Fodbold

Dette indlæg er skrevet i lyset af United’s meget svage præstation mod Everton i gårsdagens Premier League kamp. Everton var klart det bedste hold, og synliggjorde nogle, desværre, alt for genkendelige svagheder hos United. Denne blog kommer til at omhandle Manchester United’s svagheder rent taktisk (skrevet af en United-fan), og mine bud på hvordan de kan løses.

Target-man

De af jer, der så Everton - Man Utd i går aftes vil nok ikke være uenig med mig i at sige at Maroune Fellaini var kampens klart bedste spiller. Everton’s primitive, men uhyrt effektive taktik med konsekvent at smide lange bolde op på 1,91m høje Fellaini virkede til perfektion. Ifølge Stats Zone vandt han 2/3 af sine luftdueller, og fandt ofte sine holdkammerater. Desværre er det ikke usædvanligt for United at blive domineret af en fysisk stærk target-man. Det skete i sidste sæson i den famøse 4-4 kamp, både hjemme og ude mod Norwich og ude mod Newcastle.

Uden at negligere Everton og Fellaini’s fine præstation, mener jeg kampen blev tabt taktisk af United. I mine øjne er der essentielt to måder at håndtere en fysisk stærk target-man; At matche modstanderen i luftspillet eller at forhindre de lange bolde til ham.

Eftersom United var hårdt ramt af skader i det centrale forsvar før gårsdagens kamp, var man nødsaget til at spille Michael Carrick i det centrale forsvar, hvilket tydeligt kunne ses. Carrick havde mildest talt store problemer med Fellaini, der på intelligent vis konstant positionerede sig tæt på Carrick, hvilket satte Vidic’s helt store force (netop luftduellerne) ud af spillet. Derfor, mener jeg, at United burde have forsøgt at presse højt på banen for at forhindre Everton’s forsvar i frit at kunne serve bolde op på Fellaini. Efter min mening har United også spillermaterialet til at kunne lykkedes med et højt presspil. De forreste fire i aftes, Welbeck, Rooney, Kagawa og til dels Nani samt Cleverley på den centrale midtbane har alle en stor motor og en god spilintelligens. Med lidt øvelse i den taktiske disciplin, er jeg overbevist om, at de kunne levere et godt presspil.

For stor fokus på kanterne i modgang

United har i mange år haft fantastisk dygtige kantspillere, og har haft stor success med at sætte hold under pres ved at smide utallige indlæg ind i feltet. Specielt når United har brug for et mål med begrænset tid tilbage, og modstanderen står dybt, bruges denne taktik. Hvis kanterne ikke rammer dagen, og de ikke kan finde en medspiller med deres indlæg, er det en håbløs taktik.

United har efter dette transfer-vindue et væld af spillere der trives i at spille centralt i rummet mellem modstanderens midtbane og forsvar. Nani, Rooney Cleverley, Kagawa, Cleverley og Scholes har alle teknikken og overblikket til at komme ud af pressede situationer eller finde en medspiller i områder med lidt plads. Det bør efter min mening udnyttes oftere, hvis kantspillet ikke fungerer, hvilket det ikke gjorde i går.

Problemer med højt presspil/for lavt tempo i det opbyggende spil

City, Bibao og Wigan havde i forgangne sæson stor success med at spille med et højt presspil mod United. Det virkede, efter min mening, fordi United i store perioder spillede for statisk (for lidt bevægelse) og for langsomt i det opbyggende spil, hvilket fik United-fans til at skrige efter en kreativ midtbanespiller.

Modsvaret på sådan en taktik er noget simplere på papiret end i praksis. For det første kræver det høj koncentration og en tro på egne evner, der gør, at man ikke er bange for at fejle. For det andet kræver det spillere, der har tilstrækkeligt niveau i pasningsspillet til at finde medspillere i pressede situationer, og sidst, men aller vigtigst, er bevægelse. Et hold, der spiller med spillere på faste positioner er nemt at lukke ned, hvorimod en offensiv med spillere, der skifter mellem flere positioner og bevæger sig ud og ind af områder, er ufattelig svær at håndtere.

