Hvem er FC Shakhtar Donetsk?

Tirsdag aften i Milano. Ærgrelse afløser frustrationer og sure miner. Danmark har spillet VM-kvalifikationskamp mod EM-sølvvinderne fra Italien. Og tabt. For anden kamp i træk spillede danskerne i overtal i en stor del af kampen, uden at det ændrede på ret meget. Man ved godt, hvad der venter, når man kigger på diverse fodboldforums samme aften: ”Hold kæft hvor er vi ringe!”, ”Morten Olsen raus!!”, ”Lorte landshold” osv.

Allerede inden kampen i Milano, synes jeg, der var blevet malet et meget negativt billede omkring Danmarks VM-chancer. Umiddelbart inden kampstart udtalte Flemming Toft noget i retning af, ”at Danmark godt kunne begynde at kigge rigtig langt efter Rio de Janeiro, hvis vi tabte aftenens kamp”. Det synes jeg faktisk ikke, er rigtigt. Og jeg synes heller ikke, at kritikken af såvel Morten Olsen som selve landsholdet er helt på sin plads. Men sidstnævnte kommer jeg tilbage til.

Lad os først kigge på Danmarks VM-chancer, som de ser ud på nuværende tidspunkt, hvor der er lang tid til næste VM-kvalkamp. Danmark er som bekendt placeret i gruppe B med Italien, Tjekkiet, Bulgarien, Armenien og Malta. En på forhånd meget tricky gruppe, da mange har undervurderet Bulgarien og Armenien, og fordi det er svært at blive kloge på tjekkernes styrke.

Italien og Bulgarien er de eneste nationer i vores gruppe, der har spillet fire kampe. Danmark og de tre øvrige lande står kun noteret for tre kampe foreløbig. Italien ligger ikke overraskende i spidsen med 10 point, og jeg vil gerne indrømme, at førstepladsen ser tabt ud allerede nu. Men det var vel også forventet, at Italien ville snuppe den? Andenpladsen bliver derfor Danmarks mulighed for at komme til VM, og selvom vi i øjeblikket ligger næstsidst, er der – i mine øjne – ikke langt op.

Selvom Armenien har et spændende landshold, bør de ikke komme op på den playoff-givende andenplads. Og da Malta heller ikke er nogen trussel, skal Danmark formentlig koncentrere sig mest om Tjekkiet og Bulgarien.

Mht. Tjekkiet ser det ikke skidt ud med danske briller. Cech og co. er ligesom Danmark kommet dårligt i gang, og faktisk har tjekkerne kun besejret Malta hidtil i gruppe B, mens man har spillet to gange 0-0. Især kampen i Parken burde Danmark have vundet, og heller ikke i Prag kunne Tjekkiet lægge det fornødne pres på Bulgarien. Bíleks tropper virker langt fra skræmmende, og selvom EM-kvartfinalisterne har været hårdt ramt af skader, var det jo næsten pinligt, hvor lidt de ville i Parken.

Tjekkiet har altså fem point efter tre kampe, hvilket bringer dem tre point foran Danmark, som har to point i gruppe B. Men til gengæld har Tjekkiet ikke mødt italienerne endnu, mens Danmark stadig mangler både Armenien og Malta - både ude og hjemme. 12 point vil være nødvendigt – og heller ikke umuligt – for Danmark i disse fire kampe. Samtidig tørner Tjekkiet og Danmark sammen den 22. marts i Prag i en meget vital kamp for begge parter. Et dansk nederlag vil få det til at se meget sort ud, hvorimod en dansk sejr pludselig vil bringe Danmark meget langt ind i VM-varmen igen.

Bulgarien er derimod startet som lyn og torden og har spillet uafgjort hjemme mod Italien og Danmark, mens de ligeledes har slået Armenien og fået uafgjort i Prag. Bulgarien indtager dermed andenpladsen med seks point – dog efter fire kampe. Men er Bulgarien så et hold, vi for alvor bør frygte? Jeg synes det faktisk ikke. Naturligvis har deres resultater hidtil være gode, men det er også værd at bemærke, at Bulgarien foreløbig har spillet 75 % af deres VM-kvalkampe på hjemmebane i Sofia. Og når man tager i betragtning, at bulgarerne som regel ikke er stærke på fremmed græs, venter der to svære opgaver ude mod Italien og Danmark, hvor Penevs drenge vil få mere end svært ved at få point med hjem.

Min pointe med ovenstående er, at selvom Danmark har sin første sejr til gode i gruppe B, er der slet ikke langt til en andenplads. Som sagt kan en sejr i Prag i slutningen af marts bringe Danmark rigtig langt. Omvendt er det også soleklart, at et dansk nederlag mod Tjekkiet vil være meget tæt på et VM-knock-out.

Men jeg synes simpelthen, det er skidt, at man allerede efter tre kampe, har konkluderet, at Danmark ikke kommer med til VM. Vi er trods alt ikke mere end tre point efter tjekkerne, og Bulgarien, som ligger fire point foran os, har spillet en kamp ekstra og mangler som bekendt også både at komme til Italien og Danmark.

En del af familien Danmarks kritik har dog også gået på Morten Olsen og de spillere, som den gamle landsholdsanfører har sat sin tillid til. Jeg synes, det er helt i orden at kritisere det danske landshold, hvis der er belæg for det. Og jo, det har der også været i perioder, men lad os prøve at tage det kamp for kamp.

Danmark åbnede VM-kvalen hjemme mod Tjekkiet i en tidlig nøglekamp i gruppen. De fleste frygtede tjekkernes hurtige omstillingsspil, og at kampen kunne blive ”låst”. Ikke desto mindre producerede danskerne et hav af chancer, hvoraf flere kandiderede til store, oplagte chancer. På baggrund af dette blev jeg både ked af det og vred over samme aften at læse fra flere folk, at Morten Olsen nu skulle fyres, og at han ikke kunne gøre noget rigtigt, for som en af bold.dk’s læsere skrev, ”så var det jo ikke Morten Olsens skyld, at spillerne ikke kunne udnytte vores store scoringschancer”. Helt korrekt, synes jeg.

