Syg og munter

Det sker stadig regelmæssigt, at jeg har drømmen. Eller et mareridt er det vel ret beset. Jeg ser Scaloni med bolden, hvordan han pludselig slår ud med armene og triller den ud over stregen. Det sker i slowmotion. Jeg prøver at advare ham. Jeg skriger, og der kommer ikke en lyd. Teddy Sheringham kommer sprintende i et tempo han på dette tidspunkt ikke har kunnet mønstre i noget der minder om ti år, bare for at råbe af den argentinske back. Han skulle bare have losset den ad helvedes til, Scaloni. Men han vælger fair play-løsningen; at sparke bolden ud over sidelinjen umiddelbart ud for sit eget straffesparksfelt, fordi Djibril Cissé ligger og klynker i feltet (selvom han kommer bemærkelsesværdigt let på benene igen). Det vidste Sheringham allerede, at han aldrig skulle have gjort. Det var dumt. Det blev fatalt. Teddy var en garvet rotte, en snu ræv (og efter sigende også en liderlig buk, men det er egentlig sagen uvedkommende). Nu ved vi alle, at Sheringham havde ret. Vi ved også, for det har han sidenhen selv fortalt, at Nigel Reo-Coker, West Hams anfører, specifikt var blevet instrueret i at dække Steven Gerrard op i slutfasen, men af uransagelige årsager gør han det ikke. Han ville hjælpe holdet, har han siden fortalt. Det gik jo skidegodt, Nigel.

Indkastet bliver taget, bolden kastes tilbage til West Ham, akkurat så hårdt at den ikke triller ud over baglinjen, og med det samme er Dietmar Hamann der til at presse boldholderen, Scaloni, så den ikke kan blive losset ordentligt ad helvedes til alligevel. Så der ikke kan gå mere tid. For Liverpool mangler tid. Vi er i den absolutte slutfase. West Ham fører 3-2 i FA Cup finalen. Den bedste FA Cup finale der nogensinde er spillet, blev den kaldt i dagene efter. Finalen der gav FA-Cupen sin glans tilbage. Underdogsene har kæmpet, slåsset, spillet forrygende og modtaget en solid gang superfransk af lykkens gudinde, og på dette tidspunkt ligger de gudhjælpemig til at besejre Liverpool og vinde klubbens første trofæ i 26 år. Scaloni sender bolden svagt afsted direkte til en ventende Liverpoolspiller, der sender den retur mod feltet. Danny Gabbidon header væk, og den havner hos Gerrard midt på West Hams banehalvdel. Han har allerede tidligere i kampen udlignet til 2-2 på et brag af en afslutning efter Carragher (selvmål, naturligvis) og Ashton ellers har bragt West Ham på sejrskurs, mens Cisse har reduceret. Siden har Konchesky sendt et sejlende indlæg ind over Pepe Reina, og fået de i forvejen ekstremt højrøstede West Ham fans yderligere op i det røde felt. 3-2.

Men det er lige meget nu. For han hugger til den, gør han, Gerrard. Føj for satan, hvor han hugger. Og selvfølgelig sejler den knaldhårdt mod mål og smasker ind i det ene målhjørne, hvor en yngre målmand end den særdeles aldrende Shaka Hislop måske havde været mere kvalificeret til at snuppe den. I samme øjeblik annoncerer stadionspeakeren tillægstiden. West Ham har været minutter fra en FA-cup triumf, og det har Steven Gerrard ødelagt. Det er typisk her jeg vågner fra drømmen. Modløs, fordi jeg ved, hvordan det ender.

Hvis bare Reo-Coker havde fulgt Alan Pardews instrukser. Hvis bare Roy Carrol havde været skadesfri. Hvis bare Scaloni havde losset den ad helvedes til i første omgang. Hvis bare Steven Gerrard aldrig var blevet født… På baren, hvor jeg ser den, hælder en Liverpool-fan øl udover mig mens en anden knæler ned for at kunne knytte sine næver og juble helt op i ansigtet på mig, da 3-3 målet hamres ind. Nøj, hvor jeg hader Steven Gerrard, lige der, fuld og sammensunket på stolen, i foråret 2006.

I den forlængede spilletid rammer Benayoun sammenføjningen (eller var det Reo-Coker?), og Marlon Harewood brænder for tomt mål. Han er skadet, Marlon, men West Ham har ikke flere udskiftninger, og den store topscorer kan simpelthen ikke bruge sin ankel og sender afslutningen ynkeligt forbi. Da det står klart at kampen skal afgøres på straffespark er undertegnede underligt afklaret. West Ham taber. Selvfølgelig gør de det. Mere ærefuldt kan et nederlag ikke blive. Der står West Ham med fede bogstaver på sådan et nederlag. De har ført 2-0 og 3-2 mod mægtige Liverpool, og nu skal de alligevel tabe på straffespark. Fordi John Arne Riise kan sparke straffespark og Paul Konchesky ikke kan. Fordi Marlon Harewoods ankel er i stykker. Fordi Pepe Reina er fuldstændig autistisk god til at forudsige, hvor skytter sparker straffespark, og fordi forpulede Steven Gerrard ikke bare kunne have haft hæmorider, fodsvamp, lumbago eller hvad fanden ved jeg, der kunne have forhindret ham i at spille denne ene forpulede lørdag sin karriere.

Det så så lovende ud ellers: Den unge charmerende træner, Pardew, med sit hold af mestendels unge, britiske spillere, der denne ene sæson fungerede formidabelt som en enhed. En niendeplads i ligaen som oprykkere. En plads i FA-Cup finalen. “Tror i selv på det?” havde andre Liverpool-fans end de allerede nævnte spurgt før kampen, og en mere selvsikker hammer end jeg havde repliceret: “Gør i?” Sådan var selvtillidsniveauet og optimismen i den fremragende sæson. Det kunne være blevet sådan en smuk dag. En historisk dag. Jeg kan stadig huske opstillingen: Hislop - Scaloni - Ferdinand - Gabiddon - Konchesky - Benayoun - Fletcher (som kun var med fordi såvel ham som Liverpools Luis Garcia fik rødt kort i en ligegyldig ligakamp et par uger før. Hvis bare Luis Garcia var blevet på benene i stedet for at overspille i den episode var de sikkert sluppet med gult, og så havde evigt pålidelige Mullins selvfølgelig dækket Gerrard op!) - Reo-Coker - Etherington - Harewood - Ashton.

Konchesky, indskiftede Zamora og Ferdinand brænder deres straffespark, mens Liverpool kun brænder et. Sidenhen spredes holdet for alle vinde i løbet af et års tid eller to. Hislop spiller VM og stopper efterfølgende karrieren, Scalonis lånekontrakt udløber (hvis bare Tomas Repka ikke var taget hjem til Prag i januar-transfervinduet, så var Scaloni aldrig blevet signet, og Repka ville aldrig have valgt en fair play-løsning, ALDRIG!), Ferdinand sælges et par år senere til Sunderland, hvor han vist har genopfundet sig selv som højre back mod slutningen af denne sæson. Danny Gabiddon er evigskadet og spiller stort set ikke mere. Konchesky fik endnu et finale-heartbreak i går for Fulham, og nøj, hvor jeg følte med The Konch! Benayoun bliver holdkammerat med Gerrard og co efter først smilende at have bebudet at han ville underskrive en ny 5-årig kontrakt med West Ham. Carl Fletcher forsvinder i glemslen et sted i divisionerne (efter sigende har holdets totale kollaps i den følgende sæson en del at gøre med Fletchers kone) og Mullins får måske alligevel en FA-cupfinale på lørdag for Portsmouth. Reo-Coker kunne være blevet den yngste anfører til at vinde FA-cupen nogensinde, men blev i stedet en sur, forkælet møgunge, der nu varmer bænken i Aston Villa. Etherington fik gamblingproblemer og har fået karrieren på nogenlunde køl igen i Stoke, mens Harewood fulgte efter Reo-Coker til Villa med endnu mindre succes. Han er p.t. igen ankelskadet og har kontraktudløb denne sommer. Og Dean Ashton - juvelen i det nye West Ham dynasti - er fodboldinvalid og Pizza-Hut fed et sted i England. Det kunne have været så smukt. Så tæt på, og så alligevel så langt fra, som man vel siger.

Det er præcis fire år siden i dag, d. 13 maj, og jeg bebrejder stadig én mand. Det er barnligt, det ved jeg. Det er urimeligt, usympatisk, indskrænket og useriøst, indrømmet. Han gjorde bare sit arbejde, og han gjorde det sublimt. Retfærdigvis er det et af de bedste mål, der nogensinde er scoret. Men jeg hader stadig Steven Gerrard, og guderne må vide, at jeg nok gør det til min dødsdag…

På afgrunden til det sorte Hull

Da Hull ikke formåede at besejre Wigan i mandags var det endelig definitivt. West Ham rykker ikke ned. Det havde de nok ikke gjort ligegyldig hvad fanden Hull så havde fundet på at foretage sig mod Wigan. West Hams målforskel var overlegen; nogle-og-tyve mål - og alligevel var det først da sidste fløjt havde lydt på JJB Stadium at jeg fuldstændig fattede det. Det er trods alt West Ham vi snakker om. Hvis noget kan fuckes up på en fortvivlende, hjerteskærende og latterlig måde, så kan man altid regne med at West Ham vil gøre et ærligt forsøg på at gøre det.

Selvom det selvfølgelig allerede smagte af fugl (eller egentlig mere præcist af endnu et år i Premier League) da Scott Parker, den fuldstændig urimelig heroiske gigant af et menneske, hamrede 3-2 sejrsmålet ind bag Chris Kirkland og dermed, takket være Sunderlands samtidige sejr over Hull reelt set sikrede overlevelsen for næsten et par uger siden, i forrige spillerunde mod netop Wigan. Og fy for satan i helvede hvor var jeg da også glad den dag i slutningen af april. West Ham havde spillet en god kamp. Ved gud ikke en køn kamp, snarere tværtimod: Men en god og solid indsats, havde sikret en hårdt tiltrængt sejr. Holdet havde efter en (obligatorisk) elendig start (denne gang via et Jonathan Spector-selvmål efter imponerende 4 minutters spil) vendt et truende nederlag til en 2-1 føring, og selv da de for anden gang i kampen holdt gavebod efter hjørnespark og lukkede Wigan tilbage i kampen (2-2), overgav de sig ikke. Og ingen havde mere fortjent at score dét mål end Scotty Parker! Manden som i går gjorde rent bord ved klubbens End of the Season Gala og tog prisen som årets spiller kåret af både fans og spillere samt prisen for årets mål - et andet brag af et langskud - mod Chelsea på Stamford Bridge. Manden som i gennem hele sæsonen har været en lysende stjerne på en baggrund af bæ; en lille klar og ren iskrystal der har nægtet at smelte i en pøl af lunken tis; en evigt løbende, kæmpende, tacklende-med-hovedet-først, blokerende-afslutninger-med-kuglerne, indpiskende, selvopofrende sand leader of men! Det kunne ikke være andre - det skulle være Parker! Og jubelscenens ufiltrerede dedikation var blot endnu en tyk streg under at Scott Parker mere end nogen anden kan takkes for at en helt igennem rædselsfuld sæson trods alt ikke er endt med det værst tænkelige resultat.