At bevægelse er centralt for at lukke et kompakt forsvar op lyder måske banalt, men de bedste hold i verden er dem, der mestrer dynamisk offensiv bevægelse. Jeg mener faktisk, at United har taget et stort skridt i den rigtige retning på det punkt. Jeg var personligt meget begejstret for vores offensive startopstilling mod Everton, og i enkelte pre-season kampe for den sags skyld. Vi spillede en 4-2-3-1 med en meget dynamisk front-firer. Kagawa og Nani kan spille på begge kanter og i midten, Welbeck kan spille som spids og på begge kanter, mens Rooney kan spille som den forreste angriber eller som centerforward.

Stadig grund til optimisme

På trods af den meget svage præstation i går aftes, er jeg stadig meget optimistisk for den nye sæson. Jeg vil mene, at gårsdagens result kan begrundes med manglende skarphed. Flere af United’s spillere har ikke haft en fuld pre-season, og vil derfor tage en smule længere om at komme i gang.

Vores offensiv ser på papiret ufattelig stærk ud, og jeg mener vi har spillermaterialet, specielt med tilgangen af Kagawa og en forhåbentlig skadesfri Cleverley, til at skabe modstanderen store problemer med vores bevægelse. Hvis det ikke fungerer i enkelte kampe har vi kvalitet nok på fløjene til at spille over kanterne og vice versa.

Defensiven (når den er skadesfri) er ligeledes meget stærk med stor kvalitet i bredden. Der kunne muligvis tilføjes en defensiv midtbanespiller til at støtte forsvaret, men implementerer man et højt presspil, og forsvarer som hold, ser jeg ikke dette som en absolut nødvendighed.

De ovennævnte svagheder/problemer kræver, efter min mening, ikke yderligere investeringer, da de kan løses rent taktisk, hvilket er hovedårsagen til min fortrøsningsfuldhed.

Jeg er meget spændt på United’s tilsyneladende nye spillestil, og glæder mig meget til at se det udvikle sig. Hvis skadeslisten holder sig på et nogenlunde niveau, tror jeg på en stor sæson for de røde djævle.

Efter at måtte se mesterskabet gå til den anden side af byen i Premier League sæsonens sidste runde, tyder alt på at Sir Alex Ferguson prøver en anden taktisk udlægning end i forgangne sæson. Specielt indkøbet af Kagawa, tyder på nogle interessante ændringer i Uniteds startopstilling. Denne blog vil indeholde de forskellige formationer, som efter min mening, er mulige til den kommende sæson.

4-4-1-1

———-Rooney———

———-Kagawa———

Nani-Carrick-Scholes-Valencia

-Evra-Ferdinand-Vidic-Rafael

———De Gea———

Dette er som sådan ikke en ændring i forhold til sidste sæsons formation. Denne formation ville se Rooney vende tilbage til positionen som angriber, mens Kagawa ville overtage positionen som den hængende angriber/playmaker. Rooney havde stor succes på denne position i 2009/2010 sæsonen, hvor han nettede 34 gange. Dog er Sir Alex citeret for at sige at Rooney’s bedste position er som playmaker, hvilket han også har sagt om Kagawa, hvilket opfordrer til spørgsmålet “Hvordan spiller man Kagawa og Rooney i samme formation?”.

4-3-2-1

———-Welbeck———

– —Kagawa–Rooney——

—-Nani–Carrick–Valencia

–Evra-Ferdinand-Vidic-Rafael

———De Gea——–

Den klassiske ‘Juletræsformation’ kunne være et bud, men ville kræve at Rooney eller Kagawa faldt ned på en central midtbane i det defensive spil, og kræve et meget stort løbepensum fra Rooney og Kagawa, hvis ikke den centrale midtbanespiller skulle overbelastes. Sædvanligvis ville denne formation spilles med tre centrale midtbanespillere. Det tror jeg dog ikke bliver aktuelt i United, da Alex Ferguson stort set aldrig har spillet uden fløje.