Til gengæld var det ikke godt i Sofia. Langt fra. Danmark kom først til chancer, da vi kom en mand i overtal, og selvom vi fik udlignet før pausen, blev det aldrig godt. Alligevel synes jeg, Morten Olsen gjorde det rigtige umiddelbart efter den bulgarske udvisning. Han ændrede til 4-4-2 og smed Cornelius ind, som dog ligesom mod Tjekkiet, aldrig kom i nærheden af en scoring. Diskussionen omkring Cornelius vs. Helenius var også enorm, og da Cornelius ikke var nogen succes, var alle ålborgensere med det samme tossede over, at Morten Olsen ikke havde satset på Helenius i stedet. Alle burde jo vide, at det ville have betydet øjeblikkelig succes…..

Sidste VM-kvalkamp foregik i Milano, og i denne kamp var det faktisk mest de to danske kommentatorer på TV2, jeg var irriteret over. Som sagt havde Flemming Toft allerede fra start begravet danskernes VM-håb med et nederlag, men efter kampen var konklusionen også, at det slet ikke godt nok. Igen synes jeg, det var ganske forkert. I første halvleg – da vi stadig var 11 mod 11 – producerede vi faktisk rigtig mange gode chancer mod verdens måske bedste defensive nation. Vi havde okay boldbesiddelse, og med en smule mere kynisme havde vi også bragt os foran i første halvleg. På baggrund af dette synes jeg derfor, det var både forkert og uretfærdigt at kritisere Morten Olsen og de danske spillere, for selvom vi havde tabt 3-1, så var det igen små marginaler, der tippede den forkerte vej.

Nu står vi som sagt her med nul sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag i gruppe B, og min opfattelse er, at de fleste danskere – ligesom Flemming Toft – har vinket farvel til VM-forhåbningerne.  Men selvom vi ikke længere er favoritter til at snuppe andenpladsen i vores gruppe, er mange formentlig slet ikke klar over, at vi faktisk stadig selv kan afgøre vores VM-skæbne. En sejr i Tjekkiet den 22. marts vil for alvor åbne op for vores chancer – og forhåbentlig sætte kritikken lidt på stand-by.

Til gengæld tør jeg ikke at tænke på, hvad der sker, hvis vi den 22. marts næste år igen spiller en knaldgod kamp mod Tjekkiet – uden at score, og hvis Pekhart i de døende sekunder stiger op og header et hjørnespark i netmaskerne bag Stephan Andersen, som stadig er Morten Olsens (sikre) sidste skanse.

Optakt:

EM-slutrunden i Polen og Ukraine er nu et overstået kapitel, og der er kun få uger til, at flere af de største, europæiske ligaer igen går i gang.

Men efteråret 2012 byder på meget andet end Premier League, La Primera og Serie A. Det er nemlig den 7. september, at kvalifikationen til VM 2014 i Brasilien bliver skudt i gang. Og dog. Stort set alle kontinenter har nemlig på nuværende tidspunkt spillet flere VM-kvalifikationskampe. Det er derimod de europæiske grupper, der starter kval-kampene til VM 2014 den 7. september i år.

Og hvorfor ikke rette fokus og begynde at glæde sig, når VM 2014 i Brasilien allerede på nuværende tidspunkt ser ud til at blive noget helt unikt? En VM-slutrunde, som bliver afholdt hos de brasilianske sambadrenge og VM-rekordvindere – ja, så kan det næsten ikke lyde mere lovende.

I den europæiske kvalifikation er der ni grupper med seks nationer i hver (på nær den sidste gruppe, hvor der kun er fem lande). Alle gruppevinderne kvalificerer sig naturligvis direkte til VM-slutrunden, mens de otte bedste toere skal i playoff-kampe.

Der er uden tvivl rigtig meget at se frem til. I Gruppe A skal de to Balkan-nationer, Kroatien og Serbien, i en drabelig duel om førstepladsen med den (måske) kommende stormagt Belgien, mens Frankrig i gruppe I får mulighed for revanche mod Spanien efter kvartfinalenederlaget ved EM. Danmark skal slås med EM-finalisterne fra Italien i gruppe B, og i gruppe H skal de to EM-værter, Polen og Ukraine, forsøge at fravriste England førstepladsen.

Med andre ord: Det bliver satme interessant! Lad os så komme i gang.

Gruppe A: Kroatien, Serbien, Belgien, Skotland, Makedonien, Wales.

Kommentar: Vi starter med gruppe A, der nemt kan ende med at blive en af de tætteste grupper. Kroatien er som regel et dårligt kvalifikationshold, mens de plejer at stå for fremragende præstationer, hvis/når de endelig bliver slutrundeklar. Den anden Balkan-nation, Serbien, har ikke lige så mange iøjnefaldende profiler som Kroatien. Samtidig er serberne meget svingende, hvilket senest blev vist i kvalifikationen til EM 2012, hvor Serbien sluttede bag Estland og med kun fire sejre i 10 opgør. Og både Kroatien og Serbien kan nemt komme i problemer, da et ungt og meget talentfuldt belgisk hold også befinder sig i gruppe A. Belgien har ikke været slutrundeklar siden VM 2002, men virker til at gå en stor fremtid i møde. En anden stolt fodboldnation, Skotland, må vi heller ikke glemme. Selvom briterne er undertippede i gruppe A, har de dygtige spillere, og de vil uden tvivl fighte 110 % for at komme med til VM i Brasilien. Derimod virker det urealistisk, at Makedonien eller Wales kan blande sig i topstriden i gruppe A.

