Honduras - VM revolution med Guevara og co.

Tribunerne er tomme. Det var de allerede, nogle minutter inden kampen blev fløjtet af. Et par af lysmasterne er allerede slukket, så Patrick Kluivert står og kigger desillusioneret op i den mørke maj-nat.

Den hollandske målmager og kollegerne har lige tabt 1-2 på hjemmebane til upåagtede Mallorca, der på baggrund af resultatet overhaler FC Barcelona i tabellen. Kluivert fik ganske vist sat mål nummer 13 i løbet af sæsonen ind, men spillet var alt andet end prangende, og kampen sluttede symptomatisk af med et rødt kort til Gabri.

Møgsæson

På dette tidspunkt mangler der fire kampe af ’02-’03 sæsonen. Barcelona ligger nummer otte i La Liga – á point med nummer elleve! De sidste kampe SKAL alle sammen vindes, for at den hensygnende storklub overhovedet kan drømme om at spille europæisk fodbold til næste sæson… vel at mærke i UEFA Cuppen for afstanden til CL pladserne er for lang og ikke matematisk mulig.

Flop og fiasko. Sæsonen kan, allerede en måned inden den afsluttes, ikke beskrives med andet end disse to ord. Flop og fiasko. Ordene klæber sig også til spillere som Saviola, Gerard, Mendieta, Sorin og Riquelme. Flop og fiasko.

Dengang havde jeg været fan af FC Barcelona i knap 15 år, og det var den værste periode nogensinde at holde med de blå og røde drenge fra Katalonien. Jeg kan huske, hvordan jeg sad og snakkede med en ven efter Mallorca kampen. Han var også Barca fan. Vi havde det begge af helvede til. Vi var apatiske. Desperate. Men stadig fans.

Vi sad gudhjælpemig klokken 3 om natten, og regnede ud hvor stor en donation fra hver enkel registrerede Barca fan det mon krævede for at hente Nesta til klubben… vi ville starte en indsamling dagen efter.

Ingen succes siden ‘99

Vi havde ikke vundet mesterskabet siden 1999. Ja vi havde faktisk ikke vundet en skid i snart fem år. I samme periode havde drengene fra Real Madrid hapset to mesterskaber, to Champions League titler samt sejre i både den europæiske og den spanske Supercup. Som Barca fan havde man det squ elendigt dengang. Det hjalp faktisk ikke specielt meget på situationen, at vi faktisk vandt de sidste fire kampe, og blev nummer seks. En sjetteplads var squ ikke noget at glæde sig over.

Men netop det faktum at vi kun skal syv år tilbage i tiden for at se et pivringe FC Barcelona hold, der højst henrykkede folk fra det lokale blindesamfund i byen, får mig til at smile. Den smerte jeg følte ved at være Barca fan dengang, får mig til at smile i dag. Det er kontrasten mellem dengang og nu, der gør det hele værd. Selvfølgelig er sejrene og det smukke spil befriende dejligt, men jeg nyder ti gange mere, at vi er så langt væk fra ’02-’03 sæsonen, som det nok er muligt at komme.

Jeg ved, at der nok skal komme en nedgangsperiode igen. Og når den kommer, så vil jeg være sur, skuffet og fodbolddepressiv. Men jeg vil stadig være der. Være der som loyal fan. Være der fordi, at det er de perioder, der gør mest ondt, der gør at succesen, når den kommer igen, smager så godt og rigtigt.

Og kære Chealsea4life. Min bedste ven er pudsigt nok også Chelsea fan, og har været det hele livet. Selv dengang i starten af halvfemserne, hvor det vist blev til et par lidet flatterende 11. pladser i ligaen. Han var med da det gjorde ondt at være blå, og netop derfor så glædes jeg på hans vegne, når det går godt, og de hiver trofæer hjem (selvfølgelig gør det ondt, når det så går udover Barca, men jeg under ham det, ligesom han under mig det).

Så bær over med vores jubel, imens det går så godt, for vi har altså haft det rigtig rigtig dårligt for få år tilbage.

Som svar på: Barcelonas hykleriske fans

Jeg ved det kommer. Det gør det hvert år. Men nogle gange glemmer jeg det. Nogle gange er jeg faktisk lykkeligt uvidende om dets eksistens. Det sker særligt, hvis der er VM eller EM i fodbold, eller hvis jeg er taget på ferie på det helt rigtige tidspunkt. Men uanset hvad, så rammes jeg på et eller andet tidspunkt i juli måned af Tour de France. Og jeg hader det!

De står der og smiler. Med deres klamme hjelme og solbrune arme. Smiler, som om de er lalleglade idioter, der ikke har ænset, at de skal slide sig ihjel de næste 6 timer. Slide sig ihjel over 200 kilometer med bjerge, bakker og en bagende sol ovenfra. Hvorfor fanden smiler de?

Det er det, jeg hader! De tager smerten og pinslerne med et smil og ophøjet ro.

Jeg hader, når en spansk Euskaltel rytter, for gud ved hvilken gang, er hamret med 60 i timen lige ned i asfalten, måbende kigger sig forundret omkring, orienterer sig, hopper op på cyklen, og hamrer efter feltet igen med blodet fossende ud af knæ og albuer.

Jeg hader, at flere af rytterne kører rundt med brækkede hænder, kraveben og albuer, men alligevel vil fortsætte i løbet for alt i verden. Og det på trods af at de ikke har en jordisk chance for at lave et resultat.

Jeg hader, at rytterne er kæmpe konkurrenter, men at det er så tydeligt, at de sidder og hygger sig med hinanden i feltet, når ikke der skal jagtes udbrydere eller udkæmpes drabelige slag på bjergtoppe.

Jeg hader, at hver og en af rytterne hylder dagens vinder, og samtidig accepterer deres eget nederlag.

Jeg hader, at de er så uselviske mennesker. De sidder og slider sig selv ihjel for at give hinanden lidt læ. Og de henter vand til hinanden. Og de henter mad til hinanden. Og de afleverer gerne deres cykel væk til en holdkammerat. Og gudhjælpemig om de ikke også hjælper hinanden med vand og mad på tværs af holdene, hvis de rigtig er i nød!

Jeg hader simpelthen Tour de France så meget, at det gør helt ondt. Men den mest åbenlyse årsag til mit had er, at Tour de France får min egen yndlingssport til at virke vattet. Fodbold kommer nærmest til at se pinlig ud i forhold til præstationerne i Frankrig.

