Rivaliseringen mellem de to Østlondon-klubber er sandsynligvis blandt de mest notoriske i verden - i hvert fald hvis man kigger på opgørets størrelse sammenlignet med klubbernes resultater i tidens løb. West Ham har som bekendt 3 FA Cups og en Cup Winners Cup på CV’et, mens Millwall aldrig har vundet noget af betydning, og blot spillet i den bedste engelske række i to sæsoner. (I 2004 tabte de dog FA Cup-finalen til Manchester United, da de selv spillede i næstbedste række). Alligevel er de interne opgør berømte og berygtede blandt mange, hvis fodboldviden mere end kradser i overfladen af Champions League-dækning og Manchester United boksershorts i Netto. Derfor synes det oplagt, at den store mediebevågenhed og interesse omkring de to hold stikker dybere; at der er andet og mere i det end fodbold.

Havnearbejdere og hooligans

Ifølge mange forklaringer er historien lang og snørklet: Klubbernes traditionelle territorier grænser op til hinanden; Millwall syd for Themsen og West Ham nord for. Millwall blev stiftet i 1885 i tilknytning til en konservesfabrik og lød efternavnet Rovers inden det slet og ret blev til Millwall FC, mens Thames Ironworks FC, blev grundlagt på skibsværftet af samme navn 10 år senere (i 1900 fik klubben sit nuværende navn). Første opgør mellem de to blev vundet 2-0 af Millwall i 1897.

Folkloren hævder, at eskaleringen i rivaliseringen til nutidens proportioner skal spores tilbage til en strejke på havnen i 1926, hvor West Ham-arbejderne strejkede, og Millwall-sympatisører agerede skruebrækkere. Andre hævder at strejken fandt sted i 1912, og atter andre at den aldrig fandt sted. Ikke desto mindre synes det klart, at rivaliseringens intensitet må have været blandt de ældste af sin art i engelsk fodbold: Allerede i 1906 meldes, der om optøjer i forbindelse med et - også på banen - yderst voldeligt opgør.

En anden oplagt årsag til opgørets status skal nok findes i 1970′erne: Da hooliganismens dybt tåbelige hærgen i England var på sit højeste var Millwalls bushwackers og West Hams ICF blandt de mest aktive og “succesrige” aktører på scenen. I 1972 var en testemonialkamp for Millwalls Harry Cripps kulisse for massive optøjer, og i 1976 døde en Millwall-supporter efter et fald på en metrostation i forbindelse med et slagsmål med West Ham-hooligans - uden at holdene i øvrigt tørnede sammen på banen. Efterfølgende blev der svoret en blodhævn, som heldigvis aldrig er realiseret trods hyppige sammenstød - ofte på stationer i forbindelse med rejser til kampe mod helt andre modstandere.  Hadet bunder altså måske mere i unge, spændingshungrende mænds territorieafpisning end i noget der nødvendigvis relaterer sig til fodbold. Dette aspekt har da også resultateret i en mængde spillefilm (mest berømt er nok Green Street Hooligans med ham fra Ringenes Herre som amerikansk (!) West Ham-hooligan), der naturligvis har bidraget til opgørets hype.

Hånerettens ulidelige vigtighed

En anden logisk forklaring på opgørets betydning kan måske søges i dets hyppighed - eller mangel på samme: West Ham og Millwall har i lange perioder befundet sig på forskellige niveauer af engelsk fodbold - typisk med the irons på den grønne gren, og de fattigere, mindre fashionable Lions længere nede i rækkerne. I perioder hvor West Ham har været mediedarlings og alles second team var Millwall en flok berygtede knoldesparkere. Dette har givet en vel hoven attitude fra claret and blue side, mens den blå del af Østlondon har tillagt sig nogle heftige komplekser rettet mod storebror nord for floden. Hadet har lagret, og er eksploderet, når holdene endelig er mødtes.

De interne kampe er blevet så meget desto mere vigtige, da håneretten ikke nødvendigvis vil kunne vindes tilbage foreløbig. I klubbernes nu godt 117 års fælles levetid har de blot mødt hinanden 98 gange medregnet diverse obskure cupturneringer i begyndelsen af århundredet (The Lions har vundet 38, mens the Irons har taget 33 sejre. Målscoren er samlet 140-138 i Millwall-favør). Siden 1959 er det blot blevet til femten interne opgør, hvilket atter sætter hadet mellem de to sæt supportere i relief, og forstærker hvert enkelt opgørs virkningshistorie. Forrige opgør i 2009 var en aftenkamp i Liga Cupen mellem Millwall fra tredjebedste og West Ham fra bedste række, hvor sidstnævnte vandt 3-1 efter en meget sen udligning af Junior Stanislas og forlænget spilletid. Udenfor stadion var der sammenstød mellem fangrupperinger internt og med politiet (mens resultatet ifølge ganske pålidelige kilde blev markeret med udsmøring af menneskelig fæces på væggene i Millwalls omklædningsrum). På stadion blev banen invaderet, og tribuneafsnit smadret til tabloidpressens udelte begejstring. Det var ikke en hvilken som helst kamp i anden runde af den lille cup i engelsk fodbold…

Denne kamp var endvidere den eneste hammers-sejr i de seneste 8 opgør - den seneste ligasejr skal man helt tilbage til 1991 for at finde: Da sejrede West Ham også 3-1 på hjemmebane. Den 4/2 bliver det forhåbentlig til endnu en sejr inden West Ham, hvis alt går vel, tager hjem til the Premiership, og efterlader lillesøster i de lavere rækkers fjerne katakomber (pt. ligger Millwall nummer 20 med fem point til Nottingham Forest som første hold under stregen).

Først skal kampen mod Ipswich på tirsdag selvfølgelig overstås, men manges (herunder undertegnedes) blik er nok allerede rettet mod lørdag d. 4/2 klokken 13.30…

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Indlægget er samtidig det første aktuelle West Ham-relaterede indlæg i umindelige tider. Det skyldes en kombination af ovennævnte historisk travle år i den syge og muntre kalender, og den omstændighed, at et velfungerende langdistanceforhold med et fodboldhold er tragisk tæt sammenknyttet med muligheden for at kunne følge holdet på fjernsyn eller stream. Dette har ikke været muligt siden den bitre, ynkelige og maveplaskende nedrykning sidste forår. Man må derfor nøjes med enkelte livebilleder, med BBC radio, messageboards og neglebiden foran tekst-tv i tillæg for resten. Derfor er en opsamlende nytårskur mere relevant, og mindre velargumenteret end nogensinde!

The Davids

West Ham er fortsat ejet af de to grosserer-typer og pornografi-baroner David og David - Gold og Sullivan. D’herrer trak fingeren vel sent ud i to sammenhænge i sidste sæson: Først og fremmest blev spillertruppen ikke styrket rettidigt, dernæst blev Avram Grant (hvem undertegnede konsekvent og fejlagtigt bakkede op til det sidste…) fyret for sent.

Ikke desto mindre er helhedsindtrykket omkring de tidligere Birminghamejere stadig overvejende positivt. Man holdt ikke ophørsudsalg i forbindelse med nedrykningen. En vigtig del af truppen blev fastholdt, og der blev givet frie tøjler og nogle ressourcer til at Sam Allardyce kunne rydde fundamentalt op i den rodebutik som har ageret seniortrup i West Ham United FC de senere år. Gullivan har endvidere indikeret, at ingen er til salg i januar, og at der måske vil blive købt forstærkninger for egne midler for ikke at overbebyrde klubben med yderligere gæld. Jungletrommerne slår om så forskellige navne som Vedran Corluka og Huddersfield-angriberen Jordan Rhodes… Den store tragedie i horisonten relaterer sig stadig til sagaen om det olympiske stadion, som i undertegnedes optik lyder som en værre og værre ide, som tiden skrider frem.

Big Fat Sam: 4-5-1 eller 4-3-3?

Sam Allardyce gjorde hvad han kunne for at smelte supporterhjerter, da han blev ansat. Det skyldes nok, at manden var klar over sin status som samfundets fjende nummer 1 i Østlondon pga. sin berygtede spillestil fra Bolton-dagene, og dens skærende kontrast til West Hams tradition for poleret fodbold.

Allardyce virkede overbevisende. Han argumenterede for at resultater var vigtigere end stil, og at the West Ham way ikke havde eksisteret i mange år. Han havde jo nok ret. At han oven i købet gik til opgaven med krum hals (plus et betragteligt mindre korpus en øgenavnet antyder), og ryddede gevaldigt op i truppen, forstærkede billedet af, at West Ham igen blev leddet af en rigtig fodboldmanager. Nu skulle der videnskabelighed i træningspassene, disciplin og stenhård struktur til! West Ham skulle genrejses og tromle the Championship! Mistanken blev forstærket i pre-season, hvor særligt forsvaret lignede en veltrænet enhed på en måde, som man skulle tilbage til Curbishley-tiden for at matche.

Det blev ikke værre af, at alle omkring klubben blev fremstillet jublende entusiastiske omkring den nye mand i den varme stol. At disse fremstillinger primært kom fra Pravda (aka. whufc.com), var ikke noget problem. Det hele begyndte imidlertid at blive besværligt, da der pludselig blev spillet om point, og West Ham med største selvfølgelighed tabte ligapremieren til Cardiff med 0-1 på et mål i tillægstiden efter en personlig fejl… Siden er det bumlet derudaf.

Kaptajn Kevin og Co.

Som nævnt agerede Allardyce prompte som en person, der lige har valgt hold i Football Manager, da han blev ansat i West Ham. Halvdelen af truppen blev skippet ud, en masse nye folk kom ind,  og de unge talenter blev sendt ud på lån.

En mængde løntunge spillere forsvandt på frie transfers (Kieron Dyer ikke mindst - men også Matthew Upson, Danny Gabbidon, Jonathan Spector og Thomas Hitzlsperger), Scott Parker blev solgt, Demba Ba smuttede i en mudret transfer (vist desværre på fri transfer), mens også vraggods som Radoslav Kovac, og Manuel Da Costa blev skibbet ud i tillæg til de unge Junior Stanislas og Zavon Hines, der begge søgte nye udfordringer i Burnley. Mon de kommer tilbage og bider os i røven Bullard-style? Endvidere skred bl.a. Wayne Bridge og Robbie Keane hjem fra lån. En udmattende liste af spillere alt i alt, og chokerende få har været savnet (Parker + Ba)!

Ind kom først og fremmest Kevin Nolan, som det helt store navn, men også etablerede spillere som Abdoulaye Faye, Matt Taylor, John Carew, Papa Boupa Diop, George McCartney, Joey O’Brien, David Bentley og Henri Lansbury er blevet tilknyttet. Alle spillere med Premier League-erfaring, og et niveau som burde placere West Ham i toppen af the Championship. Endvidere er Sam Baldock hentet i MK Dons i tredjebedste række, og Guy Demel i tysk fodbold.

Taylor, O’Brien og Faye må alle regnes som gode transfere, selvom førstnævnte har været vel skadesplaget. O’Brien har til gengæld øjensynlig gjort en ende på flere års skadeshelvede, og lader til at elske livet som en britpop-lookende irer på højre back. Et stærkt udsædvanligt karriereforløb for en West Ham-spiller. Og nu har jeg nok jinxet det: Odds på karrieretruende knæskade til O’Brien inden månedens udgang: 1, 01.

Kaptajn Nolan har derimod været en blandet fornøjelse. Ikke mindst fordi hans ankomst blev imødeset med kolossale forventninger i lyset af Nolans rolle da Newcastle rykkede op, og i den nys overståede sæson, hvor han havde scoret flere mål end nogen anden midtbanespiller i Premier League. For West Ham har han vist en formidabel indstilling på banen. Han råber og skriger, og er i fjæset på mod -, medspillere og dommertrio, hvis han føler det nødvendigt. Derudover virker han ekstremt langsom og småkvabset. Karakteristika som umiddelbart ikke er særlig fede 25 kampe inde i sæsonen. Og slet ikke, når han ofte skal agere central midtbane med Noble og Diop, der ikke just kan karakteriseres som fartdjævle… Det er dog blevet til 7 kasser, hvoraf mange har været meget afgørende. Og så skal man selvfølgelig ikke underkende godt lederskabs betydning, men alt andet lige gruer man lidt for kaptajnens løn kombineret med hans form og kontraktlængde.

