Det er efterhånden ved at være længe siden jeg sidst besudlede internettet med mine udgydelser om fodbold generelt og West Ham i særdeleshed, og det er naturligvis beklageligt - såfremt man altså nyder at læse bemeldte udgydelser naturligvis. Hvis det modsatte er tilfældet er dette skriveri i sig selv beklageligt. Med andre ord kan jeg passende starte dette indlæg med at undskylde til alle. Derfor: Til såvel faste læsere, som modstandere, ludere og lommetyve: Et dybtfølt undskyld!
Men hvorfor nu denne intro? spørger den opmærksomme læser utvivlsomt. Og fortvivl ej læser, det rabler ikke fuldstændig: Der er faktisk en art sammenhæng i tankerækken her i firmaet. Man kan næsten gå så vidt som at hævde, at sagen er bøf (for nu at få sneget den glimrende og dybt undervurderede vending ind fra højre). Hvis ikke man kan skrive om tilgivelse og syndsforladelse på umiddelbart efter en højhellig, solbeskinnet påske, hvornår kan man så? Og det er såmænd ikke de eneste temaer, som højtidens glade budskab aktualiserer. Næ. Det er knageme også tid for intet mindre end deciderede, gode, gammeldags mirakler. Genopstandelse, bitches! som Jesus sagde, da han gjorde sin re-entre til måbende blikke, da hulen var tom og stenen skubbet væg fra indgangen. Og nu kan du nok, opmærksomme læser, så småt følge logikken - efter lørdagens nederlag på Stamford Bridge (med verdens mest forudsigelige scoring af Fernando Torres) har West Ham United i den grad brug for et mirakel for at forblive i den bedste engelske fodboldrække.
Blanke sko og Ryan Giggs-skjorte i Rostock
Grundet et lettere hektisk, sygt og muntert liv har jeg hverken fået blogget eller set tilstrækkelige mængder West Ham på det seneste. Jeg fik akkurat sneget det traditionsrige, (og i år endda MEGET) hjælpeløse udebanenederlag til Bolton med, men har ellers misset såvel 4-2 nederlaget til Manchester United (som naturligvis kom i hus efter en West Ham føring på 2-0 indtil det 65. minut - 3-2-målet blev med største selvfølgelighed scoret på verdens tyndeste straffe) og tillægstidsnederlaget mod Aston Villa i forrige weekend. Under Man Utd-kampen befandt jeg mig på DKB-Arena i Rostock, hvor Hansa Rostock tog imod Carl-Zeiss Jena i en højrisikokamp i den trejdebedste tyske række. Imens tikkede sms-opdateringerne ind fra Litteraten med Fremskridtshåret (som i øvrigt ikke længere har fremskridtshår, men til gengæld har tillagt sig et Vilfort-overskæg - “Litteraten med Vilfort-skægget”?!), som fandt plads til i forbifarten at orientere om kampen ind imellem sine mange betragtninger om en Ole Testrup-lignende Man Utd-fan, som iklædt en Ryan Giggs-skjorte (ikke trøje, skjorte!?) og åbenbart usædvanlig blanke sko, tilbragte sin lørdag eftermiddag på vores stampub med med at brøle racistiske betragtninger efter Antonio Valencia og Ji-Sung Park, der angivelig er henholdsvis en uduelig, kaffeplukker og en skævøjet risgnasker eller noget i den retning. Da meldingen om 2-0 målet tikkede ind ved Mark Nobles anden straffesparksscoring på the Boleyn Ground konstaterede min rejsekammerat, den Bundesligaliderlige Kommuneforsker, at en udesejr på 4-2 måtte være så godt som sikker. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor irriterende Ole Testrup-manden i Ryan Giggs-skjorten har været, da 4-2-målet raslede ind bag Robert Green, sammenbruddet var totalt og den kommunalt interesserede fik ret.
Så var kommuneforskeren anderledes taktfuld senere. Efter øl(ler), pølse(r), tåbelig pauseunderholdning, middelmådig fodbold, et intimt, godt fyldt solbeskinnet stadion med en meget højrøstet og sortklædt ultras-fraktion bag det ene mål, anti-St. Pauli og Dynamo Dresden-slagsange fra hele stadion, 2-1 til hjemmeholdet og en hurtig bustur til stationen, gjorde forskeren sig nemlig den ulejlighed at besnakke det ekstremt talstærkt udkommanderede uropoliti (Carl-Zeiss Jena - finmekanikfirmaholdet - er åbenbart ikke så fimsede, som den historiske baggrund kunne indikere) til at åbne politikæden, så vi danske fodboldturister kunne nå et tog til Berlin. Eller det vil sige: Politikæden smækkede prompte i bag kommuneforskeren, da undertegnede gjorde mine til at følge efter. Det må være noget med mit valg af frisure i forhold til den stereotyp, som hersker om visse segmenter af Hansas supportere. Det stemmer i hvert fald overens med, at jeg, men ikke forskeren skulle kropsvisiteres ved stadion. Men selv den lukkede politikæde fik han snakket sig fra på mine vegne. Men han har også, skal det siges, en ualmindelig velsiddende, dog henslængt, luftig sideskilning. Takket være den nåede vi toget til Berlin, som egentlig var rejsens destination. Man skulle have været kommuneforsker, skulle man.
