Syg og munter

Det sker stadig regelmæssigt, at jeg har drømmen. Eller et mareridt er det vel ret beset. Jeg ser Scaloni med bolden, hvordan han pludselig slår ud med armene og triller den ud over stregen. Det sker i slowmotion. Jeg prøver at advare ham. Jeg skriger, og der kommer ikke en lyd. Teddy Sheringham kommer sprintende i et tempo han på dette tidspunkt ikke har kunnet mønstre i noget der minder om ti år, bare for at råbe af den argentinske back. Han skulle bare have losset den ad helvedes til, Scaloni. Men han vælger fair play-løsningen; at sparke bolden ud over sidelinjen umiddelbart ud for sit eget straffesparksfelt, fordi Djibril Cissé ligger og klynker i feltet (selvom han kommer bemærkelsesværdigt let på benene igen). Det vidste Sheringham allerede, at han aldrig skulle have gjort. Det var dumt. Det blev fatalt. Teddy var en garvet rotte, en snu ræv (og efter sigende også en liderlig buk, men det er egentlig sagen uvedkommende). Nu ved vi alle, at Sheringham havde ret. Vi ved også, for det har han sidenhen selv fortalt, at Nigel Reo-Coker, West Hams anfører, specifikt var blevet instrueret i at dække Steven Gerrard op i slutfasen, men af uransagelige årsager gør han det ikke. Han ville hjælpe holdet, har han siden fortalt. Det gik jo skidegodt, Nigel.

Indkastet bliver taget, bolden kastes tilbage til West Ham, akkurat så hårdt at den ikke triller ud over baglinjen, og med det samme er Dietmar Hamann der til at presse boldholderen, Scaloni, så den ikke kan blive losset ordentligt ad helvedes til alligevel. Så der ikke kan gå mere tid. For Liverpool mangler tid. Vi er i den absolutte slutfase. West Ham fører 3-2 i FA Cup finalen. Den bedste FA Cup finale der nogensinde er spillet, blev den kaldt i dagene efter. Finalen der gav FA-Cupen sin glans tilbage. Underdogsene har kæmpet, slåsset, spillet forrygende og modtaget en solid gang superfransk af lykkens gudinde, og på dette tidspunkt ligger de gudhjælpemig til at besejre Liverpool og vinde klubbens første trofæ i 26 år. Scaloni sender bolden svagt afsted direkte til en ventende Liverpoolspiller, der sender den retur mod feltet. Danny Gabbidon header væk, og den havner hos Gerrard midt på West Hams banehalvdel. Han har allerede tidligere i kampen udlignet til 2-2 på et brag af en afslutning efter Carragher (selvmål, naturligvis) og Ashton ellers har bragt West Ham på sejrskurs, mens Cisse har reduceret. Siden har Konchesky sendt et sejlende indlæg ind over Pepe Reina, og fået de i forvejen ekstremt højrøstede West Ham fans yderligere op i det røde felt. 3-2.

Men det er lige meget nu. For han hugger til den, gør han, Gerrard. Føj for satan, hvor han hugger. Og selvfølgelig sejler den knaldhårdt mod mål og smasker ind i det ene målhjørne, hvor en yngre målmand end den særdeles aldrende Shaka Hislop måske havde været mere kvalificeret til at snuppe den. I samme øjeblik annoncerer stadionspeakeren tillægstiden. West Ham har været minutter fra en FA-cup triumf, og det har Steven Gerrard ødelagt. Det er typisk her jeg vågner fra drømmen. Modløs, fordi jeg ved, hvordan det ender.

Hvis bare Reo-Coker havde fulgt Alan Pardews instrukser. Hvis bare Roy Carrol havde været skadesfri. Hvis bare Scaloni havde losset den ad helvedes til i første omgang. Hvis bare Steven Gerrard aldrig var blevet født… På baren, hvor jeg ser den, hælder en Liverpool-fan øl udover mig mens en anden knæler ned for at kunne knytte sine næver og juble helt op i ansigtet på mig, da 3-3 målet hamres ind. Nøj, hvor jeg hader Steven Gerrard, lige der, fuld og sammensunket på stolen, i foråret 2006.

