Syg og munter

Jeg har jeg haft en sang på hjernen siden i et par dage. Det er en klassiker, som blandt andet er udødeliggjort af Frank Sinatra. Jeg nynner Tom Waits-versionen, men andre udgaver går sikkert også an. Det er en gammel sag med andre ord - med et budskab fra en svunden og mere uskyldig tid:

Fairy tales can come true, it can happen to you
If you’re young at heart
For it’s hard, you will find, to be narrow of mind
If you’re young at heart

Og så videre og så videre…

Den kunne godt være skrevet af en West Ham-mand. For det er lidt et eventyr at holde med West Ham; uden den lykkelige slutning og store forløsning til sidst, ganske vist, hvor alle får hinanden i enden (høhø). Men man går til gengæld i den grad en gruelig masse lort, prøvelser og grimme troldes (læs: Crouch, Rooney, Suarez, Defoe etc.) overgreb igennem, fordi man naivt formår at bevare en tro på, at der venter en  krukke med guld, nogle skønjomfruer eller en enkelt FA Cup et sted for enden af regnbuen.

Udfordringen er det der med, at vedblive at være young at heart. Det kan godt kræve sin mand. Nedrykningerne er mere regelmæssige end trofæerne i de seneste tre årtier, og for hver Di Canio eller Tevez er der, hvad der i hvert fald føles som, 10 Diego Tristan og John Carew’er. Skuffelserne står altid i kø. Når man en sjælden gang finder enden af regnbuen, har nogen gravet et latrin der. Eller en massegrav, hvor uskyldighed, optimisme og idealisme ligger i store forrådnede bunker.

En af de absolut værste stunder for i undertegnedes karriere som hammerssupporter kom i sæsonen 02-03. Ikke bare rykkede West Ham ned med et hold som på papiret var alt for stærkt til at lide den skæbne, nedrykningen betød også en sand exodus af lovende spillere; Glen Johnson, Jermain Defoe og Joe Cole smuttede alle i løbet af kort tid. Et år efter fulgte Michael Carrick trop. Et år tidligere var Frank Lampard og Rio Ferdinand smuttet. For mig var det skrækkeligt, da Rio blev solgt til Leeds. Jeg troede West Ham var ved at opbygge noget stort. Han var West Ham through and through. Det blev ikke bedre af, at pengene blev brugt på at købe dyre flop som Rigobert Song og Titi Camara (sidstnævnte muligvis fornavngivet som en reference til sine egne mandebryster?). En af drengene var en på daværende tidspunkt temmelig kæk Leedsfan. Det kunne ikke have været meget værre, tænkte jeg bedrøvet. Det skulle vise sig, at jeg tog gruelig fejl.

Da West Ham rent faktisk rykkede ned (hvad man aldrig bør forspilde en lejlighed til at minde om, skete med et rekordhøjt pointantal), blev luften i den grad slået ud af mit fodboldengagement, og Rio-tabet syntes som en sommerdag på blomstereng i sammenligning.  Det gik mig på i voldsom grad. Da den uundgåelige nyhed om at Englands måske mest talentfulde, unge midtbanespiller skiftede klub kom, var opløsningen total for mig. Den måske tommeste fornemmelse nogensinde som hammer indtraf. Årets spiller i West Ham det fatale år. Den kreative elagantier med den enestående teknik som fik anførerbindet som 21-årig, og virkelig sled og slæbte til sidste blodsdråbe i en langt mere defensiv rolle end godt var. Billedet af Joe Cole der ligger på Old Trafford og hamrer knytnæven i græsset efter et 6-0-nederlag i Cupen blev i høj grad et billede på sæsonen. Han ville så gerne, men skulle samtidig stole på at Gary Breen og Christian Dailly kunne lukke af bagved. At centerforsvareren Ian Pierce kunne score mål da alle andre angribere var skadet. Han ville ikke spille Championship. Jeg havde ellers en trøje med fyrens navn på (den slags er mit hjerte for gammelt og kynisk til i dag), og nu skiftede han væk. Turen gik til Chelsea efter 126 kampe og 10 mål for West Ham, og han blev glemt så småt. Ikke lagt for had som Defoe og Lampard, der ikke kunne forlade klubben med respekt, ikke elsket som Ferdinand der aldrig forspildte en lejlighed til at rose sit fodboldhjem.

Cole blev en del af Abramovich-revolutionen i det vestlige London. I sæsonen 04-05 blev han engelsk mester som mere eller mindre fast mand. Samme år rykkede West Ham op igen. Cole og jeg havde ikke rigtig længere noget med hinanden at gøre. Omend man da pippede lidt om akademiet, når han gjorde det godt. Var en smule stolt. Savnede ham lidt. Året efter blev han mester igen, og udtaget til årets hold i ligaen. I sæsonen 07-08 lavede han sejrsmålet da Chelsea slog West Ham knebent på Stamford Bridge. Han jublede vel rigeligt. Mod slutningen af den sæson fik han 99 minutter, da John Terry røg på røven og sendte Champions League-trofæet til Manchester. Jeg holdt med Rio den aften. Tænkte ikke rigtig på Joey, som ellers blev årets spiller i Chelsea det år.

Siden kom en grim knæskade. 500 millioner trænerskift i Chelsea. Nye millionindkøb. Cole var ikke længere flavour of the week. Han var vist også blevet lidt tyk. Der var en skandale, hvor han flygtede halvnøgen fra en kvindes hjem uden sin pung. En taxachauffør måtte køre ham hjem til papa Cole, sagde man. Han havde det ikke længere i sig. Han havde mistet antrittet. Han gad slet ikke mere, havde haft for meget succes. Han kunne ikke holde sig skadesfri.

Man blev fristet til at tro på de hårde domme, da han skrev kontrakt med Liverpool (inden da nåede han lige et mesterskab mere med Chelsea i tillæg til de tre FA Cups han også fik raget til sig, men ikke som bærende spiller denne gang). Cole var Hodgson-æraens første indkøb på Merseyside. Som resten af den æra blev det ikke en succes. Hans løn var til debat. 90.000 pund om ugen er mange penge for en mand, som ikke rigtig leverer. Det blev til 20 kampe og 2 mål i hans første sæson. Året efter blev han udlejet til Lille af manager Kenny Dalglish. De ville gerne beholde ham efter sæsonen, men han var for dyr. I stedet gik det retur til Liverpool, hvor manageren nu hed Brendan Rodgers, og heller ikke gad bruge ham. Han nåede naturligvis lige at lave et enkelt mål mod West Ham i indeværende sæson. Denne gang jublede han ikke. Måske vidste han allerede der noget.

I fredags skete der så det, som mange hammers har håbet på. Enten helt eksplicit, eller som i undertegnedes tilfælde: I en stille fortrængt afkrog af deres allerdybeste underbevidsthed: Joey vendte hjem. Liverpool kunne spare lidt på lønnen, og han skrev kontrakt for 18 måneder på fri transfer. Skepsisen var stor i casa sygogmunter. Det lugtede af noget man havde set før. Kieron Dyer, Frederik Ljungberg, Craig Bellamy, Paulo Futre, Davor Suker, ja sågar Diego Tristan, Robert Lee, Titi Camara eller fucking John Carew. En over the hill spiller på jagt efter en sidste payday og et sted få løn for at være skadet.

Joe Cole var allerede i startopstillingen lørdag aften mod Manchester United. Claret’n'blue klædte ham sgu stadig. Nummer 26. Tænk at man skulle opleve det. Han lignede oven i købet en mand, som virkelig ville det. Som om han værdsatte supporternes meget højrøstede støtte. Han driblede, slog afleveringer, der åbnede spillet på en måde, som man ikke just er vant til på de kanter. Han tacklede, og blev fældet. Og så lidt kvabset og meget forpustet ud. Og så lagde han to perfekte bolde ind i panden på James Collins, som blev en noget uvant dobbelt målscorer.

Hele stadion gav ham stående ovation, da han blev udskiftet 12 minutter før tid. Undertegnedes kynisme var forsvundet som dug fra solen. Der dukkede et væld af gode argumenter op. Han er altså kun 31. Han var efter sigende pissegod i Lille. Det er bedre at eje Cole end at leje Benayoun. Liverpool betaler en stor del af lønnen. Måske skal han bare et sted hen, hvor han vil blive elsket. Fede Sam har før fået umiddelbart færdige folk tilbage på ret spor. Han så sgu oprigtig glad ud på pressekonferencen, da han snakkede om at vende hjem. Om minderne fra de baner, hvor han lærte at spille fodbold. Han havde allerede spillet en stor rolle i hvad der tegnede til at blive en stor aften i hammers-folkloren med sine to assists.

12 minutter senere blev krukken med FA Cup-guld forvandlet til en krukke med noget væsentlig mindre appetitligt, da Jim fra American Pie udlignede på et nærmest urealistisk godt mål for aldrig besejrede Manchester United. Også Cole-guldkrukken falmede og begyndte at lugte mistænkeligt. Livets barske realiteter meldte sig. Bobblerne brast om man vil. Hvor tit ser man ikke en spiller være prangende i debutten for siden at blive ugidelig eller evigskadet? Er Cole ikke sådan en type, som ikke rigtig gider når modstanderen hedder Wigan eller Stoke, men godt kan, når kameraerne ruller mod de store drenge? Kan en professionel spiller tillade sig at ligne en Burger King-reklame? Hvad skal det hele nytte?!

Men så var det jeg tænkte på sangen, og besluttede mig for, at forsøge at holde mit hjerte ungt og tro på eventyret om supertalentet Joe Cole. Eventyret, hvor han vendte hjem til sin bardomsklub, da alle havde afskrevet ham, og førte dem til en længe ventet time i solen. Jeg starter med at grave min gamle Cole-trøje frem fra skabet.

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Endnu et år er strøget afsted i hæsblæsende fart, og det er tid til at gøre status for livets gang i West Ham-land anno 2012. Et år med et usædvanligt positivt forhold mellem op - og nedture fra et West Ham-perspektiv. Et år med utallige ubegribelig selvsmagende udsagn af Sam Allardyce, endeløs snak om flytning til det olympiske stadion, en smuk oprykning, en længe ventet og fuldt fortjent sejr over Chelsea, nye helte i claret and blue og alt muligt andet shit. Et af de bedste år at være hammer i årevis.

Ejerne

D’herrrer Davids, Gold og Sullivan, sidder stadig på pengekassen i West Ham United FC, og det forekommer stadig undertegnede at være en ganske fin ting. Hvis man skulle tage sig i at blive lidt frustreret over, at pengene måske sidder lidt for godt fast, så kan man jo passende kaste et blik vestpå i London og ihukomme det læsterlige kaos som tidligere West Ham-ejer-aspirant, Tony Fernandes, har banket på benene i sit forsøg på at genrejse West Ham-utopien ala. islandsk kiksebarons-vrangforestilling i version 2.0 hos Queens Park Rangers. (Ja, ja - de vandt over Chelsea, og Redknapp kan måske redde dem i år, men Fernandes’ tilgang til at forvalte en fodboldklubs økonomi, og Redknapps generalieblad, når det kommer til at køre klubber til afgrundens rand, ville gøre mig stærkt depressiv, hvis jeg var QPR-mand.) West Ham fremstår i modsætning hertil faktisk som en klub med en plan, hvor tæring sættes efter næring, den potentielt katastrofale nedrykning forvaltedes fremragende, transferbudgettet bruges strålende og gælden oven i købet høvles ned i et støt tempo.

At de tidligere pornobaroner så endog har fundet en manager i Sam Allardyce, som faktisk magter at få dem til at stikke piben ind i forholdet til pressen, gør blot det hele mere rosenrødt (omend David Sullivans søn nys har brillieret på twitter med at offentliggøre og tilsvine en tilføjelse til truppen). Malurten i bægeret er den aldrig fuldstændig overvundne mistanke om at hele projekt West Ham udelukkende handler om at få flyttet klubben til det olympiske stadion, sælge the Boleyn Ground og siden hele klubben til en eller anden skrækkelig narrøv af en bananrepublik-rigmand. Hvad blev der egentlig af Gaddafis sønner?

