Syg og munter

Fear and loathing in Bad Rakersburg

Efter en stort set internetløs uge i skoldhed, italiensk bjergidyl havde Eders ydmyge blogger håbet at vende bøffelmozzarella-kvabset hjem til overskrifter om indkøp af klassespillere, fejende flotte træningssejre og generel skidegod stemning. I stedet var der nærmest ikke sket en skid (udover kvabset-målsætningen, som lykkedes til fulde). Gudjohnson rygtes upålideligt til klubben for tredje år i træk, Mancini-overgangen ser ud til at falde igennem, vi har rapset en sikkert lovende, men meget ung angriber, Nouble, fra Chelsea, træningskampen mod Werder Bremen i Østrig blev aflyst på grund af regn, og de andre træningskamp endte 1-1 mod henholdsvis frygtindgydende SVL Flavia Solva (fra den tredjebedste østrigske række) og sidste års nummer seks i den tyrkiske liga, Bursaspor. I går eftermiddag afsluttedes træningsturen med et dødsygt 0-0 mod slovenske ND Mura 05.

Selvom resultaterne ikke har været imponerende, har der været en del posivt at tage med. Ikke mindst fordi resultaterne af denne type træningskampe grundlæggende er totalt ligegyldige. Til gengæld har mange af de unge spillere fået masser af spilletid - og endnu mere opløftende; Danny Gabiddon har gjort comeback efter næsten to år ude med diverse skader, Kieron Dyer scorede sit første mål for West Ham mod Bursaspor, og ser rent faktisk ud til at være i færd med at lægge skadeshelvedet bag sig (7-9-13 - mens dette skrives rammer nemesis nok i form af en ondartet hæmoride i Kierons tarmflora, som holder ham ude i 18 måneder), og sidst men ikke mindst har manden med nosser så store som Rundetårn - Scotty Parker - fået en del spilletid efter store skadesproblemer ødelagde slutningen af sidste sæson. Nåja - og så ser det ud som om Julien Faubert har tabt sig og fået lyst til at spille fodbold igen! Til gengæld har Dean Ashton end ikke været med på Østrigs-turen, hvilket kaster yderligere benzin på rygtebålet, som sender ham ud af Zolas planer og til Stoke.

Snart går turen mod Kina, hvor vores venner og naboer fra Tottingham Hotspurs Cricket Club venter onsdag i en “semi-finale” i den kinesiske træningsturnering Barclays Asia Cup. Til den heldig vinder venter en prestigefyldt finaleplads mod enten storklubben Beijing Guoan eller giganten Hull City. Herefter følger en sidste testkamp 8. august hjemme på the Boleyn Ground, hvor Zolas gamle klub Napoli kigger forbi til det, som de seneste år har heddet Bobby Moore Cup, hvor en del af (hvis ikke hele?) overskuddet går til Bobby Moore cancer-fonden.

“And in fact it went in off Brooking I think!?”

Og nu vi er ved legenderne, så er ugens måske mest glædelige nyhed, at Sir Trevor Brooking - West Hams måske største spiller de sidste 30-40 år - får opkaldt en tribune efter sig hjemmebanen. Dette sker netop i forbindelse med kampen mod Napoli. Brooking, som fylder 61 til oktober, spillede hele sin karriere for West Ham, og fik mellem 1967 og sit karrierestop i 1984 skrabet 635 førsteholdskampe sammen, og lavede i den periode 103 mål.

Brooking var en klassisk spilfordelende offensiv midtbane, og rundt omkring i østlondon bliver øjnene svømmende, lykkelige og intense, når talen falder på dengang Sir Trev ærede det hellige græs på the Boleyn Ground med sine præcise afleveringer og frække driblinger. Åbenbart mistede Brooking ALDRIG bolden, og han slap den ellers ALTID først efter at have afdriblet en 4-5 modstandere. Ironisk nok scorede Brooking alligevel karrierens måske vigtigste mål med hovedet, da han nærmest siddende på røven fik sat panden på Stuart Pearsons hårde afslutning/indlæg i FA-cup finalen mod Arsenal i 1980 (Brooking var også med til at vinde Cupen i 1975). Undertegnede havde for et par år siden, på en shawarmabar på Nørrebrogade, fornøjelsen af at møde en stadig traumatiseret Arsenal-tilhænger, som havde overværet kampen på Wembley. Heldigvis var vi begge al for berusede til for alvor at blive uvenner. Finalesejren mod Arsenal var i øvrigt sidste gang West Ham vandt et betydeligt trofæ - og forresten også sidste gang et hold fra den næstbedste engelske række har vundet verdens mest prestigefyldte nationale cupturnering.

