Syg og munter

Fodboldåret 2010 på Boleyn Ground blev sparket i gang i går med et ærefuldt cup-nederlag mod Arsenal. I det følgende vil Eders undertegnede og altid hengivne blogger søge at kigge tilbage på halvsæsonen der gik, og den der venter fremme i West Ham United FC.

Del I: Ejerskabet: We had the greatest expectations…

Da jeg i sommers forsøgte at forudsige årets gang i den bedste engelske fodboldrække, skød jeg optimistisk West Ham til en midterplacering. Holdet så ud til at gå forstærket ud af transfervinduet, og der blev sendt positive vibrationer om kontrol på de indre linjer i klubben. Midterplaceringen kan stadig ske. Det er faktisk ikke decideret urealistisk. Ikke desto mindre har West Hams sæson foreløbig været under middel. Ganske betragteligt endda.

Dette skyldes naturligvis mange ting. Ikke mindst skyldes det dog at den administrative del af klubben lader til fortsat at være et kaos, trods CEO Scott Duxburys forsikringer om det modsatte under en større charmeoffensiv i sommers. Her lovede Duxburys blandt andet, at tre klassespillere ville blive tilføjet West Ham-truppen. Jimenez og Diamanti kan til nød være de to. Den tredje dukkede aldrig op. Han kan vel ikke have ment det permanente køb af Kovac eller investeringen i den - indrømmet talentfulde - meget unge Daprela? I stedet solgte man James Collins som var en integreret del af holdets bedste forsvarskombination, lod Lucas Neill rejse på en fri transfer uden at hente en erstatning (det var så halvdelen af det bedste forsvar), og sendte den tidligere - af blandt andre Duxbury - højt besungne, formodede rekordsigning Savio Nsereko tilbage til Italien efter blot 9 kampe for klubben i bytte med en umiddelbart middelmådig portugisisk centerforsvarer, Manuel Da Costa. Så meget for et andet af Duxburys løfter: At klubben kun ville sælge spillere, hvis der fandtes fuldgode erstatninger. Hvis ikke formuleringen ligefrem var “bedre” erstatninger. Det tror jeg faktisk den var. Jesus Christ, Dux, der tog du alligvel røven på mig.

Ansvaret er naturligvis ikke Duxburys alene. Der er faktisk al mulig grund til at tro, at han arbejder så godt han kan under de rammer som udstikkes af klubbens ejere, Claret and Blue Holding, der er et konsortium af de tidligere, konkursramte islandske ejeres kreditorer. Duxbury har på intet tidspunkt lagt skjul på at klubben er dybt forgældet, og at banken lægger pres på for at generere midler gennem blandt andet spillersalg. Ejerne hævder til gengæld at de ønsker at klubben skal stabiliseres i Premier League med henblik på et salg når verdensøkonomien ser bedre ud, og at klubben må bruge alle penge fra spillersalg på indkøb. Who to believe?

I øjeblikket spekuleres der heldigvis i, at tre forskellige parter forsøger at overtage West Ham. Det drejer sig om:

- Tony Fernandes: Malaysisk forretningsmand der blev kæmpe West Ham fan under et ungdommeligt uddannelsesophold i London i 1970′erne. Fernandes har opbygget en betragtelig formue - han anslås personligt at være god for $ 300 millioner - gennem opbygningen af flyselskabet AirAsia, som under Fernandes’ ledelse er gået fra en status som gigantisk underskudsforretning til Asiens største luftfartsselskab. Fernandes er på det seneste flere gange spottet på stadion, og har udsendt flere kryptiske beskeder på twitter om ejerskabssituationen i West Ham.

- David Gold og David Sullivan: Deherrer solgte sidste år Birmingham City FC til rigmanden Carson Yeung. Førstnævnte er kæmpe West Ham fan, opvokset nær ved stadion og spillede som ungdomsspiller i klubben. De to David’er har sikret sig stor personlig velstand sammen, gennem blandt andet produktion af frækt undertøj, porno og sportsaviser, inden de sammen købte Birmingham City på konkursens rand. Under deres lederskab blev klubben etableret som elevatorhold mellem de to bedste rækker. Det sidste års tid i klubben var forholdet til fansene mildest talt anstrengt. De mente ikke at Gold og Sullivan investerede nok penge i spillertruppen. Gold og Sullivan mente ikke at fansene værdsatte det nye, højere, stabile niveau de havde foranstaltet i fodboldklubben.

