Syg og munter

Sunderland FC: Fremtiden er lys på lysets stadion…

Stiftet: 1879 (som Sunderland and District Teachers)

Stadion: Stadium of Light (Kapacitet: 49.000)

Kælenavn: Black Cats, Mackems

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 1 (ch)/15/16

Første fem kampe: 15/8 Bolton (U), 18/8 Chelsea (H), 22/8 Blackburn (H), 29/8 Stoke (U), 12/9 Hull (H)

Manager: Steve Bruce (Siden juni 2009)

Da Sunderland i 2006 (atter engang) rykkede ned fra Premier League så fremtiden dyster ud. Klubben formåede at slå sin egen rekord og rykkede ned med færrest point nogensinde - blot 15 point blev det til (i 2003 satte de selv rekorden med 19 - den blev så igen slået af Derby i 2008 med 11 point). Holdet havde fyret træner Mick Mccarthy allerede i marts, mens den midlertidige afløser Kevin Ball ikke for alvor gjorde hverken fra eller til. Sunderland så ud til at være stavnsbundet som elevatorhold. Det var netop i denne mørke stund, at en af klubbens gamle helte, Niall Quinn, kom ind i billedet. Som frontfigur for et irsk konsortium, Drumaville, købte han klubben, påtog sig selv rollen som chairman, og ansatte sin landsmand Roy Keane som træner.

De nye kræfter viste sig hurtigt at være en succes. Holdet vandt the championship (som stadig er et misvisende navn til den næstbedste række…), og formåede blandt andet at gå ubesejret gennem 17 kampe. I sommerpausen brugte Sunderland en stor pose penge - en del af dem med meget moderat succes - og formåede at sikre sig endnu en sæson i Premier League, via en hæderlig femtendeplads. I sidste sæson begyndte Roy Keane imidlertid at mærke presset. De mange investerede midler forplantede sig ikke umiddelbart til gode resultater på banen, og Keane smed håndklædet i ringen i december. Sunderland valgte at ansætte Ricky Sbragia (som i forvejen var tilknyttet trænerstaben) som midlertidig manager, og besluttede sidenhen at gøre hans kontrakt permanent. Sbragia viste sig desværre for Sunderland, at være en mindre katastrofe, og holdet reddede sig først definitivt fra på sidste spilledag. Alligevel var sæsonen en af de bedste i Sunderlands nyere tid, idet deres forhadte naboer fra Newcastle måtte tage turen ned i the Championship. Alligevel valgte Sbragia at tage sit gode tøj og gå, alt imens Niall Quinn tog til Wigan og kom hjem med Steve Bruce, som blev præsenteret som Sunderlands nye manager.

Det kunne de meget vel gå hen og blive rigtig glade for. Bruce er nemlig - foruden den træner i engelsk fodbold, som mest ligner en gammel kvinde - en dygtig mand. Han har allerede været manager i en årrække, og efter et par ustabile år, som sendte ham forbi såvel Sheffield United, Huddersfield, Wigan (blot otte kampe i første omgang) og Crystal Palace, fandt Bruce endelig fodboldlykken, og vejen til Premier League med Birmingham City, som han var med til at rykke op i 2002. De følgende to år lykkedes det holdet at slutte nummer 13 og 10 henholdsvis - 13-pladsen var desuden første gang Birmingham sluttede over ærkerivalerne fra Villa siden engang i 70′erne. Året efter rykkede holdet dog ud igen, men Bruce viste viljestyrke og rykkede op med Birmingham endnu engang på en sæson - i 2006. Allerede i november 2007 var den tidligere Manchester United-anfører dog færdig i klubben. Uenighed omkring nogle kontraktforhold blev snedigt udnyttet af Wigan, som købte Bruce fri af Birmingham, og gjorde ham til manager. Her lykkedes det ham at redde Wigan fra en truende nedrykning, alt imens Birmingham røg ned. I sidste sæson fulgte han op på præstationen, da Wigan sluttede som en flot nummer 11.

Det var også nok til at overbevise Sunderland om at Bruce var manden der skal bringe gode tider til de ambitiøse black cats.

Truppen generelt: Britisk stål

Den potentielt dyreste målmand i britisk fodbold, Craig Gordon, vil som udgangspunk være uomtvisteligt førstevalg til buret på Stadium of Light. Sidste sæson blev dog i stor grad ødelagt af såvel knæ - som ankelskader for den skotske keeper, og i hans fravær gjorde det ungarnske landsholdsemne Márton Fülöp det glimrende. Forsvaret er i og for sig glimrende, men har lidt under hyppige rokeringer som følge af skader, karantæner og udskiftning i spillertruppen. Anton Ferdinand var i sidste sæsos den spiller som fik flest kampe. Han overbeviste mange om sit enorme potentiale, for derefter jævnligt at få dem til at begrave ansigtet i hænderne, når han tog en blunder ved et hjørnespark. På højrebacken var Phil Bardsley acceptabel efter Pascal Chimbonda smuttede retur til Tottenham, mens stabile George Mccartney tog sig af venstrebacken når han var kampklar. Endnu mere populære Danny Collins tager sig enten af den anden plads i centerforsvaret eller snupper venstrebacken, mens kultfiguren Nyron Nosworthy supplerer i centerforsvaret eller på højrebacken.

På midtbanen er Steed Malbranque det kreative indslag sammen med (en af mange tidligere Man Utd talenter i truppen) Kieran Richardson. De bakkes afvekslende op af Teemu Taino, Carlos Edwards, tykke Andy Reid og Grant Leadbitter.

Holdets måske største profil er angriberen Kenwyne Jones, som flere gange er sat i forbindelse med skifte til større klubber, og som når han rammer dagen kan flå selv det bedste forsvar sønder og sammen med sin hurtighed og groteske fysiske styrke. Sunderland råder ligeledes over indhopperne Daryl Murphy og manden som høvler mål i spandevis på landsholdet, men ikke kan score på et bordel med klubholdet: David Healy.

Væsentlige transfere: En albansk anfører og to angribere, tak.

Den faste ankermand og anfører på den defensive midtbane Dean Whitehead er den eneste væsentlige svækkelse af Sunderlands trup. Derudover har en række fyldspillere forladt truppen, da deres kontrakter ikke blev forlænget. Dog bør det 0gså nævnes at Djibril Cisse ikke fik sit lån vekslet til en permanent aftale trods en ok sæson, hvor han bidrog med 10 mål. Ligeledes er evighedstalentet Michael Chopra endelig røget permanent retur til Cardiff for £ 4 millioner, efter at have tilbragt længere tid i den walisiske hovedstad på lån end i Sunderland siden skiftet fra netop Cardiff i 2007. Albanske Lorik Cana er umiddelbart blevet hentet som direkte erstatning for Whitehead. Den hårdttacklende midtbanemand er kommet til for £ 5 millioner fra Marseille, og bærer allerede anførerbindet i Sunderland.  Derudover har man handlet stort ind for at styrke angrebet: Darren Bent er kommet til for £ 10 millioner fra et moderat fiasko-ophold i Tottenham, mens Man Utd talentet Frazier Campbell er blevet hentet for £ 3,5 millioner. 21-årige Campbell var i øvrigt udlånt til netop Tottenham i forrige sæson, mens han året før var en vigtig del af Hulls oprykningshold. Han kan absolut blive one to watch i den kommende sæson.

Sluttelig har forsvareren Paulo Da Silva vist forsat ikke fuldstændig orden i papirerne for at fuldende sit skifte på fri transfer fra Toluca i hjemlandet Paraguay.

Forventninger: Konsolidering i første omgang…

Fremtiden ser rigtig spændende ud i mackem-land. Steve Bruce er en meget lovende og snedig manager. Han har vist tæft på transfermarkedet, og gode evner for at banke et effektivt, godt præsterende mandskab sammen. Disse egenskaber vil også komme til at gavne Sunderland. At han efter alt at dømme kan regne med såvel økonomisk som moralsk opbakning fra et økonomisk stærkt bagland, gør ikke perspektiverne ringere. Holdet råder endvidere over gode spillere i alle kæder, og mange af holdets profiler har umiddelbart stadig karrierens bedste år foran sig. Anton Ferdinand kan udvikle sig til landsholdsmateriale med den rette vejledning og fokus, men særligt backpladserne kunne trænge til et eftersyn. Kieran Richardson skal være mere stabil men er altid en potentiel trussel, Cana lader til at være en spiller med alle de rigtige facetter til at hitte stort i Premier League, Kenwyne Jones skal blive endnu mere træfsikker foran mål, men har ellers hvad der skal til for at blive ligatopscorermateriale, mens Darren Bent tidligere har vist, at han kan score på det hele, lidt til og meget mere, som CV Jørgensen vist engang vrængede det. Alligevel tror jeg, at denne sæson bliver en, hvor Sunderland hovedsageligt konsoliderer statusen som fast indslag i Premier League. Og det forestiller jeg mig også klubben og fansene vil acceptere, sidste sæsons neglebidende afvikling taget i betragtning. Et angreb på de europæiske placeringer kan komme på tale, men umiddelbart tror jeg på en placering omkring nummer 10, mens holdet givetvis med fordel vil kanalisere megen seriøsitet ind i cup-turneringerne.

