Syg og munter

Så er det blevet regnskabets time for første runde af konkurrencen Last Man Standing. 188 deltagere meldte deres ankomst i konkurrencen om at gættere vindere af ugens kampe, der endte således:

Stoke City vs Liverpool 1 - 1
Chelsea vs Sunderland 7 - 2
Manchester United vs Burnley 3 - 0
Portsmouth vs Birmingham AFLYST
Tottenham vs Hull 0 - 0
Wolves vs Wigan 0 - 2
Everton vs Manchester City 2 - 0
Aston Villa vs West Ham 0 - 0
Blackburn vs Fulham 2 - 0
Bolton vs Arsenal 0 - 2

Dermed sikrede bud på: Arsenal, Blackburn, Chelsea, Everton, Manchester United og Wigan til avancement til næste runde. Dette havde følgende 52 deltagere været skarpe og/eller heldige nok til at forudse:

Arsenal (8): Yllipojken, ThelgMaster, StriwetDevil, Storke, igo84, HelteneFraFredensvang, Geddar, Brarand
Blackburn (3): sondergaard5, Firefly, Chul
Chelsea (10): Trommestik, Spanky, Scouse Free, riker, math6035, Jakob11, Gumle, FrækFyr17, Dillen, colin368
Manchester United (26): Æsel3000, Zenopa, Yorgen, Thegreatone, teleduffe, sygogmunter, sweeper, Saxen, Ronnykat, Rasmus Dux, Old Trafford, nixcha, MrAnderson, Lransborg, leofck, Kolrengen7, Jeules, Jerikov, ellebelle, Crilz_AB, Brockman, Bo Llux, Blikdal, banansnask, Asklepios, Anesen
Wigan (5): trier36, Peterlønstrup, Orskov, Donnichlas, DeSeanJacksonPE

Følgende 118 deltagere led tilgengæld døden på skafottet, hvor navnlig Tottenhams manglende sejr mod Hull kostede hoveder - men også West Hams hårdt tilkæmpede point på Villa Park var uforudset:

Aston Villa (24): zenger, United De Bedste, Udo, This Charming Man, teisi, RomeoNieburh, QuéPasa?!, OC, Nicklas Alexander N, MortenHo, Moggie, Kramer, jacobnr1, Indies, Ill, Hysen, GN2, fatal, En Vild Mår!, Emilfu, Den gamle dames…, Brumkvist, BlivIkkeFanatisk, Alta Tensione
Fulham (4): Sjanten, Kullerthe1, JonasGerrard, Dermeister
Liverpool (8): starhead, socialdemokraten, Senge, Liverdrengen, Klausen, Jean Claude Van D, Dano, Captain Fantastic
Manchester City (4): Ucankus, snowflake, Chrisard, B.E.A.S.T.I.E
Stoke (2): Kilde, Cside
Tottenham (64): Xiong Mao, Whufc93, trannel, topper110, Tona-exe, Tjalfe12, Spielführer, Sophus Krølben, Schiær, Schalde1, SamuelEto, RFCmy_life, Python, Pussen, Petrescu, Papadakis, Omni, oliverac, nukacola, nissandj, Maabjerg, Mutibu, Morph, Messes, Mbondum, Mbecher, MadsVS, madin, LYKKEKVINDE, Lundos, Lasse_Sommer, kaangen, KNJ, Kanelgiffel, kaeppen, jsm, Jonze, jomic…, Jenkins, GhettoG, Fussball 4ever, fezz1981, dr. Sjolana, DonPersson, Don Andres, Doctor Khumalo, Diamanti, Den Spanske Kriger, chrst3x, Caracola, Cantona07, Brugeren Punktum “.”, Bosse1983, BonniePrinceBilly, Barcagf, barca numero 1, Arctic, applause, anton2607, ande9200, Alsen_ReDevils, Alex_wm, Agbonlahor, 1899barca
West Ham (1): PerPerNielsen
Wolverhampton (11): Schalke04, Misfits, kriztianzen, Kjellerup2960, jnilsson, IMO, Il_Preferito, Fancypants, Dyreborg, De kalder ham Pelle, agfstyrer

