Arkiv for kategorien ‘Ikke kategoriseret’

Den Århusianske Forbandelse

mandag, maj 17th, 2010

Eventyr er normalt forbeholdt de hyggelig indrettede rum på landets biblioteker, hvor de små får skovlet H.C Andersen og Brødrene Grimm ind sammen med deres leverpostejmadder med våde agurker på. Her kan de lade sig forføre af romantiske fortællinger, hvor helten er den ydmyge, den godhjertede og til tider stædige. Skurken er derimod den arrogante, den bedrevidende, den hovmodige og tit den, der fra naturens side, har de bedste vilkår. Randers F.C’s overlevelse er et eventyr på lige fod med Klods-Hans og alle de andre klassikere. Deres ydmyge og stædige facon, anført at landets mest ydmyge træner Ove Christensen, har medført en pointhøst, der vil gå over i historien som en af de mest imponerende. Lad det være sagt med det samme: Al ære til Ove C. og hans riddere, for de har i sandhed demonstreret, at intet er umuligt, og at tro, flid og ydmyghed kan bringe dig langt. Det danske vokabularium mangler ord for jeres bedrift.

Alle eventyr har en skurk

Skurken blev AGF. Arrogance er et ord, man skal være varsom med, men man har fra klubbens side ikke holdt igen med superlativerne, når potentialet i den nu nedrykkede trups blev vurderet undervejs. De, der påstår, at guldfeberen rasede i Århus henover efteråret, går for vidt, men mindre kan også gøre det. Man duftede metal. Man duftede europæisk fodbold. Og man duftede svulmende checkhæfter i millionklassen, når snakken faldt på salgsobjekter som Poulsen, Feilhaber og Lumb.

Og her står vi så i dag. Den 16. Maj 2010 markerer et historisk lavpunkt for en klub, der ellers har rigeligt at vælge imellem. Og lad os bare dvæle lidt ved betegnelsen ”historisk”. I dag rykkede en historisk stærk trup ned med en historisk høj pointhøst. Et historisk (?) loyalt og talstærkt hjemmepublikum måtte nok én gang skutte hovederne i regnen og blæse varme i fingrene på en dag, hvor der ikke var meget at klappe ad.

Kl. 13.58 var Stadion Allé sit navn værdigt, da talrige horder af forventningsfulde fans marcherede op ad fortovene, mens de trodsede vejr og håbløse hjemmebane-statistikker, for at give deres udvalgte helte den sidste støtte. Optimismen var så sandelig tilstede. Pølserne sydede på grillen ved Stadion-Kiosken, skråt overfor Tivoli Friheden, og al snak om 1. Division var et spøgelse, hvis eksistens ikke blev benægtet, men ej heller taget rigtig alvorligt. Brøndby havde jo rigeligt at spille for, og stimen i Randers måtte da også få en naturlig ende som så meget andet i livet.

Kl. 15.06 var optimismen forvandlet til vantro. Seks minutters kamp var hvad vi fik. Stemningen var apatisk, og kun de evig loyale fans i Galehuset kunne se et lys for enden af tunnelen. Bolden var end ikke givet op igen, inden deres stortrommer atter buldrede. Loyalitet er i sandhed en egenskab, der klæder mennesket.

Optimismen fik yderligere grobund, da speakeren annoncerede, at Brøndby havde sat en kæp i hestenes hjul. Nu måtte det da ske! Og Stephan Petersen ville, at det skete! I et optimistisk løb af den slags, der ville gøre Duncan Edwards benovet, løb han halv banelængde, inden han overlegent overløb H.H.A på kanten af feltet, og nu måtte det da ske! Vi rejste os på lægterne, og med opspilede øjne holdte vi vejret… men ak. Overlæggeren. Undersiden endda. Og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre ved pausefløjtet, for på den ene side var vi 45. minutter fra 1. Division, men på den anden side havde spillerne kæmpet som løver, så vi både jublede og buhede på samme tid.

Dødens dødbolde og klappende stole

Et kvarter inden i anden halvleg og to dødbolde senere hørte vi nok én gang den lyd, der al for tit flænser stilheden på NRGI Arena. Lyden af stole der bliver klappet op. Det giver et lille og kraftfuld smæld, der nærmest lyder som små pistolskud, og som en anden Vietnam-veteran ringer den smældende lyd altid i mine ører i mange timer efter. Den lille, og for så vidt ubetydelige lyd, repræsenterer en hel bys følelse: Apati. Vi giver op. Vi tager hjem. Og vi glemmer. For de fleste går livet videre, og de mange nederlag bidrager til at undgå de akavede øjeblikke i køen ved kaffeautomaten på arbejde, for ingen i dette land er ubevidste om AGF’s evige deroute. Det er et faktum på lige fod med store bæltespænder i Holstebro.

Det er Århus, når det er bedst. Forskere snakker om et generelt identitetstab. Vi kan heller ikke håndbold. Og den altid sikre Basketball blev også tabt i år. Og mens Horsens og Herning lokker med ACDC og Bruce Springsteen , lokker vi med ”Tommy on Tour”. Thomas Helmig. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Identitetstabet beror på en manglende ydmyghed. Vi er ikke København. Men vi er heller ikke Haderslev. Vi kan se det på banen. Vi er i hvert fald ikke Barcelona. Men vi er heller ikke Horsens. Vi er Danmarks næststørste by. Og ligaens næstringeste hold.