Fodbold vælter nemlig rundt i selviske spillere, der tror de kan klare alt på egen hånd. Bare se på Zlatan og stort set halvdelen af de afrikanske spillere ved VM. Hvor fanden er holdånd henne? Hvor er overskuddet henne til at hjælpe holdkammerater til at være de bedste?

Og i fodbold der snyder man. Man snyder squ så vandet driver af en. Man laver beskidte tricks som at nive og rive i hinanden under hjørnespark. Man laver professionelle frispark. Man tager med hænder på stregen. Målmænd flår bolden hurtigt tilbage over målstregen istedet for at acceptere, at der blev scoret på dem. Snyd i fodbold er blevet så naturlig en del af spillet, at spillerne automatisk tager hånden op for at appellere til dommeren, at det er deres indkast, på trods af at de selv har tonset bolden ud af stadion. Snyd og fusk er blevet en refleks.

Og der bliver spillet skuespil til den helt store guldmedalje. Skuespil for at trække kort hos modstanderen. Skuespil for at trække tiden. Skuespil for at få frispark og straffespark. Med skuespil kan man vinde kampe. Med skuespil kan man vinde mesterskaber. Og det sker!

Det er det jeg hader ved Tour de France. For hver gang jeg har siddet og set lidt af det, så kan jeg mærke, at jeg bliver pissesur, når jeg så ser fodboldkampe bagefter. Jeg bliver pissesur over, at det i den sport jeg elsker allermest, kan betale sig at snyde, pive, spille skuespil osv., når det i et anden sport vil være det rene selvmord at gøre!

Men hvad fanden kan man gøre!

Endelige er det blevet dagen, hvor de blå og hvide fra Honduras skal forsøge at henrykke tilskuere og fjernsynskiggere. Det skal ske med en blanding af charme og vidunderligt mellemamerikansk offensivt fodbold, der går lige ind i hjertet, og rammer som en forårsforelskelse.

Enhver betragter har sin mening om hvordan kampen mellem Honduras og Chile vil ende. Trænerne har respekt for modstanderen, og mener meget diplomatisk begge to, at: ”Det bliver en svær kamp at vinde”! Fans på begge sider holder på deres eget hold som kommende vinder. Eksperter peger på enten det ene eller andet hold, alt efter hvilken subjektiv tilgang de har til fodbold. Og bookmakerne…  tja, alle som en peger på Chile som storfavorit. Men hvad mener historien om kampen? Hvem er den kommende vinder, set udfra et historisk statistisk synspunkt? Det tager vi selvfølgelig et kig på her kort før kampstart.

VM statistik

Som vi allerede tidligere har fastslået i en anden artikel, så er det med al sandsynlighed Honduras, der vinder VM… vel at mærke set et fra et statistisk synspunkt. Det er ud fra denne betragtning, vi ser på dagens møde mellem Chile og Honduras.
Da dette er den 19. VM-slutrunde, har der naturligvis været 18 tidligere vindere, som har spillet 18 førsterunde kampe. Af de 18 er de 16 blevet vundet af den senere verdensmester, mens to er endt uafgjort. Historisk set vinder den senere verdensmester altså den første VM kamp i 87.5 % af tilfældende, mens de sidste 12.5 % peger på en uafgjort. Endvidere er de uafgjorte resultater faldet i slutrunder med et lige nummer, og da denne i Sydafrika bærer nummeret 19, peger endnu en ting på en sejr til de kommende verdensmestre.

Målscoren for de 18 tidligere kampe i første runde med deltagelse af de senere verdensmestre hedder 50-7. Det giver et gennemsnit på 2,77 mål til vinderen og 0,38 mål til taberen. Da man selvfølgelig ikke kan runde mål op, bliver det en nedrunding til 2 og 0 mål. Altså resultatet 2-0. For at underbygge de tal, så har de senere verdensmestre scoret præcist 2 mål i 6 ud af 18  førsterunde kampe og 2 mål eller mere i hele 14 ud af 18. Samtidig har deres modstandere i 11 ud af de 18 tilfælde ikke fået bolden i mål. Endvider er resultaterne 2-0 og 2-1 de hyppigste resultater.

Honduras vs Chile

Honduras og Chile har mødt hinanden tre gange i løbet af de seneste ti år. Det er blevet til to sejre til Honduras og en enkelt til Chile. Den første af de tre kampe vandt Honduras 3-1, så blev det til en chilensk sejr på 2-1 og senest igen en sejr på Honduras på 2-0 for et år siden. En sammenlagt målscore på 6-2 i Honduras favør. Igennem de seneste ti år har Honduras altså i snit scoret præcist 2 mål på Chile, mens chilenerne scorer mindre end et mål den anden vej.

Hvis vi så kigger isoleret set på Honduras og Chile ved VM, ja så har Chile faktisk ikke vundet en kamp i første runde siden 1962, mens Honduras aldrig nogensinde har tabt en kamp i første runde.

Så statistisk set, så vinder Honduras 2-0 i dagens kamp (med en lille chance for en 2-1 sejr), og er dermed godt på vej mod videre avancement og VM titlen.

Første rundes resultat for de senere verdensmestre:

Italien – Ghana 2006 2-0
Brasilien – Tyrkiet 2002 2-1
Frankrig – Sydafrika 1998 3-0
Brasilien – Rusland 1994 2-0
Vesttyskland – Yugoslavien 1990 4-1
Argentina – Sydkorea 1986 3-1
Italien – Polen 1982 0-0

Argentina – Ungarn 1978 2-1
Vesttyskland – Chile 1974 1-0
Brasilien – Tjekoslovakiet1970 4-1
England – Uruguay 1966 0-0
Brasilien – Mexico 1962 2-0
Brasilien – Østrig 1958 3-0
Vesttyskland – Tyrkiet 1954 4-0
Uruguay – Bolivia 1950 8-0
Italien – Norge 1938 2-1
Italien – USA 1934 7-1
Uruguay – Peru 1930 1-0

Link til hvorfor Honduras vinder VM

BBCs sportsjournalist Paul Fletcher blogger også om Honuras. Hans fyldige blog kommer ind på fodboldkrig, kvalifikation og følelser for spillet i det mellemamerikanske land.

Læs Paul Fletchers glimrende blog her

Verdens giftigste angibere og de mest erfarne landsholdspillere. Statistisk set!

