fyldt af og så videre…
Hvorom alting er. De er sgu gode, de dersens FC Barcelona. De spiller skidegod fodbold, avler et hav af virkelig dygtige spillere, vinder trofæer i massevis foran et stort, loyalt og passioneret publikum på et historisk og imponerende stadion. Og så er der alt det der med Franco-tiden, den katalanske kultur, Ronald Koemans grydehår, Johan Cruyff og jeg ved snart ikke hvad. Més que un club hævder de vist at være. Det er så vidt jeg har forstået katalansk for mere end en klub. Og det kan man næsten være tilbøjelige til at give dem ret i. De er i et eller omfang bare de gode, i sådan en helt sort/hvid forstand. De sande helte med de rene hjerter. Hvis der nogensinde skulle dukke et sagnmonster op af havet ud fra Barcelona, føler jeg mig overbevist om at Carles Puyol prompte ville tackle det til helvede og beyond. Og derefter ville klubben donere et overskud fra optrinnet til fattige børn.
Måske er det derfor jeg ikke helt kan forholde mig til dem, FC Barcelona. Jeg er nok selv for stor en stodder til rigtig at kunne føle mig som en del af den store, stolte institution. Al den skønhed og perfektion. Det er næsten for meget af det gode. Jeg er jo for helvede bare et menneske. Jeg har brækket mig i for mange parcelhushaver, vasket for mange uldtrøjer ved 60 grader, og haft gylpen åben på for mange skolefotos til sådan et hundrede procent at tilhøre disse rendyrket godes rækker. Det føles ganske enkelt ikke troværdigt. Disse træk ved min personlighed har jeg til gengæld altid følt blev rigtig godt repræsenteret af West Ham United FC. En anden, ikke helt lige så stor, men på sin egen måde voldsomt stolt fodboldklub. En klub som, hvis den da var et menneske, i den grad ville have noget mellem tænderne på en første date, en bussemand under næsen ved eksamensbordet og en solid hånd på svigermors rumpe når den egentlig bare ville klaske en flue på sin kærestes ryg.
Derfor overraskede det mig ikke uvæsentligt da jeg for nogle år siden så et West Ham logo blandt Barcelonas fans. Det var så vidt jeg husker på Stamford Bridge til en af de der to millioner CL-kampe Barcelona har haft mod Chelsea i de senere år. Det var et temmelig stort banner med Barcelonas logo i den ene side og West Hams i den anden. Sidenhen fandt jeg ud af at banneret tilhørte ingen ringere end Barcelona Hammers. En flok tosser som åbenbart mener at de i den grad mangler yin til deres jang og derfor støtter både més que un club – FC Barcelona – og fortune’s always hiding – West Ham United.
Forelsket i Mark Noble
Da det gik op for mig at den romantiske getaway kolliderede med West Hams hjemmekamp mod Chelsea i søndags forsøgte jeg derfor at opspore disse Barcelona Hammers. Og de findes virkelig. De har en hjemmeside, hvor de nærmest febrilsk prøver at forklare deres britiske kærlighed, og et debatforum som i den grad er fyldt med spam om potenspiller og hårtab. Nogen stampub oplyses desværre ikke, og jeg endte i stedet med - i følge med en som altid nærmest overmenneskeligt overbærende fru Sygogmunter (for et par år siden blev hendes fødselsdag brugt på at se West Ham spille 1-1 mod Bolton i en ret beset ligegyldig kamp) - at traske manisk rundt for at finde en pub der prioriterede kampen. Det var overraskende vanskeligt, og da det endelig lykkedes havde puben verdens mest rasende betjening, en temperatur nær kogepunktet og voldsomt høj elektronisk musik i højtalerne frem for lyden af kampen. Dette ændrede dog ikke på at det der udspillede sig på skærmen var smukt. Det var til at tude over. Et West Ham hold som på det seneste har lagt sig ned for snart sagt hvem som helst bød virkelig ligaens suveræne tophold op til dans. Scott Parker var igen en gigant blandt mænd, Mark Noble personificerede det ”at spille for trøjen” alt imens normale middelmådigheder at best, som Faubert og Kovac, leverede godkendte, fokuserede, stabile fighterindsatser. Og det ligger vel efterhånden implicit at Franco var sejere end Clint Eastwood i Dirty Harry og Bruce Willis i Die Hard tilsammen.
