KimAnds Blog

Fodboldkampe bliver fremover et stort håndbold-gøglershow med høj musik, hysteriske speakere og medløberfans, hvis ikke vi sørger for at klæde børn og unge på til at blive rigtige fodboldfans

Det var en af årets første forårssøndage her for en måneds tid siden. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg fik lyst til at gå en formiddagstur i det dejlige vejr. Og hvad var mere nærliggende end at slå et smut forbi de lokale fodboldbaner for at se, om ikke der var noget fodbold, som kunne få gang i ens egne forårs-fodbold-fornemmelser og drømme om selv at rende rundt der og spille med den lille runde.

Høj musik fra fodboldbanerne
Indrømmet - det er en smule morfar-agtigt sådan at gå tur søndag formiddag - men forårets første solstråler varmede de gamle, gigtplagede ben op. Jeg nød fuglefløjt og forår fuldt ud, lige indtil jeg begyndte at nærme mig fodboldbanerne. Her blev den dejlige forårssøndags rolige atmosfære abrupt afbrudt af meget høj musik med en inciterende bas, der gav genlyd mellem husene. Først tænkte jeg, at det måtte komme fra en fest, der bare var fortsat til ud på formiddagen. Men så højt? Og så med alle de mange lejligheder rundt omkring, som forlængst måttet have tilkaldt politiet for at få stoppet den fest?

Men efterhånden som jeg kom tættere og tættere på fodboldbanerne, kunne jeg konstatere, at musikken stammede derfra. Det viste sig, at den lokale fodboldklub var vært ved et internt ungdomsstævne - og at der var blevet stillet store højttalere op, som sendte Medina, Rasmus Seebach eller en helt tredje af tidens metervare-musikidoler ud over banerne i en volumen, så selv lydfolkene på Roskilde Festivals Orange Scene godt kunne pakke sammen.Ved siden af banerne med ungdomsspillerne var der gang i en træningskamp mellem to seniorhold. De kunne knap nok høre dommerens fløjte - endsige råbe hinanden op.

Unaturligt selv at skabe stemning
Er det virkelig sådan, at vi opdrager vores unge fodboldspillere? At man kun kan spille fodbold akkompagneret af høj musik? Vi må jo tænke på, at fodboldklubberne er med til at skabe fremtidens fodboldfans. Det er dem, der skal fylde vores stadions de kommende mange år. De skal bakke klubberne op. Skabe den stemning og passion, som er så afgørende for, at det er sjovt at gå til fodboldkamp.  Men hvis vi vender børn og unge fodboldspillere til at høj musik, hysteriske stadionspeakere, cheerleaders og andet halløjsa uden relevans for fodbolden, så bliver det der med selv at skabe stemning noget unaturligt. Og hvis man i øvrigt prøver at synge eller råbe, drukner det bare i larmen fra højttalerne.

Tendensen er tydelig. Totalt overgearede stadionspeakere med deres “tak skal I ha’…..velbekomme” hilsen, når målscorere bliver annonceret, drønhøj musik sekundet efter at hjemmeholdet har scoret, så jublen bliver overdøvet, endnu højere musik helt op til kampstart, så det er umuligt at støtte sit hold verbalt.

Der skal være musik
Jeg er bestemt ikke imod musik på stadion. Det var trods alt musik i højttalerne, der var en af de væsentligste grunde til at tilskuerne begyndte at synge i England i slutningen af 1950‘erne og begyndelsen af 1960‘erne. Men dengang var musikken på en lydniveau, så folk følte, at de fik noget ud af at synge med. De var i stand til at høre egne stemmer - og det er sådan noget, der får publikum til at få lyst til at synge med.

Og så skal stadionspeakere være så neutrale som muligt - i hvert fald under kampens afvikling. I England gør de stadig en dyd ud af at speakerne på stadion holder en god tone hele kampen igennem uden på en kunstig måde at opfordre tilskuerne til latterlige svar, og uden at komme med dumme og latterlige kommentarer om målscoringer.

Medløberfans forsvinder igen
Af en eller anden grund tror alle klubber i dag, at bare der kommer alt muligt udenoms-gøgl, så kommer der flere tilskuere. Ja, måske kan man være heldig at lokke nogle få håndfulde medløberfans på stadion, hvis der sker et eller andet gøgl, som ikke har noget med fodbold at gøre. Men er det dem, vi gerne vil ha’ på stadion? Det er dem, der forsvinder, ligeså snart det bliver efterår og koldt, når klubben taber et par kampe i træk, eller når der pludselig sker noget andet interessant.

Håndbolden er ødelagt
Se, hvordan håndbolden har udviklet sig - kulminerende med AG København, hvor show, gøgl og hysteri har taget helt over, og hvor det sportslige element efterhånden kan ligge på et meget lille sted. Uha, hvor er Jesper “Kasi” Nielsen dygtig. Og nøj, hvor gør han det godt, lyder det fra mange steder. Jeg ser ham nu nærmere som en brutal bulldozer, som har ødelagt alt for håndbolden som sportsgren. Det er tæt på, at jeg vil sige, at Brøndby og dansk fodbold skal være glade for, at han for alvor har kastet sig over håndbold. Hvad der er sket i håndbolden må aldrig nogensinde overgå fodbolden

Jeg var virkelig forarget den søndag og skyndte mig væk fra fodboldbanerne, inden mit søndagshumør blev helt ødelagt. Men det var desværre for sent. Det kan godt være, at jeg har let til sortsyn, men selv om man da endnu ikke er begyndt at spille DJ Ötzi eller Tørfisk, når bolden ryger ud til indkast, så frygter jeg virkelig, at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver kutyme. Og den søndags oplevelser bekræftede bare mine bange anelser.

For et par uger siden kom det frem, at Farum Park bliver det første Superliga-stadion i Danmark, der får kunstgræs. Fra næste sæson skal FC Nordsjælland spille deres hjemmekampe på et kunstigt grønt underlag. HB Køge overvejer at følge i nordsjællandernes fodspor og omlægge banen i Herfølge. Der er sikkert også flere andre danske klubber, som lige nu går i samme tanker.

Græs og mudder i underbukserne
Lad det være sagt med det samme: Jeg klapper bestemt ikke i mine halvstore hænder ved tanken om, at kunstgræs nu bliver introduceret i Superligaen. At tage græsset væk fra fodbolden er efter min mening at tage noget af det mest essentielle ud af fodbolden. Jeg mener, at græs er uløseligt forbundet med fodboldspillet.

Alle, der har prøvet at spille fodbold på græs ved, at kunstgræs aldrig kan blive det samme som rigtigt græs. Bolden opfører sig anderledes. Det dufter ikke af græs. Du får ikke jord, græs, kridt og mudder op i underbukserne, når du får tacklet modstanderen ud over sidelinjen. Omklædningsrummet mangler en helt bestemt duft, når kampen er færdig - en duft, der er umulig at beskrive.