Manageren

En evaluering af West Hams manager lige nu er for undertegnede en ren tilståelsessag. Samuel Allardyce har gjort et fremragende stykke arbejde siden han overtog brokkerne efter Avram Grant for halvanden sæsons tid siden. Tykke Sam har skilt sig af med alle reminiscenserne af fiaskoholdet, og har opbygget et nyt ekstremt velorganiseret og konkurrencedygtigt West Ham, som på langt de fleste kampdage er motiveret og hårdtarbejdende  bekendtskab - og ikke mindst et væsentlig mere seværdigt (og det er især på den konto, at undertegnede skal spise et stort stykke af den delikatesse, der går under navnet humble pie i Storbritannien) -  end man havde troet da den tidligere Bolton, Newcastle og Blackburn-manager blev præsenteret.

Spillet i næstbedste række var måske ikke altid så overbevisende som man kunne forvente, og direkte oprykning blev det ikke til, men da først det gjaldt i play off-kampene sås klasseforskellen - især i semifinalerne mod Cardiff. Allardyces evner ses dog nok tydeligst, når man sammenligner med de øvrige oprykkere i årets Premier League. Selvom både Reading og Southampton sluttede over West Ham i sidste sæson, har de overhovedet ikke været på West Hams niveau i denne (trods Readings 1-0 sejr over the hammers for nylig). Sandsynligvis fordi deres brilleaber af nogle sleske ejendomsmæglertyper på bænkene ikke har Store Sams erfaring og begavelse.

Det værste ved det hele er dog, at undertegnede måske skal til at revurdere alle sin begreber om godt og ondt og følgelig egen selvforståelse. Hvis Allardyce slet ikke er chefideologen bag alt hvad der er grimt og beskidt ved fodbold, så har West Ham måske slet ikke været moralske vindere i alle de nederlag mod Bolton i tidens løb, og man har måske selv været blot en klynkende Arsene Wenger-type (gys!)…

Truppen

På papiret er West Ham ikke noget vanvittig godt fodboldhold. Det er de egentlig heller ikke på banen, hvis man tager formuleringen fuldstændig bogstaveligt, men de er bedre end man skulle tro, og det rækker til et sted midt i rækken i Premier League. Foreløbig er det faktisk kun blevet til to regulære udklasseringer foreløbig i sæsonen (Swansea og Tottenham). Det skyldes umiddelbart flere faktorer: For det første, at holdet har fået en fightervilje af en helt anden kaliber end man efterhånden havde vænnet sig til i de glade dage under Zola og Grant, hvor man rent rutinemæssigt overgav sig i ca en tredjedel af sæsonens kampe. For det andet - og i øvrigt en mulig forklaring på den nye vilje - har holdet fået nogle helt klare ledertyper (Kaptajn Nolan især, men også folk som Noble, Diame, O’Brien, Reid og Collins fylder godt på banen, når det kommer til at gå forrest og/eller gestikulere og råbe), og i forlængelse heraf et meget tydeligt sammenhold. De er rent faktisk villige til at løbe de ekstra meter for hinanden nu, hvad der ikke altid har været tilfældet før. For det tredje, hjælper det i den grad også, at holdet lader til faktisk at gå på banen med indtil flere planer for, hvordan kampen mod den konkrete modstander, faktisk skal gribes an. Det kan være med tålmodigt pasningsspil, højt pres, bussen parkeret eller de famøse lange bolde frem til en stor stodder i front. Ofte vil man se hele spektret på 90 minutter.

På mål har man sagt farvel til publikumsfavoritten Robert Green, som nu varmer bænk for den dobbelte løn hos føromtalte Titanic-project på Loftus Road. Måske han kan bruge sin rigelige fritid til at lære “Nearer My God, To Thee” på cello inden det hele ramler? Ind er kommet Jussi Jaaskelainen, som ikke just har opnået samme status hos supporterne. Den efterhånden 37-årige finne ser noget tung og kluntet ud i mange situationer, og har allerede bemægtiget sig den tvivlsomme ære af at være en af de syndebukke, som der desværre altid er behov for at have hos dele af fanbasen, når det går lidt sløjt. Undertegnede forstår bekymringen, men er samtidig ganske imponeret over de reflekser og feberredninger Jussi kan præstere, og ikke mindst af den måde hans ofte hasarderede boldomgang på en eller anden måde sjældent resulterer i mål til modstanderen. In Jussi we trust.

Forsvaret er væsentlig ringere på papiret end i praksis. Winston Reid har været formidabel, og det synes oplagt at kreditere manageren. (Undertegnede må tage sig endnu et stykke ydmyghedstærte i den forbindelse.) Derfor har James Tomkins paradoksalt nok endt med at varme en del bænk, selvom han i sidste sæson lignede en sikker starter. Ved siden af Reid spiller i stedet James Collins, som dog har kostet to mål på dumme tilbagelægninger, og derfor deler syndebukrollen med Jussi. Mon ikke Ginge’s to mål i gårsdagens kamp kan lægge en dæmper på lynchstemningen? På backpladserne ser Guy Demel rigtig god ud, når han rent faktisk er skadesfri, mens Joey O’Brien tydeligvis kan spille alle pladser ganske kompetent, og er ved at udvikle sig til en personlig favorit for sit dedikerede og kløgtige spil i begge forsvarets sider i denne sæson. Måske er det bare den slående lighed med Quentin Tarantino (påpeget af en særdeles jovial brite på stampubben), der vækker sympati? Gode gamle George McCartney har også været overraskende stabil, når han har været fit til at tage venstrebacken (ligesom unge Danny Potts så rigtig god ud på samme plads i gårdagens kamp). Alt i alt et forsvar, der mere end holder niveau i Premier League for en købspris omkring de fem millioner pund.

Midtbanen har været hårdt ramt af skader, og har derfor fremstået let tung i den senere tid. Ikke desto mindre rummer truppen rigtig mange kompentente spillere. Nolan har vist sig fra sin bedste side med begavet pasningsspil og en del værdifulde mål - især i starten af sæsonen. Mark Noble har nok engang vist, at bloggerens manglende tro på hans evner har været uberettiget, og ligner pludselig en spiller, der for alvor kan gøre sig gældende i Premier League. Momo Diame har været en sand åbenbaring, tydeligst illustreret, da han kom ind fra bænken efter pausen mod Chelsea, og nærmest egenhændigt vendte et truende nederlag til en flot sejr (inden en obligatorisk skade ødelagde det hele kort efter).

Ricardo Vaz Te har været en del skadet, men har set lovende ud, Matt Jarvis har endnu til gode for alvor at berettige sin købspris, men arbejder for sagen, Alou Diarra og Jack Collison er først lige begyndt at kunne spille med i denne sæson, men ser begge stærke ud, og pludselig er Gary O’Neil og Matt Taylor noget længere fra startopstillingen som ærlige professionelle, som måske ikke er verdensstjerner, men som altid leverer en arbejdsindsats. Og så viste den fortabte søn, Joe Cole, meget lovende takter i går mod de røde sataner. Vi holder vejret, mens vi venter på en knæskade til ham (og stilfærdigt stiller humble pien under varmelampe).

Helt på toppen har Andy Carrol været en lettere Sfinx-agtig tilstedeværelse. Det ser ud som om, at han hele tiden gør en masse fantastiske ting, men han scorer ikke rigtig mål. Da han så blev skadet, var Carlton Cole pludselig fremragende, dog med den kedelige detalje, at han heller ikke rigtig scorer mål (henholdsvis et og to har d’herrer tegnet sig for). Truppens eneste anden angriber, Modibo Maiga, er kun blevet brugt særdeles sporadisk (men har lavet fire mål alt inklusiv), og er nu taget til de afrikanske mesterskaber, mens rygter sender ham retur til Frankrig. Ind er netop kommet Marouane Chamakh på lån fra Arsenal. En mand som blev rygtet meget heftigt til West Ham inden han havnede på The Emirates, hvor de nu er lykkelig for at slippe af med ham. Han har dog tidligere vist, at han kan lave mål, så det er bestemt et forsøg værd. Navnlig hvis nogen klipper hans latterlige hår mens han tager en skraber i holdbussen en dag. Desuden går der i dag rygter om en brasilianer ved navn Wellington. Det kan ikke gå godt.

Nytårsstatus

Alt i alt har holdet præsteret så godt som man turde håbe. Swansea-nederlaget på 3-0 var en streg i regningen, men ikke så pinligt, når man ser hvad waliserne ellers har udrettet (det ser ud til, at jeg måske skal spise resten af den efterhånden lettere kvalme humble pie, hvis Laudrup bliver ved på den måde). Nederlaget til Reading, et pinligt exit i Coca Cola Cupen (eller hvad den nu hedder i år), hvor West Hams reservehold fik regulære tæsk af Wigan og et liganederlag til selv samme evigt overpræsterende sekundahold er nærmest de eneste andre rigtige skuffelser i første halvsæson (selvom det aldrig er sjovt at blive udklasseret af Tottenham eller smide en sejr mod Liverpool, er det dog mere forventeligt). Til gengæld har der været højdepunkter med sejren over Chelsea, et point mod mestrene fra Man City, store sejre over Fulham og Southampton og ikke mindst gårsdagens præstation, hvor man med et reservespækket hold burde have slået Manchester Uniteds ditto i FA Cupen.

Håbet er med andre ord lysegrønt ved indgangen til 2013. Resten af januar bliver travl for the irons, som både skal spille den aflyste kamp fra 2. juledag mod Arsenal, og ud i en omkamp mod Manchester United i tillæg til det ordinære program. En stime kampe som kan afgøre om sæsonen skal huskes med et bredt eller mere afdæmpet smil. Nedrykningskamp, vover jeg pelsen, og siger, at det ikke bliver til.

Godt nytår.

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

… fra klokken 13.25 transmitterer blandt andre danske Canal 9 (dette skal ses som en servicemeddelelse og ikke en reklame, da jeg desværre ikke får provision for seertallet) direkte fra arvefjendeopgøret mellem West Ham og Millwall på the Boleyn Ground. Det skal ses! Kampen afvikles tidligt på dagen af sikkerhedshensyn (ligesom sæsonens første opgør, der endte 0-0 på The New Den), men der bliver garanteret knald på under alle omstændigheder.

Rivaliseringen mellem de to Østlondon-klubber er sandsynligvis blandt de mest notoriske i verden - i hvert fald hvis man kigger på opgørets størrelse sammenlignet med klubbernes resultater i tidens løb. West Ham har som bekendt 3 FA Cups og en Cup Winners Cup på CV’et, mens Millwall aldrig har vundet noget af betydning, og blot spillet i den bedste engelske række i to sæsoner. (I 2004 tabte de dog FA Cup-finalen til Manchester United, da de selv spillede i næstbedste række). Alligevel er de interne opgør berømte og berygtede blandt mange, hvis fodboldviden mere end kradser i overfladen af Champions League-dækning og Manchester United boksershorts i Netto. Derfor synes det oplagt, at den store mediebevågenhed og interesse omkring de to hold stikker dybere; at der er andet og mere i det end fodbold.

Havnearbejdere og hooligans

Ifølge mange forklaringer er historien lang og snørklet: Klubbernes traditionelle territorier grænser op til hinanden; Millwall syd for Themsen og West Ham nord for. Millwall blev stiftet i 1885 i tilknytning til en konservesfabrik og lød efternavnet Rovers inden det slet og ret blev til Millwall FC, mens Thames Ironworks FC, blev grundlagt på skibsværftet af samme navn 10 år senere (i 1900 fik klubben sit nuværende navn). Første opgør mellem de to blev vundet 2-0 af Millwall i 1897.