Mit bud:

Nr. 1, Kroatien: Det kroatiske mandskab har misset flere slutrunder, siden de slog igennem med bronzemedaljer ved VM i 1998. Alligevel skriger Kroatiens landshold af klassespillere, som bør være i stand til at vinde gruppe A – hvis koncentrationen er til stede. Et stort minus kan dog være, at den meget respekterede Slaven Bilic stoppede som kroatisk landstræner efter sommerens EM-slutrunde.

Nr. 2, Belgien: Der er så mange stjerner med belgisk pas, at det er uhyggeligt, at de klarer sig så dårligt landsholdsmæssigt. Navne som Kompany, Witsel, Hazard, Vertonghen, Vermaelen osv. er grunden til, at mange har udråbt Belgien til fremtidens hold. Hvis de mange profiler får skabt et stærkt sammenhold på landsholdet, bliver Belgien et virkelig spændende bekendtskab i gruppe A. Det er umuligt at spå om, men en andenplads til Belgien virker sandsynlig.

Nr. 3, Serbien: Der er ingen tvivl om, at Serbiens landshold råder over utrolig mange dygtige spillere. Faktisk over hele banen. Den forrige EM-kvalifikation viste dog en negativ formkurve, der gjorde, at serberne aldrig rigtigt kom i gang. Serbien har meget at bevise, og de virker pt. ikke som et hold i balance. Dog kan det blive serbernes fordel, at de er smule undervurderede i gruppe A.

Nr. 4, Skotland: Det er efterhånden mange år siden, vi sidst så Skotland ved en stor slutrunde. Heller ikke meget tyder på, at vi får dem at se ved VM i Brasilien om to år. Der mangler simpelthen kvalitet. Viljen og fighterhjertet er stadig imponerende, men der er for få profiler og for lidt kreativitet, og rigtig meget skal lykkes for Skotland, hvis de skal gøre sig nogle forhåbninger om at kæmpe med helt i toppen af gruppen.

Nr. 5, Makedonien: Selv de mest inkarnerede makedonske fodboldfans tror nok ikke rigtigt på, at Goran Pandev og co. kan spille en afgørende rolle i gruppe A. Alligevel har Makedonien det med at drille de store hold – især på hjemmebane, og det er sjældent nemt at spille i Skopje. Makedonien bør have mere kvalitet end Wales, og med lidt held kan Makedonien måske snuppe gruppens fjedreplads.

Nr. 6, Wales: Wales ligner sorteper i gruppe A. Naturligvis råder waliserne over Gareth Bale og Aaron Ramsey, men det er stort set også det. Wales har kun en enkelt gang været i nærheden af en slutrunde, og det ændrer sig formentlig heller ikke i løbet af den kommende VM-kvalifikation.

Gruppe B: Italien, Danmark, Tjekkiet, Bulgarien, Armenien, Malta.

Kommentar: VM-kvalifikationen bliver med danske briller rigtig spændende i gruppe B, da Danmark efter lodtrækningen i Rio de Janeiro blev udtrukket i denne gruppe. Gruppe B er også en meget, meget åben og interessant gruppe, hvor Morten Olsens tropper igen skal spille op til sit bedste for at blive slutrundeklar. EM-sølvvinderne fra Italien ligner klare gruppefavoritter, og også EM-kvartfinalisterne fra Tjekkiet har et landshold, der er værd at holde øje med i fremtiden. EM viste, at tjekkerne råder over et spændende landshold, som dog også fik udstillet visse mangler mod både Rusland og Portugal. Forhåbentlig (set med danske briller)går der flere år, før Tjekkiet for alvor topper. Til gengæld råder gruppe B også over Armenien, der ved den seneste EM-kvalifikation viste, at de langt fra er en miniputnation længere. Især på hjemmebane var armenierne et giftigt hold. Mens Armenien er et hold i fremgang, ligner Bulgarien, som også er at finde i gruppe B, en nation, der synker mere og mere. I den forrige EM-kvalifikation endte Bulgarien nederst efter bl.a. Wales, og de tidligere VM-semifinalister fik blot én sejr i otte forsøg. Afslutningsvis finder vi også Malta i gruppe B, der formentlig vil ende klart nederst.

Mit bud:

Nr. 1, Italien: Uanset hvor skidt det italienske landshold spiller i en kvalifikation, formår de (stort set) altid at snuppe en sikker førsteplads i deres gruppe. Når man så kigger på den fremragende udvikling, som Italien har foretaget med Cesare Prandelli ved roret, er det svært at forestille sig, at de azurblå glipper førstepladsen i gruppe B. Kvalitetsmæssigt er italienerne et pænt stykke foran de fem andre nationer i gruppen.

Nr. 2, Danmark: Selvom Danmark missede både VM 2006 og EM 2008, er vi som regel et rigtig stærkt kvalifikationshold, hvilket to førstepladser ved de sidste to kvalifikationer foran Portugal vidner om. Danmark har et kuld rigtig spændende, unge spillere på vej frem, og hvis man kigger på EM-slutrunden, vurderer jeg, at Danmark er en smule stærkere end Tjekkiet, som formentlig vil slås med danskerne om andenpladsen i gruppe B. Nøglekampen kan meget vel blive den første, hvor Danmark tager imod Tjekkiet i Parken – med Bendtner i karantæne.

Nr. 3, Tjekkiet: Hvis man spørger de tjekkiske fodboldfans, vil de højst sandsynligt mene, at Tjekkiet på papiret er stærkere end Danmark. Og Tjekkiet, der især angrebsmæssigt råder over mange talentfulde spillere (Necid, Pekhart og Kadlec), er også et fremragende hold, når de spiller op til sit bedste. Omvendt er deres bundniveau lavt, og flere af deres spillere er forholdsvis uprøvede i international sammenhæng, hvilket kan blive afgørende.

