Arkiv for kategorien ‘Kampreferat’

Den gode, den onde og den grusomme

fredag, april 23rd, 2010

Det skal åbenbart ikke være let. Faktisk skal det øjensynlig være pissebesværligt, hvilket efterhånden er ved at være temmelig trættende. Det er - hvis man skal tale lige ud af posen og frit fra leveren, kalde en spade for en spade og en bøsse for noget man går på jagt med ( for nu at låne en vending fra Richard Møller Nielsen uden nødvendigvis af den grund at tillægge sig Richardos i sandhed mærkværdige cirkus-dialekt) – rent ud sagt til at brække sig over. Altså virkelig brække sig. Ikke i overført betydning; men rent faktisk lige til at lade indholdet af sin mavesæk vælte ud af munden. Så store halvfordøjede stykker kartoffel i mavesyresovs hamrer ud af munden akkompagneret af uappetitlige lyde mens panden hviler mod et frelsende svalt wc-sæde. Faktisk ville selv et sådant scenarie fremstå attraktivt sammenlignet med det man måtte udstå mandag aften. Ja. Jeg taler naturligvis igen om den, grænsende til det socialt uacceptable, perverse, masochistiske tilbøjelighed, som det at holde med West Ham retfærdigvis kan reduceres til.

Why do birds suddenly appear?

Der var ellers lige begyndt at være tendenser til forår, fuglesang og stænk af solskin, da Zola langt om længe lod sin løjerlige insisteren på at spille en gumpetung 4-3-3/4-5-1/4-1-1-1-1-1-1 falde overbord, og i stedet gik over til noget så simpelt og kompakt som en 4-4-2, hvor spillerne oven i købet ikke længere lod til at frygte sanktioner implicerende korporlig afstraffelse, hvis de søgte mod baglinjen eller i det hele taget smækkede et indlæg af sted. Dette skifte betød nemlig et opsving i resultaterne efter den rædselsfulde række på uoverskueligt mange nederlag i træk, hvor bunden blev nået med et brag af en maveplasker imod Wolverhampton og et efterfølgende hjemmenederlag til Stoke.

Næste udekamp mod Everton gav imidlertid et totalt uventet point i en kamp med stærk fight, hvor den tykke egyptiske turist Mido endda tillod sig at brænde et straffespark i processen, som kulminerede med den tvivlsomme brasilianer Ilans kraftfulde, udlignende hovedstødsmål på Fauberts eminente indlæg fire minutter før tid. Et stærkt svar på tiltale, efter at Everton så ud til at have lukket kampen med målet til 2-1 minuttet før. Personligt så jeg desværre ikke kampen, men den personbil jeg befandt mig i var nær forulykket da det udlignende mål blev bekendtgjort i sport på 3’eren. Faktisk både det til 1-1 og det til 2-2.

Ugen efter befandt jeg mig ikke i bil, men i stedet på en større herretur til Amsterdam, hvor blandt andre Litteraten med Fremskridtshåret, Socialdemokraten og jeg overværede en herligt, hårdt fightet, ved gud ikke køn omgang engelsk fodbold af den gamle skole da Ilan igen kom på tavlen, efter et klassisk kick and rush angreb med Carlton Cole som næstsidste station, og dermed blev matchvinder mod Sunderland. At sejren endda kom i hus uden giganten Scott Parker, hvis fravær knap mærkedes efter en pragtpræstation af såvel Noble som Behrami gjorde blot fuglesangen og solens placering på himlen højere. At vi så havde fornøjelsen af at se kampen på en rædselsfuld “irsk” pub hvor (den egentlig overraskende glimrende) musik blev prioriteret frem for lyden fra kampen gjorde blot glæden større da vores store, fælles helt Franco lavede et smukt mål til 2-0. Stor var skuffelsen da målet åbenbart blev annulleret. Mindre var den, da vi i stedet genkaldte os at Franco kort tid forinden havde klappet en ung, stor og ophidset modstander på kinden i bedste Godfather-stil uden oprindeligt at have haft nogen andel i episoden der fik temperamentet i vejret. Hvis bare alle var som Franco, så ville kvalmen ikke være så massiv som den alligevel blev mandag aften…

Bring me back to ’63

Liverpool var ellers for en gangs skyld til at tale med. Holdet har haft en på alle fronter skuffende sæson, de skulle med bus til UEFA-cup-kamp i Madrid og spille allerede torsdag aften, hvilket betød at flere spillere blev sparet – og de var uden topscorer og superstjerne Torres. Men det lod West Ham sig ikke mærke med. Tværtimod. Efter en fin indledning besluttede forsvaret sig kollektivt for ikke med nogen midler at forsøge at forsvare mod indlæg, og efterfølgende lavede Liverpool tre inderligt ligegyldige og undgåelige mål. Med til historien hører, at West Ham på intet tidspunkt efter 1-0 scoringen så ud til at mønstre noget der mindede om interesse eller tro på at kunne ændre kampens udfald. Skuffende. Ynkeligt. Kvalmende. Eneste opløftende indslag var de 1500 medrejsende fans som kampen igennem hørtes højt og tydeligt.

Sidst West Ham vandt på Anfield scorede Geoff Hurst og Martin Peters målene i en 2-1 sejr (altså tre år inden deherrer gentog kunststykket og lavede 4 tilsammen da West Ham (med lidt hjælp fra andre klubber) slog Vesttyskland i VM-finalen på Wembley). Sidst West Ham vandt på Anfield var ingen af holdets nuværende spillere var født. Beatles havde endnu ikke haft en nummer 1 single i USA, men toppede den britiske hitliste med She Loves You. Stanley Matthews var stadig aktiv i den bedste engelske række, hvor Everton nys havde overtaget mesterskabstrofæet fra Ipswich. Vietnamkrigen var nærmest lige begyndt, Esbjerg var forsvarende tredobbelt Danmarksmester, månelandingen lå mere end fem år ude i fremtiden, Viggo Kampmann var Statsminister i Danmark, John F. Kennedy blev skudt et par måneder senere, Lev Yashin havde lige vundet Ballon d’Or, kvinder havde ikke stemmeret i Schweiz, Mimi Jakobsen var 15 år gammel… Jeg kunne blive ved. Længe. Så kort sagt: Det er rigtig, rigtig, rigtig længe siden West Ham har vundet på Anfield. Utrolig længe. Det er til at få lange nosser af. Rigtig lange. 100-meter-nosser. Og heller ikke i år skulle det være.

