Syg og munter

Fodboldåret 2010 på Boleyn Ground blev sparket i gang i går med et ærefuldt cup-nederlag mod Arsenal. I det følgende vil Eders undertegnede og altid hengivne blogger søge at kigge tilbage på halvsæsonen der gik, og den der venter fremme i West Ham United FC.

Del I: Ejerskabet: We had the greatest expectations…

Da jeg i sommers forsøgte at forudsige årets gang i den bedste engelske fodboldrække, skød jeg optimistisk West Ham til en midterplacering. Holdet så ud til at gå forstærket ud af transfervinduet, og der blev sendt positive vibrationer om kontrol på de indre linjer i klubben. Midterplaceringen kan stadig ske. Det er faktisk ikke decideret urealistisk. Ikke desto mindre har West Hams sæson foreløbig været under middel. Ganske betragteligt endda.

Dette skyldes naturligvis mange ting. Ikke mindst skyldes det dog at den administrative del af klubben lader til fortsat at være et kaos, trods CEO Scott Duxburys forsikringer om det modsatte under en større charmeoffensiv i sommers. Her lovede Duxburys blandt andet, at tre klassespillere ville blive tilføjet West Ham-truppen. Jimenez og Diamanti kan til nød være de to. Den tredje dukkede aldrig op. Han kan vel ikke have ment det permanente køb af Kovac eller investeringen i den - indrømmet talentfulde - meget unge Daprela? I stedet solgte man James Collins som var en integreret del af holdets bedste forsvarskombination, lod Lucas Neill rejse på en fri transfer uden at hente en erstatning (det var så halvdelen af det bedste forsvar), og sendte den tidligere - af blandt andre Duxbury - højt besungne, formodede rekordsigning Savio Nsereko tilbage til Italien efter blot 9 kampe for klubben i bytte med en umiddelbart middelmådig portugisisk centerforsvarer, Manuel Da Costa. Så meget for et andet af Duxburys løfter: At klubben kun ville sælge spillere, hvis der fandtes fuldgode erstatninger. Hvis ikke formuleringen ligefrem var “bedre” erstatninger. Det tror jeg faktisk den var. Jesus Christ, Dux, der tog du alligvel røven på mig.

Ansvaret er naturligvis ikke Duxburys alene. Der er faktisk al mulig grund til at tro, at han arbejder så godt han kan under de rammer som udstikkes af klubbens ejere, Claret and Blue Holding, der er et konsortium af de tidligere, konkursramte islandske ejeres kreditorer. Duxbury har på intet tidspunkt lagt skjul på at klubben er dybt forgældet, og at banken lægger pres på for at generere midler gennem blandt andet spillersalg. Ejerne hævder til gengæld at de ønsker at klubben skal stabiliseres i Premier League med henblik på et salg når verdensøkonomien ser bedre ud, og at klubben må bruge alle penge fra spillersalg på indkøb. Who to believe?

I øjeblikket spekuleres der heldigvis i, at tre forskellige parter forsøger at overtage West Ham. Det drejer sig om:

- Tony Fernandes: Malaysisk forretningsmand der blev kæmpe West Ham fan under et ungdommeligt uddannelsesophold i London i 1970′erne. Fernandes har opbygget en betragtelig formue - han anslås personligt at være god for $ 300 millioner - gennem opbygningen af flyselskabet AirAsia, som under Fernandes’ ledelse er gået fra en status som gigantisk underskudsforretning til Asiens største luftfartsselskab. Fernandes er på det seneste flere gange spottet på stadion, og har udsendt flere kryptiske beskeder på twitter om ejerskabssituationen i West Ham.

- David Gold og David Sullivan: Deherrer solgte sidste år Birmingham City FC til rigmanden Carson Yeung. Førstnævnte er kæmpe West Ham fan, opvokset nær ved stadion og spillede som ungdomsspiller i klubben. De to David’er har sikret sig stor personlig velstand sammen, gennem blandt andet produktion af frækt undertøj, porno og sportsaviser, inden de sammen købte Birmingham City på konkursens rand. Under deres lederskab blev klubben etableret som elevatorhold mellem de to bedste rækker. Det sidste års tid i klubben var forholdet til fansene mildest talt anstrengt. De mente ikke at Gold og Sullivan investerede nok penge i spillertruppen. Gold og Sullivan mente ikke at fansene værdsatte det nye, højere, stabile niveau de havde foranstaltet i fodboldklubben.

