Syg og munter

Nuvel. En måske lidt dramatisk overskrift, men hvad gør man ikke for at finde en undskyldning for at citere Public Enemy. Ikke desto mindre er der i dag blot 30 dage, til vi når den 7. august og starten på verdens vigtigste fodboldrække: The Npower Championship. (Kors, et tumpet navn i øvrigt!) Og der er foreløbig grund til bekymring…

For selvom undertegnede allerede har gjort sit yderste til at tage ja-hatten på, skrue ned for idiotknappen (som Litteraten Med Fremskridtshåret ville formulere det) og finde de positive aspekter af den øjeblikkelige udvikling i West Ham, så ser truppen i sin nuværende form bestemt ikke ud til, at kunne spille med i toppen af den næstbedste engelske række.

I øjeblikket figurerer der 26 spillere på oversigten over førsteholdsspillere på klubbens officielle hjemmeside. Disse fordeler sig således:

Målmænd (4): Robert Green, Ruud Boffin, Peter Kurucz og Marek Stech.

Forsvarere (8): Winston Reid, James Tomkins, Herita Ilunga, Julien Faubert, Jordan Spence, Matthew Fry, Jordan Brown og Abdoulaye Faye (jeg elsker at mandens navn umiddelbart rimer!).

Midtbanespillere (8): Scott Parker, Jack Collison, Pablo Barrera, Luis Boa Morte, Mark Noble, Junior Stanislas, Gary O’Neil og Kevin Nolan.

Angribere (6): Carlton Cole, Freddie Sears, Zavon Hines, Frank Nouble, Frederick Piquionne og Dylan Tombides.

Hvis man blot kigger på tallene ser det jo ganske fornuftigt ud. Men det er det imidlertid ikke.

“Alle bedes trække mod udgangen…”

Siden sæsonen faldt fuldstændig på røven, med en 3-0 røvfuld på hjemmebane mod Sunderland 22. maj i klubbens sidste Premier League-kamp i denne omgang, er der således en ordentlig flok spillere som er rejst: Matthew Upson, Kieron Dyer, Jonathan Spector, Danny Gabbidon, Robbie Keane (retur fra lån), Wayne Bridge (retur fra lån), Radoslav Kovac, Manuel Da Costa, Lars Jacobsen, Demba Ba og Thomas Hitzlsperger samt ungdomsspillerne Anthony Edgar, Filip Modelski, Holmar Eyjolfsson og Adam Street. Man kan dertil vælge at medregne Benny McCarthy, som på BMI næsten burde tælle for to. Dertil kan man påregne, at det virker usandsynligt at Parker, Green, Cole og sågar Pablo Barrera alle er at finde i klubben når transfervinduet lukker ved udgangen af august. Dermed vil West Ham potentielt have sagt farvel til mellem 11 og 15 spillere, som i et eller andet omfang kunne regnes som potentielle startere. Ind er foreløbigt kommet to (rigtig gode) nyindkøb i form af Faye og Nolan.

” You don’t win anything with kids!”

Gennemsnitsalderen i truppen er i omegnen af 23 et halvt år. Det er edderrødme ungt. Matthew Fry, Jordan Brown, Dylan Tombides, Peter Kurucz, Marek Stech Jordan Spence og Ruud Boffin har optrådt mindre end fem gange på West Hams førstehold (og adskillige af dem har debutten til gode). Freddie Sears, Zavon Hines, Junior Stanislas og Frank Nouble har vist gode takter, men har endnu aldrig præsteret tilnærmelsesvis stabilt over en længere periode, og har alle kun været på holdet i perioder, hvor alternativerne har været til at overse. Pablo Barrera og Winston Reid har endnu alt at bevise i West Ham-trøjen efter skuffende debutsæsoner, mens Jack Collison godt nok har vist højt niveau da han slog igennem, men endnu ikke har vist, at niveauet stadig efter en skadespause på et år. Herita Ilunga er faldet solidt igennem i flere år efter en god første sæson i klubben, og Julien Faubert har generelt været skuffende siden sit dyre skifte for alt for mange år siden. At franskmanden blev holdt effektivt ude af holdet af Lars Jacobsen i sidste sæson siger altså noget om niveauet (upåagtet hvor sympatisk og ærlig en type spiller danskeren er).