Fear and loathing in Berlin
Efter en lang nat på en technotramper-klub af den slags som man åbenbart holder af, hvis man interesserer sig for den kommunale sektor, gik turen dagen efter til det Olympiske Stadion, hvor mere end 70.000 mennesker benyttede en af de første rigtige forårsdage til ikke blot at bese et af de mere spektakulære monumenter for det 3. rige, men også at se byens mest succesfulde fodboldhold tage imod Paderborn i den næstbedste række.
Det var en interessant oplevelse af flere grunde. Det gav først og fremmest mulighed for at se fodbold på et olympisk stadion (et sådant skal jo også snart huse West Ham), og jeg må sige at udsigten fra øvre tribune på langsiden var væsentlig bedre end frygtet. Værre så det ud til at være tilfældet bag målene, uden at det dog lod til at lægge en dæmper på entusiasmen i Ostkurven, hvor de mest entusiastiske supportere havde taget opstilling - netop bag det ene mål. Her blev skrålet slagsange til melodier lige fra Rod Stewart til Bonnie Tyler, viftet med tørklæder og flag, hoppet og danset. Kontinental fankultur. Modsat de talstærke og lydmæssigt altdominerende ultras i Rostock virkede det også rent faktisk som om, at befolkningen på Ostkurven havde en vis interesse i at se fodbold, og ikke kun i at synge sange (som i øvrigt lader til at være til fælles med det meste af Europa i forskellige afskygninger), klappe i takt og danse synkrondans. De fandt det i hvert fald lejlighedsvis berettiget at holde kæft og rent faktisk reagere på den fodboldkamp, som udspillede sig på banen. I øvrigt en relativt tam affære, hvor hjemmeholdet vandt 2-0 uden problemer og uden at sprudle.
Oi, Oi, Oi! Before the flame dies…
Søndag aften var der ikke fodbold. Men på en måde var det ikke langt fra. Her udspillede undertegnedes hovedformål med rejsen sig: Oi-punk-legenderne fra Cock Sparrer spillede op til dans.
For de som er så uheldige ikke at kende Cocken, som jeg ynder at kalde dem, så drejer det sig om et punk-orkester, som ifølge rygter blev tilbudt “at være Sex Pistols” af den berømte og berygtede Malcolm McLaren, da denne havde fået sin vision om at skabe og eksponere det første rigtige punkband. Legenden hævder, at de unge knøse fra Londons East End takkede venligt men bestemt nej, da McLaren nægtede at give en runde bajere. Kronologien hænger i hvert fald så nogenlunde sammen, og selv hvis den ikke gjorde, skulle den ikke komme i vejen for en god historie. Cock Sparrer blev dannet i 1972, Sex Pistols i 1975. Sidstnævntes epokegørende plade Never Mind the Bollocks udkom i 1977. Året efter udkom Cock Sparres første album, som blev helt og aldeles ignoreret af alt og alle - inklusiv bandets pladeselskab Decca. Pladen, der kort og godt gik under navnet Cock Sparrer, blev således kun udgivet i Spanien (og er sikkert en milliard værd i dag), og først genudgivet i 1987.
I 1982 udkom pladen som i stedet ofte regnes for Cock Sparrers debut: Shock Troops. Den regnes desuden som universets sandsynligvis sejeste, om ikke decideret bedste plade af den anerkendte forsker indenfor rytmisk musik S.Y Gog Munter. Det er ganske enkelt et triumftog af fremragende sange. To år senere fulgte pladen Runnin’ Riot in ‘84, og herefter fulgte en ti-årig pladepause for cocken. Dette skyldtes ikke mindst, at bandet - som var erklærede West Ham supportere med tilknytning til den mere voldelig del af tidens fanscene - tiltrak sig et temmelig voldsomt publikum, og det derfor blev ualmindelig svært for dem at få lov til at spille koncerter nogen steder. Endvidere begyndte bandet at blive forfulgt at rygter om, at de tilhørte den yderste højrefløj politisk (en prædikat som ofte forfejlet kobles på hele oi-punk-genren), hvilket ikke gjorde tingenes tilstand lettere. Selv har bandet altid taget afstand fra politiske dogmer - hvilket også sker ganske eksplicit på flere af bandets sange. Det eneste bandet for alvor kan siges at prædike er generel politisk desillusion, anti-autoritet og arbejderklassestolthed. Mens megen anden punkmusik drønede ud af politiske, kunstneriske eller andre mere eller mindre meningsfulde tangenter, blev Cocken stående på udgangspunktet, spillede musik, der stadig går lige i pikkemanden, og så det de oprindeligt betragtede som deres ungdomskultur og oprør blive kapret af modeindustrien og middelklassen. Første del af sætningen er min vurdering, sidste er bandets egen, som de har givet udtryk for ved flere lejligheder.
