Yildis

På mandag bliver det afgjort, om Brøndbys modstandere næste år kommer til at hedde FCK, AAB og FC Nordsjælland, eller om man skal til udebaner i hhv. Fredericia, Hobro og Vejle. Derudover har 7 spillere kontraktudløb nu her, og det er i mine øjne meget tvivlsomt, om man kan holde på fx Makienok og Antipas, hvis man rykker ned. Jeg vil i denne blog gennemgå og vurdere den nuværende Brøndby-trups sammensætning.

Først: Følgende spillere har kontraktudløb: Randrup, Jan Kristiansen, Jens Stryger, Rommedahl, McGrath, Jannik Skov Hansen og Mathias Larsen. Randrup har allerede meldt sin afsked, og det er nok bedst for begge parter. Jeg håber, at det går samme vej for Jan K uanset mandagens udfald. Han er for dyr, og han sætter i mine øjne ikke et positivt præg på holdet. Rommedahl har man ikke for alvor fået gavn af på banen, men måske han har en stor betydning uden for banen - han er trods alt anfører. Hvorom alting er, så mener jeg ikke man bør forlænge med ham, da hans niveau er kraftigt dalende og han ikke blev den Grønkjær, man havde håbet på.

McGrath, Jannik Skov og Mathias Larsen kender jeg ikke godt nok til at vide, om der er et (stort nok) potentiale i. To sidstnævnte har været meget skadesplagede og har derfor ikke haft det gennembrud, man kunne håbe. Og McGrath har jeg aldrig haft den store fidus til, synes ikke han har virket skarp, men han er jo stadig ung og har vist rigtig gode takter på ungdomsniveau (29 mål i 28 kampe i sæsonen 09/10). Så disse tres fremtid i Brøndby skal ses i lyset af, om der fortsat satses på dem, eller om man vil hente forstærkninger på deres positioner.

Derimod håber jeg meget, at man kan forlænge med Jens Stryger. Hans energi på banen er forbilledlig, både offensivt og defensivt, og det gør ham til min personlige favorit - noget som han dog må dele med Lebogang Phiri efter dennes imponerende gennembrud mod slutningen af indeværende sæson. Jeg regner dog også med, at man kan forlænge med Stryger, hvis Brøndby bliver i Superligaen.

Jeg vil nu vurdere Brøndbys respektive kæder og se på holdets sammensætning, såfremt de bliver oppe:

MÅLMAND: Tørnes, Falkesgaard. Som sådan to udmærkede målmænd, dog uden at være prangende. Begge laver fejl, men Falkesgaards kan dog forklares af hans unge alder. Måske han skulle være førstevalg fremover? Vurdering: En position, der kan forbedres, men som er ok besat.

CENTERFORSVAR: Albrechtsen, Dumic, Stenderup, Goodson. Goodson er jeg træt af, han er i mine øjne slet ikke den sikre sidste skanse, som de unge kan læne sig op ad. Stærk i luften, men laver for mange fejl og spiller usikkert på trods af sin høje alder. Albrechtsen har vist sig at være en leder, som går forrest, og ham skal man satse på. Ved siden af ham skiftes Dumic og Stenderup til at være hhv. sikre og usikre kort, så her mener jeg, at man bør hente en gardering og lade Dumic/Stenderup være reserver i første omgang, til de viser sig at være sikrere i deres spil. Vurdering: Sælg Goodson og hent en rutineret erstatning, så er man godt besat.

BACKS: Holst, Joensen. Da Silva, Norouzi. I højresiden ser jeg Holst som løsningen. Han kan også spille på midtbanen, men som udgangspunkt mener jeg, at han skal have fast spilletid som højre back. Som gardering har man færøske Rene Joensen, som jeg har god fidus til. I venstresiden har Da Silva imponeret på det sidste, og som gardering for ham har man Norouzi, der dog har været svingende efter en skade. Han har dog vist lovende takter tidligere, så jeg regner ham som en god gardering fremover. Alternativt har man også Durmisi, men ham har jeg fundet plads til længere fremme, da han også kan spille fløj. Vurdering: Fint dækket ind, dog uden rutine.

CENTRAL MIDT: Thygesen, Phiri, Semou, evt. Mathias Larsen. Brøndby har nu Mikkel Thygesen og fremadstormende Lebogang Phiri som førstevalg på midtbanen. Semou er en fin reserve, og måske forlænger man med Mathias Larsen. Ellers kan Holst også vikariere. Vurdering: Her bør hentes en gardering, ellers er man for tyndt besat.

OFFENSIV MIDT: Gehrt, Andersen. Gehrt har i mine øjne vist rigtig gode takter og er fremtidens mand på denne plads. Derudover har man lige forlænget kontrakten med Kristian Andersen, som også er en meget lovende ung spiller i mine øjne. Thygesen kan vikariere. Vurdering: Godt besat, dog igen uden rutine.

WINGS: Stryger, Antipas, Durmisi, evt. Skov Hansen, evt. McGrath. Jens Stryger håber jeg meget på, som jeg allerede har skrevet. Derudover er Antipas selvskrevet, og enten bør man forlænge med Skov og/eller McGrath, ellers bør man hente en gardering. Rommedahl mener jeg ikke, man bør forlænge med. Vurdering: Afhænger meget af, om man forlænger kontrakterne eller ej.

ANGRIBER: Makienok, Akpoveta, Bernburg. Makienok er selvskrevet og sikke et forår! Akpoveta har været meget skadet og har ikke scoret i sine første 19 kampe for klubben. Dog har jeg en - måske lidt naiv - forestilling om, at han kan score fem kampe i streg, når han først får hul på bylden. Men hvem ved? Så er der den evigt skadede Bernburg, som heller ikke er nogen super-sub. McGrath, hvis man forlænger med ham, har jeg placeret som wing, selvom han er naturligt angriber, så han kan selvfølgelig også bruges på toppen. Vurdering: Stærk førstemand, svage garderinger. Enten skal man satse på Akpovetas gennembrud, ellers bør man hente en anden gardering. Bernburg bør man skille sig af med, hvis muligt.

OPSUMMERING: Brøndby har et fint besat hold til næste sæson, særligt på grund af gennembruddet hos flere af talentspillerne, særligt Holst, Gehrt, Phiri og Da Silva, men også på grund af Makienoks fremgang. Dog bør man skille sig af med Goodson og Bernburg, og man bør ikke forlænge med Rommedahl, Randrup og Jan Kristiansen. Til gengæld SKAL man forlænge med Stryger, mens man kan forlænge med McGrath, Mathias Larsen og Skov Hansen, alternativt bør der hentes forstærkninger.

WORST CASE SCENARIO: Et nederlag til Horsens på mandag vil dog gøre det rigtig svært for Brøndby at forlænge med Stryger samt at holde på særligt Makienok og Antipas, og så er det svært at se, hvor Brøndbys trupsammensætning er henne efter sommerferien.

Fodbold adskiller sig fra øvrige sportsgrene på flere områder: F.eks. kan der altid være pres på boldholderen, i modsætning til f.eks. håndbold og basketball, hvor man ikke rigtigt kan få bolden fra en spiller, der har bolden i hænderne. Og der er bemærkelsesværdigt få mål, på godt og ondt. Ondt fordi nogle vil kede sig, men godt, fordi et mål kan have en enorm betydning og skabe eufori. Men dét, jeg vil sætte fokus på i denne blog, er status’en i hvilket nummer der står på ryggen af trøjen, historien og myterne, altså sådan noget, som ikke lige har noget med selve spillet på banen at gøre. Og det er bl.a. her, fodbold for alvor skiller sig ud fra øvrige sportsgrene, som jeg ser det. Ingen kan huske, hvilket nummer Morten Stig havde i sin ellers glorværdige håndboldkarriere eller Line Baun-Danielsen, da hun spillede ishockey…

Først lidt historie: Fodbold fandtes i 1800-tallet i mange afarter, hvor den ene var mere voldelig end den anden. I 1863 blev man dog enige om et fælles regelsæt, hvor nutidens spil blev opfundet i sin spæde form. Mange ting var dog anderledes dengang, og man havde altså ikke numre bag på sine trøjer.