- Intermarket Group: En absolut dark horse i kampen om West Ham. Der findes praktisk talt ingen information om dette konsortium. Det menes dog at dreje sig om en større gruppe mennesker med kærlighed til West Ham. Der formodes at være temmelig mange penge bag gruppen. Det hævdes forskellige steder, at gruppen indeholder alle fra tidligere ejer Terrence Brown over det islandske ansigt udadtil i den foregående overtagelse, Eggert Magnusson, til Tony Fernandes og Tony Cottee.

Tony Fernandes er umiddelbart det foretrukne valg for mange. Manden elsker West Ham og er en dygtig forretningsmand. De fleste fans ønsker ikke voldsomme kapitalindsprøjtninger til køb af stjernespillere. De ønsker at klubben kan blive drevet stabilt og langsomt udvikle sig mod bedre tider gennem talentarbejde, en fornuftig forretning og et solidt trænerteam.

Gold og Sullivan har den force, at de har erfaring med at drive en fodboldklub. Samtidig har de også den negative side, at de umiddelbart ikke har særlig store ambitioner med dette projekt. Spørg bare Birminghams fans. Foreløbig har de brugt pressen flittigt i et forsøg på at skabe pres på de nuværende ejere. Muligvis med henblik på at overtage 50 af aktierne i klubben og kontrollen over den daglige ledelse for et beløb i omegnen af £ 50-60 millioner.

Intermarket Group? Ja - det kan man jo selv forestille sig med sine vildeste fantasier og værste mareridt. De må meget gerne melde lidt mere ud om hvem de er, hvad de vil og hvorfor?

Nærmest ligegyldig hvad er det det svært at forestille sig værre ejere end de nuværende, som lader til langsomt men sikkert at være ved at dræbe West Ham United.

Del II: Spillertruppen: Hvor mange skader skal der til at sikre en nedrykning?

Allerede i det tidligere nævnte forsøg på at forudsige West Hams sæson profeterede jeg at truppen var smal men god. Det er den stadig. Desværre har skaderne igen i år hobet sig op, med stor skadelig virkning for holdet.

Carlton Cole, Scott Parker, Mark Noble, Jack Collison, Matthew Upson, Danny Gabbidon, Herita Ilunga, Valon Behrami, Zavon Hines, Kieron Dyer, Calum Davenport og Luis Boa Morte har alle været ude i større eller mindre dele af sæsonen. For alles vedkommende i stræk på flere uger eller måneder. Nogle har slet ikke været kampklar på noget tidspunkt. Dean Ashton har helt lagt støvlerne på hylden. Den slags vil være svært at kapere for de fleste hold. For West Ham er tabet af nøglespillere som Cole, Upson, Parker og Behrami altid ekstremt mærkbart. Særligt hvis flere af disse er ude samtidig, hvad der desværre alt for ofte har været tilfældet.

Ydermere må beslutningen om ikke at forlænge kontrakten med Lucas Neill retrospektivt siges at have været dyr. Det virker i hvert fald som en plausibel forklaring at det voldsomme dyk i forsvarets stabilitet er forårsaget af den australske anfører og forsvarsgenerals fravær. Det har ved gud ikke været bedre at man ikke hentede en erstatning for Neill, men i stedet har forsøgt sig med Faubert og Spector uden synderligt held.

Det er svært at argumentere for, at skaderne ikke har spillet en nøglerolle i West Hams spillemæssige nedtur i år. Men samtidig må spillere som Upson, Ilunga og Green også kigge sig i spejlet og acceptere at de ikke har levet op til sidste års niveau. Alt imens har nye folk som Diamanti og Jimenez været ustabile. Begge bærer præg af at være humørspillere af rang. Førstnævnte har foreløbig vist betragtelig mere positivt end sidstenævnte, som til gengæld har været en massiv skuffelse. Spillere som Faubert og Kovac har prøvet forebilledligt med meget skiftende held. Det er nok desværre, hvad deres evner rækker til. Det samme er umiddelbart det foreløbige indtryk af Manuel Da Costa. Mark Noble har skiftet mellem alt fra fremragende til elendig. Den knægt skal snart hæve sit bundniveau og ramme en skadesfri stime.

