SocBlogz

Tiden går fortsat hurtigt, og de trofæløse år bliver flere og flere for baskerklubben. I år, 2012, opnåede de både, at få nederlag i Europa League-finalen mod Atlético Madrid og et nederlag i Copa del Rey-finalen til storebror Barcelona, spillestilsmæssigt, med 3-0. Men det tegner godt. De har fundet deres egen spillestil, og selve fundamentet, meget á la Barcelonas. Ydermere er de blevet respekteret mange steder. Så hvor lang tid skal de vente med ikke blot at få trofæer, men også reel succes igen, hvis det overhovedet ender med at kunne lykkes? Der er efterhånden ved at være gået mange år.

Siden den argentinske træner Marcelo Bielsa overtog Athletic Bilbao den 7. juli 2011 efter en lang træneræra med spanske Joaquín Caparrós, har baskerne budt ind med en helt ny form for fodbold. Holdet er som forvandlet. Det er ikke den samme hårde spillestil. Selvfølgelig har de stadig et hårdt forsvar, der får en god bunke advarsler hvert år, men offensivt er der virkelig sket forandringer. Hurtige kombinationer, glimrende sammenspil og, ikke mindst, løber de konstant og kæmper for hinanden. Spillestilen er en kopi af Barcelonas, dog ikke på det niveau endnu. De har fundamentet til noget stort, da de lige har opbygget noget interessant, og nu skal der bygges videre på det.

En af de eneste store negative hændelser, var den skuffende 10. plads de fik i sæsonen 2011-12. Ellers ser det rigtig lyst ud fremtidigt. Der går med stor sandsynlighed et godt stykke tid (hvis det så nogensinde sker) før de bliver et regulært tophold igen, der kan måle sig med Real Madrid og Barcelona, men det er stadig en flot bedrift af Marcelo Bielsa, at kunne ændre Athletic Bilbao så meget uden nogen deciderede stjerner, men blot med en masse samarbejdsvillige, teknisk stærke spillere.

Apropos stjerner, er der dog spillere der tager større initiativer end andre; selv på et hold som Athletic Bilbao, der spiller meget på holdånden.

Profiler:
Som de fleste muligvis ved, består Athletic Bilbaos førstehold udelukkende af baskere, hvilket også er nødvendigt, så de kan opfylde deres ”Basque-only”-krav. Det er en bedrift i sig selv, at de har kunnet få bygget et glimrende hold op med de hårde traditionelle regler for klubben, da de har en hel del kompetente spillere.

Eksempelvis Fernando Llorente. Spydspidsen, bomberen. Deres absolutte målscorer, der er blevet topscorer for baskerne de sidste fem år. Temmelig uundværlig spiller med nødvendige kvaliteter.

Så er der Javi Martínez. Startede som defensiv midtbane, men er blevet rykket ned i det centrale forsvar mange gange i denne sæson, og har gjort det rigtig udmærket dernede. Lidt af en klippe med gode kvaliteter både offensivt og defensivt, der forståeligt er eftertragtet blandt diverse storklubber. Dog har han ikke fået sit internationale gennembrud, og han mangler stadig lige det allersidste.

Ude på fløjen har de Iker Muniain, der er et stort talent fra egne rækker. Sammen med Ander Herrera, Óscar de Marcos og Markel Susaeta, danner de en samarbejdsvillig, glimrende og ung firkløver, der skal stå for det kreative indtil Llorente kan få afsluttet.

Ude på højrebacken har de en erfaren og indspillet spiller i form af Andoni Iraola, der har spillet 9 år på Athletics førstehold. Derfor kender han klubben aldeles godt, og er muligvis et godt forbillede for de mange unge. Eminent spiller.

Resten har mindre roller på Bilbao-holdet. Dog bærer de resterende, middelgode spillere også en del af holdet, da der er brug for alle i et kollektiv, som hos Athletic Bilbao.

Talentudvikling:
Deres Basque only-politik har stor indvirkning i, at de bliver nødt til at producere mange talenter, så de kan få et hold af egen avl. Det vil gøre, at de ofte vil have et ret ungt hold med fremtiden i sig, når de hele tiden producerer nye spillere fra egne talentrækker. Endnu en tendens der er ens med Barcelona, som blot gør klubben mere fascinerende.