Kampen mellem Birmingham og Portsmouth blev uheldigvis aflyst, hvilket bevirker at følgende 18 deltagere skal gætte på to hold i anden runde; begge disse bud skal være rigtige for at sikre avancement til tredje runde:

Birmingham (16): aabhadan, ye…, smølfen, pp1, Peterjs, Nash, McAbre, l4rsen, L2P, kasi28, Jon Lund Elbeck, Joasis, Jen-se-rik, England/’s No.6, ChelseaGirl, 1kage1
Portsmouth (2): Tebirkis, MortenOlsensSøster

Ingen deltagere gættede på: Bolton, Burnley, Everton, Hull og Sunderland.

I alt stiller altså 70 deltagere til start i anden runde; heraf skal 18 gætte på to hold. Anden rundes kampe ser ud som følger. (Næste midtuges kampe fravælges idet ikke alle hold er i kamp):

Lørdag d. 30/1:
Birmingham Vs Tottenham 16:00
Fulham Vs Aston Villa 16:00
Hull City Vs Wolves 16:00
Liverpool Vs Bolton 16:00
West Ham Vs Blackburn 16:00
Wigan Vs Everton 16:00
Burnley Vs Chelsea 18:30

Søndag d. 31/1:
Man City Vs Portsmouth 14:30
Arsenal Vs Man Utd 17:00

Mandag d. 1/2:
Sunderland Vs Stoke City 21:00

- Tilmelding til Runde 2 sker ved at svare et holdnavn (for 18 spilleres vedkommende: To holdnavne) som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 lørdag d. 30/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret.

• Svar som United, City, Blues, Whites, Wanderers eller lignende accepteres ikke. Der må ikke kunne sås tvivl om hvilket hold der gættes på.
• Hvis man ønsker at ændre sit svar inden deadline bedes dette gøres med formuleringen “Bud ændret fra Hold X til Hold Y” - enten ved at redigere det oprindelige indlæg eller i et helt nyt indlæg. Budændringer der ikke følger præcis denne formulering kan ikke garanteres at blive bogført.
• Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså kun de 70 tilbageværende som er med.
• Husk at man ikke må gætte på det samme hold to gange! Ovenfor kan i finde jeres bud fra første runde. Bud på hold i aflyste kampe tæller naturligvis ikke som hold der ikke må bruges igen - altså kan alle gætte på Birmingham og Portsmouth i anden runde.

Held og lykke! Må den bedste mand vinde gavekortet på 500 kroner til Unisport.dk

I onsdags sparkede undertegnede en konkurrence i gang, som skulle udfordre deltagernes evner til at forudsige vindere af Premier League kampe. Da over halvdelen af denne weekends kampe desværre allerede er blevet aflyst på grund af sne og frost i England (i gamle dage skulle banen nærmest være ufremkommelig for bæltekøretøjer før man aflyste; ak, verden er af lave) virker det desværre fjollet at gennemføre runden som planlagt. Dette skyldes ikke mindst at størstedelen af deltagernes bud er blevet uaktuelle qua nævnte aflysninger. Derfor bliver første runde af Last Man Standing rykket til næste weekend: D. 16-17.

Konkurrencen har dog allerede vist sig at være en succes på to fronter: Mere end 150 brugere valgte at deltage i den oprindelige første runde, og bold.dk har meldt sig på banen som sponsorer af en præmie til den heldige og dygtige vinder: Et gavekort på 500 kroner til Unisport.dk

Konceptet for konkurrencen er fortsat relativt simpelt:

• Hver spillerunde i Premier League udgør en ligeledes en spillerunde i Last Man Standing.
  
• Hver spiller vælger et hold, som skal vinde deres kamp i runden for at kvalificere deltageren til også at gætte med i  næste spillerunde. Hvis det valgte hold ikke vinder (altså taber eller spiller uafgjort) er deltageren ude af spillet.
  