Og fy for den lede, hvor kunne det let være gået galt. Selvom West Ham ofte har syntes uheldige i denne sæson, har de på den brede bane været ufattelig heldige. Heldige at Burnley og Hull har været fortvivlende dårlige, og at Portsmouths økonomiske cirkus for længe siden dødsdømte de stakkels sydenglændere. Heldige at klubben nu lader til at redde livet med en tangering af det laveste pointantal nogensinde for et hold som slutter over stregen.

De små marginaler osv

Kampen var også en påmindelse om, hvor små marginalerne er i fodbold. “Ja, ja - luk nu røven kliché-Franz” tænker den opmærksomme læser nu, og det er også ok. Men nuvel, opmærksomme læser. Klichéer er klichéer af en grund. Efter cirka en halv time fyrede Wigans James McCarthy kanonen af fra distancen - Robert Green baskede fortvivlet efter bolden og fik den akkurat vippet op på overliggeren med fingerspidserne. 31 minutter var spillet. Wigan kunne have bragt sig foran 2-0. Sammenbruddet var nær. Umiddelbart efter slap Carlton Cole i stedet stærkt igennem i den anden ende, fandt såre enkelt Ilan på midten som sendte bolden i kassen til 1-1. 31 minutter var spillet. Stadion eksploderede, nervøsiteten lettede - cirka 35.000 mennesker på tribunerne, på banen og på bænken lod til at udstøde et kollektivt “Nu skal det kræftedeme være!” - og det blev det heldigvis også. For den smukke lørdag ville West Ham ikke overgive sig. For en gangs skyld havde Parkers dedikation og fight smittet hele holdet og ikke bare et par vilkårlige mand.

I guder hvor var det vigtigt. Navnlig sammenholdt med den indsats der fulgte i sidste runde. Fulham var i den grad til at tale med. West Ham havde ikke tabt på Craven Cottage i noget der minder om 30 år. Roy Hodgson sparede et halvt hold efter Fulhams fantastiske bedrifter i Europa. Og West Ham spillede som så ofte før ganske nydeligt for så at komme bagud; faldt lidt sammen for så at komme yderligere bagud under uheldige omstændigheder - reducerede hurtigt, for så at smide den nye mulighed på gulvet på grund af en latterlig personlig fejl (og igen viser Jonathan Spector sig i historien!). At verdens bedste Franco så fik reduceret i overtiden ændrer ikke på, at West Ham endnu engang havde tabt en kamp de simpelthen ikke burde tabe. Story of the season. Og det er faktisk til at blive træt af. Sådan helt fysisk træt. Mat i sokkerne. Askegrå i ansigtet.

The not so great escape

Et eller andet sted er det sgu bare rart at sæsonen er slut. Ja, ja - der resterer stadig en kamp, og mon ikke også den bliver tabt? Manchester City har sandsynligvis noget at spille for på sidste spilledag, og kun guderne kan vide hvad Spector finder på når han skal forsvare mod Adebayor, Tevez og Bellamy i stedet for Wigans finest og Fulhams reserver. Men mareridtet er overstået, og selvom Wigan-kampen var forløsende er det hele lidt et antiklimaks. Sidst West Ham reddede sig fra nedrykning (for fortvivlende kort tid siden) var det the greatest escape ever! Aldrig havde et hold indhentet så mange point på så få kampe. 9 ud af sæsonens sidste 13 blev vundet kulminerende med en udesejr over de nykårede mestre fra Manchester United på sidste spilledag. Der var eufori og spænding i flere måneder. Det var fremragende. Holdet spillede eminent, hvis bare sæsonen var fortsat et par måneder havde West Ham spillet med om Champions League pladserne! (Ok - måske ikke, men det var sgu virkelig smukt!) The great escape var en flok mandfolk der hev sig op ved hårrødderne, frakastede sig nedrykningens tunge lænker, og rejste sig ranke og stolte til stor hyldest på sidste spilledag. Dette års variant af the escape har mere drejet sig om hvem af de tre gamle, skindøde idioter Hull, Burnley og West Ham der kunne holde sig fra at skide i bukserne et par timer længere end de andre. En udmattelseskamp som gudskelov blev vundet, men ikke desto mindre en konkurrence hvor selv sejren er et antiklimaks. West Ham er i Premier League næste år men med hvilke perspektiver?

Ejerne vil ikke bakke træneren op, mens spillerne lader til at elske ham. Manden har vist store svagheder i årets løb, og guderne må vide, at det kan synes fristende at erstatte ham. Men med hvem? Grahame Souness? Bryan Robson? Glenn Hoddle? *GYS* På den anden side kan man forsvare at lade manden tage sine dyre læretimer i West Ham nu han alligevel er i gang. Det kan nærmest ikke blive værre end det har været i år… Eller kan det?

Matthew Upson ligner en mand der er på vej væk - og good riddance, så kan Parker forhåbentlig blive anfører. Hvis han da på nogen måde gider blive. Det er egentlig svært at se, hvad der skulle motivere ham, med mindre hans bromance med Zola stikker virkelig dybt. Behramis evighedsflirt med Palermo kan også meget vel manifestere sig i en længe ventet kontraktlig 69′er med mafia-klubben. Carlton Cole spillede i hele foråret som en mand der rent faktisk havde skidt i bukserne, men bliver sikkert alligevel solgt lidt for billigt til Tottenham som øjensynlig aldrig har angribere nok. Robert Green rygtes for tredivte transfervindue i træk til Arsenal, hvor Wenger også har sine lokkefingre ude efter James Tomkins, hvis man skal tro diverse rygter.

Til gengæld bliver det sikkert kropumuligt at komme af med alt vraggodset - Kieron Dyer og Danny Gabbidon bliver åbenbart hverken nogensinde skades - eller kontraktfri - Jonathan Spector skal sikkert være fast mand i målet næste år for at finde en plads, hvor han er mere malplaceret end på venstre back, Herita Ilunga fortsætter velsagtens sit forsvindingsnummer fra i år, tykke, tykke Benny McCarthy får sikkert to år ekstra på sin i forvejen to år for lange kontrakt og så fucking videre og videre og atter videre.

På den anden side ville man ikke kunne holde ud at være West Ham supporter, hvis ikke man var vant til at vende selv de mest håbløse situationer til noget positivt. Måske har Gullivan noget i ærmet? De siger faktisk at de vil bruge flere penge på spillere end de vil sælge for. De er allerede begyndt at byde lidt på unge, spændende profiler fra the Championship. Måske har de den helt rette mand klar i kulissen til at overtage holdet? Måske finder de fælles fodslag med Zola, når først røgen har lagt sig, og tilsammen kan deres fornuftige investeringer og hans mandskabspleje skabe fremgang og succes beyond belief? Nej, ok. Den er sgu nok for tyk. McCarthy-tyk.

Sommerpausen kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg får ikke set sæsonens sidste kamp, da min gamle far skal fejre fødselsdag. Gudskelov er West Hams skæbne beseglet, så jeg ikke skal fake et rabiesanfald for at komme væk derfra til kick off. Jeg lever faktisk ok med at der går lidt tid inden masochisme-karussellen West Ham United FC begynder at køre igen. Det har sgu været hårdt i denne her omgang. Der er jo også et VM at glæde sig til. Og solskin. Og øl og et lavere blodtryk, sorgløse lørdage. Og stangtennis, sommerpiger, lyse nætter, lugten af grill, smagen af softice med guf, fornemmelsen af sand mellem tæerne - og pludselig, mon ikke, et sted midt i al denne herlighed et stænk af melankoli når man lykkelig og fuldemandssentimental i de bedst mulige venners lag tager sig i at møde morgengryet ved stille at nynne bubbles og argumentere lidt for helhjertet for at 2010/11 sæsonen er SÆSONEN hvor Jonathan Spector bliver ligaens bedste højreback!

There’s always next season, ynder de vist at sige ovre på de der britiske øer. Og gudskelov for det.

Det skal åbenbart ikke være let. Faktisk skal det øjensynlig være pissebesværligt, hvilket efterhånden er ved at være temmelig trættende. Det er - hvis man skal tale lige ud af posen og frit fra leveren, kalde en spade for en spade og en bøsse for noget man går på jagt med ( for nu at låne en vending fra Richard Møller Nielsen uden nødvendigvis af den grund at tillægge sig Richardos i sandhed mærkværdige cirkus-dialekt) – rent ud sagt til at brække sig over. Altså virkelig brække sig. Ikke i overført betydning; men rent faktisk lige til at lade indholdet af sin mavesæk vælte ud af munden. Så store halvfordøjede stykker kartoffel i mavesyresovs hamrer ud af munden akkompagneret af uappetitlige lyde mens panden hviler mod et frelsende svalt wc-sæde. Faktisk ville selv et sådant scenarie fremstå attraktivt sammenlignet med det man måtte udstå mandag aften. Ja. Jeg taler naturligvis igen om den, grænsende til det socialt uacceptable, perverse, masochistiske tilbøjelighed, som det at holde med West Ham retfærdigvis kan reduceres til.

Why do birds suddenly appear?

Der var ellers lige begyndt at være tendenser til forår, fuglesang og stænk af solskin, da Zola langt om længe lod sin løjerlige insisteren på at spille en gumpetung 4-3-3/4-5-1/4-1-1-1-1-1-1 falde overbord, og i stedet gik over til noget så simpelt og kompakt som en 4-4-2, hvor spillerne oven i købet ikke længere lod til at frygte sanktioner implicerende korporlig afstraffelse, hvis de søgte mod baglinjen eller i det hele taget smækkede et indlæg af sted. Dette skifte betød nemlig et opsving i resultaterne efter den rædselsfulde række på uoverskueligt mange nederlag i træk, hvor bunden blev nået med et brag af en maveplasker imod Wolverhampton og et efterfølgende hjemmenederlag til Stoke.

Næste udekamp mod Everton gav imidlertid et totalt uventet point i en kamp med stærk fight, hvor den tykke egyptiske turist Mido endda tillod sig at brænde et straffespark i processen, som kulminerede med den tvivlsomme brasilianer Ilans kraftfulde, udlignende hovedstødsmål på Fauberts eminente indlæg fire minutter før tid. Et stærkt svar på tiltale, efter at Everton så ud til at have lukket kampen med målet til 2-1 minuttet før. Personligt så jeg desværre ikke kampen, men den personbil jeg befandt mig i var nær forulykket da det udlignende mål blev bekendtgjort i sport på 3’eren. Faktisk både det til 1-1 og det til 2-2.