Lige pt. er en hel del af deres spillere på tærsklen til gennembrud (Muniain, Martínez osv.), hvilket kunne skabe en lys fremtid for klubben, hvis ikke spillerne skifter videre med det samme til en klub, som allerede er stor. Dog plejer mange af deres spillere, at blive mange, mange år i klubben og vise loyalitet. Andre, der blot besidder et for højt niveau, må miste tålmodigheden og så smutter de.

Derfor har de en spændende måde, at skabe spillere på; sommetider er metoden med talentudvikling også ret effektiv. Hvis Athletic Bilbao så gerne vil være en reel storklub igen, skal de bare også kunne holde på spillerne, så de ikke konstant skal starte på en ny med, at få gode spillere til klubben.

Meget mere er der nok ikke at sige om talentudviklingen, udover at den tydeligvis er ret imponerende, og at det ville være fantastisk, hvis de kan skabe noget stort ud af det.

Fremtidig udfordrer til Real Madrid og Barcelona?:
Fra 1900-tallet til 1950 havde Athletic Bilbao deres storhedstid med specielt bunker af Copa del Rey-mesterskaber, samt en del La Liga-trofæer. Den dominans er med tiden forsvundet, og de er blevet en mere og mere middelmådig klub.

Nu har Bielsa indført den nye spillestil, der har gjort Athletic mere seværdige. I den forgangne sæson fik de bygget fundamentet op; nu har de principperne på plads, og måske kan de igen blive store, hvis de virkelig kæmper for det. Fascination bliver i hvert fald større og større, allermest over deres måde, at føre en klub på, men nu også deres nye, modige form for fodbold. Naturligvis er det en stor opgave, at skulle blive en storklub med de traditionelle regler de bærer på, men de har gjort det før, så kan de komme op omkring Real Madrid og Barcelona, bare på et eller andet tidspunkt i fremtiden? Det ser ret svært ud, men vil de virkelig ind i scenen som en stor klub, burde det ikke være umuliggjort.

Jeg kan intet sige med sikkerhed, udover, at jeg er virkelig fascineret af Athletic Bilbao. Sommetider svigter noget der ellers ser lovende ud, andre gange bærer det frugt. Jeg håber dog, at de med en så modig spillestil og med de anstrengelser, at de vil komme op, og i hvert fald bare blive lidt større end hvad de er nu.

Så om de er en fremtidig udfordrer til specielt Real Madrid og Barcelona må fremtiden vise. Inden for de næste par år, er det dog ret usandsynligt, at det skulle hænde.

Låser de sig selv fast?:
Det har været en tradition for klubben i meget lang tid med kun at benytte baskiske spillere (med få undtagelser), der oftest kommer fra egne talentrækker. Selvfølgelig er det en politik, som de nok ikke vil ændre på, men det gør det meget svært, at bringe kvalitet på den måde, da der ikke er særlig bredde muligheder på transfermarkedet. De har igennem tiderne produceret rigtig gode spillere, men lige for tiden går det ikke sublimt, og det kan muligvis være en af grundene for deres manglende succes. Så godt nok kan Athletics fremtid se lys ud, men der er også problematikker, som gør det svært for dem selv.

Naturligvis, hvis man spiller med spillere, der kan det samme sprog ind og ud, gør det kommunikationen bedre på inde og uden for banen, og det kan skabe et bedre kollektiv med spillere, der har kendt hinanden i længere tid end i andre klubber. Dog vil det muligvis være bedre, hvis man også åbnede op for spillere, man ved, har et godt niveau fra andre lande, i stedet for bare at prøve og så håbe med talentarbejde og spillere fra samme region. Det er imod traditionerne, men det kan skabe visse fordele.

Afrunding:
Athletic Bilbao er helt bestemt et godt hold. Alligevel er det svært, at sige om de har midlerne til stor succes i fremtiden, da der er mange ting, der skal gå deres vej naturligvis. De er en virkelig spændende klub, men kan de få vundet La Liga igen i fremtiden (med fremtiden må det være indenfor de næste 10 til 30 år ca.)?

Kan de ombytte deres brillante spil til succes? Eller forbliver de det middelgode hold, som de har været i mange år nu?