Tip: Forventet placering: Nummer 11 Supersæson: Nummer 7 eller derover.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Bolton Wanderers: Hvad skal man sige…

Stiftet: 1874 (som Christ Church FC)

Stadion: Reebok Stadium (Kapacitet: 28.723)

Kælenavn: Trotters, Wanderers, Whites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 7/16/13

Første fem kampe: Sunderland (H), Arsenal (U), Hull (U), Liverpool (H), Portsmouth (U)

Manager: Gary Megson (Siden oktober 2007)

Gary Megson var ikke længe om at få tilnavnet Gary Mugson i Bolton. Ganske vist vekslede han holdets bundplacering til yderligere et år i Premier League da han ankom, men de succesfulde år under Sam Allardyces regime har gjort supporterne på Reebook Stadium forvænte, og de er ikke tilfredse med holdets placeringer i den nedre halvdel af Premier League. Allardyce var manden som førte Bolton tilbage i den bedste række i denne omgang, da han i 2001 førte holdet til play off sejr mod (de evige play off tabere) Presten North End. Allardyce var også manden som førte dem til en liga cup finale, og tre sæsoner med top-10 placeringer. Mest mindeværdigt blev det til en 6. plads i 2005. Ligeledes indstiftede Sam Allardyce en type fodbold i Bolton, som diplomatisk talt var hård og effektiv, og ærlig talt ofte tangerede vold mod såvel modspillere som tilskuere. Det gik i korte træk ud på at tiltvinge sig en masse dødbolde, så man kunne smide en masse spillere ind i feltet for at skabe forvirring. Ideelt set skulle manøvren slutte med at Kevin Davies eller Kevin Nolan skulle sparke virkelig hårdt til bolden i retning af målet. Hvis man gjorde det nok gange i løbet af en kamp kunne man ret tit ende med at gå hen at vinde den. Også spillere som Youri Djorkaeff og Jay-Jay Okocha fik absurd nok lov til at tage del i løjerne.

Efter 8 år i Bolton havde Big Sam imidlertid fået nok. Han ville vinde trofæer inden karrieren løb ud, og den populære Fred Flintstone-lookalike tog til Newcastle (hvor han i øvrigt naturligvis prompte blev fyret). Hans assistent – som naturligvis har en slående lighed med Flintstones joviale nabo Barney – Sammy Lee blev ansat og floppede totalt. Da Barneys manglende kompetencer som boss stod klart, vendte Bolton sig først mod Steve Bruce, som takkede nej. Dernæst fik Chris Coleman chancen, og valgte at sige nej. Dernæst meldte Graeme Souness ud at han i hvert fald ikke ville være Bolton-træner; helt uden nogen havde tilbudt ham jobbet. Til sidst blev den rejsende svend Gary Megson headhuntet fra en stilling i Leicester. Megson formåedet at vende skuden efter Sammy Lee havde sat kurs mod nedrykning, og fulgte i sidste sæson op på præstationen med en respektabel 13. plads. Oven i købet er det siden Megsons mellemkomst blevet observeret at Bolton lejlighedsvis har forsøgt sig med adskillige på hinanden følgende pasninger langs jorden. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og Megsons fodboldfilosofi minder på mange måder om den store fede Sam gjorde Bolton berømt og berygtet for.

Truppen generelt: Er du her endnu?

Jussi Jaaskelainen har igennem mange sæsoner vist sig at være en god og sikker sidste skanse. Dog er finnen et stykke fra den form, som for et par år siden gjorde ham til en af ligaens bedste. Det er de dog nok ligeglade med i Bolton, hvor han nyder stor popularitet, og faktisk har en realistisk chance for at gå efter rekorden som den spiller der har optrådt flest gange for wanderers. På lørdag markeres hans tiår i klubben med en testimonial mod Hibernian. I forsvaret fik 23-årige Gary Cahill sit store gennembrud i sidste sæson, hvilket blev belønnet med en udtagelse til landsholdstruppen. I centerforsvaret får det tidligere Villa-talent selskab af rutinerede Andrew O’brien. Ellers består bagkæden af endu en tidligere Villan Jlloyd Samuel på venstrebacken og den voldsomt populære Gretar Steinsson på højrebacken. Steinsson er foruden sit kompromisløse spil populær fordi, han som en af meget få Bolton-spillere rent faktisk har fundet lyst til at bosætte sig i byen.

På midtbanen huserer atter en spiller med en fortid på Villa Park; Gavin Mccann, som lidt uretfærdigt ofte reduceres til en ren tacklemaskine selvom hans pasningsspil bestemt ikke er ueffent. Han har selskab centralt af den store, stærke 21-årige Fabrice Muamba som kom til fra Birmingham inden sidste sæson. På venstrekanten kan man opleve Matthew Taylor, som mest er berømt for sit frygtindgydende hårde og præcise spark. Sidste sæson endte bolden i kassen ti gange når Taylor hamrede til den, omend mange nok stadig mest vil huske ham for det vanvittige mål for et par siden da han spillede i Portsmouth, og flugtede bolden i kassen fra midtercirklen mod Everton. Jamaicaneren Ricardo Gardner, der ligesom Jaaskelainen kan fejre ti års jubilæum i år, foretrækker også vestrekanten, men bruges i dag overalt på midtbanen. Stortalentet Mark Davies begyndte yderligere at banke på til en plads på holdet efter nytår.

Helt fremme er Kevin Davies troeligt på plads. Det er han også i toppen af listerne over flest begåede frispark i løbet af en sæson. Det store lokum er en meget vigtig spiller for Bolton, og sidste sæson var en af hans allerbedste for the Trotters, hvor det også blev til 11 mål. Davies har selskab af Johan Elmander, som før sidste sæson blev Boltons dyreste spiller nogensinde. Elmander havde da også en hæderlig første sæson, men mange håber på mere fra rekordsigningen i den kommende. De to skal modstå konkurrencen fra det portugisiske evighedstalent Ricardo Vaz Te, som missede hele sidste sæson med en skade, samt de relativt ubeskrevne blade Mustapha Riga, som fik en del kampe fra bænken sidste år uden rigtig at imponere - og det 19-årige stortalent Temitope Obadeyi.

Væsentlige transfere: Æslet og bowlingkuglen

Boltons trup er i skrivende stund fuldstændig intakt fra sidste sæson. Yderligere fire spillere er blevet føjet til. Det drejer sig om tre forsvarsspillere: Æslet Zat Knight (naturligvis fra Aston Villa), Sam Ricketts fra Hull og West Bromwichs anfører og venstreback bowlingkuglen Paul Robinson, som er blevet lånt for sæsonen. Afslutningsvis har man styrket midtbanen med Portsmouths Sean Davies.

Forventninger: Fugl eller fisk?

Det kan både blive fugl og fisk med Bolton i år. Det er et hold man slår sig på, de har mange glimrende fodboldspillere rundt omkring, og frem for alt ser det ud til at holdet kan holdes nogenlunde intakt fra den forgangne sæson, hvor det ganske vist blev til et 13-plads, men hvor kun målscoren adskilte dem fra 15. pladsen. Alligevel har jeg fidus til Bolton. Kevin Davies er en utrolig usympatisk fyr. Til gengæld kan han også være en boksspiller af virkelig høj klasse, og sidste sæsons præstationer fra angriberen synes jeg lover rigtig spændende for den nye sæson. Derudover forventer jeg mig meget af Johan Elmander. Manden skuffede nok mange, men det forekommer mig stadig at han er skabt til den engelske tilgang til spillet, og hvis han kommer godt igang, kan han blive en decideret profil.

Hvad jeg gerne vil frem til er altså, at selvom det er temmelig svært at argumentere overbevisende for, så tror jeg at Mugsons Bolton får efter omstændighederne god sæson. På den anden side vil jeg heller ikke blive voldsomt overrasket, hvis holdet kommer til at rode lidt rundt i nedrykningssuppedasen. Med sådan en klar udmelding kan jeg jo næsten komme i betragtning til et job som ekspert på tv…

Tip: Forventet placering: Nummer 12 Supersæson: Hvis mine overvejelser om Davies/Elmander partnerskabet viser sig at holde stik, så kan Bolton sågar mase sig ind i top-10.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Fulham FC: En sæson på det jævne…

Stiftet: 1879 (som Fulham St. Andrew’s Church Sunday School)

Stadion: Craven Cottage (Kapacitet: 27.726)

Kælenavn: Cottagers, Whites, Lilywhites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 16/17/7

Første fem kampe: 15/8 Portsmouth (U), 18/8 Blackburn (H), 22/8 Chelsea (H), 29/8 Aston Villa (U), 12/9 Everton (H)

Manager: Roy Hodgson (Siden december 2007)

Fulham har efterhånden været et fast indslag i den bedste engelske række i en årrække. Holdet rykkede op i 2001 efter en markant længere årrække i de lavere divisioner. Holdets comeback i det fine selskab hang uløseligt sammen med rigmanden Mohammed Al-Fayeds økonomiske engagement, som startede i 1997. Med hans penge, og franske Jean Tigana (efter blandt andet Kevin Keagan havde haft fornøjelsen) på trænerbænken tromlede Fulham op i den bedste række med folk som Louis Saha og Luis Boa Morte blandt de absolutte profiler. Da Roy Hodgson kom til Fulham var klubben imidlertid i en bitter nedrykningskamp. Ikke mindst fordi det virker som om Al-Fayeds interesse for holdet er dalet betragteligt de senere år. Holdet reddede imidlertid livet ved at vinde fire af sæsonens sidste fem kampe under Hodgsons ledelse. I sidste sæson skulle man så undgå at havne i en tilsvarende situation igen, og denne mission mere end lykkedes. Fulham overraskede alt og alle, og snuppede til sidst også den 7. plads som gav en plads i dette års Euro League. Manden som nogle måske husker for sit år i FC København har således iscenesat en transformation på Craven Cottage som fortjener respekt og beundring.