Ugen efter befandt jeg mig ikke i bil, men i stedet på en større herretur til Amsterdam, hvor blandt andre Litteraten med Fremskridtshåret, Socialdemokraten og jeg overværede en herligt, hårdt fightet, ved gud ikke køn omgang engelsk fodbold af den gamle skole da Ilan igen kom på tavlen, efter et klassisk kick and rush angreb med Carlton Cole som næstsidste station, og dermed blev matchvinder mod Sunderland. At sejren endda kom i hus uden giganten Scott Parker, hvis fravær knap mærkedes efter en pragtpræstation af såvel Noble som Behrami gjorde blot fuglesangen og solens placering på himlen højere. At vi så havde fornøjelsen af at se kampen på en rædselsfuld “irsk” pub hvor (den egentlig overraskende glimrende) musik blev prioriteret frem for lyden fra kampen gjorde blot glæden større da vores store, fælles helt Franco lavede et smukt mål til 2-0. Stor var skuffelsen da målet åbenbart blev annulleret. Mindre var den, da vi i stedet genkaldte os at Franco kort tid forinden havde klappet en ung, stor og ophidset modstander på kinden i bedste Godfather-stil uden oprindeligt at have haft nogen andel i episoden der fik temperamentet i vejret. Hvis bare alle var som Franco, så ville kvalmen ikke være så massiv som den alligevel blev mandag aften…

Bring me back to ’63

Liverpool var ellers for en gangs skyld til at tale med. Holdet har haft en på alle fronter skuffende sæson, de skulle med bus til UEFA-cup-kamp i Madrid og spille allerede torsdag aften, hvilket betød at flere spillere blev sparet – og de var uden topscorer og superstjerne Torres. Men det lod West Ham sig ikke mærke med. Tværtimod. Efter en fin indledning besluttede forsvaret sig kollektivt for ikke med nogen midler at forsøge at forsvare mod indlæg, og efterfølgende lavede Liverpool tre inderligt ligegyldige og undgåelige mål. Med til historien hører, at West Ham på intet tidspunkt efter 1-0 scoringen så ud til at mønstre noget der mindede om interesse eller tro på at kunne ændre kampens udfald. Skuffende. Ynkeligt. Kvalmende. Eneste opløftende indslag var de 1500 medrejsende fans som kampen igennem hørtes højt og tydeligt.

Sidst West Ham vandt på Anfield scorede Geoff Hurst og Martin Peters målene i en 2-1 sejr (altså tre år inden deherrer gentog kunststykket og lavede 4 tilsammen da West Ham (med lidt hjælp fra andre klubber) slog Vesttyskland i VM-finalen på Wembley). Sidst West Ham vandt på Anfield var ingen af holdets nuværende spillere var født. Beatles havde endnu ikke haft en nummer 1 single i USA, men toppede den britiske hitliste med She Loves You. Stanley Matthews var stadig aktiv i den bedste engelske række, hvor Everton nys havde overtaget mesterskabstrofæet fra Ipswich. Vietnamkrigen var nærmest lige begyndt, Esbjerg var forsvarende tredobbelt Danmarksmester, månelandingen lå mere end fem år ude i fremtiden, Viggo Kampmann var Statsminister i Danmark, John F. Kennedy blev skudt et par måneder senere, Lev Yashin havde lige vundet Ballon d’Or, kvinder havde ikke stemmeret i Schweiz, Mimi Jakobsen var 15 år gammel… Jeg kunne blive ved. Længe. Så kort sagt: Det er rigtig, rigtig, rigtig længe siden West Ham har vundet på Anfield. Utrolig længe. Det er til at få lange nosser af. Rigtig lange. 100-meter-nosser. Og heller ikke i år skulle det være.

Regnskabets time?

Det skal det til gengæld i morgen (lørdag) – altså være. Aldrig har vendingen “nu eller aldrig” syntes mere relevant – trods den omstændighed, at jeg efterhånden mange gange har brugt den om West Hams kampe i denne sæson. Kampen mod Wigan ser imidlertid ud til at kunne blive definitivt udslagsgivende i den nedrykningskamp, som potentielt ser ud til at kunne resultere i, at et hold overlever med et rekordlavt antal point. Rekorden er 34 – sat af West Bromwich i 2005. Lige nu er der tre kampe tilbage, og West Ham har med 31 point tre ned til Hull under stregen. West Ham er med andre ord heldige, at der er usædvanlig mange dårlige hold i Premier League i år. En sejr mod Wigan er nemlig sandsynligvis nok: Pt. Ser tabellen således ud (hold/kampe/sejr/uafgjort/nederlag/mål for/mål imod/målforskel/point):

14    Bolton                  35    9     8    18    38    63    -25    35
15    Wigan                   35    9     8    18    33    66    -33    35
16    Wolverhampton    35    8    10   17    28    51    -23    34
17    West Ham             35    7    10   18    41    60    -19    31
18    Hull                      35    6    10   19    32    72    -40    28
19    Burnley                 35    7     6     22    37   74    -37    27
20    Portsmouth           35    6     6    23    29    62    -33    15

Portsmouth er rykket ned - Burnley er meget tæt på at tage turen med, efter en væsentlig bedre fight end mange (inklusiv undertegnede) havde forestillet sig, og den sidste plads ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem West Ham og Hull omend både Wolves, Wigan og Bolton principielt kan komme i problemer, hvis alting går vanvittigt til i slutfasen. Holdenes resterende kampprogrammer er som følger:

Bolton: H Portsmouth, U Tottenham, H Birmingham
Wigan: U West Ham Utd, H Hull City, U Chelsea
Wolves: H Blackburn, U Portsmouth, H Sunderland
West Ham: H Wigan, U Fulham, H Manchester City
Hull: H Sunderland, U Wigan Athletic, H Liverpool
Burnley: H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham
Portsmouth: U Bolton, H Wolves, U Everton

Portsmouth kan sagtens drille Bolton og Wolves, men vil nok bruge flere kræfter på at forberede sig til FA-cup-finalen mod Chelsea, som er et fint plaster på såret til de hårdtprøvede og loyale fans fra Fratton Park. Burnley får det ualmindelig svært, og har alt at vinde i hjemmekampene mod Liverpool og Tottenham, mens kampen mod Birmingham i hvert fald skal vindes, hvis ikke the clarets skal være at finde i Championship næste år. Og det skal de nok, når alt kommer til alt.

Bolton og Wolves bør kunne hente et point eller to i deres resterende - overkommelige kampe - alt imens det hurtigt står klart at Wigan er det hold som får mest at skulle have sagt i forhold til at afgøre nedrykningskampen: Udfaldene af en udekamp mod West Ham efterfulgt af en hjemmekamp mod Hull kan meget vel blive det som bestemmer, hvilket af disse hold der rykker ned. Hvis de vinder den ene og taber den anden, står det hold der får point mod Wigan med gode kort på hånden. Hvis de vinder dem begge har Hull pludselig meget travlt med at finde de 3 point + 1 point for West Hams overlegne målforskel. Med andre ord: En West Ham-sejr over Wigan giver sandsynligvis overlevelse. Det samme gør et Hull-nederlag til Wigan. I kraft af chok-sejren over Arsenal i sidste runde er Wigan sandsynligvis reddet, selv hvis de skulle tabe begge kampene.

Den gode, den onde og den grusomme

Der er altså masser af scenarier der sikrer, at West Hams kamp mod Manchester City på sidste spilledag kan få en lykkelig udgang. Men der er også nogle  modeller der ikke tegner lykkelige. De kan opdeles - med min ven Socialdemokratens ord - i en god, en ond og en grusom.

Den gode forudsætter at West Ham er reddet fra nedrykning, og at Manchester City har sikret sig Champions League fodbold på bekostning af Tottenham. Sidste spilledag bliver en dag med karnevalsstemning, og Carlos Tevez laver et mistænkeligt selvmål der hyldes af hele stadion.

Den onde forudsætter at både City og West Ham måske skal have point for at klare deres målsætning. Imidlertid taber Hull stort, og hele stadion jubler da Carlos Tevez sender Manchester City i Champions League på bekostning af Tottenham.

Den grusomme implicerer naturligvis at West Ham rykker ned, og at Carlitos scorer målet der forårsager det. Den engelske presse, Neil Warnock, Dave Whelan, Kevin McCabe, Shaun Bean, voldsforbryderen Chris Morgan, hele Daily Mirrors redaktion og mange flere står på skuldrene af hinanden for at udpensle “at retfærdigheden er sket fyldest” og filofosere over “skæbnens ironi”, “nemesis” osv. Mens en grædende Tevez trøstes af sine jublende holdkammerater efter slutfløjtet kommer der nyt fra Turf Moor, hvor Tottenham har scoret et mål der sender dem i Champions League på bekostning af City. Hele stadion græder.

For at undgå den grusomme vil det nok være en god ide at starte med en sejr mod Wigan i morgen. Jeg kan nærmest ikke vente. Sidst jeg havde det sådan vandt Wolves 3-1 over et elendigt og modløst West Ham. Kom nu Irons, please…

Mig og Fogerty down by the schoolyard

For efterhånden et par år siden sad jeg i et større selskab af gentlemen og nød et par kølige pilsnere på en beværtning af den brune slags. Musikken spillede, som den jo gerne gør den slags steder, lystigt på en jukebox, og med et fyldtes vore øregang af Creedence Clearwater Revivals udødelige klassiker “Bad moon Rising”. Det var lige  omkring den tid, at min kære ven, Litteraten med Fremskridtshåret, havde overgivet sig hovedkulds og stormfuldt til netop denne gumpetunge, kompromisløse rock (en vej også mit eget slagne postmoderne ego siden selv har taget, men det er en helt anden historie ) - og navnlig forsanger John Fogertys evigt hæse vokal. “DEN HANDLER OM DOMMEDAG!” proklamerede Litteraten (og har givetvis stjålet en cigaret i samme øjeblik). Og det så jeg ingen grund til at betvivle. Navnlig da Socialdemokraten - som altid har set rocklyset i CCR - ikke protesterede. Så sad vi ellers der og rockede til rockmusik om apocalypsen.

Satans til ulvetime

Episoden er blevet genkaldt i min erindring umiddelbart efter West Hams katastrofale, horrible og dybt, dybt uacceptable 3-1 nederlag til Wolverhampton tirsdag aften. For allerede tirsdag morgen havde der været noget i luften. Noget uldent. Det blæste ad helvedes til og himlen var grå som Bertel Haarders ansigtskulør. Og hvis jeg da bare allerede der havde haft mine tanker hos Fogerty (et sted som de fleste burde placere deres tanker i videre omfang), så ville jeg sikkert ikke føle mig så tom indvendig som tilfældet er nu. For så havde jeg nok ihukommet Fogertys ord og sammenkoblet dem med de dommedagsbibelprofetier jeg rablede om i mit seneste indlæg. Jeg ville have tolket tegnene på himlen som: “[...] the bad moon arising [...] trouble on the way [...] earthquakes and lightnin’” og ikke mindst “[...]bad times today.”

For guderne må vide der var bad times på alle hylder den aften omkring bordet, ved skærmen, på puben. Wolves spillede ganske vist kløgtigt, velorganiseret og skarpt. De fortjente 100 % deres 3 point, og kan glæde sig over at det umiddelbart er nok til at klubben også er at finde i Premier League næste år. Men West Ham må også tage noget credit, for vi gav dem plads og selvtillid, og fik dem på forunderlig vis til at fremstå som et hold på niveau med FC Barcelona, hvad jeg vel næppe fornærmer nogen, ved at hævde at de ret beset ikke er. James Tomkins foræring til 1-0 målet var  symptomatisk for indsatsen denne aften.