Folkloren hævder, at eskaleringen i rivaliseringen til nutidens proportioner skal spores tilbage til en strejke på havnen i 1926, hvor West Ham-arbejderne strejkede, og Millwall-sympatisører agerede skruebrækkere. Andre hævder at strejken fandt sted i 1912, og atter andre at den aldrig fandt sted. Ikke desto mindre synes det klart, at rivaliseringens intensitet må have været blandt de ældste af sin art i engelsk fodbold: Allerede i 1906 meldes, der om optøjer i forbindelse med et - også på banen - yderst voldeligt opgør.

En anden oplagt årsag til opgørets status skal nok findes i 1970′erne: Da hooliganismens dybt tåbelige hærgen i England var på sit højeste var Millwalls bushwackers og West Hams ICF blandt de mest aktive og “succesrige” aktører på scenen. I 1972 var en testemonialkamp for Millwalls Harry Cripps kulisse for massive optøjer, og i 1976 døde en Millwall-supporter efter et fald på en metrostation i forbindelse med et slagsmål med West Ham-hooligans - uden at holdene i øvrigt tørnede sammen på banen. Efterfølgende blev der svoret en blodhævn, som heldigvis aldrig er realiseret trods hyppige sammenstød - ofte på stationer i forbindelse med rejser til kampe mod helt andre modstandere.  Hadet bunder altså måske mere i unge, spændingshungrende mænds territorieafpisning end i noget der nødvendigvis relaterer sig til fodbold. Dette aspekt har da også resultateret i en mængde spillefilm (mest berømt er nok Green Street Hooligans med ham fra Ringenes Herre som amerikansk (!) West Ham-hooligan), der naturligvis har bidraget til opgørets hype.

Hånerettens ulidelige vigtighed

En anden logisk forklaring på opgørets betydning kan måske søges i dets hyppighed - eller mangel på samme: West Ham og Millwall har i lange perioder befundet sig på forskellige niveauer af engelsk fodbold - typisk med the irons på den grønne gren, og de fattigere, mindre fashionable Lions længere nede i rækkerne. I perioder hvor West Ham har været mediedarlings og alles second team var Millwall en flok berygtede knoldesparkere. Dette har givet en vel hoven attitude fra claret and blue side, mens den blå del af Østlondon har tillagt sig nogle heftige komplekser rettet mod storebror nord for floden. Hadet har lagret, og er eksploderet, når holdene endelig er mødtes.

De interne kampe er blevet så meget desto mere vigtige, da håneretten ikke nødvendigvis vil kunne vindes tilbage foreløbig. I klubbernes nu godt 117 års fælles levetid har de blot mødt hinanden 98 gange medregnet diverse obskure cupturneringer i begyndelsen af århundredet (The Lions har vundet 38, mens the Irons har taget 33 sejre. Målscoren er samlet 140-138 i Millwall-favør). Siden 1959 er det blot blevet til femten interne opgør, hvilket atter sætter hadet mellem de to sæt supportere i relief, og forstærker hvert enkelt opgørs virkningshistorie. Forrige opgør i 2009 var en aftenkamp i Liga Cupen mellem Millwall fra tredjebedste og West Ham fra bedste række, hvor sidstnævnte vandt 3-1 efter en meget sen udligning af Junior Stanislas og forlænget spilletid. Udenfor stadion var der sammenstød mellem fangrupperinger internt og med politiet (mens resultatet ifølge ganske pålidelige kilde blev markeret med udsmøring af menneskelig fæces på væggene i Millwalls omklædningsrum). På stadion blev banen invaderet, og tribuneafsnit smadret til tabloidpressens udelte begejstring. Det var ikke en hvilken som helst kamp i anden runde af den lille cup i engelsk fodbold…

Denne kamp var endvidere den eneste hammers-sejr i de seneste 8 opgør - den seneste ligasejr skal man helt tilbage til 1991 for at finde: Da sejrede West Ham også 3-1 på hjemmebane. Den 4/2 bliver det forhåbentlig til endnu en sejr inden West Ham, hvis alt går vel, tager hjem til the Premiership, og efterlader lillesøster i de lavere rækkers fjerne katakomber (pt. ligger Millwall nummer 20 med fem point til Nottingham Forest som første hold under stregen).

Først skal kampen mod Ipswich på tirsdag selvfølgelig overstås, men manges (herunder undertegnedes) blik er nok allerede rettet mod lørdag d. 4/2 klokken 13.30…

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Lettere forsinket som en konsekvens af en kombination af dårligt helbred, alt for aktivt arbejdsliv og en travl tid på hjemmefronten bringes endelig Syg og Munters sagnomspundne nytårskur for året 2012.

Indlægget er samtidig det første aktuelle West Ham-relaterede indlæg i umindelige tider. Det skyldes en kombination af ovennævnte historisk travle år i den syge og muntre kalender, og den omstændighed, at et velfungerende langdistanceforhold med et fodboldhold er tragisk tæt sammenknyttet med muligheden for at kunne følge holdet på fjernsyn eller stream. Dette har ikke været muligt siden den bitre, ynkelige og maveplaskende nedrykning sidste forår. Man må derfor nøjes med enkelte livebilleder, med BBC radio, messageboards og neglebiden foran tekst-tv i tillæg for resten. Derfor er en opsamlende nytårskur mere relevant, og mindre velargumenteret end nogensinde!

The Davids

West Ham er fortsat ejet af de to grosserer-typer og pornografi-baroner David og David - Gold og Sullivan. D’herrer trak fingeren vel sent ud i to sammenhænge i sidste sæson: Først og fremmest blev spillertruppen ikke styrket rettidigt, dernæst blev Avram Grant (hvem undertegnede konsekvent og fejlagtigt bakkede op til det sidste…) fyret for sent.

Ikke desto mindre er helhedsindtrykket omkring de tidligere Birminghamejere stadig overvejende positivt. Man holdt ikke ophørsudsalg i forbindelse med nedrykningen. En vigtig del af truppen blev fastholdt, og der blev givet frie tøjler og nogle ressourcer til at Sam Allardyce kunne rydde fundamentalt op i den rodebutik som har ageret seniortrup i West Ham United FC de senere år. Gullivan har endvidere indikeret, at ingen er til salg i januar, og at der måske vil blive købt forstærkninger for egne midler for ikke at overbebyrde klubben med yderligere gæld. Jungletrommerne slår om så forskellige navne som Vedran Corluka og Huddersfield-angriberen Jordan Rhodes… Den store tragedie i horisonten relaterer sig stadig til sagaen om det olympiske stadion, som i undertegnedes optik lyder som en værre og værre ide, som tiden skrider frem.

Big Fat Sam: 4-5-1 eller 4-3-3?

Sam Allardyce gjorde hvad han kunne for at smelte supporterhjerter, da han blev ansat. Det skyldes nok, at manden var klar over sin status som samfundets fjende nummer 1 i Østlondon pga. sin berygtede spillestil fra Bolton-dagene, og dens skærende kontrast til West Hams tradition for poleret fodbold.

Allardyce virkede overbevisende. Han argumenterede for at resultater var vigtigere end stil, og at the West Ham way ikke havde eksisteret i mange år. Han havde jo nok ret. At han oven i købet gik til opgaven med krum hals (plus et betragteligt mindre korpus en øgenavnet antyder), og ryddede gevaldigt op i truppen, forstærkede billedet af, at West Ham igen blev leddet af en rigtig fodboldmanager. Nu skulle der videnskabelighed i træningspassene, disciplin og stenhård struktur til! West Ham skulle genrejses og tromle the Championship! Mistanken blev forstærket i pre-season, hvor særligt forsvaret lignede en veltrænet enhed på en måde, som man skulle tilbage til Curbishley-tiden for at matche.

Det blev ikke værre af, at alle omkring klubben blev fremstillet jublende entusiastiske omkring den nye mand i den varme stol. At disse fremstillinger primært kom fra Pravda (aka. whufc.com), var ikke noget problem. Det hele begyndte imidlertid at blive besværligt, da der pludselig blev spillet om point, og West Ham med største selvfølgelighed tabte ligapremieren til Cardiff med 0-1 på et mål i tillægstiden efter en personlig fejl… Siden er det bumlet derudaf.

Kaptajn Kevin og Co.

Som nævnt agerede Allardyce prompte som en person, der lige har valgt hold i Football Manager, da han blev ansat i West Ham. Halvdelen af truppen blev skippet ud, en masse nye folk kom ind,  og de unge talenter blev sendt ud på lån.

En mængde løntunge spillere forsvandt på frie transfers (Kieron Dyer ikke mindst - men også Matthew Upson, Danny Gabbidon, Jonathan Spector og Thomas Hitzlsperger), Scott Parker blev solgt, Demba Ba smuttede i en mudret transfer (vist desværre på fri transfer), mens også vraggods som Radoslav Kovac, og Manuel Da Costa blev skibbet ud i tillæg til de unge Junior Stanislas og Zavon Hines, der begge søgte nye udfordringer i Burnley. Mon de kommer tilbage og bider os i røven Bullard-style? Endvidere skred bl.a. Wayne Bridge og Robbie Keane hjem fra lån. En udmattende liste af spillere alt i alt, og chokerende få har været savnet (Parker + Ba)!

Ind kom først og fremmest Kevin Nolan, som det helt store navn, men også etablerede spillere som Abdoulaye Faye, Matt Taylor, John Carew, Papa Boupa Diop, George McCartney, Joey O’Brien, David Bentley og Henri Lansbury er blevet tilknyttet. Alle spillere med Premier League-erfaring, og et niveau som burde placere West Ham i toppen af the Championship. Endvidere er Sam Baldock hentet i MK Dons i tredjebedste række, og Guy Demel i tysk fodbold.

Taylor, O’Brien og Faye må alle regnes som gode transfere, selvom førstnævnte har været vel skadesplaget. O’Brien har til gengæld øjensynlig gjort en ende på flere års skadeshelvede, og lader til at elske livet som en britpop-lookende irer på højre back. Et stærkt udsædvanligt karriereforløb for en West Ham-spiller. Og nu har jeg nok jinxet det: Odds på karrieretruende knæskade til O’Brien inden månedens udgang: 1, 01.

Kaptajn Nolan har derimod været en blandet fornøjelse. Ikke mindst fordi hans ankomst blev imødeset med kolossale forventninger i lyset af Nolans rolle da Newcastle rykkede op, og i den nys overståede sæson, hvor han havde scoret flere mål end nogen anden midtbanespiller i Premier League. For West Ham har han vist en formidabel indstilling på banen. Han råber og skriger, og er i fjæset på mod -, medspillere og dommertrio, hvis han føler det nødvendigt. Derudover virker han ekstremt langsom og småkvabset. Karakteristika som umiddelbart ikke er særlig fede 25 kampe inde i sæsonen. Og slet ikke, når han ofte skal agere central midtbane med Noble og Diop, der ikke just kan karakteriseres som fartdjævle… Det er dog blevet til 7 kasser, hvoraf mange har været meget afgørende. Og så skal man selvfølgelig ikke underkende godt lederskabs betydning, men alt andet lige gruer man lidt for kaptajnens løn kombineret med hans form og kontraktlængde.

David Bentleys lån blev kortvarigt og uopsigtsvækkende. Han plejer nu en knæskade i Tottenham (held, the West Ham way…). Carew har scoret to mål, været meget skadet og ikke imponeret, Baldock har set lovende ud den ene uge og ligegyldig den næste, og står noteret for hæderlige 5 kasser for 14 optrædener, mens Demel har været skadet. Arsenal-talentet Lansbury debuterede formidabelt (foran bloggeren, udstationeret på Bobby Moore Lower) i en 4-3 sejr over Portsmouth med et mål og en assist. Siden har det været svingende og skadesplaget. McCartney har set ok ud i bloggerens øjne, når de har haft mulighed for at se ham, men sammenholdt med andre efterretninger er juryen ude.