Truppen generelt: The usual suspects…

En væsentlig årsag til Fulhams succesfulde sæson sidste år, var at holdet i det store hele undgik skader til de centrale spillere. Særligt vigtigt var det, at målmanden og backkæden stort set overhovedet ikke behøvede blive udskiftet. Således spillede keeperen Mark Schwarzer samtlige kampe, og viste sig at være et regulært scoop for Fulham, da de hentede ham på fri transfer inden sæsonen. Noget kunne også tyde på at Middlesbrough måske kunne have brugt ham et år til… Schwarzer presses i øvrigt fra bænken af ingen ringere end manden med et af fodboldverdenens dummeste navne: Pascal Zuberbühler. Venstrebacken Paul Konchesky missede to kampe, den ghanesiske højreback John Pantsil gik glip af en, det samme gjorde Brede Hangeland, mens hans makker i centerforsvaret, Aaron Hughes, spillede samtlige kampe. Den stabilitet skabte en meget stærk forsvarsenhed hos holdet fra Craven Cottage, som lukkede færre mål ind end alle andre hold i Premier League, bortset fra top tre. Særligt den tidligere FCK’er, Hangeland, tiltrak sig mange overskrifter for sit dominerende spil, og et skifte til Arsenal var på tale i flere omgange.

På midtbanen var den tidligere Liverpool-mand (og uofficielle verdensmester i dårlige mål på langskud som rettes af flere gange inden de ryger i kassen - nummer to er i øvrigt Deco) Danny Murphy i storform og startede også samtlige kampe for the cottagers. Han blev i første halvdel af sæsonen suppleret af Jimmy Bullard, som i januar tog til Hull. I anden halvdel af sæsonen satte Dickson Etuhu sig ofte på pladsen, hvor han foruden at bidrage med et voldsomt sejt navn, udfyldte sin rolle uden nonsense. Det tidligere Tottenham-stortalent Simon Davies så ud til definitivt at have lagt de skader som længe saboterede hans karriere bag sig, og spillede for anden sæson over tredive kampe fra start - hovedsagligt på højrekanten. Sæsonafslutningen blev dog trods alt ødelagt af en skade for den teknisk gode waliser, som dog regner med at være klar til sæsonstart. Venstrekanten tog Zoltan Gera sig af i første halvdel af sæsonen inden skader kom i vejen for ungareren som i mange år har været stjerne hos West Bromwich. Derefter blev han hovedsagligt brugt som indskifter. Amerikaneren Clint Dempsey spillede til gengæld en god sæson, hvor han tog sig af såvel rollen som kantspiller, offensiv midt og angriber, hvor det samlet blev til 7 mål.

På toppen spillede manden som mærker tyngdekraften tidobbelt i straffesparksfeltet, Andy Johnson og Bobby Zamora de fleste kampe. Johnson lavede næsten godkendte 7 mål, mens Zamora trods sin arbejdsiver og mange andre gode egenskaber ikke kan være tilfreds med blot at have bidraget med 2 mål. At Zamora alligevel spillede stort set spillede alle kampe alligevel, siger noget om at Hodgson må værdsætte hans indsats. Begge reserverne, Eric Nevland (som giver truppen ren og skær 90′er-glød) og Diomansy Camara, lavede faktisk dobbelt så mange mål i deres få kampe fra start og hyppige indskiftninger.

Væsentlige transfere: Don’t hassle the Volz…

Fulham har haft en relativt stille sommer på markedet, hvor to mand er gledet ud, mens to nye er kommet til. Den rædselsfuldt dårlige angriber Collins John har endelig fået gjort en ende på sine Premier League lidelser, og kan fremover henrykke i den belgiske klub KSV Roeselare. Mere sørgeligt er det, at ligaens måske mest sympatiske spiller, tyske Moritz Volz, ligeledes er blevet fritstillet. Volzy har med sit gode humør og sin tydelige kærlighed til fodboldspillet været et kærkomment afbræk i forhold til mange af de fimsede, krukkede, napoleon-kompleksramte, blingbling primadonnaer som render og surmuler lørdag efter lørdag. Volzys personlige hjemmeside volzy.com kan anbefales, hvis man vil vide mere. Her kan man blandt andet læse om hans sammenklappelige minicykel som han transporterer sig omkring på i London (når han ikke er med metro), og hans kærlighed til David Hasselhoff og tv-serien Nightrider, ligesom man kan blive linket til hans egen youtube-kanal.

Ind er til gengæld kommet Birmingham-højrebacken Stephen Kelly som kan give konkurrence til backkædens svageste led, John Pantsil, og den norske midtbanespiller Bjorn Helge Riise, som kommer til fra Lillestrøm.

Forventninger: Mere af det samme, bare dårligere…

Det er happy days på Craven Cottage. Næste sæson bliver dog sværere for London-holdet, da truppen i sin nuværende form virker foruroligende smal i forhold til både at spille med i ligaen og i europæisk fodbold. Det øgede antal kampe vil kræve at flere spillere kommer ind omkring førsteholdet, ligesom det synes usandsynligt at Fulham næsten kan undgå skader endnu en sæson. Ikke desto mindre har holdet i Roy Hodgson en træner som ved, hvordan han skal bygge sit hold op, han ved hvordan han vil have dem til at spille, og han har formået at få en række mindre spektakulære spillere til at fungere utrolig godt som en enhed. I næste sæson vil folk dog være forberedte på dette, ligesom den generelle distraktion fra europæisk fodbold plejer at have sin pris i den hjemlige liga. Sidste sæson sås dette med al tydelighed, da såvel Tottenham som Aston Villa i sidste sæson lod reserverne tage sig af deres sekstendedelsfinaler i UEFA-cupen. Derfor vurderer undertegnede, at Fulham - medmindre de virkelig åbner den store tegnedreng i løbet af de næste to uger - kommer til at få en sæson på det jævne. Nedrykning bliver næppe aktuelt, hvis holdet kan spille med cirka den samme stamme som sidste år. Til gengæld bliver der heller ikke tale om en gentagelse af sidste sæsons imponerende resultat.

Tip: Forventet placering: Nummer 13  Supersæson: For Fulham vil det være helt fantastisk, hvis holdet igen kan spille med omkring den nederste europæiske plads og slutte i top-8.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Portsmouth FC: Waiting for the man…

Stiftet: 1898

Stadion: Fratton Park (Kapacitet: 20.688)

Kælenavn: Pompey

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 9/8/14

Første fem kampe: 15/8 Fulham (H), 18/8 Birmingham (U), 22/8 Arsenal (U), 29 Man City (H), 12/9 Bolton (H)

Manager: Paul Hart (Siden februar 2009).

Det har været nogle turbulente år i sydligste England. Klubben som havde sin absolutte storhedstid umiddelbart før og efter anden verdenskrig, hvor det blev til både en FA-cup og to mesterskaber, rodede rundt i de lavere rækker i en årrække på næsten tredive år inden de i 1987 sikrede sig en enkelt sæson i den bedste række.  Først i 2003 lykkedes det atter pompey at rykke op i - det som nu hed - Premier League.

Manden bag oprykningen hed Harry Redknapp. Han smuttede dog snart til ærkerivalerne fra Southampton efter uenigheder med pompey-ejer Milan Mandaric, men rykkede ned med the saints, som dermed endte et 27 år langt ophold i den bedste række. Et års tid senere var Portsmouth faretruende tæt på nedrykning, men formåede at redde endnu en sæson efter en utrolig række resultater mod slutningen af sæsonen. Manden bag dette hed Harry Redknapp. De følgende to sæsoner markerede de bedste for Portsmouth i noget der minder om 50 år. Her blev klubben først nummer 9, alt imens Redknapp byggede et stærkt og attraktivt spillende hold op ved listigt at hente en lang række spillere til klubben, hvis karrierer var løbet sure andre steder. Kronen på værket kom med FA-cup triumfen året efter, hvor holdet ligeledes vandt FA-cupen - 59 år efter de foreløbig første og eneste gang havde vundet verdens mest prestigefyldte nationale pokalturnering. Chefarkitekten bag dette hed om noget Harry Redknapp.

Umiddelbart inden byen Portsmouth ville takke sin nye store helt ved at overrække ham nøglerne til byen,  skiftede han til Tottenham Hotspurs. Tony Adams blev ansat i stedet. Sideløbende begyndte Portsmouth FC at få større og større økonomiske problemer, og man var i januar i år tvunget til at sælge såvel Lassana Diarra som Jermain Defoe. Sidstnævnte blev hentet til Tottenham af Harry Redknapp. Tony Adams viste sig ikke at have formatet til at styre en Premier League klub, og han blev sparket ud igen. En igen truende nedrykninge blev afværget med Paul Hart ved roret med to resterende spillerunder i den forgangne sæson. Paul Hart havde de forgående år fungeret som chef for klubbens ungdomsafdeling, ligesom han tidligere har stået i spidsen for en række divisionshold; blandt andet det detroniserede storhold Nottingham Forest.

