Nytårskur I
For næsten præcis et år siden havde jeres altid hengivne og ydmyge blogger - altså undertegnede - fornøjelsen af at gøre status for kalenderåret 2009/10 i West Ham United FC. Det var ikke voldsomt opløftende. West Ham lå lige over nedrykningsstregen, men havde spillet flere kampe end konkurrenterne under stregen. På 20 kampe havde man skrabet 18 point sammen. Der var fem point til 10. pladsen, som jeg ved sæsonstart havde tippet holdet til. Gianfranco Zola kæmpede med at forsøge at fiksfakse et hold sammen af en løjerlig kombination af has-beens (hedder det had-beens, når de omtales i datid?), boldflyttere, platugler, assorterede middelmådigheder og mere eller mindre unge og talentfulde spillere af egen avl.
Konklusionen var - som den ægte, selvbestaltede ekspert jeg er - at enten skete der nok X, eller også skete der Y. Enten ville det gå godt, eller også ville det gå dårligt. The first rule of Tautology Club is the first rule of Tautology Club. Dengang indtog Portsmouth i øvrigt ligaens sidsteplads med 14 point for 19 kampe. En måneds tid tidligere var Avram Grant blevet indsat som manager i den sydengelske klub. Ved sæsonafslutning reddede West Ham livet i rækken med pinlige 35 point. Nytårskuren I kan i øvrigt læses her - i kommentarfeltet kan jeg blandt andet ses afskrive Freddie Sears som stortalent. Ak, ja.
Royal røvfuld
I de senere år har jeg tre gange tømmermændsplaget set West Ham spille fodbold 1. januar. Første gang var i 2007. West Ham lå lige under nedrykningsstregen. De havde 18 point for 21 kampe. Middlesbrough huserede på den anden side af stregen med 3 point mere. I bunden var Watford begravet med 11 point. (I toppen lå Manchester United og Chelsea selvfølgelig med 1 milliard point hver.) West Ham skulle møde Reading på udebane. De havde efter en fin efterårssæson slået et lille hul til bunden, og indtog 9. pladsen med 27 point. Ikke desto mindre en kamp, hvor West Ham skulle og burde have en chance for at hive et point eller 3 hjem. Disse perspektiver fik mig hevet ud af sengen, og ind i sofaen, hvor jeg svedende og rystende indtog pladsen foran skærmen.
Det skulle jeg aldrig have gjort. Efter 15 minutter førte Reading 2-0. Efter 36 minutter stod det 4-0. Ved slutfløjtet havde the royals (ikke Real Madrid, ikke Manchester United, men motherfucking READING!?) scoret 6 mål, mens West Ham havde vist sig som høflige og velopdragne gæster ved at score 0 mål. Det var så absolut en af de værste West Ham-præstationer jeg nogensinde har set. ” Hvorfor slukker du ikke bare?” spurgte den helgenagtigt tålmodige fru Sygogmunter, og jeg nærmest råbte noget om, at man som pårørende til en kræftsyg er nødt til at få overblik over sygdommens fulde omfang, selvom det kan være nok så ubehageligt at se på. Man må konstatere elendigheden med egne øjne. Elendighed var der nok af. Det var alt i alt en lortedag.
Sæsonen sluttede besynderligt nok med eufori, da holdet vandt 7 af sine 9 sidste kampe, og reddede livet i rækken efter det bedste comeback nogensinde. Det fik Carlos Tevez sidenhen egenhændigt æren for ved en tvivlsom retssag, men mere om det en anden gang.
The glorious reign of Alan Cautioushly
Året efter var der igen nytårsfodbold. West Ham indtog 9. pladsen ved indgangen til det nye år. En plads som - hvis ikke 10. pladsen var ledig - altid lod til at bekomme Alan Curbishley utrolig vel. Et par gode resultater kunne sende holdet op i nærheden af de sjove europæiske pladser, men i stedet blev det til et dødkedeligt, uambitiøst, forventeligt, fortjent 2-0 nederlag til Arsenal i en kamp som nu mest huskes for, at Jack Collison debuterede uspektakulært for West Ham. Ved sæsonens afslutning havde Curbishley fået guidet sine tropper ned på sin elskede 10. plads med solid afstand til både 9. - og 11. pladsen. Imponerende på sin egen løjerlige facon, og alle gik vist og småkedede sig.
