RLFM: Kæmpeforløsning efter sejr over mestrene

Skrevet d. 24. marts, 2014 af Pierre
44 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Mødet med Premier League har været ganske ubehageligt. Første kamp var spillerne tydeligvis for nervøse, og i anden kamp tabte vi på en dum fejl, i en kamp hvor vi ellers var bedst. Trejde og fjerde kamp var domineret af målmandsdrop, så på trods af en trænerfyring, og forbedret spil i de seneste kampe, var vi stadig uden sejr efter de første fem runder.

Man skal naturligvis holde hovedet koldt, blive ved med at tro på at det man gør er det rigtige, og forsætte med at arbejde benhårdt i den retning man tror på. Ingen pludselig slingren, ingen påvirkning af at folk på sociale medier kalder os Bottom Fry (hvilket dog, indrømmet, er lidt sjovt), og forudsiger vi går sæsonen igennem uden at vinde en kamp.

Men det er svært. Man har sgu øjeblikket hvor man tvivler. Det har spillerne også. Derfor er det endnu vigtigere, at man bliver ved med at samle dem op, overbevise dem om at de er gode nok, og at det nok skal komme. Selvom man selv er i tvivl.

Sejren kom så også endeligt, og på det måske mest overraskende tidspunkt af alle. Vi mødte i weekenden de forsvarende mestre Gor Mahia, vel nok Kenyas svar på Brøndby, lidt et galehus, med en flot historie, og rigtigt mange dedikerede fans.

Vi spillede en fremragende kamp, taktikken sad lige i skabet, spillerne var sultne som aldrig før, og vores modstander undervurderede os uden tvivl. Vi skabte kampen igennem flest chancer, og kunne have scoret flere mål, men vigtigst af alt, så holdt vi endeligt nullet, noget vi var så gode til sidste år.

Softie blev vores helt med to mål. 18 år, og uden tvivl et stort talent, der bare skal modnes mentalt. Jeg havde faktisk mange snakke med ham, da jeg besøgte AllStars for nogle uger siden. Han er uden tvivl den mest talentfulde spiller i truppen, men han har en tendens til at falde ud af kampe.

Selv stiller han sig for ofte tilfreds med for lidt, og synes han har spillet en god kamp, hvis han ‘ikke var den dårligste’. Han skal stille højere krav til sig selv, hvilket vi har gjort ham klart at vi stiller til ham. Han er ikke 16 længere, han er en af dem der skal holde os i ligaen, og det ansvar skal han være bevidst om.

Mentalt har han rykket sig meget i den rigtige retning i denne sæson, og med en kanonindsats mod Gor Mahia, og efterfølgende udtagelse til U20-landsholdet sammen med vores anden ungen offensive spiller Bobby, virker det til at han trods alt lytter til hvad vi siger.

Det var en ekstrem forløsning endeligt at få den sejr. Nu håber jeg at vi ser en ketchup-effekt, på trods af vi næste gang møder en af de andre store klubber i landet, AFC Leopards. Men uanset hvad, blev der tanket selvtillid, hvilket ikke mindst er vigtigt for vores fans.

Der var omkring 2000 tilskuere til kampen mod Gor Mahia, og sejren betød meget, som man kan se på billedet, hvor pigtråd ikke er en hindring for at deltage i at fejre målet. Men festen er slut, arbejdshandskerne er taget på igen, og nu ser vi frem mod næste kamp - og forhåbentligt en efterfølgende fest.

RLFM: Nøgen mand, kaotisk start og trænerfyring

Skrevet d. 8. marts, 2014 af Pierre
35 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Premier League har været vores drøm længe. Vi har jagtet det utrætteligt, og det kulminerede i december med oprykningskampen, som vi vandt 1-0. Tiden til forberedelse var kort, og for vores nye træner fra Tyskland, endnu kortere, da han først ankom omkring to uger før vores første turneringskamp.

Den blev spillet på udebane i Vestkenya, hvor folk tror en del på magi og andre sjove sager. Jeg havde forventet at vi fik en svær start, og vi endte da også med et 3-0-nederlag i en kamp, hvor vores spillere havde virket rystende nervøse. Om det skyldes debuten, eller den nøgne mand der mødte dem, i færd med at forhekse omklædningsrummet da de ankom, skal jeg lade være usagt. Men det var ingen god start.

Ugen efter var det spillemæssigt meget, meget bedre. Vi spillede en rigtig god kamp på hjemmebane, hvor der i øvrigt var over 600 betalende tilskuere. Desværre brændte vi et hav af chancer, og vores modstander scorede et enkelt pragtmål på et langskud, og så måtte vi endnu engang notere et nederlag.