Giv endelig en stemme og læg en kommentar. Tak fordi du læste med.

Det endte i dramatik og tæt kamp om Champions League, og på trods af Falcaos 24 mål i La Liga-sæsonen 2011-12 for Atlético Madrid, hvilket var næsten halvdelen af alle deres mål, må Los Rojiblancos igen i år blot nøjes med Europa League. En turnering som vores hovedperson, Radamel Falcao, efterhånden må være irriteret af at ende i konstant. Desuden er den colombianske bombers kvaliteter og ambitioner steget meget på det sidste, så Europa League skal forhåbentligt snart skiftes ud med Champions League. Derfor må tiden snart være inde til at søge en ny, større klub med større ambitioner. Lige nu er Atlético Madrid formentlig bare en mellemstation inden den helt rette klub åbenbarer sig for ham. Men hvilken?

’El Tigre’, som Falcao helt forståeligt sommetider bliver kaldt, har ubetinget haft en kolossal indvirkning i, at Atlético Madrid igen i år har fået Europa League. En turnering som Falcao har vundet to år i træk med først Porto og nu Atlético. Men en spiller som ham og i hans alder, skal videre til en storklub og få spillet Champions League. Dog siger han, at han bliver i Atlético Madrid og manager Diego Simeone vil nok også gøre alt for at holde på ham. Men mon ikke at summerne i det lange løb bliver for høje for dem begge? Spørgsmålet er så bare hvilke klubber der er villige til, at lægge ud med det sandsynligvis enorme beløb, som colombianeren nu må koste.

Den nemme – Manchester City:
Agüero, Dzeko, Balotelli, Adebayor, Tévez. En kæmpe bunke klasseangribere, samlet i Manchester City, hvor navnene virkelig er store. Og med alle de angribere, ligner det ikke ved første øjekast en angribers drøm, at komme til City. Men kigger man nærmere, kunne City sagtens bruge en ny angriber, i hvert fald én som Falcao. Det ser svært ud, men perspektiveret set, er det slet ikke umuligt for Falcao, at skulle komme på holdkortet. Lad os tage det fra en ende af.

Deres klart bedste angriber Agüero skal ubetinget starte inde. Helt klart. En lidt anden situation er det med bosniske Dzeko. Han var en fantastisk bomber i Wolfsburg, men fungerer bedre som en stærk bænkspiller i City, da han tydeligvis ikke helt har niveauet alligevel. Dermed er han ikke en udfordrer.

Så er der Balotelli. Spillemæssigt er han et vidunder. Dog knap så vidunderlig hvad angår uden for banen, og hans temperament løber alt, alt for ofte af med ham inde på banen også. Derfor en meget risikabel spiller, at lade starte inde. Men når han rammer dagen, er han glimrende, andre gange knap så glimrende. På den måde, er det meget nemmere, at lade Falcao starte inde, da han muligvis også har større kvaliteter end Balotelli, bare med sin egen stil, og han har ikke et så svingende temperament. (Falcao har kun fået to røde kort i hele siden karriere – begge to i den argentinske liga.)

Og for at sige det kort og enkelt, er han bare bedre end både Adebayor og Tévez. Ydermere bliver Adebayor med stor sandsynlighed ikke i klubben, og med Tévez’ svingende humør og blot manglende kvalitet i forhold til Falcao, er de ikke de helt store udfordrere.

Dermed er det kun Agüero, hvor det er et must, at han starter inde. Og ham og Falcao kunne meget vel danne et glimrende samarbejde i angrebet.
Den eneste ting, der så mangler er blot om City er helt vildt interesserede og begejstrede for Falcao; og det har de faktisk også udvist, at de er. Pengene har de i hvert fald. Måske er de endda en af de eneste klubber, der har nok.

Den ”oplagte” – Chelsea:
Det vil virke ret oplagt, hvis Falcao skifter til Chelsea. Endda oplagt for begge parter. Chelsea mangler en god angriber og de har pengene. Og ved et skifte til Chelsea får Falcao sandsynligvis Champions League mange år og muligvis store trofæer; lige hvad han har brug for. Og så ser han bare ud til, at ville passe godt ind. Så ved første øjekast, vil det ligne en eminent handel. Men…

Det ser også meget ud til, at Chelsea henter brasilianske Hulk fra Porto, som også er angriber/fløj. Og på et enkelt transfermarked vil det virke virkelig usandsynligt, at de skulle hente både Hazard og Hulk, men også Falcao.