- Intermarket Group: En absolut dark horse i kampen om West Ham. Der findes praktisk talt ingen information om dette konsortium. Det menes dog at dreje sig om en større gruppe mennesker med kærlighed til West Ham. Der formodes at være temmelig mange penge bag gruppen. Det hævdes forskellige steder, at gruppen indeholder alle fra tidligere ejer Terrence Brown over det islandske ansigt udadtil i den foregående overtagelse, Eggert Magnusson, til Tony Fernandes og Tony Cottee.

Tony Fernandes er umiddelbart det foretrukne valg for mange. Manden elsker West Ham og er en dygtig forretningsmand. De fleste fans ønsker ikke voldsomme kapitalindsprøjtninger til køb af stjernespillere. De ønsker at klubben kan blive drevet stabilt og langsomt udvikle sig mod bedre tider gennem talentarbejde, en fornuftig forretning og et solidt trænerteam.

Gold og Sullivan har den force, at de har erfaring med at drive en fodboldklub. Samtidig har de også den negative side, at de umiddelbart ikke har særlig store ambitioner med dette projekt. Spørg bare Birminghams fans. Foreløbig har de brugt pressen flittigt i et forsøg på at skabe pres på de nuværende ejere. Muligvis med henblik på at overtage 50 af aktierne i klubben og kontrollen over den daglige ledelse for et beløb i omegnen af £ 50-60 millioner.

Intermarket Group? Ja - det kan man jo selv forestille sig med sine vildeste fantasier og værste mareridt. De må meget gerne melde lidt mere ud om hvem de er, hvad de vil og hvorfor?

Nærmest ligegyldig hvad er det det svært at forestille sig værre ejere end de nuværende, som lader til langsomt men sikkert at være ved at dræbe West Ham United.

Del II: Spillertruppen: Hvor mange skader skal der til at sikre en nedrykning?

Allerede i det tidligere nævnte forsøg på at forudsige West Hams sæson profeterede jeg at truppen var smal men god. Det er den stadig. Desværre har skaderne igen i år hobet sig op, med stor skadelig virkning for holdet.

Carlton Cole, Scott Parker, Mark Noble, Jack Collison, Matthew Upson, Danny Gabbidon, Herita Ilunga, Valon Behrami, Zavon Hines, Kieron Dyer, Calum Davenport og Luis Boa Morte har alle været ude i større eller mindre dele af sæsonen. For alles vedkommende i stræk på flere uger eller måneder. Nogle har slet ikke været kampklar på noget tidspunkt. Dean Ashton har helt lagt støvlerne på hylden. Den slags vil være svært at kapere for de fleste hold. For West Ham er tabet af nøglespillere som Cole, Upson, Parker og Behrami altid ekstremt mærkbart. Særligt hvis flere af disse er ude samtidig, hvad der desværre alt for ofte har været tilfældet.

Ydermere må beslutningen om ikke at forlænge kontrakten med Lucas Neill retrospektivt siges at have været dyr. Det virker i hvert fald som en plausibel forklaring at det voldsomme dyk i forsvarets stabilitet er forårsaget af den australske anfører og forsvarsgenerals fravær. Det har ved gud ikke været bedre at man ikke hentede en erstatning for Neill, men i stedet har forsøgt sig med Faubert og Spector uden synderligt held.

Det er svært at argumentere for, at skaderne ikke har spillet en nøglerolle i West Hams spillemæssige nedtur i år. Men samtidig må spillere som Upson, Ilunga og Green også kigge sig i spejlet og acceptere at de ikke har levet op til sidste års niveau. Alt imens har nye folk som Diamanti og Jimenez været ustabile. Begge bærer præg af at være humørspillere af rang. Førstnævnte har foreløbig vist betragtelig mere positivt end sidstenævnte, som til gengæld har været en massiv skuffelse. Spillere som Faubert og Kovac har prøvet forebilledligt med meget skiftende held. Det er nok desværre, hvad deres evner rækker til. Det samme er umiddelbart det foreløbige indtryk af Manuel Da Costa. Mark Noble har skiftet mellem alt fra fremragende til elendig. Den knægt skal snart hæve sit bundniveau og ramme en skadesfri stime.

