Syg og munter

Englands måske allerstørste spiller nogensinde bar 6-tallet på ryggen. Han emmede af klasse både på og udenfor banen. Hans kone får dagens wags til at ligne udskidt shepherds pie (selv denne sammenligning i nogle tilfælde virker næsten er generøs). Han trak den hvide trøje med three lions over hovedet 108 gange i sin karriere - og dette var vel at mærke på en tid, hvor man ikke kunne få en landskamp på cv’et ved at lade sig indskifte i et kvarter mod Kazakhstan (*hostBeckhosthamhost*). I de fleste af disse kampe bar han anførerbindet. Han spillede skak mod Franz Beckenbauer, og Pelé kaldte ham den bedste modstander han nogensinde havde mødt. Han spillede i øvrigt sammen med brasilieneren (og Sylvester Stallone!) i fodboldfilmen Victory.

Han løftede pokaler på Wembley tre år i træk midt i tresserne: FA-cupen i 64 (samme år blev han kureret for testikelkræft), Cup Winners cupen i 65 og den største pokal af dem alle i 66: Jules Rimet-trofæet, efter en legendarisk 4-2 sejr over ærkerivalerne fra Vesttyskland, i en kamp hvor klubholdkammeraten Geoff Hurst lavede et hattrick, selvom bolden måske kun var over stregen to gange. Kampen sidste engelske mål blev i øvrigt sat ind af holdets tredje eastender, Martin Peters. Han spillede næsten 550 kampe for West Ham inden han afsluttede karrieren med et par sæsoner i Fulham og siden i USA. Han døde af tarmkræft, alt for tidligt, i 1993, blot 51 år gammel. I dag står der statuer af ham ved både West Hams Boleyn Ground og Englands New Wembley. Hans navn var Robert Frederick Chelsea Moore - men han var kendt og elsket som Bobby Moore.

Det var dengang. I skrivende stund har ingen West Ham-spiller løftet en pokal siden 1980 (hvis man fraregner ungdomshold og en enkelt TOTO-cup). Trøje nummer 6 er trukket tilbage i erkendelse af, at der nok aldrig kommer en spiller der kan udfylde den igen. Ironisk nok blev trøjen afgivet af Matthew Upson, som er ved at manifestere sig i en den engelske landsholdstrup som førstealternativ til evigskadede John Terry og Rio Ferdinand (begge med West Ham baggrund i øvrigt). Ikke desto mindre har der faktisk været en mand i West Hams trup, som har taget titlen som selvbestaltet sekser for England indenfor de seneste år; nemlig keeper Robert Green.

Bobby Green var inde omkring landsholdet før VM 2006. Dengang spillede han for Norwich. Han fik debut i en kamp mod Colombia i 2005, men var svineuheldig at blive skadet i en B-landskamp inden selve VM-slutrunden. Hans plads i VM-truppen blev snuppet af Scott Carson, som siden brillierede ved at have smør på handskerne da England tabte en afgørende EM-kvalifikationskamp til Kroatien mens Steve Mclaren så passivt til under sin paraply. I mellemtiden skiftede Green til West Ham, mens selvsamme Steve Maclaren bevirkede at han ikke kunne komme i betragtning til en plads i landholdstruppen ligegyldigt hvor godt han spille for klubholdet (og ikke mindst; upåagtet hvor dårligt Paul Robinson spillede for England). I denne periode opstod et ritual mellem Green og West Hams fans; når de hyldede ham med sangen “Englands number 1″ efter et af mange succesfulde indgreb svarede han igen med 6 løftede fingre: Englands number 6.

Da Fabio Capello ligeledes valgte at udelade keeperen til sin første trup, valgte Green, som havde startet sæsonen fremragende, at se situationen fra den galgenhumoristiske side, ved at lade sine handsker brodere med sin nye catch-phrase. Om det var den humoristiske sans der overbeviste Capello er ikke godt at vide. Faktum er at Green har spillet de seneste to landskampe fra start. Ganske vist i David James skadesfravær, men det må alt andet lige være sjovere at være nummer 2 end nummer 6. Måske er Capello bare historisk bevidst; hvis han studerer historien vil han i hvert fald se det fornuftige i at fastholde Green i startelleveren. England kan jo åbenbart ikke vinde trofæer uden mindst tre hammers i startopstillingen, og på det seneste er Don Fabio også begyndt at udtage Carlton Cole…

Både Green og Upson har i øvrigt ifølge rygter afslået nye kontrakter med West Ham. Fortune’s always hiding og alt det…

Tags: Carlton Cole, England, Fabio Capello, Franz Beckenbauer, Fulham, Geoff Hurst, Martin Peters, Matthew Upson, Pelé, Robert Green, West Ham

Dette indlæg blev udgivet tirsdag d. 23. juni 2009 kl. 09:13 af sygogmunter under Bobby Moore, Robert Green, West Ham. Du kan følge kommentarer til dette indlæg med dette RSS 2.0 feed.