sofaekspert på livstid…

Traditionen tro, dvs for andet år i træk, men hey traditioner skal starte et sted, og jeg vil nok en gang se tilbage på fodboldåret der gik, og forsøge at samle op. Det bliver muligvis overfladisk for bloggen ikke skal blive alt alt for lang, men I der læser kan jo gå i dybden i diskussionstråden hvis I vil. Det er min personlige året der gik. Så det er ting jeg har oplevet. Så hvis I føler der mangler noget, fyld ud i diskussionstråden.

2011 er gået og hvilket fodbold år at se tilbage. Mens der var masser af ting, der bejler til årets højdepunkt, så er der personligt kun en ting for mig, der om nogen kendetegner kalenderåret 2011.

Det var året hvor vi fik El Classico hele syv gange. Verdens største opgør, hele syv gange.

Og skulle man tro at det ville trække interessen ud af opgøret, og få det til at gå lidt i tomgang, som det skete for Brøndby og FCK for nogle år tilbage, så tro om. Det var som om opgøret bare blev vildere fra hver gang, både på og udenfor banen. Jeg vil ikke gå i detaljer om hvad der skete, da det er blevet uddebatteret her på bold.dk i artikler og adskillige blogs allerede, men jeg ved bare jeg slet ikke blev træt af hele cirkusset der var omkring de kampe, og jeg håber virkelig at Real Madrid kan holde forspringet eller øge lidt mere før årets sidste Classico næste år, så vi får et lignende drama igen, hvor jeg håber spillet på banen er et festfyrværkeri, og retorikken udenfor banen bliver så lav, at bølgerne vil gå tsunami højt. Jeg er ikke fan af hverken Real Madrid eller Barcelona, men som fodboldinteresseret har jeg det sådan, at man skal vælge side til de opgør. Man kan ikke bare sidde og se dem som neutral tilskuer. De opgør fortjener indlevelse og passion, og mit hjerte lå nok ikke overraskende for dem der læser min blog, hos Real Madrid. Bare for at få den indrømmelse ud af verden.

Men lad os lige blive ved Barcelona og Real Madrid. CL-finalen var helt rar at se, for en som mig, der tit er efter Barcelona, da man endelig så Barcelona vinde uden brug at dommeren. Den kommentar provokerer, I know, men hør på hvad jeg siger. Efter Van Persies suspekte udvisning mod Arsenal, og Mourinhos lange porque? og de kontroversielle EL Classicos, så spillede Barcelona simpelthen sublimt i CL-finalen mod Manchester United. Det var rart at se dem vinde, uden dommeren kom i fokus. En anden kamp i denne sæsons CL, hvor jeg virkelig blev imponeret af Barcelona og dommeren ikke kom i fokus, var imod Milan i 2-3 sejren. Det var simpelthen årets kamp i CL i år.

Og hvad angår Real Madrid; mens man kan synes om hvad man vil om Mourinhos måde at begå sig om i pressen, så kan ingen tage fra ham, at han er ved at bygge et yderst interessant Real Madrid hold op. Det er pt. det eneste hold (undskyld Bayern fans, ved godt I har en anden mening), der kan byde Barcelona op til dans, og det er et hold, der på sin egen måde, kan blive ligeså stærkt som Barcelona er pt. De mangler bare gennembruddet, for at få udløst potentialet. Og nej det er ikke at vinde mesterskabet eller Champions League, selvom det helt klart vil give holdet to skub fremad, nej det handler om at slå Barcelona mano a mano. Ikke i forlænget spilletid som i Copa Del Rey finalen, men i en direkte konfrontation i 90 minutter. Den sejr er det Real Madrid og Mourinho mangler i deres alkymistiske eksperiment, for at få det hele til at gå op i en højere enhed. De kan sagtens vinde både CL og ligaen uden at slå Barcelona næste år, og sole sig i trumf, men uden sejren over Barca, så vil der mangle noget. Nytårsforsættet må og skal være at slå Barcelona i direkte duel.

