Røgen har lagt sig efter endnu et VM. Det var gennemgående småkedeligt, skæmmet af den dumme bold og de endnu dummere vuvuzelaer. Præget af uspektakulære præstationer af de spillere der var knyttet størst forventninger til. Spanien vandt til sidst fordi de var umulige at tage bolden fra, og Flemming Tofts orgasme er sikkert stadig i gang. England skuffede naturligvis. Tyskland og Holland byttede roller. Dunga var klædt som en skibsreder, men kunne alligevel ikke drive Brasilien til succes. El Diegos flødeskumskagefodbold bragede naturligvis sammen, men han må tage prisen for VM’s absolut blankeste jakkesæt. Og så skete der en helt masse andet, som allerede er analyseret ihjel i alle kropsåbninger af alle mulige og umulige selvbestaltede eksperter i diverse sammenhænge.

Personligt var jeg (sikkert som mange andre) meget begejstret for Uruguay. Der var fight og drama, klasse og kynisme smukt sammenvævet i deres kampe. Holdet i sig selv en fin blanding af naturligt talent og benhård struktur og arbejdssomhed. Deres flag minder om noget fra Tintin i Soltemplet, og Tabarez må til hver en tid få diktatorstolen i en hvilken som helst bananrepublik, hvis man spørger mig (hvad man nok ikke gør). Bedst af alt var det nok, at Uruguay qua deres lille befolkning altid var tiltænkt en rolle som underdog, hvilket nok, ærlig talt, appellerer temmelig meget til undertegnede. Det er nok naturligt at placere sin sympati hos den undertippede, når man er dansker og holder med West Ham. Det ligger ligesom lige til højrebenet. Og så i øvrigt ikke et ord om Luis Suaréz, og Ghanas episke fald i kvartfinalen.

“TYPISK DANSK!!!”

Et betragtelig mindre episk - ja nærmest ynkeligt fald - tegnede Danmark sig for. Ja - det var sgu, som deloverskriften antyder “typisk dansk”. Eller det i hvert fald hvad man vil få at vide, hvis man spørger min gamle vestjyske far. Han er generelt en mand af den gamle skole. Han har set et og andet. Sejlet på de syv have, men aldrig forladt den jyske muld med sine fødder - i overført betydning forstås. Han foretrækker kartofler frem for pasta; en prisvenlig buffet frem for avanceret cuisine. Han køber gerne sko i Kvickly eller Føtex, mest - har jeg ham nogle gange mistænkt for - for at fortælle alt og alle om, hvor mange penge han har sparet. Derudover klæder han sig gerne i skovmandsskjorter og ensfarvede sweatshirts - og cowboybukser naturligvis (ikke jeans!). Han kører gerne på omlasteren eller i Bauhaus i weekenderne, selvom ingen helt begriber, hvordan han kan akkumulere så store mængder affald og nye byggeprojekter. Han er skaldet, skægget og altid mere eller mindre overvægtig. Han mener at de mange kvindelige pædagoger og skolelærere, gør at drenge ikke bliver rigtige mænd i dagens Danmark (og hans søn er nok ret beset et udemærket bevis på denne teses holdbarhed…). Han bliver ukomfortabel af sex-scener i film og rømmer sig febrilsk indtil de er overstået. Han klukler af Basserne, og mener, at man i dag ikke kan slå en fis i en elevator uden at samtlige af de øvrige passagerer skal tilbydes krisehjælp. Og det er for galt vel at mærke (det er der i øvrigt mange ting der er): I gamle dage så overlevede folk det der var værre uden at brokke sig! Han er nærmest forelsket i John Wayne og læser dusinvis af bøger om anden verdenskrig. Han er naturligvis også småforelsket i Churchill, men hvem er ikke det?

Han er alt i alt en af mand af få ord, der ikke ligefrem kyler sine følelser rundt i lokalet. Med få undtagelser. For det danske fodboldlandshold (herre-holdet naturligvis, for som min far siger, så er “livet for kort til kvindefodbold”) kan få hans pis i kog. Han kan blive totalt indebrændt. Gå fuldstændig bananas. Naturligvis i det omfang en vestjysk strømer fra efterkrigsgenerationen rent faktisk kan gå bananas.

“HVIS DER ER FRISPARK DÉR, SKULLE DER HAVE VÆRET RØDT KORT FØR!”

Først får dommeren typisk en tur. Kritikken vil - hvis ikke der rent faktisk har været seriøst tvivlsomme kendelser - som regel centrere sig omkring dommerens nationalitet. Nærmest ligegyldig hvor denne er fra, vil min far kunne finde en grund til at mistænkeliggøre ham. Hvis han er syd - eller østeuropæer vil han per definition fløjte for meget, belønne skuespil og generelt være en pestilens. Han vil derudover sandsynligvis være korrupt og lille. Min far bryder sig ikke om små mænd. De er magtbegærlige, selvhævdende og egocentrerede. Hitler og Napoleon var små mænd. Hr. Scwann er en latterlig lille mand. Små mænd er skyld i det meste af ulykke i verden. Hvis dommeren imidlertid er fra et land man kan stole på, vil kritikken snarere udformes som en skuffelse over sædernes forfald i stolte lande som England, Tyskland, (der trods et par svipsere hist og pist i historien stadig anses som kompetente og ordentlige mennesker, der kan arrangere tog til tiden), Sverige eller lignende.

Hvis den danske præstation imidlertid er så ræderlig, at end ikke dommeren kan pålæsses det fulde ansvar for fiaskoen begynder vreden at blive rettet mod - umiddelbart de 11 spillere på banen og træneren - men i bredere forstand mod selve danskhedens væsen. Hvis holdet spiller godt, men ikke får det nødvendige resultat, så er ineffektiviteten “typisk dansk”. Hvis de taber til et undertippet hold er det “typisk dansk”. Hvis de brænder straffe, scorer selvmål, pådrager sig udvisninger, glemmer at markere, skifter de forkerte spillere ind eller ud, spiller for offensivt eller for defensivt - ja, så er det mere eller mindre altsammen - trods de åbenlyse kontradiktioner - “typisk  dansk”. At Martin Jørgensen af uransagelige årsager startede inde imod Japan vil utvivlsomt være “typisk dansk”. Og når fiaskoen er en realitet er der ingen der tager ansvar. “De holder hånden over hinanden! Spillerne beskytter træneren og træneren beskytter spillerne!”. Den slags kammerateri er typisk dansk. At tabe 3-0 til Japan er typisk dansk. At have en anfører og “stjerneangriber”, der end ikke kan score på et straffespark, er i den grad typisk dansk…

Og hvad så nu?