Nr. 4, Armenien: Armenien har ingen stolte fodboldtraditioner, og derfor kom det også bag på mange, da den lille fodboldnation pludselig imponerede i den forgangne EM-kval. Holdets profiler er bl.a. den tidligere Randers-bomber, Yura Movsisyan, og midtbanespilleren, Henrikh Mkhitaryan. Armenien skal langt fra undervurderes i gruppe B, der i forvejen er yderst tæt. Armenierne er dog ikke favorit til en EM-plads, og de vil formentlig få størstedelen af deres point på hjemmebane.

Nr. 5, Bulgarien: Flere managers har forsøgt sig som landstræner for Bulgarien de seneste år – uden held. Det bulgarske landshold ligner ikke en nation, der kommer til at kæmpe om VM-billetter i den kommende kvalifikation. Der er for få dygtige spillere, og den nyansatte landstræner, Luboslav Penev, bør forsøge at opbygge et nyt og slagkraftigt bulgarsk landshold igennem VM-kvalen. Bulgarien skal først og fremmest forsøge at undgå en pinlig kvalifikation. En femteplads i gruppe B er langt fra urealistisk.

Nr. 6, Malta: Malta er niveaumæssigt langt under de fem øvrige nationer i gruppe B.

Gruppe C: Tyskland, Sverige, Irland, Østrig, Færøerne, Kasakhstan.

Kommentar: Det blev ikke til EM-guld for Tyskland, som mange sikkert havde forventet. Derimod gælder det om for Die Mannschaft at rejse sig hurtigt og fokusere på den kommende VM-kvalifikation. Meget skal også gå galt, hvis ikke tyskerne snupper førstepladsen i gruppe C. De nærmeste konkurrenter, Sverige og Irland, er et pænt stykke under Tysklands niveau. Selvom både Sverige og Irland deltog ved sommerens EM-slutrunde, var begge nationer allerede færdige efter de to første gruppekampe. Sidste nation, der kan få en afgørende rolle i gruppen, er Østrig, der af og til har vist glimrende takter. Østrigerne har dog været meget svingende, og de bør ikke komme i betragtning til andenpladsen i gruppe C. Gruppens to sidste nationer, Færøerne og Kasakhstan, er så svage, at de med sikkerhed vil snuppe gruppe C’s to nederste pladser.

Mit bud:

Nr. 1, Tyskland: Joachim Löws tropper er klasser bedre end de nærmeste forfølgere i gruppe C. Derfor bør førstepladsen ikke komme i fare for Tyskland. Oveni har Tyskland i de sidste 20 kvalifikationskampe til EM eller VM en statistik, der hedder 18 sejre, to uafgjort og nul nederlag! En vanvittig imponerende statistik, der højst sandsynligt bliver forbedret i løbet af den kommende VM-kval.

Nr. 2, Sverige: Med Tyskland som (forholdsvis) sikker etter i gruppe C skal Erik Hamréns tropper gå 100 % efter andenpladsen. Irland ligner den nærmeste konkurrent, og det kan ende med at blive meget tæt. Sverige bør dog have mere kvalitet i truppen til at slutte foran irerne. Samtidig har Sverige også noget, som Irland langt fra har; spillere, der kan afgøre en kamp på egen hånd!

Nr. 3, Irland: Efter en meget, meget skuffende EM-slutrunde, hvor Irland sluttede som turneringens bundprop med nul point, er det svært at have store forventninger til Irland. Irerne virkede tunge og uopfindsomme under EM, og der er ikke store talenter, som står på spring for at give mere kreativitet. Irland består primært af middelgode Premier League-spillere. Fight og en god disciplin er nøglen til succes for Irland, der dog ligner en treer i gruppe C.

Nr. 4, Østrig: Østrig viste i slutningen af den forrige EM-kval, at de kan drille store nationer. Omvendte viste de også, at de nemt kan komme i problemer mod miniputnationer. Østrig har flere spændende navne (f.eks. Marko Arnautovic, Marc Janko og David Alaba), og de tre ovenstående nationer skal ikke undervurdere østrigerne. På papiret er Østrig dog et niveau eller to under både Sverige og Irland, som vil henvise østrigerne til gruppens fjerdeplads.

Nr. 5, Kasakhstan: Kasakhstan er niveaumæssigt langt under de fire øvrige nationer i gruppe C.

Nr. 6, Færøerne: Færøerne er niveaumæssigt langt under de fire øvrige nationer i gruppe C.

Gruppe D: Holland, Tyrkiet, Ungarn, Rumænien, Estland, Andorra.

Kommentar: Gruppe D er på mange punkter en svær gruppe at analysere, før de første kampe er skudt i gang. Det er den bl.a. fordi, at Holland, som storfloppede under EM, er at finde i gruppe B. Hvad kan vi forvente os af Oranje? Og det er den også fordi, at gruppe D indeholder Tyrkiet, der er en af verdens mest uforudsigelige nationer. Samtidig finder vi også Rumænien, som ingen rigtigt ved, hvor står henne. Vi finder også Ungarn, der måske kan drille de store og Estland, som var med i de afgørende playoff-kampe i den forrige EM-kvalifikation. Med andre ord er gruppe D meget åben, og der kan nemt komme nogle overraskende resultater.

Mit bud:

Nr. 1, Holland: Man må forvente, at de hollandske stjerner har rigtig meget, de gerne vil revanchere i den kommende VM-kval. Efter en pinlig EM-slutrunde kan det næsten kun gå frem, og Holland er – på trods af EM-fadæsen – også storfavorit i gruppe D. Kun Tyrkiet ligner en trussel til førstepladsen, men dem bør hollænderne også henvise til gruppens andenplads. Hvis Holland begynder at spille som en enhed, bliver der ikke meget spænding om førstepladsen i gruppe D.