Det startede på Loftus Road
De første fodboldbaner af kunstgræsbaner, jeg kan huske at have set, var hos engelske Queens Park Rangers, der i 1981 opgav kampen mod vejrguderne og lagde et kunstigt underlag på deres hjemmebane, Loftus Road. Senere fulgte både Luton Town, som på det tidspunkt havde legendariske Lars Elstrup på holdet, Oldham Athletic og Preston North End, der omlagde græstæppet på Deepdale. Det er helt med vilje, at jeg ikke kalder det underlag, som man i 1980‘erne kunne opleve i England for kunstgræs. Der var nemlig langt fra tale om noget, der bare mindede om græs. Bolden hoppede og sprang som på et glat halgulv. Der var ikke muligt at spille med fodboldstøvler. Underlaget krævede en speciel type fodboldsko. Spillet blev meget “indendørsagtigt”, præget af (for) hurtige pasninger og få driblinger (da de simpelthen var for svært at bevare kontrollen over bolden). Og hver gang man faldt eller vovede sig ud i en glidende tackling, var det mere reglen end undtagelsen, at man fik brændmærker på ben og arme af det hårde underlag.

På det tidspunkt mindede mange af banerne på de britiske øer mest af alt om en mellemting mellem en pløjemark og et mudderhul. Ressourcerne og teknologierne til at pleje græsbanerne var mange steder ikke til stede i samme grad som i dag. Og vintrene tilbage i 1980‘erne var jo også - sammenlignet med i dag - stenhårde med is og sne selv på de britiske øer. Så QPR og de andre klubbers forsøg var vist tænkt som en slags nødplan for at sikre nogenlunde spilbare baner uden de store omkostninger til banepleje.

Men ret hurtigt indså man i England, at det bestemt ikke var fremtidens underlag for fodboldbaner. I 1988 bestemte FA, at klubberne igen skulle spille på græs. QPR og de fire andre klubber anlagde igen baner med naturgræs på deres stadions. I England er banerne alle velplejede græsplæner med varme i banen og ganske sikkert et helt team af greenkeepers til at kæle for banen mellem kampene, så den står helt perfekt til de dyre drenge i Premier League.

Et andet spil
Men alligevel har kunstgræsbanerne igen gjort deres indtog rundt omkring i Europa - og nu også for alvor i dansk topfodbold. Og der er da også sket en del med det kunstige underlag siden dagene i 1980‘erne. Nu er vi vel efterhånden snart nået til 4. generations kunstbaner, som minder mere og mere om rigtigt græs.

Men når jeg skriver minder om, så mener jeg minder om. Og det er en af årsagerne til, at jeg ikke bryder ud i jubelscener, når talen falder på kunstgræs. Spillet bliver altså - på trods af de bedre baner - stadig et andet, end det, man ser på græs. Hurtigere, sværere for driblerne, mere fysisk betonet.

Hurtigt spil kan være ganske underholdende, men hvis det bliver på bekostning af driblerne, og til fordel for de løbestærke og fysiske typer, så kan det kun gå ud over den fodbold, som det fleste af os gerne vil se.

En netop offentliggjort undersøgelse viser også, at Superliga-spillerne heller ikke er begejstrede for at skulle spille på kunstgræs (læs nyhed på bold.dk). 83 procent af spillerene svarer således, at spillet bliver grundlæggende anderledes på kunstgræs. Det må da værd at tage til efterretning. For hvis ikke spillerne mener, at de har nogen fordel af det kunstige underlag, hvem har så?

Ingen kæmpe fordel
Der er sådan set ikke min påstand, at de klubber, der har kunstgræs på deres hjemmebane, får en kæmpefordel. En hurtigt og ikke-videnskabelig grænskning af ligatabellerne fra først og fremmest vores svenske og norske naboer - i Norge er der fem klubber, som spiller på kunstgræs: Tromsø, Bodø Glimt, Aalesund, Odd Greenland og Stabæk, og ligeledes fem i Sverige: Örebro, Elfsborg, IFK Norrköping, Västerås og Gefle - viser ikke umiddelbart, at klubberne med det kunstige underlag statistisk vinder flere hjemmekampe. Ganske vist skiller enkelte af holdene sig ud ved at være meget stærke på hjemmebane, men hvis kunstgræs alene skulle have gjort forskellen, så skulle den tendens jo gøre sig gældende for alle hold. Og det gør den så absolut ikke.

Et rimeligt alternativ
Jeg er heller ikke fanatisk modstander af kunstgræs. Jeg mener at kunstgræsbaner kan være et udmærket alternativ - især som træningsbaner i vinterperioderne og for breddefodbolden. Hvis man bor Københavns Kommune, ved man, at det ofte er nærmest med livet - men i hvert fald med lemmerne - som indsats, at man tørner ud for sit serie- eller firmahold på en hullet, knoldet og ujævn bane, som næsten er uden græs på grund af alt for mange kampe og dårlig vedligeholdelse. Her er kunstgræsbaner det eneste alternativ - og et rimeligt fint et af slagsen, selv om jeg selvfølgelig til enhver tid drømmer mig tilbage til min barndomsklub i Jylland, hvor stadioninspektøren én gang om ugen slog opvisningsbanen med en håndskubbet motorplæneklipper, klippede kanter langs med banderne, og hvor vi nærmest blev smidt hjem fra træning, hvis vi kom til at betræde det allerhelligste (altså opvisningsbanen) når der nu ikke var kamp.

Det kunstige tager over
Når man ser bort fra breddefodbolden og vintertræningen, så vil jeg blive trist, hvis kunstgræs blev mere populært. Og det handler for mig langt fra kun om selve spillet. Det handler også i høj grad om traditioner og det naturlige. Der er så rigeligt med kunstige tiltag omkring fodbolden i dag. Nye atmosfæreforladte sponsornavngivne stadions på Lars Tyndskids mark, cheerleaders, hysteriske stadionspeakere, trommehindesprængende høj musik, der overdøver alle tilskuerforsøg på at skabe naturlig stemning - ja, jeg kan desværre fortsætte i en uendelighed med at opremse ting, som efter min mening er fremmelegemer i moderne fodbold, men som jo nok er kommet for at blive. Kan vi i det mindste ikke få lov at beholde duften af græs?

Om snart kun tre måneder går det løs i Polen og Ukraine. Den 8. juni løber Polen og Grækenland på banen i Warszawa og åbner tre ugers europæisk fodboldfest. Men bliver det nu en fest? Alle fodboldinteresserede burde glæde sig som et barn, der netop har fundet bolsjedåsen - inklusiv mig selv. Alle de absolut bedste nationer i Europa har kvalificeret sig - Italien, Tyskland, England, Spanien - og selvfølgelig Danmark.

Svært at identificere sig med spillerne
Men jeg glæder mig ikke for alvor. Det er der flere årsager til. Men en af de vigtigste - og her tror jeg, at jeg taler på en del danske fodboldfans vegne - er, at jeg må erkende, at jeg har svært ved for alvor at identificere mig med det danske hold.

