Arkiv for kategorien ‘John Moncur’

And so it begins: Grays Athletic Vs. West Ham United

søndag, juli 12th, 2009

Det er godt halvanden måned siden Premier League sæsonen sluttede. Siden da har lørdagene været tomme. Meget tomme. De depressive tendenser og det generelle sortsyn er så småt ved for alvor at manifestere sig i undertegnedes sind. Vreden, frustrationen og den momentvise kampgråd med hovedet begravet i hovedpuden.  Men snart dages det brødre, det lysner i øst (eller i dette konkrete tilfælde faktisk i vest): Dennne dag, søndag d. 12. juli, byder på sæsonens første pre-season kamp (den starter faktisk om få minutter i skrivende stund). De feriebrune millionærben skal igen ud og gøre det de er bedst til, lykkehalstørklæder skal igen placeres om blegfede mandehalse, tusindevis af frustrerede koner ånder kollektivt lettet op ved tanken om at den sure idiot på sofaen igen kan få sit fodboldfix og som en direkte konsekvens heraf: En mere gemytlig natur. Det er egentlig lige til: Der skal spilles fodbold igen, og knuden om hjertet kan begynde at løsnes. Ret beset er dagens kamp ligegyldig. Det bliver næppe førsteholdet der kommer på banen mod Grays Athletic på New Recreation Ground, resultatet vil være glemt inden dagen er omme, men det er et entydigt signal om at vi bevæger os mod bedre tider. Rygter vil vide at næste lørdag kan byde på tv-kamp mod Werder Bremen, og til den tid er der under en måned til det virkelig går løs; 15. august mod Wolves.

Så roll on Grays. Ifølge den 119 år gamle non-league klub stiller West Ham faktisk med sit stærkeste hold, men de skal selvfølgelig også lange nogle billetter over disken i dagens andledning. Mere sandsynligt er det, at spillere som Kieron Dyer, Danny Gabiddon, Julien Faubert, Savio og Jack Collison får spilletid, da ingen af for alvor fik spilletid i slutningen af sidste sæson. Ligeledes kunne det være smukt at se Dean Ashton tilbage, men han er foreløbig forsvundet fra jordens overflade, og der kommer overraskende få meldinger om hans helbredstilstand. Ligeledes hævder den officielle hjemmeside at jernmanden Herita Ilunga skulle være klar til kamp efter nærmest at have spillet samtlige minutter sidste år. Forhåbentlig bliver dagens kamp en god gang træning uden nogen form for skadesproblemer. Og sevlfølgelig helst med en komfortabel sejr i sidste ende.

Gensyn med Moncs

Ellers er den største kuriøsitet i forbindelse med dagens kamp nok at Grays nyligt har ansat ex-hammeren John Moncur som formand. Moncur var en hårdttacklende og ret beset bindegal midtbanespiller for West Ham i en længere periode, med afslutning ved nedrykningen i 2003. Manden var legendarisk for sine indskiftninger, som næsten altid resulterede i et gult kort, samt for engang under sin opvarmning på sidelinjen at have forfulgt en kvindelig linjevogter for at lave kneppebevægelser bag hende. Paolo Di Canio har desuden fremhævet Moncur som den mest tossede spiller han har spillet med (en kompliment fra en tosse til en anden); og blandt andet fortalt om en episode hvor Moncs kom splitterragende nøgen til træning i meget koldt vejr og prompte kastede sit nøgne korpus i en stor mudderpøl. Moncs er born again christian og har lagt det alkoholproblem på hylden, som nok ret beset gjorde at han ikke fik nok ud af sit uomtvistelige fodboldtalent (han mestrede både Cruyff-finter og milimeterpræcise afleveringer over en banelængde når humøret var til det). I et gammelt interview med the Guardian formulerede Moncs selv sin religiøsitet således:“Jeg går ud fra folk vil sige, at jeg er den mest usandsynlige kristne på grund af alle de røde kort. Men bare fordi man er kristen betyder det ikke at man ikke kan tackle, lave practical jokes og tage en drink i ny og næ.”

Og det kan så få lov til at være det opbyggelige budskab på denne højhellige søndag…