Som overskriften hentyder, vil denne blog komme til at være overvejende negativ og kritisk overfor det danske landsholds chancer ved VM i Sydafrika. Derfor, hvis du fortsat vil ride på en bølge af håb om Danmarks chancer, klik da væk fra denne blog. I bloggen vil jeg analysere nogle aspekter af Morten Olsens udtagede trup, og til sidst give et bud på hvordan landsholdet vil klare sig i det kommende verdensmesterskab.
Der har været meget snak op til udtagelsen om at Danmarks store akilleshæl er venstrebackpositionen. Simon Poulsen og Patrick Mtiliga er de to udtagede på denne position, og det synes jeg som sådan er fint. Dog finder jeg det uforståeligt at Morten Olsen ikke har forsøgt at spille de to backs ind på holdet tidligere. Mtiliga havde før udtagelsen til bruttotruppen kun spillet én eneste landskamp, hvilket efter min mening ikke blot er uforståeligt men også dumt. Simon Poulsen har heller ikke figureret ofte i kvalifikationskampene, og har derfor heller ikke meget kamperfaring på landsholdet.
Det andet punkt der har været diskuteret meget er midtbanen, og udtagelsen af “The old Guard”; Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl etc. Disse mener jeg dog er berettiget. Ikke fordi de er spillere af høj standard, men simpelthen fordi der ikke findes bedre alternativer.
Til trods for Danmarks venstrebackproblemer og mangel på kvalitet på midtbanen, mener jeg, at Danmarks største svaghed er i angrebet. Nicklas Bendtner er en rigtig fin angriber, men derefter falder standarden drastisk. Der er dog ingen umiddelbar løsning på dette, men én ting med hensyn til Morten Olsens udtagelse finder jeg dybt uforståeligt. At Mads Junker ikke er blevet udtaget er mig en kæmpe gåde. Det mest iøjnefaldende er hvis man sammenligner statistikkerne i den forgangne sæson for førnævnte og den udtagede Jon Dahl Tomasson.
Jon Dahl Tomasson i 2009/2010:
27 kampe for Feyenoord, 11 mål, ca. 0,4 mål pr. kamp
Feyenoord sluttede på en 4. plads i ligaen
Mads Junker i 2009/2010:
35 kampe for Roda, 21 mål, 0,6 mål pr. kamp
Roda sluttede på en 9. plads i ligaen
Disse statistikker taler, i mine øjne, deres tydelige sprog. De to spillere spiller i den samme liga med Jon Dahl på det bedre hold. Til trods for dette har Junker scoret næsten dobbelt så mange mål, og opnår også et mål pr. kamp snit. Derudover var Mads Junker den mest scorende dansker i europæisk fodbold i den forgangne sæson, og blev nr. 3 på Æresdivisions topscorerliste. Til trods for dette har Junker ikke spillet for det danske landshold siden 2006.
Man kan analysere disse ting på forskellige måder, men efter min mening grunder det i at Morten Olsen udtager spillere til sit system, og det mener jeg ikke er muligt længere. Det har gået godt for ham i mange år, men vi har simpelthen ikke nok kvalitetsspillere til at kunne gøre det på denne måde længere. Vi bliver nødt til at vælge de bedste spillere og ansætte en træner, der er villig til at sætte en taktik på baggrund af det spillermateriale vi har.
Med hensyn til Danmarks VM-chancer tror jeg at det maksimale udbytte vil være en tur til 1/8-finalen, hvor vi højst sandsynligt kommer til at støde på Italien. Dog tror jeg ikke nødvendigvis (selvom jeg anser det som sandsynligt) at vi kommer så langt. Kampen mod Cameroun bliver altafgørende, da jeg ser Holland-kampen som et sikkert nederlag, og Japan-kampen som en must-win.
Som konklusion vil jeg sige at danske fans nok må vente mange år før landsholdet kommer op på højderne af tiderne med Elkjær, Laudrup-brødrene, Mølby, Schmeichel og så videre. Det første skridt på vejen er dog at få friskt blod ind på trænerposten.
Tags: Danmark, Jon Dahl Tomasson, Mads Junker, Morten Olsen, Patrick Mtiliga, Simon Poulsen, VM
3
Stemmer
Kommentarer
Anmeld
2010-06-08 18:27:44
Så blev det igen tid til at lufte sine frustrationer omkring den siddende landstræner. Måske burde man vælge landstræner ved afstemning, ligesom når de vælger en præsident i USA.
Jeg er lidt uening i at vi ikke har bedre spillere end de 3 gamle. Som du selv er inde på ville jeg også hellere se Mads Junker end Jon Dahl. Istedet for Rommedahl mener jeg at en spiller som Peter Løvenkrands ville være perfekt. Han skal nok spille højre wing istedet for højre midt. De er jo omtrent lige hurtige, men Løvenkrands sparker væsentligt bedre til bolden, samt han får langt mere spilletid til daglig (selvom det kun er Coca Champ.) istedet for Jørgensen: man kunne rykke Simon Poulsen op til, sin tidligere spillede, venstre midt, eller hvis det er som centermidt, kunne man bare bruge Daniel Jensen eller Kahlenberg. Jeg mener at vi har bedre spillermateriale end som så, vi mangler bare en landstræner som kan se at vi har brug for nye kræfter...
2010-06-08 23:52:30
Med hensyn til Peter Løvenkrands er jeg enig i at han er en bedre fodboldspiller end Rommedahl. Dog var han ikke aktuel, da han grundet hans fars død ikke ville stille op. Derfor var han ikke mulig, men han bør helt sikkert tage pladsen fra Rommedahl i fremtiden.
Simon Poulsen spiller som venstre back for sin klub, og derfor mener jeg man bør beholde ham på den plads på landsholdet.
Med hensyn til den centrale midtbane mener jeg også klart at både Kahlenberg og Daniel Jensen bør være foran Martin Jørgensen. Så der er jeg helt enig.