Optakt: Studsgaard IF-Vildbjerg SF

Skrevet d. 13. april, 2012 af Vildbjerg Serie 4.2 Till I Die
7 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Der er lagt op til et spændende opgør når Vildbjerg serie 4 gæster Studsgaard i den niende bedste danske række. De to hold mødtes også to gange sidste sæson, hvor det blev til maksimum point til Studsgaard i begge opgør. Nu er Vildbjerg tilbage med et forstærket hold, og skal forsøge at tage hævn fra sidste års skuffende resultater.

Ventetiden er snart ovre for Vildbjergs massive fanskare. Lige siden 4-3 nederlaget sidst Vildbjerg serie 4 besøgte Studsgaards grønsvær, har fansene ventet på en mulighed for at tage hævn. Muligheden er nu lige rundt om hjørnet, når de to hold mødes i første sæson kamp lørdag den 14. april.

Vildbjergs ambitiøse træner Tommy Varde har valgt at stille op på følgende vis:

MM: Christoffer Bjerg. Den unge målmand chokerede alle i sidste sæson med udmeldingen om en omskoling fra keeper til markspiller. Denne drastiske beslutning gav dog ingen succesfulde oplevelser.

VB. Anders Frandsen. Den hurtige og løbestærke back har været meget stabil i venskabskampene, og er endda kommet på måltavlen.

CF. Lars Nyholm. Nyholm er en fra de tre spillere, som er kommet ned fra Vildbjerg førstehold for at hjælpe til. Den robuste forsvarsspiler, skal sammen med de resterende defensive kræfter, sørge for at Bjerg får en let dag på kontoret.

CF. Nick Graversen. Graversen er ifølge mange eksperter den største positive overraskelse i Vildbjergs mandskab i løbet af opstartsperioden. Forsætter Graversen på denne måde, kan han godt se frem til en nydelsesrig sæson.

HB. Leif Garsdal. Ligesom Nyholm er Garsdal en af de tre rutinerede førsteholdsspillere. Garsdal har tidligere været skrevet på Vardes holdkort, og gjorde i den kamp god figur.

DM. Kristoffer Mulvad. Mulvad blev sidste år kåret som bedste spiller i Vardens mandskab, og mulighed for en gentagelse af dette er bestemt til stede. Mulvad er en sand fighter, og er uerstattelig på den defensive midtbane.

CM. Mathias Pedersen. Den løbe stærke anfører går altid forrest i tacklingerne, og viser fremragende fighter egenskab overfor hans holdkammerater. En sand ledertype.

CM. Jens Kjær. Kjær er grundet en skade til Thomas Schlosser rykket op fra forsvaret til midtbanen, hvor man, som tilskuer, godt kan forvente at overvære Kjær fordele boldene med stort overskud og overblik.

VM. Christian Bang. Bang er den sidste af de tre førsteholdsspillere i Vardes trup. Bang har også tidligere været en del af serie 4 truppen, og kan forhåbentlig kreere chancer for Vildbjergs offensiv, eller vise skarphed i afslutterens rolle.

HM. Jakob Madsen. Fremragende spiller.

ANG. Emil Hansen. Den tunge angriber har i denne sæson vist skræmmende skarphed. Hver eneste lille chance i det lille felt er konsekvent blevet sparket ind. Fortsætter målmaskinen på denne måde, bliver antallet af sæsonscoringer fra angriberens side et uhyggeligt højt tal.

UDS. Henrik Dinesen. Efter hans skuffende udenlandseventyr er han vendt stærk tilbage og kan gøre en markant forskel som ind skifter i denne kamp.

UDS. Niels Gammelager. Den offensive spiller har i denne sæson gjort comeback og der er høje forventninger til den kreative kantspiller.

UDS. Kristian Gundesen. Den finurlige og driblestærke forsvarsspiller, som i vintertransferperioden skiftede til Vildbjerg fra lokalrivalerne Timring IF, vil altid være garant for at svinge træbenet når han kommer på banen.