Tredje kamp var sidste weekend. En kamp jeg havde set frem til, da det var den første kamp jeg skulle se. Jeg ankom aftenen før kampen, og mødte først truppen og bænken før kampen startede. Jeg tror ikke der var meget magi involveret i kampen, men ganske almindelig sjusk fra vores målmand, da han i det første minut droppede et svagt hovedstød ned i fødderne på en angriber, der sikkert scorede.

Holdet var rystet. I løbet af de næste 15 minutter scorede Sofapaka endnu to mål, og først ved 3-0 fik vi stabiliseret tingene. I anden halvleg var vi dominerende, havde to skud på træværket, blev snydt for to klare straffespark, og et frispark reddet helt oppe i krogen, af Kenyans landsholdsmålmand. Det sluttede 3-0, men jeg var egentligt fortrøstningsfuld, for der blev vist rigtigt gode takter.

Jeg var ikke i tvivl om vi var på rette vej, og pointene nok skulle komme. Men allerede efter kampen, begyndte jeg at fornemme noget uro. Assistenttrænerne klagede over at vores træner talte til dem som små børn, råbte og skreg af dem, og vi havde en lang snak med ham efter kampen, om at han skulle passe på han ikke mistede supporten fra sine medhjælpere, for skete det, så mistede han nok også truppen.

Det var en virkelig underlig situation. Jeg havde troet jeg skulle ned og nyde et par kampe i varmen, og ellers bare hygge mig i klubben, men pludseligt stod det klart, at der skulle laves damage-control. Robert havde nævnt for mig, at træneren ikke lyttede til assistenternes råd, og han havde prøvet at snakke med ham, men uden success.

Søndag var om muligt endnu mere underlig. Spillerne var mødtes lørdag aften, efter kampen, og havde snakket om situationen. De var utilfreds med træneren, der fra starten havde været meget hurtig til at sende folk ud af truppen, hvis de gjorde noget forkert, og spillerne følte at det var umuligt at få en ny chance. Han havde også flyttet rundt på mange spillere, til positioner de ikke var trykke ved, og kastet dem i kamp på positioner de slet ikke mentalt var forberedt til.

Det var en underlig søndag. Vi snakkede meget frem og tilbage, om hvad vi kunne gøre for at redde situationen. Vi har brugt mange penge på at få en UEFA Pro træner herned, og mange ressourcer, så vi var ikke villige til bare at give op. Mandag havde vi et 6 timer langt møde med træneren, hvor vi forsøgte at finde forklaringer på hvorfor det var gået så skævt som det var, og hvad vi kunne gøre for at rette op på det.

Vi blev enige om at tage et fællesmøde med nogle af de mest etablerede spillere vi har, mandag morgen, i forsøget på at redde det. Men det gik ikke. Spillerne er bange for ham, og tør ikke sige noget, i tilfælde af de skulle blive smidt af holdet, hvis han enten blev som træner, eller de fik ham igen som træner senere i deres karriere.

Jeg ville virkeligt ikke være et hold der fyrer trænere. Og udefra, må det også se virkeligt underligt ud, og ligne en panikreaktion. Men der var ingen vegne uden om. Det var dybt ubehageligt, og virkeligt rystende, at finde ud af hvordan han havde smadret harmonien på holdet.

Han har ellers været i Kenya et år før, men han formåede slet ikke at forstå vores trups behov, og opfylde dem. I stedet spredte han frygt, forvirring og det forplantede sig til usikkerhed. Robert og jeg tog et fællesmøde med alle spillerne efterfølgende, og dommen var klar. Han havde mistet deres tillid. De stolede ikke længere på hans taktik, mandskabspleje eller evner til at vende bøtten.

Ikke en eneste spiller støttede ham. Ikke endda de spillere der var kommet til i dette transfervindue, og som havde fået spilletid. Holdningen var klar, han måtte ud. En fuldstændig rystende udvikling, men der var ikke andet at gøre, end at bede ham om at smide tøjlerne til førsteholdet. Senere fandt vi ud af ting, som at hans assistenttræner ikke engang fik holdopstillingen at vide, før en kamp.

Her, en lille uge senere, er jeg stadig rystet over udviklingen. Rystet over en person, der har erfaring fra Kenya, kan komme så arrogant ind til en trup, der har vundet oprykning mod alle odds til den bedste række, og fuldstændig smadre det vi har bygget op. Rystet over at vi kunne have taget så meget fejl af ham, og nu har brugt en alt for stor del af vores budget, på en træner der var her en måned. Generelt bare rystet, og jeg forsøger stadig at indhente den søvn jeg mistede, efter 3 søvnløse nætter.