David Bentleys lån blev kortvarigt og uopsigtsvækkende. Han plejer nu en knæskade i Tottenham (held, the West Ham way…). Carew har scoret to mål, været meget skadet og ikke imponeret, Baldock har set lovende ud den ene uge og ligegyldig den næste, og står noteret for hæderlige 5 kasser for 14 optrædener, mens Demel har været skadet. Arsenal-talentet Lansbury debuterede formidabelt (foran bloggeren, udstationeret på Bobby Moore Lower) i en 4-3 sejr over Portsmouth med et mål og en assist. Siden har det været svingende og skadesplaget. McCartney har set ok ud i bloggerens øjne, når de har haft mulighed for at se ham, men sammenholdt med andre efterretninger er juryen ude.

Det er dog uomtvisteligt positivt, at Allardyce reagerede prompte på Herita Ilungas katastrofestart på venstrebacken, og ikke blot satte ham af holdet (noget selv Avram Grant havde overblik til at gøre), men oven i købet tilknyttede en rent faktisk venstre back i stedet for at gå the West Ham way og forsøge at omskole en middelmådig defensiv midt eller centerforsvarer. I de senere kampe har unge Danny Potts (17 år, nyligt kureret for leukæmi og søn af West Ham-helten Steve Potts) været et meget spændende bekendtskab i venstre side af forsvaret, hvor han har vikarieret så overbevisende, at det resulterede i en kåring som månedens spiller for december i klubben.

Af gamle kendinge har Robert Green og James Tomkins været sæsonens højdepunkter, mens også Carlton Cole har vist at niveauet næsten er for højt til the Championship. Mark Noble har været godt og vel godkendt, mens Jack Collison ikke har vist noget, der berettiger den hype mange hammers omgiver ham med. Julien Faubert har til gengæld vist rigtig god indstilling og fint spil, mens Freddy Piquionne har vist elendig indstilling og cirka samme præstationsniveau. Frank Nouble har til gengæld endelige scoret et mål, mens Winston Reid har været et andet lyspunkt, der indtil en skade kom på tværs faktisk agerede førstevalg som makker til Tomkins foran den rutinerede og bomstærke kolos, Faye. At Gary O’Neil nyligt har gjort comeback efter en meget lang skadespause er også et velkomment boost ved indgangen til 2012.

Gennemsnitskarakteren for truppen må under alle omstændigheder siges at være på det jævne.

Resultaterne: Top of the League! Besynderligt nok…

Med andre ord: Det har ikke været den håbede dans på roser og totale dominans, der har præget West Hams foreløbige visit i den næstfineste engelske fodboldrække. Hjemmebanestatistiken har været dodgy, mens West Ham har været et af rækkens bedste udehold. Endnu et solidt brud med the West Ham way…

Mere interessant er det måske at iagttage, at hvis man inddeler tabellen ud fra resultater mod de nuværende top-12 hold, så vil West Ham indtage 10. pladsen. Ift. resultater mod rækkens nederste 12 hold er West Ham imidlertid suveræn nummer 1. Der er altså noget at arbejde med for Sam i kampene mod de andre tophold. Positivt er det til gengæld, at West Ham både er et af rækkens mest scorende hold, og at de har lukket færrest mål ind. Trods en kedelig sekvens med to sejre og tre nederlag på seks kampe i december og januar, er disse omstændigheder nok til at placere West Ham på en delt førsteplads med Southampton, der ellers inden det famøst vanskelige juleprogram lignede et sikkert tophold. Begge hold har 47 point, og Cardiff og Boro lige i røven med 45 hver.

Alligevel er det hele lidt en flad fornemmelse. West Ham har i mange kampe været uoverbevisende. Det kan tolkes som en konsekvens af, at mange hold parkerer bussen, når modstanderen er the mighty irons, og at der derfor skal knokles for resultaterne. Det kan imidlertid også tolkes som, at Allardyces “jeg-kalder-det-4-3-3-men-alle-raske-mennesker-med-nogenlunde-fodboldforståelse-vil-kalde-det-4-5-1-da-Julien-Faubert-og-Matt-Taylor-ved-gud-ikke-er-angribere-så-det-er-i-virkeligheden-en-omgang-livrem-og-seler-og-sats-på-at-få-bolden-hen-i-positioner-hvor-der-procentuelt-opnås-mange-dødbolde-der-kan-give-en-løs-chance-i-boksen”-fodbold ganske enkelt ikke tilvejebringer de resultater, som man havde håbet - og måske også forventet.

Desillusionen er så småt ved at sætte ind hos elementer af West Hams loyale og ofte vældig humørsyge fanskare. Mange vil tøvende acceptere kynisk og kedelig fodbold, hvis det giver sikre og solide resultater. Hvis den kedelige fodbold ikke giver de ventede resultater, så kunne man vel lige så godt fucke op mens man prøver at dominere og spille positiv fodbold?

Bloggeren bakker dog som sædvanlig op om det siddende styre. En anden selvbestaltet ekspert ytrede det meget fint et andet sted på internettet:

“I’ve said all along that I didn’t think that Allardyce was the man who would make West Ham great again, what I do think is that he’s the man that stops us being so sh*t.”
- Brugeren Turns to Stone på verdens bedste West Ham-forum kumb.com

En delt førsteplads efter en turbulent tid med gigantisk udskiftning i truppen, mange skader og karantæner (mængden af unødvendige kort har i øvrigt været en klar skuffelse ved Allardyce-regimet…), samt et par stærkt tåbelige pointtab undervejs er svært at brokke sig over. Sidst West Ham var i den næstbedste række sluttede begge sæsoner med en sjetteplads, der blev skrabet til sig med det yderste af neglene. For slet ikke at tale om de seneste sæsoners perfektionerede ynkelig -og uduelighed i Premier League.

I 2012 har holdet alle muligheder for at sikre sig direkte oprykning, og måske noget så sjældent som en førsteplads! Hvis det kræver et forår med lange bolde, percentage football og professionelle frispark, så tager vi det med sygt og muntert sind. Stabilitet er nøglen til en lys claret and blue fremtid. Forhåbentlig får vi lov at se mere til nogle af de unge i processen: Christian Montano (med ghetto-latino-tuschen) og kometen Robert Hall ser lovende ud.

Altså, konklusionen på det hele: Onwards and upwards med Big Fat Sam og Kaptajn Tubby Nolan!

Godt nytår, og COME ON YOU IRONS!

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

Dog har jeg i de senere år (sikkert som en af få) været ganske imponeret af TV3’s dækning. Den har haft internationalt format. Nuvel, jeg er heller ikke altid imponeret over Per Frimann og Carsten Werges udgydelser, men studieaspektet har typisk været fedt. Konceptet med simpelthen at samle de bedste danske fodboldspillere nogensinde, og så ellers lade dem ævle om fodbold besidder en eller anden form for troværdighed. At spillerne faktisk har været der, og gjort det, som man har siger, har givet deres ord en form for tyngde. Man har lettere kunne accepteret Schmeichels lettere kluntede talestrøm, fordi manden for fanden har løftet det trofæ de andre snakker om. Og sådan har det været vejen rundt. Jan Mølby, Preben Elkjær og Laudrup-brødrene (og FAXE!) er ikke hr. Hvemsomhelst, og derfor er det rasende ligegyldigt, om de har skærmtække, gået til talepædagog, stylist og jeg ved ikke hvad. De er de bedste bud på danske eksperter til den form for analyse som knytter sig til kanalens koncept: Det er ikke videnskabeligt højt niveau eller højtragende analyser (hvad det måske burde være?), og netop derfor har det været befriende at slippe for repræsentanter for den typisk ræderlige danske journalist-stand.

Det er trods alt mere interessant at overvære spekulation om hvordan spiller X føler om situation Y, når det kommer fra folk, som rent faktisk har oplevet noget tilsvarende, og har nogle forudsætninger at tale ud fra. Og så har jeg i øvrigt nydt den voksende accept af, at værter og eksperter gerne må have favoritter: At Schmeichel holder med Man Utd, Mølby med Liverpool og Elkjær med dem der har tættest tilknytning til Italien. Det er sgu fair nok, når de selv har fortjent deres striber i de givne klubber og lande. Det varmer nærmest at de stadig har følelser i klemme. Det er sgu lidt hyggeligt på en meget tjekket måde…

Derfor er det med trist mine, at man konfronteres med nyheden om at Überflødebollen over dem alle; Jes fucking Dorph skal til at være vært på Champions League-transmissionerne. Manden der repræsenterer alt hvad der er vammelprovinsielt, og giver ordet “folkelig” en konnotation af lavloftethed og laveste fællesnævner emmer ikke just af klasse, skarpe analyser og fodboldhistoriens vingesus. Til gengæld kan vi givetvis imødese den “gode jyske grundreportage” (selvbestaltet TV2-hofdisciplin) gør sit indtog i den danske CL-dækning.

Føj for pokker - godt West Ham ikke er kvalificeret…

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

Dommen er hård men ubarmhjertig; almenviljen usædvanlig utvetydig i sin dom: Den lille, mongolide møgunge af en moderne-fodbold-stinker-primadonna skal have kappet pikken af, og tvinges til at give sit blødende lem en omgang superfransk iført klovnekostume på torvet i alle mellemstore provinsbyer i hele den vestlige verden. Til skræk og advarsel, forstås: For at styrke menigmands sidste snert af retfærdighedsfølelse i en verden der i stigende grad får Sin City til at fremstå som Slaraffenland. “Det dumme svin”, vil menigmand nok tilføje opsummerende. Hvis han ellers kan få et ord indført, og lige må have lov at være her. Og naturligvis må menigmand det. Sygogmunter.dk har alle dage betragtet sig som en blog af folket. Og dog…

For undertegnede har svært ved at acceptere Tevez’ rolle som samfundets fjende nummer et. Javist, hans opførsel har til tider været tvivlsom. Særligt er den seneste episode svær at sluge. Hans lige vel hyppige udmeldinger om ønskede klubskifter, der kun momentant kan sættes i bero af astronomiske lønstigninger, er indrømmet trættende. Hans evindelige hjemve kombineret med hans totale ulyst til at lære det engelske sprog virker temmelig tragikomisk. Og så tillod han sig oven i købet at forlade Manchester United, selvom klubben måske var interesseret i at tilknytte ham på en fast kontrakt. Ganske vist uden løfter om en bærende rolle på holdet, og uden synderlig vilje til at betale købsprisen, men alligevel. Lige at sige nej til Manchester United. Det kan man sgu ikke tillade sig i dagens Danmark - eller England, som det vel ret beset drejer sig om. Burde den lille lort egentlig ikke bare få lov til at rådne op hos Manchester Citys U-14 hold? Guderne må vide at de har råd til det på de kanter.

Som allerede indikeret er svaret i undertegnedes optik et ganske klart nej. For jeg hylder Carlos Tevez! Hylder jeg alt ved manden inklusiv hans seneste idiotiske eskapader? Bestemt ikke. Hylder jeg ham som fodbold- navnlig tidligere West Ham-spiller? Ubetinget. Vi taler trods alt om manden der om nogen epitomiserede the great escape i 2007. Manden, der scorede målet, der definitivt reddede West Ham over stregen efter et vanvittigt comeback med syv sejre i sæsonens sidste ni kampe. En historisk præstation som løftede holdet fra en solid sidsteplads med 10 point til redning i marts til en 15. plads, da røgen havde lagt sig efter sidste spilledag.

