Syg og munter

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Indrømmet; konceptet er rædselsfuldt: Hvert andet år tager tre Premier League hold til Asien og spiller en venskabskampsturnering med deltagelse af et enkelt lokalt hold. Dette sker motiveret af en uskøn kombination af den ækle tendens til at brande (føj) “produktet” (føj) Premier League på det asiatiske marked (føj), alt imens turneringen dog også ledsages af mere noble tiltag, som træner, dommer og - træningskurser for unge lokale i tiden omkring afviklingen af selve turneringen.

Turneringen afvikles med to semifinaler og en finale, og foreløbig løbet af stablen tre gange. I 2003 løb Chelsea med trofæet i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, efter en straffesparkssejr over Newcastle i finalen. Årets øvrige deltagere var værtslandets landshold og Birmingham City. I 2005 vandt Bolton trofæet i konkurrence med værtslandet Thailands landshold, Everton og Manchester City, og endelig vandt Portsmouth en finalesejr over Liverpool i 2007 efter Fulham og vinderne af værtslandet Hong Kongs FA-Cup - South China - var blevet ekspederet ud i semifinalerne.

I år er turen så kommet til Kina, hvor Beijing ligger Workers Stadium og hjemmeholdet Beijing Guoan til afviklingen af turneringen. Semifinalerne spilles senere i dag. Klokken 12.00 dansk tid tørner londonrivalerne West Ham og Tottenham sammen, og to en halv time senere tager hjemmeholdet imod Hull City i den anden kamp. Vinderne mødes i finalen fredag klokken 14.30, mens “bronzekampen” afvikles klokken 12.00 samme dag.

Selvom turneringen altså har et cup-format, og er en officiel del af Premier Leagues aktiviteter, er det alligevel svært for alvor at tage den alvorligt. Ikke desto mindre vil der være masser af prestige på spil - særligt London-holdene imellem. West Hams traditionelle ærkerivaler er utvivlsomt Millwall, mens Tottenhams er Arsenal. West Ham og Millwall ligger en spytklat fra hinanden - på hver sin side af Themsen i Østlondon (en køretur på lige over ti kilometer fra West Hams Boleyn Ground til Millwalls The Den)-  begge hold er traditionelt værftsarbejderhold, og rivaliseringen er formodentlig startet i forbindelse med at Millwall agerede strejkebrydere engang i Ruder Konges spæde teenageår. Rivaliseringen kan dog i nyere tid især spores tilbage til hooligansammenstød i 70′erne og særligt i 80′erne, hvor såvel West Hams ICF som Millwalls Bushwackers var blandt de største, “bedste” og mest frygtede firms (herom handler f.eks. den hæslige Green Street film med hobitten Elijah Wood som West Ham hooligan). Efterhånden som de to hold dog i stadig stigende grad har etableret sig på forskellige niveauer i engelsk fodbold er den daglige rivalisering kølet af, og i stedet har mange af de mere negative følelser fra West Hams del af Londons East End rettet sig nordpå til ligarivalerne fra Tottenham Hotspurs.

Tottenham derimod har traditionelt haft en intens ærkerivalisering med deres naboer fra Arsenal. Highbury lå under ti kilometer fra Tottenhams White Hart Lane, og selvom the Gunners er rykket lidt længere væk på the Emirates er de to hold stadig naboer på godt og ondt - eller i hvert fald på ondt. For Tottenhams side er hadet til Arsenal ikke blevet mindre i nyere tid, af at en af holdets mest talentfulde egenavlede spillere i årevis - Sol Campbell - valgte at skifte til netop Arsenal på en fri transfer tilbage i 2001. Desuden har Arsenals relative succes de sidste tyve år sammenholdt med Tottenhams relative mangel på samme pustet til flammerne hos Tottenhams fans, som stadig i vidt omfang mener at holdet hører til helt i toppen af engelsk fodbold - en opfattelse som klubbens traditioner og meritter også i et vist omfang berettiger. To mesterskaber - det ene en double under klublegenden Bill Nicholsen i 1961, i alt 8 FA cups, 3 europæiske trofæer (to UEFA og en Cup Winners) samt fire liga cups (senest i 2008). Det sidste rigtig prestigefyldte trofæ (uden at ville fornærme Liga Cupen) ligger dog helt tilbage i 1991 da FA-cupen blev vundet efter finalesejr over Nottingham Forest. Alt imens har Arsenal haft en alt i alt succesfuld årrække under Arsene Wenger, hvor de rød - og hvidblusede oven i købet har tilladt sig at gå ind på hvad Tottenham betragter som sit enemærke;  at spille positiv, attraktiv fodbold.

Og netop her findes kimen til det stigende had mellem West Ham og Tottenham. For mens Arsenal i stigende grad vender deres frustrationer og had vestpå til nyrige Chelsea og nordpå til Manchester og Liverpool, så styrkes Tottenhams had til naboerne, som de mener burde en direkte rival resultatmæssigt. Alt imens afskyer West Hams fans, at Tottenham rent faktisk mener at “høre til” i toppen af engelsk fodbold - næste sæson er altid sæsonen hvor Tottenham reclaimer deres retmæssige plads i det fornemmeste selskab - konstant viser store armbevægelser på transfermarkedet (ikke mindst når de i nyere tid har snuppet Michael Carrick og Jermain Defoe fra West Hams eget akademi),  og generelt mener at være en meget større klub end West Ham. Alt imens hævder Tottenhams fans at være ligeglade med deres lillebror ude østpå, hvad der dog ikke er noget der tyder på, når der er dømt London-derby og stemningen er på bristepunktet på Upton Park eller White Hart Lane, og begavede øgenavne som Wet Spam, Lillyshites og Wham flyver gennem luften. Særligt har sidste Premier League-kamp i 2005/06 sæsonen fremmet aggressionerne, da West Ham - uden noget at spille for - besejrede Spurs 2-1, og dermed fratog dem fjerdepladsen og Champions League-pladsen, som i stedet gik til Arsenal - naturligvis - hvis fans sagde tak ved at synge West Hams anthem I’m forever blowing bubbles til deres sidste kamp på Highbury.

Og helt grundlæggende giver en Spurs/West Ham rivalisering mening. Klubberne ligger tæt på hinanden geografisk (12-13 kilometer i bil mellem White Hart Lane og Boleyn Ground), de er begge arbejderklubber, de har begge en selvforståelse og tradition for at spille attraktiv fodbold, de havde begge stærke firms på hooliganscenen i 80′erne, begge sæt fans har en temmelig berettiget opfattelse af at deres hold er sovende giganter potentielt og kunne udrette så meget mere. For West Ham bliver hadet centreret om, at Tottenham har storhedsvanvid ift. deres reelle præstationer de sidste mange år - mens en stor del af hadet også unægtelig er centreret om at Spurs’ arrogance rent faktisk har en hvis berretigelse: De har vundet flere trofæer, har plads til tusinde mennesker mere på deres stadion, har i mange år haft en - lidt - mere pengestærk og investeringsvillig chairman og noget der minder om en vision i modsætning til rodebutikken i egne rækker osv.

