Schweiz’s VM-blog

Sådan lød det mange steder inden fredagens sejr i vores revanchekamp i Tjekkiet. Men sådan behøver danskerne slet ikke at tænke (selvom medierne sætter dagsordenen mange steder). Danmark har jo ikke haft nogle problemer de sidste fem år, når det virkelig gjaldt. Jovist har Danmark indimellem nogle svipserer, men det har ALLE fodboldhold. Og så skal det altså med, at venskabskampe har meget lille betydning ift. alt, bortset fra de glade superligaspillere, der får deres ønske opfyldt om at spille landsholdsfodbold. Siden den mislykkede EM 2008 kvalifikation (hvor det var lige ved og næsten, hvis altså Hr. Poulsen havde forstået, at man ikke må slå modstanderen i mellemgulvet. I særdeleshed når alt lignede en 4-3 sejr til Danmark i en afgørende (og sublim) kamp imod svenskerne), har det danske landshold ligget nummer 1 efter sidste spillerunde i kvalifikationspuljerne, og bl.a. ligget i top10 på verdensranglisten(hvis man kan bruge det til noget).

Førstepladserne er ikke kommet i hus ved at vinde over alle “lilleputnationerne”, næ, det er derimod de store hold i puljerne, der har fået sig en tur i den danske kødhakker, når de kom en tur til Parken. Faktisk har Danmark ikke tabt en hjemmekamp imod et højt seeded landshold siden nederlaget til Spanien den 13. oktober 2007. Her taler vi om sejre imod hold som Portugal, Sverige og Norge. Ja, det er ikke modstandere fra den absolutte elite, men det har Danmark været med til at slå fast.

Lad os ridse scenarierne op, hvor Danmark har bevist deres kvalifikationskynisme.

VM-kvalikfikation til Sydafrika 2010 :

Portugal 2-3 Danmark, 10. september 2008 : En formidabel kamp, hvor Danmark med historiens vildeste comeback rejser hjem med de 3 gyldne point. Denne kamp blev startskuddet til Danmarks lange periode som kvalifikationskonge.

Sverige 0-1 Danmark, 6. juni 2009 : Igen har dansken mere kynisme end svensken, og to kampe, hvor 1 point havde været helt ok, er nu omsat til 6 point.

Danmark 1-1 Portugal, 5. september 2009 : Denne gang er det portugiserne, der kommer tilbage i kampen, men ikke på samme måde som Danmark gjorde det i Lissabon, og derfor ser det nu skidt ud for Portugal, som i favoritrollen har smidt 7 point.

Danmark 1-0 Sverige, 10. oktober 2009 : Jakob Poulsens bedste skud i karrieren sender os til VM. Danmark har fået en ultimativ revanche med to sejre over svensken.

EM-kvalifikation Polen/Ukraine 2012

Danmark 2-0 Norge, 6. september 2011 : Bendter scorer sit bedste landskampsmål i en sikker sejr, som sætter rigtig gang i håbet om EM.

Danmark 2-1 Portugal, 11 oktober 2011 : Danmark spiller på meget højt niveau i et jævnbyrdigt opgør, hvor selv Ronaldos tryllerier ikke er nok for portugiserne. Endnu en gang må de overlade titlen som nummer 1 til de overlegne danskere.

Og nu har Danmark forlænget den gode historik med en vigtig udesejr over Tjekkiet. Resultatmæssigt er det vel nærmest det bedste resultat sammenlignet med de ovenstående. Det er altså meget flot af en fodboldnation som Danmark, der ikke kan betegnes som specielt talentudviklende ift. andre lande, og som på ingen måde har så mægtige spillere som Ibrahimovic og Ronaldo.

Derfor kan vi danskere læne os helt tilbage, åbne Kim’s posen, tænde for TV2 og glæde os til en sejr over Bulgarien i morgen (26/3 2013), for Danmark har vist os, at de kan, når de skal.

FCK blev i går slået ud af franske Lille, og skal derfor “kun” at deltage i Europa League i år. Men er det virkelig så slemt for dansk fodbold og FCK?

