Schweiz’s VM-blog

Hvad vil vi huske om 30 år, når vi skal fortælle om VM 2010 i Sydafrika. Vil det være overraskelserne fra Ghana og Uruguay? Vil det være Multi-Kultis offensive magtdemonstrationer i mod England og Argentina. Eller er det Spaniens endelige VM sejr over de slidstærke hollændere.

VM 1970? Pele. VM 1974? Gerd Müller. VM 1986? Dynamit holdet og Maradona. VM 2010? Hmm…

Det var det 19. verdensmesterskab i fodbold. Det var det første VM på afrikansk jord. Rammerne var virkelig flotte, og Green Point Stadium var en sand skønhed. Men hvad med den fodboldmæssige oplevelse? Tjo.. Vores eget landshold havde jo kvalificeret sig imod alle odds. Alligevel var presset ikke helt så stort som det plejede. Hvad kunne vi også have forventet, når vi havnede i en gruppe med Holland, Japan og Cameroun? Måske lidt mere, men alligevel ikke. Vi tabte også to af kampene, og vi fik os krampagtigt kæmpet os over Cameroun, som leverede noget af det dårligste under VM. Men ellers var alle de store jo med. Brasilien, Tyskland, England og Spanien.  Spanien var jo favoritter efter deres cruise control for to år siden til EM. I gruppespillet havde de en lille dykker imod Schweiz, men ellers dansede de tango med de andre hold indtil finalen. Tyskland havde de seneste 10 år altid været lige ved og næsten. Så denne gang havde de prøvet en ny opskrift. Tyrker-Tysk. “Multi-Kulti”, som holdet blev kaldt, kørte næsten alt over på dets vej, indtil semifinalen. Ledet ad Mesut Özil lagde de både Australien, England og Argentina i et jerngreb. Marginalerne var som sædvanlig ikke med England. England klarede sig lige igennem gruppespillet, men de skuffede som altid, når det så virkelig gjaldt. Det skal dog nævnes, at Frank Lampard ikke fik lov til at score, da dommeren dømte bolden for ude, da den havde passeret stregen imod Tyskland. Brasilien var de store drenge i deres VM-gruppe. VM-vinderen, Dunga, lignede en, der kunne gå hele vejen, men det brasilianske magi manglede dog. Der manglede simpelthen noget Ronaldinho/Ronaldo. Men sådan går det jo, når fastfooden trækker mere end fodbolden.

Nu var det jo VM på afrikansk grund, og pres var der også noget af på de afrikanske lande. Det blev desværre ikke til den store afrikanske triumf, da alle, bortset fra et, takkede af i gruppespillet. Ghana hang dog på, og de leverede også noget af det bedste set med afrikanske øjne i VM’s historie. Endda uden verdensstjernen Michael Essien. De nåede desværre “kun” til kvartfinalen, hvor Uruguay brugte “djævelens hånd” i de døende minutter.

Der var som altid nogle storhold der skuffede fælt. De to største var Frankrig og Italien, de to forrige finalister. Frankrig viste sig fra deres værste side. Både på og uden for banen, og hos Italien var New Zealand og Slovakiet for store mundfulde.

I finalen mødtes Holland og Spanien. Holland spillede beskidt, mens Spanien var de “gode”, som slog de “onde” til sidst. Egentlig en lortekamp, hvis ingen af holdene var ens favorit, men man skulle vel have været spanier. Men ellers havde VM vel næsten det hele. Kontroversielle kendelser, flotte langskudsmål og overraskelser. Det som VM så, desværre, også havde var forudsigeligheden. Spanien vandt, som alle havde regnet med. Tyskland fik som sædvanlig medaljen af bronze, og finalen var en værre omgang tacklinger.

Okay.. Set fra den statistiske side, så var der da små finurligheder, som fx at det var første gang, at 2 asiatiske hold kvalificerede sig videre (delvist DK’s skyld). En sjældenhed, som at EM vinderne vandt det efterfølgende VM, og så var der det med afrikansk jord. Men ellers ikke det helt vilde, så vidt jeg erindrer.

Hvem kom egentlig bedst ud af VM’s “eksamen” overfor resten af verdenen? Spanien fik vel deres 12 tal, da de gjorde som forventet og tog den store pokal. Tyskland 10 med pil op, med deres hurtige spil og sprudlende mandskab. Holland fortjente vel også en af de bedre karakterer, selvom deres finale var lidt en fuser. Bronchhorst’ kanon var dog enestående og fortjener en skrift i historiebøgerne. Uruguay kan også lade sig hylde som den helt store overraskelse med VM’s bedste spiller. 12. Til gengæld kan vi dumpe England endnu engang, vi kan dumpe de fleste afrikanske hold og måske også give Brasilien og Argentina en middel karakter efter deres nederlag inden det blev rigtig sjovt. Vores eget landshold kan vel ende på et fortjent 4-tal.

Set med pessimistens briller er det vel forudsigeligheden der prægede VM 2010. Men set med optimistens er det et VM med nye dimensioner for tysk landsholdsfodbold og Spaniens endelige gennembrud. Et VM uden for velfærdssamfundets trygge rammer. Et VM med nye stjerner som Özil og Asamoah Gyan, men stadig med forudsigeligheden og de mange kedelige kampe i baghovedet.