For Tottenham bliver hadet centreret om at West Hams efterhånden temmelig åbenlyse konkurrenceevne er en smertefuld påmindelse om deres eget fall from grace, og den realitet at Tottenham for tiden - trods flere heroiske angreb på the big four - stadig bare er et af mange midterhold i engelsk fodbolds fornemmeste række. Derfor vil de selvfølgelig ikke indrømme - for manges vedkommende ensige erkende - at de også irriteres grænseløst af West Ham; at tænke sig at så ubetydelige opkomlinge tillader sig at sammenligne sig med the mighty spurs! I en eksplicit erkendelse af rivaliseringen ville, for Tottenham, simpelthen ligge en al for smertefuld selvindsigt om egen middelmådighed.

Begge holds trænere - Gianfranco Zola og Harry Redknapp - er da også ganske utvetydige i forhold til hvor alvorligt kampen - og Asia Trophy - skal tages før kampen. Zola formulerer det således: “Jeg håber virkelig at det bliver en rigtig kamp, og vi vil give os 100 procent. Det er hvad vi vil. Vi ved at hvis vi ønsker at være i perfekt form til sæsonstart, så vi er nødt til at spille rigtige kampe. Jeg håber formlen er rigtig til at gøre dette - og under alle omstændigheder vil vi tage det meget seriøst.”

Alt imens betoner Spurs-boss Redknapp at hans udvalgte er i Beijing for at vinde: ” Vi er meget glade for at være her, og glæder os. Det er en god turneringen. Vi er her for at vinde. Jeg deltog med Portsmouth i Hong Kong for et par år siden, og det var fantastisk for os. Vi slog Liverpool i finalen, det gav os selvtillid og vi kom rigtig godt fra start i Premier League. Forhåbentlig kan vi gøre det samme. Vi er her for at spille så godt vi kan, og vi vil gøre vores allerbedste for at snuppe trofæet.”

De to hold løber på banen om lidt under to timer. Det er kun en træningskamp i en plastikturnering. Resultatet betyder ikke noget. Der er ikke livsvigtige point på spil. Det vigtige er at pudse kampformen af og for guds skyld undgå skader. Men alligevel vil jeg forbandet gerne slå the lillyshites.

Så er det igen blevet mandag. Industriferien haster mod sin afslutning. Den grå og kedelige virkelighed truer i horisonten med al sin “hverdagsdrama-af-Susanne-Bier-med-Paprika-Steen-i-åh-så-fjollet-birolle”-gråhed og tristesse. For at det ikke skal være løgn ser det gud hjælpe mig ud til at efterårsvejret allerede har indfundet sig, og vi skriver saftsusemig ikke engang august.  Satan og helvede.  *Suk.*

*DYBT SUK!*

Det er på dage som disse man skal mindes good times. Man skal sende varme tanker tilbage til bedre tider; dage med sol, bajere, ungdommelig kådhed, våde drømme, penge på kontoen, store bryster og rigtige cowboyhelte! De dage hvor mennesker man tidligere har haft et mildest talt anstrengt forhold til pludselig åbenbarer sig som de reneste og bedste venner man nogensinde kunne have ønsket sig; hvor den middelmådige plade med ens gamle yndlingsband pludselige fremstår nødvendig, vital og energisk; dage hvor kæresten sandt for dyden laver frikadeller som vor motherfucking moder lavede dem: Eller for at aktualisere iforhold til at dette er et fodbold-site: Dage hvor den middelmådige centerforsvarer springer ud som en inspireret højreback, klovnen på den defensive midtbane som ikke kan erobre en bold fra en flok skolebørn om man så bevæbnede ham med billetter til Bonbonland, McDonaldsmad og taletidskort ad libitum viser sig pludselig at være en reinkarneret Makelele, og angriberen som i årevis ikke har kunnet ramme en korøv med en banjo - endsige lave mål på en fodboldbane - laver et vaskeægte hattrick (naturligvis en med hvert ben og en med hovedet)!

Det er de dage man lever af igennem, såvel en lang vinter, som en endnu længere lortesæson med det udvalgte favorithold. Det er de ting, som Flemming “Bamse” Jørgensen sidder og synger om, i en båd som gynger ikke så lidt faretruende under hans smælderfede korpus. Og guderne må vide at manden ved, hvad han snakker om. Han holder jo for djævlen da med AGF!

Naturligvis har også undertegnede - Eders hengivne blogger - oplevet disse dage. Faktisk er de ganske hyppigt forekommende, når man som jeg lever i et dysfunktionelt, registreret partnerskab med West Ham United FC. Der er sågar opstået en lille cyklisk lovmæssighed i koncepterne. En næsten mekanisk lighed i udviklingen i forholdet mellem fansene og enkelte spillere. En langsom, opslidende proces som strækker sig fra optimisme over en snert af skuffelse, til afmålt skepsis, begyndende frustration, totalt frådende raseri og endelige til en fuldstændig depressiv resignation. Og her på bunden af livets tønde trænger lyset alligevel ned. Man misser med øjnene og kærligheden begynder igen at spire. Lige så forsigtigt. Fra stjålne blikke over stilfærdige komplimenter, videre til drillende vittigheder, heftig flirten og kulminerende i ren og uforfalsket mandekærlighed (naturligvis på en overhovedet ikke seksuel måde!) mellem en masse tusinde fans og en småforvirret fyr på banen i claret’n'blue.

Suuupa, Supaaa-Tom

Jeg er vist ikke helt klar i mælet. Tillad mig at eksemplificere. Tomas Repka gik rundt i Firenze og holdt sommerferie i 2001. Han havde spillet over 100 kampe i Serie A, og havde været en succes som en af tre forsvarere i holdets formation. Han var landsholdsspiller for Tjekkiet, men havde misset deres famøse EM i 1996 - idet han havde to kampes karantæne for et rødt kort i den sidste kvalifikationskamp (Tomas kunne sgu godt blive sur), og derfor ikke blev udtaget. Tjekkerne havde måske ikke regnet med at skulle spille mere end tre kampe - og nok slet ikke med at nå finalen, som de jo altså gjorde. Jeg tror ikke Tomas var typen der bar nag. Han hyggede sig i stedet nok med konen og børnene, både i 1996 og igen der i sommeren 2001. De gik måske en tur. Købte en is, besøgte venner og familie. Livet var godt, har Tomas sikkert tænkt, her kan man godt holde ud at leve.

Og så ramlede det hele. I London sad en af West Hams værste trænere nogensinde. Han var lige blevet ansat, selvom hans CV var uimponerende. Han havde lige sagt farvel til Frank Lampard som var blevet sendt til Chelsea for 11 millioner pund, som nu skulle bruges på at styrke defensiven. Derfor tog Glenn Roeder, som træneren hed, telefonen og ringede til Firenze. Han ville købe Alessandro Pierini (som ingen husker i dag) som netop havde fået en enkelt landskamp for de azurblå. Fiorentina manglede penge og en handel blev hurtigt aftalt - imens tog Tomas Repka sig måske en kølig øl på terrassen, kiggede på himlen, kløede hunden bag øret.

