Storhedsvanviddets evige genkomst?

Skrevet d. 27. maj, 2014 af sygogmunter
20 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Fodboldsæsonen er slut. Stemmerne ved EU-valget er afgivet. Partier og bevægelser fra det nazistiske til det EU-skeptiske er gået frem i mange europæiske lande. Samarbejdet som havde udgangspunkt i en vision om ”Aldrig mere krig i Europa” er under pres. I går stemte hver fjerde dansker på en mand, som benyttede sin valgsejr til at reklamere for en CD-udgivelse featuring sin milf’ede bakkersangerinde-kæreste. Man kan godt blive lidt betænkelig. Ikke mindst, når man ihukommer, at vi imødegår en sommer, som ifølge al menneskelig logik kommer til at handle om en kvabset, midaldrende mand fra Græsteds garderobe – hvis vi da ikke er så heldige, at skytset atter rettes mod en karismaforladt kvinde fra Ishøjs privatøkonomi og famlieliv. Med andre ord: Gudskelov, at det er VM-år.

Sjældent er en slutrunde faldet på et tørrere sted. Det er selvfølgelig et åbenlyst minus, at Danmark ikke er med. Slutrunder er nu engang sjovere, når vi kan dyrke en form for folkelighed som ikke resulterer i CD-udgivelser med milfede bakkesangerinder – og ikke mindst mindes tidligere tiders stjernestunder (86 og 98 i VM-år, 84 og 92 til EM) og drømme om nye.

Alligevel er der noget ekstremt nostalgisk over årets VM for undertegnede. Det skyldes formentlig at VM 1994 i USA, hvor Danmark heller ikke var med, var den første slutrunde jeg virkelig åd råt. Der er 20 års jubilæum. EM 1992 vakte interessen – det var vel nærmest der, jeg nogenlunde lærte reglerne og for første gang så kampe koncentreret, men i USA så jeg hele lortet. Fra Bolivias udråbte stjernes (Marco Etcheverrys) røde kort mod Tyskland i den dødkedelige åbningskamp, til medrivende rumænere med Hagi i storform, formidable bulgareres fremragende debutslutrunde med Stoichkov i storform, Andres Escobars selvmål, Rashid Yekinis jubel i nettet, USA’s afsindige dragter, Jorge Campos afsindige hjemmesyede dragter, Norges fodbolduskyldstagende antifodbold, al Owairaans solotur mod Belgien, Tassottis albue, Enriques brækkede næse, Leonardos albue, Tab Ramos’ bevidstløshed, Salenkos fem meningsløse rekordmål mod Cameroon, Millas meningsløse aldersrekordmål mod Rusland, Bebetos skideirriterende vuggejubel, Håkan Milds fikse frispark, Ravellis evindelige køren bolden bag om ryggen, Maradonas genkomst og genfald, den guddommelige hestehale, Baresis kramper i finalen med tilhørende straffespark en kilometer over mål og alt det andet shit, der gjorde den slutrunde til noget fuldstændig enestående. Lige så enestående som alle tidligere og efterfølgende, formentlig og forhåbentlig, har været for raske drenge og piger, som for første gang rammes af slutrundefeberen, og fortaber sig til en koma af flere kampe om dagen, stickers, gode historier og nye helte og skurke. Sådan bliver VM 2014 forhåbentlig for en ny generation og længe leve det. Men hvem fanden holder man med som dansker?

En interessant ting ved VM 1994 var at også England glimtede ved deres fravær. Dermed er hjemmebaneholdet fra EM to år senere det første engelske landshold jeg rigtig husker – altså et engelsk hold der faktisk var tæt på at vinde noget – med skønne spillere som Adams, Pearce, Ince, Gazza og Shearer og et exit i en medrivende semifinale mod Tyskland. Et hold som i øvrigt blev bakket op af en euforisk nation – og skal man tro mere misantropiske supportere af den gamle skole; bakket op af den SKY-generation som skulle ødelægge engelsk fodbold . Med bloggerens galoperende anglofilo kombineret med sådanne minder skulle man da næsten overveje at tage den engelske klaphat på sommeren over?

Også England afholdt Europaparlamentsvalg i går. Her blev den store vinder Nigel Farage fra det nationalistiske højreparti UKIP, der løb med ca. en fjerdedel af de afgivne stemmer (som i sig selv ikke nåede over de fyrre procent af de stemmeberettigede). Bloggeren skal afholde sig fra større politiske analyser men blot konstatere, at Englændere har et besynderligt forhold til deres egen nationalitet. Ikke blot skal de trækkes med dilemmaet om, hvorvidt de er briter eller englændere i en tid, hvor skotter og walisere bliver stadig mere sikre på, at de formentlig ikke er briter, de skal også igennem samme rumle som her til lands i forhold til at definere, hvem der så har retten til at definere den sande britisk/engelsk-hed. Og hos dem er der ingen milf’ede bakkesangerinder til at hjælpe processen på vej. Det er påfaldende, at ca. ¾ af englænderne ville ønske, at flere markerede den engelske nationaldag (St. George’s Day), mens ¾ af englænderne melder, at de ikke selv markerer selvsamme dag. Man kan med andre ord forestille sig, at VM 2014 også falder på et tørt sted i fodboldens moderland. Endelig en anledning til at flage og skråle nationalsang uden naboen antager at man er hooligan eller BNP-medlem. Eller hvad?

For der synes faktisk at være udsædvanlige lyde på vandrørene i England op til dette VM. Normalt holder man sig på kanter ellers ikke tilbage for at udråbe sig selv til favorit uden nogen form for rationel skelen til egen styrke kontra eventuelle andre fodboldnationers ditto; ligesom man fuldstændig patologisk giver Premier League prædikatet ”world’s best league” og rask væk udråber spillere som James Milner, Joe Hart og Phil Jones til ”world class”. Man er jo fodboldens moderland, og VM-trofæet forventes snarligt hjembragt efter en urimelig lang ventetid fra 1966. Men i år er noget som sagt ikke som det plejer. Det lader til at have sit ophav i flere faktorer: Truppens og trænerens kvalitet, en hvis metaltræthed blandt mange engelske fans samt den lort Fru Fortuna lagde på Roy Hodgsons hoved, da lodtrækningen blev foretaget.

Mere om alt dette i de kommende dage, hvor bloggeren også arbejder videre med sin egen identitetskrise angående sit forhold til det engelske landshold. For kan man som (relativt) ungt, tænkende, dansk menneske i 2014 faktisk holde med England til et verdensmesterskab i fodbold? Og kan englænderne samle sig om det vanlige storhedsvanvid igen? Der er spændende tider forude.

Tanker om en mesterskabskamp

Skrevet d. 9. april, 2014 af sygogmunter
24 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

liverpoolwhitesuits595

Bloggeren ignorerer den store fede træstamme i sit eget øje for at fokusere på splinten i sin næstes.

Premier League-sæsonen er uhørt spændende i år. I bunden af tabellen foregår den sædvanlige dogfight med det obligatoriske sammenkog af trænerfyringer, six-pointers, great escapes og bristede drømme. Og i toppen er der noget så usædvanligt som reel spænding omkring såvel medaljernes placering som den CL-udløsende fjerdeplads.

At kampen i toppen kunne blive tæt var der mange som på forhånd forudså; Pax Ferguson var endegyldigt slut, og et magtvakuum skulle udfyldes uden nogen egentlig oplagt arvtager. Chelsea synes under ombygning efter Mourinhos genkomst, Moyes skulle fylde verdens største sko (måske derfor manden har ageret som en klovn?) med et aldrende spillermateriale, Wengers evige udviklingshold var som sædvanlig et spørgsmålstegn, og dermed lignede Manchester City en svag forhåndsfavorit selvom også det blå Manchesterhold havde en ny mand i managersædet. Enkelte nævnte sågar Tottenham som en mulig bejler efter deres massive forbrugsfest oven på Bale-salget og nogle gode præstationer tidligt i sæsonen.

Det var altså givet, at det ikke ville blive nogen helt almindelig sæson i toppen af den bedste engelske række, men at Liverpool skulle føre rækken (i skarp konkurrence med Chelsea og Manchester City (som kan tage førstepladsen, hvis de vinder deres kampe i hånden)) efter 33 spillerunder var det nok de færreste, der havde forudset.

Liverpool har imidlertid taget alle på sengen med sprudlende angrebsfodbold anført af en arbejdsrasende og sublim Luis Suarez, tilbagevendt fra kannibalistisk karantæne og transferbrok, flankeret af en potentialeforløsende Daniel Sturridge, en fabelagtig Coutinho, den aldrende statsmand, Steven Gerrard som holdets sjæl og så videre. Det er en sand solstrålehistorie. Den sprudlende fodbold har foranlediget mangt en - i mesterskabskampen - neutral supporter til at ytre sympati for Liverpool ift. til de to umiddelbare konkurrenter. Denne unge, dynamiske genrejsning af den stolte, historiske klub med de fantastiske fans kan man da kun prise, synes at være rationalet. Navnlig når det nu sker i konkurrence med to onde, historie - og kulturløse købeklubber.

Denne form for argumentation er kun med til at bestyrke bloggerens vished om at Liverpool for guds skyld ikke må vinde mesterskabet. Nedenfor angives en række grunde til hvorfor.

Mest mulig lidelse til flest muligt

En helt generel pointe udspringer af en tilstand, der slog mig at eksistere under Pax Ferguson. Det kan godt være, at Manchester United, deres spillere, fans, medier og så videre var pisseirriterende, da de vandt alting i de der 20 år, men i det mindste var det primært dem man skulle høre på. De fleste andre måtte egentlig bare holde kæft og tabe. Det var der noget beroligende ved. En følelse af stabilitet og orden i verden. Mange bruger netop denne tankegang til at begrunde, at det vil være godt, hvis Liverpool vinder. Det er kedeligt, at de samme hele tiden vinder, synes at være rationalet. Sygogmunter siger nej: Mest mulig lidelse til flest mulige. Hvis ikke jeg kan være lykkelig, fortjener ingen andre lykke.

Det ville dog - trods alt - være noget helt andet, hvis det f.eks. var Everton der lå på førstepladsen. Der er nemlig en række omstændigheder ved lige præcis Liverpool, som gør bloggerens knoer helt hvide ved tanken om dem som engelske mestre.

Gerrard-dive

Jeg hader stadig Steven Gerrard

Det er tidligere behandlet her på bloggen, at Liverpools anfører har påført mig et ar for livet i FA-cup-finalen i 2006. Alene af den grund kan jeg aldrig ønske ham eller hans klub noget godt i denne verden. At manden så i øvrigt både lyver, og er klar til at slås for retten til at høre Phil Collins gør ikke sagen bedre.

o-LUIS-SUAREZ-570

Martyren Suarez

Det hjælper heller ikke, at en mand med Luis Suarez’ generalieblad spiller så central en rolle i det hele. Jeg har egentlig ikke nogen beef med Suarez som sådan. Jeg synes naturligvis ikke man skal hverken være racist eller kannibal eller kaste sig ned i straffesparksfeltet 19 gange per halvleg, men Suarez kan på mange måder ses som en af de højt besungne “karakterer”, som så ofte hævdes at mangle i moderne fodbold. Jeg holdt sgu med ham, da han reddede på stregen mod Ghana, fordi han passer så godt ind på lige præcis det Uruguay-hold, som betingelsesløst vandt mit hjerte. En gadedreng, en snyder, en svindler, en krejler og en fodboldspiller af guds nåde. Han passer imidlertid utrolig dårligt ind i en klub med Liverpools selvforståelse, hvor patos og etisk overhøjhed har det med at antage overjordiske dimensioner, og hvor man tidligere har oplevet stor modstand mod spillere som Jermaine Pennant og El-Hadji Djiouf. Det skurrer simpelthen mod hårene, når Suarez pludselig skal forsøges indpasset i fortællingen som et uskyldigt offer for en eller anden større hetz.