Danmark har i de seneste sæsoner gjort det godt mht. pointindsamlingen i de europæiske turneringer Europa League og Champions League. Det er dog ikke hver sæson at et dansk hold er med i Champions League, hvor de danske hold til gengæld er mere aktuelle i den “dårligere” europa league. Pointmæssigt er det faktisk også ganske ok, at vi ikke når til himmeriget Champions League, for pointene findes også i europa league. Her giver en sejr og en uafgjort lige så mange point som i champions league nemlig 2 for en sejr og 1 for et “remis”. Til gengæld giver champions league deltagelse og videre finale deltagelse 4 point hver gang, hvor dette ikke findes i europa league. Men realistisk set er der så ikke større chance for at hold som FCK henter mere end 2-3 sejre i “EL” end at de kommer videre til 8. dels finalerne i “CL”? Man kan sige at EL er en slags “bagdør” til direkte Champions League deltagelse. Et godt eksempel er den yderste bastion på den iberiske halvø, Portugal. Her har flere sæsoners dominans i Europa League fra Porto, Braga, Benfica og Sporting givet en top 5 placering i Europa for bedste landkoefficient og dermed 2 direkte CL pladser + en playoff plads til 3. pladsen. Ikke dårligt for et land der husere 3 millioner flere end Danmark. Men hvis man vil tage denne bagindgang ad den lidt undervurderede EL turnering, så må man satse 110% ligesom Portugal. Det kræver at man smider al CL ærgelse væk og starter på en frisk, hvis kvalen mislykkedes til den “store turnering”. For på lang sigt kan man jo se at der er guldgruber at hente med direkte CL pladser i ligaen osv, hvis mission EL lykkes. FCK ligger formentlig i seedningslag 1 eller 2 i år ved EL lodtrækningen. Dvs. muligheder for videre kvalifikation og evt. kvartfinale/semifinale. Til den tid vil de formentlig have skrabet 10-12 point sammen, hvilket er mindst ligeså meget som de ville kunne gøre i Champions League. TV-penge vil der også være nok af. Selfølgelig er præmiepenge og TV-penge ikke ligeså meget i EL som i CL, men hvad er sjovest? EL kvartfinale/semifinale eller CL 3./4. puljeplacering. Hvis man altså er realistisk. For Danmark som koefficientsland er det ligegyldigt.

Min yndlingsspiller skal være disciplineret. Ikke noget med at køre Balotelli-style eller svine sine holdkammerater til. Nej, det er dog ok, at man ikke altid leverer og at der indimellem kan opstå stridigheder mellem spilleren og træneren/klubben. F.eks. har jeg intet imod Carlos Tevez,  selvom nogle vil mene at han er udisciplineret.

Min yndlingsspiller skal være en fighter. En der gir alt hvad han har og jagter hver en bold, som kan jagtes. En spiller der måske ikke scorer 30 mål pr. sæson, men i stedet scorer 10 vigtige, og lave 20 vigtige tacklinger/erobringer/assists.

Min yndlingsspiller har også personlighed. Med personlighed handler det om at være fair. Ikke være for “blæret” (balotelli). Min yndlingsspiller skal vise at han elsker at spille og nyder hvert et sekund. Han skal juble som en gal over hver scoring (Cavani) og gerne give et interview efter vundne kampe, som er lidt mere euforisk end: “Ja, det var vel ok at score 4 mål mod Barca” (you know the type)

Min yndlingsspiller skal skille sig ud fra mængden, enten spillemæssigt, personlighedsmæssigt eller udseendemæssigt. Jeg mener selv at branding kan være en stor del af fodbold, og derfor vinder spillere med blåt hår eller vilde frisurer en plads i mit hjerte indimellem (Vagner Love og D. Cisse bl.a.)

Min yndlingsspiller skal følge sit hjerte og ikke ende i en eller anden arabisk klub bare for pengenes skyld, hvis han kunne spille på et højere plan.

Min yndlingsspiller er Kaka pga hans spillemæssige kvaliteter, personlighed og evnen til at skabe noget ekstraordinært (CL-2007).  Min yndlingsspiller er Dirk Kuyt pga disciplinen, evnen til at score de vigtige mål og præstere når det kræves. Min yndlingsspiller er Riquelme pga hans spillemæssige kvaliteter (CL 2006), og Riquelmes personlighed (han valgte at drage hjem til Argentina, da hans familie blev udsat for kidnapning).