Det, der i høj grad kendetegner det danske landshold for mange af spillernes vedkommende er selvhøjtidelighed, svigtende selvindsigt og mangel på humor. Bedst blev det illustreret i forbindelse med landsholdets barnlige boykot af pressen. Og så irriterer det mig grænseløst, når en Niklas Bendtner gang på gang ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det gør det ikke bedre, at DBU så forsøger at dække over Bendtners ballade. Det er bare ikke den slags spillere, der har min sympati, og som repræsenterer Danmark på en måde, jeg kan være stolt af. Det er ikke bare spillerene - nej jeg synes også, at Morten Olsen også bliver mere og mere humorforladt og stædig - og jeg tror, at den der jeg-alene-vide holdning smitter for meget af på spillerne og ikke mindst på min holdning til det danske landshold anno 2012.

Man skal mærke mennesket bag
Måske er jeg bare en nostalgisk nar, der synes at alting var bedre i gamle dage. Måske er det bare mig, der husker helt galt og romantiserer den periode til helt urimelige højder. Men det var altså som om Elkjær, Arnesen, Berggreen og sågar nogle af Ricardos tonsere fra europamestrene i 1992 havde noget mere menneskeligt over sig. At de havde lidt mere på hjerte, når de udtalte sig. At de kunne gøre noget uforudsigeligt, som da landholdet i 1984 midt under EM-slutrunden skrev en hyldestsang til Allan Simonsen, som havde brækket benet ved åbningskampen mod Frankrig. Ville det ske kunne ske i dag?

Er danske spillere værre end spillerne fra de andre lande? Næppe. Hverken engelske, hollandske eller spanske landsholdsspillere udmærker sig med personligheder ret meget større end et tørrestativs. Heldigvis kan de jo noget med en fodbold. Men det er bare ikke altid nok for mig. Det betyder også noget, at man kan mærke mennesket bag. At fodboldspillere er selvstændige individer, der gerne må ha’ en mening selv.

Systemets mænd
Det er en hård dom, jeg fælder over landsholdsspillerne af i dag - det ved jeg godt. Fodboldspillere i dag skal og må jo stort set ikke tænke selv. De er opdraget til at tænke i systemer helt fra tidlig ungdomsfodbold. De er i den grad blevet en del af systemet - så meget, at de ikke kan reflektere over deres situation. Dermed er det også forståeligt, at de ikke er i stand til at sige andet end “Det var vigtigt, at vi vandt i dag - og holdet gjorde det utroligt godt”. Eller som i den gamle Monty Python sketch, hvor sportjournalisten stiller fodboldspilleren flere meget indviklede filosofisk formulerede spørgsmål, og det eneste, spilleren kan svare, er “I hit the ball first time and there it was in the back of the net”. Det står spilleren frit for at sige noget andet, noget overraskende, noget provokerende. Hvor ville det dog være forfriskende, hvis en af landsholdsspillerne bare for en gangs skyld sagde noget, vi ikke forventede.

Et folkekrav at Danmark er med
Det er nok heller ikke helt retfærdigt at sammenligne det nuværende landshold med Dynamit-drengene fra 1980‘erne. Vi danskere er blevet forvendte med, at vores landshold deltager i slutrunder. I 1980‘erne var det jo aldrig sket før. Dengang kvalificerede vi os aldrig til noget. Det var ikke engang lige ved og næsten - før den gyldne årgang kom til sidst i 1970‘erne og Sepp Pionek blev landstræner…..ja, resten behøver jeg ikke skrive mere om, for den historier er fortalt til hudløshed. Men nu hører det jo faktisk til sjældenhederne, at vi ikke kvalificerer os. Det er nærmest et folkekrav, at Danmark skal med til slutrunderne hver gang. Men det er også med til at tage lidt af magien væk - den magi, som os der kan huske 1984 og 1986 længes sådan efter, men som aldrig nogensinde kommer igen. En magi, som jeg ville ønske at alle danskere under 30 år kunne få lov at opleve bare én gang i deres liv som fodboldinteresseret.

Ikke så mange følelser
Vores identifikationsmønster hvad angår fodboldhold er også helt anderledes nu. Tidligere havde vi jo nærmest kun det danske landshold at være fælles om - med landskampe og slutrunder som de helt store højdepunkter. Det kunne samle nationen foran skærmen, på Rådhuspladsen, på værtshuse, kroer og cafeterier over hele landet. Det kan det jo stadig. Men jeg vil vove den påstand, at vi ikke har nær så mange følelser med som tidligere. Nu ligger vores følelser i langt højere grad hos vores favoritklubber. De elektroniske medier har sammen med tv gjort det utroligt nemt at følge vores klubs gøren og laden - og det er hvad enten vores klub hedder AaB, Rosenborg (ikke at jeg tror, at Rosenborg har så mange danske tilhængere, men man kan jo aldrig vide), Liverpool, Barcelona eller Milan.

Og så virker “roliganbevægelsen” (eller de få tilbageværende) nu som en antikvitet, der nærmest er med til at trække oplevelsen endnu længere ned. Deres engagement er lidt for påtaget og for bondsk - noget, der hører fortiden til.

Almindelige fodboldtilhængere bliver tabere
Jeg tager mig selv i at fryde mig lidt, når jeg læser om, hvor lidt interesse der er, for at følge kampene i Ukraine. For hvorfor give EM til et korrupt regime, hvor styret i stor stil øver vold mod sine borgere, hvor menneskerettighederne langt fra overholdes, hvor oppositionspolitikere bliver smidt i fængsel, og hvor den radioaktive luft fra Tjernobyl stadig ligger som en tung sky over de stadions, der er blevet nyrenoverede af billig arbejdskraft under usle arbejdsforhold.

Men det har vi jo set så ofte før - og ser det igen og igen. Tildeling af værtsskaber til slutrunder hænger ofte ikke sammen med landets fodboldkultur eller fodboldtraditioner. Nej, det handler i højere grad om fodboldpolitiske studehandler, om hvor mange stemmer præsidenterne for fodboldforbundene kan få skrabet sammen, så de kan blive genvalgt. Taberne bliver os almindelige fodboldtilhængere, som egentlig gerne vil følge vores hold, men som ikke magter eller tør at rejse flere tusind kilometer til et land, hvor man risikerer at blive overfaldet af politiet og andre bøller, og hvor priserne sjovt nok lige er 20-doblet i forbindelse med EM.

Og så er det på en eller anden måde forkert at lade to nationer dele værtskabet for en slutrunde. Det gør den ufokuseret og usammenhængende. Her tænker jeg ikke så meget på de geografiske afstande, men mere på, at der ligesom ikke er et centrum for slutrunden - et hovedstadion og en hovedby, som turneringen drejer sig omkring.

Mæthed
Sidst, men ikke mindst, bliver den ene fodboldkamp efter den anden proppet ned i halsen på dig via skærmen eller computeren, at du simpelthen ikke er i stand til at kapere mere. Det er som om det hele flyder ud i et. Alle kampe bliver lige vigtige - eller ligegyldige, når der er halvanden times optakt til både et opgør mellem HB Køge og Silkeborg og når Tottenham møder Arsenal. Derfor står en slutrunde heller ikke længere som noget særligt. Det er bare nogle kampe blandt alle de andre.