Scott Parker var naturligvis en kæmpe, Faubert, Behrami og Daprela kan med lidt god vilje se sig selv i spejlet. Franco var et kæmpe lyspunkt i det kvarter han fik på banen, og han kunne med lidt held have scoret et mere. Diamanti prøvede, men skulle måske have ladet være, når man tager mængden af boldtab det forårsagede i betragtning. Resten af holdet dumpede med et brag. De virkede rådvilde, umotiverede og fuldstændig opgivende. At holdets formodede anfører, landsholdsaktuelle Matthew Upson, som i  øvrigt føler sig for god til at forny sin kontrakt, dagen efter bebuder “at nu er det måske på tide at begynde at spille som et hold” bliver man oprigtig bekymret for, hvad fanden de egentlig foretager sig på træningsbanen på Chadwell Heath. Strikker slumretæpper? Sælger pileflet på Ebay? Drikker bajere og lægger arm? Har de haft John Terry som teambuilding coach?!

Åh, ja. Man skulle have lyttet til Fogerty. Være blevet hjemme. Spist bolsjer og set Paradise Hotel: “Don’t go around tonight, Well, it’s bound to take your life, There’s a bad moon on the rise.“  Og jeg er sgu bange for at han ret - den hæse mand. Da jeg var vendt hjem og ligbleg og sammensunket børstede tænder slog det mig (dog uden, at jeg på det tidspunkt vidste, hvem jeg skyldte denne indsigt): “Jeg overlever simpelthen ikke, hvis vi rykker ned.”

Quite prepared to die?

Men her et par dage efter begynder månen alligevel at glide lidt væk fra West Ham-himlen, hvor boblerne ellers står bristefærdigt stille i luften. For heldigvis er der andre hold i ligaen som i disse dage hører Fogertys “voice of rage and ruin” - og følgelig må se realiteterne i øjnene: “..the end is coming soon.” Burnley har været afsindig dårlige siden Owen Coyle smuttede til Bolton, og Hulls mærkværdigt timede fyring af Phil Brown og efterfølgende endnu mere mærkværdige ansættelse af  Ian Dowie lader ikke til at have haft noget der minder om en positiv effekt på holdets kamp mod nedrykning. (Og Portsmouth tager selvfølgelig den ene plads efter de fik fratrukket point.)

West Ham har stadig tre point ned til disse to hold. Desuden har the irons en overlegen målforskel, og kan dermed sandsynligvis tillade sig at tage fire point mindre end disse hold i løbet de resterende runder i årets Premier League. Hull mangler 8 kampe, Burnley mangler, ligesom West Ham, 7:

Burnley: H Blackburn, H Manchester City, U Hull City, U Sunderland, H Liverpool, U Birmingham, H Tottenham

Det burde blive til nederlag mod Man City, Liverpool og Tottenham, mens udekampene mod Birmingham og Sunderland kan blive pointgivende, da disse holds sæsoner lader til at fuse ud omkring nu. Blackburn er aldrig lette at spille mod, men bliver en kamp der skal vindes for Burnley, alt imens det interne nedrykningsbrag mod Hull City selvfølgelig bliver en absolut nøglekamp.

Hull: H Fulham, U Stoke City, H Burnley, U Birmingham, H Aston Villa, H Sunderland , U Wigan Athletic, H Liverpool

Hull har umiddelbart et appetitligt program, hvor hjemmekampe mod Fulham, Sunderland og naturligvis Burnley bliver afgørende. Udekampe mod Stoke og Birmingham er heller ikke umulige, alt imens Aston Villa og Liverpool bør være for store mundfulde - hjemmebane eller ej.

West Ham: H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Og så har vi selvfølgelig West Ham. Mindst to af de tre kampe mod Stoke, Sunderland og Wigan skal vindes. Udekampen mod Fulham kan give point på kontoen mens Everton, Liverpool og Manchester City næppe giver ved dørene. Når man sammenligner med Hulls kampprogram, samt den omstændighed at the irons nu har tabt fem kampe i træk - hvoraf to har været mod hold i nedrykningsfare - så lover det ikke godt.

I dag udsendte West Hams delejer David Sullivan et brev til supporterne, hvori han udtrykte forståelse for den frustration holdet fik at føle i kampen mod Wolves. Samtidig opfordrede han alle til at støtte holdet med en masse fine historiske referencer. Ja. Der var skruet godt op for patos-knappen. Brevets pointe til spillerne kan opsummeres fint af John Fogerty - og så må Zola egentlig også bruge disse ord i sin teamtalk på lørdag mod Stoke City: “Hope you got your things together. Hope you are quite prepared to die. Looks like we’re in for nasty weather. One eye is taken for an eye.”

Personligt er jeg ikke 100 %  klar til at dø, så: Come on you irons, for helvede da også!

Litteratens frikadeller, midtugebranderter og desillussion

Den seneste tid her på bloggen har stået i Last Man Standing-konkurrencens navn. Og  det er nok når alt kommer til alt meget godt. Havde jeg i stedet forsøgt at beskrive min konstant mere ustabile mentale tilstand i forbindelse med West Hams præstationer på banen over de sidste par måneder, ville jeg sandsynligvis stå over for en retssag om forbrydelser mod menneskeheden. For I guder, hvor har det dog gennemgående været rædselsfuldt, desillusionerende og modbydeligt. Og det på trods af formildende omstændigheder som Litteraten med Fremskridtshårets aldeles glimrende frikadeller med stuvet hvidkål, kartofler og sovs der blev konsumeret med efterfølgende midtugebrandert oven i hatten i forbindelse med den latterligt unødvendig pointdeling på Fratton Park. En nulløsning mod Blackburn var selvsagt hverken nogen nydelse for krop eller sjæl, mens et grundlæggende ufortjent nederlag ude mod også nedrykningstruede Burnley efterlod mig skrigende, kapituleret med søvnunderskud og svigermor på trapperne foran en seriøst ustabil streamforbindelse. “NU ER VI KRÆFTEDEME RYKKET NED!” brølede jeg til fru SygogMunter som optrådte medfølende og utvivlsomt har stået med en stærk (og berettiget) følelse af deja vu.

En formiddag med adskillige sæt på værtshus kunne ikke opveje endnu et latterligt og helt igennem fortjent nederlag mod Bolton. Alverdens positive vibrationer, feng shui  og krystaltrylleri kunne ikke forhindre tre forudsigelige afklapsninger mod topholdene Manchester United, Chelsea og Arsenal. Dog var Litteratens sympatiske, østjyske gentleman-ven af en Arsenal-supporters næsten undskyldende tilgang til weekendens kamp en en kærkommen gestus af ømhed i en verden af pisk, afføring og blomsterløse tornekrat.

Ligeledes ledsagede undertegnedes ekstremt tunge Shepherds Pie et sted midt i forløbet en sjælden positiv oplevelse da sæsonens overraskelse, Birmingham blev sendt hjem med et 2-0 nederlag på et fremragende frisparksmål af evigt utilregnelige Diamanti suppleret af et stærkt gennemspillet mål af Carltonaldo. Den efterfølgende midtugebrandert var heller ikke at kimse af. Navnlig da Socialdemokraten valgte at give omgang med store fad og Arnbitter for Litteratens sidste kontanter. Den efterfølgende 3-0 afklapsning af fuldstændig modløse Hull gav håb om en mindre renæssance inden den essensielt set forudsigelige nederlagsrække mod fornævnte tophold og den evindelige onde ånd, som er et Kevin Davies-inspireret Bolton.

For katten da også. Tidligere på sæsonen var jeg skråsikker - Premier League er svag i år - selvfølgelig rykker West Ham ikke ned. Nu - efter en række resultater er svinget direkte ud på en bumlet vej til helvede, er jeg straks mere usikker, bitter, fordrukken og træt. De irriterende skader vedbliver at dukke op. Formstærke Faubert var pludselig væk og er ikke kommet tilbage endnu. Sæsonens suverænt bedste spiller - Scott Parker - kan kun spille cirka hver anden kamp. At han så spiller eminent hver gang gør ham blot mere savnet når han er væk. Sæsonens næstbedste spiller - Carlton Cole - kan spille endnu mindre. Sidste års - måske - bedste spiller, Herita Ilunga, er forsvundet fra jordens overflade og er først i de sidste par kampe endelig blevet ordentligt erstattet af den meget lovende Fabio Daprela. De panikindkøbte angribere, Benedict Mccarthy, Ilan og Mido har mildest talt ikke imponeret - den dyreste og umiddelbart stærkeste, Mccarthy, blev naturligvis skadet i sin debut og har først i weekenden gjort comeback fra bænken. Mido er tyk og relativt hårdtarbejdende - og Ilan har rent faktisk scoret et mål, men ellers ikke imponeret. Satan og helvede.

Dommedag, nu?

På tirsdag venter en hjemmekamp mod Wolverhampton. Det kan nærmest ikke blive mere afgørende, six-pointer, nu-eller-aldrig, vind-eller-forsvind-agtigt. Lige nu ligger West Ham lige over stregen; 3 point foran såvel Burnley som Hull, 1 point efter Wolves; henholdsvis 4 efter Wigan og 5 efter Bolton - de to sidstnævnte har spillet en kamp mere. West Ham har den bedste målforskel af disse hold - en faktor som absurd nok allerede ser ud til at kunne blive afgørende. Hvis ikke nedrykningstoget kører endnu stærkere, og gør den slags omstændigheder ligegyldige…

West Hams resterende kampprogram ser ud som følger:
H Wolves, H Stoke City, U Everton, H Sunderland, U Liverpool, H Wigan Athletic, U Fulham, H Manchester City

Liverpool har man ikke besejret ude siden 1963 hvor Geoff Hurst og Martin Peters blev matchvindere. Everton er i form og Manchester City har sandsynligvis foruroligende meget at spille for på sidste spilledag. Stoke, Fulham og Sunderland kan derimod meget vel stå i relativt ligegyldige situationer, og derfor være til at tale med, alt imens kampene mod Wolves og Wigan er så vigtige, at jeg er ved at skide en lille smule i buskerne, hver gang jeg tænker på dem.

Ejerne Gold og Sullivan har beskrevet konsekvenserne af en potentiel nedrykning som “Armageddon”. Jeg går ikke ud fra de henviser til den middelmådige komet-film med Bruce Willis, men nok snarere til arenaen for det sidste store slag mellem godt og ondt ifølge biblens Johannes-åbenbaring. Det indebærer blandt andet, som skrevet står, at der “kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden - så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele og folkeslagenes byer styrtede sammen [...] og hver ø forsvandt og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt fra himmelen på menneskene…” (Joh. 18:21) Ja - og sådan kører det egentlig bare derudaf med velbeskrevet bibelsk pine, straf, blod, elendighed, undergang, skrigeri og momentvis basunspilleri af de retfærdige og frelste - som velsagtens er Liverpool eller Tottenham-fans, der sover med hænderne over dynen, og ikke tyer til onsdagsbranderter når the going bliver tuff.