Derfor er det måske alligevel ikke så oplagt for Chelsea. Medmindre de altså dropper Hulk, eller først køber Falcao næste transfermarked. Der er han muligvis bare solgt, så alligevel bliver et skifte til Chelsea ret usandsynligt. De har dog vist stor interesse for ham ifølge medierne, og de vil tydeligvis virkelig gerne have ham, men alligevel lægger det stærkt an til, at det bliver Hulk. Tre så store handler med Hazard, Hulk og Falcao på et transfermarked vil helt sikkert ikke blive en realitet. Det virker nok en anelse for surrealistisk.

Den usikre, men smarte – Real Madrid:
Sammen med City og Chelsea, er Real Madrid én af de eneste, der kan lægge ud med et så stort beløb, som Falcao vil koste. Og siden der har været virkelig mange rygter om en Higuaín-afsked, vil Real Madrid få brug for endnu en god angriber. Og der er den colombianske spydspids oplagt. Dermed, hvis Higuaín smutter, vil det være en virkelig smart handel for begge parter. Hvis han ikke gør, bliver det nok ikke til noget, og Falcao må kigge efter noget andet. Dog ligner det, at Higuaín smutter, så hvis Falcao tør og vil tage skiftet til rivalen fra Madrid, kunne der sagtens ligge en fremtid i den klub. Dog ligger de engelske klubber også og lurer, så hvis Real Madrid gerne vil have ham, skal de nok til, at melde sig ind i kampen snarligt, da de slet ikke har vist nogen interesse endnu.

Én ting er dog sikker: Hvis Falcao skifter til Real Madrid, vil han få spilletid. Ifølge min mening, er han langt bedre end Benzema, så franskmanden må nok ud på en fløj, medmindre Di María kan slå ham af. Et tremandsangreb bestående af Cristiano Ronaldo, Falcao og Benzema/Di María vil uden tvivl se ret prangende ud.

På den måde vil det være en ret smart handel. Men transferen kommer sandsynligvis kun på tale på den bekostning, at Higuaín skifter.

In my dreams – Arsenal:
Som stor Arsenal-tilhænger har man da lov til, at håbe på at han vil til den røde del af London! Han vil kunne gøre en stor forskel. Men der er bare alt for mange faktorer der viser, at han næsten sikkert ikke kommer. Den første må være, at Arsenal ikke har så mange penge (de er i hvert fald ikke villige til at punge ud med dem), som Falcao koster, hvilket er noget af det vigtigste.

Den anden er, at Arsenal ikke har vundet et trofæ i syv år, og noget af det Falcao nok helst vil, er at vinde et stort trofæ hos en storklub. Det gør dermed chancerne endnu mindre.

Og bare på baggrund af de to grunde, gør det desværre Arsenal til at ret utiltalende sted for en spiller som Falcao. I hans Porto-tid var Arsenal et mere aktuelt emne. Nu har alle set hans fantastiske niveau, og han gør også selv ambitionerne større end Arsenal nu. Ærgerligt at de ikke slog til.

Manipulerer han eller vil han virkelig blive?:
Som sagt før, har Falcao fortalt, at han bliver i Atlético Madrid, og han har udvist, at han er begyndt at elske både byen og klubben. Derfor er det langt fra sikkert, at han rent faktisk skifter klub. Dog vil det virke ret mærkeligt, hvis han bliver i en middelgod klub som Atlético, og ikke vælger et større skifte, når han er i topform, 26 år og når mange klubber med garanti vil have hans underskrift. Derfor er det ret svært at sige om det er manipulation fra den colombianske stjernes side, men et skifte til Chelsea, Manchester City eller Real Madrid (eller Arsenal, siger en lille stemme) ville være et virkelig klogt træk, da hans monumentale potentiale helst ikke skal gå spildt i halvgode klubber.

Et skifte vil gøre mange glade, men hvis han mener at Atlético Madrid gør ham glad, bliver det spændende at se hvordan det ender. Vi må se hvad fremtiden viser os.

