Syg og munter

En sejr hver anden måned!

Siden november 2009 har West Ham vundet 7 ligakampe. Det er altså 7 sejre på 12 måneder. Hvis man går helt tilbage til september sidste år, vil antallet af sejre i ligaen være det samme, men det er ligesom ikke så mundret. Til gengæld giver det en sejr hver anden måned i snit. Derudover er det - retfærdigvis - blevet til lidt sejre i cup’en, samt en ganske fin preaseason. Der er også blevet spillet temmelig meget uafgjort. Det er under alle omstændigheder ikke godt nok. Man har i denne periode ikke vundet en udekamp i ligaen. Af de 7 sejre er tre kommet mod hold som senere rykkede ned - Pompey, Burnley og Hull. De resterende fire er kommet mod Aston Villa, Birmingham og Wigan i sidste sæson, samt Tottenham i denne.  Jeg har ikke set West Ham vinde en kamp siden 24. april, idet min svigerfar naturligvis skulle fejre en rund fødselsdag da Tottenham blev besejret d. 25 september.

Jeg hørte i det mindste liga cup sejren i Sunderland på BBC Radio London…

Den evige Scotty Parker

Det har edderrødme været et langt år. Der er kommet nye ejere, ny træner, ny struktur og snak om et nyt stadion. En del af spillerne er nye, men den helt og aldeles stilsikre taberkultur er bare blevet stærkere og stærkere. P.t. ligger man på en overbevisende sidsteplads, med 9 point for 14 kampe, og fem point op til den gode side af nedrykningsstregen. Det er stadig kun Scott Parker, som leverer hver eneste gang. Det er fandeme synd for den mand. Rygter siger, at han vil væk, hvis situationen er uændret til januar. Det skal sgu være ham vel undt. Om han så skifter til Tottenham. Eller Millwall, for helvede. Scotty Parker har gjort mere for West Ham i de seneste år end nogen anden spiller i mange, mange år. Hvis han bliver hængende til sit karrierestop fortjener han den yderst eksklusive betegnelse “legende”. Det må være ensomt at være den eneste kompetente person på sin arbejdsplads. Måske han skulle kontakte Per Stig Møller, og trække på dennes erfaringer fra diverse ministermøder i de sidste 9 år?

Klyng ham op!

Naturligvis kræver mange nu træneres hoved på et fad, hans kønsorganer kappet af og brændende tændstikker stukket op under hans forhud. Sandsynligvis i omvendt rækkefølge for maksimal smerte-påførelse. Og det giver da også mening: I stedet for den usikre, ukarismatiske jøde (som, heldigvis for ham, sandsynligvis slet ikke har forhud - skal tændstikkerne så proppes op under neglene?), der har gjort det til sit speciale i West Ham at smide føringer og blive bortdømt i afgørende situationer, skal man have en rutineret, kompetent træner. En der kan få styr på defensiven, spille sprudlende angrebsfodbold, og bruge de sparsomme ressourcer i januar på kvalitetsspillere, som kan gå direkte i start-elleveren og gøre et job i Premier League. Og så skal han også helst se godt ud og håndtere pressen på en charmerende måde, hvor der aldrig hersker tvivl om hvem der bestemmer, ligesom han naturligvis skal skabe ro i omklædningsrummet. Og så skal han i øvrigt være indstillet på at arbejde for et ret lille løn, med et par ejere som elsker at udtale sig til pressen, og en fanbase, som sandsynligvis vil ønske at forulempe ham fysisk efter 14 kampe. Det lyder som en skudsikker plan. Han skal bare lige hentes på den sydhavsø, hvor han p.t. residerer med Julemanden, Tandfeen og Påskeharen. Indtil da må vi nok nøjes med Grant. Ellers kan man selvfølgelig ansætte Alan Curbishley, lade ham stabilisere holdet på 10.-pladsen til evig tid, og presse ham ud af klubben efter et par år, når supporterne i ramme alvor hævder at de hellere vil slås om nedrykning end se på Curbs’ røvsyge spillestil. Der er masser af attraktive alternativer, ikke sandt? Ikke dermed sagt at resultaterne har været gode nok. Navnlig ikke de seneste 4 kampe, der gav 3 point, hvor der mindst burde have været 7.

Bye, bye Zeljko!

Foreløbig har man i stedet nøjedes med at fyre assistenttræner Zejlko Petrovic. Fire måneder fik den tidligere Boavista - og Waalwijk-træner (imponerende én sæson hvert sted!) som andenviolin på Upton Park. Han var vist ikke rigtig spillernes kop te. Til gengæld var Premier League øjensynligt heller ikke hans. Niveauet var chokerende lavt, og såvel Bundesligaen som Æresdivisionen (!) er åbenbart bedre. Sådan siger Petrovic. Hvis rygter er sande, og Petrovic rent faktisk brugte pausen imod Stoke til at klippe negle i stedet for at give instrukser til spillerne, da han vikariede for Yom Kippur-ramte Grant tidligere på sæsonen, så giver den udtalelse næsten mening på sin egen skøre måde. Kampen endte i øvrigt 1-1 efter West Ham havde ført ved pausen. Vi må håbe Petrovic ikke er omskåret, da jeg efterhånden løber tør for stedet at stikke tændstikker hen, når dommedag kommer.

Nu snakker man i ramme alvor om at hente galningen Paolo Di Canio ind som afløser. Hele ideen er fuldstændig vanvittig. Forstå mig ret. Han var en af de mest talentfulde spillere i West Ham i de sidste 30 år.  Men han har i hele sin karriere vist, at han er fuldstændig ude af stand til at underordne sig et kollektivs bedste. Ellers ville en mand med et sådant talent aldrig have brugt nogle af sine bedste år i en så relativt lille klub, som den jeg hader at elske. Han har et alt, alt, alt for stort ego. Et problembarn er, hvad han er. I Di Canios hoved er ingen større end Di Canio - heller ikke klubben, og det er altså ikke så smart. Og så behøver vi slet ikke begive os ind i alt det mudrede om hans politiske overbevisning. Nu vil man sætte ham i en situation, hvor han både får autoritet og skal underordne sig? Nej, vel. På den anden side har Gullivan før vist store evner som populistiske agitatorer, så man kan nok desværre ikke udelukke noget. Di Canio er populær, og hans vanvid tolkes ofte (med en vis berettigelse) som udtryk for passion. Jeg tvivler da heller ikke på at han elsker West Ham. Men det gør Russel Brand, Ray Winstone og min ven Litteraten med Fremskridtshåret også, og dem vil jeg heller ikke have som assistenter i West Ham.

Der er dog også rygter om, at verdens grimmeste mand, den ærlige og hårdtarbejdende tidligere midtbaneslider,  Steve Lomas (hvis navn altid var sammenkædet med formuleringen “håbløst undervurderet” i Goal-blade i midten af 90′erne) skal tilknyttes i en trænerkapacitet. Lomas har mere erfaring end Di Canio, qua en foreløbig et-årig cheftrænerkarriere hos St. Neots Town i noget der minder om den 10. bedste engelske række, så foreløbig fører han på (meget få) point hos undertegnede.

Save our season!

På lørdag møder West Ham Wigan hjemme på the Boleyn Ground. Der bliver solgt billige billetter, og kampen har fået overskriften “Save Our Season”. Der er sikkert en eller anden ulækker reklamemand der har hævet £ 10.000 for den strålende ide. “Lad os miste indtægter, bolle loyale sæsonkortholdere i røven og lægge yderligere pres på spillerne!!!” Ikke desto mindre er overskriften ikke helt skæv. Sådan skal det åbenbart være med kampe mod Wigan. Sidste år blev hjemmekampen vundet 3-2, og overlevelse blev definitivt sikret. Det var fandeme vigtigt. Solen skinnede den dag. Bagefter holdt min ven Kommuneforskerens kæreste fødselsdag. Der var både kaffe, lagkage og bajere. Og man kunne ryge smøger på en tagterrasse. Det var en god dag. Selvom Kommuneforskeren utvivlsomt har brugt en del tid på at ytre Petrovic-agtige synspunkter om Bundesligaen kontra Premier League. Han vil ikke rigtig acceptere, at jeg ikke betragter det som en konkurrence. Jeg holder med et hold der aldrig vinder. Hvorvidt de gode hold i ligaen, hvor mit hold aldrig vinder, er bedre end gode hold i Tyskland er jeg egentlig skideligeglad med. Nok om det. Det var i hvert fald den 24. april. Det var sidst jeg så West Ham vinde en fodboldkamp. Parker scorede et brag af et sejrsmål. I al ydmyghed vil jeg godt bede om en gentagelse på lørdag. Fik i den, fodboldguder?

Kampene

Så er den gal igen. Efteråret er over os. Med fede, våde bunker af brune og gule blade i vejkanten, skideagressive vindstød af noget der føles som orkanstyrke - og så den forpulede, evindelige regn, der altid starter når man allerede har forladt sit hjem i dårlig påklædning (for dårligt vejr findes som bekendt ikke - det har varierende klidmostre i århundreder gjort til universel sandhed), og aldrig stopper igen før man igen står i sin dunkle, deprimerende entre og drypper mens man kæmper for at holde tårene tilbage. Tårer af rendyrket sorg. Utrøstelig over sommerens altid overrumplede afslutning, over at det igen er bælgragende mørkt 19 timer i døgnet og at det vil være sådan i de næste 7 måneder, over at Netto allerede sælger juleknas i oktober (så sent som i forgårs så jeg en forpulet manga-julekalender; manga! De holder jo ikke engang jul i manga-land, for helvede!), og selvfølgelig, mest af alt, over den rædselsfulde sport fodbold.

For West Hams vedkommende startede efteråret tidligt i år. Allerede den 14. august, for at være præcis, da man fik en fodboldlektion på Villa Park i sæson-åbningen. Eller måske startede det allerede, da Thomas Hitzlsperger udgik skadet i en landskamp for Tyskland mod Danmark den 11. august. Han var tiltænkt en nøglerolle i genrejsningen af West Ham efter sidste sæsons miserable, feje og heldige nedrykningskamp, men har stadig aldrig fået debut. Han ventes klar engang i det næste år. Om han havde ændret noget er uvist. Men status er i hvert fald, at West Ham har 6 point for 10 kampe i Premier League. Det er ikke særlig meget, og holdet er da også ved at sakke bagud på ligaens sidsteplads. Man har ganske vist allerede mødt Manchester United, Arsenal og Aston Villa på udebane, samt Chelsea og Tottenham hjemme. Fem svære kampe, der tilsammen gav de tre point, som alle kom i hus i kampen mod de hvide fra nordlondon. Kampene mod Chelsea og Arsenal var egentlig også begge godkendt. I weekenden var man to minutter fra et point på Emirates, mens man undgik en rundbarbering mod Chelsea, og endda skabte en del chancer mod de forsvarende mestre, som dog, retfærdigvis, ikke spillede sig helt ud.

Problemerne og depressionerne sætter først ind, når man fokuserer på sæsonens øvrige fem ligakampe. Hjemme mod Bolton, Fulham og Newcastle, samt ude mod Stoke og Wolves. Disse kampe har resulteret i nederlag til Bolton og stregkoderne, mens de øvrige tre kampe har kastet et point af sig hver. At disse fem kampe har kastet samme pointmængde af sig, som ovennævnte serie er ikke særlig smart. I hvert fald ikke, hvis man ønsker at blive i den bedste række.

Problemet i disse kampe har generelt været, at holdet ikke har været i stand til at spille godt i 90 minutter. Typisk har der været mindst en god halveg, men typisk har man insisteret på at gøre det svært for sig selv ved at forære mål og store chancer væk. Imod Bolton - hvor man inkasserede intet mindre end det 7. nederlag i træk mod the trotters - var Carlton Cole endvidere så generøs at brænde et straffespark ved stillingen 0-0. Mod Wolves var dommeren Mark Clattenburg så generøs at annullere et fuldstændig legitimt mål i tillægstiden, hvor Piquionne burde have vundet kampen for West Ham. Mod Newcastle kom man foran hurtigt, og imploderede efterfølgende. Valon Behrami beskrev efter kampen holdets problem som “mentalt”. En pointe manager Avram Grant allerede langt tidligere på sæsonen har været inde på. Holdet virker ganske enkelt bange. Når de kommer foran bliver de rådvilde, når de kommer bagud bliver de modløse. Og så bliver det indlysende nok svært at vinde fodboldkampe.

Manager Avram Grant og mange af spillerne er således allerede blevet stærkt kritiseret, og holdningerne hos supporterne varierer fra, at Grant og spillerne er et par marginaler og succesoplevelser fra at finde storformen og hamre opad i tabellen, til at der må en total udrensning til for at vende skuden i West Ham. Det kan sågar blive nødvendigt - ja, nærmest gavnligt - at vende en sæson eller to i den næstbedste række, hvor man kan bygge et nyt hold op af sultne spillere, der vil kæmpe og bløde for trøjen. Der er sågar nogle der taler om at hente Alan Pardew tilbage til trænerbænken. Dette synspunkt er naturligvis det glade vanvid. Personligt er jeg langt tættere på førstnævnte udlægning af rigets tilstand. Faktisk kan jeg trods alle de negative tegn i sol og måne stadig mønstre en betragtelig optimisme.