Regnskabets time?

Det skal det til gengæld i morgen (lørdag) – altså være. Aldrig har vendingen “nu eller aldrig” syntes mere relevant – trods den omstændighed, at jeg efterhånden mange gange har brugt den om West Hams kampe i denne sæson. Kampen mod Wigan ser imidlertid ud til at kunne blive definitivt udslagsgivende i den nedrykningskamp, som potentielt ser ud til at kunne resultere i, at et hold overlever med et rekordlavt antal point. Rekorden er 34 – sat af West Bromwich i 2005. Lige nu er der tre kampe tilbage, og West Ham har med 31 point tre ned til Hull under stregen. West Ham er med andre ord heldige, at der er usædvanlig mange dårlige hold i Premier League i år. En sejr mod Wigan er nemlig sandsynligvis nok: Pt. Ser tabellen således ud (hold/kampe/sejr/uafgjort/nederlag/mål for/mål imod/målforskel/point):

14    Bolton                  35    9     8    18    38    63    -25    35
15    Wigan                   35    9     8    18    33    66    -33    35
16    Wolverhampton    35    8    10   17    28    51    -23    34
17    West Ham             35    7    10   18    41    60    -19    31
18    Hull                      35    6    10   19    32    72    -40    28
19    Burnley                 35    7     6     22    37   74    -37    27
20    Portsmouth           35    6     6    23    29    62    -33    15

Portsmouth er rykket ned - Burnley er meget tæt på at tage turen med, efter en væsentlig bedre fight end mange (inklusiv undertegnede) havde forestillet sig, og den sidste plads ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem West Ham og Hull omend både Wolves, Wigan og Bolton principielt kan komme i problemer, hvis alting går vanvittigt til i slutfasen. Holdenes resterende kampprogrammer er som følger:

Bolton: H Portsmouth, U Tottenham, H Birmingham
Wigan: U West Ham Utd, H Hull City, U Chelsea
Wolves: H Blackburn, U Portsmouth, H Sunderland
West Ham: H Wigan, U Fulham, H Manchester City
Hull: H Sunderland, U Wigan Athletic, H Liverpool
Burnley: H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham
Portsmouth:
U Bolton, H Wolves, U Everton

Portsmouth kan sagtens drille Bolton og Wolves, men vil nok bruge flere kræfter på at forberede sig til FA-cup-finalen mod Chelsea, som er et fint plaster på såret til de hårdtprøvede og loyale fans fra Fratton Park. Burnley får det ualmindelig svært, og har alt at vinde i hjemmekampene mod Liverpool og Tottenham, mens kampen mod Birmingham i hvert fald skal vindes, hvis ikke the clarets skal være at finde i Championship næste år. Og det skal de nok, når alt kommer til alt.

Bolton og Wolves bør kunne hente et point eller to i deres resterende - overkommelige kampe - alt imens det hurtigt står klart at Wigan er det hold som får mest at skulle have sagt i forhold til at afgøre nedrykningskampen: Udfaldene af en udekamp mod West Ham efterfulgt af en hjemmekamp mod Hull kan meget vel blive det som bestemmer, hvilket af disse hold der rykker ned. Hvis de vinder den ene og taber den anden, står det hold der får point mod Wigan med gode kort på hånden. Hvis de vinder dem begge har Hull pludselig meget travlt med at finde de 3 point + 1 point for West Hams overlegne målforskel. Med andre ord: En West Ham-sejr over Wigan giver sandsynligvis overlevelse. Det samme gør et Hull-nederlag til Wigan. I kraft af chok-sejren over Arsenal i sidste runde er Wigan sandsynligvis reddet, selv hvis de skulle tabe begge kampene.

Den gode, den onde og den grusomme

Der er altså masser af scenarier der sikrer, at West Hams kamp mod Manchester City på sidste spilledag kan få en lykkelig udgang. Men der er også nogle  modeller der ikke tegner lykkelige. De kan opdeles - med min ven Socialdemokratens ord - i en god, en ond og en grusom.

Den gode forudsætter at West Ham er reddet fra nedrykning, og at Manchester City har sikret sig Champions League fodbold på bekostning af Tottenham. Sidste spilledag bliver en dag med karnevalsstemning, og Carlos Tevez laver et mistænkeligt selvmål der hyldes af hele stadion.

Den onde forudsætter at både City og West Ham måske skal have point for at klare deres målsætning. Imidlertid taber Hull stort, og hele stadion jubler da Carlos Tevez sender Manchester City i Champions League på bekostning af Tottenham.

Den grusomme implicerer naturligvis at West Ham rykker ned, og at Carlitos scorer målet der forårsager det. Den engelske presse, Neil Warnock, Dave Whelan, Kevin McCabe, Shaun Bean, voldsforbryderen Chris Morgan, hele Daily Mirrors redaktion og mange flere står på skuldrene af hinanden for at udpensle “at retfærdigheden er sket fyldest” og filofosere over “skæbnens ironi”, “nemesis” osv. Mens en grædende Tevez trøstes af sine jublende holdkammerater efter slutfløjtet kommer der nyt fra Turf Moor, hvor Tottenham har scoret et mål der sender dem i Champions League på bekostning af City. Hele stadion græder.