Siden har Portsmouth været tvunget til at sælge yderligere to profiler: Glenn Johnson og Peter Crouch. Alt imens er der forhandlinger i gang, som gerne skulle ende ud med at klubben bliver overtaget af en arabisk rigmand. Disse forhandlinger har været i gang længe, og klubben har netop set sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse ifølge hvilken de meget vel kan være tvunget til at sælge flere profiler, hvis ikke der snart tilføres kapital. En stor del af problemet synes, at være at pompey simpelthen har haft en al, al for stor lønpost i sit budget, og at en række aldrende spillere er blevet tilknyttet for relativt høje summer på meget høje lønninger. Manden bag dette økonomiske roderi kan meget vel hedde Harry Redknapp.

Truppen generelt: Sølvstænk i dit gyldne hår…

Portsmouth må have en af Premier Leagues mindste trupper pt. Blot tyve spillere figurerer i førsteholdstruppen på klubbens officielle hjemmeside. David James er en god keeper, hvad hans status af førstevalg på landsholdet også indikerer. Han er også 39 år. Sylvain Distin og Sol Campbell er et glimrende centerforsvar. De er henholdsvis 31 og 34. Sidstnævntes kontrakt er udløbet og endnu ikke fornyet. Den tidligere fiskefabriksarbejder Hermann Hreidarsson er en solid løsning på venstrebacken, men også han har dåbsattesten imod sig med 35 år på planeten bag sig. Han er i øvrigt rykket ned fra Premier Legue med tre forskellige klubber.  Han får dog tiltrængt aflastning og konkurrence af en af sidstesæsons positvive overraskelser på Fratton Park blot 27-årig Nadir Belhadj som trækker gennemsnitsalderen forfriskende ned i backkæden når han spiller der og ikke på den venstre midtbane.

Denne plads tilhører dog normalt Niko Kranjcar som er evigt småskadet og ude af form; når han altså ikke vælger at vise sit kæmpetalent, tager taktstokken i offensiven og levererer en fremragende præstation i ny og næ. Han har i øvrigt ytret ønske om at skifte til en større klub. Centralt deler Papa Bouba Diop - manden hvis claim to fame (udover et hysterisk morsomt navn) er et sejrsmål i åbningskampen ved VM 2002 for Senegal mod Frankrig - tæsk ud med sine 193 kompromisløse centimeter ren (31-årig) ondskab. Han får selskab af Hayden Mullins som blev købt i januar til den umulige opgave at udfylde hullet efter Diarra. Den tidligere Tottenham-joke Younes Kaboul kan spille såvel her som i centerforsvaret, og viser faktisk en del prøver på et ikke uvæsentligt talent. Han er desuden med sine blot 23 år en veritabel konfirmand i pompey-truppen.

På toppen ser det for alvor tyndt ud efter Crouchinho og Defoe er smuttet. David Nugent arbejder hårdt og fik da også lavet tre mål omkring skiftet mellem januar og februar, men mere blev det heller ikke til. 33-årige Nwankwo Kanu må nok også finde sig i at få alderskortet i nakken, og med en enkelt kamp fra start i sidste sæson, indikeres det vel også at man godt er klar over problemets eksistens i pompey-lejren. Deherrer får tvivlsom konkurrence fra John Utaka, som bidrog med et enkelt mål i sidste sæson. Retfærdigvis må det siges at næsten alle hans 18 kampe var som indskifter, og at målet faldt i sæsonens næstsidste kamp. Man kan jo håbe at han er ved at finde en frygtindgydende storform…

Væsentlige transfere:  ‘Alle mand på dæk!’, øhh, jeg mener ‘Mand over bord!’, eller, altså, hmm… ‘ALLE MAND OVER BORD!?’

Intet mindre end 11 spillere har forladt klubben siden sæsonen sluttede (plus tre i januar). De mest navnkundige blandt disse er - foruden Crouch og Johnson - den tidligere Arsenalback Lauren og den tidligere Liverpool-kolos på lerfødder Djimi Traoré. De to spillede dog ikke nogle kampe for pompey sidste år. Det gjorde til gengæld Sean Davis, som var fast mand, men som nu er taget til Bolton, ligesom Noé Pamarot som pt er klubløs, ofte var inde omkring startopstillingen. Ind er blot kommet to mand: Aron Mokoena fra Blackburn og Steve Finnan, som vender hjem til engelsk fodbold efter et skadesplaget fiasko-ophold i Espanyol. Mokoena har aldrig haft held til for alvor at bide sig fast i startopstillingen hos Blackburn, men giver om ikke yderligere andet bredde i centerforsvaret og på den centrale midtbane, mens Steve Finnan i sin tid i Fulham og Liverpool viste, at han kan være en bundstabil højre back, selvom hullet efter sidste sæsons årets spiller i Portsmouth - Glenn Johnson - bliver svært at fylde for den efterhånden 33-årig irske landsholdsspiller.

Forventninger: Fri os fra det onde

Der må være mange krydsede fingre i Portsmouth for tiden. Ham tossen der altid er på tv når de spiller må være et totalt vrag. Jeg forestiller mig han beder aftenbøn for tiden.  Jeg mener selvfølgelig ham med den bare overkrop, de mange pompey-tatoveringer, trommen, klokken - lejlighedsvis trompetten - og den høje hat med de indbyggede falske, blå dreadlocks. Ham som efter sigende rent faktisk hedder John Portsmouth FC Westwood. Ham som det må være en lettere enerverende oplevelse at have sæsonkort ved siden af. Ham som på sin egen bizarre måde er blevet antitesen til den meget omtalte casualæstetik som ellers har præget mytologien omkring engelsk fankultur i mange år. Og som i øvrigt skulle ege et antikvariat og være såvel ganske velartikuleret som belæst. Han og alle de andre pompeysupportere venter selvfølgelig på at den skide takeover bliver overstået, så også deres klub kan få nogle mellemøstlige oliepenge og begynde at kigge fremad i stedet nervørst at skule over skulderen og se nedrykningsstregen neonblinke lokkende i baggrunden.

Og det kan meget vel ske. Det skal bare helst ske inden transfervinduet lukker, for ellers får Portsmouth det svært. Hvis ikke det sker, bliver det meget interessant at se, hvorvidt den gamle garde har en god sæson mere i sig. Hvis de kan vende deres rutine til en fordel, kan man forestille sig at holdet triller de nødvendige point hjem på hjemmebanen mod de øvrige nedrykningsaspiranter, og ellers plukker lidt hist og pist. Hvis rutinen derimod har forvandlet sig til træthed og Ole Tobiasen-fart kan det blive nogle rigtig lange måneder frem til januar. Derudover bliver det interessant at se, hvordan Paul Hart håndterer sin første hele sæson i spidsen for et Premier League hold. Da han tog over fra Tony Adams havde han intet at tabe. I år ser det mere ud som om han intet har at vinde.

Derudover vil jeg tillade mig, at gentage mig selv fra adskillige af de øvrige gennemgange: Pompey ser særligt ud til at have et problem helt fremme. I sidste sæson spillere Crouch samtlige 38 kampe i Premier League. Han lavede 11 kasser. Defoe nåede at lave syv inden han smuttede i januar. Nugent, Utaka og Kanu lavede 5 tilsammen. De spillede retfærdigvis og selvsagt heller ikke så mange kampe, som de umiddelbart ser ud til at få i næste sæson. Ydermere spillede både Nugent og Utaka en del på højrekanten. Ikke desto mindre er det nødvendigt at - men tvivlsomt om - en d’herrer finder målformen, hvis ikke pompey skal rode rundt helt i bunden. Alt sammen selvfølgelig forudsat, at oliemilliarderne ikke begynder at rulle…

Tip: Forventet placering: Nummer 14 Supersæson: En fjortendeplads vil være en gentagelse af sidste sæson for Portsmouth. Og selvom fansene på Fratton Park nok var ved at blive forvente efter de to flotte sæsoner som afsluttede Redknapps andet ophold i klubben, tror jeg at mange vil acceptere en gentagelse i år. Grundlæggende må succeskriteriet for Portsmouth være at undgå for alvor at blive trukket ned i bundstriden, mens man nok ikke for alvor tør satse på at blande sig i top ti.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Stoke City: Joga bonito - Gu’ vil vi røv!

Stiftet: 1863 (som Stoke Ramblers)

Stadion: Britannia Stadium (Kapacitet: 28.383)

Kælenavn: Potters

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 8 (ch)/2 (ch)/12

Første fem kampe: 15/8 Burnley (H), 19 Liverpool (U), 22/8 Birmingham (U), 29/8 Sunderland (H), 12/9 Chelsea (H)

Manager: Tony Pulis (Siden juni 2006).

Stoke har meget at takke Tony Pulis for. Han blev første gang hentet til klubben i november 2002, hvor han formåede at redde klubben fra en meget truende nedrykning i den næstbedste række. Dette skete via definitivt via en 1-0 sejr på sidste spilledag mod et af rækkens tophold, Reading. Det afgørende mål i den nervepirrende kamp stod - den omrejsende personificering af middelmådighed - Ade Akinbiyi for. Året efter guidede Pulis Stoke til en hæderlig 11-plads pointmæssigt tæt på playoff-pladserne, men så var hvedebrødsdagene så sandelig også ovre. Klubbens daværende ejer var uenig med træneren om hvor mange penge der skulle bruges på transfere - og ikke mindst om salget af førnævnte Akinbiyi - og efter en 12-plads i ligaen, blev Pulis fyret. (Og sådan gik det til at Ade Akin-fucking-biyi spillede en ikke uvæsentlig rolle i Stokes nyere historie!)