Spillerne

Robert Green har forhåbentlig definitivt lagt Dempsey-gate bag sig, og spillede i weekenden en kamp af fordums styrke. Backkæden er begyndt at fungere ret godt. I centerforsvaret har Manuel Da Costa tilført hvad man vel kalder “presence”. Han er der bare, og det er godt. Stor, stærk, ond og tatoveret. Man slår sig på Da Costa. Det opdager angriberne. Arsenals Chamakh blev så frustreret af sin kamp mod portugiseren, at han brokkede sig til en advarsel og blev skiftet ud i weekenden. Efter kampen diskuterede ham og Da Costa stadig, og det er rart at have en spiller, der på den måde kan komme ind under huden på modstanderen. Hvis han da så også bare kunne dække op på dødbolde, havde der oven i købet været et point at hente.

Desuden er Danny Gabbidon, som omtalt før på bloggen, endelig tilbage efter års skadespause. Og han begynder at ligne, den spiller han var engang. Forudseende, boldsikker og elegant. Han har i år spillet en del på venstrebacken, men det lader også til at hans genfødsel, måske har været anfører Upsons motivation til at uppe sig (fik i den?) ved udsigten til konkurrence i centerforsvaret. I hvert fald ser kaptajnen også bedre ud end længe. På højreback har Lars Jacobsen været et rigtig positivt, no-nonsense bekendtskab, som allerede har fået en kæmpe fanbase i West Ham. Denne udvikling er på den ene side resultat af, at Jacobsen virkelig har gjort det endog rigtig fint siden sin ankomst. På den anden side har det nok lidt at gøre med, at West Ham ikke har haft en “naturlig” højreback i en rum tid - siden Lucas Neill, faktisk - og at Jacobsen kompetente løsning af opgaven, derfor kommer til at fremstå ekstremt positivt i sammenligning med de seneste års indslag på pladsen; Julien Faubert og Jonathan Spector.

På midtbanen har Scott Parker atter været en gigant, og har oven i købet tillagt sig en heldig vane med også at score mål (foreløbig har denne sæson resulteret i lige så mange scoringer som resten af Scottys West Ham-karriere tilsammen), mens Mark Noble måske spiller karrierens bedste fodbold for tiden. På kanterne gør altid udskældte og sure Boa Morte og Behrami det hæderligt, hårdtarbejdende og uspektakulært, mens Pablo Barrera stadig mangler at overbevise fuldstændig efter skiftet fra mexicanske fodbold. Foreløbig har der været lidt for mange step-overs og lidt for lidt substans, men el Pablo har retfærdigvis heller ikke fået alverdens spilletid.

På toppen har Piquionne og Obinna været glimrende, og særligt sidstnævnte bliver bedre fra kamp til kamp. Han er hurtigt, stærk, udfordrende og afsindig glad for at afslutte. Også fra fuldstændig vanvittige steder på banen. Desværre rammer han enormt sjældent målet. Hvis han kunne det, ville han dog sandsynligvis spille på et noget højere niveau. Carlton Cole er for tiden henvist til bænken, hvilket forhåbentlig kan motivere ham til at komme op i omdrejninger.

Endvidere har Benny ‘Big Mac’ Mccarthy efterhånden smidt de overflødige kilo, og er begyndt at score mål på reserveholdet, mens Jack Collison, Zavon Hines og Thomas Hitzlsperger er på vej tilbage. Ja - for fanden - selv Kieron Dyer har taget del i en betragtelig mængde kampe i sæsonen! Ydermere er det positivt at Spector og Kovac stort set slet ikke har spillet…

Træneren

Ikke mindst nærer jeg stadig nærmest betingelsesløs tillid til Avram Grant. Jeg kan sgu grundlæggende bare godt lide den evige hr. Tudse. Det virker som om manden har en plan. Og endnu bedre: Når planen ikke virker har han sgu en plan B! At den så ikke altid virker, ødelægger ikke glæden ved endelig at have en proaktiv mand på bænken, som kan og tør ændre systemet - og som rent faktisk har lært spillerne mere en et udgangspunkt - frem for bare at skifte flere angribere (step forward Mr. Zola!) eller forsvarere (step forward Mr Curbishley!) ind, når det går dårligt.

Jeg kan godt lide, at han virker rolig og reflekteret, og at han trods enorm modgang, kritisk presse, Yom Kippur-gate, den dårligste sæsonstart nogensinde, sure fans og evindelig latterliggørelse alligevel virker selvsikker i al sin underspillede, sure sarkasme. Det må da for fanden smitte af på spillerne. Og jeg synes oprigtigt, at trods de temmelig dårlige resultater foreløbig, så virker det som om der er fremgang at spore. Holdet har for fanden spillet sig i kvartfinalen i liga-cup’en for første gang i gud ved hvor mange år. At udligne til 1-1 fem minutter før tid mod Stoke i forrige runde, og så vinde 3-1 i forlænget spilletid efter et par gode indskiftninger er ganske enkelt godt lavet. At komme tilbage og hente point mod Fulham og Wolves i ligaen efter at være kommet bagud er hæderligt. Faktisk lyder status efter de seneste otte kampe - inklusiv cup’en - på to sejre, to nederlag og fire uafgjorte. Det kunne være værre.

Om man så også kan lave et mirakel mod Manchester United i kvartfinalen må vi vente og se med tilbageholdt åndedræt. Men ikke desto mindre: In Mr. Toad we trust. Stadig. Trods alt. Men november er vigtig. Den er dommedag. Det bliver en krig. En krig der skal vindes. Og gudskelov en krig der kan vindes!

November

For kampprogrammet for november ser lovende. Til gengæld skal det også lykkes, i henhold til den næsten altid sande lovmæssighed, om at holder der ligger sidst ved juletid altid rykker ned. Men der bør altså være point at hente i nedenstående serie:

Lør 6  16:00 U Birmingham
Ons 10 20:45 H WBA
Lør 13 16:00 H Blackpool
Lør 20 18:30 U Liverpool
Lør 27 16:00 H Wigan Athletic

Der er 15 point at spille om. Af dem bør det ikke være urealistisk at hente 10 +. En sejr på Anfield for første gang siden 1963 ser da mere realistisk ud end længe, selvom Liverpool er begyndt at vinde et par kampe igen.  Birmingham er til at tale med. Hjemmekampene mod WBA, Blackpool og Wigan kan ikke overvurderes i betydning. Hvis man fortsætter tendensen med uafgjorte og nederlag mod denne type hold, så begynder min tillid til tudsen måske at svinde. Ikke fordi jeg ikke tror, at manden i det lange løb kan være den rigtige mand for West Ham, men fordi klubben må og skal blive i ligaen på den korte bane. Som så ofte før på denne blog må jeg altså erklære point of no return for West Ham United FC - gudskelov har Tom Waits allerede beskrevet West Hams november bedre end mig:

“Made of wet boots and rain
and shiny black ravens
on chimney smoke lanes
November seems odd
you’re my firing squad
November”

Man kan se det for sig: Birmingham, Liverpool, Wigan, WBA og Blackpool lader geværer, og stiller sig an i novembers uniformer for at udgøre klubben West Hams og hundredetusindvis af fans’ drømme og håbs henrettelsespeloton! Store larmende, tæskesymbolske krager cirkler tungt.

Men de har gjort regning uden vært, ja de har så. De har gjort regning uden Scotty Parkers våde støvler i syngende tacklinger på endnu vådere baner! Hans vilje, vildskab og never say die attitude! De har gjort regning uden Manny Da Costas kyniske markeringer, Greens reflekser, Behramis duracelbatteri, Boa Mortes vrede, Gabbidons elagance, Jacobsens vikingeblod og Nobles store, fede hamrende West Ham-hjerte! De vil opdage at krudtet er blevet vådt, når Obinna og Piqqen bomber dem sønder og sammen, og flygte rådvilde rundt på banen, mens Avram Grant trækker i trådene, får orden på tropperne og klør sig i kuglerne på sidelinjen!  Altsammen akkompagneret af verdens bedste fans forenet i øredøvende sang! Og West Ham United Football Club vil frigøre sig heroisk og smukt fra novembers snerrende reb og den visse død, og i stedet fejre jul på fjortendepladsen (!) i pomp og pragt!

Forhåbentlig! Måske. Med lidt lykke og lidt held, og list og lempe og what not! Stolpe ind, i ved… Håber jeg. Please?

Under alle omstændigheder: Kom så for helvede on, you irons!

Sommeren lakker mod enden. Det har vejret de sidste par dage definitivt indikeret. Den sært sorgløse, lyse og optimistiske periode af året, hvor alt i princippet kan lade sig gøre, er snart ikke mere. I morgen rammer livets benhårde og ondskabsfulde realiteter igen; som en halvflad, regntung læderbold - sparket direkte i kuglerne med stiv tå - på en dødsyg dag med temperaturer omkring frysepunktet. Med andre ord: Premier League sæsonen 2010-2011 indledes. Sommerens uforpligtende og neonblinkende transferrygter og løfter om bedre tider vil blive stillet til regnskab, og snart vil det stå smertefuldt klart, hvad man egentlig kan forvente. Er der lort eller lagkage i de fine spillerformede æsker som er blevet præsenteret som kommende stjerner af diverse klubejere og managers på fine, opstillede fotos over sommeren?

I West Ham er meget (gudsketakoglov) ændret siden afslutningen på sidste helt igennem rædderlige, ynkelige og voldsomt deprimerende sæson.

Træneren:

Verdens mest sympatiske mand - Gianfranco Zola - viste sig desværre ikke at være lige så kompetent som han var sympatisk, og nu er han i stedet erstattet af verdens sureste jøde - Avram Grant - der kommer med et nydeligt CV, og et fint eftermæle fra sine øvrige ophold i engelsk fodbold, og en mængde imponerende resultater i Israel.

Grant var kun John Terrys manglende evne til at holde sig på benene i en straffesparkskonkurrence fra at blive den første Chelsea-manager, der vandt et CL-trofæ. Oven i hatten udrettede han i sidste sæson noget der mindede om mirakler med Portsmouth, der ellers på aller måder var en klub  i total opløsning. Holdet rykkede ganske vist ned, men Grant fik dem generelt til at spille imponerende fodbold efter omstændighederne, og kronede sæsonens heroiske indsats med en plads i FA-Cup-finalen, hvor Chelsea vandt knebent på et klassisk stykke overmenneskeligt Drogba-frispark, efter superskurken Kevin Prince Boateng havde brændt et straffespark for Pompey.

I West Ham får Grant imidlertid en noget anden rolle end han havde i Chelsea og Pompey. For første gang har han rent faktisk haft en hel preseason og dertilhørende transfervindue til at præge sin trup. Dette har  bevirket en kraftig aktivitet ved svingdøren, som ikke har virket mindre dramatisk, af at klubbens ejere - David Gold og David Sullivan - i vanlig stil har været klar med den ene tæerkrummende udmelding efter den anden til den altid interesserede presse. Således åbnede Gullivan allerede i efterdønningerne af sidste sæson med at melde ud, at alle klubbens spillere undtagen Scott Parker var til salg. Derefter satte de trumf på, ved at sætte sig selv i forbindelse med afdankede koryfæer som Thierry Henry, David Beckham og Juan Roman Riquelme. Over sommeren har meldinger fra deherrer om alt mellem himmel og jord desværre været ustoppelig. Det er dog påfaldende, hvor lidt de har haft at sige, om de spillere som rent faktisk er endt med at blive hentet til klubben. Måske udgør de to gamle tosser i virkeligheden en fremragende kronisk afledningsmanøvre fra klubbens egentlige transferaktiviteter? Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, hvorvidt det er til det gode eller dårlige, at Grant selv får lov til at forme rammerne for sit arbejde i klubben. Herfra ventes med spænding og en snert af optimisme…

Svingdøren

Ud:
Ændringerne i truppen ikke været så dramatiske som de oprindelige udmeldinger kunne antyde. Angriberne Mido og Ilan som begge blev hentet på korttidsaftaler i januar er blevet fritstillet - førstnævnte har vist stadig kontrakt med Middlesbrough. Mido brillierede endvidere i sin tid i klubben ved at få en masse presseomtale for at spille for blot £ 1000 om ugen, men endte forbløffende nok med at være så ringe og ufit, at man kunne stille spørgsmålstegn ved om han egentlig var pengene værd. Ilan var egentlig et positivt bekendtskab, som bidrog med en række vigtige mål, da pladsen i Premier League skulle hives i land efter en hårrejsende dårlig sæson. Endnu en angriber - argentinsk-mexicanske Guillermo Franco, som ellers i den grad erobrede denne bloggers hjerte i sidste sæson - er også blevet vejet og fundet for let til en ny kontrakt. Satans. Francos engagement, finesse og generelle awesomeness vil være savnet i den kommende sæson.  Derudover er de tre talenter Josh Payne, Bondz N’gala og Daniel Kearns blevet fristillet. De to førstnævnte nåede begge at optråde på førsteholdet for West Ham, og har da også fodboldfremtiden på plads hos henholdsvis Doncaster og Plymouth. Kearns er taget til Irland for at tørne ud for Dundalk FC.