I morgen har vi så en uendelig vigtig kamp, på hjemmebane. Stemningen i truppen er som forvandlet, efter vores gamle trænerkonstellation igen har taget over. Vi ville bygge oven på, ved at tilføre taktisk knowhow og udvikle vores spillere og trænere, men det var en fejl. En stor, fed, dyr fejl. Jeg tror på sejr i morgen. Men i går fik vi et kæmpe setback. Sebastian Muchera, der har været ude i kulden, skulle have startet på toppen.

Han spillede en god træningskamp onsdag, og virkede til at være tilbage til sit gamle jeg, men ved fredagstræningen fik han en grim skade, der har sendt ham på krykker den næste måneds tid. Fodbold er nu engang ikke fair, og det gør ondt at se en voksne mand fælde tårer. I morgen håber jeg at lykken vender. Vi har taget vores del er lorten nu. Nu skal vi have vores første point.

RLFM: Nu står den på Premier League

Skrevet d. 15. februar, 2014 af Pierre
32 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Så er det sgu i dag det sker. Det har taget knap tre år længere end lige umiddelbart planlagt, men i dag sker det så. ‘Mit’ hold skal spille en kamp i Premier League.

Det er en underlig følelse, for jeg er egentligt slet ikke nervøs. For første gang, imens jeg har været involveret, vil det ikke være en katastrofe at tabe. For første gang, er vi ikke på en eller anden måde favoritter, eller undet et andet kæmpe pres, som f.eks. i vores playoff kamp.

Det bliver virkelig en svær kamp. Vi skal tilbage til Vest-Kenya, hvor vi tidligere har spillet mange svære kampe, men denne gang mod et etableret Premier League-hold, der ganske vist ikke er blevet mester i en årrække, men generelt er et solidt hold, der aldrig rigtig er i nedrykningsfare.

Vi mangler også et par spillere, der er ude med skader, og vores træner Oliver Page har ‘kun’ haft to uger til at lave sine justeringer, så det kan gå alle veje. Han har været meget utilfreds med enkelte positioner, især vores centrale midtbane, hvor han har eksperimenteret meget.

Oliver føler vores normale førstevalg på positionen er for langsom til Premier League. Generelt er han meget glad for hurtige spillere, og derfor er det også ærgerligt, at det er spillere som Morris, Achesa, Softie og Mandela der døjer med skader, da de har masser af speed.

Jeg aner ikke hvordan det kommer til at gå. Jeg tror vi kan se alt fra et kollaps, hvis spillerne bliver overrasket over niveauforskellen, til en lille listig overraskelsessejr. Jeg ved det simpelthen ikke. Men jeg glæder mig til, at vi efter i dag er meget klogere på hvor vi står.

Selv hvis vi taber, har vi stadig 29 kampe at hente point i, så selvom det ikke helt er en gratis omgang, så har vi aldrig været under mindre pres. Det vil jeg nyde, så længe jeg kan!

I kan, hvis alt gå vel, følge kampen mod SoNy Sugar med liveopdateringer via vores Facebook-profil Nakuru AllStars.

RLFM: Ordnung muss sein vs Hakuna matata

Skrevet d. 29. januar, 2014 af Pierre
55 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Volkswagen ville nok aldrig være blevet opfundet i Afrika. Til gengæld har jeg aldrig set en tysker med rytme i kroppen. Der er en verden til forskel på Tyskland og Kenya, og derfor bliver det spændende at se hvad der sker, når vi ryster posen, og blander Ordnung muss sein-filosofien med den noget mere laid back Hakuna matata-holdning.

Ok ok, det er selvfølgeligt fordumsfuldt, og alt for skarpt skåret, men ikke desto mindre, så bliver det interessant at se hvor meget vi kan få vores afrikanske hold til at spille som ‘en velsmurt tysk maskine’. Anledningen er, at vi i dag har præsenteret vores nye træner, og han er fra Tyskland.

Oliver Page er navnet, UEFA Pro licensen blev sikret i 2007, ved tilknytning hos blandt andet Werder Bremen og SC Heerenveen. Han har selv spillet en række år i Bundesligaen for blandt andet Leverkusen og Dynamo Dresen, og kommer fra en stilling som træner for U17-1. Bundesliga-holdet Youth Sportfreunde Siegen.

Han har en baggrund som både førstholds- og ungdomstræner, og har været tilknyttet forskellige projekter i både Afrika og Asien, ligesom han er tilknyttet det tyske fodboldforbund som international ekspert, og er en del af Tysklands Olympiske kommite. Han har kendskab til Kenyansk fodbold fra 2009, hvor han var hos Nairobi City Stars, i et halvt år, men smuttede da de ikke betalte ham.

Det har været en lang omgang at få ham tilknyttet. Jeg har nævnt ham tidligere på bloggen her, han var mit førstevalg den gang hele projektet startede. Jeg tror at han er lige præcis den blanding af kompetencer der skal til, for at løfte os til næste niveau, og derfor er jeg naturligvis glad og stolt over det endeligt lykkedes, og at vi i dag kunne præsentere ham for den samlede kenyanske presse.