Først i 1928 fandt man i England ud af, at dette ville være en god idé. Sheffield Wednesday mødte Arsenal, mens Chelsea tog imod Swansea Town. Numrene blev fordelt på spillerne efter hvilken position, de havde på banen, og kun nr. 1-11 var i brug. Dengang kunne man ikke skifte ud under en kamp, så der var ligesom ikke brug for trøje nr. 12 og opefter. Chelsea var i denne periode i Sydamerika, hvor de spillede mod nogle lokale hold, og meget hurtigt blev de på de egne kendt som “Los Numerados” (oversættelse overflødig)…

I kvalifikationen til VM i Vesttyskland i 1954 blev det indført, at man måtte skifte ud. Dette blev også indført i English League i sæsonen 1965-66, men KUN hvis en spiller var skadet. Af taktiske (eller andre) årsager måtte man først skifte ud i sæsonen 1967-68. Første indskifter havde så nr. 12 på ryggen, mens anden indskifter fik nr. 14 for at undgå overtro ifm. nr. 13.

Og siden dengang har andre numre end nr. 1-11 altså været i brug. Til VM i 1954 fik alle spillere et nummer fra 1-22, som de bar under hele turneringen, uafhængigt af, hvilken plads de spillede, og om de var på banen i det hele taget. Det var første gang, at spillere fik tildelt et fast nummer og ikke et nummer, der svarede til deres position på banen. Og det var første gang, at en spiller med et nummer fra 12 og opefter startede inde i en professionel fodboldkamp.

Til VM i 1958 havde Brasilien en ung, men brandvarm angriber ved navn Pelé. Og alle ved vel, at han havde nummer 10 på ryggen. Men det skyldtes faktisk, at Brasilien fuldstændig havde glemt at indsende en liste med nummerering af spillerne, hvorfor dommeren fra Uruguay valgte at fordele numrene tilfældigt. Pelé fik tilfældigvis nummer 10, mens målmand Gilmar f.eks. måtte spille i nr. 3.

Argentina lavede også rav i den, idet de nummererede deres spillere i alfabetisk orden til VM i 1974, 1978, 1982 og 1986 - dog med undtagelsen, at Diego Maradona fik nr. 10 i 1982 og 1986, samt at Passarella med nr. 6 og Real Madrids Valdano med nr. 11 i 1986 også gik mod alfabetsordningen. Angriberen Sergio Almiron måtte altså spille med det for en markspiller uvante nummer 1 på ryggen, men da han ikke kom på banen fik det alligevel ikke den store betydning. At turneringens topscorer Mario Kempes havde nr. 10 i 1978 var altså grundet alfabetet og ikke hans status som holdets helt store profil.

Andre eksempler har der også været på spillere, som utraditionelt spiller med nr. 1 i marken, f.eks. den græske midtbanespiller Kafes, som bar nr. 1 for Olympiakos og AEK Athen, men også Simon Vukcevic, som spillede med nr. 1 i Partizan Beograd, fordi han var nr. 1 for fansene i klubben. Men FIFA har nu også lavet regler for, at nr. 1 skal være på en målmand, i hvert fald i VM-sammenhæng.

I England begyndte de i 1993 at spille med faste numre til den enkelte spiller. Så kunne man som tilskuer vide, at ham med nr. 7 for United var Cantona og ham med nr. 8 for Arsenal var Ian Wright. Året efter kom også navne på trøjerne, og sådan har det været siden. 

Tendensen med numrene fra 1-11 er altså, at der med et nummer følger en forventning om, hvor på banen man spiller. F.eks. forbinder jeg nr. 10 med stjernen på holdet, den kreative leder, som afgør kampene med mål og assists. Han kan være offensiv midtbanespiller eller angriber. Nr. 11 er enten angriber eller kantspiller, mens nr. 9 er ham, der skal befinde sig inde i boksen mest muligt. Nr. 1 er målmand (!), nr. 2 er højre back, 3 venstre back eller i midterforsvaret, mens nr. 4-5-6 er enten i midterforsvaret eller på den defensive midtbane. Nr. 8 er på den offensive del af midtbanen, dog uden at være en 10′er. Nr. 7 er højre midtbane, men kan også være offensiv midt eller hængende angriber. Sådan ser jeg det i hvert fald.

Lige præcis hér adskiller fodbold sig fra andre boldspil, og jeg synes, at det er forkert, når William Gallas i Arsenal spillede med nr. 10 i midterforsvaret, når Lass fik nr. 10 i Real Madrid, eller når Mohammed Kallon for Inter og Asamoah Gyan for Ghana spillede med nr. 3 som angribere. Clarence Goodson med nr. 7 og Mikael Nilsson med nr. 8 i Brøndby er også helt tosset, og hvorfor skal Bendtner spille i nr. 52? Han havde som marginalspiller/talent nr. 26, og så syntes han noget skulle være anderledes? Så det så ud som om han selv havde valgt et andet nummer end nr. 9/10/11? Fair nok at talentspillere må have høje numre i 30’erne, 40’erne og endda i 50’erne, men at etablerede spillere vælger disse numre, synes jeg er ærgerligt. Netop fordi der er så meget prestige og noget helt særligt i at have f.eks. nr. 7, 8, 9 eller 10 på ryggen.

Særligt 10’eren er noget særligt. Der er efterhånden mange eksempler på, at klubber tildeler deres største offensive profil nummer 10, når den forhenværende 10’er forlader klubben. Også selvom de i forvejen havde et attraktivt nummer. F.eks. Rooney (nr.8) efter Van Nistelrooy i United, Van Persie (nr.11) efter Gallas i Arsenal og Mario Götze (nr.11) efter Mohammed Zidan i Dortmund.

Som du nok kan læse er jeg fan af måden, som man gør det i f.eks. Barcelona og Manchester United. I Barcelona har de 11 foretrukne som regel numrene 1-11. F.eks. havde Messi som talentspiller nr. 30, hvorefter han slog igennem og fik nr. 19. Da 10′eren blev ledig ved Ronaldinhos afgang, fik han den, fordi han havde fortjent den. Iniesta startede også med nr. 34, fik nr. 24 og senest nr. 8, da Giuly forlod klubben og nummeret blev ledigt. Og sådan er der prestige i at have et rygnummer, som passer til den position, man spiller. Undtagelsen er Abidal, der fortsat har nr. 22 og Jordi Alba med nr. 18. Sergio Busquets hører i mine øjne til i en kategori af spillere, hvor et bestemt rygnummer (over 11) nærmest er klistret til denne spiller, både på klub- og landsholdsplan, og det er også fair nok i min bog. Det startede vel med Cruyff, der kun spillede i nr. 14. Ellers har Pirlo(21), Ballack(13), Xabi Alonso(14), Chicharito(14) og altså Sergio Busquets(16) været eksempler på dette. Og det synes jeg som sagt er i orden. Havde de valgt numre fra 26 og opefter, synes jeg, at det ville være unødvendigt og fesent.

Men i den spanske liga generelt er der også et regelsæt om, at stamspillerne på holdet skal have nr. 1-25, hvoraf nr. 1, 13 og 25 er målmænd. Resten fordeles som man vil, mens nr. 26-50 gives til talentspillere. Fedt, egentlig, jeg er træt af at se på stamspillere hos de store hold spille med nr. 42 (Yaya Touré), når han kunne have fået nr. 8 - den gik så til Nasri i stedet, som ellers havde haft nr. 19…

Manchester United gør lidt tingene på samme måde som i den spanske liga, dog har de ikke en fast start-11′er, men snarere to 11-mandshold, hvorfor de holder sig til numre op til 28-29 stykker, bortset fra talenterne. Her ser vi også Wayne Rooney få tildelt 10’eren ved Ruud Van Nistelrooys skifte, hvor han i starten var tildelt 8’eren. Eller Cleverley, der startede med nr. 35 (så vidt jeg husker), men fik 23’eren i sommers, da Evans fik Wes Browns nr. 6. Og Kagawa, der spøgte som Uniteds nye nummer 7, men gik ud og udtalte, at han endnu ikke havde fortjent at spille i så mytisk et nummer, hvorefter den gik til Valencia, mens Kagawa fik nr. 26 på ryggen. Og netop nr. 7 i United har jo en legendarisk glød over sig, efter at være båret af George Best, Bryan Robson, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo. Hvor ville betydningen og forventningerne ved Antonio Valencias nye rygnummer være helt væk, hvis disse spillere havde haft f.eks. nr. 32, 45, 92 og 99 på ryggen. Men man ser ikke en ung primadonna a la NB52 komme til SAF og kræve/bede ydmygt om nr. 52 eller 99. Det tror jeg heller ikke han ville turde…

Bayern München lader til gengæld til at blæse på disse uskrevne regler/tendenser og giver sine tyske spillere høje numre. Neuer har godt nok nr. 1, men ellers finder man med nr. 17.Boateng, 21.Lahm, 25.Müller, 28.Badstuber, 31.Schweinsteiger, 33.Gomez og 39.Kroos. Så kan udlændinge som 7.Ribéry, 8.Martinez, 9.Mandzukic, 10.Robben og 11.Shaqiri få de historisk mere attraktive numre. Baggrunden for dette kender jeg ikke. Jeg synes blot, at det burde være anderledes.