Og et langt stykke hen af vejen er jeg vel enig med min far. Når man ser reaktionerne på Danmarks triste VM-exit kan man let få det indtryk, at der faktisk er rigtig mange der er enige med min far. Endog en del som virker mere rabiate. Træneren og alle spillerne skal have skåret pikken af, og lægges i benlås af det dyrepoliti, som vi skal have, NU! Og så skal vi ansætte en eller anden dodgy hollænder som skal gøre en generation af boldflyttere til verdensstjerner. Og det er der sikkert meget rigtigt i. Danmark har en mængde spændende spillere, som med den rette kombination af held, dygtighed og de rigtige karrierebeslutninger kan blive gode mænd for det danske landshold fremover.

Måske vi om 4 eller 8 år kan emulere Uruguays bedrifter fra Sydafrika? Lukke kæften på den irriterende (typisk danske!) lillelandsmentalitet, hvor man bare skal være stolt over at have kvalificeret sig. Men hvis ikke det lykkes. Hvis Jon Dahl stadig jagter sit rekordmål i 2018, og Simon Poulsen scorer sit selvmål nummer 32 på landsholdet og gør det til 0-4 i en gruppekamp mod Belgien, mens Daniel Jensen varmer op på sidelinjen, til at spille sit første landskamp i halvandet år efter en grim knæskade; ja, så vil far og jeg kigge på hinanden. Og til den tid vil mit blodtryk sikkert også have sprængt alle fornuftige standarder, og sammen vil vi med gråden dårlig skjult bagerst på stemmebåndet med sammenpressde læber umelodisk og hakkende synge: “DAN-MARK ER ET TEG-NE-SE-RIE-HOLD! TEG-NE-SE-RIE-HOLD! TEG-NE-SE-RIE-HOLD!!!” For det gør far, når alle andre protestmuligheder er udtømt. Når man igen er blevet såret af det danske herrelandshold i fodbold. Det er dog en gestus der er reserveret til særligt slemme stunder. En gang hvert 5-8 år. Der er ingen grund til at blive pjanket.

Og nogle timer efter vil vi nok evaluere og konstatere, at det var typisk dansk. Og far vil fortælle om, hvordan vi var blevet verdensmestre i 86, hvis ikke Sepps stolthed havde budt ham at slå Vesttyskerne i den sidste gruppekamp, og dermed gav os en kamp mod Spanien og ikke Marokko i ottendedelsfinalen. Og jeg vil vrøvle om at Schmeichel stod for langt ude ved langskudsmålene mod Brasilien i 98, og at Marc Rieper for helvede ramte overliggeren til sidst! Og, hvis det er en god dag, vil vi komme ind på ‘92. Badeferiehold, McDonalds-besøg, en underlig lille (!) cirkus-mand som træner, uden verdensstjernen Michael Laudrup. Og så “baskede” vi sgu dem allesammen alligevel (når man virkelig får en god sejr,  så basker man nogen) . Og så endda mod “pølsetyskerne” i finalen. Og tæmmede giganten Vilfort den egentlig ikke med hånden i finalen, da han scorede? Vi vil kigge på hinanden og grine lykkeligt. Vi oplevede det! Jeg som en knægt i korte bukser og far som far. I ternet skjorte og sko købt på tilbud. Med istallerken balancerende på maven. Det var typisk dansk, vil far sikkert konkludere. Og jeg vil nikke. Klogere og enigere med årene.

Indkastet bliver taget, bolden kastes tilbage til West Ham, akkurat så hårdt at den ikke triller ud over baglinjen, og med det samme er Dietmar Hamann der til at presse boldholderen, Scaloni, så den ikke kan blive losset ordentligt ad helvedes til alligevel. Så der ikke kan gå mere tid. For Liverpool mangler tid. Vi er i den absolutte slutfase. West Ham fører 3-2 i FA Cup finalen. Den bedste FA Cup finale der nogensinde er spillet, blev den kaldt i dagene efter. Finalen der gav FA-Cupen sin glans tilbage. Underdogsene har kæmpet, slåsset, spillet forrygende og modtaget en solid gang superfransk af lykkens gudinde, og på dette tidspunkt ligger de gudhjælpemig til at besejre Liverpool og vinde klubbens første trofæ i 26 år. Scaloni sender bolden svagt afsted direkte til en ventende Liverpoolspiller, der sender den retur mod feltet. Danny Gabbidon header væk, og den havner hos Gerrard midt på West Hams banehalvdel. Han har allerede tidligere i kampen udlignet til 2-2 på et brag af en afslutning efter Carragher (selvmål, naturligvis) og Ashton ellers har bragt West Ham på sejrskurs, mens Cisse har reduceret. Siden har Konchesky sendt et sejlende indlæg ind over Pepe Reina, og fået de i forvejen ekstremt højrøstede West Ham fans yderligere op i det røde felt. 3-2.

Men det er lige meget nu. For han hugger til den, gør han, Gerrard. Føj for satan, hvor han hugger. Og selvfølgelig sejler den knaldhårdt mod mål og smasker ind i det ene målhjørne, hvor en yngre målmand end den særdeles aldrende Shaka Hislop måske havde været mere kvalificeret til at snuppe den. I samme øjeblik annoncerer stadionspeakeren tillægstiden. West Ham har været minutter fra en FA-cup triumf, og det har Steven Gerrard ødelagt. Det er typisk her jeg vågner fra drømmen. Modløs, fordi jeg ved, hvordan det ender.

Hvis bare Reo-Coker havde fulgt Alan Pardews instrukser. Hvis bare Roy Carrol havde været skadesfri. Hvis bare Scaloni havde losset den ad helvedes til i første omgang. Hvis bare Steven Gerrard aldrig var blevet født… På baren, hvor jeg ser den, hælder en Liverpool-fan øl udover mig mens en anden knæler ned for at kunne knytte sine næver og juble helt op i ansigtet på mig, da 3-3 målet hamres ind. Nøj, hvor jeg hader Steven Gerrard, lige der, fuld og sammensunket på stolen, i foråret 2006.