• Det spidsfindige er, at hver deltager kun må vælge hvert enkelt hold én gang: Man kan altså ikke pege på Manchester United, Bolton eller Chelsea hver uge, men er nødt til at skifte til et nyt hold i hver runde. Principielt må et hold først genvælges af samme deltager når han har gættet rigtigt tyve gange i træk, og dermed har “brugt” samtlige hold i ligaen.
• Hvis en deltager har gættet på et hold i en kamp som siden aflyses skal vedkommende gætte på to hold i den kommende runde: Begge disse skal så vinde for at kvalificere deltageren til næste runde. Hvis massive aflysninger rammer kan runder udskydes.
  
• Den deltager som overlever flest runder uden forkerte gæt vinder konkurrencen, og kan til sidst sole sig i altoverskyggende succes som profet og ekspert i al evighed! Hvis to eller flere deltagere elimineres samtidig som de sidste i konkurrencen bliver der tale om en re-match mellem disse i runden efter indtil én deltager står tilbage som vinder.
• Deltagere som ikke indleverer rettidige svar til en runde afmelder sig dermed konkurrencen. Det kan således ikke lade sig gøre at springe runder over pga. forglemmelser, rejser, indsættelser i statsfængsler eller lignende.

Kampprogrammet for den nye runde 1 i Last Man Standing ses nedenfor:

Lørdag d. 16/1:

Stoke City vs Liverpool 13.45
Chelsea vs Sunderland 16.00
Manchester United vs Burnley 16.00
Portsmouth vs Birmingham 16.00
Tottenham vs Hull 16.00
Wolves vs Wigan 16.00
Everton vs Manchester City 18.30

Søndag d. 17/1:

Aston Villa vs West Ham 14.30
Blackburn vs Fulham 16.00
Bolton vs Arsenal 17.00

- Tilmelding til runde 1 sker ved at svare et holdnavn i som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 på lørdag d. 16/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret.

• Svar som United, City, Blues, Whites, Wanderers eller lignende accepteres ikke. Der må ikke kunne sås tvivl om hvilket hold der gættes på.
• Hvis man ønsker at ændre sit svar inden deadline bedes dette gøres med formuleringen “Bud ændret fra Hold X til Hold Y” - enten ved at redigere det oprindelige indlæg eller i et helt nyt indlæg. Budændringer der ikke følger præcis denne formulering kan ikke garanteres at blive bogført.
• Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså nu eller aldrig, hvis man vil med (med mindre mere sne, tyfoner, orkaner og tsunamier lammer England i næste weekend…).
• Undertegnede forbeholder sig ret til at sætte loft på deltagerantallet, hvis dette overstiger alle forventninger.

Jeg håber i stadig har lyst og mod på at lege med trods vejrgudernes kællinge-agtige og dybt uacceptable adfærd i denne sag…

Dette er tænkt som en konkurrence. For sjov og spas’ skyld. Konceptet er vist kendt fra diverse bookmakere, og handler om den enkeltes evne til at forudsige vindere af fodboldkampe. I dette tilfælde bliver det kampe i den engelske Premier League.

Konceptet er relativt simpelt:

• Hver spillerunde i Premier League udgør en ligeledes en spillerunde i Last Man Standing.
  
• Hver spiller vælger et hold, som skal vinde deres kamp i runden for at kvalificere deltageren til også at gætte med i  næste spillerunde. Hvis det valgte hold ikke vinder (altså taber eller spiller uafgjort) er deltageren ude af spillet.
  
• Det spidsfindige er, at hver deltager kun må vælge hvert enkelt hold én gang: Man kan altså ikke pege på Manchester United eller Chelsea hver uge, men er nødt til at skifte til et nyt hold i hver runde. Principielt må et hold først genvælges af samme deltager når han har gættet rigtigt tyve gange i træk, og dermed har “brugt” samtlige hold i ligaen.
• Den deltager (eller måske de deltagere?) som overlever flest runder uden forkerte gæt vinder konkurrencen, og kan til sidst sole sig i altoverskyggende succes som profet og ekspert i al evighed!