Egentligt faldt det på plads allerede for et par uger siden. Det har været voldsomt hektisk, siden vi rykkede op. Sponsorarbejde, planlægning, cashflowbudgetter, kontraktforlængelser, papirarbejde med licenser og alverdens røv sygt arbejde. Men det gør det jo så endnu federe, når tingene falder lidt på plads.

Indrømmet, der er lang vej endnu. Sæsonen starter om 14 dage, vi skal stadig ud og skaffe flere sponsorpenge, og truppen skal stå sin første test. Det bliver sgu spændende. En virkeligt spændende sæson. Men hvor er det dog herligt at få lov til at opleve denne situation, der trods alt var grunden til vi gik ind i det.

På trods af alle de udfordringer der ligger foran os, er jeg ganske fortrøstningsfuld. Når vi har klaret det så langt, så skal vi sgu nok gå hele vejen. Jeg kan igen drømme om, at vi inden for en kortere årrække kan være med helt i toppen, og med en international kapacitet tilknyttet på bænken, så burde vejen for vores spiller til Europa også være blevet en del kortere.

Det hele er også blevet meget større. De store medier skriver om os nu, jeg kan sandsynligvis se TV fra pressemødet i aften når KTN smider klip på youtube. Goal og SuperSport skriver om vores signing. Det er sgu fedt. Det er ikke bare et lille hyggeligt projekt, i en amatørrække længere. Det er sgu Premier League. I Kenya, javist, men stadigvæk.

RLFM: Mission accomplished!

Skrevet d. 21. december, 2013 af Pierre
82 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Den er god nok - Vi gjorde det sgu! Nakuru AllStars er i Premier League. To et halvt års arbejde kulminerede i dag ved middagstid, da Nakuru-drengene slog blomsterbutikken Oserian 1-0 i Nairobi, i playoff kampen om oprykning til den bedste kenyanske række.

Lige nu burde jeg vælte lykkelig rundt i det kenyanske natteliv, og dele krammere ud til hele Nakuru. I stedet sidder jeg her foran min computer, med en jævnlige tendenser til tåre i øjenkrogen, og Marc Cohens Walking in Memphis på repeat på anlægget. Et enkelt glas eller to skal jeg nok også komme igennem, sammen med denne blog, imens jeg sender varme tanker til mine mørke brødre.

Hvor gerne jeg end ville have været til stede, så kunne det ikke lade sig gøre. Som i måske har læst tidligere, har kampen været udsat utallige gange, og så sent som i tirsdags var der rygter fremme i pressen, om at presset fra West Kenya var blevet for stort - eller checken - og vi ikke længere kunne forvente at spille den kamp.

Onsdag havde jeg en samtale med Robert, hvor jeg fortalte ham at AllStars som vi kender det var dødt. Jeg var træt af det hele. Måske fordi jeg i år har måtte følge det på afstand, og ikke har haft vores unge spilleres glæde ved spillet frisk printet på nethinderne, men kun skulle tage stilling til alle de problemer vi havde med forbundet, korruption og modstandere.

Af samme årsag har bloggen været død - og i perioder har jeg næsten ønsket vi bare ville tabe nogle kampe, så det var overstået - så vi ikke længere skulle gå og blive ‘narret’ af drømmen om at rykke op, en drøm der virkede så langt væk. Men trods alle vores udfordringer, ikke mindst økonomisk, klarede drengene den.

De blev ved med at vinde lige nøjagtigt nok til vi ikke kunne få os selv til at give op, og da sæsonen var slut, lå vi i toppen. Men den altafgørende kamp blev udskudt gang efter gang, og onsdag troede jeg så lidt på chancen for at vi rent faktisk fik lov til at spille den, at Robert og jeg snakkede en komplet restrukturering af klubben, for at redde ungdomsafdelingen, der samtidig betød at den professionelle afdeling måtte lade livet.

Efter at have snakket med Robert, rejste jeg hjemmefra i tre dage, for at arbejde. Torsdag aften fik jeg besked - vi er på. Vi skal spille lørdag. Fredag fik vi losset holdet i en bus og kørt til Nairobi, og selvsagt måtte jeg indse at jeg ikke kunne være til stede. Men det var fint. Det var præcis det mirakel vi havde snakket om skulle ske. At vi fik lov til at spille kampen før jul.

Jeg havde faktisk en rigtig god fornemmelse før kampen, selvom bookmakerne, hvis de havde turde sætte odds på kampen, uden tvivl ville vælge ubesejrede Oserian som klare favoritter. Det er her Marc Cohen kommer ind i billedet.