For at undgå den grusomme vil det nok være en god ide at starte med en sejr mod Wigan i morgen. Jeg kan nærmest ikke vente. Sidst jeg havde det sådan vandt Wolves 3-1 over et elendigt og modløst West Ham. Kom nu Irons, please…

Bad moon rising?

torsdag, marts 25th, 2010

Mig og Fogerty down by the schoolyard

For efterhånden et par år siden sad jeg i et større selskab af gentlemen og nød et par kølige pilsnere på en beværtning af den brune slags. Musikken spillede, som den jo gerne gør den slags steder, lystigt på en jukebox, og med et fyldtes vore øregang af Creedence Clearwater Revivals udødelige klassiker “Bad moon Rising”. Det var lige  omkring den tid, at min kære ven, Litteraten med Fremskridtshåret, havde overgivet sig hovedkulds og stormfuldt til netop denne gumpetunge, kompromisløse rock (en vej også mit eget slagne postmoderne ego siden selv har taget, men det er en helt anden historie ) - og navnlig forsanger John Fogertys evigt hæse vokal. “DEN HANDLER OM DOMMEDAG!” proklamerede Litteraten (og har givetvis stjålet en cigaret i samme øjeblik). Og det så jeg ingen grund til at betvivle. Navnlig da Socialdemokraten - som altid har set rocklyset i CCR - ikke protesterede. Så sad vi ellers der og rockede til rockmusik om apocalypsen.

Satans til ulvetime

Episoden er blevet genkaldt i min erindring umiddelbart efter West Hams katastrofale, horrible og dybt, dybt uacceptable 3-1 nederlag til Wolverhampton tirsdag aften. For allerede tirsdag morgen havde der været noget i luften. Noget uldent. Det blæste ad helvedes til og himlen var grå som Bertel Haarders ansigtskulør. Og hvis jeg da bare allerede der havde haft mine tanker hos Fogerty (et sted som de fleste burde placere deres tanker i videre omfang), så ville jeg sikkert ikke føle mig så tom indvendig som tilfældet er nu. For så havde jeg nok ihukommet Fogertys ord og sammenkoblet dem med de dommedagsbibelprofetier jeg rablede om i mit seneste indlæg. Jeg ville have tolket tegnene på himlen som: “[...] the bad moon arising [...] trouble on the way [...] earthquakes and lightnin’” og ikke mindst “[...]bad times today.”

For guderne må vide der var bad times på alle hylder den aften omkring bordet, ved skærmen, på puben. Wolves spillede ganske vist kløgtigt, velorganiseret og skarpt. De fortjente 100 % deres 3 point, og kan glæde sig over at det umiddelbart er nok til at klubben også er at finde i Premier League næste år. Men West Ham må også tage noget credit, for vi gav dem plads og selvtillid, og fik dem på forunderlig vis til at fremstå som et hold på niveau med FC Barcelona, hvad jeg vel næppe fornærmer nogen, ved at hævde at de ret beset ikke er. James Tomkins foræring til 1-0 målet var  symptomatisk for indsatsen denne aften.

Scott Parker var naturligvis en kæmpe, Faubert, Behrami og Daprela kan med lidt god vilje se sig selv i spejlet. Franco var et kæmpe lyspunkt i det kvarter han fik på banen, og han kunne med lidt held have scoret et mere. Diamanti prøvede, men skulle måske have ladet være, når man tager mængden af boldtab det forårsagede i betragtning. Resten af holdet dumpede med et brag. De virkede rådvilde, umotiverede og fuldstændig opgivende. At holdets formodede anfører, landsholdsaktuelle Matthew Upson, som i  øvrigt føler sig for god til at forny sin kontrakt, dagen efter bebuder “at nu er det måske på tide at begynde at spille som et hold” bliver man oprigtig bekymret for, hvad fanden de egentlig foretager sig på træningsbanen på Chadwell Heath. Strikker slumretæpper? Sælger pileflet på Ebay? Drikker bajere og lægger arm? Har de haft John Terry som teambuilding coach?!

Åh, ja. Man skulle have lyttet til Fogerty. Være blevet hjemme. Spist bolsjer og set Paradise Hotel: “Don’t go around tonight, Well, it’s bound to take your life, There’s a bad moon on the rise.“  Og jeg er sgu bange for at han ret - den hæse mand. Da jeg var vendt hjem og ligbleg og sammensunket børstede tænder slog det mig (dog uden, at jeg på det tidspunkt vidste, hvem jeg skyldte denne indsigt): “Jeg overlever simpelthen ikke, hvis vi rykker ned.”

Quite prepared to die?

Men her et par dage efter begynder månen alligevel at glide lidt væk fra West Ham-himlen, hvor boblerne ellers står bristefærdigt stille i luften. For heldigvis er der andre hold i ligaen som i disse dage hører Fogertys “voice of rage and ruin” - og følgelig må se realiteterne i øjnene: “..the end is coming soon.” Burnley har været afsindig dårlige siden Owen Coyle smuttede til Bolton, og Hulls mærkværdigt timede fyring af Phil Brown og efterfølgende endnu mere mærkværdige ansættelse af  Ian Dowie lader ikke til at have haft noget der minder om en positiv effekt på holdets kamp mod nedrykning. (Og Portsmouth tager selvfølgelig den ene plads efter de fik fratrukket point.)

West Ham har stadig tre point ned til disse to hold. Desuden har the irons en overlegen målforskel, og kan dermed sandsynligvis tillade sig at tage fire point mindre end disse hold i løbet de resterende runder i årets Premier League. Hull mangler 8 kampe, Burnley mangler, ligesom West Ham, 7:

Burnley: H Blackburn, H Manchester City, U Hull City, U Sunderland, H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham

Det burde blive til nederlag mod Man City, Liverpool og Tottenham, mens udekampene mod Birmingham og Sunderland kan blive pointgivende, da disse holds sæsoner lader til at fuse ud omkring nu. Blackburn er aldrig lette at spille mod, men bliver en kamp der skal vindes for Burnley, alt imens det interne nedrykningsbrag mod Hull City selvfølgelig bliver en absolut nøglekamp.