I England, var 2011 også året, hvor City fik det der lignede et gennembrud. Først vandt de i foråret FA Cup og sikrede sig en plads i denne sæsons champions league. Derefter i denne sæson har de spillet fantastisk fodbold i Premier League, hvor 6-1 sejren over ærkerivalen Manchester United, må være det der varmer mest hos de lyseblå. Jeg gætter på, at det er det største for City-fans i år, der vil overgå Champions League deltagelse. At slå United 6-1. Det var simpelthen en brutal kamp. Det var en kamp, der gav minder om en boksekamp, hvor den yngre contender, bare flår den elskede aldrende champ nådesløst fra hinanden.
Dog har de ikke fået det endegyldige gennembrud. Modsat dengang nyrige Chelsea fik sit gennembrud, hvor man præsterede i både liga og Champions League, så røg City altså ud alt for tidligt i CL. Ja gruppen var svær med Bayern, Villareal og Napoli, der alle er imponerende hold, men et hold med de spillere og den trup City har, skal altså, gå videre, også fra en svær gruppe.

Men City havde i det mindste en svær gruppe at bruge som undskyldning. Manchester United røg ud på røv og albuer, i en gruppe der talte Basel, Benfica og Galati. Her kan man snakke om en kæmpe skuffelse. United skulle have vundet gruppen, godt og grundigt, og man kan kun takke sig selv for at det ikke skete. Fra CL finalist og engelsk mester, til at ryge ud af CL og nu spille anden violin efter City. Det må gøre ondt i United, og man må forvente Ferguson er ved at planlægge en grusom hævn.

Den positive United historie for os danskere, var dog Lindegaard. Han er ved at gøre det, ingen af hans kritikere troede eller stadig tror på, han kunne gøre. Han er ved at gøre sig relevant i Alex Fergusons verden i sin duel mod De Gea. Og før I råber højt. Jeg er ikke naiv. Lindegaard bliver aldrig permanent førstevalg eller bare førstevalg for en periode. Til det er De Geas prisskilt for stort, og Fergusons ego vil ikke indrømme så hurtigt at han tog fejl. Det er kun en fordel for os, der ikke holder med United, da De Gea gør United svagere. Men Lindegaard har fået og vil stadig, få et pænt antal kampe i United, og hvis han bliver ved med at tiltrække ros, så står der måske en god klub klar til sommer med en kontrakt. Jeg tænker Tottenham umiddelbart. Deres Brad Friedel projekt holder simpelthen ikke. Han er en fin målmand men alt for gammel. Lindegaard ville være en fremtidens mand, der samtidig har kvaliteten til at spille fast på et hold i toppen af Premier League. Det må være målet for Lindegaard. Forsøge at få så mange kampe som muligt i United, og så ryge til en god klub i England. Det vil være perfekt karrierevalg for i længden, holder hans United eventyr ikke. Max. 1 sæson mere på denne måde, kan hans karriere og udvikling tåle.

For min engelske klub, Chelsea, skal 2011 bare være året der skal glemmes. Den håbløse fyring af Ancelotti, og en ansættelse af Villas-Boas der stadig mangler i min verden at bevise hvorfor han skulle erstatte Kong Carlo, gør virkelig ondt i mit Chelsea hjerte. Villas-Boas har et interessant projekt i gang, hvilket også gør det svært at hade ham ligefrem eller gøre man råber raus, men det minder bare for meget om wanna bee Mourinho når man ser ham. Det virker påtaget og det virker light. Hans projekt er spændende som nævnt, men et projekt der hælder mere mod fiasko end succes. Også købet af Torres også er grund til grå hår. Torres og Chelsea lignede det perfekte ægteskab. Modsat Sheva havde han været en succes i PL for Liverpool, og kendte ligaen. En mand af den kaliber bør spillestil eller ej, gå langt bedre ind på et Chelsea hold, der har den kvalitet det har, end tilfældet har været. Man kan altid diskutere om skylden er hos den gamle Chelsea garde med Drogba i spidsen eller om Torres simpelthen har været overvurderet hos Liverpool? En ting er at han var i dårlig mental form da han ankom til Chelsea, men et skifte plejer at gøre tingene bedre, ikke værre. Der er simpelthen noget galt. Mata har været eneste succes historie hos Chelsea i år. Sammen med Aguero hos City, har de i den grad aflivet myten om den svære overgang fra Spanien til England.