Pulis tilbragte derefter et succesfuldt års tid i Plymouth, hvor fansene stadig taler om what could’ve been, hvis ikke Pulis var blevet hentet tilbage til Stoke i 2006. I Stoke-on-trent behøver man til gengæld ikke have den samtale. Efter et ejerskifte var vejen banet for at Pulis kunne gennemføre sit projekt med traditionsklubben, som indebar at en række rutinerede kræfter blev hentet ind - en del på låneaftaler. Folk som Andy Griffith, Danny Higginbotham, Lee Hendrie, Rory Delap og sågar Liverpools evige reserve Salif Diao spillede allesammen en rolle, da Stoke sikrede sig en 8-plads i Pulis’ første sæson tilbage på Brittania Stadium - og størstedelen er stadig at finde i klubben.

Året efter gik det som bekendt endnu bedre: Det lykkedes endelig: Stoke City FC rykkede op i den bedste engelske fodboldrække for første gang i 23 år. De har råbt og skreget lige siden i Staffordshire, og der er stadig grund til at holde humøret højt: I sidste sikrede holdet sig, gennem en omgang effektiv fodbold, endnu en sæson i den bedste række med en fornem 12. plads mod alle odds, ekspertvurderinger og til mange fodboldpuritaneres store fortrydelse.

Truppen generelt: Slidere og lange indkast

På kassen har Stoke ingen ringere end Danmarks landsholdsmålmand Thomas Sørensen. Det skal de nok være glade for, idet man ikke kan tillade sig at have en særlig meget ringere målmand i den bedste engelske række uden at det virkelig koster point i sidste ende. Sørensen havde dog en god første sæson, og har måske fundet sin topform under midten i Premier League. Det tidligere Man Utd talent - unge Ryan Shawcross - havde en imponerende første sæson for Stoke, og var fast mand i centerforsvaret, på venstrebacken havde han selskab af Danny Higginbotham som også fik sin fodboldopdragelse hos de røde fra Manchester for en del år siden.  Årets spiller i sidste sæson Abdoulaye Faye er dog styrmanden i centerforsvaret, og han overtog usædvanligt nok anførerbindet midtvejs i sæsonen, efterhånden som den hidtidige anfører, højrebacken Andy Griffith gled ud af holdet.

Selvsamme Griffith gjorde sig bemærket med at lægge kind til en lussing fra holdkammeraten Ricardo Fuller i en julekamp mod West Ham. Episoden kostede Fuller et rødt kort, og var begyndelsen til enden for Griffith på førsteholdet. Den 29-årige jamaicanske angriber beholdt til gengæld sin plads, og kvitterede med i alt 11 mål på 25 kampe. Det store indkøb til angrebet inden sæsonen, Dave Kitson fra Reading, floppede til gengæld fælt i sin første sæson på Brittania, og ikke scorede et eneste mål i de optrædener han fik. Kitsons dage i Stoke er måske talte.

Til gengæld fandt januar-købet James Beattie for alvor storformen, og bidrog med en række vigtige scoringer (7 i alt) i løbet af de 16 kampe han nåede. En anden januarhandel - venstrekanten Matthew Etherington - gav holdet en ekstra streng at spille på i offensiven, og håber endelig at have lagt diverse gambling, druk og skadesproblemer bag sig inden den nye sæson. På den anden kant havde den engelskfødte irske landsholdsspiller Liam Lawrence også en godkendt sæson for the Potters. Ellers blev Stokes måske mest eksponerede spiller noget overraskende veteranen Rory Delap. Ligeledes engelsk-irske Delap har spillet en lang  og relativt anonym karriere som altmuligmand for hovedsagligt Derby og Southampton, men blev pludselig en mindre sensation i sidste sæson, da hans lange indkast tog ligaen med storm som en konsekvent og central del af Stokes offensive spil. Delaps kanonkugler resulterede således i 7 af Stokes første 13 mål i sæsonen, mens diverse modstanderholds forsvar sejlede forvirrede rundt.

Ellers er det en passende kliché, at den største stjerne hos Stoke er kollektivet som arbejder benhårdt, og spiller noget der minder om traditionel kick and rush (især på udebane); samt fansene som trods hjemmebanens lave kapacitet genererer det højeste antal decibel i ligaen, og er med til at gøre et besøg på Britannia Stadium til en speget affære for de fleste hold.

Væsentlige transfere: Dean Whitehead alene i verden…

Tony Pulis og Stoke ved godt hvad der kræves for at rykke klubben skridtet videre: Et par klassespillere som kan supplere den eksisterende, konstant løbende, benhårdt tacklende og langboldsparkende førsteholdsstamme. Sådanne spillere er desværre for Stoke meget eftertragtede, alt imens det at spille for Stoke i manges øjne er det stik modsatte. Derfor har Pulis fået en række kurve fra relativt højt profilerede spillere. Darren Bent takkede pænt nej tak, Steve Finnan tog til Portsmouth mens Dean Ashton efterhånden har været i forhandlinger en lille evighed. Ligeledes er klubben blevet hyppigt linket med folk som Newcastles Bassong og Beye, samt Tottenhams David Bentley

Pulis hævder dog at sove roligt om natten, selvom den foreløbig eneste tilføjelse til truppen er kommet i form af Sunderlands anfører de sidste par år: Dean Whitehead. Selvom Whitehead måske ikke lever op til ambitionen om at signere store navne, så har han i de sidste fem sæsoner spillet fast for Sunderland på både den foretrukne plads på den centrale midtbane, og som højreback når dette har været nødvendigt. På mange måder en rigtig fornuftig transfer for Stoke (som også skete til Sunderland-manager Steve Bruces fortrydelse), men måske ikke en handel med den ønskede signalværdi. Whitehead er som type meget ala det Stoke i forvejen råder over - og så i øvrigt bedre. Til gengæld er hele succesholdet fra sidste sæson foreløbig intakt.

Forventninger: Tjener, må jeg få mere af det samme; masser af mere…

Stoke spillede en intet mindre end imponerende første sæson i Premier League. Holdets - ofte udskædte - system fungerede for dem, og de mindre begavede boldspilleres evner blev udnyttet til fulde. Der syntes at være dele af ekspertvældet - stand up Arsene Wenger - og pressen, som var forargede over at Stoke rent faktisk havde succes med at spille klassisk britisk i en den bedste engelsk fodboldrække, men undertegnede har kun lutter respekt for holdets resultater. På hjemmebanen forsøgte holdet sågar at spille frisk til offensivt, naturligvis begrænset af en del af spillernes beherskede tekniske kunnen. Da holdet var ved at falde lidt sammen omkring juletid formåde Pulis ydermere at vende udviklingen med et par gode indkøb.

Stoke synes således udemærket rustet til et år mere på Premier League karrusellen. Selvom mange hold oplever en succesfuld første sæson efterfulgt af en meget vanskeligere anden, er der flere grunde til at Stoke kan undgå dette. Først og fremmest er det absolut til Stokes fordel, at de ikke er et hold som lægger sig ned for nogen. Ganske vist blev det til en 5-0 snitter mod Manchester United i november, og et 4-1 nederlag til Arsenal i sæsonens sidste (for Stoke ubetydelige) kamp, men helt generelt blev der ikke givet lette point væk. Blandt andet derfor, og fordi de let kan finde håndfuld hold som er dårligere til at kæmpe de svære uafgjorte og smalle sejre hjem, kan Stoke imødese sæsonen med en hvis grad af sindsro. Hvis Beattie og Fullers samarbejde oven i købet kommer op i omdrejninger kan the Potters i år blive et endnu mere irriterende bekendtskab for det meste af ligaen. Hvis Pulis så ovenikøbet får held til at hente den meget omtalte klassespiller eller to begynder det for alvor at se spændende ud.

Tip: Forventet placering: Nummer 15 Supersæson: Grundet sidste sæsons 12. plads skal der meget til for at Stoke kommer helt op at ringe. For at sæsonen skal være rigtig god kræves næsten fremgang, omend en gentagelse - i min syge og muntre bog - må karakteriseres som en stor succes for stribede.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Wigan Athletic: Et skridt frem og to tilbage

Stiftet: 1932

Stadion: JJB Stadium (Kapacitet: 25.138)

Kælenavn: Latics

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 17/14/11

Første fem kampe: 15/8 Aston Villa (U), 18/8 Wolverhampton (H), 22/8 Man Utd (H), 29/8 Everton (U), 12/9 West Ham (H)

Manager: Roberto Martinez (Siden juni 2009).

Wigan har kun været i de engelske divisioner siden 1978. De sidste fire af disse har klubben så småt etableret sig i Premier League. Dette skyldes nærmest udelukkende sportsbutiksrigmanden Dave Whelans penge og personlige interesse for klubben, som han købte tilbage i 1995. Dengang lå de i den fjerdebedste række uden nogen særlig lyse perspektiver for fremtiden. Umiddelbart efter købet af klubben hentede Whelan - via forretningsforbindelser på den iberiske halvø - de tre spaniere Roberto Martinez., Isidro Diaz og Jesus Seba til det nordvestlige England. De tre amigos blev overordentlig populære, og var en central del i klubbens succes de første ambitiøse år i de lavere rækker. Wigan rykkede dog hurtigt så højt op, at de tre amigos lige så stille blev sendt videre til andre klubber. Nu er den ene – Roberto Martinez – imidlertid tilbage i Wigan som manager.