Chelsea havde indledningsvis et godt pres som West Ham forsvarede heroisk inden de gradvist kom bedre og bedre med i kampen. Selv ikke Robert Greens efterhånden sørgeligt obligatoriske smørhandsketrick kunne ødelægge det indtryk. Heller ikke den obligatoriske skade og følgende omrokering – denne gang til Danny Gabiddon, der blev erstattet af en velspillende James Tomkins – kunne ikke destabilisere de tændte irons. Og omkring pausen skete så det smukkeste. Det mest uvirkeligt syrede og grænseløst fantastiske. Altid øretæveindbydende Ashely Cole tacklede Collison i feltet og den vanligt katastrofale Mike Dean pegede prompte på pletten. Diamanti sendte Cech i den forkerte retning, og jublede som den rablende galning, som det efterhånden fremstår ganske klart, at han er.
Og der sad jeg så med sved på panden, dårlig hip-hop musik døvende i ørene og råbte som en gal af et fjernsyn i Barcelona. Det er pokkers hvad fodbold kan gøre ved ellers relativt velfungerende mennesker. Der var pause i London og West Ham førte 1-0 mod Chelsea-maskinen. Pausen valgte vi at bruge på at skifte beværtning. Den sure kvinde har sikkert fejret at de sidste kunder var fortrængt fra beværtningen til at skrue yderligere op for både varme og musik. Men skideværd med det. Vi fandt tidsnok en helt igennem rædselsfuld temasportsbar som viste kampen på storskærm og med en lydstyrke som nok kunne få arbejdstilsynet op af stolen. Der var oven i købet noget så løjerligt som en flok fyre klædt i Barcelona-mechandise som højlydt heppede på Chelsea. Anden halveg mindede om første. West Hams indsats var ganske enkelt godkendt. Hold kæft hvor de løb tacklede og forsøgte at finde medspillere med velovervejede pasninger. Jeg tror jeg forelskede mig lidt i Mark Noble efter (endnu) en svær og ustabil periode for den populære local lad. Så skideværd med at Chelsea udlignede på et straffespark som vist mest fandtes i Mike Deans hoved og at det naturligvis blev eksekveret hele tre succesfulde gange af Frank Lampard inden Dean endelig godkendte scoringen og West Ham fortsatte sit heroiske forsvar og hentede pointet hjem. Og det trods endnu en gøgleroptræden af sært selvtillidsløse Greeny. Meget typisk West Ham, at følge to nederlag i winable kampe mod Birmingham og Bolton op med et point mod topholdet.
Forelsket i Robert Greens lime-ansjoser
Efter kampen røg vi på fiskerestaurant. Fruen havde hæderligt fortjent en ordentlig middag efter at have tilbragt en hel eftermiddag af sin ferie med den omvandrende, neglebidende humørsvingning hendes normalt opmærksomme og ganske gemytlige kæreste forvandler sig til når the hammers spiller. Og sikke en middag vi fik. Måske den bedste nogen af os i vort liv har fået, blev vi enige om bagefter. Og hun er ellers ud af den såkaldte kulturelle overklasse som rigtig kan både kokkerere fint og spise med kniv og gaffel. Samtlige tre retter, vinen og den lokale variation af glögg sad lige i skabet. Og lidt til, hvad det så end betyder med dette sproglige billede in mente. Betjeningen, musikken, indretningen, for slet ikke at tale om den nærmest flabede dessertvin var perfekt. Det var faktisk det stik modsatte af det ocean af gennemført rædselsfulde turistfælder som ellers er spredt udover byen med gavmild hånd.