Tevez trådte i karakter i slutfasen. Efter en vanskelig start i klubben med svingende spilletid og manglende succes lagde Tevez op til det første og scorede selv det andet i kampen der ændrede West Hams skæbne. 2-0 målet på hjemmebanen mod Tottenham var en perle af et frisparksmål, som den lille argentiner fejrede med at smide trøjen og blotte sit let kvabsede maveskind inden turen gik ud blandt supporterne, på det der dengang hed the Dr. Martens Stand. Kampen blev i øvrigt - med største selvfølgelighed - tabt. Spurs kom på 2-2, Zamora bragte West Ham i front med 5 minutter igen (igen med assist af Tevez), inden et totalt kollaps forærede spurs en 4-3-sejr. Men noget var ændret. Fans og spillere blev længe på stadion og klappede af hinanden. Der blev skrålet. Mark Noble græd. Og Tevez havde scoret sit første mål. I de resterende ni kampe scorede han yderligere seks mål. Det blev senere omskrevet til, at han havde reddet West Ham egenhændigt. Det er naturligvis en både bizar og uretfærdig dom. James Collins, Mark Noble, Robert Green, Lucas Neil og Bobby Zamora spillede som minimum også nøgleroller. Ja, det gjorde hele truppen vel i virkeligheden.

Alligevel kom det hele til at handle om Tevez. Der var rod i papirerne. Ikke med spillertilladelsen som en almindelig fejlfortolkning lyder, men i forhold til en hidtil temmelig ukendt paragraf om third-party-ownership. Tredjeparter må ikke have indflydelse på klubbers råderet over spillere, og det var åbenbart ikke i overensstemmelse med de aparte ejerskabsforhold i tilfældet Carlos Tevez. Tredjepartens rettigheder blev aldrig benyttet, men kostede alligevel West Ham en historisk stor bøde, og siden et ynkeligt men succesfuldt privat sagsanlæg fra Sheffield United, som mente det var Tevez’ skyld, at de var rykket ned. Tevez var åbenbart skyld i, at de ikke kunne slå Wigan på hjemmebane på sidste spilledag, og at de havde lagt sig ned for Manchester United for at spare spillere nogle runder inden… West Hams uduelige ledelse efter de islandske ejeres konkurs valgte at indgå forlig. Noget klubbens nuværende ejere gentagne gange har udtrykt forargelse og forundring over.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo - manden bag den bizarre situation hedder Kia Joorabchian. En iransk-født, britisk forretningsmand, som er heftigt involveret i mere eller mindre lyssky økonomiske aktiviteter i fodboldens verden. Hans firma, MSI, ejede blandt andet Carlos Tevez og Javier Mascerano, da de blev udlånt til West Ham. Samme firma forsøgte i øvrigt dengang at overtage West Ham, ligesom de var (måske stadig er?) ansvarlige for den brasilianske klub Corinthians. Her nåede Joorabchian blandt andet at have en arrestordre hængende over hovedet. Han fungerer stadig som agent og personlig rådgiver for Carlos Tevez. En hofsnog af en opportunist af total cunt of a man, som har formået at tjene kassen ved at behandle en række fodboldspillere som moderne slaver.Det er i denne optik jeg vælger at tolke Carlos Tevez. En forvirret, uuddannet, ung mand fra den værste slum i Buenos Aires med et talent for at spille fodbold, der er kommet i dårligt selskab. Man skal ikke have set eller læst mange minutters interview med Tevez for at forstå, at det ikke er studenterhuen der trykker…

Og selv hvis den gør: Hvis Tevez faktisk selv er en pengegrisk, kalkulerende, selviscenesættende martyr, gør det ham så ikke til en af de berømte karakterer, som imod-moderne-fodbold-brigaden så ofte efterspørger? Er der ikke noget fascinerende ved en mand, som med sans for patos og sentimentalitet skaber drama udenfor banen, og slet ikke kan lade være med at give sig 100 % på den? En mand som kan skabe sig, ønske sig væk og kaste alt sit legetøj ud af kravlegården, og samtidig blive sit holds topscorer? Hvis folk kan hylde Cantonas karatespark, Campos’ papegøje-dragter, Stoichkovs slåen op i banen, Roy Keanes benbrækkertacklinger, Vinnie Jones’ klunke-riveri, Gascoignes useriøsitet og Maradonas megalomani, coke-misbrug og genialitet, så hvorfor ikke Tevez’ krukkeri kombineret med arbejdsraseri?

Argumentationen er tvivlsom. Bevares. Hvis Tevez rent faktisk nægtede at blive skiftet ind, så har han svigtet de hårdtarbejdende fans, der betaler hans løn (lige i Man Citys tilfælde er det dog oplagt at forholde sig tvivlende til supporternes rent faktiske bidrag, lønbudgettets omfang taget i betragtning), så er den svær at sluge (som man siger).

Men et eller andet sted er jeg ligeglad. Fordi det er personligt det her. Det handler om manden, som konstant scorer mål mod West Ham, men altid nægter at juble. Om manden som aldrig forspilder en lejlighed til at rose Østlondon og krydse armene til hammers-hilsen, når han møder sine gamle supportere. Manden, der som Manchester City-spiller iførte sig West Ham-trøje efter slutfløjtet i sæsonens sidste kamp for to år siden for at tage en æresrunde på the Boleyn Ground.

Og frem for alt knægten fra Fuerte Apache, som tidligt i karrieren afslog at modtage plastickirurgi for at fjerne sine brændemærker på halsen, og som gav sig 100 % for West Ham United i sæson, hvor alt så sort ud. En fyr som uden at have indflydelse på det var havnet i en obskur fodboldklub, som han sikkert hverken havde hørt om eller lyst til at spille for. Det havde været oplagt at blive fornærmet siddende på bænken og vente på det næste klubskifte, da Alan Curbishley, mildt overraskende, i dele af sæsonen foretrak Marlon Harewood og Bobby Zamora. Han kunne have hævet sin løn, og hygget sig på natklubber og gode restauranter. Men det gjorde han ikke. For han forstod noget fundamentalt. Noget som ikke kan formuleres, men som handler om West Ham United - og måske om selve essensen af spillet. Han kunne slet ikke lade være med at spille fodbold. Han sled, slæbte, knoklede og løb sig selv halvt ihjel for West Ham Uniteds trøje og supportere. Han havde klasse ikke mindst. Og han skabte sig aldrig.

Måske bliver hele den historie bare endnu bedre af, at han lige siden har formået at pisse ikke bare en, men to af klubberne fra det engelsk fodboldbourgeoisi af? Når to af de mest forkælede fanskarer i fodboldens verden hader en mand, som jeg elsker, så kan jeg ikke lade være med at elske ham lidt mere, selv når hadet måske bunder i ret reelle årsager? Jeg ved det sgu ikke. Men hvis de ikke kan bruge ham i Manchester, så er Carlitos altid velkommen i det østlige London.

Det sker næppe, og måske er det godt det samme. Måske ville Tevez ødelægge det hele ved også at spille fandago i West Ham. Det er heldigvis rent hypotetisk. Og vi vil altid have minderne. Dem kan ingen tage fra os…

Tjek blogindlægget i en pimpet udgave på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller kig forbi på twitter

For selvom undertegnede allerede har gjort sit yderste til at tage ja-hatten på, skrue ned for idiotknappen (som Litteraten Med Fremskridtshåret ville formulere det) og finde de positive aspekter af den øjeblikkelige udvikling i West Ham, så ser truppen i sin nuværende form bestemt ikke ud til, at kunne spille med i toppen af den næstbedste engelske række.

I øjeblikket figurerer der 26 spillere på oversigten over førsteholdsspillere på klubbens officielle hjemmeside. Disse fordeler sig således:

Målmænd (4): Robert Green, Ruud Boffin, Peter Kurucz og Marek Stech.

Forsvarere (8): Winston Reid, James Tomkins, Herita Ilunga, Julien Faubert, Jordan Spence, Matthew Fry, Jordan Brown og Abdoulaye Faye (jeg elsker at mandens navn umiddelbart rimer!).

Midtbanespillere (8): Scott Parker, Jack Collison, Pablo Barrera, Luis Boa Morte, Mark Noble, Junior Stanislas, Gary O’Neil og Kevin Nolan.

Angribere (6): Carlton Cole, Freddie Sears, Zavon Hines, Frank Nouble, Frederick Piquionne og Dylan Tombides.

Hvis man blot kigger på tallene ser det jo ganske fornuftigt ud. Men det er det imidlertid ikke.

“Alle bedes trække mod udgangen…”

Siden sæsonen faldt fuldstændig på røven, med en 3-0 røvfuld på hjemmebane mod Sunderland 22. maj i klubbens sidste Premier League-kamp i denne omgang, er der således en ordentlig flok spillere som er rejst: Matthew Upson, Kieron Dyer, Jonathan Spector, Danny Gabbidon, Robbie Keane (retur fra lån), Wayne Bridge (retur fra lån), Radoslav Kovac, Manuel Da Costa, Lars Jacobsen, Demba Ba og Thomas Hitzlsperger samt ungdomsspillerne Anthony Edgar, Filip Modelski, Holmar Eyjolfsson og Adam Street. Man kan dertil vælge at medregne Benny McCarthy, som på BMI næsten burde tælle for to. Dertil kan man påregne, at det virker usandsynligt at Parker, Green, Cole og sågar Pablo Barrera alle er at finde i klubben når transfervinduet lukker ved udgangen af august. Dermed vil West Ham potentielt have sagt farvel til mellem 11 og 15 spillere, som i et eller andet omfang kunne regnes som potentielle startere. Ind er foreløbigt kommet to (rigtig gode) nyindkøb i form af Faye og Nolan.

” You don’t win anything with kids!”

Gennemsnitsalderen i truppen er i omegnen af 23 et halvt år. Det er edderrødme ungt. Matthew Fry, Jordan Brown, Dylan Tombides, Peter Kurucz, Marek Stech Jordan Spence og Ruud Boffin har optrådt mindre end fem gange på West Hams førstehold (og adskillige af dem har debutten til gode). Freddie Sears, Zavon Hines, Junior Stanislas og Frank Nouble har vist gode takter, men har endnu aldrig præsteret tilnærmelsesvis stabilt over en længere periode, og har alle kun været på holdet i perioder, hvor alternativerne har været til at overse. Pablo Barrera og Winston Reid har endnu alt at bevise i West Ham-trøjen efter skuffende debutsæsoner, mens Jack Collison godt nok har vist højt niveau da han slog igennem, men endnu ikke har vist, at niveauet stadig efter en skadespause på et år. Herita Ilunga er faldet solidt igennem i flere år efter en god første sæson i klubben, og Julien Faubert har generelt været skuffende siden sit dyre skifte for alt for mange år siden. At franskmanden blev holdt effektivt ude af holdet af Lars Jacobsen i sidste sæson siger altså noget om niveauet (upåagtet hvor sympatisk og ærlig en type spiller danskeren er).

Dermed står West Ham tilbage med følgende spiller, som man med ro i sindet vil sende på banen, når den benhårde kamp om oprykning starter hjemme mod Cardiff: Green, Tomkins, Faye, Parker, Boa Morte, Noble, Nolan, O’Neil, Cole og Piquionne. Af disse vil flere sikkert hævde, at Boa Morte ikke er god nok, at Tomkins burde smides i kategori med Sears og kompagni som lovende men usikre kort, og så i øvrigt anføre at Gary O’Neil stadig er skadet i en uoverskuelig fremtid. Altså er det svært at finde en startellever at sende på banen i første kamp som sagerne står. Og af de spillere man med sindsro vil sende i aktion, er det som sagt langt fra urealistisk, at flere skynder sig til Premier League-klubber inden længe.