Sæsonens altoverskyggende lyspunkt har været Scott Parker. Han har leveret fremragende defensive indsatser krydret med stadig flere lovende offensive manøvrer. Han har heldigvis ikke haft seriøst lange skadespauser, og virker til at være holdets reelle anfører på banen, selvom anførerbindet sidder på Matthew Upson. Man tager let sig selv i at frygte, at Parker spiller for et skifte til en bedre klub i januar. Carlton Cole fortjener i høj grad også at blive nævnt for et helt og aldeles fremragende sæsonstart, som desværre blev smadret af den skade, som har holdt ham ude i noget der minder om månedsvis. Valon Behrami er først for alvor nu tilbage efter skader der ødelagde sidste halvdel af sidste sæson, og lader til at finde sit gamle uhyggelige niveau med masser af fight og fint pasningsspil. Panik-signingen Guillermo Franco har været et friskt, hårdtarbejdende og teknisk begavet bekendtskab på toppen i Coles fravær.

Også unge Zavon Hines viste mange gode ting, inden en knæskade satte en stopper for hans sæson, alt imens andre unge folk som Collison, Tomkins og Stanislas har vist gode mange gode momenter men generelt meget svingende spil. Det må man forvente og acceptere når man satser på udvikling af unge spillere, men i det lys bliver flere af de etablerede spilleres svigt så meget desto værre. Derudover lader Frank Nouble og Fabio Daprela at bejle til mere spilletid efter fine indsatser i gårsdagens kamp mod Arsenal. Tony Carrs akademi svigter heldigvis ikke.

Alt i alt har spillet på banen overordnet set ikke været prangende, og når det periodevis har, så har resultaterne ikke afspejlet det. Holdet har brillieret ved at smide et hav af føringer, og har ved gentagne lejligheder ikke formået at vende talmæssigt eller spillemæssigt overtag til resultater. At smide 2-0 ude mod Hull til en 3-2 føring til hjemmeholdet på en halv time er symptomatisk for sæsonen. Det samme er det, at smide en 2-0 føring ude mod Sunderland, der spiller store dele af kampen med 10 mand. At tabe 2-1 hjemme til Everton i en kamp man dominerede totalt lige så. Man kunne blive ved ganske længe. Desværre.

Del III: Træneren: Den nydelige lille mand

Gianfranco Zola er altså en virkelig tiltalende mand. Han forsøger altid at være positiv. Han prøver at begrænse de dårlige undskyldninger når tingene ikke kører. Frem for alt insisterer han på, at vedblive med at spille fin fodbold trods resultatmæssige nedture.

Den lille italiener kunne ellers hurtigt finde mange undskyldninger for den foreløbige lortesæson. Ejerne sælger hans bedste spillere uden at erstatte dem, uvisheden om klubbens fremtid gør spillerne ufokuserede, skaderne hagler ned over holdet, pressen er for kritisk, fansene ser tykke ud i deres stramme jeans, dommerne har afgørende indflydelse på resultaterne osv. Men det gør Zola generelt ikke. Han snakker om at finde løsninger, om glæden ved den daglige talentudvikling, og om at spillerne kæmper godt. Jeg håber den ondenlynemig, at han nogle gange siger nogle lidt mindre tv-venlige ting i omklædningsrummet, når de priviligerede fodboldmillionærer leverer det argeste lort, men generelt set kan jeg godt lide hans tilgang. Spillerne lader til, at synes godt om ham, respektere hans person og faglighed, og de unge sprudler ofte i hans system og under hans filosofi.

Ikke desto mindre skal resultaterne forbedres i anden halvdel af sæsonen. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt med Bolton-fodbold og manipulation med pressen og dommerne. Det har jeg nemlig svært ved at tro at Zola kan finde ud af.

Del IV: Konklusion: 1X2?

West Ham står over for et par meget afgørende måneder i klubbens historie. Hvis de nuværende ejere fortsætter deres ophørsudsalg, så bliver resten af sæsonen en meget svær kamp for overlevelse. Hvis der derimod kommer nye ejere hurtigt, og holdet kan styrkes i januar, så kan alle - inklusiv Gianfranco Zola - ånde lidt lettere. At tænke sig: En situation hvor ledelse, træner-team, spillere og fans trækker i samme retning ud fra en gennemskuelig vision og en sund økonomi? Man har vel lov at drømme.