Wigans hidtidige succesfulde Premier League eventyr kan i allerhøjeste grad hænges op på, at først Paul Jewell og siden Steve Bruce har formået at få det absolut optimale ud af klubbens ressourcer, og formået at opdage spillere som Antonio Valencia, Jimmy Bullard og Wilson Palacios samt revitalisere karrierer for folk som Titus Bramble, Mario Melchiot og Emilie Heskey. Denne opgave er det nu op til Martinez at løfte. Han har kun to års trænererfaring fra Swansea, som han førte tilbage i den næstbedste række. Opgaven i Wigan bliver imidlertid enorm for den urutinerede spanier, som i første omgang for nok at gøre med at lokke spillere til den lidet attraktive by med den begrænsede fanskare.

Truppen generelt: Sydamerikanske satsninger og suttede bolsjer

Wigan råder i Chris Kirkland over en glimrende keeper, som da også har været inde at snuse omkring Capellos landshold. Anføreren Mario Melchiot udgør sammen med Emmerson Boyce, den ofte latterliggjorte Titus Bramble og Maynor Figueroa fra Honduras en ok defensiv enhed som dog ikke er prangende. Særligt sidstnævnte bidrager godt frem ad banen, og er ligesom Palacios - som nu dominerer midtbanen hos Tottenham – et produkt af Wigans omfangsrige transferinteresse i syd – og mellemamerika. På midtbanen er Michael Brown den type røvhul som man kun elsker, hvis man har lagt gener til hans tilblivelse, eller han spiller på ens eget hold, mens U-21 landsholdsspilleren Lee Cattermole skal agere midtbanedynamo, og allerede spås en stor fremtid. Rafael Benitez meldes således allerede interesseret i at snuppe Cattermole, ligesom Steve Bruce skulle være interesseret i at hente sin protege nordpå til Sunderland. På kanten kan januarindkøbet Charles Nzogbia (ham som tog fra Newcastle fordi Joe Kinnear udtalte hans navn ”Insomnia”) svinge fra det fremragende til det ragende ligegyldige. I angrebet er columianeren Hugo Rodallega, som ligeledes blev indkøbt i januar, en meget spændende spiller for fremtiden. Han imponerede stort med sine udfordringer og sin sparketeknik i sin første halvsæson i klubben, og nåede at lave 3 mål på sine første 12 kampe.

Væsentlige transfere: På rov i Swansea

Ellers blev målene hos Wigan hovedsagligt leveret af den egyptiske lejesvend Amr Zaki, som startede sæsonen som lyn og torden, og i sidste ende nåede at lave 10 mål på 29 kampe. Den oksestærke Zaki blev dog gradvist mere og mere uvenner med ledelsen i Wigan da han gentagne gange kom for sent tilbage efter landskampe, og er ikke længere at finde i truppen. Ligeledes har holdets største stjerne, kantspilleren Antonio Valencia sat turen mod Old Trafford, og derfor har Wigan måttet se sig om efter målfarlige forstærkninger. Her har træner Martinez vendt blikket mod sin tidligere arbejdsgiver, og hentet angriberen Jason Scotland og wingen Jordi Gomez. Førstnævnte (som i øvrigt ikke som navnet antyder er skotte, men fra Trinidad) lavede 21 mål i sidste sæson, og vakte interesse hos flere Premier League klubber. Det blev dog hans tidligere træner som fik underskrift på en kontrakt efter først at have smidt £ 2 millioner på bordet for den hurtige og kropsstærke 30-årige. Gomez er oprindeligt fra Barcelonas talentakademi, men har de seneste år uden held forsøgt at slå igennem hos bysbørnene fra Espanyol. Da dette imidlertid ikke lykkedes lod Gomez sig udlåne til Swansea i den forgangne sæson, hvor han lavede 12 mål i 44 kampe fra sin plads som playmaker centralt på midtbanen. Han nåede knap nok at returnere til Katalonien før turen gik videre til Wigan. Derudover er endnu en sydamerikaner – Hendry Thomas – blevet hentet til klubben. 24-årige Thomas er landsholdsspiller fra Honduras, hvor han er fast mand på den defensive midtbane, og blev hentet i klubben Olympia fra hjemlandet.

Forventninger: Hvem skal score målene?

Meget står og falder for Wigan med, om Roberto Martinez kan magte opgaven. Efter at have mistet både Zaki, Heskey, Valencia og Palacios indenfor det seneste halve år, bliver det interessant om de nye folk kan løfte Wigans offensiv til et niveau som kan redde pladsen i den bedste række. Undertegnede har fidus til Rodallega, og glæder sig til at stifte bekendtskab med Gomez. Men er det godt nok? Ligeledes er det essentielt for Wigan at Lee Cattermole manifesterer sig yderligere som ankermand på holdet, og lærer at kanaliserer sit temperament konstruktivt over i sit spil. I sidste sæson toppe Cattermole listen over advarsler og røde kort i ligaen. Hvis han da ikke bliver snappet op en større klub inden transfervinduet smækker. I det hele taget må der være en lidt flad fornemmelse omkring the JJB stadium for tiden. Klubben skal som nævnt til at tage hul på sin femte sæson i den bedste række, og den store udskiftning i trup og på trænerbænk må lidt føles som et retur-til-start kort, hvor målsætningen igen centreres om at hold nedrykningen fra døren.

Tip: Forventet placering: Nummer 16 Supersæson: Klubbens hidtidige sæsoner i Premier League har faktisk resulteret i relativt sikre ligaplaceringer (nr. 10, 17, 14 og 11 henholdsvis), og derfor vil et markant fremskridt kræve en placering i top ti. Alt taget i betragtning vil en placering omkring 10-pladsen dog kunne karakteriseres som en stor succes for Wigan i år.

Birmingham City FC: Elevatoren skal stoppes

Stiftet: 1875 (som Small Heath Alliance)

Stadion: St. Andrew’s Stadium (Kapacitet: 30.009)

Kælenavn: Blues

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 1 (ch)//2 (ch)

Første fem kampe: 15/8 Man Utd (U), 18/8 Portsmouth (H), 22/8 Stoke (H), 29/8 Tottenham (U), 12/9 Aston Villa (H)

Manager: Alex McLeish (Siden november 2007).

Den tidligere Rangers – og skotske landstræner blev hentet til Englands næststørste bys næststørste klub sidst de var i Premier League. Dengang var målsætningen at redde klubben fra en truende nedrykning. Dette lykkedes som bekendt akkurat ikke. Den mellemliggende tid har McLeish brugt på at sætte sit præg på klubben, og det lykkedes altså i første hug at sikre Birmingham City FC direkte oprykning til den bedste række, da andenpladsen i the Championship blev sikret. Birmingham har imidlertid været oppe og nede adskillige gange de senere år. Den sympatiske skottes opgave bliver denne gang, at få holdet af elevatoren inden den kører nedad igen.

Truppen generelt: Gamle stoddere en masse

Birmingham har generelt et meget rutineret, og dette kan blive utrolig vigtigt i den kommende sæson. Næsten samtlige spillere i truppen har prøvet at spille i Premier League før. Samtidig kan denne omstændighed også været holdets største problem; for hvis den nuværende gruppe spillere var gode nok til Premier League, synes det underligt at de ikke spiller der allerede. Af kendte ansigter kan nævnes den tidligere Villa-centerforsvarer Liam Ridgewell, den kuglerunde irske back Stephen Carr som tidligere har spillet for såvel Tottenham som Newcastle, den tidligere bagersvend og Premier League topscorer for Sunderland – Kevin Phillips, samt den skotske humørangriber James McFadden (tidligere Everton) som den ene dag laver de mest spektakulære langskudsperler og den næste ligner Bo Hansen på en seriøst dårlig dag. Ligeledes råder Birmingham over et par rutinerede backs i Franck Queudrue og Stuart Parnaby (tidligere Fulham/Boro og Boro henholdsvis). I buret står oldgamle Maik Taylor og i angrebet giver firkanten Marcus Bent og evighedstalentet Cameron Jerome konkurrence om pladserne. Midtbanen styres af med hård og kærlig hånd af det tidligere Arsenal-talent, svenskeren Sebastian Larsson og nordirske Damien Johnson.