I den forlængede spilletid rammer Benayoun sammenføjningen (eller var det Reo-Coker?), og Marlon Harewood brænder for tomt mål. Han er skadet, Marlon, men West Ham har ikke flere udskiftninger, og den store topscorer kan simpelthen ikke bruge sin ankel og sender afslutningen ynkeligt forbi. Da det står klart at kampen skal afgøres på straffespark er undertegnede underligt afklaret. West Ham taber. Selvfølgelig gør de det. Mere ærefuldt kan et nederlag ikke blive. Der står West Ham med fede bogstaver på sådan et nederlag. De har ført 2-0 og 3-2 mod mægtige Liverpool, og nu skal de alligevel tabe på straffespark. Fordi John Arne Riise kan sparke straffespark og Paul Konchesky ikke kan. Fordi Marlon Harewoods ankel er i stykker. Fordi Pepe Reina er fuldstændig autistisk god til at forudsige, hvor skytter sparker straffespark, og fordi forpulede Steven Gerrard ikke bare kunne have haft hæmorider, fodsvamp, lumbago eller hvad fanden ved jeg, der kunne have forhindret ham i at spille denne ene forpulede lørdag sin karriere.

Det så så lovende ud ellers: Den unge charmerende træner, Pardew, med sit hold af mestendels unge, britiske spillere, der denne ene sæson fungerede formidabelt som en enhed. En niendeplads i ligaen som oprykkere. En plads i FA-Cup finalen. “Tror i selv på det?” havde andre Liverpool-fans end de allerede nævnte spurgt før kampen, og en mere selvsikker hammer end jeg havde repliceret: “Gør i?” Sådan var selvtillidsniveauet og optimismen i den fremragende sæson. Det kunne være blevet sådan en smuk dag. En historisk dag. Jeg kan stadig huske opstillingen: Hislop - Scaloni - Ferdinand - Gabiddon - Konchesky - Benayoun - Fletcher (som kun var med fordi såvel ham som Liverpools Luis Garcia fik rødt kort i en ligegyldig ligakamp et par uger før. Hvis bare Luis Garcia var blevet på benene i stedet for at overspille i den episode var de sikkert sluppet med gult, og så havde evigt pålidelige Mullins selvfølgelig dækket Gerrard op!) - Reo-Coker - Etherington - Harewood - Ashton.

Konchesky, indskiftede Zamora og Ferdinand brænder deres straffespark, mens Liverpool kun brænder et. Sidenhen spredes holdet for alle vinde i løbet af et års tid eller to. Hislop spiller VM og stopper efterfølgende karrieren, Scalonis lånekontrakt udløber (hvis bare Tomas Repka ikke var taget hjem til Prag i januar-transfervinduet, så var Scaloni aldrig blevet signet, og Repka ville aldrig have valgt en fair play-løsning, ALDRIG!), Ferdinand sælges et par år senere til Sunderland, hvor han vist har genopfundet sig selv som højre back mod slutningen af denne sæson. Danny Gabiddon er evigskadet og spiller stort set ikke mere. Konchesky fik endnu et finale-heartbreak i går for Fulham, og nøj, hvor jeg følte med The Konch! Benayoun bliver holdkammerat med Gerrard og co efter først smilende at have bebudet at han ville underskrive en ny 5-årig kontrakt med West Ham. Carl Fletcher forsvinder i glemslen et sted i divisionerne (efter sigende har holdets totale kollaps i den følgende sæson en del at gøre med Fletchers kone) og Mullins får måske alligevel en FA-cupfinale på lørdag for Portsmouth. Reo-Coker kunne være blevet den yngste anfører til at vinde FA-cupen nogensinde, men blev i stedet en sur, forkælet møgunge, der nu varmer bænken i Aston Villa. Etherington fik gamblingproblemer og har fået karrieren på nogenlunde køl igen i Stoke, mens Harewood fulgte efter Reo-Coker til Villa med endnu mindre succes. Han er p.t. igen ankelskadet og har kontraktudløb denne sommer. Og Dean Ashton - juvelen i det nye West Ham dynasti - er fodboldinvalid og Pizza-Hut fed et sted i England. Det kunne have været så smukt. Så tæt på, og så alligevel så langt fra, som man vel siger.

Det er præcis fire år siden i dag, d. 13 maj, og jeg bebrejder stadig én mand. Det er barnligt, det ved jeg. Det er urimeligt, usympatisk, indskrænket og useriøst, indrømmet. Han gjorde bare sit arbejde, og han gjorde det sublimt. Retfærdigvis er det et af de bedste mål, der nogensinde er scoret. Men jeg hader stadig Steven Gerrard, og guderne må vide, at jeg nok gør det til min dødsdag…

For at sikre at der blev fundet en vinder i ligaens sidste spillerunde, skulle de to finalister sondergaard5 og MortenOlsensSøster ufærdige en prioriteret top fem, hvor hver placering på listerne fungerede som en tiebreaker. Endvidere var der adskillige andre tiebreaker-muligheder, som imidlertid aldrig blev aktuelle.

13. rundes kampe endte således:
Arsenal Vs Fulham 4-0
Aston Villa Vs Blackburn 0-1
Bolton Vs Birmingham 2-1
Burnley Vs Tottenham 4-2
Chelsea Vs Wigan 8-0
Everton Vs Portsmouth 1-0
Hull Vs Liverpool 1-1
Man Utd Vs Stoke 4-0
West Ham Vs Man City 1-1
Wolves Vs Sunderland 2-1

Begge deltagere havde valgt at hænge hatten på Everton som deres første bud, og det viste sig jo også ganske rigtigt. På andenpladsen faldt afgørelsen til gengæld: sondergaard5 valgte at satse på en Sunderland-sejr, mens MortenOlsensSøster satsede butikken på en hjemmesejr til Bolton. The trotters leverede varen og sikrede dermed MortenOlsensSøster sejren i Last Man Standing med alt hvad der følger af sødme, prestige, glamour, penge, damer, hurtige biler og jobs som gæstebartender i provinsen!

Tillykke til MortenOlsensSøster med sejren, skulderklap til sondergaard5 for en heroisk indsats (som West Ham-fan har jeg lært at værdsætte at ærefulde nederlag faktisk er bedre end sejre - eller det prøver jeg hele tiden at overbevise mig selv om, og jeg synes at sondergaard5 skal gøre det samme) og tak til alle som deltog.

Da Hull ikke formåede at besejre Wigan i mandags var det endelig definitivt. West Ham rykker ikke ned. Det havde de nok ikke gjort ligegyldig hvad fanden Hull så havde fundet på at foretage sig mod Wigan. West Hams målforskel var overlegen; nogle-og-tyve mål - og alligevel var det først da sidste fløjt havde lydt på JJB Stadium at jeg fuldstændig fattede det. Det er trods alt West Ham vi snakker om. Hvis noget kan fuckes up på en fortvivlende, hjerteskærende og latterlig måde, så kan man altid regne med at West Ham vil gøre et ærligt forsøg på at gøre det.