Det som disse tre spillere har tilfælles er også glæden som de alle udstråler ved at spille fodbold, og det at de er beviser på, at det ikke kræver en modestylist (Ronaldo, Torres) eller en vild branding for at blive nogen af verdens bedste på deres position.

Hvem er din yndlingsspiller?

Ailton José Almeida scorede her til aften 2 mål for sin cypriotiske klub, Apoel Nicosia. Dermed sender han sine arbejdsgivere i Champions League, den mest prestigefyldte turnering i verden. Han blev kåret som årets spiller i den cypriotiske liga for bare et par sæsoner siden. Selvom det lyder usandsynligt kunne sådan en spiller ikke bruges i en dansk mesterklub for bare 3 sæsoner siden. Hvorfor ikke det?

Han blev solgt fra Örgryte til FCK for enorme 22 mio. tilbage i 2007. Hvad siger det om en spiller i skandinavien?:

1- Et enormt pres på en så ung spiller. Han var dengang kun 22 år.

2- Et stort potentiale og talent.

Det kan godt være, at han havde et højt niveau på sine gode dage, Ailton, men han var kun 22 år, og de fleste ved, at det kun er spillere som Messi og Ronaldo, der i en så ung alder kan holde et så stabilt niveau, så at de leverer i hver kamp. Men alligevel var der pres på lille Ailton kamp efter kamp. Tilhængerene forventede nærmest en scoring i hver eneste kamp fra Ailtons fødder eller hoved, og vi snakker altså om en spiller, der ikke bare havde spillet i en lavere rangerende klub end FCK, men også i en dårligere liga. Og selv i Örgryte scorede Ailton “kun” i hver anden kamp. Altså et urimeligt pres.

Ailton leverede til gengæld i perioder, og kan sikkert kalde sig den eneste superliga spiller, som nogensinde har fået kåret sit mål som ugens bedste i Europa. Han var også en af de store faktorer i FCK’s superliga mesterskab 08/09. Med 11 mål på en sæson (de fleste i foråret), hvilket var fint for en angriber i FCK, så det ud som om, at han havde spillet sig ud af sit pres, men næh nej. Presset blev bare større og større indtil Ailton og FCK ikke orkede mere. Han drog til Cypern, hvor de udnyttede hans fulde potentiale, hvilket nu resulterer i Champions League deltagelse, hvor FCK ser ud til at få en mindre sjov tur i EL efter krampagtige præstationer i kvalen til CL. I FCK skulle man tro, at de havde lært af deres fejl, med at købe spillere, som måske ikke var helt klar til det pres der ligger på en hvid klædt FCK spiller, men også her begår de en stor fejl i FCK. De køber, gud hjælpe mig, den svageste angriber, jeg har set nogensinde, på internationalt niveau: Cesar Santin. Denne brasilianer tror så lidt på sig selv at det halve kunne være nok. Han scorer godt nok flere mål i snit end Ailton gjorde i den hjemlige liga, men lur mig om det ikke skyldes alle de dygtige medspillere han har, og alle de straffespark han for lov til at tage. Ailton derimod skabte tingene selv. Han havde potentiale, FCK vidste bare ikke hvordan man skulle finde det frem. Det ved jeg til gengæld. Ailton skulle have tid og tillid, og det skulle have været i større potioner.

Har lige studeret de tranfers, som er hændt over sommeren, og jeg kan konkludere at der er røget præcis lige så mange spillere til udlandet som der er hentet hjem. Altså skulle niveauet på en måde være lig sidste sæson. Selfølgelig er der forskel på at hente Killerich og sælge Pospech, men taget i betragtning, at spillere som Larsen,  Grindheim og Diouf er hentet til, så gør det ikke det store, at Kvist, Wass og Pospech er røget. Man kan så mene at Roland Nillson ikke er af samme kaliber som Solbakken, men hvem ved?

I dansk fodbold stiler man efter internationalt gennembrud ala FCK. Men har de kvalificerede hold egentlig midlerne?