Det er rørende simpelt ikke sandt? Hver spiller vælger et hold som formodes at vinde deres kamp i denne runde: Hvis forudsigelsen holder stik er vedkommende med igen i næste runde, men skal i hver runde vælge et forskelligt hold!

Første runde ser således ud:

Lørdag d. 9/1:

Hull City vs Chelsa FC kl. 13.45 AFLYST!
Arsenal vs Everton kl. 16.00
Burnley vs Stoke kl. 16.00 - AFLYST!
Fulham vs Portsmouth 16.00 - AFLYST!
Sunderland vs Bolton kl. 16.00 AFLYST!
Wigan vs Aston Villa kl. 16.00 AFLYST!
Birmingham vs Man Utd 18. 30

Søndag 10/1:

West Ham vs Wolves kl. 14.30 AFLYST!
Liverpool vs Tottenham 17.00 - AFLYST!

Mandag d. 11/1:

Man City vs Blackburn kl. 21.00

Tilmelding sker ved at svare et holdnavn som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 på lørdag d. 9/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret. Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså nu eller aldrig, hvis man vil med i denne omgang.

Jeg håber i har lyst til at lege med!

EDIT: Ingen halvgarderinger tak! Forkortelser som “City”, “United”, “Wanderers”, “FC”, “Whites”, “Blues”, “Reds” eller lignende godkendes ikke som svar. Der skal ikke kunne sås tvivl om, hvilket hold der gættes på.

Og så i øvrigt tak for den overvældende tilslutning.

EDIT II: Fulham - Portsmouth er aflyst pga. dårligt vejr. Hvis nogen af de 43 deltagere der har spillet på Fulham (eller den ene der har spillet på Portsmouth) ønsker at ændre deres bud i første runde, gøres dette ved at ændre det gamle indlæg således: “Bud ændret fra Fulham til Hold Xyz”. Alternativt har spillere der har budt på hold i aflyste kampe to gæt i næste runde som begge skal være rigtige for at kvalificere til tredje runde.

EDIT III: Også Burnley - Stoke, Liverpool - Tottenham og Sunderland - Bolton er aflyst. Deltagere med bud på nogle af disse hold kan ændre deres tip som ovenfor beskrevet: Ved at redigere det oprindelige svar med teksten: “Bud ændret fra Hold X til Hold Y.” (Hold X og Y tilpasses naturligvis de relevante hold, men det behøver jeg vel ikke fortælle?) Det er vigtigt at ordlyden er præcis den citerede, da dette letter arbejdsbyrden betragteligt. Deltagere som har budt på et hold hvis kamp aflyses, og som ikke ændrer svaret vil have to bud i runde 2. Det forudsættes naturligvis stadig at alle ændringer i eksisterende bud - og nye bud - afgives inden rundestart: Lørdag kl. 13.44.

Edit IV: Der er en præmie til vinderen under opsejling fra bold.dk. Mere info følger.

Edit V: Da også Hull og Wigan har aflyst deres hjemmekampe - og over halvdelen af kampene dermed allerede er aflyst - udskydes konkurrencestart til næste uge.

Ny første runde findes her.

Miraklet på drømmenes teater

Tidligere i dag vandt Leeds United 1-0 på Old Trafford over de forsvarende engelske mestre fra Manchester United. Jeg så ikke kampen, men jeg fulgte da med et halvt øje på en live-opdatering. Hvordan kunne jeg andet. Det er jo FA-Cupen vi taler om. Og som de fleste fodboldfans fnes jeg da Beckfords 1-0 mål blev annonceret.  Og jeg glædede mig med de 9000 medrejsende Leeds-fans da kampen efter 5 minutters tillægstid blev fløjtet af. Det er lige præcis resultater som det, som gør FA-Cupen fantastisk.

