Real Life Football Manager

I den periode jeg har været væk fra Kenya, har vi spillet en del kampe, hvor vi har skabt en masse chancer, men ikke formået at udnytte dem. Ifølge Robert mangler vi desperat en angriber, den eneste position, hvor vi ikke forstærkede os i seneste transfervindue.

Egentligt synes jeg selv vores fire etablerede angribere har talent, jeg er dog rigtigt træt af en af dem. Kamau var rigtigt god lige da vi overtog holdet, men hans mentale styrke er som en fireårig pige hvis fletninger er blevet klippet af, og selvom vi har forsøgt at arbejde med det i snart et år, er det ikke gået frem af.

Han har dog ellers kroppen til at spille for os, han er vores eneste angriber med figur som et køleskab, og derfor har vi også givet ham ganske mange chancer, men vi må nok indse at han må videre, og genvinde sin selvtillid andet steds.

Derfor har vi de seneste dage kigget efter mulige angribere, men i et land hvor topscoreren i den bedste række ofte har et snit på mindre end et mål hver anden kamp, er det ikke fordi man drukner i Heine Fernandez-typer.

Vi har naturligvis forhørt os på Blackberry, for selvom han floppede i Randers, burde han kunne gøre underværker for os, ikke mindst fordi han trods alt burde have suget lidt til sig i det jyske, som han kan bringe med hjem til Kenya. Han var dog allerede godt på vej til Tanzania.

Vi fik i stedet identificeret to spillere fra Blackberrys tidligere klub Gor Mahia, der er røget ud på røv og albuer i forbindelse med en udrensning. Den ene er blevet opkaldt efter Manchester Citys Balotelli, vist primært på grund af sit udsende, men vi fik forhørt os frem til at Balotieno, som de kalder ham, vist også har lidt af de samme kvaliteter uden for banen som sin navnebror.

Derimod så det straks mere fornuftigt ud med den anden angriber vi havde udset os. Han blev nummer to på topscorerlisten sidste år med 11 mål i 14 kampe, og for små fire måneder siden betalt Gor Mahia godt 10.000 kroner for ham, hvilket er en pæn transfer i Kenya.

Da Gor Mahia kort efter fyrede træneren, og fik en ny træner ind, røg han dog ud i kulden. De to havde tidligere været i en anden klub, hvor træneren blev fyret, og han bebrejdede klubbens congolesiske spillere for sin afgang, og sendte derfor begge Gor Mahias congolesere på porten.

Vi besluttede os for at jage ham hårdt, selvom han næppe var specielt interesseret, og Robert mødtes med ham. Jeg har et arbejde at passe, så jeg var ikke med, men pludseligt begyndte en lind strøm af SMS’er at tikke ind fra Robert.

Vores angriber-ven kendte sin værdi, og var meget stejl på sine krav. 7.000 kroner i sign on bonus, og 2.400 kroner om måneden. Månedslønnen var hvad vi havde sat som mål, men vi havde bestemt ikke satset på at skulle give ham den bonus, så Robert gik i gang med at forhandle.

Vi SMS’ede frem og tilbage, og Robert forsøgte at fordele pengene ud i rater, men pludseligt fik angriberen et opkald. Det var træneren fra sidste års mestre Tusker der var i røget, sagde angriberen. Robert troede ikke på ham. Det var lidt for pudsigt til at være sandt, at de skulle ringe lige samtidig med at vi forhandlede med ham.

Spilleren slog medhør til, og Robert genkendte stemmen. Den var god nok. Tusker var i gang med at nappe vores ønskespiller, og deres økonomiske muskler var store. De fordoblede hurtigt hvad vi havde tilbudt, 14.000 i signon og 5.000 kroner om måneden.

Det var ovre. Der er ingen chance for vi kunne begynde at byde med, i forvejen ville denne ene spiller komme til at tjene det dobbelte af vores næsthøjest betalte, så at gå højere op ville være desperat.

Robert må da have solgt klubben godt, for selvom der lå en rigtig god løn og ventede i Tusker, og Robert og spilleren havde sagt tak for forhandlingen, det bliver ikke til noget, var angriberen ikke overbevist om Tusker var det rigtige valg.