FC København vil ud og gentage deres CL-tur. De mister dog næsten deres forsvarskæde, der var en af hovedårsagerne til succesen i Champions League i denne sæson. De skal derfor ud og hente nye ansigter, hvis jeg kender FCK ret. OB har i de seneste sæsoner erhvervet sig et par stærke spillere, som har prøvet det store pres og høje niveau, der forventes i Champions League og Europa League. Endnu en til sommer? Det kommer der forhåbentligt, da Young Boys kunne trække der længste strå i sidste efterår. Sædet skal også blive noget køligere under trænerens bagdel, hvis der skal opbygges et kvalificeret mandskab, som kan klare de udfordrende kampe i Europa samtidig med den igangværende Superliga. Brøndby har efterhånden fået styr på, hvem deres træner skal være, nemlig Hr Jensen, men i truppen mangler der erfaring og kvalitet i form af stærkere spillere, som har prøvet mere. FC Midtjylland producerer mange gode afrikanere på deres akademi, men deres rutinerede kræfter halter lidt i mine øjne eller også er de skadet (Bak, Borring og Poulsen). FCM skal i mine øjne satse mere fast på mest at hente dyre spillere, da de nu også får den indiske økonomi at føle.

FCK’s opstilling 11/12 -spørgsmålstegn angiver enten at de ikke har forlænget, og parantes betyder at de evt. bliver købt af andre klubber.

Wiland(?)

?               Zanka                  Ottesen/Antonsson(?)                 ?

Claudemir       Vingaard             Kvist(?)        Bolaños

N´doye               Grønkjær(?)

Sub: Absalonsen, Christensen, Santin, Kristensen, Zohore, Delaney, Thomsen og Hooiveld

Træner: Nillson

For mig virker det lidt usandsynligt at en ottendels finale er inden for rækkevidde igen i år med de udskiftninger som foregår: træner, backs og måske en profil. Hvis de skulle hente endnu en billet til slutspillet i CL skal de sandsynligvis hente mindst 2 klassespillere i ferien. Muligheder kunne være Søren Larsen(fri transfer), Mads Junker(Roda), Lars Jakobsen(West Ham), Daniel Andersson(Malmö). Disse spillere virker stabile og stærke nok til at spille på et højt niveau, de kender kulturen i skandinavien og de falder formentlig hurtigt til. Hvis man skal se på mere eksotiske spillere kunne de gøre som i Panathinaikos, hvor man henter tidligere topspillere som Cissé, Gilberto og Garcia. Spørgsmålet er så om lønninger kan følge med i FCK. Mulighederne kunne være: Kenny Miller (Bursaspor), Milan Baros(Galatasaray), Asamoah (St. Pauli), Kienast(Sturm Graz), Aufhauser(Linzer), Dudka og Jelen (Auxerre). Disse spillere er nogen, som har prøvet højt niveau på enten landshold eller klubhold. Disse spillere spiller også for klubber, som ikke har mulighed for CL i næste sæson. Kienast fra Graz er også stor og stærk og ville passe godt med N´doye. Samtidig har han spillet i Norge, hvilket gør ham oplagt i mine øjne. Han scorede 19 mål i den østrigske bundesliga i år.

OB har haft held med at hente tidligere flop fra store ligaer (Carrol og Djemba-Djemba), hvilket gør det ideelt for dem, at hente endnu en tidligere overvurderet spiller, der måske igen er blevet sulten på bold. Jeg mener, at deres forsvar virker stærkt nok til i hvert fald Europa League. Et evt. emne kunne være Zimling eller Junker og Larsen, da en angriber må være et must, hvis der skal spilles CL i næste sæson. Utaka kan også være tvivlsom som OB-spiller i næste sæson, da han godt kunne begå sig i en bedre liga, hvis han ville.

OB 11/12:

Wessels

Sørensen         AMC            Håland            Ruud

Johansson  Djemba-Djemba   HH Andreasen   Mendy

Gislason               Utaka(?)

Brøndby har haft svært ved at finde en kvalitets angriber, hvilket har vist sig på topscorer listen, hvor Nikolaj Agger først for nyligt kom på flere mål end to af BIFs forsvarsspillere som den første angriber. Defensivt er man lidt svækket i næste sæson med afgangen af Wass, men til gengæld hapsede man Goodson i vinters, hvilket var en fantastisk belutning. På midtbanen har man både fightere og teknikere i topklasse, men det er i angrebet de først og fremmest skal forstærke sig. Jeg tror, at Junker med stor sandsynlighed kan havne i BIF, hvis de for en god lodtrækning til Europa. Han vil sikkert gerne vise sit potentiale i Europa og så har han et gammelt forhold til klubben. En hjemrejse vil også give mere opmærksomhed fra Olsens side af forhåbentligt. Et dristigt bud kunne være Skoubo, men jeg tror ikke, at han er færdig med sit udlandseventyr. Kahlenberg kunne også trænge til en ny arbejdsgiver, men pengene kan nok ikke helt slå til i Brøndby til sådanne køb. Hvis Randers rykker ned, kunne man da godt se et potentielt skifte af Kamper til vestegnen. På kassen har Brøndby vel en af de bedste danske keepere, Stephan Andersen.