I 2011 efteråret er det også rart at se klubber som Tottenham og Newcastle i den sjove ende af Premier League. Det er klubber der er i min verden hører til i toppen. Især Tottenham synes jeg er fantastisk at følge, og det er en skam Ancelotti skrev med Paris SG. Jeg havde gerne set Redknapp overtage fra Capello efter EM, og så lade Ancelotti overtage Tottenham.

2011 blev også året hvor vi måtte sige farvel til en gammel kending og favorit i PL. West Ham rykkede ud. Heldigvis ser de ud til at være på vej tilbage, fordi lad os være ærlige. Premier League er ikke Premier League uden West Ham.

I Danmark 2011, kendestegnes fodboldåret ved at man sagde farvel til et succesfuldt dynasti, men også fik sig nogle nye darlings.

Darlingsene er ikke overraskende FC Nordsjælland, der må tage titlen som årets hold i dansk fodbold, når vi rent snakker kalenderåret 2011. Pokalvinder før sommeren og nu holdet der tager alle med storm med flot spil, i en tid hvor Brøndby og OB falder helt fra hinanden og FCK kun overlever på individuelle præstationer. De gav nye helte på landsholdet, i ligaen og man håber næsten de kan holde sammen på holdet, så man kan se hvor langt de kan nå. Hjulmand ligner ikke længere en søndagstræner, men en ægte kvalitetstræner, og han træffer sine taktiske valg fra siden, klogt og selvsikkert. Hele auraen omkring talentfabrikken FC Nordsjælland virker i det hele taget mere seriøs end nogensinde før, og det skal ikke ses som kritik af Wieghorst eller hans arbejde. Tværtimod ser vi nu frugten og kulminationen af det arbejde og den linje Wieghorst startede op, og som Hjulmand nu dygtigt fører videre og forhåbentlig videreudvikler.

Onde tunger vil sige, FC Nordsjælland kun nyder den succes de gør, fordi især OB og Brøndby skuffer. Den køber jeg bare ikke. FC Nordsjælland ville måske ikke være nummer 2, hvis OB og Brøndby levede op til det potentiale begge klubber besidder, men FCN ville stadig kunne tage point fra dem, og begejstre med deres spil. Jeg håber bare ikke FCN viser sig at være en døgnflue, som vi har set mange gange før med AaB eksempelvis, der lige viser klassespil en enkelt sæson, men ryger ned. Det ville være dejligt befriende for os på sjælland, hvis vi fik et alternativ til Brøndby og FCK. Især et alternativ til Brøndby ville være rart, og pressen ville gøre klogt i at fokusere mere på FCNs succeshistorie end på endnu en omgang Bjerregaard raus fortælling.

Når det er sagt, kan FCN nemt blive ofre for deres egen branding. Hvad jeg snakker om? Det famøse nye koncept der blev opfundet i… hold nu fast… EL Nuevo Classico!! Kampen mellem FCK og FC Nordsjælland. Og til det kan jeg kun sige; Virkelig? Hvorfor sammenligner vi Nordsjælland med Barca i den grad at det nu er pinligt? Jeg køber de spiller flot fodbold, men at høre Frimann sige; Han tager den jo ned som Messi, om Mikkel Beckmann der tæmmer et indlæg…. Arghh…. Arghhh…. Og skal vi ikke lade FC Nordsjælland være med i toppen og spille sådan som de gør nu, i hvertfald tre år, før vi taler om El Nuevo Classico. Og det er bare et forfærdeligt navn, generelt.

FCK, Brøndby og OB efterårets skuffelse. Det gør ondt at sige, men spillemæssigt fortjener FCK ikke at ligge nr. 1. Da man sagde farvel til dynastiet med Ståle Solbakken i spidsen, sagde man formentlig ikke bare farvel til det mest succesrige hold nogensinde i Superligaens historie, men man sagde også goddag til middelmådighed med Roland Nilsson. FCK har spillerne til at spille langt bedre end man gør, og i 5 ud af 30 kampe under Nilsson er alt hvor man har ramt et niveau, hvor man tænkte; sådan nu spiller FCK som et tophold. Det er bare ikke godt nok. At sige farvel til Ståle og co. gjorde ondt, men var også et forfriskende pust som FCK-fan. Jeg er heller ikke en af dem, som håber Ståle kommer hjem. Ville jeg juble hvis det skete? Ja. Jeg ville elske det. Men fodboldromantikeren i mig siger, at Ståle nu har en legendarisk plads i FCKs historik, som jeg synes skal forblive hellig. Ståles tid har sin helt egen historie, som har alle de kapitler den behøver. FCK skal kigge fremad og bygge videre. Og i min verden hører Nilsson ikke hjemme der. Så skal han for alvor ændre det, i 2012.