Hvor går skal det føre hen? Nostalgikerne tigger om Tøfting og syngende tacklinger. Samme strategi der førte til Gud-ved-hvor-mange 10. pladser og en nedrykning. Og masser af skandaler og løse knytnæver. Det er ikke løsningen. Det sagde vi for 4 år siden. Ind røg teknikere som Dioh, Feilhaber og Paulsen, og man ansatte E. Rasmussen, fordi han skulle føre klubben det sidste stykke vej med sin polerede fodbold og medievante facon. Det var heller ikke løsningen. Måske vi skal prøve noget i mellem disse to yderpunkter denne gang.

Tak for i år. (og på gensyn)

Puritanismens Triste Sejr

lørdag, februar 6th, 2010

Da Jørgen Leth herhjemme udkom med sin selvbiografi, Det Uperfekte Menneske, vakte det stor harme blandt landets magtfulde puritanere. Opinionsdannere som Tøger Seidenfaden, Markus Rubin og Elizabeth Møller-Jensen ledte an i en glohed hetz, der i al sin kvalmende, politiske korrekthed endte med at fratage Leth hans officielle bemyndigelser på Haiti. Hetzten sluttede dog ikke her, og danske Tour-de-France entusiaster kunne ydermere ærgre sig over hans fravær ved de næste års udgaver af cykelløbet, da Tv2’s ansvarshavende sportsredaktør, Morten Stig Christensen, så sig nødsaget til at fjerne Leth fra kommentarjobbet. I dag, et par år senere, er Jørgen Leth kommentator igen, og folket har for længst tilgivet Leth hans eskapader, som jo ikke end gang var eskapader, men en kærlighedsaffære med ung sort kvinde.

Men puritanerne er ikke så sådan at kue. Det har John Terry-sagaen mindet os om. Den fødte kaptajn, klubmanden og den folkekære forsvarsklippe er på få uger gået fra national heltestatus til synder af historiske dimensioner. Nuvel, aviser som Daily Mail, The Sun og The Mirror har vel næppe overrasket nogen med deres udførlige meninger, elendige journalistik og pludselig bekvemme puritanske påtagethed. Derimod har F.A og Capello gjort sporten en trist bjørnetjeneste ved at fratage Terry anførerbindet på det engelske landshold. Beslutningen har retfærdiggjort en ærgerlig indblanding i fodboldspillernes privatliv, og dermed grundlagt et moralkodeks som er omsiggribende. Hvad hvis en spiller bare har en affære? Gerrard har slået en mand ned, er det da ikke ligeså galt? Rio Ferdinand er notorisk kendt for sine sex-eskapader, og Rooney har indrømmet diverse bordel-besøg tidligere i hans karriere. Hvad der betyder noget må nødvendigvis være præstationerne på banen. Her har Terry aldrig svigtet. Terry er klubmand, holdkammerat og blandt verdens bedste forsvarsspillere, og har om få år udfyldt den rolle i et årti. Dét ændrer en to måneder lang affære ikke på.

Capello vil sandsynligvis forsvare sin beslutningen med et tvungent hensyn til holdets moral. Jeg kan ikke se hvad holdet tjener på det. Hierarkiet er blevet sprængt i stumper, og Terry er blevet degraderet til et umoralsk, udstødt og forhadt objekt, fordi han har meldt sig i en gruppe, som ifølge statistikker sandsynligvis allerede har 30% af den voksne engelske befolkning som medlemmer. Capello havde en gylden mulighed for måske at reducere sladderpressens indvirken på det engelske landshold, den benyttede han sig desværre ikke af.

Breve til Morten

tirsdag, januar 5th, 2010

Netop i disse dage, disse timer, måske enddog i disse skrivende minutter, sidder en mand og grubler over et tilbud. Et tilbud om chancen for at lede en nation videre mod nye destinationer. Det fylder forbavsende lidt i medierne, synes jeg. Navnlig taget i betragtning at manden ellers nok plejer at kunne dele vandene. Følgende er mit narrative brev til en mand, som elsker fugle, som har oplevet at miste både kæreste, job og en hel nations tillid. Men som har genvundet det meste.

Kære Morten!