Det er jeg ærligt talt ikke sikker på at jeg er rustet til…

Derfor; på tirsdag SKAL dommedag midlertidigt udskydes! For pokker, West Ham, skuf mig nu for en gangs skyld ikke! Jeg synes allerede, at jeg så rigeligt “pines med ild og svovl” (Joh. 14:10), uden at vi behøver tilføje nedrykning, ophørsudsalg og udekampe mod Scunthorpe og Blackpool til repertoiret…

* Afslutningsvis lidt reklame til interesserede hammers-entusiaster:

En facebookgruppe for danske irons:
Der inviteres lejlighedsvis til kampe på Kennedys Bar i København. Cheferne i gruppen holder begge af at rafle og drikke Fernet Branca.

Scandinavian Hammers: Det giver lidt sig selv - traditionsrig og velorganiseret fanklub, der er den største af sin slags uden for de britiske øer. Foreningen har egne sæsonkort og et skidegodt medlemsblad blandt andet med uddrag fra en helt udsædvanlig god dansk fodboldblog. Der er rigeligt med mulighed for øget dansk engagement og skandinavisk kulturudveksling.

For lidt over tre år siden - i november 2006 - blev West Ham købt af den islandske rigmand Bjorgolfur Gudmundsson (det har taget samfulde tre år, at lære at stave mandens navn). Købet markerede nye tider i østlondon. Den nye bestyrelsesformand i klubben, den karismatiske Eggert Magnusson, råbte op om Champions League fodbold indenfor 4 år, ansatte Alan Curbishley som ny træner, lagde en ordentlig røvfuld penge (i hvert fald i forhold til West Ham standarder) til indkøb af en række nye spillere, som blev lokket til klubben af de høje ambitioner og de endnu højere lønninger - og ultimativt reddede klubben sig fra nedrykning i foråret 2007 efter et utroligt comeback. Det fik Sheffield United til at gå rettens vej, idet de mente at Carlos Tevez egenhændigt havde holdt West Ham oppe, og at West Ham slet ikke havde spillertilladelse til den lille argentiner. Første udsagn er fuldstændig absurd, og andet direkte forkert, men det er egentlig slet ikke det, som det drejer sig om i denne omgang. Under alle omstændigheder var der optimisme, der blev købt flere profiler, og bobler steg mod himlen…

I juni sidste år skiftede West Ham ejer igen. Denne gang var hornmusikken knap så energisk, og armbevægelserne betragteligt mindre. På dette tidspunkt var Eggert blevet sparket ud igen, klubben var begyndt at mærke den økonomiske byrde fra en hel flok højtlønnede, evigskadede fodboldspillere, og frem for alt var Bjorgolfur gået fallit. Verdensøkonomien var tættere på depression end på Klondyke-entusiasme og West Hams nye ejere var et konsortium af kreditorer til den detroniserede islandske milliardær. Allerede inden ejerskiftet var de nye tider en realitet udadtil. West Ham solgte spillere, mange spillere, uden rigtig at bruge penge på nye. Alan Curbishley smuttede da han ikke længere følte han bestemte over indkøbspolitiken (og vandt naturligvis et million-sagsanlæg på vej ud). Gianfranco Zola og Steve Clarke blev hentet ind, og har siden udrettet noget der minder om mirakler med en stadig tyndere, skadesplaget trup. Det har ikke været en dans på roser. Samtidig er rygterne om klubbens astronomiske gæld vokset, og januartransfervinduet har været imødeset med kvalme og tilbageholdt åndedræt. Boblerne brast. Igen.

De seneste måneder har imidlertid budt på håb om bedre tider. Helt konkret i form af en række interesserede parter som har ønsket at købe fodboldklubben West Ham United FC. Det har rent ud sagt været noget af en stressfaktor. Særligt da det stod klart at klubbens ejerskabssituation ikke ville være afklaret før 1. januar, hvor frygten for afsked med flere nøglespillere inden nedrykningskampen var stærkt realistisk funderet.  Undertegnede har været reduceret til en sindstilstand der grundlæggende ikke adskiller sig stort fra den kvinder - i følge diverse klicheer og almindelig revymytologi - befinder sig i når de er højgravide. Mine søvn -, spise - og toiletvaner har været helt til hest. Jeg har konstant været præget af den rædselsfulde limbo-tilstand som min klub befandt sig i. Det er sandelig ikke blevet bedre at jeg mellem jul og nytår pådrog mig en større flænge på ryggen som konsekvens af Børge Mogensens åh-så-lækre stoles manglende evne til rent faktisk at kunne bære 90 kilo mandfolk. Hvorfor placere skruer med spidsen opad, når sædet samtidig kollapser når man sætter sig; HVORFOR, BØRGE?!?

Nå. Det var vist et sidespor. Lad os fortsætte af det: Med forbinding på ryggen, og selvmedlidenhed på størrelse med Dan Rachlins popularitet i 80′erne, har jeg omfavnet Dominos halvprismandage som Rudi Frederiksen ville omfavne deltagerne i BørneMGP. Jeg har ikke kunnet være fysisk aktiv, idet forbindingen ikke måtte blive våd af frygt for betændelse. Mit humør har svinget i en grad så jeg selv har været ganske langt fra at kunne følge med. De fleste dage har jeg næsten ikke kunnet komme op af sofaen. For fanden: Jeg har taget mig selv i at stå foran spejlet og bare føle mig tyk og have lyst til at græde. Det har i sandhed ikke altid været lige morsomt. Og så har der ovenikøbet været eksamensstress oven i hatten.

I denne suppedas af weltschmerz, magtesløs - og uvished tilsat almindelig vinterdepression har der dog været enkelte lyspunkter. Eller det vil sige: Der har mindst været et. Frank Turner hedder han. En Eton-uddannet, britisk, punkrocksingersongwriter (hold da kæft et lorteord!) i slutningen af 20′erne, som synger sange om livet. Ja, sgu. Hverken mere eller mindre. Det handler om at blive ældre og indse at man var en idiot som teenager, at verden er noget lort og nok bliver ved med at være det, at indse at man også er en idiot som voksen, om at folk dør af sygdomme i en al for ung alder, at man ikke er noget specielt i forhold til alle mulige andre, om ulykkelig kærlighed, venskab og jeg ved snart ikke hvad.  Livet, for fanden! Som det leves og døs(!). Og det er skidehamrendemotherfucking livebekræftende, skulle jeg hilse og sige. Ja - både Franks musik og livet som sådan. Det er det han minder en om.

Efter at have fået ham lige dele anbefalet og frarådet på det alvorligste siden han varmede op for Gaslight Anthem på Vega i foråret 2009, havde jeg alle intentioner om selv at tjekke ham ud, da han igen spillede koncert i København i december. Men det satte min generelle ugidelig - og uduelighed naturligvis en stopper for (det samme var i øvrigt tilfældet med Gaslight-koncerten). Til gengæld havde jeg åndsnærværelse nok til at købe en af hans plader da den sådan lige pludselig stod i smasken på mig i en obskur pladebiks i Barcelona senere samme måned. Jeg hørte den faktisk første gang mens jeg skrev et blog-indlæg i flyet på vej hjem.

Nå for at gøre en lang historie endnu længere: Frank og jeg er blevet noget der minder om venner. Han har kørt non-stop på anlægget, ipoden, computeren og hvor jeg ellers har kunnet forpeste uskyldige med mit nyfundne glade budskab. Jeg tror han forstår mig, Frank. Derfor besluttede jeg mig også ret hurtigt for, at jeg måtte eje endnu en plade med ham. En plade som ifølge pålidelige kilder skulle være lige så god som den jeg oprindeligt er faldet for. For at være helt præcis, så bestilte jeg pladen Sleep is for the Week den 29. december. Så kunne den måske være her i tid til at agere krykke for min skrøbelige mentale tilstand under transfervinduet. Siden er fulgt mange skuffende ture til postkassen, inden en længe ventet oplevelse af eufori da jeg vendte hjem efter en weekend på landet sidste søndag aften. Cd’en var i postkassen! Det samme var det seneste nummer af EX-hammers Magazine, og West Hams hjemmebanetrøje for indeværende sæson! Happy days!

Jeg tændte computeren for at se om verden stadig stod efter mine tre dages fravær fra nettet. Bladrede lidt i bladet mens windows startede. Et fint interview med Tony Cottee. Tjekkede overskrifter på nettet. West Ham var så godt som solgt stod der. Alt tydede på at man kunne regne med afklaring i løbet af mandagen. Det var lige før jeg begyndte at ane forår i luften. Jeg tog min nye trøje på og syntes egentlig den så godt ud alt taget i betragtning. Selvom det stadig er pervest at lave en West Ham hjemmetrøje uden lyseblå ærmer. I min generelle begejstring glemte jeg helt cd’en, som bare lå i sin indpakning i vindueskarmen.

Mandagen kom. Ingen afklaring. Blot et hav af nye rygter. Blandt andet nogle helt igennem rædselsfulde rygter om en meget dodgy italiensk rigmand som i forvejen ejer Cagliari. En mand som har fyret 28 trænere på 18 år dernede, og som har ganske veldokumenterede forbindelser til mafien. Jesus Kristus. Ikke igen. Det var mens disse dystre perspektiver samlede sig som tunge tordenskyer over mit ugidelige, joggingklædte korpus at jeg kom i tanker om at der var nye glade toner fra Frank i vindueskarmen. Jeg nærmest småløb derhen. Flåede forsendelsen op, og ramtes af vantro. Af vrede. Ja - sågar af noget der minde om angst. Jeg vendte febrilsk cd’en. Hvad fanden skulle det nu betyde? Var der nogen der tog pis på mig? Jeg konsulterede den medsendte kvittering og konstaterede at den lød på et eksemplar af Sleep is for the Week. Men hvorfor fanden i hede hule helvedes inderste steghede kreds havde play.com så sendt mig en Engelbert Humperdinck-cd med titlen Love Songs and Ballads?!? En ting er at de sender mig en forkert cd. Det kan ske. Erare humanum est og alt det der pis, men Engelbert Humperdinck!? Engelbert? HUM-PER-DINCK!? Hvad fuck. Hvad helvede!? Jeg var målløs. Rasende. Magtesløs og opgivende. Ikke nok med at min fodboldklub var ved at blive opkøbt af en ukarismatisk Don Corleone - nu tog livet pis på mig ved at sende mig en fucking ENGELBERT HUMPERDINCK-plade med fucking flødekærlighedssange! Og så lige nu når jeg havde mere brug for Frank end nogensinde! Total desillusion satte ind og jeg sank sammen i sofaen.  Resten af dagen fortoner sig i en underlig mareridtsagtig dunkelhed.