Ind:

Sommerens første forstærkning til truppen kom som et lyn fra en klar himmel, da klubben annoncerede, at den 28-årige tyske midtbanespiller Thomas Hitzlsperger tiltrådte på en treårig kontrakt på en fri transfer. Hitzlsperger - med tilnavnet Der Hammer - virker på alle måder som en atypisk West Ham-signing. Han er ikke påfaldende over the hill, og har ikke været ekstremt skadesplaget. Han kender allerede Premier League og det engelske sprog, da han fik store dele af fodboldopdragelsen i Aston Villa. Endvidere har fyren spillet imponerende 52 kampe på det tyske landshold, og selvom han ikke deltog ved VM i Sydafrika (sandsynligvis p.g.a manglende spilletid for klubholdet), viste hans genindkaldelse til kampen mod Danmark, hvor han bar anførerbindet, at hammeren ikke er helt ude af bussemand Löws overvejelser. Da Hitzlsperger udgik med en skade imod Danmark faldt brikkerne imidlertid endelig på plads. Velkommen til West Ham…

Ydermere har Grant hentet en gammel kending fra sidste sæson i Portsmouth. Den 31-årige angriber Frédéric Piquionne er tiltrådt på en 3-årig kontrakt for en transfersum der anslås at være i omegnen af £1 million. Piquionne - eller piqqen, som jeg forudser, at Freddy vil blive kaldt her på bloggen - gjorde sig positivt bemærket i sidste sæson, som mander der sendte Tottenham ud af FA-cup semifinalen, og har derudover haft en karriere der nærmest er spektakulært uspektakulær. Angriberen har således kun en gang i seniorkarrieren scoret et to-cifret antal ligamål i løbet af en sæson. Det skete i 2002-2003 for Rennes i hjemlandet. Sidste år blev det retfærdigvis til 11 mål i alle turneringer for Pompey - herunder 5 i 34 ligakampe. Forhåbentlig bedriften kan gentages i år…

Imellem præsentationen af de ovennævnte herrer ankom Pablo Barrera fra Mexico med stor ståhej og hornmusik. Barrera, der viste gode takter ved et par indhop ved VM, beskrives som en talentfuld, hurtig og kreativ fløjspiller, som allerede har meldt ud, at han vil bruge West Ham som springbræt til en større klub. Med andre ord er alt lagt flot an til en dundrende fiasko for alle implicerede parter. Forstå mig ret: Jeg håber på det bedste. Manden er sikkert skide talentfuld. Han er i hvert fald mægtig ambitiøs og har høje tanker om egne evner. Han er imidlertid også mexicaner, som skal prøve kræfter med en liga, som nok vil præsentere ham for nogle lidt andre udfordringer, end han er vant til fra Pumas de la UNAM. Barrera anslås at have kostet £ 4 millioner, og undertegnede har krydset alle kropsdele for, at han vil vise sig at være lige så heroisk og elskelig som den nationaliserede landsmand Franco…

Sommerens foreløbig fjerde indkøb kom i form af den danske kiwi Winston Reid. Jeg følger ikke voldsomt meget med i dansk fodbold, og er følgelig ikke fuldt i stand til at vurdere Reid, men transferen har ikke just fået mit klokkeværk til at bimle. Er han virklig god nok til Premier Leauge? Navnlig ikke når man ser den sum, som Midtjylland citeres for at have modtaget i handlen. Jeg hæfter mig ved at transfersummen ingen steder er offentliggjort officielt, og at dele af den formentlig er præstationsbetinget. Det vil på den anden side være voldsomt typisk, hvis han er blevet indkøbt udelukkende på basis af tre imponerende kampe ved VM, og Gullivan har skyndt sig at udskrive en stor check på beløbet. Hvis man skal anlægge en positiv vinkel, så er Reid ung og har en rigtig god attitude, som forhåbentlig kan hjælpe ham med at omstille sig til at spille i en liga, hvor man skal tage tæsk fra Kevin Davies og Kenwyne Jones frem for Henrik Toft og Marc Nygaard. Foreløbig er den syge og muntre jury dog ude, men jeg håber at Reid vil blive en lige så stor gevinst for West Ham, som den seneste danske forsvarsspiller i klubben - The Grim Rieper…

Sommerens foreløbig sidste tilføjelse er kommet i form af en halvårig låneafte med Portsmouth om at aftage store, stygge og ikke mindst tykke Tal Ben Haim på lån i et halvt år, med henblik på at se om hans helbred holder til en egentlig transfer. Ben Haim har tidligere vist, at han kan være en yderst habil forsvarsspiller på højeste niveau i England, men han har imidlertid også fra tid til anden vist, at hans tophastighed er cirka lige så hurtig som en slæbebåds. Vi venter i spænding, og glæder os over at Ben Haim ikke har fået en otte-årig kontrakt og er blevet indkøbt for et millionbeløb…

Og de næste 14 dage?

En foreløbig status på transferaktiviteten siger altså fem spillere ind, som alle - om ikke andet - bidrager med bredde. Ben Haim, Piquionne og Hitzlsperger kender desuden alle ligaen, og kan forventes at bidrage med noget fra start. Endnu mere positivt er det, at Gullivan og Gramt enstemmigt indikerer, at yderligere tilføjelser til truppen er en god ide, og at der arbejdes aktivt på det. Serbiske Miralem Sulejmani skulle have været den sjette forstærkning, og lød til at være en spændende spiller, men han kunne ikke få arbejdstilladelse.

Yderligere positivt er det, at ingen af klubbens profiler har forladt klubben - endnu. For det synes indlysende, at klubben er klar til at sælge snart sagt hvem som helst, hvis der bliver lagt en klækkelig sum. Der statueres måske i dette transfervindue et eksempel med Scott Parker, hvor ejerne rigtig skal vise deres dedikation til klubben og fansene, men Charlton Cole er i flere omgange rygtet væk, ligesom Valon Behramis agent, som altid, er meget interesseret i at snakke med pressen om alle de klubber, som måske/måske ikke er interesserede i hans klient.

Så sent som i går blev snakken for en gangs skyld mere konkret, da David Sullivan fortalte at Behrami gerne vil væk, idet hans kone ikke trives i London, men at ingen har budt på Schweizeren. I samme åndedrag kom det frem, at Alessandro Diamanti er til salg, men at der heller ikke har været den store interesse for den ustabile og småtossede italiener, alt imens det forventes, at middelmådige og hårdtarbejdende Radoslav Kovac skifter til Stoke i den nærmeste fremtid. Både Behrami og Diamanti har ifølge Sullivan kostet klubben £ 6 millioner, som man vil forsøge at få igen ved salg. Samtidig beretter Sullivan, at Upson får sæsonen til at vise hvad han kan, og hvis han præsterer vil West Ham tilbyde en kontrakt på lige fod med andre klubber, når den eksisterende kontrakt udløber til sommer. Igen en umiddelbart usædvanlig fornuftig tilgang til tingene…

Samtidig går der stadig en mængde rygter om tilføjelser, hvor fokus lader til at være på endnu en angriber. Felipe Caicedo er nyeste skud på rygtestammen, alt imens interesseren i Yakubu skulle være afblæst og evighedstransfersagaen om Loic Remy lader til ikke længere at være interessant for West Ham, selvom klubben umiddelbart fortsat - sammen med Stoke - er den eneste som rent faktisk har budt det ønskede beløb på den franske angriber. Desuden skulle der være interesse for Marseilles Benoit Cheyrou - bror til den tidligere Liverpool-middelmådighed Bruno.

Truppen lige nu:

Når holdet skal stilles til weekendens kamp mod Aston Villa bliver det ikke desto mindre med følgende pulje af spillere til at konkurrere om pladserne i Grants system, der i træningskampene har lignet en 4-3-3/4-5-1. Nedenfor er truppen opstillet som den cirka kan forventes at kunne bruges:

Målmand: Robert Green, Peter Kurucz, Marek Stech
Højre back: Julien Faubert, James Tomkins, Valon Behrami, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Venstre back: Herita Ilunga, Fabio Daprela, Tal Ben Haim, Jonathan Spector
Centerforsvar: Matthew Upson, Manuel Da Costa, James Tomkins, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Central midtbane: Thomas Hitzlsperger, Mark Noble, Scott Parker, Jack Collison, Radoslav Kovac
Venstrekant: Pablo Barrera, Jack Collison, Luis Boa Morte, Junior Stanislas,  Alessandro Diamanti, Thomas Hitzlsperger
Højrekant: Julien Faubert, Alessandro Diamanti, Kieron Dyer, Pablo Barrera, Junior Stanislas, Zavon Hines, Freddie Sears
Striker: Carlton Cole, Benni “Big Mac” McCarthy, Frederic Piquionne, Frank Nouble, Freddie Sears, Zavon Hines

Der er flere ting der sprænger i øjnene, når man stiller truppen op på denne måde. Robert Green er suverænt førstevalg bagerst, og Cole er lige så overlegen i front. I backkæden er der forfriskende mange kombinationsmuligheder som placerer ærlige, arbejdssomme og middelmådige Spector på bænken. Hines, Collison og Kurucz er langtidsskadede, og kommer næppe til at figurere lige med det samme, alt imens Hitzlsperger desværre er tvivlsom efter en ellers rigtig god preseason. Benni McCarthy kæmper stadig med vægten, og det bliver interessant at se om han nogensinde kommer til at berettige den investering klubben lagde i ham i januar. Ligeledes kan man have sin alvorlige tvivl om hvorvidt Freddie Sears nogensinde får det gennembrud som for et par år siden syntes uundgåeligt. Interessant er det ydermere at bemærke, at Grant foreløbig vælger at bruge sidste sæsons højre back Julien Faubert i en offensiv rolle på højrekanten, alt imens James Tomkins har spillet rigtig meget højre back - og gjort det halvdårligt. Det lader til at klubben ikke planlægger at bruge Behrami, og derfor bliver højrebacken hurtigt den mest åbne plads på holdet  - sammen med pladserne på kanterne. Mit bud på et hold i morgen bliver ud fra disse overvejelser noget i retning af:

Holdopstilling i morgen?

Green

Ben Haim - Upson - Da Costa - Ilunga

Hitzlsperger - Parker - Noble

Faubert - Cole - Boa Morte.

Et hårdtslående, rutineret hold, som jeg egentlig er ganske tryg ved at sende på banen. Hvis Der Hammer er skadet, så ligger det lige til højrebenet at erstatte ham med Kovac. Barrera kan gøre et spændende indhop fra bænken og forhåbentlig være med til at sikre et point eller tre i en svær udekamp. Om Martin O’neils afgang fra Villa gør den mission lettere eller sværere tør jeg ikke gisne om. Blot kan det konstateres at alle point i de første par måneder skal tages med kyshånd og kynisme, idet programlæggerne bestemt ikke har været søde ved the irons:

Lorte-startprogram:

August:
Lør 14  U Aston Villa
Lør 21  H Bolton
Lør 28  U Man Utd

September:
Lør 11     H Chelsea
Lør 18     U Stoke City
Lør 25     H Tottenham

Der skal ikke gå meget galt før de kampe giver et sted mellem 0-3 point, og så er der ellers endnu en nedrykningskamp på tapetet. West Ham taber altid til Bolton. Ingen vinder over Stoke på udebane. Chelsea  og Manchester United skal man nok ikke forvente det store mod, og desværre næppe heller mod Tottenham…

Personligt glæder jeg mig dog. Jeg glæder mig til en ny sæson. Jeg glæder mig til at se Nouble, Stanislas, Tomkins, Hines og Collison fortsætte deres udvikling, og forhåbentlig udvikle sig til rigtig gode spillere. Jeg glæder mig til at se, om Avram Grant kan levere varen. Foreløbig kan jeg sgu godt lide ham! Der er noget sammenbidt og sarkastisk over ham, som bare passer åndssvagt godt til West Ham United FC anno 2010.

Jeg glæder mig nok mest af alt til igen at pleje regelmæssigt samvær med andre masochister og gode venner, når vi skal tale forventninger, og tro på point og godt spil, op før hver evig eneste kamp! Og jeg glæder mig næsten til de galgenhumoristiske og middelmådige vittigheder, når forventningerne braser sammen, og desillusionen sætter ind.

Jeg glæder mig til at se verdens smukkeste udetrøje (endnu en usædvanlig hændelse i West Ham-regi: Et godt trøjedesign!) i aktion i morgen, når jeg forhåbentlig finder en god bar i Odense (nogen anbefalinger?), hvor jeg skal være euforisk, bide negle, blive sur og skuffet, råbe af skærmen, og forsøge overbevise fru Sygogmunter om, at netop dét er den perfekte optakt til en Leonard Cohen-koncert i morgen aften. For som en anden (dog ikke lige så) stor sangskriver, danske Jens Unmack, har formuleret det: “Det bedste er en ny sæson før første nederlag.” Og han har jo ret, Unmack, for alt andet lige, så skal det sgu sikkert nok igen blive en lang, skuffende og sej sæson.