Godt nytår, gamle jas. Fejrede du aftenen i Belgien? Eller var du mon hjemme i Vordingborg? Sikke et år 2009 var! Du, kære Morten, fik endelig genvundet den respekt som forsvandt så pludseligt, ligesom din kæreste gjorde i 1978 på færgen mellem Gedser og Trävemunde. Hun blev jo aldrig fundet, Morten. Men det gjorde respekten for dig. Hvis det her var et pokerspil, Morten, så ville du have været meget tæt på at miste dine sidste jetoner tidligere i spillet. Men du ville være gået ‘all in’ i Portugal og du ville have vundet. Lidt ufortjent, lidt imod oddsene, men en sejr, og med sejren havde du pludselig jetoner nok til at spille afdæmpet igen. Til at afvente. Ikke at algoritmen overhovedet har relevans, Morten,  for du hader velsagtens poker. For mange tilfældigheder, for megen held, for lidt beregning, for lidt planlægning. Du er en disciplineret mand. Privat af natur, beskriver dine gamle holdkammerater dig. Bid mærke i formuleringen ‘kammerater’. Ikke venner, Morten, kammerater. Ikke fordi de ikke gerne vil være din ven, Morten, men fordi det lyder på mig som om du har fravalgt dem. 1 gult kort i 102 landskampe, 0 røde. Du godeste Morten, sikke en disciplin. Som om du inderst inde er en ufrivillig aktør i en verden, hvor det hele egentlig bare burde udspille sig nede på plænen. Men en verden hvor kravene udenfor banen snart er ligeså store. Er du indforstået med de krav, Morten? Interviews med dig er sjældent specielt personlige, følsomme eller kontroversielle. De er nøgterne, afmålte og velformulerede. Det synes jeg egentlig er ok. Og så selvom journalisterne sommetider ser lidt skuffede ud. Ikke nogen himmelråbende jubelambitioner (E. Rasmussen), ingen filosofiske spidsfindigheder (T. Bech) og ingen flodstrøm af uforståelige gloser på fremmedsprog (S. Solbakken). Bare dit beskedne syn på slagets gang.

Vindblæste Morten Olsen Allé

Jeg har læst at du er æresborger i din barndomsby Vordingborg. At de enddog har opkaldt en allé efter dig. Ikke en gade, ikke en vej, nej en hel allé. Det ville jeg også gøre hvis jeg var borgmester i Vordingborg. Og så selvom vinden sommetider har blæst kraftigt på sådan en allé, for folkelig, Morten, det bliver du aldrig. På det punkt minder du mig lidt om Michael Rasmussen. Har du set ham, Morten? Han er ligeså besat af sin sport som du er. Også han kan virke lidt reserveret. Han vil også bare gerne cykle, ligesom du bare gerne vil koncentrere dig om dit hold og din taktik. Michael Rasmussen blev brændt som en anden kætter på et bål antændt af sportens nypuritanske moralister, anført af Jesper Worre. Dit bål har også stået tændt mange gange, Morten. Alskens kommentatorer, eksperter og menige fans har forbandet dig langt væk, kaldt dig arrogant, ude af trit med tiden og konservativ i din fodboldopfattelse. Men du blev ikke brændt, Morten. Du fortsatte ufortrødent. Og med Jakob Poulsens langskudsdrøn i Parken kulminerede tingene. Du jublede endda. Jeg jublede med dig, Morten. Og mest for dig. Fordi en presse har hudflettet dig for at tro helhjertet på et spillekoncept. For ikke at præstere på trods af et notorisk skadeshelvede, for ikke at have nok kontinuitet i din udvælgelser, for at være arrogant, for ikke at lade Søren Larsen fortsætte den scoringstime som aldrig har eksisteret andet end i Frimanns fordrejede beregninger.

For at have tiltro til én spiller, som en hel nation har lagt for had. Spørger du mig, Morten, så er jeg heller ikke så begejstret for Romme. Jeg hoppede ellers straks med på din vogn, da han i din debutkamp i venskabskampen mod Tyskland kronede en flot indsats med to mål i 2-0 sejren. Han har i perioder også været god, Morten, men jeg synes bare han virker lidt arrogant, som om det hele kan rage ham lidt. Jeg tænker tit på den udebanekamp, hvor han fejrede et ligegyldigt mål ved at hive op i trøjen, for at blotte teksten ‘Boing Boing’. Han inkasserede en advarsel på den konto, Morten. Havde han da så bare benyttet lejligheden til at skrive ‘STØT UNICEF’ eller ‘R.I.P Bodil Udsen’. Men han valgte Boing Boing, Morten. Vistnok fordi holdkammeraterne havde klaget over hans trang til konstant at spille samme nummer på værelset, når I allesammen var afsted sammen. Jeg ved godt det ikke nødvendigvis er ensbetydende med at han er en dårlig fodboldspiller, Morten, men for pokker, du fik selv 1 gult kort i 102 landskampe og så skal Romme trække samme antal ved at udbasunere sin uforbeholdne støtte til to betændte og syfilisbefængte pikhoveder fra Værløse. Og så er han altså bare ikke specielt god med bolden, Morten. Jeg håber lidt på at ham Rieks fortsætter, han kunne måske være et alternativ. Men du vedblev din støtte, Morten. Og så til Martin Jørgensen, Jon Dahl og alle de andre som har dalet betragteligt i niveau. OG vi kvalificerede os jo. Og hvem kan pege fingre af en vinder? Enddog med Romme på holdet.