I den forlængede spilletid rammer Benayoun sammenføjningen (eller var det Reo-Coker?), og Marlon Harewood brænder for tomt mål. Han er skadet, Marlon, men West Ham har ikke flere udskiftninger, og den store topscorer kan simpelthen ikke bruge sin ankel og sender afslutningen ynkeligt forbi. Da det står klart at kampen skal afgøres på straffespark er undertegnede underligt afklaret. West Ham taber. Selvfølgelig gør de det. Mere ærefuldt kan et nederlag ikke blive. Der står West Ham med fede bogstaver på sådan et nederlag. De har ført 2-0 og 3-2 mod mægtige Liverpool, og nu skal de alligevel tabe på straffespark. Fordi John Arne Riise kan sparke straffespark og Paul Konchesky ikke kan. Fordi Marlon Harewoods ankel er i stykker. Fordi Pepe Reina er fuldstændig autistisk god til at forudsige, hvor skytter sparker straffespark, og fordi forpulede Steven Gerrard ikke bare kunne have haft hæmorider, fodsvamp, lumbago eller hvad fanden ved jeg, der kunne have forhindret ham i at spille denne ene forpulede lørdag i sin karriere.

Det så så lovende ud ellers: Den unge charmerende træner, Pardew, med sit hold af mestendels unge, britiske spillere, der denne ene sæson fungerede formidabelt som en enhed. En niendeplads i ligaen som oprykkere. En plads i FA-Cup finalen. “Tror i selv på det?” havde andre Liverpool-fans end de allerede nævnte spurgt før kampen, og en mere selvsikker hammer end jeg havde repliceret: “Gør i?” Sådan var selvtillidsniveauet og optimismen i den fremragende sæson. Det kunne være blevet sådan en smuk dag. En historisk dag. Jeg kan stadig huske opstillingen: Hislop - Scaloni - Ferdinand - Gabiddon - Konchesky - Benayoun - Fletcher (som kun var med fordi såvel det normale førstevalg, Hayden Mullins, som Liverpools Luis Garcia fik rødt kort i en ligegyldig ligakamp et par uger før. Hvis bare Luis Garcia var blevet på benene i stedet for at overspille i den episode var de sikkert sluppet med gult, og så havde evigt pålidelige Mullins selvfølgelig dækket Gerrard op!) - Reo-Coker - Etherington - Harewood - Ashton.

Konchesky, indskiftede Zamora og Ferdinand brænder deres straffespark, mens Liverpool kun brænder et. Sidenhen spredes holdet for alle vinde i løbet af et års tid eller to. Hislop spiller VM og stopper efterfølgende karrieren, Scalonis lånekontrakt udløber (hvis bare Tomas Repka ikke var taget hjem til Prag i januar-transfervinduet, så var Scaloni aldrig blevet signet, og Repka ville aldrig have valgt en fair play-løsning, ALDRIG!), Ferdinand sælges et par år senere til Sunderland, hvor han vist har genopfundet sig selv som højre back mod slutningen af denne sæson. Danny Gabiddon er evigskadet og spiller stort set ikke mere. Konchesky fik endnu et finale-heartbreak i går for Fulham, og nøj, hvor jeg følte med The Konch! Benayoun bliver holdkammerat med Gerrard og co efter først smilende at have bebudet at han ville underskrive en ny 5-årig kontrakt med West Ham. Carl Fletcher forsvinder i glemslen et sted i divisionerne (efter sigende har holdets totale kollaps i den følgende sæson en del at gøre med Fletchers kone) og Mullins får måske alligevel en FA-cupfinale på lørdag for Portsmouth. Reo-Coker kunne være blevet den yngste anfører til at vinde FA-cupen nogensinde, men blev i stedet en sur, forkælet møgunge, der nu varmer bænken i Aston Villa. Etherington fik gamblingproblemer og har fået karrieren på nogenlunde køl igen i Stoke, mens Harewood fulgte efter Reo-Coker til Villa med endnu mindre succes. Han er p.t. igen ankelskadet og har kontraktudløb denne sommer. Og Dean Ashton - juvelen i det nye West Ham dynasti - er fodboldinvalid og Pizza-Hut fed et sted i England. Det kunne have været så smukt. Så tæt på, og så alligevel så langt fra, som man vel siger.