For at vende tilbage til Brooking, så blev hans enorme popularitet selvfølgelig ikke mindre af, at han overhovedet tog turen ned i den næstbedste række i første omgang. Da West Ham rykkede ned i 1978 ringede han til landstræner Ron Greenwood, og da denne (tidligere legendariske West Ham træner) lovede at hans landsholdsfremtid ikke blev dårligere stillet af et år i 2. division blev Sir Trev hængende indtil oprykningen i 1980 og beyond. Han nåede 47 landskampe for England og lavede fem kasser.

Sidenhen har Brooking blandt andet arbejdet på tv, og været caretaker manager for West Ham i flere omgange med stor succes (men han ønskede dog aldrig at påtage sig rollen på fuld tid). De seneste år har han været tilknyttet FA, og har flere gange været en åbenmundet kritiker af den manglende satsning på britiske talenter i engelsk fodbold.

Ak, ja. De laver dem ganske enkelt ikke som Clever Trevor mere, hvad tydeligt fremgår af dette youtubeklip.

Og så er det vist bare tilbage at ønske rigtig god weekend.

I et ellers røvkedeligt transfervindue bidrager Lucas Neill til underholdningen i den engelske presse. Den australske fodboldkaptajn har nemlig vist sig at være en ubeslutsom herre, og historien om hans fremtid er ved at udvikle sig til - om ikke en farce - så i hvert fald et mindre lystspil. I starten af juni var hans navn på den liste over transferfri spillere som West Ham fristillede, fordi klubben og anføreren ikke havde været i stand til at blive enige om en kontrakt. I den forbindelse udtalte klubben at de havde tilbudt ham “en betydelig” kontrakt, alt imens spillerens agent fokuserede på, at den nye kontrakt var markant lavere end den gamle; og at den nye følgelig ikke “reflekterede spillerens betydning for holdet”. Resultatet blev at Neill ville forlade klubben og overveje sine muligheder.

Neill - som flere gange har antydet at hans udenlandskarriere sandsynligvis slutter efter VM i Sydafrika, hvorefter han vil hjem og være med til at opstarte et hold i den australske liga - havde højst sandsynligt håbet på, at der ville stå et nyrigt hold klar med en sidste guldrandet kontrakt; ikke ulig da han i første omgang forlod Blackburn for West Ham i januar 2007 - et halvt år før kontraktudløb. Dengang huserede, som allerede flere gange nævnt her på bloggen, den islandske Mr. Spock-lookalike Eggert Magnusson i West Hams chefstol, og kontrakterne som en række spillere fik smidt i nakken var astronomiske i forhold til klubbens normale lønninger.

Det er netop heri kernen i uenigheden mellem klub og spiller har ligget: Neill ønskede at blive fastholdt på Magnusson-lønnen, mens klubben ville gøre ham til en af de højest lønnede indenfor det genskabte, noget mere realistiske lønsystem. I forbindelse med sin nylige charmeoffensiv hos forskellige uofficielle West Ham fansider har klubbens direktør Scott Duxbury da heller ikke lagt fingre imellem i sin beskrivelse af situationen. Til Westhamtillidie.com udtaler han blandt andet: “Klubbens etos er at forsøge at stoppe med at betale de tåbelige lønninger, som vi historisk set har betalt, og som skabte så mange problemer. Vi har ikke en lønstruktur, men vi har et lønsystem, og alle vores topspillere tjener cirka det samme, hvilket er godt for holdånden og konkurrencementaliteten. Man ønsker sig at have et omklædningsrum med spillere, som tjener nogenlunde det samme, så der ikke opstår jalousi.”