Om ikke andet er jeg sikker på at få én god kulturoplevelse i morgen, for modsat visse fodboldhold, så skuffer Onkel Lennart aldrig. Til gengæld har han så - ganske uforvarende, tror jeg bestemt - besunget kærligheden til West Ham:
“I’ve got you like a habit
And I’ll never get enough
There ain’t no cure
There ain’t no cure
There ain’t no cure for love”

Det sker stadig regelmæssigt, at jeg har drømmen. Eller et mareridt er det vel ret beset. Jeg ser Scaloni med bolden, hvordan han pludselig slår ud med armene og triller den ud over stregen. Det sker i slowmotion. Jeg prøver at advare ham. Jeg skriger, og der kommer ikke en lyd. Teddy Sheringham kommer sprintende i et tempo han på dette tidspunkt ikke har kunnet mønstre i noget der minder om ti år, bare for at råbe af den argentinske back. Han skulle bare have losset den ad helvedes til, Scaloni. Men han vælger fair play-løsningen; at sparke bolden ud over sidelinjen umiddelbart ud for sit eget straffesparksfelt, fordi Djibril Cissé ligger og klynker i feltet (selvom han kommer bemærkelsesværdigt let på benene igen). Det vidste Sheringham allerede, at han aldrig skulle have gjort. Det var dumt. Det blev fatalt. Teddy var en garvet rotte, en snu ræv (og efter sigende også en liderlig buk, men det er egentlig sagen uvedkommende). Nu ved vi alle, at Sheringham havde ret. Vi ved også, for det har han sidenhen selv fortalt, at Nigel Reo-Coker, West Hams anfører, specifikt var blevet instrueret i at dække Steven Gerrard op i slutfasen, men af uransagelige årsager gør han det ikke. Han ville hjælpe holdet, har han siden fortalt. Det gik jo skidegodt, Nigel.

Indkastet bliver taget, bolden kastes tilbage til West Ham, akkurat så hårdt at den ikke triller ud over baglinjen, og med det samme er Dietmar Hamann der til at presse boldholderen, Scaloni, så den ikke kan blive losset ordentligt ad helvedes til alligevel. Så der ikke kan gå mere tid. For Liverpool mangler tid. Vi er i den absolutte slutfase. West Ham fører 3-2 i FA Cup finalen. Den bedste FA Cup finale der nogensinde er spillet, blev den kaldt i dagene efter. Finalen der gav FA-Cupen sin glans tilbage. Underdogsene har kæmpet, slåsset, spillet forrygende og modtaget en solid gang superfransk af lykkens gudinde, og på dette tidspunkt ligger de gudhjælpemig til at besejre Liverpool og vinde klubbens første trofæ i 26 år. Scaloni sender bolden svagt afsted direkte til en ventende Liverpoolspiller, der sender den retur mod feltet. Danny Gabbidon header væk, og den havner hos Gerrard midt på West Hams banehalvdel. Han har allerede tidligere i kampen udlignet til 2-2 på et brag af en afslutning efter Carragher (selvmål, naturligvis) og Ashton ellers har bragt West Ham på sejrskurs, mens Cisse har reduceret. Siden har Konchesky sendt et sejlende indlæg ind over Pepe Reina, og fået de i forvejen ekstremt højrøstede West Ham fans yderligere op i det røde felt. 3-2.

Men det er lige meget nu. For han hugger til den, gør han, Gerrard. Føj for satan, hvor han hugger. Og selvfølgelig sejler den knaldhårdt mod mål og smasker ind i det ene målhjørne, hvor en yngre målmand end den særdeles aldrende Shaka Hislop måske havde været mere kvalificeret til at snuppe den. I samme øjeblik annoncerer stadionspeakeren tillægstiden. West Ham har været minutter fra en FA-cup triumf, og det har Steven Gerrard ødelagt. Det er typisk her jeg vågner fra drømmen. Modløs, fordi jeg ved, hvordan det ender.

Hvis bare Reo-Coker havde fulgt Alan Pardews instrukser. Hvis bare Roy Carrol havde været skadesfri. Hvis bare Scaloni havde losset den ad helvedes til i første omgang. Hvis bare Steven Gerrard aldrig var blevet født… På baren, hvor jeg ser den, hælder en Liverpool-fan øl udover mig mens en anden knæler ned for at kunne knytte sine næver og juble helt op i ansigtet på mig, da 3-3 målet hamres ind. Nøj, hvor jeg hader Steven Gerrard, lige der, fuld og sammensunket på stolen, i foråret 2006.

I den forlængede spilletid rammer Benayoun sammenføjningen (eller var det Reo-Coker?), og Marlon Harewood brænder for tomt mål. Han er skadet, Marlon, men West Ham har ikke flere udskiftninger, og den store topscorer kan simpelthen ikke bruge sin ankel og sender afslutningen ynkeligt forbi. Da det står klart at kampen skal afgøres på straffespark er undertegnede underligt afklaret. West Ham taber. Selvfølgelig gør de det. Mere ærefuldt kan et nederlag ikke blive. Der står West Ham med fede bogstaver på sådan et nederlag. De har ført 2-0 og 3-2 mod mægtige Liverpool, og nu skal de alligevel tabe på straffespark. Fordi John Arne Riise kan sparke straffespark og Paul Konchesky ikke kan. Fordi Marlon Harewoods ankel er i stykker. Fordi Pepe Reina er fuldstændig autistisk god til at forudsige, hvor skytter sparker straffespark, og fordi forpulede Steven Gerrard ikke bare kunne have haft hæmorider, fodsvamp, lumbago eller hvad fanden ved jeg, der kunne have forhindret ham i at spille denne ene forpulede lørdag i sin karriere.

Det så så lovende ud ellers: Den unge charmerende træner, Pardew, med sit hold af mestendels unge, britiske spillere, der denne ene sæson fungerede formidabelt som en enhed. En niendeplads i ligaen som oprykkere. En plads i FA-Cup finalen. “Tror i selv på det?” havde andre Liverpool-fans end de allerede nævnte spurgt før kampen, og en mere selvsikker hammer end jeg havde repliceret: “Gør i?” Sådan var selvtillidsniveauet og optimismen i den fremragende sæson. Det kunne være blevet sådan en smuk dag. En historisk dag. Jeg kan stadig huske opstillingen: Hislop - Scaloni - Ferdinand - Gabiddon - Konchesky - Benayoun - Fletcher (som kun var med fordi såvel det normale førstevalg, Hayden Mullins, som Liverpools Luis Garcia fik rødt kort i en ligegyldig ligakamp et par uger før. Hvis bare Luis Garcia var blevet på benene i stedet for at overspille i den episode var de sikkert sluppet med gult, og så havde evigt pålidelige Mullins selvfølgelig dækket Gerrard op!) - Reo-Coker - Etherington - Harewood - Ashton.

Konchesky, indskiftede Zamora og Ferdinand brænder deres straffespark, mens Liverpool kun brænder et. Sidenhen spredes holdet for alle vinde i løbet af et års tid eller to. Hislop spiller VM og stopper efterfølgende karrieren, Scalonis lånekontrakt udløber (hvis bare Tomas Repka ikke var taget hjem til Prag i januar-transfervinduet, så var Scaloni aldrig blevet signet, og Repka ville aldrig have valgt en fair play-løsning, ALDRIG!), Ferdinand sælges et par år senere til Sunderland, hvor han vist har genopfundet sig selv som højre back mod slutningen af denne sæson. Danny Gabiddon er evigskadet og spiller stort set ikke mere. Konchesky fik endnu et finale-heartbreak i går for Fulham, og nøj, hvor jeg følte med The Konch! Benayoun bliver holdkammerat med Gerrard og co efter først smilende at have bebudet at han ville underskrive en ny 5-årig kontrakt med West Ham. Carl Fletcher forsvinder i glemslen et sted i divisionerne (efter sigende har holdets totale kollaps i den følgende sæson en del at gøre med Fletchers kone) og Mullins får måske alligevel en FA-cupfinale på lørdag for Portsmouth. Reo-Coker kunne være blevet den yngste anfører til at vinde FA-cupen nogensinde, men blev i stedet en sur, forkælet møgunge, der nu varmer bænken i Aston Villa. Etherington fik gamblingproblemer og har fået karrieren på nogenlunde køl igen i Stoke, mens Harewood fulgte efter Reo-Coker til Villa med endnu mindre succes. Han er p.t. igen ankelskadet og har kontraktudløb denne sommer. Og Dean Ashton - juvelen i det nye West Ham dynasti - er fodboldinvalid og Pizza-Hut fed et sted i England. Det kunne have været så smukt. Så tæt på, og så alligevel så langt fra, som man vel siger.

Det er præcis fire år siden i dag, d. 13 maj, og jeg bebrejder stadig én mand. Det er barnligt, det ved jeg. Det er urimeligt, usympatisk, indskrænket og useriøst, indrømmet. Han gjorde bare sit arbejde, og han gjorde det sublimt. Retfærdigvis er det et af de bedste mål, der nogensinde er scoret. Men jeg hader stadig Steven Gerrard, og guderne må vide, at jeg nok gør det til min dødsdag…

På afgrunden til det sorte Hull

Da Hull ikke formåede at besejre Wigan i mandags var det endelig definitivt. West Ham rykker ikke ned. Det havde de nok ikke gjort ligegyldig hvad fanden Hull så havde fundet på at foretage sig mod Wigan. West Hams målforskel var overlegen; nogle-og-tyve mål - og alligevel var det først da sidste fløjt havde lydt på JJB Stadium at jeg fuldstændig fattede det. Det er trods alt West Ham vi snakker om. Hvis noget kan fuckes up på en fortvivlende, hjerteskærende og latterlig måde, så kan man altid regne med at West Ham vil gøre et ærligt forsøg på at gøre det.

Selvom det selvfølgelig allerede smagte af fugl (eller egentlig mere præcist af endnu et år i Premier League) da Scott Parker, den fuldstændig urimelig heroiske gigant af et menneske, hamrede 3-2 sejrsmålet ind bag Chris Kirkland og dermed, takket være Sunderlands samtidige sejr over Hull reelt set sikrede overlevelsen for næsten et par uger siden, i forrige spillerunde mod netop Wigan. Og fy for satan i helvede hvor var jeg da også glad den dag i slutningen af april. West Ham havde spillet en god kamp. Ved gud ikke en køn kamp, snarere tværtimod: Men en god og solid indsats, havde sikret en hårdt tiltrængt sejr. Holdet havde efter en (obligatorisk) elendig start (denne gang via et Jonathan Spector-selvmål efter imponerende 4 minutters spil) vendt et truende nederlag til en 2-1 føring, og selv da de for anden gang i kampen holdt gavebod efter hjørnespark og lukkede Wigan tilbage i kampen (2-2), overgav de sig ikke. Og ingen havde mere fortjent at score dét mål end Scotty Parker! Manden som i går gjorde rent bord ved klubbens End of the Season Gala og tog prisen som årets spiller kåret af både fans og spillere samt prisen for årets mål - et andet brag af et langskud - mod Chelsea på Stamford Bridge. Manden som i gennem hele sæsonen har været en lysende stjerne på en baggrund af bæ; en lille klar og ren iskrystal der har nægtet at smelte i en pøl af lunken tis; en evigt løbende, kæmpende, tacklende-med-hovedet-først, blokerende-afslutninger-med-kuglerne, indpiskende, selvopofrende sand leader of men! Det kunne ikke være andre - det skulle være Parker! Og jubelscenens ufiltrerede dedikation var blot endnu en tyk streg under at Scott Parker mere end nogen anden kan takkes for at en helt igennem rædselsfuld sæson trods alt ikke er endt med det værst tænkelige resultat.

Og fy for den lede, hvor kunne det let være gået galt. Selvom West Ham ofte har syntes uheldige i denne sæson, har de på den brede bane været ufattelig heldige. Heldige at Burnley og Hull har været fortvivlende dårlige, og at Portsmouths økonomiske cirkus for længe siden dødsdømte de stakkels sydenglændere. Heldige at klubben nu lader til at redde livet med en tangering af det laveste pointantal nogensinde for et hold som slutter over stregen.

De små marginaler osv

Kampen var også en påmindelse om, hvor små marginalerne er i fodbold. “Ja, ja - luk nu røven kliché-Franz” tænker den opmærksomme læser nu, og det er også ok. Men nuvel, opmærksomme læser. Klichéer er klichéer af en grund. Efter cirka en halv time fyrede Wigans James McCarthy kanonen af fra distancen - Robert Green baskede fortvivlet efter bolden og fik den akkurat vippet op på overliggeren med fingerspidserne. 31 minutter var spillet. Wigan kunne have bragt sig foran 2-0. Sammenbruddet var nær. Umiddelbart efter slap Carlton Cole i stedet stærkt igennem i den anden ende, fandt såre enkelt Ilan på midten som sendte bolden i kassen til 1-1. 31 minutter var spillet. Stadion eksploderede, nervøsiteten lettede - cirka 35.000 mennesker på tribunerne, på banen og på bænken lod til at udstøde et kollektivt “Nu skal det kræftedeme være!” - og det blev det heldigvis også. For den smukke lørdag ville West Ham ikke overgive sig. For en gangs skyld havde Parkers dedikation og fight smittet hele holdet og ikke bare et par vilkårlige mand.