Dermed står West Ham tilbage med følgende spiller, som man med ro i sindet vil sende på banen, når den benhårde kamp om oprykning starter hjemme mod Cardiff: Green, Tomkins, Faye, Parker, Boa Morte, Noble, Nolan, O’Neil, Cole og Piquionne. Af disse vil flere sikkert hævde, at Boa Morte ikke er god nok, at Tomkins burde smides i kategori med Sears og kompagni som lovende men usikre kort, og så i øvrigt anføre at Gary O’Neil stadig er skadet i en uoverskuelig fremtid. Altså er det svært at finde en startellever at sende på banen i første kamp som sagerne står. Og af de spillere man med sindsro vil sende i aktion, er det som sagt langt fra urealistisk, at flere skynder sig til Premier League-klubber inden længe.

Mest problematisk ser det ud på backpladserne (som sædvanlig), hvor West Ham umiddelbart ikke råder over en eneste spiller, som man vil være rigtig entusiastisk over at sende i kamp. Matthew Fry og Jordan Brown skulle begge være lovende på venstre back. Førstnævnte har imponeret på udlån i Gillingham og Charlton, mens det tætteste sidstnævnte har været på førsteholdsfodbold er gennem sin familierelation til Sunderlands Kieran Richardson. Jordan Spence har på den anden side (højre side, høhø) gjort det godt på lån i Bristol City. Men det er stadig behæftet med betragtlig usikkerhed om det er nok til en sæson med mindst 46 kampe i ligaen plus hvad det kan blive til i cup’en. Dertil kan man lægge breaking news om, at Fry slet ikke er med på førsteholdets træningstur til Schweiz i denne uge. Alternativerne i Faubert og Ilunga er ikke just noget der får blodet til at bruse af rendyrket fodboldliderlighed.

I angrebet er perspektiverne tilsvarende deprimerende, selvom både Piquionne og Cole nok skal score mål på det niveau, der skal spilles på. Der skal ganske enkelt flere til at tage ansvar på den konto. Cole rygtes i øvrigt snarligt solgt til Stoke, og så er problemet endnu større. Sidst man var nede og runde the Championship havde man stor succes med at hente Teddy Sheringham. Lusker der en tilsvarende gammel buk rundt derude et sted, som kunne gøre jobbet nu?

Derudover kan man så hæfte sig ved, at klubben ikke rigtig har haft en fløjspiller siden Matthew Etherington. Man har selvfølgelig Barrera og Stanislas, som begge potentielt kan få et gennembrud, men den situation er problematisk, grænsende til det uacceptable.

Hvis Robert Green skrider vil en rutineret målmand til at presse de unge om pladsen i øvrigt også være påkrævet. Men fri os for guds skyld for Roy Carroll.

Hvad gør vi nu, fede Sam?

“Prøv nu at vær lidt munter dit sure, syge løg!” brummer den opmærksomme og optimistiske læser nok nu, lettere irriteret. Og læseren har som sædvanlig ret. For det er selvfølgelig ikke doom and gloom det hele.

Først og fremmest er perspektiverne til, at der bliver masser af spilletid til de unge drenge fra akademiet selvfølgelig herlig, opløftende og nærmest decideret smuk. Men det skal ikke være sådan, at deres spilletid kommer af nød, men fordi de kan supplere en stærk start-ellever, og så langsomt spille sig på holdet. Der er som nævnt kampe nok at tage af, til at alle kan få en chance. Det ville være en tragedie, hvis unge spillere bliver brugt som fyld i startopstillingen, falder igennem, mister selvtillid og ender på flasken. (Endnu en grund til ikke at tilknytte Carroll i øvrigt…)

