Syg og munter

Oh, East London is wonderful…

De seneste uger her på bloggen har stået i Premier League-gennemgangens tegn. Det har været ganske muntert, og det har været interessant for eders ydmyge skribent at fordybe sig lidt i de såvel de store stjernefunklende, som i de mere støvede dele af ligaen.

Nu skal vi imidlertidig have svesken på disken, som man vist siger i de mere kulørte dele af  underholdningsindustrien; ja - vi skal naturligvis igen tale om West Ham United Football Club anno 1895.

Et løjerligt vindue

Siden sidst er der sket mangt og meget på the Boleyn Ground, og man ved snart ikke hvor man skal begynde. Transfervinduet er smækket, og som så ofte før står man tilbage med en lidt flad fornemmelse. Det er selvfølgelig aldeles fremragende at manden som brækkede kæben i sæsonpremieren og ønskede at spille videre, Herita “Klunker så tunge som IC3-tog” Ilunga, er blevet tilknyttet på en fast kontrakt. Ligeledes virker det spændende at låne Luis Jimenez i Inter, ligesom indkøbet af talenterne Fabio Daprela og Peter Kurucz er fint i tråd med klubbens visioner.

At stortalentet Savio som blev hentet i januar med store ord, fanfarer og megahype allerede er sendt retur til Italien er mindre fremragende. Ikke mindst fordi man sidder med et indtryk af at tysk-uganderen meget vel kan finde på at gå hen at blive en modbydeligt god spiller for Fiorentina, og så står man jo der og ligner en idiot til den tid. Til gengæld fik vi Manuel Da Costa i bytte. Han skulle eftersigende have været et meget stort forsvarstalent engang. Om det så er godt eller skidt må vi lade komme an på en prøve. Forhåbentlig kan Zola sparke liv i hans karriere igen. Radoslav ‘Ladies man’ Kovac er også blevet tilknyttet på en permanent kontrakt, hvilket virker en lille smule underligt, idet førsteprioriteten i dette vindue burde være at styrke angrebet betragteligt - hvilket den vel også ganske eksplicit var. I stedet hentede man altså en - indrømmet - udemærket, men temmelig gammel, tjekkisk, defensiv midtbanespiller. West Hams ledelse holder aldrig op med at forbløffe. I de mindste hylder de kvindelig fans beslutningen…

Angrebet blev til gengæld ikke overrendt af nyindkøb. Trods massive rygter om en mængde interessante spilleres snarlige ankomst - blandt andet Luca Toni, Eidur Gudjonson, Marouane Chamakh, Benjani osv - er Carlton Cole er stadig den eneste rigtige striker i truppen. Nu går der rygter om at den 33-årige mexicanske angriber Gulliermo Franco skulle være så godt som tilknyttet på en fri transfer. En investering ala sidste sæsons temmelig kiksede paniksigning af Diego Tristan. Tristan endte dog med i sidste ende at redde en række point til klubben. Hvis Franco kan gøre det samme er alle nogenlunde tilfredse, omend jeg ikke personligt holder vejret i spænding…

Sikkert er det til gengæld at  klubben hentede Alessandro Diamanti i Livorno. Han lavede 18 kasser for italierne og hjalp dem til oprykning i sidste sæson. Han lader ligeledes til at være en teknisk rigtig god spiller, omend mere en hængende angriber end en egentlig target man. Til gengæld lader han også til at have en personlighed der giver mindelser om vores sidste kugleskøre italiener, Paolo Di Canio (Di Michele var ikke engang rigtig skør - han var bare dårlig). Hvis Diamanti kan give halvt så mange gode øjeblikke som Di Canio er han garanteret kultstatus. Hvis han så samtidig kan nøjes med at give halvt så mange dårlige, så nærmer han sig allerede legendestatus.

I sin debut i weekenden kom han ind fra bænken, og havde blandt andet et frækt og veludført skudforsøg fra en meget spids vinkel langt fra mål, som ramte stolpen. Næste gang bliver det forhåbentlig en kasse, og så er Diamanti igang. Eller også bliver han den nye Marco Boogers (som i midt90′erne blev købt ret dyrt i hollandsk fodbold som den store angrebsstjerne. Han blev udvist i sin anden indskiftning for klubben kort efter han var kommet på banen på Old Trafford  og tog dernæst hjem til en tiltrængt omgang psykologhjælp i Holland). Det er det fascinerende, spændende og dybt, dybt forbandede ved denne type indkøb; man har ingen anelse, om man har købt Flemming Poulsen eller Flemming Krøl. Interessant bliver det i hvert fald…På transferdeadlinedag solgte klubben så den populære og kompetente centerforsvarer James Collins til Aston Villa for £ 5 millioner. Penge som logisk set skulle have været øremærket købet af den angriber som aldrig kom. Oven i købet har Collins udtalt at han slet ikke ville væk i første omgang. Ærgeligt, simpelthen.