Selvom det selvfølgelig allerede smagte af fugl (eller egentlig mere præcist af endnu et år i Premier League) da Scott Parker, den fuldstændig urimelig heroiske gigant af et menneske, hamrede 3-2 sejrsmålet ind bag Chris Kirkland og dermed, takket være Sunderlands samtidige sejr over Hull reelt set sikrede overlevelsen for næsten et par uger siden, i forrige spillerunde mod netop Wigan. Og fy for satan i helvede hvor var jeg da også glad den dag i slutningen af april. West Ham havde spillet en god kamp. Ved gud ikke en køn kamp, snarere tværtimod: Men en god og solid indsats, havde sikret en hårdt tiltrængt sejr. Holdet havde efter en (obligatorisk) elendig start (denne gang via et Jonathan Spector-selvmål efter imponerende 4 minutters spil) vendt et truende nederlag til en 2-1 føring, og selv da de for anden gang i kampen holdt gavebod efter hjørnespark og lukkede Wigan tilbage i kampen (2-2), overgav de sig ikke. Og ingen havde mere fortjent at score dét mål end Scotty Parker! Manden som i går gjorde rent bord ved klubbens End of the Season Gala og tog prisen som årets spiller kåret af både fans og spillere samt prisen for årets mål - et andet brag af et langskud - mod Chelsea på Stamford Bridge. Manden som i gennem hele sæsonen har været en lysende stjerne på en baggrund af bæ; en lille klar og ren iskrystal der har nægtet at smelte i en pøl af lunken tis; en evigt løbende, kæmpende, tacklende-med-hovedet-først, blokerende-afslutninger-med-kuglerne, indpiskende, selvopofrende sand leader of men! Det kunne ikke være andre - det skulle være Parker! Og jubelscenens ufiltrerede dedikation var blot endnu en tyk streg under at Scott Parker mere end nogen anden kan takkes for at en helt igennem rædselsfuld sæson trods alt ikke er endt med det værst tænkelige resultat.

Og fy for den lede, hvor kunne det let være gået galt. Selvom West Ham ofte har syntes uheldige i denne sæson, har de på den brede bane været ufattelig heldige. Heldige at Burnley og Hull har været fortvivlende dårlige, og at Portsmouths økonomiske cirkus for længe siden dødsdømte de stakkels sydenglændere. Heldige at klubben nu lader til at redde livet med en tangering af det laveste pointantal nogensinde for et hold som slutter over stregen.

De små marginaler osv

Kampen var også en påmindelse om, hvor små marginalerne er i fodbold. “Ja, ja - luk nu røven kliché-Franz” tænker den opmærksomme læser nu, og det er også ok. Men nuvel, opmærksomme læser. Klichéer er klichéer af en grund. Efter cirka en halv time fyrede Wigans James McCarthy kanonen af fra distancen - Robert Green baskede fortvivlet efter bolden og fik den akkurat vippet op på overliggeren med fingerspidserne. 31 minutter var spillet. Wigan kunne have bragt sig foran 2-0. Sammenbruddet var nær. Umiddelbart efter slap Carlton Cole i stedet stærkt igennem i den anden ende, fandt såre enkelt Ilan på midten som sendte bolden i kassen til 1-1. 31 minutter var spillet. Stadion eksploderede, nervøsiteten lettede - cirka 35.000 mennesker på tribunerne, på banen og på bænken lod til at udstøde et kollektivt “Nu skal det kræftedeme være!” - og det blev det heldigvis også. For den smukke lørdag ville West Ham ikke overgive sig. For en gangs skyld havde Parkers dedikation og fight smittet hele holdet og ikke bare et par vilkårlige mand.

I guder hvor var det vigtigt. Navnlig sammenholdt med den indsats der fulgte i sidste runde. Fulham var i den grad til at tale med. West Ham havde ikke tabt på Craven Cottage i noget der minder om 30 år. Roy Hodgson sparede et halvt hold efter Fulhams fantastiske bedrifter i Europa. Og West Ham spillede som så ofte før ganske nydeligt for så at komme bagud; faldt lidt sammen for så at komme yderligere bagud under uheldige omstændigheder - reducerede hurtigt, for så at smide den nye mulighed på gulvet på grund af en latterlig personlig fejl (og igen viser Jonathan Spector sig i historien!). At verdens bedste Franco så fik reduceret i overtiden ændrer ikke på, at West Ham endnu engang havde tabt en kamp de simpelthen ikke burde tabe. Story of the season. Og det er faktisk til at blive træt af. Sådan helt fysisk træt. Mat i sokkerne. Askegrå i ansigtet.

The not so great escape

Et eller andet sted er det sgu bare rart at sæsonen er slut. Ja, ja - der resterer stadig en kamp, og mon ikke også den bliver tabt? Manchester City har sandsynligvis noget at spille for på sidste spilledag, og kun guderne kan vide hvad Spector finder på når han skal forsvare mod Adebayor, Tevez og Bellamy i stedet for Wigans finest og Fulhams reserver. Men mareridtet er overstået, og selvom Wigan-kampen var forløsende er det hele lidt et antiklimaks. Sidst West Ham reddede sig fra nedrykning (for fortvivlende kort tid siden) var det the greatest escape ever! Aldrig havde et hold indhentet så mange point på så få kampe. 9 ud af sæsonens sidste 13 blev vundet kulminerende med en udesejr over de nykårede mestre fra Manchester United på sidste spilledag. Der var eufori og spænding i flere måneder. Det var fremragende. Holdet spillede eminent, hvis bare sæsonen var fortsat et par måneder havde West Ham spillet med om Champions League pladserne! (Ok - måske ikke, men det var sgu virkelig smukt!) The great escape var en flok mandfolk der hev sig op ved hårrødderne, frakastede sig nedrykningens tunge lænker, og rejste sig ranke og stolte til stor hyldest på sidste spilledag. Dette års variant af the escape har mere drejet sig om hvem af de tre gamle, skindøde idioter Hull, Burnley og West Ham der kunne holde sig fra at skide i bukserne et par timer længere end de andre. En udmattelseskamp som gudskelov blev vundet, men ikke desto mindre en konkurrence hvor selv sejren er et antiklimaks. West Ham er i Premier League næste år men med hvilke perspektiver?