AC Milan var i 2008 aktive på transfermarkedet, og de gav konsekvent deres nye spillere numre efter deres fødeår: Til klubben kom altså med nr. 80.Ronaldinho, 84.Flamini og 76.Shevchenko. Siden har også nr. 92.El Shaarawy fået nummer efter samme formel. Flamini har siden fået tildelt sit gamle Arsenal-nummer 16, mens Ronaldinho og Shevchenko er skiftet til deres respektive hjemlande. El Shaarawy, som har fået sit helt store gennembrud nu her, render altså stadig rundt med nr. 92 på ryggen, hvilket jeg synes er decideret fesent. Robinho fik også nr. 70, da de hentede ham - måske fordi det er en blanding af nr. 7 og 10(?), men har nu også fået 7′eren, da den blev ledig efter at Pato fik Inzaghis 9′er.

Andre spektakulære nummer-historier er Ivan Zamorano, som havde nr. 1+8 i Inter fra 1997-2000. Zamorano var vandt til 9′eren, men den havde Ronaldo i Inter. Så måtte de i jo være kreative og placere et lille plus mellem tallene på ryggen. I Celtic spiller Gary Hooper med nr. 88, da Celtic blev dannet i 1888 og han selv er født i 1988.

Og så er der historierne om de pensionerede numre. Mest kendt er vel 12′eren, som er tildelt klubbens fans. Det gør sig gældende for bl.a. AGF, OB, Bayern München, Werder Bremen, Borussia Mönchengladbach, Lazio, Parma, Dynamo Kiev, FC Basel, PSV Eindhoven, Feyenoord, Club Brugge, Fenerbahce og Glasgow Rangers. Andre klubber har pensioneret et nummer på grund af en tilskadekomst/dødsfald som f.eks. FC Nordsjælland i Jonathan Richters tilfælde (nr. 26). Også Marc-Vivien Foés nr. 17 i Lyon blev pensioneret, men da hans landsmand Jean-Il Makoun kom til klubben, fik han dette nummer. Foé døde nemlig under en kamp for Cameroun i 2003, og han var ejet af Lyon. Men da han samtidig var udlejet til Manchester City, blev hans nr. 23 pensioneret her, hvilket det stadig er på Etihad. Dani Jarques nr. 21 er også pensioneret i Espanyol af samme grund.

Og så er der klubberne, der pensionerer et nummer pga. en spillers legendestatus. 12′eren er væk i Aab pga. Torben Boye, og nr. 32 er væk i FCK pga. en mand, der kun og konsekvent blev kaldt “32″ af klubbens fans. Schalke 04 har pensioneret nr. 7 efter Raúl, ungarske Budapest Honved 10′eren efter Puskas, Ajax 14′eren efter Cruyff, Helsingborg 17′eren efter Henke Larsson, Brescia 10′eren efter Roberto Baggio, Roma 6′eren efter Aldair, Napoli 10′eren efter Maradona og Milan 6′eren og 3′eren efter hhv. Baresi og Maldini - sidstnævnte dog med det forbehold, at hans sønner, Christian og Daniel, kan trække trøjen med nr. 3 over hovedet, hvis de en dag kommer på førsteholdet i AC Milan - de spiller begge på ungdomsholdene i dag. Argentina forsøgte også at pensionere nr. 10 i 2001, hvorfor de sendte en liste af sted til FIFA ved VM i 2002 med nr. fra 1-24 (minus nr. 10). Dette blev dog overruled af FIFA, og så blev Ariel Ortega den heldige med det enorme forventningspres.

KONKLUSIONEN på denne lange smøre er, at jeg er helt vild med alle historierne, det legendariske i at spille i et særligt nummer, og derfor synes jeg, at det er brandærgerligt for fodbolden, når f.eks. Antipas i Brøndby får nr. 80, Yaya Touré i Manchester City nr. 42, Nigel De Jong nr. 34 i City og AC Milan, Simon Kjær nr. 44 i Wolfsburg, Nicklas Bendtner nr. 52 i Arsenal og Sunderland, Balzaretti nr. 42 i Roma, alle tyskere plus Tymoshchuk minus Neuer i Bayern München osv. osv. Jo, hvis der er en god historie, f.eks. i Hooper-tilfældet, hvor tallet 88 går igen i hans eget og klubbens fødeår, så er det fint, og Xabi Alonso må da også gerne tage nr. 14 på, bare ikke nr. 74… For jeg synes, at det er hammerfesent, at f.eks. Cassano og den rigtige Ronaldo skal spille i nr. 99 - det var i øvrigt den portugisiske målmand Vitor Baia, der startede det med nr. 99 i sin tid.

Kald mig bare romantisk og gammeldags, men jeg synes, at der er noget særligt ved disse numre, og hvis det ikke bliver fastholdt, bliver fodbold bare en ligeså fesen sport som alle de andre.

De seneste dage er den danske presse (og vel også den internationale) gået i selvsving over Christian Eriksens meritter med mål+assist mod både Manchester City i Champions League og i “Klassieker”-opgøret mod Feyenoord i dag. Og med rette, for efter som helt ung at have vist særdeles stort potentiale, særligt i en venskabslandskamp mod England for nogle år siden, har der været lidt langt mellem snapsene. Måske har han haft for meget ansvar for tidligt, og måske har presset været for stort for den unge fynbo. Hvorom alting er, så kommer det nylige gennembrud (hvis han da fortsætter takterne, OGSÅ på landsholdet) ganske belejligt for Christian Eriksen. Han har på det seneste haft utroligt mange kritikere, hvilket får mig til at tænke på Jon Dahl. Han bragede også igennem i den hollanske liga for Heerenveen med utallige mål, men blev alligevel kritiseret meget i sine unge dage, indtil han pludseligt leverede stabilt hver gang og scorede gennemsnitligt i hver anden kamp på trods af en position BAG den forreste angriber, på landsholdet Ebbe Sand. Pludselig forstummede al kritik, og snakken om “hvor er alternativet til Jon Dahl” blev dagligdag. Jon var fredet. De seneste to år af hans karriere faldt han dog i igen, og han burde være stoppet på toppen min. 2 år før, som jeg (og formentlig alle andre fodboldkendere) ser det.

Christian Eriksen er de seneste kampe rykket lidt frem på banen, så han ligger lige bag frontangriber Siem De Jong, som egentlig også oprindeligt er en slags midtbanespiller. MEN Eriksens rolle er i flere medier blevet omtalt som en “falsk 9′er”. Bl.a. har jeg læst følgende: “Vi har ikke haft en falsk 9′er siden Jon Dahl.” Som jeg har forstået det, og ret mig hvis jeg tager fejl, så er en falsk 9′er en ikke-boksspiller, som befinder sig som forreste angriber i et 4-3-3 system og tager del i spillet i stedet for at være stationær omkring boksen. Som Messi i Barcelona, Fabregas for Spanien under EM og velsagtens Siem De Jong i Ajax. Ham teknikeren, der ligger bagved i en fri rolle, er en klassisk 10′er eller playmaker om man vil. Og Eriksen er sådan en. Som Sneijder og Özil også er gode eksempler på. Det vil jeg dog ikke kalde Jon Dahl, for han var ikke ligefrem playmaker-typen, men bare god til det der med indersiden, så han falder lidt uden for kategori.

Men altså: Man kan ikke være falsk 9′er, hvis man ikke ligger forrest på banen, på 9′er positionen.  Og når man er ham der teknikeren, som ligger i den frie offensive rolle centralt bag angriberen, så er man en klassisk 10′er. Eller hvad?