Robert havde ellers kapituleret, og jeg var begyndt at ærgre mig over vi dog ikke havde mødt ham bare en time tidligere, men spilleren kom tilbage til os. ‘3000 kroner, så har vi en aftale. Jeg ved ikke om jeg kommer til at spille i Tusker, og jeg kender ingen i klubben. I Nakuru har jeg venner, så jeg vil hurtigere falde til, og jeg vil bare gerne spille fodbold’.

Derfor modtog jeg pludseligt en SMS fra Robert, efter jeg havde slået spilleren ud af hovedet. ‘Vi har en aftale! 2750 kroner, han starter på torsdag!’. Robert var helt oppe og køre. Vi har en mundtlig aftale med spilleren med det bedste scoringssnit fra sidste Premier League-sæson, og fysisk passer han til den type fodbold der spilles i den næstbedste række.

Jeg tør dog ikke håbe på for meget endnu. Jeg ved mange klubber gerne vil have ham, inklusiv hans tidligere klub Sony, hvor han slog igennem. Men Robert mener godt vi kan stole på ham, så hvis alt går vel, så har vi en klasseforstærkning med i bilen, når turen på torsdag går til Nakuru.

Nu håber jeg bare ikke Tusker kommer med flere penge…

Som læsere af denne blog nok har bemærket, så har AllStars været i en lidt hård periode på det seneste. Vi startede sæsonen fremragende, og har gjort arbejdet som vi skal på hjemmebane, men de fire udebanekampe over to weekender i vest Kenya var et hårdt slag.

To point blev det til i de fire kampe, og selvom dommerne var idioter, banerne elendige, og der var lang tid til jul, så hjælper undskyldningerne os ikke, og Agrochemicals fik slået hul ned til os, og førte med 5 point, potentielt mere, da de har to kampe i baghånden.

Det har skabt en speciel stemning i klubben. Målet var, at vi skulle føre sikkert på nuværende tidspunkt, og være den klub de andre jagtede. Det har vores forfærdelige udebanestatistik dog ødelagt, og stemningen var derfor voldsomt anspændt før vores udekamp mod Kericho Zoo.

Robert og jeg har snakket meget om hvordan vi skal agere omkring spillerne. Om vi skal være hårdere ved dem, mere forstående, true dem med bål og brand eller andet. En ting vi blev enige om, var at spillerne og bænken ikke måtte få fornemmelsen af at vi selv var bekymrede for kampen og situationen vi er i.

Jeg havde derfor brugt den lange tur på at indstille mig mentalt på at være roligheden selv. Det viste sig at være fuldstændigt umuligt, som kampen skred frem.

Egentligt startede kampen fornuftigt, i en god stemning. Den ene linievogter, der sjovt nok ikke havde været med til det pre-match meeting hvor vi andre havde aftalt en god og fair kamp, begyndte stærkt presset af hjemmeholdets højlydte fans at vinke alle vores angreb offside.

Hjemmeholdets fans var ikke kun efter dommeren. De ville tydeligvis gerne provokere os, og deres højlydte råb i den lille betontribune med lavt tag, begyndte at irritere mig voldsomt, i takt med linievogterens flag fløj op med pendulfart.

Da en stærkt beruset, naturligvis khat-tyggende, mand besluttede sig for at støtte AllStars, og starte en verbal slåskamp mod hjemmeholdets fans, blev det for meget for mig. Irritationen over deres larm, og vores manglende held foran mål, fik mig til at luske ud i regnen, der så småt var ved at aftage.

Jeg var allerede nået til et niveau, hvor jeg flere gange var tæt på at eksplodere verbalt mod liniedommeren, men jeg var fast besluttet på at holde mig i skindet i dag. Jeg kunne godt mærke det ikke ville holde hvis jeg blev siddende, så noget måtte prøves.

Jeg gik over på den modsatte side, og fandt en smule læ under et træ. Da anden halvleg skulle til at starte, havde jeg dog en panisk Robert i røret. ‘Pierre for helvede, du må ikke stå der ved sidelinien alene. Spillerne bliver bange. De tror du er nervøs’.