Der er ingen tvivl om at West Hams trup har et fint potentiale, og at den ikke hører til blandt de tre dårligste i Premier League. Det kræver “bare” at Green, Upson, Ilunga, Behrami, Parker, Collison og Cole kommer til at spille broderparten af de resterende kampe. Om det så bliver Tomkins eller Da Costa, Diamanti eller Franco, Spector eller Faubert der fylder de sidste huller er egentlig ikke så vigtigt. Det hold skal nok klare sig. Hvis skadeshelvedet derimod fortsætter, så kan de mørke skyer trække sig tættere sammen over øst-London. Kovac som kreatør og Da Costa på toppen? Gys! Hvis den økonomiske situation er så slem, som det hævdes flere steder, så vil en nedrykningen kunne få uoprettelige konsekvenser i størrelsesordenen Leeds United eller værre.

År 2012: Gianfranco Zola og West Ham i Euro League? Gary Megson på trænerbænken på Upton Park i League One? Anyone? Vi er markant klogere når transfervinduet klapper i.

Miraklet på drømmenes teater

Tidligere i dag vandt Leeds United 1-0 på Old Trafford over de forsvarende engelske mestre fra Manchester United. Jeg så ikke kampen, men jeg fulgte da med et halvt øje på en live-opdatering. Hvordan kunne jeg andet. Det er jo FA-Cupen vi taler om. Og som de fleste fodboldfans fnes jeg da Beckfords 1-0 mål blev annonceret.  Og jeg glædede mig med de 9000 medrejsende Leeds-fans da kampen efter 5 minutters tillægstid blev fløjtet af. Det er lige præcis resultater som det, som gør FA-Cupen fantastisk.

Det detroniserede storhold Leeds United der i de senere år har gået så gruelig meget igennem: Et spektulært fall from grace - fra Champions League semifinaler i 2001 til tredje division i 2007. Hvis man dertil lægger et par tabte play-off finaler på varierende niveauer af engelsk fodbold samt den omstændighed at Leeds-talenter som James Milner, Aaron Lennon og Paul Robinson i dag blomstrer andensteds i lighed med allerede dengang etablerede førsteholdsspillere som Lee Bowyer, Jonathan Woodgate og Rio Ferdinand; ja så forstår man ekstasen i udeafsnittet på ærkerivalernes drømmenes teater tidligere i dag. Den type oplevelse har været længe undervejs. Det er simpelthen dage som denne FA-Cupen er til for. Det er minder om dage som denne, og håbet om igen at opleve dem, der har holdt liv i de tusindvis af lykkelig united-supportere i de mørke år. I guder hvor må det have været sjovt at være Leeds-mand i dag.

Den indre, forpulede optimist titter frem

Leeds’ præstation havde dog også en mere personlig konsekvens. Den lokkede min indre optimist, det forpulede møgsvin, ud af det eksil han har befundet sig i siden 2009’s sidste kamp mod Tottenham. Pludselig begyndte jeg at tillægge dagens FA-Cup møde mod Arsenal en smule betydning. Tidligere på ugen har den været afskrevet som noget der skulle overstås; en reserveholdskamp inden de vigtige kampe i nedrykningsstriden. Med Man Utd elimineret ville en sejr over Arsenal pludselig resultere i en FA-Cup med blot to af the big four tilbage i turneringen. Måske endda kun Chelsea, hvis Reading kunne lave et mirakel i omkampen mod Liverpool. Vejen til finalen ville være banet. Skyen var pludselig grænsen som man vist siger derovre. We’re going to wem-ber-ley nynnede jeg.

Og det trods den omstændighed at West Ham virkelig i forvejen har mere end rigeligt at se til i bunden af ligaen; at holdet er så latterligt skadesplaget, at nærmest kun dagens modstander kan konkurrere på antallet af skadede førsteholdsspillere og at hjemmepublikummet benyttede kampen til en større boykot mod de rasende upopulære ejere.

Men al optimisme viste sig velbegrundet. For, fy for satan i det hedeste helvede, hvor leverede de 11 mænd i claret’n'blue dog en forrygende kamp. Og det trods den omstændighed at mange af dem umiddelbart stadig kun behøver at barbere sig en gang hver fjortende dag. Med en opstilling der højst indeholdt halvdelen af den optimale startellever - Green, Upson, Behrami, Diamanti og (tragisk nok vel også) Faubert - suppleret med to debutstartere: 18-årige Daprela på venstrebacken og jævnaldrende Frank Nouble helt på toppen, samt efterhånden kendte teenagere i i form af Tomkins og Stanislas plus backup-spillerne Kovac og Jimenez - startede West Ham friskt og uimponeret og skabte i første halveg en række fine situationer, hvor den sidste aflevering ofte kiksede, den manglende rutine viste sig i form af tøven eller Fabianski viste klasse i Arsenal-målet. Stanislas udfordrede som altid uimponeret, Nouble lignede momentvis en ung Carlton Cole, Upson spillede solidt i forsvaret, Daprela imponerede i debuten, Faubert var vanligt ustabil alt imens Tomkins var heldig ikke at koste et par mål med dumme afleveringer og tåbelige boldtab. Faktisk var Arsenal i første halveg farligst i de situationer hvor Tomkins - eller i et enkelt tilfælde - Green, dummede sig.