Fruen beskrev hvordan de små guddommeligt limesmagende fisk der var en del af tapas-forretten nærmest fik hende til at forelske sig i kokken, lige der på stedet – vort mangeårige, mestendels harmoniske samliv upåagtet. Jeg havde det næsten på samme måde. Denne iagttagelse blev festligere af, at det var en restaurant af den type hvor man kan følge med i aktiviteterne i køkkenet fra sin siddeplads, og vi kiggede op på de to fuldskæggede, playmobil-klippede, unge mænd som tøffede rundt og lavede denne åndssvagt lækre mad med en mine som om intet var hændt. Og jeg tror faktisk det var fruen der først opdagede det. Den ene af kokkene lignede sgu Robert Green på noget nær en prik. Fra skægget, til håret, til afstanden mellem øjnene og det lidt spøjse bid. Han var måske lidt lavstammet, men den slags kan være svært at vurdere når man mest kender folk fra tv.
Det var måske Greeny der havde hittet på den mangoskum, der ledsagede mit urimeligt møre oksekød? Det var måske Greeny der møjsommeligt havde skabt den vaniljeskum, der ledsagede den æbledessert, der nærmest fik en tåre frem i vores øjenkroge? Så tror pokker da han har været lidt ufokuseret på det seneste. Han har jo funderet over skummens anatomi! Vi skålede endnu engang og jeg følte mig voldsomt privilegeret. For denne stund, med denne kvinde tilgav jeg i mit stille sind Greeny det pointkostende drop i forrige uges kamp mod Bolton. Han har jo haft tankerne andetsteds! Der er måske når alt kommer til alt, men det må i endelige ikke sige til nogen, at jeg har sagt, øjeblikke der er om ikke vigtigere, så i hvert fald på niveau med fodbold. I hvert fald indtil West Ham møder Portsmouth i en bundgyser af rang anden juledag…
Tags: Alessandro Diamanti, Barcelona, Chelsea, Danny Gabiddon, Guillermo Franco, James Tomkins, Julien Faubert, Mark Noble, Mike Dean, Radoslav Kovac, Robert Geen, Scott Parker, West Ham
2009-12-22 14:42:29
Rigtig fed blog. Endnu engang.
Hvis ikke det var for West Ham "defekten", så kunne jeg mistænke en og anden finurlig United-supporter for at stå bag pseudonymet sygogmunter
2009-12-22 15:03:09
Jeg vil iøvrigt gerne have navnet på restauranten, da jeg selv skal til mes que un ciudad til foråret
2009-12-22 15:16:01
@ Razz:
Tak for de hjertelig ord. Jeg er skam United-supporter. Bare ikke af den succesfulde røde slags. ;-)
Jeg tror at jeg har et visitkort fra restauranten et sted. Det dukker nok op når jeg skal vaske tøj.
2009-12-22 15:17:55
Fremragende læsning. Man kan tydeligt mærke passionen for The Hammers gennem din malende beskrivelse af, hvad der lyder til, at have været en fantastisk tur. Det er blogge som denne, der gang på gang for mig til at trykke på bold.dk ikonet.
Godt arbejde!
2009-12-22 17:25:56
Fantastisk stykke arbejde endnu engang. Super godt skrevet.
2009-12-22 18:27:30
Sygogmunter, jeg elsker dig!
"Måske er det derfor jeg ikke helt kan forholde mig til dem, FC Barcelona. Jeg er nok selv for stor en stodder til rigtig at kunne føle mig som en del af den store, stolte institution. Al den skønhed og perfektion. Det er næsten for meget af det gode. Jeg er jo for helvede bare et menneske. Jeg har brækket mig i for mange parcelhushaver, vasket for mange uldtrøjer ved 60 grader, og haft gylpen åben på for mange skolefotos til sådan et hundrede procent at tilhøre disse rendyrket godes rækker. Det føles ganske enkelt ikke troværdigt."
Det er så spot on som noget kan være. Jeg har det helt på samme måde.
2009-12-22 19:10:32
For søren hvor er det godt skrevet!