3-4-2-1

———-Welbeck———

– —Kagawa–Rooney——

–Nani-Carrick-Scholes-Valencia

– Ferdinand-Vidic-Smalling

———De Gea—-

Indrømmet, dette bud er noget langt ude, og kommer efter al sandsynlighed ikke til at ske. Dog er det en måde at frigøre Kagawa og Rooney fra defensive pligter, samtidigt med at man beholder bredden med Nani og Valencia. Dog virker denne formation efter min mening kun, hvis de to kantspillere leverer et stort defensivt arbejde. Det kunne man i princippet godt se Valencia udføre, da han også har spillet højre back tidligere. Derimod tror jeg ikke, Nani ville trives med for stort et defensivt ansvar.

4-2-3-1

———Welbeck———

–Kagawa–Rooney–Valencia—–

——-Carrick-Scholes-

-Evra-Ferdinand-Vidic-Rafael

———De Gea———

Et fjerde bud, som jeg som United-fan ikke synes specielt godt om, er muligheden for at Nani er på vej væk. Det ville betyde at Kagawa overtog Nani’s plads i startopstillingen og blev til en slags inside forward, der bevæger sig længere inde i banen end en sædvanlig fløjspiller. Denne position har han også spillet tidligere.

Min forventning

Jeg tror naturvigvis ikke, det bliver et fuldstændigt brud med 4-4-1-1, da disse spillere ikke kan spille samtlige kampe, og Sir Alex Ferguson ofte tilpasser formationen til modstanderen, men der er ingen tvivl om at købet af Kagawa giver mange taktiske muligheder. Jeg tror (og håber) at United kommer til at spille en variant af 4-3-2-1. En solid 4-backkæde, der defensivt bliver støttet af Carrick med Kagawa og Rooney, der skiftes om det defensive arbejde. Samtidigt bliver bredden bibeholdt, og Welbeck, der havde så fin en sæson sidste år, beholder sin startplads. Det er tilmed en meget dynamisk opstilling, der med små ændringer kan blive til 4-4-1-1 (Rooney eller Kagawa på central midtbane) eller 4-5-1 (Rooney og Kagawa på central midtbane), og indeholder hurtige spillere samt playmakere og målscorere.

Som de fleste af jer nok ved, præsterede FCK et imponerende flot comeback søndag aften mod Midtjylland. Som (stort set) neutral seer var det en fantastisk fodboldkamp, med en lang række spændende ting at trække ud af.

FC Midtjyllands dominans

FC Midtjylland startede fremragende ud og kom da også tidligt foran da Rilwan Hassan opsamlede en løs bold og fandt Sylvester Igboun, der efter en god førsteberøring kunne sparke bolden langs jorden i nærmeste hjørne. FCK kunne ikke komme i gang, og havde meget svært ved at få kontrol over kampen, grundet FCM’s imponerende og effektive presspil. Specielt Izunna Uzochukwu var meget imponerende i den del af spillet. Hans energi og generelle spilintelligens gjorde at han altid var ét skridt foran FCK’s centrale midtbane.

Det samme kampbillede fortsatte, men Sylvester Igboun’s mål var enligt i første halvleg. Kort efter anden halvleg brød FCM endnu en gang igennem FCK’s passive defensiv og gjorde det yderst fortjent til 0-2. Om det var arrogance eller manglende skarphed, der var skyld i FCK’s manglende energi og koncentration, er svært at sige, men det var tydeligt at FCM virkede mere oplagte end Københavnerne.

Vendepunktet

Med 20 minutter tilbage af kampen så Claudemir rødt for at “nikke en skalle” til Tim Janssen. I øvrigt helt fortjent, efter min mening, på trods af den minimale kontakt. Det provokerede en trodsreaktion, der kombineret med FC midtjyllands uprofessionelle attitude, fuldstændig vendte kampen.

Med en mand i undertal fik FCK indenfor 7 minutter af udvisningen reduceret og udlignet. Det reducerende mål kom som følge af en genialitet fra Cesar Santin, der indtil da havde været så godt som usynlig. Med en fremragende førsteberøring kom han i en 1 mod 1 situation mod Jonas Lössl, som kunne se Santin lobbe bolden over skulderen på ham. 2-2 målet kom efter et boldtab fra Midtjylland, der tilsyneladende fik gummiben efter FC Københavns reducering.