65032_TNFS_rodgershouse

Brendan fucking Rodgers

Ydermere bærer Brendan Rodgers yderligere benzin til bålet. Der er jo ikke meget at udsætte på hans arbejde - det lader faktisk til, at han er overordentlig kompetent både taktisk og på transfermarkedet, men hans generelle facon er bare helt enormt irriterende. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der gør ham så irriterende, men hvis man har set Being Liverpool har man formentlig bemærket det. Det er noget med hans måde at tale på  og hans selvforståelse (det er vel ikke for sjov, at han er blevet sammenlignet med David Brent). Manden har for fanden et kæmpe billede af sig selv hængende i sit hjem…

You’ll never walk alone

Den primære grund til at jeg ikke kan holde med Liverpool i mesterskabskampen drejer sig dog om deres supportere. De er utvivlsomt loyale og hårdt prøvede. Langt de fleste er formentlig udmærkede mennesker - sikkert decideret gode folk, som med et smil hjælper fru Jensen med at nå honningen på øverste hylde i supermarkedet, låner deres powertools til naboer, giver plads på vejene og betaler skat med glæde. Der sker bare et eller andet når de slutter sig sammen om formålet Liverpool FC. Det er en kollektiv bevidsthed om klubbens status, betydning og egenart, som formentlig er blevet større og større i takt med at klubben (upåagtet momentvis store øjeblikke) er kommet længere og længere fra sit sejrsvante udgangspunkt. En eller anden form for slavemoral konstrueret i opposition til andres styrke og dominans.

Og nu er vi tilbage ved Pax Ferguson. Manchester United-supportere har naturligvis været temmelig anstrengende de seneste +20 år, men de har ligesom haft noget at have det i. De har haft lov. Liverpool-supportere har været cirka lige så irriterende, men de har samtidig været sådan lidt kronisk Anne Baastrup-foragede over alting, og været nødt til at hævde deres overlegenhed på alle mulige andre parametre end øjeblikkelig succes. Det har så kørt over varierende temaer som historisk overlegenhed, etisk overlegenhed, enestående fankultur og andre temaer, der typisk involverer rituel afsyngelse af (den i øvrigt glimrende) koloniserede slagsang You’ll never Walk Alone.

Det er faktisk ikke rigtig til at overskue, hvordan man skal kunne holde ud at være i verden som fodboldinteresseret menneske, hvis alle disse motiver og selvopfattelser bliver fodret med et rent faktisk mesterskab mod alle odds. Det vil være som at smide Mentos i cola. Årtiers undertryk hos dem der var Manchester United før Manchester United vil formentlig udløse en tsunami af patos, snak om historisk retfærdighed og  jeg ved snart ikke hvad, når først proppen ryger af. Daily Mash sagde det egentlig så strålende den anden dag.

Derfor holder jeg med Manchester City i mesterskabskampen. Deres gamle supportere kan formentlig huske, hvordan det er at leve i elendighed som evig lillebror…

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Syg og Munters Nytårskur V

Skrevet d. 11. januar, 2014 af sygogmunter
25 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Den traditionsrige nytårskur fejrer sit jubilæum ved at være historisk sent på den. Det kan man jo spekulere over mange plausible årsager til. Har bloggeren været på sanatorium for at få dulmet de flossede nerver? Har han endelig, langt om længe - vil mange formentlig mene - mistet barnetroen for at blive verdenshistoriens dårligst timede medløber hos Man Utd? Har han spist belgiske vafler med Andy Carroll?

Svaret er mindre sexet og kontroversielt. Det har været forbandet svært at tage sig sammen. Skrivningen har ladet sig udskyde af hver afsluttet kamp. Man har ventet på en succesoplevelse. Det er i stedet gået fra lort til stor, fed, lodden, seriøst ildelugtende lort. Sjældent har bloggeren været så modløs og demotiveret. De sidste par pokalydmygelser er blevet set ufokuseret og uden den vanlige vrede, der normalt kortvarigt ledsager alle West Ham-nederlag. Den totale apati og kapitulation føles nært forestående, men vi prøver at komme op på hesten.

Der er spillet mange fodboldkampe siden bloggeren sidst udgød sine tvivlsomme observationer om West Ham United. Det er der kommet følgende resultater ud af:

Man Utd - West Ham 3-1
West Ham - Arsenal 1-3
West Ham - West Brom 3-3
Fulham - West Ham 2-1
Nottingham Forest - West Ham 5-0
Manchester City - West Ham 6-0

*Puha*

Man behøver vel næppe være Poul Hansen eller Peter Kjær (altså, ekspert) for at kunne gennemskue, at såden en stime resultater i det LEGENDARISKE juleprogram ikke just er nogens hedeste fantasi. Faktisk har West Ham spillet sig gevaldigt frem i feltet af nedrykningsfavoritter. Det er altså på denne baggrund at bloggeren bævende sætter sig til tasterne og evaluerer livet i West Ham-land ved årskiftet 13/14 efter de vanlige parametre: Ejerne, manageren, truppen og status/resultater.

*dyb indånding*

Ejerne

Jeg føler lidt at pladen er gået i hak i forhold til Gullivan. Ikke kun målt på, hvad jeg skriver om dem, men sandelig også i forhold til hvad de selv siger og gør. Det er altid variationer over følgende temaer: ” Vi er West Ham-fans”, “Når vi flytter til det olympiske stadion skal vi have en konkurrencedygtig Premier League trup”, “Vi er klar til at investere de nødvendige penge for at sikre klubbens fremtid”. Og det er altsammen fint og rart, alt imens men ikke kan undlade at have en mistanke om, at noget af ansvaret for de noget dystre udsigter ved årskiftet kan tilskrives ejerne. Investerede man egentlig særlig mange penge i truppen denne sommer taget i betragtning, at klubben altså fik udbetalt den største sum tv-penge i Premier Leagues historie? Har d’herrer tænkt sig at blive hængende, når det Olympiske Stadion er virkelighed, og West Ham United måske bliver en interessant klub for diverse arabere, russere og andre fantaster (islandske kiksemilliardærer anyone?)? Man føler sig aldrig fuldstændig sikker, selvom deres arbejde med at bringe klubben for konkursens rand til en nogenlunde velkørende forretning naturligvis er respektindgydende. Det er Jack Sullivans rolle bizarre rolle som uofficiel talsmand i klubben, den måde man underminerer sæsonkortholdere ved at kaste billige billetter i grams i tide og utide, og markedsføring af en hjemmekamp med overskriften “See Manchester City’s big Stars at the Boleyn” ikke. I det mindste er de ikke Vincent Tan…

*fokus på vejrtrækningen og meditation over fortiden og fremtidens ubetydelighed, samt individets ditto og enhed med kosmos*

Manageren

Sam Allardyce har vel aldrig været særlig mange hammers’ kop te. Den arrogante, bryske, kvabsede Fred Flintstone look-alike har på mange måder repræsenteret alt det, som vi ikke så os selv som. En ucharmerende, kynisk eksponent for en etisk underlegen type fodbold - og så oven i købet en af slagsen, som var så gennemgribende usympatisk altid at vinde komfortabelt over West Ham.

Som West Ham-manager har hans resultater været svære at argumentere imod (oprykning i første hug og mid-table i Premier League for et imponerende lavt transferbudget). Fodboldspillet har periodevis været milevidt fra renommeets kick-and-rush og kynismen har ikke været svær at lære at acceptere - sågar holde af - når det har betydet heroiske point og røveriagtige sejre over boldbesiddende tiki-taka-wannabeas uden gennemslagskraft. Det har faktisk været overraskende sjovt, at det nogle gange var de andre der var West Ham, og West Ham der var dem der vandt, fordi de havde en plan og ikke sked i egen rede hvert kvarter. Derfor gik mange hammers også ind til indeværende sæson lettere håbefulde, hvis ikke decideret optimistiske. Sidste sæsons trup havde præsteret bedre end nogen havde turdet drømme om, og nu var der endda udsigt til yderligere forstærkning. Det måtte betyde en gentagelse af sidste sæsons solide midterplacering, og endnu mere flydende fodbold. Med Andy Carrolls skadesfri og på kontrakt kunne man måske drømme om endnu mere?

Åh, West Ham supportere er notorisk historieløse, og alt hvad der hedder second season syndrome og uløselige lovmæssige forbindelse mellem Murphys lov og visse fodboldhold fra Østlondon, med usædvanlig smukke trøjer, blev flot fortrængt.

Virkeligheden viste sig snart noget mere deprimerende, og følgelig har Allardyce været under solid beskydning. Det er noget sværere at se på *ahem* resultatorienteret fodbold, når resultaterne udebliver. Det er sværere at skulle have en arrogant tosse som træner, når arrogancen kommer til udtryk efter endeløse nederlag. Det kan godt være, at skadessituationen til dels frifinder Allardyce for sæsonens katastrofekurs, men det var for fanden ham der udpegede de spillere, der skulle købes og sælges, og dermed også ham der skønnede at den nuværende trup var bred nok. Det ville endvidere være klædeligt, hvis manden viste en eller form for beklagelse eller passion for at vende hele situationen. På den anden side hører undertegnede ikke til de der mener, at en managers kvalitet afhænger af, hvor meget han løber rundt og råber og skriger på sidelinjen - jeg vil faktisk gå så vidt som at hævde, at spillerne formentlig heller ikke får alverden ud af det - men Allardyce er simpelthen så svær at elske, og den evigt tålmodige blogger nærmer sig Alllardyce Out-lejren i West Hams fanbase. Det er evigt belastende, at der altid er en undskyldning og en forklaring som totalt frifinder ham. At når det går godt, har han altid haft en plan, og når det går af lort, så er det spillerne, skaderne, dommeren, supporterne, ungdommen nu til dags, vejret, banen, transfermarkedet, kampprogrammet, uheld og alverdens andre mere eller mindre besynderlige faktorer - men aldrig den tykke faktor i adidas-fritidsbukserne, der er årsag til et skidt resultat.

Det mest deprimerende er imidlertid, at manden jo - om ikke andet delvist - har ret i skadernes betydning for sæsonen, og at mange andre klubber i West Hams situation formentlig ville se Sam Allardyce som den optimale managerkandidat til at få vendt bøtten. Og et nys nedrykket hold ville formentlig se ham som en god mand til at sikre en hurtig og nogenlunde smertifri retur…

*dyb indånding og en tur ud efter valium*

Truppen

Jussi Jaskalainen har igen i år delt vandene på målmandsposten. Han har kostet nogle dumme point - navnligt mod Norwich, men har også i år stået brandkampe. Adrian har set rigtig lovende ud, når han har spillet. Med andre ord er det ikke på målmandsposten, at West Ham har problemer.