Dernæst har Allardyces udmeldinger i dag en lettere beroligende virkning: Han mener, at der alt afhængig af spillersalg, og hvilket potentiale han mener at se i de unge, skal hentes i omegnen af 8 nye spillere. Og det lyder jo strålende. Mindre opløftende er det, at Joey O’Brien, hvis skadesstatistik får Kieron Dyer til at ligne Superman, er med holdet på træningslejr. Mere eksotisk - men ikke nødvendigvis på en rar måde - er det, at den polsk-nationaliserede brasilianske centerforsvarer og tidligere Thai Bokser Hernâni José da Rosa er med på træningsturen i Schweiz. Men hvorvidt en 27-årig mand fra en klub der akkurat undgik nedrykning fra den bedste polske række i sidste sæson, kan karakteriseres som en vildt lovende er et åbent spørgsmål…

Der er selvfølgelig stadig masser af tid. Næsten to måneder til transfervinduet lukker. På den tid kan klubben nå at købe både Messi, Cristiano Ronaldo, Dennis Rommedahl og Nwankwo Kanu. Problemet er bare, at der allerede er spillet om 15 dyrebare point når transfervinduet lukker. Hvis man dertil medregner, den kolosalle udskiftning på holdet, så synes behovet for at få truppen på plads så hurtigt som fucking muligt at være temmelig presserende. Hvis først de 8 nye navne ankommer klokken 23.59 den 31. august, så kan sæsonen nærmest være slut for West Ham inden jul. Sandsynligheden for at det bliver meget op ad bakke er i hvert fald stor.

Så fede Sam: Sæt dellerne i frigear (den havde i nok ikke hørt siden 90′erne!), slå op på de gule sider og find nummeret til Paul Konchesky, Craig Bellamy og andre garvede folk, som kunne tænkes at kunne overtales til at deltage i, at tage de første, seje skridt til genrejse verdens smukkeste fodboldklub til hidtil uanede højder. Ring derefter til de bedste lovende unge spillere i den næstbedste række, og hør om ikke de skulle se at pakke taskerne og få karrieren sparket et niveau op. Benyt derefter den berømte næse for gode transfere til at opspore et par obskure grækere, svenskere, spaniere, nigerianere eller hvad fanden ved jeg, som kan bidrage med et eller andet positivt. Undgå i øvrigt helst at låne andre klubbers unge, stortalenter. Det er simpelthen for ydmygende. Men hvad fanden, hvis det er nødvendigt, så har du min velsignelse, tykke. Og frem for alt Sam: Gør det hellere i dag end i morgen…

Tjek også bloggen på: sygogmunter.dk

sygogmunter på twitter

eller synes godt om sygogmunter på facebook.

Transfervinduet er lukket - eller som altid dramatiske Sky Sports ynder at formulere det: Vinduet er “slammed shut“! Og så står man ellers der og glor. Forvirret og småsulten. Festen er slut. Røgen fra mediernes røgmaskine lægger sig og de mange rygter, løfter, håb og drømme prutter stille ud af deres alt for oppustede balloner. Nogle har forladt festen med et bredt smil, en god brandert og en fremragende fangst, mens andre står tilbage som en ungkarl, der blev lovet en kinddans med Scarlett Johansson men endte med at danse uelegant tango med Birthe Rønn Hornbech. ” Og hvilken kategori tilhører du så, sygogmunter? Fortæl, fortæl!” råber den engagerede læser nu givetvis foran sin computerskærm et sted i Danmark. Og ved du hvad engagerede læser, jeg ved det sgu ærlig talt ikke helt. Men jeg vil da gerne give et bud.

Transferstatus

West Ham har hentet intet mindre end 8 nye spillere i transfervinduet. Heraf et par på lån: Victor Obinna og Tal Ben Haim, en på fri transfer: Tomas Hitzlsperger, et par der har kostet håndører: de ældre herrer Lars Jacobsen og Frederic Piquionne samt den 22-årige belgiske målmand Ruud Boffin (hvem?), plus et par stykker der formentlig har kostet lidt penge: Pablo Barrera og Winston Reid. Ud er røget Alessandro Diamanti og Fabio Daprela - begge til Brescia, og næppe for mere end samlet £ 2 millioner. Til gengæld er middelmådigheder som Jonathan Spector, Benedict McCarthy og Radoslav Kovac stadig i klubben. Men hvem skulle dog også gide aftage dem…