Sæsonens altoverskyggende lyspunkt har været Scott Parker. Han har leveret fremragende defensive indsatser krydret med stadig flere lovende offensive manøvrer. Han har heldigvis ikke haft seriøst lange skadespauser, og virker til at være holdets reelle anfører på banen, selvom anførerbindet sidder på Matthew Upson. Man tager let sig selv i at frygte, at Parker spiller for et skifte til en bedre klub i januar. Carlton Cole fortjener i høj grad også at blive nævnt for et helt og aldeles fremragende sæsonstart, som desværre blev smadret af den skade, som har holdt ham ude i noget der minder om månedsvis. Valon Behrami er først for alvor nu tilbage efter skader der ødelagde sidste halvdel af sidste sæson, og lader til at finde sit gamle uhyggelige niveau med masser af fight og fint pasningsspil. Panik-signingen Guillermo Franco har været et friskt, hårdtarbejdende og teknisk begavet bekendtskab på toppen i Coles fravær.

Også unge Zavon Hines viste mange gode ting, inden en knæskade satte en stopper for hans sæson, alt imens andre unge folk som Collison, Tomkins og Stanislas har vist gode mange gode momenter men generelt meget svingende spil. Det må man forvente og acceptere når man satser på udvikling af unge spillere, men i det lys bliver flere af de etablerede spilleres svigt så meget desto værre. Derudover lader Frank Nouble og Fabio Daprela at bejle til mere spilletid efter fine indsatser i gårsdagens kamp mod Arsenal. Tony Carrs akademi svigter heldigvis ikke.

Alt i alt har spillet på banen overordnet set ikke været prangende, og når det periodevis har, så har resultaterne ikke afspejlet det. Holdet har brillieret ved at smide et hav af føringer, og har ved gentagne lejligheder ikke formået at vende talmæssigt eller spillemæssigt overtag til resultater. At smide 2-0 ude mod Hull til en 3-2 føring til hjemmeholdet på en halv time er symptomatisk for sæsonen. Det samme er det, at smide en 2-0 føring ude mod Sunderland, der spiller store dele af kampen med 10 mand. At tabe 2-1 hjemme til Everton i en kamp man dominerede totalt lige så. Man kunne blive ved ganske længe. Desværre.

Del III: Træneren: Den nydelige lille mand

Gianfranco Zola er altså en virkelig tiltalende mand. Han forsøger altid at være positiv. Han prøver at begrænse de dårlige undskyldninger når tingene ikke kører. Frem for alt insisterer han på, at vedblive med at spille fin fodbold trods resultatmæssige nedture.

Den lille italiener kunne ellers hurtigt finde mange undskyldninger for den foreløbige lortesæson. Ejerne sælger hans bedste spillere uden at erstatte dem, uvisheden om klubbens fremtid gør spillerne ufokuserede, skaderne hagler ned over holdet, pressen er for kritisk, fansene ser tykke ud i deres stramme jeans, dommerne har afgørende indflydelse på resultaterne osv. Men det gør Zola generelt ikke. Han snakker om at finde løsninger, om glæden ved den daglige talentudvikling, og om at spillerne kæmper godt. Jeg håber den ondenlynemig, at han nogle gange siger nogle lidt mindre tv-venlige ting i omklædningsrummet, når de priviligerede fodboldmillionærer leverer det argeste lort, men generelt set kan jeg godt lide hans tilgang. Spillerne lader til, at synes godt om ham, respektere hans person og faglighed, og de unge sprudler ofte i hans system og under hans filosofi.

Ikke desto mindre skal resultaterne forbedres i anden halvdel af sæsonen. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt med Bolton-fodbold og manipulation med pressen og dommerne. Det har jeg nemlig svært ved at tro at Zola kan finde ud af.

Del IV: Konklusion: 1X2?

West Ham står over for et par meget afgørende måneder i klubbens historie. Hvis de nuværende ejere fortsætter deres ophørsudsalg, så bliver resten af sæsonen en meget svær kamp for overlevelse. Hvis der derimod kommer nye ejere hurtigt, og holdet kan styrkes i januar, så kan alle - inklusiv Gianfranco Zola - ånde lidt lettere. At tænke sig: En situation hvor ledelse, træner-team, spillere og fans trækker i samme retning ud fra en gennemskuelig vision og en sund økonomi? Man har vel lov at drømme.