Man føler virkelig, at man er tilstede i Barcelona. Det er beskrevet med et sådant følelsesmæssigt niveau, at man bagefter sidder og har tabt pusten, og med et indædt ønske om at tage til den restaurant i Barcelona!
Alle de overvejelser og observationer du gør dig, kan alle fodboldelskere nikke meget genkendende til!
Jeg håber inderligt, at du skriver flere indlæg som dette!
2009-12-22 19:42:53
@ Razz:
Fruen havde naturligvis sørget for at gemme kortet: Den hedder Restaurant Somorrostro og ligger på C/ Sant Carles 11. Det er i en sidegade nede ved stranden.
2009-12-22 20:34:52
Godt indlæg. Selv Pepe er med. Hvad skulle man dog gøre uden mand?
Jeg kan også rigtig godt lide følgende:
2009-12-22 21:01:01
Geddar, det var vel den med parcelhushaverne, der ramte. Du er jo trods alt sønderjyde og har vel ørlet din andel Paderborn.
2009-12-22 21:23:04
Klasse!
2009-12-22 22:15:48
Fint indlæg! Som inkarneret cule siden dream team i 90´erne bliver jeg også nødt at knytte en kommentar til nedenstående:
"Måske er det derfor jeg ikke helt kan forholde mig til dem, FC Barcelona. Jeg er nok selv for stor en stodder til rigtig at kunne føle mig som en del af den store, stolte institution. Al den skønhed og perfektion. Det er næsten for meget af det gode. Jeg er jo for helvede bare et menneske. Jeg har brækket mig i for mange parcelhushaver, vasket for mange uldtrøjer ved 60 grader, og haft gylpen åben på for mange skolefotos til sådan et hundrede procent at tilhøre disse rendyrket godes rækker. Det føles ganske enkelt ikke troværdigt."
Skal jeg smide Barca-brillerne for et øjeblik, kan jeg sagtens forstå hvordan du ser på klubben som neutral betragter. Det hele kan umiddelbart godt virke lidt sukkersødt og rosenrødt og offermentaliteten ift. Franco-perioden virker til tider patetisk - men du må også forstå at klubben har en historie, der ikke er så perfekt som den umiddelbart fremstår i dag - og at "Barca" har gennemgået en fantastisk udvikling de senere år. Man har ønsket at trimme organisationen i alle aspekter og under Laportas ledelse forsøgt (og lykkedes) med at skabe verdens mest succesfulde sportsinstitution, der også tæller håndbold, basket og inde-hockey.
På trods af denne succes vil jeg gerne minde om at Laporta lige før Guardiola blev A-holdstræner var meget tæt på at ryge ud af klubben på baggrund af en mistillidserklæring fremsat af dele af bestyrelsen.
Laporta overlevede som bekendt og derfor er de 6 titler og diverse individuelle priser også en stor sejr for ham personligt. Men det vidner også om en klub hvor kravene er tårnhøje, og hvor der foregår meget i kulisserne, som vi ikke ser.
Med det in mente kan man godt forstå at Barca i dag på alle måder gerne vil være et forbillede for resten af fodboldverdenen. Man vil gerne signalere at man har lært af fortiden og at man på alle planer ønsker leve op til kun de allerbedste idealer. Det kan man vel ikke bebrejde dem...
Dette er ikke ment som en reklame, men jeg kan anbefale dig (og andre) at læse bogen "FC Barcelona - Den våbenløse hær" skrevet af to danske journalister. I denne får man et noget andet billede end det glansbillede, man ofte bliver præsenteret for i medierne.
Barca er en klub med en utroligt spændende historie med alt hvad der dertil hører. Jeg er blevet forført siden 90´erne og elsker i dag klubben for alt hvad den er.
Sikkert præcis som du har det med "din" klub :-)
2009-12-23 00:06:42
Det der ligeledes gør FC Barcelona til en unik institution er dennes politiske, sociale og kulturelle samspil med Catalonien. På baggrund af dette er klubbens motto ganske rammende.
2009-12-23 00:23:35
Puha, hvor er jeg misundelig.
