Syg og munter

Det skal åbenbart ikke være let. Faktisk skal det øjensynlig være pissebesværligt, hvilket efterhånden er ved at være temmelig trættende. Det er - hvis man skal tale lige ud af posen og frit fra leveren, kalde en spade for en spade og en bøsse for noget man går på jagt med ( for nu at låne en vending fra Richard Møller Nielsen uden nødvendigvis af den grund at tillægge sig Richardos i sandhed mærkværdige cirkus-dialekt) – rent ud sagt til at brække sig over. Altså virkelig brække sig. Ikke i overført betydning; men rent faktisk lige til at lade indholdet af sin mavesæk vælte ud af munden. Så store halvfordøjede stykker kartoffel i mavesyresovs hamrer ud af munden akkompagneret af uappetitlige lyde mens panden hviler mod et frelsende svalt wc-sæde. Faktisk ville selv et sådant scenarie fremstå attraktivt sammenlignet med det man måtte udstå mandag aften. Ja. Jeg taler naturligvis igen om den, grænsende til det socialt uacceptable, perverse, masochistiske tilbøjelighed, som det at holde med West Ham retfærdigvis kan reduceres til.

Why do birds suddenly appear?

Der var ellers lige begyndt at være tendenser til forår, fuglesang og stænk af solskin, da Zola langt om længe lod sin løjerlige insisteren på at spille en gumpetung 4-3-3/4-5-1/4-1-1-1-1-1-1 falde overbord, og i stedet gik over til noget så simpelt og kompakt som en 4-4-2, hvor spillerne oven i købet ikke længere lod til at frygte sanktioner implicerende korporlig afstraffelse, hvis de søgte mod baglinjen eller i det hele taget smækkede et indlæg af sted. Dette skifte betød nemlig et opsving i resultaterne efter den rædselsfulde række på uoverskueligt mange nederlag i træk, hvor bunden blev nået med et brag af en maveplasker imod Wolverhampton og et efterfølgende hjemmenederlag til Stoke.

Næste udekamp mod Everton gav imidlertid et totalt uventet point i en kamp med stærk fight, hvor den tykke egyptiske turist Mido endda tillod sig at brænde et straffespark i processen, som kulminerede med den tvivlsomme brasilianer Ilans kraftfulde, udlignende hovedstødsmål på Fauberts eminente indlæg fire minutter før tid. Et stærkt svar på tiltale, efter at Everton så ud til at have lukket kampen med målet til 2-1 minuttet før. Personligt så jeg desværre ikke kampen, men den personbil jeg befandt mig i var nær forulykket da det udlignende mål blev bekendtgjort i sport på 3’eren. Faktisk både det til 1-1 og det til 2-2.

Ugen efter befandt jeg mig ikke i bil, men i stedet på en større herretur til Amsterdam, hvor blandt andre Litteraten med Fremskridtshåret, Socialdemokraten og jeg overværede en herligt, hårdt fightet, ved gud ikke køn omgang engelsk fodbold af den gamle skole da Ilan igen kom på tavlen, efter et klassisk kick and rush angreb med Carlton Cole som næstsidste station, og dermed blev matchvinder mod Sunderland. At sejren endda kom i hus uden giganten Scott Parker, hvis fravær knap mærkedes efter en pragtpræstation af såvel Noble som Behrami gjorde blot fuglesangen og solens placering på himlen højere. At vi så havde fornøjelsen af at se kampen på en rædselsfuld “irsk” pub hvor (den egentlig overraskende glimrende) musik blev prioriteret frem for lyden fra kampen gjorde blot glæden større da vores store, fælles helt Franco lavede et smukt mål til 2-0. Stor var skuffelsen da målet åbenbart blev annulleret. Mindre var den, da vi i stedet genkaldte os at Franco kort tid forinden havde klappet en ung, stor og ophidset modstander på kinden i bedste Godfather-stil uden oprindeligt at have haft nogen andel i episoden der fik temperamentet i vejret. Hvis bare alle var som Franco, så ville kvalmen ikke være så massiv som den alligevel blev mandag aften…

Bring me back to ’63

Liverpool var ellers for en gangs skyld til at tale med. Holdet har haft en på alle fronter skuffende sæson, de skulle med bus til UEFA-cup-kamp i Madrid og spille allerede torsdag aften, hvilket betød at flere spillere blev sparet – og de var uden topscorer og superstjerne Torres. Men det lod West Ham sig ikke mærke med. Tværtimod. Efter en fin indledning besluttede forsvaret sig kollektivt for ikke med nogen midler at forsøge at forsvare mod indlæg, og efterfølgende lavede Liverpool tre inderligt ligegyldige og undgåelige mål. Med til historien hører, at West Ham på intet tidspunkt efter 1-0 scoringen så ud til at mønstre noget der mindede om interesse eller tro på at kunne ændre kampens udfald. Skuffende. Ynkeligt. Kvalmende. Eneste opløftende indslag var de 1500 medrejsende fans som kampen igennem hørtes højt og tydeligt.

Sidst West Ham vandt på Anfield scorede Geoff Hurst og Martin Peters målene i en 2-1 sejr (altså tre år inden deherrer gentog kunststykket og lavede 4 tilsammen da West Ham (med lidt hjælp fra andre klubber) slog Vesttyskland i VM-finalen på Wembley). Sidst West Ham vandt på Anfield var ingen af holdets nuværende spillere var født. Beatles havde endnu ikke haft en nummer 1 single i USA, men toppede den britiske hitliste med She Loves You. Stanley Matthews var stadig aktiv i den bedste engelske række, hvor Everton nys havde overtaget mesterskabstrofæet fra Ipswich. Vietnamkrigen var nærmest lige begyndt, Esbjerg var forsvarende tredobbelt Danmarksmester, månelandingen lå mere end fem år ude i fremtiden, Viggo Kampmann var Statsminister i Danmark, John F. Kennedy blev skudt et par måneder senere, Lev Yashin havde lige vundet Ballon d’Or, kvinder havde ikke stemmeret i Schweiz, Mimi Jakobsen var 15 år gammel… Jeg kunne blive ved. Længe. Så kort sagt: Det er rigtig, rigtig, rigtig længe siden West Ham har vundet på Anfield. Utrolig længe. Det er til at få lange nosser af. Rigtig lange. 100-meter-nosser. Og heller ikke i år skulle det være.