Nr. 2, Tyrkiet: Det tyrkiske landshold er en gåde i sig selv. Vi har set store præstationer som VM-bronze i 2002 og en semifinaleplads ved EM i 2008. Alligevel har Tyrkiet ikke formået at kvalificere sig til de to seneste slutrunder, og den kommende VM-kvalifikation kan både byde på succes eller fiasko. Der er dog så meget kvalitet og vilje på det tyrkiske mandskab, at de bør snuppe gruppens andenplads for snuden af Rumænien og Ungarn.

Nr. 3, Rumænien: Det er et sats at sætte Rumænien på gruppens tredjeplads, da de gulklædte langt fra har imponeret i de seneste kvalifikationer. Rumænerne kan ende alle steder i gruppe D fra nr. 2 – nr. 5, og det kan blive små detaljer, der afgør Rumæniens skæbne. Alle, som har spillet i Bukarest ved, at det er en frygtindgydende hjemmebane, og rumænerne skal formentlig hente størstedelen af sine point der. Rumænien mangler stadig slutrundeformat, men en tredjeplads er ikke usandsynlig.

Nr. 4, Ungarn: Ungarn er uden tvivl et ganske glimrende mandskab, der bl.a. har givet Danmark kamp til stregen ved den forrige VM-kvalifikation. Ungarerne mangler dog meget for at blande sig i toppen af europæisk fodbold, og det kniber også med de store individuelle stjerner hos den tidligere fodboldstormagt. Ungarn skal – ligesom Rumænien – skrabe mange point sammen på eget græs, hvis de skal gøre sig nogle forhåbninger om at blande sig i toppen af gruppe D.

Nr. 5, Estland: Selvom Estland ikke var frygtelig langt fra at kvalificere sig til sommerens EM-slutrunde, bør esterne ikke være en nation, der kommer i nærheden af en slutrunde foreløbig. I den forgangne EM-kval var Estland heldig med, at både Serbien og Slovenien underpræsterede meget. Holland er mange klasser bedre end Estland, og både Tyrkiet, Rumænien og Ungarn har mere kvalitet end Sidorenkov og co.

Kom endelig med dit bud på hvordan du tror, det kommer til at gå i fire første EM-kvalgrupper, hvad enten du er uenig eller ej i mine vurderinger.

Anden del af bloggen kommer indenfor de næste par dage.

Selvom det ikke er meget mere end et døgn siden, at Danmark kvalificerede sig til EM-slutrunden i Polen/Ukraine, og selvom der er over et halvt år til, at selve slutrunden sparkes i gang, er der allerede nu EM-feber i Danmark. Og med god grund. Der er rigtig, rigtig meget at se frem til – både med danske og neutrale briller. EM-slutrunden bliver det fodboldmæssige højdepunkt i 2012, og jeg kan allerede nu mærke, hvor meget jeg glæder mig til at se 16 af Europas bedste nationer samlet. Vi mangler stadig at finde de sidste 4 hold, men på nuværende tidspunkt kan vi slå fast, at Danmark – som vinder af sin gruppe – endte i samme båd som store landshold som Spanien, Tyskland, Italien osv., der jo er i en klasse for sig selv. Men har Danmark noget at gøre ved EM-slutrunden til sommer? Er det overhovedet fortjent, at Danmark er kvalificeret? Eller er der stadig grund til kritik af landsholdet? Hvad kan vi forvente af Danmark til EM? Og er der måske for første gang i lang tid et spændende dansk landshold på vej?

Jeg vil i det kommende stykke tid blogge en del om den kommende EM-slutrunde, som jeg selv har glædet mig til, siden første kvalifikationskamp begyndte. Jeg vil sammen med en af mine nære venner, der ligesom mig på 20 år har journalistdrømme, forsøge at lave et rigtig, rigtig stort EM-projekt i løbet af foråret, som muligvis ender op i en hjemmeside eller spalteplads – måske i Politiken, som vi havde dialog med omkring VM 2010.

Men når EM-slutrunden fylder så meget i øjeblikket for næsten alle fodboldinteresserede danskere, synes jeg, det er oplagt at starte med at kigge på det danske hold samt Morten Olsen, som vi jo alle har en mening om. Og én ting er sikkert; EM 2012 – Danmark er med!

I stedet for at skjule min mening kan jeg lige så godt starte med at konstatere, at jeg i rigtig, rigtig lang tid har været glad for Morten Olsen OG været begejstret for det danske landshold. Uden at lyde alt for hellig er jeg faktisk også en af de få, der har beskyttet den stakkels Dennis Rommedahl, da det så allerværst ud. Og jeg tøver ikke, når jeg siger, at Danmark går en virkelig spændende fremtid i møde! Udover at vores talentudvikling virker stærk – også hvis man går helt tilbage; vores U17-landshold blev snydt for en finaleplads ved dette års U17 EM, og der er masser af store navne på vej.

Men også på det danske landshold er der smuttet unge spillere ind omkring start-11’eren. Nicolai Boilesen (19 år), Andreas Bjelland (23 år), Simon Kjær (22 år) og Christian Eriksen (19 år) er alle sammen unge, spændende spillere, vi højst sandsynligt vil se til sommerens EM. Samtidig har vi en god blanding af ældre spillere, hvor vi dog efter VM fik sagt farvel til Jon Dahl og Grønkjær. Oveni det er spillere som Christian Poulsen og Daniel Jensen ikke længere stamspillere på landsholdet (sidstnævnte er slet ikke med i truppen). I stedet for Poulsen og Jensen på den centrale midtbane består Danmarks midtbane nu af sultne spillere, som Niki Zimling og William Kvist, der spiller fast for hhv. Club Brügge og Stuttgart, og de virker til at have en fornem forståelse for hinanden. Spillere som Dennis Rommedahl, Thomas Sørensen og Lars Jacobsen har formået at fastholde deres plads på landsholdet, selvom alderen er begyndt at tynge, og de er med at gøre landsholdet så komplet, som det ikke har været i flere år. Unge, talentfulde spillere + spillere i deres bedste alder, som spiller fast på gode klubhold + rutinerede spillere, der stadig kan bidrage med vanvittig meget både på og uden for banen = et virkelig stærkt landshold! Og når man oveni har en spiller som Bendtner, der altid slår til i de store kampe, så kan det kun se rigtig positivt ud.