Særligt Alessandro Diamanti havde en af sine bedste kampe for West Ham, og satte mange ting i gang med sprøde afleveringer og et par fine forsøg fra distancen. På midtbanen var Kovac og Behrami et tohovedet monster af pres og tacklinger med brintoverilte-hår, og særligt Behramis indsats på den uvante centrale midtbane giver grund til fortrøstning for fremtiden efter et længere skadesorgie for den altid kæmpende kosovo-fødte schweizer. Deherrers anstrengelser var stærkt medvirkende til at Arsenal i det store og hel ikke fik fat om kampen i den første times tid. Tvært imod var det netop Diamanti, der lige før pausen (det bedst tænkelige tidspunkt at score på øjensynligt) snød Arsenals offsidefælde og via Fabianskis hænder og stolpen bragte hjemmeholdet fortjent foran. FA-Cup drømmen levede. I starten af anden halveg viste den polske Arsenal-keeper til gengæld klasse på et godt skud af Stanislas inden Nouble i et par situationer viste god fysik og hurtige fødder, men desværre også manglende kynisme til at få afsluttet.

I stedet blev det Arsenal der fik greb om kampen. Opstillingen der i forvejen talte en næsten optimal backkæde samt spillere som Eduardo, Alex Song og Carlos Vela blev suppleret med Abou Diaby og Samir Nasri efter 64 minutter, og særligt førstnævnte kom til at spille en nøglerolle i Arsenals comeback med godt presspil på midtbanen. West Ham mistede simpelthen grebet om kampen, og Arsenal skabte i resten af kampen et væld af chancer. Robert Green brillierede flere gange - navnlig med en dobbeltredning af Song, men som afslutning på et flot gennemspillet angreb fik Aaron Ramsey desværre lov til at gøre det til 1-1 for udeholdet med blot 13 minutter tilbage af den ordinære tid. Blot 5 minutter efter gjorde Eduardo det til 2-1 med et usædvanlig veludført hovedstød som sneg sig op i det ene hjørne. Den skulle Green måske have snuppet. I slutfasen kunne Arsenal have scoret en gang eller to til, mens West Hams trætte folk ikke fik den fornødne pondus af de indskiftede teenagere Sears og Edgar til at stille noget op mod de nu meget velspillende Gunners.

En sidste detalje der er værd at fremhæve er kampens dommer: Den ofte rædselsfulde Marc Clattenburg med de altid rædselsfulde frisurer. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. Han kunne måske have givet et par kort mere eller mindre hist og her, men frem for alt fløjtede han ikke kampen ihjel, han belønnede hverken skuespil eller brok, og han holdt gemytterne godt i ro. Det var en fornøjelse at se hvordan først Silvestre og siden Behrami rejste sig og gav modstanderen hånden efter at have været i den modtagne ende af hårde tacklinger. Det er - ligesom de store sensationer i cupen - en vigtig del af engelsk fodbolds mytiske landskab.

Nådesløst var det ikke desto mindre, den måde Arsenal vendte kampen på, og selvom Wenger allerede inden kampen havde kørt Arsenalet af undskyldninger i stilling kan franskmanden efter kampen glæde sig over en fremtidig tur til Stoke i næste runde. Leeds skal i øvrigt til Tottenham.

Og West Ham? Vi kan glæde os over fine debuter til Nouble og Daprela, og gode præstationer fra vigtige stamspillere som Behrami, Green og Upson. Hvis holdet ydermere bevarer gejsten fra dagens kamp, får folk som Cole, Parker, Noble, Ilunga og Collison tilbage i startopstillingen og så i øvrigt spænder hjelmen, så bør den triste nuværende placering kunne veksles til en stabil midterplacering inden længe.

Ja: Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er mit svinske, optimistiske selv ikke skræmt væk endnu. Nogle skal jo, når alt kommer til alt, blæse de forpulede bobler.