I går var mit sår på ryggen endelig helet nok til, at jeg igen måtte motionere. “Uhmm, endorfiner!”, vil jeg sværge at jeg hørte min krop sige. Og som det ikke var nok: West Ham blev endelig solgt. Ikke til Cagliari-manden, men til de tidligere Birmingham-ejere David Sullivan og David Gold. Dem har jeg tidligere udtrykt skepsis for her på bloggen. De købte 50 % af klubben, med option på køb af resten indenfor de næste fire år, og frem for alt vide beføjelser i forhold til den daglige drift. David Sullivan begyndte øjensynlig at flæbe under et interview med Talksports fordi han var så lykkelig. David Gold fortalte røverhistorier om dengang han boede lige om hjørnet fra stadion og spillede for West Hams drengehold mod East Ham. Måske var Engelbert-cden et tegn? Der er bedre tider på vej, og jeg vil i fremtiden slet ikke få brug for Franks positive vibrationer? Nu vil livet blive en dans på roser med Engelbert bløde stemme croonende den ene lovesong efter den anden?

Og dog. For ellers var der ikke mange positive meddelelser. Jeg fulgte pressemødet live med lige dele chok og lettelse. Klubben er dybt forgældet og belånt til op over skorstenen. Omkring 110 millioner pund lyder gælden på - og det trods den omstændighed at noget af gælden allerede skulle være afdraget ved købet. Og trods det faktum at klubben siden sommeren 2008 har solgt spillere for noget der minder om 40 millioner pund uden for alvor at bruge penge på nyindkøb. I det mindste er der ikke længere tvungne spillersalg, hvad der åbenbart ellers ville have været både nu og til sommer. Det har deherrer David og David lovet. Gianfranco Zola og Steve Clarke får lov til at fortsætte deres arbejde med truppen. Det har deherrer David lovet. De lovede også, at der bliver penge til rådighed til forstærkninger i januar. På den anden side har vi før oplevet nye ejere med løfter, der ikke blev overholdt.

De bebudede at de, om muligt, agter at at flytte West Ham fra the Boleyn Ground til Londons Olympiske Stadion, når den engelske hovedstad har haft olympiaden i 2012 (det er der, hvor logoet ligner en knælende Lisa Simpson i færd med at give oralsex). Stadion ligger i West Ham-land, og Sullivan udlagde en ambition om at kunne sikre West Ham Premier Leagues billigste billetter på denne måde. Ikke desto mindre er det altid sprængfarligt at fucke med kernetraditioner på denne måde. Samtidig snakkede de dog meget om deres egen East End baggrund og vigtigheden af at kende klubbens historie og tradition. Vi får se.

Samtidig udsendte de en invitation til alle kapitalstærke West Ham fans i verden om at de var velkomne til at købe sig ind i klubben. 10 procent af klubben plus betyrelsesposter og indflydelse for 10 millioner pund. En sådan ide kan man sandelig se gå mange veje. Ikke desto mindre er det da mulig at tolke tanken sympatisk.

Det som gjorde størst indtryk var dog David Sullivans ord: “We wouldn’t buy this club at all if this wasn’t West Ham. It makes no commercial sense for anyone to buy this club and it’s amazing that two other people wanted to buy it.”

Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men de kan da snakke snakken, som man vist siger derovre. Om de så også kan gå gangen bliver interessant at se. Under alle omstændigher sagde de, at konsolidering og langsom opbygning er målet. De udtrykte tillid til egne evner, og bekymring for lønniveauet i Premier League. Samtidig profeterede Sullivan at en Premier League-klub vil ryge under administration inden sæsonen er ovre. Han hentydede ikke til West Ham, og foreløbig er det måske, hvad man kan forlange efter Eggerts forbrugsfest og den katastrofekurs det har sat klubben på. De næste par år skal altså gå med at rydde op. Det betyder nok at Matthew Upson forsvinder, idet han tjener Eggert-penge nu, og næppe bliver for mindre. Det betyder forhåbentlig også snarligt farvel til Boa Morte, Dyer, Quashie og Davenport, som sikkert alle tynger på budgettet. David og David løftede selv sløret for at der allerede i januar måske skal siges goddag til en ny angriber: Rygterne i dag nævner navnet Bobby Zamora. En altid hårdtarbejdende og loyal, local lad til at hjælpe med den langsomme genopbygning af West Ham United FC. Det er nok en drøm, men nøj hvor skulle han være velkommen. Selvom de næppe slipper ham i Fulham.

Og en konklusion med hele denne smøre? Det må være noget i retning af, at selvom det alt andet lige ser lysere ud nu, end det gjorde for et par måneder siden, så har jeg stadig skrevet til play.com og anmodet om at få byttet min Engelbert Humperdinck-cd til den med Frank Turner. Noget siger mig, at også får brug for hans venskabelige, livsbekræftende betragtninger i den kommende tid.

Så er det blevet regnskabets time for første runde af konkurrencen Last Man Standing. 188 deltagere meldte deres ankomst i konkurrencen om at gættere vindere af ugens kampe, der endte således:

Stoke City vs Liverpool 1 - 1
Chelsea vs Sunderland 7 - 2
Manchester United vs Burnley 3 - 0
Portsmouth vs Birmingham AFLYST
Tottenham vs Hull 0 - 0
Wolves vs Wigan 0 - 2
Everton vs Manchester City 2 - 0
Aston Villa vs West Ham 0 - 0
Blackburn vs Fulham 2 - 0
Bolton vs Arsenal 0 - 2

Dermed sikrede bud på: Arsenal, Blackburn, Chelsea, Everton, Manchester United og Wigan til avancement til næste runde. Dette havde følgende 52 deltagere været skarpe og/eller heldige nok til at forudse:

Arsenal (8): Yllipojken, ThelgMaster, StriwetDevil, Storke, igo84, HelteneFraFredensvang, Geddar, Brarand
Blackburn (3): sondergaard5, Firefly, Chul
Chelsea (10): Trommestik, Spanky, Scouse Free, riker, math6035, Jakob11, Gumle, FrækFyr17, Dillen, colin368
Manchester United (26): Æsel3000, Zenopa, Yorgen, Thegreatone, teleduffe, sygogmunter, sweeper, Saxen, Ronnykat, Rasmus Dux, Old Trafford, nixcha, MrAnderson, Lransborg, leofck, Kolrengen7, Jeules, Jerikov, ellebelle, Crilz_AB, Brockman, Bo Llux, Blikdal, banansnask, Asklepios, Anesen
Wigan (5): trier36, Peterlønstrup, Orskov, Donnichlas, DeSeanJacksonPE

Følgende 118 deltagere led tilgengæld døden på skafottet, hvor navnlig Tottenhams manglende sejr mod Hull kostede hoveder - men også West Hams hårdt tilkæmpede point på Villa Park var uforudset:

Aston Villa (24): zenger, United De Bedste, Udo, This Charming Man, teisi, RomeoNieburh, QuéPasa?!, OC, Nicklas Alexander N, MortenHo, Moggie, Kramer, jacobnr1, Indies, Ill, Hysen, GN2, fatal, En Vild Mår!, Emilfu, Den gamle dames…, Brumkvist, BlivIkkeFanatisk, Alta Tensione
Fulham (4): Sjanten, Kullerthe1, JonasGerrard, Dermeister
Liverpool (8): starhead, socialdemokraten, Senge, Liverdrengen, Klausen, Jean Claude Van D, Dano, Captain Fantastic
Manchester City (4): Ucankus, snowflake, Chrisard, B.E.A.S.T.I.E
Stoke (2): Kilde, Cside
Tottenham (64): Xiong Mao, Whufc93, trannel, topper110, Tona-exe, Tjalfe12, Spielführer, Sophus Krølben, Schiær, Schalde1, SamuelEto, RFCmy_life, Python, Pussen, Petrescu, Papadakis, Omni, oliverac, nukacola, nissandj, Maabjerg, Mutibu, Morph, Messes, Mbondum, Mbecher, MadsVS, madin, LYKKEKVINDE, Lundos, Lasse_Sommer, kaangen, KNJ, Kanelgiffel, kaeppen, jsm, Jonze, jomic…, Jenkins, GhettoG, Fussball 4ever, fezz1981, dr. Sjolana, DonPersson, Don Andres, Doctor Khumalo, Diamanti, Den Spanske Kriger, chrst3x, Caracola, Cantona07, Brugeren Punktum “.”, Bosse1983, BonniePrinceBilly, Barcagf, barca numero 1, Arctic, applause, anton2607, ande9200, Alsen_ReDevils, Alex_wm, Agbonlahor, 1899barca
West Ham (1): PerPerNielsen
Wolverhampton (11): Schalke04, Misfits, kriztianzen, Kjellerup2960, jnilsson, IMO, Il_Preferito, Fancypants, Dyreborg, De kalder ham Pelle, agfstyrer

Kampen mellem Birmingham og Portsmouth blev uheldigvis aflyst, hvilket bevirker at følgende 18 deltagere skal gætte på to hold i anden runde; begge disse bud skal være rigtige for at sikre avancement til tredje runde:

Birmingham (16): aabhadan, ye…, smølfen, pp1, Peterjs, Nash, McAbre, l4rsen, L2P, kasi28, Jon Lund Elbeck, Joasis, Jen-se-rik, England/’s No.6, ChelseaGirl, 1kage1
Portsmouth (2): Tebirkis, MortenOlsensSøster

Ingen deltagere gættede på: Bolton, Burnley, Everton, Hull og Sunderland.

I alt stiller altså 70 deltagere til start i anden runde; heraf skal 18 gætte på to hold. Anden rundes kampe ser ud som følger. (Næste midtuges kampe fravælges idet ikke alle hold er i kamp):

Lørdag d. 30/1:
Birmingham Vs Tottenham 16:00
Fulham Vs Aston Villa 16:00
Hull City Vs Wolves 16:00
Liverpool Vs Bolton 16:00
West Ham Vs Blackburn 16:00
Wigan Vs Everton 16:00
Burnley Vs Chelsea 18:30

Søndag d. 31/1:
Man City Vs Portsmouth 14:30
Arsenal Vs Man Utd 17:00

Mandag d. 1/2:
Sunderland Vs Stoke City 21:00

- Tilmelding til Runde 2 sker ved at svare et holdnavn (for 18 spilleres vedkommende: To holdnavne) som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 lørdag d. 30/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret.

• Svar som United, City, Blues, Whites, Wanderers eller lignende accepteres ikke. Der må ikke kunne sås tvivl om hvilket hold der gættes på.
• Hvis man ønsker at ændre sit svar inden deadline bedes dette gøres med formuleringen “Bud ændret fra Hold X til Hold Y” - enten ved at redigere det oprindelige indlæg eller i et helt nyt indlæg. Budændringer der ikke følger præcis denne formulering kan ikke garanteres at blive bogført.
• Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså kun de 70 tilbageværende som er med.
• Husk at man ikke må gætte på det samme hold to gange! Ovenfor kan i finde jeres bud fra første runde. Bud på hold i aflyste kampe tæller naturligvis ikke som hold der ikke må bruges igen - altså kan alle gætte på Birmingham og Portsmouth i anden runde.