SIden fulgte endnu en midtplacering under Zola og sidste sæsons nedrykningskampskaos, men der blev ikke spillet 1. januar-fodbold, så det skal vi ikke dvæle ved i denne sammenhæng.
Nytårskur II - Sygogmunter fahrt nach Berlin
Det blev der til gengæld i år. Der blev rigtig spillet fodbold på årets første dag, gjorde der. Tacklet og løbet og sparket bold. West Ham mødte Wolverhampton, og kampens betydning for begge hold kunne næppe overdrives. Den slags kampe har West Ham haft al, al for mange af de senere år. The hammers lå sidst med 17 point og Wolves lå næstsidst med 18 før kick, den 1. januar klokken 16.00. Jeg befandt mig i Berlin. Den store pulserende storby af en melting pot af en evig byggeplads af en eller anden anden kliché, midt i Europa, midt i verden. Et sted, hvor man mærker historiens vingesus! Berlinmuren, verdenskrigen, Kennedys “Ich bin ein Berliner!”, Reagans “Mr. Gooooorbatjoooov, TEAR. DOWN. THIS. WAAALL!” og så videre. For slet ikke at nævne lugten af Döner og Currywurst, smagen af store fede hvedeøl og synet af drukpunkere, hipstere, kernefamilier, læderbøsser, stoddere, krejlere, skinheads og alt hvad man ellers kan finde på af typer.
Og så ligner 23 % af kvinderne over 40 år Mette Fugl, mens en cirka lige så stor procentdel af mændene mellem 20 og 30 ligner SF’s næstformand Thor Möger Pedersen. Den umlaut over O’et lugter sgu også tysk, Herr Möger. Ja så er det sagt. Og så ikke et ord om, at deres fodboldliga og stemning på stadions måske er den mest interessante i Europa. Jeg er jo alligevel stuck med min engelske fodboldpassion. Med pissedyre siddepladser, desillusionerede fans, verdensfjerne klubejere, forkælede primadonnaer på banen, det samme mesterhold hvert år, og et nyt hold på fjerdepladsen som en opsigtsvækkende sensation. Men man forlader jo ikke den kræftsyge slægtning af den grund for nu at vende tilbage til min smagfulde allegori fra hin 1. januar 2007. Med mindre man er Kasper Bech Holten naturligvis, men lad nu det ligge.
Hvorom alting er. Jeg vågnede ved ettiden eller deromkring den 1. januar. I Berlin altså. Den kosmopolitiske sygogmunter. Fru sygogmunter ved min side. Jeg havde næsten ikke tømmermænd. Det havde været en usædvanlig nytårsaften med en meget lang, rigtig hyggelig og lidt for dyr middag (i forhold til madens svingende kvalitet) efterfulgt af en meget direkte oplevelse af tyskeres mildest talt afslappede forhold til sikker fyrværkerihåndtering, og siden et par drinks på en meget, meget smagløs cocktailbar. Det var alt sammen helt fint, og næsten skræmmende voksent.
Hvad der var fuldstændig utvetydigt skræmmende var, at millionbyen Berlin umiddelbart var totalt støvsuget for barer der viste bundbraget i Premier League. Og det endda selvom jeg stødte på en sticker fra “Berlin Hammers” i pladebutik et par dage inden. De må da for fanden se fodbold et eller andet sted?! I stedet måtte det blive en tur i kiosken efter en stor Beck’s (som ganske enkelt smager bedre syd for grænsen), og så ellers krydse fingre for, at den dodgy internetforbindelse kunne bære en lige så dodgy stream i kommuneforskerens til anledningen lånte ferieresidens.