Der er ingen tvivl om at West Hams trup har et fint potentiale, og at den ikke hører til blandt de tre dårligste i Premier League. Det kræver “bare” at Green, Upson, Ilunga, Behrami, Parker, Collison og Cole kommer til at spille broderparten af de resterende kampe. Om det så bliver Tomkins eller Da Costa, Diamanti eller Franco, Spector eller Faubert der fylder de sidste huller er egentlig ikke så vigtigt. Det hold skal nok klare sig. Hvis skadeshelvedet derimod fortsætter, så kan de mørke skyer trække sig tættere sammen over øst-London. Kovac som kreatør og Da Costa på toppen? Gys! Hvis den økonomiske situation er så slem, som det hævdes flere steder, så vil en nedrykningen kunne få uoprettelige konsekvenser i størrelsesordenen Leeds United eller værre.

År 2012: Gianfranco Zola og West Ham i Euro League? Gary Megson på trænerbænken på Upton Park i League One? Anyone? Vi er markant klogere når transfervinduet klapper i.

Oh, East London is wonderful…

De seneste uger her på bloggen har stået i Premier League-gennemgangens tegn. Det har været ganske muntert, og det har været interessant for eders ydmyge skribent at fordybe sig lidt i de såvel de store stjernefunklende, som i de mere støvede dele af ligaen.

Nu skal vi imidlertidig have svesken på disken, som man vist siger i de mere kulørte dele af  underholdningsindustrien; ja - vi skal naturligvis igen tale om West Ham United Football Club anno 1895.

Et løjerligt vindue

Siden sidst er der sket mangt og meget på the Boleyn Ground, og man ved snart ikke hvor man skal begynde. Transfervinduet er smækket, og som så ofte før står man tilbage med en lidt flad fornemmelse. Det er selvfølgelig aldeles fremragende at manden som brækkede kæben i sæsonpremieren og ønskede at spille videre, Herita “Klunker så tunge som IC3-tog” Ilunga, er blevet tilknyttet på en fast kontrakt. Ligeledes virker det spændende at låne Luis Jimenez i Inter, ligesom indkøbet af talenterne Fabio Daprela og Peter Kurucz er fint i tråd med klubbens visioner.

At stortalentet Savio som blev hentet i januar med store ord, fanfarer og megahype allerede er sendt retur til Italien er mindre fremragende. Ikke mindst fordi man sidder med et indtryk af at tysk-uganderen meget vel kan finde på at gå hen at blive en modbydeligt god spiller for Fiorentina, og så står man jo der og ligner en idiot til den tid. Til gengæld fik vi Manuel Da Costa i bytte. Han skulle eftersigende have været et meget stort forsvarstalent engang. Om det så er godt eller skidt må vi lade komme an på en prøve. Forhåbentlig kan Zola sparke liv i hans karriere igen. Radoslav ‘Ladies man’ Kovac er også blevet tilknyttet på en permanent kontrakt, hvilket virker en lille smule underligt, idet førsteprioriteten i dette vindue burde være at styrke angrebet betragteligt - hvilket den vel også ganske eksplicit var. I stedet hentede man altså en - indrømmet - udemærket, men temmelig gammel, tjekkisk, defensiv midtbanespiller. West Hams ledelse holder aldrig op med at forbløffe. I de mindste hylder de kvindelig fans beslutningen…

Angrebet blev til gengæld ikke overrendt af nyindkøb. Trods massive rygter om en mængde interessante spilleres snarlige ankomst - blandt andet Luca Toni, Eidur Gudjonson, Marouane Chamakh, Benjani osv - er Carlton Cole er stadig den eneste rigtige striker i truppen. Nu går der rygter om at den 33-årige mexicanske angriber Gulliermo Franco skulle være så godt som tilknyttet på en fri transfer. En investering ala sidste sæsons temmelig kiksede paniksigning af Diego Tristan. Tristan endte dog med i sidste ende at redde en række point til klubben. Hvis Franco kan gøre det samme er alle nogenlunde tilfredse, omend jeg ikke personligt holder vejret i spænding…

Sikkert er det til gengæld at  klubben hentede Alessandro Diamanti i Livorno. Han lavede 18 kasser for italierne og hjalp dem til oprykning i sidste sæson. Han lader ligeledes til at være en teknisk rigtig god spiller, omend mere en hængende angriber end en egentlig target man. Til gengæld lader han også til at have en personlighed der giver mindelser om vores sidste kugleskøre italiener, Paolo Di Canio (Di Michele var ikke engang rigtig skør - han var bare dårlig). Hvis Diamanti kan give halvt så mange gode øjeblikke som Di Canio er han garanteret kultstatus. Hvis han så samtidig kan nøjes med at give halvt så mange dårlige, så nærmer han sig allerede legendestatus.