Held og lykke! Må den bedste mand vinde gavekortet på 500 kroner til Unisport.dk

I onsdags sparkede undertegnede en konkurrence i gang, som skulle udfordre deltagernes evner til at forudsige vindere af Premier League kampe. Da over halvdelen af denne weekends kampe desværre allerede er blevet aflyst på grund af sne og frost i England (i gamle dage skulle banen nærmest være ufremkommelig for bæltekøretøjer før man aflyste; ak, verden er af lave) virker det desværre fjollet at gennemføre runden som planlagt. Dette skyldes ikke mindst at størstedelen af deltagernes bud er blevet uaktuelle qua nævnte aflysninger. Derfor bliver første runde af Last Man Standing rykket til næste weekend: D. 16-17.

Konkurrencen har dog allerede vist sig at være en succes på to fronter: Mere end 150 brugere valgte at deltage i den oprindelige første runde, og bold.dk har meldt sig på banen som sponsorer af en præmie til den heldige og dygtige vinder: Et gavekort på 500 kroner til Unisport.dk

Konceptet for konkurrencen er fortsat relativt simpelt:

• Hver spillerunde i Premier League udgør en ligeledes en spillerunde i Last Man Standing.
  
• Hver spiller vælger et hold, som skal vinde deres kamp i runden for at kvalificere deltageren til også at gætte med i  næste spillerunde. Hvis det valgte hold ikke vinder (altså taber eller spiller uafgjort) er deltageren ude af spillet.
  
• Det spidsfindige er, at hver deltager kun må vælge hvert enkelt hold én gang: Man kan altså ikke pege på Manchester United, Bolton eller Chelsea hver uge, men er nødt til at skifte til et nyt hold i hver runde. Principielt må et hold først genvælges af samme deltager når han har gættet rigtigt tyve gange i træk, og dermed har “brugt” samtlige hold i ligaen.
• Hvis en deltager har gættet på et hold i en kamp som siden aflyses skal vedkommende gætte på to hold i den kommende runde: Begge disse skal så vinde for at kvalificere deltageren til næste runde. Hvis massive aflysninger rammer kan runder udskydes.
  
• Den deltager som overlever flest runder uden forkerte gæt vinder konkurrencen, og kan til sidst sole sig i altoverskyggende succes som profet og ekspert i al evighed! Hvis to eller flere deltagere elimineres samtidig som de sidste i konkurrencen bliver der tale om en re-match mellem disse i runden efter indtil én deltager står tilbage som vinder.
• Deltagere som ikke indleverer rettidige svar til en runde afmelder sig dermed konkurrencen. Det kan således ikke lade sig gøre at springe runder over pga. forglemmelser, rejser, indsættelser i statsfængsler eller lignende.

Kampprogrammet for den nye runde 1 i Last Man Standing ses nedenfor:

Lørdag d. 16/1:

Stoke City vs Liverpool 13.45
Chelsea vs Sunderland 16.00
Manchester United vs Burnley 16.00
Portsmouth vs Birmingham 16.00
Tottenham vs Hull 16.00
Wolves vs Wigan 16.00
Everton vs Manchester City 18.30

Søndag d. 17/1:

Aston Villa vs West Ham 14.30
Blackburn vs Fulham 16.00
Bolton vs Arsenal 17.00

- Tilmelding til runde 1 sker ved at svare et holdnavn i som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 på lørdag d. 16/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret.

• Svar som United, City, Blues, Whites, Wanderers eller lignende accepteres ikke. Der må ikke kunne sås tvivl om hvilket hold der gættes på.
• Hvis man ønsker at ændre sit svar inden deadline bedes dette gøres med formuleringen “Bud ændret fra Hold X til Hold Y” - enten ved at redigere det oprindelige indlæg eller i et helt nyt indlæg. Budændringer der ikke følger præcis denne formulering kan ikke garanteres at blive bogført.
• Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså nu eller aldrig, hvis man vil med (med mindre mere sne, tyfoner, orkaner og tsunamier lammer England i næste weekend…).
• Undertegnede forbeholder sig ret til at sætte loft på deltagerantallet, hvis dette overstiger alle forventninger.

Jeg håber i stadig har lyst og mod på at lege med trods vejrgudernes kællinge-agtige og dybt uacceptable adfærd i denne sag…

Dette er tænkt som en konkurrence. For sjov og spas’ skyld. Konceptet er vist kendt fra diverse bookmakere, og handler om den enkeltes evne til at forudsige vindere af fodboldkampe. I dette tilfælde bliver det kampe i den engelske Premier League.

Konceptet er relativt simpelt:

• Hver spillerunde i Premier League udgør en ligeledes en spillerunde i Last Man Standing.
  
• Hver spiller vælger et hold, som skal vinde deres kamp i runden for at kvalificere deltageren til også at gætte med i  næste spillerunde. Hvis det valgte hold ikke vinder (altså taber eller spiller uafgjort) er deltageren ude af spillet.
  
• Det spidsfindige er, at hver deltager kun må vælge hvert enkelt hold én gang: Man kan altså ikke pege på Manchester United eller Chelsea hver uge, men er nødt til at skifte til et nyt hold i hver runde. Principielt må et hold først genvælges af samme deltager når han har gættet rigtigt tyve gange i træk, og dermed har “brugt” samtlige hold i ligaen.
• Den deltager (eller måske de deltagere?) som overlever flest runder uden forkerte gæt vinder konkurrencen, og kan til sidst sole sig i altoverskyggende succes som profet og ekspert i al evighed!

Det er rørende simpelt ikke sandt? Hver spiller vælger et hold som formodes at vinde deres kamp i denne runde: Hvis forudsigelsen holder stik er vedkommende med igen i næste runde, men skal i hver runde vælge et forskelligt hold!

Første runde ser således ud:

Lørdag d. 9/1:

Hull City vs Chelsa FC kl. 13.45 AFLYST!
Arsenal vs Everton kl. 16.00
Burnley vs Stoke kl. 16.00 - AFLYST!
Fulham vs Portsmouth 16.00 - AFLYST!
Sunderland vs Bolton kl. 16.00 AFLYST!
Wigan vs Aston Villa kl. 16.00 AFLYST!
Birmingham vs Man Utd 18. 30

Søndag 10/1:

West Ham vs Wolves kl. 14.30 AFLYST!
Liverpool vs Tottenham 17.00 - AFLYST!

Mandag d. 11/1:

Man City vs Blackburn kl. 21.00

Tilmelding sker ved at svare et holdnavn som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 på lørdag d. 9/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret. Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså nu eller aldrig, hvis man vil med i denne omgang.

Jeg håber i har lyst til at lege med!

EDIT: Ingen halvgarderinger tak! Forkortelser som “City”, “United”, “Wanderers”, “FC”, “Whites”, “Blues”, “Reds” eller lignende godkendes ikke som svar. Der skal ikke kunne sås tvivl om, hvilket hold der gættes på.

Og så i øvrigt tak for den overvældende tilslutning.

EDIT II: Fulham - Portsmouth er aflyst pga. dårligt vejr. Hvis nogen af de 43 deltagere der har spillet på Fulham (eller den ene der har spillet på Portsmouth) ønsker at ændre deres bud i første runde, gøres dette ved at ændre det gamle indlæg således: “Bud ændret fra Fulham til Hold Xyz”. Alternativt har spillere der har budt på hold i aflyste kampe to gæt i næste runde som begge skal være rigtige for at kvalificere til tredje runde.

EDIT III: Også Burnley - Stoke, Liverpool - Tottenham og Sunderland - Bolton er aflyst. Deltagere med bud på nogle af disse hold kan ændre deres tip som ovenfor beskrevet: Ved at redigere det oprindelige svar med teksten: “Bud ændret fra Hold X til Hold Y.” (Hold X og Y tilpasses naturligvis de relevante hold, men det behøver jeg vel ikke fortælle?) Det er vigtigt at ordlyden er præcis den citerede, da dette letter arbejdsbyrden betragteligt. Deltagere som har budt på et hold hvis kamp aflyses, og som ikke ændrer svaret vil have to bud i runde 2. Det forudsættes naturligvis stadig at alle ændringer i eksisterende bud - og nye bud - afgives inden rundestart: Lørdag kl. 13.44.

Edit IV: Der er en præmie til vinderen under opsejling fra bold.dk. Mere info følger.

Edit V: Da også Hull og Wigan har aflyst deres hjemmekampe - og over halvdelen af kampene dermed allerede er aflyst - udskydes konkurrencestart til næste uge.

Ny første runde findes her.

Fodboldåret 2010 på Boleyn Ground blev sparket i gang i går med et ærefuldt cup-nederlag mod Arsenal. I det følgende vil Eders undertegnede og altid hengivne blogger søge at kigge tilbage på halvsæsonen der gik, og den der venter fremme i West Ham United FC.

Del I: Ejerskabet: We had the greatest expectations…

Da jeg i sommers forsøgte at forudsige årets gang i den bedste engelske fodboldrække, skød jeg optimistisk West Ham til en midterplacering. Holdet så ud til at gå forstærket ud af transfervinduet, og der blev sendt positive vibrationer om kontrol på de indre linjer i klubben. Midterplaceringen kan stadig ske. Det er faktisk ikke decideret urealistisk. Ikke desto mindre har West Hams sæson foreløbig været under middel. Ganske betragteligt endda.

Dette skyldes naturligvis mange ting. Ikke mindst skyldes det dog at den administrative del af klubben lader til fortsat at være et kaos, trods CEO Scott Duxburys forsikringer om det modsatte under en større charmeoffensiv i sommers. Her lovede Duxburys blandt andet, at tre klassespillere ville blive tilføjet West Ham-truppen. Jimenez og Diamanti kan til nød være de to. Den tredje dukkede aldrig op. Han kan vel ikke have ment det permanente køb af Kovac eller investeringen i den - indrømmet talentfulde - meget unge Daprela? I stedet solgte man James Collins som var en integreret del af holdets bedste forsvarskombination, lod Lucas Neill rejse på en fri transfer uden at hente en erstatning (det var så halvdelen af det bedste forsvar), og sendte den tidligere - af blandt andre Duxbury - højt besungne, formodede rekordsigning Savio Nsereko tilbage til Italien efter blot 9 kampe for klubben i bytte med en umiddelbart middelmådig portugisisk centerforsvarer, Manuel Da Costa. Så meget for et andet af Duxburys løfter: At klubben kun ville sælge spillere, hvis der fandtes fuldgode erstatninger. Hvis ikke formuleringen ligefrem var “bedre” erstatninger. Det tror jeg faktisk den var. Jesus Christ, Dux, der tog du alligvel røven på mig.

Ansvaret er naturligvis ikke Duxburys alene. Der er faktisk al mulig grund til at tro, at han arbejder så godt han kan under de rammer som udstikkes af klubbens ejere, Claret and Blue Holding, der er et konsortium af de tidligere, konkursramte islandske ejeres kreditorer. Duxbury har på intet tidspunkt lagt skjul på at klubben er dybt forgældet, og at banken lægger pres på for at generere midler gennem blandt andet spillersalg. Ejerne hævder til gengæld at de ønsker at klubben skal stabiliseres i Premier League med henblik på et salg når verdensøkonomien ser bedre ud, og at klubben må bruge alle penge fra spillersalg på indkøb. Who to believe?