Historien om Fernando Torres’ karriere fra da han blev blå.

Den 31. januar blot et år tilbage, blev Liverpools elskede spanier købt for monumentale 50 millioner pund; 456 millioner danske kroner. Torres skiftede helt chokerende den berømte røde ud med den blå, og til Chelsea. Stamford Bridge. Så da Abramovich og Chelsea-kompagniet havde været villige til, at punge ud med et så kolossalt beløb, havde man nok forventet et voldsomt udbytte i mål, suppleret op med flamboyant angrebsspil. Men hvad endte det med? Måltørke og frustrationer…

Forhistorie:
El Niño startede i Atlético Madrid, hvor Liverpool derefter fik ham for godt 20 millioner pund. Hans talent kunne ikke overses, og han blev skam også Liverpools topscorer i sin første sæson, og blev straks super populær. Målene fløj ind, også i de næste sæsoner på trods af en lang række skader. Så lurede Chelsea ved 2010-11-sæsonen, og selvfølgelig fik de ham også, koste hvad det vil (her var ”koste hvad det vil” så et absurd stort beløb, for en spiller, som ikke helt var i form). Ja, også selvom Torres var kommet ind i en mindre downperiode, og på trods af hans besvær med scoringerne. Men sket var sket, og da Torres blev den fjerde dyreste fodboldspiller i historien, lagde man virkelig også et pres på ham, på trods af hans daværende svingende præstationer, og mindre effektivitet i slutningen for The Reds.

- Første sæson i Chelsea – Måltørke og forløsning:
Han var ikke den Torres, som man kendte, da han blev hentet fra Liverpool. Alligevel satsede Chelsea, og hentede ham for et surrealistisk beløb. Og med sådanne forventninger til Torres og sådan et pres, da han kom ind mit i sæsonen, ville man sgu også have brillant angrebsspil. Men det endte det så langt fra med. Chelsea vandt godt nok de fleste sluttelige kampe, men en ’ond forbandelse’ hvilede over El Niño. Han havde ikke scoret i 13 kampe i træk for Chelsea, set over alle turneringer. Man kunne kalde ham en fiasko, og han begyndte at få en fastere og fastere plads ude på bænken. Helt indtil at Chelsea-spillerne skulle overfor West Ham, som endte i en mindre historisk kamp. Da den tamme spanier kom på banen det 76. minut, havde ingen med stor sandsynlighed forventet det. Men der stod altså 1-0 og nogle minutter senere gjorde Torres det umulige. I et urimeligt regnvejr fik han kæmpet sig vejen til nettet! 2-0. Hele Stamford Bridge brød ud i jubel, og en meget sigende og smuk jubelscene af hele Chelsea-holdet kom bagefter. For specielt Chelseas fans, var det et virkelig smukt øjeblik. Men fra det forløsende øjeblik af, blev der ikke meget mere, at juble over i den sæson. Chelsea kom på andenpladsen efter United, og Torres fik ikke banket flere bolde i nettet.