Ejerne vil ikke bakke træneren op, mens spillerne lader til at elske ham. Manden har vist store svagheder i årets løb, og guderne må vide, at det kan synes fristende at erstatte ham. Men med hvem? Grahame Souness? Bryan Robson? Glenn Hoddle? *GYS* På den anden side kan man forsvare at lade manden tage sine dyre læretimer i West Ham nu han alligevel er i gang. Det kan nærmest ikke blive værre end det har været i år… Eller kan det?

Matthew Upson ligner en mand der er på vej væk - og good riddance, så kan Parker forhåbentlig blive anfører. Hvis han da på nogen måde gider blive. Det er egentlig svært at se, hvad der skulle motivere ham, med mindre hans bromance med Zola stikker virkelig dybt. Behramis evighedsflirt med Palermo kan også meget vel manifestere sig i en længe ventet kontraktlig 69′er med mafia-klubben. Carlton Cole spillede i hele foråret som en mand der rent faktisk havde skidt i bukserne, men bliver sikkert alligevel solgt lidt for billigt til Tottenham som øjensynlig aldrig har angribere nok. Robert Green rygtes for tredivte transfervindue i træk til Arsenal, hvor Wenger også har sine lokkefingre ude efter James Tomkins, hvis man skal tro diverse rygter.

Til gengæld bliver det sikkert kropumuligt at komme af med alt vraggodset - Kieron Dyer og Danny Gabbidon bliver åbenbart hverken nogensinde skades - eller kontraktfri - Jonathan Spector skal sikkert være fast mand i målet næste år for at finde en plads, hvor han er mere malplaceret end på venstre back, Herita Ilunga fortsætter velsagtens sit forsvindingsnummer fra i år, tykke, tykke Benny McCarthy får sikkert to år ekstra på sin i forvejen to år for lange kontrakt og så fucking videre og videre og atter videre.

På den anden side ville man ikke kunne holde ud at være West Ham supporter, hvis ikke man var vant til at vende selv de mest håbløse situationer til noget positivt. Måske har Gullivan noget i ærmet? De siger faktisk at de vil bruge flere penge på spillere end de vil sælge for. De er allerede begyndt at byde lidt på unge, spændende profiler fra the Championship. Måske har de den helt rette mand klar i kulissen til at overtage holdet? Måske finder de fælles fodslag med Zola, når først røgen har lagt sig, og tilsammen kan deres fornuftige investeringer og hans mandskabspleje skabe fremgang og succes beyond belief? Nej, ok. Den er sgu nok for tyk. McCarthy-tyk.

Sommerpausen kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg får ikke set sæsonens sidste kamp, da min gamle far skal fejre fødselsdag. Gudskelov er West Hams skæbne beseglet, så jeg ikke skal fake et rabiesanfald for at komme væk derfra til kick off. Jeg lever faktisk ok med at der går lidt tid inden masochisme-karussellen West Ham United FC begynder at køre igen. Det har sgu været hårdt i denne her omgang. Der er jo også et VM at glæde sig til. Og solskin. Og øl og et lavere blodtryk, sorgløse lørdage. Og stangtennis, sommerpiger, lyse nætter, lugten af grill, smagen af softice med guf, fornemmelsen af sand mellem tæerne - og pludselig, mon ikke, et sted midt i al denne herlighed et stænk af melankoli når man lykkelig og fuldemandssentimental i de bedst mulige venners lag tager sig i at møde morgengryet ved stille at nynne bubbles og argumentere lidt for helhjertet for at 2010/11 sæsonen er SÆSONEN hvor Jonathan Spector bliver ligaens bedste højreback!

There’s always next season, ynder de vist at sige ovre på de der britiske øer. Og gudskelov for det.

Sidste runde forløb således:

Birmingham City Vs Burnley 2-1
Manchester City Vs Aston Villa 3-1
Portsmouth Vs Wolverhampton Wanderers 3-1
Stoke City Vs Everton 0-0
Tottenham Hotspur Vs Bolton Wanderers 1-0
Liverpool Vs Chelsea 0-2
Fulham Vs West Ham United 3-2
Sunderland Vs Manchester United 0-1
Wigan Athletic Vs Hull City 2-2
Blackburn Rovers Vs Arsenal 2-1

Da begge deltagere havde hængt deres hat på Wigan blev der altså som nævnt ikke fundet en afgørelse, og vi må derfor fortsætte med næste - og forhåbentlig sidste - spillerunde, hvor kampene ser ud som følger:

Søndag d. 9/5:
Arsenal Vs Fulham 17.00
Aston Villa Vs Blackburn 17.00
Bolton Vs Birmingham 17.00
Burnley Vs Tottenham 17.00
Chelsea Vs Wigan 17.00
Everton Vs Portsmouth 17.00
Hull Vs Liverpool 17.00
Man Utd Vs Stoke 17.00
West Ham Vs Man City 17.00
Wolves Vs Sunderland 17.00

For at sikre en afgørelse i denne runde vil deltagerene ikke blot skulle gætte på et hold fra deres pulje af tilbageværende hold; i stedet bedes om en prioriteret liste på 5 hold fra puljen, hvor det øverste er det man tror mest på kan vinde, det næstøverste er det man tror næstmest på og så fremdeles. Det er ikke tilladt at placere to hold fra samme kamp på sin liste. De to deltagere har følgende pulje af hold tilbage:

Fælles: Burnley, Everton, Fulham, Portsmouth, Sunderland, West Ham, Wolves
MortenOlsensSøster: Bolton
Sondergaard5: Hull

Tiebreaker 1: Konkurrencen afgøres nu på denne måde: Hver placering på deltagernes lister udgør en runde i Last Man Standing. Nummer 1 på listen er første runde, nummer 2 er anden osv. Det vil altså sige, at i det øjeblik en deltager har et vinderhold på en given placering på listen (læst oppefra) mens den anden ikke har, så er konkurrencen slut.

Tiebreaker 2: I tilfælde af at denne metode heller ikke kan placere hæder, ære og præmie bedes finalisterne endvidere udfylde en tipskupon for rundens kampe, hvor der gættes på tipstegn (1X2) og resultat (0-0, 1-0, 5-3 etc). Et rigtigt tipstegn giver 1 point, mens et korrekt gættet resultat giver 2 point. Denne konkurrence kommer først i spil, i det tilfælde at tiebreaker 1 ikke forårsager en afgørelse. Summen af point fra samtlige kampe afgør hvem der vinder tiebreaker 2.