Uha, en gammel, sur mand - vil mange nok tænke nu. Jo, det kan godt være, at jeg er for pessimistisk. Jeg kan jo også bare lade være med at sætte mig foran skærmen. Men dels kommer det jo til at øse så meget ned i juni, at man kun kan komme ud i verden, hvis man har en kano, kajak eller robåd (og det har jeg ikke), dels er jeg altså så meget fodboldinteresseret, at jeg simpelthen ikke kan lade være. Og så kunne man jo blive positivt overrasket. Nu kan jeg i hvert fald ikke blive andet.

Emirates Stadium, Arsenals nye hjemmebane i Nordlondon. Reebok Stadium i Bolton og Etihad Stadium i Manchester. Tre eksempler på, at rigtigt mange nybyggede fodboldstadions i England - og for den sags skyld flere andre steder, eksempelvis Holland, - har fået sponsornavne. I Tyskland er flere af de klassiske arenaer - eksempelvis Volkspark i Hamburg, Westfalen Stadion i Dortmund og Frankenstadion i Nürnberg blevet ombygget, og har også ladet en sponsor få lov at navngive stadion. I Tyskland har 13 ud af 18 klubber i 1. Bundesliga nu et sponsordøbt stadion.

Hvad betyder navnet?
Hvad betyder navnet på et stadion? Er det ikke fuldstændig ligegyldigt, om ens klub spiller på Signal Iduna Park eller Westfalen Stadion? Det må da være sejrene, spillet, klubben og spillerne, der betyder noget? Ja, helt afgjort. Uden klubben og kampene giver et stadion jo meget lidt mening, så selvfølgelig kommer klubben altid i første række.

Men et stadionnavn er langt mere end blot et navn. Et stadion er en meget vigtigt del af vores fodboldkultur, vores klubbers historie og traditioner. For os, for hvem fodbold betyder så utroligt meget, er spillet med den lille runde også kultur på lige fod med musik, teater og ballet. En kamp, en turnering eller en vigtig sejr betyder lige så meget for os, som det betyder for teaterelskere at overvære en vellykket opsætning af Shakespeare, Holberg eller Ibsen.

Kulturbærere
Stadions er altså også bærere af kultur  - ligesom de steder og bygninger, hvor alt andet kunst, politik eller begivenheder med betydning for vores samfund og historie har fundet sted.

Hvilken ballade ville der ikke blive blandt hele kultureliten mv., hvis man pludselig fandt en sponsor og omdøbte Det Kongelige Teater til White Away Scenen? (Kan måske være tættere på, end man lige tror med de økonomiske vanskeligheder, som Danmarks nationalscene roder med). Eller kunne man forestille sig, at Rådhuspladsen blev til Almindelig Brand Pladsen?

En hurtig optælling viser, at også i Danmark har tendensen med sponsorstadions spredt sig som en steppebrand i en hed Australsk sommer. Pludselig hed Aarhus Stadion NRGI Park. Hvis du skulle finde Aalborg Stadion, skulle du lede efter Energi Nord Arena. Og var du på vej til Odense Stadion, skulle du køre efter Fionia Park (har efterfølgende skiftet navn igen til TRE-FOR Park). Syv ud af 12 superligastadions har i dag sponsornavne.

Tisse de trofaste fans op og ned ad ryggen
I modsætning til Danmark og Tyskland, så har de fleste af de gamle stadions i England stadig deres oprindelige navne. Men det er måske også en stakket frist. Tag bare St. James’ Park i Newcastle, som i november blev omdøbt til Sports Direct Arena. Det får en til at gyse, når man tænker, at et sted som Newcastles hjemmebane, hvor der har været spillet fodbold siden 1880, nu har navn efter en kæde, der sælger sportstøj. Og det er da at tisse de trofaste fans op og ned ad ryggen, når man pludselig opgiver et navn med så mange indbyggede traditioner, historie og følelser til fordel for et kønsløst sponsornavn.

Sponsorerne tænker kun på penge
Hvad får sponsorerne ud af at navngive et stadion? Et eller andet må de få ud af det, siden de er villige til eksempelvis at betale 70 millioner kroner - det beløb, som det efter sigende kostede Kasi-Jesper at købe stadionnavnet i Brøndby, som han så i øvrigt - som en af de meget få sympatiske ting, den mand har gjort for sporten i Danmark - lod forblive med at hedde Brøndby Stadion. For det er ikke almindelige fodboldtilskuere, som siger: “Skal du med på Mascot Park og se bold i dag” eller “ “Skal vi lige smutte forbi Jokri Park” og se FC Vejle-Kolding-Fredericia-Jelling-Middelfart slå FC Sjælland? Ja, det ender også ind imellem med at blive helt komisk. Bare tag navne som Swedbank Arena eller SEAS-NVE Park (hvem kan dog huske det efter bare et par stadion-platter?)

Et sponsornavn giver en masse eksponering, når sponsorens navn bliver gentaget igen og igen - først og fremmest i medierne. Og det er jo bare fint for ham. Sponsoren tænker jo kun på penge, og ikke på den almindelige fodboldtilskuer. Den passionerede og klubloyale supporter for hvem klubben betyder alt, og for hvem historie og traditioner er en væsentlig del af det at gå til fodbold.

Det rigtige stadionnavn
Mit håb er, at de almindelige tilskuere altid vil blive ved med at sige “vi skal på stadion”, eller kalde stadion ved sit rigtige og oprindelige navn, og aldrig tage de stupide sponsornavne til sig. Derfor kan man heller ikke lade være med at fryde sig, når Jens Jørgen Brinch konsekvent siger “Aalborg Stadion”, når han sidder i kommentatorboksen. Flere gange har det jo også vist sig, at det ikke kan betale sig at lære et sponsorstadion-navn at kende. For når firmaet finder ud af, at de faktisk ikke kan få ret meget ud af at være sponsor, så trækker de sig, og så skal klubben igen ud og sælge sin sjæl og finde en ny sponsor.

Hvad med klubnavnene?
Hvornår kommer den dag, hvor sponsorer for alvor begynder at overtage klubnavnene? Vi ser små tendenser - blandt andet Red Bull Salzburg fra Østrig og Evian TG fra den franske Le Championnat. I 2009 blev en vis Franck Riboud, ejeren af Group Danone, udnævnt til ærespræsident for klubben. Han ændrede klubbens navn til det nuværende, da Evian er navnet på et af Groupe Danones mest kendte produkter - den hundedyre kildevand.

Også i Tyskland har den stygge sponsorverden slået sine kløer i klubnavne. I Leipzig overtog RedBull i 2009 den lille klub SSV Markrandstädts licens og omdøbte klubben til RB Leipzig, som egentlig står for RedBull Leipzig. Men på grund af det tyske fodboldforbunds regler, der fastslår, at det er ulovligt at have en sponsor i selve klubnavnet, må klubben nøjes med at kalde sig ved initialerne RB Leipzig. En særdeles fornuftig regel. Men hvor længe vil det tyske fodboldforbund være i stand til at stå imod og opretholde sådan en regel?