Hull:
H Fulham, U Stoke City, H Burnley, U Birmingham, H Aston Villa, H Sunderland , U Wigan Athletic, H Liverpool

Hull har umiddelbart et appetitligt program, hvor hjemmekampe mod Fulham, Sunderland og naturligvis Burnley bliver afgørende. Udekampe mod Stoke og Birmingham er heller ikke umulige, alt imens Aston Villa og Liverpool bør være for store mundfulde - hjemmebane eller ej.

West Ham: H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Og så har vi selvfølgelig West Ham. Mindst to af de tre kampe mod Stoke, Sunderland og Wigan skal vindes. Udekampen mod Fulham kan give point på kontoen mens Everton, Liverpool og Manchester City næppe giver ved dørene. Når man sammenligner med Hulls kampprogram, samt den omstændighed at the irons nu har tabt fem kampe i træk - hvoraf to har været mod hold i nedrykningsfare - så lover det ikke godt.

I dag udsendte West Hams delejer David Sullivan et brev til supporterne, hvori han udtrykte forståelse for den frustration holdet fik at føle i kampen mod Wolves. Samtidig opfordrede han alle til at støtte holdet med en masse fine historiske referencer. Ja. Der var skruet godt op for patos-knappen. Brevets pointe til spillerne kan opsummeres fint af John Fogerty - og så må Zola egentlig også bruge disse ord i sin teamtalk på lørdag mod Stoke City: “Hope you got your things together. Hope you are quite prepared to die. Looks like we’re in for nasty weather. One eye is taken for an eye.”

Personligt er jeg ikke 100 %  klar til at dø, så: Come on you irons, for helvede da også!

Apocalypse now?

mandag, marts 22nd, 2010

Litteratens frikadeller, midtugebranderter og desillussion

Den seneste tid her på bloggen har stået i Last Man Standing-konkurrencens navn. Og  det er nok når alt kommer til alt meget godt. Havde jeg i stedet forsøgt at beskrive min konstant mere ustabile mentale tilstand i forbindelse med West Hams præstationer på banen over de sidste par måneder, ville jeg sandsynligvis stå over for en retssag om forbrydelser mod menneskeheden. For I guder, hvor har det dog gennemgående været rædselsfuldt, desillusionerende og modbydeligt. Og det på trods af formildende omstændigheder som Litteraten med Fremskridtshårets aldeles glimrende frikadeller med stuvet hvidkål, kartofler og sovs der blev konsumeret med efterfølgende midtugebrandert oven i hatten i forbindelse med den latterligt unødvendig pointdeling på Fratton Park. En nulløsning mod Blackburn var selvsagt hverken nogen nydelse for krop eller sjæl, mens et grundlæggende ufortjent nederlag ude mod også nedrykningstruede Burnley efterlod mig skrigende, kapituleret med søvnunderskud og svigermor på trapperne foran en seriøst ustabil streamforbindelse. “NU ER VI KRÆFTEDEME RYKKET NED!” brølede jeg til fru SygogMunter som optrådte medfølende og utvivlsomt har stået med en stærk (og berettiget) følelse af deja vu.

En formiddag med adskillige sæt på værtshus kunne ikke opveje endnu et latterligt og helt igennem fortjent nederlag mod Bolton. Alverdens positive vibrationer, feng shui  og krystaltrylleri kunne ikke forhindre tre forudsigelige afklapsninger mod topholdene Manchester United, Chelsea og Arsenal. Dog var Litteratens sympatiske, østjyske gentleman-ven af en Arsenal-supporters næsten undskyldende tilgang til weekendens kamp en en kærkommen gestus af ømhed i en verden af pisk, afføring og blomsterløse tornekrat.

Ligeledes ledsagede undertegnedes ekstremt tunge Shepherds Pie et sted midt i forløbet en sjælden positiv oplevelse da sæsonens overraskelse, Birmingham blev sendt hjem med et 2-0 nederlag på et fremragende frisparksmål af evigt utilregnelige Diamanti suppleret af et stærkt gennemspillet mål af Carltonaldo. Den efterfølgende midtugebrandert var heller ikke at kimse af. Navnlig da Socialdemokraten valgte at give omgang med store fad og Arnbitter for Litteratens sidste kontanter. Den efterfølgende 3-0 afklapsning af fuldstændig modløse Hull gav håb om en mindre renæssance inden den essensielt set forudsigelige nederlagsrække mod fornævnte tophold og den evindelige onde ånd, som er et Kevin Davies-inspireret Bolton.

For katten da også. Tidligere på sæsonen var jeg skråsikker - Premier League er svag i år - selvfølgelig rykker West Ham ikke ned. Nu - efter en række resultater er svinget direkte ud på en bumlet vej til helvede, er jeg straks mere usikker, bitter, fordrukken og træt. De irriterende skader vedbliver at dukke op. Formstærke Faubert var pludselig væk og er ikke kommet tilbage endnu. Sæsonens suverænt bedste spiller - Scott Parker - kan kun spille cirka hver anden kamp. At han så spiller eminent hver gang gør ham blot mere savnet når han er væk. Sæsonens næstbedste spiller - Carlton Cole - kan spille endnu mindre. Sidste års - måske - bedste spiller, Herita Ilunga, er forsvundet fra jordens overflade og er først i de sidste par kampe endelig blevet ordentligt erstattet af den meget lovende Fabio Daprela. De panikindkøbte angribere, Benedict Mccarthy, Ilan og Mido har mildest talt ikke imponeret - den dyreste og umiddelbart stærkeste, Mccarthy, blev naturligvis skadet i sin debut og har først i weekenden gjort comeback fra bænken. Mido er tyk og relativt hårdtarbejdende - og Ilan har rent faktisk scoret et mål, men ellers ikke imponeret. Satan og helvede.

Dommedag, nu?