Mest problematisk ser det ud på backpladserne (som sædvanlig), hvor West Ham umiddelbart ikke råder over en eneste spiller, som man vil være rigtig entusiastisk over at sende i kamp. Matthew Fry og Jordan Brown skulle begge være lovende på venstre back. Førstnævnte har imponeret på udlån i Gillingham og Charlton, mens det tætteste sidstnævnte har været på førsteholdsfodbold er gennem sin familierelation til Sunderlands Kieran Richardson. Jordan Spence har på den anden side (højre side, høhø) gjort det godt på lån i Bristol City. Men det er stadig behæftet med betragtlig usikkerhed om det er nok til en sæson med mindst 46 kampe i ligaen plus hvad det kan blive til i cup’en. Dertil kan man lægge breaking news om, at Fry slet ikke er med på førsteholdets træningstur til Schweiz i denne uge. Alternativerne i Faubert og Ilunga er ikke just noget der får blodet til at bruse af rendyrket fodboldliderlighed.

I angrebet er perspektiverne tilsvarende deprimerende, selvom både Piquionne og Cole nok skal score mål på det niveau, der skal spilles på. Der skal ganske enkelt flere til at tage ansvar på den konto. Cole rygtes i øvrigt snarligt solgt til Stoke, og så er problemet endnu større. Sidst man var nede og runde the Championship havde man stor succes med at hente Teddy Sheringham. Lusker der en tilsvarende gammel buk rundt derude et sted, som kunne gøre jobbet nu?

Derudover kan man så hæfte sig ved, at klubben ikke rigtig har haft en fløjspiller siden Matthew Etherington. Man har selvfølgelig Barrera og Stanislas, som begge potentielt kan få et gennembrud, men den situation er problematisk, grænsende til det uacceptable.

Hvis Robert Green skrider vil en rutineret målmand til at presse de unge om pladsen i øvrigt også være påkrævet. Men fri os for guds skyld for Roy Carroll.

Hvad gør vi nu, fede Sam?

“Prøv nu at vær lidt munter dit sure, syge løg!” brummer den opmærksomme og optimistiske læser nok nu, lettere irriteret. Og læseren har som sædvanlig ret. For det er selvfølgelig ikke doom and gloom det hele.

Først og fremmest er perspektiverne til, at der bliver masser af spilletid til de unge drenge fra akademiet selvfølgelig herlig, opløftende og nærmest decideret smuk. Men det skal ikke være sådan, at deres spilletid kommer af nød, men fordi de kan supplere en stærk start-ellever, og så langsomt spille sig på holdet. Der er som nævnt kampe nok at tage af, til at alle kan få en chance. Det ville være en tragedie, hvis unge spillere bliver brugt som fyld i startopstillingen, falder igennem, mister selvtillid og ender på flasken. (Endnu en grund til ikke at tilknytte Carroll i øvrigt…)

Dernæst har Allardyces udmeldinger i dag en lettere beroligende virkning: Han mener, at der alt afhængig af spillersalg, og hvilket potentiale han mener at se i de unge, skal hentes i omegnen af 8 nye spillere. Og det lyder jo strålende. Mindre opløftende er det, at Joey O’Brien, hvis skadesstatistik får Kieron Dyer til at ligne Superman, er med holdet på træningslejr. Mere eksotisk - men ikke nødvendigvis på en rar måde - er det, at den polsk-nationaliserede brasilianske centerforsvarer og tidligere Thai Bokser Hernâni José da Rosa er med på træningsturen i Schweiz. Men hvorvidt en 27-årig mand fra en klub der akkurat undgik nedrykning fra den bedste polske række i sidste sæson, kan karakteriseres som en vildt lovende er et åbent spørgsmål…

Der er selvfølgelig stadig masser af tid. Næsten to måneder til transfervinduet lukker. På den tid kan klubben nå at købe både Messi, Cristiano Ronaldo, Dennis Rommedahl og Nwankwo Kanu. Problemet er bare, at der allerede er spillet om 15 dyrebare point når transfervinduet lukker. Hvis man dertil medregner, den kolosalle udskiftning på holdet, så synes behovet for at få truppen på plads så hurtigt som fucking muligt at være temmelig presserende. Hvis først de 8 nye navne ankommer klokken 23.59 den 31. august, så kan sæsonen nærmest være slut for West Ham inden jul. Sandsynligheden for at det bliver meget op ad bakke er i hvert fald stor.

Så fede Sam: Sæt dellerne i frigear (den havde i nok ikke hørt siden 90′erne!), slå op på de gule sider og find nummeret til Paul Konchesky, Craig Bellamy og andre garvede folk, som kunne tænkes at kunne overtales til at deltage i, at tage de første, seje skridt til genrejse verdens smukkeste fodboldklub til hidtil uanede højder. Ring derefter til de bedste lovende unge spillere i den næstbedste række, og hør om ikke de skulle se at pakke taskerne og få karrieren sparket et niveau op. Benyt derefter den berømte næse for gode transfere til at opspore et par obskure grækere, svenskere, spaniere, nigerianere eller hvad fanden ved jeg, som kan bidrage med et eller andet positivt. Undgå i øvrigt helst at låne andre klubbers unge, stortalenter. Det er simpelthen for ydmygende. Men hvad fanden, hvis det er nødvendigt, så har du min velsignelse, tykke. Og frem for alt Sam: Gør det hellere i dag end i morgen…

Tjek også bloggen på: sygogmunter.dk

sygogmunter på twitter

eller synes godt om sygogmunter på facebook.

Det er sønderjyden, som er initiativtager. Det forholder sig nemlig sådan, at han, Socialdemokraten og jeg (samt vor fjerdemand Gokkerlas, som desværre hopper fra i år) har været til store koncerter om sommeren i et par år nu. For to år siden så vi Bruce Springsteen i Herning (det kom der her indlæg ud af). Sidste år stod den på Leonard Cohen i Malmö (det influerede to indlæg: her (hvor The Smiths spiller en betragtelig rolle) og her). Da Sønderjyden er af den overbevisning, at tredje gang er lig med tradition skal vi selvfølgelig også til koncert i år, selvom vi ikke rigtig har kunnet finde et arrangement, hvor pris, kvalitet og forventninger harmonerer for alles vedkommende. Men vi skal jo have en undskyldning for at gøre det igen næste år. Derfor blev det ved en pludselig indskydelse en vel dyrt prissat koncert med Morrissey, der bliver sommerens udflugt.

Men det er egentlig okay. Lige præcis Morrissey har mange kvaliteter, som man virkelig værdsætter som West Ham-fan, og som man sikkert vil værdsætte endnu mere ovenpå en helt frisk nedrykning. For det første kan manden udlægges som en af verdens mest sortseende og ikke mindst selvhøjtidelige mennesker nogensinde. For det andet trænger der ofte en stærkt ironisk - nærmest skabagtig - humoristisk sans igennem al dysterheden. Et utrolig britisk, homofilt storhedsvanvid med tilpas meget tongue-in-cheek til, at man overgiver sig til hele pakken, selvom man egentlig ikke burde. Men det hjælper selvfølgelig også, at manden både er en eminent sangskriver og sanger (selvom stemmen har mistet noget af sin ungdommelige storhed).

“I have forgiven Jesus!”

Et meget godt eksempel på Morrissey når han er bedst, værst, mest krukket, sjovest og megalomanisk er sangen ” I have forgiven Jesus “ fra pladen You Are the Quarry (som i øvrigt sikrede manden en tiltrængt succes efter nogle mindre succesfulde år). Som titlen antyder er pointen her, at Steven Patrick Morrissey formår at udvise storsind nok til at skænke sin tilgivelse til manden som vel mere eller mindre opfandt og udbredte begrebet tilgivelse. Årsagen til denne gestus er vist i grove træk, at Morrissey er træt af den diskrepans mellem de følelser og drifter som fylder hans krop, og den omgivende verdens evne til at gengæld og opfylde disse. Stærk tobak, men det er sådan en mand Morrissey er. En der kan gøre det at tilgive selveste Jesus Kristus, Guds enbårne søn, troværdigt og nærmest rimeligt. Siden nedrykningen har tilgivelsens princip også fyldt en del i min syge og muntre bevidsthed. Jeg har nemlig også mine udeståender med folk i denne verden.

Uncle Avram

Da ledelsen i West Ham besluttede at afskedige Gianfranco Zola, havde jeg ondt af den lille mand. Han havde da trods alt formået at holde holdet i Premier League (med et meget lavt pointantal, indrømmet), under voldsomt svære arbejdsbetingelser. Ikke desto mindre havde jeg forståelse for beslutningen. Zola var ikke Gold og Sullivans mand, holdet var enormt heldige, at ligaen var svag nok til at en generelt dårlig sæson resulterede i overlevelse, og den sympatiske men uerfarne og taktisk tvivlsomme Zola kunne måske med fordel udskiftes med en mere garvet rotte. Denne rotte viste sig at blive Avram Grant, der netop havde forladt den synkende Portsmouth-skude. Her havde han sikret sig noget der minder om legendestatus for sit engagement, sin evne til at få spillerne til at kæmpe for hinanden og trøjen selvom lønnen ikke kom, og Premier League fratrak dem point for rod i regnskaberne. Oven i købet lykkedes det at spille holdet i FA-Cup-finalen, hvor et svagt placeret Kevin Prince Boateng-straffepark var meget tæt på at bringe Pompey foran mod storfavoritterne fra Chelsea. I stedet blev det et 1-0 nederlag på et frisparksmål af Drogba.

Ikke desto mindre var det med generel bred opbakning at Grant tog over i West Ham. Han var et dårligt straffe fra triumf med Portsmouth, og et endnu værre fra CL-triumf med Chelsea i Moskva nogle år før. Det kunne blive rigtig godt.

Alarmklokkerne begyndte så småt at bimle, da der ikke rigtig blev købt ind til de problematisk placeringer på holdet. Kampprogrammet var ubarmhjertigt, og efter fire kampe havde West Ham 0 point. Alligevel var jeg optimist. Avram arbejdede med systemet. Han prøvede mange forskellige konstellationer i jagten på den rigtige balance. Og så var han evigt knastør, rolig og selvsikker.

Han overbeviste mig, og jeg forsvarede ham trofast, mens sæsonen bumlede usikkert derudaf. Onkel Avram skulle bare lige have de sidste brikker til at falde på plads, og så ville succesbussen køre derud af med 200 i timen i overhalingsbanen. Og hist og pist blev der da også hevet resultater hjem. Et svært point i Stoke i femte runde, en sejr over Tottenham i sjette. Det gik fremad. Oktober måned gav et par ærgelige uafgjorte og nederlag. Det blev hele tiden til lidt mindre end spillet berettigede, og omkring jul blev der endelig løst op med et par sejre og uafgjorte. 4 i træk uden nederlag faktisk. Det sluttede med en 5-0-afklapsning i Newcastle i starten af januar. Et skridt frem og tres tilbage. Der gik rygter om at Avram skulle fyres og Martin O’Neil ansættes. Jeg bakkede West Hams manager op, og til sidst endte han med at blive siddende efter et uskønt forløb. Truppen fik tilgang af Demba Ba, Robbie Keane, Gary O’Neil og Wayne Bridge.

I cup-turneringerne lignede det noget hele sæsonen. Man drømte om Wembley. Manchester United blev slået 4-0 i ligacupen i Jonathan Spectors bedste kamp nogensinde. Drømmen døde med Stokes kalkulerede snyderi i FA-Cup kvartfinalen og Birminghams brutale effektivitet i liga-cup semifinalen. I begge tilfælde illustrerede West Hams spillere i øvrigt en imponerende evne til at falde totalt sammen, når det gælder, som må siges at have været karakteristisk for sæsonen.