I sin debut i weekenden kom han ind fra bænken, og havde blandt andet et frækt og veludført skudforsøg fra en meget spids vinkel langt fra mål, som ramte stolpen. Næste gang bliver det forhåbentlig en kasse, og så er Diamanti igang. Eller også bliver han den nye Marco Boogers (som i midt90′erne blev købt ret dyrt i hollandsk fodbold som den store angrebsstjerne. Han blev udvist i sin anden indskiftning for klubben kort efter han var kommet på banen på Old Trafford  og tog dernæst hjem til en tiltrængt omgang psykologhjælp i Holland). Det er det fascinerende, spændende og dybt, dybt forbandede ved denne type indkøb; man har ingen anelse, om man har købt Flemming Poulsen eller Flemming Krøl. Interessant bliver det i hvert fald…På transferdeadlinedag solgte klubben så den populære og kompetente centerforsvarer James Collins til Aston Villa for £ 5 millioner. Penge som logisk set skulle have været øremærket købet af den angriber som aldrig kom. Oven i købet har Collins udtalt at han slet ikke ville væk i første omgang. Ærgeligt, simpelthen.

En fuld islænding i en slikbutik…

Klubbens manglende evne til at hente det vigtige supplement til angrebsstyrken blev delvist forklaret allerede da Diamanti blev købt. Finansiering af italieneren var sket gennem en række fremskudte udbetalinger af sponsorpenge, og denne lidt aparte praksis blev yderligere logisk, da klubben langt om længe offentliggjorde sit regnskab for sidste kalenderår; £ 37 millioner løde underskuddet på, og så tror da pokker at der ikke er råd til spillere.

Det astronomiske underskud bliver endnu mere tragisk af at spillere som Anton Ferdinand, George Mccartney, Matthew Etherington, John Pantsil, Bobby Zamora, Craig Bellamy og senest Savio og Collins er blevet solgt umiddelbart uden at særlig mange af pengene fra disse handler er blevet investeret i spillertruppen. Ligeledes er Freddie Ljunberg blevet købt ud af sin kontrakt, ligesom holdets anfører Lucas Neill samt op mod ti andre spillere forlod klubben på frie transfer i sommers. Størstedelen af disse penge lader til at være forsvundet i gældens dybe hul, som John Mogensen vist sang om engang inden verden gik af lave. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om at Mogensen må have været hammer, men det skal vi ikke snakke om nu…

Hvis man skal forsøge at se hele miseren fra en positiv vinkel, så fortalte CEO Scott Duxbury allerede under sin charmeoffensiv tidligere på sommeren at regnskaberne ville være en katastrofe. De islandske ejeres voldsomme investeringer i klubben for lånte penge og efterfølgende konkurs har haft West Ham på kanten af administration det seneste års tid, og at holdet har overlevet denne trussel, og oven i købet spillet fin fodbold og holdt fast på en stamme af kvalitetsspillere er posititvt. Oven i købet hævdede Duxbury, at økonomien nu er under kontrol, og at klubben løber rundt økonomisk.  Men nu er der snart heller ikke flere spillere at sælge af, og truppen ser tynd ud på flere pladser.

Januartransfervinduet imødses med spænding herfra. Til den tid er Matthew Upsons kontrakt halvandet år lang, og der er intet der tyder på at West Ham i sin nuværende økonomiske situation kan lokke landsholdsspilleren til at forlænge. Man frygter i sit stille sind at Da Costa er hentet ind som supplement til Tomkins og Gabbidon, og at centerforsvarsmulighedern til februar udgøres af disse spillere. Og at klubben med andre ord vil vedblive at sælge sine bedste spillere og forsøge at erstatte dem med mere eller mindre obskure udenlandske lejesvende og egne talenter som siden sælges når de endelig bliver stabile og gode.

Ikke også du, Calum…

En anden spiller som klubben helt sikkert har forsøgt at sælge er centerforsvareren Calum Davenport. Han blev signet da de lånte, islandske penge sad løst, og er siden faldet i unåde hos Zola. Altså ville det frigøre en pæn pose penge at komme af med Davenport, som egentlig har spillet udemærket når han har fået chancen. Når han er i form er undertegnede overbevist om, at han ville kunne styrke de fleste hold i den nederste halvdel af tabellen. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Davenport formåede nemlig at blive hovedperson i et af de seneste kapitler i den endeløse sæbeopera af absurde hændelser som har præget West Ham de seneste 4-5 år.