Det er dog uomtvisteligt positivt, at Allardyce reagerede prompte på Herita Ilungas katastrofestart på venstrebacken, og ikke blot satte ham af holdet (noget selv Avram Grant havde overblik til at gøre), men oven i købet tilknyttede en rent faktisk venstre back i stedet for at gå the West Ham way og forsøge at omskole en middelmådig defensiv midt eller centerforsvarer. I de senere kampe har unge Danny Potts (17 år, nyligt kureret for leukæmi og søn af West Ham-helten Steve Potts) været et meget spændende bekendtskab i venstre side af forsvaret, hvor han har vikarieret så overbevisende, at det resulterede i en kåring som månedens spiller for december i klubben.

Af gamle kendinge har Robert Green og James Tomkins været sæsonens højdepunkter, mens også Carlton Cole har vist at niveauet næsten er for højt til the Championship. Mark Noble har været godt og vel godkendt, mens Jack Collison ikke har vist noget, der berettiger den hype mange hammers omgiver ham med. Julien Faubert har til gengæld vist rigtig god indstilling og fint spil, mens Freddy Piquionne har vist elendig indstilling og cirka samme præstationsniveau. Frank Nouble har til gengæld endelige scoret et mål, mens Winston Reid har været et andet lyspunkt, der indtil en skade kom på tværs faktisk agerede førstevalg som makker til Tomkins foran den rutinerede og bomstærke kolos, Faye. At Gary O’Neil nyligt har gjort comeback efter en meget lang skadespause er også et velkomment boost ved indgangen til 2012.

Gennemsnitskarakteren for truppen må under alle omstændigheder siges at være på det jævne.

Resultaterne: Top of the League! Besynderligt nok…

Med andre ord: Det har ikke været den håbede dans på roser og totale dominans, der har præget West Hams foreløbige visit i den næstfineste engelske fodboldrække. Hjemmebanestatistiken har været dodgy, mens West Ham har været et af rækkens bedste udehold. Endnu et solidt brud med the West Ham way…

Mere interessant er det måske at iagttage, at hvis man inddeler tabellen ud fra resultater mod de nuværende top-12 hold, så vil West Ham indtage 10. pladsen. Ift. resultater mod rækkens nederste 12 hold er West Ham imidlertid suveræn nummer 1. Der er altså noget at arbejde med for Sam i kampene mod de andre tophold. Positivt er det til gengæld, at West Ham både er et af rækkens mest scorende hold, og at de har lukket færrest mål ind. Trods en kedelig sekvens med to sejre og tre nederlag på seks kampe i december og januar, er disse omstændigheder nok til at placere West Ham på en delt førsteplads med Southampton, der ellers inden det famøst vanskelige juleprogram lignede et sikkert tophold. Begge hold har 47 point, og Cardiff og Boro lige i røven med 45 hver.

Alligevel er det hele lidt en flad fornemmelse. West Ham har i mange kampe været uoverbevisende. Det kan tolkes som en konsekvens af, at mange hold parkerer bussen, når modstanderen er the mighty irons, og at der derfor skal knokles for resultaterne. Det kan imidlertid også tolkes som, at Allardyces “jeg-kalder-det-4-3-3-men-alle-raske-mennesker-med-nogenlunde-fodboldforståelse-vil-kalde-det-4-5-1-da-Julien-Faubert-og-Matt-Taylor-ved-gud-ikke-er-angribere-så-det-er-i-virkeligheden-en-omgang-livrem-og-seler-og-sats-på-at-få-bolden-hen-i-positioner-hvor-der-procentuelt-opnås-mange-dødbolde-der-kan-give-en-løs-chance-i-boksen”-fodbold ganske enkelt ikke tilvejebringer de resultater, som man havde håbet - og måske også forventet.

Desillusionen er så småt ved at sætte ind hos elementer af West Hams loyale og ofte vældig humørsyge fanskare. Mange vil tøvende acceptere kynisk og kedelig fodbold, hvis det giver sikre og solide resultater. Hvis den kedelige fodbold ikke giver de ventede resultater, så kunne man vel lige så godt fucke op mens man prøver at dominere og spille positiv fodbold?

Bloggeren bakker dog som sædvanlig op om det siddende styre. En anden selvbestaltet ekspert ytrede det meget fint et andet sted på internettet:

“I’ve said all along that I didn’t think that Allardyce was the man who would make West Ham great again, what I do think is that he’s the man that stops us being so sh*t.”
- Brugeren Turns to Stone på verdens bedste West Ham-forum kumb.com

En delt førsteplads efter en turbulent tid med gigantisk udskiftning i truppen, mange skader og karantæner (mængden af unødvendige kort har i øvrigt været en klar skuffelse ved Allardyce-regimet…), samt et par stærkt tåbelige pointtab undervejs er svært at brokke sig over. Sidst West Ham var i den næstbedste række sluttede begge sæsoner med en sjetteplads, der blev skrabet til sig med det yderste af neglene. For slet ikke at tale om de seneste sæsoners perfektionerede ynkelig -og uduelighed i Premier League.

I 2012 har holdet alle muligheder for at sikre sig direkte oprykning, og måske noget så sjældent som en førsteplads! Hvis det kræver et forår med lange bolde, percentage football og professionelle frispark, så tager vi det med sygt og muntert sind. Stabilitet er nøglen til en lys claret and blue fremtid. Forhåbentlig får vi lov at se mere til nogle af de unge i processen: Christian Montano (med ghetto-latino-tuschen) og kometen Robert Hall ser lovende ud.

Altså, konklusionen på det hele: Onwards and upwards med Big Fat Sam og Kaptajn Tubby Nolan!

Godt nytår, og COME ON YOU IRONS!

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

Indrømmet. Undertegnede er ikke just fast seer på TV3’s Champions League sendeflade (men derfor har jeg selvfølgelig en mening alligevel…). For det første fordi West Ham ikke just er fast inventar i denne “Europas fornemmeste klubturnering”, og for det andet fordi TV3 ofte prioriterer nogle kedelige kampe med storholdene frem for at vise turneringens mere interessante opgør. Så hvis det endelig bliver til Champions League er det ofte en engelsk transmission som foretrækkes.

Dog har jeg i de senere år (sikkert som en af få) været ganske imponeret af TV3’s dækning. Den har haft internationalt format. Nuvel, jeg er heller ikke altid imponeret over Per Frimann og Carsten Werges udgydelser, men studieaspektet har typisk været fedt. Konceptet med simpelthen at samle de bedste danske fodboldspillere nogensinde, og så ellers lade dem ævle om fodbold besidder en eller anden form for troværdighed. At spillerne faktisk har været der, og gjort det, som man har siger, har givet deres ord en form for tyngde. Man har lettere kunne accepteret Schmeichels lettere kluntede talestrøm, fordi manden for fanden har løftet det trofæ de andre snakker om. Og sådan har det været vejen rundt. Jan Mølby, Preben Elkjær og Laudrup-brødrene (og FAXE!) er ikke hr. Hvemsomhelst, og derfor er det rasende ligegyldigt, om de har skærmtække, gået til talepædagog, stylist og jeg ved ikke hvad. De er de bedste bud på danske eksperter til den form for analyse som knytter sig til kanalens koncept: Det er ikke videnskabeligt højt niveau eller højtragende analyser (hvad det måske burde være?), og netop derfor har det været befriende at slippe for repræsentanter for den typisk ræderlige danske journalist-stand.

Det er trods alt mere interessant at overvære spekulation om hvordan spiller X føler om situation Y, når det kommer fra folk, som rent faktisk har oplevet noget tilsvarende, og har nogle forudsætninger at tale ud fra. Og så har jeg i øvrigt nydt den voksende accept af, at værter og eksperter gerne må have favoritter: At Schmeichel holder med Man Utd, Mølby med Liverpool og Elkjær med dem der har tættest tilknytning til Italien. Det er sgu fair nok, når de selv har fortjent deres striber i de givne klubber og lande. Det varmer nærmest at de stadig har følelser i klemme. Det er sgu lidt hyggeligt på en meget tjekket måde…

Derfor er det med trist mine, at man konfronteres med nyheden om at Überflødebollen over dem alle; Jes fucking Dorph skal til at være vært på Champions League-transmissionerne. Manden der repræsenterer alt hvad der er vammelprovinsielt, og giver ordet “folkelig” en konnotation af lavloftethed og laveste fællesnævner emmer ikke just af klasse, skarpe analyser og fodboldhistoriens vingesus. Til gengæld kan vi givetvis imødese den “gode jyske grundreportage” (selvbestaltet TV2-hofdisciplin) gør sit indtog i den danske CL-dækning.

Føj for pokker - godt West Ham ikke er kvalificeret…

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

Carlos Tevez er igen i vælten. Af alle de forkerte årsager. Han har nægtet at lade sig indskifte i en Champions League-kamp i München for sin arbejdsgiver, Manchester City.

Dommen er hård men ubarmhjertig; almenviljen usædvanlig utvetydig i sin dom: Den lille, mongolide møgunge af en moderne-fodbold-stinker-primadonna skal have kappet pikken af, og tvinges til at give sit blødende lem en omgang superfransk iført klovnekostume på torvet i alle mellemstore provinsbyer i hele den vestlige verden. Til skræk og advarsel, forstås: For at styrke menigmands sidste snert af retfærdighedsfølelse i en verden der i stigende grad får Sin City til at fremstå som Slaraffenland. “Det dumme svin”, vil menigmand nok tilføje opsummerende. Hvis han ellers kan få et ord indført, og lige må have lov at være her. Og naturligvis må menigmand det. Sygogmunter.dk har alle dage betragtet sig som en blog af folket. Og dog…

For undertegnede har svært ved at acceptere Tevez’ rolle som samfundets fjende nummer et. Javist, hans opførsel har til tider været tvivlsom. Særligt er den seneste episode svær at sluge. Hans lige vel hyppige udmeldinger om ønskede klubskifter, der kun momentant kan sættes i bero af astronomiske lønstigninger, er indrømmet trættende. Hans evindelige hjemve kombineret med hans totale ulyst til at lære det engelske sprog virker temmelig tragikomisk. Og så tillod han sig oven i købet at forlade Manchester United, selvom klubben måske var interesseret i at tilknytte ham på en fast kontrakt. Ganske vist uden løfter om en bærende rolle på holdet, og uden synderlig vilje til at betale købsprisen, men alligevel. Lige at sige nej til Manchester United. Det kan man sgu ikke tillade sig i dagens Danmark - eller England, som det vel ret beset drejer sig om. Burde den lille lort egentlig ikke bare få lov til at rådne op hos Manchester Citys U-14 hold? Guderne må vide at de har råd til det på de kanter.

Som allerede indikeret er svaret i undertegnedes optik et ganske klart nej. For jeg hylder Carlos Tevez! Hylder jeg alt ved manden inklusiv hans seneste idiotiske eskapader? Bestemt ikke. Hylder jeg ham som fodbold- navnlig tidligere West Ham-spiller? Ubetinget. Vi taler trods alt om manden der om nogen epitomiserede the great escape i 2007. Manden, der scorede målet, der definitivt reddede West Ham over stregen efter et vanvittigt comeback med syv sejre i sæsonens sidste ni kampe. En historisk præstation som løftede holdet fra en solid sidsteplads med 10 point til redning i marts til en 15. plads, da røgen havde lagt sig efter sidste spilledag.

Tevez trådte i karakter i slutfasen. Efter en vanskelig start i klubben med svingende spilletid og manglende succes lagde Tevez op til det første og scorede selv det andet i kampen der ændrede West Hams skæbne. 2-0 målet på hjemmebanen mod Tottenham var en perle af et frisparksmål, som den lille argentiner fejrede med at smide trøjen og blotte sit let kvabsede maveskind inden turen gik ud blandt supporterne, på det der dengang hed the Dr. Martens Stand. Kampen blev i øvrigt - med største selvfølgelighed - tabt. Spurs kom på 2-2, Zamora bragte West Ham i front med 5 minutter igen (igen med assist af Tevez), inden et totalt kollaps forærede spurs en 4-3-sejr. Men noget var ændret. Fans og spillere blev længe på stadion og klappede af hinanden. Der blev skrålet. Mark Noble græd. Og Tevez havde scoret sit første mål. I de resterende ni kampe scorede han yderligere seks mål. Det blev senere omskrevet til, at han havde reddet West Ham egenhændigt. Det er naturligvis en både bizar og uretfærdig dom. James Collins, Mark Noble, Robert Green, Lucas Neil og Bobby Zamora spillede som minimum også nøgleroller. Ja, det gjorde hele truppen vel i virkeligheden.

