En god aften for Danske Spil

Skrevet d. 21. oktober, 2010 af RichardtH
17 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Onsdag aften spiller FCK på udebane mod mægtige Barcelona. Mens jeg overvejer hvad aftenens væddemål skal sættes på dukker en artikel op, der viser, at over 50 procent af alle indsatser på Danske Spil på Barcelona - FCK er sat på FCK sejr … OVER 50 PROCENT PÅ FCK SEJR! Er folk skingrende skøre?

Godt nok er FCK suveræne i den hjemlige liga - ingen tvivl om det. Det er sådan en “skøn” kombination af, at de spiller pisse godt og alle de andre hold er pivringe. I sidste runde blev det måske næstbedste hold i Superligaen udspillet med hele 5-0 og den efterfølgende hype var forudsigelig … kunne FCK måske få point i Barcelona? “Ekspertene” på TV3+ blev interviewet og alle luftede muligheden for at dette fantastiske FCK hold da bestemt havde muligheden for at få point i Spanien. Inde på Bold.dk er stemningen den samme - diverse artikler og blogs flyder med ideer til hvordan FCK får point i Barcelona, troen er stor. Er folk skingrende skøre?

Jeg griner for mig selv, for jeg kender da udemærket udfaldet af kampen, da jeg sætter mine penge på mine to sikre asian væddemål på Barcelona: Barcelona(-2) - FCK til odds 1,7 og Barcelona(-3) - FCK til odds 3,0. Det er penge lige ned i lommen … jeg skulle blive klogere skulle jeg!

Hjemme i sofaen forventer det indbudte publikum en opvisning af Barcelona, men startopstillingen undrer lidt. Pedro og Xavi er godt nok ude, men Iniesta er sat op som venstre angriber og 3-mands midtbanen består af Mascharano, Busques og Maxwell - to kontrollerende midtbane spillere og Maxwell, der normalt spiller back? Det ligner ikke et hold, der vil blæse til angreb.

Efter blot 4 minutter er det dog allerede ved at gå galt for FCK, men Villa’s skud preller af på overliggeren. Barcelona spiller dog i et helt andet tempo og piller bolden fra FCK spillerne igen og igen. 20 minutter skal der gå for Messi fortjent scorer på et flot langskud. Resten af halvlegen forløber som forventet. Barcelona presser og skaber masser af chancer, men de er uskarpe og alt for nonchalante når bolden skal puttes i kassen. 1-0 står det ved pausen, hvor Barcelona kun kan takke sig selv for ikke allerede at have afgjort kampen ved at være foran 2,3 eller 4 mål.

Anden halvleg er en helt anden forestilling. FCK er meget bedre med og Barcelona fortsætter den nonchalante spillestil og det er ved at koste, da et boldtab og en genial førsteberøring af N’Doye og et efterfølgende brag af et langskud tager undersiden af overliggeren, hvorefter Santin “bare” skal nikke bolden i det tomme mål - han brænder dog på det skammeligste. FCK kommer til flere chancer og et par “lige ved og næsten”.  Barcelona ligner et hold på 50-60 procent og Guardiola er ikke tilfreds med hvad han ser. Uskarpe Villa og usynlige Maxwell bliver taget ud og ind kommer Xavi og Pedro. Lige lidt hjælper det, Barca spiller ikke godt og FCK er tættere på 1-1 end Barca er på 2-0. Skarpheden eller det sidste held mangler dog og det hele ender med at Messi gør det til 2-0 i overtiden (og sikrer at mit ene asian væddemål i det mindste betaler pengene tilbage).

FCK kan bestemt være tilfredse med indsatsen og baseret på anden halvleg havde uafgjort ikke været ufortjent - set over hele kampen kan man dog ikke pille ved sejren til Barca. Jeg våger dog alligevel det ene øje og gætter på, at Barca sætter tingene ordentligt på plads om 14 dage i Parken og tildeler FCK deres første CL nederlag på hjemmebane - og det bliver med manér!

De gode nyheder:
- FCK blev bestemt ikke udspillet i en grad som mange, inklusiv mig selv, havde troet
- FCK skabte chancer, endda en del store
- FCK formåede flere gange at presse Barcelona i deres opspil, så Barca flere gange helt uhørt blev tvunget til at losse bolden væk
- Panathinaikos og Rubin Kazan spillede uafgjort, hvilket mere eller mindre sikrer FCK 3. pladsen i gruppen og endda gør, at 2. pladsen bestemt er inde for rækkevidde.

De dårlige nyheder:
- Barca spillede vel på noget der ligner 50-60 procent af fuld styrke
- Barca undervurderer formodentlig ikke FCK i Parken (ingen nemme point)
- Hvis Xavi og Pedro er tilbage kan og bør Barcelona straffe FCK, når de får spillet sig ud af FCK’s høje pres. I går gik spillet helt i stå på midten, da det kun var Villa og Messi der lå helt fremme. Det vil være helt anderledes hvis Iniesta og/eller Xavi fører bolden frem med Villa, Messi og Pedro foran dem.
 