Der kom da atter en mini-revival omkring Scott Parkers bravehearttale i omklædningsrummet på The Hawthorns i februar der forvandlede 3-0 til 3-3 for udeholdet. Det resultat blev efterfulgt af en 5-1 sejr over Burnley i Hitzlspergers længe ventede debut, en 3-1-sejr over Liverpool i sæsonens måske bedste kamp og en 3-0 sejr over Stoke. Det gav tro på, at trenden var vendt og nye og bedre tider var kommet. Begyndelsen på ny æra måske. Som sædvanlig var det løgn, og selvom cup-nederlaget til Stoke blev efterfulgt af et hårdt og heroisk tilkæmpet point på White Hart Lane, så faldt hjulene af sæsonen ugen efter, da en 2-0-føring hjemme mod Manchester United blev vekslet til et 4-2 nederlag. I sæsonens resterende 7 kampe blev det til 1 (et! FUCKING ET ENESTE!) point, med et sammenbrud fra at at føre 2-0 til at tabe 3-2 mod Wigan i næstsidste spillerunde som spektakulært klimaks. En sejr der og en mod Sunderland i sidste runde havde faktisk været nok, som de andre resultater formede sig.

Til sidst måtte jeg erkende, at Grant-skeptikerne nok havde haft ret fra start. Han anede sgu måske slet ikke, hvad han havde gang i. De hyppige roteringer var mere udtryk for afmagt og panik end kontrollerede eksperimenter med henblik på at finde det perfekte match. Spillere kunne præstere fornemt den ene uge og være på bænken den næste, mens andre aldrig præsterede men altid var på holdet. Der var ligesom ingen gejst blandt spillerne. Systemet fungerede sjældent, men blev aldrig rigtig ændret. Der blev aldrig spillet to gode halvege i samme kamp. Nedrykningen skete uden kamp. Onkel Avram havde snydt mig. Det var fandeme ikke særlig morsomt, skulle jeg hilse og sige.

Roll on next season…

Og alligevel sidder jeg og smiler stille, mens dette skrives. Det hele faldt på plads for et par uger siden. Jeg havde netop løst et brag af en opgave i mit arbejdsliv. Noget der havde presset mig i et omfang, der gjorde, at jeg tvivlede på egne evner. En ordentlig omgang, altså. Stram deadline og maximalt pres. Og det lykkedes med et bragende flot resultat. Med andre ord var jeg en glad mand, og jeg lokkede drengene ud til øl.

Socialdemokraten var der blandt andet.  Litteraten Med Fremskridtshåret var der også. Og der blev snakket fodbold. Vi udregnede besparelsen på ikke længere at have Kieron Dyer og Matthew Upson i truppen. Vi forsøgte at stille en diagnose, som kunne forklare Kevin Nolans besynderlige klubskifte. Vi drøftede grunde til at synes om Sam Allardyce, og havde svært ved at finde særlig mange. Vi håbede at Ba og Hitzlsperger ville blive, og blev enige om at Tomka bliver en stjerne næste år med Faye som rutineret makker.

Litteraten måtte gå, men blev snart afløst af Sønderjyden. Da eftermiddag var blevet aften som var blevet nat sang vi lidt slagsange og havde blanke John-Faxe-er-lige-blevet-dansk-mester-øjne. Da opdagede jeg en sms, hvor Litteraten annoncerede, at Bas skifte til Newcasle var officielt. Jeg replicerede med en fuldemandssentimental ode, hvori jeg konstaterede, at vi sagtens kunne undvære Ba og hans mål, når vi bare havde venner som hinandens selskab til at udholde West Hams evindelige skuffelser. Fra børn og fulde folk etc.  Jeg tror sgu, at jeg havde ret.

For nu glæder jeg mig. Til at sidde med flokken og se 11 knoldesparkere forsøge at knoldesparke 3 point hjem mod Cardiff d. 7/8. Til at værdsætte de tv-kampe der kommer, og ellers genfinde glæden ved tekst-tv, BBC radio, Verdens Gangs liveopdatering og andre desperate løsninger. Jeg glæder mig til ikke at skulle glo på Chelsea, Manchester United, Liverpool, Tottenham og Manchester City i minimum en sæson. For slet ikke at tale om det obligatoriske udebanenederlag til Bolton (selvom vi sikkert trækker dem i begge cup-turneringer). Jeg ser fremt til lokalopgør mod Millwall (som med statsgaranti bliver tabt), til at genfinde kontakten med Nottingham Forest, Crystal Palace, Southampton og andre glemte venner, og til at West Ham faktisk har chance for at vinde flere kampe end de taber. Til at se hvad Allardyce kan udrette, og at se talenterne få chancen i selskab med hårdtarbejdende, ærlige, britiske spillere, der ser det som karrierens chance at få lov at spille for West Ham.

Og jeg glæder mig til en tur eller flere (forhåbentlig) til London. Og måske en til Leeds. Og så skal drengene med, og vi skal drikke øl og råbe, overvurdere Jordan Spence, kultdyrke Faubert (med mindre nogle er dumme nok til at købe ham), bande af Piquionnes ladhed, og mindes dengang vi troede på Avram Grant. Med andre ord: Jeg har tilgivet Avram Grant. Hvis Morrissey kan være storsindet, så kan jeg også…

Tjek også bloggen på: sygogmunter.dk

sygogmunter på twitter

eller synes godt om sygogmunter på facebook.

Der må være sket mere i de seneste 10 år af West Hams historie end der sker i de fleste andre fodboldklubbers liv på 100. Jeg prøvede at lave en liste, men den blev simpelthen for lang og kompleks. Lad os i stedet blot hæfte os ved nogle nøgletal. Siden 2001 er som minimum følgende hændt i Østlondon:

- Da Harry Redknapp blev fyret i 2001 forlod han klubben som dens 7. manager på 106 år. Med ansættelsen af Sam Allardyce har West Ham fået sin fuldtidsmanager nummer 14. Ind imellem har også klubbens to første ikke-britiske managers fået sparket.

- To gange nedrykning i 2003 og 2011. Herimellem to playoff-finaler - den sidste med  lykkelig udgang - en historisk FA-Cup finale, hvor holdet var sekunder fra trofæet. Sæsonen efter fulgte Tevez/Mascerano-sagen, hvor klubben fik tilknyttet to argentiske supertalenter, næsten rykkede ned, reddede sig med et historisk run af resultater, blev idømt en historisk høj bøde for rod i de argentinske papirer, havnede på den modtagende ende af et søgsmål fra Sheffield United, og indgik et vanvittigt forlig. Ind imellem blev der lige plads til to ejerskifter, det første indvarslede islandsk storhedsvanvid, CL-ambitioner og voldsomme spillerindkøb. Det andet samlede stumperne efter islandsk konkurs og har bebudet økonomisk dommedag. I går kom meldinger så om et afgivet bud på klubben fra den malaysiske rigmand Tony Fernandes, som også tidligere har været interesseret. Altså tre “finaler” og tre forskellige ejerskaber. Fire, hvis man medregner perioden med islændingenes kreditorer som en selvstændig æra.

- Dertil kan ligges en mængde omstændigheder relateret til spillertruppen: Først og fremmest en enorm trængsel ved svingdøren, men derudover: En flot stak sager om spirtuskørsel, vold mod kvinder, utroskab, gamblingproblemer, alkoholisme, depression, fedme, langtidsskader, tissen i barer, kasten flasker efter biler, løgne om syge bedstemødre, en uendelig række langtidsskader og mindst en dybt tragisk sag med fodboldinvaliditet som udgang. For ikke at tale om en unavngiven spillers kone, som øjensynligt knaldede med sin mands træner, to anførere der mistede supporternes støtte, og en ganske nylig sag med påståede sammenstød mellem fans og spillere til en galamiddag. I år fik Scott Parker i forbifarten, i øvrigt og i parentes bemærket lige tangeret klublegenden Trevor Brookings rekord for tre årets spiller priser i træk. Sir Trev har en tribune opkaldt efter sig på stadion, og hvis Parker skulle være dum eller uheldig nok at blive i West Ham, kan det samme overgå ham om nogle år.

Hvis man dertil ligger perspektiverne i forhold til en snarligt flytning til det olympiske stadion (med dertilhørende retssager fra Leyton Orient og Tottenham), og det faktum at holdet står foran endnu en genopbygning (hvad der føles som den femte på fem år) med den nylige nedrykning, så bliver man helt svedt.

Big Fat Sam

Derfor er det også svært at forholde sig til at Sam Allardyce åbenbart nu er træner i West Ham. Karusselen har simpelthen kørt så hurtigt, at man næsten ikke kan følge med. Som udgangspunkt er der både en række plusser og minusser ved ansættelsen. Det suverænt største plus er, at manden umiddelbart er virkelig god til at skabe resultater. Hvis ikke hans meritter fra Bolton er imponerende nok, så er det værd at bemærke, at hans to seneste manager-jobs er stoppet i utide på grund af nye klubejeres manglende forståelse for Big Sams form for fodboldfilosofi - og at Newcastle vekslede en midterplacering til nedrykning, mens Blackburn næsten gjorde dem kunsten efter, da de fyrede Allardyce.

Samtidig titter den suverænt største anke mod manden op i disse sager. West Ham bilder sig ind, at have en stolt tradition for at spille pasningsfodbold. Offensiv fodbold, hvor man prøver at skabe kampen. Hvor man spiller bolden op fra bagkæden, satser på elegante spillertyper, hurtige wingere, og hellere vil vinde 4-3 end 1-0. Ja man vil nærmest hellere tabe 5-2 end vinde 1-0. Det er the West Ham way. Med rødder fra 1960′ernes verdensmestre og så fucking videre.

Enhver, der har set West Ham spille regelmæssigt i de senere år, vil vide, at idealet om the West Ham Way mildest talt har været et godt stykke fra sandheden. Ganske vist er spillet tit blevet startet med et kort udkast til en back, og holdet har i den grad lukket mange mål ind, men derudover er der ikke meget at komme efter. De sidste to år, har det grundlæggende været ynkeligt. Hoved - og æreløst. Alt for mange spillere har manglet mindst en af egenskaberne vilje og talent. En ikke uvæsentlig mængde har manglet begge.

Derfor lader det til, at Sam Allardyce faktisk starter med nogenlunde opbakning i West Hams supporterbase. Noget som havde været utænkeligt for fem år siden. Fordi man simpelthen er træt af pis. Træt af forkælede, overbetalte, uinteresserede primadonnaer, som end ikke gider arbejde for deres løn i 90 minutter om ugen. Fordi man er trætte af at se et hold, som begår de samme defensive fejl uge efter uge uden nogensinde at lære af dem. Alle disse rædselsfulde ting havde jeg personligt den tvivlsomme fornøjelse af at overvære i sæsonens sidste Premier League-kamp mod Sunderland. Stemningen på stadion var, som at være til sin egen begravelse. Spillet på banen fik en til at ønske, at man snart skulle til sin egen begravelse. Sunderland vandt ubesværet 3-0. Tilskuerne skabte lidt karnevalsstemning ved stillingen 2-0, med conga-optog, “That’s why we’re going down!”-sange og et par hjertelige hilsener til udeholdets tykke, gamle, lesbiske træner Steve Bruce. Følgende stykke lyrik fortjener plads på bagsiden af bogtillægget i næste uges Weekendavis:

(Mel: Go West):
“Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!”
(gentages ad infinitum.)

Men ellers var det kun følgende omstændigheder der gjorde turen mindeværdig: At East London virkelig er wonderful som det lyder i slagsangen; at Socialdemokraten, undertegnede og Kommandoliberalisten fik drukket betragtelige mængder øl på de legendariske og smadrede pubber omkring stadion (omend sidstnævnte mest lod til at være imponeret over udvalget af Fried Chicken og skobutikker), at Stadionshoppen formåede at reducere én til et stykke kvæg, der villigt og lykkeligt spenderede oceaner af midler på ubrugeligt lort med klublogo, og at Scandinavian Hammers kunne hooke os op med en stadionrundvisning. Alt hvad der omhandlede spillerne på banen trak ned. Og deri ligger problemet.