Bundgyser, must-win game volume 228
Det kunne den, og sikke dog en dejlig fodboldkamp at starte året på. Uncle Avram havde allerede over julen sikret sig lidt arbejdsro. Et mere end velfortjent point mod Blackburn var blevet fulgt op med en sejr over et af de andre bundhold, Fulham, på boxing day og et glimrende point mod Everton i en helt og aldeles hæslig fodboldkamp. 5 point på 3 kampe blev til 8 på 4 kampe med en solid indsats mod ulvene hjemme på the Boleyn Ground. Allerede i første halveg burde West Ham være kommet foran, men spændingen skulle trækkes i langdrag. Carlton Cole var især uskarp.
I anden halveg startede Wolves som lyn og torden, og mønstrede på 3 minutter flere afslutninger, end de havde formået i hele første halveg. Heldigvis er Robert Green tilbage i god form, selvom han skal lære at slå bolden væk fra målet, når han parerer. Coles uskarphed blev igen åbenlys, da han helkiksede en afslutning kort efter pausen, og Wolves’ Zubar var så hensynsfuld alligevel at guide bolden i mål. Hvis Liverpool virkelig vil betale £8-10 millioner for Cole, vil det vel være dumt ikke at sige pænt “Ja tak”? Sidenhen ramte først Upson og siden udeholdets lille tykke Ebanks-Blake overliggeren. Det blev lidt for spændende. Som sædvanlig.
Den så jeg ikke komme (det sagde hun også i går, høhø): Freddie Sears’ genkomst
Sejren og Grants videre arbejdsro blev i stedet først sikret cirka 10 minutter før tid. Tal Ben Haim der har spillet sig gevaldigt op i løbet af juleprogrammet tromlede op af højreflanken. Hans indlæg fandt perfekt Freddie Sears, der scorede sikkert til 2-0 med en kontrolleret afslutning. Netop Sears har været en anden af juleprogrammets åbenbaringer. For to år siden debuterede stortalentet på førsteholdet i en sæson, hvor han lavede 25 mål på 24 kampe for reserve - og U-18 hold. Debuten kom som indskifter mod Blackburn, og Sears kvitterede med et sejrsmål til 2-1 den dag. Det var den 15 march 2008. Fem minutter og 16 sekunder inde i sin førsteholdskarriere. Siden da har målene mildest talt ikke flydt med samme frekvens. I 26 kampe for West Ham inden juleprogrammet i år blev det til 0 mål, og indimellem resulterede låneophold hos først Crystal Palace, siden Coventry og Scunthorpe i tilsammen 0 mål i yderligere 37 kampe.
Derfor kom det nok bag på mange, at Grant hjemkaldte Sears fra Scunthorpe og smed ham direkte i startopstillingen mod Fulham. Og så endda på højrekanten. Beslutningen viste sig imidlertid god, og overraskelsen var mindre, da han var med igen mod Everton to dage i senere. Genvalget i startopstillingen mod Wolves var fortjent og forventet.
Sears lader til at have taget en del muskelmasse på under sine ophold i de lavere rækker. Det giver ham mere gennemslagskraft i duellerne, og det bruger han han i den grad i sit stenhårde defensive arbejde, som særligt kom til eksamen (og bestod) mod Everton. De nye dyder har gudskelov ikke fjernet hans lyst til at bruge sin hurtighed til en masse offensive aktioner, og det virker faktisk som om den ekstra plads på kanten gør Sears mere effektiv. Desuden lader det til at den nye rolle måske har fjernet lidt fokus fra de manglende mål, og i stedet har sat andre af knægtens evner i perspektiv. Han har ganske enkelt bolden mere, og ender ikke med at rende frustreret rundt og blive trynet af store bryske centerforsvarere. At målnæsen alligevel heller ikke er væk, sås tydeligt på det perfekt timede løb ind i feltet der gik forud for 2-0-målet mod Wolves. Freddie Sears er med andre ord måske alligevel ved at indfri forventningerne? Credit til Grant for at se potentialet og turde satse.