I 2025 er worst case scenario, at en kamp i den bedste danske række spilles mellem FC McDonalds Denmark og og AC Fætter BR på Ronald McDonald Park. Jeg tænker tit på, at hvis jeg nogensinde bliver far (og det selvfølgelig til en søn, der forhåbentlig - og højst sandsynligt - bliver en bedre fodboldspiller end sin far) kan jeg måske aldrig tage ham med til en fodboldkamp mellem rigtige klubber på et stadion, der har et ægte navn. Hellere skåne ham for at blive udsat for sådan en pinefuld oplevelse. Så har det jo ikke noget med fodbold at gøre mere.

“I de seneste kampe har kontrollørerne forsøgt at få alle til at sætte sig ned i jeres område af stadion……Jeg er klar over, at alle fans instinktivt rejser sig op, når der sker spændende ting på banen. Det vil jeg ikke forbyde jer, men sæt jer ned straks bagefter…Jeg modtager også flere og flere klager fra vores egne fans over, at man står op hele tiden under kampene og over den konstante larm, som kommer fra den bagerste del af tribunen. Vil I ikke godt stoppe med det. Lav larm, når vi scorer, men denne konstante larm driver nogle fans til vanvid “

Nogenlunde sådan (oversat med mit bedste skoleengelske) lød det i det brev, som sikkerhedschefen fra Middlesbrough FC i 2007 sendte til sæsonkortholdere i blok 53A på The Riverside.

Tavse som graven
For en almindelig fodboldfan kan ovenstående lyde som en 1. april-joke. Men det var det desværre ikke. Episoden fra Middlesbrough afspejler en tendens, som i stigende grad har gjort sig gældende i England, siden Premier League blev indført for snart 20 år siden. Klubberne er godt i gang med at lukke munden på deres fans - helt bogstaveligt. De tribuner, som igennem de sidste 80 år har genlydt af mere eller mindre opfindsomme hyldestsange til eget hold, smædesange mod modstandere og dommere - ofte på en melodi fra en af tidens pophits - er nu ofte tavse som graven. Hvis de da ikke er revet ned og erstattet med moderne betonkonstruktioner uden atmosfære og ånd. Læs: Lost Grounds - magien er væk

En lang tradition
At hylde og støtte sit favorithold med opmuntrende tilråb har været en del af fodbolden lige siden den første svineblære fik et los. Men England var et af de første steder, hvor tilskuerne til fodboldkampe begyndte at synge. Det hele startede i 1920‘erne. Her blev fællessang pludselig et nationalt fænomen i England. Avisen Daily Express havde daglige tillæg med sangteksterne, for folk kunne teksterne og overalt, hvor man samledes - og altså også til fodboldkamp - blev populære salmer og sange sunget af folkemængden.

I 1960‘erne gjorde sangene for alvor sit indtog på de engelske fodboldstadions. Alle stadions fik installeret højttalere til speak, men også så at man inden kampene kunne afspille diverse af tidens populære popmelodier. Tilskuerne mødte tidligt op til kampene dengang. Ofte var der godt fyldt op en time før kampen. Og hurtigt begyndte man at udnytte ventetiden til at synge med på sangene fra højttalerne.

De mest populære sange tog man til sig som klubsange. Næsten hver eneste engelsk klub fik i de år en slagsang eller klubsang om man vil.  To kendte eksempler er You’ll never walk alone fra Liverpool og I’m Forever Blowing Bubbles fra West Ham United. You’ll never walk alone stammer oprindeligt fra en musical helt tilbage fra 1945. Men det var versionen fra 1963 med Garry and The Pacemarkes som fik LIverpools fans på The Kop-tribunen på Anfield Road til at tage sangen til sig. Også I’m Forever Blowing Bubbles stammer fra en Broadway-musical. Allerede i 1920‘erne hørte man publikum på Boleyn Ground synge den melankolske sang. Historien bag sangen skulle efter sigende være, at en af West Hams ungdomsspillere skulle have så stor lighed med en figur fra en af datidens sæbereklamer, at publikum associerede ham med netop en sang om at blæse bobler.

Du bliver en del af spillet
Sådan nogle historier kan man finde i hundredevis af i Engelsk fodbold. Og historierne bag sangene og de årelange traditioner er jo interessant i sig selv. Men det virkeligt interessante er den helt unikke stemning, som sangen kan skabe. Og hvor tit er det lige, at vi synger til daglig? Vores børn skal måske engang imellem tvangsindlægges til at høre os hviske en godnat-sang med fare for, at de alligevel får varige mén af det. Eller vi skal kæmpe os igennem julesalmerne rundt om træet juleaften og håbe, at det kun bliver første og sidste vers.

Men på stadion kan vi synge og igennem sammen med andre mænd (og kvinder), der synger ligeså dårligt, som vi selv gør. Her er det ikke noget at være flov over. Det er sange, der er til at finde ud af at synge. Og vi føler, at vi gør en forskel for vores hold. Vi er 12-manden - den uundværlige støtte på udebane.  De, som får modstanderne til at ryste i bukserne, når de vover at betræde vores hjemmebane og tro, at de kan få noget med hjem. Det handler om at føle sig som en del af begivenhederne, fremfor bare at være iagttager.

Hvor tit kan man råbe igennem
Det er jo heller ikke tit, at man som moderne mand får lov at råbe igennem - ja, for den sags skyld bare hæve stemmen en lille smule. Straks bliver man anklaget for at være aggressiv, ukontrolleret og ude af balance bare ens stemme sniger sig op over 70 decibel.

Fodbold giver en mulighed for at komme af med nogle af de ophobede hverdagsfrustrationer under helt kontrollerede forhold. Det skal være helt legitimt at synge smædesange, bande - og så længe man afholder sig fra racistiske tilråb, som der selvfølgelig skal slås hårdt ned på, kan jeg ikke se, at noget skal være helligt. Der skal simpelthen være højere til loftet på et fodboldstadion, end ude i det virkelige liv. Ellers behøver vi jo slet ikke komme der.

Slagsangene fortæller også om både fodbold- og samfundskultur - og navnlig forskelle mellem sangtraditioner fra land til land, fra liga til liga, fra hold til hold. Selv om globaliseringen efterhånden har udlignet forskellene en del, og du hører mange af de samme melodier rundt omkring på de europæiske stadions, så kan du stadig høre, om du befinder dig på et engelsk, tysk eller italiensk stadion.