NB! Denne blog handler IKKE om følgende tre ting:

1. Primera Division vs. Premier League. 2. Messi vs. Ronaldo. 3. Real Madrid vs. Barcelona.

Spanien er det nye sort i landsholdsfodbold, det kan de færreste være i tvivl om, efter de har vundet hele 3(!) store mesterskaber i træk som det første landshold nogensinde: EM2008, VM2010 og EM2012. De fleste af spillerne har været med hele vejen, og stabiliteten i dette har da også været en af grundpillerne i succesen. Bl.a. Casillas, Sergio Ramos, Xavi, Iniesta, Fabregas, Alonso, Torres og David Silva har været med alle tre gange, mens profiler som Gerard Pique, Puyol og David Villa har været med to af gangene. De fleste af spillerne er samtidig stamspillere på de to beste hold i Spanien og måske endda også i verden: Real Madrid og Barcelona.

Et af disse to hold vinder gerne ligaen med 25-30 point ned til nummer tre hvert år. Og selvom andre spanske klubhold gør det glimrende internationalt, f.eks. Atletic Club, der fejede mit elskede Man U af banen sidste sæson i Europa League, samt måske især Atletico Madrids imponerende Super Cup-sejr over Chelsea, kan de bare ikke følge med de to helt store nationalt. De lader heller ikke til at kunne holde på deres profiler, som hurtigt bliver for gode til deres hold, selvom de er “best of the rest”. Nydeligt eksemplificeret ved Valencia-profiler som Raul Albiol, David Silva, David Villa og Juan Mata, Atletico Madrids Fernando Torres og argentineren Sergio ‘Kun’ Agüero, samt Athletic Clubs Javi Martinez, der bare ville væk på trods af en fantastisk sæson på et hold med en imponerende talentmasse. Og nu ser det også ud til, at Llorente har sat sig godt til rette i affyringsrampen. Måske Juventus venter?

Skotske tilstande er efterhånden virkelighed i Spanien, og for de spillere, som ikke er fra Real Madrid eller Barcelona, er det tillokkende at vælge en anden liga end den spanske. Hvorfor? Pga. muligheden for trofæer, selvfølgelig, men også penge. Den spanske økonomi er dårlig, og derfor rammer det også klubberne, særligt de klubber, som ikke har ligeså stor reklame- og brandværdi som de to store har. De har nogle ekstra strenge at spille på dér, og derfor har de stadig mulighed for at hente en eller to store profiler til hver sommer. Florentino Perez har for at illustrere dette nu udtalt, at Kaka økonomisk set har været en god investering. Ca. 500 mio. kr. i transfersum + en høj løn er altså tjent ind på reklamer mv. Ifølge ham selv selvfølgelig. Så kan man tro det eller ej. De øvrige klubber har ikke denne brandværdi og disse indtjeninger. 

Subtopholdene er i højere grad begyndt at gå efter latinamerikanske spillere, når deres største profiler søger væk. Atletico Madrid med Falcao, Godin, Felipe, Cristian Rodriguez, Cata Diaz, Miranda og Diego Costa. Valencia med Banega, Jonas, Diego Alves, Ever Banega, Piatti, Gago, Tino Costa og Guardado. Sevilla med Medel, Fazio, Perotti, Espinosa og Cicinho.

Men hvem har glæde af denne tendens? Det spanske landshold skummer fløden pt., da de har store profiler i topklubber i hhv. den spanske, engelske og med Javi Martinez også den tyske liga. At det spanske landshold kan mangle fx Iniesta, Xavi og David Silva, og så står Juan Mata, Santi Cazorla og Fabregas klar i kulissen. Det er simpelthen klasse. Imponerende!

Men gavner det den spanske liga? Næppe. Men om det skader den, ved jeg nu heller ikke. Længe har det været sådan her, og om spillerne er spanske eller latinamerikanske gør vel heller ikke det store for spændingen i ligaen. Og det gavner vel også de latinamerikanske landshold, hvis spillere får et vindue til europæisk topfodbold. Skiftet til en spansktalende liga er jo ikke lige så stort/svært som et skifte til Holland, Tyskland eller England.

Men hvad med den engelske liga? For hold da op et boost Premier League har fået med spanske spillere de senere år. I årtier har der kun været få spaniere i PL. Jeg kan nævne Ivan Campo, Fernando Morientes, Jose Reyes, Albert Luque, Fran Merida, Cesc Fabregas, Gerard Pique og Manuel Almunia, ellers har der været tale om retrætespillere, som går fra en topklub til en middelklub for at høste det sidste af karrieren. Fx Michel Salgado, Fernando Hierro og den lidt mere middelmådige Diego Tristan.

Men bl.a. Torres’ skifte til Liverpool samt David Silvas ditto til Manchester City lader til at have åbnet en dør til Premier League for spillerne fra det største land på den iberiske halvø. Aldrig før har der været så mange spaniere i Premier League. 12 af 20 klubber har spanske spillere på holdkortet, og de fleste af dem er toneangivende spillere eller i det mindste store talenter, som står på spring for at slå igennem for alvor.

Blandt de største profiler i indeværende sæson kan man finde navne som Torres, Mata, Michu, David Silva, Arteta og især Santi Cazorla. Derudover er unge Suso ved at få et gennembrud i Liverpool, og mon ikke Esteban Granero viser sig rigtig vigtig for QPR på sigt.

Her følger en kort oversigt over alle spaniere i Premier League:

CHELSEA - 4 stk = Juan Mata, Fernando Torres, Oriol Romeu, Cesar Azpilicueta.

SWANSEA - 4 stk = Michu, Chico Flores, Pablo Hernandez, Angel Rangel.

LIVERPOOL - 4 stk = José Reina, Jose Enrique, Daniel Pacheco, Suso.

WIGAN - 4 stk + træner Roberto Martinez = Albert Cruzat, Jordi Gomez, Ivan Ramis, Adrian Lopez. Derudover Roman Golobart, som er udlånt.

ARSENAL - 3 stk = Mikel Arteta, Santi Cazorla, Miguel.

CITY - 2 stk = David Silva, Javi Garcia.

UNITED - 1 stk = David De Gea.

NEWCASTLE - 1 stk = Xisco.

NORWICH - 1 stk = Garrido (lånt) - til gengæld D. Ayala udlånt.

QPR - 1 stk = Esteban Granero.

SUNDERLAND - 1 stk = Carlos Cuellár.

SPURS - 1 stk = Iago Falqué.

Jeg mener bestemt, at den engelske liga har gavn af tendensen isoleret set, da man ikke længere kan tale om “kick and rush”-fodbold. Selv midterhold/bundhold som Wigan og Swansea spiller friskt, modigt og boldbesiddende, og det er i mine øjne pragtfuldt at se på. Og et hold som Chelsea, som jeg længe har syntes var lidt for defensivt orienteret og spillede meget fysisk frem for teknisk, er nu blevet et flot spillende teknisk hold, som også City er det. Og det siger jeg, selvom jeg slet ikke bryder mig om netop de to klubber.

Men hvem lider så under dette? Det gør det engelske landshold i den grad. Engelske spillere har længere til startopstillingen, f.eks. i Arsenal, hvor landsholdsspillere som Walcott og Chamberlain skal slås med fx Cazorla om pladsen, når han bruges på kanten. Eller i Chelsea, hvor Victor Moses skal slås med Juan Mata, mens Daniel Sturridge står i skyggen af Torres. Eller Scott Sinclair, der står i skyggen af bl.a. David Silva i City. Hvis Three Lions skal have succes i fremtiden, skal de enten ændre denne tendens, ellers skal de til at sende spillere til andre ligaer også, for der er ikke længere så mange indfødte topspillere at tage af fra de 4-5-6 største klubber i Premier League. Det så man også til EM i år, hvor spillere som Martin Kelly og Jordan Henderson var med for England. Og helt ærligt, så gode er de altså heller ikke. Måske bliver de det en dag. Men de kommer kun med, fordi landstræneren har været i Liverpool for nylig og fordi der simpelthen ikke er nok engelske topspillere til de tilladte 23 pladser til et EM.