Det er præcis fire år siden i dag, d. 13 maj, og jeg bebrejder stadig én mand. Det er barnligt, det ved jeg. Det er urimeligt, usympatisk, indskrænket og useriøst, indrømmet. Han gjorde bare sit arbejde, og han gjorde det sublimt. Retfærdigvis er det et af de bedste mål, der nogensinde er scoret. Men jeg hader stadig Steven Gerrard, og guderne må vide, at jeg nok gør det til min dødsdag…

I starten af januar stillede 188 mand til start i en tipskonkurrence om Premier League her på bloggen. Nu - 13 runder senere - er 187 deltagere væltet omkuld, og der er en enkelt stående mand tilbage, som kan modtage folkets hyldest og et gavekort på 500 kroner til Unisport.dk (sponsoreret af bold.dk) for sine anstrengelser.

For at sikre at der blev fundet en vinder i ligaens sidste spillerunde, skulle de to finalister sondergaard5 og MortenOlsensSøster ufærdige en prioriteret top fem, hvor hver placering på listerne fungerede som en tiebreaker. Endvidere var der adskillige andre tiebreaker-muligheder, som imidlertid aldrig blev aktuelle.

13. rundes kampe endte således:
Arsenal Vs Fulham 4-0
Aston Villa Vs Blackburn 0-1
Bolton Vs Birmingham 2-1
Burnley Vs Tottenham 4-2
Chelsea Vs Wigan 8-0
Everton Vs Portsmouth 1-0
Hull Vs Liverpool 1-1
Man Utd Vs Stoke 4-0
West Ham Vs Man City 1-1
Wolves Vs Sunderland 2-1

Begge deltagere havde valgt at hænge hatten på Everton som deres første bud, og det viste sig jo også ganske rigtigt. På andenpladsen faldt afgørelsen til gengæld: sondergaard5 valgte at satse på en Sunderland-sejr, mens MortenOlsensSøster satsede butikken på en hjemmesejr til Bolton. The trotters leverede varen og sikrede dermed MortenOlsensSøster sejren i Last Man Standing med alt hvad der følger af sødme, prestige, glamour, penge, damer, hurtige biler og jobs som gæstebartender i provinsen!

Tillykke til MortenOlsensSøster med sejren, skulderklap til sondergaard5 for en heroisk indsats (som West Ham-fan har jeg lært at værdsætte at ærefulde nederlag faktisk er bedre end sejre - eller det prøver jeg hele tiden at overbevise mig selv om, og jeg synes at sondergaard5 skal gøre det samme) og tak til alle som deltog.

På afgrunden til det sorte Hull

Da Hull ikke formåede at besejre Wigan i mandags var det endelig definitivt. West Ham rykker ikke ned. Det havde de nok ikke gjort ligegyldig hvad fanden Hull så havde fundet på at foretage sig mod Wigan. West Hams målforskel var overlegen; nogle-og-tyve mål - og alligevel var det først da sidste fløjt havde lydt på JJB Stadium at jeg fuldstændig fattede det. Det er trods alt West Ham vi snakker om. Hvis noget kan fuckes up på en fortvivlende, hjerteskærende og latterlig måde, så kan man altid regne med at West Ham vil gøre et ærligt forsøg på at gøre det.

Selvom det selvfølgelig allerede smagte af fugl (eller egentlig mere præcist af endnu et år i Premier League) da Scott Parker, den fuldstændig urimelig heroiske gigant af et menneske, hamrede 3-2 sejrsmålet ind bag Chris Kirkland og dermed, takket være Sunderlands samtidige sejr over Hull reelt set sikrede overlevelsen for næsten et par uger siden, i forrige spillerunde mod netop Wigan. Og fy for satan i helvede hvor var jeg da også glad den dag i slutningen af april. West Ham havde spillet en god kamp. Ved gud ikke en køn kamp, snarere tværtimod: Men en god og solid indsats, havde sikret en hårdt tiltrængt sejr. Holdet havde efter en (obligatorisk) elendig start (denne gang via et Jonathan Spector-selvmål efter imponerende 4 minutters spil) vendt et truende nederlag til en 2-1 føring, og selv da de for anden gang i kampen holdt gavebod efter hjørnespark og lukkede Wigan tilbage i kampen (2-2), overgav de sig ikke. Og ingen havde mere fortjent at score dét mål end Scotty Parker! Manden som i går gjorde rent bord ved klubbens End of the Season Gala og tog prisen som årets spiller kåret af både fans og spillere samt prisen for årets mål - et andet brag af et langskud - mod Chelsea på Stamford Bridge. Manden som i gennem hele sæsonen har været en lysende stjerne på en baggrund af bæ; en lille klar og ren iskrystal der har nægtet at smelte i en pøl af lunken tis; en evigt løbende, kæmpende, tacklende-med-hovedet-først, blokerende-afslutninger-med-kuglerne, indpiskende, selvopofrende sand leader of men! Det kunne ikke være andre - det skulle være Parker! Og jubelscenens ufiltrerede dedikation var blot endnu en tyk streg under at Scott Parker mere end nogen anden kan takkes for at en helt igennem rædselsfuld sæson trods alt ikke er endt med det værst tænkelige resultat.