Tribuner som tavse kulisser
Men tårnhøje billetpriser, kick off søndag middag eller mandag aften, all-seaters, nybyggede atmosfæreforladte stadions, forbud mod alt fra at stå op til at råbe grimme ting, vifte med flag, hænge bannere op og andre ting, der helt naturligt hører til på et stadion, er ved at gøre tribunerne på engelske stadions til tavse kulisser. Den velstillede familiefar, wannabe-fansene, der egentlig kun kommer, fordi det er smart at gå til fodbold lige nu, og forretningsfolkene lægger mange penge, men de synger ikke - de råber ikke. De betragter kun en fodboldkamp som underholdning på lige fod med en biograftur eller et spil på Xbox’en hjemme foran fladskærmen. De er der for at lade sig underholde, ikke for at deltage aktivt, ikke for at gå igennem ild og vand for deres hold - eller rettere sagt det hold, som de tror er deres hold, men som i virkeligheden bare er det hold, som de følger lige nu, indtil noget bedre dukker op. De forlader deres sæder fem minutter før slutfløjt, selv om der står 1-1 for at komme hurtigt hjem. Mere vigtigt er det ikke for dem, om der kan komme en sejr i hus.

Fodbolden i ruiner
Klubejerne elsker de “nye” fans. De stiller ikke så store krav. Har penge til de dyre billetter. Er villige til at lægge masser af penge til nye klubtrøjer, som nærmest bliver lanceret hver uge, laver ingen ballade. Klubejerne er ligeglade med, om tilskuerne har tilknytning til nærområdet og klubben - eller om de kommer fra Korea. Bare de betaler ved kasse et.

Indtil nu er det gået godt. De dyre billetter kan sælges. Tilskuertallene i England er kun svagt faldende. Men der dog en ting, som klubejerne glemmer. I det øjeblik stemningen forsvinder, så forsvinder tv-seerne også. Selv i Asien, som mange især engelske fodboldklubber ser som det store potentielle marked, gider de ikke se fodboldkampe i tv uden stemning og med tavse tilskuere.

Uden tv ingen rigtigt store indtægter for klubberne. Så bliver det pludselig ikke smart at gå til fodbold mere - og sandelig ikke for det købestærke segment. De finder hurtigt nye græsgange, som de kan kaste deres falske kærlighed på. Og hvad står så tilbage i ruiner? Fodbolden.

Uden sange fungerer fodbold ikke
For mig har lyden af engelsk fodbold altid være synonym med sange fra tribunerne. Den der lyd af en engelsk tipskamp i tv en lørdag eftermiddag i 80‘erne står for mig som noget helt særligt. Det er svært at beskrive. Det vækker også en masse minder fra en tid, hvor man drømte om at opleve en engelsk kamp live - en drøm, det forekom helt utopisk for en nordjysk knægt, der på det tidspunkt nærmest ikke havde været syd for Limfjorden.

Nu har jeg oplevet det live - endog mange gange rundt omkring i verden. Men mest i England, for det er noget helt specielt. Jeg er glad for, at jeg er så gammel, at jeg har nået at opleve lidt af den gamle stemning med ståtribuner og ægte fans på lægterne. Og hvis man leder lidt efter det, så er det der endnu - specielt i de lavere divisioner i England. Men der bliver længere og længere imellem - i hvert fald i England. Og man kan frygte, at det spreder sig. Alt for strenge sikkerhedskrav til stadions i de europæiske turneringer, som forhindrer små hold i at spille på deres egne hjemmebaner, er et af eksemplerne. Et andet eksempel, som vi ser mange steder - også i Danmark - er underlige kick-off tidspunkter, der på grund af tv hele tiden skifter, og som nogle gange gør det umuligt for fans at følge deres hold, når de skal rejse på tværs af landet til en kamp mandag aften.

Alt er dog ikke sort i sort. I Tyskland har man eksempelvis formået at holde fast i de trofaste og “rigtige” fans. De fans, som skaber stemning på tribunerne, som synger deres hold frem  weekend efter weekend. Det skyldes forholdsvis lave billetpriser, så de fleste har råd til at følge deres hold. Store stadions med ståpladser hjælper både med at holde billetpriserne nede og stemningen oppe.

Tribunernes kor må aldrig miste stemmen. Uden sangene, de positive og negative tilråb, bandeordene, frustrationerne, glædesudbruddene og de sjove udbrud fra den billige langside (som jo slet ikke er billig mere) fungerer fodbold ikke. Og er det ikke det, man ønsker at høre, når man ser fodbold, så må man se noget badminton i stedet for.

Når jeg hører om nye fusionsplaner i dansk fodbold, bliver jeg i dårligt humør. Egentlig burde jeg være lige glad. Eftersom jeg holder med AaB, kan det da rage mig en høstblomst om Vejle Boldklub og Kolding FC går sammen. Om FC Nordsjælland fusionerer med AB, eller hvis Silkeborg og Viborg beslutter sig for at slå pjalterne sammen.

Ude af trit med tiden
Men jeg er ikke lige glad. Måske handler det om, at jeg er ved at blive gammel og ude af trit med tiden? Måske min interesse og kærlighed til spillet hører en anden tid til? En tid, hvor det hed 1. division i stedet for Superligaen (eller SAS-ligaen). Hvor alle kampe blev spillet søndag. Hvor direkte tv fra en dansk klubkamp var ligeså sjældent som sne juleaften (et dårligt eksempel, for dengang var der jo masser af sne juleaften - det lå i meterhøje driver, så landet blev lukket i flere uger), Hver søndag sad man med øret helt inde i radioen og hørte på en meget ung Carsten Werge, der i “Sport og Musik” rapporterede fra Lyngby Stadion eller Valby Idrætspark.

Dengang var det hold som KB, Hvidovre, Frem, B93, OB, Ikast - klassiske boldklubber og idrætsforeninger, som dominerede toppen af dansk fodbold. Hvis nogen dengang var kommet og sagt til mig, at om 30 år er det klubber med navne som FC København, FC Nordsjælland og FC Midtjylland, som præger den bedste danske fodboldrække, så havde jeg nok bedt dem om lige at klappe hesten en gang.

Ramt i mit fodboldhjerte
Ikke desto mindre er det sådan, det er blevet. Jeg føler mig virkelig ramt i mit fodboldhjerte, når endnu en fusion eller for den sags skyld et navneskifte kommer på tale. Senest er det jo sket for en gammel, hæderkronet klub som Vejle Boldklub. En klub, der i den grad står stærkt i min og mange andre fodboldfans erindring. Danske mestre og pokalvindere i flere omgange og leverandør af nogle af de største talenter i dansk fodbold. Allan Simonsen, Tommy Troelsen, Ulrik le Fevre - bare for at nævne tre ud af mange.

Hvad Vejle Boldklub får ud af at gå sammen med Kolding FC - som jo i parentes bemærket i forvejen var en fusion af Kolding Boldklub og Kolding IF - og kalde sig noget så håndboldagtigt som Vejle Boldklub-Kolding er mig en gåde. Og hvordan kan Vejle Boldklubs tilhængere se sig selv i spejlet, når sådan noget sker? Hvordan kunne KB’s fans acceptere tingenes gang, da klubben fusionerede med B1903 og blev til FC København dengang i starten af 1990‘erne? Og hvordan kunne en så mærkelig konstruktion som FC Fyn dog se dagens lys? En fusion mellem to af de gamle ærkerivaler fra Odense - arbejderklubben B1909 og akademikerne fra B1913.