I guder hvor var det vigtigt. Navnlig sammenholdt med den indsats der fulgte i sidste runde. Fulham var i den grad til at tale med. West Ham havde ikke tabt på Craven Cottage i noget der minder om 30 år. Roy Hodgson sparede et halvt hold efter Fulhams fantastiske bedrifter i Europa. Og West Ham spillede som så ofte før ganske nydeligt for så at komme bagud; faldt lidt sammen for så at komme yderligere bagud under uheldige omstændigheder - reducerede hurtigt, for så at smide den nye mulighed på gulvet på grund af en latterlig personlig fejl (og igen viser Jonathan Spector sig i historien!). At verdens bedste Franco så fik reduceret i overtiden ændrer ikke på, at West Ham endnu engang havde tabt en kamp de simpelthen ikke burde tabe. Story of the season. Og det er faktisk til at blive træt af. Sådan helt fysisk træt. Mat i sokkerne. Askegrå i ansigtet.

The not so great escape

Et eller andet sted er det sgu bare rart at sæsonen er slut. Ja, ja - der resterer stadig en kamp, og mon ikke også den bliver tabt? Manchester City har sandsynligvis noget at spille for på sidste spilledag, og kun guderne kan vide hvad Spector finder på når han skal forsvare mod Adebayor, Tevez og Bellamy i stedet for Wigans finest og Fulhams reserver. Men mareridtet er overstået, og selvom Wigan-kampen var forløsende er det hele lidt et antiklimaks. Sidst West Ham reddede sig fra nedrykning (for fortvivlende kort tid siden) var det the greatest escape ever! Aldrig havde et hold indhentet så mange point på så få kampe. 9 ud af sæsonens sidste 13 blev vundet kulminerende med en udesejr over de nykårede mestre fra Manchester United på sidste spilledag. Der var eufori og spænding i flere måneder. Det var fremragende. Holdet spillede eminent, hvis bare sæsonen var fortsat et par måneder havde West Ham spillet med om Champions League pladserne! (Ok - måske ikke, men det var sgu virkelig smukt!) The great escape var en flok mandfolk der hev sig op ved hårrødderne, frakastede sig nedrykningens tunge lænker, og rejste sig ranke og stolte til stor hyldest på sidste spilledag. Dette års variant af the escape har mere drejet sig om hvem af de tre gamle, skindøde idioter Hull, Burnley og West Ham der kunne holde sig fra at skide i bukserne et par timer længere end de andre. En udmattelseskamp som gudskelov blev vundet, men ikke desto mindre en konkurrence hvor selv sejren er et antiklimaks. West Ham er i Premier League næste år men med hvilke perspektiver?

Ejerne vil ikke bakke træneren op, mens spillerne lader til at elske ham. Manden har vist store svagheder i årets løb, og guderne må vide, at det kan synes fristende at erstatte ham. Men med hvem? Grahame Souness? Bryan Robson? Glenn Hoddle? *GYS* På den anden side kan man forsvare at lade manden tage sine dyre læretimer i West Ham nu han alligevel er i gang. Det kan nærmest ikke blive værre end det har været i år… Eller kan det?

Matthew Upson ligner en mand der er på vej væk - og good riddance, så kan Parker forhåbentlig blive anfører. Hvis han da på nogen måde gider blive. Det er egentlig svært at se, hvad der skulle motivere ham, med mindre hans bromance med Zola stikker virkelig dybt. Behramis evighedsflirt med Palermo kan også meget vel manifestere sig i en længe ventet kontraktlig 69′er med mafia-klubben. Carlton Cole spillede i hele foråret som en mand der rent faktisk havde skidt i bukserne, men bliver sikkert alligevel solgt lidt for billigt til Tottenham som øjensynlig aldrig har angribere nok. Robert Green rygtes for tredivte transfervindue i træk til Arsenal, hvor Wenger også har sine lokkefingre ude efter James Tomkins, hvis man skal tro diverse rygter.

Til gengæld bliver det sikkert kropumuligt at komme af med alt vraggodset - Kieron Dyer og Danny Gabbidon bliver åbenbart hverken nogensinde skades - eller kontraktfri - Jonathan Spector skal sikkert være fast mand i målet næste år for at finde en plads, hvor han er mere malplaceret end på venstre back, Herita Ilunga fortsætter velsagtens sit forsvindingsnummer fra i år, tykke, tykke Benny McCarthy får sikkert to år ekstra på sin i forvejen to år for lange kontrakt og så fucking videre og videre og atter videre.

På den anden side ville man ikke kunne holde ud at være West Ham supporter, hvis ikke man var vant til at vende selv de mest håbløse situationer til noget positivt. Måske har Gullivan noget i ærmet? De siger faktisk at de vil bruge flere penge på spillere end de vil sælge for. De er allerede begyndt at byde lidt på unge, spændende profiler fra the Championship. Måske har de den helt rette mand klar i kulissen til at overtage holdet? Måske finder de fælles fodslag med Zola, når først røgen har lagt sig, og tilsammen kan deres fornuftige investeringer og hans mandskabspleje skabe fremgang og succes beyond belief? Nej, ok. Den er sgu nok for tyk. McCarthy-tyk.

Sommerpausen kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg får ikke set sæsonens sidste kamp, da min gamle far skal fejre fødselsdag. Gudskelov er West Hams skæbne beseglet, så jeg ikke skal fake et rabiesanfald for at komme væk derfra til kick off. Jeg lever faktisk ok med at der går lidt tid inden masochisme-karussellen West Ham United FC begynder at køre igen. Det har sgu været hårdt i denne her omgang. Der er jo også et VM at glæde sig til. Og solskin. Og øl og et lavere blodtryk, sorgløse lørdage. Og stangtennis, sommerpiger, lyse nætter, lugten af grill, smagen af softice med guf, fornemmelsen af sand mellem tæerne - og pludselig, mon ikke, et sted midt i al denne herlighed et stænk af melankoli når man lykkelig og fuldemandssentimental i de bedst mulige venners lag tager sig i at møde morgengryet ved stille at nynne bubbles og argumentere lidt for helhjertet for at 2010/11 sæsonen er SÆSONEN hvor Jonathan Spector bliver ligaens bedste højreback!

There’s always next season, ynder de vist at sige ovre på de der britiske øer. Og gudskelov for det.

Det skal åbenbart ikke være let. Faktisk skal det øjensynlig være pissebesværligt, hvilket efterhånden er ved at være temmelig trættende. Det er - hvis man skal tale lige ud af posen og frit fra leveren, kalde en spade for en spade og en bøsse for noget man går på jagt med ( for nu at låne en vending fra Richard Møller Nielsen uden nødvendigvis af den grund at tillægge sig Richardos i sandhed mærkværdige cirkus-dialekt) – rent ud sagt til at brække sig over. Altså virkelig brække sig. Ikke i overført betydning; men rent faktisk lige til at lade indholdet af sin mavesæk vælte ud af munden. Så store halvfordøjede stykker kartoffel i mavesyresovs hamrer ud af munden akkompagneret af uappetitlige lyde mens panden hviler mod et frelsende svalt wc-sæde. Faktisk ville selv et sådant scenarie fremstå attraktivt sammenlignet med det man måtte udstå mandag aften. Ja. Jeg taler naturligvis igen om den, grænsende til det socialt uacceptable, perverse, masochistiske tilbøjelighed, som det at holde med West Ham retfærdigvis kan reduceres til.

Why do birds suddenly appear?

Der var ellers lige begyndt at være tendenser til forår, fuglesang og stænk af solskin, da Zola langt om længe lod sin løjerlige insisteren på at spille en gumpetung 4-3-3/4-5-1/4-1-1-1-1-1-1 falde overbord, og i stedet gik over til noget så simpelt og kompakt som en 4-4-2, hvor spillerne oven i købet ikke længere lod til at frygte sanktioner implicerende korporlig afstraffelse, hvis de søgte mod baglinjen eller i det hele taget smækkede et indlæg af sted. Dette skifte betød nemlig et opsving i resultaterne efter den rædselsfulde række på uoverskueligt mange nederlag i træk, hvor bunden blev nået med et brag af en maveplasker imod Wolverhampton og et efterfølgende hjemmenederlag til Stoke.

Næste udekamp mod Everton gav imidlertid et totalt uventet point i en kamp med stærk fight, hvor den tykke egyptiske turist Mido endda tillod sig at brænde et straffespark i processen, som kulminerede med den tvivlsomme brasilianer Ilans kraftfulde, udlignende hovedstødsmål på Fauberts eminente indlæg fire minutter før tid. Et stærkt svar på tiltale, efter at Everton så ud til at have lukket kampen med målet til 2-1 minuttet før. Personligt så jeg desværre ikke kampen, men den personbil jeg befandt mig i var nær forulykket da det udlignende mål blev bekendtgjort i sport på 3’eren. Faktisk både det til 1-1 og det til 2-2.

Ugen efter befandt jeg mig ikke i bil, men i stedet på en større herretur til Amsterdam, hvor blandt andre Litteraten med Fremskridtshåret, Socialdemokraten og jeg overværede en herligt, hårdt fightet, ved gud ikke køn omgang engelsk fodbold af den gamle skole da Ilan igen kom på tavlen, efter et klassisk kick and rush angreb med Carlton Cole som næstsidste station, og dermed blev matchvinder mod Sunderland. At sejren endda kom i hus uden giganten Scott Parker, hvis fravær knap mærkedes efter en pragtpræstation af såvel Noble som Behrami gjorde blot fuglesangen og solens placering på himlen højere. At vi så havde fornøjelsen af at se kampen på en rædselsfuld “irsk” pub hvor (den egentlig overraskende glimrende) musik blev prioriteret frem for lyden fra kampen gjorde blot glæden større da vores store, fælles helt Franco lavede et smukt mål til 2-0. Stor var skuffelsen da målet åbenbart blev annulleret. Mindre var den, da vi i stedet genkaldte os at Franco kort tid forinden havde klappet en ung, stor og ophidset modstander på kinden i bedste Godfather-stil uden oprindeligt at have haft nogen andel i episoden der fik temperamentet i vejret. Hvis bare alle var som Franco, så ville kvalmen ikke være så massiv som den alligevel blev mandag aften…

Bring me back to ’63

Liverpool var ellers for en gangs skyld til at tale med. Holdet har haft en på alle fronter skuffende sæson, de skulle med bus til UEFA-cup-kamp i Madrid og spille allerede torsdag aften, hvilket betød at flere spillere blev sparet – og de var uden topscorer og superstjerne Torres. Men det lod West Ham sig ikke mærke med. Tværtimod. Efter en fin indledning besluttede forsvaret sig kollektivt for ikke med nogen midler at forsøge at forsvare mod indlæg, og efterfølgende lavede Liverpool tre inderligt ligegyldige og undgåelige mål. Med til historien hører, at West Ham på intet tidspunkt efter 1-0 scoringen så ud til at mønstre noget der mindede om interesse eller tro på at kunne ændre kampens udfald. Skuffende. Ynkeligt. Kvalmende. Eneste opløftende indslag var de 1500 medrejsende fans som kampen igennem hørtes højt og tydeligt.

Sidst West Ham vandt på Anfield scorede Geoff Hurst og Martin Peters målene i en 2-1 sejr (altså tre år inden deherrer gentog kunststykket og lavede 4 tilsammen da West Ham (med lidt hjælp fra andre klubber) slog Vesttyskland i VM-finalen på Wembley). Sidst West Ham vandt på Anfield var ingen af holdets nuværende spillere var født. Beatles havde endnu ikke haft en nummer 1 single i USA, men toppede den britiske hitliste med She Loves You. Stanley Matthews var stadig aktiv i den bedste engelske række, hvor Everton nys havde overtaget mesterskabstrofæet fra Ipswich. Vietnamkrigen var nærmest lige begyndt, Esbjerg var forsvarende tredobbelt Danmarksmester, månelandingen lå mere end fem år ude i fremtiden, Viggo Kampmann var Statsminister i Danmark, John F. Kennedy blev skudt et par måneder senere, Lev Yashin havde lige vundet Ballon d’Or, kvinder havde ikke stemmeret i Schweiz, Mimi Jakobsen var 15 år gammel… Jeg kunne blive ved. Længe. Så kort sagt: Det er rigtig, rigtig, rigtig længe siden West Ham har vundet på Anfield. Utrolig længe. Det er til at få lange nosser af. Rigtig lange. 100-meter-nosser. Og heller ikke i år skulle det være.

Regnskabets time?