Forsvaret startede klippefast med en imponerende mængde clean sheets, der desværre ikke resulterede i sejre, fordi Modibo Maiga (og alle andre West Ham-spillere for den sags skyld) ikke kunne score på et bordel i den periode. Siden blev backkæden gradvis decimeret med skader til Winston Reid, James Collins og James Tomkins, og de seneste uger har budt på Gøg og Gokke-forsvarsspil af en kaliber, der har udløst mangt en PSTD-reaktion hos hårdt prøvede hammers, der i hallucinationer ser varierende centerforsvarskonstellationer af Gary Breen, Christian Dailly og Tomas Repka. Dette problem har man så forsøgt at udbedre ved at tilknytte Roger Johnson, da ingen andre forsvarsspillere i hele verden åbenbart gider tage til West Ham. Hvad blev der egentlig af Ragnvald Soma? Krisen i midterforsvaret har så til gengæld udstillet middelmådigheden på backpladserne, hvor spillere som O’Brien, McCartney og Demel ellers har præsteret solidt under Allardyce. Den nye mand til venstrebacken, Razvan Rat, har været hit and miss, men virker i det mindste som om det hele betyder noget for ham.

Midtbanen har været en underlig omgang. Kevin Nolan startede sæsonen med en kasse, den næste kom mellem jul og nytår, og derimellem har han set mere eller mindre sløj ud. At han så endvidere bidrager med to (totalt unødvendige) røde kort, hvoraf det eneste potentielt kostede point i en six-pointer mod Fulham gør ikke trætheden over kaptajnen mindre. Det gør heller ikke Allardyces liv lettere, da den kritiserede favorisering af Nolan ikke just bliver berettiget. Nu skal det blive spændende om han får anførerbindet tilbage ved endt karantæneafsoning. Bloggeren siger nej tak, og græder indvendigt ved tanken om, at Nolan er halvvejs gennem sin 5-årige kontrakt med en formodet ugeløn omkring de 40.000 pund…

Mark Noble kunne så oplagt overtage anførerbindet, og Nobes er vel en af de eneste spillere, der nogenlunde har holdt samme (nogenlunde høje) niveau hele sæsonen. Momo Diame har været sin vanlige kombination af skoldende hed og iskold. At han nogensinde blev sat i forbindelse med Arsenal virker jo, dagen derpå, fuldstændig absurd taget i betragtning, at manden ikke kan slå tre simple indersideafleveringer til en medspiller i træk. Han kan så så meget andet, og forhåbentlig træder han for alvor i karakter i forårssæsonen. Ravel Morrison var en kortvarig åbenbaring for så at forsvinde - angiveligt på grund af en skade, men der spekuleres voldsomt om uro omkring hans person internt i klubben, et snarligt salg og mærkelige kontraktforhold i skøn forening, som alternative forklaringer. Vi vil altid have målet på White Hart Lane at varmes på, men om Morrison generelt vil få en såkaldt cutting edge i sit spil vil tiden vise - ligesom det bliver interessant, hvor han er på kontrakt d. 1/2. Matt Jarvis har haft en stærkt middelmådig sæson med pil ned, og ligner mere og mere et decideret fejlkøb, mens Joey Cole har svinget fra sublim til dybt ligegyldig, og næppe får kontrakt med en bedre klub end West Ham, når den nuværende udløber, hvis dette er hans niveau. Folk som Diarra, Collison og Taylor er der ikke meget at sige om - udmærket fyld i truppen, men ikke typerne der vender en krise, og dominerer en Premier League-kamp. Til gengæld har Stewart Downing - når han ikke har været skadet - vel også været en kandidat til årets bedste West Ham-spiller.

Helt fremme har Modibo Maiga gået grueligt meget igennem, og efterhånden fundet et nogenlunde acceptabelt niveau spillemæssigt. Her kan man jo oplagt rette endnu en kritik mod Sam Allardyce for at insistere på at prøve at lave Maiga til Andy Carroll, frem for at sætte sit fodboldhold til at spille et system og en type fodbold, der passede til de, for manageren tilgængelige, fodboldspillere. Ricardo Vaz Te markerede sig med et transfer request og en kort og meget lovende opblomstring inden hans åbenbart ekstremt svagelige skulder atter gik af led. Det føles som et helt liv siden allerede. Sluttelig har vi selvfølgelig fået ingen ringere end Carltonaldo tilbage, og det siger vist desværre mere om både Carlton og West Hams middelmådig-/elendighed end så meget andet, at dette forhold blev genoptaget. Men han er sgu en sympatisk fyr…

Derudover har jeg hørt nogle påstå, at vi har en angriber ved navn Andy Carroll tilknyttet, men han lyder vist mest som en sagnfigur: Høj, langhåret, skægget, krops - og hovedsstødsstærk, geordie-dialekt; perfekt til Allardyces system - og (og her stikker det helt af) han skulle ikke blot selv være relativt målfarlig, han skulle også være garant for at Kevin Nolan scorer mål! Ham skal vi vist se, før vi tror på ham (og han kan jo se tage julemanden og Kennedys morder med, når han er i gang). Det minder faktisk lidt som en vandrehistorie, der gik om en ufattelig talentfuld West Ham-angriber for nogle år siden, Dean et eller andet.

*eksistensens meningsløshed og gråvejrets melankoli trykker bloggeren helt tilbage i sædet på kvistværelset. En dram skænkes for at dumle neverne, tage kulden og finde gejsten til slutspurten*

Nytårsstatus

Om lidt over en time går West Ham på banen til en fuldstændig afgørende fodboldkamp mod Cardiff. Hvis ikke den vindes er det svært rigtig at tro på særlig meget: Overlevelse, Sam Allardyce som fremtidig manager i West Ham, og en storslået fremtid på det olympiske stadion, er oplagte eksempler.

Alligevel har man en snigende mistanke om, at et en nogenlunde skadesfri trup vil være i stand til at spille sig ud af krisen. Det virker ikke som om Allardyce har mistet opbakningen i spillertruppen - selvom den efterhånden er behersket på lægterne - og der er altså andre sløje fodboldhold i Premier League, som sagtens kan rykke ned.

*en time til kick-off, lidt under et år til næste nytårskur, bloggeren er drænet, tom indvendig, tør hals og våde håndflader.*

Det skal åbenbart hverken være let eller særlig sjovt, men håbet er lysegrønt, bolden er rund og vi skal heldigvis allesammen dø - West Ham fans formentlig (forhåbentlig?) et par år tidligere end almindelige, velfungerende mennesker.

Godt nytår til alle - såvel lidelsesfæller som tilfældigt forbipasserende.

Come on you irons!

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Jeg skulle have været taxachauffør!

Skrevet d. 11. august, 2013 af sygogmunter
42 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Eller selvfølgelig skulle jeg ikke det. Men det skulle Dan Turréll, hvis det berømte digt han skrev med præcis denne titel, ellers står til troende. Og det er en god titel. Selvom jeg faktisk på det allerbestemteste absolut ikke skulle have været taxachauffør. Det ville have været en mindre katastrofe, hvis jeg var blevet det. Jeg har skrækkelig stedsans, er distræt og momentvis uopmærksom. Jeg ville være til fare for mig selv og mine omgivelser. Kunderne ville formentlig komme ud på gigantiske omveje. Til gengæld ville jeg med overvejende sandsynlighed have glemt overhovedet at tænde for taxameteret til at starte med, og så ville balladen med vognmanden først starte i stedet. Derudover hader jeg at tale med mennesker, og får ondt i ryggen af at sidde i en bil i længere tid. Jeg skulle i allerhøjeste grad ikke have været taxachauffør. Selvom jeg ville føle mig badass ventende i lufthavnen med solbriller og skilte med navne på store kanoner.

Hvad jeg derimod skulle have været, og som fik mig til at tænke på fornævnte Turréll-digt i første omgang, er Esbjerg-fan. Jeg skulle have haft armene helt oppe over hovedet i går. Esbjerg slog AGF 5-1 og ligger nummer et i den bedste danske fodboldrække (lidt endnu som minimum). 3 kampe, 9 point, en målscore på 12-3. Jeg burde være ovenud tilfreds. Jeg burde generelt svæve rundt i euforisk rus over den storslåede udvikling der igangsattes af Jess Thorup og ser ud til at videreudvikles af Niels Frederiksen med frisk fodboldspil og masser af unge, talentfulde og knaldhamrende hårdtarbejdende spillere. Jeg skulle have været i Parken til landspokalfinale sidste sæson og have set mit hold hjembringe trofæet til vestkysten. Jeg skulle smile et smil, der ville kræve det gode engelske ord smug for at lade sig indfange af beskrivelse. Smug i visheden om, at et hold - mit hold - der på en gang forener Hans Henrik Andreasen og Martin Braithwaite, og får det bedste ud af begge, må være noget særligt. For slet ikke at tale om lyden af ordene Ankersen-brødrene (eller brødrene Ankersen for den sags skyld), som sætter en tilbage til en smukkere, renere og mere ukompliceret epoke i historien. En tid hvor solen skinnede om sommeren, sneen faldt om vinteren, vi var glade for det vi havde, naboer hjalp hinanden, posten havde tid til en kop kaffe, de unge respekterede de ældre, socialdemokrater stemte på socialdemokratiet og så videre. Jeg skulle også i den grad have været EFB’er.

Brødrene Ankersen. Jeg tror det succesfuldt kan indsættes i snart sagt hvilken som helst titel på en gammel dansk film fra denne uskyldighedens æra og lyde troværdigt. “Brødrene Ankersen på Bakkegården.” ”Ankersen-brødrene og benzintanken.” Brødrene Ankersen og kammertjeneren.” For slet ikke at gå i gang med Olsen Banden-serien: “Brødrene Ankersen ser rødt”, “Ankersen-brødrene går amok”, “Brødrene Ankersen overgiver sig aldrig”. Jeg går ud fra i getter the picture, som man siger. Find selv på flere, hvis De endnu ikke er overbevist.

Men hvorom alting er, ovennævnte distræthed er ved at afspore tankerækken. Jeg skulle den ondenlynemig have været EFB’er. Jeg er  andengenerationsudvandrer fra byen. Hvis min tidligere på bloggen beskrevne far havde bevaret sin fodboldinteresse, ville han formentlig have indoktrineret mig. Det burde han vel have gjort. Han snakkede tit (og gør det gudskelov stadig fra tid til anden) om danmarksmesterkaberne, der blev vundet på stribe i 1960′erne. “Der var noget ved at gå til fodbold dengang.” Han sad bag på sin Onkel Anders’ knallert (I shit you not…) på vej til stadion. Her så han den østrigske træner Rudi Strittichs mandskaber høvle al modstand af banen, og sågar en afklapsning af mægte PSV Eindhoven. Det skulle have været min abstrakte, glorværdige, forestillede fortid i stedet for noget der foregik i Londons East End cirka samtidig. Men sådan gik det ikke. For far er fodbold i vidt omfang noget, der hører fortiden til. Han har ofte foreudsagt fodboldspillets snarlige endeligt. Altid med henvisning til den langt højere scoringsfrekvens i amerikanske sportsgrene. “Folk gider ikke se alle de 0-0-kampe, når der bliver scoret hele tiden i Basketball. Næ, Brasilien i 1972 det var noget andet.” Hovedskurken er Egil Drillo Olsen, men også italienerne over en bred kam må stå for skud. “Fedtspillere” er hvad de er. Og det er de fleste vist efterhånden, hvis det står til far.