Tiebreaker 3: Hvis også den anden tiebreaker skulle gå hen og ende uafgjort bedes der endvidere gættes på i hvilket minut rundens første mål scores. Den deltager der er tættest på minut-tallet vinder.

Hvis tiebreaker 3 heller ikke giver forløsning må quiz-mesteren i tænkeboks/på nervesanatorium/på antabus.

Send jeres bud på alle tre kategorier til sygogmunter@gmail.com senest på søndag klokken 16.59.

Held og lykke - og må en eller anden mand vinde!

Manchester United Vs Tottenham Hotspur 3-1
Bolton Wanderers Vs Portsmouth 2-2
Hull City Vs Sunderland 0-1
West Ham United Vs Wigan Athletic 3-2
Wolverhampton Wanderers Vs Blackburn Rovers 1-1
Arsenal Vs Manchester City 0-0
Aston Villa Vs Birmingham City 1-0
Burnley Vs Liverpool 0-4
Everton Vs Fulham 2-1
Chelsea Vs Stoke City 7-0

Da hverken MortensOlsensSøster eller sondergaard5, med bud på henholdsvis Hull og Bolton (mon ikke hr Sondergaard er pænt træt af Aruna Dindane i disse tider?), formåede at ramme et af de vindende hold må vi altså på den igen i Runde 12, der tager sig ud som følger:

Lørdag d. 1/5:
Birmingham City Vs Burnley 13.45
Manchester City Vs Aston Villa 16:00
Portsmouth Vs Wolverhampton Wanderers 16:00
Stoke City Vs Everton 16:00
Tottenham Hotspur Vs Bolton Wanderers 16:00

Søndag d. 2/5
Liverpool Vs Chelsea 14:30
Fulham Vs West Ham United 16:00
Sunderland Vs Manchester United 17:00

Mandag d. 3/5
Wigan Athletic Vs Hull City 14:30
Blackburn Rovers Vs Arsenal 18:00

Foreløbig er følgende bud brugt:
MortenOlsensSøster: Liverpool og Manchester City, Manchester United, Blackburn, Aston Villa, Chelsea, Arsenal, Tottenham, Stoke, Birmingham, Hull
Sondergaard5: Blackburn, Chelsea, Manchester United, Manchester City, Aston Villa, Liverpool, Arsenal, Tottenham, Stoke, Birmingham, Bolton

Spilstop er lørdag d. 1/5 klokken 13.44.

Lad os så få det afgjort!

Why do birds suddenly appear?

Der var ellers lige begyndt at være tendenser til forår, fuglesang og stænk af solskin, da Zola langt om længe lod sin løjerlige insisteren på at spille en gumpetung 4-3-3/4-5-1/4-1-1-1-1-1-1 falde overbord, og i stedet gik over til noget så simpelt og kompakt som en 4-4-2, hvor spillerne oven i købet ikke længere lod til at frygte sanktioner implicerende korporlig afstraffelse, hvis de søgte mod baglinjen eller i det hele taget smækkede et indlæg af sted. Dette skifte betød nemlig et opsving i resultaterne efter den rædselsfulde række på uoverskueligt mange nederlag i træk, hvor bunden blev nået med et brag af en maveplasker imod Wolverhampton og et efterfølgende hjemmenederlag til Stoke.

Næste udekamp mod Everton gav imidlertid et totalt uventet point i en kamp med stærk fight, hvor den tykke egyptiske turist Mido endda tillod sig at brænde et straffespark i processen, som kulminerede med den tvivlsomme brasilianer Ilans kraftfulde, udlignende hovedstødsmål på Fauberts eminente indlæg fire minutter før tid. Et stærkt svar på tiltale, efter at Everton så ud til at have lukket kampen med målet til 2-1 minuttet før. Personligt så jeg desværre ikke kampen, men den personbil jeg befandt mig i var nær forulykket da det udlignende mål blev bekendtgjort i sport på 3’eren. Faktisk både det til 1-1 og det til 2-2.

Ugen efter befandt jeg mig ikke i bil, men i stedet på en større herretur til Amsterdam, hvor blandt andre Litteraten med Fremskridtshåret, Socialdemokraten og jeg overværede en herligt, hårdt fightet, ved gud ikke køn omgang engelsk fodbold af den gamle skole da Ilan igen kom på tavlen, efter et klassisk kick and rush angreb med Carlton Cole som næstsidste station, og dermed blev matchvinder mod Sunderland. At sejren endda kom i hus uden giganten Scott Parker, hvis fravær knap mærkedes efter en pragtpræstation af såvel Noble som Behrami gjorde blot fuglesangen og solens placering på himlen højere. At vi så havde fornøjelsen af at se kampen på en rædselsfuld “irsk” pub hvor (den egentlig overraskende glimrende) musik blev prioriteret frem for lyden fra kampen gjorde blot glæden større da vores store, fælles helt Franco lavede et smukt mål til 2-0. Stor var skuffelsen da målet åbenbart blev annulleret. Mindre var den, da vi i stedet genkaldte os at Franco kort tid forinden havde klappet en ung, stor og ophidset modstander på kinden i bedste Godfather-stil uden oprindeligt at have haft nogen andel i episoden der fik temperamentet i vejret. Hvis bare alle var som Franco, så ville kvalmen ikke være så massiv som den alligevel blev mandag aften…

Bring me back to ’63

Liverpool var ellers for en gangs skyld til at tale med. Holdet har haft en på alle fronter skuffende sæson, de skulle med bus til UEFA-cup-kamp i Madrid og spille allerede torsdag aften, hvilket betød at flere spillere blev sparet – og de var uden topscorer og superstjerne Torres. Men det lod West Ham sig ikke mærke med. Tværtimod. Efter en fin indledning besluttede forsvaret sig kollektivt for ikke med nogen midler at forsøge at forsvare mod indlæg, og efterfølgende lavede Liverpool tre inderligt ligegyldige og undgåelige mål. Med til historien hører, at West Ham på intet tidspunkt efter 1-0 scoringen så ud til at mønstre noget der mindede om interesse eller tro på at kunne ændre kampens udfald. Skuffende. Ynkeligt. Kvalmende. Eneste opløftende indslag var de 1500 medrejsende fans som kampen igennem hørtes højt og tydeligt.