- Anden sæson – En tur i rutsjebanen:
Efter en decideret lortesæson med et enkelt mål i 18 kampe i alt, skulle der simpelthen bare tæskes noget selvtillid ind i spanieren. Han måtte op på hesten igen, og blot blive den bomber som man kendte ham som. Men det blev der ikke meget af. Han startede igen sæsonen med en måltørke. Men det var til Torres’ held en af de mindre, for efter blot fire Premier League-kampe fik han fundet vej til netmaskerne. Endda mod selveste Manchester United efter et raffineret lob over De Gea. Men han lavede også en historisk stor afbrænder, som bliver svær at glemme. Dog var han inde i en bedre periode, så sådan en ‘bagatel’ skulle ikke sende ham ud af kursen. Derfor fik han også scoret i den næste kamp mod Swansea i en 4-1 sejr. Men et stort chok forekom også, og det var desværre ikke til spanierens fordel. Torres fik rødt kort omkring 40 minutter inde i kampen, og skulle afsone tre dages karantæne i Premier League. Efter den nedtur lå Champions League og ventede i en kamp mod Genk, og for at gøre historien kort, satte han flot læderet ind to gange, og noget af den gamle Torres var tilbage…
Og så ikke alligevel. En lang måltørke på over 20 kampe i alt væltede ind, samtidig med at Torres’ spil blev betydeligt svagere, Drogba tog mere og mere over som starter og selvtilliden fes ud af spanieren. Lige indtil London-klubben skulle over for Leicester i FA Cuppen. Kvartfinalen. Torres tog, kort sagt, imod tilbuddet om at starte inde og bankede to kasser ind. Og ikke nok med det fik han også to oplæg, og hans spil var blevet betydeligt bedre. Bedre boldomgang, større selvtillid og ofte den rigtige placering i feltet. Dog svingede det stadig med hvem, der startede inde ligesom før. Men når han startede inde, gjorde han og gør han det eminent. Et par kampe efter fik han et assist mod Benfica, og kampen efter scorede han og lagde op mod Aston Villa. Så i perspektiv fra sidste sæson gik det langt bedre, og der var mere af mere af den gamle Torres tilbage. Men alligevel lå Drogba og Torres fortsat og kæmpede, helt indtil kampen mod Barcelona, hvor det endte med at spanieren definitivt afgjorde kampen med et køligt mål efter en friløber. Men ikke nok med det, lavede han også et flot hattrick i den efterfølgende kamp mod QPR. Hans boldomgang var superb, han strålede op med mere og mere selvtillid og meget af den spanier som vi kendte ham er tilbage.

- Hvorfor?
I 2011-12 sæsonen endte det dog blot med sølle 6 mål i 32 Premier League-kampe. I alt 11 mål i næsten 50 kampe. En ret elendig statistik for en angriber som ham. Okay, det var langt bedre end sidste sæson, men med det pres og de forhåbninger, der er til Torres er det bare slet ikke optimalt. Når man har kostet 456 millioner danske kroner, skal alle modstandere til hans position blive slået nemt af, og han skal være en ustoppelig målmaskine. Men Drogba bliver ved med, at vippe spanieren af sommetider, og mange mål er det ikke blevet til. Dog er der sket voldsomme forandringer i forhold til hans hårde start. Hans spil er blevet bedre, han holder bedre fast i bolden, han tør flere ting med og uden bold. Der er mange forbedringer. Han mangler bare det målinstinkt, som han besad før. For 6 mål i 32 kampe er langt fra godt nok. Men en ny sæson venter nok på ham i Chelsea, hvor han virkelig kan få betalt tilbage.

Så hans målinstinkt og effektivitet, og bare den målsøgende Torres, som man kendte ham, er slet ikke tilbage, men hans generelle præstationer bliver bedre og bedre og hans selvtillid bliver markant større. Man kan se noget af den gamle Torres, men han er selvfølgelig ikke lige så komplet som før. Der mangler store dele af målinstinktet, og Drogba er langt fra slået af. Næste sæson bliver afgørende for Torres.

Fodboldåret 2011-12 lakker langsomt mod enden. Afgørelsens time er på vej. Vinderen skal så småt til at findes. I flere store ligaer, er det forholdsvist tydeligt, hvem der snupper guldet – nogen er endda afgjort – hvor der andre steder fortsat er tæt kamp. Så hvem ender i sidste ende med at vinde?

Premier League:
Manchester City startede med storm, væltede al modstand og tværede diverse tophold ud, men endte alligevel med, at blive overhalet af, ja, hvad vi nok skal kalde storebror. Manchester United.
Når det virkelig gælder – oftest i ligasammenhæng – plejer United, at have en ukendt dimension til rådighed. Om det er dommerne (nogen vil nok sige, at de hele tiden får dommerhjælp) eller heldet, der giver dem sparket i røven, aner jeg ikke (og det gider jeg heller ikke spilde tid på, at tænke over); et eller andet kan de i hvert fald. United var såmænd også kommet ind i en fantastisk sejrsstime, fik dog en dukkert mod Wigan, men tværede alligevel den næste modstander ud. Men…
Da de skulle besejre Everton på Old Trafford gik det galt. En vanvittig 4-4’er endte det med, og City fik den gyldne mulighed for virkelig, at sætte et monumentalt pres på rivalerne. Og det gjorde de ved, at slå Wolves. Det som lignede, at skulle blive det 20. mesterskab for United, er pludselig i stor fare. Nu bliver mesterskabet måske så godt som afgjort den 30. april, når rivalerne tørner sammen på Etihad Stadium. Den kamp bliver en af de mest afgørende for, at finde årets Premier League-vinder. Et drama er i hvert fald startet mellem de to rendyrkede rivaler.  Arsenal, Chelsea og Tottenham – ja, og Liverpool – gad jo ikke, at lege rigtigt med om mesterskabet i år.