Op til VM laves liste efter liste over de bedste spillere, dem der ikke er med, de mest overvurderede, de største talenter osv. osv. osv. Alle disse lister er genstand for subjektive holdninger, egne vurderinger samt smag og behag. Lad os istedet kigge på dem, der er med, og se på dem gennem de statisistisk briller, og dermed finde ud hvem de bedste er.

Når vi kigger på hvert enkelt spiller, og skal sammenligne dem, så er der tre informationer, der ligesom skinner igennem som de første. Jeg påstår hverken, de er de vigtigste, de mest sammenlignelige eller noget andet, blot at det er disse tre oplysninger, der som regel er det første, man ser, når man kigger på info om en landholdsspiller: Alder, antal landskampe og antal mål på landsholdet.

Alderen har vi allerede kigget på i artiklen ”Med bedstefar til VM”, så den lader vi ligge.
Vi tager istedet et kig på de sidste to tal; landskampe og mål.

Mål

Når vi kigger på antal scorede landskampmål, så kan man spørge sig selv: er grundlaget for at finde VMs farligste angriber til stede, ved at kigge på deres måltotal? Nej, det er det selvfølgelig ikke! Her skal man ind og kigge på målfrekvens, hvilke modstandere der er scoret imod osv. Men det kæmpe regnestykker gider vi ikke kaste os ud i lige nu. Istedet kigger vi ganske enkelt på de mest scorende spiller fordelt på hver enkelte region (UEFA, COMNEBOL osv.), og lader talene stå for sig selv.

VM 2010s mest scorende spillere fordelt efter forbund. (i parantes er angivet antal landskampe)

UEFA:
Jon Dahl Tomasson, Danmark:      51 (107)
Thierry Henry, Frankrig:                    51 (118)
Miroslav Klose, Tyskland:               48 (94)
Alexander Frei, Schweiz:                 40 (73)
Lukas Podolski, Tyskland:              37 (70)
David Villa, Spanien:                        36 (55)
Wayne Rooney, England:                 25 (58)
Angeles Charisteas, Grækenland:  23 (82)
Fernando Torres, Spanien:               23 (71)
Cristiano Ronaldo, Portugal:            22 (69)
Simao, Portugal:                                 21 (78)
Peter Crouch, England:                     20 (37)
Theofanis Gekas, Grækenland:        20 (46)
Frank Lampard, England:                  20 (77)
Bastian Schweinsteiger, Tyskland:   19 (73)

COMNEBOL:
Sebastian Abreu, Uruguay:                28 (56)
Kaka, Brasilien:                                  26 (73)
Luis Fabiano, Brasilien:                      25 (36)
Diego Forlan, Uruguay:                      23 (61)
Roque Santa Cruz. Paraguay               21 (67)
Robinho, Brasilien:                             20 (72)

CAF:
Samuel Eto’o, Cameroun:                   44 (94)
Didier Drogba, Elfenbenskysten:        43 (66)
Benni McCarthy, Sydafrika:                 32 (78)
Asamoah Gyan, Ghana:                       19 (38)
Yakubu Aiyegbeni, Nigeria:                 19 (52)
Rafik Saïfi, Algeriet:                            19 (60)

AFC:
Lee Dong-Gook 25 (83)
Shunsuke Nakamura 24 (95)
Timothy Cahill 19 (37)

OFC: Ingen væsentlige målscorere!

CONCACAF:
Carlos Pavón, Honduras:                      57 mål (98)
Landon Donovan, USA:                         42 (121)
Cuauhtémoc Blanco, Mexico:                38 (114)
Amado Guevara, Honduras:                   29 (133)

Kan vi udlede noget af disse tal? Tja, vi kan i hvert fald se, at nationer som England (Rooney, Crouch og Lampard), Tyskland, (Klose, Podolski og Schweinsteiger) og Brasilien (Kaka, Robinho og Fabiano) kommer til Sydafrika med en trio af habile goalgetters. Også Grækenland, Spanien, Portugal og Uruguay tropper op med et habilt arsenal, sagt med andre ord, to spillere der er vant til at banke kasser ind på landsholdet. Men nok ikke noget overraskende i det ovenstående.

Noget der dog springer i øjnene, er både Italien og Argentinas fravær på listen, og til dels også Frankrigs. Argentina stiller ellers med et bombastisk angreb i form af folk som Messi, Aguero, Tevez, Veron, Higuain, Milito osv. Men på landholdsniveau er der bare ingen af disse fyre, der har slået til. Tevez har i 51 kampe blot formået at score otte gange. Otte gange! Lionel Messi er med tretten mål i karrieren faktisk Argentinas mest scorende. Svært at se, at Argentina skulle ændre på de manglende mål netop ved VM, når nu det gik så skidt i kvalifikationen.
Italien var det andet mandskab, der glimrede ved sit fraværd blandt målscorene. Inden for de seneste ti år har folk som Baggio, Vieri, Del Piero og Inzaghi ellers optrådt med stor succes for de azurblå og tilsammen banket mere end 100 mål ind. Men ved VM stiller nationalmandskabet fra det støvleformede land med et noget målfattig angreb. Blot 37 mål er det blevet til i 149 landskampe for Italiens 7 VM angribere. Faktisk er Alberto Gilardini den eneste italiener, der har scoret mere end 10 mål.

Det tredje land der til dels også ser ud til at mangle målscorere, er Frankrig. Nuvel, Thierry Henry starter VM i toppen af listen, men det halter lidt udover ham, og det er der to indlysende grunde til. Den ene hedder David Trezeguet. Frankrigs tredjemest scorende spiller gennem tiden har aldrig rigtig været Raymond Domenchs kop the, og det er ganske enkelt beklageligt. Den anden årsag hedder Nicolas Anelka. Den store angriber har ganske enkelt aldrig slået til på landsholdet. I 64 kampe er det blot blevet til 13 mål, hvoraf de tre er scoret mod Færøerne, et enkelt mod Litauen og et mod Costa Rica. Det er bare ikke godt nok for en stjerneangriber.

Den positive overraskelse på listen, må siges at være Honduras, den statistiske vinder af VM. Med Carlos Pavon og Amado Guevaras 76 scorede mål tilsammen, kommer lilleputnationen til VM med et par giftige folk. Faktisk kan Carlos Pavon bryste sig af, at han med sine 57 mål, er den spiller ved VM, der har scoret allerflestt landskampmål, med Jon Dahl og Thierry Henry på en delt andenplads. Faktisk er Carlos Pavon nummer 11 på listen over alle tiders mest scorende spillere i landsholdssammenhæng, og nummer to på listen over dem, der stadig er aktive.