At FCK slipper for den store kritik, skyldes Brøndby og OBs katastrofale sæson. Simpelthen lallende elendigt. Så simpelt kan det beskrives. Brøndby virker som den stædige dreng i klassen, der bare ikke vil lære af sine fejl, da hans forældre har prædiket for ham hvor fantastisk han er. Adskillige håbløse udmeldninger om gulddrømme for fremtiden, om vendepunkter og spillere og træner af en international kaliber viste sig som alle forventet at ramme dem hårdt som en boomarang. Læg dertil Brøndbys håbløse fyring af Henrik Jensen, og ansættelsen af Danmarks værste træner nogensinde, Auri, og man har et godt billede af hvordan Bjerregaard og co. ønsker det projekt kører. Og når det samtidig kommer frem at man ansatte assistenter til Jensen, der nærmest underminerende ham overfor truppen, jamen hvad kan man så sige? Henrik Jensen havde skaffet to bronze medaljer hjem, fik spillere ind for sent på holdet, og havde han muligvis haft baglandet med sig, så kunne han have skabt resultater med holdet. Men igen. Når sportsdirektøren tager på ferie midt i transfervinduet, når asisstenterne skal underminere ham, og spillerne kommer ind for sent; Hvad kan man så gøre?

Men hvad er OBs undskyldning så? Manglende sportsdirektør? En tysk målmand? Splid mellem spillerne, igen igen? OB ligner et hold, der bare er faldet helt fra hinanden. Og Poul Hansen får sit for med at bygge op. Hey, en interessant Poul Hansen observation. Manden er sportsdirektør for OB, right? Han er stadig kommentator for viasatkanalerne, right? Vil det sige, at han får løn af Viasat for at scoute spillere for OB? For fortæl mig ikke, at når han ser de andre kampe, at han kun har ekspert hatten på, når han ser kampene.

Og vi fik AGF i en ny og forbedret udgave tilbage. Peter Sørensen har slået alt vanviddet ud af ikke bare AGF, men hele Århus, og de nye ambitiøse men stadig med begge ben på jorden uden vanvid toner fra Jylland er bare så dejligt. Jeg håber virkelig AGF rammer en Europe League plads, for jeg kunne godt unde klubben med de gamle drenge en sidste tur i Europa, og samtidig give AGF en platform hvor de kan tiltrække yngre spillere af en vis kvalitet, så de kan bygge videre på holdet. Rygterne om Morten Nordstand virker meget fornuftige, og Søren Larsen/Nordstrand kan blive en fremtidig fremragende duo.

Og den store danske succes historie: Det danske landshold og Morten Olsen blev Danmarks Darlings igen. Det var fantastisk, at vinde alle skeptikerne, inklusiv mig selv, over. Selv ikke Bendters forsøg på at skabe sit eget ry som dets bad boy og sorte får kunne ændre på glansbilledet af. Og sørme om Fernando Olsens morsomme angreb på Olsen i denne sammenhæng, virkede latterligt personlige frem for velargumenterede og velbegrundede. Ja jeg taler om det store; Olsen opfordrer til ludomani, han opmuntrer en sygdom som rammer svage sjæle, angrebet, som Fernando kaldte langt værre end Bendtners opførsel. Virkelig?

Danmark kom ganske vist i en ren dynamit gruppe, og mens fornuften siger at det bliver til tre kampe og et farvel, så lader jeg naiviteten herske, lade mig rive med af den gode karma Olsen og hans hold har pt, og tror på overraskelsen om at vi kommer videre. Dette bliver min 2012 vision; Danmark kommer i semifinalen ved EM. Så er det sagt. Jeg tror på Olsen, endnu en gang, sætter skeptikere og kritikere på plads.