På vores mange ture rundt i bil på vej til og fra kampe i Kenya, har jeg hørt sangen utallige gange, for det er Roberts yndlingssang. Han synger den virkeligt dårligt, men ganske passioneret. Præcis som når han spiller selv trækker i tøjet, og spiller fodbold i øvrigt.

Da jeg var på vej hjem til familien i går, spillede natradioen nemlig Walking in Memphis netop som jeg drejede ned af vores vej. Det måtte jeg jo tage som et tegn på det nok skulle gå - og det gjorde det heldigvis.

Kampen igennem var vi, ifølge de sparsomme meldinger jeg fik dernede fra, ganske dominerende. Det var i øvrigt den mest ulidelige kamp jeg nogensinde har fulgt. Jeg må have fordoblet Facebooks sidevisninger i samme tidsrum, i jagten på opdateringer fra vores profil, og mod slutningen gik jeg i gang med at ringe til spillere, men signalet var så ringe, at jeg ikke kunne få bekræftet om kampen var ovre eller vej.

Jeg rystede som aldrig før, og blev ved med at stoppe min tankestrøm når den blev for positiv, i frygt for at jinxe det resultat der var ved at gå vores vej. Endelig kom updaten ind. Efter 40 år uden for det gode selskab, er Nakuru AllStars tilbage i Premier League.

Det lykkedes, på et hængene hår, et blandet team bestående af naive passionerede kenyanere, og minds lige så naive blegfede danskere, at sende den første vinder af Premier League, tilbage fra glemslen ind på den store arena fra næste år.

Det betyder dog ikke at alt er lykkeligt nu. Kenyansk fodbold har stadig store problemet, omend de er markant mindre i den bedste række, hvor TV-dækningen og det professionelle selskab der driver ligaen, holder fornuftigt styr på det. Men nu starter arbejdet for alvor igen. Alle de planer vi havde da vi for to et halvt år siden forsøgte at overtage et hold i den bedste række, skal vi til at tænke på igen som aktuelle.

Vi starter om en måneds tid, truppen skal gøres en anelse bredere, og alt skal i bund og grund tænkes igennem fra bunden igen. Jeg føler lidt at projektet starter forfra - hvilket forhåbentligt kommer til at blive reflekteret på denne blog, som jeg har holdt i armslængde, da enhver update jeg kunne komme med blot ville gøre mig mere deprimeret.

Vigtigst af alt, gjorde sejren at ‘mine’ spillere har et job næste år. Staben omkring holdet er sikret, alt det var har bygget op, skal ikke bare rives ned igen. Mennesker jeg holder af, der har satset alt på drømmen, er ikke endt i et mareridt.

Det er nok derfor jeg sidder med med tendenser til vand i øjnene, selvom det ikke helt er gået op for mig at det rent faktisk er lykkedes, og at vi nu skal sætte næste mål. For selv hvis det ikke var lykkedes, var mit fine rare liv gået videre, uden den store negative påvirken, når først en evt. lukning var kommet lidt på afstand.

Det kan ikke beskrives hvor vigtig sejren var for vores spillere. De beholder deres job, de kan få deres løn op til jul, og dem der har været på vej til at blive smidt ud af deres lejligheder, skal ikke ud og banke på venners døre hen over nytår. Det er sgu et vaske ægte ‘life-changing moment’ for rigtigt mange af dem dernede.

Det gør mig varm indeni.

Det er det mest absurd sindsyge projekt jeg nogensinde har kastet mig ud i, og jeg synes ellers jeg har haft min del af de hjerneblødninger der burde haves. Men det lykkedes jo.

Ufatteligt.

Jeg er fandme godt gammeldags lykkelig.

RLFM: Voldtægtsanklager og den endelige afgørelse

Skrevet d. 19. november, 2013 af Pierre
59 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Det er længe siden jeg har opdateret fra Kenya. Rigtigt længe siden. Det beklager jeg. Det skyldes som sådan ikke at der ikke er noget at skrive, for begivenhederne står i kø, frustrationer afløses af glæde, og omvendt, i en cyklus der kører så ofte, at jeg snart er helt skizofren.

Lad os starte med det positive, opsummeringen af sæsonen. Vi vandt sgu. Jeg fatter næsten ikke hvordan det lykkedes, i forhold til hvad vi var igennem i år. Pengene har været små, vi har måtte kæmpe uge for uge med at skaffe midler, men det lykkedes.

Vi smed nogle dumme point, inklusiv to uafgjorte kampe mod bundhold, men begge kampe vandt vi efterfølgende på appeller, da de brugte ulovlige spillere. Den mest absurde kamp var den sidste vi ’vandt’.