Regnskabets time?

Det skal det til gengæld i morgen (lørdag) – altså være. Aldrig har vendingen “nu eller aldrig” syntes mere relevant – trods den omstændighed, at jeg efterhånden mange gange har brugt den om West Hams kampe i denne sæson. Kampen mod Wigan ser imidlertid ud til at kunne blive definitivt udslagsgivende i den nedrykningskamp, som potentielt ser ud til at kunne resultere i, at et hold overlever med et rekordlavt antal point. Rekorden er 34 – sat af West Bromwich i 2005. Lige nu er der tre kampe tilbage, og West Ham har med 31 point tre ned til Hull under stregen. West Ham er med andre ord heldige, at der er usædvanlig mange dårlige hold i Premier League i år. En sejr mod Wigan er nemlig sandsynligvis nok: Pt. Ser tabellen således ud (hold/kampe/sejr/uafgjort/nederlag/mål for/mål imod/målforskel/point):

14    Bolton                  35    9     8    18    38    63    -25    35
15    Wigan                   35    9     8    18    33    66    -33    35
16    Wolverhampton    35    8    10   17    28    51    -23    34
17    West Ham             35    7    10   18    41    60    -19    31
18    Hull                      35    6    10   19    32    72    -40    28
19    Burnley                 35    7     6     22    37   74    -37    27
20    Portsmouth           35    6     6    23    29    62    -33    15

Portsmouth er rykket ned - Burnley er meget tæt på at tage turen med, efter en væsentlig bedre fight end mange (inklusiv undertegnede) havde forestillet sig, og den sidste plads ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem West Ham og Hull omend både Wolves, Wigan og Bolton principielt kan komme i problemer, hvis alting går vanvittigt til i slutfasen. Holdenes resterende kampprogrammer er som følger:

Bolton: H Portsmouth, U Tottenham, H Birmingham
Wigan: U West Ham Utd, H Hull City, U Chelsea
Wolves: H Blackburn, U Portsmouth, H Sunderland
West Ham: H Wigan, U Fulham, H Manchester City
Hull: H Sunderland, U Wigan Athletic, H Liverpool
Burnley: H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham
Portsmouth: U Bolton, H Wolves, U Everton

Portsmouth kan sagtens drille Bolton og Wolves, men vil nok bruge flere kræfter på at forberede sig til FA-cup-finalen mod Chelsea, som er et fint plaster på såret til de hårdtprøvede og loyale fans fra Fratton Park. Burnley får det ualmindelig svært, og har alt at vinde i hjemmekampene mod Liverpool og Tottenham, mens kampen mod Birmingham i hvert fald skal vindes, hvis ikke the clarets skal være at finde i Championship næste år. Og det skal de nok, når alt kommer til alt.

Bolton og Wolves bør kunne hente et point eller to i deres resterende - overkommelige kampe - alt imens det hurtigt står klart at Wigan er det hold som får mest at skulle have sagt i forhold til at afgøre nedrykningskampen: Udfaldene af en udekamp mod West Ham efterfulgt af en hjemmekamp mod Hull kan meget vel blive det som bestemmer, hvilket af disse hold der rykker ned. Hvis de vinder den ene og taber den anden, står det hold der får point mod Wigan med gode kort på hånden. Hvis de vinder dem begge har Hull pludselig meget travlt med at finde de 3 point + 1 point for West Hams overlegne målforskel. Med andre ord: En West Ham-sejr over Wigan giver sandsynligvis overlevelse. Det samme gør et Hull-nederlag til Wigan. I kraft af chok-sejren over Arsenal i sidste runde er Wigan sandsynligvis reddet, selv hvis de skulle tabe begge kampene.

Den gode, den onde og den grusomme

Der er altså masser af scenarier der sikrer, at West Hams kamp mod Manchester City på sidste spilledag kan få en lykkelig udgang. Men der er også nogle  modeller der ikke tegner lykkelige. De kan opdeles - med min ven Socialdemokratens ord - i en god, en ond og en grusom.

Den gode forudsætter at West Ham er reddet fra nedrykning, og at Manchester City har sikret sig Champions League fodbold på bekostning af Tottenham. Sidste spilledag bliver en dag med karnevalsstemning, og Carlos Tevez laver et mistænkeligt selvmål der hyldes af hele stadion.

Den onde forudsætter at både City og West Ham måske skal have point for at klare deres målsætning. Imidlertid taber Hull stort, og hele stadion jubler da Carlos Tevez sender Manchester City i Champions League på bekostning af Tottenham.

Den grusomme implicerer naturligvis at West Ham rykker ned, og at Carlitos scorer målet der forårsager det. Den engelske presse, Neil Warnock, Dave Whelan, Kevin McCabe, Shaun Bean, voldsforbryderen Chris Morgan, hele Daily Mirrors redaktion og mange flere står på skuldrene af hinanden for at udpensle “at retfærdigheden er sket fyldest” og filofosere over “skæbnens ironi”, “nemesis” osv. Mens en grædende Tevez trøstes af sine jublende holdkammerater efter slutfløjtet kommer der nyt fra Turf Moor, hvor Tottenham har scoret et mål der sender dem i Champions League på bekostning af City. Hele stadion græder.