Efter Erik Sviatchenko’s andet gule kort var det bare et spørgsmål om tid før FC København scorede igen, og slutresultatet 4-2 blev cementeret i overtiden. FCK havde på trods af at have været udspillet i 70 minutter vundet i en kamp, som nok vil blive husket i meget lang tid af hjemmeholdets fans.

Kampens Spiller

3+ gav den til Santin, der havde været hovedaktøren i det flotte comeback, men jeg ville give æren til tidligere nævnte Izunna Uzochukwu. FCK havde intet svar på hans energi, og han dominerede midtbanen i de første 70 minutter. Fremragende præstation at få Superligaens nok bedste midtbane-duo, Claudemir og Thomas Kristensen, til at se så ordinær ud.

FC Københavns præstation

Det vanvittige comeback skubbede nogle af de tydelige problemer ud af kulissen. Der var mangel på energi overalt på banen, og de virkede i lange perioder uinteresseret. Dog vidner selve comeback’et om en vindermentalitet, som ingen danske hold kan matche. Store hold med store spillere kan score ud af ingenting, og bør aldrig afskrives.

FC Midtjyllands præstation

Fantastisk i de første 70 minutter. Izunna var central i deres taktiske oplæg og gav sammen med en solid bagkæde, offensiven frihed til at skabe store problemer for FCK. Midtjyderne har en meget spændende sammensætning af spillere med de driblestærke Sylvester Igboun og Rilwan Hassan, og en targetman i Tim Janssen. Deres totale kollaps var bekymrende. Man slækker ikke på spillet mod FCK uden at blive straffet. Dog mener jeg, at deres koncept fungerer rigtig fint, og undertegnede spår dem en solid sæson i Superligaen.

Som overskriften hentyder, vil denne blog komme til at være overvejende negativ og kritisk overfor det danske landsholds chancer ved VM i Sydafrika. Derfor, hvis du fortsat vil ride på en bølge af håb om Danmarks chancer, klik da væk fra denne blog. I bloggen vil jeg analysere nogle aspekter af Morten Olsens udtagede trup, og til sidst give et bud på hvordan landsholdet vil klare sig i det kommende verdensmesterskab.

Der har været meget snak op til udtagelsen om at Danmarks store akilleshæl er venstrebackpositionen. Simon Poulsen og Patrick Mtiliga er de to udtagede på denne position, og det synes jeg som sådan er fint. Dog finder jeg det uforståeligt at Morten Olsen ikke har forsøgt at spille de to backs ind på holdet tidligere. Mtiliga havde før udtagelsen til bruttotruppen kun spillet én eneste landskamp, hvilket efter min mening ikke blot er uforståeligt men også dumt. Simon Poulsen har heller ikke figureret ofte i kvalifikationskampene, og har derfor heller ikke meget kamperfaring på landsholdet.

Det andet punkt der har været diskuteret meget er midtbanen, og udtagelsen af “The old Guard”; Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl etc. Disse mener jeg dog er berettiget. Ikke fordi de er spillere af høj standard, men simpelthen fordi der ikke findes bedre alternativer.

Til trods for Danmarks venstrebackproblemer og mangel på kvalitet på midtbanen, mener jeg, at Danmarks største svaghed er i angrebet. Nicklas Bendtner er en rigtig fin angriber, men derefter falder standarden drastisk. Der er dog ingen umiddelbar løsning på dette, men én ting med hensyn til Morten Olsens udtagelse finder jeg dybt uforståeligt. At Mads Junker ikke er blevet udtaget er mig en kæmpe gåde. Det mest iøjnefaldende er hvis man sammenligner statistikkerne i den forgangne sæson for førnævnte og den udtagede Jon Dahl Tomasson.