Landskampe
Ser vi væk fra målkongerne, og istedet kigger på gruppen af spillere med flest landskampe på bagen, så skulle man tro, at vi fik en liste med masser af målmænd suppleret med gamle koryfæer som William Gallas, Gabriel Heinze, Juan Sebastian Veron, Nwankwo Kanu, Rio Ferdinand, Deco, Ricardo Carvalho og Mauro Camoranesi. Men ingen af førnævnte er specielt tæt på de hundrede landskampe og det samme gælder generelt for målmændene ved VM. 15 mand har spillet 100 landskampe inden VM løber af stablen, mens yderligere 11.
mand har en realistisk chance for at nå den milepæl enten i løbet af venskabskampe inden VM eller i løbet af VM.

De 21 mand er:

Amado Guevara, Honduras. 133 landskampe og 34 år gammel.
Rigobert Song, Cameroun. 133, 33 år.
Fabio Cannavaro, Italien. 132, 36 år.
Lee Woon-Jae, Sydkorea. 129, 37 år.
Landon Donovan, USA. 121, 28 år.
Thierry Henry, Frankrig. 118, 32 år.
Yoshikatsu Kawaguchi, Japan. 116, 34 år.
Cuauhtémoc Blanco, Mexico. 114, 37 år.
Gerardo Torrado, Mexico. 110, 31 år.
Lee Young-Pyo, Sydkorea. 111, 33 år.
Geremi, Cameroun. 109, 31 år gammel.
Jon Dahl Tomasson, Danmark. 107, 33 år.
Iker Casillas, Spanien. 102, 29 år.
Yuji Nakazawa, Japan. 101, 32 år.
Gianluigi Buffon, Italien. 100, 32 år.
Aaron Mokoena, Sydafrika. 99, 29 år.
Giovanni van Bronckhorst, Holland. 97, 35 år.
Carlos Pavón, Honduras. 98, 36 år.
Miroslav Karhan, Slovakiet. 96, 33 år.
Miroslav Klose, Tyskland. 94, 31 år.
Shunsuke Nakamura, Japan. 95, 31 år.
Denis Caniza, Paraguay. 95, 35 år.
Samuel Eto’o, Cameroun. 94, 29 år.
Martin Jørgensen, Danmark. 93, 34 år.
Dennis Rommedahl, Danmark. 93, 31 år.
Gianluca Zambrotta, Italien. 92, 33 år.

Hvad kan vi så udlede af den liste? Nok ikke så meget andet, end at lande som Danmark, Japan, Sydkoerea, Mexico, Italien, Cameroun og Honduras har et par mand eller tre at trække på, nå det er erfaringen, der skal tys til. Men igen, folk der har spillet 80 landskampe eller deromkring, har også masser af rutine!

Honduras har overrasket alt og alle før. De lavede i 2001 stort set samme nummer, som Danmark lavede i 1992. Følg med i artikelserien ”Vi stiller med det vi har”, og følg Honduras vej til storhed gennem landstrænerens øjne i de dage, det hele skete.

Afsnit 3:
Ivan Cordoba, Mario Yepes, Chris, Juninho Paulista, Emerson, Denilson, Dida Mario, Jardel, Rafael Marquez og Paulo Wanchope bare for at nævne en god håndfuld. Idoler hele bundtet. Turneringens funklende stjerner om man vil. Det er folk, han ville have siddet og fulgt på skærmen med benovelse. Nu giver de ham i stedet søvnløse nætter. Han har stort set ikke lukket et øje siden klokken to i nat. De er presset til minimum et uafgjort resultat i aften, for ikke blot at blive en fodnote i historien, som holdet der var en panikløsning, og nærmest røg ud, inden de kom ind. Han kan sagtens se det for sig. Det vil heller ikke være nogen sensation hvis, eller måske nærmere når, det sker, men de her spillere har altså ofret ferie, fritid og samvær med familien for at gribe denne chance. Han er simpelthen nødt til at give dem en sejr, ligesom de er nødt til at tro på, at de kan vinde!

Ekstra pres, ingen presse

Bussen med spillere og trænerteam er på vej ud til stadion, da nyheden tikker ind. Uruguay og Costa Rica har spillet 1-1 i deres kamp tidligere på aftenen.

”Det er bare fucking løgn”, er hans første tanke. Nu er et uafgjort resultat mod Bolivia ikke ligefrem noget de kan nøjes med længere, altså medmindre de så ligefrem slår Uruguay med to pinde. Uruguay, de tofoldige vindere af VM, og et hold Honduras aldrig har slået før. Det sker bare ikke!
Han ryster på hovedet, som for at ryste tanker og presset bort. De er fremme ved stadion nu. Til at starte med mødes de af blitzenes skær fra fotograferne, men det er, som om de fortaber sig i det fjerne, da ukendt spiller efter ukendt spiller dukker op. Intet at skrive om her. Det er vist også gået op for publikum, at der ikke er mange genkendelige ansigter til dette opgør, for stadion er ikke engang halvfyldt.

Første halvleg

Hans kinder ligner to blodappelsiner, der har fået lidt for meget væksthormon, da han tømmer lungerne ind i den lille sorte fløjte, og dermed sætter kampen i gang. Det er et skæbneopgør for både Honduras og Bolivia. Et uafgjort resultat vil bevare et spinkelt håb for begge hold om videre avancement. Men det vil være et meget urealistisk håb. En sejr vil derimod bringe vinderen ind i rampelyset igen, mens taberen godt kan booke flybilletten hjem. Denne kamp er alt eller intet. Han ved det, de ved det og publikum burde vide det, men den manglende støj fra tilskuerpladserne indikerer en hvis ligegyldighed.
I løbet af de sidste to dage, er de manglende spillere stødt til truppen, og det ses tydeligt på banen. Det er Samuel Caballero det tydeligste eksempel på. Han giver den ro i forsvaret, som der manglede i første kamp, og det giver resten af spilleren mod på mere, og det mærkes på grønsværen. Bolivia er under pres fra første minut. Saul Martinez smækker for anden kamp i træk en bold på træværket, og for anden kamp i træk ryster han opgivende på hovedet, efter at have set målmanden samle den op på stregen. Akkurat som i første kamp er det kaptajn Guevara der leder slagets gang. Bold efter bold bliver serveret på et sølvfad for medspillerne, men ind kommer den ikke, før de to blodappelsiner med væksthormoner igen bliver fundet frem, og der blæses til kaffepause i det colombianske.