Alligevel kom det hele til at handle om Tevez. Der var rod i papirerne. Ikke med spillertilladelsen som en almindelig fejlfortolkning lyder, men i forhold til en hidtil temmelig ukendt paragraf om third-party-ownership. Tredjeparter må ikke have indflydelse på klubbers råderet over spillere, og det var åbenbart ikke i overensstemmelse med de aparte ejerskabsforhold i tilfældet Carlos Tevez. Tredjepartens rettigheder blev aldrig benyttet, men kostede alligevel West Ham en historisk stor bøde, og siden et ynkeligt men succesfuldt privat sagsanlæg fra Sheffield United, som mente det var Tevez’ skyld, at de var rykket ned. Tevez var åbenbart skyld i, at de ikke kunne slå Wigan på hjemmebane på sidste spilledag, og at de havde lagt sig ned for Manchester United for at spare spillere nogle runder inden… West Hams uduelige ledelse efter de islandske ejeres konkurs valgte at indgå forlig. Noget klubbens nuværende ejere gentagne gange har udtrykt forargelse og forundring over.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo - manden bag den bizarre situation hedder Kia Joorabchian. En iransk-født, britisk forretningsmand, som er heftigt involveret i mere eller mindre lyssky økonomiske aktiviteter i fodboldens verden. Hans firma, MSI, ejede blandt andet Carlos Tevez og Javier Mascerano, da de blev udlånt til West Ham. Samme firma forsøgte i øvrigt dengang at overtage West Ham, ligesom de var (måske stadig er?) ansvarlige for den brasilianske klub Corinthians. Her nåede Joorabchian blandt andet at have en arrestordre hængende over hovedet. Han fungerer stadig som agent og personlig rådgiver for Carlos Tevez. En hofsnog af en opportunist af total cunt of a man, som har formået at tjene kassen ved at behandle en række fodboldspillere som moderne slaver.Det er i denne optik jeg vælger at tolke Carlos Tevez. En forvirret, uuddannet, ung mand fra den værste slum i Buenos Aires med et talent for at spille fodbold, der er kommet i dårligt selskab. Man skal ikke have set eller læst mange minutters interview med Tevez for at forstå, at det ikke er studenterhuen der trykker…

Og selv hvis den gør: Hvis Tevez faktisk selv er en pengegrisk, kalkulerende, selviscenesættende martyr, gør det ham så ikke til en af de berømte karakterer, som imod-moderne-fodbold-brigaden så ofte efterspørger? Er der ikke noget fascinerende ved en mand, som med sans for patos og sentimentalitet skaber drama udenfor banen, og slet ikke kan lade være med at give sig 100 % på den? En mand som kan skabe sig, ønske sig væk og kaste alt sit legetøj ud af kravlegården, og samtidig blive sit holds topscorer? Hvis folk kan hylde Cantonas karatespark, Campos’ papegøje-dragter, Stoichkovs slåen op i banen, Roy Keanes benbrækkertacklinger, Vinnie Jones’ klunke-riveri, Gascoignes useriøsitet og Maradonas megalomani, coke-misbrug og genialitet, så hvorfor ikke Tevez’ krukkeri kombineret med arbejdsraseri?

Argumentationen er tvivlsom. Bevares. Hvis Tevez rent faktisk nægtede at blive skiftet ind, så har han svigtet de hårdtarbejdende fans, der betaler hans løn (lige i Man Citys tilfælde er det dog oplagt at forholde sig tvivlende til supporternes rent faktiske bidrag, lønbudgettets omfang taget i betragtning), så er den svær at sluge (som man siger).

Men et eller andet sted er jeg ligeglad. Fordi det er personligt det her. Det handler om manden, som konstant scorer mål mod West Ham, men altid nægter at juble. Om manden som aldrig forspilder en lejlighed til at rose Østlondon og krydse armene til hammers-hilsen, når han møder sine gamle supportere. Manden, der som Manchester City-spiller iførte sig West Ham-trøje efter slutfløjtet i sæsonens sidste kamp for to år siden for at tage en æresrunde på the Boleyn Ground.

Og frem for alt knægten fra Fuerte Apache, som tidligt i karrieren afslog at modtage plastickirurgi for at fjerne sine brændemærker på halsen, og som gav sig 100 % for West Ham United i sæson, hvor alt så sort ud. En fyr som uden at have indflydelse på det var havnet i en obskur fodboldklub, som han sikkert hverken havde hørt om eller lyst til at spille for. Det havde været oplagt at blive fornærmet siddende på bænken og vente på det næste klubskifte, da Alan Curbishley, mildt overraskende, i dele af sæsonen foretrak Marlon Harewood og Bobby Zamora. Han kunne have hævet sin løn, og hygget sig på natklubber og gode restauranter. Men det gjorde han ikke. For han forstod noget fundamentalt. Noget som ikke kan formuleres, men som handler om West Ham United - og måske om selve essensen af spillet. Han kunne slet ikke lade være med at spille fodbold. Han sled, slæbte, knoklede og løb sig selv halvt ihjel for West Ham Uniteds trøje og supportere. Han havde klasse ikke mindst. Og han skabte sig aldrig.

Måske bliver hele den historie bare endnu bedre af, at han lige siden har formået at pisse ikke bare en, men to af klubberne fra det engelsk fodboldbourgeoisi af? Når to af de mest forkælede fanskarer i fodboldens verden hader en mand, som jeg elsker, så kan jeg ikke lade være med at elske ham lidt mere, selv når hadet måske bunder i ret reelle årsager? Jeg ved det sgu ikke. Men hvis de ikke kan bruge ham i Manchester, så er Carlitos altid velkommen i det østlige London.

Det sker næppe, og måske er det godt det samme. Måske ville Tevez ødelægge det hele ved også at spille fandago i West Ham. Det er heldigvis rent hypotetisk. Og vi vil altid have minderne. Dem kan ingen tage fra os…

Tjek blogindlægget i en pimpet udgave på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller kig forbi på twitter

Nuvel. En måske lidt dramatisk overskrift, men hvad gør man ikke for at finde en undskyldning for at citere Public Enemy. Ikke desto mindre er der i dag blot 30 dage, til vi når den 7. august og starten på verdens vigtigste fodboldrække: The Npower Championship. (Kors, et tumpet navn i øvrigt!) Og der er foreløbig grund til bekymring…

For selvom undertegnede allerede har gjort sit yderste til at tage ja-hatten på, skrue ned for idiotknappen (som Litteraten Med Fremskridtshåret ville formulere det) og finde de positive aspekter af den øjeblikkelige udvikling i West Ham, så ser truppen i sin nuværende form bestemt ikke ud til, at kunne spille med i toppen af den næstbedste engelske række.

I øjeblikket figurerer der 26 spillere på oversigten over førsteholdsspillere på klubbens officielle hjemmeside. Disse fordeler sig således:

Målmænd (4): Robert Green, Ruud Boffin, Peter Kurucz og Marek Stech.

Forsvarere (8): Winston Reid, James Tomkins, Herita Ilunga, Julien Faubert, Jordan Spence, Matthew Fry, Jordan Brown og Abdoulaye Faye (jeg elsker at mandens navn umiddelbart rimer!).

Midtbanespillere (8): Scott Parker, Jack Collison, Pablo Barrera, Luis Boa Morte, Mark Noble, Junior Stanislas, Gary O’Neil og Kevin Nolan.

Angribere (6): Carlton Cole, Freddie Sears, Zavon Hines, Frank Nouble, Frederick Piquionne og Dylan Tombides.

Hvis man blot kigger på tallene ser det jo ganske fornuftigt ud. Men det er det imidlertid ikke.

“Alle bedes trække mod udgangen…”

Siden sæsonen faldt fuldstændig på røven, med en 3-0 røvfuld på hjemmebane mod Sunderland 22. maj i klubbens sidste Premier League-kamp i denne omgang, er der således en ordentlig flok spillere som er rejst: Matthew Upson, Kieron Dyer, Jonathan Spector, Danny Gabbidon, Robbie Keane (retur fra lån), Wayne Bridge (retur fra lån), Radoslav Kovac, Manuel Da Costa, Lars Jacobsen, Demba Ba og Thomas Hitzlsperger samt ungdomsspillerne Anthony Edgar, Filip Modelski, Holmar Eyjolfsson og Adam Street. Man kan dertil vælge at medregne Benny McCarthy, som på BMI næsten burde tælle for to. Dertil kan man påregne, at det virker usandsynligt at Parker, Green, Cole og sågar Pablo Barrera alle er at finde i klubben når transfervinduet lukker ved udgangen af august. Dermed vil West Ham potentielt have sagt farvel til mellem 11 og 15 spillere, som i et eller andet omfang kunne regnes som potentielle startere. Ind er foreløbigt kommet to (rigtig gode) nyindkøb i form af Faye og Nolan.

” You don’t win anything with kids!”

Gennemsnitsalderen i truppen er i omegnen af 23 et halvt år. Det er edderrødme ungt. Matthew Fry, Jordan Brown, Dylan Tombides, Peter Kurucz, Marek Stech Jordan Spence og Ruud Boffin har optrådt mindre end fem gange på West Hams førstehold (og adskillige af dem har debutten til gode). Freddie Sears, Zavon Hines, Junior Stanislas og Frank Nouble har vist gode takter, men har endnu aldrig præsteret tilnærmelsesvis stabilt over en længere periode, og har alle kun været på holdet i perioder, hvor alternativerne har været til at overse. Pablo Barrera og Winston Reid har endnu alt at bevise i West Ham-trøjen efter skuffende debutsæsoner, mens Jack Collison godt nok har vist højt niveau da han slog igennem, men endnu ikke har vist, at niveauet stadig efter en skadespause på et år. Herita Ilunga er faldet solidt igennem i flere år efter en god første sæson i klubben, og Julien Faubert har generelt været skuffende siden sit dyre skifte for alt for mange år siden. At franskmanden blev holdt effektivt ude af holdet af Lars Jacobsen i sidste sæson siger altså noget om niveauet (upåagtet hvor sympatisk og ærlig en type spiller danskeren er).

Dermed står West Ham tilbage med følgende spiller, som man med ro i sindet vil sende på banen, når den benhårde kamp om oprykning starter hjemme mod Cardiff: Green, Tomkins, Faye, Parker, Boa Morte, Noble, Nolan, O’Neil, Cole og Piquionne. Af disse vil flere sikkert hævde, at Boa Morte ikke er god nok, at Tomkins burde smides i kategori med Sears og kompagni som lovende men usikre kort, og så i øvrigt anføre at Gary O’Neil stadig er skadet i en uoverskuelig fremtid. Altså er det svært at finde en startellever at sende på banen i første kamp som sagerne står. Og af de spillere man med sindsro vil sende i aktion, er det som sagt langt fra urealistisk, at flere skynder sig til Premier League-klubber inden længe.

Mest problematisk ser det ud på backpladserne (som sædvanlig), hvor West Ham umiddelbart ikke råder over en eneste spiller, som man vil være rigtig entusiastisk over at sende i kamp. Matthew Fry og Jordan Brown skulle begge være lovende på venstre back. Førstnævnte har imponeret på udlån i Gillingham og Charlton, mens det tætteste sidstnævnte har været på førsteholdsfodbold er gennem sin familierelation til Sunderlands Kieran Richardson. Jordan Spence har på den anden side (højre side, høhø) gjort det godt på lån i Bristol City. Men det er stadig behæftet med betragtlig usikkerhed om det er nok til en sæson med mindst 46 kampe i ligaen plus hvad det kan blive til i cup’en. Dertil kan man lægge breaking news om, at Fry slet ikke er med på førsteholdets træningstur til Schweiz i denne uge. Alternativerne i Faubert og Ilunga er ikke just noget der får blodet til at bruse af rendyrket fodboldliderlighed.