Nok om Romme, Morten. Der er jo mere presserende sager. Du står jo på nippet til at tage en meget afgørende beslutning. En beslutning som bestemmer retningen for dansk fodbold de næste 2 år og ikke mindst for dig selv. Rygtet vil at der er kamp om dig, Morten. At flere større klubber har haft følerne ude. Det kan jeg godt forstå, Morten. Du er en mand med visioner. Din røde tråd er for længst blevet adopteret af en hel bold-union og lad der ikke herske tvivl om at din afgang, hvornår den end måtte blive, kommer til at trække et stik ud og behovet for redefinere hele unionen vil være presserende. Lige nu står det hele lidt og falder med dig. Jeg ved, du elsker opgaven. Jeg ved, at udsigten til at arbejde målrettet med spillere som Kjær, Bendtner og Agger har vakt din interesse. Men jeg tror også at du ved at kvalifikationen til VM først og fremmest var et udslag af portugesisk impotens og svensk arrogance. Ikke at kvalifikationen var ufortjent, men guderne ved at bedriften bliver endnu sværere at gentage. Jeg tror, det jeg prøver at sige er, at det måske er på tide at smide håndklædet, Morten. Sammen med Jon, Martin og Dennis kunne I passende skabe et stærkt resultat hertil sommer, for det har I alle muligheder for. Dermed kunne I også slutte ringen. Lad nogle andre tage turen på bålet, Morten. For dét skal nok blive tændt igen og igen og igen, lige indtil den dag realismen gør sit sene indtog og hvor 92′ bedriften ikke længere bliver præcedens for fremtidige landshold. FInd et bedre job, Morten. Et job, hvor du overvåge træningen dag til dag og hvor du kan håndtere spillerkøbene. Dit CV bliver bare bedre og bedre, også nu hvor de to De Boer brødre har indrømmet den uretmæssige tilsøling, ligesom Per B. også har det. Tag en tjans i Holland eller Tyskland, Morten. Men tag os lige en tur i kvartfinalen i Sydafrika først. Du ved, eftermæle og den slags. Jeg tror, du vil få et stærkt eftermæle. Du vil forhåbentlig blive husket for din saglighed, dine kompetencer og ikke mindst for dit nyeste påfund; dine fessor-briller, som matcher dit vindomblæste grå hår og din markante hage, så fint. Tænk over det, Morten.

Din hengivne

Zenopa

Over and out

The imaginarium of Doctor Football

mandag, januar 4th, 2010

Når angsten sommetider sniger sig op under dynen og ind i min hjertebanken og når neurotiske Woody Allen i samme sekund viser sit dystre ansigt, så er gode råd dyre.  Lykkeligvis er vi fra naturens side benådet med en evne til at tillægge de små øjeblikke stor betydning, hvorfor jeg på en særlig trist og kold søndag aften tillod mig at svæve 5 timer (og samtidig et helt årti, næsten) tilbage til det et sandt mirakel.

Miraklernes tid er aldrig omme. Og med Leeds fuldt fortjente sejr på Drømmenes Teater levede kulbyens kulturperle op til sit navn. Jeg er ellers Manchester United fan. Og gu’ var jeg da vred. Og skuffet. Og ked a det. F.A Cuppen er magisk i sin natur. Der bliver givet og taget, storhold står for fald og små hold bliver banket på plads. Nick Nicholson, som måske i sin dagligdag arbejder som deltids sælger i telefonfirma, får chancen for at glitre på en stor scene sammen med sine venner fra Rochdale. Nick findes ikke, og dog alligevel. Historierne skriver sig selv og Leeds tilføjede endnu et kapitel til F.A Cuppens smukt indbundne bog. Guderne ved at United selv har skrevet sine kapitler. Giggs’ historiske scoring mod Arsenal i overtiden i April 1999 foranledigede for mit eget vedkommende seismiske rystelser og når jeg ser scoringen på Youtube den dag i dag, giver det mig stadigvæk gåsehud. Heri findes magien. Jeg tror jeg har set det mål en million gange. Vieras sløsede aflevering, det determinerede løb mod Arsenal målet, det passive forsvar, afslutningen, chanceløse Seaman, Nordeuropas med behårede bryst. Og så videre. Jeg tror Beckfords mål har potentiale til at være en ny-klassiker for Leeds folket. Måske enddog vendepunktet. Næsten et årtis frustationer, nedture, fiaskoer, fyringer, afskrivninger, nedrykning(er) og mislykkede oprykning, blev i et split sekund forvandlet til ren magi. Fik du da ikke, kære læser, gåsehud på armene da kameraet i slutsekunderne panorerede udover Leedsskaren, hvoraf flere af dem oprigtig talt må have tvivlet på at de ville nå at se Leeds, bare SE dem, spille på Old Trafford i deres liv? Og så endda vinde?

Som United fan er den naturligvis svær at sluge. Kampen blev endnu et rutsjetur i en sæson, hvor bølgerne er gået højt. Vi mangler inspiration. Drivkraft. Determinisme. Alle de ting der kendetegnede den græske antikke helt. Offerviljen. Rooney magter ikke opgaven alene, Berbatov vil så meget, men kan for lidt. Og så fremdeles. Owen ligner ikke en mand, der vil (kan) videreføre de stolte traditioner med nummeret 7. Brown er rystende usikker, Anderson mangler sin musé og Gibson, kæmpebabyen, er faldet ned på jorden igen.