La Liga:
Barcelona begyndte, at presse på, og Real Madrids nervøsitet begyndte, at dukke op. Af mange af de forspring Kongeklubben har haft, er ti point det største i år. Men de fik gummiben. Spillede alt for mange kampe uafgjort, og Barcelona kom ind i en fremragende sejrsstime. Og pludselig var El Clásico var på vej. I Barcelona. For at gøre en lang historie kort, kan man blot sige, at der nok ikke var mange (udover de meget passionerede Madridistas), der havde forventet det, men Real Madrid vandt helt sensationelt. De slog rivalerne på Camp Nou, og som vi sidder nu, skal der hidtil usete mirakler for Barcelona til, at få vristet førstepladsen fra Real Madrid. Med selvtilliden tanket op, og et eminent mandskab til rådighed, kan de sandsynligvis snart få det faste greb om pokalens sølvbelagte håndtag efter lang ventetid. Mon dette er et reelt magtskifte? Nok ikke helt, men en befrielse må det være for Real Madrid, endelig, at vinde La Liga igen. Det er ikke en kendsgerning endnu, men det meste tyder på det.

Serie A:
Da Inter i år har valgt ikke, at spille med om mesterskabet, sammen med mange andre store klubber, står kampen så mellem deres bysbørn fra Milan og et forvandlet Juventus-mandskab. Torino-klubben har svinget lidt til tider, men er lige nu kommet ind i en glimrende periode, og har, helt sensationelt, fortsat ingen nederlag i Serie A. Milan, derimod, har bare ikke vundet nok på det sidste, men har klassespillere, der kan gøre en forskel. Intet er afgjort endnu, men Juventus virker bare mere stabile p.t., har et lille forspring og deres kampprogram er desuden mere komfortabelt end Milans. Og som en bonus, hungrer Juventus nok også mere efter det italienske mesterskab end nogensinde før – og bare i det hele taget trofæer!

Bundesligaen:
Igen i år vandt Dortmund – stadig uden deciderede ’stjerner’ på holdet, men mest af alt spillere, der forstår hvad sammenspil og holdånd er. De har naturligvis spillere, der skiller sig mere ud end andre med større kvaliteter; men de har ikke en, som dybest set bærer holdet. Altså, udover manager Jürgen Klopp. Han har kondoleret et fremragende mandskab med en eminent holdånd, og slået selveste Bayern München og de resterende hold med en vis overlegenhed. Respekt for det. Mesterskabet er jo ikke vundet ved hjælp af specielt meget held. Det er kollektiv, samarbejdsvilje og kvalitet. Og da alle andre end Gómez og co. (og det har de jo ikke engang kunnet…) ikke har fulgt med i år, har det heller ikke været den sværeste opgave. Hvor længe mon Dortmund kan blive ved med, at genvinde Bundesligaens trofæ?

Superligaen:
Ja, vores egen liga skal da også med. Desuden er der nu også kommet direkte Champions League-pladser til vinderen, så det gør det endnu mere interessant. FCK har langt fra været så suveræne, som i årene bagude i Superligaen. Nordsjælland har i år fulgt godt med, men på trods af det, har københavnerne alligevel et udmærket forspring. Så hvad er der egentlig, at sige… Mon ikke det blot bliver endnu et forholdsvist let vundet mesterskab, som i de sidste par år? Og så selvfølgelig med Dame N’Doye som topscorer?

Opsummering:
Så mesterskabet i Premier League bliver måske afgjort på mandag; La Ligas vinder er næsten allerede fundet i form af Real Madrid; i Serie A er der fortsat tæt kamp mellem Milan og Juventus; i Bundesligaen har Dortmund allerede vundet mesterskabet før tid. Ja, og i Superligaen ser FCK ud til atter at vinde. Tak fordi du læste med.