Som altid skal denne slags kommentarer tages med et gran salt. Ret beset kunne Duxbury ikke så godt tillade sig at sige:“Vi har valgt at lade klubbens anfører og en af de bedste spillere i sidste halvsæson gå på en fri transfer, fordi vi til stadighed er en uambitiøs og fedtet klub, som ikke for alvor gider investere i spillertruppen - til gengæld er vi meget tæt på at overtale den danske superstjerne Søren Colding til at gøre comeback.” Ikke desto mindre synes Dux’ pointe at besidde en ikke ringe grad af substans; det virker ganske enkelt intuitivt fornuftigt ikke at lade en person tjene mere end nogen anden i truppen nogensinde ville kunne opnå. Især ikke når den spiller er en 31-højreback med lige så meget bly i røven som Thomas Helveg. Man kan på den andens side heller ikke rigtig klandre Neill, at han vælger at søge lykken og de store penge andensteds.

Men i disse dage bliver det for alvor festligt. For i perioden mellem offentliggørelsen af hans afgang for West Ham og nu, har interessen for Neill ikke just været overvældende. Man kan, for nu at blive i det fest-terminologien, sige at Neill har stået single og åben for tilbud i baren, men det har ikke just været de smukkeste piger til ballet som har budt ham op til dans. Faktisk har der umiddelbart kun været interesse fra Galatasaray og Olympiakos, som nok mere kan karakteriseres som de grimme stedsøstre end som nogen egentlig Askepot i Neills fremtidseventyrdrømme.

Derfor melder mange engelske medier nu at Neill, der har været arbejdsløs siden 1. juli, skulle være parat til at foretage en kovending, og alligevel skrive under på den kontrakt som “ikke reflekterede hans betydning for holdet.”

Og her bliver sagen pludselig speget, kikset, lettere komisk, en smule pinlig for Neill og frem for alt meget principiel. For hvordan skal West Ham forholde sig til Neills slingrekurs? Vil man have en spiller i klubben, som egentlig “hellere” ville have været et andet sted? Hvordan vil den øvrige besætning på det gode skibe West Ham reagere på at den vældig populære kaptajn var klar til at forlade skuden for en ekstra kiste guld? Ville man tage en kæreste tilbage, som forlod én fordi hun mente hun fortjente en der var rigere, smukkere og havde en større tissemand, men i stedet blev træt af at gå alene hjem fra Crazy Daisy, og derfor fandt en værdig igen?!

Der er ingen tvivl om at Lucas Neill både som højre back og som anfører har været en central brik i West Hams relativt succesfulde sæsoner de seneste år. Han bidrager med rutine, lederskab, fight, fleksibilitet, gode pasninger frem af banen - og så kan han en del tricks som kan være nyttige når det går hårdt for sig. Men kan man regne med at manden er 100 % interesseret i at spille for West Ham?

Duxbury formulerer det egentlig ganske godt til westhamtillidie.com:“Det er et spørgsmål om hvorvidt han vil gøre det [underskrive kontrakten, red.]. Det handler om andet end penge. Det handler om hans lyst til at spille for Gianfranco [Zola], om hans lyst til at være en del af det vi prøver at opnå. Spilleren er nødt til at ville være en del af det. Det er fuldstændig op til Lucas nu.”

Man kan argumentere for at Neill allerede har besvaret Duxburys retoriske spørgsmål ved at nægte at underskrive kontrakten i første omgang.

West Ham starter preseason på mandag. Den dato har Duxbury sat som deadline for hvornår Neill skal have besluttet sig. Men sådan som forløbet hidtil har været skal man ikke blive overrasket, hvis Lucas får forlænget sin limbodans om kontrakten med yderligere et par uger…

Ak ja. Så er den gal igen. En sommer uden nævneværdig fodbold. Der er selvfølgelig Confederations Cup, hvor man kan se udmattede stjerner med drømme om sand mellem tæerne og blowjobs på fashionable diskotekstoiletter malet i ansigterne.