I øjeblikket spekuleres der heldigvis i, at tre forskellige parter forsøger at overtage West Ham. Det drejer sig om:

- Tony Fernandes: Malaysisk forretningsmand der blev kæmpe West Ham fan under et ungdommeligt uddannelsesophold i London i 1970′erne. Fernandes har opbygget en betragtelig formue - han anslås personligt at være god for $ 300 millioner - gennem opbygningen af flyselskabet AirAsia, som under Fernandes’ ledelse er gået fra en status som gigantisk underskudsforretning til Asiens største luftfartsselskab. Fernandes er på det seneste flere gange spottet på stadion, og har udsendt flere kryptiske beskeder på twitter om ejerskabssituationen i West Ham.

- David Gold og David Sullivan: Deherrer solgte sidste år Birmingham City FC til rigmanden Carson Yeung. Førstnævnte er kæmpe West Ham fan, opvokset nær ved stadion og spillede som ungdomsspiller i klubben. De to David’er har sikret sig stor personlig velstand sammen, gennem blandt andet produktion af frækt undertøj, porno og sportsaviser, inden de sammen købte Birmingham City på konkursens rand. Under deres lederskab blev klubben etableret som elevatorhold mellem de to bedste rækker. Det sidste års tid i klubben var forholdet til fansene mildest talt anstrengt. De mente ikke at Gold og Sullivan investerede nok penge i spillertruppen. Gold og Sullivan mente ikke at fansene værdsatte det nye, højere, stabile niveau de havde foranstaltet i fodboldklubben.

- Intermarket Group: En absolut dark horse i kampen om West Ham. Der findes praktisk talt ingen information om dette konsortium. Det menes dog at dreje sig om en større gruppe mennesker med kærlighed til West Ham. Der formodes at være temmelig mange penge bag gruppen. Det hævdes forskellige steder, at gruppen indeholder alle fra tidligere ejer Terrence Brown over det islandske ansigt udadtil i den foregående overtagelse, Eggert Magnusson, til Tony Fernandes og Tony Cottee.

Tony Fernandes er umiddelbart det foretrukne valg for mange. Manden elsker West Ham og er en dygtig forretningsmand. De fleste fans ønsker ikke voldsomme kapitalindsprøjtninger til køb af stjernespillere. De ønsker at klubben kan blive drevet stabilt og langsomt udvikle sig mod bedre tider gennem talentarbejde, en fornuftig forretning og et solidt trænerteam.

Gold og Sullivan har den force, at de har erfaring med at drive en fodboldklub. Samtidig har de også den negative side, at de umiddelbart ikke har særlig store ambitioner med dette projekt. Spørg bare Birminghams fans. Foreløbig har de brugt pressen flittigt i et forsøg på at skabe pres på de nuværende ejere. Muligvis med henblik på at overtage 50 af aktierne i klubben og kontrollen over den daglige ledelse for et beløb i omegnen af £ 50-60 millioner.

Intermarket Group? Ja - det kan man jo selv forestille sig med sine vildeste fantasier og værste mareridt. De må meget gerne melde lidt mere ud om hvem de er, hvad de vil og hvorfor?

Nærmest ligegyldig hvad er det det svært at forestille sig værre ejere end de nuværende, som lader til langsomt men sikkert at være ved at dræbe West Ham United.

Del II: Spillertruppen: Hvor mange skader skal der til at sikre en nedrykning?

Allerede i det tidligere nævnte forsøg på at forudsige West Hams sæson profeterede jeg at truppen var smal men god. Det er den stadig. Desværre har skaderne igen i år hobet sig op, med stor skadelig virkning for holdet.

Carlton Cole, Scott Parker, Mark Noble, Jack Collison, Matthew Upson, Danny Gabbidon, Herita Ilunga, Valon Behrami, Zavon Hines, Kieron Dyer, Calum Davenport og Luis Boa Morte har alle været ude i større eller mindre dele af sæsonen. For alles vedkommende i stræk på flere uger eller måneder. Nogle har slet ikke været kampklar på noget tidspunkt. Dean Ashton har helt lagt støvlerne på hylden. Den slags vil være svært at kapere for de fleste hold. For West Ham er tabet af nøglespillere som Cole, Upson, Parker og Behrami altid ekstremt mærkbart. Særligt hvis flere af disse er ude samtidig, hvad der desværre alt for ofte har været tilfældet.

Ydermere må beslutningen om ikke at forlænge kontrakten med Lucas Neill retrospektivt siges at have været dyr. Det virker i hvert fald som en plausibel forklaring at det voldsomme dyk i forsvarets stabilitet er forårsaget af den australske anfører og forsvarsgenerals fravær. Det har ved gud ikke været bedre at man ikke hentede en erstatning for Neill, men i stedet har forsøgt sig med Faubert og Spector uden synderligt held.

Det er svært at argumentere for, at skaderne ikke har spillet en nøglerolle i West Hams spillemæssige nedtur i år. Men samtidig må spillere som Upson, Ilunga og Green også kigge sig i spejlet og acceptere at de ikke har levet op til sidste års niveau. Alt imens har nye folk som Diamanti og Jimenez været ustabile. Begge bærer præg af at være humørspillere af rang. Førstnævnte har foreløbig vist betragtelig mere positivt end sidstenævnte, som til gengæld har været en massiv skuffelse. Spillere som Faubert og Kovac har prøvet forebilledligt med meget skiftende held. Det er nok desværre, hvad deres evner rækker til. Det samme er umiddelbart det foreløbige indtryk af Manuel Da Costa. Mark Noble har skiftet mellem alt fra fremragende til elendig. Den knægt skal snart hæve sit bundniveau og ramme en skadesfri stime.

Sæsonens altoverskyggende lyspunkt har været Scott Parker. Han har leveret fremragende defensive indsatser krydret med stadig flere lovende offensive manøvrer. Han har heldigvis ikke haft seriøst lange skadespauser, og virker til at være holdets reelle anfører på banen, selvom anførerbindet sidder på Matthew Upson. Man tager let sig selv i at frygte, at Parker spiller for et skifte til en bedre klub i januar. Carlton Cole fortjener i høj grad også at blive nævnt for et helt og aldeles fremragende sæsonstart, som desværre blev smadret af den skade, som har holdt ham ude i noget der minder om månedsvis. Valon Behrami er først for alvor nu tilbage efter skader der ødelagde sidste halvdel af sidste sæson, og lader til at finde sit gamle uhyggelige niveau med masser af fight og fint pasningsspil. Panik-signingen Guillermo Franco har været et friskt, hårdtarbejdende og teknisk begavet bekendtskab på toppen i Coles fravær.

Også unge Zavon Hines viste mange gode ting, inden en knæskade satte en stopper for hans sæson, alt imens andre unge folk som Collison, Tomkins og Stanislas har vist gode mange gode momenter men generelt meget svingende spil. Det må man forvente og acceptere når man satser på udvikling af unge spillere, men i det lys bliver flere af de etablerede spilleres svigt så meget desto værre. Derudover lader Frank Nouble og Fabio Daprela at bejle til mere spilletid efter fine indsatser i gårsdagens kamp mod Arsenal. Tony Carrs akademi svigter heldigvis ikke.

Alt i alt har spillet på banen overordnet set ikke været prangende, og når det periodevis har, så har resultaterne ikke afspejlet det. Holdet har brillieret ved at smide et hav af føringer, og har ved gentagne lejligheder ikke formået at vende talmæssigt eller spillemæssigt overtag til resultater. At smide 2-0 ude mod Hull til en 3-2 føring til hjemmeholdet på en halv time er symptomatisk for sæsonen. Det samme er det, at smide en 2-0 føring ude mod Sunderland, der spiller store dele af kampen med 10 mand. At tabe 2-1 hjemme til Everton i en kamp man dominerede totalt lige så. Man kunne blive ved ganske længe. Desværre.

Del III: Træneren: Den nydelige lille mand

Gianfranco Zola er altså en virkelig tiltalende mand. Han forsøger altid at være positiv. Han prøver at begrænse de dårlige undskyldninger når tingene ikke kører. Frem for alt insisterer han på, at vedblive med at spille fin fodbold trods resultatmæssige nedture.

Den lille italiener kunne ellers hurtigt finde mange undskyldninger for den foreløbige lortesæson. Ejerne sælger hans bedste spillere uden at erstatte dem, uvisheden om klubbens fremtid gør spillerne ufokuserede, skaderne hagler ned over holdet, pressen er for kritisk, fansene ser tykke ud i deres stramme jeans, dommerne har afgørende indflydelse på resultaterne osv. Men det gør Zola generelt ikke. Han snakker om at finde løsninger, om glæden ved den daglige talentudvikling, og om at spillerne kæmper godt. Jeg håber den ondenlynemig, at han nogle gange siger nogle lidt mindre tv-venlige ting i omklædningsrummet, når de priviligerede fodboldmillionærer leverer det argeste lort, men generelt set kan jeg godt lide hans tilgang. Spillerne lader til, at synes godt om ham, respektere hans person og faglighed, og de unge sprudler ofte i hans system og under hans filosofi.

Ikke desto mindre skal resultaterne forbedres i anden halvdel af sæsonen. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt med Bolton-fodbold og manipulation med pressen og dommerne. Det har jeg nemlig svært ved at tro at Zola kan finde ud af.

Del IV: Konklusion: 1X2?

West Ham står over for et par meget afgørende måneder i klubbens historie. Hvis de nuværende ejere fortsætter deres ophørsudsalg, så bliver resten af sæsonen en meget svær kamp for overlevelse. Hvis der derimod kommer nye ejere hurtigt, og holdet kan styrkes i januar, så kan alle - inklusiv Gianfranco Zola - ånde lidt lettere. At tænke sig: En situation hvor ledelse, træner-team, spillere og fans trækker i samme retning ud fra en gennemskuelig vision og en sund økonomi? Man har vel lov at drømme.

Der er ingen tvivl om at West Hams trup har et fint potentiale, og at den ikke hører til blandt de tre dårligste i Premier League. Det kræver “bare” at Green, Upson, Ilunga, Behrami, Parker, Collison og Cole kommer til at spille broderparten af de resterende kampe. Om det så bliver Tomkins eller Da Costa, Diamanti eller Franco, Spector eller Faubert der fylder de sidste huller er egentlig ikke så vigtigt. Det hold skal nok klare sig. Hvis skadeshelvedet derimod fortsætter, så kan de mørke skyer trække sig tættere sammen over øst-London. Kovac som kreatør og Da Costa på toppen? Gys! Hvis den økonomiske situation er så slem, som det hævdes flere steder, så vil en nedrykningen kunne få uoprettelige konsekvenser i størrelsesordenen Leeds United eller værre.

År 2012: Gianfranco Zola og West Ham i Euro League? Gary Megson på trænerbænken på Upton Park i League One? Anyone? Vi er markant klogere når transfervinduet klapper i.