Brøndby IF 11/12:

Andersen

Randrup     Goodson   vD Schaaf    Frederiksen

Krohn-Dehli   Jensen   Nilsson      Kristiansen

Agger        Jallow/Bernburg

I FC Midtjylland har man forhåbninger om en millionindsprøjtning. Dette vil helt sikkert føre til mindst to store køb. FC Midtjylland er vel også dem, som savner klassespillere mest til en evt. Europa turné, da de lever meget på unge, svingende spillere fra deres akademi. Disse spillere er i mine øjne ikke helt klar til EL, og der må derfor forhandles henover sommeren. Søren Larsen ville måske blive lokket af den lukrative løn de formentlig er i stand til at betale på heden, men FCK er jo næsten med sikkerhed med i CL, så de vil være det bedste sportslige tilbud. FCM har et lidt skadespræget hold, og de har brug for gode garderinger i specielt forsvaret. Målmanden er ellers god, men deres backs er en kende for urutinerede efter afgangen af Afriyie og Jessen i sommers. Her kunne Østli fra Sønderjyske eller Lumb fra Zenit måske blive lokket til. Bjelland fra FC Nordsjælland kunne også blive en dygtig spiller i FCM. I angrebet kunne der også hentes forstærkninger ud over Larsen, da Igboun og Fagerberg i mine øjne mangler rigtig klasse. Måske man kunne lokke Aabech til fra Lyngby? Spillestilen i Midtjylland ville i hvert fald falde i god smag hos den driblestærke Køvenhavner.

FCM 11/12:

Lössl

Juelsgaard   Ipsa   Bak    Sviatchenko

Borring     Thygesen    Poulsen    Albæk

Igboun    Fagerberg

FCN/SIF kan også komme med i kvalifikationen, men chancerne for gruppespil i EL er ikke så stor igen. Dette skal især findes i deres forsvar hos de to hold, som ikke har set så godt ud i mange forskellige kampe i løbet af sæsonen, hvor de lukker over halvandet mål ind per kamp.

Det er svært at score mange mål i superligaen som angriber. Det skulle man i hvert fald tro, når man ser topscorerlisterne i Danmark fra de seneste 10-20 år og sammenligner dem med andre ligaers topscorerlister.

I forhold til mange af Superligaens sydlige “kollegaligaer” ligger antal mål pr. kamp ellers på et pænt niveau herhjemme, hvor vi p.t. runder de ca. 2,7 mål pr. kamp. Men målene er godt spredt ud over mange forskellige spillere. Vi skal helt tilbage til sæsonen 01/02 for at finde en spiller, som fik scoret mere end 20 mål på en sæson i Danmark. Hvis man kigger på ligaer som Portugal, Tyskland, Holland Østrig, der har cirka samme antal kampe på en sæson som den danske liga har, bliver der sjældent leveret de samme enkeltmandspræstationer scoringsmæssigt i Superligaen, som der er tendens til i førnævnte lande. I fx Østrig havde man Marc Janko, der i 2009 scorede 34 mål på en sæson, i Portugal har man p.t. Hulk, der har rundet de 22 mål for Porto efter bare 27 kampe og i Holland bankede Luis Suarez sig op på 35 mål i foregående sæson. Så hvad står i vejen for spillere som fx Peter Utaka, Dame N’doye eller Cesar Santin, når de nu “kun” højst scorer 20 mål på en sæson i Superligaen. Kan det skyldes et særpræget dygtigt forsvarsarbejde hos de danske klubbers taktikerer, at angriberne ikke er skarpe nok, eller er det måske den geografiske belligenhed med klima osv? Man skal trods alt have i tankerne, at de danske topklubber har en tendens til, at de gerne vil have udenlandske angribere, da de måske er billigere, men er det nu klogt, når angriberne ofte ankommer fra Afrika og andre tropiske egne? I Østrig var det jo en Østriger, Marc Janko, der scorede de suveræne 34 mål, og i Østrig kan klimaet til tider godt ligne det danske. Alle de spillere, som har scoret over 20 mål i Superligaens snart 20 årige historie, har også været af dansk afstamning. Måske skulle Brøndby og Esbjerg, som lige nu har problemer med at få deres angribere ordentligt i gang, tage ud og kigge på nogle gode gamle danskere som nye svar på scoringskriserne oppe foran?