At såvel Junior Stanislas som James Tomkins også har spillet centrale roller i den seneste tids mini-revival gør det blot endnu bedre. Særligt sidstnævnte har fået luget ud i sandkassefejlene, og har fået banket et glimrende makkerskab op med Matthew Upson i centerforsvaret. Mark Noble gjorde mod Wolves’ comeback fra bænken efter en længere pause, og det er dermed ikke urealistisk at se 4 Academy-drenge i startopstillingen i en nær fremtid.
Min kærlighedserklæring til Hr. Tudse
Med sejren over Wolves rykkede West Ham midlertidigt over stregen for første gang i hele sæsonen. Det var Grants første besøg i sikkerhed siden han overtog ansvaret i Portsmouth. 13 måneder under stregen må simpelthen være en eller anden form for rekord!
For pokker, hvor jeg under ham det. Jeg kan stadig skidegodt lide Grant. Jeg synes meget af det han forsøger virker fornuftigt. Han er villig til at eksperimentere og justere for at få holdet til at fungere. Han tænker tydeligvis langsigtet, og har et projekt og en filosofi han arbejder ud fra. Han får megen hård kritik for at være kedelig, upassioneret og sur. Det synes jeg er urimeligt. Man kan se på manden, at det gør ondt på ham, når det går dårligt. Man kan se på hans dispositioner, og på holdets taktik, at han arbejder på at finde løsninger. Man kan høre på hans udtalelser til pressen, at han både er velreflekteret, indædt opsat på at lykkes, og i besiddelse af en tør, underspillet humor. Det virker alligevel som om, at en del fans hellere ville have Ole Mørch løbende rundt på sidelinjen og råbe og skrige. Fordi sådan ser ægte passion åbenbart ud. Jeg håber med andre ord, at Hr. Tudse vil gøre Upton Park til sit Tudsenborg i mange år fremover. At han faktisk kan blive West Hams Arsene Wenger, som han tidligere selv har ytret ønske om.
Men jeg er på den anden side også uforbederlig optimist, og mener at de mange trænerfyringer de senere år har været noget af det værste, som er sket for West Ham i nyere tid. Klubben har brug for stabilitet for at opleve fremgang, og jeg giver stor respekt til ejerne for at fastholde opbakningen til Grant, når resultaterne mange gange er udeblevet i efteråret.
Januarudsalget?
Jeg håber, at han nu får skilt sig af med nogle af de spillere, som ikke bidrager med noget uundværligt, og ikke er i hans langsigtede planer, og i stedet får ressourcer og opbakning til at forstærke holdets svage punkter. Hvis ikke Ben Haims lån bliver forlænget skal der hentes en ny højreback, og venstrebackpladsen er stadig absolut topprioritet. Ilunga er desværre ikke den spiller man troede han var efter det første år i klubben. De nyeste rygter/dårlige vittigheder/alt-for-sandsynlige-muligheder-når-man-taler-om-lige-præcis-West-Ham er at han i virkeligheden er ti år ældre end hans fødselsattest og hævder, og at dette forklarer hans evindelige skader og meget lange restitutionstider. Ja. Hvorfor ikke?
Derudover lader det til, at Grant er opsat på at hente en angriber til klubben. Big Mac Mccarthy rygtes til USA (der er portionerne også større, og fast food’en billigere), hvor der måske er nogen der er dumme nok til at skrive kontrakt med ham. Desuden er der måske/måske ikke bud efter både Cole og Piquionne. Førstnævnte har jeg allerede givet min holdning til kende om, mens jeg nødigt ser Piqqen blive solgt. På det halve år han har været i klubben, har han manifesteret sig som den bedste angriber i truppen, og kan efter min mening blive en afgørende spiller i nedrykningskrigen. Hvis bare manden kunne sparke lidt flere af sine chancer ind ville han være uhyggelig. Hvem der skal hentes i stedet, ved jeg ikke. Jeg vil nødigt se Yakubu i claret’n'blue med mindre han er billig, og Demba Ba kender jeg ikke meget til. In Grant we trust, I guess…
Om ikke andet er det positivt at klubben nok kommer af med Behrami. Jeg kan mægtig godt lide ham, men han vil væk, og det er også fint. Han kan erstattes, hans løn er sikkert høj, og der kan komme lidt penge i kassen ved et salg.