Guderne må vide jeg skulle have været EFB’er. Jeg har set dem live to gange. Den ene gang lavede Thomas Kahlenberg et par kasser, da de tabte 3-0 på Brøndby Stadion. Far var med. Med lige dele irritation og stolthed bemærkede han flere gange, hvor meget de medrejsende fans på den anden side af hegnet larmede. Den anden gang slog de Lyngby 4-6 på Lyngby Stadion i en vanvittig kamp. Min dengang unge og venstreorienterede ven, Kommunalforskeren, og jeg havde taget turen, da der vist var gratis adgang. Jeg holdt ikke rigtig med nogen, og syntes stadionpølsen var overvurderet. Simon Karkov, der var ret god i nogle tidlige CM-spil, scorede to. Havde jeg været EFB’er havde det formentlig været en stor dag.

Jeg skulle fandengalemig have været EFB’er, og på dage som i går, kan jeg mærke at jeg på en eller anden underlig måde lidt er det. Måske er det på grund af det fjerne, ungdommelige blik far får i øjnene, når talen falder på fodbold for tiden. Han ser paralleller til de glade dage, “Dengang var stammen på holdet også en flok, der var vokset op i klubben sammen”, og glemmer helt, at fodboldspillet snart går under.

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Fairytales can come true?

Skrevet d. 7. januar, 2013 af sygogmunter
46 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Jeg har jeg haft en sang på hjernen siden i et par dage. Det er en klassiker, som blandt andet er udødeliggjort af Frank Sinatra. Jeg nynner Tom Waits-versionen, men andre udgaver går sikkert også an. Det er en gammel sag med andre ord - med et budskab fra en svunden og mere uskyldig tid:

Fairy tales can come true, it can happen to you
If you’re young at heart
For it’s hard, you will find, to be narrow of mind
If you’re young at heart

Og så videre og så videre…

Den kunne godt være skrevet af en West Ham-mand. For det er lidt et eventyr at holde med West Ham; uden den lykkelige slutning og store forløsning til sidst, ganske vist, hvor alle får hinanden i enden (høhø). Men man går til gengæld i den grad en gruelig masse lort, prøvelser og grimme troldes (læs: Crouch, Rooney, Suarez, Defoe etc.) overgreb igennem, fordi man naivt formår at bevare en tro på, at der venter en  krukke med guld, nogle skønjomfruer eller en enkelt FA Cup et sted for enden af regnbuen.

Udfordringen er det der med, at vedblive at være young at heart. Det kan godt kræve sin mand. Nedrykningerne er mere regelmæssige end trofæerne i de seneste tre årtier, og for hver Di Canio eller Tevez er der, hvad der i hvert fald føles som, 10 Diego Tristan og John Carew’er. Skuffelserne står altid i kø. Når man en sjælden gang finder enden af regnbuen, har nogen gravet et latrin der. Eller en massegrav, hvor uskyldighed, optimisme og idealisme ligger i store forrådnede bunker.

En af de absolut værste stunder for i undertegnedes karriere som hammerssupporter kom i sæsonen 02-03. Ikke bare rykkede West Ham ned med et hold som på papiret var alt for stærkt til at lide den skæbne, nedrykningen betød også en sand exodus af lovende spillere; Glen Johnson, Jermain Defoe og Joe Cole smuttede alle i løbet af kort tid. Et år efter fulgte Michael Carrick trop. Et år tidligere var Frank Lampard og Rio Ferdinand smuttet. For mig var det skrækkeligt, da Rio blev solgt til Leeds. Jeg troede West Ham var ved at opbygge noget stort. Han var West Ham through and through. Det blev ikke bedre af, at pengene blev brugt på at købe dyre flop som Rigobert Song og Titi Camara (sidstnævnte muligvis fornavngivet som en reference til sine egne mandebryster?). En af drengene var en på daværende tidspunkt temmelig kæk Leedsfan. Det kunne ikke have været meget værre, tænkte jeg bedrøvet. Det skulle vise sig, at jeg tog gruelig fejl.

Da West Ham rent faktisk rykkede ned (hvad man aldrig bør forspilde en lejlighed til at minde om, skete med et rekordhøjt pointantal), blev luften i den grad slået ud af mit fodboldengagement, og Rio-tabet syntes som en sommerdag på blomstereng i sammenligning.  Det gik mig på i voldsom grad. Da den uundgåelige nyhed om at Englands måske mest talentfulde, unge midtbanespiller skiftede klub kom, var opløsningen total for mig. Den måske tommeste fornemmelse nogensinde som hammer indtraf. Årets spiller i West Ham det fatale år. Den kreative elagantier med den enestående teknik som fik anførerbindet som 21-årig, og virkelig sled og slæbte til sidste blodsdråbe i en langt mere defensiv rolle end godt var. Billedet af Joe Cole der ligger på Old Trafford og hamrer knytnæven i græsset efter et 6-0-nederlag i Cupen blev i høj grad et billede på sæsonen. Han ville så gerne, men skulle samtidig stole på at Gary Breen og Christian Dailly kunne lukke af bagved. At centerforsvareren Ian Pierce kunne score mål da alle andre angribere var skadet. Han ville ikke spille Championship. Jeg havde ellers en trøje med fyrens navn på (den slags er mit hjerte for gammelt og kynisk til i dag), og nu skiftede han væk. Turen gik til Chelsea efter 126 kampe og 10 mål for West Ham, og han blev glemt så småt. Ikke lagt for had som Defoe og Lampard, der ikke kunne forlade klubben med respekt, ikke elsket som Ferdinand der aldrig forspildte en lejlighed til at rose sit fodboldhjem.

Cole blev en del af Abramovich-revolutionen i det vestlige London. I sæsonen 04-05 blev han engelsk mester som mere eller mindre fast mand. Samme år rykkede West Ham op igen. Cole og jeg havde ikke rigtig længere noget med hinanden at gøre. Omend man da pippede lidt om akademiet, når han gjorde det godt. Var en smule stolt. Savnede ham lidt. Året efter blev han mester igen, og udtaget til årets hold i ligaen. I sæsonen 07-08 lavede han sejrsmålet da Chelsea slog West Ham knebent på Stamford Bridge. Han jublede vel rigeligt. Mod slutningen af den sæson fik han 99 minutter, da John Terry røg på røven og sendte Champions League-trofæet til Manchester. Jeg holdt med Rio den aften. Tænkte ikke rigtig på Joey, som ellers blev årets spiller i Chelsea det år.

Siden kom en grim knæskade. 500 millioner trænerskift i Chelsea. Nye millionindkøb. Cole var ikke længere flavour of the week. Han var vist også blevet lidt tyk. Der var en skandale, hvor han flygtede halvnøgen fra en kvindes hjem uden sin pung. En taxachauffør måtte køre ham hjem til papa Cole, sagde man. Han havde det ikke længere i sig. Han havde mistet antrittet. Han gad slet ikke mere, havde haft for meget succes. Han kunne ikke holde sig skadesfri.

Man blev fristet til at tro på de hårde domme, da han skrev kontrakt med Liverpool (inden da nåede han lige et mesterskab mere med Chelsea i tillæg til de tre FA Cups han også fik raget til sig, men ikke som bærende spiller denne gang). Cole var Hodgson-æraens første indkøb på Merseyside. Som resten af den æra blev det ikke en succes. Hans løn var til debat. 90.000 pund om ugen er mange penge for en mand, som ikke rigtig leverer. Det blev til 20 kampe og 2 mål i hans første sæson. Året efter blev han udlejet til Lille af manager Kenny Dalglish. De ville gerne beholde ham efter sæsonen, men han var for dyr. I stedet gik det retur til Liverpool, hvor manageren nu hed Brendan Rodgers, og heller ikke gad bruge ham. Han nåede naturligvis lige at lave et enkelt mål mod West Ham i indeværende sæson. Denne gang jublede han ikke. Måske vidste han allerede der noget.

I fredags skete der så det, som mange hammers har håbet på. Enten helt eksplicit, eller som i undertegnedes tilfælde: I en stille fortrængt afkrog af deres allerdybeste underbevidsthed: Joey vendte hjem. Liverpool kunne spare lidt på lønnen, og han skrev kontrakt for 18 måneder på fri transfer. Skepsisen var stor i casa sygogmunter. Det lugtede af noget man havde set før. Kieron Dyer, Frederik Ljungberg, Craig Bellamy, Paulo Futre, Davor Suker, ja sågar Diego Tristan, Robert Lee, Titi Camara eller fucking John Carew. En over the hill spiller på jagt efter en sidste payday og et sted få løn for at være skadet.

Joe Cole var allerede i startopstillingen lørdag aften mod Manchester United. Claret’n'blue klædte ham sgu stadig. Nummer 26. Tænk at man skulle opleve det. Han lignede oven i købet en mand, som virkelig ville det. Som om han værdsatte supporternes meget højrøstede støtte. Han driblede, slog afleveringer, der åbnede spillet på en måde, som man ikke just er vant til på de kanter. Han tacklede, og blev fældet. Og så lidt kvabset og meget forpustet ud. Og så lagde han to perfekte bolde ind i panden på James Collins, som blev en noget uvant dobbelt målscorer.

Hele stadion gav ham stående ovation, da han blev udskiftet 12 minutter før tid. Undertegnedes kynisme var forsvundet som dug fra solen. Der dukkede et væld af gode argumenter op. Han er altså kun 31. Han var efter sigende pissegod i Lille. Det er bedre at eje Cole end at leje Benayoun. Liverpool betaler en stor del af lønnen. Måske skal han bare et sted hen, hvor han vil blive elsket. Fede Sam har før fået umiddelbart færdige folk tilbage på ret spor. Han så sgu oprigtig glad ud på pressekonferencen, da han snakkede om at vende hjem. Om minderne fra de baner, hvor han lærte at spille fodbold. Han havde allerede spillet en stor rolle i hvad der tegnede til at blive en stor aften i hammers-folkloren med sine to assists.

12 minutter senere blev krukken med FA Cup-guld forvandlet til en krukke med noget væsentlig mindre appetitligt, da Jim fra American Pie udlignede på et nærmest urealistisk godt mål for aldrig besejrede Manchester United. Også Cole-guldkrukken falmede og begyndte at lugte mistænkeligt. Livets barske realiteter meldte sig. Bobblerne brast om man vil. Hvor tit ser man ikke en spiller være prangende i debutten for siden at blive ugidelig eller evigskadet? Er Cole ikke sådan en type, som ikke rigtig gider når modstanderen hedder Wigan eller Stoke, men godt kan, når kameraerne ruller mod de store drenge? Kan en professionel spiller tillade sig at ligne en Burger King-reklame? Hvad skal det hele nytte?!

Men så var det jeg tænkte på sangen, og besluttede mig for, at forsøge at holde mit hjerte ungt og tro på eventyret om supertalentet Joe Cole. Eventyret, hvor han vendte hjem til sin bardomsklub, da alle havde afskrevet ham, og førte dem til en længe ventet time i solen. Jeg starter med at grave min gamle Cole-trøje frem fra skabet.