For at undgå den grusomme vil det nok være en god ide at starte med en sejr mod Wigan i morgen. Jeg kan nærmest ikke vente. Sidst jeg havde det sådan vandt Wolves 3-1 over et elendigt og modløst West Ham. Kom nu Irons, please…

Mig og Fogerty down by the schoolyard

For efterhånden et par år siden sad jeg i et større selskab af gentlemen og nød et par kølige pilsnere på en beværtning af den brune slags. Musikken spillede, som den jo gerne gør den slags steder, lystigt på en jukebox, og med et fyldtes vore øregang af Creedence Clearwater Revivals udødelige klassiker “Bad moon Rising”. Det var lige  omkring den tid, at min kære ven, Litteraten med Fremskridtshåret, havde overgivet sig hovedkulds og stormfuldt til netop denne gumpetunge, kompromisløse rock (en vej også mit eget slagne postmoderne ego siden selv har taget, men det er en helt anden historie ) - og navnlig forsanger John Fogertys evigt hæse vokal. “DEN HANDLER OM DOMMEDAG!” proklamerede Litteraten (og har givetvis stjålet en cigaret i samme øjeblik). Og det så jeg ingen grund til at betvivle. Navnlig da Socialdemokraten - som altid har set rocklyset i CCR - ikke protesterede. Så sad vi ellers der og rockede til rockmusik om apocalypsen.

Satans til ulvetime

Episoden er blevet genkaldt i min erindring umiddelbart efter West Hams katastrofale, horrible og dybt, dybt uacceptable 3-1 nederlag til Wolverhampton tirsdag aften. For allerede tirsdag morgen havde der været noget i luften. Noget uldent. Det blæste ad helvedes til og himlen var grå som Bertel Haarders ansigtskulør. Og hvis jeg da bare allerede der havde haft mine tanker hos Fogerty (et sted som de fleste burde placere deres tanker i videre omfang), så ville jeg sikkert ikke føle mig så tom indvendig som tilfældet er nu. For så havde jeg nok ihukommet Fogertys ord og sammenkoblet dem med de dommedagsbibelprofetier jeg rablede om i mit seneste indlæg. Jeg ville have tolket tegnene på himlen som: “[...] the bad moon arising [...] trouble on the way [...] earthquakes and lightnin’” og ikke mindst “[...]bad times today.”

For guderne må vide der var bad times på alle hylder den aften omkring bordet, ved skærmen, på puben. Wolves spillede ganske vist kløgtigt, velorganiseret og skarpt. De fortjente 100 % deres 3 point, og kan glæde sig over at det umiddelbart er nok til at klubben også er at finde i Premier League næste år. Men West Ham må også tage noget credit, for vi gav dem plads og selvtillid, og fik dem på forunderlig vis til at fremstå som et hold på niveau med FC Barcelona, hvad jeg vel næppe fornærmer nogen, ved at hævde at de ret beset ikke er. James Tomkins foræring til 1-0 målet var  symptomatisk for indsatsen denne aften.

Scott Parker var naturligvis en kæmpe, Faubert, Behrami og Daprela kan med lidt god vilje se sig selv i spejlet. Franco var et kæmpe lyspunkt i det kvarter han fik på banen, og han kunne med lidt held have scoret et mere. Diamanti prøvede, men skulle måske have ladet være, når man tager mængden af boldtab det forårsagede i betragtning. Resten af holdet dumpede med et brag. De virkede rådvilde, umotiverede og fuldstændig opgivende. At holdets formodede anfører, landsholdsaktuelle Matthew Upson, som i  øvrigt føler sig for god til at forny sin kontrakt, dagen efter bebuder “at nu er det måske på tide at begynde at spille som et hold” bliver man oprigtig bekymret for, hvad fanden de egentlig foretager sig på træningsbanen på Chadwell Heath. Strikker slumretæpper? Sælger pileflet på Ebay? Drikker bajere og lægger arm? Har de haft John Terry som teambuilding coach?!

Åh, ja. Man skulle have lyttet til Fogerty. Være blevet hjemme. Spist bolsjer og set Paradise Hotel: “Don’t go around tonight, Well, it’s bound to take your life, There’s a bad moon on the rise.“  Og jeg er sgu bange for at han ret - den hæse mand. Da jeg var vendt hjem og ligbleg og sammensunket børstede tænder slog det mig (dog uden, at jeg på det tidspunkt vidste, hvem jeg skyldte denne indsigt): “Jeg overlever simpelthen ikke, hvis vi rykker ned.”

Quite prepared to die?

Men her et par dage efter begynder månen alligevel at glide lidt væk fra West Ham-himlen, hvor boblerne ellers står bristefærdigt stille i luften. For heldigvis er der andre hold i ligaen som i disse dage hører Fogertys “voice of rage and ruin” - og følgelig må se realiteterne i øjnene: “..the end is coming soon.” Burnley har været afsindig dårlige siden Owen Coyle smuttede til Bolton, og Hulls mærkværdigt timede fyring af Phil Brown og efterfølgende endnu mere mærkværdige ansættelse af  Ian Dowie lader ikke til at have haft noget der minder om en positiv effekt på holdets kamp mod nedrykning. (Og Portsmouth tager selvfølgelig den ene plads efter de fik fratrukket point.)