Kampen var ugen før sidste spillerunde, vi møder det lokale hold Comply, der stiller op med en af vores egne B-holds-spillere. Naturligvis klager vi. Forbundet venter dog til efter sidste spillerunde med endeligt at tildele os pointene, fordi administrationen dernede generelt sejler mere end Mærsks skibe.

Alle vidste godt vi ville få de to point, men vores rivaler fra West Kenya Sugar ville ikke acceptere det. Så efter sidste spillerunde, hvor de sluttede sæsonen med et point mere end os, fejrede de at de havde fået playoff-pladsen.

Det gjorde vi også, for vi vidste at vi ville få to ekstra point for den uafgjorte kampe, og det kom først frem to dage efter. Ekstrem vanvittig situation, der kun bliver endnu mere vanvittig.

I lørdags burde playoff-kampene været spillet, for selvom vi har vundet vores pulje, er der tre andre puljer, og kun to i alt der rykker op. Men torsdag blev kampen udskudt. En absurd situation, hvor forbundet i øvrigt har meldt ud, at de endnu ikke har erklæret hvem der skal spille playoff-kampe i pressen.

De siger til os, at det er os, men jeg frygter de udvider playoff, hvis de får penge nok fra nogle af de hold der blev nummer to i puljerne. Det kan sagtens ske, i et land hvor fodbold er drevet af korrupte svin, der tænker på dem selv.

I dag burde vi få at vide hvad der sker, og det bliver spændende endeligt at få den forløsning at vi skal spille i weekenden. Nu skal vi så bare lige have vores træner ud af fængsel, så han kan komme med.

En kvindelig liniedommer, der angiveligt er i bukserne på dommerudvælgeren, som kommer fra samme region som West Kenya Sugar, har anmeldt vores træner for voldtægt.

Pure opspind, men de er så frustrerede over at vi har ’taget deres plads’ i Vestkenya, at vi skal generes så meget som muligt. Så nu skal han løslades på kaution, så han kan træne holdet. Ikke den bedste optakt til en vigtig kamp, at spillerne møder ind i morges til træning, og fik at vide at træneren var i spjældet.

Det er den slags situationer der gør jeg er virkeligt træt af Kenyansk fodbold. Det er pisse synd for alle de gode rare mennesker der er omkring fodbolden dernede, og i landet generelt, men de har altså problemer med den måde skidtet kører på.

Jeg glæder mig bare til den playoff-kamp er spillet. For så er det slut. Enten er vi i Premier League, hvor der er langt, langt mindre bestikkelse, cirkuslove og konstant usikkerhed, takket være TV. Enten det, ellers rykker vi ikke op, og så lukker vi projektet, med den tilfredshed at vi, trods alt, i det mindste gjorde hvad vi kunne.

Det ender enten i den mest episke fejring jeg har oplevet siden EM-sensationen i 1992, eller med en tom fornemmelse af at have været oppe mod en korrupt overmagt.

Det bliver rart at få klarhed på lørdag. Hvis vi altså spiller på lørdag. Det burde vi får klarhed om i dag. Måske. Man ved jo aldrig. Det er jo Kenya.

RLFM: Drømmestart på sæsonen

Skrevet d. 24. marts, 2013 af Pierre
36 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Nakuru AllStars fik en helt og aldeles perfekt start på sæsonen, da vi i går slog West Kenya Sugar med 3-0 på hjemmebane. De er en af outsiderne til playoff-pladsen, og burde slutte i top 4, så det var en vigtig sejr.

Mest stolt af sejren er jeg, fordi samtlige spillere der fik spilletid er fra Nakuru. I startopstillingen var der fire spillere fra det originale hold vi overtog, og yderligere to der havde spillet i klubben før.

Derudover var der tre rutinerede Nakuru-spillere vi hentede ind før sidste sæson, og sidst men ikke mindst fem unge lokale spillere, vi selv har opdraget.

De to 17-årige offensiv-esser Kennedy Owino og Boniface Akenga startede inde som de to fløjspillere i vores 4-3-3, og kvitterede hver med et mål. På banen i løbet af kampen, kom også tre andre unge gutter på under 20, der sidste år var med til at sikre oprykning for reserveholdet.

Det viser bare at hvad vi gør er det helt rigtige, og derfor gør det endnu mere ondt, at vi muligvis må sig farvel til hele eller dele af projektet, hvis vi ikke snart får skaffet en sponsor.

Jeg er egentligt ikke typen der bryder mig om at bede om hjælp, jeg vil næsten hellere bare fejle i fred. Men der er for mange mennesker der er afhængige af at det her lykkedes, hvis de skal kunne forsørge deres familier. Derfor vil jeg lige en sidste gang opfordre folk til at støtte os via denne side:

http://www.indiegogo.com/projects/save-nakuru-allstars/x/1434303

Vi arbejder stadig på højtryk for at få gang i bus-branchen, og jeg håber at vi får godkendt det snarest, så vi kan få en indtægt, der kan holde holdet i live.