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Syg og Munters Nytårskur IV

Skrevet d. 6. januar, 2013 af sygogmunter
33 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Endnu et år er strøget afsted i hæsblæsende fart, og det er tid til at gøre status for livets gang i West Ham-land anno 2012. Et år med et usædvanligt positivt forhold mellem op - og nedture fra et West Ham-perspektiv. Et år med utallige ubegribelig selvsmagende udsagn af Sam Allardyce, endeløs snak om flytning til det olympiske stadion, en smuk oprykning, en længe ventet og fuldt fortjent sejr over Chelsea, nye helte i claret and blue og alt muligt andet shit. Et af de bedste år at være hammer i årevis.

Ejerne

D’herrrer Davids, Gold og Sullivan, sidder stadig på pengekassen i West Ham United FC, og det forekommer stadig undertegnede at være en ganske fin ting. Hvis man skulle tage sig i at blive lidt frustreret over, at pengene måske sidder lidt for godt fast, så kan man jo passende kaste et blik vestpå i London og ihukomme det læsterlige kaos som tidligere West Ham-ejer-aspirant, Tony Fernandes, har banket på benene i sit forsøg på at genrejse West Ham-utopien ala. islandsk kiksebarons-vrangforestilling i version 2.0 hos Queens Park Rangers. (Ja, ja - de vandt over Chelsea, og Redknapp kan måske redde dem i år, men Fernandes’ tilgang til at forvalte en fodboldklubs økonomi, og Redknapps generalieblad, når det kommer til at køre klubber til afgrundens rand, ville gøre mig stærkt depressiv, hvis jeg var QPR-mand.) West Ham fremstår i modsætning hertil faktisk som en klub med en plan, hvor tæring sættes efter næring, den potentielt katastrofale nedrykning forvaltedes fremragende, transferbudgettet bruges strålende og gælden oven i købet høvles ned i et støt tempo.

At de tidligere pornobaroner så endog har fundet en manager i Sam Allardyce, som faktisk magter at få dem til at stikke piben ind i forholdet til pressen, gør blot det hele mere rosenrødt (omend David Sullivans søn nys har brillieret på twitter med at offentliggøre og tilsvine en tilføjelse til truppen). Malurten i bægeret er den aldrig fuldstændig overvundne mistanke om at hele projekt West Ham udelukkende handler om at få flyttet klubben til det olympiske stadion, sælge the Boleyn Ground og siden hele klubben til en eller anden skrækkelig narrøv af en bananrepublik-rigmand. Hvad blev der egentlig af Gaddafis sønner?

Manageren

En evaluering af West Hams manager lige nu er for undertegnede en ren tilståelsessag. Samuel Allardyce har gjort et fremragende stykke arbejde siden han overtog brokkerne efter Avram Grant for halvanden sæsons tid siden. Tykke Sam har skilt sig af med alle reminiscenserne af fiaskoholdet, og har opbygget et nyt ekstremt velorganiseret og konkurrencedygtigt West Ham, som på langt de fleste kampdage er motiveret og hårdtarbejdende  bekendtskab - og ikke mindst et væsentlig mere seværdigt (og det er især på den konto, at undertegnede skal spise et stort stykke af den delikatesse, der går under navnet humble pie i Storbritannien) -  end man havde troet da den tidligere Bolton, Newcastle og Blackburn-manager blev præsenteret.

Spillet i næstbedste række var måske ikke altid så overbevisende som man kunne forvente, og direkte oprykning blev det ikke til, men da først det gjaldt i play off-kampene sås klasseforskellen - især i semifinalerne mod Cardiff. Allardyces evner ses dog nok tydeligst, når man sammenligner med de øvrige oprykkere i årets Premier League. Selvom både Reading og Southampton sluttede over West Ham i sidste sæson, har de overhovedet ikke været på West Hams niveau i denne (trods Readings 1-0 sejr over the hammers for nylig). Sandsynligvis fordi deres brilleaber af nogle sleske ejendomsmæglertyper på bænkene ikke har Store Sams erfaring og begavelse.

Det værste ved det hele er dog, at undertegnede måske skal til at revurdere alle sin begreber om godt og ondt og følgelig egen selvforståelse. Hvis Allardyce slet ikke er chefideologen bag alt hvad der er grimt og beskidt ved fodbold, så har West Ham måske slet ikke været moralske vindere i alle de nederlag mod Bolton i tidens løb, og man har måske selv været blot en klynkende Arsene Wenger-type (gys!)…

Truppen

På papiret er West Ham ikke noget vanvittig godt fodboldhold. Det er de egentlig heller ikke på banen, hvis man tager formuleringen fuldstændig bogstaveligt, men de er bedre end man skulle tro, og det rækker til et sted midt i rækken i Premier League. Foreløbig er det faktisk kun blevet til to regulære udklasseringer foreløbig i sæsonen (Swansea og Tottenham). Det skyldes umiddelbart flere faktorer: For det første, at holdet har fået en fightervilje af en helt anden kaliber end man efterhånden havde vænnet sig til i de glade dage under Zola og Grant, hvor man rent rutinemæssigt overgav sig i ca en tredjedel af sæsonens kampe. For det andet - og i øvrigt en mulig forklaring på den nye vilje - har holdet fået nogle helt klare ledertyper (Kaptajn Nolan især, men også folk som Noble, Diame, O’Brien, Reid og Collins fylder godt på banen, når det kommer til at gå forrest og/eller gestikulere og råbe), og i forlængelse heraf et meget tydeligt sammenhold. De er rent faktisk villige til at løbe de ekstra meter for hinanden nu, hvad der ikke altid har været tilfældet før. For det tredje, hjælper det i den grad også, at holdet lader til faktisk at gå på banen med indtil flere planer for, hvordan kampen mod den konkrete modstander, faktisk skal gribes an. Det kan være med tålmodigt pasningsspil, højt pres, bussen parkeret eller de famøse lange bolde frem til en stor stodder i front. Ofte vil man se hele spektret på 90 minutter.

På mål har man sagt farvel til publikumsfavoritten Robert Green, som nu varmer bænk for den dobbelte løn hos føromtalte Titanic-project på Loftus Road. Måske han kan bruge sin rigelige fritid til at lære “Nearer My God, To Thee” på cello inden det hele ramler? Ind er kommet Jussi Jaaskelainen, som ikke just har opnået samme status hos supporterne. Den efterhånden 37-årige finne ser noget tung og kluntet ud i mange situationer, og har allerede bemægtiget sig den tvivlsomme ære af at være en af de syndebukke, som der desværre altid er behov for at have hos dele af fanbasen, når det går lidt sløjt. Undertegnede forstår bekymringen, men er samtidig ganske imponeret over de reflekser og feberredninger Jussi kan præstere, og ikke mindst af den måde hans ofte hasarderede boldomgang på en eller anden måde sjældent resulterer i mål til modstanderen. In Jussi we trust.

Forsvaret er væsentlig ringere på papiret end i praksis. Winston Reid har været formidabel, og det synes oplagt at kreditere manageren. (Undertegnede må tage sig endnu et stykke ydmyghedstærte i den forbindelse.) Derfor har James Tomkins paradoksalt nok endt med at varme en del bænk, selvom han i sidste sæson lignede en sikker starter. Ved siden af Reid spiller i stedet James Collins, som dog har kostet to mål på dumme tilbagelægninger, og derfor deler syndebukrollen med Jussi. Mon ikke Ginge’s to mål i gårsdagens kamp kan lægge en dæmper på lynchstemningen? På backpladserne ser Guy Demel rigtig god ud, når han rent faktisk er skadesfri, mens Joey O’Brien tydeligvis kan spille alle pladser ganske kompetent, og er ved at udvikle sig til en personlig favorit for sit dedikerede og kløgtige spil i begge forsvarets sider i denne sæson. Måske er det bare den slående lighed med Quentin Tarantino (påpeget af en særdeles jovial brite på stampubben), der vækker sympati? Gode gamle George McCartney har også været overraskende stabil, når han har været fit til at tage venstrebacken (ligesom unge Danny Potts så rigtig god ud på samme plads i gårdagens kamp). Alt i alt et forsvar, der mere end holder niveau i Premier League for en købspris omkring de fem millioner pund.

Midtbanen har været hårdt ramt af skader, og har derfor fremstået let tung i den senere tid. Ikke desto mindre rummer truppen rigtig mange kompentente spillere. Nolan har vist sig fra sin bedste side med begavet pasningsspil og en del værdifulde mål - især i starten af sæsonen. Mark Noble har nok engang vist, at bloggerens manglende tro på hans evner har været uberettiget, og ligner pludselig en spiller, der for alvor kan gøre sig gældende i Premier League. Momo Diame har været en sand åbenbaring, tydeligst illustreret, da han kom ind fra bænken efter pausen mod Chelsea, og nærmest egenhændigt vendte et truende nederlag til en flot sejr (inden en obligatorisk skade ødelagde det hele kort efter).

Ricardo Vaz Te har været en del skadet, men har set lovende ud, Matt Jarvis har endnu til gode for alvor at berettige sin købspris, men arbejder for sagen, Alou Diarra og Jack Collison er først lige begyndt at kunne spille med i denne sæson, men ser begge stærke ud, og pludselig er Gary O’Neil og Matt Taylor noget længere fra startopstillingen som ærlige professionelle, som måske ikke er verdensstjerner, men som altid leverer en arbejdsindsats. Og så viste den fortabte søn, Joe Cole, meget lovende takter i går mod de røde sataner. Vi holder vejret, mens vi venter på en knæskade til ham (og stilfærdigt stiller humble pien under varmelampe).

Helt på toppen har Andy Carrol været en lettere Sfinx-agtig tilstedeværelse. Det ser ud som om, at han hele tiden gør en masse fantastiske ting, men han scorer ikke rigtig mål. Da han så blev skadet, var Carlton Cole pludselig fremragende, dog med den kedelige detalje, at han heller ikke rigtig scorer mål (henholdsvis et og to har d’herrer tegnet sig for). Truppens eneste anden angriber, Modibo Maiga, er kun blevet brugt særdeles sporadisk (men har lavet fire mål alt inklusiv), og er nu taget til de afrikanske mesterskaber, mens rygter sender ham retur til Frankrig. Ind er netop kommet Marouane Chamakh på lån fra Arsenal. En mand som blev rygtet meget heftigt til West Ham inden han havnede på The Emirates, hvor de nu er lykkelig for at slippe af med ham. Han har dog tidligere vist, at han kan lave mål, så det er bestemt et forsøg værd. Navnlig hvis nogen klipper hans latterlige hår mens han tager en skraber i holdbussen en dag. Desuden går der i dag rygter om en brasilianer ved navn Wellington. Det kan ikke gå godt.

Nytårsstatus

Alt i alt har holdet præsteret så godt som man turde håbe. Swansea-nederlaget på 3-0 var en streg i regningen, men ikke så pinligt, når man ser hvad waliserne ellers har udrettet (det ser ud til, at jeg måske skal spise resten af den efterhånden lettere kvalme humble pie, hvis Laudrup bliver ved på den måde). Nederlaget til Reading, et pinligt exit i Coca Cola Cupen (eller hvad den nu hedder i år), hvor West Hams reservehold fik regulære tæsk af Wigan og et liganederlag til selv samme evigt overpræsterende sekundahold er nærmest de eneste andre rigtige skuffelser i første halvsæson (selvom det aldrig er sjovt at blive udklasseret af Tottenham eller smide en sejr mod Liverpool, er det dog mere forventeligt). Til gengæld har der været højdepunkter med sejren over Chelsea, et point mod mestrene fra Man City, store sejre over Fulham og Southampton og ikke mindst gårsdagens præstation, hvor man med et reservespækket hold burde have slået Manchester Uniteds ditto i FA Cupen.