Væsentlige transfere:Hvor godtfolk er…

Netop midtbanen er umiddelbart Birminghams svageste led, og der er da også blevet købt godt ind her. Engelsk fodbolds infant terrible – Lee Bowyer – er kommet på fri transfer, efter et succesfuldt låneophold mod slutningen af sidste sæson. Ligeledes er Rangers mangeårige anfører Barry Ferguson blevet lokket sydpå af sin gamle træner. Sidst Ferguson prøvede lykken i engelsk fodbold, var det med fiasko i Blackburn til følge, men nu 31-årige Ferguson burde have kvaliteterne til at begå sig. Samtlige andre kæder på holdet har dog også allerede fået en saltvandsindsprøjtning i løbet af transfervinduet: den engelske U-21 landsholdsmålmand Joe Hart er blevet lånt for hele næste sæson, og den Equadorianske landsholdsspiller Giovanny Espinoza er blevet hentet i sydamerikansk fodbold til at styrke det centrale forsvar. Forsvaret er yderligere blevet forstærket af den talentfulde Scott Dan som er blevet hentet i Coventry, og som tidligere har opnået 2 U-21 landskampe for England (han var i øvrigt udlånt til Køge BK i 2005 uden større succes). For et beløb i omegnen af £ 5 millioner har man ligeledes til forsvaret hentet Roger Johnson i Cardiff og for et potentielt endnu højere beløb endnu en Equadorianer: Angriberen Christian Benitez, som hvis alle klausuler aktiveres bliver Birminghams dyreste spiller nogensinde. Han har de seneste år lavet cirka et mål i hver anden kamp for Santos Laguna i den mexicanske liga.

Forventninger: Med røven i vandskorpen…

Birmingham er i mine øjne på mange måder den oprykker som er bedst rustet til et eventyr i Premier League. Deres træner har tidligere været med hvor det sker, klubben er veldrevet, og en af de eneste klubber i engelsk topfodbold som ikke er forgældet, og truppen er bundrutineret. Det ser ligeledes ud til, at man for klubbens side har erkendt behovet for forstærkninger, hvis det skal lykkes at bevare statusen i den bedste række, og hvis Birminghams “projekt: Equadorianere” bliver lige så succesfuldt, som da Wigan lavede en lignende satsning på Wilson Palacios og Antonio Valencia, så har Birmingham gode muligheder for at overleve. Det kræver dog, at en række af de gamle travere kan finde motivationen til en sidste ærefuld optræden på den helt store scene.

Tip: Forventet placering: Nummer 17 Supersæson: Nummer 17 eller derover.

Wolverhampton Wanderers: Kun én ulvetime i solen?

Stiftet: 1875 (som St. Lukes)

Stadion: Molineux Stadium (Kapacitet: 28.525)

Kælenavn: Wolves, Wanderers

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 5 (ch)/7 (ch)/1 (ch)

Første fem kampe: 15/8 West Ham (H), 18/8 Wigan (U), 22/8 Man City (U), 29/8 Hull (H),
12/9 Blackburn (U)

Manager: Mick Mccarthy (Siden juli 2006).

Den tidligere irske landstræner er en træner af den gamle skole. Det er således klassiske britiske dyder som er på tapetet når McCarthys hold går på banen. Han er nok mest kendt i den brede befolkning, som manden der blev så voldsomt uvenner med Roy Keane, at denne blev smidt hjem fra den irske træningslejr forud for VM 2002. Med det in mente er det måske meget godt at Keano har taget turen ned til Ipswich i den næstbedste række, mens Mccarthy kan søge tilflugt i Premier League. Han førte Wolves til en sikker førsteplads i the Championship i sidste sæson – en placering de stort set havde fra start til slut. En bedrift han også opnåede med Sunderland i 2005. Året efter rykkede holdet ned med blot 15 point – det var på daværende tidspunkt det laveste pointantal nogensinde for et hold i Premier League.

Truppen generelt: Ungt og spændende; men kan de tage det næste skridt?

De helst store profiler for Wolves i oprykningssæsonen var angrebsduoen bestående af Sylvan Ebanks-Blake og (den absurd nok: tidligere Aarhus Fremad’er) Chris Iwelumo. Tilsammen lavede de herrer intet mindre end 39 mål i ligaen – ud af Wolves i alt overbevisende 80 kasser på vejen til liga-sejren. Ebanks-Blake blev endvidere divisionstopscorer med 25 kasser. Den irske højreback Kevin Foley er en stabil og populær spiller på Molineux, og Karl Henry; local lad – og vikariende anfører i Jody Craddocks nærmest kroniske skadesfravær – er en effektiv midtbaneslider. Desuden råder holdet over wingeren Michael Kightly, som både kan skabe chancer for andre og selv er målfarlig. Han er dog i øjeblikket på vej tilbage efter en skade, og er næppe fuldstændig klar til sæsonstart. Wolves råder i det hele taget over et spændende, rimelig ungt hold, nærmest udelukkende bestående af spillere fra de britiske øer som ikke før har været testet på allerhøjeste niveau – heraf er en del er fra klubbens eget akademi.

Væsentlige transfere: Wolverhampton Cosmopolites

Den britiske dominans er dog foreløbig blevet brudt af tre eksotiske transfere over sommeren. Den amerikanske veteranmålmand – og heavy metal entusiast – Marcus Hahnemann er blevet hentet som konkurrent til unge Wayne Hennessey. Til midtbanen den serbiske spilfordeler Nenad Milijaš blevet hentet fra Røde Stjerne, hvor han har vist sig som en talentfuld og overordentlig målfarlig herre; i sidste sæson lavede han hele 22 mål for Beograd-klubben. Tredjemand i det internationale trekløver er den franske centerback Ronald Zubar som er kommet til for et sted i omegnen af 22 millioner kroner fra Marseille. Han var i sin tid i Arsene Wenger søgelys, da han i 2006 i stedet valgte den franske havnebys hold. 23-årig Zubar har repræsenteret Frankrigs ungdomslandshold på samtlige alderstrin, men var ved at løbe sur i karrieren i Marseille, og skal altså nu prøve kræfter med engelsk fodbold. Den største investering foreløbig er dog den irske landsholdsangriber Kevin Doyle, som er blevet tilknyttet på fra Reading i en for Wolves rekordstor transfer. Doyle har som en af de få spillere i truppen prøvet kræfter med Premier League før, og særligt hans første sæson med Reading i det fine selskab var en succes. Desuden er Sunderlands altmuligmand Greg Halford og Southamptons sydafrikanske midtbanespiller Andrew Surman kommet til.

Forventninger: En god start er afgørende

Wolververhampton var suveræne i førstedivision, men, som Mick Mccarthy allerede ved, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at livet i Premier League ikke bliver meget vanskeligt for traditionsklubben. Holdet lavede i sidste sæson masser af mål, og holdet skal sætte sin lid til at Ebanks-Blake kan finde formen, og at Kevin Doyle viser sig at være pengene værd. Alt i alt får Wolves det dog svært. Holdet skal blive bedre til at lukke af bagtil, meget få af deres spillere kender niveauet i den bedste række, og selvom ungdommeligt gåpåmod kan kompensere for meget, kan den manglende rutine blive dyr når først nedrykningskampen spidser til. Holdet har dog et relativt taknemmeligt startprogram, og med et par gode resultater i – de absolut winnable – kampe mod West Ham og Wigan kan det unge hold få et vigtigt boost selvtillid, og ramme jorden løbende, som man vist siger derovre.

Tip: Forventet placering: Nummer 18 Supersæson: Nummer 17 eller derover.

Burnley FC: Kan kun overraske positivt

Stiftet: 1882

Stadion: Turf Moor (Kapacitet: 22.546)

Kælenavn: Clarets

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 16 (ch)/13 (ch)/5 (ch)

Første fem kampe: 15/8 Stoke (U), 18/8 Man Utd (H), 22/8 Everton (H), 29/8 Chelsea (U), 12/9 Liverpool (U)

Manager: Owen Coyle (Siden november 2007).

Coyles bedrifter med Burnley har været intet mindre end voldsomt imponerende. Coyle har i sin korte tid i klubben ikke blot ført holdet til oprykning via play-off, han har endvidere ført holdet igennem et meget respektindgydende liga cup run i sidste sæson, hvor klubben var ganske få minutter fra en finaleplads inden Jermain Defoe og Roman Payluchenco vendte nederlag til sejr og sikrede Tottenham pladsen mod Manchester United. Undervejs havde Burnley dog allerede elimineret såvel Fulham som Chelsea (på udebane), ligesom de var det første hold fra de lavere rækker som havde held med at ekspedere et Arsene Wenger-ledet Arsenal-hold ud af en cup.

Truppen generelt: Et bæst på kassen og langt mellem snapsene

I danske medier får keeper Brian Jensen selvfølgelig meget opmærksomhed, men hvis man derudover kigger på de navne, som skal slås for hæder og ære til Turf Moor, så er indtrykket ikke just skræmmende. Faktisk er den totale mangel på profiler det mest påfaldende i en gennemgang af Burnleys trup. Anføreren Graham Alexander med det karakteristiske fuldskæg er en solid og sympatisk forsvarsstyrmand (og straffesparksskytte i øvrigt), i forsvaret har Alexander selskab af den tidligere Newcastle og skotske landsholdsspiller Steven Caldwell, som ligeledes spiller en central rolle i Burnleys defensiv. Det irske midtbanetalent Chris McCann er en lovende og målfarlig box til box spiller som kan få et gennebrud i det fine selskab, og angriberen Martin Paterson lavede 18 mål sammenlagt i sidste sæson hvilket foruden klubbens topscorerværdighed også indbragte ham æren som årets spiller. Han bliver spændende at følge på allerhøjeste niveau. Man er dog tilbøjelig til at tro, at han bliver endnu en i rækken af lovende britiske angribere, som ikke kan tage skridtet fra næstbedste til allerbedste række. Ellers er der et par kuriosa i truppen i form af en række gamle kendinge af dansk fodbold; Remco Van Der Schaaf, Beshart Berisha og nyindkøbte Richard Eckersley – bror til Adam Eckersley, som i sin tid kom til Brøndby sammen med Mark Howard – er alle pt at finde i truppen. De to førstnævnte ser dog ikke umiddelbart ud til at figurere nævneværdigt i Owen Coyles fremtidsplaner.

Væsentlige transfere: Lidt har også ret - men næppe nok…

Burnley har været en af de mest aktive aktører på transfermarkedet foreløbig, men de indhentede navne er ikke prangende. Foruden ovennævnte Eckersly har klubben hentet fire nye navne. Den store angriber Steven Fletcher er blevet hentet i Hibernian, hvor han har spillet hele sin hidtidige karriere. Fletcher har tidligere vakt interesse hos de skotske giganter fra Celtic, men til sidst blev det altså the clarets som løb med den engelskfødte skotske landsholdsspiller. Den 22-årige er Burnleys dyreste køb nogensinde, og får et stort pres på sine skuldre, når holdet skal forsøge at lirke forsvar op hos det fine selskab. Derudover er den tidligere West Ham og Derby-back Tyrone Mears blevet hentet hjem efter et relativt succesfuldt ophold i Marseille, hvor han blandt andet sendte scorede sejrsmålet mod Ajax og dermed sendte franskmændene i UEFA-cup kvartfinalen. Ligeledes er to forsvarstalenter er blevet hentet; canadiske David Edgar fra Newcastle på fri transfer og Brian Easton fra de skotske oprykkere Hamilton Academical for omkring £ 300.000.

Forventninger: Op, op, op, op og atter op ad bakke…

Det er stort for Burnley FC at være rykket op i Premier League. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at de ikke selv havde regnet med det, og nu ikke rigtig ved hvordan de skal gribe situationen an, og man kan ikke lade være at lade sig rive lidt med af fodboldeuforien i en by som ikke har været i den bedste række i mere end 35 år. Det har klubbens chairman også gjort, og givet gratis sæsonkort til alle som havde købt sæsonkort inden sæsonstart sidste år for at belønne deres loyalitet. Byen Burnley er en af mange britiske byer som har lidt en krank skæbne de sidste 20-30 år. Fra i årevis at have været et af storbritaniens tekstilcentre, er byen i dag hårdt ramt af at stort set al industri er lukket, med deraf følgende arbejdsløshed, butiksdød, generel trøstesløshed, ghettodannelse, misbrug og kriminalitet. Derfor er fodboldholdets succes er en sjælden succes for et hårdt prøvet lokalsamfund – det sidste af klubbens to mesterskaber blev vundet i 1959.

Ikke desto mindre får Burnley svært ved at overleve i Premier League næste år. Owen Coyles umiddelbart formidable motivationsevner, og holdets evne til at skabe overraskelser kommer til at skulle strækkes til det yderste, og så skal de holde hovedet koldt, hvis den seriøse kælling af et startprogram de har fået tildelt resulterer i et par røvfulde. Den allerførste kamp mod sidste sæsons store overraskelse – Stoke – bliver hurtigt en nøglekamp, da Burnley realistisk set ikke henter et eneste point i de næste fire. Netop Stoke kan passende være rollemodel for Burnley, for de skal finde inspiration i the Potters tilgang til livet på toppen af engelsk fodbold. De skal ganske enkelt stå sammen, gå hårdt til den og kæmpe som minimum røven og det nederste af ryggen ud af bukserne, hvis de vil overleve. Burnley kan kun overraske positivt, og dette er måske deres største fordel. For hvis man undervurderer dem, kan de være rigtig farlige. Bare spørg Arsenal eller Chelsea.

Ellers kommer Burnley i hvert fald til at bidrage med noget helt unikt, idet de rent faktisk som nogen af de eneste mennesker i verden orker at have en holdning til Blackburn. Rovers er nemlig deres forhadte lokalrivaler. På den anden side; når sæsonen går i gang har Sam Allardyce haft en hel preseason til at banke sin fodboldfilosofi ind i Lancashire-klubben, så inden længe vil der være mange der deler Burnleys holdning…

Tip: Forventet placering: Nummer 20 Supersæson: Nummer 17 eller derover.

Hull City FC: Tandløse tigere

Stiftet: 1904

Stadion: KC Stadium (Kapacitet: 25.404)

Kælenavn: Tigers

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 21 (ch) /3 (ch)/ 17

Første fem kampe: 15/8 Chelsea (U), 18/8 Tottenham (H), 22/8 Bolton (H), 29/8 Wolverhampton (U), 12/9 Sunderland (U)

Manager: Phil Brown (Siden oktober 2006).

Evigt solbrune Phil Brown med lokumsbrætskægget er en mand som formår at skabe overskrifter. Først lykkedes det ham at rykke Hull City FC op i den bedste engelske række for første gang i klubbens 104-årige historie. På det tidspunkt var Hull den største by i England som aldrig havde haft et hold i det fornemme selskab. Dernæst ledede han holdet gennem en så succesfuld start på livet i Premier League, at han blev kåret til årets manager i september; blandt andet efter en imponerende sejr på 2-1 over Arsenal på Emirates. Siden blev livet noget hårdere for opkomlingene. Brown fik adskillige bøder for upassende adfærd når temperamentet løb løbsk, han gennemførte sin halvlegssnak til sine spillere på banen foran Hulls medrejsende fans mod Manchester City, han udtrykte ønske om at holdets ubestridte stjerne Geovanni skulle dumpe en dopingtest i et interview efter en kamp, og da Hull efter en miserabel afslutning på sæsonen trods alt redede livet i den bedste række; ja – så greb Phil Brown en mikrofon og skrålede en modificeret version af Beach Boys hittet Sloop John B for de måbende og glade hjemmetilskuere: “Leeeet me go hoooo-ooo-ooome”sang han. (Find klippet på youtube og krum tæer til de knækker.) Hvis ikke han gør sit arbejde overordentlig godt, så kan både han og Hull få ønsket opfyldt, og være så godt som hjemme i de lavere rækker ved juletid.

Truppen generelt: Nick Barmby?! Lever du endnu?

Da Hull umiddelbart efter oprykningen forrige sæson hentede Geovanni i Manchester City, hentede man også den primære årsag til holdets succes. Den brassilianske 10’er lavede otte mål i sidste sæson, og er alfa og omega for om holdet fungerer offensivt. Nummer to på holdets topscorerliste sidste år var store Marlon King, som tegnede sig for fem træffere. Generelt er Hulls trup heller ikke noget at råbe hurra for. Holdet faldt fuldstændig sammen i anden halvdel af sæsonen, og hvis der havde været et par runder mere ville de næppe stadig være at finde i den bedste række. Hull vandt ikke i sæsonens sidste ti kampe – og på sæsonens sidste 21 (!) kampe blev det blot til 9 af holdets i alt 36 point. Hvis man skal fremhæve nogen, så er kaptajnen Ian Ashbee en udmærket, fightende boldflytter, som desuden kan prale af at have scoret for Hull i samtlige af de øverste fire engelske rækker (ligesom han har haft den tvivlsomme ære, at blive hentet til klubben af Jan Mølby, dengang han huserede). Forsvareren Michael Turner spillede samtlige minutter for the tigers i deres første Premier League sæson, og gjorde det godt nok til at blive kåret til årets spiller for andet år i træk. Han sættes nu i forbindelse med en række andre klubber. Jimmy Bullard som blev hentet i januar fra Fulham, er som bekendt en rigtig god spiller, som både kan bidrage offensivt og defensivt, men ikke overraskende er hans tid i Hull blevet fyldt med skader. Afslutningsvis bidrager den tidligere Tottenham, Boro, Everton, Liverpool og Leeds-spiller Nick Barmby med noget 90’er nostalgi på KC Stadium.

Væsentlige transfere: Nobody wants to go to Hull

90’er nostalgi var der også masser af ved tudsegamle Dean Windass, som imidlertid er blevet skippet ud tillige med en håndfuld andre fyldspillere (herunder Michael Bridges!), som alle er røget til klubber i de lavere divisioner. Dog har også førstevalget på højrebacken, Sam Ricketts, forladt klubben til fordel for Bolton. Denne relativt store udskiftning vidner om at Brown godt kender den forestående udfordrings størrelse. Foreløbig er den eneste nye mand en franske forsvarer med det mundrette navn Steven Mouyokolo, men Hull linkes bestandigt med et hav af spillere. Senest har Bobby Zamora sagt pænt nej tak, for i stedet at sidde på bænken hos Fulham. Heri ligger Hull og smørtenoren Browns pt største problem. Hull er en lille klub i et temmelig usexet hjørne af England, og derfor bliver det svært at lokke profiler til. Man fristes til at kalde denne mekanisme for Wigan-syndromet…

Forventninger: Ud på røv og albuer

Som allerede nævnt talrige gange bliver det svært for Hull næste sæson. Holdet har som udgangspunkt allerede nedrykningsform, og såvel spillere som trænere og fans må have en temmelig slunken selvtillidsbeholdning. Holdet skal simpelthen hente en række forstærkninger – til snart sagt alle pladser - i løbet af det resterende transfervindue, og så skal de ellers gå til hver kamp, som gjaldt den liv og død. Og selv hvis de gør dette, får de det stadig svært.

Tip: Forventet placering: Nummer 19 Supersæson: Nummer 17 eller derover