Af de nye spillere synes Hitzlsperger at være den eneste som decideret styrker West Hams optimale startopstilling. Vel at mærke en startopstilling som i sidste sæson var skideheldige ikke at rykke ned. Og Der Hammer har naturligvis været skadet i sæsonens foreløbige kampe på grund af en skade pådraget i en ligegyldig landskamp mod Danmark. Det er med andre ord ikke overraskende at West Ham ligger sidst i tabellen efter 3 runder med 0 point og en målscore på 1-9. Positivt er det dog, at Barrera umiddelbart har virket lovende, Piqqen lader til at være en hæderlig spiller, Obinna er engang blevet positivt omtalt af Mourinho (vi klamrer os til halmstrå her) mens Reid, Jacobsen og Ben Haim vel næsten ikke kan blive værre end det eksisterende forsvar?

Forstærkningerne kommer dog alt andet lige til at virke, ja, tamme. I et transfervindue, hvor altid snakkesaglige David Sullivan, og diverse rygter derudover, fik sat klubben i forbindelse med alle fra Miroslav Klose og Thierry Henry til Graham Dorrans, Yakubu, Joseph Yobo, Luke Young, Kevin Prince-Boateng, Neymar, Ronaldinho, David Beckham, Guy Demel, Jamie O’hara, Loic Remy, Craig Bellamy og Joe Cole (der bare skulle nævne sin pris!), så falmer de nye rekrutter måske nok en anelse i sammenligning. Sullivan kommer i dette lys lidt til at fremstå som en brugtvognsforhandler, der malende fremmaner en drøm om sportsvogne, slanke kvindeben og livet i overhalingsbanen for så alligevel i regnskabets time at påprakke én en Ford Fiesta fra 1992, hvilket man først opdager når papirerne er underskrevet. Og Birthe Rønn-Hornbech sidder på passagersædet.

I det mindste er holdets britiske stamme intakt. Eller det vil sige: Matthew Upson og Robert Green blev måske nok brændmærket af deres andel i Englands VM, og har derfor næppe kastet virkelig økonomisk attraktive bud af sig, Carlton Cole var vist nærmest på vej til Anfield på deadline day, og Scott Parker - ja, Parker er et kapitel for sig.

Sullivan gjorde et stort nummer ud af, at erklære at Parker ikke var til salg. Derefter tilbød klubben sin 30-årige viceanfører en 5-årig aftale, selvom der stadig er 3 år resterende af den eksisterende kontrakt. Atter derefter råbte og skreg Sullivan, medejer David Gold, manager Avram Grant og den daglige leder af klubben Karen Brady alle op om hvordan Parker i hvert fald ikke var til salg, og om hvordan han meget snart ville signere den nye aftale. Jeg begyndte personligt at få en fæl mistanke om, at der var et spinmonster igang, og at resultatet af alt dette skrigeri skulle være, at Parker skulle nægte at underskrive kontrakten, således at klubben var “nødsaget” til at sælge Scotty til Liverpool eller Tottenham. Det skete ikke. Om årsagen hertil var at klubben ikke ønskede at sælge eller at ingen ville byde et stort nok beløb er svært at sige. Blot endte hele sagen med at fremstå sært utroværdig. Ikke ulig den forbløffende tavshed der omgærede Valon Behrami, som mystisk nok ikke rigtig optrådte i holdets træningskampe, men alligevel kunne spille lidt for reserveholdet, alt imens rygterne om et skifte til Roma tog til, for alligevel til sidst at falde sammen i 11. time.

6 nederlag i træk?

Alt i alt er vinduet blevet lidt af et antiklimaks. Klubben hentede ganske vidst 8 “forstærkninger”. Ingen af de største profiler blev solgt. Men man ville næsten have foretrukket at en profil var blevet solgt for store penge, og at man virkelig havde kunne styrke holdet på en af de pladser, hvor forstærkning er tiltrængt. Forsvaret lækker mål til højre og venstre, og det er svært at se, hvilken konstellation af klubbens nuværende spillere, som skal kunne stoppe denne tendens.