Hvis man kigger på de sidste 3 kvalifikationskampe, hvor landholdet (bortset fra Agger og Boilesen) har undgået skadet og har kunnet spille med idealopstillingen, så kan man ikke sætte en finger på ret meget! Mod Norge spiller landholdet overbevisende, vinder 2-0 og havde endda chancer til meget mere. Cypern-kampen afgør vi på 21 minutter, og som en tidligere blogger skrev, er det forfærdeligt, at Danmark skal have kritik for resten af kampen, når de udspillede Cypern og afgjorde kampen, inden halvdelen af 1. halvleg var spillet. Det kan oven i købet nævnes, at Danmark havde chancer nok til mindst 2 mål mere i 2. halvleg. I den netop overståede Portugal-kamp synes jeg, at Morten Olsens fornemme arbejde kulminerede (stadig uden forsvarets måske 2 bedste spillere). Nej, Portugal er ikke på niveau med de allerstørste nationer i verden, men de har så mange individualister og sublime teknikere, som burde være stærkere end Danmark. Og ja, Portugal havde chancer til at score flere mål, men det Danmark godt nok også! Vores offensiv er livsfarlig, og selvom vi smider en ”næsten-debutant” ind i midterforsvaret, klarer Bjelland det mere end godkendt mod Ronaldo og co. En anden vigtig detalje er, at det danske hold med flere unge spillere formåede at holde hovedet koldt foran 40.000 tilskuere og styre spillet i perioder af kampen mod en klassemodstander. Det lover godt for EM-slutrunden, hvor presset kun bliver større!

Så selve kvalifikationen kan der ikke siges noget til. Simpelthen. Vi har – ligesom ved VM-kvalifikationen – sluttet foran Portugal, og vi har kun smidt points væk i to opgør, hvoraf vi var dybt uheldige med ikke at vinde i Norge. Konstellationen med talenter, kvalitetsspillere og rutinerede kræfter virker perfekt, og for første gang i mange år virker det til, at Danmark også har mere end bare 11 gode spillere. Tænk på hvis Christian Poulsen, Daniel Jensen, Thomas Kahlenberg, Leon Andreasen osv. inden sommerens slutrunde får masser af spilletid. Så står Morten Olsen pludselig med et luksusproblem, han ikke har haft i mange år.

Med andre ord; vi har en sikker sidste skanse i Thomas Sørensen. Vi har et forsvar, der både kan forsvare og bidrage til vores spilstyrende spilkoncept. Vi har en midtbane med både fightende, tekniske og kloge folk – og en Christian Eriksen, der ligesom Bendtner i front kan noget ekstra på egen hånd. Og hvad der er lige så vigtigt, er, at holdet virker sammenspillet, og spillerne virker til at tro og stole på hinanden!

Om under 2 måneder bliver grupperne til EM udtrukket, og lige meget hvor stærkt et landshold man synes, Danmark har, er der ingen tvivl om, at vi ikke kan måle os med de 4-5 bedste i Europa. Meeeeen. Hvis Danmark ender i pulje med Ukraine, Polen, Grækenland, Sverige eller andre middelmodige lande, er der måske ikke frygtelig langt til en danske EM-kvartfinale. Og hvem husker ikke, hvordan det gik for Grækenlands undertippede hold ved EM i 2004? Samtidig skal vi heller ikke længere tilbage end til sidste EM, hvor Tyrkiet pludselig stod i en EM-semifinale. Og selvom meget kan ændre sig, så synes jeg, man som dansker bliver nødt til at være positiv, med de udsigter vi har. Hvis tingene flasker sig, som Danmark og Morten Olsen vil have, har Danmark ikke bare en spændende fremtid på længere sigt – de går også en spændende EM-slutrunde i møde til sommer.

Meget afhænger af, hvem Danmark kommer i pulje med, men vi har vist efter kampen mod Portugal, at vi også kan gøre ondt på de store hold. Jeg håber, at alle, der har læst denne blog, glæder sig bare næsten lige så meget, som jeg glæder mig til at følge Danmark – både i optaktskampene til EM, men så sandelig også, når EM for alvor begynder til sommer!