Ikke blot på din tur til Barcelona, og alle de smagløse (smagløse er måske et forkert ord at bruge, men så ringe) beværtninger, som du har lagt vejen forbi.
Jeg er misundelig på din evner med en pen (eller et tastatur, om du vil). Den måde hvorpå du kan give udtryk for dine følelser, din indlevelsesevne, som medfører min - og sikkert også andres - indlevelsesevne, er sikkert en af grundene til at Fru sygogmunter kan holde ud at du ser "skodbold" på hendes fødselsdag.
2009-12-23 01:16:35
Hehe, Razz. Det har du sikkert ret i. Det var dog nok nærmere Fuglsang eller Odense.
2009-12-23 02:25:04
Underholdende blog!
Du skriver helt fantastisk - meget imponerende.
2009-12-23 11:04:43
Det er jo meget svært ikke at være fascineret af Barcelona, men den næsegrus beundring de oplever fra hele verden og vel har gjort siden Cruyff samlede det første dream team er udelukkende fodboldmæssigt baseret.
Den sociologiske betydning må alt andet lige være stærkere i Spanien og grænsende til det påtagede i eksempelvis Danmark.
Derudover så har Barcelona også den helt unikke position, at de trods enorm succes formentlig kun kan finde egentlige "haters" i den spanske hovedstad, mens vi andre dødelige måske nok ikke er fans, men omvendt synes at Barcelona er sympatiske.
Det samme vil aldrig ramme en klub som United eller Real Madrid trods en international status på samme niveau.
2009-12-23 12:55:36
Endnu engang en fremragende blog, sygogmunter. Du kan jo tage trøst i, at jeg mener at West Ham har været en af de største institutioner for at skabe fodboldtalenter igennem tiden.
Og så har i jo haft McAvennie :).
2009-12-23 14:21:43
Der er ingen tvivl om, at langt størstedelen af fascinationen skyldes det fodboldmæssige, særligt hvad angår sympatisører, der som oftest af gode grunde ikke har det helt store historiske indblik i FCB.
Naturligvis er de førnævnte aspekter udelukkende gældende i Catalonien, hvilket dog ikke forhindrer den udefrakommende observatør i at konkludere, at der er tale om mere end blot en traditionel fodboldklub.
Det kunne man sagtens fristes til at mene, dog er jeg af den overbevisning, at det ikke er hele sandheden, hvert fald ikke i Spanien. Den stigende succes de seneste år har utvivlsomt bevirket, at fanskaren er steget, men omvendt må det formodes, at klubbens popularitet hos andre fangrupper formodentlig er faldet i kraft af den stigende succes. Netop sidstnævnte er meget udbredt.
2009-12-23 18:20:34
Bare som info, så vil jeg da anbefale dig at indtaste "C/ Sant Carles 11" i søgefeltet her:
http://maps.google.com/m…l=40.758437,-73.985164&cbp=11,42.04,,0,-6.66&ie=UTF8&om=1&panoid=s_TY766yv4kWDddHKN8OVQ&t=h&ll=40.75844,-73.985195&spn=0.042649,0.174923&z=13&utm_campaign=en&utm_medium=ha&utm_source=en-ha-na-us-bk-svn&utm_term=keyword
(sorry for det lange link, men det er til Google Streetview)
Så kommer du direkte til gaden, som der snakkes om, og restauranten ligger på den nordlige side af gaden ;)
Ku være det var nemmere at finde så - sidder selv og leger lidt med Streetview nemlig
2009-12-24 10:12:58
Franco har jo altid været en gladiator af rang på en fodboldbane. Han er det perfekte match i West Ham (og minder jo på mange punkter om Tevez). Fantastisk kamp af drengene efter de to skuffende kampe, og nu må de meget gerne lige slå Portsmouth så jeg kan få en smule ro i sindet.