Det havde han ret i. Jeg var voldsomt nervøs, men besluttede mig for ikke at stå så tydeligt alene, så jeg fandt mig en plads tættere ved tribunen, hvor jeg stod, indtil regnen gik amok igen, og jeg måtte tilbage i løvens hule. Kort tid efter eksploderede det hele.

Softie sendte med en dyb stikning Kux afsted, men på kanten af feltet, blev han hevet ned af den jagtende forsvarsspiller, og møflet af den fremadstormende målmand. Det blev for meget for mig, og jeg gik i gang med at råbe og skrige. Imens jeg fægtede med arme og ben, fik jeg kigget tilbage på banen, og så at Kux på forunderlig vis havde fået afsluttet i sit fald, og bolden trillede langsomt i det tomme mål.

Frustrationsskrig blev til jubelbrøl, samtlige AllStars-udsendte endte i en stor bunke for hovedtribunen, imens Kux aede sit hår som provokation til hjemmeholdets fans, der igennem hele kampen havde hånet vores spillere med at de brugte mere tid med deres koner hos frisøren end på træningsbanen.

Kampen løb naturligvis ud i en større mængde tillægstid, og imens stemningen på tribunen havde udviklet sig i en grim retning, sørgede linievogteren for at der var tæt på at udbryde slagsmål. På trods af tre spillere i klar offside-position, fik Zoo lov til at forsætte spillet, og kun en heroisk indsats af målmand Jadu, der blev skadet imens han kastede sig ud i fødderne på dem, sikrede at vi fik sejren i hus.

Den sidste halve time af kampen sad jeg og rystede, jeg troede det var på grund af regnen og kulden, men så snart kampen var ovre, stoppede det. Så meget for at være roligheden selv. Samtidig var jeg fuldstændigt fysisk udmattet efter kampen, hvilket virkeligt var pænt underligt.

Vi fik dog vores første udebanesejr i år, og jeg har sjældent set så meget lettelse hos et fodboldhold. De lignede et hold der havde vundet et mesterskab, eller undgået en nedrykning på sidste spilledag. Jeg selv og Robert farede også euforisk rundt på banen og krammede spillere, for første gang i vores tid i klubben.

Den største nydelse var dog at gå hen til liniedommeren, og kigge ham dybt i øjnene efter kampen, smile, og sige tak for kampen. Forhåbentligt vil den dårlige samvittighed ramme ham senere, det kan man da i hvert fald kun håbe på.

Samtidig håber jeg også sejren sætter gang i en række med flere point på udebane. Vi har overstået alle de på papiret svære udekampe i denne halvsæson, og med de modstandere vi har tilbage de sidste seks kamp, burde vi havne med noget der ligner maksimumpoint op til sommerpausen.

Da vi overtog Nakuru AllStars sidste år, var der interesse fra enkelte danske spillere, for at komme og spille for os. Vi undersøgte mulighederne, men dels var der en masse andet der skulle styr på - man overtager ikke sådan uden videre en fodboldklub syd for ækvator, og udbygger med ungdomshold - og dels var vi måske lidt for ambitiøse.

Det var primært spillere med SAS Liga-erfaring, der stadig havde fodbolden som levebrød, og når vores bedst betalte spiller tjener 2.000 kr efter skat, så er der ikke meget at konkurrere med økonomisk.

Efter at have set flere kampe og træning, er jeg dog overbevist om at spillere fra et lavere niveau i Danmark også kan være med, især hvis man arbejder hårdt, og har en god taktisk forståelse. Derfor vil jeg gerne invitere til prøvetræning, hvis du har mod på udfordringen.

Sommerferien nærmer sig, og hvis du alligevel overvejer at tage sydpå, så er du velkommen til at kigge forbi Nakuru. Flybilletten til Nairobi kan fås for omkring 5000 kroner, og når du lander i Nairobi, skal vi nok være der til at tage imod dig, samt fragte dig til Nakuru.