West Ham har stadig tre point ned til disse to hold. Desuden har the irons en overlegen målforskel, og kan dermed sandsynligvis tillade sig at tage fire point mindre end disse hold i løbet de resterende runder i årets Premier League. Hull mangler 8 kampe, Burnley mangler, ligesom West Ham, 7:

Burnley: H Blackburn, H Manchester City, U Hull City, U Sunderland, H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham

Det burde blive til nederlag mod Man City, Liverpool og Tottenham, mens udekampene mod Birmingham og Sunderland kan blive pointgivende, da disse holds sæsoner lader til at fuse ud omkring nu. Blackburn er aldrig lette at spille mod, men bliver en kamp der skal vindes for Burnley, alt imens det interne nedrykningsbrag mod Hull City selvfølgelig bliver en absolut nøglekamp.

Hull: H Fulham, U Stoke City, H Burnley, U Birmingham, H Aston Villa, H Sunderland , U Wigan Athletic, H Liverpool

Hull har umiddelbart et appetitligt program, hvor hjemmekampe mod Fulham, Sunderland og naturligvis Burnley bliver afgørende. Udekampe mod Stoke og Birmingham er heller ikke umulige, alt imens Aston Villa og Liverpool bør være for store mundfulde - hjemmebane eller ej.

West Ham: H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Og så har vi selvfølgelig West Ham. Mindst to af de tre kampe mod Stoke, Sunderland og Wigan skal vindes. Udekampen mod Fulham kan give point på kontoen mens Everton, Liverpool og Manchester City næppe giver ved dørene. Når man sammenligner med Hulls kampprogram, samt den omstændighed at the irons nu har tabt fem kampe i træk - hvoraf to har været mod hold i nedrykningsfare - så lover det ikke godt.

I dag udsendte West Hams delejer David Sullivan et brev til supporterne, hvori han udtrykte forståelse for den frustration holdet fik at føle i kampen mod Wolves. Samtidig opfordrede han alle til at støtte holdet med en masse fine historiske referencer. Ja. Der var skruet godt op for patos-knappen. Brevets pointe til spillerne kan opsummeres fint af John Fogerty - og så må Zola egentlig også bruge disse ord i sin teamtalk på lørdag mod Stoke City: “Hope you got your things together. Hope you are quite prepared to die. Looks like we’re in for nasty weather. One eye is taken for an eye.”

Personligt er jeg ikke 100 %  klar til at dø, så: Come on you irons, for helvede da også!

Litteratens frikadeller, midtugebranderter og desillussion

Den seneste tid her på bloggen har stået i Last Man Standing-konkurrencens navn. Og  det er nok når alt kommer til alt meget godt. Havde jeg i stedet forsøgt at beskrive min konstant mere ustabile mentale tilstand i forbindelse med West Hams præstationer på banen over de sidste par måneder, ville jeg sandsynligvis stå over for en retssag om forbrydelser mod menneskeheden. For I guder, hvor har det dog gennemgående været rædselsfuldt, desillusionerende og modbydeligt. Og det på trods af formildende omstændigheder som Litteraten med Fremskridtshårets aldeles glimrende frikadeller med stuvet hvidkål, kartofler og sovs der blev konsumeret med efterfølgende midtugebrandert oven i hatten i forbindelse med den latterligt unødvendig pointdeling på Fratton Park. En nulløsning mod Blackburn var selvsagt hverken nogen nydelse for krop eller sjæl, mens et grundlæggende ufortjent nederlag ude mod også nedrykningstruede Burnley efterlod mig skrigende, kapituleret med søvnunderskud og svigermor på trapperne foran en seriøst ustabil streamforbindelse. “NU ER VI KRÆFTEDEME RYKKET NED!” brølede jeg til fru SygogMunter som optrådte medfølende og utvivlsomt har stået med en stærk (og berettiget) følelse af deja vu.

En formiddag med adskillige sæt på værtshus kunne ikke opveje endnu et latterligt og helt igennem fortjent nederlag mod Bolton. Alverdens positive vibrationer, feng shui  og krystaltrylleri kunne ikke forhindre tre forudsigelige afklapsninger mod topholdene Manchester United, Chelsea og Arsenal. Dog var Litteratens sympatiske, østjyske gentleman-ven af en Arsenal-supporters næsten undskyldende tilgang til weekendens kamp en en kærkommen gestus af ømhed i en verden af pisk, afføring og blomsterløse tornekrat.

Ligeledes ledsagede undertegnedes ekstremt tunge Shepherds Pie et sted midt i forløbet en sjælden positiv oplevelse da sæsonens overraskelse, Birmingham blev sendt hjem med et 2-0 nederlag på et fremragende frisparksmål af evigt utilregnelige Diamanti suppleret af et stærkt gennemspillet mål af Carltonaldo. Den efterfølgende midtugebrandert var heller ikke at kimse af. Navnlig da Socialdemokraten valgte at give omgang med store fad og Arnbitter for Litteratens sidste kontanter. Den efterfølgende 3-0 afklapsning af fuldstændig modløse Hull gav håb om en mindre renæssance inden den essensielt set forudsigelige nederlagsrække mod fornævnte tophold og den evindelige onde ånd, som er et Kevin Davies-inspireret Bolton.

For katten da også. Tidligere på sæsonen var jeg skråsikker - Premier League er svag i år - selvfølgelig rykker West Ham ikke ned. Nu - efter en række resultater er svinget direkte ud på en bumlet vej til helvede, er jeg straks mere usikker, bitter, fordrukken og træt. De irriterende skader vedbliver at dukke op. Formstærke Faubert var pludselig væk og er ikke kommet tilbage endnu. Sæsonens suverænt bedste spiller - Scott Parker - kan kun spille cirka hver anden kamp. At han så spiller eminent hver gang gør ham blot mere savnet når han er væk. Sæsonens næstbedste spiller - Carlton Cole - kan spille endnu mindre. Sidste års - måske - bedste spiller, Herita Ilunga, er forsvundet fra jordens overflade og er først i de sidste par kampe endelig blevet ordentligt erstattet af den meget lovende Fabio Daprela. De panikindkøbte angribere, Benedict Mccarthy, Ilan og Mido har mildest talt ikke imponeret - den dyreste og umiddelbart stærkeste, Mccarthy, blev naturligvis skadet i sin debut og har først i weekenden gjort comeback fra bænken. Mido er tyk og relativt hårdtarbejdende - og Ilan har rent faktisk scoret et mål, men ellers ikke imponeret. Satan og helvede.