RLFM: Let’s get ready to rumble!

Skrevet d. 22. marts, 2013 af Pierre
28 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Kort efter nytår, blev det meldt ud at ligaen startede den 16. februar, og da holdet startede op igen efter juleferien, var det den dato vi lagde opstartsprogrammet efter. Hurtigt stod det dog klart, at der ville gå et par uger mere før ligaen kunne starte, da der var tvivl om strukturen. Så kom valget i vejen, og senest har ubetalte regninger udskudt sæsontasten.

Men nu skulle den være god nok, mere end en måned efter den første planlagte dato, er vi klar til at sparke sæsonen igang for seniorholdet i Nakuru AllStars. I morgen kommer West Kenya Sugar på besøg, og det bliver en kamp der i høj grad vil sætte tonen for hvordan vores sæson vil tegne sig.

Vi har fået et rigtigt godt program, hvor vores tre største konkurrenter kommer på besøg hos os i de fire første kampe. Tre kampe vi vandt sidste år, i øvrigt, og kan vi gentage det, så ser det rigtigt godt ud for chancerne for at vinde puljen. Men chancerne for oprykning er naturligvis stadig små, med 49 hold i fire puljer, og kun to pladser. Selv hvis vi vinder vores pulje, hvilket jeg ser som ganske sandsynligt, så skal vi ud i en play-off kamp hvor alt kan ske.

Men, i første omgang er fokus på at komme godt fra land, og her spiller vores økonomiske situation også ind. Programmet byder heldigvis ikke på nogle dyre rejser før om en måned, så imens vi stadig jagter sponsorer lokalt, gælder det om at få midlerne til at strække så længe som muligt, og sørge for at spillerne ikke bliver påvirket.

Lige nu har de endnu ikke mærket til det, ud over den aftale lønnedgang. Vi har fundet kapitalen til at betale alle regninger til tiden indtil nu, hvilket er vigtigt, så de ikke bliver forstyrret mentalt af den slags. Hvis, eller når, vi vinder i weekenden, står vi dog over for et interessant dilemma. Sejre udløser bonus, men bonusserne er ikke fundet i budgetterne endnu, og pengene vil i så fald gå fra næste måneds rejsebudget - hvilket i yderste tilfælde betyder, at hvis vi ikke skaffer penge ind i løbet af en måned, kan vi måske ikke rejse til kampen.

Robert hælder til at betale bonus, så spillerne mentalt ikke bliver forstyrret, og satse på at få penge ind i løbet af næste måned, hvor jeg er mere konservativ, og fokuserer 100% på at få holdet til at overleve, imens vi forsøger at bygge en forretning omkring den, der kan få det til at løbe rundt. Vi er ikke blevet enige om hvad vi gør endnu, men det er en interessant men ærgerlig øvelse at skulle ud i. Det var noget sjovere sidste år, hvor vi havde de støste økonomiske muskler i ligaen.

Husk at det stadig er muligt at hjælpe os via dette link, og læs eventuelt mere i dette tidligere blogindlæg.

Hvis man i øvrigt er til Twitter, så kører der i øvrigt en krig imellem kenyanere og nigerianere som optakt til deres landskamp. Da Kenya landede i Nigeria, endte de med at træne på en bane uden græs, og blev vist generelt ganske dårligt modtaget, på grænsen til chikane. Jeg udelukker ikke at det kenyanske fodboldforbund selv er skyld i det, det vil slet ikke overraske mig, men det har i hvert fald startet en krig på de sociale medier, hvor hashtaggene #SomeoneTellNigeria og #SomeoneTellKenya flyder over med spydigheder. Ganske underholdende.

RLFM: Sæsonstarten udsat

Skrevet d. 19. marts, 2013 af Pierre
27 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Nakuru AllStars har stadig ikke fået hul på sæsonen, der ellers i første omgang var sat til at starte midt i Februar. Senere blev sæsonstarten skudt til sidste weekend på grund af det kenyanske valg, men selv da vi i torsdags endeligt fik kampprogrammet for sæsonen, var vi godt klar over det ikke ville ske.

Officielt skyldes det at valg-resultatet trak ud, men forsinkelsen er noget mere kenyansk end som så. Leverandøren af spillerregistreringssystemet har ikke fået sine penge, og trak derfor stikket på serveren. Han ved godt, at det er nu eller aldrig, hvis han nogensinde skal få sine penge, så han holder sæsonstarten som gidsel.