Jeg synes måske du er lidt hård mod Noble. Vi snakker om en spiller der nåede 100 førsteholdskampe inden hans 22 års fødselsdag, og som skulle udfylde et stort hul efter Reo-Coker som bare 20 årig. Selv hvis vi ser bort fra det faktum at han nærmest er vokset op i skyggen fra stadion (og det kan vi jo ikke alligevel), så er han en kanondygtig pasningsspiller og en fighter af guds nåde. Præcis som vi gerne vil have dem.
Jeg elsker den dreng!
2009-12-24 15:22:31
@ Enzo og Emperor:
Fine betragtninger om FC Barcelona. Præcis den type feedback man håber på med et indlæg som det oprindelige.
@ Philly:
Du har ret. Måske er jeg for hård ved Noble. Den man elsker tugter man jo som bekendt. Da han første gang kom på holdet som 17-årig tænkte jeg at akademiet næste verdensstjerne havde meldt sin ankomst. Da han igen for alvor manifesterede sig i det rædselsfulde næsten-nedryknings-år som partner til Reo-Coker meldte den samme fornemmelse sig. Siden synes jeg at hans udvikling har skuffet lidt.
Noble er en voldsomt sympatisk spiller som tydeligvis elsker at spille for West Ham. Når det kører for ham, har han mange strenge at spille på, men jeg synes stadig han mangler at vise hvad det egentlig er han er rigtig god til. Han slår glimrende afleveringer, men for få der for alvor betyder noget for kampes udfald. Han laver nogle fantastiske glidende tacklinger, men har ikke fysikken til decideret at sætte sig igennem mod de helt store drenge i ligaen. Derudover er han ikke særlig hurtig, får mange dumme gule (og et par røde kort), og svinger enormt i niveau.
Han er som du selv påpeger stadig kun 22 år, og har masser af tid til at udvikle sig. Jeg synes imidlertid han i det seneste års tid udfordres kraftigt af særligt Collison men også Tomka og Stanislas som det største talent i West Ham. Flere kampe som den mod Chelsea vil imidlertid kunne føre til det helt store gennembrud for drengen som engang var "only seventeen" men " better than Roy Keane." Jeg håber det sker.
Og så i øvrigt glædelig jul til alle syge og muntre læsere af denne blog. Jeres kommentarer er en sand fornøjelse hver evig eneste gang.
2009-12-25 00:07:00
Noble måtte for min skyld gerne skifte London ud med Liverpool. Har sgu altid haft et godt øje til ham, men har dog - indrømmet - ikke set så mange Hammers-kampe på det seneste. Måske han mangler nye udfordringer à la Green og Upson? Bliver dog nok ikke let at lokke en Ægte Klubmand som ham til at skifte, uanset.
Du får ham jo næsten til at lyde som Lucas.
2009-12-25 04:48:32
Jamen jeg er jo fuldstændig enig. Tomkins har virkelig imponeret mig. Altså, han banker kraftigt på til en startplads fra næste sæson. Collison taler for sig selv, han er lynhurtig, sparker fantastisk, og er aggressiv på hele banen.
Stanislas mangler stadig en del synes jeg. Men det tegner sgu godt. Vi har nogle fine ungdomsårgange kommende op, og signingen af Nouble i sommers ser rigtig rigtig rigtig spændende ud.
2009-12-25 19:36:06
Att. Enzo10
Jeg vil gerne kontakt dig vedrørende magasin CULES. Kan jeg få dig at sende din mail til cules(a-snabel)cules.dk?
2009-12-27 17:04:56
Velkommen hjem du. Altid dejligt at læse om mancrushes på 22-årige briter. Vi ses i morgen - det kunne være rart at lukke året med tre point!
2010-01-06 09:04:10
Hej champ.
Jeg har fået din blog anbefalet af selveste den evigt tålmodige fru Sygogmunter.
Det er aldeles skøn læsning. tak for en fremragende blog!!
2010-01-07 14:30:17
@ Pacino:
Det er jeg glad for at høre - altså både at du synes om bloggen, og at fru Sygogmunter vil kendes ved mig i offentlighed!
Det glæder mig virkelig dybt og inderligt.