Dommedag, nu?

På tirsdag venter en hjemmekamp mod Wolverhampton. Det kan nærmest ikke blive mere afgørende, six-pointer, nu-eller-aldrig, vind-eller-forsvind-agtigt. Lige nu ligger West Ham lige over stregen; 3 point foran såvel Burnley som Hull, 1 point efter Wolves; henholdsvis 4 efter Wigan og 5 efter Bolton - de to sidstnævnte har spillet en kamp mere. West Ham har den bedste målforskel af disse hold - en faktor som absurd nok allerede ser ud til at kunne blive afgørende. Hvis ikke nedrykningstoget kører endnu stærkere, og gør den slags omstændigheder ligegyldige…

West Hams resterende kampprogram ser ud som følger:
H Wolves, H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Liverpool har man ikke besejret ude siden 1963 hvor Geoff Hurst og Martin Peters blev matchvindere. Everton er i form og Manchester City har sandsynligvis foruroligende meget at spille for på sidste spilledag. Stoke, Fulham og Sunderland kan derimod meget vel stå i relativt ligegyldige situationer, og derfor være til at tale med, alt imens kampene mod Wolves og Wigan er så vigtige, at jeg er ved at skide en lille smule i buskerne, hver gang jeg tænker på dem.

Ejerne Gold og Sullivan har beskrevet konsekvenserne af en potentiel nedrykning som “Armageddon”. Jeg går ikke ud fra de henviser til den middelmådige komet-film med Bruce Willis, men nok snarere til arenaen for det sidste store slag mellem godt og ondt ifølge biblens Johannes-åbenbaring. Det indebærer blandt andet, som skrevet står, at der “kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden - så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele og folkeslagenes byer styrtede sammen [...] og hver ø forsvandt og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt fra himmelen på menneskene…” (Joh. 18:21) Ja - og sådan kører det egentlig bare derudaf med velbeskrevet bibelsk pine, straf, blod, elendighed, undergang, skrigeri og momentvis basunspilleri af de retfærdige og frelste - som velsagtens er Liverpool eller Tottenham-fans, der sover med hænderne over dynen, og ikke tyer til onsdagsbranderter når the going bliver tuff.

Det er jeg ærligt talt ikke sikker på at jeg er rustet til…

Derfor; på tirsdag SKAL dommedag midlertidigt udskydes! For pokker, West Ham, skuf mig nu for en gangs skyld ikke! Jeg synes allerede, at jeg så rigeligt “pines med ild og svovl” (Joh. 14:10), uden at vi behøver tilføje nedrykning, ophørsudsalg og udekampe mod Scunthorpe og Blackpool til repertoiret…

* Afslutningsvis lidt reklame til interesserede hammers-entusiaster:

En facebookgruppe for danske irons:
Der inviteres lejlighedsvis til kampe på Kennedys Bar i København. Cheferne i gruppen holder begge af at rafle og drikke Fernet Branca.

Scandinavian Hammers: Det giver lidt sig selv - traditionsrig og velorganiseret fanklub, der er den største af sin slags uden for de britiske øer. Foreningen har egne sæsonkort og et skidegodt medlemsblad blandt andet med uddrag fra en helt udsædvanlig god dansk fodboldblog. Der er rigeligt med mulighed for øget dansk engagement og skandinavisk kulturudveksling.

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok - men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne,  mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

• Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
• Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
• Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

Indrømmet; konceptet er rædselsfuldt: Hvert andet år tager tre Premier League hold til Asien og spiller en venskabskampsturnering med deltagelse af et enkelt lokalt hold. Dette sker motiveret af en uskøn kombination af den ækle tendens til at brande (føj) “produktet” (føj) Premier League på det asiatiske marked (føj), alt imens turneringen dog også ledsages af mere noble tiltag, som træner, dommer og - træningskurser for unge lokale i tiden omkring afviklingen af selve turneringen.

Turneringen afvikles med to semifinaler og en finale, og foreløbig løbet af stablen tre gange. I 2003 løb Chelsea med trofæet i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, efter en straffesparkssejr over Newcastle i finalen. Årets øvrige deltagere var værtslandets landshold og Birmingham City. I 2005 vandt Bolton trofæet i konkurrence med værtslandet Thailands landshold, Everton og Manchester City, og endelig vandt Portsmouth en finalesejr over Liverpool i 2007 efter Fulham og vinderne af værtslandet Hong Kongs FA-Cup - South China - var blevet ekspederet ud i semifinalerne.

I år er turen så kommet til Kina, hvor Beijing ligger Workers Stadium og hjemmeholdet Beijing Guoan til afviklingen af turneringen. Semifinalerne spilles senere i dag. Klokken 12.00 dansk tid tørner londonrivalerne West Ham og Tottenham sammen, og to en halv time senere tager hjemmeholdet imod Hull City i den anden kamp. Vinderne mødes i finalen fredag klokken 14.30, mens “bronzekampen” afvikles klokken 12.00 samme dag.