Jon Dahl Tomasson i 2009/2010:

27 kampe for Feyenoord, 11 mål, ca. 0,4 mål pr. kamp

Feyenoord sluttede på en 4. plads i ligaen

Mads Junker i 2009/2010:

35 kampe for Roda, 21 mål, 0,6 mål pr. kamp

Roda sluttede på en 9. plads i ligaen

Disse statistikker taler, i mine øjne, deres tydelige sprog. De to spillere spiller i den samme liga med Jon Dahl på det bedre hold. Til trods for dette har Junker scoret næsten dobbelt så mange mål, og opnår også et mål pr. kamp snit. Derudover var Mads Junker den mest scorende dansker i europæisk fodbold i den forgangne sæson, og blev nr. 3 på Æresdivisions topscorerliste. Til trods for dette har Junker ikke spillet for det danske landshold siden 2006.

Man kan analysere disse ting på forskellige måder, men efter min mening grunder det i at Morten Olsen udtager spillere til sit system, og det mener jeg ikke er muligt længere. Det har gået godt for ham i mange år, men vi har simpelthen ikke nok kvalitetsspillere til at kunne gøre det på denne måde længere. Vi bliver nødt til at vælge de bedste spillere og ansætte en træner, der er villig til at sætte en taktik på baggrund af det spillermateriale vi har.

Med hensyn til Danmarks VM-chancer tror jeg at det maksimale udbytte vil være en tur til 1/8-finalen, hvor vi højst sandsynligt kommer til at støde på Italien. Dog tror jeg ikke nødvendigvis (selvom jeg anser det som sandsynligt) at vi kommer så langt. Kampen mod Cameroun bliver altafgørende, da jeg ser Holland-kampen som et sikkert nederlag, og Japan-kampen som en must-win.

Som konklusion vil jeg sige at danske fans nok må vente mange år før landsholdet kommer op på højderne af tiderne med Elkjær, Laudrup-brødrene, Mølby, Schmeichel og så videre. Det første skridt på vejen er dog at få friskt blod ind på trænerposten.

Fodbolden er over os igen, men de fleste vil nok give mig ret i at sæsonen først rigtig bliver spændende, når verdens fineste klubternering, Champions League, bliver skudt i gang.

Dette bliver mere en overfladisk teaser end engrundig analyse. Jeg vil skrive lidt om hvilke spændende udsigter vi har foran os, og give et bud på min favorit til titlen. Fodbold handler trods alt om vores fælles passion for at følge det hold, vi holder med.

Man kan analysere meget på de forskellige holds spil, men det smukke ved fodbold er i mine øjne de små magiske øjeblikke, som man aldrig glemmer. Hvem husker ikke Solskjaers vindende mål i overtiden mod Bayern Munchen i 1999? - Zinedine Zidanes fantastiske flugter mod Leverkusen i 2002? - FC Portos lange rejse til en underdogsejr i 2004? - Liverpools fantastiske comeback mod AC Milan i finalen i 2005? Jeg har kun nævnt et par stykker, og hvert år bliver der tilføjet nye mindeværdige øjeblikke.

Juventus

Det første hold jeg vil tage op er Juventus. Juventus er kommet stærkt igen efter deres tvangsnedrykning i 2006, og har fået opbygget en god dynamisk trup. De har en stærk defensiv i spillere som Cannavaro, Grosso, Grygera, Sissoko og muligvis en Christian Poulsen, hvis han får regelmæssig spilletid. Dét kombineret med en offensiv, der byder på fire stærke angribere (Trezeguet, Amauri, Iaquinta og Del Piero), og et par dygtige kreative midtbanespillere i Tiago, Melo og Diego gør Juventus til et hold, man skal regne med i denne sæsons Champions League. Sidstnævnte er meget væsentlig for Juventus’ potentielle succes i denne sæson. Diego, der i de seneste år har strøet om sig med geniale afleveringer og afgørende scoringer for Werder Bremen, er en kæmpe forstærkning af Juventus’ trup, og han kommer til at spille en central rolle for dem. Med en Diego i hopla ser jeg ingen grund til at vi ikke får et meget underholdende Juventus-hold at se i denne sæson

Juventus’ stærkeste opstilling:

Buffon - Grygera, Cannavaro, Chiellini, Grosso - Camoranesi, Melo, Diego, Marchisio - Amauri, Iaquinta

Manchester United

Det næste hold, der er interessant i denne sæson er Manchester United. De har solgt Cristiano Ronaldo og Carlos Tevez, og købt Michael Owen, Luis Valencia og Gabriel Obertan, hvilket har fået mange til at tvivle på Uniteds styrke i denne sæson. Det er også naturligt nok, når man har solgt verdens bedste fodboldspiller, men Sir Alex Ferguson har vist flere gange at man ikke skal afskrive United, selv når en profil af Ronaldos kaliber forlader klubben (Cantona, Beckham, Van Nistelrooy, Keane o.s.v.). Manchester United kommer til at spille en mere ortodoks 4-4-2-formation, nu hvor Ronaldo ikke er på holdet længere. jeg mener dog stadig, man skal regne med United i dette års Champions League. I sidste sæson var Uniteds Premier League triumf vundet på grundlag af en meget stærk defensiv, og den har ikke ændret sig. Spørgsmålstegnet for mange inden denne sæson har været hvor målene skal komme fra, når Ronaldo, trods hans position på fløjen, har været holdets topscorer de sidste 3 sæsoner i træk. Derfor er det også meget væsentligt at Rooney får løftet hans scoringssnit. Hvis han gør det med hjælp fra den nødvendige support fra midtbanen, kan United endnu engang komme langt i Champions League.

Manchester Uniteds stærkeste opstilling:

Van Der Sar - Neville, Ferdinand, Vidic, Evra - Valencia, Fletcher, Carrick, Nani - Rooney, Berbatov

Real Madrid

Et hold jeg ser meget frem til at følge i La Liga, og specielt Champions League, er Real Madrid. Rækken af stjernespillere på Real Madrids hold er efterhånden uendelig, og jeg håber at vi får en ny Galacticos-æra at se. Ikke fordi jeg er Real Madrid, for det er jeg ikke, men fordi et hold med så mange stjernespillere kan blive ufatteligt underholdende at se på, hvis manager Manuel Pellegrini kan holde styr på alle de store egoer, der er at finde i Real Madrids trup. Det tror jeg bliver meget væsentligt for dem. Hvis ikke Pellegrini får dem til at spille sammen som et hold, kan de have nok så mange stjerner uden at få succes. Det er én af de ældste fodboldklichéer, men ikke desto mindre sand. En anden ting om Real Madrid er at deres ikke helt så prangende forsvar kan risikere at blive overladt lidt til sig selv. Lassana Diarra er vel den eneste defensivt orienterede midtbanespiller i deres startopstilling, men det kan forhåbentlig bidrage til nogle spændende og målrige kampe.

Real Madrids stærkeste opstilling:

Casillas - Ramos, Pepe, Albiol, Marcelo - Ronaldo, Alonso, Diarra, Kaka - Benzema, Raul

FC Barcelona

Sidste års vinder FC Barcelona skal selvfølgelig også nævnes. De vandt ‘The Treble’ sidste år, og de vil højst sandsynligt gå ind til denne sæson med en selvtillidt, der ingen grænser har. Ikke nok med at de vandt tre af de største turneringer i verden. De spillede også fantastisk fodbold. Den mest markante udskiftning i Barcelonas trup er byttehandlen med Inter. Eto’o, der havde en stor del af æren for Barcelonas succes, røg til Inter, mens Zlatan Ibrahimovic, røg den anden vej. Zlatan er i manges øjne én af verden farligste angribere, men han har det med at fejle i de afgørende kampe. Jeg mener faktisk at Barcelonas trup er blevet svækket over sommeren. Barcelonas offensiv har i flere år bygget på hurtige angribere, der kommer ind bag modstanderens forsvar, og Samuel Eto’o passede perfekt ind i den spillestil. Der tror jeg, Zlatan er lidt malplaceret. Han er meget mere en målfarlig boksspiller, og det bliver spændende at se om Barcelona vil ændre deres spillestil for at få Zlatan til at passe ind. Det bliver nødvendigt, for at Zlatan bliver en succes i klubben. Men selv med en middelmådig Zlatan har Barcelona stadig et godt nok hold til at spille med om alle de turneringer de er med i.