Men han skal nok rejse sig. Og vi skal nok rejse os. Og set i bakspejlet, en F.A Cup kamp på White Hart Lane havde sikkert været en drøjt omgang i vores nuværende form, hvorfor vi i stedet kan glæde os over at have bidraget til miraklet. Og Gud, hvor de dog fortjente det, de kære Leeds-supportere.

Over and out.

Til Sofie

tirsdag, december 29th, 2009

Følgende er uddrag af et bittert brev, som jeg i en réel vredesrus skrev til en ekskæreste. Brevet blev naturligvis aldrig postet. Dets berettigelse på dette site er i høj så grad til diskussion, hvorfor min udtalte narcisisme må påtage sig hovedansvaret. Velbekomme.

Kære Sofie.

Det er som bekendt snart to måneder siden at du afsluttede vores eksplosive forhold med en række rablerier, som efterlod mig dybt krænket, såvel som såret. Jeg er ikke bange for at indrømme at jeg i perioder af vores forhold elskede dig dybt og inderligt. Derfor ligger det mig meget på hjerte indledningsvis at forsikre dig om at dette brev ikke er et forsøg på at vinde dig tilbage, tværtimod. Forslået og overrasket over din drastiske beslutning om at gøre os til et svundent fænomen, var jeg uden evne til så meget som at besvare blot ét af dine mange kritikpunkter i dét øjeblik. Det vil jeg forsøge på nu. Forstår du, set i bakspejlet traf du den rigtige og ikke mindst nødvendige beslutning. Så meget vil jeg give dig. Du havde ret i at vi var vokset fra hinanden. Du havde ret i at vores forhold i metaforisk forstand var at sammenligne med en gammel gummistøvle, hvis mange huller igennem årevis var blevet lappet og dækket med gaffatape, sådan at dens oprindelige røde farve for længst var blevet dækket af tapens sølvgrå. Du havde ret i at jeg periodevis kunne virke distraheret og ukærlig. Du havde ret i at jeg gik i elendig spænd med dine højkulturelle forældre, hvis misbilligelse af vores forhold efterhånden stod i lys flamme, til ufrivillig skue for enhver. Mig selv inklusive. Men du sluttede skidt, Sofie. Du sluttede rigtig skidt. Din afsluttende bemærkning om at min evige snak om fodbold og min evige trang til konstant at holde mig opdateret på nyheder og resultater gik godt i spænd med mit misantropiske og ukulturelle jeg, var så dumt som noget kunne være. 

Allerførste aften vi var på date spillede mit hold Manchester United. Da vi på vej hjem fra restauranten i Jægergårdsgade krydsede en bar som viste denne, tillod jeg mig at stikke hovedet ind for at se hvorledes det gik mine helte. Var dette begyndelsen på enden? Det tror jeg. Dit høflige, men påtagede smil, burde have fortalt mig at vores projekt var dødsdømt. Husker du, Sofie? Var det derfor du ikke tog med mig hjem første aften? Det tror jeg. Jeg måtte kæmpe urimelig hårdt for at få dig med ud igen, selvom aftenen indtil da havde været en stående succes. Men hvorfor, Sofie? Var du ikke ligeså distraheret når du i al hast følte trang til at besvare de SMS’er der tikkede ind i løbet af aftenen? Hvori ligger forskellen?

Bortset fra det kom vi jo godt fra start. Jeg gav dig mit fulde nærvær og de første tre måneder vi var sammen missede jeg hele 4 kampe med Manchester United. Det offer lærer du aldrig at forstå, Sofie. Du er ellers selv antropologi-studerende. Du har udvist kæmpe interesse for verdens mindste folkeslag og mest røvsyge kulturer. Du har tvunget mig til et utal af exhibitions (udstilling kaldte I dem jo ikke) med underlige masker, skeletter og køkkengrej fra 200 f.kr. Og jeg accepterede det, Sofie. Jeg udviste en påtaget interesse og da en af dine øko-hippie-se-mig-hør-mig-knep-mig-venner inviterede os en uge til Kefaloniá i Grækenland for at følge en udgravning fulgte jeg gladeligt med. Fordi dét glædede dig. Også selvom det var en dyr uge og også selvom Manchester United i samme uge spillede Liga Cup Finale mod Tottenham.

Du har aldrig set en fodboldkamp sammen med mig, Sofie. Sommetider når der var landskamp kunne du finde på at spørge til resultatet, som ellers oftest var som smurt ind i mit ansigtsudtryk. Sjovt nok spurgte du kun når jeg lignede en der kom direkte fra en begravelse. Nød du det, Sofie?

Jeg orker ikke at gå ind i en principiel diskussion om fodbold med dig, Sofie. Dertil er du for dum. Jeg kan nøjedes med at konstatere at når du sommetider roste min udholdenhed, ja så kan du takke fodboldens univers, da en af mine hemmeligheder var at lade tanker om dette distrahere mig fra en udløsning. Bliver du såret over det, Sofie?