I angrebet er perspektiverne tilsvarende deprimerende, selvom både Piquionne og Cole nok skal score mål på det niveau, der skal spilles på. Der skal ganske enkelt flere til at tage ansvar på den konto. Cole rygtes i øvrigt snarligt solgt til Stoke, og så er problemet endnu større. Sidst man var nede og runde the Championship havde man stor succes med at hente Teddy Sheringham. Lusker der en tilsvarende gammel buk rundt derude et sted, som kunne gøre jobbet nu?

Derudover kan man så hæfte sig ved, at klubben ikke rigtig har haft en fløjspiller siden Matthew Etherington. Man har selvfølgelig Barrera og Stanislas, som begge potentielt kan få et gennembrud, men den situation er problematisk, grænsende til det uacceptable.

Hvis Robert Green skrider vil en rutineret målmand til at presse de unge om pladsen i øvrigt også være påkrævet. Men fri os for guds skyld for Roy Carroll.

Hvad gør vi nu, fede Sam?

“Prøv nu at vær lidt munter dit sure, syge løg!” brummer den opmærksomme og optimistiske læser nok nu, lettere irriteret. Og læseren har som sædvanlig ret. For det er selvfølgelig ikke doom and gloom det hele.

Først og fremmest er perspektiverne til, at der bliver masser af spilletid til de unge drenge fra akademiet selvfølgelig herlig, opløftende og nærmest decideret smuk. Men det skal ikke være sådan, at deres spilletid kommer af nød, men fordi de kan supplere en stærk start-ellever, og så langsomt spille sig på holdet. Der er som nævnt kampe nok at tage af, til at alle kan få en chance. Det ville være en tragedie, hvis unge spillere bliver brugt som fyld i startopstillingen, falder igennem, mister selvtillid og ender på flasken. (Endnu en grund til ikke at tilknytte Carroll i øvrigt…)

Dernæst har Allardyces udmeldinger i dag en lettere beroligende virkning: Han mener, at der alt afhængig af spillersalg, og hvilket potentiale han mener at se i de unge, skal hentes i omegnen af 8 nye spillere. Og det lyder jo strålende. Mindre opløftende er det, at Joey O’Brien, hvis skadesstatistik får Kieron Dyer til at ligne Superman, er med holdet på træningslejr. Mere eksotisk - men ikke nødvendigvis på en rar måde - er det, at den polsk-nationaliserede brasilianske centerforsvarer og tidligere Thai Bokser Hernâni José da Rosa er med på træningsturen i Schweiz. Men hvorvidt en 27-årig mand fra en klub der akkurat undgik nedrykning fra den bedste polske række i sidste sæson, kan karakteriseres som en vildt lovende er et åbent spørgsmål…

Der er selvfølgelig stadig masser af tid. Næsten to måneder til transfervinduet lukker. På den tid kan klubben nå at købe både Messi, Cristiano Ronaldo, Dennis Rommedahl og Nwankwo Kanu. Problemet er bare, at der allerede er spillet om 15 dyrebare point når transfervinduet lukker. Hvis man dertil medregner, den kolosalle udskiftning på holdet, så synes behovet for at få truppen på plads så hurtigt som fucking muligt at være temmelig presserende. Hvis først de 8 nye navne ankommer klokken 23.59 den 31. august, så kan sæsonen nærmest være slut for West Ham inden jul. Sandsynligheden for at det bliver meget op ad bakke er i hvert fald stor.

Så fede Sam: Sæt dellerne i frigear (den havde i nok ikke hørt siden 90′erne!), slå op på de gule sider og find nummeret til Paul Konchesky, Craig Bellamy og andre garvede folk, som kunne tænkes at kunne overtales til at deltage i, at tage de første, seje skridt til genrejse verdens smukkeste fodboldklub til hidtil uanede højder. Ring derefter til de bedste lovende unge spillere i den næstbedste række, og hør om ikke de skulle se at pakke taskerne og få karrieren sparket et niveau op. Benyt derefter den berømte næse for gode transfere til at opspore et par obskure grækere, svenskere, spaniere, nigerianere eller hvad fanden ved jeg, som kan bidrage med et eller andet positivt. Undgå i øvrigt helst at låne andre klubbers unge, stortalenter. Det er simpelthen for ydmygende. Men hvad fanden, hvis det er nødvendigt, så har du min velsignelse, tykke. Og frem for alt Sam: Gør det hellere i dag end i morgen…

Tjek også bloggen på: sygogmunter.dk

sygogmunter på twitter

eller synes godt om sygogmunter på facebook.

Mandag den 11. juli skal undertegnede i operaen for første gang. Jeg skal gudskelov ikke se Opera. I stedet skal jeg til koncert med ingen ringere end Steven Patrick Morrissey, sangeren fra det hedengangne The Smiths, og siden en ganske succesfuld soloartist.

Det er sønderjyden, som er initiativtager. Det forholder sig nemlig sådan, at han, Socialdemokraten og jeg (samt vor fjerdemand Gokkerlas, som desværre hopper fra i år) har været til store koncerter om sommeren i et par år nu. For to år siden så vi Bruce Springsteen i Herning (det kom der her indlæg ud af). Sidste år stod den på Leonard Cohen i Malmö (det influerede to indlæg: her (hvor The Smiths spiller en betragtelig rolle) og her). Da Sønderjyden er af den overbevisning, at tredje gang er lig med tradition skal vi selvfølgelig også til koncert i år, selvom vi ikke rigtig har kunnet finde et arrangement, hvor pris, kvalitet og forventninger harmonerer for alles vedkommende. Men vi skal jo have en undskyldning for at gøre det igen næste år. Derfor blev det ved en pludselig indskydelse en vel dyrt prissat koncert med Morrissey, der bliver sommerens udflugt.

Men det er egentlig okay. Lige præcis Morrissey har mange kvaliteter, som man virkelig værdsætter som West Ham-fan, og som man sikkert vil værdsætte endnu mere ovenpå en helt frisk nedrykning. For det første kan manden udlægges som en af verdens mest sortseende og ikke mindst selvhøjtidelige mennesker nogensinde. For det andet trænger der ofte en stærkt ironisk - nærmest skabagtig - humoristisk sans igennem al dysterheden. Et utrolig britisk, homofilt storhedsvanvid med tilpas meget tongue-in-cheek til, at man overgiver sig til hele pakken, selvom man egentlig ikke burde. Men det hjælper selvfølgelig også, at manden både er en eminent sangskriver og sanger (selvom stemmen har mistet noget af sin ungdommelige storhed).

“I have forgiven Jesus!”

Et meget godt eksempel på Morrissey når han er bedst, værst, mest krukket, sjovest og megalomanisk er sangen ” I have forgiven Jesus “ fra pladen You Are the Quarry (som i øvrigt sikrede manden en tiltrængt succes efter nogle mindre succesfulde år). Som titlen antyder er pointen her, at Steven Patrick Morrissey formår at udvise storsind nok til at skænke sin tilgivelse til manden som vel mere eller mindre opfandt og udbredte begrebet tilgivelse. Årsagen til denne gestus er vist i grove træk, at Morrissey er træt af den diskrepans mellem de følelser og drifter som fylder hans krop, og den omgivende verdens evne til at gengæld og opfylde disse. Stærk tobak, men det er sådan en mand Morrissey er. En der kan gøre det at tilgive selveste Jesus Kristus, Guds enbårne søn, troværdigt og nærmest rimeligt. Siden nedrykningen har tilgivelsens princip også fyldt en del i min syge og muntre bevidsthed. Jeg har nemlig også mine udeståender med folk i denne verden.

Uncle Avram

Da ledelsen i West Ham besluttede at afskedige Gianfranco Zola, havde jeg ondt af den lille mand. Han havde da trods alt formået at holde holdet i Premier League (med et meget lavt pointantal, indrømmet), under voldsomt svære arbejdsbetingelser. Ikke desto mindre havde jeg forståelse for beslutningen. Zola var ikke Gold og Sullivans mand, holdet var enormt heldige, at ligaen var svag nok til at en generelt dårlig sæson resulterede i overlevelse, og den sympatiske men uerfarne og taktisk tvivlsomme Zola kunne måske med fordel udskiftes med en mere garvet rotte. Denne rotte viste sig at blive Avram Grant, der netop havde forladt den synkende Portsmouth-skude. Her havde han sikret sig noget der minder om legendestatus for sit engagement, sin evne til at få spillerne til at kæmpe for hinanden og trøjen selvom lønnen ikke kom, og Premier League fratrak dem point for rod i regnskaberne. Oven i købet lykkedes det at spille holdet i FA-Cup-finalen, hvor et svagt placeret Kevin Prince Boateng-straffepark var meget tæt på at bringe Pompey foran mod storfavoritterne fra Chelsea. I stedet blev det et 1-0 nederlag på et frisparksmål af Drogba.

Ikke desto mindre var det med generel bred opbakning at Grant tog over i West Ham. Han var et dårligt straffe fra triumf med Portsmouth, og et endnu værre fra CL-triumf med Chelsea i Moskva nogle år før. Det kunne blive rigtig godt.

Alarmklokkerne begyndte så småt at bimle, da der ikke rigtig blev købt ind til de problematisk placeringer på holdet. Kampprogrammet var ubarmhjertigt, og efter fire kampe havde West Ham 0 point. Alligevel var jeg optimist. Avram arbejdede med systemet. Han prøvede mange forskellige konstellationer i jagten på den rigtige balance. Og så var han evigt knastør, rolig og selvsikker.

Han overbeviste mig, og jeg forsvarede ham trofast, mens sæsonen bumlede usikkert derudaf. Onkel Avram skulle bare lige have de sidste brikker til at falde på plads, og så ville succesbussen køre derud af med 200 i timen i overhalingsbanen. Og hist og pist blev der da også hevet resultater hjem. Et svært point i Stoke i femte runde, en sejr over Tottenham i sjette. Det gik fremad. Oktober måned gav et par ærgelige uafgjorte og nederlag. Det blev hele tiden til lidt mindre end spillet berettigede, og omkring jul blev der endelig løst op med et par sejre og uafgjorte. 4 i træk uden nederlag faktisk. Det sluttede med en 5-0-afklapsning i Newcastle i starten af januar. Et skridt frem og tres tilbage. Der gik rygter om at Avram skulle fyres og Martin O’Neil ansættes. Jeg bakkede West Hams manager op, og til sidst endte han med at blive siddende efter et uskønt forløb. Truppen fik tilgang af Demba Ba, Robbie Keane, Gary O’Neil og Wayne Bridge.

I cup-turneringerne lignede det noget hele sæsonen. Man drømte om Wembley. Manchester United blev slået 4-0 i ligacupen i Jonathan Spectors bedste kamp nogensinde. Drømmen døde med Stokes kalkulerede snyderi i FA-Cup kvartfinalen og Birminghams brutale effektivitet i liga-cup semifinalen. I begge tilfælde illustrerede West Hams spillere i øvrigt en imponerende evne til at falde totalt sammen, når det gælder, som må siges at have været karakteristisk for sæsonen.

Der kom da atter en mini-revival omkring Scott Parkers bravehearttale i omklædningsrummet på The Hawthorns i februar der forvandlede 3-0 til 3-3 for udeholdet. Det resultat blev efterfulgt af en 5-1 sejr over Burnley i Hitzlspergers længe ventede debut, en 3-1-sejr over Liverpool i sæsonens måske bedste kamp og en 3-0 sejr over Stoke. Det gav tro på, at trenden var vendt og nye og bedre tider var kommet. Begyndelsen på ny æra måske. Som sædvanlig var det løgn, og selvom cup-nederlaget til Stoke blev efterfulgt af et hårdt og heroisk tilkæmpet point på White Hart Lane, så faldt hjulene af sæsonen ugen efter, da en 2-0-føring hjemme mod Manchester United blev vekslet til et 4-2 nederlag. I sæsonens resterende 7 kampe blev det til 1 (et! FUCKING ET ENESTE!) point, med et sammenbrud fra at at føre 2-0 til at tabe 3-2 mod Wigan i næstsidste spillerunde som spektakulært klimaks. En sejr der og en mod Sunderland i sidste runde havde faktisk været nok, som de andre resultater formede sig.