Et syntetisk dåseprodukt
Jeg er som sagt så “heldig” at være AaB-fan. Det er stadig en boldklub. Den er stadig sig selv, og har været det siden 1885. Den dag, AaB beslutter sig for at gå sammen med Hjørring, Hobro, Aalborg Chang eller hvem pokker ved jeg - og kalde sig FC Nordjylland, Nordjylland Bulls eller FC Nordjyske Bank - så er jeg i hvert fald ikke fan mere. Det vil gøre for ondt i mit nordjyske hjerte at se traditionerne blive skyllet ud med spildevandet i Limfjorden til fordel for et syntetisk dåseprodukt uden sjæl og uden historie

For det er jo det, der sker, når man fusionerer. Den nye klub forsøger at skabe illusionen af en klub med logo, slagsang, merchandise, fanklub. Alt det, som i de gamle klubber er vokset op fra bunden, fra tilhængerne, fra de originale stiftere af klubben. Det bliver nu på kunstig vis skabt af marketings- og kommunikationsfolk.

Det gamle forsvinder jo med fusionerne. Klubbens historie. Sejrene. Nederlagene. De gamle klubkoryfæer, som har  kæmpet så hårdt for klubben, har kæmpet forgæves. En fusion må være en våd klud i ansigtet på de spillere, som nu ser deres gamle klub gå i opløsning til fordel for noget historie- og kønsløst.

Mangler ægte klubtilhørsforhold
De mange fusioner, som allerede er etableret - og som nok desværre kommer til at følge de næste år - kan efter min mening lade sig gøre i Danmark, fordi vi ikke har en speciel lang tradition for ægte klubtilhørsforhold. Fodbold har altid stået som noget helt specielt for danskerne og i “gamle” dage var der jo ofte 15.000-20.000 tilskuere til almindelige 1. divisionskampe i Idrætsparken på en søndag. Men indtil sidste halvdel af 1980‘erne var det et fåtal, som fulgte deres hold på samme måde, som vi har set især i England, men også mange steder i Sydeuropa siden begyndelsen af forrige århundrede.

Lette at gennemføre
Heldigvis er der vokset en fankultur op i Danmark - en fankultur, hvor det at følge sit hold i tykt og tyndt er blevet helt almindeligt. Men det er kommet sent - også senere end i vores nabolande, Sverige og Norge. Og det bliver bare aldrig det samme i Danmark som i England, Italien eller Sydeuropa. En af grundene - absolut ikke den eneste, men en vigtig en af slagsen - er efter min mening, at fodbolden aldrig har været det alt-eller-intet, som det har været i eksempelvis det engelsk samfund, hvor arbejderklassens eneste fornøjelse og frikvarter var lørdag eftermiddag, hvor de kunne skrige deres frustration og indebrændthed over et drønhårdt liv i minerne eller på fabrikkerne uden udsigt til forbedring ud på de billige ståpladser bag målet.

Derfor er fusioner så forholdsvis lette at gennemføre i Danmark. Trygheden i andedammen Danmark har traditionelt set gjort danskerne til forvente og forkælede fodboldtilskuere. Og det hænger stadig ved hos mange. Vi ønsker at se succes. Vi er ikke trofaste over for vores hold. Vi er - med et meget grimt ord - medløberfans, der søger væk, når den klub, som vi ellers har holdt os til et stykke tid, rykker ned, spiller dårligt eller bare ikke er cool nok.

Flere fusioner på vej
Hver mandag, når jeg sidder med avisens resultatsektion og gennemgår weekendens mange kampe, tager jeg mig selv i at fryde mig, når fusionklubberne har tabt, og glæde mig, når Fremad Amager, Frem, B93, Esbjerg eller en af de andre “gamle” klubber har formået at få tre point på kontoen. Men er mandag morgen ikke hård nok i forvejen, så bliver den det nok de kommende år - hvis jeg da ikke bare skal lade fodboldresultater være fodboldresultater og koncentrere mig om tegneserierne. For der kommer helt sikkert flere fusioner i dansk fodbold.

Mit stille håb er dog, at flere klubber vil besinde sig og forblive sig selv og droppe fusiontanker. Hellere forblive en “ægte” klub og rykke ned, end at gå sammen med andre og skabe en ny plasticklub. Hellere bevare klubben end på kujonagtig måde sælge sin sjæl for at opnå en falsk succes. Og så mange penge kan du altså heller ikke tjene på fodbold i Danmark. Mon ikke det på en eller anden måde kan afskrække rigmænd uden ægte kærlighed til spillet og klubben fra at blande sig?

Desværre er mit håb nok forgæves. Og om få år er der ingen, der vil kunne huske KB, Herfølge, Køge, Randers Freja eller Slagelse. Mange vil nok tænke - jamen de er da ikke værd at huske. Jo, man må aldrig glemme ofrene for fusionerne. For pludselig bliver det ens egen klub, der bliver opslugt. Må det aldrig ske.

Highbury, Maine Road, Baseball Ground, Roker Park. For min generation, som er vokset op med engelsk tipsfodbold lørdag eftermiddag klinger det magisk i mine ører, når jeg hører navnene på de legendariske stadions. Men samtidig får jeg et stik i hjertet. Det gør ondt helt indeni, når det går op for mig, at mange af dem ikke er mere - de gamle legendariske arenaer. De arenaer, som op igennem 1980‘erne gav mig de første fodboldoplevelser hjemme foran det gamle B&O med skydedør. Hvor jeg blev fanget af magien ved spillet med den lille runde. Men ikke bare spillet, men også hele sceneriet omkring den ofte mudrede og pløjemark-lignende grønsvær. De tætpakkede ståtribuner bag målene med bølgende menneskehav. Sangene - for det meste totalt uforståelige for en nordjysk knægt - men alligevel blev der sunget med. Og ikke mindst engagementet og passionen for “sin klub” - et engangement, som man dengang skulle lede længe efter på danske stadions.

Pinefuldt, når stadions falder
Hvorfor er det kommet dertil, at min barndoms fodboldtempler falder en efter en til fordel for moderne, golde og mere eller mindre stemningsforladte stadions? Ja, det er jo en udvikling, som vi ser over hele verden. Men engelsk fodbold har altid været noget specielt for os, for hvem det første møde med fodbold og fankultur var lørdagens tipsfodbold akkompagneret af Niels Christian Niels-Christiansen og Svend Gehrs’ på dårlige telefonlinjer. Derfor er det når de engelske stadions falder, at det virkelig er pinefuldt.