Og vi ser meget sjældent engelske topspillere i udenlandske topklubber. David Beckham, Steve McManaman og Michael Owen har været i Real Madrid, Owen Hargreaves i Bayern München, Paul Gascoigne i Lazio og Gary Lineker i Barcelona. Og der har garanteret været flere, men det er absolut ikke hverdagskost, og jeg kan i hvert fald ikke lige kommer i tanker om flere på stående fod.

Jeg ser som sagt alt dette som en stor grund til det engelske landsholds langvarige fiasko til de store mesterskaber, og det ændres ikke, før der sker noget drastisk.

NB! Denne blog er skrevet INDEN 10. spillerunde i superligaen.

De seneste år har dansk fodbold ikke interesseret mig så meget som før. Jeg er og har altid været Brøndbyfan, og det er sandt for dyden ikke videre interessant at følge den uroplagede klub for tiden. Og jeg må indrømme, at jeg så småt er holdt op med at følge aktivt med, da jeg kun bliver i dårligt humør, når Brøndby f.eks. tre gange på en sæson taber til Den Gule Far og lukker selvsamme sæson af med et 5-1 nederlag til AGF i Aarhus. Og selvom jeg har kæmpe respekt for de fans, der står på tribunen søndag efter søndag, må jeg indrømme, at jeg hverken kan eller vil bruge 4-5-6 timer og 2-3-400 kroner hver weekend på et hold, som spiller tøvende, idéforladt, uden selvtillid mv. og med en træner, som i mine øjne har en tabermentalitet. Der skal ske noget, før jeg hopper på igen, dog vil de blågule ALTID have min sympati.

På det seneste har jeg bemærket, at Brøndby trods alt forsøger at få talentudviklingen til at lykkes med plads i start-11′eren til unge/egne spillere som Tørnes, Randrup, Dumic/Stenderup, Stryger/Norouzi, Mike og Semou. Og ja, det ER absolut i mangel af bedre, men jeg er trods alt glad for, at ligegyldige aldrende spillere som Jan Frederiksen, Thomas Rasmussen, Peter Madsen og Jan Kristiansen ikke længere står i vejen for at de får værdifuld spilletid og udvikler sig. Hellere en ung middelmådig spiller, som forhåbentlig udvikler sig(!) end en gammel ditto. Så må tiden vise, om spillerne har format til at få Brøndby tilbage på sporet, og gerne med et par klassespillere at læne sig op ad… At denne talentudvikling ser ud til at lykkes andre steder, f.eks. i AaB, er så en anden historie. Min fokus på dette stammer også fra en ca. 8-årig periode, hvor man har set Brøndby-talenter blive sorteret fra og efterfølgende toppe andetsteds: Zimling, Lorentzen, Absalonsen, Søren Larsen, Denni Avdic, Martin Spelmann og der er flere. Hvilket hold man kunne have haft! Derudover er der en Daniel Wass, som man ikke var hurtig nok til at skrive kontrakt med samt flere talenter, som man ikke nåede at få glæde af, inden de røg videre: Jannik Vestergaard, Nicolaj Boilesen og senest Patrick Olsen. Men nok om Brøndby.

På det seneste har mange unge talenter slået igennem i superligaen, bl.a. Lucas Andersen, som nu spiller i Ajax. Ham vil jeg dog ikke fokusere på, men snarere se på, hvem der er de største profiler netop nu i Superligaen på de forskellige positioner, og glædes over, at langt størstedelen af dem er unge danske spillere. Det er glædeligt for ligaens renommé som en udviklingsliga og ikke mindst for det danske landshold, som kan drage fordel af dette på sigt. Ja, der er en risiko for, at nogle af talenterne laver en “Simon Bræmer” og brænder alt deres krudt af på et halvt år, for efterfølgende af sidde på bænken i første division og deltage i “Oddset” reklamer som statist. Men vi kan også håbe, at nogle af talenterne får succes og får en stor karriere i udlandet som f.eks. Martin Laursen, Daniel Agger m.fl.

Jeg vil nu give mit bud på de 11 bedste spillere (samt 11 boblere) på positionerne bedømt ud fra de første 9 runder, og jeg vil på forhånd gøre opmærksom på, at mine observationer kommer på baggrund af 10 min. sportnyt her og der samt diverse læsninger på nettet, da jeg ikke har haft tid til at se så meget fodbold på det sidste. Så byd endelig ind, hvis jeg har over/undervurderet en spiller, eller hvis nogen er glemt. Jeg tager udgangspunkt i en 4-4-2.

MÅLMAND:

Nicolaj Oppen Larsen, AaB, 21 år. 9 kampe og kun lukket 7 mål ind sammen med superligaens for tiden bedste forsvar.

Bobler: Lukas Hradecky, Esbjerg, 22 år, Finland. 9 kampe og kun lukket 10 mål ind. Samme antal som FCK, selvom Esbjerg ligger sidst og først i 9. runde fik deres første sejr. Respekt!

MIDTSTOPPERE:

Lasse Nielsen, AaB, 24 år. 9 kampe med fuld tid. En bærende del af AaB-defensiven, som er den bedste i ligaen for tiden. Har samtidig scoret 3 mål i den anden ende. Jores Okore, FCN, 20 år. 8 kampe med fuld tid, 1 karantænedag. Viceanfører på trods af sin unge alder. FCN har ligaens næstbedste forsvar og har kun lukket 9 mål ind på trods af afgivelsen af Bjelland. Okore kan tage meget af æren for dette.

Boblere: Kenneth Emil Petersen, AaB, 27 år. 9 kampe med fuld tid sammen med Lasse Nielsen. Dario Dumic, Brøndby, 20 år. Så kom Brøndbyhjertet frem, beklager, men han har bidt sig fast og stabiliseret defensiven, på trods af sin unge alder. Kun 6 min. i de første 4 runder, til gengæld fuld tid i de seneste 5 runder.

BACKS:

Lars Jacobsen, FCK, 32 år. 7 kampe med fuld tid. “Sat af” i runde 4 og 7 for at give unge Remmer chancen og fungerer som en slags mentor for ham. Klassespiller. Jesper Juelsgård, FCM, 23 år. 9 kampe med fuld tid. Er valgt, selvom FCM har lukket næstflest mål ind i de første 9 runder. Han bidrager til gengæld også med meget offensivt, hvor FCM er ligaens 5.mest scorende hold. På det seneste udtaget til landsholdet.

Boblere: Esben Ruud, OB, 28 år, Norge. 9 kampe med fuld tid. Glimrende back offensivt som defensivt. Jens Stryger Larsen, Brøndby, 21 år. Ja, så var hjertet der igen, men for sidste gang, det lover jeg! Jeg har altid beundret ham for hans energi og fighterevne, men han mangler altså kreativitet for at være kantspiller. 8 kampe, 1 karantænedag. Spillet back seneste 4 kampe og har løftet sit spil markant. Bør også bruges som back fremover. Bidrog med scoring senest mod Horsens.

CENTRAL MIDTBANE:

Nicolaj Stokholm, FCN, 36 år. 9 kampe, fuld tid i de 8. Flot af en spiller på 36! Spiller felt til felt og har scoret 2 mål. Er en sand leder på FCN’s ellers unge hold. Thomas Kristensen, FCK, 29 år. 9 kampe, fuld tid i de 7. Var en stor profil i FCN for år tilbage, men har været lidt anonym for FCK siden skiftet i 2008. Er dog blomstret gevaldigt op på det seneste og startede inde for Danmark mod Tjekkiet i VM-kvalen. Han har i mine øjne “outshined” Claudemir, som ellers burde høre til på denne liste.

Boblere: Rasmus Würtz, AaB, 28 år. 8 kampe, 1 karantænedag. Går forrest for AaB på en rutineret central midtbane sammen med Thomas Augustinussen. De arbejder begge felt til felt og skaber plads, så de offensive profiler kan boltre sig. Würtz bidrog senest med assist til Kasper Kusk mod Randers. Martin Spelmann, Horsens, 25 år. 8 kampe, 1 karantænedag pga. rødt kort i 1. runde. Horsens’ dampbarn fighter hårdere end de fleste og bidrager samtidig med en masse offensivt. Meget vigtig spiller for Horsens og har scoret 2 mål i sæsonen.