Gennem 1990’erne skete det op til flere gange, at danske mesterhold, AaB og Brøndby, stødte ind i et ukrainsk storhold på vej mod det forjættede land, Champions League. Det var dog ikke holdet, som denne blog handler om, Shakhtar Donetsk, men tværtimod Dynamo Kiev, som de danske hold på intet tidspunkt magtede at slå. Holdet fra den ukrainske hovedstad var et virkelig stærk hold, der skabte store præstationer i både UEFA Cuppen (den nuværende Europa League) samt Champions League med spillere som Andriy Shevchenko og Sergei Rebrov som angrebsstjerner. Ca. 15 år efter at Dynamo Kiev toppede på den internationale scene, er der nu et nyt ukrainsk storhold, der ser ud til at overgå rivalerne fra Kievs højder. For ikke nok med at de for 3 sæsoner siden vandt UEFA Cuppen efter en finalesejr over Werder Bremen, så beviste Shakhtar Donetsk i sidste sæson – ved at nå kvartfinalerne i Champions League – at holdet virkelig går en spændende fremtid i møde. Selvom Shakhtar fortjent røg ud mod Barcelona, viste de flere gange – specielt i første opgør på Camp Nou – prøver på deres fremragende offensive kvaliteter. Med lidt held havde ukrainerne lavet 3 mål, og så ville der pludselig have været spænding om udfaldet. Ikke desto mindre røg Shakhtar ud. Men nu er det blevet oktober, og den ukrainske liga har været i gang i over 2 måneder, og Shakhtar har spillet 2 puljekampe i Champions League på nuværende tidspunkt. Men hvem er Shakhtar egentlig? Hvor langt rækker deres niveau til? Kan de nå længere end sidste års kvartfinale i Champions League? Er der overhovedet nogle spillere på holdet, der er værd at holde øje med? Og risikerer Shakhtar ligesom Dynamo Kiev gjorde, at deres succes kun varer i nogle sæsoner, eller er der virkelig et fremtidigt storhold på vej i Europa?

Højst sandsynligt pga. de mange udenlandske spillere, der findes i både Shakhtar Donetsk og Dynamo Kiev, har det ukrainske fodboldforbund lavet en regel, der siger, at der kun må være højest 7 ikke-ukrainske spillere på banen samtidig for de ukrainske hold, når de spiller i den hjemlige liga.

Hos Shakhtar betyder det primært, at de bagerste spillere er fra Ukraine. Det betyder dog også, at der kører et rotationssystem hos dem, og det er derved meget sjældent de samme 11 spillere, der spiller to kampe i træk. I målet var ukrainske Andriy Pyatov en sikker sidste skanse i sidste sæson. Alligevel købte Shakhtar til sæsonstart en anden ukrainsk målmand, nemlig Oleksandr Rykba, som har spillet et hav af ungdomslandskampe for Ukraine. Det mærkeligste ved købet var dog, at Rybka har stået næsten hele sin karriere hos rivalerne fra Dynamo Kiev, hvor han kun fik chancen 14 gange på 1. holdet.

Shakhtar Donetsk spiller 4-2-3-1, og blandt deres 4 bagerste finder vi som regel 3 ukrainere, som derved gør, at resten af holdet er ene udenlandske spillere. I midterforsvaret ligger Dmytro Chygrynskyi, der har spillet hos mægtige FC Barcelona – dog uden nævneværdig succes. Til venstre for ham i midterforsvaret spiller et af Ukraines allerstørste talenter, den venstrebenet Yaroslav Rakitskiy, der bl.a. var aktuel under U21 EM i Danmark i sommers. Udover at være en hårdt spillende midtstopper, der f.eks. fik rødt kort i første Champions League-gruppekamp mod Porto, så er han en glimrende frisparksskytte, ligesom han også er farlig i feltet på dødbolde (det var bl.a. Rakitskiy, der scorede Shakhtars enlige mål efter en dødbold mod Barcelona). På de to back-positioner finder vi første del af Shakhtars rotationssystem. Hvis holdets anfører og meget rutinerede højre back Darijo Srna spiller, betyder det ofte, at de bliver nødt til at stille med reserven Vyacheslav Shevchuk (som er ukrainer) på venstre backen. Hvis Srna derimod får en pause, og enten Vasyl Kobin eller Oleksandr Kucher – som også begge er ukrainere – spiller højre back, betyder det, at holdets stærkeste venstre back, Razvan Rat starter inde. Alt i alt er det altid en gåde, hvordan Shakhtar stiller op i den bagerste kæde – bl.a. fordi, at mange af de hjemlige kampe ikke bliver prioriteret så højt blandt den bagerste 4-back kæde, da Shakhtar i langt de fleste kampe har bolden ca. 70 % af tiden.

Men, men, men. Blandt de to centrale midtbanespillere er der næsten lige så meget tvivl til hver kamp om, hvem der spiller. Der er 4 meget stærke spillere til kun 2 pladser. Den sikreste mand på holdkortet er den brasilianske viceanfører Fernandinho. Han burde ifølge mange eksperter spille i en større klub, men han forlængede for nylig sin kontrakt med Shakhtar, og det virker som om, han stortrives i klubben. Ved siden af ham har manden med det specielle efternavn, armenske Henrikh Mkhitaryan, efterhånden overtaget pladsen som den anden centrale midtbanespiller. I forhold til Fernandinho er Mkhitaryan dygtig til at komme frem til afslutninger, og den unge landsholdsspiller fra Armenien ses af og til på scoringstavlen. Tomas Hübschman fra Tjekkiet, der tidligere var en vigtig brik på det ukrainske mesterhold, må ofte tage til takke med en plads på bænken, hvor han sidder sammen med et stort ukrainsk talent, nemlig Taras Stepanenko, der også var med hos Ukraines U21-landshold under sommerens slutrunde.

Blandt de 3 offensive midtbanespillere hos Shakhtar Donetsk begynder det for alvor at ligne et rent brasiliansk hold. Shakhtar råder over 5 offensive midtbanespillere – som alle er fra Brasilien! Jadson som spiller den centrale position blandt de 3 offensive midtbanespillere, er holdet største stjerne, og ved Copa America fik Jadson faktisk også debut på det brasilianske landhold. På de to kanter ligger stortalenterne Willian og Douglas Costa som regel. De er gode til at skifte side, og specielt Douglas Costa spiller tit lige så centralt som Jadson. En anden, der har fået masser af spilletid i sæsonen er Alex Teixeira, som også primært bliver brugt på kanten. Til sidst råder Shakhtar også over nyindkøbet Alan Patrick, der også er store forventninger til på de offensive pladser.