Grunden til, at jeg har skrevet denne artikel er, at Dame N’doye godt kunne ligne en spiller, der vil bryde det snart 10 år gamle mønster med “kun” 20 mål pr. sæson. Han er nu oppe på 18 mål, og han virker skarp p.t. med 4 kasser i de seneste 2 kampe. Det bliver spændende at se, om han kan bane vejen for nye “målslugere” i Superligaen.

En flot sejr i sidste måneds EM-kval kamp kan give Schweiz fornyet energi i kvalifikationsgruppen.

Under VM havde Schweiz svært ved at putte bolden i kassen, hvor det kun blev til et mål. Dog imod Spanien. Det har dog ikke været svært for de schweiziske spillere at få netmaskerne til at blafre de seneste par måneder. Hele 39 mål er der blevet scoret af schweiziske landsholdsspillere i den igangværende sæson rundt om i Europæiske ligaer og turneringer. Især rutinerede stjerner som Frei og Yakin har scoret 14 mål tilsammen i den schweiziske liga.

Efter en dårlig start i EM-kvalen med 2 nederlag er Schweiz kommet ovenpå med den seneste 4-1 sejr over Wales. Nu venter Bulgarien på udebane hvorefter England tager imod “Der Nati” på Wembley. Mindst 4 point i disse kampe vil gavne, hvis Schweiz skal gøre sig forhåbninger om EM kampe.

Hvad vil vi huske om 30 år, når vi skal fortælle om VM 2010 i Sydafrika. Vil det være overraskelserne fra Ghana og Uruguay? Vil det være Multi-Kultis offensive magtdemonstrationer i mod England og Argentina. Eller er det Spaniens endelige VM sejr over de slidstærke hollændere.

VM 1970? Pele. VM 1974? Gerd Müller. VM 1986? Dynamit holdet og Maradona. VM 2010? Hmm…

Det var det 19. verdensmesterskab i fodbold. Det var det første VM på afrikansk jord. Rammerne var virkelig flotte, og Green Point Stadium var en sand skønhed. Men hvad med den fodboldmæssige oplevelse? Tjo.. Vores eget landshold havde jo kvalificeret sig imod alle odds. Alligevel var presset ikke helt så stort som det plejede. Hvad kunne vi også have forventet, når vi havnede i en gruppe med Holland, Japan og Cameroun? Måske lidt mere, men alligevel ikke. Vi tabte også to af kampene, og vi fik os krampagtigt kæmpet os over Cameroun, som leverede noget af det dårligste under VM. Men ellers var alle de store jo med. Brasilien, Tyskland, England og Spanien.  Spanien var jo favoritter efter deres cruise control for to år siden til EM. I gruppespillet havde de en lille dykker imod Schweiz, men ellers dansede de tango med de andre hold indtil finalen. Tyskland havde de seneste 10 år altid været lige ved og næsten. Så denne gang havde de prøvet en ny opskrift. Tyrker-Tysk. “Multi-Kulti”, som holdet blev kaldt, kørte næsten alt over på dets vej, indtil semifinalen. Ledet ad Mesut Özil lagde de både Australien, England og Argentina i et jerngreb. Marginalerne var som sædvanlig ikke med England. England klarede sig lige igennem gruppespillet, men de skuffede som altid, når det så virkelig gjaldt. Det skal dog nævnes, at Frank Lampard ikke fik lov til at score, da dommeren dømte bolden for ude, da den havde passeret stregen imod Tyskland. Brasilien var de store drenge i deres VM-gruppe. VM-vinderen, Dunga, lignede en, der kunne gå hele vejen, men det brasilianske magi manglede dog. Der manglede simpelthen noget Ronaldinho/Ronaldo. Men sådan går det jo, når fastfooden trækker mere end fodbolden.