Eller U-21 EM som i øjeblikket løber af stabelen hos vore kære svenske naboer. Selv havde jeg fornøjelsen af i lørdags tilfældigvis at passere et temmelig tomt øltelt på Stortorgat i Malmö, som var opstillet til ære for morgendagens stjerner. Eller måske især til de fans som formodes at følge turneringen. Man kunne deltage i en Sing Star konkurrence og forsøge sparke en fodbold op i en spand som var anbragt på toppen af en dertil anlagt bakke. Ingen af delene appellerede dog synderligt til undertegnede. Til gengæld var det ikke muligt at finde et program over turneringen, så det blev ikke til noget fodbold. Senere kunne jeg ellers konstatere at Serbien og Hviderusland faktisk havde spillet 0-0 i de spredte byger på Nya Malmö Stadion. Dagen inden havde Mark Noble spillet hele kampen for England, da de overraskende besejrede Spanien 2-0 i gruppe B, og dermed lagde sig i spidsen for gruppen med maksimumpoint for to kampe - 2 mere end Tyskland.

Men hvorom alting er; uinspirerende Confederations Cup og ungdomsfodbold er selvfølgelig begge dele bedre end ingen fodbold. Men den slutrundefri sommer bliver unægtelig en kende lang, deprimerende, tom og angstprovokerende. Det er derfor fodboldfans verden over elsker og hader silly season. En konstant smertefuld påmindelse om fodbold, men samtidig en tid præget med løfter om bedre tider, og trods alt en undskyldning for at snakke om verdens bedste spil. “Næste sæson skal det være, vi mangler bare liiiige en højreback/kreativ midtbane kreatør/defensiv midt/target mand/keeper/massør/indsæt selv flere…”

West Ham er som altid stærkt repræsenteret på rygtebørsen. Dele af den kulørte presse maler skræmmende billeder af exodus - klubben er bankerot, de nye ejere (den gamle ejeres kredittorer) vil have penge i kassen, alle spillere er til salg, Upson skal være oliesheik i Manchester, Green skal til Arsenal, Scott Parker skal være picollo i et mindre advokatfirma i Essex osv.

Andre dele af pressen (som denne blogs evigoptimistiske/retarderede skribent naturligvis vælger at tro) melder om spændende tider forude. Jiménez og Mancini fra Inter skulle næsten, 99 % silly season garanteret være sikret for næste sæson med rimelig købsoptioner. Steve Clarke er jo gode venner med Mourinho, og Zola har også selv bånd til Italien så vi sættes også i forbindelse med supertalentet Super Mario Ballotelli. Folk der spiller mere FM end jeg er nødt til at iføre sig voksen-ble af glæde! Vi linkes med en fransk højreback ved navn Fanni (fnis!), en polsk midtbanespiller som synes det ville være “cool” at komme til West Ham, der er rygter om en dobbeltovergang med Sheffield Wednesdays talentfulde forsvarsspillere MarkBeevers og Tommy Spurr (som alternativt qua deres navnes kvalitet kunne gøre sig gældende som pornoskuespillere), Joe Ledley fra Cardiff er et tilbagevendende emne, Bryce Moon, Jonjo Shelvey, Robert Aquafresca, Djemba-Djemba, Andy Carroll, Sophus Krølben, Calle Facius - kun fantasien sætter grænser!! 1 for 15, tre for en 20′er, 60 for en gulpladebil og tre sække spagnum!! Køb, sælg, køb, sælg!

Og selvom man ved af erfaring at Tottenham køber alle de nævnte navne og dertil et dusin eller to mere, mens vi i ellevte time sælger et par stortalenter (naturligvis til førnævnte hvidblussede mandskab), og henter et par afdankede lejesvende med alkoholproblemer og en topfart på 2 km/t, så mangler vi bare lige en højreback, en kreativ midtbanespiller, et par angribere og en kornfed, rig ejer med hjertet på rette sted, og så bliver næste sæson vores!

Fremtiden er (som altid) claret’n'blue!