Du financierer selv opholdet, men bør kombinere det med safari, og alt det andet gode Kenya har at byde på. Vi skal dog nok være behjælpelige med alt det praktiske, og få dig til at føle dig hjemme. Når du ankommer, så aftaler vi træningspas, og du får lov at være med i nogle træningskampe.

Du skal ikke gøre det for at tjene kassen, for det kan vi desværre ikke hjælpe dig med. Men du skal gøre det, hvis du vil have en oplevelse, kun få kan få. Det er fodboldspillerens backpacker-version, du skal have stor lyst opleve en anden kultur, være glad for kvinder med store numser der danser meget, og være mentalt forberedt på en hel anden verden.

Til gengæld kan fodbolden hjælpe dig med at få venner fra en anden verden, og hjælpe med at betale dit ophold. Men først og fremmest skal du imponere til prøvetræningen

Er du interesseret, så smid mig en email på pierre snabela nakuruallstars dot com, og så tager vi den derfra. Folk i klubben snakker engelsk, og er meget imødekommende. Hvis du er træner, og har lyst til at arbejde med ungdom, så er du også meget velkommen. Potentialet er stort, men der skal en del arbejde til for at forløse det.

Det er lidt tid siden jeg har opdateret. En blanding af en flyrejse direkte efter kampen, og frustrationer over manglende resultater, har holdt mig fra keyboardet. Frustrationerne er ikke blevet mindre over påsken, nærmest tvært imod. Jeg er lidt i tvivl - er vi i krise?

De seneste tre kampe har vi kun fået to point. Ser man med lyst på det, så er det ikke fortjent vi ikke fik flere point. Mod Kisumu Municipal i sidste uge, havde vi et hav af chancer i anden halvleg, men manglede heldet, og måtte nøjes med 1-1. De scorede kampens første mål, på deres eneste chance, et tilfældigt langskud.

I lørdags led vi så vores første liganederlag imod topholdet Agrochemicals. Vi startede kampen rigtigt godt, og var bedst indtil vi fik et rødt kort i slutningen af første halvleg. Så var modstanderen for stærk, til vi kunne slå en af vores største konkurrenter på udebane med 10 mand.

I dag mistede vi så point i en kamp vi aldrig må miste point i. Imod bundholdet Soin Fluorspar spillede vi 3-3, i en kamp hvor dommeren var skandaløs. Vores topscorer blev håbløst smidt ud, de blev tildelt to straffespark, og vi fik annulleret et helt reelt mål.

Undskyldninger er der nok af, og det får vi ikke point ud af. Derfor er jeg reelt i tvivl om vi er i en krise, om vi er stærke nok til at vinde ligaen, som er helt og aldeles altafgørende for os. Vi har et rigtigt godt hold, men når man ikke får de point man skal, bliver man nød til at stille spørgsmåltegn ved alles indsats, inklusiv vores egen.

For vi havde jo aftalt, at vores hold skulle være stærkt nok til at vinde kampe som i dag, selvom dommeren er imod os. Skaber man chancer og mål nok, kan dommeren kun hjælpe hjemmeholdet så meget.

Ja, det er pisse uheldigt at en spiller får en hjerneblødning mod topholdet i forrige kamp, og rager et rødt kort til sig, men Barcelona taber også på dårlige dage. Mod Kisumu skulle vi have været skarpere, og da vi vandt for fire kampe siden mod Kabrass, der spillede vi ærlig talt heller ikke specielt godt.

Sæsonen er langt fra slut. Der er stadig 30 kampe tilbage, og man skal ikke overreagere, når lykkens gudinde har en affære med modstanderen. Men der skal analyseres godt og grundigt igennem. Vi skal være sikre på vi er stærke nok, så vi ikke havner i sådan en situation igen.

15 point i otte kampe er ingen katastrofe i sig selv, men når en konkurrent har fået 20 point i samme antal kampe, så er det et kæmpe, kæmpe problem. Især fordi vi har to svære udekampe i næste weekend. Der skal vi have point, og mindst fire.

Puha, det er ikke sjovt at være klubejer i øjeblikket. Man skal forsøge at finde den rette balance, med at have tålmodighed længe nok, men samtidig ikke for længe. Det er en interessant balancegang, jeg dog helst ville have været foruden at skulle skænke en tanke.