Derfor er man pludselig lun på Sam Allardyce. Fordi man ønsker at se 11 spillere, som er klar til at løbe igennem murstensmure for hinanden, for trøjen, for træneren og for klubben. Fordi man ønsker at se et hold være i stand til at hive en smal, uskøn 1-0′er hjem på udebane mod Doncaster, og snart ikke tør forlange mere end en ærlig arbejdsindsats af 11 uspektakulære boldflyttere i den næstbedste engelske række. En lille rest af stolthed er alt man tør håbe på at bevare. Oh, how the mighty have fallen…

Kunsten at trække i land

Hvis man gennemser mine gamle blogindlæg for udtalelser om Sam Allardyce er der en klar tendens. Den er ikke just postiv. F.eks. d. 7/8 2009:

“Ligeledes indstiftede Sam Allardyce en type fodbold i Bolton, som diplomatisk talt var hård og effektiv, og ærlig talt ofte tangerede vold mod såvel modspillere som tilskuere.”

Eller denne svada d. 31/7 samme år i en omtale af Burnley FC:

“Ellers kommer Burnley i hvert fald til at bidrage med noget helt unikt, idet de rent faktisk, som nogen af de eneste mennesker i verden, orker at have en holdning til Blackburn. Rovers er nemlig deres forhadte lokalrivaler. På den anden side; når sæsonen går i gang har Sam Allardyce haft en hel preseason til at banke sin fodboldfilosofi ind i Lancashire-klubben, så inden længe vil der være mange der deler Burnleys holdning…”

1/2 2010 var jeg endnu mere klar i mælet:

“Personligt hader jeg fænomenet the big four, fænomenet Super Sunday, at Wigan spiller i Premier League, Sam Allardyce og en hel masse andet.”

Med disse skråsikre udmeldinger in mente, har jeg derfor - ikke overraskende - svært ved helhjertet at acceptere ansættelsen af Store Fede Sam. Men også jeg føler mig fristet til at indgå en pagt med djævlen. I bytte for fight, struktur, stabilitet og oprykning vil jeg næsten acceptere, at et frispark i eget straffesparksfelt bruges til at sparke en lang bold op til de fremstormede centerforsvarere. For at slippe for ugidelighed, klynk og ynk og i stedet for blod, sved og tårer vil jeg acceptere groft spil, tons og knoldesparkeri. Dette knæfald skyldes ikke mindst en betragtning, som jeg da også allerede gjorde d. 18/8 2009:

“Sam Allardyce er en modbydeligt dygtig træner.”

Og en sådan trænger West Ham United Football Club til mere i dag end nogensinde. En der kan skabe et hold, hvor summen er større en delene. Hvis fede Sams første forsigtige meldinger om respekt og forståelse for klubbens traditioner og filosofi kombineret med en tiltrængt fokus på resultater kan gå op i en højere enhed, så kan det være at den næste store West Ham-manager bliver den, for få år siden, mest usandsynlige kandidat. Det kræver dog tilnærmelser til fodbold the West Ham way, satsninger på de unge fyre fra akademiet, samt - vigtigst af alt - at El-Hadji Djiouf ikke hentes til klubben. Der er trods alt grænser for hvad en desperat mand kan trække i land.

West Ham har allerede haft en lang række managers i min tid. Jeg har altid forsøgt at bakke dem op, selvom de hver især har gjort sit for at fremmedgøre og skuffe mig (nogen mere end andre). At stikke sig selv blår i øjnene, og tro at den næste storhedstid er lige om hjørnet er en vital overlevelsesmekanisme i West Ham-supporterens genom. Derfor er jeg også gået i gang med en liste over positive ting ved Allardyce. At han var til Take That-koncert i Sunderland med Steve Bruce er ikke på listen…

Big Fat Sam: Bolden er på din halvdel; do your worst!

Følg jagten på positive aspekter ved Sam Allardyce på sygogmunter.dk og twitter.com/sygogmunter

I dag er det fem år siden, at Steven Gerrard valgte at score et uhyrlig godt mål til 3-3 i tillægstiden til FA-Cup finalen mellem West Ham og Liverpool. (Eller: Dvs. lidt mere nu, når klokken er over midnat.) Det har jeg tidligere behandlet i et andet blog-indlæg, og som sådan skal det ikke spille nogen videre rolle her. (Selvom vi da for god ordens skyld hellere må fastslå, at jeg stadig hader det dumme svin. Det hele begyndte at gå ned af bakke i det sekund…) Blot skal det tjene til at understøtte en simpel konstatering: 13. maj er som dato bestemt mere syg end munter i undertegnedes tilværelse.

Lad os tage i år som eksempel: Dagen startede i og for sig glimrende. Jeg vågnede og følte mig frisk. Udhvilet, sgu. Der fulgtes op med en kop kaffe, en bolle med ost og en skål yoghurt. Ikke dårligt. Derfra gik det voldsomt ned af bakke efter en times tid tilbragt i en tandlægestol. Tandlægeklinikken forlod jeg cirka klokken 10.30. Tre tænder og en uhyggelig sum penge fattigere, adskillige sting, voldsomme smerter og talevanskeligheder rigere. Resten af dagen har været smertefuld, feberagtig og præget af flydende føde, smertestillende piller og dystre tanker. Men i forhold til den dag for fem år siden føles det som en dans på fucking roser.

Robbie “Hornsleth” Keane

Men man skal desværre ikke fem år tilbage i tiden for at finde en West Ham-kamp, som får kirugiske tandindgreb til at fremstå sært behaglige. Hvis blot man spoler tiden tilbage til sidste lørdag vil man kunne finde et glimrende eksempel. Vanligt nedrykningstruede West Ham havde udmærkede kort på hånden til rent faktisk at spille sig væk fra en forfærdelig position på sidstepladsen i rækken. Modstanderen var Blackburn, som huserede lige over stregen, havde spillet en elendig sæson, og kun hentet 1 point i sine seneste 7 udekampe. West Ham viste sig naturligvis som generøse værter, og lod Jason Roberts score på Blackburns første chance efter 12 minutter. Det var i øvrigt Roberts mål nummer 1000 mod West Ham. En imponerende statistik af en spiller, som i alt har scoret 1008 mål i karrieren. Siden viste hverken han eller Blackburn i øvrigt den store lyst til at skabe flere chancer. Overrumplende nok lod West Hams strategi til at være cirka den samme. Godt og vel 70 minutter senere scorede Thomas Hitzlsperger alligevel med et glimrende langskud. Der må næsten have forekommet en form for misforståelse. Drengene i claret’n'blue vågnede ligesom op, og begyndte faktisk at spille fodbold. Det resulterede i en direktør til Robbie Keane, da irereren med største selvfølgelighed valgte IKKE at sætte indersiden på på et indlæg foran tomt mål. Det var tredje kamp i træk, at han valgte at markere sig på netop denne iøjnefaldende og utraditionelle måde.

Robbie Keane mine damer og herrer: “En avantgardekonceptkunstner fanget i en fodboldspillers krop.” Det er i hvert fald den bedste forklaring, som jeg kan finde. Ved ikke at score mål på kæmpechancer giver han en sarkastisk kommentar til kapitalismens reduktion af subjektet til et rent konsumerende/producerende objekt i en trædemølle af kunstige behov og falsk bevidsthed. Hans afbrændere skal måske decideret ses som en strakt langemand til hele kommercialiseringen af fodboldspillet i verden som helhed, og i England i særdeleshed. Premier League-konceptet er for langt fra den oprindelige, ægte, mellemmenneskelig leg med bolden. Det er kapitalismen der bilder os ind, at det er bedre at score end næsten at score. Dens evindelig fokus på produkter og præstationer fremmedgør os for os selv og hinanden. Hvad er der nu galt med at fokusere på processen? Blev Keanes løb op til chancen dårligere af, at han tilfældigvis ikke lige gad ramme bolden med sin ene fod? Er der ikke stadig mennesker i Afrika der dør af sult under alle omstændigheder? Where have all the flowers gone? Eller også er han bare en uduelig afdanket irer, som burde skamme sig og indbetale sine sidste tre ugers løn til velgørenhed. Eller til alkohol til de stakkels mennesker, der har skullet glo på ham, så de kan glemme alle de håb, som hans uduelighed tryllede væk for øjnende af dem. Efter Keanes imponerende koks valgte Blackburns Christoffer Samba med største selvfølglighed at spille karrierens fem bedste minutter for at afværge alle yderlige optræk til et sejrsmål til the irons. Sådan skal det da være.

Men hvad fanden. Det virker næsten ikke rimeligt, at fremhæve den ene eller anden faktor eller spiller frem for andre. ALLE West Hams spillere har været elendige (naturligvis med undtagelse af Scott Parker, og tildels en lille håndfuld andre). Trænerteamet har strålet af intens uduelighed (så udueligt at selv en jubel-optimist/idiot som undertegnede har mistet al tro på både Hr. Tudse, Wally Downes og co.), alt imens hele klubbens øverste ledelse gang på gang har lykkedes med at stjæle fokus og signalere uforfalsket klodset inkompetence. Og så gider jeg ikke engang opremse dumme dommere, modspillere og Tony Pulis’ rædselsfulde fodboldfilosofi. Der er så mange der har stor ære af sæsonens præstation, at de næsten skal have lov til at tage ansvaret kollektivt.

Vi skal allesammen dø

På søndag kan man imødese at det hele bliver meget værre.  Da møder West Ham Wigan på udebane. Sandsynligvis er holdet allerede rykket ned. Der er lige præcis tre hold, som man har nogen som helst chance for at indhente, og med to kampe tilbage virker det mildest talt usandsynligt, at det skulle lykkes. West Ham er fire point efter Wolves, tre efter Blackpool og Wigan. Wolves har en målscore på  -21,  Blackpool har - 22 mens Wigan og West Ham følges pænt ad på - 23.

Mere interessant - og i sandhed deprimerende - er perspektiverne, hvis man kigger på de resterende kampe:

Lørdag: 14/5:

13.45: Blackpool - Bolton

13.45: Sunderland - Wolves

Søndag: 15/5:

17.00: Wigan - West Ham

Søndag: 22/5:

17.00: West Ham - Sunderland

17.00: Stoke - Wigan

17.00: Man Utd - Blackpool

17.00: Wolves  - Blackburn

Hvis Wolves besejrer enten Sunderland eller Blackburn - to hold i elendig form uden det store at spille for - er West Ham rykket ned. Hvis Blackpool besejrer Bolton eller Wigan slår Stoke er resultatet cirka det samme. Altså endnu to hold uden noget at spille for, som skal hjælpe West Ham. Alle disse overvejelser forudsætter selvfølgelig, at West Ham vinder sine to sidste kampe, hvad der egentlig ikke er nogen grund til at antage, hvis man tager i betragtning, hvordan holdet har spillet. Dog er det så godt som sikkert, at lørdagens kamp giver en teoretisk chance for overlevelse i sidste spillerunde. (West Ham har faktisk for vane at levere ude mod Wigan i pressede situationer.) En chance som forspildes på det groveste og smertefuldeste på sidste spilledag. Det er the West Ham way.

Normalt slutter mine blogs vist med en optimistisk pointe af en art. Noget der giver tro på tilværelsen. En grund til at ranke ryggen på vej ud i verden; måske en tekstbid fra et stykke livsbekræftende musik eller anekdote fra tidligere glade stunder.

Ikke i dag. Selvom vi akkurat skriver 14. maj nu, så er 13 maj stadig i min krop, og ikke mindst i min stadig let blødende mund. Eller også er det bare kulminationen på samtlige skuffelser, der har fulgt siden den skæbnessvangre dag, med festfyrværkeriet af deprimerende lørdage kendt som sæsonerne 09/10+10/11 som et episk klimaks i gråmeleret, tyngende tristhed: Følgende perspektiver er det eneste jeg kan få over mine læber: West Ham rykker ned, Scott Parker tager til Tottenham, alle andre nogenlunde talentfulde boldspillere skrider også, men Radoslav Kovac bliver. Derudover skal vi allesammen dø. Men som West Ham fan er sidstnævnte snarere en trøst end årsag til større eksistentielle kvababbelser (Der var den positive pointe, hvis nogen insisterer!). Eller som min ven litteraten formulerede det, da vi sms’ede omkring Wolves sejr over West Bromwich i sidste weekend: “JEG HADER DET LORT!” Jeg er ikke fuldstændig sikker på, præcis hvad han henviser til, men det er svært ikke at give ham ret. Ikke mindst fordi jeg på en eller anden vanvittig måde alligevel glæder mig til at være på the Boleyn Ground d. 22.