Selvom turneringen altså har et cup-format, og er en officiel del af Premier Leagues aktiviteter, er det alligevel svært for alvor at tage den alvorligt. Ikke desto mindre vil der være masser af prestige på spil - særligt London-holdene imellem. West Hams traditionelle ærkerivaler er utvivlsomt Millwall, mens Tottenhams er Arsenal. West Ham og Millwall ligger en spytklat fra hinanden - på hver sin side af Themsen i Østlondon (en køretur på lige over ti kilometer fra West Hams Boleyn Ground til Millwalls The Den)-  begge hold er traditionelt værftsarbejderhold, og rivaliseringen er formodentlig startet i forbindelse med at Millwall agerede strejkebrydere engang i Ruder Konges spæde teenageår. Rivaliseringen kan dog i nyere tid især spores tilbage til hooligansammenstød i 70′erne og særligt i 80′erne, hvor såvel West Hams ICF som Millwalls Bushwackers var blandt de største, “bedste” og mest frygtede firms (herom handler f.eks. den hæslige Green Street film med hobitten Elijah Wood som West Ham hooligan). Efterhånden som de to hold dog i stadig stigende grad har etableret sig på forskellige niveauer i engelsk fodbold er den daglige rivalisering kølet af, og i stedet har mange af de mere negative følelser fra West Hams del af Londons East End rettet sig nordpå til ligarivalerne fra Tottenham Hotspurs.

Tottenham derimod har traditionelt haft en intens ærkerivalisering med deres naboer fra Arsenal. Highbury lå under ti kilometer fra Tottenhams White Hart Lane, og selvom the Gunners er rykket lidt længere væk på the Emirates er de to hold stadig naboer på godt og ondt - eller i hvert fald på ondt. For Tottenhams side er hadet til Arsenal ikke blevet mindre i nyere tid, af at en af holdets mest talentfulde egenavlede spillere i årevis - Sol Campbell - valgte at skifte til netop Arsenal på en fri transfer tilbage i 2001. Desuden har Arsenals relative succes de sidste tyve år sammenholdt med Tottenhams relative mangel på samme pustet til flammerne hos Tottenhams fans, som stadig i vidt omfang mener at holdet hører til helt i toppen af engelsk fodbold - en opfattelse som klubbens traditioner og meritter også i et vist omfang berettiger. To mesterskaber - det ene en double under klublegenden Bill Nicholsen i 1961, i alt 8 FA cups, 3 europæiske trofæer (to UEFA og en Cup Winners) samt fire liga cups (senest i 2008). Det sidste rigtig prestigefyldte trofæ (uden at ville fornærme Liga Cupen) ligger dog helt tilbage i 1991 da FA-cupen blev vundet efter finalesejr over Nottingham Forest. Alt imens har Arsenal haft en alt i alt succesfuld årrække under Arsene Wenger, hvor de rød - og hvidblusede oven i købet har tilladt sig at gå ind på hvad Tottenham betragter som sit enemærke;  at spille positiv, attraktiv fodbold.

Og netop her findes kimen til det stigende had mellem West Ham og Tottenham. For mens Arsenal i stigende grad vender deres frustrationer og had vestpå til nyrige Chelsea og nordpå til Manchester og Liverpool, så styrkes Tottenhams had til naboerne, som de mener burde en direkte rival resultatmæssigt. Alt imens afskyer West Hams fans, at Tottenham rent faktisk mener at “høre til” i toppen af engelsk fodbold - næste sæson er altid sæsonen hvor Tottenham reclaimer deres retmæssige plads i det fornemmeste selskab - konstant viser store armbevægelser på transfermarkedet (ikke mindst når de i nyere tid har snuppet Michael Carrick og Jermain Defoe fra West Hams eget akademi),  og generelt mener at være en meget større klub end West Ham. Alt imens hævder Tottenhams fans at være ligeglade med deres lillebror ude østpå, hvad der dog ikke er noget der tyder på, når der er dømt London-derby og stemningen er på bristepunktet på Upton Park eller White Hart Lane, og begavede øgenavne som Wet Spam, Lillyshites og Wham flyver gennem luften. Særligt har sidste Premier League-kamp i 2005/06 sæsonen fremmet aggressionerne, da West Ham - uden noget at spille for - besejrede Spurs 2-1, og dermed fratog dem fjerdepladsen og Champions League-pladsen, som i stedet gik til Arsenal - naturligvis - hvis fans sagde tak ved at synge West Hams anthem I’m forever blowing bubbles til deres sidste kamp på Highbury.

Og helt grundlæggende giver en Spurs/West Ham rivalisering mening. Klubberne ligger tæt på hinanden geografisk (12-13 kilometer i bil mellem White Hart Lane og Boleyn Ground), de er begge arbejderklubber, de har begge en selvforståelse og tradition for at spille attraktiv fodbold, de havde begge stærke firms på hooliganscenen i 80′erne, begge sæt fans har en temmelig berettiget opfattelse af at deres hold er sovende giganter potentielt og kunne udrette så meget mere. For West Ham bliver hadet centreret om, at Tottenham har storhedsvanvid ift. deres reelle præstationer de sidste mange år - mens en stor del af hadet også unægtelig er centreret om at Spurs’ arrogance rent faktisk har en hvis berretigelse: De har vundet flere trofæer, har plads til tusinde mennesker mere på deres stadion, har i mange år haft en - lidt - mere pengestærk og investeringsvillig chairman og noget der minder om en vision i modsætning til rodebutikken i egne rækker osv.

For Tottenham bliver hadet centreret om at West Hams efterhånden temmelig åbenlyse konkurrenceevne er en smertefuld påmindelse om deres eget fall from grace, og den realitet at Tottenham for tiden - trods flere heroiske angreb på the big four - stadig bare er et af mange midterhold i engelsk fodbolds fornemmeste række. Derfor vil de selvfølgelig ikke indrømme - for manges vedkommende ensige erkende - at de også irriteres grænseløst af West Ham; at tænke sig at så ubetydelige opkomlinge tillader sig at sammenligne sig med the mighty spurs! I en eksplicit erkendelse af rivaliseringen ville, for Tottenham, simpelthen ligge en al for smertefuld selvindsigt om egen middelmådighed.