FC Barcelonas stærkeste opstilling:

Valdes - Alves, Puyol, Pique, Maxwell - Keita, Iniesta, Xavi - Messi, Ibrahimovic, Henry

Arsenal FC

Arsenal har i de flestes øjne et svært år foran sig. De har solgt to af deres vigtigste spillere; Kolo Toure og Emanuel Adebayor, men de har stadig et meget stærkt hold. Specielt deres offensiv ser meget stærk ud med Fabregas som den vigtigste spiller i truppen. Han er typen, der kan løfte et helt hold, så jeg mener ikke Arsenal bør afskrives. Det bliver også spændende at se hvordan Bendtner klarer sig nu hvor der er større chancer for spilletid efter Adebayors Exit. Arsenal er stadig et meget stærkt hold, så jeg regner med at Arsenal er at finde blandt de sidste 8 i dette års turnering.

Arsenal FCs stærkeste opstilling:

Almunia - Sagna, Vermaelen, Gallas, Clichy - Walcott, Song, Fabregas, Diaby, Arshavin - Van Persie

Min forventede vinder af dette års Champions League kommer til at stå mellem tre hold. FC Barcelona; fordi de har været skræmmende stærke de sidste par år, og har den (snart) verdens bedste fodboldspiller i Lionel Messi. Real Madrid; Fordi så stor en gruppe af stjenespillere er meget svær at spille imod. Manchester United; Fordi folk har afskrevet dem på forhånd, og dermed ikke regner med dem, men nok mest fordi hjertet siger det. Jeg tror, årets vinder er at finde mellem en af de tre, men én ting er dog helt sikkert. Vi får en masse smuk fodbold at se!

Long live the beautiful game!

AGF har som bekendt startet sæsonen virkelig flot, og de har formået at bygge et hold af forholdsvis unge spillere, som har været at finde på de danske ungdomslandshold, men hvordan er udsigten for at AGF kan fortsætte udviklingen og komme til at kæmpe med om mesterskabet regelmæssigt?

Først er det vigtigt at vide, hvordan AGF’s udvikling har været ind til videre. Da AGF i sæsonen 2005/2006 rykkede ned i 1. division, var ret mange skeptiske omkring AGF’s fremtid, specielt her i Århus. De fleste mente at nedrykningen skyldtes at AGF havde valgt at satse på unge spillere. Jeg mener også, at det er den største grund til nedrykningen i den sæson, men satsningen har vist sig at være et virkelig godt træk. AGF rykkede op i næste sæson (dog uden at spille særligt prangende). AGF’s første sæson tilbage i SAS-ligaen blev ikke nogen stor succes. Man endte på en 10.plads, og de fleste (blandt andre jeg selv) troede at klubben fortsat ville være et bundhold i SAS-ligaen, men næste sæson blev mindeværdig for de fleste AGF-fans, hvor man for første gang i meget lang tid endte i den øverste halvdel af tabellen med en meget flot 6. plads. Det skyldtes hovedsageligt at Ove Pedersen havde styrket AGF’s midtbane med spillere som Jerry Lucena og Jakob Poulsen. Her blev det for første gang synligt at AGF var ved at opbygge et hold, der hovedsaligt bestod af unge spillere, som fik lov til at spille sammen over længere tid. Man tog også midt i sæsonen beslutningen om at sige farvel og tak til Ove Pedersen og hente den højt respekterede Erik Rasmussen til klubben. Det tog AGF’s spil et niveau op. Mentaliteten blev ændret fra at spille taktisk, organiseret fodbold til at begynde at spille seværdig, offensiv fodbold.