Det skal det til gengæld i morgen (lørdag) – altså være. Aldrig har vendingen “nu eller aldrig” syntes mere relevant – trods den omstændighed, at jeg efterhånden mange gange har brugt den om West Hams kampe i denne sæson. Kampen mod Wigan ser imidlertid ud til at kunne blive definitivt udslagsgivende i den nedrykningskamp, som potentielt ser ud til at kunne resultere i, at et hold overlever med et rekordlavt antal point. Rekorden er 34 – sat af West Bromwich i 2005. Lige nu er der tre kampe tilbage, og West Ham har med 31 point tre ned til Hull under stregen. West Ham er med andre ord heldige, at der er usædvanlig mange dårlige hold i Premier League i år. En sejr mod Wigan er nemlig sandsynligvis nok: Pt. Ser tabellen således ud (hold/kampe/sejr/uafgjort/nederlag/mål for/mål imod/målforskel/point):

14    Bolton                  35    9     8    18    38    63    -25    35
15    Wigan                   35    9     8    18    33    66    -33    35
16    Wolverhampton    35    8    10   17    28    51    -23    34
17    West Ham             35    7    10   18    41    60    -19    31
18    Hull                      35    6    10   19    32    72    -40    28
19    Burnley                 35    7     6     22    37   74    -37    27
20    Portsmouth           35    6     6    23    29    62    -33    15

Portsmouth er rykket ned - Burnley er meget tæt på at tage turen med, efter en væsentlig bedre fight end mange (inklusiv undertegnede) havde forestillet sig, og den sidste plads ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem West Ham og Hull omend både Wolves, Wigan og Bolton principielt kan komme i problemer, hvis alting går vanvittigt til i slutfasen. Holdenes resterende kampprogrammer er som følger:

Bolton: H Portsmouth, U Tottenham, H Birmingham
Wigan: U West Ham Utd, H Hull City, U Chelsea
Wolves: H Blackburn, U Portsmouth, H Sunderland
West Ham: H Wigan, U Fulham, H Manchester City
Hull: H Sunderland, U Wigan Athletic, H Liverpool
Burnley: H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham
Portsmouth: U Bolton, H Wolves, U Everton

Portsmouth kan sagtens drille Bolton og Wolves, men vil nok bruge flere kræfter på at forberede sig til FA-cup-finalen mod Chelsea, som er et fint plaster på såret til de hårdtprøvede og loyale fans fra Fratton Park. Burnley får det ualmindelig svært, og har alt at vinde i hjemmekampene mod Liverpool og Tottenham, mens kampen mod Birmingham i hvert fald skal vindes, hvis ikke the clarets skal være at finde i Championship næste år. Og det skal de nok, når alt kommer til alt.

Bolton og Wolves bør kunne hente et point eller to i deres resterende - overkommelige kampe - alt imens det hurtigt står klart at Wigan er det hold som får mest at skulle have sagt i forhold til at afgøre nedrykningskampen: Udfaldene af en udekamp mod West Ham efterfulgt af en hjemmekamp mod Hull kan meget vel blive det som bestemmer, hvilket af disse hold der rykker ned. Hvis de vinder den ene og taber den anden, står det hold der får point mod Wigan med gode kort på hånden. Hvis de vinder dem begge har Hull pludselig meget travlt med at finde de 3 point + 1 point for West Hams overlegne målforskel. Med andre ord: En West Ham-sejr over Wigan giver sandsynligvis overlevelse. Det samme gør et Hull-nederlag til Wigan. I kraft af chok-sejren over Arsenal i sidste runde er Wigan sandsynligvis reddet, selv hvis de skulle tabe begge kampene.

Den gode, den onde og den grusomme

Der er altså masser af scenarier der sikrer, at West Hams kamp mod Manchester City på sidste spilledag kan få en lykkelig udgang. Men der er også nogle  modeller der ikke tegner lykkelige. De kan opdeles - med min ven Socialdemokratens ord - i en god, en ond og en grusom.

Den gode forudsætter at West Ham er reddet fra nedrykning, og at Manchester City har sikret sig Champions League fodbold på bekostning af Tottenham. Sidste spilledag bliver en dag med karnevalsstemning, og Carlos Tevez laver et mistænkeligt selvmål der hyldes af hele stadion.

Den onde forudsætter at både City og West Ham måske skal have point for at klare deres målsætning. Imidlertid taber Hull stort, og hele stadion jubler da Carlos Tevez sender Manchester City i Champions League på bekostning af Tottenham.

Den grusomme implicerer naturligvis at West Ham rykker ned, og at Carlitos scorer målet der forårsager det. Den engelske presse, Neil Warnock, Dave Whelan, Kevin McCabe, Shaun Bean, voldsforbryderen Chris Morgan, hele Daily Mirrors redaktion og mange flere står på skuldrene af hinanden for at udpensle “at retfærdigheden er sket fyldest” og filofosere over “skæbnens ironi”, “nemesis” osv. Mens en grædende Tevez trøstes af sine jublende holdkammerater efter slutfløjtet kommer der nyt fra Turf Moor, hvor Tottenham har scoret et mål der sender dem i Champions League på bekostning af City. Hele stadion græder.

For at undgå den grusomme vil det nok være en god ide at starte med en sejr mod Wigan i morgen. Jeg kan nærmest ikke vente. Sidst jeg havde det sådan vandt Wolves 3-1 over et elendigt og modløst West Ham. Kom nu Irons, please…

Mig og Fogerty down by the schoolyard

For efterhånden et par år siden sad jeg i et større selskab af gentlemen og nød et par kølige pilsnere på en beværtning af den brune slags. Musikken spillede, som den jo gerne gør den slags steder, lystigt på en jukebox, og med et fyldtes vore øregang af Creedence Clearwater Revivals udødelige klassiker “Bad moon Rising”. Det var lige  omkring den tid, at min kære ven, Litteraten med Fremskridtshåret, havde overgivet sig hovedkulds og stormfuldt til netop denne gumpetunge, kompromisløse rock (en vej også mit eget slagne postmoderne ego siden selv har taget, men det er en helt anden historie ) - og navnlig forsanger John Fogertys evigt hæse vokal. “DEN HANDLER OM DOMMEDAG!” proklamerede Litteraten (og har givetvis stjålet en cigaret i samme øjeblik). Og det så jeg ingen grund til at betvivle. Navnlig da Socialdemokraten - som altid har set rocklyset i CCR - ikke protesterede. Så sad vi ellers der og rockede til rockmusik om apocalypsen.

Satans til ulvetime

Episoden er blevet genkaldt i min erindring umiddelbart efter West Hams katastrofale, horrible og dybt, dybt uacceptable 3-1 nederlag til Wolverhampton tirsdag aften. For allerede tirsdag morgen havde der været noget i luften. Noget uldent. Det blæste ad helvedes til og himlen var grå som Bertel Haarders ansigtskulør. Og hvis jeg da bare allerede der havde haft mine tanker hos Fogerty (et sted som de fleste burde placere deres tanker i videre omfang), så ville jeg sikkert ikke føle mig så tom indvendig som tilfældet er nu. For så havde jeg nok ihukommet Fogertys ord og sammenkoblet dem med de dommedagsbibelprofetier jeg rablede om i mit seneste indlæg. Jeg ville have tolket tegnene på himlen som: “[...] the bad moon arising [...] trouble on the way [...] earthquakes and lightnin’” og ikke mindst “[...]bad times today.”

For guderne må vide der var bad times på alle hylder den aften omkring bordet, ved skærmen, på puben. Wolves spillede ganske vist kløgtigt, velorganiseret og skarpt. De fortjente 100 % deres 3 point, og kan glæde sig over at det umiddelbart er nok til at klubben også er at finde i Premier League næste år. Men West Ham må også tage noget credit, for vi gav dem plads og selvtillid, og fik dem på forunderlig vis til at fremstå som et hold på niveau med FC Barcelona, hvad jeg vel næppe fornærmer nogen, ved at hævde at de ret beset ikke er. James Tomkins foræring til 1-0 målet var  symptomatisk for indsatsen denne aften.

Scott Parker var naturligvis en kæmpe, Faubert, Behrami og Daprela kan med lidt god vilje se sig selv i spejlet. Franco var et kæmpe lyspunkt i det kvarter han fik på banen, og han kunne med lidt held have scoret et mere. Diamanti prøvede, men skulle måske have ladet være, når man tager mængden af boldtab det forårsagede i betragtning. Resten af holdet dumpede med et brag. De virkede rådvilde, umotiverede og fuldstændig opgivende. At holdets formodede anfører, landsholdsaktuelle Matthew Upson, som i  øvrigt føler sig for god til at forny sin kontrakt, dagen efter bebuder “at nu er det måske på tide at begynde at spille som et hold” bliver man oprigtig bekymret for, hvad fanden de egentlig foretager sig på træningsbanen på Chadwell Heath. Strikker slumretæpper? Sælger pileflet på Ebay? Drikker bajere og lægger arm? Har de haft John Terry som teambuilding coach?!

Åh, ja. Man skulle have lyttet til Fogerty. Være blevet hjemme. Spist bolsjer og set Paradise Hotel: “Don’t go around tonight, Well, it’s bound to take your life, There’s a bad moon on the rise.“  Og jeg er sgu bange for at han ret - den hæse mand. Da jeg var vendt hjem og ligbleg og sammensunket børstede tænder slog det mig (dog uden, at jeg på det tidspunkt vidste, hvem jeg skyldte denne indsigt): “Jeg overlever simpelthen ikke, hvis vi rykker ned.”

Quite prepared to die?

Men her et par dage efter begynder månen alligevel at glide lidt væk fra West Ham-himlen, hvor boblerne ellers står bristefærdigt stille i luften. For heldigvis er der andre hold i ligaen som i disse dage hører Fogertys “voice of rage and ruin” - og følgelig må se realiteterne i øjnene: “..the end is coming soon.” Burnley har været afsindig dårlige siden Owen Coyle smuttede til Bolton, og Hulls mærkværdigt timede fyring af Phil Brown og efterfølgende endnu mere mærkværdige ansættelse af  Ian Dowie lader ikke til at have haft noget der minder om en positiv effekt på holdets kamp mod nedrykning. (Og Portsmouth tager selvfølgelig den ene plads efter de fik fratrukket point.)

West Ham har stadig tre point ned til disse to hold. Desuden har the irons en overlegen målforskel, og kan dermed sandsynligvis tillade sig at tage fire point mindre end disse hold i løbet de resterende runder i årets Premier League. Hull mangler 8 kampe, Burnley mangler, ligesom West Ham, 7:

Burnley: H Blackburn, H Manchester City, U Hull City, U Sunderland, H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham

Det burde blive til nederlag mod Man City, Liverpool og Tottenham, mens udekampene mod Birmingham og Sunderland kan blive pointgivende, da disse holds sæsoner lader til at fuse ud omkring nu. Blackburn er aldrig lette at spille mod, men bliver en kamp der skal vindes for Burnley, alt imens det interne nedrykningsbrag mod Hull City selvfølgelig bliver en absolut nøglekamp.

Hull: H Fulham, U Stoke City, H Burnley, U Birmingham, H Aston Villa, H Sunderland , U Wigan Athletic, H Liverpool

Hull har umiddelbart et appetitligt program, hvor hjemmekampe mod Fulham, Sunderland og naturligvis Burnley bliver afgørende. Udekampe mod Stoke og Birmingham er heller ikke umulige, alt imens Aston Villa og Liverpool bør være for store mundfulde - hjemmebane eller ej.

West Ham: H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Og så har vi selvfølgelig West Ham. Mindst to af de tre kampe mod Stoke, Sunderland og Wigan skal vindes. Udekampen mod Fulham kan give point på kontoen mens Everton, Liverpool og Manchester City næppe giver ved dørene. Når man sammenligner med Hulls kampprogram, samt den omstændighed at the irons nu har tabt fem kampe i træk - hvoraf to har været mod hold i nedrykningsfare - så lover det ikke godt.

I dag udsendte West Hams delejer David Sullivan et brev til supporterne, hvori han udtrykte forståelse for den frustration holdet fik at føle i kampen mod Wolves. Samtidig opfordrede han alle til at støtte holdet med en masse fine historiske referencer. Ja. Der var skruet godt op for patos-knappen. Brevets pointe til spillerne kan opsummeres fint af John Fogerty - og så må Zola egentlig også bruge disse ord i sin teamtalk på lørdag mod Stoke City: “Hope you got your things together. Hope you are quite prepared to die. Looks like we’re in for nasty weather. One eye is taken for an eye.”

Personligt er jeg ikke 100 %  klar til at dø, så: Come on you irons, for helvede da også!

Litteratens frikadeller, midtugebranderter og desillussion

Den seneste tid her på bloggen har stået i Last Man Standing-konkurrencens navn. Og  det er nok når alt kommer til alt meget godt. Havde jeg i stedet forsøgt at beskrive min konstant mere ustabile mentale tilstand i forbindelse med West Hams præstationer på banen over de sidste par måneder, ville jeg sandsynligvis stå over for en retssag om forbrydelser mod menneskeheden. For I guder, hvor har det dog gennemgående været rædselsfuldt, desillusionerende og modbydeligt. Og det på trods af formildende omstændigheder som Litteraten med Fremskridtshårets aldeles glimrende frikadeller med stuvet hvidkål, kartofler og sovs der blev konsumeret med efterfølgende midtugebrandert oven i hatten i forbindelse med den latterligt unødvendig pointdeling på Fratton Park. En nulløsning mod Blackburn var selvsagt hverken nogen nydelse for krop eller sjæl, mens et grundlæggende ufortjent nederlag ude mod også nedrykningstruede Burnley efterlod mig skrigende, kapituleret med søvnunderskud og svigermor på trapperne foran en seriøst ustabil streamforbindelse. “NU ER VI KRÆFTEDEME RYKKET NED!” brølede jeg til fru SygogMunter som optrådte medfølende og utvivlsomt har stået med en stærk (og berettiget) følelse af deja vu.