Lørdagen bød på lidt af en roadtrip, da jeg sammen med bold.dk-journalist Jesper Helmin for første gang skulle se vores U19-hold spille i en ligakamp. De havde vundet den første kamp 4-1 på hjemmebane, og denne gang skulle vi så ud på en to timers tur, for at finde modstanderen i en lille flække for foden af Aberdares-bjergene.

Reserveholdet spiller i den fjerde bedste række, og helt bevidst valgte vi ikke at melde dem til i det tredje bedste lag, fordi det ville betyde lange dyre køreture. Rækken vi spiller i burde være en såkaldt County-league, men det er ikke rigtigt blevet respekteret da ligaen blev sat sammen.

Da vi endeligt ankom til byen Engineer, så jeg den dårligste fodboldbane jeg nogensinde har set i mit liv. Ikke så meget fordi der var ko-lort på den, og heller ikke fordi stregerne øjensyneligt var optegnet af en fuld mand med en spraydåse. Banen var simpelthen så ujævn, at man næsten blev søsyg af at se på den.

Banens håbløse tilstand var dog ikke noget der generede hverken de lokale eller vores spillere. De har helt klart prøvet det der var værre - I det mindste var der lidt græs imellem ko-lorten. Derudover var det de færreste af de lokale børn der kiggede på hvad der skete på banen.

Kampen igennem stod der en kødrand af unger omkring en, og kiggede op. Jeg ved ikke helt hvad de forventede der ville ske, måske at vi begyndte at synge og danse, men de stirrede bare intenst på os. Når vi så fik for meget, og bevægede os lidt væk, gik der ganske få minutter før en ny kødrand af børn stod og skulle se hvad sådan nogle blege mennesker dog lavede i deres lille by.

De fik dog lidt ud af deres anstrengelser. Især i anden halvleg var den ene liniedommer fuldstændigt håbløs imod os, og dømte offside hver eneste gang vi spillede bolden frem ad. Den slags går mig ganske meget på, og ikke så få gange fik jeg råbt af dommeren, til stor morskab for de lokale.

Kampen vandt vi i øvrigt 2-1, uden at vi spillede specielt imponerende. Kun den centrale midtbanespiller Junior lyste op, men han gjorde det til gengæld også rigtigt godt. Hans papirer siger han er 16 år, hvilket jeg nægter at tro på, men nu bliver han testet med førsteholdet, og så må vi tage en alvorlig snak med ham om papirer.

U19-holdet har for nyligt fået dikteret at spille 4-3-3 ligesom resten af ungdomsholdene, og man kan tydeligt se at midtbanen stadig har svært ved at finde ud af præcis hvordan de skal placere sig.

Vi skal have fundet på en måde at lære dem det så hurtigt som muligt, og ikke mindst sørge for vores trænere er bedre rustet til at træne spillerne. Jeg har jagtet nettet rundt efter gode bøger eller video, på engelsk, om emnet, så hvis nogen har noget de kan anbefale, så hører jeg meget gerne fra jer.

Kampen bød i øvrigt på ikke mindre end fem saksespark, langt de fleste lavet i defensiven, for at afværge indlæg. Man ved man er i Afrika, når folk gladeligt laver et saksespark, uden at bekymre sig om risikoen for at lande i en kæmpe kokasse…

Det er til tider røv besværligt at styre en fodboldklub, og i Kenya er det bestemt ingen undtagelse. Dagen i dag har været ganske frustreret, men skal man opsummere det positive, så er det at vi trods alt endte med at få tre point, efter en grim, grim kamp.

Nakuru AllStars oplever i øjeblikket en god opbakning fra Nakurus indbyggere, og derfor hyrede vi lørdag en højtalervogn, til at køre rundt i byen og reklamere for vores hjemmekamp klokken 15 mod Kabrass. Det var kun vores anden kamp på Afraha, men sidste gang var der over 700 tilskuere, og med en nystiftet fanklub, der alle har fået orange trøjer, så vi frem til stor opbakning.