Et par dage efter blev Tomas Repka præsenteret som West Hams dyreste indkøb nogensinde. Alessandro Pierini ville ikke spille i England, og Roeder var åbenbart så forhippet på at han ville have en forsvarer fra Fiorentina, at han i stedet købte Repka. Problemet var bare at Repka heller ikke havde lyst til at skifte. Og at Roeder havde tænkt sig at bruge ham i centerforsvaret, når han ret beset nok mest var at betragte som højre back i en firemandskæde. Blandt andet derfor blev Repkas tid i West Ham en stormfuld affære.

I sin første ligakamp blev han smidt ud - det var i et 2-0 nederlag til Middlesbrough. I sin første ligakamp efter udstået karantæne blev han smidt ud igen - det var i et 7-1(!) nederlag til Blackburn. Og så siger man, at spillere sydfra har svært ved at vænne sig til det fysiske spil i Premier League.

Selvom Roeder og Repkas første år i West Ham egentlig endte lykkeligt med en 7. plads i ligaen kom tjekken aldrig rigtig op i omdrejninger, og mange på lægterne begyndte at undredes over, om man måske ikke kunnet have fået en anelse mere forsvarsspiller for pengene end den småpsykotiske 2′er. Året efter gik det helt galt. Intet fungerede, forsvaret sejlede - Repka sparkede specifikt masser af huller i luften og modspillerne, men formåede sjældent at skille sig fornuftigt af med bolden endsige erobre den i første omgang - alle angribere var skadede, en juniorspiller og en centerforsvarer agerede ufarlig angrebsduo. Så det endte med nedrykning. Og spillerflugt. Flere ville eksplicit ikke blive i klubben. Få ville det modsatte. På nær en spæd stemme fra den efterhånden meget upopulære rekorddyre Repka: Når man har været med til at rykke holdet ned, må man også blive og rykke det op igen, var budskabet.

Og langsomt men sikkert begyndte Repka at erobre hjerter på Upton Park. Glenn Roeder blev fyret, og Alan Pardew ansat. Repka blev højre back. Han begyndte at styre sit temparement - eller rettere: At kanalisere det frugtbart ind i sit fodboldspil. Han begyndte sågar at spille ret stabilt. Følgelig blev temperament i stigende grad tolket som engagement og passion frem for udtryk for en psykisk sygdom. Var der rent faktisk en spiller her, som var begyndt at gå op sit arbejde? Havde han hele tiden gjort det? Oprykning kiksede i første sæson. Repka blev hængende. Oprykningen lykkedes i andet hug, Repka underskrev en ny kontrakt, på trods af en markant lønnedgang.

I takt hermed blev sange om Super Tommy Repka mere og mere almindelige i lydbilledet hos West Ham supporterne. Repka spillede en enkelt halvsæson som højreback i Premier League for West Ham efter oprykningen. Han var klasse. Der var langt mellem såvel de gule kort som de graverende fejl, og selvom manden ikke var nogen sprinter, driblekonge eller dødboldsspecialist var han en stabil, vigtig del af holdet som tog Premier League med storm og sluttede som nummer 9 - og nåede FA-cup-finalen. Den nåede Tommy ikke at deltage i. Han var rejst hjem til Sparta Prag af familiære årsager. Hans sidste hjemmekamp var en 2-1 sejr over Fulham. Efter slutfløjtet rejste alle på stadion sig, klappede taktfast, sang og hyldede den tårevædede Super-Tom.

Oooh, Christian Dailly…

Tommys makker i centerforsvaret under Glenn Roeder oplevede en lignende proces. Christian Dailly var ganske enkelt ikke nogen særlig storslået fodboldspiller. Det blev især udstillet i Premier League. Til fansenes stigende utilfredshed. Dailly fandt imidlertid noget bedre sit niveau i den næstbedste række efter nedrykningen. Der begyndte at dukke oplysninger op om Dailly. Han var bundproffesionel. Han trænede hårdest af alle på træningsbanen. Han blev brugt rundt omkring på det konstant skiftende hold af ungdomsspillere lejesvende og afdankede folk på korttidskontrakter, som Alan Pardew forsøgte at føre til Premier League - men han brokkede sig aldrig. Selv når han åbenlyst ikke var komfortabel på en given plads på banen. Efterhånden blev han helt fortrængt fra startopstillingen af de unge Anton Ferdinand og Elliot Ward. Man hørte ham aldrig beklage sig. Da oprykningen var sikret købte Pardew prompte to nye centerforsvarer. Dailly? Han beklagede sig sgu ikke.

I stedet blev han en stabil indskifter på den defensive midt når kampe skulle køres hjem, eller hvis nogen skulle mandsopdækkes. Det gjorde han faktisk rigtig godt - nogle gange i hvert fald. Lidt har sgu også ret. Fansene begyndte at holde af manden. De sang til ham når han løb og varmede op på sidelinjen: “OHHHH, CHRISTIAN DAILLY, YOU’RE THE LOVE OF MY LIFE” sang de, “OOOH CHRISTIAN DAILLY, I’LL LET YOU SHAG MY WIFE” sang de, “OOOOH CHRISTIAN DAILLY - I WANT CURLY HAIR TOOOO!” sang de. Enkelte begyndte at gå med krølhårede parykker. Som den opvakte læser (hvis nogen da stadig hænger på?) nok allerede har gættet, så tog Dailly det med et stille smil og en løftet tommelfinger. Man hørte ham aldrig beklage sig. Og så scorede han engang et mål med pikken i en afgørende kamp. Eller det vil sige, han fik losset bolden direkte i bollerne ved et klumpspil, men rejste sig blot og sparkede den over stregen. Det var vist i en play off semifinale. Heller ikke der klagede han. Selvom det garanteret har gjort nas. Det er sgu dedikation.

Rigor Mortis og Carlton FUCKING Cole

Uden at gå i for mange detaljer kan det blot konstateres at Luis Boa Morte og Carlton Cole begge har haft lignende forhold til fansene. Boa Morte blev købt dyrt, var tyk og middelmådig på banen, og havde en temmelig aggresiv attitude. Folk blev trætte af ham. Han fik nok for meget i løn. Han afslog et skifte til Hull for at blive. Han sad ofte på bænken, men gav den en på lampen når han fik chancen. Mod slutningen af sidste sæson var truppen temmelig tyndslidt. Boa Morte vikariede både på højrekant, venstrekant, på toppen og centralt på midtbanen. Det skete med skiftende held, men generelt med fight, vilje og en del af den flair som gjorde ham til Fulhams altoverskyggende profil i en årrække. Og ligeså stille begyndte sangene. De positive vel at mærke.

Og det samme gør sige egentlig gældende med Cole. Fra evighedstalent med en ligeså elegant førsteberøring som en voldtægtsforbryder, ligeså meget kølighed foran mål som buslinje 5a en stegende hed sommerdag på Nørrebrogade (vel at mærke inden den blev lukket for biltrafik), og fysisk gennemslagskraft (trods sin imponerende størrelse) som Niles Crane fra tv-serien Frasier, til stensikkert førstevalg som kropsstærk, giftig topscorer og landsholdsspiller.