Det detroniserede storhold Leeds United der i de senere år har gået så gruelig meget igennem: Et spektulært fall from grace - fra Champions League semifinaler i 2001 til tredje division i 2007. Hvis man dertil lægger et par tabte play-off finaler på varierende niveauer af engelsk fodbold samt den omstændighed at Leeds-talenter som James Milner, Aaron Lennon og Paul Robinson i dag blomstrer andensteds i lighed med allerede dengang etablerede førsteholdsspillere som Lee Bowyer, Jonathan Woodgate og Rio Ferdinand; ja så forstår man ekstasen i udeafsnittet på ærkerivalernes drømmenes teater tidligere i dag. Den type oplevelse har været længe undervejs. Det er simpelthen dage som denne FA-Cupen er til for. Det er minder om dage som denne, og håbet om igen at opleve dem, der har holdt liv i de tusindvis af lykkelig united-supportere i de mørke år. I guder hvor må det have været sjovt at være Leeds-mand i dag.

Den indre, forpulede optimist titter frem

Leeds’ præstation havde dog også en mere personlig konsekvens. Den lokkede min indre optimist, det forpulede møgsvin, ud af det eksil han har befundet sig i siden 2009’s sidste kamp mod Tottenham. Pludselig begyndte jeg at tillægge dagens FA-Cup møde mod Arsenal en smule betydning. Tidligere på ugen har den været afskrevet som noget der skulle overstås; en reserveholdskamp inden de vigtige kampe i nedrykningsstriden. Med Man Utd elimineret ville en sejr over Arsenal pludselig resultere i en FA-Cup med blot to af the big four tilbage i turneringen. Måske endda kun Chelsea, hvis Reading kunne lave et mirakel i omkampen mod Liverpool. Vejen til finalen ville være banet. Skyen var pludselig grænsen som man vist siger derovre. We’re going to wem-ber-ley nynnede jeg.

Og det trods den omstændighed at West Ham virkelig i forvejen har mere end rigeligt at se til i bunden af ligaen; at holdet er så latterligt skadesplaget, at nærmest kun dagens modstander kan konkurrere på antallet af skadede førsteholdsspillere og at hjemmepublikummet benyttede kampen til en større boykot mod de rasende upopulære ejere.

Men al optimisme viste sig velbegrundet. For, fy for satan i det hedeste helvede, hvor leverede de 11 mænd i claret’n'blue dog en forrygende kamp. Og det trods den omstændighed at mange af dem umiddelbart stadig kun behøver at barbere sig en gang hver fjortende dag. Med en opstilling der højst indeholdt halvdelen af den optimale startellever - Green, Upson, Behrami, Diamanti og (tragisk nok vel også) Faubert - suppleret med to debutstartere: 18-årige Daprela på venstrebacken og jævnaldrende Frank Nouble helt på toppen, samt efterhånden kendte teenagere i i form af Tomkins og Stanislas plus backup-spillerne Kovac og Jimenez - startede West Ham friskt og uimponeret og skabte i første halveg en række fine situationer, hvor den sidste aflevering ofte kiksede, den manglende rutine viste sig i form af tøven eller Fabianski viste klasse i Arsenal-målet. Stanislas udfordrede som altid uimponeret, Nouble lignede momentvis en ung Carlton Cole, Upson spillede solidt i forsvaret, Daprela imponerede i debuten, Faubert var vanligt ustabil alt imens Tomkins var heldig ikke at koste et par mål med dumme afleveringer og tåbelige boldtab. Faktisk var Arsenal i første halveg farligst i de situationer hvor Tomkins - eller i et enkelt tilfælde - Green, dummede sig.

Særligt Alessandro Diamanti havde en af sine bedste kampe for West Ham, og satte mange ting i gang med sprøde afleveringer og et par fine forsøg fra distancen. På midtbanen var Kovac og Behrami et tohovedet monster af pres og tacklinger med brintoverilte-hår, og særligt Behramis indsats på den uvante centrale midtbane giver grund til fortrøstning for fremtiden efter et længere skadesorgie for den altid kæmpende kosovo-fødte schweizer. Deherrers anstrengelser var stærkt medvirkende til at Arsenal i det store og hel ikke fik fat om kampen i den første times tid. Tvært imod var det netop Diamanti, der lige før pausen (det bedst tænkelige tidspunkt at score på øjensynligt) snød Arsenals offsidefælde og via Fabianskis hænder og stolpen bragte hjemmeholdet fortjent foran. FA-Cup drømmen levede. I starten af anden halveg viste den polske Arsenal-keeper til gengæld klasse på et godt skud af Stanislas inden Nouble i et par situationer viste god fysik og hurtige fødder, men desværre også manglende kynisme til at få afsluttet.