En fuld islænding i en slikbutik…

Klubbens manglende evne til at hente det vigtige supplement til angrebsstyrken blev delvist forklaret allerede da Diamanti blev købt. Finansiering af italieneren var sket gennem en række fremskudte udbetalinger af sponsorpenge, og denne lidt aparte praksis blev yderligere logisk, da klubben langt om længe offentliggjorde sit regnskab for sidste kalenderår; £ 37 millioner løde underskuddet på, og så tror da pokker at der ikke er råd til spillere.

Det astronomiske underskud bliver endnu mere tragisk af at spillere som Anton Ferdinand, George Mccartney, Matthew Etherington, John Pantsil, Bobby Zamora, Craig Bellamy og senest Savio og Collins er blevet solgt umiddelbart uden at særlig mange af pengene fra disse handler er blevet investeret i spillertruppen. Ligeledes er Freddie Ljunberg blevet købt ud af sin kontrakt, ligesom holdets anfører Lucas Neill samt op mod ti andre spillere forlod klubben på frie transfer i sommers. Størstedelen af disse penge lader til at være forsvundet i gældens dybe hul, som John Mogensen vist sang om engang inden verden gik af lave. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om at Mogensen må have været hammer, men det skal vi ikke snakke om nu…

Hvis man skal forsøge at se hele miseren fra en positiv vinkel, så fortalte CEO Scott Duxbury allerede under sin charmeoffensiv tidligere på sommeren at regnskaberne ville være en katastrofe. De islandske ejeres voldsomme investeringer i klubben for lånte penge og efterfølgende konkurs har haft West Ham på kanten af administration det seneste års tid, og at holdet har overlevet denne trussel, og oven i købet spillet fin fodbold og holdt fast på en stamme af kvalitetsspillere er posititvt. Oven i købet hævdede Duxbury, at økonomien nu er under kontrol, og at klubben løber rundt økonomisk.  Men nu er der snart heller ikke flere spillere at sælge af, og truppen ser tynd ud på flere pladser.

Januartransfervinduet imødses med spænding herfra. Til den tid er Matthew Upsons kontrakt halvandet år lang, og der er intet der tyder på at West Ham i sin nuværende økonomiske situation kan lokke landsholdsspilleren til at forlænge. Man frygter i sit stille sind at Da Costa er hentet ind som supplement til Tomkins og Gabbidon, og at centerforsvarsmulighedern til februar udgøres af disse spillere. Og at klubben med andre ord vil vedblive at sælge sine bedste spillere og forsøge at erstatte dem med mere eller mindre obskure udenlandske lejesvende og egne talenter som siden sælges når de endelig bliver stabile og gode.

Ikke også du, Calum…

En anden spiller som klubben helt sikkert har forsøgt at sælge er centerforsvareren Calum Davenport. Han blev signet da de lånte, islandske penge sad løst, og er siden faldet i unåde hos Zola. Altså ville det frigøre en pæn pose penge at komme af med Davenport, som egentlig har spillet udemærket når han har fået chancen. Når han er i form er undertegnede overbevist om, at han ville kunne styrke de fleste hold i den nederste halvdel af tabellen. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Davenport formåede nemlig at blive hovedperson i et af de seneste kapitler i den endeløse sæbeopera af absurde hændelser som har præget West Ham de seneste 4-5 år.

Tidligt om morgen d. 22 august blev han således knivstukket i begge ben foran sit hjem, i en episode hvor også hans mor blev stukket ned. Davenport var stærkt medtaget, mistede halvdelen af sit blod, og i starten snakkede man seriøst om at han måske ville miste sine ben. Selvom han siden er kommet sig meget, vides det endnu ikke om han nogensinde kommer til at spille fodbold igen. Gerningsmanden var øjensynligt ingen ringere end Calums søsters kæreste, som åbenbart har seriøse problemer med sit temperament. Søsteren skulle i øvrigt have holdt åbenlyst med kæresten til de første retsmøder i sagen. Fine familieforhold må man sige…

I samme boldgade har der desuden gået rygter om, at Dean Ashtons fodboldkarriere skulle lakke mod enden. Blot 26-årige Ashton er gået fra skade til skade de senere år. Dog har han indimellem nået at spille nok sammenhængende kampe til også at få nye forbedrede langtidskontrakter, og følgelig blive en tung post på lønbudgettet. Nu spekuleres der altså i at karrieren helt er slut for West Hams nummer 9, som i sommers ellers var tæt på et skifte til Stoke. Til gengæld er den fortvivlende ringe Nigel Quashie stærkt tilbage på reserveholdet, hvor han også hæver islændinge-løn uden nogensinde at nærme sig startopstillingen. Forhåbentlig et championshiphold på et tidspunkt kan gøre en ende på hans lidelser.

Sæsonstart fra bunden af tønden…

Kedeligt er det aldrig i West Ham. Det skulle da lige være på banen, hvor de seneste tre ligakampe har budt på massive skuffelser. Først et nederlag til Sp*rs, som ellers var godt og grundigt på hælene efter Carlton Cole havde lavet et vanvittigt godt mål lige efter pausen. Fem minutter efter valgte selvsamme Cole imidlertid at lave en af de dårligste afleveringer jeg nogensinde har set, og fuldstændig upresset omkring midtbanen, spille Jermain Defoe fuldstændig fri i West Hams straffesparksfelt. 1-1. Sp*rs overtog momentum og vandt 2-1 på et mål, hvor Jonathan Spector med al ønskelig tydelighed viste at der mangler backup på venstrebacken når Ilunga ikke er med.

Siden fulgte en røvsyg 0-0 mod Blackburn som ellers havde fået en rædsom sæsonstart, og i sidste weekend et skuffende 1-0 nederlag til Wigan i en kamp hvor West Ham havde chancerne til at få mindst et point. Skuffende. Ikke mindst at spillet har haltet seriøst efter en alt i alt god indsats mod Sp*rs.

Og så snakker vi slet ikke om carling cup kampen mod Millwall, som endte i tilskueruroligheder og pitch invasions som fik den rødmossede del af den engelske presse helt op i det Thatcherske felt af raseri over fodboldbøllernes adfærd. Helten som desværre helt blev glemt i den sammenhæng var unge Jack Collison, som hørte på smædesange om sin netop afdøde far i 120 minutter fra udebanefansene blot to døgn efter faderens død i en motorcykelulykke, inden han grædende og til udbredt hyldest fra sine egne fans forlod banen med Steve Clarkes alfaderlige arm om skulderen efter kampen var vundet i forlænget spilletid. Simpelthen stærkt.

Af andre positive historier kan det nævnes at de sidste års store flop, Julien Faubert er blevet en habil højreback, som blev kåret til månedens spiller i august i klubben. Derudover startede Danny Gabbidon sin første ligakamp i 21 måneder mod Wigan, hvilket er godt for klubben, men mest af alt for manden der er gået så gruelig meget igennem. Ligeledes er det positivt at Green har bemægtiget sig målet på landsholdet (i hvert fald i James’ fravær), og at såvel Upson og Cole lader til at være faste dele af Capellos trup.

På lørdag venter  en hjemmekamp mod Liverpool. Et hold vi stort set aldrig slår (omend man stadig med glæde kan mindes Nobles straffe til 1-0 på hjemmebane i tillægstiden for et par år siden), og som allerede har kniven på struben i kampen om point i toppen. Med et sandsynligt nederlag der begynder vi allerede at nærme os nedrykningsform og generel depression. Efteråret kommer måske tidligt i år, men skide værd med det og come on you irons!

I et ellers røvkedeligt transfervindue bidrager Lucas Neill til underholdningen i den engelske presse. Den australske fodboldkaptajn har nemlig vist sig at være en ubeslutsom herre, og historien om hans fremtid er ved at udvikle sig til - om ikke en farce - så i hvert fald et mindre lystspil. I starten af juni var hans navn på den liste over transferfri spillere som West Ham fristillede, fordi klubben og anføreren ikke havde været i stand til at blive enige om en kontrakt. I den forbindelse udtalte klubben at de havde tilbudt ham “en betydelig” kontrakt, alt imens spillerens agent fokuserede på, at den nye kontrakt var markant lavere end den gamle; og at den nye følgelig ikke “reflekterede spillerens betydning for holdet”. Resultatet blev at Neill ville forlade klubben og overveje sine muligheder.

Neill - som flere gange har antydet at hans udenlandskarriere sandsynligvis slutter efter VM i Sydafrika, hvorefter han vil hjem og være med til at opstarte et hold i den australske liga - havde højst sandsynligt håbet på, at der ville stå et nyrigt hold klar med en sidste guldrandet kontrakt; ikke ulig da han i første omgang forlod Blackburn for West Ham i januar 2007 - et halvt år før kontraktudløb. Dengang huserede, som allerede flere gange nævnt her på bloggen, den islandske Mr. Spock-lookalike Eggert Magnusson i West Hams chefstol, og kontrakterne som en række spillere fik smidt i nakken var astronomiske i forhold til klubbens normale lønninger.

Det er netop heri kernen i uenigheden mellem klub og spiller har ligget: Neill ønskede at blive fastholdt på Magnusson-lønnen, mens klubben ville gøre ham til en af de højest lønnede indenfor det genskabte, noget mere realistiske lønsystem. I forbindelse med sin nylige charmeoffensiv hos forskellige uofficielle West Ham fansider har klubbens direktør Scott Duxbury da heller ikke lagt fingre imellem i sin beskrivelse af situationen. Til Westhamtillidie.com udtaler han blandt andet: “Klubbens etos er at forsøge at stoppe med at betale de tåbelige lønninger, som vi historisk set har betalt, og som skabte så mange problemer. Vi har ikke en lønstruktur, men vi har et lønsystem, og alle vores topspillere tjener cirka det samme, hvilket er godt for holdånden og konkurrencementaliteten. Man ønsker sig at have et omklædningsrum med spillere, som tjener nogenlunde det samme, så der ikke opstår jalousi.”

Som altid skal denne slags kommentarer tages med et gran salt. Ret beset kunne Duxbury ikke så godt tillade sig at sige:“Vi har valgt at lade klubbens anfører og en af de bedste spillere i sidste halvsæson gå på en fri transfer, fordi vi til stadighed er en uambitiøs og fedtet klub, som ikke for alvor gider investere i spillertruppen - til gengæld er vi meget tæt på at overtale den danske superstjerne Søren Colding til at gøre comeback.” Ikke desto mindre synes Dux’ pointe at besidde en ikke ringe grad af substans; det virker ganske enkelt intuitivt fornuftigt ikke at lade en person tjene mere end nogen anden i truppen nogensinde ville kunne opnå. Især ikke når den spiller er en 31-højreback med lige så meget bly i røven som Thomas Helveg. Man kan på den andens side heller ikke rigtig klandre Neill, at han vælger at søge lykken og de store penge andensteds.

Men i disse dage bliver det for alvor festligt. For i perioden mellem offentliggørelsen af hans afgang for West Ham og nu, har interessen for Neill ikke just været overvældende. Man kan, for nu at blive i det fest-terminologien, sige at Neill har stået single og åben for tilbud i baren, men det har ikke just været de smukkeste piger til ballet som har budt ham op til dans. Faktisk har der umiddelbart kun været interesse fra Galatasaray og Olympiakos, som nok mere kan karakteriseres som de grimme stedsøstre end som nogen egentlig Askepot i Neills fremtidseventyrdrømme.

Derfor melder mange engelske medier nu at Neill, der har været arbejdsløs siden 1. juli, skulle være parat til at foretage en kovending, og alligevel skrive under på den kontrakt som “ikke reflekterede hans betydning for holdet.”

Og her bliver sagen pludselig speget, kikset, lettere komisk, en smule pinlig for Neill og frem for alt meget principiel. For hvordan skal West Ham forholde sig til Neills slingrekurs? Vil man have en spiller i klubben, som egentlig “hellere” ville have været et andet sted? Hvordan vil den øvrige besætning på det gode skibe West Ham reagere på at den vældig populære kaptajn var klar til at forlade skuden for en ekstra kiste guld? Ville man tage en kæreste tilbage, som forlod én fordi hun mente hun fortjente en der var rigere, smukkere og havde en større tissemand, men i stedet blev træt af at gå alene hjem fra Crazy Daisy, og derfor fandt en værdig igen?!

Der er ingen tvivl om at Lucas Neill både som højre back og som anfører har været en central brik i West Hams relativt succesfulde sæsoner de seneste år. Han bidrager med rutine, lederskab, fight, fleksibilitet, gode pasninger frem af banen - og så kan han en del tricks som kan være nyttige når det går hårdt for sig. Men kan man regne med at manden er 100 % interesseret i at spille for West Ham?

Duxbury formulerer det egentlig ganske godt til westhamtillidie.com:“Det er et spørgsmål om hvorvidt han vil gøre det [underskrive kontrakten, red.]. Det handler om andet end penge. Det handler om hans lyst til at spille for Gianfranco [Zola], om hans lyst til at være en del af det vi prøver at opnå. Spilleren er nødt til at ville være en del af det. Det er fuldstændig op til Lucas nu.”

Man kan argumentere for at Neill allerede har besvaret Duxburys retoriske spørgsmål ved at nægte at underskrive kontrakten i første omgang.

West Ham starter preseason på mandag. Den dato har Duxbury sat som deadline for hvornår Neill skal have besluttet sig. Men sådan som forløbet hidtil har været skal man ikke blive overrasket, hvis Lucas får forlænget sin limbodans om kontrakten med yderligere et par uger…