På tirsdag venter en hjemmekamp mod Wolverhampton. Det kan nærmest ikke blive mere afgørende, six-pointer, nu-eller-aldrig, vind-eller-forsvind-agtigt. Lige nu ligger West Ham lige over stregen; 3 point foran såvel Burnley som Hull, 1 point efter Wolves; henholdsvis 4 efter Wigan og 5 efter Bolton - de to sidstnævnte har spillet en kamp mere. West Ham har den bedste målforskel af disse hold - en faktor som absurd nok allerede ser ud til at kunne blive afgørende. Hvis ikke nedrykningstoget kører endnu stærkere, og gør den slags omstændigheder ligegyldige…

West Hams resterende kampprogram ser ud som følger:
H Wolves, H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Liverpool har man ikke besejret ude siden 1963 hvor Geoff Hurst og Martin Peters blev matchvindere. Everton er i form og Manchester City har sandsynligvis foruroligende meget at spille for på sidste spilledag. Stoke, Fulham og Sunderland kan derimod meget vel stå i relativt ligegyldige situationer, og derfor være til at tale med, alt imens kampene mod Wolves og Wigan er så vigtige, at jeg er ved at skide en lille smule i buskerne, hver gang jeg tænker på dem.

Ejerne Gold og Sullivan har beskrevet konsekvenserne af en potentiel nedrykning som “Armageddon”. Jeg går ikke ud fra de henviser til den middelmådige komet-film med Bruce Willis, men nok snarere til arenaen for det sidste store slag mellem godt og ondt ifølge biblens Johannes-åbenbaring. Det indebærer blandt andet, som skrevet står, at der “kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden - så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele og folkeslagenes byer styrtede sammen [...] og hver ø forsvandt og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt fra himmelen på menneskene…” (Joh. 18:21) Ja - og sådan kører det egentlig bare derudaf med velbeskrevet bibelsk pine, straf, blod, elendighed, undergang, skrigeri og momentvis basunspilleri af de retfærdige og frelste - som velsagtens er Liverpool eller Tottenham-fans, der sover med hænderne over dynen, og ikke tyer til onsdagsbranderter når the going bliver tuff.

Det er jeg ærligt talt ikke sikker på at jeg er rustet til…

Derfor; på tirsdag SKAL dommedag midlertidigt udskydes! For pokker, West Ham, skuf mig nu for en gangs skyld ikke! Jeg synes allerede, at jeg så rigeligt “pines med ild og svovl” (Joh. 14:10), uden at vi behøver tilføje nedrykning, ophørsudsalg og udekampe mod Scunthorpe og Blackpool til repertoiret…

* Afslutningsvis lidt reklame til interesserede hammers-entusiaster:

En facebookgruppe for danske irons:
Der inviteres lejlighedsvis til kampe på Kennedys Bar i København. Cheferne i gruppen holder begge af at rafle og drikke Fernet Branca.

Scandinavian Hammers: Det giver lidt sig selv - traditionsrig og velorganiseret fanklub, der er den største af sin slags uden for de britiske øer. Foreningen har egne sæsonkort og et skidegodt medlemsblad blandt andet med uddrag fra en helt udsædvanlig god dansk fodboldblog. Der er rigeligt med mulighed for øget dansk engagement og skandinavisk kulturudveksling.

The magic of the cup

søndag, januar 3rd, 2010

Miraklet på drømmenes teater

Tidligere i dag vandt Leeds United 1-0 på Old Trafford over de forsvarende engelske mestre fra Manchester United. Jeg så ikke kampen, men jeg fulgte da med et halvt øje på en live-opdatering. Hvordan kunne jeg andet. Det er jo FA-Cupen vi taler om. Og som de fleste fodboldfans fnes jeg da Beckfords 1-0 mål blev annonceret.  Og jeg glædede mig med de 9000 medrejsende Leeds-fans da kampen efter 5 minutters tillægstid blev fløjtet af. Det er lige præcis resultater som det, som gør FA-Cupen fantastisk.

Det detroniserede storhold Leeds United der i de senere år har gået så gruelig meget igennem: Et spektulært fall from grace - fra Champions League semifinaler i 2001 til tredje division i 2007. Hvis man dertil lægger et par tabte play-off finaler på varierende niveauer af engelsk fodbold samt den omstændighed at Leeds-talenter som James Milner, Aaron Lennon og Paul Robinson i dag blomstrer andensteds i lighed med allerede dengang etablerede førsteholdsspillere som Lee Bowyer, Jonathan Woodgate og Rio Ferdinand; ja så forstår man ekstasen i udeafsnittet på ærkerivalernes drømmenes teater tidligere i dag. Den type oplevelse har været længe undervejs. Det er simpelthen dage som denne FA-Cupen er til for. Det er minder om dage som denne, og håbet om igen at opleve dem, der har holdt liv i de tusindvis af lykkelig united-supportere i de mørke år. I guder hvor må det have været sjovt at være Leeds-mand i dag.

Den indre, forpulede optimist titter frem

Leeds’ præstation havde dog også en mere personlig konsekvens. Den lokkede min indre optimist, det forpulede møgsvin, ud af det eksil han har befundet sig i siden 2009’s sidste kamp mod Tottenham. Pludselig begyndte jeg at tillægge dagens FA-Cup møde mod Arsenal en smule betydning. Tidligere på ugen har den været afskrevet som noget der skulle overstås; en reserveholdskamp inden de vigtige kampe i nedrykningsstriden. Med Man Utd elimineret ville en sejr over Arsenal pludselig resultere i en FA-Cup med blot to af the big four tilbage i turneringen. Måske endda kun Chelsea, hvis Reading kunne lave et mirakel i omkampen mod Liverpool. Vejen til finalen ville være banet. Skyen var pludselig grænsen som man vist siger derovre. We’re going to wem-ber-ley nynnede jeg.

Og det trods den omstændighed at West Ham virkelig i forvejen har mere end rigeligt at se til i bunden af ligaen; at holdet er så latterligt skadesplaget, at nærmest kun dagens modstander kan konkurrere på antallet af skadede førsteholdsspillere og at hjemmepublikummet benyttede kampen til en større boykot mod de rasende upopulære ejere.

Men al optimisme viste sig velbegrundet. For, fy for satan i det hedeste helvede, hvor leverede de 11 mænd i claret’n'blue dog en forrygende kamp. Og det trods den omstændighed at mange af dem umiddelbart stadig kun behøver at barbere sig en gang hver fjortende dag. Med en opstilling der højst indeholdt halvdelen af den optimale startellever - Green, Upson, Behrami, Diamanti og (tragisk nok vel også) Faubert - suppleret med to debutstartere: 18-årige Daprela på venstrebacken og jævnaldrende Frank Nouble helt på toppen, samt efterhånden kendte teenagere i i form af Tomkins og Stanislas plus backup-spillerne Kovac og Jimenez - startede West Ham friskt og uimponeret og skabte i første halveg en række fine situationer, hvor den sidste aflevering ofte kiksede, den manglende rutine viste sig i form af tøven eller Fabianski viste klasse i Arsenal-målet. Stanislas udfordrede som altid uimponeret, Nouble lignede momentvis en ung Carlton Cole, Upson spillede solidt i forsvaret, Daprela imponerede i debuten, Faubert var vanligt ustabil alt imens Tomkins var heldig ikke at koste et par mål med dumme afleveringer og tåbelige boldtab. Faktisk var Arsenal i første halveg farligst i de situationer hvor Tomkins - eller i et enkelt tilfælde - Green, dummede sig.

Særligt Alessandro Diamanti havde en af sine bedste kampe for West Ham, og satte mange ting i gang med sprøde afleveringer og et par fine forsøg fra distancen. På midtbanen var Kovac og Behrami et tohovedet monster af pres og tacklinger med brintoverilte-hår, og særligt Behramis indsats på den uvante centrale midtbane giver grund til fortrøstning for fremtiden efter et længere skadesorgie for den altid kæmpende kosovo-fødte schweizer. Deherrers anstrengelser var stærkt medvirkende til at Arsenal i det store og hel ikke fik fat om kampen i den første times tid. Tvært imod var det netop Diamanti, der lige før pausen (det bedst tænkelige tidspunkt at score på øjensynligt) snød Arsenals offsidefælde og via Fabianskis hænder og stolpen bragte hjemmeholdet fortjent foran. FA-Cup drømmen levede. I starten af anden halveg viste den polske Arsenal-keeper til gengæld klasse på et godt skud af Stanislas inden Nouble i et par situationer viste god fysik og hurtige fødder, men desværre også manglende kynisme til at få afsluttet.

I stedet blev det Arsenal der fik greb om kampen. Opstillingen der i forvejen talte en næsten optimal backkæde samt spillere som Eduardo, Alex Song og Carlos Vela blev suppleret med Abou Diaby og Samir Nasri efter 64 minutter, og særligt førstnævnte kom til at spille en nøglerolle i Arsenals comeback med godt presspil på midtbanen. West Ham mistede simpelthen grebet om kampen, og Arsenal skabte i resten af kampen et væld af chancer. Robert Green brillierede flere gange - navnlig med en dobbeltredning af Song, men som afslutning på et flot gennemspillet angreb fik Aaron Ramsey desværre lov til at gøre det til 1-1 for udeholdet med blot 13 minutter tilbage af den ordinære tid. Blot 5 minutter efter gjorde Eduardo det til 2-1 med et usædvanlig veludført hovedstød som sneg sig op i det ene hjørne. Den skulle Green måske have snuppet. I slutfasen kunne Arsenal have scoret en gang eller to til, mens West Hams trætte folk ikke fik den fornødne pondus af de indskiftede teenagere Sears og Edgar til at stille noget op mod de nu meget velspillende Gunners.

En sidste detalje der er værd at fremhæve er kampens dommer: Den ofte rædselsfulde Marc Clattenburg med de altid rædselsfulde frisurer. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. Han kunne måske have givet et par kort mere eller mindre hist og her, men frem for alt fløjtede han ikke kampen ihjel, han belønnede hverken skuespil eller brok, og han holdt gemytterne godt i ro. Det var en fornøjelse at se hvordan først Silvestre og siden Behrami rejste sig og gav modstanderen hånden efter at have været i den modtagne ende af hårde tacklinger. Det er - ligesom de store sensationer i cupen - en vigtig del af engelsk fodbolds mytiske landskab.

Nådesløst var det ikke desto mindre, den måde Arsenal vendte kampen på, og selvom Wenger allerede inden kampen havde kørt Arsenalet af undskyldninger i stilling kan franskmanden efter kampen glæde sig over en fremtidig tur til Stoke i næste runde. Leeds skal i øvrigt til Tottenham.

Og West Ham? Vi kan glæde os over fine debuter til Nouble og Daprela, og gode præstationer fra vigtige stamspillere som Behrami, Green og Upson. Hvis holdet ydermere bevarer gejsten fra dagens kamp, får folk som Cole, Parker, Noble, Ilunga og Collison tilbage i startopstillingen og så i øvrigt spænder hjelmen, så bør den triste nuværende placering kunne veksles til en stabil midterplacering inden længe.

Ja: Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er mit svinske, optimistiske selv ikke skræmt væk endnu. Nogle skal jo, når alt kommer til alt, blæse de forpulede bobler.

Més que un club og Greenys ansjoser i lime

tirsdag, december 22nd, 2009

I skrivende stund sidder undertegnede på et stærkt forsinket Spanairfly fra Barcelona mod København. De seneste par dage har budt på noget så kosmopolitisk og moderne som en romantisk getaway. Og jeg har oven i købet haft en kvinde med. Ikke nogen gokketure her…

Més que un club

Dette indebar blandt andet at vi oplevede, hvordan det store af byens fodboldhold – FC Barcelona – var så FC Barcelona som nok kun FC Barcelona kan være det. De vandt ganske enkelt VM for klubhold, og blev dermed det mest succesfulde fodboldhold nogensinde (mindre kan ikke gøre det på de kanter) målt på præstationer på en enkelt sæson. Trofæet var det imponerende sjette som Pepe Guardiolas drenge hjemførte i år, og det blev da også markeret med dyttende biler, flag ud af vinduer, krudt i gaderne og generel gåen akurk på den berømte og berygtede Rambla. Det var ganske sjovt at opleve. De var sgu stolte den folkemængde. Og med rette. Deres hold var det bedste nogensinde. Det kunne ikke overgås nu – højest tangeres. Imponerende.

Men det var trods alt ikke noget der kunne fastholde undertegnedes syge og muntre interesse voldsomt længe. Dertil trak en stor sjus (og guderne må vide at katalanerne mildest talt ikke er karrige med spiritussen) på en gammel bar, som guidebogen hævdede havde været populær hos såvel Hemmingway som Miró, for meget. Da sjussen var drukket, og turen gik videre mod gud ved hvad, men nok mest en metrostation, kom fru Sygogmunter og jeg til at gå bag ved en britisk talende mand og dennes lille søn. Han brugte tydeligvis sønnens undren over den ekstatiske folkemængde deroppe på Ramblaen som udgangspunkt for et par iagttagelser om livet. Rørende. Han sagde noget i retning af: ” I mean, that means they won the World Championship now. They already won the Spanish Championship and the European Championship. I mean what are they gonna do now? Win the galaxy?” (Han var virkelig begejstret for verbet mean!) Knægten som nok burde have ligget i sin seng, kiggede op på faren, funderede tydeligt og voldsomt over ordene, og korrigerede tillidsfuldt sit tag i sit biologiske ophavs hånd. Hvad konklusionen blev ved jeg ikke. Sådan en lille knægt har temmelig korte ben og går følgelig ganske langsomt. Dette kombineret med undertegnedes cuba libré-fyldte kulderamte partyblære gjorde at den ellers fine dialog ikke blev hørt til ende. Blot nåede jeg at tænke, da jeg kort fik kontakt med farens bekymrede panderynke, idet jeg slingrende overhalede, at det var dog det mest krampagtige forsøg jeg nogensinde har hørt på at få en knægt til at holde med West Ham. Indrømmet. Jeg overfortolker nok bare. Det ville ikke være første gang. Hvad hjertet er fyldt af og så videre…

Hvorom alting er. De er sgu gode, de dersens FC Barcelona. De spiller skidegod fodbold, avler et hav af virkelig dygtige spillere, vinder trofæer i massevis foran et stort, loyalt og passioneret publikum på et historisk og imponerende stadion. Og så er der alt det der med Franco-tiden, den katalanske kultur, Ronald Koemans grydehår, Johan Cruyff og jeg ved snart ikke hvad. Més que un club hævder de vist at være. Det er så vidt jeg har forstået katalansk for mere end en klub. Og det kan man næsten være tilbøjelige til at give dem ret i. De er i et eller omfang bare de gode, i sådan en helt sort/hvid forstand. De sande helte med de rene hjerter. Hvis der nogensinde skulle dukke et sagnmonster op af havet ud fra Barcelona, føler jeg mig overbevist om at Carles Puyol prompte ville tackle det til helvede og beyond. Og derefter ville klubben donere et overskud fra optrinnet til fattige børn.

Måske er det derfor jeg ikke helt kan forholde mig til dem, FC Barcelona. Jeg er nok selv for stor en stodder til rigtig at kunne føle mig som en del af den store, stolte institution. Al den skønhed og perfektion. Det er næsten for meget af det gode. Jeg er jo for helvede bare et menneske. Jeg har brækket mig i for mange parcelhushaver, vasket for mange uldtrøjer ved 60 grader, og haft gylpen åben på for mange skolefotos til sådan et hundrede procent at tilhøre disse rendyrket godes rækker. Det føles ganske enkelt ikke troværdigt. Disse træk ved min personlighed har jeg til gengæld altid følt blev rigtig godt repræsenteret af West Ham United FC. En anden, ikke helt lige så stor, men på sin egen måde voldsomt stolt fodboldklub. En klub som, hvis den da var et menneske, i den grad ville have noget mellem tænderne på en første date, en bussemand under næsen ved eksamensbordet og en solid hånd på svigermors rumpe når den egentlig bare ville klaske en flue på sin kærestes ryg.

Derfor overraskede det mig ikke uvæsentligt da jeg for nogle år siden så et West Ham logo blandt Barcelonas fans. Det var så vidt jeg husker på Stamford Bridge til en af de der to millioner CL-kampe Barcelona har haft mod Chelsea i de senere år. Det var et temmelig stort banner med Barcelonas logo i den ene side og West Hams i den anden. Sidenhen fandt jeg ud af at banneret tilhørte ingen ringere end Barcelona Hammers. En flok tosser som åbenbart mener at de i den grad mangler yin til deres jang og derfor støtter både més que un club – FC Barcelona – og fortune’s always hiding – West Ham United.

Forelsket i Mark Noble

Da det gik op for mig at den romantiske getaway kolliderede med West Hams hjemmekamp mod Chelsea i søndags forsøgte jeg derfor at opspore disse Barcelona Hammers. Og de findes virkelig. De har en hjemmeside, hvor de nærmest febrilsk prøver at forklare deres britiske kærlighed, og et debatforum som i den grad er fyldt med spam om potenspiller og hårtab. Nogen stampub oplyses desværre ikke, og jeg endte i stedet med - i følge med en som altid nærmest overmenneskeligt overbærende fru Sygogmunter (for et par år siden blev hendes fødselsdag brugt på at se West Ham spille 1-1 mod Bolton i en ret beset ligegyldig kamp) - at traske manisk rundt for at finde en pub der prioriterede kampen. Det var overraskende vanskeligt, og da det endelig lykkedes havde puben verdens mest rasende betjening, en temperatur nær kogepunktet og voldsomt høj elektronisk musik i højtalerne frem for lyden af kampen. Dette ændrede dog ikke på at det der udspillede sig på skærmen var smukt. Det var til at tude over. Et West Ham hold som på det seneste har lagt sig ned for snart sagt hvem som helst bød virkelig ligaens suveræne tophold op til dans. Scott Parker var igen en gigant blandt mænd, Mark Noble personificerede det ”at spille for trøjen” alt imens normale middelmådigheder at best, som Faubert og Kovac, leverede godkendte, fokuserede, stabile fighterindsatser. Og det ligger vel efterhånden implicit at Franco var sejere end Clint Eastwood i Dirty Harry og Bruce Willis i Die Hard tilsammen.