I stedet blev det Arsenal der fik greb om kampen. Opstillingen der i forvejen talte en næsten optimal backkæde samt spillere som Eduardo, Alex Song og Carlos Vela blev suppleret med Abou Diaby og Samir Nasri efter 64 minutter, og særligt førstnævnte kom til at spille en nøglerolle i Arsenals comeback med godt presspil på midtbanen. West Ham mistede simpelthen grebet om kampen, og Arsenal skabte i resten af kampen et væld af chancer. Robert Green brillierede flere gange - navnlig med en dobbeltredning af Song, men som afslutning på et flot gennemspillet angreb fik Aaron Ramsey desværre lov til at gøre det til 1-1 for udeholdet med blot 13 minutter tilbage af den ordinære tid. Blot 5 minutter efter gjorde Eduardo det til 2-1 med et usædvanlig veludført hovedstød som sneg sig op i det ene hjørne. Den skulle Green måske have snuppet. I slutfasen kunne Arsenal have scoret en gang eller to til, mens West Hams trætte folk ikke fik den fornødne pondus af de indskiftede teenagere Sears og Edgar til at stille noget op mod de nu meget velspillende Gunners.

En sidste detalje der er værd at fremhæve er kampens dommer: Den ofte rædselsfulde Marc Clattenburg med de altid rædselsfulde frisurer. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. Han kunne måske have givet et par kort mere eller mindre hist og her, men frem for alt fløjtede han ikke kampen ihjel, han belønnede hverken skuespil eller brok, og han holdt gemytterne godt i ro. Det var en fornøjelse at se hvordan først Silvestre og siden Behrami rejste sig og gav modstanderen hånden efter at have været i den modtagne ende af hårde tacklinger. Det er - ligesom de store sensationer i cupen - en vigtig del af engelsk fodbolds mytiske landskab.

Nådesløst var det ikke desto mindre, den måde Arsenal vendte kampen på, og selvom Wenger allerede inden kampen havde kørt Arsenalet af undskyldninger i stilling kan franskmanden efter kampen glæde sig over en fremtidig tur til Stoke i næste runde. Leeds skal i øvrigt til Tottenham.

Og West Ham? Vi kan glæde os over fine debuter til Nouble og Daprela, og gode præstationer fra vigtige stamspillere som Behrami, Green og Upson. Hvis holdet ydermere bevarer gejsten fra dagens kamp, får folk som Cole, Parker, Noble, Ilunga og Collison tilbage i startopstillingen og så i øvrigt spænder hjelmen, så bør den triste nuværende placering kunne veksles til en stabil midterplacering inden længe.

Ja: Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er mit svinske, optimistiske selv ikke skræmt væk endnu. Nogle skal jo, når alt kommer til alt, blæse de forpulede bobler.

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

Arsenal FC: You’ll never win anything with kids…

Stiftet: 1886 (som Dial Square)

Stadion: Emirates Stadium (Kapacitet: 60.355)

Kælenavn: Gunners

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 4/3/4

Første fem kampe: 15/8 Everton (U), 18/8 Bolton (H) (udsat), 22/8 Portsmouth (H), 29/8 Man Utd (U), 12/9 Man City (U)

Manager: Arsene Wenger (Siden oktober 1996)