I angrebet har Shakhtar gennem de sidste sæsoner haft en mand, der har brændt rigtig mange chancer – men dog scoret et hav af vigtige mål. Det er – selvfølgelig – også en brasilianer ved navn Luiz Adriano. Han var bl.a. en af målscorerne i UEFA Cup-finalen – sammen med Jadson – mod Werder Bremen. Shakhtar råder dog også over en snu målræv i Eduardo, der muligvis havde fået sit gennembrud i Arsenal, hvis ikke han havde brækket benet. Fordelen ved Eduardo er, at han også kan bruges på de offensive midtbane-pladser. Som om det ikke skulle være nok skrev Shakhtar i løbet af sommeren kontrakt mod to nye angribere. Specielt 26-årige Yevhen Seleznyov, som tidligere har spillet 7 år hos Shakhtar uden stor succes, har gjort det flot efter sin tilbagevenden. Seleznyov står noteret for 25 A-landskampe for Ukraine, og med købet af ham, er rotationssystemet endnu større hos Shakhtar. Men også holdets 8. brasilianer, Dentinho, som ligeledes er angriber og købt i sommers, er der store forventninger til. Med ham har Shakhtar endnu flere strenge at spille på, og klubben virker specielt på de offensive pladser langt fra sårbare, hvis de får skader.

Efter gennemgangen af Shakhtars trup er der ingen tvivl om, at det er offensivt, at klubben er stærkest. Blandt de 4 forreste spillere har Shakhtar hele 9 klassespillere at vælge i mellem (endda 10 hvis man medregner Henrikh Mkhitaryan, som også kan spille den centrale offensive midtbane).

En af de store årsager til Shakhtars enorme succes, er deres talentspejdere, som har haft en del opgaver i Sydamerika. De har først og fremmest gjort et fantastisk scouting-arbejde i Brasilien, hvor det er lykkedes dem at finde enormt mange unge spillere, der ikke har været voldsomt dyre. Tidligere har Shakhtar også rådet over brasilianske spillere som bl.a. Elano, Ilsinho og Brandao. Det bliver dog en kamp for Shakhtar at holde på dets mange brasilianske kometer. Allerede nu har Douglas Costa trukket sig stor opmærksomhed fra flere europæiske storklubber, og Jadson har flere gange været rygtet til Arsenal. Det virker også usandsynligt, at Shakhtar formår at holde på Willian, hvis han fortsætter sin rivende udvikling. Men Shakhtar har været dygtige til at købe ind, og selv hvis flere af deres offensive profiler bliver solgt, står unge sultne spillere, som Alex Teixeira, Dentinho og Alan Patrick klar.

Shakhtar Donetsks træner Mircea Lucescu, der har trænet holdet siden 2004, har rigtig meget grund til at være stolt af sit arbejde hos ukrainerne. Han er et taktisk geni, og han har en stor del af æren for Shakhtars kæmpesucces. Hans taktiske forståelse og kloge indkøb har været en vigtig del af opbygningen af Shakhtar. Man har på fornemmelsen, at Shakhtars storhedstid ikke stopper, så længe rumæneren styrer tropperne.

Spillestilen som det ukrainske mesterhold, Shakhtar, er blevet så suveræne til, minder på mange områder om FC Barcelonas måde at praktisere det offensive spil på. Shakhtar forsøger altid at være meget boldbesiddende, og det er tydeligt, at Lucescu fokuserer meget på, at alle spillerne skal kunne gå med i det fremadrettede positionsspil. Der er meget fokus på små, hurtige pasninger, og variation er ligeledes et nøgleord. Willian står stort set altid placeret helt ude ved sidelinjen, og han er den vigtigste brik i, at Shakhtar får bredde i deres spil. Alligevel er det en fornøjelse at se, hvordan Shakhtars spil varierer utrolig meget. Det ene øjeblik er der 4-5 Shakhtar-spillere meget centralt på banen, der med hurtigt, småt pasningsspil kommer til afslutninger. I det næste angreb bliver hele banen brugt, og med hjælp fra Willian, Douglas Costa eller en anden kantspiller bliver modstandernes forsvar splittet. Det er næsten umuligt at forsvare sig mod Shakhtar, fordi deres 5 midtbanespillere er så forskellige og supplerer hinanden fantastisk, og fordi bredden er så god i deres trup, at de til hver en tid kan sætte en ny type på banen, hvis spillet hidtil ikke har fungeret optimalt.

Mht. fremtiden er det som alt andet i fodbold svært at spå om. Alligevel er jeg dog næsten 100 % overbevist om, at Shakhtar ikke har toppet endnu! Truppen råder stadig over ufattelig mange unge kvalitetsspillere, og hierarkiet og sammenholdet virker ekstremt stærkt. Holdet er næsten uovervindelige på hjemmebane, og de formår stort set altid at skabe et hav af chancer i deres kampe – uanset modstanderen. Selvom defensiven har været Shakhtars problem har de også der 2-3 spillere, der ville kunne klare sig på et storhold i Europa. Men måske ER FC Shakhtar Donetsk fra Ukraine et kommende storhold. I Champions League i denne sæson var de uheldige i første kamp mod Porto ved at få to røde kort og tabe 2-1, mens de hjemme mod Apoel fra Cypern havde chancer til meget mere end det ene mål, der kun gav dem 1-1. Jeg er dog fortrøstningsfuld omkring Shakhtar, som jeg beundrer at se spille deres offensive, fantasifulde fodbold. Både spillerne og Lucescu har også flere gange udtalt, at der er et enormt potentiale i truppen, som endnu er uløst. Så kan det lykkes for ”Ukraines Barcelona”, som de populært kaldes, at holde på de vigtigste profiler (og ved evt. salg få dem erstattet af unge, sultne spillere), så er det ikke utænkeligt, at Shakhtar Donetsk indenfor de næste 2-3 sæsoner kommer længere end sidste års kvartfinale i Champions League.