En formiddag med adskillige sæt på værtshus kunne ikke opveje endnu et latterligt og helt igennem fortjent nederlag mod Bolton. Alverdens positive vibrationer, feng shui  og krystaltrylleri kunne ikke forhindre tre forudsigelige afklapsninger mod topholdene Manchester United, Chelsea og Arsenal. Dog var Litteratens sympatiske, østjyske gentleman-ven af en Arsenal-supporters næsten undskyldende tilgang til weekendens kamp en en kærkommen gestus af ømhed i en verden af pisk, afføring og blomsterløse tornekrat.

Ligeledes ledsagede undertegnedes ekstremt tunge Shepherds Pie et sted midt i forløbet en sjælden positiv oplevelse da sæsonens overraskelse, Birmingham blev sendt hjem med et 2-0 nederlag på et fremragende frisparksmål af evigt utilregnelige Diamanti suppleret af et stærkt gennemspillet mål af Carltonaldo. Den efterfølgende midtugebrandert var heller ikke at kimse af. Navnlig da Socialdemokraten valgte at give omgang med store fad og Arnbitter for Litteratens sidste kontanter. Den efterfølgende 3-0 afklapsning af fuldstændig modløse Hull gav håb om en mindre renæssance inden den essensielt set forudsigelige nederlagsrække mod fornævnte tophold og den evindelige onde ånd, som er et Kevin Davies-inspireret Bolton.

For katten da også. Tidligere på sæsonen var jeg skråsikker - Premier League er svag i år - selvfølgelig rykker West Ham ikke ned. Nu - efter en række resultater er svinget direkte ud på en bumlet vej til helvede, er jeg straks mere usikker, bitter, fordrukken og træt. De irriterende skader vedbliver at dukke op. Formstærke Faubert var pludselig væk og er ikke kommet tilbage endnu. Sæsonens suverænt bedste spiller - Scott Parker - kan kun spille cirka hver anden kamp. At han så spiller eminent hver gang gør ham blot mere savnet når han er væk. Sæsonens næstbedste spiller - Carlton Cole - kan spille endnu mindre. Sidste års - måske - bedste spiller, Herita Ilunga, er forsvundet fra jordens overflade og er først i de sidste par kampe endelig blevet ordentligt erstattet af den meget lovende Fabio Daprela. De panikindkøbte angribere, Benedict Mccarthy, Ilan og Mido har mildest talt ikke imponeret - den dyreste og umiddelbart stærkeste, Mccarthy, blev naturligvis skadet i sin debut og har først i weekenden gjort comeback fra bænken. Mido er tyk og relativt hårdtarbejdende - og Ilan har rent faktisk scoret et mål, men ellers ikke imponeret. Satan og helvede.

Dommedag, nu?

På tirsdag venter en hjemmekamp mod Wolverhampton. Det kan nærmest ikke blive mere afgørende, six-pointer, nu-eller-aldrig, vind-eller-forsvind-agtigt. Lige nu ligger West Ham lige over stregen; 3 point foran såvel Burnley som Hull, 1 point efter Wolves; henholdsvis 4 efter Wigan og 5 efter Bolton - de to sidstnævnte har spillet en kamp mere. West Ham har den bedste målforskel af disse hold - en faktor som absurd nok allerede ser ud til at kunne blive afgørende. Hvis ikke nedrykningstoget kører endnu stærkere, og gør den slags omstændigheder ligegyldige…

West Hams resterende kampprogram ser ud som følger:
H Wolves, H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Liverpool har man ikke besejret ude siden 1963 hvor Geoff Hurst og Martin Peters blev matchvindere. Everton er i form og Manchester City har sandsynligvis foruroligende meget at spille for på sidste spilledag. Stoke, Fulham og Sunderland kan derimod meget vel stå i relativt ligegyldige situationer, og derfor være til at tale med, alt imens kampene mod Wolves og Wigan er så vigtige, at jeg er ved at skide en lille smule i buskerne, hver gang jeg tænker på dem.

Ejerne Gold og Sullivan har beskrevet konsekvenserne af en potentiel nedrykning som “Armageddon”. Jeg går ikke ud fra de henviser til den middelmådige komet-film med Bruce Willis, men nok snarere til arenaen for det sidste store slag mellem godt og ondt ifølge biblens Johannes-åbenbaring. Det indebærer blandt andet, som skrevet står, at der “kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden - så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele og folkeslagenes byer styrtede sammen [...] og hver ø forsvandt og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt fra himmelen på menneskene…” (Joh. 18:21) Ja - og sådan kører det egentlig bare derudaf med velbeskrevet bibelsk pine, straf, blod, elendighed, undergang, skrigeri og momentvis basunspilleri af de retfærdige og frelste - som velsagtens er Liverpool eller Tottenham-fans, der sover med hænderne over dynen, og ikke tyer til onsdagsbranderter når the going bliver tuff.

Det er jeg ærligt talt ikke sikker på at jeg er rustet til…

Derfor; på tirsdag SKAL dommedag midlertidigt udskydes! For pokker, West Ham, skuf mig nu for en gangs skyld ikke! Jeg synes allerede, at jeg så rigeligt “pines med ild og svovl” (Joh. 14:10), uden at vi behøver tilføje nedrykning, ophørsudsalg og udekampe mod Scunthorpe og Blackpool til repertoiret…

* Afslutningsvis lidt reklame til interesserede hammers-entusiaster:

En facebookgruppe for danske irons:
Der inviteres lejlighedsvis til kampe på Kennedys Bar i København. Cheferne i gruppen holder begge af at rafle og drikke Fernet Branca.

Scandinavian Hammers: Det giver lidt sig selv - traditionsrig og velorganiseret fanklub, der er den største af sin slags uden for de britiske øer. Foreningen har egne sæsonkort og et skidegodt medlemsblad blandt andet med uddrag fra en helt udsædvanlig god dansk fodboldblog. Der er rigeligt med mulighed for øget dansk engagement og skandinavisk kulturudveksling.

For lidt over tre år siden - i november 2006 - blev West Ham købt af den islandske rigmand Bjorgolfur Gudmundsson (det har taget samfulde tre år, at lære at stave mandens navn). Købet markerede nye tider i østlondon. Den nye bestyrelsesformand i klubben, den karismatiske Eggert Magnusson, råbte op om Champions League fodbold indenfor 4 år, ansatte Alan Curbishley som ny træner, lagde en ordentlig røvfuld penge (i hvert fald i forhold til West Ham standarder) til indkøb af en række nye spillere, som blev lokket til klubben af de høje ambitioner og de endnu højere lønninger - og ultimativt reddede klubben sig fra nedrykning i foråret 2007 efter et utroligt comeback. Det fik Sheffield United til at gå rettens vej, idet de mente at Carlos Tevez egenhændigt havde holdt West Ham oppe, og at West Ham slet ikke havde spillertilladelse til den lille argentiner. Første udsagn er fuldstændig absurd, og andet direkte forkert, men det er egentlig slet ikke det, som det drejer sig om i denne omgang. Under alle omstændigheder var der optimisme, der blev købt flere profiler, og bobler steg mod himlen…

I juni sidste år skiftede West Ham ejer igen. Denne gang var hornmusikken knap så energisk, og armbevægelserne betragteligt mindre. På dette tidspunkt var Eggert blevet sparket ud igen, klubben var begyndt at mærke den økonomiske byrde fra en hel flok højtlønnede, evigskadede fodboldspillere, og frem for alt var Bjorgolfur gået fallit. Verdensøkonomien var tættere på depression end på Klondyke-entusiasme og West Hams nye ejere var et konsortium af kreditorer til den detroniserede islandske milliardær. Allerede inden ejerskiftet var de nye tider en realitet udadtil. West Ham solgte spillere, mange spillere, uden rigtig at bruge penge på nye. Alan Curbishley smuttede da han ikke længere følte han bestemte over indkøbspolitiken (og vandt naturligvis et million-sagsanlæg på vej ud). Gianfranco Zola og Steve Clarke blev hentet ind, og har siden udrettet noget der minder om mirakler med en stadig tyndere, skadesplaget trup. Det har ikke været en dans på roser. Samtidig er rygterne om klubbens astronomiske gæld vokset, og januartransfervinduet har været imødeset med kvalme og tilbageholdt åndedræt. Boblerne brast. Igen.

De seneste måneder har imidlertid budt på håb om bedre tider. Helt konkret i form af en række interesserede parter som har ønsket at købe fodboldklubben West Ham United FC. Det har rent ud sagt været noget af en stressfaktor. Særligt da det stod klart at klubbens ejerskabssituation ikke ville være afklaret før 1. januar, hvor frygten for afsked med flere nøglespillere inden nedrykningskampen var stærkt realistisk funderet.  Undertegnede har været reduceret til en sindstilstand der grundlæggende ikke adskiller sig stort fra den kvinder - i følge diverse klicheer og almindelig revymytologi - befinder sig i når de er højgravide. Mine søvn -, spise - og toiletvaner har været helt til hest. Jeg har konstant været præget af den rædselsfulde limbo-tilstand som min klub befandt sig i. Det er sandelig ikke blevet bedre at jeg mellem jul og nytår pådrog mig en større flænge på ryggen som konsekvens af Børge Mogensens åh-så-lækre stoles manglende evne til rent faktisk at kunne bære 90 kilo mandfolk. Hvorfor placere skruer med spidsen opad, når sædet samtidig kollapser når man sætter sig; HVORFOR, BØRGE?!?

Nå. Det var vist et sidespor. Lad os fortsætte af det: Med forbinding på ryggen, og selvmedlidenhed på størrelse med Dan Rachlins popularitet i 80′erne, har jeg omfavnet Dominos halvprismandage som Rudi Frederiksen ville omfavne deltagerne i BørneMGP. Jeg har ikke kunnet være fysisk aktiv, idet forbindingen ikke måtte blive våd af frygt for betændelse. Mit humør har svinget i en grad så jeg selv har været ganske langt fra at kunne følge med. De fleste dage har jeg næsten ikke kunnet komme op af sofaen. For fanden: Jeg har taget mig selv i at stå foran spejlet og bare føle mig tyk og have lyst til at græde. Det har i sandhed ikke altid været lige morsomt. Og så har der ovenikøbet været eksamensstress oven i hatten.

I denne suppedas af weltschmerz, magtesløs - og uvished tilsat almindelig vinterdepression har der dog været enkelte lyspunkter. Eller det vil sige: Der har mindst været et. Frank Turner hedder han. En Eton-uddannet, britisk, punkrocksingersongwriter (hold da kæft et lorteord!) i slutningen af 20′erne, som synger sange om livet. Ja, sgu. Hverken mere eller mindre. Det handler om at blive ældre og indse at man var en idiot som teenager, at verden er noget lort og nok bliver ved med at være det, at indse at man også er en idiot som voksen, om at folk dør af sygdomme i en al for ung alder, at man ikke er noget specielt i forhold til alle mulige andre, om ulykkelig kærlighed, venskab og jeg ved snart ikke hvad.  Livet, for fanden! Som det leves og døs(!). Og det er skidehamrendemotherfucking livebekræftende, skulle jeg hilse og sige. Ja - både Franks musik og livet som sådan. Det er det han minder en om.

Efter at have fået ham lige dele anbefalet og frarådet på det alvorligste siden han varmede op for Gaslight Anthem på Vega i foråret 2009, havde jeg alle intentioner om selv at tjekke ham ud, da han igen spillede koncert i København i december. Men det satte min generelle ugidelig - og uduelighed naturligvis en stopper for (det samme var i øvrigt tilfældet med Gaslight-koncerten). Til gengæld havde jeg åndsnærværelse nok til at købe en af hans plader da den sådan lige pludselig stod i smasken på mig i en obskur pladebiks i Barcelona senere samme måned. Jeg hørte den faktisk første gang mens jeg skrev et blog-indlæg i flyet på vej hjem.

Nå for at gøre en lang historie endnu længere: Frank og jeg er blevet noget der minder om venner. Han har kørt non-stop på anlægget, ipoden, computeren og hvor jeg ellers har kunnet forpeste uskyldige med mit nyfundne glade budskab. Jeg tror han forstår mig, Frank. Derfor besluttede jeg mig også ret hurtigt for, at jeg måtte eje endnu en plade med ham. En plade som ifølge pålidelige kilder skulle være lige så god som den jeg oprindeligt er faldet for. For at være helt præcis, så bestilte jeg pladen Sleep is for the Week den 29. december. Så kunne den måske være her i tid til at agere krykke for min skrøbelige mentale tilstand under transfervinduet. Siden er fulgt mange skuffende ture til postkassen, inden en længe ventet oplevelse af eufori da jeg vendte hjem efter en weekend på landet sidste søndag aften. Cd’en var i postkassen! Det samme var det seneste nummer af EX-hammers Magazine, og West Hams hjemmebanetrøje for indeværende sæson! Happy days!

Jeg tændte computeren for at se om verden stadig stod efter mine tre dages fravær fra nettet. Bladrede lidt i bladet mens windows startede. Et fint interview med Tony Cottee. Tjekkede overskrifter på nettet. West Ham var så godt som solgt stod der. Alt tydede på at man kunne regne med afklaring i løbet af mandagen. Det var lige før jeg begyndte at ane forår i luften. Jeg tog min nye trøje på og syntes egentlig den så godt ud alt taget i betragtning. Selvom det stadig er pervest at lave en West Ham hjemmetrøje uden lyseblå ærmer. I min generelle begejstring glemte jeg helt cd’en, som bare lå i sin indpakning i vindueskarmen.