Revolution i anden halvleg
Når man ikke er tilfreds med systemet, så flytter man enten væk eller sætter en revolution i gang. Kaptajn Guevara vælger i kampen mod Bolivia den sidste løsning. Med samme beslutsomhed og vilje til sejr, som sin velkendte revolutionære argentinske navnebror, leder han slagets gang i anden halvleg, og tordner bolden ind i et blafrende net efter blot otte minutters spil. Jubel i Honduras lejr og opbrud i Bolivias ditto. Han er glad. Han sidder og nyder det ude på bænken. Tanken om at være foran i en kamp i Copa America var ganske uforenelig med hvervet som landstræner i Honduras for blot en uge siden. Men nu sidder han her. Med et kæmpe smil og et hold på banen der er på sejrskurs.

 
Et kvarter efter. Samme mand. Samme vilje. Samme resultat. Han går til bolden med fremskudt bryst, og tager den elegant ned. Den klæber til hans føder som indholdet fra en pakke Kærgården, der har stået ude lidt for længe. Han kigger op, ser Saul Martinez. Serverer bolden for ham, og stikker så i løb. Han kigger sig ikke tilbage. Han ved den kommer. Målmanden har også set det… men for sent. Bolden gør kun et kort stop hos Martinez, der sender den direkte tilbage mod Amado Guevara, der nu er forbi begge forsvarer,e der står totalt desorienterede tilbage, og aldrig så den 1-2 komme. Målmanden, der forsøgte at afværge det hele, er nu på mellemhånd, og Guevara kan let lægge bolden ud i det venstre hjørne. GOOOOOOOOOOOOOOL. Publikum er ellevilde, og stadionspeakeren er pludselig også kommet op af stolen. Honduras er er inde i varmen igen. Guevara har gennemført en revolution mod Bolivia, det land hvor navnebroderen med tilnavnet Che, led en frygtelig skæbne, og blev henrettet for knap 34 år siden. To røde kort til Bolivia og 25 minutter senere er kampen forbi. Goodbye Bolivia hello Honduras.

Læs afsnit 2 her

Læs afsnit 1 her

Honduras har overrasket alt og alle før. De lavede i 2001 stort set samme nummer, som Danmark lavede i 1992. Følg med i artikelserien ”Vi stiller med det vi har”, og følg Honduras vej til storhed gennem landstrænerens øjne i de dage, det hele skete.

Afsnit 2:

Det har dunket igennem med decibelhøjder på niveau med en Metallicakoncert i snart tre timer nu. Støjen fra de store flymotorer har efterhånden gjort dem fuldstændig døve. Men det er ikke derfor, der ikke er blevet sagt et eneste ord undervejs. Ikke derfor hver eneste spiller har stirret uafbrudt på et givent punkt i flyet siden take-off. Ikke derfor at han, Ramón Maradiaga, hvert andet øjeblik, har fisket en cigaret frem fra gemmerne for blot at komme i tanke om, at rygning ombord er forbudt, og derfor febrilsk gemt den væk igen. Men fordi lyden af brummende motorer overdøves af tankerne om det store ukendte, der ligger foran dem. Om blot en halv time skal de være klar til at præstere foran et abnormt stort publikum på Estadio Atanasio Girardot i Medellín. Præstere på en af de største scener i fodboldens verden. Det er deres liv, deres drøm og måske deres største øjeblik i karrieren. Uanset om de er klar eller ej, så er Honduras på vej til Copa America.

Spillere en mangelvare

Næsehjulet har netop kysset landingsbanen blidt, da han tager et sidste blik rundt i flyet, for at tage bestik af truppen. Hans øjne indprenter sig udtrykket fra ansigt efter ansigt. Alle sider og håber på en plads mellem de 11 startende. Topscorer Carlos Pavon, forsvarsgeneralen Samuel Caballero fra Udinese, midtbanemanden Julio César de León fra Reggina, reservemålmand Henry Enamorado og Iván Guerrero fra Coventry. Fem af holdets bærende kræfter. Alle glimrer de ved deres fravær. De er på ferie, og kan først nå at være fremme om et par dage. Ja faktisk så afslog både Guerrero og Pavon at støde til senere. De var gået på ferie både fysisk og mentalt og mente ikke, at de kunne sætte sig op til et mesterskab.

”Fair nok” havde han tænkt, ”Det er der andre der kan”!

De blinkende blå lys for enden af landingsbanen flår ham væk fra tankerne om de manglende spillere. Han kaster blikket på sit ur. 27 minutter til kampen fløjtes igang. Ikke så underligt at der er arrangeret politieskorte.

Med blåt blink og 190 km/t

Turen ud til stadion var overstået på få minutter. De var nærmest blevet kastet ind i et par salatfade, og så var det ellers gået med fulde drøn, udrykning og medfølgende motorcykeleskorte gennem Medellins gader i en hastighed, der vist ellers kun ses på Silverstone og lignende baner. Nu står han så her… i omklædningsrummet under stadion, og skal til at præsentere startformationen. Spillerne er i gang med at snørre støvlerne og trække i nationalklenodiet: den blå og hvide trøje. Midtbanespilleren Oscar Lagos kommer ud fra toilettet, stadig med et kvalmende udtryk over sig. Køreturen var ikke god for ham. Han strøg så at sige direkte ud på toiltettet for at brække sig, da de kom til stadion. En mindre til startopstillingen! Ligemeget. Han har bestemt sig, og Lagos skulle alligevel ikke være startet på banen, men ikke desto mindre betyder det en bænk med kun tre disponible reserver.

“Vi kan kun overraske”

Lyden fra de knap 40.000 tilskuere stiger i volumen ovenover dem. Det er ved at være tid. Han giver en sidste peptalk.

”Ja vi er undertippede! Ja vi kommer uforberedte! Og ja, vi mangler mange vigtige folk, men vi kan ikke andet end overraske positivt. Intet andet hold er nogensinde ankommet til en stor slutrunde med et så stort overraskelsesmoment i baghånden. Ingen har kunnet forberede sig på os, og det taler til vores fordel. Nu skal vi bare gå ud og spille vores eget spil og vise, at vi har vores berettigelse her”!