Og til din information så er fodbold ligeså meget kultur som maya-folket er det. Forskellen ligger i at 2 milliarder på denne klode er erklærede fodboldtilhængere, mens tilhængere af maya-folket højst sandsynligt begrænser sig til dig og dine allierede. Og det er ikke for at angribe maya-folket, Sofie. For de har ligeså meget ret til at være her som fodboldspilleren. Forskellen ligger i at du igennem de halvandet år vi var sammen konstant stillede spørgsmåltegn ved fodboldspillernes eksistensberettigelse. Stillede jeg nogensinde spørgsmåltegn ved maya-folkets, Sofie? Du kaldte fodboldspillernes for det moderne samfunds kvalmende velfærds-syndrom, med deres tårnhøje lønninger, deres vilde player-liv og deres tilsyneladende ikke-eksisterende interesse for samfundet omkring dem. Men kæreste Sofie, har du ikke ofte proklameret din kærlighed til den ofrende antropolog som i sin iver efter at blive klogere på mennesket, risikerede at brænde op i processen? Jeg dyrker fodboldspillet på samme måde, Sofie. I mine øjne brænder disse unge atleter også op på scenen. Ved du hvad de bliver til bagefter, Sofie? Et fåtal af dem skramler sig igennem en trænertilværelse, endnu færre af dem med succes. Resten forbliver evige rastløse, forbitrede og tørstige. Rastløse efter nye adrealinkick, forbitrede over deres tilværelses pludselig omvæltning og tørstige efter de mange penge,  de hurtige knald i byen og den konstante fokus på deres præstationer. Brænder disse folk da ikke op på scenen som en anden Michael Strunge? Navnet Sir Alex Ferguson siger dig nok ikke så meget, Sofie. Men jeg kan fortælle dig at han i en alder af snart 70 år stadigvæk er en af sportens største aktiver. Jeg tror ikke Alex føler sig gammel så længe han er i gamet, Sofie. Som en anden Jørgen Leth har han manøvret sig igennem et utal af mediestorme, frontalangreb og hykleriske konspirationsforsøg.  Er han da ikke en kunstner på ligefod med din elskede Dalí, din Alice Walker eller din Grace Jones? Eller hvad med Eric Cantona, Sofie? Var han ikke en sammenligning med Jakob Holdt værdig når en hel samfundsklasse forgudede ham, lod sig fortrylle af ham og døde med ham? Eller var Zidane da ikke det perfekte billede på det uperfekte menneske da han afsluttede en historisk og fantastisk karriere med at nikke en modspiller en skalle i brystet? Var det ikke endnu smukkere end hvis han rent faktisk havde vundet VM med Frankrig?

Sofie, fodbold er en sport og en smuk en af slagsen. At kæde den sammen med mine periodevis misantropiske og ukulturelle tendenser er urimelig dumt og din modvilje mod at acceptere sporten for sin upolerede skønhed bør til evig tid rangere dig som en andenrangs-antropolog foruden antropologens vigtigste kompetence: Forståelse.

Din hengivne (til fodbolden)

Zenopa

Man skulle have været taxichauffør

søndag, december 27th, 2009

I min tynde kinabog døbt “Værd at vide” kan jeg nu tilføje nok ét guldkorn. Sprinklersystemet virker ikke på en Kia Ceed når temperaturmåleren runder minus 17 grader. En lærestreg jeg belejligt nok gjorde mig klokken 5 om morgenen, syd for München, på et tidspunkt hvor speedometret viste 150 km/h. Destination Bad Gastein henover julen startede dermed rigtig skidt og sluttede for så vidt også elendigt med tøvejr og elendige pister. Dog indeholdt turen et nævneværdigt højdepunkt, nemlig en halv times samtale (belæring) med (fra) en groftskåret engelsk arbejder fra gloværdige Manchester.

For snart et år siden forvildede jeg mig i en decideret vinterdepression ud til en vinterbadeklub sammen med en god kammerat. For nu at citere Elvis Costello så var “My aim (is) right”, da jeg gik ind til det i en forhåbning om at kunne bryde egne grænser, mens min kammerat derimod blot havde den ærlige hensigt at få gloet på nogle gamle kusser, da Youporns arkiv af ‘Mature” for længst var blevet spillet af (i alle henseender). I har formentlig stiftet bekendtskab med denne genre, kære læsere. Pornosiderne flyder jo med dem. Jeg selv har af ren og skær nysgerrighed tvunget min kammerat til at vise mig nogle af hans favoritter. Det er faktisk ret underholdende. Mature kan deles op i flere underkategorier. De mest kendte går under benævnelsen MILF. Disse kan jeg sagtens tilslutte mig. Flotte mødre i deres bedste alder, dvs. kroppe som 20 årige og erfaring som 70 årige er da en sprængfarlig cocktail. Ikke noget missionær dér. En anden kategori er Granny. Her trækker jeg mig lidt. Ældre, indtørrede damer som bliver gennembollet som var de 17 år igen. Svært at hidse sig op over. Topmålet var en video med en ældre, lettere overvægtig dame, som lige inden indførslen med en drævende sydstatsaccent udbryder “This old lady may be dry like a prune, but boy can I take it in the ass, oh yes I can” (jeg tror Obama’s marketingsfolk har set denne film). Sidst, men ikke mindst, flyder siderne med østeuropæiske damer, i 40-50′erne som bliver stanget af unge Ivan’er, navnlig er Russian Mature og German Mature tilsyneladende vældig populære. Og så kalder vi japanerne for seksuelt afsporede.