Tragedien på Leppings Lane
Forklaringen skal i første omgang primært findes ved at skrue tiden tilbage til den 15. april 1989 - en dag, som for altid ændrede den måde, hvorpå englænderne så på sikkerheden omkring fodboldkampe. På Hillsborough i Sheffield ved FA cup semifinalen mellem Liverpool og Tottenham blev 96 Liverpool-fans dræbt. Alt for mange Liverpool-supportere blev lukket ind på et for lille afsnit  på Leppings Lane-tribunen bag det ene mål. Den britiske regering satte straks Lord Taylor til at undersøge sikkerheden på engelske stadions -  specielt med fokus på hvad der skete på Hillsborough den skæbnesvanger dag i maj 1989. Men også helt generelt med de store problemer, som britisk fodbold på det tidspunkt havde haft med stadionsikkerhed. For Hillsborough var blot dråben, der fik bægeret til at flyde over. Ud over at man på Ibrox i Glasgow to gange - første gang helt tilbage i 1902 og anden gang i 1971 - oplevede forfærdelige katastrofer på ståpladserne i forbindelse med fodboldkampe, har der været en række lige-ved katastrofer især i 1970‘erne. Det var nok bare et spørgsmål om, hvornår det gik rigtigt galt, og det gjorde det i maj 1989.

Taylor-rapporten var skelsættende
I august 1989 kom Taylor-rapporten - et dokument, som virkelig vendte op og ned på den engelske supporterkultur. Den vigtigste og mest skelsættende anbefaling fra rapporten var, at alle stadions tilhørende klubber i de bedste engelske og skotske ligaer skulle udskifte ståpladserne med siddepladser. Det førte til nogle af de mest omfattende stadion-renoveringer og nybyggerier set nogensinde - og det er altså slet ikke slut endnu.

Nye stadions på vindblæste marker
Men det var ikke Lord Taylor alene, som har givet dødsstødet til de legendariske stadions. Placeringen af de gamle arenaer er i sig selv et problem. De kan ofte ikke udbygges, fordi de ligger midt i et boligkvarter. Trafikforholdene er dårlige. Du kan ikke komme dertil med bil - og stadionen ligger lige for langt væk til at den moderne fodboldfan gider gå de ekstra 100 meter. Tilbuddene er mange i dag. Er det for svært at komme til fodbold, vælger man måske at blive derhjemme foran skærmen eller at tage en tur til bowling i stedet for. Så er det bedre at have et stadion ude på en vindblæst mark, hvor du kan køre lige til og sågar parkere din bil under selve banen. Men hvor er pubben til opvarmingsøllen så? Hvor er den gade, som fører op til stadion? Hvor forventningens glæde fylder kroppen, når du er på vej til kampen. Gaden, som bringer dig trygt videre med begejstringen over en velfortjent sejr, et uheldigt nederlag eller en kedelig uafgjort kamp.

Hver dag nye stadionplaner
Okay, der er stadig mange af det gamle stadions tilbage. Men næsten hver dag læser man om nye stadionplaner. Bare for at tage et eksempel, så kan et nyt stadion til Liverpool FC næppe undgås. Men Liverpool spiller da på Anfield Road? De spiller da ikke på Stanley Park. Det samme vil man have sagt for bare nogle få år tilbage. Arsenal! Jamen de hører da hjemme på Highbury. Nu er Highbury revet ned. Der er bygget dyre ejerlejligheder på det sted, hvor så mange mennesker har haft så store fodboldoplevelser. Og den samme historie gør sig gældende mange af de andre steder i England, hvor de gamle “grounds” er jævnet med jorden.

Omgivelserne også en del af stadion
Jeg har i de seneste år arbejdet hårdt for at nå at besøge alle de gamle arenaer, før det er for sent. Og et stadion er jo ikke bare et stadion. Det er også omgivelserne. Turen dertil. De omkringliggende pubs, som altid har været hjemsted for tilhængere både før og efter kampene, hotdog- og sandwichboden osv.  Jeg har taget turen ned ad Green Street fra Upton Park undergrunds-station til Boleyn Ground. Den gade, hvor så mange West Ham tilskuere lørdag efter lørdag de sidste mange år - efter en hård arbejdsuge i Docklands - har brugt deres sparsomt optjente ugeløn på en øl på The Duke of Edinbourgh og en indgangsbillet for at se The Irons. Jeg har drukket en pint på The Albert bag The Kop på Anfield Road. Og jeg har stået i The Shed på Stamford Bridge sammen med skinheads dengang Chelsea stadig var et middelmådigt knoldesparkerhold, og hvor det kostede 10 pund at komme ind.

Ufarligt og dødkedeligt
Mange vil nok rynke på næsen og kalde mig en gammel nostalgiker. Sådan en reaktionær type, der ingen forandringer ønsker. Engelske fodboldstadions i 1970‘erne og 1980‘erne var da sikkert røv og nøgler - undskyld udtrykket. Gamle, slidte og livsfarlige. Fra ståpladserne kunne du ingenting se. Skulle finde dig i at blive skubbet og mast halvt ihjel. Du kunne garanteret heller ikke komme af med de seks-syv pints, som du havde fyldt din blære med på pubben inden kampen, andet end ved at lade dit vand op og ned ad sidemanden eller i en flaske, som du herefter kylede efter modstanderens målmand.

Nu kan du sidde ned - ja, du SKAL sidde ned. Ellers risikerer du at blive smidt ud og få stadion-karantæne. Du må nærmest ikke råbe. Du må ikke hidse dig op. Du kan gå stille og roligt ud til baren i pausen og på toilettet med sæbe og papirsservietter. Og på tv-skærmene, som er hængt op alle vegne, kan du se højdepunkterne fra første halvleg. Uha, det er så pænt, så ufarligt, så atmosfæreforladt - kort sagt: dødkedeligt.

De gamle stadions, som da efterhånden er blevet ombygget så meget, at der ikke er meget tilbage af det gamle -  jo heller ikke pr. definition ensbetydende med stemning. Bare se på Old Trafford, som er fyldt op af asiatiske turister, som knap nok kan finde ud af, hvornår de skal juble, og hvor Alex Ferguson flere gange har været ude og klage over den manglende støtte fra hjemmepublikummet.

Vil magien opstå nye steder?
Men magien opstår da de nye steder, vil nogen sige. Og jeg skal da heller ikke sige mig fuldstændig fri for at den kan dukke op på nogle af de nye grounds. Eksempelvis  er der på Sunderlands nye hjemmebane Stadium of Light målt det højeste lydniveau fra publikum på et engelsk stadion. Og Stoke Citys tilhængere kan da også frembringe en virkelig flot lydkulisse på Britannia, når det virkelig kører godt for Peter Crough og Co.

Lige om lidt er flere af de legendariske arenaer der ikke mere. West Ham er ved at fortrække til et atletikstadion. Tottenham forlader sandsynligvis White Hart Lane. Chelsea er godt i gang med at undersøge mulighederne for at sælge Stamford Bridge.

Tiden er imod os stadion-nostalgikere. Snart er de her ikke mere - de engelske klubbers “rigtige” hjemmebaner. Og stemningen og magien er på retur på de, der stadig står. Der er nok ikke meget at gøre ved det. Jeg håber, at jeg når at opleve magien bare et par gange endnu - men endnu mere håber jeg for de engelske klubbers fans, at de - både for deres egen skyld, men også for min - kan opretholde den helt specielle atmosfære lidt endnu.