En højlydt banken på døren fortæller, at det er nu. Spillerne går en efter en ud i spillertunnelen. Costa Ricas spillere står allerede klar. Hurtigt falder alles øjne på manden, der rager op over dem alle… både i statur og stjernestatus: Paulo Wanchope. Stjerneangriberen fra Manchester City var det helt store samtaleemne i omklædningsrummet, og de ved, at de skal være på tæerne gennem hele kampen for at holde ham fra at score. Så, nu løber dommerne ind. Der lyder et brøl fra publikum, da spillerne bagefter løber ind på banen. Om få sekunder skriver 11 spillere fra Honduras sig ind i historiebøgerne som de første spillere fra lilleputnationen, der deltager ved Copa America.

Første halvleg

De første 20 minutter af kampen er spil til et mål. Det er tydeligt, at Honduras ikke er forberedte. Taktik, løbemønstre og uddelegering af opgaver hænger i den grad for spillerne, og Costa Rica løber dem nærmest over ende. Men Målmand  Noel Valladares holder Honduras inde i en kamp, han under alle omstændigheder ikke må blive skadet i, for der kommer først en reservemålmand til om et par dage. Han, Ramón Maradiaga, tager sig til hovedet, og kalder anfører Amado Guevara til sig ved et spilstop. Hans kvaliteter som landstræner er i sandhed kommet på en prøve. Opgaven virker ganske enkelt umulig, og det mod turneringens eneste hold, der er på et absolut sammenligneligt niveau. Han giver sine dessiner til Guevara, der straks prøver at føre dem ud i livet inde på banen. Det ser ud til at virke. Spillet bølger lidt frem og tilbage nu, og da dommeren endelig fløjter til pause, er stillingen stadig 0-0 og kampen dermed åben.

Anden halvleg

Han tager et træk til højre og fingerer et skud fra distancen. Forsvarsspilleren fra Costa Rica kaster sig ofrende i græsset for at blokere skuddet, men det hårde træf af bolden udebliver. Liggende drejer han hovedet forbavset for at orientere sig om, hvad der er sket, og ser blot ryggen af Saul Martinez, Honduras vævre lille angriber. Han er allerede forbi ham, og er sat i løb ned mod målmanden. Anden halvleg er i fuld gang, og Honduras, med Guevara og Martinez i spidsen, har sat en offensiv i gang. Martinez er nu helt alene med Costa Ricas målmand Erick Lonnis, som kommer stormende ud mod ham. Han forsøger et kækt lob, som Lonnis kun får fingerspidserne på. Tiden stå nærmest stille, mens Martinez intenst følger boldens bane mod mål. Der går et sus gennem publikum, da den kysser stolpen, og triller hen langs målstregen nærmest i slowmotion. En prustende Erick Lonnis har kæmpet sig tilbage i målet, og kaster sig nu som en sulten høg efter bolden. Hele verden står nærmest stille, mens Erick Lonnis hænger der i luften. I fuld længde. Med armene strukket helt ud. Hjemme i Honduras har en hel nation rejst sig fra stolene, og følger nu situationen på TV…. han når den. ØV! Så tæt på, og alligevel så langt fra. Saul Martinez tager sig ærgrende til hovedet mens kaptajn Guevara klapper opmuntrende af ham. Honduras ser ud til at være tilbage i kampen. Både han og spillerne gik da også ind til anden halvleg med en stålsat vilje og målsætning om at få tre point ud af strabadserne. Blot fem minutter efter Martinez store øjeblik, skyder Paulo Wanchope dog drømmene i sænk. Et hurtig træk til siden, et tørt hug og en flagrende målmand er sekvensen, der i korte træk fører til stillingen 1-0. Der er ganske vist 25 minutter tilbage af kampen, men spillerne ser trætte ud, udskiftningerne er brugt, på skadede spillere desværre, og Costa Rica sidder igen på kampen.

Rom og smerte

Det er aften og han sidder på sit hotelværelse. Nipper lidt til glasset med rom og tænder så en cigaret. Byens lys glimrer i baggrunden. En slående kontrast til det mørke han føler indeni. Han hader at tabe. Ganske enkelt. Så selvom nederlaget på 1-0 i aftenens opgør mod Costa Rica var ventet, så gør det helvedes ondt alligevel. Det eneste han kan glæde sig over, er at truppen bliver fuldtallig inden den næste kamp om tre dage. En kamp der skal vindes, for stadig at kunne gå videre.

Læs afsnit 1 her

Honduras har overrasket alt og alle før. De lavede i 2001 stort set samme nummer, som Danmark lavede i 1992. Følg med i artikelserien ”Vi stiller med det vi har”, og følg Honduras vej til storhed gennem landstrænerens øjne i de dage, det hele skete.

Afsnit 1:

Skriiitjs. Cigaretten kvaser mod den ru asfalt, mens han tværer sin fod rundt i den. Det er den tredje smøg, han har røget i løbet af ti minutter. Den sidste glød er endnu ikke gået ud af de sørgelige rester på jorden, før han fisker en ny frem fra pakken, skærmer af for vinden, og tænder den. Han tager et dybt hvæs, mens han endnu engang spejder ængsteligt mod himlen. Hvor pokker er det fly henne?

For blot syv timer siden blev han ringet op af Nicolás Léoz, præsidenten fra COMNEBOL, det sydamerikanske fodboldforbund. De havde brug for hans hjælp. Han var godt klar over, at Canada havde trukket deres hold for nogle dage siden, for i stedet at blive erstattet af Costa Rica, men at Argentina nu også havde forladt turneringen, det var helt nyt for ham.

Han havde været lydhør over Nicolás Léoz, men det han bad om, kunne ikke lade sig gøre. Hvor indtrængende hans bøn om hjælp end havde været, kunne Ramón Maradiaga hverken gøre til eller fra. Nok var han landstræner, men kalenderen sagde 13. juli, så alle hans spillere var for længst smuttet af sted på sommerferie. Så hvor end han gerne ville stille et hold til Copa América, så kunne han ikke. Han kunne bare ikke hjælpe Nicolás Léoz. Alligevel havde han givet sig lidt til sidst, og sagt, at han ville ringe rundt, og så vende tilbage med et endeligt svar en time senere.

Nu står han så her. Syv timer efter den første snak med Nicolás Léoz, og spejder utålmodigt op mod himlen for at få et glimt af en græsk halvgud. Han vender blikket bort fra himlen et øjeblik, og ser nu ind i ansigterne på en lille flok utålmodige fodboldspillere. De ser ud, som om de lige er blevet vækket fra en dyb søvn, og stadig ikke har affundet sig med, at det hele bare var en drøm. Men det er det måske også? En drøm? Nej, det havde hurtigt stået klar for ham, da han havde ringet rundt, at spillerne ville gå gennem ild og vand for at få det her til at lykkes. Det var deres livs chance. Så måtte sommerferie være sommerferie, for alle som en sagde de ja. De tryglede ham nærmest om at takke ja. Så det havde han gjort. Uden at vide hvornår folk kunne dukke op, havde han ringet til Nicolás Leóz og sagt: ”Vi stiller med det vi har”.