Jeg har ikke set ret meget italiensk fodbold her i år, så jeg vil ikke gøre mig klog på det der sker i støvlelandet. Dog vil jeg sige, at jeg synes Milans såkaldt gamle hold, ser ufatteligt spændende ud i forhold til det jeg har set fra dem i Champions League, og især Kevin-Prince Boateng, er jeg da blevet helt tosset med. Jeg håber at kunne se mere til det yngre Milan, som jeg vil tillade mig at kalde dem.

Det blev ikke til nogen eksotiske fodboldoplevelser i år, desværre, så fandt ikke nye helte eller gode oplevelser at berette om. Men til gengæld, blev mit årets fund, for mig personligt, Bundesligaen. JA med Ståle og Kvist i Tyskland, blev jeg nød til at følge med i hvad der skete dernede. Og jeg må bare sige, jeg forstår hvad alle Bundesliga affionadoerne snakker om, når de siger os der snobber Premier League, går glip af noget. For helvede, på trods af Bayerns Munchens dominans, sådan i det store generelle (men sådan er det jo i alle ligaer), så er der virkelig knald på. Jeg er vild med den måde tysk disciplin mentalitet og taktik, blandes med vild brug af fysisk og teknik. Og så er der bare nogle fede historier at følge med i. Udover Ståles eventyr med Köln (og dermed Podolski der bomber løs) og Kvist i Stuttgart, så er der blandt andet Neuer der bare har taget kampen op med Bayerns fans og vil vinde dem over gennem gode præstationer på banen. Jeg har altid synes Neuer var en spændende målmand, men verdens bedste? Jeg har haft svært ved at se det, men nu er jeg overbevist. Han kan blive det. Og min personlige favorit. Raul der bomber løs i Schalke. Mange Liverpool fans brugte Raul som eksempel, da de skulle diskutere Torres store forræderi. Raul tog helt til Gelsenkirchen og glemsel, frem for at repræsentere en anden spansk klub end Real Madrid, lød det i kor.

Glemsel? Der er vist nogen der ikke har fulgt helt med. Lad os lige se på Rauls tid i Tyskland, og ja jeg ved godt han skiftede i år 2010, men hans historie er stadig relevant. Han er 33 år, da han skifter. Han skifter ikke bare klub, men et andet land med en anden ligakultur. Schalke er muligvis en stor klub i Tyskland, men slet ikke i nærheden af Real Madrids niveau. Han er et Real Madrid ikon, og alt taler for at hans karriere skal have et trist punktum, når man tænker på han var Madrids kongesøn. Men wow. Pokaltitel sejr med Schalke, og semifinale i Champions League i hans første sæson. I år er det blevet til en sejr i den tyske super cup (Pokalvinder mod mester), og i år er Schalke nr. 3 og Raul er oppe på 10 mål. Det er alt andet end glemsel, og vel blot et tegn på, at folk undervurderer Bundesligaen eller Raul. Myten/manden/legenden Raul lever stadig og er stadig en succeshistorie!
Bundesligaen er en liga, jeg virkelig finder interessant og godt kan se mig forelske mig yderligere i. Jeg er ærlig talt kun novice, og kender slet ikke alle de andre spændende karakterer ligaen har. Så jeg håber at blive klogere.

Og derfor vil jeg da også tilføje, at jeg synes det er meget arrogant, når eksperter og CV selv, siger at FCK er bedre end Hannover spiller for spiller, og skal slå dem i Parken. Det synes jeg ikke er givet umiddelbart, når man ser dem spille. Hannover er et godt hold fra en god liga, og et hold man skal have respekt for. Selvfølgelig kan de slås. Slet ikke det jeg siger. Men bedre spiller for spiller, køber jeg ikke.

Hertil skal der bare lyde, at jeg håber I alle er kommet godt ind i det nye år. Og håber vi får nogle ligeså fantastiske fodboldoplevelser i år.

Godt nytår og god kamp!

Tags: Fodbold, nytårstale 2011

Dette indlæg blev udgivet mandag d. 2. januar 2012 kl. 22:22 af MartinDan under Fodbold. Du kan følge kommentarer til dette indlæg med dette RSS 2.0 feed.