Sidst West Ham vandt på Anfield scorede Geoff Hurst og Martin Peters målene i en 2-1 sejr (altså tre år inden deherrer gentog kunststykket og lavede 4 tilsammen da West Ham (med lidt hjælp fra andre klubber) slog Vesttyskland i VM-finalen på Wembley). Sidst West Ham vandt på Anfield var ingen af holdets nuværende spillere var født. Beatles havde endnu ikke haft en nummer 1 single i USA, men toppede den britiske hitliste med She Loves You. Stanley Matthews var stadig aktiv i den bedste engelske række, hvor Everton nys havde overtaget mesterskabstrofæet fra Ipswich. Vietnamkrigen var nærmest lige begyndt, Esbjerg var forsvarende tredobbelt Danmarksmester, månelandingen lå mere end fem år ude i fremtiden, Viggo Kampmann var Statsminister i Danmark, John F. Kennedy blev skudt et par måneder senere, Lev Yashin havde lige vundet Ballon d’Or, kvinder havde ikke stemmeret i Schweiz, Mimi Jakobsen var 15 år gammel… Jeg kunne blive ved. Længe. Så kort sagt: Det er rigtig, rigtig, rigtig længe siden West Ham har vundet på Anfield. Utrolig længe. Det er til at få lange nosser af. Rigtig lange. 100-meter-nosser. Og heller ikke i år skulle det være.

Regnskabets time?

Det skal det til gengæld i morgen (lørdag) – altså være. Aldrig har vendingen “nu eller aldrig” syntes mere relevant – trods den omstændighed, at jeg efterhånden mange gange har brugt den om West Hams kampe i denne sæson. Kampen mod Wigan ser imidlertid ud til at kunne blive definitivt udslagsgivende i den nedrykningskamp, som potentielt ser ud til at kunne resultere i, at et hold overlever med et rekordlavt antal point. Rekorden er 34 – sat af West Bromwich i 2005. Lige nu er der tre kampe tilbage, og West Ham har med 31 point tre ned til Hull under stregen. West Ham er med andre ord heldige, at der er usædvanlig mange dårlige hold i Premier League i år. En sejr mod Wigan er nemlig sandsynligvis nok: Pt. Ser tabellen således ud (hold/kampe/sejr/uafgjort/nederlag/mål for/mål imod/målforskel/point):

14    Bolton                  35    9     8    18    38    63    -25    35
15    Wigan                   35    9     8    18    33    66    -33    35
16    Wolverhampton    35    8    10   17    28    51    -23    34
17    West Ham             35    7    10   18    41    60    -19    31
18    Hull                      35    6    10   19    32    72    -40    28
19    Burnley                 35    7     6     22    37   74    -37    27
20    Portsmouth           35    6     6    23    29    62    -33    15

Portsmouth er rykket ned - Burnley er meget tæt på at tage turen med, efter en væsentlig bedre fight end mange (inklusiv undertegnede) havde forestillet sig, og den sidste plads ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem West Ham og Hull omend både Wolves, Wigan og Bolton principielt kan komme i problemer, hvis alting går vanvittigt til i slutfasen. Holdenes resterende kampprogrammer er som følger:

Bolton: H Portsmouth, U Tottenham, H Birmingham
Wigan: U West Ham Utd, H Hull City, U Chelsea
Wolves: H Blackburn, U Portsmouth, H Sunderland
West Ham: H Wigan, U Fulham, H Manchester City
Hull: H Sunderland, U Wigan Athletic, H Liverpool
Burnley: H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham
Portsmouth: U Bolton, H Wolves, U Everton

Portsmouth kan sagtens drille Bolton og Wolves, men vil nok bruge flere kræfter på at forberede sig til FA-cup-finalen mod Chelsea, som er et fint plaster på såret til de hårdtprøvede og loyale fans fra Fratton Park. Burnley får det ualmindelig svært, og har alt at vinde i hjemmekampene mod Liverpool og Tottenham, mens kampen mod Birmingham i hvert fald skal vindes, hvis ikke the clarets skal være at finde i Championship næste år. Og det skal de nok, når alt kommer til alt.

Bolton og Wolves bør kunne hente et point eller to i deres resterende - overkommelige kampe - alt imens det hurtigt står klart at Wigan er det hold som får mest at skulle have sagt i forhold til at afgøre nedrykningskampen: Udfaldene af en udekamp mod West Ham efterfulgt af en hjemmekamp mod Hull kan meget vel blive det som bestemmer, hvilket af disse hold der rykker ned. Hvis de vinder den ene og taber den anden, står det hold der får point mod Wigan med gode kort på hånden. Hvis de vinder dem begge har Hull pludselig meget travlt med at finde de 3 point + 1 point for West Hams overlegne målforskel. Med andre ord: En West Ham-sejr over Wigan giver sandsynligvis overlevelse. Det samme gør et Hull-nederlag til Wigan. I kraft af chok-sejren over Arsenal i sidste runde er Wigan sandsynligvis reddet, selv hvis de skulle tabe begge kampene.

Den gode, den onde og den grusomme

Der er altså masser af scenarier der sikrer, at West Hams kamp mod Manchester City på sidste spilledag kan få en lykkelig udgang. Men der er også nogle  modeller der ikke tegner lykkelige. De kan opdeles - med min ven Socialdemokratens ord - i en god, en ond og en grusom.

Den gode forudsætter at West Ham er reddet fra nedrykning, og at Manchester City har sikret sig Champions League fodbold på bekostning af Tottenham. Sidste spilledag bliver en dag med karnevalsstemning, og Carlos Tevez laver et mistænkeligt selvmål der hyldes af hele stadion.

Den onde forudsætter at både City og West Ham måske skal have point for at klare deres målsætning. Imidlertid taber Hull stort, og hele stadion jubler da Carlos Tevez sender Manchester City i Champions League på bekostning af Tottenham.

Den grusomme implicerer naturligvis at West Ham rykker ned, og at Carlitos scorer målet der forårsager det. Den engelske presse, Neil Warnock, Dave Whelan, Kevin McCabe, Shaun Bean, voldsforbryderen Chris Morgan, hele Daily Mirrors redaktion og mange flere står på skuldrene af hinanden for at udpensle “at retfærdigheden er sket fyldest” og filofosere over “skæbnens ironi”, “nemesis” osv. Mens en grædende Tevez trøstes af sine jublende holdkammerater efter slutfløjtet kommer der nyt fra Turf Moor, hvor Tottenham har scoret et mål der sender dem i Champions League på bekostning af City. Hele stadion græder.