KANTER:

Kasper Kusk, AaB, 20 år. 9 kampe og har scoret 6 mål i de seneste 5 kampe. Dygtig kantspiller, som også kan udfordre ind i banen, som man så det mod Randers. Han rider på en bølge, og det bliver spændende at følge ham! Nicolaj Jørgensen, FCK, 21 år. 9 kampe, 3 mål. Ja, han er vel mere angriber, men er tidligere brugt på kanten, så jeg tog lidt kunstnerisk frihed til at tage ham med her. Viste ved U/21 EM sidste sommer, at han havde nogle kvaliteter, og dem har Ariel Jacobs virkelig fået ham til at vise. Flot gennembrud og startede inde for Danmark mod Tjekkiet i VM-kvalen.

Boblere: Joshua John, FCN, 23 år, Holland. 5 kampe, 6 mål. Månedens spiller i august. Scorede i sin debut det udlignende mål mod AaB og efterfølgende 4 mål i første halvleg mod Silkeborg. Emil Larsen, OB, 21 år. 9 kampe, 2 mål. En spiller, der er konstant udfordrende og kan gøre en forskel. Jeg havde her også Christian Bolaños og Lasse Vibe i spil, men valget faldt altså på Emil Larsen.

ANGIBERE:

Andreas Cornelius, FCK, 19 år. 9 kampe, 7 mål. Fuld spilletid i seneste 6 runder. Fik senest debut på A-landsholdet mod Tjekkiet og gjorde et flot indhop. Var matchvinder for FCK i Europa League-kampen mod Molde. Aron Johansson, AGF, 21 år, Island. 9 kampe, 9 mål. Skulle kun bruge 3 minutter og 50 sekunder på at lave hattrick mod Horsens sidst i august. Har scoret to mål i de efterfølgende to kampe.

Boblere: Nicklas Helenius, AaB, 21 år. 9 kampe, 4 mål. Burde være med ovenover, men er overhalet af de to andre. En stor profil i superligaen for tiden og bidrager også med mange assists til bl.a. Kusk og Jeppe Curth. Marvin Pourié, Silkeborg, 21 år, Tyskland. 8 kampe, 5 mål. Var en af ligaens største profiler i foråret og er også kommet godt i gang i denne sæson.

KONKLUSION:

Af de 22 spillere, jeg har nævnt, er hele 17 danske, og de 17 har en gennemsnitsalder på 24 rent, selvom Lars Jacobsen og især Nicolaj Stokholm trækker gennemsnittet noget opad… Når jeg ser disse unge talenter ikke kun få spilletid, men være deciderede profiler i ligaen, gør det mig optimistisk i forhold til landsholdet fremover og for Danmarks chancer ved de kommende verdens- og europamesterskaber.

Jeg er ikke og har aldrig været fodboldtræner. Og jeg er da heller ikke noget orakel, så jeg kan tage fejl mht. min foreslåede taktik mod Tyskland. Det er desuden farligt at ændre taktik midt i en slutrunde, særligt i og med at Danmarks force er holdånd, kontinuitet og at de kender hinanden og konceptet, så måske er dette et stort selvmål. I hvert fald er succesen langt fra garanteret. Men alligevel:

Danmark har på stående fod 21 mand klar til kampen. Rommedahl er ude, Zimling er det formentlig også. Nu må vi se. Uanset hvad, tænker jeg, at vi med fordel kan vende trekanten om på den centrale midtbane. Det er af Olsen forsøgt før, uden succes, men med de spillere, vi har, synes jeg, det vil være det bedste for os.

Med Kvist som en decideret defensiv midtbane vil der være plads til en offensiv ved siden af Eriksen, hvis han da bliver genvalgt. Personligt synes jeg, at han spillede for forsigtigt og stort set uden risiko, hvilket gjorde, at Bendtner blev nødt til at gå ned og fordele boldene, hvor han til gengæld bidrog til flere glimrende sideskift. Men Eriksen havde det også utroligt svært mod tre centrale midtbanespillere, og jeg ser ikke hans muligheder som meget større mod Schweinsteiger og Khedira på søndag. Eriksen havde i går også meget svært ved at få bolden i fødderne i hans fremskudte position på midtbanen, hvorfor han ofte faldt ned i banen for at deltage i spillet. Dette vil også være mere naturligt, hvis der ligger en anden offensiv midtbanespiller ved siden af ham, for ellers mangler der spillere fremme på banen. Men et stort løbearbejde og flot fight gør, at jeg hælder til Eriksen på trods af en tendens af alibifodbold.

I Ajax spiller de med én defensiv og to offensive, altså modsat Danmark. I FC Nordsjælland, Barcelona, Arsenal, Rusland og Spanien gør de det samme. Alle hold, som er på linje med Morten Olsen i at ville ’spille’ fodbold, så det kan vel lade sig gøre, selvom man vender trekanten om. Dette vil også gøre den danske offensiv mindre forudsigelig, idet Eriksen og Kahlenberg/Schøne kan skiftes til at støde op og lave dybdeløb mv. Jeg hælder pt. mest til Kahlenberg, da hans force er dybdeløbene, og så synes jeg også, at Schøne burde have fået mere ud af det i sine hidtidige indhop, særligt den store chance mod Portugal ved stillingen 2-3.

Hvad angår resten af startopstillingen hælder jeg stadig til Simon Poulsen på venstre back på trods af en elendig kamp mod Portugal. Jeg mente før kampen, at Silberbauer burde have spillet, da han ville matche Nani/Ronaldo bedre. Tyskland spiller dog på en anden måde, lidt som Holland, og derfor hælder jeg nu til Poulsen. Tobias Mikkelsen har imponeret mig meget, både mod Holland og Tyskland, så han er i mine øjne selvskrevet til startopstillingen.

Min startopstilling mod Tyskland (jeg regner ikke med Zimling)

__________ANDERSEN_________

JACOBSEN KJÆR AGGER POULSEN

____________KVIST____________

_____KAHLENBERG ERIKSEN_____

MIKKELSEN  BENDTNER       MKD

Er dette en dumdristig satsning, eller er det en taktisk åbning, som er nødvendig for Danmark?

Nu er EM 3 dage gammel. Gruppe A og B lærte os, at mange hold nu har kopieret Morten Olsens opstilling, som han har holdt trofast fast i i sine 12 år som landstræner. Ja, han opfandt ikke 4-3-3 systemet, men han har længe praktiseret det, og nu er det som om at de fleste spiller 4-3-3.
Der er umiddelbart to varianter af systemet ved dette EM. Enten spiller man med tre “fladt” centralt på midtbanen, hvor to af dem typisk har en mere offensiv rolle og kan gå med frem skiftevis for at skabe overtal frem ad banen. Fx Rusland, som med succes havde bl.a. Shirokov på denne position, og det resulterede i et flot mål efter en eminent aflevering af Arshavin. Også Portugal og Grækenland spillede med denne variant.
En anden løsning er for hold med en typisk 10′er eller playmaker om man vil. Danmark har Eriksen, Holland Sneijder, Tjekkiet Rosicky, Polen Obraniak og Tyskland Özil. Disse hold har desuden haft to kanter samt to centrale midtbanespillere, som har været balancespillere på holdet og lukket ned for modstandernes offensiv. Alle 8 hold i gruppe A og B har altså kun haft én spidsangriber. Det har imidlertid gjort livet surt for bl.a. topangribere som Klose og Huntelaar, samt Danmarks næstbedste angriber, Nicklas Pedersen(?!).
Jeg synes egentlig som Morten Olsen, at det ikke kommer an på, hvilke tal man bruger, for om det hedder 4-3-3, 4-2-3-1, 4-4-1-1 eller hvad man kalder det, er jo egentlig ligegyldigt. Det handler om de spillere man har på holdet, og hvordan de passer sammen.
Men jeg synes, at det er forfriskende, at der nu på tredje spilledag kom noget variation i forhold til den enlige mand på toppen. Både Kroatien og Irland spillede med klassiske 4-4-2 opstillinger, og Italien spillede med en Napoliinspireret 3-5-2 (eller 5-3-2 om man vil) med gammeldags wing-backs. Lidt offensivt og satsende, lidt atypisk Italiensk, og det er fedt at se! Spanien stillede ikke overraskende med 4-3-3 men med seks midtbanespillere på de seks forreste pladser, dvs uden reelle angribere. Også et overraskende valg i mine øjne.
Som sådan er jeg ikke tilhænger af det ene frem for det andet, men jeg var begyndt at synes, at alle holdene (i gruppe A og B) forsøgte at ligne hinanden lidt. Denne tese er nu skudt ud til hjørne, og jeg glæder mig til resten af EM og til at se, om der kommer flere taktiske overraskelser. Fortsat god turnering til alle!