Håbet er med andre ord lysegrønt ved indgangen til 2013. Resten af januar bliver travl for the irons, som både skal spille den aflyste kamp fra 2. juledag mod Arsenal, og ud i en omkamp mod Manchester United i tillæg til det ordinære program. En stime kampe som kan afgøre om sæsonen skal huskes med et bredt eller mere afdæmpet smil. Nedrykningskamp, vover jeg pelsen, og siger, at det ikke bliver til.

Godt nytår.

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Lørdag d. 4/2…

Skrevet d. 29. januar, 2012 af sygogmunter
51 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

… fra klokken 13.25 transmitterer blandt andre danske Canal 9 (dette skal ses som en servicemeddelelse og ikke en reklame, da jeg desværre ikke får provision for seertallet) direkte fra arvefjendeopgøret mellem West Ham og Millwall på the Boleyn Ground. Det skal ses! Kampen afvikles tidligt på dagen af sikkerhedshensyn (ligesom sæsonens første opgør, der endte 0-0 på The New Den), men der bliver garanteret knald på under alle omstændigheder.

Rivaliseringen mellem de to Østlondon-klubber er sandsynligvis blandt de mest notoriske i verden - i hvert fald hvis man kigger på opgørets størrelse sammenlignet med klubbernes resultater i tidens løb. West Ham har som bekendt 3 FA Cups og en Cup Winners Cup på CV’et, mens Millwall aldrig har vundet noget af betydning, og blot spillet i den bedste engelske række i to sæsoner. (I 2004 tabte de dog FA Cup-finalen til Manchester United, da de selv spillede i næstbedste række). Alligevel er de interne opgør berømte og berygtede blandt mange, hvis fodboldviden mere end kradser i overfladen af Champions League-dækning og Manchester United boksershorts i Netto. Derfor synes det oplagt, at den store mediebevågenhed og interesse omkring de to hold stikker dybere; at der er andet og mere i det end fodbold.

Havnearbejdere og hooligans

Ifølge mange forklaringer er historien lang og snørklet: Klubbernes traditionelle territorier grænser op til hinanden; Millwall syd for Themsen og West Ham nord for. Millwall blev stiftet i 1885 i tilknytning til en konservesfabrik og lød efternavnet Rovers inden det slet og ret blev til Millwall FC, mens Thames Ironworks FC, blev grundlagt på skibsværftet af samme navn 10 år senere (i 1900 fik klubben sit nuværende navn). Første opgør mellem de to blev vundet 2-0 af Millwall i 1897.

Folkloren hævder, at eskaleringen i rivaliseringen til nutidens proportioner skal spores tilbage til en strejke på havnen i 1926, hvor West Ham-arbejderne strejkede, og Millwall-sympatisører agerede skruebrækkere. Andre hævder at strejken fandt sted i 1912, og atter andre at den aldrig fandt sted. Ikke desto mindre synes det klart, at rivaliseringens intensitet må have været blandt de ældste af sin art i engelsk fodbold: Allerede i 1906 meldes, der om optøjer i forbindelse med et - også på banen - yderst voldeligt opgør.

En anden oplagt årsag til opgørets status skal nok findes i 1970′erne: Da hooliganismens dybt tåbelige hærgen i England var på sit højeste var Millwalls bushwackers og West Hams ICF blandt de mest aktive og “succesrige” aktører på scenen. I 1972 var en testemonialkamp for Millwalls Harry Cripps kulisse for massive optøjer, og i 1976 døde en Millwall-supporter efter et fald på en metrostation i forbindelse med et slagsmål med West Ham-hooligans - uden at holdene i øvrigt tørnede sammen på banen. Efterfølgende blev der svoret en blodhævn, som heldigvis aldrig er realiseret trods hyppige sammenstød - ofte på stationer i forbindelse med rejser til kampe mod helt andre modstandere.  Hadet bunder altså måske mere i unge, spændingshungrende mænds territorieafpisning end i noget der nødvendigvis relaterer sig til fodbold. Dette aspekt har da også resultateret i en mængde spillefilm (mest berømt er nok Green Street Hooligans med ham fra Ringenes Herre som amerikansk (!) West Ham-hooligan), der naturligvis har bidraget til opgørets hype.

Hånerettens ulidelige vigtighed

En anden logisk forklaring på opgørets betydning kan måske søges i dets hyppighed - eller mangel på samme: West Ham og Millwall har i lange perioder befundet sig på forskellige niveauer af engelsk fodbold - typisk med the irons på den grønne gren, og de fattigere, mindre fashionable Lions længere nede i rækkerne. I perioder hvor West Ham har været mediedarlings og alles second team var Millwall en flok berygtede knoldesparkere. Dette har givet en vel hoven attitude fra claret and blue side, mens den blå del af Østlondon har tillagt sig nogle heftige komplekser rettet mod storebror nord for floden. Hadet har lagret, og er eksploderet, når holdene endelig er mødtes.

De interne kampe er blevet så meget desto mere vigtige, da håneretten ikke nødvendigvis vil kunne vindes tilbage foreløbig. I klubbernes nu godt 117 års fælles levetid har de blot mødt hinanden 98 gange medregnet diverse obskure cupturneringer i begyndelsen af århundredet (The Lions har vundet 38, mens the Irons har taget 33 sejre. Målscoren er samlet 140-138 i Millwall-favør). Siden 1959 er det blot blevet til femten interne opgør, hvilket atter sætter hadet mellem de to sæt supportere i relief, og forstærker hvert enkelt opgørs virkningshistorie. Forrige opgør i 2009 var en aftenkamp i Liga Cupen mellem Millwall fra tredjebedste og West Ham fra bedste række, hvor sidstnævnte vandt 3-1 efter en meget sen udligning af Junior Stanislas og forlænget spilletid. Udenfor stadion var der sammenstød mellem fangrupperinger internt og med politiet (mens resultatet ifølge ganske pålidelige kilde blev markeret med udsmøring af menneskelig fæces på væggene i Millwalls omklædningsrum). På stadion blev banen invaderet, og tribuneafsnit smadret til tabloidpressens udelte begejstring. Det var ikke en hvilken som helst kamp i anden runde af den lille cup i engelsk fodbold…

Denne kamp var endvidere den eneste hammers-sejr i de seneste 8 opgør - den seneste ligasejr skal man helt tilbage til 1991 for at finde: Da sejrede West Ham også 3-1 på hjemmebane. Den 4/2 bliver det forhåbentlig til endnu en sejr inden West Ham, hvis alt går vel, tager hjem til the Premiership, og efterlader lillesøster i de lavere rækkers fjerne katakomber (pt. ligger Millwall nummer 20 med fem point til Nottingham Forest som første hold under stregen).

Først skal kampen mod Ipswich på tirsdag selvfølgelig overstås, men manges (herunder undertegnedes) blik er nok allerede rettet mod lørdag d. 4/2 klokken 13.30…

Tjek bloggen ud på sygogmunter.dk

Følg på facebook

…eller på twitter.

Syg og Munters nytårskur III

Skrevet d. 5. januar, 2012 af sygogmunter
56 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Lettere forsinket som en konsekvens af en kombination af dårligt helbred, alt for aktivt arbejdsliv og en travl tid på hjemmefronten bringes endelig Syg og Munters sagnomspundne nytårskur for året 2012.

Indlægget er samtidig det første aktuelle West Ham-relaterede indlæg i umindelige tider. Det skyldes en kombination af ovennævnte historisk travle år i den syge og muntre kalender, og den omstændighed, at et velfungerende langdistanceforhold med et fodboldhold er tragisk tæt sammenknyttet med muligheden for at kunne følge holdet på fjernsyn eller stream. Dette har ikke været muligt siden den bitre, ynkelige og maveplaskende nedrykning sidste forår. Man må derfor nøjes med enkelte livebilleder, med BBC radio, messageboards og neglebiden foran tekst-tv i tillæg for resten. Derfor er en opsamlende nytårskur mere relevant, og mindre velargumenteret end nogensinde!

The Davids

West Ham er fortsat ejet af de to grosserer-typer og pornografi-baroner David og David - Gold og Sullivan. D’herrer trak fingeren vel sent ud i to sammenhænge i sidste sæson: Først og fremmest blev spillertruppen ikke styrket rettidigt, dernæst blev Avram Grant (hvem undertegnede konsekvent og fejlagtigt bakkede op til det sidste…) fyret for sent.

Ikke desto mindre er helhedsindtrykket omkring de tidligere Birminghamejere stadig overvejende positivt. Man holdt ikke ophørsudsalg i forbindelse med nedrykningen. En vigtig del af truppen blev fastholdt, og der blev givet frie tøjler og nogle ressourcer til at Sam Allardyce kunne rydde fundamentalt op i den rodebutik som har ageret seniortrup i West Ham United FC de senere år. Gullivan har endvidere indikeret, at ingen er til salg i januar, og at der måske vil blive købt forstærkninger for egne midler for ikke at overbebyrde klubben med yderligere gæld. Jungletrommerne slår om så forskellige navne som Vedran Corluka og Huddersfield-angriberen Jordan Rhodes… Den store tragedie i horisonten relaterer sig stadig til sagaen om det olympiske stadion, som i undertegnedes optik lyder som en værre og værre ide, som tiden skrider frem.

Big Fat Sam: 4-5-1 eller 4-3-3?

Sam Allardyce gjorde hvad han kunne for at smelte supporterhjerter, da han blev ansat. Det skyldes nok, at manden var klar over sin status som samfundets fjende nummer 1 i Østlondon pga. sin berygtede spillestil fra Bolton-dagene, og dens skærende kontrast til West Hams tradition for poleret fodbold.

Allardyce virkede overbevisende. Han argumenterede for at resultater var vigtigere end stil, og at the West Ham way ikke havde eksisteret i mange år. Han havde jo nok ret. At han oven i købet gik til opgaven med krum hals (plus et betragteligt mindre korpus en øgenavnet antyder), og ryddede gevaldigt op i truppen, forstærkede billedet af, at West Ham igen blev leddet af en rigtig fodboldmanager. Nu skulle der videnskabelighed i træningspassene, disciplin og stenhård struktur til! West Ham skulle genrejses og tromle the Championship! Mistanken blev forstærket i pre-season, hvor særligt forsvaret lignede en veltrænet enhed på en måde, som man skulle tilbage til Curbishley-tiden for at matche.

Det blev ikke værre af, at alle omkring klubben blev fremstillet jublende entusiastiske omkring den nye mand i den varme stol. At disse fremstillinger primært kom fra Pravda (aka. whufc.com), var ikke noget problem. Det hele begyndte imidlertid at blive besværligt, da der pludselig blev spillet om point, og West Ham med største selvfølgelighed tabte ligapremieren til Cardiff med 0-1 på et mål i tillægstiden efter en personlig fejl… Siden er det bumlet derudaf.