Til sidst måtte jeg erkende, at Grant-skeptikerne nok havde haft ret fra start. Han anede sgu måske slet ikke, hvad han havde gang i. De hyppige roteringer var mere udtryk for afmagt og panik end kontrollerede eksperimenter med henblik på at finde det perfekte match. Spillere kunne præstere fornemt den ene uge og være på bænken den næste, mens andre aldrig præsterede men altid var på holdet. Der var ligesom ingen gejst blandt spillerne. Systemet fungerede sjældent, men blev aldrig rigtig ændret. Der blev aldrig spillet to gode halvege i samme kamp. Nedrykningen skete uden kamp. Onkel Avram havde snydt mig. Det var fandeme ikke særlig morsomt, skulle jeg hilse og sige.

Roll on next season…

Og alligevel sidder jeg og smiler stille, mens dette skrives. Det hele faldt på plads for et par uger siden. Jeg havde netop løst et brag af en opgave i mit arbejdsliv. Noget der havde presset mig i et omfang, der gjorde, at jeg tvivlede på egne evner. En ordentlig omgang, altså. Stram deadline og maximalt pres. Og det lykkedes med et bragende flot resultat. Med andre ord var jeg en glad mand, og jeg lokkede drengene ud til øl.

Socialdemokraten var der blandt andet.  Litteraten Med Fremskridtshåret var der også. Og der blev snakket fodbold. Vi udregnede besparelsen på ikke længere at have Kieron Dyer og Matthew Upson i truppen. Vi forsøgte at stille en diagnose, som kunne forklare Kevin Nolans besynderlige klubskifte. Vi drøftede grunde til at synes om Sam Allardyce, og havde svært ved at finde særlig mange. Vi håbede at Ba og Hitzlsperger ville blive, og blev enige om at Tomka bliver en stjerne næste år med Faye som rutineret makker.

Litteraten måtte gå, men blev snart afløst af Sønderjyden. Da eftermiddag var blevet aften som var blevet nat sang vi lidt slagsange og havde blanke John-Faxe-er-lige-blevet-dansk-mester-øjne. Da opdagede jeg en sms, hvor Litteraten annoncerede, at Bas skifte til Newcasle var officielt. Jeg replicerede med en fuldemandssentimental ode, hvori jeg konstaterede, at vi sagtens kunne undvære Ba og hans mål, når vi bare havde venner som hinandens selskab til at udholde West Hams evindelige skuffelser. Fra børn og fulde folk etc.  Jeg tror sgu, at jeg havde ret.

For nu glæder jeg mig. Til at sidde med flokken og se 11 knoldesparkere forsøge at knoldesparke 3 point hjem mod Cardiff d. 7/8. Til at værdsætte de tv-kampe der kommer, og ellers genfinde glæden ved tekst-tv, BBC radio, Verdens Gangs liveopdatering og andre desperate løsninger. Jeg glæder mig til ikke at skulle glo på Chelsea, Manchester United, Liverpool, Tottenham og Manchester City i minimum en sæson. For slet ikke at tale om det obligatoriske udebanenederlag til Bolton (selvom vi sikkert trækker dem i begge cup-turneringer). Jeg ser fremt til lokalopgør mod Millwall (som med statsgaranti bliver tabt), til at genfinde kontakten med Nottingham Forest, Crystal Palace, Southampton og andre glemte venner, og til at West Ham faktisk har chance for at vinde flere kampe end de taber. Til at se hvad Allardyce kan udrette, og at se talenterne få chancen i selskab med hårdtarbejdende, ærlige, britiske spillere, der ser det som karrierens chance at få lov at spille for West Ham.

Og jeg glæder mig til en tur eller flere (forhåbentlig) til London. Og måske en til Leeds. Og så skal drengene med, og vi skal drikke øl og råbe, overvurdere Jordan Spence, kultdyrke Faubert (med mindre nogle er dumme nok til at købe ham), bande af Piquionnes ladhed, og mindes dengang vi troede på Avram Grant. Med andre ord: Jeg har tilgivet Avram Grant. Hvis Morrissey kan være storsindet, så kan jeg også…

Tjek også bloggen på: sygogmunter.dk

sygogmunter på twitter

eller synes godt om sygogmunter på facebook.

Et vanvittigt årti!

Der må være sket mere i de seneste 10 år af West Hams historie end der sker i de fleste andre fodboldklubbers liv på 100. Jeg prøvede at lave en liste, men den blev simpelthen for lang og kompleks. Lad os i stedet blot hæfte os ved nogle nøgletal. Siden 2001 er som minimum følgende hændt i Østlondon:

- Da Harry Redknapp blev fyret i 2001 forlod han klubben som dens 7. manager på 106 år. Med ansættelsen af Sam Allardyce har West Ham fået sin fuldtidsmanager nummer 14. Ind imellem har også klubbens to første ikke-britiske managers fået sparket.

- To gange nedrykning i 2003 og 2011. Herimellem to playoff-finaler - den sidste med  lykkelig udgang - en historisk FA-Cup finale, hvor holdet var sekunder fra trofæet. Sæsonen efter fulgte Tevez/Mascerano-sagen, hvor klubben fik tilknyttet to argentiske supertalenter, næsten rykkede ned, reddede sig med et historisk run af resultater, blev idømt en historisk høj bøde for rod i de argentinske papirer, havnede på den modtagende ende af et søgsmål fra Sheffield United, og indgik et vanvittigt forlig. Ind imellem blev der lige plads til to ejerskifter, det første indvarslede islandsk storhedsvanvid, CL-ambitioner og voldsomme spillerindkøb. Det andet samlede stumperne efter islandsk konkurs og har bebudet økonomisk dommedag. I går kom meldinger så om et afgivet bud på klubben fra den malaysiske rigmand Tony Fernandes, som også tidligere har været interesseret. Altså tre “finaler” og tre forskellige ejerskaber. Fire, hvis man medregner perioden med islændingenes kreditorer som en selvstændig æra.

- Dertil kan ligges en mængde omstændigheder relateret til spillertruppen: Først og fremmest en enorm trængsel ved svingdøren, men derudover: En flot stak sager om spirtuskørsel, vold mod kvinder, utroskab, gamblingproblemer, alkoholisme, depression, fedme, langtidsskader, tissen i barer, kasten flasker efter biler, løgne om syge bedstemødre, en uendelig række langtidsskader og mindst en dybt tragisk sag med fodboldinvaliditet som udgang. For ikke at tale om en unavngiven spillers kone, som øjensynligt knaldede med sin mands træner, to anførere der mistede supporternes støtte, og en ganske nylig sag med påståede sammenstød mellem fans og spillere til en galamiddag. I år fik Scott Parker i forbifarten, i øvrigt og i parentes bemærket lige tangeret klublegenden Trevor Brookings rekord for tre årets spiller priser i træk. Sir Trev har en tribune opkaldt efter sig på stadion, og hvis Parker skulle være dum eller uheldig nok at blive i West Ham, kan det samme overgå ham om nogle år.

Hvis man dertil ligger perspektiverne i forhold til en snarligt flytning til det olympiske stadion (med dertilhørende retssager fra Leyton Orient og Tottenham), og det faktum at holdet står foran endnu en genopbygning (hvad der føles som den femte på fem år) med den nylige nedrykning, så bliver man helt svedt.

Big Fat Sam

Derfor er det også svært at forholde sig til at Sam Allardyce åbenbart nu er træner i West Ham. Karusselen har simpelthen kørt så hurtigt, at man næsten ikke kan følge med. Som udgangspunkt er der både en række plusser og minusser ved ansættelsen. Det suverænt største plus er, at manden umiddelbart er virkelig god til at skabe resultater. Hvis ikke hans meritter fra Bolton er imponerende nok, så er det værd at bemærke, at hans to seneste manager-jobs er stoppet i utide på grund af nye klubejeres manglende forståelse for Big Sams form for fodboldfilosofi - og at Newcastle vekslede en midterplacering til nedrykning, mens Blackburn næsten gjorde dem kunsten efter, da de fyrede Allardyce.

Samtidig titter den suverænt største anke mod manden op i disse sager. West Ham bilder sig ind, at have en stolt tradition for at spille pasningsfodbold. Offensiv fodbold, hvor man prøver at skabe kampen. Hvor man spiller bolden op fra bagkæden, satser på elegante spillertyper, hurtige wingere, og hellere vil vinde 4-3 end 1-0. Ja man vil nærmest hellere tabe 5-2 end vinde 1-0. Det er the West Ham way. Med rødder fra 1960′ernes verdensmestre og så fucking videre.

Enhver, der har set West Ham spille regelmæssigt i de senere år, vil vide, at idealet om the West Ham Way mildest talt har været et godt stykke fra sandheden. Ganske vist er spillet tit blevet startet med et kort udkast til en back, og holdet har i den grad lukket mange mål ind, men derudover er der ikke meget at komme efter. De sidste to år, har det grundlæggende været ynkeligt. Hoved - og æreløst. Alt for mange spillere har manglet mindst en af egenskaberne vilje og talent. En ikke uvæsentlig mængde har manglet begge.

Derfor lader det til, at Sam Allardyce faktisk starter med nogenlunde opbakning i West Hams supporterbase. Noget som havde været utænkeligt for fem år siden. Fordi man simpelthen er træt af pis. Træt af forkælede, overbetalte, uinteresserede primadonnaer, som end ikke gider arbejde for deres løn i 90 minutter om ugen. Fordi man er trætte af at se et hold, som begår de samme defensive fejl uge efter uge uden nogensinde at lære af dem. Alle disse rædselsfulde ting havde jeg personligt den tvivlsomme fornøjelse af at overvære i sæsonens sidste Premier League-kamp mod Sunderland. Stemningen på stadion var, som at være til sin egen begravelse. Spillet på banen fik en til at ønske, at man snart skulle til sin egen begravelse. Sunderland vandt ubesværet 3-0. Tilskuerne skabte lidt karnevalsstemning ved stillingen 2-0, med conga-optog, “That’s why we’re going down!”-sange og et par hjertelige hilsener til udeholdets tykke, gamle, lesbiske træner Steve Bruce. Følgende stykke lyrik fortjener plads på bagsiden af bogtillægget i næste uges Weekendavis:

(Mel: Go West):
“Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!”
(gentages ad infinitum.)

Men ellers var det kun følgende omstændigheder der gjorde turen mindeværdig: At East London virkelig er wonderful som det lyder i slagsangen; at Socialdemokraten, undertegnede og Kommandoliberalisten fik drukket betragtelige mængder øl på de legendariske og smadrede pubber omkring stadion (omend sidstnævnte mest lod til at være imponeret over udvalget af Fried Chicken og skobutikker), at Stadionshoppen formåede at reducere én til et stykke kvæg, der villigt og lykkeligt spenderede oceaner af midler på ubrugeligt lort med klublogo, og at Scandinavian Hammers kunne hooke os op med en stadionrundvisning. Alt hvad der omhandlede spillerne på banen trak ned. Og deri ligger problemet.

Derfor er man pludselig lun på Sam Allardyce. Fordi man ønsker at se 11 spillere, som er klar til at løbe igennem murstensmure for hinanden, for trøjen, for træneren og for klubben. Fordi man ønsker at se et hold være i stand til at hive en smal, uskøn 1-0′er hjem på udebane mod Doncaster, og snart ikke tør forlange mere end en ærlig arbejdsindsats af 11 uspektakulære boldflyttere i den næstbedste engelske række. En lille rest af stolthed er alt man tør håbe på at bevare. Oh, how the mighty have fallen…

Kunsten at trække i land

Hvis man gennemser mine gamle blogindlæg for udtalelser om Sam Allardyce er der en klar tendens. Den er ikke just postiv. F.eks. d. 7/8 2009:

“Ligeledes indstiftede Sam Allardyce en type fodbold i Bolton, som diplomatisk talt var hård og effektiv, og ærlig talt ofte tangerede vold mod såvel modspillere som tilskuere.”

