Arven fra min far
onsdag, juli 21st, 2010Ikke et ord om Suaréz…
Røgen har lagt sig efter endnu et VM. Det var gennemgående småkedeligt, skæmmet af den dumme bold og de endnu dummere vuvuzelaer. Præget af uspektakulære præstationer af de spillere der var knyttet størst forventninger til. Spanien vandt til sidst fordi de var umulige at tage bolden fra, og Flemming Tofts orgasme er sikkert stadig i gang. England skuffede naturligvis. Tyskland og Holland byttede roller. Dunga var klædt som en skibsreder, men kunne alligevel ikke drive Brasilien til succes. El Diegos flødeskumskagefodbold bragede naturligvis sammen, men han må tage prisen for VM’s absolut blankeste jakkesæt. Og så skete der en helt masse andet, som allerede er analyseret ihjel i alle kropsåbninger af alle mulige og umulige selvbestaltede eksperter i diverse sammenhænge.
Personligt var jeg (sikkert som mange andre) meget begejstret for Uruguay. Der var fight og drama, klasse og kynisme smukt sammenvævet i deres kampe. Holdet i sig selv en fin blanding af naturligt talent og benhård struktur og arbejdssomhed. Deres flag minder om noget fra Tintin i Soltemplet, og Tabarez må til hver en tid få diktatorstolen i en hvilken som helst bananrepublik, hvis man spørger mig (hvad man nok ikke gør). Bedst af alt var det nok, at Uruguay qua deres lille befolkning altid var tiltænkt en rolle som underdog, hvilket nok, ærlig talt, appellerer temmelig meget til undertegnede. Det er nok naturligt at placere sin sympati hos den undertippede, når man er dansker og holder med West Ham. Det ligger ligesom lige til højrebenet. Og så i øvrigt ikke et ord om Luis Suaréz, og Ghanas episke fald i kvartfinalen.
“TYPISK DANSK!!!”
Et betragtelig mindre episk - ja nærmest ynkeligt fald - tegnede Danmark sig for. Ja - det var sgu, som deloverskriften antyder “typisk dansk”. Eller det i hvert fald hvad man vil få at vide, hvis man spørger min gamle vestjyske far. Han er generelt en mand af den gamle skole. Han har set et og andet. Sejlet på de syv have, men aldrig forladt den jyske muld med sine fødder - i overført betydning forstås. Han foretrækker kartofler frem for pasta; en prisvenlig buffet frem for avanceret cuisine. Han køber gerne sko i Kvickly eller Føtex, mest - har jeg ham nogle gange mistænkt for - for at fortælle alt og alle om, hvor mange penge han har sparet. Derudover klæder han sig gerne i skovmandsskjorter og ensfarvede sweatshirts - og cowboybukser naturligvis (ikke jeans!). Han kører gerne på omlasteren eller i Bauhaus i weekenderne, selvom ingen helt begriber, hvordan han kan akkumulere så store mængder affald og nye byggeprojekter. Han er skaldet, skægget og altid mere eller mindre overvægtig. Han mener at de mange kvindelige pædagoger og skolelærere, gør at drenge ikke bliver rigtige mænd i dagens Danmark (og hans søn er nok ret beset et udemærket bevis på denne teses holdbarhed…). Han bliver ukomfortabel af sex-scener i film og rømmer sig febrilsk indtil de er overstået. Han klukler af Basserne, og mener, at man i dag ikke kan slå en fis i en elevator uden at samtlige af de øvrige passagerer skal tilbydes krisehjælp. Og det er for galt vel at mærke (det er der i øvrigt mange ting der er): I gamle dage så overlevede folk det der var værre uden at brokke sig! Han er nærmest forelsket i John Wayne og læser dusinvis af bøger om anden verdenskrig. Han er naturligvis også småforelsket i Churchill, men hvem er ikke det?
Han er alt i alt en af mand af få ord, der ikke ligefrem kyler sine følelser rundt i lokalet. Med få undtagelser. For det danske fodboldlandshold (herre-holdet naturligvis, for som min far siger, så er “livet for kort til kvindefodbold”) kan få hans pis i kog. Han kan blive totalt indebrændt. Gå fuldstændig bananas. Naturligvis i det omfang en vestjysk strømer fra efterkrigsgenerationen rent faktisk kan gå bananas.
“HVIS DER ER FRISPARK DÉR, SKULLE DER HAVE VÆRET RØDT KORT FØR!”
Først får dommeren typisk en tur. Kritikken vil - hvis ikke der rent faktisk har været seriøst tvivlsomme kendelser - som regel centrere sig omkring dommerens nationalitet. Nærmest ligegyldig hvor denne er fra, vil min far kunne finde en grund til at mistænkeliggøre ham. Hvis han er syd - eller østeuropæer vil han per definition fløjte for meget, belønne skuespil og generelt være en pestilens. Han vil derudover sandsynligvis være korrupt og lille. Min far bryder sig ikke om små mænd. De er magtbegærlige, selvhævdende og egocentrerede. Hitler og Napoleon var små mænd. Hr. Scwann er en latterlig lille mand. Små mænd er skyld i det meste af ulykke i verden. Hvis dommeren imidlertid er fra et land man kan stole på, vil kritikken snarere udformes som en skuffelse over sædernes forfald i stolte lande som England, Tyskland, (der trods et par svipsere hist og pist i historien stadig anses som kompetente og ordentlige mennesker, der kan arrangere tog til tiden), Sverige eller lignende.