Og fy for den lede, hvor kunne det let være gået galt. Selvom West Ham ofte har syntes uheldige i denne sæson, har de på den brede bane været ufattelig heldige. Heldige at Burnley og Hull har været fortvivlende dårlige, og at Portsmouths økonomiske cirkus for længe siden dødsdømte de stakkels sydenglændere. Heldige at klubben nu lader til at redde livet med en tangering af det laveste pointantal nogensinde for et hold som slutter over stregen.

De små marginaler osv

Kampen var også en påmindelse om, hvor små marginalerne er i fodbold. “Ja, ja - luk nu røven kliché-Franz” tænker den opmærksomme læser nu, og det er også ok. Men nuvel, opmærksomme læser. Klichéer er klichéer af en grund. Efter cirka en halv time fyrede Wigans James McCarthy kanonen af fra distancen - Robert Green baskede fortvivlet efter bolden og fik den akkurat vippet op på overliggeren med fingerspidserne. 31 minutter var spillet. Wigan kunne have bragt sig foran 2-0. Sammenbruddet var nær. Umiddelbart efter slap Carlton Cole i stedet stærkt igennem i den anden ende, fandt såre enkelt Ilan på midten som sendte bolden i kassen til 1-1. 31 minutter var spillet. Stadion eksploderede, nervøsiteten lettede - cirka 35.000 mennesker på tribunerne, på banen og på bænken lod til at udstøde et kollektivt “Nu skal det kræftedeme være!” - og det blev det heldigvis også. For den smukke lørdag ville West Ham ikke overgive sig. For en gangs skyld havde Parkers dedikation og fight smittet hele holdet og ikke bare et par vilkårlige mand.

I guder hvor var det vigtigt. Navnlig sammenholdt med den indsats der fulgte i sidste runde. Fulham var i den grad til at tale med. West Ham havde ikke tabt på Craven Cottage i noget der minder om 30 år. Roy Hodgson sparede et halvt hold efter Fulhams fantastiske bedrifter i Europa. Og West Ham spillede som så ofte før ganske nydeligt for så at komme bagud; faldt lidt sammen for så at komme yderligere bagud under uheldige omstændigheder - reducerede hurtigt, for så at smide den nye mulighed på gulvet på grund af en latterlig personlig fejl (og igen viser Jonathan Spector sig i historien!). At verdens bedste Franco så fik reduceret i overtiden ændrer ikke på, at West Ham endnu engang havde tabt en kamp de simpelthen ikke burde tabe. Story of the season. Og det er faktisk til at blive træt af. Sådan helt fysisk træt. Mat i sokkerne. Askegrå i ansigtet.