Og hvad er så konklusionen? Det er et godt spørgsmål. Vi West Ham fans (og vel egentlig de fleste fodboldfans generelt) lever et liv i mere eller mindre konstant lidelse. Måske derfor elsker vi når spillere bliver ved med at kæmpe trods modgang, og når de ikke brokker sig, men forsøger at udfylde den nødvendige rolle på holdet efter bedste evne. Derfor gør det egentlig slet ikke så meget i sidste ende, hvis den bedste evne er middelmådig. Derfor lærer vi at elske nogle spillere på trods og ikke på grund af deres evner. Og derfor fik Christian Dailly lovning på intim adgang til et sted i omegnen af 30.000 britiske koner hveranden weekend på Upton Park i et par år…

Fear and loathing in Bad Rakersburg

Efter en stort set internetløs uge i skoldhed, italiensk bjergidyl havde Eders ydmyge blogger håbet at vende bøffelmozzarella-kvabset hjem til overskrifter om indkøp af klassespillere, fejende flotte træningssejre og generel skidegod stemning. I stedet var der nærmest ikke sket en skid (udover kvabset-målsætningen, som lykkedes til fulde). Gudjohnson rygtes upålideligt til klubben for tredje år i træk, Mancini-overgangen ser ud til at falde igennem, vi har rapset en sikkert lovende, men meget ung angriber, Nouble, fra Chelsea, træningskampen mod Werder Bremen i Østrig blev aflyst på grund af regn, og de andre træningskamp endte 1-1 mod henholdsvis frygtindgydende SVL Flavia Solva (fra den tredjebedste østrigske række) og sidste års nummer seks i den tyrkiske liga, Bursaspor. I går eftermiddag afsluttedes træningsturen med et dødsygt 0-0 mod slovenske ND Mura 05.

Selvom resultaterne ikke har været imponerende, har der været en del posivt at tage med. Ikke mindst fordi resultaterne af denne type træningskampe grundlæggende er totalt ligegyldige. Til gengæld har mange af de unge spillere fået masser af spilletid - og endnu mere opløftende; Danny Gabiddon har gjort comeback efter næsten to år ude med diverse skader, Kieron Dyer scorede sit første mål for West Ham mod Bursaspor, og ser rent faktisk ud til at være i færd med at lægge skadeshelvedet bag sig (7-9-13 - mens dette skrives rammer nemesis nok i form af en ondartet hæmoride i Kierons tarmflora, som holder ham ude i 18 måneder), og sidst men ikke mindst har manden med nosser så store som Rundetårn - Scotty Parker - fået en del spilletid efter store skadesproblemer ødelagde slutningen af sidste sæson. Nåja - og så ser det ud som om Julien Faubert har tabt sig og fået lyst til at spille fodbold igen! Til gengæld har Dean Ashton end ikke været med på Østrigs-turen, hvilket kaster yderligere benzin på rygtebålet, som sender ham ud af Zolas planer og til Stoke.

Snart går turen mod Kina, hvor vores venner og naboer fra Tottingham Hotspurs Cricket Club venter onsdag i en “semi-finale” i den kinesiske træningsturnering Barclays Asia Cup. Til den heldig vinder venter en prestigefyldt finaleplads mod enten storklubben Beijing Guoan eller giganten Hull City. Herefter følger en sidste testkamp 8. august hjemme på the Boleyn Ground, hvor Zolas gamle klub Napoli kigger forbi til det, som de seneste år har heddet Bobby Moore Cup, hvor en del af (hvis ikke hele?) overskuddet går til Bobby Moore cancer-fonden.

“And in fact it went in off Brooking I think!?”

Og nu vi er ved legenderne, så er ugens måske mest glædelige nyhed, at Sir Trevor Brooking - West Hams måske største spiller de sidste 30-40 år - får opkaldt en tribune efter sig hjemmebanen. Dette sker netop i forbindelse med kampen mod Napoli. Brooking, som fylder 61 til oktober, spillede hele sin karriere for West Ham, og fik mellem 1967 og sit karrierestop i 1984 skrabet 635 førsteholdskampe sammen, og lavede i den periode 103 mål.

Brooking var en klassisk spilfordelende offensiv midtbane, og rundt omkring i østlondon bliver øjnene svømmende, lykkelige og intense, når talen falder på dengang Sir Trev ærede det hellige græs på the Boleyn Ground med sine præcise afleveringer og frække driblinger. Åbenbart mistede Brooking ALDRIG bolden, og han slap den ellers ALTID først efter at have afdriblet en 4-5 modstandere. Ironisk nok scorede Brooking alligevel karrierens måske vigtigste mål med hovedet, da han nærmest siddende på røven fik sat panden på Stuart Pearsons hårde afslutning/indlæg i FA-cup finalen mod Arsenal i 1980 (Brooking var også med til at vinde Cupen i 1975). Undertegnede havde for et par år siden, på en shawarmabar på Nørrebrogade, fornøjelsen af at møde en stadig traumatiseret Arsenal-tilhænger, som havde overværet kampen på Wembley. Heldigvis var vi begge al for berusede til for alvor at blive uvenner. Finalesejren mod Arsenal var i øvrigt sidste gang West Ham vandt et betydeligt trofæ - og forresten også sidste gang et hold fra den næstbedste engelske række har vundet verdens mest prestigefyldte nationale cupturnering.

For at vende tilbage til Brooking, så blev hans enorme popularitet selvfølgelig ikke mindre af, at han overhovedet tog turen ned i den næstbedste række i første omgang. Da West Ham rykkede ned i 1978 ringede han til landstræner Ron Greenwood, og da denne (tidligere legendariske West Ham træner) lovede at hans landsholdsfremtid ikke blev dårligere stillet af et år i 2. division blev Sir Trev hængende indtil oprykningen i 1980 og beyond. Han nåede 47 landskampe for England og lavede fem kasser.

Sidenhen har Brooking blandt andet arbejdet på tv, og været caretaker manager for West Ham i flere omgange med stor succes (men han ønskede dog aldrig at påtage sig rollen på fuld tid). De seneste år har han været tilknyttet FA, og har flere gange været en åbenmundet kritiker af den manglende satsning på britiske talenter i engelsk fodbold.

Ak, ja. De laver dem ganske enkelt ikke som Clever Trevor mere, hvad tydeligt fremgår af dette youtubeklip.

Og så er det vist bare tilbage at ønske rigtig god weekend.

Det er godt halvanden måned siden Premier League sæsonen sluttede. Siden da har lørdagene været tomme. Meget tomme. De depressive tendenser og det generelle sortsyn er så småt ved for alvor at manifestere sig i undertegnedes sind. Vreden, frustrationen og den momentvise kampgråd med hovedet begravet i hovedpuden.  Men snart dages det brødre, det lysner i øst (eller i dette konkrete tilfælde faktisk i vest): Dennne dag, søndag d. 12. juli, byder på sæsonens første pre-season kamp (den starter faktisk om få minutter i skrivende stund). De feriebrune millionærben skal igen ud og gøre det de er bedst til, lykkehalstørklæder skal igen placeres om blegfede mandehalse, tusindevis af frustrerede koner ånder kollektivt lettet op ved tanken om at den sure idiot på sofaen igen kan få sit fodboldfix og som en direkte konsekvens heraf: En mere gemytlig natur. Det er egentlig lige til: Der skal spilles fodbold igen, og knuden om hjertet kan begynde at løsnes. Ret beset er dagens kamp ligegyldig. Det bliver næppe førsteholdet der kommer på banen mod Grays Athletic på New Recreation Ground, resultatet vil være glemt inden dagen er omme, men det er et entydigt signal om at vi bevæger os mod bedre tider. Rygter vil vide at næste lørdag kan byde på tv-kamp mod Werder Bremen, og til den tid er der under en måned til det virkelig går løs; 15. august mod Wolves.