Manden på Arsenals trænerbænk behøver vel ingen nærmere introduktion; siden 1996 har den professorlignende franskmand Arsene Wenger  siddet tungt på ansvaret i London-klubben, og de mellemliggende år har budt på noget der minder om en revolution i storklubben. Fra at have været berømt og berygtet som boring Arsenal under George Grahams ledelse, hvor holdets spillede ærkebritisk og havde en klassisk britisk pubkulturel indstilling til forplejning og disciplin kom Wenger til med helt nye metoder. Han fik holdet til at spille fremragende, offensiv, kontinentalt inspireret pasningsfodbold, han fik Tony Adams til at stoppe med at drikke og spille nogen af karrierens bedste år under sig, han lokkede store spillere til klubben og fik dem til at blomstre op - navnlig Dennis Bergkamp og Thierry Henry, han opdagede næsten ukendte spillere og gjorde dem til stjerner - navnlig Nicolas Anelka og Patrick Viera, og frem for alt har han efterhånden gjort det internationale talentarbejde og den kompromisløse satsning på helt unge spillere til klubbens varemærke.

Netop denne internationalisering af Arsenal har udsat Wenger for voldsom kritik i perioder, når Arsenal har stillet hold uden en eneste britte i truppen. Dette har sammen med skærmydsler med rivalerne Wenger og Mourinho og en besynderlig momental blindhed, som har det med at indtræffe når hans egne pæne spillere laver svinstreger eller kaster sig i feltet, været med til at gøre Wenger ganske upopulær blandt mange andre holds fans.

Det tager de dog med ophøjet ro i Arsenal, som under Wengers ledelse har Arsenal vundet Premier League tre gange og FA-cupen fire gange, og særligt de uovervindelige fra 2003-04 sæsonen, der som navnet antyder gik igennem ligasæsonen ubesejret, har opnået legendestatus i den røde del af det nordlige London. Siden da er det imidlertid kun blevet til en enkelt FA-cup sejr, som faldt året efter, og de sejrsvante gunners begynder at savne fyld til trofæskabet. Der er dog intet der tyder på at der er synderligt varmt på Wengers sæde.

Truppen generelt:Ungt kød

På mål står spansk-nationaliserede Manuel Almunia, og det har han efterhånden gjort udemærket i et par år. Han presses af unge, polske Lukasz Fabianski, som længe har været udset som den naturlige, langsigtede løsning i Arsenals mål.

I forsvaret råder man over en af verdens bedste venstrebacker i form af franske Gael Clichy, alt imens højrebacken sædvanligvis besættes af endnu en franskmand; Bacary Sagna. Som backup har man i venstresiden unge Kieran Gibbs, som fik et gennembrud på førsteholdet i sidste sæson, omend mange nok mest vil huske ham for en enkelt fejl i en meget vigtig CL-kamp. Også Armand Traore vil håbe at kunne bejle til pladsen efter et rimelig succesfuldt ophold hos Portsmouth i sidste sæson. Centerforsvaret ledes typisk af en endnu en franskmand, William Gallas, som også tidligere har båret anførerbindet i klubben. Centralt råder man også over gamle, grimme, franske Michael Silvestre, som næppe bliver fast mand, men som er habil backup. Johan Djorou fra Elfenbenskysten vil håbe at kunne erobre en plads, mens Phillipe Senderos stadig er i klubben trods mange rygter om et farvel. Schweizeren er også stadig - nådesløst - en joke i flere dele af den engelske presse efter et par uheldige kampe for år tilbage.

Midtbanen er et overflødighedshorn af kreative spillere, som er vanskelig at pladsbestemme, idet en stor del af Wengers spil centrerer sig om konstante pladsbyt og enorm mobilitet: Men russiske Andrey Arsharvin og spanske Cesc Farbregas er de oplagte profiler, som vel knap nok behøver nærmere introduktion. Men også 21-årige, franske Samir Nasri, brassilianske Denilson og evigskadede, tjekkiske Tomas Rosicky som nærmer sig et comeback, er rigtig gode spillere, som kan bidrage med både assists og mål for Arsenal. Af mere defensivt orienterede midtbanefolk er Abou Diaby en stor og god oprydder, ligesom Alexandre Song har gjort det glimrende i maskinrummet for the gunners. Sidstnævnte skulle dog efter sigende stadig mest vurderes som centerforsvarer af Wenger. Derudover råder man over fansenes yndlings-buhe-offer Emmanuel Eboue som kan spille både højre back og midtbane. Up and coming folk som Jack Wilshire, Alf Ramsey og Barcelona-drengen Fran Merida vil meget muligt blive denne sæsons gennembrud på en i forvejen uhyggelig talentfuld, ung og bred midtbane.