Begge holds trænere - Gianfranco Zola og Harry Redknapp - er da også ganske utvetydige i forhold til hvor alvorligt kampen - og Asia Trophy - skal tages før kampen. Zola formulerer det således: “Jeg håber virkelig at det bliver en rigtig kamp, og vi vil give os 100 procent. Det er hvad vi vil. Vi ved at hvis vi ønsker at være i perfekt form til sæsonstart, så vi er nødt til at spille rigtige kampe. Jeg håber formlen er rigtig til at gøre dette - og under alle omstændigheder vil vi tage det meget seriøst.”

Alt imens betoner Spurs-boss Redknapp at hans udvalgte er i Beijing for at vinde: ” Vi er meget glade for at være her, og glæder os. Det er en god turneringen. Vi er her for at vinde. Jeg deltog med Portsmouth i Hong Kong for et par år siden, og det var fantastisk for os. Vi slog Liverpool i finalen, det gav os selvtillid og vi kom rigtig godt fra start i Premier League. Forhåbentlig kan vi gøre det samme. Vi er her for at spille så godt vi kan, og vi vil gøre vores allerbedste for at snuppe trofæet.”

De to hold løber på banen om lidt under to timer. Det er kun en træningskamp i en plastikturnering. Resultatet betyder ikke noget. Der er ikke livsvigtige point på spil. Det vigtige er at pudse kampformen af og for guds skyld undgå skader. Men alligevel vil jeg forbandet gerne slå the lillyshites.

Fear and loathing in Bad Rakersburg

Efter en stort set internetløs uge i skoldhed, italiensk bjergidyl havde Eders ydmyge blogger håbet at vende bøffelmozzarella-kvabset hjem til overskrifter om indkøp af klassespillere, fejende flotte træningssejre og generel skidegod stemning. I stedet var der nærmest ikke sket en skid (udover kvabset-målsætningen, som lykkedes til fulde). Gudjohnson rygtes upålideligt til klubben for tredje år i træk, Mancini-overgangen ser ud til at falde igennem, vi har rapset en sikkert lovende, men meget ung angriber, Nouble, fra Chelsea, træningskampen mod Werder Bremen i Østrig blev aflyst på grund af regn, og de andre træningskamp endte 1-1 mod henholdsvis frygtindgydende SVL Flavia Solva (fra den tredjebedste østrigske række) og sidste års nummer seks i den tyrkiske liga, Bursaspor. I går eftermiddag afsluttedes træningsturen med et dødsygt 0-0 mod slovenske ND Mura 05.

Selvom resultaterne ikke har været imponerende, har der været en del posivt at tage med. Ikke mindst fordi resultaterne af denne type træningskampe grundlæggende er totalt ligegyldige. Til gengæld har mange af de unge spillere fået masser af spilletid - og endnu mere opløftende; Danny Gabiddon har gjort comeback efter næsten to år ude med diverse skader, Kieron Dyer scorede sit første mål for West Ham mod Bursaspor, og ser rent faktisk ud til at være i færd med at lægge skadeshelvedet bag sig (7-9-13 - mens dette skrives rammer nemesis nok i form af en ondartet hæmoride i Kierons tarmflora, som holder ham ude i 18 måneder), og sidst men ikke mindst har manden med nosser så store som Rundetårn - Scotty Parker - fået en del spilletid efter store skadesproblemer ødelagde slutningen af sidste sæson. Nåja - og så ser det ud som om Julien Faubert har tabt sig og fået lyst til at spille fodbold igen! Til gengæld har Dean Ashton end ikke været med på Østrigs-turen, hvilket kaster yderligere benzin på rygtebålet, som sender ham ud af Zolas planer og til Stoke.

Snart går turen mod Kina, hvor vores venner og naboer fra Tottingham Hotspurs Cricket Club venter onsdag i en “semi-finale” i den kinesiske træningsturnering Barclays Asia Cup. Til den heldig vinder venter en prestigefyldt finaleplads mod enten storklubben Beijing Guoan eller giganten Hull City. Herefter følger en sidste testkamp 8. august hjemme på the Boleyn Ground, hvor Zolas gamle klub Napoli kigger forbi til det, som de seneste år har heddet Bobby Moore Cup, hvor en del af (hvis ikke hele?) overskuddet går til Bobby Moore cancer-fonden.

“And in fact it went in off Brooking I think!?”

Og nu vi er ved legenderne, så er ugens måske mest glædelige nyhed, at Sir Trevor Brooking - West Hams måske største spiller de sidste 30-40 år - får opkaldt en tribune efter sig hjemmebanen. Dette sker netop i forbindelse med kampen mod Napoli. Brooking, som fylder 61 til oktober, spillede hele sin karriere for West Ham, og fik mellem 1967 og sit karrierestop i 1984 skrabet 635 førsteholdskampe sammen, og lavede i den periode 103 mål.