Eller denne svada d. 31/7 samme år i en omtale af Burnley FC:

“Ellers kommer Burnley i hvert fald til at bidrage med noget helt unikt, idet de rent faktisk, som nogen af de eneste mennesker i verden, orker at have en holdning til Blackburn. Rovers er nemlig deres forhadte lokalrivaler. På den anden side; når sæsonen går i gang har Sam Allardyce haft en hel preseason til at banke sin fodboldfilosofi ind i Lancashire-klubben, så inden længe vil der være mange der deler Burnleys holdning…”

1/2 2010 var jeg endnu mere klar i mælet:

“Personligt hader jeg fænomenet the big four, fænomenet Super Sunday, at Wigan spiller i Premier League, Sam Allardyce og en hel masse andet.”

Med disse skråsikre udmeldinger in mente, har jeg derfor - ikke overraskende - svært ved helhjertet at acceptere ansættelsen af Store Fede Sam. Men også jeg føler mig fristet til at indgå en pagt med djævlen. I bytte for fight, struktur, stabilitet og oprykning vil jeg næsten acceptere, at et frispark i eget straffesparksfelt bruges til at sparke en lang bold op til de fremstormede centerforsvarere. For at slippe for ugidelighed, klynk og ynk og i stedet for blod, sved og tårer vil jeg acceptere groft spil, tons og knoldesparkeri. Dette knæfald skyldes ikke mindst en betragtning, som jeg da også allerede gjorde d. 18/8 2009:

“Sam Allardyce er en modbydeligt dygtig træner.”

Og en sådan trænger West Ham United Football Club til mere i dag end nogensinde. En der kan skabe et hold, hvor summen er større en delene. Hvis fede Sams første forsigtige meldinger om respekt og forståelse for klubbens traditioner og filosofi kombineret med en tiltrængt fokus på resultater kan gå op i en højere enhed, så kan det være at den næste store West Ham-manager bliver den, for få år siden, mest usandsynlige kandidat. Det kræver dog tilnærmelser til fodbold the West Ham way, satsninger på de unge fyre fra akademiet, samt - vigtigst af alt - at El-Hadji Djiouf ikke hentes til klubben. Der er trods alt grænser for hvad en desperat mand kan trække i land.

West Ham har allerede haft en lang række managers i min tid. Jeg har altid forsøgt at bakke dem op, selvom de hver især har gjort sit for at fremmedgøre og skuffe mig (nogen mere end andre). At stikke sig selv blår i øjnene, og tro at den næste storhedstid er lige om hjørnet er en vital overlevelsesmekanisme i West Ham-supporterens genom. Derfor er jeg også gået i gang med en liste over positive ting ved Allardyce. At han var til Take That-koncert i Sunderland med Steve Bruce er ikke på listen…

Big Fat Sam: Bolden er på din halvdel; do your worst!

Følg jagten på positive aspekter ved Sam Allardyce på sygogmunter.dk og twitter.com/sygogmunter

Gerrard igen, igen…

I dag er det fem år siden, at Steven Gerrard valgte at score et uhyrlig godt mål til 3-3 i tillægstiden til FA-Cup finalen mellem West Ham og Liverpool. (Eller: Dvs. lidt mere nu, når klokken er over midnat.) Det har jeg tidligere behandlet i et andet blog-indlæg, og som sådan skal det ikke spille nogen videre rolle her. (Selvom vi da for god ordens skyld hellere må fastslå, at jeg stadig hader det dumme svin. Det hele begyndte at gå ned af bakke i det sekund…) Blot skal det tjene til at understøtte en simpel konstatering: 13. maj er som dato bestemt mere syg end munter i undertegnedes tilværelse.

Lad os tage i år som eksempel: Dagen startede i og for sig glimrende. Jeg vågnede og følte mig frisk. Udhvilet, sgu. Der fulgtes op med en kop kaffe, en bolle med ost og en skål yoghurt. Ikke dårligt. Derfra gik det voldsomt ned af bakke efter en times tid tilbragt i en tandlægestol. Tandlægeklinikken forlod jeg cirka klokken 10.30. Tre tænder og en uhyggelig sum penge fattigere, adskillige sting, voldsomme smerter og talevanskeligheder rigere. Resten af dagen har været smertefuld, feberagtig og præget af flydende føde, smertestillende piller og dystre tanker. Men i forhold til den dag for fem år siden føles det som en dans på fucking roser.

Robbie “Hornsleth” Keane

Men man skal desværre ikke fem år tilbage i tiden for at finde en West Ham-kamp, som får kirugiske tandindgreb til at fremstå sært behaglige. Hvis blot man spoler tiden tilbage til sidste lørdag vil man kunne finde et glimrende eksempel. Vanligt nedrykningstruede West Ham havde udmærkede kort på hånden til rent faktisk at spille sig væk fra en forfærdelig position på sidstepladsen i rækken. Modstanderen var Blackburn, som huserede lige over stregen, havde spillet en elendig sæson, og kun hentet 1 point i sine seneste 7 udekampe. West Ham viste sig naturligvis som generøse værter, og lod Jason Roberts score på Blackburns første chance efter 12 minutter. Det var i øvrigt Roberts mål nummer 1000 mod West Ham. En imponerende statistik af en spiller, som i alt har scoret 1008 mål i karrieren. Siden viste hverken han eller Blackburn i øvrigt den store lyst til at skabe flere chancer. Overrumplende nok lod West Hams strategi til at være cirka den samme. Godt og vel 70 minutter senere scorede Thomas Hitzlsperger alligevel med et glimrende langskud. Der må næsten have forekommet en form for misforståelse. Drengene i claret’n'blue vågnede ligesom op, og begyndte faktisk at spille fodbold. Det resulterede i en direktør til Robbie Keane, da irereren med største selvfølgelighed valgte IKKE at sætte indersiden på på et indlæg foran tomt mål. Det var tredje kamp i træk, at han valgte at markere sig på netop denne iøjnefaldende og utraditionelle måde.

Robbie Keane mine damer og herrer: “En avantgardekonceptkunstner fanget i en fodboldspillers krop.” Det er i hvert fald den bedste forklaring, som jeg kan finde. Ved ikke at score mål på kæmpechancer giver han en sarkastisk kommentar til kapitalismens reduktion af subjektet til et rent konsumerende/producerende objekt i en trædemølle af kunstige behov og falsk bevidsthed. Hans afbrændere skal måske decideret ses som en strakt langemand til hele kommercialiseringen af fodboldspillet i verden som helhed, og i England i særdeleshed. Premier League-konceptet er for langt fra den oprindelige, ægte, mellemmenneskelig leg med bolden. Det er kapitalismen der bilder os ind, at det er bedre at score end næsten at score. Dens evindelig fokus på produkter og præstationer fremmedgør os for os selv og hinanden. Hvad er der nu galt med at fokusere på processen? Blev Keanes løb op til chancen dårligere af, at han tilfældigvis ikke lige gad ramme bolden med sin ene fod? Er der ikke stadig mennesker i Afrika der dør af sult under alle omstændigheder? Where have all the flowers gone? Eller også er han bare en uduelig afdanket irer, som burde skamme sig og indbetale sine sidste tre ugers løn til velgørenhed. Eller til alkohol til de stakkels mennesker, der har skullet glo på ham, så de kan glemme alle de håb, som hans uduelighed tryllede væk for øjnende af dem. Efter Keanes imponerende koks valgte Blackburns Christoffer Samba med største selvfølglighed at spille karrierens fem bedste minutter for at afværge alle yderlige optræk til et sejrsmål til the irons. Sådan skal det da være.

Men hvad fanden. Det virker næsten ikke rimeligt, at fremhæve den ene eller anden faktor eller spiller frem for andre. ALLE West Hams spillere har været elendige (naturligvis med undtagelse af Scott Parker, og tildels en lille håndfuld andre). Trænerteamet har strålet af intens uduelighed (så udueligt at selv en jubel-optimist/idiot som undertegnede har mistet al tro på både Hr. Tudse, Wally Downes og co.), alt imens hele klubbens øverste ledelse gang på gang har lykkedes med at stjæle fokus og signalere uforfalsket klodset inkompetence. Og så gider jeg ikke engang opremse dumme dommere, modspillere og Tony Pulis’ rædselsfulde fodboldfilosofi. Der er så mange der har stor ære af sæsonens præstation, at de næsten skal have lov til at tage ansvaret kollektivt.

Vi skal allesammen dø

På søndag kan man imødese at det hele bliver meget værre.  Da møder West Ham Wigan på udebane. Sandsynligvis er holdet allerede rykket ned. Der er lige præcis tre hold, som man har nogen som helst chance for at indhente, og med to kampe tilbage virker det mildest talt usandsynligt, at det skulle lykkes. West Ham er fire point efter Wolves, tre efter Blackpool og Wigan. Wolves har en målscore på  -21,  Blackpool har - 22 mens Wigan og West Ham følges pænt ad på - 23.

Mere interessant - og i sandhed deprimerende - er perspektiverne, hvis man kigger på de resterende kampe:

Lørdag: 14/5:

13.45: Blackpool - Bolton

13.45: Sunderland - Wolves

Søndag: 15/5:

17.00: Wigan - West Ham

Søndag: 22/5:

17.00: West Ham - Sunderland

17.00: Stoke - Wigan

17.00: Man Utd - Blackpool

17.00: Wolves  - Blackburn

Hvis Wolves besejrer enten Sunderland eller Blackburn - to hold i elendig form uden det store at spille for - er West Ham rykket ned. Hvis Blackpool besejrer Bolton eller Wigan slår Stoke er resultatet cirka det samme. Altså endnu to hold uden noget at spille for, som skal hjælpe West Ham. Alle disse overvejelser forudsætter selvfølgelig, at West Ham vinder sine to sidste kampe, hvad der egentlig ikke er nogen grund til at antage, hvis man tager i betragtning, hvordan holdet har spillet. Dog er det så godt som sikkert, at lørdagens kamp giver en teoretisk chance for overlevelse i sidste spillerunde. (West Ham har faktisk for vane at levere ude mod Wigan i pressede situationer.) En chance som forspildes på det groveste og smertefuldeste på sidste spilledag. Det er the West Ham way.

Normalt slutter mine blogs vist med en optimistisk pointe af en art. Noget der giver tro på tilværelsen. En grund til at ranke ryggen på vej ud i verden; måske en tekstbid fra et stykke livsbekræftende musik eller anekdote fra tidligere glade stunder.

Ikke i dag. Selvom vi akkurat skriver 14. maj nu, så er 13 maj stadig i min krop, og ikke mindst i min stadig let blødende mund. Eller også er det bare kulminationen på samtlige skuffelser, der har fulgt siden den skæbnessvangre dag, med festfyrværkeriet af deprimerende lørdage kendt som sæsonerne 09/10+10/11 som et episk klimaks i gråmeleret, tyngende tristhed: Følgende perspektiver er det eneste jeg kan få over mine læber: West Ham rykker ned, Scott Parker tager til Tottenham, alle andre nogenlunde talentfulde boldspillere skrider også, men Radoslav Kovac bliver. Derudover skal vi allesammen dø. Men som West Ham fan er sidstnævnte snarere en trøst end årsag til større eksistentielle kvababbelser (Der var den positive pointe, hvis nogen insisterer!). Eller som min ven litteraten formulerede det, da vi sms’ede omkring Wolves sejr over West Bromwich i sidste weekend: “JEG HADER DET LORT!” Jeg er ikke fuldstændig sikker på, præcis hvad han henviser til, men det er svært ikke at give ham ret. Ikke mindst fordi jeg på en eller anden vanvittig måde alligevel glæder mig til at være på the Boleyn Ground d. 22.