Denne blog skal sætte fokus på de spillere, som er i verdensklasse, og som har potentialet til at blive en af EM’s helt store oplevelser, men som måske får svært ved at komme i start-11′eren på deres hold, fordi der er én spiller, der bare er bedre. Jeg kan som alle andre ikke garantere startopstillingerne, men jeg tager udgangspunkt i, hvad der er meldt ud indtil videre.

VICTOR VALDES - Klassemålmand fra FC Barcelona, som bare står i skyggen (igen) af Iker Casillas, der også er anfører på det spanske hold. Jose Reina kunne velsagtens også være nævnt, da Spanien er usædvanlig godt besat på målmandsposten.

CESC FABREGAS - Han har godt nok spillet 63 landskampe i en alder af 25 år, men både i EM 2008 og VM 2010 havde han svært ved at komme på holdet i Spanien, som også er vanvittig godt besat på midtbanen. Det er et luksusproblem af de større at skulle vælge mellem Busquets-Xavi-Iniesta-Alonso-Silva-Fabregas-Mata m.fl. Jeg tror personligt på en midtbane med Busquets-Alonso-Xavi, mens der bliver plads til Silva og Iniesta på kanterne. Altså - sorteper til Fabregas - igen.

KLAAS-JAN HUNTELAAR - Måltyv, som for alvor har fået gang i karrieren igen efter forholdsvis mislykkede ophold i AC Milan og Real Madrid. Har scoret hele 29 bundesligamål for Schalke i netop overståede sæson og var Hollands topscorer i EM-kvalen med hele 12 mål (13 er rekord i en EM-kval). Men når rivalen hedder Robin van Persie, som har 30 friske premier league-mål med i tasken samt kåringen som PFA Player of the Year, er Huntelaar nok ikke første valg på holdkortet alligevel.

RAFAEL VAN DER VAART - Ja vi bliver i Bert Van Marwijks trup i gruppe B. Van der Vaart har med 96 landskampe været et stort aktiv for Holland, og med 24 mål i 61 kampe for Tottenham over de seneste to sæsoner har han da også været glimrende på klubplan. Mange hold til EM ville gerne kunne sætte ham på holdkortet, men Wesley Sneijder bliver nok (forståeligt) foretrukket, og Van der Vaart er sorteper.

MARIO GOMEZ - Sikke et navn at sætte på bænken. Han er blandt de allerbedste boksspillere i verden, men Miroslav Klose har et kæmpe navn i Tyskland og blev topscorer i EM-kvalen med 9 mål. Jeg gætter på, at Klose trods alt stadig er Joachim Löws foretrukne i front.

TONI KROOS - Vi bliver i det tyske, og her kunne for så vel lige så godt have stået Mario Götze og Marco Reus. Tysklands midtbane er bare ualmindelig godt besat, og med en forventet midtbaneopstilling, der hedder Khedira-Schweinsteiger-Podolski-Müller-Özil, er der nogle andre der må trække sorteper.

STEVE MANDANDA - Glimrende målmand, som på trods af at være ældre og mere erfaren end Lloris får år tilbage blev overhalet indenom. Lloris er nu nyudnævnt anfører hos Les Bleus, så Mandanda kan godt sætte sig til rette og lade være med at blive fornærmet over titlen som sorteper.

ROMAN PAVLYUCHENKO - Ja ja, han er ikke som de andre i verdensklasse, men han har trods alt scoret 20 landskampsmål for Rusland i kun 47 kampe, og så blev han næsten topscorer til EM i 2008 med tre mål, kun overgået af David Villa. Træner Dick Advocaat forventes dog at stille med Aleksandr Kerzhakov i stedet.

LASSE SCHØNE - jaja, ikke en blog uden en dansk spiller også. Lasse Schøne er ikke verdensklasse, men har gjort det glimrende i Holland i nu mange år, hvor Ajax også har hentet ham til den offensive midtbane til efter sommerferien. Ajax spiller med én defensiv og to offensive midtbanespillere, så her kan der med held og dygtighed godt blive plads til Schøne ved siden af Eriksen. Det gør Danmark dog ikke, Kvist og Zimling sidder solidt på de to defensive, og så er der kun plads til Eriksen på den offensive. Sorteper til Schøne.

Denne blog vil være todelt: Først et kig på belgiens fodboldlandshold gennem tiderne, hvor de ofte har deltaget ved de store slutrunder og også har været helt med fremme et par gange. Dernæst vil jeg se på nutidens og fremtidens Belgien, og hvilke muligheder de har. Skal vi snart regne dem som mere eller mindre fast inventar til slutrunderne igen?

I de første 5 verdensmesterskaber, fra 1930 til 1954, deltog Belgien i 4 af dem. Nuvel, udvælgelsen af deltagerne dengang var også lidt grotesk, men alligevel. De tabte da også alle deres kampe, bortset fra en enkelt uafgjort mod England i 1954.
Herefter fulgte 3 verdensmesterskaber uden belgisk deltagelse, hvorefter de igen var med i Mexico i 1970. Igen måtte de tage hurtigt hjem, dog efter at have fået deres første sejr i VM-sammenhæng, en 3-0 sejr over El Salvador på to mål af Wilfried Van Moer og et af Raoul Lambert.
På hjemmebane i EM 1972 kom Belgien i semifinalen via en 2-1 sejr over Italien over to kampe(0-0, 2-1). I semifinalen tabte de dog 2-1 til Vesttyskland, på to mål af Gerd Müller. I bronzekampen vandt de med samme cifre over Ungarn, hvor anfører Paul Van Himmst og Raoul Lambert scorede de belgiske mål. Sidstnævnte kom med på turneringens All Star-hold sammen med syv tyskere, bl.a. Franz Beckenbauer, Uli Hoeness, Paul Breitner, Jupp Heynckes og Gerd Müller.
I 1974 kom de ikke med til VM, men til gengæld kom de i kvartfinalen til EM i 1976, hvor de så tabte med hele 7-1 til Holland over to kampe(5-0 og 2-1). Hollands Rob Rensenbrink scorede hattrick i den første kamp, mens anfører Johan Cruyff og Johnny Rep i returkampen fik vendt kampen efter Belgiens føringsmål ved Roger Van Gool. I 1978 var Belgien heller ikke med til VM.
I EM i 1980 kom de helt til finalen og tabte igen med 2-1 til Vesttyskland, denne gang med Horst Hrubesch som dobbelt tysk målscorer. Den belgiske profil Jan Ceulemans kom med på turneringens All Star-hold, nu sammen med seks tyskere.
De næste seks(!) verdensmesterskaber var nu med belgisk deltagelse, og også ved EM var de repræsenteret.
VM 1982: Vinder af gruppe 3 ved at spille uafgjort mod Ungarn, og sejre mod El Salvador og Argentina. Derefter i gruppe med Polen og Sovjetunionen, hvor de tabte til begge.
EM 1984: Vandt først 2-0 mod Jugoslavien, men tabte efterfølgende med 5-0 til Frankrig og sidst med 3-2 til Danmark i den legendariske kamp, hvor de var foran 2-0, inden Frank Arnesen, Kenneth Brylle og Preben Elkjær fik vendt kampen.
VM 1986: Kun akkurat kvalificeret til 8.delsfinalen via en 3.plads i gruppe B efter værterne fra Mexico samt Paraguay. Klarede sig efterfølgende bedre, da de slog Sovjetunionen i 8.delsfinalen efter forlænget spilletid og Danmarks banemænd fra Spanien i kvartfinalen efter straffesparkskonkurrence. Semifinalen blev for stor en mundfuld, da Diego Armando Maradone scorede begge mål i en argentinsk 2-0 sejr, hvorefter de tabte bronzekampen til Frankrig efter forlænget spilletid.
EM 1988, 1992 og 1996: Ej kvalificeret.
VM 1990: Sejre over Sydkorea og Uruguay, men nederlag til Spanien i gruppespillet. Nederlag i 8.delsfinalen efter forlænget spilletid mod England, hvor nuværende City-assistent, David Platt, scorede sejrsmålet efter 119 spilleminutter.
VM 1994: Belgien startede godt med sejre mod Marokko og Holland, men et nederlag til Saudi Arabien sendte dem ned på gruppens 3.plads. 8.delsfinalen mod Tyskland tabte de 3-2, på trods af en storspillende Michel Preud’homme i målet, men Klinsmann og 2 gange Völler kunne han ikke gøre noget ved. Michel Preud’homme blev samme år kåret som både europas og verdens bedste målmand.
VM 1998: Her kunne Belgien hverken vinde eller tabe, og efter 3 uafgjorte kampe mod Holland, Mexico og Sydkorea måtte de tage hjem igen. Nuværende landstræner Marc Wilmots gjorde ellers sit med 2 mål i 2-2 kampen mod Mexico.
EM 2000: På hjemmebane vandt de først 2-1 over Sverige på mål af Emile Mpenza og Bart Goor, men efter to skuffende 2-0 nederlag til hhv. Italien på mål af Stefano Fiore og Francesco Totti samt til Tyrkiet på to Hakan Sükür-mål, måtte de forlade mesterskabet allerede efter gruppespillet.
VM 2002: I en lidt svag pulje startede Belgien med uafgjorte kampe mod værterne fra Japan samt Tunesien. Men bl.a. Marc Wilmots og Wesley Sonck sikrede en 3-2 sejr over Rusland, og så gik de videre fra gruppen som 2′er. Den rigtige Ronaldo og Brasilien ventede dog i 8.delsfinalen, og han sikrede sammen med Rivaldo en 2-0 sejr mod de stakkels belgiere.
Siden har Belgien ikke deltaget i en EM- eller VM-slutrunde.