Så roll on Grays. Ifølge den 119 år gamle non-league klub stiller West Ham faktisk med sit stærkeste hold, men de skal selvfølgelig også lange nogle billetter over disken i dagens andledning. Mere sandsynligt er det, at spillere som Kieron Dyer, Danny Gabiddon, Julien Faubert, Savio og Jack Collison får spilletid, da ingen af for alvor fik spilletid i slutningen af sidste sæson. Ligeledes kunne det være smukt at se Dean Ashton tilbage, men han er foreløbig forsvundet fra jordens overflade, og der kommer overraskende få meldinger om hans helbredstilstand. Ligeledes hævder den officielle hjemmeside at jernmanden Herita Ilunga skulle være klar til kamp efter nærmest at have spillet samtlige minutter sidste år. Forhåbentlig bliver dagens kamp en god gang træning uden nogen form for skadesproblemer. Og sevlfølgelig helst med en komfortabel sejr i sidste ende.

Gensyn med Moncs

Ellers er den største kuriøsitet i forbindelse med dagens kamp nok at Grays nyligt har ansat ex-hammeren John Moncur som formand. Moncur var en hårdttacklende og ret beset bindegal midtbanespiller for West Ham i en længere periode, med afslutning ved nedrykningen i 2003. Manden var legendarisk for sine indskiftninger, som næsten altid resulterede i et gult kort, samt for engang under sin opvarmning på sidelinjen at have forfulgt en kvindelig linjevogter for at lave kneppebevægelser bag hende. Paolo Di Canio har desuden fremhævet Moncur som den mest tossede spiller han har spillet med (en kompliment fra en tosse til en anden); og blandt andet fortalt om en episode hvor Moncs kom splitterragende nøgen til træning i meget koldt vejr og prompte kastede sit nøgne korpus i en stor mudderpøl. Moncs er born again christian og har lagt det alkoholproblem på hylden, som nok ret beset gjorde at han ikke fik nok ud af sit uomtvistelige fodboldtalent (han mestrede både Cruyff-finter og milimeterpræcise afleveringer over en banelængde når humøret var til det). I et gammelt interview med the Guardian formulerede Moncs selv sin religiøsitet således:“Jeg går ud fra folk vil sige, at jeg er den mest usandsynlige kristne på grund af alle de røde kort. Men bare fordi man er kristen betyder det ikke at man ikke kan tackle, lave practical jokes og tage en drink i ny og næ.”

Og det kan så få lov til at være det opbyggelige budskab på denne højhellige søndag…

I et ellers røvkedeligt transfervindue bidrager Lucas Neill til underholdningen i den engelske presse. Den australske fodboldkaptajn har nemlig vist sig at være en ubeslutsom herre, og historien om hans fremtid er ved at udvikle sig til - om ikke en farce - så i hvert fald et mindre lystspil. I starten af juni var hans navn på den liste over transferfri spillere som West Ham fristillede, fordi klubben og anføreren ikke havde været i stand til at blive enige om en kontrakt. I den forbindelse udtalte klubben at de havde tilbudt ham “en betydelig” kontrakt, alt imens spillerens agent fokuserede på, at den nye kontrakt var markant lavere end den gamle; og at den nye følgelig ikke “reflekterede spillerens betydning for holdet”. Resultatet blev at Neill ville forlade klubben og overveje sine muligheder.

Neill - som flere gange har antydet at hans udenlandskarriere sandsynligvis slutter efter VM i Sydafrika, hvorefter han vil hjem og være med til at opstarte et hold i den australske liga - havde højst sandsynligt håbet på, at der ville stå et nyrigt hold klar med en sidste guldrandet kontrakt; ikke ulig da han i første omgang forlod Blackburn for West Ham i januar 2007 - et halvt år før kontraktudløb. Dengang huserede, som allerede flere gange nævnt her på bloggen, den islandske Mr. Spock-lookalike Eggert Magnusson i West Hams chefstol, og kontrakterne som en række spillere fik smidt i nakken var astronomiske i forhold til klubbens normale lønninger.

Det er netop heri kernen i uenigheden mellem klub og spiller har ligget: Neill ønskede at blive fastholdt på Magnusson-lønnen, mens klubben ville gøre ham til en af de højest lønnede indenfor det genskabte, noget mere realistiske lønsystem. I forbindelse med sin nylige charmeoffensiv hos forskellige uofficielle West Ham fansider har klubbens direktør Scott Duxbury da heller ikke lagt fingre imellem i sin beskrivelse af situationen. Til Westhamtillidie.com udtaler han blandt andet: “Klubbens etos er at forsøge at stoppe med at betale de tåbelige lønninger, som vi historisk set har betalt, og som skabte så mange problemer. Vi har ikke en lønstruktur, men vi har et lønsystem, og alle vores topspillere tjener cirka det samme, hvilket er godt for holdånden og konkurrencementaliteten. Man ønsker sig at have et omklædningsrum med spillere, som tjener nogenlunde det samme, så der ikke opstår jalousi.”

Som altid skal denne slags kommentarer tages med et gran salt. Ret beset kunne Duxbury ikke så godt tillade sig at sige:“Vi har valgt at lade klubbens anfører og en af de bedste spillere i sidste halvsæson gå på en fri transfer, fordi vi til stadighed er en uambitiøs og fedtet klub, som ikke for alvor gider investere i spillertruppen - til gengæld er vi meget tæt på at overtale den danske superstjerne Søren Colding til at gøre comeback.” Ikke desto mindre synes Dux’ pointe at besidde en ikke ringe grad af substans; det virker ganske enkelt intuitivt fornuftigt ikke at lade en person tjene mere end nogen anden i truppen nogensinde ville kunne opnå. Især ikke når den spiller er en 31-højreback med lige så meget bly i røven som Thomas Helveg. Man kan på den andens side heller ikke rigtig klandre Neill, at han vælger at søge lykken og de store penge andensteds.

Men i disse dage bliver det for alvor festligt. For i perioden mellem offentliggørelsen af hans afgang for West Ham og nu, har interessen for Neill ikke just været overvældende. Man kan, for nu at blive i det fest-terminologien, sige at Neill har stået single og åben for tilbud i baren, men det har ikke just været de smukkeste piger til ballet som har budt ham op til dans. Faktisk har der umiddelbart kun været interesse fra Galatasaray og Olympiakos, som nok mere kan karakteriseres som de grimme stedsøstre end som nogen egentlig Askepot i Neills fremtidseventyrdrømme.

Derfor melder mange engelske medier nu at Neill, der har været arbejdsløs siden 1. juli, skulle være parat til at foretage en kovending, og alligevel skrive under på den kontrakt som “ikke reflekterede hans betydning for holdet.”