Chelsea havde indledningsvis et godt pres som West Ham forsvarede heroisk inden de gradvist kom bedre og bedre med i kampen. Selv ikke Robert Greens efterhånden sørgeligt obligatoriske smørhandsketrick kunne ødelægge det indtryk. Heller ikke den obligatoriske skade og følgende omrokering – denne gang til Danny Gabiddon, der blev erstattet af en velspillende James Tomkins – kunne ikke destabilisere de tændte irons. Og omkring pausen skete så det smukkeste. Det mest uvirkeligt syrede og grænseløst fantastiske. Altid øretæveindbydende Ashely Cole tacklede Collison i feltet og den vanligt katastrofale Mike Dean pegede prompte på pletten. Diamanti sendte Cech i den forkerte retning, og jublede som den rablende galning, som det efterhånden fremstår ganske klart, at han er.

Og der sad jeg så med sved på panden, dårlig hip-hop musik døvende i ørene og råbte som en gal af et fjernsyn i Barcelona. Det er pokkers hvad fodbold kan gøre ved ellers relativt velfungerende mennesker. Der var pause i London og West Ham førte 1-0 mod Chelsea-maskinen. Pausen valgte vi at bruge på at skifte beværtning. Den sure kvinde har sikkert fejret at de sidste kunder var fortrængt fra beværtningen til at skrue yderligere op for både varme og musik. Men skideværd med det. Vi fandt tidsnok en helt igennem rædselsfuld temasportsbar som viste kampen på storskærm og med en lydstyrke som nok kunne få arbejdstilsynet op af stolen. Der var oven i købet noget så løjerligt som en flok fyre klædt i Barcelona-mechandise som højlydt heppede på Chelsea. Anden halveg mindede om første. West Hams indsats var ganske enkelt godkendt. Hold kæft hvor de løb tacklede og forsøgte at finde medspillere med velovervejede pasninger. Jeg tror jeg forelskede mig lidt i Mark Noble efter (endnu) en svær og ustabil periode for den populære local lad. Så skideværd med at Chelsea udlignede på et straffespark som vist mest fandtes i Mike Deans hoved og at det naturligvis blev eksekveret hele tre succesfulde gange af Frank Lampard inden Dean endelig godkendte scoringen og West Ham fortsatte sit heroiske forsvar og hentede pointet hjem. Og det trods endnu en gøgleroptræden af sært selvtillidsløse Greeny. Meget typisk West Ham, at følge to nederlag i winable kampe mod Birmingham og Bolton op med et point mod topholdet.

Forelsket i Robert Greens lime-ansjoser

Efter kampen røg vi på fiskerestaurant. Fruen havde hæderligt fortjent en ordentlig middag efter at have tilbragt en hel eftermiddag af sin ferie med den omvandrende, neglebidende humørsvingning hendes normalt opmærksomme og ganske gemytlige kæreste forvandler sig til når the hammers spiller. Og sikke en middag vi fik. Måske den bedste nogen af os i vort liv har fået, blev vi enige om bagefter. Og hun er ellers ud af den såkaldte kulturelle overklasse som rigtig kan både kokkerere fint og spise med kniv og gaffel. Samtlige tre retter, vinen og den lokale variation af glögg sad lige i skabet. Og lidt til, hvad det så end betyder med dette sproglige billede in mente. Betjeningen, musikken, indretningen, for slet ikke at tale om den nærmest flabede dessertvin var perfekt. Det var faktisk det stik modsatte af det ocean af gennemført rædselsfulde turistfælder som ellers er spredt udover byen med gavmild hånd.

Fruen beskrev hvordan de små guddommeligt limesmagende fisk der var en del af tapas-forretten nærmest fik hende til at forelske sig i kokken, lige der på stedet – vort mangeårige, mestendels harmoniske samliv upåagtet. Jeg havde det næsten på samme måde. Denne iagttagelse blev festligere af, at det var en restaurant af den type hvor man kan følge med i aktiviteterne i køkkenet fra sin siddeplads, og vi kiggede op på de to fuldskæggede, playmobil-klippede, unge mænd som tøffede rundt og lavede denne åndssvagt lækre mad med en mine som om intet var hændt. Og jeg tror faktisk det var fruen der først opdagede det. Den ene af kokkene lignede sgu Robert Green på noget nær en prik. Fra skægget, til håret, til afstanden mellem øjnene og det lidt spøjse bid. Han var måske lidt lavstammet, men den slags kan være svært at vurdere når man mest kender folk fra tv.

Det var måske Greeny der havde hittet på den mangoskum, der ledsagede mit urimeligt møre oksekød? Det var måske Greeny der møjsommeligt havde skabt den vaniljeskum, der ledsagede den æbledessert, der nærmest fik en tåre frem i vores øjenkroge? Så tror pokker da han har været lidt ufokuseret på det seneste. Han har jo funderet over skummens anatomi! Vi skålede endnu engang og jeg følte mig voldsomt privilegeret. For denne stund, med denne kvinde tilgav jeg i mit stille sind Greeny det pointkostende drop i forrige uges kamp mod Bolton. Han har jo haft tankerne andetsteds! Der er måske når alt kommer til alt, men det må i endelige ikke sige til nogen, at jeg har sagt, øjeblikke der er om ikke vigtigere, så i hvert fald på niveau med fodbold. I hvert fald indtil West Ham møder Portsmouth i en bundgyser af rang anden juledag…

Good times for a change…

mandag, oktober 26th, 2009

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

Here we go again…

tirsdag, september 22nd, 2009

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.