I angrebet råder Wenger - foruden danske Nicklas Bendtner - over kroatisk-brasillianske Eduardo, mexicanske Carlos Vela, engelske Theo Walcott og den spiller som ligner Jim fra American Pie mest i Premier League: Robin Van Persie. Særligt sidstnævnte er en uhyggelig god spiller, som kan lave det umulige og samtidig høvle mål ind for sjov. Men også Eduardo er en meget giftig og træfsikker spiller, som heldigvis lader til at være kommet sig over sit grimme, karrieretruende ankelbrud.

Væsentlige transfere: Ud med rutinen, ind med en belgier

Ud er røget to af klubbens største profiler de senere år: Centerforsvareren Kolo Toure og angriberen Emmanuel Adebayor som begge er taget til Manchester City. Ind er til gengæld kommet den 23-årige belgier Thomas Vermaelen, som umiddelbart skal ses som en direkte erstatning for Toure, og som en oplagt makker til William Gallas i Arsenals centerforsvar. Derudover har transfervinduet hovedsagligt budt på låneaftaler til et hav af unge spillere, som er sendt ud for at få dyrebar erfaring.

Forventninger: Slingrekurs…

Arsenal har en vanvittig talentfuld trup, og sæsonens første kampe, har da også vist et gunners-hold som har præsteret bedre end de fleste turde håbe. Særligt efter salgene af de rutinerede Toure og Adebayor til den umiddelbart direkte rival Manchester City havde sendt dommedagsprofetier en masse i retning Emirates Stadium. Hvad mange måske har overset, er at en række af Wengers young guns efterhånden har været på holdet i et par år, og følgelig selv har fået en hvis modstandsdygtighed og et par hår på brystet - dette gælder folk som Van Persie, Sagna, Clichy og selvfølgelig anfører Fabregas. De tre førstnævnte er alle efterhånden blevet midt i 20′erne, og i det lys er karrierens bedste år nok i gang. Samtidig må det antages at spillere som Almunia, Asharvin, Rosicky og Gallas er blevet udset lederroller i den stadig unge trup, og følgelig kan man argumentere for at balancen ikke er blevet så forskubbet som man måske kunne frygte.

Ikke desto mindre vover jeg pelsen, og hævder at den kompromisløse satsning på udvikling af helt unge spillere igen bliver Arsenals Waterloo når placeringerne helt i toppen skal uddeles. Når truppen skal roteres betyder det i Arsenal at unge spillere skal have chancen, og hvor sympatisk den tanke end er, så koster det point i sidste ende; for unge spillere begår alt andet lige fejl, og fejl koster point. Især når de grimme små sejre skal hentes i de kolde udekampe mod ufashionable modstandere nordpå. Hvis man dertil lægger at en række af de formodede bærende kræfter ofte render ind i skader i løbet af sæsonen - navnlig Fabregas og truppens i min optik bedste angriber: Van Persie meget vanskelig at erstatte - kan det blive nogle triste vintermåneder.

Hvis en håndfuld af klubbens mere svingende spillere - f.eks. Walcott, Bendtner, Diaby, Vela og Ramsey - får stabiliseret niveauet, bliver Arsenals trup pludselig meget angstprovokerende. Ikke mindst sammenholdt med Liverpool og Manchester Uniteds umiddelbart svækkede trupper. Og så er det slet ikke umuligt at jeg slutter sæsonen med lige så meget æg i ansigtet som Alan Hansen fik da han berømmeligt ytrede at Manchester United aldrig ville vinde noget med et hold bestående af kids midt i halvfemserne…

Tip: Forventet placering: Nummer 4 Supersæson: Nummer 2 eller derover. For Arsenal vil det være et fremskridt rent faktisk at kunne spille med om titlen i sidste ende.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley