Arkiv for kategorien ‘Øvrige hold’

Ballon d’Or og justitsmord!!!1

tirsdag, december 7th, 2010

I sin vanlige anti-West Ham-bias har alverdens medier ensidigt fokuseret på Barcelona-trioen Xavi/Iniesta/Messi, samt Christiano Ronaldo og Wesley Sneijder i dækningen af udskilningsløbet i forbindelse med uddelingen af den prestigefyldte Ballon d’Or. Det er vist fransk og betyder noget i retning af: Den gyldne bold. Eller. Det vil sige, jeg aner det faktisk ikke, men det mener jeg bestemt at have læst engang. Det har jeg læst, og så at den er prestigefyldt. Og så må det jo være rigtigt.

Nå men for at vende tilbage til kandidaten som på det skammeligste blev forbigået, og (totalt chokerende) end ikke var blandt de oprindelige 23 nominerede til denne glohede ære, som tildeles ingen ringere en VERDENS ! BEDSTE ! FODBOLDSPILLER ! (!): Jonathan Michael Spector. Født 1. marts 1986 i Chicago-forstaden Arlington Heights i the US of A. Manden som besidder så uanede mængder råt talent for sport, at han frit kunne vælge om karrieren skulle handle om fodbold eller basketball (som var bedstefar Art Spectors metier for Boston Celtics i årene 1946-50). Manden der som 17-årig blev spottet af ingen ringere end Sir Alex Ferguson! Manden som kan spille alle pladser i backkæden lige overbevisende! Manden som var en afgørende bestanddel i det amerikanske landshold, der overraskede alt og alle, og nåede finalen i det sande verdensmesterskab Confederations Cup 2009! Samme landshold som med Specs i startopstillingen vandt den glorværdige CONCACAF Gold Cup i 2007 efter at have besejret fodboldgiganter som Guatemala, El Salvador og Trinidad og Tobago i et sandt triumftog, hvor først Panama og siden Canada blev ekspederet overbevisende ud knald eller fald kampe med to gange læsterlige klø på 2-1, inden naboerne fra syd, de mexicanske favoritter blev send hjem med en lussing på 2-1! Men den triumf betyder åbenbart ingenting for de høje herrer i FIFA, hr. Sepp Blatter og de andre kumpaner! Bare fordi den efterhånden ligger et par år tilbage i tid!

Ej heller var  der nogen respekt for at Spector optrådte 27 gange for et West Ham mandskab der reddede sig fra nedrykning i sidste sæson, og var helt og aldeles konsekvent og stabilt elendig, og endvidere tilkæmpede sig plads på bænken for USA ved samtlige af deres kampe ved sommerens VM-Slutrunde!

Man skulle ellers tro, at så simpel og klart defineret en udmærkelse som “Verdens Bedste Fodboldspiller” kunne tildeles ud fra fuldstændig videnskabelige og objektive kriterier, men sådan spiller klaveret desværre ikke. Ingen nominering til Jonathan Spector - manden om hvem Alan Curbishley efter en menneskealder i gamet sagde: ‘ Der er nok kun en spiller jeg vil karakterisere som intelligent, og det er den amerikanske landsholdsspiller Jonathan Spector. Han er den eneste spiller jeg nogensinde rent faktisk så læse Financial Times; de andre fokuserede kun på side 3 i The Sun.” Men næ, nej. Gode avisvaner betyder åbenbart ingenting, når deherrer smagsdommere rundt omkring kan himle op om yoga bonito, pokaler, medaljer og sprøde indersideafleveringen. Må man efterhånden bede om sine himmelblå!?

Så jeg tror nok, at der var røde øre rundt omkring i de små fodboldforbund, da Specs satte det hele på plads, her sidste tirsdag. Efter at have optrådt hele 2 gange allerede i denne sæson som indskifter for et West Ham-hold, som har taget patent på den attraktive 20. plads i turneringens første mange runder, fik amerikaneren tilkæmpet sig en plads i startopstillingen i Liga Cup kvartfinalen mod Manchester United. På den centrale midtbane af alle steder. Ganske vist var der ikke rigtig andre der var skadesfri og kunne spille, men det behøvede de så sandelig heller ikke da Spector satte trumf på. Med sine første to mål nogensinde i karrierens godt 160 seniorkampe sikrede han således West Ham en 2-0-føring ved pausen. To mål der i øvrigt blev garneret af en fuldstændig (for Spector) absurd god præstation, hvor arbejdsiver, gode pasninger, og adskillige, let kluntede farlige dribleture gik op i en højere enhed(!).

2-0-føringen blev i øvrigt fordoblet efter pausen af Carlton Cole, og dermed blev en sensationel 4-0 sejr realiseret. Den største West Ham-sejr over Manchester United i 80 år. En sejr der fik hele den rød-mancurianske del af internettet til at eksplodere af dårlige undskyldninger, mens de fremmødte Man Utd-fans på Upton Park tacklede situationen noget mere humoristisk ved at synge til hjemmeholdet “You’re  just a shit Barcelona” med henvisning til de tre Ballon d’Or-tyveknægte og deres holdkammeraters nedsabling af Real Madrid dagen før. Også West Ham-træner Avram Grant så tydelige paralleller: “Jeg tror at Spector så Barcelona i går, og tænkte: “Det kan jeg da også gøre!”"

Jeg tror Grant har ret. Sikkert er det i hvert fald, at Specs formåede at få mig til at råbe, skrige, skraldgrine og tabe næse og mund; mere end nogen anden nomineret har formået i forbindelse med denne mere eller mindre pointeløse prisuddeling. Og det på trods af, at næsen og munden altså kun blev tabt i overført betydning. Og det er sgu godt nok til mig.

Dermed føler jeg at have ført tilstrækkeligt BEVIS for, at Jonathan Spector er den retmæssige vinder af Ballon d’Or! Hvem sagde justitsmord!?

Næste år vinder Specs efter at have domineret alverdens fodboldbaner fra sin nye plads som midtbanegeneral! Og hvis ikke han gør, kan man altid trøste sig med, at diskussioner om, hvem der er verdens bedste fodboldspiller, i tåbelighed kun overgås af diskussionen om, hvem der var bedst af Pele og Maradona.

Jeg hader stadig Steven Gerrard…

torsdag, maj 13th, 2010

Det sker stadig regelmæssigt, at jeg har drømmen. Eller et mareridt er det vel ret beset. Jeg ser Scaloni med bolden, hvordan han pludselig slår ud med armene og triller den ud over stregen. Det sker i slowmotion. Jeg prøver at advare ham. Jeg skriger, og der kommer ikke en lyd. Teddy Sheringham kommer sprintende i et tempo han på dette tidspunkt ikke har kunnet mønstre i noget der minder om ti år, bare for at råbe af den argentinske back. Han skulle bare have losset den ad helvedes til, Scaloni. Men han vælger fair play-løsningen; at sparke bolden ud over sidelinjen umiddelbart ud for sit eget straffesparksfelt, fordi Djibril Cissé ligger og klynker i feltet (selvom han kommer bemærkelsesværdigt let på benene igen). Det vidste Sheringham allerede, at han aldrig skulle have gjort. Det var dumt. Det blev fatalt. Teddy var en garvet rotte, en snu ræv (og efter sigende også en liderlig buk, men det er egentlig sagen uvedkommende). Nu ved vi alle, at Sheringham havde ret. Vi ved også, for det har han sidenhen selv fortalt, at Nigel Reo-Coker, West Hams anfører, specifikt var blevet instrueret i at dække Steven Gerrard op i slutfasen, men af uransagelige årsager gør han det ikke. Han ville hjælpe holdet, har han siden fortalt. Det gik jo skidegodt, Nigel.

Indkastet bliver taget, bolden kastes tilbage til West Ham, akkurat så hårdt at den ikke triller ud over baglinjen, og med det samme er Dietmar Hamann der til at presse boldholderen, Scaloni, så den ikke kan blive losset ordentligt ad helvedes til alligevel. Så der ikke kan gå mere tid. For Liverpool mangler tid. Vi er i den absolutte slutfase. West Ham fører 3-2 i FA Cup finalen. Den bedste FA Cup finale der nogensinde er spillet, blev den kaldt i dagene efter. Finalen der gav FA-Cupen sin glans tilbage. Underdogsene har kæmpet, slåsset, spillet forrygende og modtaget en solid gang superfransk af lykkens gudinde, og på dette tidspunkt ligger de gudhjælpemig til at besejre Liverpool og vinde klubbens første trofæ i 26 år. Scaloni sender bolden svagt afsted direkte til en ventende Liverpoolspiller, der sender den retur mod feltet. Danny Gabbidon header væk, og den havner hos Gerrard midt på West Hams banehalvdel. Han har allerede tidligere i kampen udlignet til 2-2 på et brag af en afslutning efter Carragher (selvmål, naturligvis) og Ashton ellers har bragt West Ham på sejrskurs, mens Cisse har reduceret. Siden har Konchesky sendt et sejlende indlæg ind over Pepe Reina, og fået de i forvejen ekstremt højrøstede West Ham fans yderligere op i det røde felt. 3-2.

Men det er lige meget nu. For han hugger til den, gør han, Gerrard. Føj for satan, hvor han hugger. Og selvfølgelig sejler den knaldhårdt mod mål og smasker ind i det ene målhjørne, hvor en yngre målmand end den særdeles aldrende Shaka Hislop måske havde været mere kvalificeret til at snuppe den. I samme øjeblik annoncerer stadionspeakeren tillægstiden. West Ham har været minutter fra en FA-cup triumf, og det har Steven Gerrard ødelagt. Det er typisk her jeg vågner fra drømmen. Modløs, fordi jeg ved, hvordan det ender.

Hvis bare Reo-Coker havde fulgt Alan Pardews instrukser. Hvis bare Roy Carrol havde været skadesfri. Hvis bare Scaloni havde losset den ad helvedes til i første omgang. Hvis bare Steven Gerrard aldrig var blevet født… På baren, hvor jeg ser den, hælder en Liverpool-fan øl udover mig mens en anden knæler ned for at kunne knytte sine næver og juble helt op i ansigtet på mig, da 3-3 målet hamres ind. Nøj, hvor jeg hader Steven Gerrard, lige der, fuld og sammensunket på stolen, i foråret 2006.

I den forlængede spilletid rammer Benayoun sammenføjningen (eller var det Reo-Coker?), og Marlon Harewood brænder for tomt mål. Han er skadet, Marlon, men West Ham har ikke flere udskiftninger, og den store topscorer kan simpelthen ikke bruge sin ankel og sender afslutningen ynkeligt forbi. Da det står klart at kampen skal afgøres på straffespark er undertegnede underligt afklaret. West Ham taber. Selvfølgelig gør de det. Mere ærefuldt kan et nederlag ikke blive. Der står West Ham med fede bogstaver på sådan et nederlag. De har ført 2-0 og 3-2 mod mægtige Liverpool, og nu skal de alligevel tabe på straffespark. Fordi John Arne Riise kan sparke straffespark og Paul Konchesky ikke kan. Fordi Marlon Harewoods ankel er i stykker. Fordi Pepe Reina er fuldstændig autistisk god til at forudsige, hvor skytter sparker straffespark, og fordi forpulede Steven Gerrard ikke bare kunne have haft hæmorider, fodsvamp, lumbago eller hvad fanden ved jeg, der kunne have forhindret ham i at spille denne ene forpulede lørdag i sin karriere.

Det så så lovende ud ellers: Den unge charmerende træner, Pardew, med sit hold af mestendels unge, britiske spillere, der denne ene sæson fungerede formidabelt som en enhed. En niendeplads i ligaen som oprykkere. En plads i FA-Cup finalen. “Tror i selv på det?” havde andre Liverpool-fans end de allerede nævnte spurgt før kampen, og en mere selvsikker hammer end jeg havde repliceret: “Gør i?” Sådan var selvtillidsniveauet og optimismen i den fremragende sæson. Det kunne være blevet sådan en smuk dag. En historisk dag. Jeg kan stadig huske opstillingen: Hislop - Scaloni - Ferdinand - Gabiddon - Konchesky - Benayoun - Fletcher (som kun var med fordi såvel det normale førstevalg, Hayden Mullins, som Liverpools Luis Garcia fik rødt kort i en ligegyldig ligakamp et par uger før. Hvis bare Luis Garcia var blevet på benene i stedet for at overspille i den episode var de sikkert sluppet med gult, og så havde evigt pålidelige Mullins selvfølgelig dækket Gerrard op!) - Reo-Coker - Etherington - Harewood - Ashton.

Konchesky, indskiftede Zamora og Ferdinand brænder deres straffespark, mens Liverpool kun brænder et. Sidenhen spredes holdet for alle vinde i løbet af et års tid eller to. Hislop spiller VM og stopper efterfølgende karrieren, Scalonis lånekontrakt udløber (hvis bare Tomas Repka ikke var taget hjem til Prag i januar-transfervinduet, så var Scaloni aldrig blevet signet, og Repka ville aldrig have valgt en fair play-løsning, ALDRIG!), Ferdinand sælges et par år senere til Sunderland, hvor han vist har genopfundet sig selv som højre back mod slutningen af denne sæson. Danny Gabiddon er evigskadet og spiller stort set ikke mere. Konchesky fik endnu et finale-heartbreak i går for Fulham, og nøj, hvor jeg følte med The Konch! Benayoun bliver holdkammerat med Gerrard og co efter først smilende at have bebudet at han ville underskrive en ny 5-årig kontrakt med West Ham. Carl Fletcher forsvinder i glemslen et sted i divisionerne (efter sigende har holdets totale kollaps i den følgende sæson en del at gøre med Fletchers kone) og Mullins får måske alligevel en FA-cupfinale på lørdag for Portsmouth. Reo-Coker kunne være blevet den yngste anfører til at vinde FA-cupen nogensinde, men blev i stedet en sur, forkælet møgunge, der nu varmer bænken i Aston Villa. Etherington fik gamblingproblemer og har fået karrieren på nogenlunde køl igen i Stoke, mens Harewood fulgte efter Reo-Coker til Villa med endnu mindre succes. Han er p.t. igen ankelskadet og har kontraktudløb denne sommer. Og Dean Ashton - juvelen i det nye West Ham dynasti - er fodboldinvalid og Pizza-Hut fed et sted i England. Det kunne have været så smukt. Så tæt på, og så alligevel så langt fra, som man vel siger.

Det er præcis fire år siden i dag, d. 13 maj, og jeg bebrejder stadig én mand. Det er barnligt, det ved jeg. Det er urimeligt, usympatisk, indskrænket og useriøst, indrømmet. Han gjorde bare sit arbejde, og han gjorde det sublimt. Retfærdigvis er det et af de bedste mål, der nogensinde er scoret. Men jeg hader stadig Steven Gerrard, og guderne må vide, at jeg nok gør det til min dødsdag…

Last Man Standing: Runde 2

søndag, januar 17th, 2010

Så er det blevet regnskabets time for første runde af konkurrencen Last Man Standing. 188 deltagere meldte deres ankomst i konkurrencen om at gættere vindere af ugens kampe, der endte således:

Stoke City vs Liverpool 1 - 1
Chelsea vs Sunderland 7 - 2
Manchester United vs Burnley 3 - 0
Portsmouth vs Birmingham AFLYST
Tottenham vs Hull 0 - 0
Wolves vs Wigan 0 - 2
Everton vs Manchester City 2 - 0

Aston Villa vs West Ham 0 - 0
Blackburn vs Fulham 2 - 0
Bolton vs Arsenal 0 - 2

Dermed sikrede bud på: Arsenal, Blackburn, Chelsea, Everton, Manchester United og Wigan til avancement til næste runde. Dette havde følgende 52 deltagere været skarpe og/eller heldige nok til at forudse:

Arsenal (8): Yllipojken, ThelgMaster, StriwetDevil, Storke, igo84, HelteneFraFredensvang, Geddar, Brarand
Blackburn (3): sondergaard5, Firefly, Chul
Chelsea (10): Trommestik, Spanky, Scouse Free, riker, math6035, Jakob11, Gumle, FrækFyr17, Dillen, colin368
Manchester United (26): Æsel3000, Zenopa, Yorgen, Thegreatone, teleduffe, sygogmunter, sweeper, Saxen, Ronnykat, Rasmus Dux, Old Trafford, nixcha, MrAnderson, Lransborg, leofck, Kolrengen7, Jeules, Jerikov, ellebelle, Crilz_AB, Brockman, Bo Llux, Blikdal, banansnask, Asklepios, Anesen
Wigan (5): trier36, Peterlønstrup, Orskov, Donnichlas, DeSeanJacksonPE

Følgende 118 deltagere led tilgengæld døden på skafottet, hvor navnlig Tottenhams manglende sejr mod Hull kostede hoveder - men også West Hams hårdt tilkæmpede point på Villa Park var uforudset:

Aston Villa (24): zenger, United De Bedste, Udo, This Charming Man, teisi, RomeoNieburh, QuéPasa?!, OC, Nicklas Alexander N, MortenHo, Moggie, Kramer, jacobnr1, Indies, Ill, Hysen, GN2, fatal, En Vild Mår!, Emilfu, Den gamle dames…, Brumkvist, BlivIkkeFanatisk, Alta Tensione
Fulham (4): Sjanten, Kullerthe1, JonasGerrard, Dermeister
Liverpool (8): starhead, socialdemokraten, Senge, Liverdrengen, Klausen, Jean Claude Van D, Dano, Captain Fantastic
Manchester City (4): Ucankus, snowflake, Chrisard, B.E.A.S.T.I.E
Stoke (2): Kilde, Cside
Tottenham (64): Xiong Mao, Whufc93, trannel, topper110, Tona-exe, Tjalfe12, Spielführer, Sophus Krølben, Schiær, Schalde1, SamuelEto, RFCmy_life, Python, Pussen, Petrescu, Papadakis, Omni, oliverac, nukacola, nissandj, Maabjerg, Mutibu, Morph, Messes, Mbondum, Mbecher, MadsVS, madin, LYKKEKVINDE, Lundos, Lasse_Sommer, kaangen, KNJ, Kanelgiffel, kaeppen, jsm, Jonze, jomic…, Jenkins, GhettoG, Fussball 4ever, fezz1981, dr. Sjolana, DonPersson, Don Andres, Doctor Khumalo, Diamanti, Den Spanske Kriger, chrst3x, Caracola, Cantona07, Brugeren Punktum “.”, Bosse1983, BonniePrinceBilly, Barcagf, barca numero 1, Arctic, applause, anton2607, ande9200, Alsen_ReDevils, Alex_wm, Agbonlahor, 1899barca
West Ham (1): PerPerNielsen
Wolverhampton (11): Schalke04, Misfits, kriztianzen, Kjellerup2960, jnilsson, IMO, Il_Preferito, Fancypants, Dyreborg, De kalder ham Pelle, agfstyrer

Kampen mellem Birmingham og Portsmouth blev uheldigvis aflyst, hvilket bevirker at følgende 18 deltagere skal gætte på to hold i anden runde; begge disse bud skal være rigtige for at sikre avancement til tredje runde:

Birmingham (16): aabhadan, ye…, smølfen, pp1, Peterjs, Nash, McAbre, l4rsen, L2P, kasi28, Jon Lund Elbeck, Joasis, Jen-se-rik, England/’s No.6, ChelseaGirl, 1kage1
Portsmouth (2): Tebirkis, MortenOlsensSøster

Ingen deltagere gættede på: Bolton, Burnley, Everton, Hull og Sunderland.

I alt stiller altså 70 deltagere til start i anden runde; heraf skal 18 gætte på to hold. Anden rundes kampe ser ud som følger. (Næste midtuges kampe fravælges idet ikke alle hold er i kamp):

Lørdag d. 30/1:
Birmingham Vs Tottenham 16:00
Fulham Vs Aston Villa 16:00
Hull City Vs Wolves 16:00
Liverpool Vs Bolton 16:00
West Ham Vs Blackburn 16:00
Wigan Vs Everton 16:00
Burnley Vs Chelsea 18:30

Søndag d. 31/1:
Man City Vs Portsmouth 14:30
Arsenal Vs Man Utd 17:00

Mandag d. 1/2:
Sunderland Vs Stoke City 21:00

- Tilmelding til Runde 2 sker ved at svare et holdnavn (for 18 spilleres vedkommende: To holdnavne) som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 lørdag d. 30/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret.

  • Svar som United, City, Blues, Whites, Wanderers eller lignende accepteres ikke. Der må ikke kunne sås tvivl om hvilket hold der gættes på.
  • Hvis man ønsker at ændre sit svar inden deadline bedes dette gøres med formuleringen “Bud ændret fra Hold X til Hold Y” - enten ved at redigere det oprindelige indlæg eller i et helt nyt indlæg. Budændringer der ikke følger præcis denne formulering kan ikke garanteres at blive bogført.
  • Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså kun de 70 tilbageværende som er med.
  • Husk at man ikke må gætte på det samme hold to gange! Ovenfor kan i finde jeres bud fra første runde. Bud på hold i aflyste kampe tæller naturligvis ikke som hold der ikke må bruges igen - altså kan alle gætte på Birmingham og Portsmouth i anden runde.

Held og lykke! Må den bedste mand vinde gavekortet på 500 kroner til Unisport.dk

Last Man Standing: Ny runde 1!

lørdag, januar 9th, 2010

I onsdags sparkede undertegnede en konkurrence i gang, som skulle udfordre deltagernes evner til at forudsige vindere af Premier League kampe. Da over halvdelen af denne weekends kampe desværre allerede er blevet aflyst på grund af sne og frost i England (i gamle dage skulle banen nærmest være ufremkommelig for bæltekøretøjer før man aflyste; ak, verden er af lave) virker det desværre fjollet at gennemføre runden som planlagt. Dette skyldes ikke mindst at størstedelen af deltagernes bud er blevet uaktuelle qua nævnte aflysninger. Derfor bliver første runde af Last Man Standing rykket til næste weekend: D. 16-17.

Konkurrencen har dog allerede vist sig at være en succes på to fronter: Mere end 150 brugere valgte at deltage i den oprindelige første runde, og bold.dk har meldt sig på banen som sponsorer af en præmie til den heldige og dygtige vinder: Et gavekort på 500 kroner til Unisport.dk

Konceptet for konkurrencen er fortsat relativt simpelt:

  • Hver spillerunde i Premier League udgør en ligeledes en spillerunde i Last Man Standing.
  • Hver spiller vælger et hold, som skal vinde deres kamp i runden for at kvalificere deltageren til også at gætte med i  næste spillerunde. Hvis det valgte hold ikke vinder (altså taber eller spiller uafgjort) er deltageren ude af spillet.
  • Det spidsfindige er, at hver deltager kun må vælge hvert enkelt hold én gang: Man kan altså ikke pege på Manchester United, Bolton eller Chelsea hver uge, men er nødt til at skifte til et nyt hold i hver runde. Principielt må et hold først genvælges af samme deltager når han har gættet rigtigt tyve gange i træk, og dermed har “brugt” samtlige hold i ligaen.
  • Hvis en deltager har gættet på et hold i en kamp som siden aflyses skal vedkommende gætte på to hold i den kommende runde: Begge disse skal så vinde for at kvalificere deltageren til næste runde. Hvis massive aflysninger rammer kan runder udskydes.
  • Den deltager som overlever flest runder uden forkerte gæt vinder konkurrencen, og kan til sidst sole sig i altoverskyggende succes som profet og ekspert i al evighed! Hvis to eller flere deltagere elimineres samtidig som de sidste i konkurrencen bliver der tale om en re-match mellem disse i runden efter indtil én deltager står tilbage som vinder.
  • Deltagere som ikke indleverer rettidige svar til en runde afmelder sig dermed konkurrencen. Det kan således ikke lade sig gøre at springe runder over pga. forglemmelser, rejser, indsættelser i statsfængsler eller lignende.

Kampprogrammet for den nye runde 1 i Last Man Standing ses nedenfor:

Lørdag d. 16/1:

Stoke City vs Liverpool 13.45
Chelsea vs Sunderland 16.00
Manchester United vs Burnley 16.00
Portsmouth vs Birmingham 16.00
Tottenham vs Hull 16.00
Wolves vs Wigan 16.00
Everton vs Manchester City 18.30

Søndag d. 17/1:

Aston Villa vs West Ham 14.30
Blackburn vs Fulham 16.00
Bolton vs Arsenal 17.00

- Tilmelding til runde 1 sker ved at svare et holdnavn i som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 på lørdag d. 16/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret.

  • Svar som United, City, Blues, Whites, Wanderers eller lignende accepteres ikke. Der må ikke kunne sås tvivl om hvilket hold der gættes på.
  • Hvis man ønsker at ændre sit svar inden deadline bedes dette gøres med formuleringen “Bud ændret fra Hold X til Hold Y” - enten ved at redigere det oprindelige indlæg eller i et helt nyt indlæg. Budændringer der ikke følger præcis denne formulering kan ikke garanteres at blive bogført.
  • Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså nu eller aldrig, hvis man vil med (med mindre mere sne, tyfoner, orkaner og tsunamier lammer England i næste weekend…).
  • Undertegnede forbeholder sig ret til at sætte loft på deltagerantallet, hvis dette overstiger alle forventninger.

Jeg håber i stadig har lyst og mod på at lege med trods vejrgudernes kællinge-agtige og dybt uacceptable adfærd i denne sag…

Last Man Standing: Runde 1 - UDSAT!

onsdag, januar 6th, 2010

Dette er tænkt som en konkurrence. For sjov og spas’ skyld. Konceptet er vist kendt fra diverse bookmakere, og handler om den enkeltes evne til at forudsige vindere af fodboldkampe. I dette tilfælde bliver det kampe i den engelske Premier League.

Konceptet er relativt simpelt:

  • Hver spillerunde i Premier League udgør en ligeledes en spillerunde i Last Man Standing.
  • Hver spiller vælger et hold, som skal vinde deres kamp i runden for at kvalificere deltageren til også at gætte med i  næste spillerunde. Hvis det valgte hold ikke vinder (altså taber eller spiller uafgjort) er deltageren ude af spillet.
  • Det spidsfindige er, at hver deltager kun må vælge hvert enkelt hold én gang: Man kan altså ikke pege på Manchester United eller Chelsea hver uge, men er nødt til at skifte til et nyt hold i hver runde. Principielt må et hold først genvælges af samme deltager når han har gættet rigtigt tyve gange i træk, og dermed har “brugt” samtlige hold i ligaen.
  • Den deltager (eller måske de deltagere?) som overlever flest runder uden forkerte gæt vinder konkurrencen, og kan til sidst sole sig i altoverskyggende succes som profet og ekspert i al evighed!

Det er rørende simpelt ikke sandt? Hver spiller vælger et hold som formodes at vinde deres kamp i denne runde: Hvis forudsigelsen holder stik er vedkommende med igen i næste runde, men skal i hver runde vælge et forskelligt hold!

Første runde ser således ud:

Lørdag d. 9/1:

Hull City vs Chelsa FC kl. 13.45 AFLYST!
Arsenal vs Everton kl. 16.00
Burnley vs Stoke kl. 16.00 - AFLYST!
Fulham vs Portsmouth 16.00 - AFLYST!
Sunderland vs Bolton kl. 16.00 AFLYST!
Wigan vs Aston Villa kl. 16.00 AFLYST!
Birmingham vs Man Utd 18. 30

Søndag 10/1:

West Ham vs Wolves kl. 14.30 AFLYST!
Liverpool vs Tottenham 17.00 - AFLYST!

Mandag d. 11/1:

Man City vs Blackburn kl. 21.00

Tilmelding sker ved at svare et holdnavn som kommentar til dette indlæg senest klokken 13.44 på lørdag d. 9/1. Svar der afgives efter dette klokkeslet erklæres ugyldige. Ligeledes vil svar der redigeres efter kl. 13.44 blive diskvalificeret. Der vil ikke løbende optages nye deltagere, da konkurrencens koncept da vil undermineres betragteligt. Det er altså nu eller aldrig, hvis man vil med i denne omgang.

Jeg håber i har lyst til at lege med!

EDIT: Ingen halvgarderinger tak! Forkortelser som “City”, “United”, “Wanderers”, “FC”, “Whites”, “Blues”, “Reds” eller lignende godkendes ikke som svar. Der skal ikke kunne sås tvivl om, hvilket hold der gættes på.

Og så i øvrigt tak for den overvældende tilslutning.

EDIT II: Fulham - Portsmouth er aflyst pga. dårligt vejr. Hvis nogen af de 43 deltagere der har spillet på Fulham (eller den ene der har spillet på Portsmouth) ønsker at ændre deres bud i første runde, gøres dette ved at ændre det gamle indlæg således: “Bud ændret fra Fulham til Hold Xyz”. Alternativt har spillere der har budt på hold i aflyste kampe to gæt i næste runde som begge skal være rigtige for at kvalificere til tredje runde.

EDIT III: Også Burnley - Stoke, Liverpool - Tottenham og Sunderland - Bolton er aflyst. Deltagere med bud på nogle af disse hold kan ændre deres tip som ovenfor beskrevet: Ved at redigere det oprindelige svar med teksten: “Bud ændret fra Hold X til Hold Y.” (Hold X og Y tilpasses naturligvis de relevante hold, men det behøver jeg vel ikke fortælle?) Det er vigtigt at ordlyden er præcis den citerede, da dette letter arbejdsbyrden betragteligt. Deltagere som har budt på et hold hvis kamp aflyses, og som ikke ændrer svaret vil have to bud i runde 2. Det forudsættes naturligvis stadig at alle ændringer i eksisterende bud - og nye bud - afgives inden rundestart: Lørdag kl. 13.44.

Edit IV: Der er en præmie til vinderen under opsejling fra bold.dk. Mere info følger.

Edit V: Da også Hull og Wigan har aflyst deres hjemmekampe - og over halvdelen af kampene dermed allerede er aflyst - udskydes konkurrencestart til næste uge.

Ny første runde findes her.

The magic of the cup

søndag, januar 3rd, 2010

Miraklet på drømmenes teater

Tidligere i dag vandt Leeds United 1-0 på Old Trafford over de forsvarende engelske mestre fra Manchester United. Jeg så ikke kampen, men jeg fulgte da med et halvt øje på en live-opdatering. Hvordan kunne jeg andet. Det er jo FA-Cupen vi taler om. Og som de fleste fodboldfans fnes jeg da Beckfords 1-0 mål blev annonceret.  Og jeg glædede mig med de 9000 medrejsende Leeds-fans da kampen efter 5 minutters tillægstid blev fløjtet af. Det er lige præcis resultater som det, som gør FA-Cupen fantastisk.

Det detroniserede storhold Leeds United der i de senere år har gået så gruelig meget igennem: Et spektulært fall from grace - fra Champions League semifinaler i 2001 til tredje division i 2007. Hvis man dertil lægger et par tabte play-off finaler på varierende niveauer af engelsk fodbold samt den omstændighed at Leeds-talenter som James Milner, Aaron Lennon og Paul Robinson i dag blomstrer andensteds i lighed med allerede dengang etablerede førsteholdsspillere som Lee Bowyer, Jonathan Woodgate og Rio Ferdinand; ja så forstår man ekstasen i udeafsnittet på ærkerivalernes drømmenes teater tidligere i dag. Den type oplevelse har været længe undervejs. Det er simpelthen dage som denne FA-Cupen er til for. Det er minder om dage som denne, og håbet om igen at opleve dem, der har holdt liv i de tusindvis af lykkelig united-supportere i de mørke år. I guder hvor må det have været sjovt at være Leeds-mand i dag.

Den indre, forpulede optimist titter frem

Leeds’ præstation havde dog også en mere personlig konsekvens. Den lokkede min indre optimist, det forpulede møgsvin, ud af det eksil han har befundet sig i siden 2009’s sidste kamp mod Tottenham. Pludselig begyndte jeg at tillægge dagens FA-Cup møde mod Arsenal en smule betydning. Tidligere på ugen har den været afskrevet som noget der skulle overstås; en reserveholdskamp inden de vigtige kampe i nedrykningsstriden. Med Man Utd elimineret ville en sejr over Arsenal pludselig resultere i en FA-Cup med blot to af the big four tilbage i turneringen. Måske endda kun Chelsea, hvis Reading kunne lave et mirakel i omkampen mod Liverpool. Vejen til finalen ville være banet. Skyen var pludselig grænsen som man vist siger derovre. We’re going to wem-ber-ley nynnede jeg.

Og det trods den omstændighed at West Ham virkelig i forvejen har mere end rigeligt at se til i bunden af ligaen; at holdet er så latterligt skadesplaget, at nærmest kun dagens modstander kan konkurrere på antallet af skadede førsteholdsspillere og at hjemmepublikummet benyttede kampen til en større boykot mod de rasende upopulære ejere.

Men al optimisme viste sig velbegrundet. For, fy for satan i det hedeste helvede, hvor leverede de 11 mænd i claret’n'blue dog en forrygende kamp. Og det trods den omstændighed at mange af dem umiddelbart stadig kun behøver at barbere sig en gang hver fjortende dag. Med en opstilling der højst indeholdt halvdelen af den optimale startellever - Green, Upson, Behrami, Diamanti og (tragisk nok vel også) Faubert - suppleret med to debutstartere: 18-årige Daprela på venstrebacken og jævnaldrende Frank Nouble helt på toppen, samt efterhånden kendte teenagere i i form af Tomkins og Stanislas plus backup-spillerne Kovac og Jimenez - startede West Ham friskt og uimponeret og skabte i første halveg en række fine situationer, hvor den sidste aflevering ofte kiksede, den manglende rutine viste sig i form af tøven eller Fabianski viste klasse i Arsenal-målet. Stanislas udfordrede som altid uimponeret, Nouble lignede momentvis en ung Carlton Cole, Upson spillede solidt i forsvaret, Daprela imponerede i debuten, Faubert var vanligt ustabil alt imens Tomkins var heldig ikke at koste et par mål med dumme afleveringer og tåbelige boldtab. Faktisk var Arsenal i første halveg farligst i de situationer hvor Tomkins - eller i et enkelt tilfælde - Green, dummede sig.

Særligt Alessandro Diamanti havde en af sine bedste kampe for West Ham, og satte mange ting i gang med sprøde afleveringer og et par fine forsøg fra distancen. På midtbanen var Kovac og Behrami et tohovedet monster af pres og tacklinger med brintoverilte-hår, og særligt Behramis indsats på den uvante centrale midtbane giver grund til fortrøstning for fremtiden efter et længere skadesorgie for den altid kæmpende kosovo-fødte schweizer. Deherrers anstrengelser var stærkt medvirkende til at Arsenal i det store og hel ikke fik fat om kampen i den første times tid. Tvært imod var det netop Diamanti, der lige før pausen (det bedst tænkelige tidspunkt at score på øjensynligt) snød Arsenals offsidefælde og via Fabianskis hænder og stolpen bragte hjemmeholdet fortjent foran. FA-Cup drømmen levede. I starten af anden halveg viste den polske Arsenal-keeper til gengæld klasse på et godt skud af Stanislas inden Nouble i et par situationer viste god fysik og hurtige fødder, men desværre også manglende kynisme til at få afsluttet.

I stedet blev det Arsenal der fik greb om kampen. Opstillingen der i forvejen talte en næsten optimal backkæde samt spillere som Eduardo, Alex Song og Carlos Vela blev suppleret med Abou Diaby og Samir Nasri efter 64 minutter, og særligt førstnævnte kom til at spille en nøglerolle i Arsenals comeback med godt presspil på midtbanen. West Ham mistede simpelthen grebet om kampen, og Arsenal skabte i resten af kampen et væld af chancer. Robert Green brillierede flere gange - navnlig med en dobbeltredning af Song, men som afslutning på et flot gennemspillet angreb fik Aaron Ramsey desværre lov til at gøre det til 1-1 for udeholdet med blot 13 minutter tilbage af den ordinære tid. Blot 5 minutter efter gjorde Eduardo det til 2-1 med et usædvanlig veludført hovedstød som sneg sig op i det ene hjørne. Den skulle Green måske have snuppet. I slutfasen kunne Arsenal have scoret en gang eller to til, mens West Hams trætte folk ikke fik den fornødne pondus af de indskiftede teenagere Sears og Edgar til at stille noget op mod de nu meget velspillende Gunners.

En sidste detalje der er værd at fremhæve er kampens dommer: Den ofte rædselsfulde Marc Clattenburg med de altid rædselsfulde frisurer. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. Han kunne måske have givet et par kort mere eller mindre hist og her, men frem for alt fløjtede han ikke kampen ihjel, han belønnede hverken skuespil eller brok, og han holdt gemytterne godt i ro. Det var en fornøjelse at se hvordan først Silvestre og siden Behrami rejste sig og gav modstanderen hånden efter at have været i den modtagne ende af hårde tacklinger. Det er - ligesom de store sensationer i cupen - en vigtig del af engelsk fodbolds mytiske landskab.

Nådesløst var det ikke desto mindre, den måde Arsenal vendte kampen på, og selvom Wenger allerede inden kampen havde kørt Arsenalet af undskyldninger i stilling kan franskmanden efter kampen glæde sig over en fremtidig tur til Stoke i næste runde. Leeds skal i øvrigt til Tottenham.

Og West Ham? Vi kan glæde os over fine debuter til Nouble og Daprela, og gode præstationer fra vigtige stamspillere som Behrami, Green og Upson. Hvis holdet ydermere bevarer gejsten fra dagens kamp, får folk som Cole, Parker, Noble, Ilunga og Collison tilbage i startopstillingen og så i øvrigt spænder hjelmen, så bør den triste nuværende placering kunne veksles til en stabil midterplacering inden længe.

Ja: Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er mit svinske, optimistiske selv ikke skræmt væk endnu. Nogle skal jo, når alt kommer til alt, blæse de forpulede bobler.

Solen skinner aldrig i Bolton

tirsdag, december 15th, 2009

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok - men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne,  mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

  • Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
  • Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
  • Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

Jeg hader ikke Manchester United…

onsdag, december 9th, 2009

…jeg er bare temmelig ligeglad med dem. De rager mig en papand for nu at genoplive en god gammel vending. Bevares. Da Peter Schmeichel spillede der, og jeg var en lille knægt, kunne jeg egentlig godt lide dem. På samme måde som jeg rigtig godt kunne lide alle andre hold jeg så spille fodbold. Om det så var FC Basel, Napoli eller AGF. Jeg kunne bare rasende godt lide fodbold. Blandt andet Manchester United.

I dag forholder det sig anderledes. Jeg følger primært West Ham. Sådan er det blevet. Hvorfor og hvordan undrer mig til stadighed. Men jeg hader ikke Manchester United. Jeg er grundlæggende røvligeglad med dem. Det er typisk meget svært for Manchester United fans at forstå. De er jo Manchester United synes at være rationalet! Jeg må da have en holdning til dem? Misundelig og bitterhed over alt det de har vundet? Eller beundring over Theatre of Dreams? King Eric? Trible-holdet i 99?  Og bevares. Jeg synes da også noget. Jeg synes Alex Ferguson er en pragtfuld karakter i al sin tyggegummignaskende dårlig taber-brokkerøvs-vælde. Jeg synes Ryan Giggs aldrig har fået anerkendelse nok. Henning Berg lavede herremange selvmål. Hvad blev der egentlig af Yordi Cruyff? Jeg synes al muligt om al muligt. Men det er ved gud ikke noget der optager mig. Manchester United kan for min skyld sejle i deres egen sø. Jeg ønsker dem ikke noget decideret ondt, men så sandelig heller ikke noget godt. De vinder jo for fanden altid alting, og alene af den grund føler jeg ikke rigtig de har noget med mig at gøre. Det er sgu mange år siden de har haft et ordentlig matyrium eller noget effektiv lidelse. De tilhører simpelthen en helt anden del af fodboldens verden en den jeg holder af. Hvis jeg endelig skal synes noget, så synes jeg måske faktisk Manchester United er lidt kedelige. Man kan for fanden ofte købe deres merchandise i Netto. De opfandt hele det der kommercielle ræs. Næsten.

Men så alligevel. Et par gange om året forholder det sig naturligvis anderledes. Som nu for eksempel i lørdags. Hvor jeg tømmermandsramt bevæger mig på tværs af byen for at se mine elskede irons forsøge at vinde en fodboldkamp mod de røde sataner. Socialdemokraten sidder allerede ved bordet og ser ud som om han er ved at omkomme efter nattens julefrokostlige udskejelser. Han er billedet på blind og stupid loyalitet som han sidder der og prøver at ryge en cigaret trods det med al sandsynlighed store nederlag der venter hans hold dér på skærmen. Litteraten med Fremskridtshåret parkerer sin cykel på fortorvet. Han havde ellers allerede meldt afbud grundet truende deadlines på projekter der sejler, men det lille svinske håb om et godt resultat mod et storhold har lokket ham ud hullet. Oven i købet i tid til kickoff. Det kan Manchester United alligevel gøre ved os. Selvom de i og for sig ikke siger os en skid.

Ikke overraskende presser og presser de os. Skide værd med hjemmebanefordelen. De er Manchester United og vi stiller med en blanding af teenagere og lejesvende. Mexicanske Franco er et svagt lyspunkt. Det og så den omstændighed at de claret’n'blue United rent faktisk forsvarer sig glimrende. Og det på trods af at backkæden er mildest talt amputeret. Hines skaber sågar en mulighed hvor Collison næsten kan prikke bolden i mål. Pausen nærmer sig og frem popper Paul Scholes og hamrer bolden i kassen, igennem Rob Green, fra kanten af feltet. Sønderjyden der i mellemtiden har indfundet sig tager sig til sit sært kompromisløse huehår og Socialdemokraten gylper. En eller anden jubler entusiatisk i baren. Det må være en kompliment til West Ham at han orker at engagere sig. Manchester United vinder jo alligevel altid.

I anden halveg går det som forventet. Gibson gør det til 2-0. 3 og 4-0 falder med et minuts mellemrum og tungsindet erstattes af dumme vittigheder og hjertelige grin ved bordet. West Ham er nogle gange så West Ham at man må grine eller græde; denne dag vælger vi grinet. Franco er fandeme vild, bliver vi enige om. Hvem der bare var en 33-årig mexicaner - med sombrero og poncho og krydsede patronbælter; skægstubbe og et diabolsk grin. Så skulle verden fandeme se løjer. Manchester United skifter lige Berbatov ind. Bare fordi den slags kan man, når man er Manchester United. Socialdemokraten synker heroisk den sidste mundfuld øl og snakker drømmende om chips, cola og dårlige film. Nedrykning er absolut et tema, og det er faktisk slet ikke til at overskue. Litteraten væver om hvordan alting var bedre i 90′erne. Undertegnede konstaterer at Radoslav Kovac er den dårligste spiller i West Ham i mange år. Manden i baren råber noget med storsejr og legestue. Jeg er egentlig ikke voldsomt optaget af ham. Jeg tror ganske enkelt ikke vi rigtig forstår hinanden.

Good times for a change…

mandag, oktober 26th, 2009

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

Here we go again…

tirsdag, september 22nd, 2009

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.