Og her bliver sagen pludselig speget, kikset, lettere komisk, en smule pinlig for Neill og frem for alt meget principiel. For hvordan skal West Ham forholde sig til Neills slingrekurs? Vil man have en spiller i klubben, som egentlig “hellere” ville have været et andet sted? Hvordan vil den øvrige besætning på det gode skibe West Ham reagere på at den vældig populære kaptajn var klar til at forlade skuden for en ekstra kiste guld? Ville man tage en kæreste tilbage, som forlod én fordi hun mente hun fortjente en der var rigere, smukkere og havde en større tissemand, men i stedet blev træt af at gå alene hjem fra Crazy Daisy, og derfor fandt en værdig igen?!

Der er ingen tvivl om at Lucas Neill både som højre back og som anfører har været en central brik i West Hams relativt succesfulde sæsoner de seneste år. Han bidrager med rutine, lederskab, fight, fleksibilitet, gode pasninger frem af banen - og så kan han en del tricks som kan være nyttige når det går hårdt for sig. Men kan man regne med at manden er 100 % interesseret i at spille for West Ham?

Duxbury formulerer det egentlig ganske godt til westhamtillidie.com:“Det er et spørgsmål om hvorvidt han vil gøre det [underskrive kontrakten, red.]. Det handler om andet end penge. Det handler om hans lyst til at spille for Gianfranco [Zola], om hans lyst til at være en del af det vi prøver at opnå. Spilleren er nødt til at ville være en del af det. Det er fuldstændig op til Lucas nu.”

Man kan argumentere for at Neill allerede har besvaret Duxburys retoriske spørgsmål ved at nægte at underskrive kontrakten i første omgang.

West Ham starter preseason på mandag. Den dato har Duxbury sat som deadline for hvornår Neill skal have besluttet sig. Men sådan som forløbet hidtil har været skal man ikke blive overrasket, hvis Lucas får forlænget sin limbodans om kontrakten med yderligere et par uger…

Sidste fredag tog denne blog en masochistisk tur ned af mindernes boulevard, hvor der blev grædt verbalt snot over den gyldne generation af West Ham-talenter, som desværre blomstrer i diverse storklubber i dag. En anden gruppe spillere, som de fleste fodboldfans kan ærgre sig over, er de som næsten kom til klub “X”, men som i stedet havnede andensteds med stor succes.

Heller ikke her er West Ham gået ram forbi. Hvis vi et øjeblik bliver i den yngre ende af spektret, er det oplagt at ærge sig over at John Terry allerede smuttede fra akademiet i en alder af 14, ligesom det kan synes en kende surt at David Beckham antagelig blev afvist ved en prøvetræning.

Ligeledes skulle såvel en relativt ung Marcelo Salas som en ditto Andrej Shevshenko have været til prøvetræning under ‘Arry Redknapp, som imidlertid var uimponeret, og berømmeligt vurderede at den ukrainske angriber som sidehen blev en af verdens bedste “did’nt pull up any trees.” Det gjorde han på den anden side heller ikke da han sidenhen rent faktisk fik chancen i engelsk fodbold, så måske det var godt det samme.

En anden som var ligeved og næsten (og som senere var medvirkende til Shevas fiasko), er Didier Drogba. Da West Ham på tragisk vis rykkede ned (med det højeste pointantal nogensinde i Premier League!) i 2003, havde daværende manager Glenn Roeder ellers allerede en aftale på plads med Guingamp om en overgang til den kommende sæson. Når man ser hvordan Drogba opførte sig, da han så tog til Chelsea efter et år i Marseille et års tid senere, var det måske meget heldigt vi rykkede ned…

Da vi endelig var tilbage i den bedste række, sommeren 2005, skulle der rigtig bruges penge på en angriber.  Man endte med at købe sicknote Dean Ashton i januar 2006, men han var på mange måder tredjevalg. Der var forhandlet en aftale på plads med Porto i august 2005, om at Benedict Mccarthy kunne skifte, men denne blev aflyst i 11. time, da en anden af Portos handler var faldet sammen.  Det kunne man så ærgre sig over, da Porto endelig slap ham året efter - endda til en tredjedel af prisen - og han lavede 18 kasser på 24 kampe for Blackburn. I januartransfervinduet 2006 forsøgte West Ham i stedet at købe Emmanuel Adebayor fra Monaco. Klubberne var enige om overgangssummen, men togoleseren ville hellere vente til sommeren 06, hvor han i stedet tog til Arsenal. Først derefter blev blikket vendt mod Deano.

Ååh, de satans kvinder…

Det seneste år er selvsamme Adebayor blevet rygtet videre fra Arsene Wengers boytoys, og er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med blandt andet AC Milan. Dette affejede den stærke 25′er med et kliché-svar af de store: “Jeg er glad for at spille for denne klub, og ærlig talt er jeg glad for at AC Milan - en af de mest legendariske klubber i verden, har kigget på mig.”

Og dog, klicheen blev gjort til skamme; for Niklas Bendtners yndlingsslagsbror valgte at uddybe sit udsagn med en opsigtsvækkende parallel til en anden sfære af livet end fodboldens. Adebayor er ganske vist på kontrakt hos Arsenal for at score, men det var åbenbart en helt anden type scoringer han fik i tankerne af Milans interesse: ” For mig er det noget specielt. Det er som, hvis en dreng fik at vide at Beyonce kiggede efter dem.” Aha. Så hvis fodboldklubber var kvinder, ville AC Milan være Beyonce?

Men hvad ville andre klubber i England så være? Her følger fem skud fra hoften:

1. Hvis vi starter med Arsenal selv, så synes en parrallel til Demi Moore at være oplagt. Fra i 80′erne og 90′erne at have været sammen med Bruce Willis - inkarnationen af barskhed, pistoler, whiskey og smøger i kæften (fuldstændig som Arsenals fodbold i samme periode; tænk blot på Seaman-Winterburn-Adams-Bould-Dixon, hvis det ikke er whiskey og pistoler, så ved jeg ikke hvad der er. Paul Merson! Ray Parlour!) - skiftede hun i det nye årtusinde bane med den unge - måske kønnere, men også noget mere fimsede - Ashton Kutcher (tænk bare Van Persie, ham backen med perler i håret - Sagna?, Fabregas og Nicklas “lyserøde støvler” Bendtner).

2. Bolton Wanderers i de seneste 10-15 år bringer umiddelbart associationer i retning af hende den pisseirriterende fra  “Livet er fedt” aka. Merethe Kasten. Ja det kan godt være hun fik alle til at snakke om sig i en periode, fik et par små sejre og generelt præsterede over evne, men kønt det var det fandeme aldrig…

3. Newcastles nyere historie følger samme kurve som reality-tabloid-opfindelsen Anni Fønsbys liv i skræmmende grad. Begge troede de deres lykke var gjort da de mødte en mand med en kæmpe pose penge og gyldne løfter. Nu befinder de sig i noget der minder om helvede, manden vil ikke kendes ved dem, og alle de folk de havde på lønningslisten viste sig at være *ahem* “prostituerede”…

4. Chelseas hyppige udskiftningsfrekvens af højtprofilerede mænd i trænersædet, minder unægteligt om Paris Hiltons udskejelser i dobbeltsengen, ligesom de heftige shopping sprees er tilfælles. De har også begge en rig farmand til at sørge for, at de økonomiske konsekvenser af den udsvævende livsførsel aldrig rigtig mærkes… En banal, men ikke desto mindre iøjenfaldende, parallel.