Men hvorfor nu denne intro? spørger den opmærksomme læser utvivlsomt. Og fortvivl ej læser, det rabler ikke fuldstændig: Der er faktisk en art sammenhæng i tankerækken her i firmaet. Man kan næsten gå så vidt som at hævde, at sagen er bøf (for nu at få sneget den glimrende og dybt undervurderede vending ind fra højre). Hvis ikke man kan skrive om tilgivelse og syndsforladelse på umiddelbart efter en højhellig, solbeskinnet påske, hvornår kan man så? Og det er såmænd ikke de eneste temaer, som højtidens glade budskab aktualiserer. Næ. Det er knageme også tid for intet mindre end deciderede, gode, gammeldags mirakler. Genopstandelse, bitches! som Jesus sagde, da han gjorde sin re-entre til måbende blikke, da hulen var tom og stenen skubbet væg fra indgangen. Og nu kan du nok, opmærksomme læser, så småt følge logikken - efter lørdagens nederlag på Stamford Bridge (med verdens mest forudsigelige scoring af Fernando Torres) har West Ham United i den grad brug for et mirakel for at forblive i den bedste engelske fodboldrække.

Blanke sko og Ryan Giggs-skjorte i Rostock

Grundet et lettere hektisk, sygt og muntert liv har jeg hverken fået blogget eller set tilstrækkelige mængder West Ham på det seneste. Jeg fik akkurat sneget det traditionsrige, (og i år endda MEGET) hjælpeløse udebanenederlag til Bolton med, men har ellers misset såvel 4-2 nederlaget til Manchester United (som naturligvis kom i hus efter en West Ham føring på 2-0 indtil det 65. minut - 3-2-målet blev med største selvfølgelighed scoret på verdens tyndeste straffe) og tillægstidsnederlaget mod Aston Villa i forrige weekend. Under Man Utd-kampen befandt jeg mig på DKB-Arena i Rostock, hvor Hansa Rostock tog imod Carl-Zeiss Jena i en højrisikokamp i den trejdebedste tyske række. Imens tikkede sms-opdateringerne ind fra Litteraten med Fremskridtshåret (som i øvrigt ikke længere har fremskridtshår, men til gengæld har tillagt sig et Vilfort-overskæg - “Litteraten med Vilfort-skægget”?!), som fandt plads til i forbifarten at orientere om kampen ind imellem sine mange betragtninger om en Ole Testrup-lignende Man Utd-fan, som iklædt en Ryan Giggs-skjorte (ikke trøje, skjorte!?) og åbenbart usædvanlig blanke sko, tilbragte sin lørdag eftermiddag på vores stampub med med at brøle racistiske betragtninger efter Antonio Valencia og Ji-Sung Park, der angivelig er henholdsvis en uduelig, kaffeplukker og en skævøjet risgnasker eller noget i den retning. Da meldingen om 2-0 målet tikkede ind ved Mark Nobles anden straffesparksscoring på the Boleyn Ground konstaterede min rejsekammerat, den Bundesligaliderlige Kommuneforsker, at en udesejr på 4-2 måtte være så godt som sikker. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor irriterende Ole Testrup-manden i Ryan Giggs-skjorten har været, da 4-2-målet raslede ind bag Robert Green, sammenbruddet var totalt og den kommunalt interesserede fik ret.

Så var kommuneforskeren anderledes taktfuld senere. Efter øl(ler), pølse(r), tåbelig pauseunderholdning, middelmådig fodbold, et intimt, godt fyldt solbeskinnet stadion med en meget højrøstet og sortklædt ultras-fraktion bag det ene mål, anti-St. Pauli og Dynamo Dresden-slagsange fra hele stadion, 2-1 til hjemmeholdet og en hurtig bustur til stationen, gjorde forskeren sig nemlig den ulejlighed at besnakke det ekstremt talstærkt udkommanderede uropoliti (Carl-Zeiss Jena - finmekanikfirmaholdet - er åbenbart ikke så fimsede, som den historiske baggrund kunne indikere) til at åbne politikæden, så vi danske fodboldturister kunne nå et tog til Berlin. Eller det vil sige: Politikæden smækkede prompte i bag kommuneforskeren, da undertegnede gjorde mine til at følge efter. Det må være noget med mit valg af frisure i forhold til den stereotyp, som hersker om visse segmenter af Hansas supportere. Det stemmer i hvert fald overens med, at jeg, men ikke forskeren skulle kropsvisiteres ved stadion. Men selv den lukkede politikæde fik han snakket sig fra på mine vegne. Men han har også, skal det siges, en ualmindelig velsiddende, dog henslængt, luftig sideskilning. Takket være den nåede vi toget til Berlin, som egentlig var rejsens destination. Man skulle have været kommuneforsker, skulle man.

Fear and loathing in Berlin

Efter en lang nat på en technotramper-klub af den slags som man åbenbart holder af, hvis man interesserer sig for den kommunale sektor, gik turen dagen efter til det Olympiske Stadion, hvor mere end 70.000 mennesker benyttede en af de første rigtige forårsdage til ikke blot at bese et af de mere spektakulære monumenter for det 3. rige, men også at se byens mest succesfulde fodboldhold tage imod Paderborn i den næstbedste række.

Det var en interessant oplevelse af flere grunde. Det gav først og fremmest mulighed for at se fodbold på et olympisk stadion (et sådant skal jo også snart huse West Ham), og jeg må sige at udsigten fra øvre tribune på langsiden var væsentlig bedre end frygtet. Værre så det ud til at være tilfældet bag målene, uden at det dog lod til at lægge en dæmper på entusiasmen i Ostkurven, hvor de mest entusiastiske supportere havde taget opstilling - netop bag det ene mål. Her blev skrålet slagsange til melodier lige fra Rod Stewart til Bonnie Tyler, viftet med tørklæder og flag, hoppet og danset. Kontinental fankultur. Modsat de talstærke og lydmæssigt altdominerende ultras i Rostock virkede det også rent faktisk som om, at befolkningen på Ostkurven havde en vis interesse i at se fodbold, og ikke kun i at synge sange (som i øvrigt lader til at være til fælles med det meste af Europa i forskellige afskygninger), klappe i takt og danse synkrondans. De fandt det i hvert fald lejlighedsvis berettiget at holde kæft og rent faktisk reagere på den fodboldkamp, som udspillede sig på banen. I øvrigt en relativt tam affære, hvor hjemmeholdet vandt 2-0 uden problemer og uden at sprudle.

Oi, Oi, Oi! Before the flame dies…

Søndag aften var der ikke fodbold. Men på en måde var det ikke langt fra. Her udspillede undertegnedes hovedformål med rejsen sig: Oi-punk-legenderne fra Cock Sparrer spillede op til dans.

For de som er så uheldige ikke at kende Cocken, som jeg ynder at kalde dem, så drejer det sig om et punk-orkester, som ifølge rygter blev tilbudt “at være Sex Pistols” af den berømte og berygtede Malcolm McLaren, da denne havde fået sin vision om at skabe og eksponere det første rigtige punkband. Legenden hævder, at de unge knøse fra Londons East End takkede venligt men bestemt nej, da McLaren nægtede at give en runde bajere. Kronologien hænger i hvert fald så nogenlunde sammen, og selv hvis den ikke gjorde, skulle den ikke komme i vejen for en god historie. Cock Sparrer blev dannet i 1972, Sex Pistols i 1975. Sidstnævntes epokegørende plade Never Mind the Bollocks udkom i 1977. Året efter udkom Cock Sparres første album, som blev helt og aldeles ignoreret af alt og alle - inklusiv bandets pladeselskab Decca. Pladen, der kort og godt gik under navnet Cock Sparrer, blev således kun udgivet i Spanien (og er sikkert en milliard værd i dag), og først genudgivet i 1987.

I 1982 udkom pladen som i stedet ofte regnes for Cock Sparrers debut: Shock Troops. Den regnes desuden som universets sandsynligvis sejeste, om ikke decideret bedste plade af den anerkendte forsker indenfor rytmisk musik S.Y Gog Munter. Det er ganske enkelt et triumftog af fremragende sange. To år senere fulgte pladen Runnin’ Riot in ‘84, og herefter fulgte en ti-årig pladepause for cocken. Dette skyldtes ikke mindst, at bandet - som var erklærede West Ham supportere med tilknytning til den mere voldelig del af tidens fanscene - tiltrak sig et temmelig voldsomt publikum, og det derfor blev ualmindelig svært for dem at få lov til at spille koncerter nogen steder. Endvidere begyndte bandet at blive forfulgt at rygter om, at de tilhørte den yderste højrefløj politisk (en prædikat som ofte forfejlet kobles på hele oi-punk-genren), hvilket ikke gjorde tingenes tilstand lettere. Selv har bandet altid taget afstand fra politiske dogmer - hvilket også sker ganske eksplicit på flere af bandets sange. Det eneste bandet for alvor kan siges at prædike er generel politisk desillusion, anti-autoritet og arbejderklassestolthed. Mens megen anden punkmusik drønede ud af politiske, kunstneriske eller andre mere eller mindre meningsfulde tangenter, blev Cocken stående på udgangspunktet, spillede musik, der stadig går lige i pikkemanden, og så det de oprindeligt betragtede som deres ungdomskultur og oprør blive kapret af modeindustrien og middelklassen. Første del af sætningen er min vurdering, sidste er bandets egen, som de har givet udtryk for ved flere lejligheder.

Omkring 1992 var der gudskelov nogle mennesker i Leipzig som fattede pen og papir og kontaktede bandet, der blev lokket på landevejen igen, opdagede at der var en masse mennesker der savnede dem, og BANG! to år senere udkom pladen Guilty as Charged, som med brilliante sange som Because You’re Young, Last Train To Dagenham, We Know How to Live og Tough Guys signalerede at Cockens kombination af en loyal glæde ved tidligere tiders glam - og pub-rock kombineret med punkenergi, omkvæd der egner sig til fodboldstadions og arbejderklasse-etos skaber en uimodståelig gryde af fuldstændig ekstrem awesomeness. I 1997 fulgte pladen Two Monkeys, der føjede endnu en stak klasse-sange til repertoiret , inden de igen tog en 10 år lang skraber for at udgive en plade som kandiderer til titlen som bandets bedste, da Here We Stand udkom i 2007. Ikke dårligt at en flok midaldrende, grimme briter.