Tidligt om morgen d. 22 august blev han således knivstukket i begge ben foran sit hjem, i en episode hvor også hans mor blev stukket ned. Davenport var stærkt medtaget, mistede halvdelen af sit blod, og i starten snakkede man seriøst om at han måske ville miste sine ben. Selvom han siden er kommet sig meget, vides det endnu ikke om han nogensinde kommer til at spille fodbold igen. Gerningsmanden var øjensynligt ingen ringere end Calums søsters kæreste, som åbenbart har seriøse problemer med sit temperament. Søsteren skulle i øvrigt have holdt åbenlyst med kæresten til de første retsmøder i sagen. Fine familieforhold må man sige…

I samme boldgade har der desuden gået rygter om, at Dean Ashtons fodboldkarriere skulle lakke mod enden. Blot 26-årige Ashton er gået fra skade til skade de senere år. Dog har han indimellem nået at spille nok sammenhængende kampe til også at få nye forbedrede langtidskontrakter, og følgelig blive en tung post på lønbudgettet. Nu spekuleres der altså i at karrieren helt er slut for West Hams nummer 9, som i sommers ellers var tæt på et skifte til Stoke. Til gengæld er den fortvivlende ringe Nigel Quashie stærkt tilbage på reserveholdet, hvor han også hæver islændinge-løn uden nogensinde at nærme sig startopstillingen. Forhåbentlig et championshiphold på et tidspunkt kan gøre en ende på hans lidelser.

Sæsonstart fra bunden af tønden…

Kedeligt er det aldrig i West Ham. Det skulle da lige være på banen, hvor de seneste tre ligakampe har budt på massive skuffelser. Først et nederlag til Sp*rs, som ellers var godt og grundigt på hælene efter Carlton Cole havde lavet et vanvittigt godt mål lige efter pausen. Fem minutter efter valgte selvsamme Cole imidlertid at lave en af de dårligste afleveringer jeg nogensinde har set, og fuldstændig upresset omkring midtbanen, spille Jermain Defoe fuldstændig fri i West Hams straffesparksfelt. 1-1. Sp*rs overtog momentum og vandt 2-1 på et mål, hvor Jonathan Spector med al ønskelig tydelighed viste at der mangler backup på venstrebacken når Ilunga ikke er med.

Siden fulgte en røvsyg 0-0 mod Blackburn som ellers havde fået en rædsom sæsonstart, og i sidste weekend et skuffende 1-0 nederlag til Wigan i en kamp hvor West Ham havde chancerne til at få mindst et point. Skuffende. Ikke mindst at spillet har haltet seriøst efter en alt i alt god indsats mod Sp*rs.

Og så snakker vi slet ikke om carling cup kampen mod Millwall, som endte i tilskueruroligheder og pitch invasions som fik den rødmossede del af den engelske presse helt op i det Thatcherske felt af raseri over fodboldbøllernes adfærd. Helten som desværre helt blev glemt i den sammenhæng var unge Jack Collison, som hørte på smædesange om sin netop afdøde far i 120 minutter fra udebanefansene blot to døgn efter faderens død i en motorcykelulykke, inden han grædende og til udbredt hyldest fra sine egne fans forlod banen med Steve Clarkes alfaderlige arm om skulderen efter kampen var vundet i forlænget spilletid. Simpelthen stærkt.

Af andre positive historier kan det nævnes at de sidste års store flop, Julien Faubert er blevet en habil højreback, som blev kåret til månedens spiller i august i klubben. Derudover startede Danny Gabbidon sin første ligakamp i 21 måneder mod Wigan, hvilket er godt for klubben, men mest af alt for manden der er gået så gruelig meget igennem. Ligeledes er det positivt at Green har bemægtiget sig målet på landsholdet (i hvert fald i James’ fravær), og at såvel Upson og Cole lader til at være faste dele af Capellos trup.

På lørdag venter  en hjemmekamp mod Liverpool. Et hold vi stort set aldrig slår (omend man stadig med glæde kan mindes Nobles straffe til 1-0 på hjemmebane i tillægstiden for et par år siden), og som allerede har kniven på struben i kampen om point i toppen. Med et sandsynligt nederlag der begynder vi allerede at nærme os nedrykningsform og generel depression. Efteråret kommer måske tidligt i år, men skide værd med det og come on you irons!