5. Wigan Athletic kan bryste sig af, at afspejles i kvindeverdenen som Lene Jensen, Lotte Olsen eller Jytte Larsen. Hvem i helvede er så det? spørger den opmærksomme læser forhåbentlig. Opmærksomme læser, jeg er glad for, at du spørger. Det er nemlig den spidsfindige pointe. Wigan = Hvem? Get it?

Ok. Jeg beklager. Det virkede sjovt i teorien. Nu vil jeg flygte op i revybussen og køre ud i solen.

Find selv på flere.

Undertegnede har været en tur ude i sommerlandet, og følgelig har bloggen ligget stille. Nu er jeg imidlertid tilbage; hummerrød på det meste af overkroppen, med høfeberen rasende i (næsten) alle kropsåbninger og alt i alt mere syg og munter end nogensinde før. Og det er sandelig ikke gået stille af sig i West Hams aldrig kedelige verden.

Nobelt nederlag

Lørdag måtte Englands U-21 landshold - anført af manden, hvis navn berettiger en rolle i en fortvivlende kedelig Jane Austen-filmatisering: Mr. Mark Noble - se sig udraderet med intet mindre en 4-0 af ærkerivalerne fra Tyskland i finalen ved EM.  Trods det totale sammenbrud, må finalepladsen i sig selv ses som en succes for det ofte meget udskældte engelske talentarbejde. Omend nederlaget burde være nået på mere ærefuld, britisk vis; foretrækkeligt gennem en tabt straffesparkskonkurrence.

Guds egen røvtur

Dagen efter stod på Confederations Cup finale, hvor guds eget land - the US of A - havde kæmpet sig hele vejen til et finalemøde (sært det først lykkes nu, når det nu er Guds land osv) med de altid fortvivlende irriterende “samba-livsglade-trommedansende-indsæt-selv-småracistisk-imperialistisk-kliche-om-vilde-folk”-brasilianere.  Jonathan Spector spillede hele kampen for de heroisk kæmpende amerikanere, lagde op til 1-0 målet, jublede som en gal ved 2-0 målet, og stirrede tomt ud i luften da storfavoritterne alligevel løftede pokalen efter at have lavet tre mål i anden halveg. Måske følte han sig bare desillusioneret og svigtet ved at se brasseranfører Lucio m.fl. erklære deres kærlighed til Gud efter resultatet var en realitet - eller for Kakas vedkommende sin status af dennes ejendom. Det kan de sgu ærlig talt heller ikke tillade sig, når nu de ikke engang kommer fra hans eget land…

Shyyy, direktøren for det hele taler

Ikke desto mindre var det mest interessente i West Ham-landskabet utvivlsomt at den altid omdiskuterede administrerende direktør Scott Duxbury havde givet interviews til to af de største uafhængige fansider, KUMB og Westhamtillidie-blog. Dux havde sat adskillige timer af til åbenhjertigt at besvare spørgsmål fra fansene. Svarene udgør vældig interessant læsning, og giver et sjældent tæt indblik i mange af de sager som har optaget West Ham fans de seneste år - den islandske takeover, den økonomiske situation, Tevezgate, Lucas Neills kontrakt, sommerens transferaktiviteter og meget mere.

Som altid kan direktørens udmeldinger tolkes på flere måder; sygt og muntert. Det springende punkt bliver om man køber Dux’ vision om “the Project.” For de uindvidede dækker termen over den strategi, den business plan om man vil, som ligger til grund for West Ham United FC. Visionen er, at klubben i fremtiden skal baseres på egne udviklede talenter fra the Academy of football; unge, billige udviklingsspillere fra udlandet, samt en stamme af rutinerede klassespillere. Alt i alt skal truppen udgøres af 21 konkurrencedygtige spillere, som skal støttes af et stærkt medicinsk apparat, et stort scoutingapparat og nye state of the art træningsapparat, og frem for alt trænerteamet med Gianfranco Zola, Steve Clarke og Kevin Keen, alt imens det administrative - spillerkøb, kontraktforhandlinger, sponsorer, udvikling af infrastrukturen etc. klares af Scott Duxbury og sportsdirektør Gianluca Nani.

En syg fortolkning af projektet, tegner et billede af en kynisk spindoktor, som forsøger at italesætte klubbens strategi med at sælge etablerede stjerner, og erstatte dem med tvivlsomme lejesvende og  ungersvende som endnu har deres første ufrivillige sædafgang til gode, som værende god latin og i klubbens egen interesse.

Denne fortolkningsmodel vil endvidere betone, hvordan klubbens nuværende kurs er en logisk konsekvens af dens elendige økonomi, og den betragtelige gæld som blev efterladt af de islandske ejere - ikke mindst af Eggert Magnussons lemfældige omgang med kreditkortene da Frederik Ljunberg, Matty Upson, Lucas Neill, Kieron Dyer, Luis Boa Morte m.fl. blev hentet til klubben tilbage i januar 2007 og sommeren samme år. Denne fortolkning giver temmelig dystre perspektiver for fremtiden. Ja, denne fortolkning giver hurtigt anledning til at gå direkte ned på den lokale bodega og begynde at mumle og notere uforståeligt krimskrams på servietter, så vi haster videre til en mere munter udlægning…

I den muntre fortolkningsmodel vil jeg starte med et citat: “Jeg er gået back to basics med koncepetet om “the Project; hvilket vil sige: Vi er en Academy fodboldklub. Det bedste ved denne fodboldklub er dens hjemmeavlede, unge spillere som kommer op gennem rækkerne, og spiller attraktiv, stilig fodbold - men nu skal den næste del  være -”og vinder” “. Planen er altså at bygge videre på West Hams traditionelle, eksemplariske talentarbede, forsøge at spille den traditionelle type West Ham fodbold, OG - nu får jeg svedige håndflader, pletter for øjnene og hjertebanken - rent faktisk forsøge at vinde noget. Sidstnævnte synes måske indlysende for en fodboldklub, men hidtil har det faktisk virket som om West Ham ikke interesserede sig synderligt for dette koncept.

Dette skal så, ifølge Dux the Fox, ske gennem langsom og sikker evolution, hvor klubben bliver økonomisk stærkere og mere fokuseret i sin ageren, alt imens målsæntningen allerede fra næste år er at kvalificere sig til Euro League (det er godt nok et hæsligt navn!). Dette skulle Zola åbenbart anskue som mægtig realistisk, særligt hvis det lykkes at bringe tre spillere ind, som er på et højere niveau end den eksisterende trup, hvad der altså arbejdes på i øjeblikket. Jimenez var den første (som ifølge Dux skulle spille en meget central rolle i planerne for næste sæson), Mancini kan meget vel blive den næste (Inter og West Ham er enig, nu skal Mancini “bare” overtales), og guderne må vide hvem sidstemand er? Hvis West Ham er gode gamle West Ham, så er den syge fortolkning rigtig, og vi kan glæde os til at se Darren Huckerby i claret’n'blue mens langtidsskadede Jimenez (flankeret af Ashton og Dyer), småfuld ser nedrykningsdramet fra tribunen, og Parker, Collison, Behrami, Upson og Green spiller med i toppen for Manchester City og Tottenham.