Kaptajn Kevin og Co.

Som nævnt agerede Allardyce prompte som en person, der lige har valgt hold i Football Manager, da han blev ansat i West Ham. Halvdelen af truppen blev skippet ud, en masse nye folk kom ind,  og de unge talenter blev sendt ud på lån.

En mængde løntunge spillere forsvandt på frie transfers (Kieron Dyer ikke mindst - men også Matthew Upson, Danny Gabbidon, Jonathan Spector og Thomas Hitzlsperger), Scott Parker blev solgt, Demba Ba smuttede i en mudret transfer (vist desværre på fri transfer), mens også vraggods som Radoslav Kovac, og Manuel Da Costa blev skibbet ud i tillæg til de unge Junior Stanislas og Zavon Hines, der begge søgte nye udfordringer i Burnley. Mon de kommer tilbage og bider os i røven Bullard-style? Endvidere skred bl.a. Wayne Bridge og Robbie Keane hjem fra lån. En udmattende liste af spillere alt i alt, og chokerende få har været savnet (Parker + Ba)!

Ind kom først og fremmest Kevin Nolan, som det helt store navn, men også etablerede spillere som Abdoulaye Faye, Matt Taylor, John Carew, Papa Boupa Diop, George McCartney, Joey O’Brien, David Bentley og Henri Lansbury er blevet tilknyttet. Alle spillere med Premier League-erfaring, og et niveau som burde placere West Ham i toppen af the Championship. Endvidere er Sam Baldock hentet i MK Dons i tredjebedste række, og Guy Demel i tysk fodbold.

Taylor, O’Brien og Faye må alle regnes som gode transfere, selvom førstnævnte har været vel skadesplaget. O’Brien har til gengæld øjensynlig gjort en ende på flere års skadeshelvede, og lader til at elske livet som en britpop-lookende irer på højre back. Et stærkt udsædvanligt karriereforløb for en West Ham-spiller. Og nu har jeg nok jinxet det: Odds på karrieretruende knæskade til O’Brien inden månedens udgang: 1, 01.

Kaptajn Nolan har derimod været en blandet fornøjelse. Ikke mindst fordi hans ankomst blev imødeset med kolossale forventninger i lyset af Nolans rolle da Newcastle rykkede op, og i den nys overståede sæson, hvor han havde scoret flere mål end nogen anden midtbanespiller i Premier League. For West Ham har han vist en formidabel indstilling på banen. Han råber og skriger, og er i fjæset på mod -, medspillere og dommertrio, hvis han føler det nødvendigt. Derudover virker han ekstremt langsom og småkvabset. Karakteristika som umiddelbart ikke er særlig fede 25 kampe inde i sæsonen. Og slet ikke, når han ofte skal agere central midtbane med Noble og Diop, der ikke just kan karakteriseres som fartdjævle… Det er dog blevet til 7 kasser, hvoraf mange har været meget afgørende. Og så skal man selvfølgelig ikke underkende godt lederskabs betydning, men alt andet lige gruer man lidt for kaptajnens løn kombineret med hans form og kontraktlængde.

David Bentleys lån blev kortvarigt og uopsigtsvækkende. Han plejer nu en knæskade i Tottenham (held, the West Ham way…). Carew har scoret to mål, været meget skadet og ikke imponeret, Baldock har set lovende ud den ene uge og ligegyldig den næste, og står noteret for hæderlige 5 kasser for 14 optrædener, mens Demel har været skadet. Arsenal-talentet Lansbury debuterede formidabelt (foran bloggeren, udstationeret på Bobby Moore Lower) i en 4-3 sejr over Portsmouth med et mål og en assist. Siden har det været svingende og skadesplaget. McCartney har set ok ud i bloggerens øjne, når de har haft mulighed for at se ham, men sammenholdt med andre efterretninger er juryen ude.

Det er dog uomtvisteligt positivt, at Allardyce reagerede prompte på Herita Ilungas katastrofestart på venstrebacken, og ikke blot satte ham af holdet (noget selv Avram Grant havde overblik til at gøre), men oven i købet tilknyttede en rent faktisk venstre back i stedet for at gå the West Ham way og forsøge at omskole en middelmådig defensiv midt eller centerforsvarer. I de senere kampe har unge Danny Potts (17 år, nyligt kureret for leukæmi og søn af West Ham-helten Steve Potts) været et meget spændende bekendtskab i venstre side af forsvaret, hvor han har vikarieret så overbevisende, at det resulterede i en kåring som månedens spiller for december i klubben.

Af gamle kendinge har Robert Green og James Tomkins været sæsonens højdepunkter, mens også Carlton Cole har vist at niveauet næsten er for højt til the Championship. Mark Noble har været godt og vel godkendt, mens Jack Collison ikke har vist noget, der berettiger den hype mange hammers omgiver ham med. Julien Faubert har til gengæld vist rigtig god indstilling og fint spil, mens Freddy Piquionne har vist elendig indstilling og cirka samme præstationsniveau. Frank Nouble har til gengæld endelige scoret et mål, mens Winston Reid har været et andet lyspunkt, der indtil en skade kom på tværs faktisk agerede førstevalg som makker til Tomkins foran den rutinerede og bomstærke kolos, Faye. At Gary O’Neil nyligt har gjort comeback efter en meget lang skadespause er også et velkomment boost ved indgangen til 2012.

Gennemsnitskarakteren for truppen må under alle omstændigheder siges at være på det jævne.

Resultaterne: Top of the League! Besynderligt nok…

Med andre ord: Det har ikke været den håbede dans på roser og totale dominans, der har præget West Hams foreløbige visit i den næstfineste engelske fodboldrække. Hjemmebanestatistiken har været dodgy, mens West Ham har været et af rækkens bedste udehold. Endnu et solidt brud med the West Ham way…

Mere interessant er det måske at iagttage, at hvis man inddeler tabellen ud fra resultater mod de nuværende top-12 hold, så vil West Ham indtage 10. pladsen. Ift. resultater mod rækkens nederste 12 hold er West Ham imidlertid suveræn nummer 1. Der er altså noget at arbejde med for Sam i kampene mod de andre tophold. Positivt er det til gengæld, at West Ham både er et af rækkens mest scorende hold, og at de har lukket færrest mål ind. Trods en kedelig sekvens med to sejre og tre nederlag på seks kampe i december og januar, er disse omstændigheder nok til at placere West Ham på en delt førsteplads med Southampton, der ellers inden det famøst vanskelige juleprogram lignede et sikkert tophold. Begge hold har 47 point, og Cardiff og Boro lige i røven med 45 hver.

Alligevel er det hele lidt en flad fornemmelse. West Ham har i mange kampe været uoverbevisende. Det kan tolkes som en konsekvens af, at mange hold parkerer bussen, når modstanderen er the mighty irons, og at der derfor skal knokles for resultaterne. Det kan imidlertid også tolkes som, at Allardyces “jeg-kalder-det-4-3-3-men-alle-raske-mennesker-med-nogenlunde-fodboldforståelse-vil-kalde-det-4-5-1-da-Julien-Faubert-og-Matt-Taylor-ved-gud-ikke-er-angribere-så-det-er-i-virkeligheden-en-omgang-livrem-og-seler-og-sats-på-at-få-bolden-hen-i-positioner-hvor-der-procentuelt-opnås-mange-dødbolde-der-kan-give-en-løs-chance-i-boksen”-fodbold ganske enkelt ikke tilvejebringer de resultater, som man havde håbet - og måske også forventet.

Desillusionen er så småt ved at sætte ind hos elementer af West Hams loyale og ofte vældig humørsyge fanskare. Mange vil tøvende acceptere kynisk og kedelig fodbold, hvis det giver sikre og solide resultater. Hvis den kedelige fodbold ikke giver de ventede resultater, så kunne man vel lige så godt fucke op mens man prøver at dominere og spille positiv fodbold?

Bloggeren bakker dog som sædvanlig op om det siddende styre. En anden selvbestaltet ekspert ytrede det meget fint et andet sted på internettet:

“I’ve said all along that I didn’t think that Allardyce was the man who would make West Ham great again, what I do think is that he’s the man that stops us being so sh*t.”
- Brugeren Turns to Stone på verdens bedste West Ham-forum kumb.com

En delt førsteplads efter en turbulent tid med gigantisk udskiftning i truppen, mange skader og karantæner (mængden af unødvendige kort har i øvrigt været en klar skuffelse ved Allardyce-regimet…), samt et par stærkt tåbelige pointtab undervejs er svært at brokke sig over. Sidst West Ham var i den næstbedste række sluttede begge sæsoner med en sjetteplads, der blev skrabet til sig med det yderste af neglene. For slet ikke at tale om de seneste sæsoners perfektionerede ynkelig -og uduelighed i Premier League.

I 2012 har holdet alle muligheder for at sikre sig direkte oprykning, og måske noget så sjældent som en førsteplads! Hvis det kræver et forår med lange bolde, percentage football og professionelle frispark, så tager vi det med sygt og muntert sind. Stabilitet er nøglen til en lys claret and blue fremtid. Forhåbentlig får vi lov at se mere til nogle af de unge i processen: Christian Montano (med ghetto-latino-tuschen) og kometen Robert Hall ser lovende ud.

Altså, konklusionen på det hele: Onwards and upwards med Big Fat Sam og Kaptajn Tubby Nolan!

Godt nytår, og COME ON YOU IRONS!

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

I øvrigt mener jeg…

Skrevet d. 2. december, 2011 af sygogmunter
61 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Indrømmet. Undertegnede er ikke just fast seer på TV3’s Champions League sendeflade (men derfor har jeg selvfølgelig en mening alligevel…). For det første fordi West Ham ikke just er fast inventar i denne “Europas fornemmeste klubturnering”, og for det andet fordi TV3 ofte prioriterer nogle kedelige kampe med storholdene frem for at vise turneringens mere interessante opgør. Så hvis det endelig bliver til Champions League er det ofte en engelsk transmission som foretrækkes.

Dog har jeg i de senere år (sikkert som en af få) været ganske imponeret af TV3’s dækning. Den har haft internationalt format. Nuvel, jeg er heller ikke altid imponeret over Per Frimann og Carsten Werges udgydelser, men studieaspektet har typisk været fedt. Konceptet med simpelthen at samle de bedste danske fodboldspillere nogensinde, og så ellers lade dem ævle om fodbold besidder en eller anden form for troværdighed. At spillerne faktisk har været der, og gjort det, som man har siger, har givet deres ord en form for tyngde. Man har lettere kunne accepteret Schmeichels lettere kluntede talestrøm, fordi manden for fanden har løftet det trofæ de andre snakker om. Og sådan har det været vejen rundt. Jan Mølby, Preben Elkjær og Laudrup-brødrene (og FAXE!) er ikke hr. Hvemsomhelst, og derfor er det rasende ligegyldigt, om de har skærmtække, gået til talepædagog, stylist og jeg ved ikke hvad. De er de bedste bud på danske eksperter til den form for analyse som knytter sig til kanalens koncept: Det er ikke videnskabeligt højt niveau eller højtragende analyser (hvad det måske burde være?), og netop derfor har det været befriende at slippe for repræsentanter for den typisk ræderlige danske journalist-stand.