The not so great escape

Et eller andet sted er det sgu bare rart at sæsonen er slut. Ja, ja - der resterer stadig en kamp, og mon ikke også den bliver tabt? Manchester City har sandsynligvis noget at spille for på sidste spilledag, og kun guderne kan vide hvad Spector finder på når han skal forsvare mod Adebayor, Tevez og Bellamy i stedet for Wigans finest og Fulhams reserver. Men mareridtet er overstået, og selvom Wigan-kampen var forløsende er det hele lidt et antiklimaks. Sidst West Ham reddede sig fra nedrykning (for fortvivlende kort tid siden) var det the greatest escape ever! Aldrig havde et hold indhentet så mange point på så få kampe. 9 ud af sæsonens sidste 13 blev vundet kulminerende med en udesejr over de nykårede mestre fra Manchester United på sidste spilledag. Der var eufori og spænding i flere måneder. Det var fremragende. Holdet spillede eminent, hvis bare sæsonen var fortsat et par måneder havde West Ham spillet med om Champions League pladserne! (Ok - måske ikke, men det var sgu virkelig smukt!) The great escape var en flok mandfolk der hev sig op ved hårrødderne, frakastede sig nedrykningens tunge lænker, og rejste sig ranke og stolte til stor hyldest på sidste spilledag. Dette års variant af the escape har mere drejet sig om hvem af de tre gamle, skindøde idioter Hull, Burnley og West Ham der kunne holde sig fra at skide i bukserne et par timer længere end de andre. En udmattelseskamp som gudskelov blev vundet, men ikke desto mindre en konkurrence hvor selv sejren er et antiklimaks. West Ham er i Premier League næste år men med hvilke perspektiver?

Ejerne vil ikke bakke træneren op, mens spillerne lader til at elske ham. Manden har vist store svagheder i årets løb, og guderne må vide, at det kan synes fristende at erstatte ham. Men med hvem? Grahame Souness? Bryan Robson? Glenn Hoddle? *GYS* På den anden side kan man forsvare at lade manden tage sine dyre læretimer i West Ham nu han alligevel er i gang. Det kan nærmest ikke blive værre end det har været i år… Eller kan det?

Matthew Upson ligner en mand der er på vej væk - og good riddance, så kan Parker forhåbentlig blive anfører. Hvis han da på nogen måde gider blive. Det er egentlig svært at se, hvad der skulle motivere ham, med mindre hans bromance med Zola stikker virkelig dybt. Behramis evighedsflirt med Palermo kan også meget vel manifestere sig i en længe ventet kontraktlig 69′er med mafia-klubben. Carlton Cole spillede i hele foråret som en mand der rent faktisk havde skidt i bukserne, men bliver sikkert alligevel solgt lidt for billigt til Tottenham som øjensynlig aldrig har angribere nok. Robert Green rygtes for tredivte transfervindue i træk til Arsenal, hvor Wenger også har sine lokkefingre ude efter James Tomkins, hvis man skal tro diverse rygter.

Til gengæld bliver det sikkert kropumuligt at komme af med alt vraggodset - Kieron Dyer og Danny Gabbidon bliver åbenbart hverken nogensinde skades - eller kontraktfri - Jonathan Spector skal sikkert være fast mand i målet næste år for at finde en plads, hvor han er mere malplaceret end på venstre back, Herita Ilunga fortsætter velsagtens sit forsvindingsnummer fra i år, tykke, tykke Benny McCarthy får sikkert to år ekstra på sin i forvejen to år for lange kontrakt og så fucking videre og videre og atter videre.

På den anden side ville man ikke kunne holde ud at være West Ham supporter, hvis ikke man var vant til at vende selv de mest håbløse situationer til noget positivt. Måske har Gullivan noget i ærmet? De siger faktisk at de vil bruge flere penge på spillere end de vil sælge for. De er allerede begyndt at byde lidt på unge, spændende profiler fra the Championship. Måske har de den helt rette mand klar i kulissen til at overtage holdet? Måske finder de fælles fodslag med Zola, når først røgen har lagt sig, og tilsammen kan deres fornuftige investeringer og hans mandskabspleje skabe fremgang og succes beyond belief? Nej, ok. Den er sgu nok for tyk. McCarthy-tyk.

Sommerpausen kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg får ikke set sæsonens sidste kamp, da min gamle far skal fejre fødselsdag. Gudskelov er West Hams skæbne beseglet, så jeg ikke skal fake et rabiesanfald for at komme væk derfra til kick off. Jeg lever faktisk ok med at der går lidt tid inden masochisme-karussellen West Ham United FC begynder at køre igen. Det har sgu været hårdt i denne her omgang. Der er jo også et VM at glæde sig til. Og solskin. Og øl og et lavere blodtryk, sorgløse lørdage. Og stangtennis, sommerpiger, lyse nætter, lugten af grill, smagen af softice med guf, fornemmelsen af sand mellem tæerne - og pludselig, mon ikke, et sted midt i al denne herlighed et stænk af melankoli når man lykkelig og fuldemandssentimental i de bedst mulige venners lag tager sig i at møde morgengryet ved stille at nynne bubbles og argumentere lidt for helhjertet for at 2010/11 sæsonen er SÆSONEN hvor Jonathan Spector bliver ligaens bedste højreback!