Mandagen kom. Ingen afklaring. Blot et hav af nye rygter. Blandt andet nogle helt igennem rædselsfulde rygter om en meget dodgy italiensk rigmand som i forvejen ejer Cagliari. En mand som har fyret 28 trænere på 18 år dernede, og som har ganske veldokumenterede forbindelser til mafien. Jesus Kristus. Ikke igen. Det var mens disse dystre perspektiver samlede sig som tunge tordenskyer over mit ugidelige, joggingklædte korpus at jeg kom i tanker om at der var nye glade toner fra Frank i vindueskarmen. Jeg nærmest småløb derhen. Flåede forsendelsen op, og ramtes af vantro. Af vrede. Ja - sågar af noget der minde om angst. Jeg vendte febrilsk cd’en. Hvad fanden skulle det nu betyde? Var der nogen der tog pis på mig? Jeg konsulterede den medsendte kvittering og konstaterede at den lød på et eksemplar af Sleep is for the Week. Men hvorfor fanden i hede hule helvedes inderste steghede kreds havde play.com så sendt mig en Engelbert Humperdinck-cd med titlen Love Songs and Ballads?!? En ting er at de sender mig en forkert cd. Det kan ske. Erare humanum est og alt det der pis, men Engelbert Humperdinck!? Engelbert? HUM-PER-DINCK!? Hvad fuck. Hvad helvede!? Jeg var målløs. Rasende. Magtesløs og opgivende. Ikke nok med at min fodboldklub var ved at blive opkøbt af en ukarismatisk Don Corleone - nu tog livet pis på mig ved at sende mig en fucking ENGELBERT HUMPERDINCK-plade med fucking flødekærlighedssange! Og så lige nu når jeg havde mere brug for Frank end nogensinde! Total desillusion satte ind og jeg sank sammen i sofaen.  Resten af dagen fortoner sig i en underlig mareridtsagtig dunkelhed.

I går var mit sår på ryggen endelig helet nok til, at jeg igen måtte motionere. “Uhmm, endorfiner!”, vil jeg sværge at jeg hørte min krop sige. Og som det ikke var nok: West Ham blev endelig solgt. Ikke til Cagliari-manden, men til de tidligere Birmingham-ejere David Sullivan og David Gold. Dem har jeg tidligere udtrykt skepsis for her på bloggen. De købte 50 % af klubben, med option på køb af resten indenfor de næste fire år, og frem for alt vide beføjelser i forhold til den daglige drift. David Sullivan begyndte øjensynlig at flæbe under et interview med Talksports fordi han var så lykkelig. David Gold fortalte røverhistorier om dengang han boede lige om hjørnet fra stadion og spillede for West Hams drengehold mod East Ham. Måske var Engelbert-cden et tegn? Der er bedre tider på vej, og jeg vil i fremtiden slet ikke få brug for Franks positive vibrationer? Nu vil livet blive en dans på roser med Engelbert bløde stemme croonende den ene lovesong efter den anden?

Og dog. For ellers var der ikke mange positive meddelelser. Jeg fulgte pressemødet live med lige dele chok og lettelse. Klubben er dybt forgældet og belånt til op over skorstenen. Omkring 110 millioner pund lyder gælden på - og det trods den omstændighed at noget af gælden allerede skulle være afdraget ved købet. Og trods det faktum at klubben siden sommeren 2008 har solgt spillere for noget der minder om 40 millioner pund uden for alvor at bruge penge på nyindkøb. I det mindste er der ikke længere tvungne spillersalg, hvad der åbenbart ellers ville have været både nu og til sommer. Det har deherrer David og David lovet. Gianfranco Zola og Steve Clarke får lov til at fortsætte deres arbejde med truppen. Det har deherrer David lovet. De lovede også, at der bliver penge til rådighed til forstærkninger i januar. På den anden side har vi før oplevet nye ejere med løfter, der ikke blev overholdt.

De bebudede at de, om muligt, agter at at flytte West Ham fra the Boleyn Ground til Londons Olympiske Stadion, når den engelske hovedstad har haft olympiaden i 2012 (det er der, hvor logoet ligner en knælende Lisa Simpson i færd med at give oralsex). Stadion ligger i West Ham-land, og Sullivan udlagde en ambition om at kunne sikre West Ham Premier Leagues billigste billetter på denne måde. Ikke desto mindre er det altid sprængfarligt at fucke med kernetraditioner på denne måde. Samtidig snakkede de dog meget om deres egen East End baggrund og vigtigheden af at kende klubbens historie og tradition. Vi får se.

Samtidig udsendte de en invitation til alle kapitalstærke West Ham fans i verden om at de var velkomne til at købe sig ind i klubben. 10 procent af klubben plus betyrelsesposter og indflydelse for 10 millioner pund. En sådan ide kan man sandelig se gå mange veje. Ikke desto mindre er det da mulig at tolke tanken sympatisk.

Det som gjorde størst indtryk var dog David Sullivans ord: “We wouldn’t buy this club at all if this wasn’t West Ham. It makes no commercial sense for anyone to buy this club and it’s amazing that two other people wanted to buy it.”

Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men de kan da snakke snakken, som man vist siger derovre. Om de så også kan gå gangen bliver interessant at se. Under alle omstændigher sagde de, at konsolidering og langsom opbygning er målet. De udtrykte tillid til egne evner, og bekymring for lønniveauet i Premier League. Samtidig profeterede Sullivan at en Premier League-klub vil ryge under administration inden sæsonen er ovre. Han hentydede ikke til West Ham, og foreløbig er det måske, hvad man kan forlange efter Eggerts forbrugsfest og den katastrofekurs det har sat klubben på. De næste par år skal altså gå med at rydde op. Det betyder nok at Matthew Upson forsvinder, idet han tjener Eggert-penge nu, og næppe bliver for mindre. Det betyder forhåbentlig også snarligt farvel til Boa Morte, Dyer, Quashie og Davenport, som sikkert alle tynger på budgettet. David og David løftede selv sløret for at der allerede i januar måske skal siges goddag til en ny angriber: Rygterne i dag nævner navnet Bobby Zamora. En altid hårdtarbejdende og loyal, local lad til at hjælpe med den langsomme genopbygning af West Ham United FC. Det er nok en drøm, men nøj hvor skulle han være velkommen. Selvom de næppe slipper ham i Fulham.

Og en konklusion med hele denne smøre? Det må være noget i retning af, at selvom det alt andet lige ser lysere ud nu, end det gjorde for et par måneder siden, så har jeg stadig skrevet til play.com og anmodet om at få byttet min Engelbert Humperdinck-cd til den med Frank Turner. Noget siger mig, at også får brug for hans venskabelige, livsbekræftende betragtninger i den kommende tid.

Så er det blevet regnskabets time for første runde af konkurrencen Last Man Standing. 188 deltagere meldte deres ankomst i konkurrencen om at gættere vindere af ugens kampe, der endte således:

Stoke City vs Liverpool 1 - 1
Chelsea vs Sunderland 7 - 2
Manchester United vs Burnley 3 - 0
Portsmouth vs Birmingham AFLYST
Tottenham vs Hull 0 - 0
Wolves vs Wigan 0 - 2
Everton vs Manchester City 2 - 0
Aston Villa vs West Ham 0 - 0
Blackburn vs Fulham 2 - 0
Bolton vs Arsenal 0 - 2

Dermed sikrede bud på: Arsenal, Blackburn, Chelsea, Everton, Manchester United og Wigan til avancement til næste runde. Dette havde følgende 52 deltagere været skarpe og/eller heldige nok til at forudse:

Arsenal (8): Yllipojken, ThelgMaster, StriwetDevil, Storke, igo84, HelteneFraFredensvang, Geddar, Brarand
Blackburn (3): sondergaard5, Firefly, Chul
Chelsea (10): Trommestik, Spanky, Scouse Free, riker, math6035, Jakob11, Gumle, FrækFyr17, Dillen, colin368
Manchester United (26): Æsel3000, Zenopa, Yorgen, Thegreatone, teleduffe, sygogmunter, sweeper, Saxen, Ronnykat, Rasmus Dux, Old Trafford, nixcha, MrAnderson, Lransborg, leofck, Kolrengen7, Jeules, Jerikov, ellebelle, Crilz_AB, Brockman, Bo Llux, Blikdal, banansnask, Asklepios, Anesen
Wigan (5): trier36, Peterlønstrup, Orskov, Donnichlas, DeSeanJacksonPE

Følgende 118 deltagere led tilgengæld døden på skafottet, hvor navnlig Tottenhams manglende sejr mod Hull kostede hoveder - men også West Hams hårdt tilkæmpede point på Villa Park var uforudset:

Aston Villa (24): zenger, United De Bedste, Udo, This Charming Man, teisi, RomeoNieburh, QuéPasa?!, OC, Nicklas Alexander N, MortenHo, Moggie, Kramer, jacobnr1, Indies, Ill, Hysen, GN2, fatal, En Vild Mår!, Emilfu, Den gamle dames…, Brumkvist, BlivIkkeFanatisk, Alta Tensione
Fulham (4): Sjanten, Kullerthe1, JonasGerrard, Dermeister
Liverpool (8): starhead, socialdemokraten, Senge, Liverdrengen, Klausen, Jean Claude Van D, Dano, Captain Fantastic
Manchester City (4): Ucankus, snowflake, Chrisard, B.E.A.S.T.I.E
Stoke (2): Kilde, Cside
Tottenham (64): Xiong Mao, Whufc93, trannel, topper110, Tona-exe, Tjalfe12, Spielführer, Sophus Krølben, Schiær, Schalde1, SamuelEto, RFCmy_life, Python, Pussen, Petrescu, Papadakis, Omni, oliverac, nukacola, nissandj, Maabjerg, Mutibu, Morph, Messes, Mbondum, Mbecher, MadsVS, madin, LYKKEKVINDE, Lundos, Lasse_Sommer, kaangen, KNJ, Kanelgiffel, kaeppen, jsm, Jonze, jomic…, Jenkins, GhettoG, Fussball 4ever, fezz1981, dr. Sjolana, DonPersson, Don Andres, Doctor Khumalo, Diamanti, Den Spanske Kriger, chrst3x, Caracola, Cantona07, Brugeren Punktum “.”, Bosse1983, BonniePrinceBilly, Barcagf, barca numero 1, Arctic, applause, anton2607, ande9200, Alsen_ReDevils, Alex_wm, Agbonlahor, 1899barca
West Ham (1): PerPerNielsen
Wolverhampton (11): Schalke04, Misfits, kriztianzen, Kjellerup2960, jnilsson, IMO, Il_Preferito, Fancypants, Dyreborg, De kalder ham Pelle, agfstyrer

Kampen mellem Birmingham og Portsmouth blev uheldigvis aflyst, hvilket bevirker at følgende 18 deltagere skal gætte på to hold i anden runde; begge disse bud skal være rigtige for at sikre avancement til tredje runde:

Birmingham (16): aabhadan, ye…, smølfen, pp1, Peterjs, Nash, McAbre, l4rsen, L2P, kasi28, Jon Lund Elbeck, Joasis, Jen-se-rik, England/’s No.6, ChelseaGirl, 1kage1
Portsmouth (2): Tebirkis, MortenOlsensSøster

Ingen deltagere gættede på: Bolton, Burnley, Everton, Hull og Sunderland.

I alt stiller altså 70 deltagere til start i anden runde; heraf skal 18 gætte på to hold. Anden rundes kampe ser ud som følger. (Næste midtuges kampe fravælges idet ikke alle hold er i kamp):

Lørdag d. 30/1:
Birmingham Vs Tottenham 16:00
Fulham Vs Aston Villa 16:00
Hull City Vs Wolves 16:00
Liverpool Vs Bolton 16:00
West Ham Vs Blackburn 16:00
Wigan Vs Everton 16:00
Burnley Vs Chelsea 18:30

Søndag d. 31/1:
Man City Vs Portsmouth 14:30
Arsenal Vs Man Utd 17:00

Mandag d. 1/2:
Sunderland Vs Stoke City 21:00

- Tilmelding til Runde 2 sker ved at svare et holdnavn (for 18 spilleres vedkommende: To holdnavne) som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 lørdag d. 30/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret.

• Svar som United, City, Blues, Whites, Wanderers eller lignende accepteres ikke. Der må ikke kunne sås tvivl om hvilket hold der gættes på.
• Hvis man ønsker at ændre sit svar inden deadline bedes dette gøres med formuleringen “Bud ændret fra Hold X til Hold Y” - enten ved at redigere det oprindelige indlæg eller i et helt nyt indlæg. Budændringer der ikke følger præcis denne formulering kan ikke garanteres at blive bogført.
• Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså kun de 70 tilbageværende som er med.
• Husk at man ikke må gætte på det samme hold to gange! Ovenfor kan i finde jeres bud fra første runde. Bud på hold i aflyste kampe tæller naturligvis ikke som hold der ikke må bruges igen - altså kan alle gætte på Birmingham og Portsmouth i anden runde.

Held og lykke! Må den bedste mand vinde gavekortet på 500 kroner til Unisport.dk