Nu var det jo VM på afrikansk grund, og pres var der også noget af på de afrikanske lande. Det blev desværre ikke til den store afrikanske triumf, da alle, bortset fra et, takkede af i gruppespillet. Ghana hang dog på, og de leverede også noget af det bedste set med afrikanske øjne i VM’s historie. Endda uden verdensstjernen Michael Essien. De nåede desværre “kun” til kvartfinalen, hvor Uruguay brugte “djævelens hånd” i de døende minutter.

Der var som altid nogle storhold der skuffede fælt. De to største var Frankrig og Italien, de to forrige finalister. Frankrig viste sig fra deres værste side. Både på og uden for banen, og hos Italien var New Zealand og Slovakiet for store mundfulde.

I finalen mødtes Holland og Spanien. Holland spillede beskidt, mens Spanien var de “gode”, som slog de “onde” til sidst. Egentlig en lortekamp, hvis ingen af holdene var ens favorit, men man skulle vel have været spanier. Men ellers havde VM vel næsten det hele. Kontroversielle kendelser, flotte langskudsmål og overraskelser. Det som VM så, desværre, også havde var forudsigeligheden. Spanien vandt, som alle havde regnet med. Tyskland fik som sædvanlig medaljen af bronze, og finalen var en værre omgang tacklinger.

Okay.. Set fra den statistiske side, så var der da små finurligheder, som fx at det var første gang, at 2 asiatiske hold kvalificerede sig videre (delvist DK’s skyld). En sjældenhed, som at EM vinderne vandt det efterfølgende VM, og så var der det med afrikansk jord. Men ellers ikke det helt vilde, så vidt jeg erindrer.

Hvem kom egentlig bedst ud af VM’s “eksamen” overfor resten af verdenen? Spanien fik vel deres 12 tal, da de gjorde som forventet og tog den store pokal. Tyskland 10 med pil op, med deres hurtige spil og sprudlende mandskab. Holland fortjente vel også en af de bedre karakterer, selvom deres finale var lidt en fuser. Bronchhorst’ kanon var dog enestående og fortjener en skrift i historiebøgerne. Uruguay kan også lade sig hylde som den helt store overraskelse med VM’s bedste spiller. 12. Til gengæld kan vi dumpe England endnu engang, vi kan dumpe de fleste afrikanske hold og måske også give Brasilien og Argentina en middel karakter efter deres nederlag inden det blev rigtig sjovt. Vores eget landshold kan vel ende på et fortjent 4-tal.

Set med pessimistens briller er det vel forudsigeligheden der prægede VM 2010. Men set med optimistens er det et VM med nye dimensioner for tysk landsholdsfodbold og Spaniens endelige gennembrud. Et VM uden for velfærdssamfundets trygge rammer. Et VM med nye stjerner som Özil og Asamoah Gyan, men stadig med forudsigeligheden og de mange kedelige kampe i baghovedet.

Schweiz kunne i gårsdagens kamp sikre sig en ottendedelsfinale imod Brasilien. 2-0 havde været nok imod Honduras.

Schweiz havde presset på sine skuldre, da de mødte Honduras den 25. juni 2010. Efter nederlaget til Chile var en komfortabel sejr over de upåagtede mellemamerikanere succeskriteriet. I de første to VM-kampe havde Schweiz spillet den lille imod den store, men imod Honduras skulle Schweiz for første gang i mange kampe være den store imod den lille. Denne opgave var måske ikke Schweiz’s yndlingsrolle. Honduranerne var derimod uden den store tro på videre avancement, da det krævede et spansk nederlag, og pga. af det faktum, var det et honduransk mandskab, som kunne slappe mere af i forhold til schweizerne. Det var også tydeligt i kampen, at Honduras ikke havde så store nerver på som Schweiz, og Honduranerne spillede vel deres hidtil bedste VM-kamp i år.