Hvis der derimod rent faktisk er noget om the project så er der måske virkelig grund til at være munter. Som Dux - den veltalende charlatan - siger da han bliver adspurgt om de realistiske ambitioner i kølvandet på projektet:” Jeg er den forkerte person at spørge, fordi jeg er ambitiøs. Mit svar vil være at vinde ligaen. Det er ikke en dum bemærkning [nå, ikke? red.] for vi er i en liga, det er et kapløb, og hvis man ikke vil vinde det, hvorfor i alverden deltager man så? Jeg vil mere end bare at eksistere. Hvis vi får de rigtige omstændigheder til at vokse som klub, så hvorfor ikke? Hvorfor kan vi ikke opnå opnå det ultimative?”

Jeg ville meget gerne give en lang række grund til hvorfor, Dux, men din smidige tunge har lige gjort, at jeg skal ud og skifte undertøj i stedet. Tak Dux, jeg føler mig billig og misbrugt, men på en god måde. Svigt mig nu ikke, Dux…

I morgen skal vi, om alt går vel, snakke om damer og Emmanuel Adebayor. Det bliver sygt og muntert. Kig forbi.

På en strandbar i Florida sidder en mand. Hans hænder er store og hårde, hans hårgrænse viger drastisk, og hans ansigt er udtryksløst og furet, af hvad der må have været et hårdt liv. Udtryksløst, når man altså ser bort fra det intenst fjerne blik i øjnene som forekommer at være fordybet i noget meget vigtigt, men for alle andre fjernt og uopnåeligt. Han sidder for enden af bardisken. Hver dag på den samme stol. Bestiller øl og whiskey.

Hvis du har været i USA har du måske set ham. Du har måske haft hans bar som stambar i en uge eller to. Du har passeret ham på vej på toilettet efter endnu en flaske af det toiletvand som sælges som øl over there. Du og dine venner har undret jer over ham. Været i tvivl om, hvorvidt han skal frygtes eller latterliggøres. Du er blevet i godt humør, gulvet er begyndt at blive lidt elastisk, og du skal pisse endnu engang. Og pludselig har han fat i trøjen på dig, da du passerer hans barstol. Han kigger på dig med vanvittige, anklagende øjne og mumler noget komplet uforståeligt. Du er i godt humør, du er jo på ferie, og tager dig god tid til tossen. Hans mumlem bliver til hæs rallen og du bestiller ham en Budweiser. Han drikker den hurtigt, i store grådige tåre. Hans øjne fæstner sig igen i det fjerne, og han nikker anerkende og takker lavmælt, beder dig sidde.  Han vil fortælle dig en historie. En forfærdelig historie. Han piller ved etikketen og rømmer sig. Du forstår at han nok får brug for en enkelt øl mere for at få stemmebåndet til at glide, og idet du bestiller vifter han  retorisk med sit tomme whiskeyglas. Du betaler velvilligt, han tømmer glasset ligeså, hamrer det i baren,  kigger direkte på dig med et forpint udtryk, og siger: “You don’t understand. We could’ve been contenders! We could’ve had class! We’ve could’ve been someone! Instead of just bums, which is what we are. Let’s face it!”

Og sådan starter han tragedien om West Ham United FCs nyere historie. Om en inkompetent ledelse der formøblede en enestående chance for at tage skridtet til et højere niveau. Og frem for alt historien om the golden generation som forsvandt. Hans historie er ikke enestående. Manden findes i 1000-vis. Han er overalt i det østlige London. Du kan møde ham i Malaga, Kuala Lumpur og på Kennedys Bar i København. Manden er sågar blevet set med viltert hår og fluer i skægget i Caracas. Overalt er historien den samme. Det hele startede da man solgte Rio Ferdinand rekorddyrt til Leeds. Man fik aldrig erstattet ham ordentligt. Tværtimod formøblede plattenslageren Harry Redknapp pengene på flop som Titi Camara, Svetoslav Todorov og Rigobert Song. Siden fulgte salget af Frank Lampard og formøblingen af endnu elleve millioner pund, efter ansættelsen af den uerfarne Glenn Roeder som manager, som trods en flot førstesæson ikke fik den nødvendige kapital af superskurken, ejer Terrence Brown, til at styrke truppen. Og så katastrofen. Det fatale point of no return. Nedrykningen i 2003. Joe Cole blev solgt. Glen Johnson blev solgt. Jermain Defoe blev solgt. Oprykningen kiksede i første forsøg. Michael Carrick blev solgt. Det bedste kuld unge spillere i engelsk fodbold i mange år - måske undtaget Manchester Uniteds flok med Scholes, Beckham, Butt, Neville-brødrene etc - solgt. Selv John Terry trådte sine spæde fodboldsko i West Ham, ligesom Kieran Richardson og Jimmy Bullard.

Og der sidder du på baren. Og du lytter til hans rablen, hans fantasterier og tankeeksperimenter. Du overvejer at kontakte psykriatisk afdeling på nærmeste hospital. Han fortaber sig igen i mumlen, og du fortrækker forundret og let skræmt. Tilbage til øl og sjofle vittigheder med vennerne.

Nogle gange møder manden en som sig selv. De kan kende lidelsen, apatien og vanviddet i hinandens blik. Så sidder de sammen og tegner på en serviet. Og smiler skævt. For en ny golden generation er på vej. De skriver løs. Collison, Noble, Tomkins, Stanislas, Sears, Stech, Payne - og måske de også husker den allerede solgte Anton Ferdinand. De tegner formationer.

Og når bølgerne går højt, tager vanviddet og drømmene til, og bliver næsten hallucinationer. Virkeligheden er kun en abstraktion siger de, uden helt at forstå hvad det så mon betyder. Og så siger de også Kanouté, Ashton, Parker, Dyer, Upson, Green, James, Tevez og Masherano. “We could’ve been contenders.” siger den ene, og den anden nikker ivrigt. Endelig én som forstår! Nogle gange forlader de baren arm i arm for ikke at vælte af lyksaglig, verdensfornægtende beruselse. Og de synger “I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air” De hæver armene, ranker ryggen og de de bævende stemmer finder styrke: “They fly so high/ nearly reach the sky/ then like my dreams they fade and die” Sådan tumler de ned af gaden, skrålende, frie, drømmende:“Fortune’s always hiding/ I’ve looked everywhere/ I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air.”

Tilbage på bardisken ligger en serviet. Nogle gange kan du nå at se den inden bartenderen krøller den sammen og smider den ned blandt cigaretskoder, kapsler og snotpapir. Så vil du se at der står noget i retning af:

Bywater Green? Stech??

Johson - Ferdinand - Ferdinand Tomkins- Mccartney Ilunga? Fry???

Collison - Parker Noble Carrick - Lampard - Cole

Defoe Tevez - Kanouté Ashton? Sears?

Hvis du en dag møder manden, ligegyldig hvor, så køb ham endelig en bajer. Guderne må vide han har fortjent den; he could’ve been a contender…