Det er trods alt mere interessant at overvære spekulation om hvordan spiller X føler om situation Y, når det kommer fra folk, som rent faktisk har oplevet noget tilsvarende, og har nogle forudsætninger at tale ud fra. Og så har jeg i øvrigt nydt den voksende accept af, at værter og eksperter gerne må have favoritter: At Schmeichel holder med Man Utd, Mølby med Liverpool og Elkjær med dem der har tættest tilknytning til Italien. Det er sgu fair nok, når de selv har fortjent deres striber i de givne klubber og lande. Det varmer nærmest at de stadig har følelser i klemme. Det er sgu lidt hyggeligt på en meget tjekket måde…

Derfor er det med trist mine, at man konfronteres med nyheden om at Überflødebollen over dem alle; Jes fucking Dorph skal til at være vært på Champions League-transmissionerne. Manden der repræsenterer alt hvad der er vammelprovinsielt, og giver ordet “folkelig” en konnotation af lavloftethed og laveste fællesnævner emmer ikke just af klasse, skarpe analyser og fodboldhistoriens vingesus. Til gengæld kan vi givetvis imødese den “gode jyske grundreportage” (selvbestaltet TV2-hofdisciplin) gør sit indtog i den danske CL-dækning.

Føj for pokker - godt West Ham ikke er kvalificeret…

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

Minderne har vi da lov at ha’…

Skrevet d. 29. september, 2011 af sygogmunter
54 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Carlos Tevez er igen i vælten. Af alle de forkerte årsager. Han har nægtet at lade sig indskifte i en Champions League-kamp i München for sin arbejdsgiver, Manchester City.

Dommen er hård men ubarmhjertig; almenviljen usædvanlig utvetydig i sin dom: Den lille, mongolide møgunge af en moderne-fodbold-stinker-primadonna skal have kappet pikken af, og tvinges til at give sit blødende lem en omgang superfransk iført klovnekostume på torvet i alle mellemstore provinsbyer i hele den vestlige verden. Til skræk og advarsel, forstås: For at styrke menigmands sidste snert af retfærdighedsfølelse i en verden der i stigende grad får Sin City til at fremstå som Slaraffenland. “Det dumme svin”, vil menigmand nok tilføje opsummerende. Hvis han ellers kan få et ord indført, og lige må have lov at være her. Og naturligvis må menigmand det. Sygogmunter.dk har alle dage betragtet sig som en blog af folket. Og dog…

For undertegnede har svært ved at acceptere Tevez’ rolle som samfundets fjende nummer et. Javist, hans opførsel har til tider været tvivlsom. Særligt er den seneste episode svær at sluge. Hans lige vel hyppige udmeldinger om ønskede klubskifter, der kun momentant kan sættes i bero af astronomiske lønstigninger, er indrømmet trættende. Hans evindelige hjemve kombineret med hans totale ulyst til at lære det engelske sprog virker temmelig tragikomisk. Og så tillod han sig oven i købet at forlade Manchester United, selvom klubben måske var interesseret i at tilknytte ham på en fast kontrakt. Ganske vist uden løfter om en bærende rolle på holdet, og uden synderlig vilje til at betale købsprisen, men alligevel. Lige at sige nej til Manchester United. Det kan man sgu ikke tillade sig i dagens Danmark - eller England, som det vel ret beset drejer sig om. Burde den lille lort egentlig ikke bare få lov til at rådne op hos Manchester Citys U-14 hold? Guderne må vide at de har råd til det på de kanter.

Som allerede indikeret er svaret i undertegnedes optik et ganske klart nej. For jeg hylder Carlos Tevez! Hylder jeg alt ved manden inklusiv hans seneste idiotiske eskapader? Bestemt ikke. Hylder jeg ham som fodbold- navnlig tidligere West Ham-spiller? Ubetinget. Vi taler trods alt om manden der om nogen epitomiserede the great escape i 2007. Manden, der scorede målet, der definitivt reddede West Ham over stregen efter et vanvittigt comeback med syv sejre i sæsonens sidste ni kampe. En historisk præstation som løftede holdet fra en solid sidsteplads med 10 point til redning i marts til en 15. plads, da røgen havde lagt sig efter sidste spilledag.

Tevez trådte i karakter i slutfasen. Efter en vanskelig start i klubben med svingende spilletid og manglende succes lagde Tevez op til det første og scorede selv det andet i kampen der ændrede West Hams skæbne. 2-0 målet på hjemmebanen mod Tottenham var en perle af et frisparksmål, som den lille argentiner fejrede med at smide trøjen og blotte sit let kvabsede maveskind inden turen gik ud blandt supporterne, på det der dengang hed the Dr. Martens Stand. Kampen blev i øvrigt - med største selvfølgelighed - tabt. Spurs kom på 2-2, Zamora bragte West Ham i front med 5 minutter igen (igen med assist af Tevez), inden et totalt kollaps forærede spurs en 4-3-sejr. Men noget var ændret. Fans og spillere blev længe på stadion og klappede af hinanden. Der blev skrålet. Mark Noble græd. Og Tevez havde scoret sit første mål. I de resterende ni kampe scorede han yderligere seks mål. Det blev senere omskrevet til, at han havde reddet West Ham egenhændigt. Det er naturligvis en både bizar og uretfærdig dom. James Collins, Mark Noble, Robert Green, Lucas Neil og Bobby Zamora spillede som minimum også nøgleroller. Ja, det gjorde hele truppen vel i virkeligheden.

Alligevel kom det hele til at handle om Tevez. Der var rod i papirerne. Ikke med spillertilladelsen som en almindelig fejlfortolkning lyder, men i forhold til en hidtil temmelig ukendt paragraf om third-party-ownership. Tredjeparter må ikke have indflydelse på klubbers råderet over spillere, og det var åbenbart ikke i overensstemmelse med de aparte ejerskabsforhold i tilfældet Carlos Tevez. Tredjepartens rettigheder blev aldrig benyttet, men kostede alligevel West Ham en historisk stor bøde, og siden et ynkeligt men succesfuldt privat sagsanlæg fra Sheffield United, som mente det var Tevez’ skyld, at de var rykket ned. Tevez var åbenbart skyld i, at de ikke kunne slå Wigan på hjemmebane på sidste spilledag, og at de havde lagt sig ned for Manchester United for at spare spillere nogle runder inden… West Hams uduelige ledelse efter de islandske ejeres konkurs valgte at indgå forlig. Noget klubbens nuværende ejere gentagne gange har udtrykt forargelse og forundring over.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo - manden bag den bizarre situation hedder Kia Joorabchian. En iransk-født, britisk forretningsmand, som er heftigt involveret i mere eller mindre lyssky økonomiske aktiviteter i fodboldens verden. Hans firma, MSI, ejede blandt andet Carlos Tevez og Javier Mascerano, da de blev udlånt til West Ham. Samme firma forsøgte i øvrigt dengang at overtage West Ham, ligesom de var (måske stadig er?) ansvarlige for den brasilianske klub Corinthians. Her nåede Joorabchian blandt andet at have en arrestordre hængende over hovedet. Han fungerer stadig som agent og personlig rådgiver for Carlos Tevez. En hofsnog af en opportunist af total cunt of a man, som har formået at tjene kassen ved at behandle en række fodboldspillere som moderne slaver.Det er i denne optik jeg vælger at tolke Carlos Tevez. En forvirret, uuddannet, ung mand fra den værste slum i Buenos Aires med et talent for at spille fodbold, der er kommet i dårligt selskab. Man skal ikke have set eller læst mange minutters interview med Tevez for at forstå, at det ikke er studenterhuen der trykker…

Og selv hvis den gør: Hvis Tevez faktisk selv er en pengegrisk, kalkulerende, selviscenesættende martyr, gør det ham så ikke til en af de berømte karakterer, som imod-moderne-fodbold-brigaden så ofte efterspørger? Er der ikke noget fascinerende ved en mand, som med sans for patos og sentimentalitet skaber drama udenfor banen, og slet ikke kan lade være med at give sig 100 % på den? En mand som kan skabe sig, ønske sig væk og kaste alt sit legetøj ud af kravlegården, og samtidig blive sit holds topscorer? Hvis folk kan hylde Cantonas karatespark, Campos’ papegøje-dragter, Stoichkovs slåen op i banen, Roy Keanes benbrækkertacklinger, Vinnie Jones’ klunke-riveri, Gascoignes useriøsitet og Maradonas megalomani, coke-misbrug og genialitet, så hvorfor ikke Tevez’ krukkeri kombineret med arbejdsraseri?

Argumentationen er tvivlsom. Bevares. Hvis Tevez rent faktisk nægtede at blive skiftet ind, så har han svigtet de hårdtarbejdende fans, der betaler hans løn (lige i Man Citys tilfælde er det dog oplagt at forholde sig tvivlende til supporternes rent faktiske bidrag, lønbudgettets omfang taget i betragtning), så er den svær at sluge (som man siger).

Men et eller andet sted er jeg ligeglad. Fordi det er personligt det her. Det handler om manden, som konstant scorer mål mod West Ham, men altid nægter at juble. Om manden som aldrig forspilder en lejlighed til at rose Østlondon og krydse armene til hammers-hilsen, når han møder sine gamle supportere. Manden, der som Manchester City-spiller iførte sig West Ham-trøje efter slutfløjtet i sæsonens sidste kamp for to år siden for at tage en æresrunde på the Boleyn Ground.

Og frem for alt knægten fra Fuerte Apache, som tidligt i karrieren afslog at modtage plastickirurgi for at fjerne sine brændemærker på halsen, og som gav sig 100 % for West Ham United i sæson, hvor alt så sort ud. En fyr som uden at have indflydelse på det var havnet i en obskur fodboldklub, som han sikkert hverken havde hørt om eller lyst til at spille for. Det havde været oplagt at blive fornærmet siddende på bænken og vente på det næste klubskifte, da Alan Curbishley, mildt overraskende, i dele af sæsonen foretrak Marlon Harewood og Bobby Zamora. Han kunne have hævet sin løn, og hygget sig på natklubber og gode restauranter. Men det gjorde han ikke. For han forstod noget fundamentalt. Noget som ikke kan formuleres, men som handler om West Ham United - og måske om selve essensen af spillet. Han kunne slet ikke lade være med at spille fodbold. Han sled, slæbte, knoklede og løb sig selv halvt ihjel for West Ham Uniteds trøje og supportere. Han havde klasse ikke mindst. Og han skabte sig aldrig.

Måske bliver hele den historie bare endnu bedre af, at han lige siden har formået at pisse ikke bare en, men to af klubberne fra det engelsk fodboldbourgeoisi af? Når to af de mest forkælede fanskarer i fodboldens verden hader en mand, som jeg elsker, så kan jeg ikke lade være med at elske ham lidt mere, selv når hadet måske bunder i ret reelle årsager? Jeg ved det sgu ikke. Men hvis de ikke kan bruge ham i Manchester, så er Carlitos altid velkommen i det østlige London.

Det sker næppe, og måske er det godt det samme. Måske ville Tevez ødelægge det hele ved også at spille fandago i West Ham. Det er heldigvis rent hypotetisk. Og vi vil altid have minderne. Dem kan ingen tage fra os…

Tjek blogindlægget i en pimpet udgave på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller kig forbi på twitter