Nå, det var nok om historien. Hvad skal der nu til, for at de kommer tilbage i det vigtige selskab? Uden at have meget kendskab til det belgiske landshold som sådan, vil jeg komme med et bud på en (nutidig eller fremtidig) startopstilling, som bør kunne føre dem langt i årene der kommer. De bør have en chance for at kvalificere sig allerede i 2014 i Brasilien, da de er i gruppe med balkanlandene Kroatien, Serbien og Makedonien, samt de britiske hold Wales og Skotland. Umiddelbart en gruppe, hvor alle kan slå alle, men hvor Belgien måske kan mase sig på mellem Kroatien og Serbien for at kvalificere sig. Der er i hvert fald ikke en altoverskyggende favorit som jeg ser det.

På mål har Belgien en ung og meget talentfuld målmand, som har taget over for De Gea i Atletico Madrid. Thibaut Courtois er kun 20 år og er ejet af Chelsea, men var altså med til at vinde Europa League med de stribede fra Madrid. Kun 2 landskampe indtil videre, men absolut potientiale til mere.

Forsvarskæden er Belgiens stærkeste våben. Årets spiller i Premier League, 26-årige Vincent Kompany, er anfører og et sikkert valg i centerforsvaret sammen med Arsenals ligeledes 26-årige Thomas Vermaelen. I Ajax kan man endvidere finde talentfulde spillere som Toby Alderweireld og Jan Vertonghen på hhv. 23 og 25, og så vidt jeg ved, kan begge disse spille back - ellers kan Vermaelen spille venstre back og Vertonghen centralt. Men fire stærke kort til de bageste pladser.

På midtbanen er det meget moderne at spille med to defensive og tre offensive bag en enlig angriber. Vi forsøger med en sådan formation, som jeg tror Belgien ville stille med.

På den defensive midtbane kommer man ikke uden om 24-årige Marouane Fellaini fra Everton, samt hans 23-årige tvilling fra Benfica, Axel Witsel.

På den offensive midtbane har der på det sidste været meget tale om 21-årige Eden Hazard, og han er da også selvskrevet på venstre side. Centralt kan FC Portos 24-årige Steven Defour (måske) bruges, men jeg må indrømme, at jeg er i tvivl om hans offensive kvaliteter, eller om han skal ligge længere tilbage på banen a la Witsel/Fellaini. Han er dog en vinder- og ledertype, som allerede som 19-årig var anfører på Standard Lieges hold. På højre side må 20-årige Kevin De Bruyne kunne komme på tale inden længe. Han er købt af Chelsea, men lejet ud til Genk og spås en stor fremtid.

I angrebet er der store forventninger til Romelu Lukaku, som fuldender Chelsea-firkanten på holdet. Indtil videre har han ikke bidt sig fast hos Champions League vinderne, hvor han senest nægtede at røre pokalen med de store ører, da han ikke følte, at han havde andel i det. Men han er stadig ung, og mon ikke, at han snart får sit klubgennembrud, evt. i fraværet af Drogba.

Ud over ovennævnte start-11′er er der også talentfulde spillere som 25-årige Dries Mertens fra PSV, Twentes 22-årige Nacer Chadli, 24-årige Moussa Dembélé fra Fulham og en masse andre i starten og midten af tyverne.

Burde dette hold ikke kunne få succes i nærmeste fremtid?

Året var 2004. Lionel Messi fik ligadebut på Barcelonas hold som 17-årig. Han fik i løbet af de kommende sæsoner erobret en stamplads i et angreb, hvor Samuel Eto’o var den klassiske målsluger i front, mens verdens bedste fodboldspiller, Ronaldinho, lå på venstrekanten og var ekstremt farlig når han trak ind i banen med uforudsigelige driblinger. Den lille Messi med nr. 30 på ryggen og siden nr. 19 kom dog med i denne stjerneangrebstrio og kopierede Ronaldinhos måde at skabe chancer ved at drible ind i banen.

I takt med at Ronaldinho faldt i niveau, Henry kom til, men var ikke helt så god som i Arsenal, og Zlatan havde et helt igennem miserabelt forhold til “filosoffen” Guardiola, trådte Messi mere og mere i karakter og fik også - helt klassisk - nr. 10 på ryggen. Han blev nu en helt afgørende spiller, og han blev flyttet mere ind centralt, og han scorede oftere og havde mere frihed til at gå begge veje end før, hvor han var låst af sin udgangsposition på højrekanten.

Messi er i takt med dette vokset som spiller og har i dag en helt afgørende rolle for Barcelonas opspil. Ofte ser man ham komme ned i banen og spille trekanter med Xaviniesta eller små et-to kombinationer med højrebacken Dani Alves. Han flytter sig altså ofte væk fra området i front, og som jeg ser det, var det noget nyt at have en sådan type som spids i en 4-3-3 formation.

I år har jeg bemærket, at andre klubber med succes har kopieret tendensen. Ikke med spillere på Messis niveau eller store evne til at søge andre områder uden at mangle i front, men det at tage en wing eller offensiv midtbanespiller og sætte i front i en 4-3-3 formation, hvor der så ikke er en decideret angriber.

Ajax, for at tage et eksempel, har flyttet den offensive midtbanespiller, Siem De Jong, frem i angrebet, hvor hans favoritposition ellers var ved siden af Christian Eriksen på den kreative del af midtbanen. De Jong er dog en høj og fysisk stærk spiller, så springet er nok ikke det store for ham at skulle ind og slås i boksen. Og med 13 ligamål i år var han stærkt medvirkende til, at Ajax tog titlen i Eredivision.

Men min store sammenligning og grunden til denne blog, er FC Nordsjællands triumf i år. Nu er jeg ikke FCN-fan, som så mange andre ligepludselig er blevet, men jeg er imponeret over deres stabilitet og succes i overståede sæson. Her har de i mange kampe spillet med Mikkel Beckmann i front, en spiller som ellers i Lyngby og Randers var kantspiller. Og mod slut har de også benyttet Kasper Lorentzen deroppe, en mand som har spillet central/defensiv midtbane på landsholdet og offensiv midtbane eller kant i Brøndby og Randers.

Dermed har FCN spillet uden en decideret angriber, hvilket sætter deres præstation endnu mere i relief. Men er det tilfældigt, eller vil vi i fremtiden se flere hold kopiere samme stil? Kunne man forestille sig fx Bayern skille sig af med Gomez og spille med Toni Kroos eller Thomas Müller på toppen? Eller Juan Mata på toppen i Chelsea? Hvad synes I?