Nu står AGF så med et meget stærkt udgangspunkt. Nr. 1 efter syv kampe og stadig ubesejret. Spillere som Michael Lumb, Frederik Krabbe, Anders Kure og Jesper Blicher fik givet tillid af træneren til at udvikle sig og man har hentet stærke offensive spillere som førnævnte Jakob Poulsen, Benny Feilhaber, Nando Rafael, Dioh Williams, og styrket defensiven med spillere som Kim Madsen og Mark Howard.

Lige nu ser fremtiden lys ud for AGF, men det gjorde den også for et par år siden da vi også havde et stærkt ungt hold. Fejlen dengang var at vi solgte Leon Andreasen og Morten ‘Duncan’ Rasmussen, og meget afhænger nu af om vi kan holde på vores unge spillere. Jakob Poulsen og Michael Lumb har allerede været rygtet til udlandet, og det er essensielt for AGF at vi holder på dem så længe som muligt.

Succeskriterierne for at AGF kan fortsætte udviklingen er som jeg ser dem:
1) Vi skal holde på vores unge profiler (Jakob Poulsen, Michael Lumb, Frederik Krabbe, Kasper Povlsen o.s.v)
2) Vi skal opnå en god placering i denne sæson. Europæisk fodbold ville betyde alverden for AGF kommercielt. Der er vanvittige mængder af penge i europæisk fodbold, og AGF’s potentiale ville blive mere synligt, så sponsorpenge ville flyve ind.

Jeg ser meget frem til at følge AGF i fremtiden, og håber at de kan blive en kommende magtfaktor i dansk fodbold, som de retmæssigt bør være. I mine øjne er det meget 50/50 om AGF kan vedholde udviklingen. Hvis Jakob Poulsen bliver solgt frygter jeg det værste, men lige nu vælger jeg at tro på at AGF kan komme til at dominere dansk fodbold i fremtiden.

Denne blog, som er min første af slagsen, kommer nok til at lyde som et desperat råb fra en Man United-fan, der er skuffet over at Chelsea tog første psykologiske stik i kanmpen om det engelske mesterskab i Community Shield i går. Det er nok heller ikke helt galt, men det mindsker efter min mening ikke kvaliteten af bloggen. For at komme til sagen var det en artikel på en glimrende amerikansk (!) fodboldhjemmeside, der gjorde mig opmærksom på at Chelseas trup er stærkt aldrende.

Siden Roman Abramovich købte klubben har Chelsea haft penge nok til at købe sig til en stærk trup uden at det var nødvendigt at lægge særlig meget vægt på klubbens egen talentudvikling. Man købte spillere, der var i sin bedste alder, og allerede var fodboldspillere, der ikke behøvede videre udvikling. Det manglende unge talent i Chelsea-truppen har i længere tid været overskygget af klubbens fine præstationer på banen, men med en gennemsnitsalder i startopstillingen der sniger sig tættere og tættere på 30 må man sige at det er et mere og mere aktuelt emne.

Jeg tror endnu Chelseas nuværende hold har 1 eller 2 gode sæsoner endnu, men jeg kan ikke se ungt talent nok i Chelseas trup til at de ville kunne forblive et tophold om nogen år, med mindre der sker meget drastiske ændringer i Chelsea-truppen.

Hvis man ser på Manchester United og Arsenal har nøglen til deres vedvarende succes (hvilket ikke kan benægtes) været at Arsene Wenger og Alex Ferguson altid har kigget efter nyt talent, og har fornyet truppen stort set efter hver sæson, hvilket har gjort at når gamle stjerner falmede, så blændede nye op. Der har i Chelseas succestid ikke været denne form for udskiftning i spillertruppen. Indkøbene har været direkte fortærkninger til holdet, og det tror jeg de kommer til at fortryde i den nærmeste fremtid.

Spillere som Lampard, Terry, Carvalho, Ballack, Drogba, Cole er alle i slutningen af deres peak som fodboldspillere og specielt de to førstnævnte er groft sagt nøglen til Chelseas succes igennem de seneste år.

Som Manchester United-fan gnider jeg mig i hænderne, men jeg ser det egentlig også som en mulighed for at Chelseas startopstilling kan få et nyt udseende indenfor de næste par år, og vi alle forhåbentlig får noget mere underholdende fodbold at se.