Nåh beklager afbrydelsen, back on track. Ved den første rundvisning i vinterbadeklubben viser en ekstatisk klubformand os til sidst de dertilhørende saunaer. Hertil knytter han den gode historie at han én gang har deltaget i en vældig spændende diskussion om opskriften på skibberlaksovs sammen med en nobélprismodtager, en buscchauffør og en slagter, hvorefter han afslutningvis stiller det retoriske spørgsmål, hvor man da ellers kan have sådanne diskussioner? Ingensteder, naturligvis! Saunaen er og bliver fødestedet for enhver saglig, innovativ og bæredygtig diskussion og man kan kun rive sig selv i håret over at Bella Centret ikke i al hast opførte verdens største sauna lige op til klimamødet, for mon ikke om Obama kunne have talt den kinesiske mur til fornuft, siddende splitternøgne, lår mod lår og i svedige 50 grader? Jeg har svært ved at tro andet.

Bare kald mig Mike

Med dette in mente begav jeg mig lettere optimistisk ind i en desværre næsten mennesketom sauna i kælderen af et gammelt hotel i skibyen Bad Gastein den 20 december indeværende år. Et mildest talt elendigt skiføre havde tvunget selv de mest garvede nordmænd ned fra bakkerne, heldigvis havde de færreste valgt at slå vejen forbi de termiske bade, hvilket gav mig rig mulighed for at få øvet mit stand-on-hands under vandet, som haltede noget den forgående sommer. Efter en succesrig træningssesion begav jeg mig ind i saunaen, hvor der blot opholdte sig én ud over mig selv. Jeg blev mødt af et høfligt “Cheers, mate” og min interesse blev straks vakt, da arbejderaccenten skinnede tydeligt igennem. I første omgang skød jeg ham til at være scouser, men en lille tatoveret djævel med fork, dekoreret på anklen, satte mig på bedre tanker. Jo, vi er sgu’ alle vegne vi forpulede røde djævle. Han lignede en i starten af 50′erne med et skarptskårent ansigt og dybe furer i panden. Hans behårede krop hvilede roligt i den tætte damp og jeg kunne ikke undgå at notere mig at han fra naturens side var udstyret med et vidunder af en kæmpepik som forhåbentlig har vakt megen glæde rundt omkring i de små arbejderhjem. Jeg nøjedes dog med at komplimentere hans tatovering, hvortil han med passende arbejdermine blot rystede let på hovedet og svarede:

“Not much too brag about these days, huh”. Det var ikke et spørgsmål, blot en konstatering. Og manden havde da ret. Den foregående dags nederlag til Fulhan var så eftertrykkeligt at jeg priste mig lykkelig for at jeg ikke selv overværede det. Og så til Fulham! Fucking Fulham, ja undskyld udtrykket, som måske nok er en klub i positiv fremgang, men 3-0! Det er jo en udklapsning! Jeg har selv overværet en kamp på Craven Cottage og det er til dato det mest stemningsløse stadion jeg har opholdt mig på og klubben selv, anført af den aldrig smilende Hodgson, havde næppet i deres vildeste fantasi regnet med at sende mesterdrengene fra kulbyen hjem med så røde endeballer. Jo én havde vel, gode gamle Danny Murphy. Gud hvor vi dog hader ham. Fordi han altid scorer imod os. Fordi han altid afgjorde kampene for et ellers decimeret scouser-mandskab i slut 90′erne. Fordi han altid sparker på de løse bolde udenfor feltet imod os og fordi han altid scorer på dem. Og fordi han med sit første mål ikke alene sluttede cirklen for sig selv og United, men måske også cirklen for Red Paul som ligner en mand der ikke orker det længere. Det gør ondt langt ind i sjælen at se ham tabe den afgørende bold, enddog kort efter han tabt sin første bold midtpå banen og hvor Fulham tændte de første advarselslamper. Ondt, fordi det er uværdigt for en mand som Scholes at skulle trækkes igennem en mediemølle der er mere end flinke til at sætte hans pensionsdato. Uværdigt, fordi at hans gode ven og kollega Ryan Giggs i samme tid modtager den ene hæder efter den anden, på trods af at Scholes’ bidrag til denne klub har været ligeså markant, omend i knap så synlig grad. Tak for dét Danny Murphy.

Tilbage til Mike. For det hedder han, ham arbejderen i saunaen. Jeg havde tilsneget mig til at spørge ham og han svarede Michael, men at “just call me mike”. Okay Mike. Han kvitterede med at spørge hvor jeg var fra. “Danmark” svarede jeg uden at lyde alt for stolt. Når nu han var fra Manchester ville det oplagte være at han sagde ‘Schmeichel’, men nej, ‘Oooh Sivebeeeeckkk’ sagde han med pludselig frisk glimt i øjet. Vidste du at Sivebæk var den første til at score under Fergusons ledelse spurgte han derefter kækt. Jo, det vidste jeg jo godt. Men også at Sivebæk var med i de første grupper afspillere som røg ud af den travle svingddør som Fergie satte gang i. Jeg mindede  ham om Schmeichel. The great dane. Han smilte lidt, oh yes Peter.