There’s always next season, ynder de vist at sige ovre på de der britiske øer. Og gudskelov for det.

Endnu engang formåede finalisterne i Last Man Standing at undgå at finde en vinder, og da vi nu nærmer os Premier League-sæsonens afslutning må der mere drastiske metoder i brug for rent faktisk at nå at finde en vinder. Således vil der i denne runde indføres en tiebreaker såfremt der igen spilles “uafgjort”.

Sidste runde forløb således:

Birmingham City Vs Burnley 2-1
Manchester City Vs Aston Villa 3-1
Portsmouth Vs Wolverhampton Wanderers 3-1
Stoke City Vs Everton 0-0
Tottenham Hotspur Vs Bolton Wanderers 1-0
Liverpool Vs Chelsea 0-2
Fulham Vs West Ham United 3-2
Sunderland Vs Manchester United 0-1
Wigan Athletic Vs Hull City 2-2
Blackburn Rovers Vs Arsenal 2-1

Da begge deltagere havde hængt deres hat på Wigan blev der altså som nævnt ikke fundet en afgørelse, og vi må derfor fortsætte med næste - og forhåbentlig sidste - spillerunde, hvor kampene ser ud som følger:

Søndag d. 9/5:
Arsenal Vs Fulham 17.00
Aston Villa Vs Blackburn 17.00
Bolton Vs Birmingham 17.00
Burnley Vs Tottenham 17.00
Chelsea Vs Wigan 17.00
Everton Vs Portsmouth 17.00
Hull Vs Liverpool 17.00
Man Utd Vs Stoke 17.00
West Ham Vs Man City 17.00
Wolves Vs Sunderland 17.00

For at sikre en afgørelse i denne runde vil deltagerene ikke blot skulle gætte på et hold fra deres pulje af tilbageværende hold; i stedet bedes om en prioriteret liste på 5 hold fra puljen, hvor det øverste er det man tror mest på kan vinde, det næstøverste er det man tror næstmest på og så fremdeles. Det er ikke tilladt at placere to hold fra samme kamp på sin liste. De to deltagere har følgende pulje af hold tilbage:

Fælles: Burnley, Everton, Fulham, Portsmouth, Sunderland, West Ham, Wolves
MortenOlsensSøster: Bolton
Sondergaard5: Hull

Tiebreaker 1: Konkurrencen afgøres nu på denne måde: Hver placering på deltagernes lister udgør en runde i Last Man Standing. Nummer 1 på listen er første runde, nummer 2 er anden osv. Det vil altså sige, at i det øjeblik en deltager har et vinderhold på en given placering på listen (læst oppefra) mens den anden ikke har, så er konkurrencen slut.

Tiebreaker 2: I tilfælde af at denne metode heller ikke kan placere hæder, ære og præmie bedes finalisterne endvidere udfylde en tipskupon for rundens kampe, hvor der gættes på tipstegn (1X2) og resultat (0-0, 1-0, 5-3 etc). Et rigtigt tipstegn giver 1 point, mens et korrekt gættet resultat giver 2 point. Denne konkurrence kommer først i spil, i det tilfælde at tiebreaker 1 ikke forårsager en afgørelse. Summen af point fra samtlige kampe afgør hvem der vinder tiebreaker 2.

Tiebreaker 3: Hvis også den anden tiebreaker skulle gå hen og ende uafgjort bedes der endvidere gættes på i hvilket minut rundens første mål scores. Den deltager der er tættest på minut-tallet vinder.

Hvis tiebreaker 3 heller ikke giver forløsning må quiz-mesteren i tænkeboks/på nervesanatorium/på antabus.

Send jeres bud på alle tre kategorier til sygogmunter@gmail.com senest på søndag klokken 16.59.

Held og lykke - og må en eller anden mand vinde!