Desværre blev den plan dog ødelagt. Tosserne fra Gor Mahia gik i midtugen amok i en kamp mod ærkerivalerne AFC Leopards, hvilket fik deres Premier League-modstander i dag, SoNy Sugar, der ellers spiller i Vest-Kenya, til at rykke kampen til Afraha stadion fordi Nakurus bedre kan håndtere den mængde fans.

Det var i hvert fald den officielle forklaring, men jeg er ret sikker på de bare så en god undskyldning for at flytte kampen tættere på Gor Mahias fans, så de kunne tjene flere penge på entreindtægterne. Det er ikke sjældent i Kenya, at kampene bliver placeret hvor folk gider at se dem, og sukkerholdet har ikke rigtigt nogle fans selv.

Stadiummangeren var ikke sen til at fortælle os vi ikke kunne spille klokken 15 alligevel. For ham er en kassekamp nemlig lig med fyldte lommer, for man behøver jo ikke aflevere alt hvad tilskuerne betaler, når nu man er sheriffen af Afraha. Derfor stod vi med en masse fans, der normalt kommer gratis ind, som skulle betale mere end en dagsløn, fordi SoNy ville tjene penge. Derudover blev vores kamp rykket frem, så vi spillede klokken 12.

Efter at have råbt og skreget, fik vi lov til at lukke de fans ind der var mødt op i orange, hvis vi lovede at fjerne dem efter vores kamp igen, så optakten til kampen blev irriterende, og min eneste trøst var, at spillerne ikke var blevet generet, og derfor kunne være fokuseret på kampen. Men der tog jeg fejl.

Vi spillede som en sæk slatne bananer, og selvom vi kom foran på et straffespark taget af Julius Mwangi, var jeg ikke i tvivl om at vi denne kamp måtte slette det fine 0 i ‘mål imod’ i tabellen, og ganske rigtigt kom udligningen kort før pausen, hvilket ikke var ufortjent.

I pausen blev der foretaget to udskiftninger, ind kom blandt andet Maurice Odhiambo, der besidder det eneste fornuftige venstreben på førsteholdet. Det skulle vise sig at være klogt, for med et fremragende indadskruet frispark fandt han midterforsvaren King ved bagerste stolpe, og så var vi foran igen midt i anden halvleg.

Efter føringsmålet gik vi over til en 4-3-3, i et forsøg på at få styr på holdet, men det gjorde det nærmest kun endnu værre, og da Sebastian Muchera blev skadet, men måtte spille videre fordi vi var løbet tør for udskiftninger, begyndt det at se rigtigt skidt ud.

Kabrass var heldigvis ikke specielt farlige, men en enkelt situation burde de have udlignet, men målmand Jadu redede et ellers hårdt skud inden i feltet, og sikrede samtidig alle de tre point til Nakuru AllStars. Vi burde dog også have scoret en gang mere, da Wilson Kux var alene igennem med målmanden, men på kanten af feltet blev han hevet ned i trøjen, og frisparket blev ikke konverteret.

Efter kampen sad man med en underlig følelse. Pointmæssigt kører vi stadig præcis efter planen, men spillet i dagens kamp var simpelthen for ringe. Spillerne kæmpede ikke nok for det, og efterfølgende har jeg dog også hørt fra flere af dem, at de havde undervurderet modstanderen.

Det var præcis det der skete i sidste træningskamp før sæsonen, hvor spillerne frem mod kampen diskuterede jubelscener, i stedet for taktik. Denne gang slap vi dog med skrækken, og jeg håber at de tager ved lære af det. En ting er sikkert, de får ikke lov til at nyde deres bonuspenge, uden at få at vide at de skal levere langt bedre, hvis de vil have dem igen næste weekend.

Med sejren er vi dog stadig med i topstriden, men fører ikke ligaen, da vi har to kampe i baghånden. 2-1-sejren var samtidig vores syvende hjemmesejr i træk, og i alt er vi ubesejret i 13 kampe i streg i ligaen. Alt i alt går godt, men vi skal stadig gøre det bedre.