14 spillere er dukket op i Toncontín International Airport lidt uden for hovedstaden Tegucigalpa. Nu står de bare der, og kigger nervøst på hinanden, mens tiden alt for langsomt tikker afsted. De sparker lidt til nogen sten, der ikke er der, mens de sniger sig til at kigge op mod himlen nok engang. Ventetiden er ulidelig. Pludselig høres en dyb, mørk rumlen i det fjerne. Som en elefant der prustende rejser sig langsomt fra sin dvale. Først er det bare en lille prik på himlen. Der, langt borte. Men langsomt æder den sig nærmere, som om den spiser dele af himlen for at have plads nok. Nu er Hercules flyet så tæt på, at man kan se kendingsmærkerne fra Columbias flyvevåben under vingerne.

Ramón skodder endnu en cigaret. Laver et henkastet nik med hovedet hen mod den ængstelige forsamling, der står og tripper i baggrunden. Han forstår deres følelser. Forstår, hvordan de har det indeni. Han har det selv ligesådan. Er, som om man er lige ved at pisse af nervøsitet, samtidig med at man er klar til at skide i bukserne af glæde. En mærkelig fornemmelse mest af alt. Om få minutter vil han og resten af et amputeret landshold stige på et enormt Hercules fly, booket kun til lejligheden og sætte retning mod Columbia. Om små tre timer vil de være fremme i Medillín. Og om tre og en halv time skal de møde Costa Rica i deres første kamp ved Copa America 2001. I en turnering de ikke er klar til. En turnering de ikke har forberedt sig på. En turnering der vil gå over i historien… men det ved ingen af dem. Endnu.

23-29 år. Den alder har de fleste spillere ved VM. Men en lille gruppe er lidt ældre. En del ældre faktisk. Hele 21 mand vil ved VM have nået en alder af 35 år eller mere.

Så er der blot en lille måned, til VM skydes i gang. Alle udtagne spillere går formodentlig rundt og glæder sig spændt, så for dem kan en lille måned virke som meget meget lang tid. Men for en snes spillere er en måned blot en lille dråbe i havet. De er nemlig tudsegamle! Hele 21 spillere stiller nemlig op til VM med 35 somre eller mere på bagen. De er fra dengang hvor oliekrise, ABBA og Watergate ryddede forsider. Fra dengang hvor lommeregneren gjorde sit indtog, og gjorde regnestokken overflødig. Fra en tid med månelanding, atomfrygt, disco, vietnamkrig og en Otto Brandenburg i fuld vigør og scorehumør. Kort sagt, de er fra en svunden tid, men har alligevel kæmpet sig med til VM, og de fortjener derfor en lille hyldest.

(nogle af spillerne er dog ikke endeligt udtaget, men figurerer indtil videre i bruttotrupper)

Halvdelen af de 21 spillere på 35 år og derover er naturligvis målmænd. På pladsen mellem stængerne er der ikke samme krav om hurtighed, udholdenhed og styrke som i marken, så målmænds karrierer har en tendens til at strække sig en lille håndfuld år længere end gennemsnittet. Derfor er deres tilstedeværelse ved VM heller ikke lige så imponerende som de ældre markspilleres. Men de fortjener trods alt lige at blive nævnt.

De gamle mænd med handsker

Oscar Perez, Mexicos sidste skanse.  37 år gammel og 48 landskampe med i bagagen til Sydafrika.

Lee Wong-Jae, målmand for Sydkorea. 37 år gammel og har optrådt imponerende 129 gange på landsholdet.

Kostas Chalkias, manden med handskerne hos grækerne. Har oplevet 36 somre og 27 landskampe.

Marcus Hahneman, amerikansk tredjevalg. 37 år gammel med blot 6 landskampe på CV’et

Hans-Jörg Butt, tysk reservekeeper. Har som 35-årig blot opnået 3 landskampe.

Mark Scwarzer, Australiens nummer et inde på stregen. Har optrådt 73 gange på landholdet og nået en alder af 37 år.

Sander Boschker, Hollands grand old man. Er blevet hele 39 år gammel , men har endnu ikke spillet en landskamp.

Souleymanou Hamidou, Camerouns reservekeeper. 36 år gammel og er med sine 40 landskampe den mest rutinerede reservekeeper.

David James, Englands og VMs ældste spiller. Fylder 40 år præcis 20 dage efter VM-finalen spilles. Hans karriere på landsholdet har været lidt op og ned gennem årene. Hans næste optræden for England er lidt af et jubilæum, det er nemlig kump nummer 50.

Gamle markspillere

Cuauhtémoc Blanco

Med sine 37 år og 112 landskampe på CVet er Cuauhtémoc Blanco den mest erfarne spiller på det mexicanske landshold, både hvad angår alder og spillede landskampe. Faktisk er han nummer seks på listen over mexicanere med flest landskampe.

Den aldrende offensive midtbanemand er tilmed også en af de allerstørste, når man snakker FIFA slutrunder… desværre er succesen ikke opnået til VM men ved Confederations Cup. Her er Cuauhtémoc Blanco til gengæld også den mest scorende spiller gennem tiden. En titel han deler med Ronaldinho. Ni mål er det blevet til i turneringen, som Danmark vandt i 1995, fordelt på tre i 1997 og seks i 1999, hvor Mexico vandt, og Cuauhtémoc Blanco som topscorer fik tildelt turneringens Silver Ball og Golden shoe. Ved VM er det også blevet til et par mål. Et enkelt i 1998 i Frankrig og et enkelt i Japan/Sydkorea i 2002 (pga. en sæson med mange skader var han ikke med i 2006 i Tyskland). Udover Confederations Cup titlen i 1999 har Cuauhtémoc Blanco også været med til at vinde CONCACAF Gold Cup i 1996 og 1998 med landsholdet.