Derudover skal alle bud på Kovac, Boa Morte og Faubert overvejes. Og det på trods af, at jeg egentlig synes glimrende om dem alle. Selvom Kovac nok er den dårligste pasningsspiller jeg nogensinde har set, Boa Morte er tyk og producerer flere frustrende boldtab end nogen anden, og Faubert er tyk og middelmådig, så bidrager de alle med noget. Eller ved nærmere eftertanke bidrager Faubert ikke med noget. Han skal nok bare sælges, selvom han virker sød og rar. Kovac er til gengæld god defensivt, presser godt, vinder mange bolde, og er en gave i hovedspillet. Boa Morte garanterer stenhård indsats, gode tacklinger og typisk er involveret i de farligste ting, som holdet skaber når han er på banen, fordi han faktisk har blik for en god aflevering. Derudover har han et element af bisse, hvilket alle fodboldhold har brug for. Han vil vinde, og er ikke bange for at lade modstanderne mærke det. Samme dimension har Ben Haim bibragt på det seneste.
Til sommer skrider Matthew Upson, og det er hvad det er. I det mindste har han spillet sig op på det seneste. Tomkins og Da Costa kan måske udvikle sig til et rigtig stærkt centerforsvar i fremtiden, og jeg har endnu ikke afskrevet Winston Reid. Hvis man skal tilbyde en kontrakt til en gamme forsvarsspiller ser jeg hellere at det bliver til Danny Gabbidon, som har vist sig som en hæderlig gardering i hele backkæden i år.
Men centerforsvaret kan man justere til sommer. Her og nu er der overlevelse på programmet. Det bliver ikke let. Kun et hold har formået at redde livet i Premier League efter at have indtaget sidstepladsen juleaften (West Brom i 2005), og den bedrift skal West Ham forsøge at gøre dem efter. Resultaterne i andre kampe siden sejren over Wolves har sendt West Ham under stregen igen med 20 point for 21 kampe. Heldigvis er ligaen uhyggelig tæt i år. Der er med andre ord mange om buddet om nedrykningspladserne. Der er syv point fra Wolves på sidstepladsen til Liverpool på 9. pladsen. 4 point fra Wolves til Fulham på 12. pladsen.
Der er med andre ord alle muligheder for at redde sig ud moradset, selvom West Ham nok må erkende at resten af sæsonen bliver en lang kamp mod nedrykning. Der skal point på kontoen. Så mange som muligt, så hurtigt som muligt. Gerne startende i aften i udekampen mod overraskende højtflyvende Newcastle, inden månedens to sidste svære ligakampe hjemme mod Arsenal og ude mod Everton. Så bliver det lettere at glæde sig til ligacup semifinalerne midt på måneden mod nedrykningskonkurrenterne fra Birmingham.
Still blowing bubbles…
Med andre ord. Heller ikke 2011 bliver et godt år for West Ham fans’ blodtryk. Men der er muligheder for at vinde et trofæ (omend et Mickey Mouse-trofæ), og der er gode muligheder for at blive i Premier League. Man kan se frem til at se en række unge spillere af egen avl udvikle sig og blomstre i verdens smukkeste trøje. Samtidig barberes der millioner af gælden, hvilket i lange det løb forhåbentlig skaber basis for at klubben kan sætte sig mere ambitiøse mål end overlevelse. For første gang i umindelige tider har jeg endvidere kunnet skrive et blogindlæg, hvor Scott Parker ikke var det eneste positive at fokusere på, selvom manden stadig er West Hams suverænt bedste og vigtigste spiller - og den bedste englænder på sin plads p.t. No shit.
Ja, der blæses i den grad bobler endnu her i firmaet, selvom de nok fuser ud og dør inden de når tredjesalshøjde.
Gud bevare West Ham og godt nytår til alle trofaste (ja eller lunefulde, illoyale og uberegnelige for den sags skyld) læsere.