Brooking var en klassisk spilfordelende offensiv midtbane, og rundt omkring i østlondon bliver øjnene svømmende, lykkelige og intense, når talen falder på dengang Sir Trev ærede det hellige græs på the Boleyn Ground med sine præcise afleveringer og frække driblinger. Åbenbart mistede Brooking ALDRIG bolden, og han slap den ellers ALTID først efter at have afdriblet en 4-5 modstandere. Ironisk nok scorede Brooking alligevel karrierens måske vigtigste mål med hovedet, da han nærmest siddende på røven fik sat panden på Stuart Pearsons hårde afslutning/indlæg i FA-cup finalen mod Arsenal i 1980 (Brooking var også med til at vinde Cupen i 1975). Undertegnede havde for et par år siden, på en shawarmabar på Nørrebrogade, fornøjelsen af at møde en stadig traumatiseret Arsenal-tilhænger, som havde overværet kampen på Wembley. Heldigvis var vi begge al for berusede til for alvor at blive uvenner. Finalesejren mod Arsenal var i øvrigt sidste gang West Ham vandt et betydeligt trofæ - og forresten også sidste gang et hold fra den næstbedste engelske række har vundet verdens mest prestigefyldte nationale cupturnering.

For at vende tilbage til Brooking, så blev hans enorme popularitet selvfølgelig ikke mindre af, at han overhovedet tog turen ned i den næstbedste række i første omgang. Da West Ham rykkede ned i 1978 ringede han til landstræner Ron Greenwood, og da denne (tidligere legendariske West Ham træner) lovede at hans landsholdsfremtid ikke blev dårligere stillet af et år i 2. division blev Sir Trev hængende indtil oprykningen i 1980 og beyond. Han nåede 47 landskampe for England og lavede fem kasser.

Sidenhen har Brooking blandt andet arbejdet på tv, og været caretaker manager for West Ham i flere omgange med stor succes (men han ønskede dog aldrig at påtage sig rollen på fuld tid). De seneste år har han været tilknyttet FA, og har flere gange været en åbenmundet kritiker af den manglende satsning på britiske talenter i engelsk fodbold.

Ak, ja. De laver dem ganske enkelt ikke som Clever Trevor mere, hvad tydeligt fremgår af dette youtubeklip.

Og så er det vist bare tilbage at ønske rigtig god weekend.

Det er godt halvanden måned siden Premier League sæsonen sluttede. Siden da har lørdagene været tomme. Meget tomme. De depressive tendenser og det generelle sortsyn er så småt ved for alvor at manifestere sig i undertegnedes sind. Vreden, frustrationen og den momentvise kampgråd med hovedet begravet i hovedpuden.  Men snart dages det brødre, det lysner i øst (eller i dette konkrete tilfælde faktisk i vest): Dennne dag, søndag d. 12. juli, byder på sæsonens første pre-season kamp (den starter faktisk om få minutter i skrivende stund). De feriebrune millionærben skal igen ud og gøre det de er bedst til, lykkehalstørklæder skal igen placeres om blegfede mandehalse, tusindevis af frustrerede koner ånder kollektivt lettet op ved tanken om at den sure idiot på sofaen igen kan få sit fodboldfix og som en direkte konsekvens heraf: En mere gemytlig natur. Det er egentlig lige til: Der skal spilles fodbold igen, og knuden om hjertet kan begynde at løsnes. Ret beset er dagens kamp ligegyldig. Det bliver næppe førsteholdet der kommer på banen mod Grays Athletic på New Recreation Ground, resultatet vil være glemt inden dagen er omme, men det er et entydigt signal om at vi bevæger os mod bedre tider. Rygter vil vide at næste lørdag kan byde på tv-kamp mod Werder Bremen, og til den tid er der under en måned til det virkelig går løs; 15. august mod Wolves.

Så roll on Grays. Ifølge den 119 år gamle non-league klub stiller West Ham faktisk med sit stærkeste hold, men de skal selvfølgelig også lange nogle billetter over disken i dagens andledning. Mere sandsynligt er det, at spillere som Kieron Dyer, Danny Gabiddon, Julien Faubert, Savio og Jack Collison får spilletid, da ingen af for alvor fik spilletid i slutningen af sidste sæson. Ligeledes kunne det være smukt at se Dean Ashton tilbage, men han er foreløbig forsvundet fra jordens overflade, og der kommer overraskende få meldinger om hans helbredstilstand. Ligeledes hævder den officielle hjemmeside at jernmanden Herita Ilunga skulle være klar til kamp efter nærmest at have spillet samtlige minutter sidste år. Forhåbentlig bliver dagens kamp en god gang træning uden nogen form for skadesproblemer. Og sevlfølgelig helst med en komfortabel sejr i sidste ende.

Gensyn med Moncs

Ellers er den største kuriøsitet i forbindelse med dagens kamp nok at Grays nyligt har ansat ex-hammeren John Moncur som formand. Moncur var en hårdttacklende og ret beset bindegal midtbanespiller for West Ham i en længere periode, med afslutning ved nedrykningen i 2003. Manden var legendarisk for sine indskiftninger, som næsten altid resulterede i et gult kort, samt for engang under sin opvarmning på sidelinjen at have forfulgt en kvindelig linjevogter for at lave kneppebevægelser bag hende. Paolo Di Canio har desuden fremhævet Moncur som den mest tossede spiller han har spillet med (en kompliment fra en tosse til en anden); og blandt andet fortalt om en episode hvor Moncs kom splitterragende nøgen til træning i meget koldt vejr og prompte kastede sit nøgne korpus i en stor mudderpøl. Moncs er born again christian og har lagt det alkoholproblem på hylden, som nok ret beset gjorde at han ikke fik nok ud af sit uomtvistelige fodboldtalent (han mestrede både Cruyff-finter og milimeterpræcise afleveringer over en banelængde når humøret var til det). I et gammelt interview med the Guardian formulerede Moncs selv sin religiøsitet således:“Jeg går ud fra folk vil sige, at jeg er den mest usandsynlige kristne på grund af alle de røde kort. Men bare fordi man er kristen betyder det ikke at man ikke kan tackle, lave practical jokes og tage en drink i ny og næ.”

Og det kan så få lov til at være det opbyggelige budskab på denne højhellige søndag…