I første halvleg var Schweiz spilstyrerne. Derdiyok og Barnetta var dem, som skabte mest offensivt, men tættere på, end ærgrelse over manglende effektivitet, blev det ikke. Honduras udnyttede også deres kontraer pænt, og Suazo spillede ganske fint i angrebet. Ellers var første halvleg præget af nervøsitet fra Schweiz, og der var stor påpasselighed, da Schweizerne virkelig ikke måtte lukke mål ind. Det gjorde også at Honduras havde nemt ved at dæmme op for de Schweiziske angreb, som var uden fantasi.

I anden halvleg skiftede Schweiz Frei og Yakin ind. Det hjalp på de schweiziske angreb, da frisparkene nu kom noget tættere på en scoring, og Yakin begyndte også at tørre et par honduranere i ny og næ. Men som sagt var Schweiz dårlige i omstillingen, og der manglede vilje og tro på, at scoringen ville indtræffe efter som minutterne nærmede sig de 90. Særligt når Schweiz havde kontra angreb manglede midtbanen, og Inler, Fernandes og Huggel var nærmest anonyme. Det førte også til en indskiftning af unge Shaqiri, som gjorde en fin figur med fine driblinger i slutningen af kampen. Efter at Schweiz ville længere og længere frem på banen kom Honduras også til deres chancer. Det førte til flere kontramuligheder, hvor Grichting og co. var i stort undertal i forsvaret. Chile fik også reduceret imod Spanien i den anden kamp, og det satte Schweiz i en endnu dårligere situation. Schweiz misbrugte deres sidste chancer i overtiden, og det var et ekstremt skuffet rødhvidt hold, som forlod Bloemfontein den juniaften i Sydafrika.

Profiler i kampen: Lichtsteiner (havde gode ryk på kanten, og viste god vilje) – Benaglio (viste igen, at han er en af VM’s bedste målmænd med akrobatiske redninger) – Yakin (Gjorde en god kreativ figur, og viste hvordan en midtbane skal spille med farlige indlæg og gode driblinger)

I det store hele har Schweiz nok manglet en ordentlig angriber i løbet af slutrunden. Som min gamle efterskolekammerat skrev til mig, så var han bange for, at Schweiz ikke kunne have en ordentlig angriber klar til årets VM. Det kan han kun have ret i. Med en score på 1-1 efter 3 kampe, må man mangle noget effektivitet oppe foran. Frei har toppet, Derdiyok mangler rutine, N´kufo er vel god nok, men måske passer den schweiziske ”kombination og kontra stil” ham ikke så godt og Bunjaku er bare ikke god nok. Skadede Streller ville måske have bidraget med noget bedre, men jeg tvivler.

Det er ærgerligt med schweizisk exit, for jeg synes egentlig, Hitzfeld har spillet hans kort godt. Materialet oppe foran har bare ikke været godt nok. Defensiven er ellers tiptop, og til næste slutrunde vil den bare være endnu bedre, hvis Djourou og Spycher er med. Hitzfeld må ikke fyres. Det er ikke hans skyld, at Schweiz ikke gik videre. Han skal arbejde med holdet, og det ville være fantastisk, hvis ASF/SFV og Hitzfeld kunne få et ligeså godt samarbejde som DBU og Olsen.

Nu, hvor Schweiz er ude, bliver denne blog vel også en af mine sidste om alpedrengene. Jeg håber I schweiziske entusiaster har nydt mit skriveri, og jeg håber, at nogle nye har fået interesse for de dygtige schweizere. Jeg er sikker på, at vi får Schweiz at se til det kommende EM, og forhåbentlig med Hitzfeld i spidsen. Så vil jeg også huske jer på, at I skal huske Schweiz for præstationen imod Spanien, og ikke imod Chile og Honduras. I de to seneste kampe er det schweiziske spil blevet ødelagt af en udvisning og et stort pres. Det er selvfølgelig også en svaghed ved det nuværende schweizerhold, at pres er lig med usikkert spil, men med sammenhold, og en ny kontrakt til Hitzfeld, er jeg sikker på, at Schweiz vil rejse sig til EM 2012.

En sidste detalje er, at schweizerne har mødt de forsvarende verdensmestre og de forsvarende europamestre indenfor den seneste måned. De to kampe gav hele 4 point, og det er i sig selv en flot bedrift, som kun få hold på denne jord vil kunne gøre efter.

Hvis der er nogen, som har nogle fornuftige bemærkninger omkring min blog, så send gerne en mail til esbendue@hotmail.com

Hopp Schweiz!