Omkring 1992 var der gudskelov nogle mennesker i Leipzig som fattede pen og papir og kontaktede bandet, der blev lokket på landevejen igen, opdagede at der var en masse mennesker der savnede dem, og BANG! to år senere udkom pladen Guilty as Charged, som med brilliante sange som Because You’re Young, Last Train To Dagenham, We Know How to Live og Tough Guys signalerede at Cockens kombination af en loyal glæde ved tidligere tiders glam - og pub-rock kombineret med punkenergi, omkvæd der egner sig til fodboldstadions og arbejderklasse-etos skaber en uimodståelig gryde af fuldstændig ekstrem awesomeness. I 1997 fulgte pladen Two Monkeys, der føjede endnu en stak klasse-sange til repertoiret , inden de igen tog en 10 år lang skraber for at udgive en plade som kandiderer til titlen som bandets bedste, da Here We Stand udkom i 2007. Ikke dårligt at en flok midaldrende, grimme briter.
Personligt opdagede jeg først for alvor bandet alt, alt, alt for sent (som Litteraten så smukt og rammende formulerede det: “Jeg har altid antaget, at de måtte være dårlige med det dumme navn…”), og derfor gik det mere eller mindre hen over hovedet på mig, at de spillede i København for et par år siden. Dette var dobbelt ærgeligt, når man tager i betragtning, at deres turné-aktivitet er meget begrænset, og at de udover en fast årlig koncert i Blackpool, sjældent spiller mere end højst en håndfuld koncerter om året, og at disse forsøges placeret steder, hvor bandet aldrig tidligere har været. Derfor var incitamentet om at komme til Berlin så meget desto større. Og Cocken skuffede ikke. Settet blev leveret med kompetence, energi og en entusiasme, der ikke kunne skjule, at de eneste der havde det federe end publikum - der ellers skrålede fællessang, klappede og kastede med øl, som gjaldt det livet - denne aften, var de fire gamle, småtykke og halv -eller helskaldede skolekammerater - forsanger Colin McFaul (der var iført en t-shirt med en stencil af Bobby Moores kontrafej), guitarist Micky Beaufoy, bassist Steve Burgees og trommeslager/heart&soul/badass Steve Bruce (der modsat hans navnebror på Sunderlands sidelinje ikke ligner en gammel lebbe) samt gruppens nyeste mand siden 1992, andenguitarist Darryl Smith. Hvis bare flere professionelle fodboldspillere kunne vise samme entusiasme…
En helt igennem livsbekræftende og pissefed oplevelse (selv kommuneforskeren rokkede lidt med det kommunefarvede hår), der fik mig til at tænke tilbage på en helt og aldeles rædselsfuld, kold aften i januar. West Ham havde netop formøblet en 2-1 føring fra den første semifinale, og en 1-0 føring ved pausen i den anden i Carling Cupen mod Birmingham. Barry Ferguson havde gjort ting på banen, som normalt ville give betingede fængselsdomme. Jeg var gutted, men hjem skulle jeg. Høretelefoner blev proppet i ører og shufflefunktion på ipod aktiveret. Og hvem andre end Cocken reddede min aften! Det var en sang fra pladen Two Monkeys. En sang med et banalt og kluntet carpe-diem budskab, som går lige hjertet, der banker hårdere, rygsøjlen, som retter sig op, og mundvigen, som antager en trodsig trækning. Det var et fucking mirakel, og det lød cirka sådan her:
“People say that life ain’t fair
And then they say what you give comes round the same
What can you believe ?
I say if you want passion in your life
You can’t be afraid of pain
You’ve got to get out and live
Cos freedom’s a curse but boredom’s even worse
There’s a spirit inside that needs to fly.
Oi, Oi, Oi is the call
Oi, Oi, Oi, do it all
Oi, Oi, Oi before the flame dies”
Nuvel. Det er ikke Rimbaud, det er ikke Shakespeare, men mindre kan fandeme også gøre det, og manden bag de ord er jo tydeligvis West Ham fan! Nu ved jeg, hvilken sang der skal spilles højt og gentagne gange inden hver af de fire resterende forfærdelig spændende kampe i denne sæson. 4 kampe som jeg agter at nyde i fulde drag - der kan gå lang tid inden de fire næste på dette niveau. Kravet er umiddelbart 9 point, hvis overlevelse skal sikres. Der kommer næppe nogen i næste runde mod de lyseblå fra Manchester. Altså skal der hentes gevinst hjemme mod Blackburn, ude mod Wigan og hjemme mod Sunderland i sidste runde, og det kan principielt lade sig gøre. Sidstnævnte kamp bliver sågar med Socialdemokraten, Kommandoliberalisten og undertegnede på lægterne. Forhåbentlig bliver vi vidne til et mirakel, med årets spiller ifølge de britiske sportsjournalister, Super Scotty Parker, i rollen som den genopstandne. Og ellers kan vi i det mindste tage pænt afsked med ham og Premier League. Og konstatere ved selvsyn, om Steve Bruce (altså ham den falske, som ikke slår på tromme i Cock Sparrer) også ligner en gammel lebbe set fra Sir Trevor Brooking Stand Upper…
Come on you irons!
46
Stemmer
Kommentarer
Anmeld