Og for at følge op på overskriften så er de gode nyheder vel, at overskuddet fra Danske Spil støtter både lokal- og elitesporten i Danmark mens de dårlige nyheder er, at jeg ikke meget klogere end de 50% danskere, der havde spillet på FCK sejr på Danske Spil!

13 Kommentarer til “En god aften for Danske Spil”

  1. J.Anderson Siger:

    Det var sgu en dejlig god blog. Endelig en der forstår at afrunde det han begyndte.

    Omkring Maxwell, så er det lidt det samme som at sætte Alves op på midtbanen, begge spillere er ekstremt offensive og er i realiteten mere midtbane spillere end backs. Men her skal man anerkende Pospech´s defensive spil i kampen, og en af hovedårsagerne til at man aldrig så ham fremme af banen.

    Synes det var helt herligt at se hvordan FCK også udstillede Busquets, som værende et af de helt svage led hos Barcelona. Han fungerede fint defensivt, men ofte var det ham FCK gik op og pressede og fik bolden fra, fordi han ikke er så sikker som mange af de andre. Det vil man nok ikke se så meget når Xavi er tilbage, desværre, og også derfor Busquets slipper godt fra de fleste kampe.

  2. Bigtower Siger:

    Jeg tror nu at mange af dem der havde spillet på en FCK sejr, havde spillet på en af Handicap kampene, hvor FCK fra start førte med 2, 3 eller 4 mål, og det vandt mange af os jo på. Men ellers syntes jeg at Barcelona spillede igår, som de har gjort over et pænt stykke tid, altså massere af chancer men uden mål. Så jeg mener bare og stiller mig selv spørgsmålet, måske er de bare ikke bedre.

  3. Kasper2610 Siger:

    Jeg vil nu mene, at Barcelona kan have en anden spiller skadet på det tidspunkt, ligesom at FCK kan have fået en skade eller et formdyk :) Men ellers en god blog.

  4. Yogihesten Siger:

    Godlæsning, og jeg ramte rigtigt med 0-2 handicap krydset :)
    Tak til Messi!
    Men FCK har intet at være ked af, de spillede en godkendt kamp imod verdens bedste klubhold.

  5. nsoerensen Siger:

    Tja grunden til at der var mange der satsede på FCK sejr er nok at der er mange der satser med følelserne frem for fornuften. Men også det faktum at hvis det nu skete kunne forekomme. Lad mig bruge en kliché:
    Bolden er rund og målene er firkantede og der er 11 spillere på hvert hold. Alt kan ske.

  6. MartinDan Siger:

    jeg spillede på FCK sejr til odds 13....

    Den er for god til at lade vær. Mener; Nej det er ikke realistisk. Men hey; Hvad nu hvis... så har man pludselig x-antal kroner...

    Vandt da 1400 kr på Panathinakos sejren så.... Man håbede jo på en gentagelse :)

  7. Chino Siger:

    Det var da et elendigt odds du havde fundet dig.

  8. J.Anderson Siger:

    MartinDan, så forstår jeg fandme ikke du ikke gør det på et ordenligt site. Danskespil, gav kun odds 13 som du selv skriver. Inden kampstart checkede vi, og der kunne man få odds 67 og generelt lå FCK væsentligt højere på de normale sites.

    Aldrig spil på danske hold, på et dansk site, når du kan få dobbelt værdi på udenlandske.

  9. Spikes Siger:

    Ja nu er jeg klar på den sviner jeg får fra Barca fans men synes godt nok Pedro er overvurderet, folk får det jo til at lyde som om han bliver blandt verdens 3 bedste.

    For mig at se er han altså ikke meget mere end ordinær på det her niveau, have det ikke været fordi han spille Barcelona have han nok heller ikke været så hypet.

  10. Forever Blowing Bubbles Siger:

    At over 50% af alle væddemål var sat på FCK, handler jo ikke om at over 50% troede at FCK ville vinde den kamp. Man sætter sine penge der hvor der er mest value for money.

  11. TheRedDevils Siger:

    Forstår udemærket hvorfor man spiller på danskespil. Hellere støtte et selskab som er med til at forbedre elite -og lokalsport i Danmark end en eller anden rigmand der har lommen fuld af guld.

  12. jho Siger:

    TheRedDevils: Helt enig! Jeg rammer alligevel aldrig rigtigt med mine odds (f.eks x på Barca FCK (0-1) i onsdags:/ (tak Messi)
    Og så kan det jo være ligemeget hvor høje oddsene er.

    OT: RIGTIG god blog. Velformuleret, selvironisk og fremfor alt med en rød tråd.

  13. amg Siger:

    Forstår udemærket hvorfor man spiller på danskespil. Hellere støtte et selskab som er med til at forbedre elite -og lokalsport i Danmark end en eller anden rigmand der har lommen fuld af guld.


    Hvis man spiller for at vinde, handler det om betvalue - intet andet.

Skriv en kommentar

Du skal være logget på for at kommentere.