I åbningskampen mod Aston Villa var James Tomkins rystende usikker centralt, mens Winston Reid - for at sige det pænt - fik en ilddåb på højre back. Denne plads er siden blevet taget uoverbevisende tilbage af Julien Faubert, som ellers umiddelbart har været tiltænkt en plads længere fremme på banen, og senest af ærlige, hårdtarbejdende og totalt utilstrækkelige Jonathan Spector . På venstrebacken har Herita Ilunga ikke vist noget der berettiger at hans direkte konkurrent skulle sendes til Brescia… Holdets formodede kaptajn, Matthew Upson, lader til at have indstillet sig på at fise husleje af indtil sit kontraktudløb til næste sommer, og Manuel Da Costa, som sluttede sidste sæson stærkt af har endnu ikke været i kamp. Det har til gengæld evigskadede Danny Gabbidon, der lader til rent faktisk at være skadesfri (7-9-13), og egentlig har været et relativt lyspunkt.

Det er imidlertid svært at se hvordan Blackburns tredjevalg på højrebacken eller en uprøvet knægt, hvis største præstationer har været et par VM-kampe for New Zealand for alvor skal ændre på billedet af et forsvar der sejler. Skal vi virkelig til at sætte vores lid til slæbebåden Ben Haim? I guder det bliver en lang sæson… Step forward Manuel Da Costa? Behrami på højre back?

Længere fremme på banen har det set lidt bedre ud. Men også kun lidt. På Villa Park var der en god periode ved stilling 2-0, hvor West Ham med lidt held kunne have spillet sig tilbage i kampen. Den første halveg mod Bolton var faktisk decideret god. Holdet spillede fin fodbold, og der var tydeligvis en plan for første gang i umindelige tider. Noble strøede om sig med sideskift, mens Parker forsøgte at skabe overtal med en række løb med og uden bold. Alt imens buldrede backerne fremad, og månedens spiller for august, Kieron Dyer (JA! Kieron Dyer lever endnu/igen!), bidrog med kreativitet, fikse afleveringer og gode driblinger. Og engagement, sgu! (Vi venter med andre ord spændt på det næste dobbelte benbrud!) Hvis bare den foreløbig skuffende Carlton Cole havde ladt en medspiller sparke straffe ved stillingen 0-0 tillader jeg mig at påstå, at West Ham havde vundet den kamp komfortabelt. Nu tabte de i stedet 3-1. Derudover var det ikke noget chok, at udekampen på Old Trafford tangerede voldtægt fra hjemmeholdets side. Positivt var det dog at West Ham forsøgte at holde på bolden og presse vicemestrene fra kampens start.

Alligevel bimler alarmklokkerne allerede. Holdet ligger ikke bare sidst; det lukker 3 mål ind per kamp, og har endnu ikke scoret i reelt spil. På lørdag venter mestrene fra Chelsea, som foreløbig har scoret mål for sjov og smadret al modstand. Ugen efter byder på en tricky udekamp mod Stoke (som også skal have point på kontoen), og derefter rundes måneden af med en cup-udekamp mod Sunderland og en ligakamp hjemme mod Tottenham. West Ham har allerede fået sin dårligste sæsonstart i 33 år. Det er ikke urealistisk at sæsonstarten kan blive historisk dårlig, og at holdet fortsat er uden point når vi skriver oktober.

Sullivan siger at Grants arbejde ikke er i fare, selv hvis dette scenarie bliver til virkelighed. Man frygter, at det er endog meget sandsynligt. Som Leonard Cohen sang på en græsplæne nær Odense efter at jeg havde tilbragt eftermiddagen hovedrystende foran et fjernsyn til Villa-kampen: “I’ve seen the future, brother/ it is murder!” Han havde åbenbart også set kampen?

Jeg tror i hvert flad, at han har ret, Lennart. Det plejer han at have. Jeg vælger dog personligt ikke at anskue det så dystert. Jeg kigger i stedet på tabellen og konstaterer at der er seks point op til CL-pladserne, alt i mens jeg fniser ved tanken om, at nogle oprigtigt hævder, at mennesker som udgangspunkt er rationelle i deres tilgang til verden…