Personligt opdagede jeg først for alvor bandet alt, alt, alt for sent (som Litteraten så smukt og rammende formulerede det: “Jeg har altid antaget, at de måtte være dårlige med det dumme navn…”), og derfor gik det mere eller mindre hen over hovedet på mig, at de spillede i København for et par år siden. Dette var dobbelt ærgeligt, når man tager i betragtning, at deres turné-aktivitet er meget begrænset, og at de udover en fast årlig koncert i Blackpool, sjældent spiller mere end højst en håndfuld koncerter om året, og at disse forsøges placeret steder, hvor bandet aldrig tidligere har været. Derfor var incitamentet om at komme til Berlin så meget desto større. Og Cocken skuffede ikke. Settet blev leveret med kompetence, energi og en entusiasme, der ikke kunne skjule, at de eneste der havde det federe end publikum - der ellers skrålede fællessang, klappede og kastede med øl, som gjaldt det livet - denne aften, var de fire gamle, småtykke og halv -eller helskaldede skolekammerater - forsanger Colin McFaul (der var iført en t-shirt med en stencil af Bobby Moores kontrafej), guitarist Micky Beaufoy, bassist Steve Burgees og trommeslager/heart&soul/badass Steve Bruce (der modsat hans navnebror på Sunderlands sidelinje ikke ligner en gammel lebbe) samt gruppens nyeste mand siden 1992, andenguitarist Darryl Smith. Hvis bare flere professionelle fodboldspillere kunne vise samme entusiasme…

En helt igennem livsbekræftende og pissefed oplevelse (selv kommuneforskeren rokkede lidt med det kommunefarvede hår), der fik mig til at tænke tilbage på en helt og aldeles rædselsfuld, kold aften i januar. West Ham havde netop formøblet en 2-1 føring fra den første semifinale, og en 1-0 føring ved pausen i den anden i Carling Cupen mod Birmingham. Barry Ferguson havde gjort ting på banen, som normalt ville give betingede fængselsdomme. Jeg var gutted, men hjem skulle jeg. Høretelefoner blev proppet i ører og shufflefunktion på ipod aktiveret. Og hvem andre end Cocken reddede min aften! Det var en sang fra pladen Two Monkeys. En sang med et banalt og kluntet carpe-diem budskab, som går lige hjertet, der banker hårdere, rygsøjlen, som retter sig op, og mundvigen, som antager en trodsig trækning. Det var et fucking mirakel, og det lød cirka sådan her:

“People say that life ain’t fair
And then they say what you give comes round the same
What can you believe ?
I say if you want passion in your life
You can’t be afraid of pain
You’ve got to get out and live
Cos freedom’s a curse but boredom’s even worse
There’s a spirit inside that needs to fly.

Oi, Oi, Oi is the call
Oi, Oi, Oi, do it all
Oi, Oi, Oi before the flame dies”

Nuvel. Det er ikke Rimbaud, det er ikke Shakespeare, men mindre kan fandeme også gøre det, og manden bag de ord er jo tydeligvis West Ham fan! Nu ved jeg, hvilken sang der skal spilles højt og gentagne gange inden hver af de fire resterende forfærdelig spændende kampe i denne sæson. 4 kampe som jeg agter at nyde i fulde drag - der kan gå lang tid inden de fire næste på dette niveau. Kravet er umiddelbart 9 point, hvis overlevelse skal sikres. Der kommer næppe nogen i næste runde mod de lyseblå fra Manchester. Altså skal der hentes gevinst hjemme mod Blackburn, ude mod Wigan og hjemme mod Sunderland i sidste runde, og det kan principielt lade sig gøre. Sidstnævnte kamp bliver sågar med Socialdemokraten, Kommandoliberalisten og undertegnede på lægterne. Forhåbentlig bliver vi vidne til et mirakel, med årets spiller ifølge de britiske sportsjournalister, Super Scotty Parker, i rollen som den genopstandne. Og ellers kan vi i det mindste tage pænt afsked med ham og Premier League. Og konstatere ved selvsyn, om Steve Bruce (altså ham den falske, som ikke slår på tromme i Cock Sparrer) også ligner en gammel lebbe set fra Sir Trevor Brooking Stand Upper…

Come on you irons!

Det var også dengang raske skoledrenge kunne få jern på af at bladre i kuponnyhederne. De par gange om året den ret obskure publikation med tilbud på VHS-film, håndvægte, slankesåler (!) og jubilæums-mønter (som ingen nogensinde har forstået, hvad går ud på!) dumpede ind af brevsprækken, rejste det sig synkront i bukserne på tusindevis af prepubertære drenge landet over. Der var billeder af damer i frækt undertøj i de skide kuponnyheder, da denne form for erotisk æggende beklædning øjensynlig også lod sig rekvivere via kupon. For slet ikke at glemme den dejlige dame i reklamen for kupon-prævention, som af uransaglige årsager stod og talte i telefon kun iført et håndklæde, som oven i købet var gledet ned, så det akkurat blottede det ene bryst. Bevar mig vel! Hun var velsagtens i færd med at bestille præservativer over telefonen. Selvom det selvfølgelig negerer hele kupon-reklame-konteksten. Ikke desto mindre gjorde hun indtryk. Uudsletteligt. Måske var hun der kun for at få safterne til at stige i hormonhærgede kroppe med dun på overlæben. Hvem ved?

Mig bekendt eksisterer kuponnyhederne ikke længere. Allerede da jeg mindre end et årti efter min egen kuponnyhedsåbenbaring havde fornøjelsen af at undervise nogle raske drenge i kuponnyhedsalderen i den danske folkeskole, fremstod det ret tydeligt at tiden vist var løbet for denne hæderkronede institution indenfor ungdommens seksuelle vækkelse. Disse knægte i 4-5-klassesalderen lød til at vide mere om sex end jeg gjorde. “Kan man blive gravid af analsex?” ville de vide. Man behøver vist ikke være fremtidsforsker for at udtale sig om, hvilken indflydelse den teknologiske udvikling havde haft på det spørgsmål.

Men for at komme frem til det, som denne blog jo egentlig i hovedsagen burde handle om: Den teknologiske udvikling har i allerhøjeste grad ændret den gennemsnitlige fodboldentusiasts mulighed for at dyrke sin lidenskab. Hvor man dengang var heldig, hvis der var en fodboldkamp eller to om ugen på tv, lidt sporadiske højdepunkter hist og her præsenteret af Kent Nikolajsen samt lidt stof i aviserne, kan man nu mere eller mindre bruge døgnets samfulde 24 timer på at beskæftige sig med fodbold, fodbold og atter fodbold. Man kan se utallige kampe hver uge på tv, og endnu flere kan streames ad mere lyssky kanaler. Man kan læse alverdens mediers omtaler, diskutere udviklingen i boldens verden med internetkrigere på et hav af messageboards, man kan købe merchandise online, spille penge på russisk skolefodbold hos en asiatisk bookmaker og så videre og så videre og så fucking videre, indtil man er helt blå i hovedet. At tænke sig at man for blot 15 års tid siden kunne blive helt blå i hovedet af at høre kuponnyhederne ramme dørmåtten i entreen. Fagre nye verden.

Internettet i sin inkarnation 2.0 (hvis den da stadig hedder det? Det går jo så hurtigt, og er så svært at følge med) har endvidere muliggjort, at man nu kan følge de rent faktiske fodboldspilleres gøren og laden på allertætteste hold via de meget omtalte sociale medier. Således har flere spillere gjort sig uheldigt bemærket ved at skrive mere eller mindre velovervejede udgydelser på small-talk-monstret twitter, og efter at have stødt på fænomenet besluttede jeg mig for at tjekke det ud. Siden da har mit liv ikke været det samme.

Nedenfor følger en liste over øjenåbnende oplevelser med fodboldspillere i cyberspace.

- En af mine absolutte yndlingsaversioner fra fodboldens verden, Boltons tank-angriber Kevin Davies, var en af de første spillere jeg faldt over på twitter. Nu kunne jeg rigtig ved selvsyn konstatere, hvordan det dumme svin ville opføre sig dumt og svinsk. Jeg blev slemt skuffet. Det viser sig at Davies holder usædvanlig højt niveau (altså i forhold til andre fodboldspillere på twitter). Ikke nok med at manden hovedsagligt tweeter om sine forskellige velgørenhedsprojekter med unge mennesker i Bolton, han lader faktisk også til at være en hengiven og humoristisk far og mand, ligesom manden rent faktisk kan stave (så nogenlunde) og ikke bruger sms-sprog.

- West Hams tidligere - og Aston Villas nuværende - forsvarsklippe James Collins, bekræftede en fordom eller to om rødhårede menneskers temperament, da han blev tøsefornærmet og forlod netværket med en salve af eder efter for mange dumme bemærkninger fra pøblen. Flot.

- Evighedstalenterne Freddy Adu og Jozy Altidore lader til at sige godmorgen og godnat nærmest på timebasis. Ligesom de lader til at være flyttet til nye lande, byer og klubber cirka lige så regelmæssigt. Det kører vist ikke rigtig for dem. Gudskelov lader de ikke selv til at have opdaget det.

- Jody Morris lever for det første endnu, spiller for det andet for St. Johnstone i Skotland og er for det tredje - efter alt at dømme - stadig, hvad briterne vanligvis referer til som en stor, fed, utiltalende cunt.

- Rio Ferdinand lader til at være online mere eller mindre konstant, og ynder at synkronkommentere fodboldkampe med banale, uvedkommende betragtninger. Min gamle helt er fallen from grace. Må den stakkels mand dog snart blive skadesfri. Så slipper vi andre da for ham på twitter så længe…

- Rory Delap og James Beattie spillede en del X-box sammen, da de begge var i Stoke. Gad vide om de også tonser når de spiller Fifa?

- Jack Wilshire og Wojciech Szczesny er tydeligvis værelseskammerater i Arsenal. Sidstnævnte glemmer tydeligvis at lukke sin computer ned, når han forlader værelset, hvilket resulterede i, at den polske keepers profil sprang ud som bøsse i en halv times tid ved Wilshires mellemkomst. En halv time, hvor den lyserøde målmandstrøje ellers pludselig gav mening.

- Alle fodboldspillere elsker at poste cheesy motivational slogans. Virkelig cheesy. Sådan noget som det her: “To be afraid is a priceless education.” Jesus Christ. Det eneste de elsker mere er faktisk at poste shit om netop Jesus. Og vejret, for helvede. Hold da kæft, hvor kan de godt lide at tweete om det. Og om hvad de ser på tv. De ser virkelig, virkelig dårligt tv. Jersey Shore, Gossip Girl, Eastenders.

Det er egentlig ret deprimerende. De her mennesker tjener mere om måneden end jeg kommer til at tjene hele mit liv. Med andre ord er twitter mest af alt et stort fucking spild af tid. Men hvorfor så dette blog-indlæg spørger den frustrerede læser nok. Fortvivl ej.

Nedenfor følger en top-2 liste med de spillere på twitter, som gør det hele værd at følge:

- Nr. 2: Carlton Cole: West Hams store angriber er relativt ny på twitter. Men han er awesome. Han har billeder af Superman som sin baggrund derinde. Han poster sine umiddelbare reaktioner på West Hams præstationer, sine overvejelser om stort og småt, samt en række links til “sjove” billeder. Han lader til at være et stort barn. Tidligere i dag postede han for eksempel: “Whoever’s got a problem with me has got to get past my security 1st! I warn ya he loves a scrap! http://plixi.com/p/84661528”

I går fik han en vækkelse og begyndte at prædike sund livsstil for at undgå cancer: “ I’m tired of people telling me it aint gonna happen to me! Wait a minute, Who do ya think u are? Superman? Idiots! It can happen to anyone!“ Et par timer senere kom han i tanker om, at han havde set en pige, som lignede en fra Avatar. Engang i sidste uge postede han et billede af Luis Boa Morte med et kæmpe falsk overskæg! Og så bruger han 8-taller når han skriver great og 2-taller når han skriver to. Med andre ord er han en blanding af en voksen mand, en 10-årig knægt og en 15-årig skolepige. Tjek det ud!

Nr 1: Mikael Forssell: Ja - han laver sgu også endnu. Han varmer bænk i Hannover, elsker Nutella og snacks i det hele taget. Han spiller masser af konsol og læser Paulo Coelho for at virke intellektuel. Og så taler han hele tiden om at “bange in some goals.” Foreløbig i sæsonen står han noteret for 1 kamp fra start, 9 som indskifter og 0 mål. I det hele taget prøver han at tale som en kulsort gangsterrapper fra det dybeste NYC. Hans profiltekst er det bedste jeg nogensinde har læst: “ One man army in football…trying to pay the bills with skills! Respect, 1Love.” I kid you not.

Det er utvivlsomt et syndigt spild af tid, og jeg er hooked. Jeg kan kun anbefale og fraråde, at i bliver det samme.

Hengivne hilsner,

twitter.com/sygogmunter

- One man army in bloggin’, trying to pay da billz with skillz! Respect, 1love.