Hvis den danske præstation imidlertid er så ræderlig, at end ikke dommeren kan pålæsses det fulde ansvar for fiaskoen begynder vreden at blive rettet mod - umiddelbart de 11 spillere på banen og træneren - men i bredere forstand mod selve danskhedens væsen. Hvis holdet spiller godt, men ikke får det nødvendige resultat, så er ineffektiviteten “typisk dansk”. Hvis de taber til et undertippet hold er det “typisk dansk”. Hvis de brænder straffe, scorer selvmål, pådrager sig udvisninger, glemmer at markere, skifter de forkerte spillere ind eller ud, spiller for offensivt eller for defensivt - ja, så er det mere eller mindre altsammen - trods de åbenlyse kontradiktioner - “typisk dansk”. At Martin Jørgensen af uransagelige årsager startede inde imod Japan vil utvivlsomt være “typisk dansk”. Og når fiaskoen er en realitet er der ingen der tager ansvar. “De holder hånden over hinanden! Spillerne beskytter træneren og træneren beskytter spillerne!”. Den slags kammerateri er typisk dansk. At tabe 3-0 til Japan er typisk dansk. At have en anfører og “stjerneangriber”, der end ikke kan score på et straffespark, er i den grad typisk dansk…
Og hvad så nu?
Og et langt stykke hen af vejen er jeg vel enig med min far. Når man ser reaktionerne på Danmarks triste VM-exit kan man let få det indtryk, at der faktisk er rigtig mange der er enige med min far. Endog en del som virker mere rabiate. Træneren og alle spillerne skal have skåret pikken af, og lægges i benlås af det dyrepoliti, som vi skal have, NU! Og så skal vi ansætte en eller anden dodgy hollænder som skal gøre en generation af boldflyttere til verdensstjerner. Og det er der sikkert meget rigtigt i. Danmark har en mængde spændende spillere, som med den rette kombination af held, dygtighed og de rigtige karrierebeslutninger kan blive gode mænd for det danske landshold fremover.
Måske vi om 4 eller 8 år kan emulere Uruguays bedrifter fra Sydafrika? Lukke kæften på den irriterende (typisk danske!) lillelandsmentalitet, hvor man bare skal være stolt over at have kvalificeret sig. Men hvis ikke det lykkes. Hvis Jon Dahl stadig jagter sit rekordmål i 2018, og Simon Poulsen scorer sit selvmål nummer 32 på landsholdet og gør det til 0-4 i en gruppekamp mod Belgien, mens Daniel Jensen varmer op på sidelinjen, til at spille sit første landskamp i halvandet år efter en grim knæskade; ja, så vil far og jeg kigge på hinanden. Og til den tid vil mit blodtryk sikkert også have sprængt alle fornuftige standarder, og sammen vil vi med gråden dårlig skjult bagerst på stemmebåndet med sammenpressde læber umelodisk og hakkende synge: “DAN-MARK ER ET TEG-NE-SE-RIE-HOLD! TEG-NE-SE-RIE-HOLD! TEG-NE-SE-RIE-HOLD!!!” For det gør far, når alle andre protestmuligheder er udtømt. Når man igen er blevet såret af det danske herrelandshold i fodbold. Det er dog en gestus der er reserveret til særligt slemme stunder. En gang hvert 5-8 år. Der er ingen grund til at blive pjanket.
Og nogle timer efter vil vi nok evaluere og konstatere, at det var typisk dansk. Og far vil fortælle om, hvordan vi var blevet verdensmestre i 86, hvis ikke Sepps stolthed havde budt ham at slå Vesttyskerne i den sidste gruppekamp, og dermed gav os en kamp mod Spanien og ikke Marokko i ottendedelsfinalen. Og jeg vil vrøvle om at Schmeichel stod for langt ude ved langskudsmålene mod Brasilien i 98, og at Marc Rieper for helvede ramte overliggeren til sidst! Og, hvis det er en god dag, vil vi komme ind på ‘92. Badeferiehold, McDonalds-besøg, en underlig lille (!) cirkus-mand som træner, uden verdensstjernen Michael Laudrup. Og så “baskede” vi sgu dem allesammen alligevel (når man virkelig får en god sejr, så basker man nogen) . Og så endda mod “pølsetyskerne” i finalen. Og tæmmede giganten Vilfort den egentlig ikke med hånden i finalen, da han scorede? Vi vil kigge på hinanden og grine lykkeligt. Vi oplevede det! Jeg som en knægt i korte bukser og far som far. I ternet skjorte og sko købt på tilbud. Med istallerken balancerende på maven. Det var typisk dansk, vil far sikkert konkludere. Og jeg vil nikke. Klogere og enigere med årene.