For at undgå den grusomme vil det nok være en god ide at starte med en sejr mod Wigan i morgen. Jeg kan nærmest ikke vente. Sidst jeg havde det sådan vandt Wolves 3-1 over et elendigt og modløst West Ham. Kom nu Irons, please…

Manchester City vs Manchester United 0-1
Birmingham City vs Hull City 0-0
Blackburn Rovers vs Everton 2-3
Fulham vs Wolverhampton Wanderers 0-0
Stoke City vs Bolton Wanderers 1-2
Sunderland vs Burnley 2-1
Tottenham Hotspur vs Chelsea 2-1
Wigan Athletic vs Arsenal 3-2
Portsmouth vs Aston Villa 1-2
Liverpool vs West Ham United 3-0

Derfor skal de to finalister prøve lykken igen i næste runde, som allerede løber af stablen i weekenden (jeg beklager den sene opdatering - jeg har ligget depressiv, syg og munter i spritlage siden West Hams totale tøsse-præstation på Anfield) - men der skal altså vælges et hold i en af nedenstående kampe i en fart:

Lørdag d. 24/4:
Manchester United Vs Tottenham Hotspur 13:45
Bolton Wanderers Vs Portsmouth 16:00
Hull City Vs Sunderland 16:00
West Ham United Vs Wigan Athletic 16:00
Wolverhampton Wanderers Vs Blackburn Rovers 16:00
Arsenal Vs Manchester City 18:30

Søndag d. 25/4:
Aston Villa Vs Birmingham City 13:00
Burnley Vs Liverpool 16:00
Everton Vs Fulham 16:00
Chelsea Vs Stoke City 17:00

Deherrer har foreløbig spillet som følger:
MortenOlsensSøster: Liverpool og Manchester City, Manchester United, Blackburn, Aston Villa, Chelsea, Arsenal, Tottenham, Stoke, Birmingham
Sondergaard5: Blackburn, Chelsea, Manchester United, Manchester City, Aston Villa, Liverpool, Arsenal, Tottenham, Stoke, Birmingham

Tilmelding til runde 11 sker per mail til sygogmunter@gmail.com: Skriv boldbrugernavn og det hold der bydes på i emnefeltet - senest klokken 13.44 lørdag d. 24/4. Hvis begge deltagere gætter rigtigt eller forkert fortsættes spillet indtil der findes en vinder.

Held og lykke.

Manchester United Vs Chelsea 1-2
Arsenal Vs Wolverhampton Wanderers 1-0
Bolton Wanderers Vs Aston Villa 0-1
Portsmouth Vs Blackburn Rovers 0-0
Stoke City Vs Hull City 2-0
Sunderland Vs Tottenham Hotspur 3-1
Burnley Vs Manchester City 1-6
Birmingham City Vs Liverpool 1-1
Fulham Vs Wigan Athletic 2-1
Everton Vs West Ham United 2-2

Deltagerne havde spillet som følger:

Blackburn (1): spanky
Everton (1): crilz_ab
Stoke (2): MortenOlsensSøster, sondergaard5

Altså er de eneste tilbageværende deltagere nu MortenOlsensSøster og sondergaard5, der i 10. runde skal dyste om følgende kampe:

Lørdag d. 17/4:
Manchester City vs Manchester United 13:45
Birmingham City vs Hull City 16:00
Blackburn Rovers vs Everton 16:00
Fulham vs Wolverhampton Wanderers 16:00
Stoke City vs Bolton Wanderers 16:00
Sunderland vs Burnley    16:00
Tottenham Hotspur vs Chelsea 18:30

Søndag d. 18/4:
Wigan Athletic vs Arsenal 14:30
Portsmouth vs Aston Villa 17:00

Mandag d. 19/4:
Liverpool vs West Ham United 21:00

Deherrer har foreløbig spillet som følger:
MortenOlsensSøster: Liverpool og Manchester City, Manchester United, Blackburn, Aston Villa, Chelsea, Arsenal, Tottenham, Stoke
Sondergaard5: Blackburn, Chelsea, Manchester United, Manchester City, Aston Villa, Liverpool, Arsenal, Tottenham, Stoke

Bemærk: Tilmelding til runde 10 sker per mail til sygogmunter@gmail.com: Skriv boldbrugernavn og det hold der bydes på i emnefeltet - senest klokken 13.44 lørdag d. 17/4. Hvis begge deltagere gætter rigtigt eller forkert fortsættes spillet indtil der findes en vinder.

Held og lykke.

Birmingham vs Arsenal 1-1
Chelsea vs Aston Villa 7-1
Hull vs Fulham 2-0
Tottenham vs Portsmouth 2-0
West Ham vs Stoke 0-1
Wolves vs Everton 0-0
Bolton vs Man Utd 0-4
Burnley vs Blackburn 0-1
Liverpool vs Sunderland 3-0
Man City vs Wigan 3-0

Fire mand gættede rigtigt:

Tottenham (4): MortenOlsensSøster, sondergaard5, Spanky, Crilz_ab

Mens en enkelt må gå den tunge gang ud i sorg og undergang:

Arsenal (1): Ronnykat

De resterende fire skal forsøge at fortsætte den imponerende stime i Runde 9, hvor nedenstående kampe er på tapetet:

Lørdag d. 3/4:
Manchester United Vs Chelsea 13:45
Arsenal Vs Wolverhampton Wanderers 16:00
Bolton Wanderers Vs Aston Villa 16:00
Portsmouth Vs Blackburn Rovers 16:00
Stoke City Vs Hull City 16:00
Sunderland Vs Tottenham Hotspur    16:00
Burnley Vs Manchester City 18:30

Søndag d. 4/4:
Birmingham City Vs Liverpool 16:00
Fulham Vs Wigan Athletic 16:00
Everton Vs West Ham United 17:00

De fire sidste har foreløbig gættet på følgende hold:

Crilz_AB: Manchester United, Liverpool, Burnley, Manchester City, Arsenal, Chelsea, Wigan, Tottenham
MortenOlsensSøster: Liverpool og Manchester City, Manchester United, Blackburn, Aston Villa, Chelsea, Arsenal, Tottenham
Sondergaard5: Blackburn, Chelsea, Manchester United, Manchester City, Aston Villa, Liverpool, Arsenal, Tottenham
Spanky: Chelsea, Manchester City, Manchester United, Fulham, Aston Villa, Liverpool, Arsenal, Tottenham

Spilstop er lørdag d. 3/4 kl. 13.44 - enten via svar som kommentar til dette indlæg, eller endnu bedre: per mail til sygogmunter@gmail.com ved at skrive “boldbrugernavn: Bud på hold” i emnefeltet.

Held og lykke!