Jeg bebrejder ham som sådan ikke, for det er hans eneste chance. Jeg ved at udsættelsen også irriterer ham selv, da han selv har et hold i rækken. Nu er det så spændende om vi kommer i gang i den kommende weekend, eller om vi må tage endnu en weekend i venteposition.

Det der ryster mig mest, er at det ikke ryster mig mere. Man har efterhånden vænnet sig til at den slags situationer opstår, og mentalt forbereder man sig på det sker, så man ikke bliver så skuffet, sur og irriteret. Jeg er begyndt bedre at forstå hvordan de lokale kan tage den slags så afslappet.

Men det er jo i bund og grund fuldstændigt håbløst, især fordi forbundet selv i sidste uge var ude og slå fast, at de drev rækken langt mere professionelt end nogensinde set før, og folk skulle holde op med at sige det modsatte. Vi er altså i en sitation, hvor der stadig er lidt i tvivl præcis hvor mange hold der er i den næstbedste række, hvornår den starter osv.

I sidste blogindlæg bad jeg i øvrigt om støtte til AllStars, så vi kan holde holdet i live i denne sæson, imens vi forsøger at etablere en forretning rundt om klubben, der kan holde den i live. Vi fik samlet $370 ind, hvilket selvfølgeligt ikke er meget, men stadig en stor hjælp. Jeg vil meget gerne opfordre endnu flere til at gå ind og hjælpe os, via følgende link.

http://www.indiegogo.com/projects/save-nakuru-allstars

Tak,
Pierre

RLFM: Pengejagt - AllStars behøver hjælp

Skrevet d. 11. marts, 2013 af Pierre
40 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Året 2013 er indtil videre gået med at følge vores lokale kenyanere rundt til prøvetræninger i det danske vinterlandskab, imens de kæmpede for en kontrakt. Imens de kæmpede, er der også blevet kæmpet i baggrunden, for at få styr på økonomien til den kommende sæson i Nakuru. Som nævnt i et tidligere blogindlæg, har en del af investorerne sagt stop.

Vi brugte rigtigt mange penge sidste år, og meningen var naturligvis at det skulle resultere i en oprykning. Det gjorde det ikke, og derfor er kassen blevet smækket i. Det kan jeg sagtens forstå, men det efterlader desværre AllStars i lidt af en kattepine, selvom vi har reduceret udgifterne voldsomt til den kommende sæson, for ikke at skulle lukke.

Vi havde satset på at investere i lokale busser, og bruge overskuddet på driften til at betale udgifterne i AllStars, og vi havde skaffet funding til udbetalingen af fire busser, men bankerne har ikke været villige til at låne os de resterende 70%, da vi indtil videre ikke har haft indtægter af betydning, men har været et selskab der blot har fået tilført penge udfra.

Derudover har det været en voldsom langstrakt process at få de afslag, da Kenya mere eller mindre har været sat på pause, på grund af præsidentvalget. Vi har heller ikke haft held til at komme igennem til sponsorer lokalt, ofte med begrundelsen at det må vente til efter valget. Valget er overstået, men Kenya er endnu ikke tilbage i gear, og en retsag truer med at ændre udfaldet af afstemningen.

I baggrunden truer naturligvis hele tiden den uro man så i 2007, og derfor er de fleste virksomheder mere eller mindre forstenet. Af samme årsag har sæsonstarten været udsat for ligaen, men næste weekend går vi i gang, og vi mangler i øjeblikket penge til at betale lønninger og de andre udgifter vi har i den forbindelse.

Vi skal bruge omkring 300.000 kroner mere for at kunne gennemføre denne sæson, og skaffer vi dem ikke snart, er det ikke sikkert at vi kommer til at overleve. Det vil dog gøre voldsomt ondt at se alt vores arbejde ryge ned i kloakken, og derfor må jeg nu ty til dette.

Jeg har oprettet en side hvor man kan støtte AllStars økonomisk, og pengene der kommer ind, vil blive brugt ‘nedefra og op’. Det vil sige, at udgifterne til de yngste har førsteprioritet, og når vi ikke vores mål, vil pengene dermed ikke være tabt, men blive brugt til at holde gang i holdene for vores yngste spillere.

Du kan støtte vores projekt her: http://www.indiegogo.com/projects/save-nakuru-allstars/x/1434303

Alle beløb er velkomne, og mange bække små gør rent faktisk en stor å. Hvis f.eks. hver person der normalt læser mine blogindlæg bidrager med 15 usd, er vi i mål. Mere skal der faktisk ikke til.

Derudover er vi selvfølgeligt åben for investorer, der har lyst til at være medejer af en fodboldklub. Det er muligt at opnå majoritet hvis det skulle ønskes, og pengene for aktierne vil blive skudt ind som drift. Kontakt mig på pierre snabela nakuruallstars dot com for flere oplysninger.