I går var der topopgør i Division One, da vi var på besøg hos blomsterproducenterne Finlays Horticulture, som vi tipper til at være en af vores største konkurrenter til oprykning i år.

Ligesom os var der heller ikke scoret mod dem i sæsonens første kampe, så derfor var det måske ikke specielt overraskende at kampen endte målløs. Kampen var hårdt spillet, og antallet af frispark og gule kort opgav jeg at tælle.

Det var vores første rigtige udebanekamp (vi spillede sæsonens to første hjemmekampe på en anden bane da Afraha var optaget), og inden kampen havde vi gerne solgt den for uafgjort. Det var faktisk en af halvsæsonens fire eneste kampe hvor vi ikke forventer maximum point.

Det var en fornøjelse at hvor godt vores forsvar står, og hvor sikker i sine indgreb vores rutinerede målmand Jadu er. Skulle kampen have en vinder, burde det have været os. Finlays fik højst et par halve chancer i kampen, men vi var desværre ikke skarpe nok, ved de få muligheder vi kom frem til.

En ting der glædede mig, var at se den store opbakning der var til vores hold. Man kan mærke, at vi virkeligt er ved at få fat i fodboldsamfundet i Nakuru. Vores nystiftede officielle fanklub havde sendt to minibusser, og i alt var der nok over 100 folk med AllStars-hjerter, hvilket er mere end hvad flere Premier League-klubber kan præstere.

Jeg glæder mig som en gal til næste weekends kamp, der bliver spillet på Afraha. Den kamp vi har spillet i år på Afraha havde over 700 tilskuere, og med vores resultater bliver tallet næppe mindre.

Endnu en weekend, hvor det er dejligt at være AllStars. I dag tog vi hjemme imod Longonot, der havde vundet deres første kamp, og som håbet og forventet løb vi overbevisende med alle tre point, i en kamp hvor der aldrig var tvivl om udfaldet.

Som den lidt bombastiske overskrift antyder, så var Sebastian Muchera igen i vælten, og med sit tredje og fjerde sæsonmål afgjorde han reelt kampen i første halvleg. Han har længe spillet rigtigt godt, men ikke fået lavet mange mål fra sin position som hængende angriber. Det er der lavet om på i år.

Første mål faldt efter ti minutters spil, da han modtog en aflevering fra anfører Stanlaus Akiya, og kort før pausen scorede Muchera sit andet mål, da han var først over riposten fra målmanden, der kun kunne halvklare Julius Mwangis frisparksafslutning.

I anden halvleg lugtede det af flere mål, ikke mindst fordi træværket i flere omgange redede Longonot, og i slutningen af kampen faldt der så endnu et mål, da Arthur ‘King’ Weyule headede et frispark fra Anthony Nganga.

Overordnet set, kan man jo ikke være utilfreds med en 3-0-sejr. Vi har vundet vores tre kampe i år, med en samlet målscore på 9-0, og ligger nummer et. Alligevel brænder vi dog for mange chancer, så det skal der arbejdes med. Løber vi ind i en hjemmebane dommer, der annullerer mål for falske offsides, skal vi score så mange, at han giver op.

Til gengæld glæder det mig meget at vores forsvar virker stærkt. Tilgangen af Dennis Shikay og King til fireback-kæden, samt den nye rutinerede målmand Evans Omondi er virkeligt stærke tilføjelser, og så er de alle gamle Nakuru-drenge, med den rette attitude.

I næste weekend kommer den første rigtige test, når vi på udebane møder Finlays, en af de modstandere jeg frygter aller mest. De slog hjemme Agrochemicals, der er en anden af vores konkurrenter om oprykning. Hvis vi vender hjem fra Naivasha med point på kontoen, så ser det rigtig godt ud.

Jeg vil selv være på plads, og glæder mig som en vanvittig. Det bliver en spændende kamp, og ikke en som dem vi har været igennem de første runder, hvor man selv ved 1-0 forventer vi skal score yderligere. Jeg ville næsten sælge kampen for et point, men på den anden side, med den stime vi er i lige nu, så kan vi nok drille dem godt og grundigt.