“Not such a great keeper, though” sagde han eftertænksomt. “He would never make it through today”

Havde jeg haft en kaffe i munden havde jeg spyttet den ud på stedet. Peter Schmeichel. Verdens bedste målmand. En national stolthed, kun overgået af Michael Laudrup på sit felt, i en naturligvis, dybt uretfærdig sammenligning, for hvem ser målmanden i en sprudlende 5-0 sejr?  Men så kom jeg til at tænke. For nylig fik en dvd med alle Uniteds mål (for/imod) i sæsonen 98/99 (treble) foræret. Her slog det mig første gang hvor mange fejl Schmeichel egentlig begik. Det kan ikke tælles på to hænder de antal gange han enten placerede sig forkert eller kom hasarderet ud af sit felt og hvor resultatet blev en scoring til modstanderne. Ville det være acceptabelt i dag? Er Chelsea ikke på vippen til at smide Cech på porten fordi han i en kort periode har virket usikker? Og hvad med Foster? Mike brød ind i mine tanker og forklarede mig at Schmeichel var en fantastisk keeper, hvis største styrke lå i hans tro på egen evner, hvilket dog var han største svaghed. Dét og så det faktum at han valgte og optræde for ærkerivalerne. Et karrierevalg jeg heller aldrig lærer at forstå. En mand som hver tirsdag/onsdag på i CL studiet har så uendelig travlt med at bekende rød kulør? Hvorfor dette underlige skifte? Han havde vel tjent sine penge. Jeg var tilbøjelig til at give Mike ret.

 Og så havde Mike talt sig varm. I et endeløst rableri af vrede arbejdergloser svinede han klubben til. At billetpriserne skræmte de rigtige fans væk. At han ikke havde været på stadion i 10 år fordi han så slips og jakkesæt nok til hverdag, hvor han fragtede disse fortravlede herrer rundt i sin taxi. (’Man skulle have været taxichauffør’, du havde ret, Dan). At spillere som Nani, Berbatov og Tevez gjorde klubben til skamme med deres høje prisskilte og efterfølgende manglende respekt for fans og omgivelser med natlige eskapader og offentlig klynkeri over manglende spilletid. At siden Cantona har United været uden sjæl (dér var jeg tilbøjelig til at være uenig). At han var ved at brække sig når han hver anden weekend fragtede hold efter hold sydkoreanere og japanere med deres store Nikon kameraer ud på stadion, velvidende om at navne som Duncan Edwards, Matt Busby og Gary Pallister klingede ligeså hult i deres ører, som 3 spillernavne fra Exeter City ville gøre det. Og mest af alt ærgrede han sig over at han alligevel sad fasttømret til skærmen og fulgte sine anti-helte når han ikke var på arbejde og at hvis han var på arbejde, fik sin pligtskyldige kone, Dorothie, til at optage dem så han kunne se dem senere. Fordi dét var hans klub.

Jeg fik sgu’ lidt ondt at manden som han sad der og jamrede. Det er folk som ham der betaler prisen. Folk der har oplevet at være tilknyttet til en klub på en hel anden måde end vi er i dag. Når United taber er det pinefuldt, ja enddog på grænsen til det fysisk smertefulde, men hvad pokker, når jeg lægger mig til at sove om aftenen er det næsten glemt. Næsten. For ham kan det være en hel uge der er ødelagt. Når han kører rundt i sin latterlige taxi og samler støvede jakkesæt op er det fristende at hengive sig til nostalgien. Dengang hvor George Best spillede og boede hjemme hos en gammel kogekone, som klubben havde stillet til rådighed og som han selv efter sin gennembrud pligtskyldigt stadigvæk boede ved. Dengang hvor stjernerne var lokale og hvor de ikke isolerede sig i de ‘big mansions’ rundt omkring Manchester. Fans i dag er som bekendt ikke længere geografisk betingede. Og da slet ikke United, som er lykkedes med at markedsføre sig selv til egne, hvor end ikke Coca-Cola har rejst sine automater. Taberne er ikke nødvendigvis klubben, spillerne eller for den sags skyld fansene, det er derimod de lokale fans, hvis livspassion er blevet globaliseret til ukendelighed. Lidt ligesom Che Guevaras ansigts optræden på hver en kaffekop og t-shirt i virkeligheden begraver hans egen sag. Det er ikke en klagesang fra min side. Guderne ved at jeg da ikke klager over, at jeg her i Århus kan opsnappe ligeså megen information og enddog ligeså hurtigt, som de der er bosat i Manchester. Men det var et indblik. Og et nødvendigt et af slagsen. Et indblik i at fans, nøjagtig ligesom pornokategorien Mature, opdeler sig i forskellige fraktioner. Og at nederlag tackles, smager og behandles på forskellig vis.

“Bloody hell, the scousers ain’t even worth hating now a days” sluttede han smilende. Dér var vi til gengæld fuldt ud enige.