I dag er der glæde i Nakuru, og en tung, tung sten er lettet fra mit hjerte. Vi har overstået sæsonens første weekend, og heldigvis er den gået præcis efter planen, og resultatet er at vi med seks point og seks mål efter to kampe topper tabellen.

Der er stadig rigtig, rigtig lang vej hjem, men vi har fået den start vi havde håbet på, og det giver ro på bagsmækken, samt tro på at det vi har arbejdet med og analyseret os frem til ikke er helt ude i skoven.

Efter forbundet udvidede ligaen, er der kommet en masse hold ind i rækken vi intet kender til. Vi har naturligvis gjort vores scoutingarbejde så godt vi kunne, men selvom man gør sig en masse forestillinger om de andre holds styrke kontra sin egen, afgøres det på banen i weekenden.

Vi burde være et af de bedste hold. Vi burde sågar være det bedste, men ligaen bliver ingen walkover, for holdene Agrochemicals, Finlays og Kakamega Homeboyz er dygtige, og vi tror det bliver dem vi skal kæmpe mod om oprykning.

Der er dog også nogle dårlige hold i ligaen, hold der sågar ikke hører hjemme i den næstbedste række. Det er vores spillere udmærket klar over, og en af vores store udfordringer bliver ikke at undervurdere modstanderne, som vi gjorde i vores sidste træningskamp, hvor Kariobangi Sharks gav os voldsomme problemer, og vi kun spillede uafgjort.

Efter den kamp hev mig og Robert samtlige spillere ind til individuelle samtaler, og her var det ret tydeligt at det var en udfordring vi står med, men at spillerne også havde fået et wakeup-call efter den kamp.

Enkelte fortalte endda at de havde snakket om hvilke jubelscener de skulle lave, da de var på vej til kampen, og det hjalp uden tvivl at de ikke er guder på en fodboldbane. De fik sig en lærestreg, og i dag og i går har de vist at de godt kan tage opgaven seriøst.

I går vandt vi som tidligere nævnt 2-0, og i dag blev det så til en 4-0-sejr over Eldoret-holdet GFC 105, på to mål af hver Sebastian Muchera og Wilson Andati.

Det betyder at vi fører ligaen på en bedre målscorer end netop Homeboyz og Finlays. Det er en rigtig dejlig dag at være AllStar, ikke mindst fordi vores U15-hold, der deltager i Coca Cola Under 17 Championship er kommet godt fra land, og vandt 5-1 over Kiamunyi.

Bare det snart var weekend igen!

Nakuru AllStars fik i dag endeligt sparket gang i den nye sæson, da vi på hjemmebane tog imod Shabana. Det var dog ikke hjemme på Afraha, da stadion var booket til et atletikstævne, så vi måtte spille på skolebanen Greensteds Ground.

Træner Mulama havde valgt en startopstilling der bød på debut til fire nye spillere. I målet var Evans ‘Jadu’ Omondi foretrukket på bekostning af sidste års førstevalg Kamidi, og forsvaret bød på to nye ansigter i form af Dennis ‘Baba’ Sikhai og Arthur ‘King’ Weyula.

Sidst men ikke mindst var Dennis bror Joses ‘Sky’ foretrukket på den centrale midtbane. Han er en defensivt orrienteret midtbanespiller, men lovede i forbindelse med kontraktunderskrivningen at han ville levere op mod 10 mål i denne sæson, alle scoret på hovedet.

I den sidste træningskamp mod Kariobangi Sharks scorede han et fremragende hovedstødsmål, og beviste at han ikke kun havde det i munden, og sørme om han ikke igen i dag fik headet bolden i nettet.

Efter et hjørnespark fra brormand Dennis sendte Sky bolden i kassen, og sendte samtidig AllStars på sejrskurs. Kort tid senere blev det også 2-0, da Peter ‘Clemo’ Nganga konverterede et straffespark.

I anden halvleg blev der ikke scoret yderligere, og vi kunne dermed notere den niende ligakamp i træk uden nederlag. I morgen står den på kamp igen, denne gang mod GFC 105, der tabte sæsonåbningen 1-0 mod politiholdet Utawala fra Nakuru. Det burde også være tre sikre point.