Andres Scotti

Den 35-årige forsvarsspiller Andres Scotti er en af de mindre kendte ældre ved VM. Det skyldes højst sandsynligt, at han har tilbragt det meste af karrieren i hjemlandet Uruguay med en kort afstikker til Argentinos Juniors i Argentina og tre sæsoner i Vischaya, hvor han optrådte for Rubin Kazan. Trods sin, i fodboldmæssig forstand, høje alder, har Andres Scotti ikke nogen lang landsholdskarriere bag sig. Blot 25 landskampe er det blevet til, og frem til Copa America i 2007 havde han faktisk kun optrådt i venskabskampe. Dem er det til gengæld også blevet til 11 af. Så med blot 14 betydende landskampe i bagagen, er det nok ikke Andres Scotti, som Uruguay skal læne sig op af, når der skal trækkes på erfaringen under VM.

Martin Palermo

For 36-årige Martin Palermo er VM i Sydafrika ved at være sidste chance for at diske op med et eller andet fantastisk, der sikrer at han ikke huskes som et Sydamerikansk stortalent, der bare ikke havde formatet til at slå igennem på den store scene.  I år 2000 var Martin Palarmos navn et af de hotteste på transfermarkedet efter 81 mål i 102 kampe over 3 år for Boca Juniors. Lazio, Betis og Milan havde alle et godt øje til ham, men han endte i Villareal. Det startede såmænd godt i det spanske, men en fejring efter en scoring endte med en uheldig skade. En skade der holdt Martin Palermo ude i mere end to måneder, og som han aldrig rigtig kom sig over, mens han var i Villareal. Efter et par meget lidt succesfulde ophold i Alaves og Betis vendte Martin Palermo i 2004 tilbage til Boca Juniors, hvor han hurtigt genfandt spillehumøret. Sidenhen er målene bare blevet flere og flere. Det belønnede Maradona med fire landskampe i slutningen af 2009, ti år efter Martin Palermos seneste landskamp. I foråret 2010 er det blevet til endnu to landskampe, og Martin Palermo figurerer derfor som den ældste mand blandt Argentinas udvalgte til VM. Det på trods af blot 13 optrædener i hvidt og blåt.

Juan Sebastian Veron

En anden argentiner der vandt alle de europæiske titler, som Martin Palermo ikke gjorde, er den 35-årige Juan Sebastian Veron. Det kan altid diskuteres, om Verons europæiske karriere har været en ubetinget succes (set i lyset af hans mindre succesfulde ophold i Chelsea og Manchester), men med to Serie A titler, et Premier League mesterskab, fire Coppa Italia triumfer, en UEFA Super Cup titel og to sejre i Supercoppa Italiana, har han opnået mere end de flest.

På landsholdet er det blevet til 70 kampe og ni mål gennem årenes løb, men VM og Juan Sebastian Veron har dog aldrig været gode venner. Efter Argentinas nederlag i kvartfinalen til Holland i 1998, blev Veron beskyldt for at være for doven. Endnu være gik det ved VM fire år senere, da Argentina røg ud allerede efter gruppespillet. Her blev Veron nemlig fremhævet som den helt store syndebuk som forklaring på fiaskoen. I 2006 blev Veron fuldstændig forbigået til VM-truppen, så VM i Sydafrika er nok Juan Sebastian Verons sidste chance for at opnå noget stort med landsholdet.

Rafik Saifi

Algeriets Rafik Saifi er et kendt navn i især Frankrig. Her har den 35-årige angriber/midtbanespiller optrådt siden 2003. Først for Troyes, så Istres og Ajaccio for så at slutte den franske del af karrieren af i Lorient. På landsholdet har Rafik Saifi scoret 19 gange i 60 kampe, bl.a tre gange i løbet af kvalifikationsturneringen.

Giovanni Van Bronckhorst

Efter VM er det slut! Så klar var Giovanni Van Bronckhorsts udmelding til pressen omkring sin karrieres fremtid i sidste uge. Når man tager et kig på de trofæer, den 35-årige hollænder har stående på hylden derhjemme, er det udmærket til at forstå, hvorfor skoene også stilles derop om få måneder. Han har ganske enkelt vundet alt, så det må være svært at være sulten efter mere! To skotske mesterskaber, det engelske mesterskab, et par La Liga triumfer, en Champions League pokal og et væld af pokalmesterskaber i både Holland, Skotland, England og Spanien er vundet af lille Gio.

Det eneste Jon Dahl Tomassens holdkammerat fra Feyenoord endnu ikke har vundet, er et stort mesterskab med Holland, men måske det kommer denne gang? Holland er i hvert fald favoritterne til at gå videre fra Danmarks pulje, og sker det, så er det nok mere end sandsynligt, at Van Bronckhorst når den milepæl der hedder 100 spillede landskampe, for tælleren står lige nu placeret på 97 af slagsen.

Andre Ooijer

En anden aldrende hollænder er Andre Ooijer på 35 år. På trods af en lang karriere på landsholdet med 53 optrædener for Oranje indtil nu, har Andre Ooijer aldrig rigtig været et af de sikre kort før her i slutningen af hans karriere. Ooijers landsholdskarriere begyndte ellers helt tilbage i 1998 ved VM i Frankrig. Her var han med som backup for Reiziger, men fik ikke en eneste kamp. Heller ikke EM 2000 på hjemmebane blev Ooijers øjeblik, han blev nemlig sorteret fra i sidste øjeblik. Da kvalifikationen til VM 2002 glippede var de hollandske stjerner skuffede over deres præstation. Men ikke Ooijer, for han var slet ikke blevet brugt i kampene. Til gengæld var han med et mål i playoff kampene mod Skotland i 2003 med til at sikre holdet en billet til EM 2004, men igen blev han sorteret fra inden afrejsen. Efter at være blevet forbigået så mange gange, debuterede en nærmest grædefærdig Ooijer endelig ved en slutrunde i 2006. Her spillede han samtlige Hollands fire kampe ved VM i Tyskland. På klubniveau har Andre Ooijer alle dage holdt et højt niveau i forsvaret hos både Roda, Blackburn og PSV, med hvem han har vundet seks hollandske mesterskaber med.

Fabio Cannavaro

Den aldrende italienske kæmpe er vel nærmest en levende legende. Han er den eneste deciderede forsvarsspiller, der har opnået hæderen at blive kåret som verdens bedste spiller. Derudover er han den italiener, der har spillet flest landskampe. 132 gange har han optrådt for de azurblå, hvilket placerer ham som nummer 25 på verdenslisten over spillere med flest landskampe i karrieren. På trods af ophold i storklubber som Parma (storklub i halvfemserne), Inter, Juventus, og Real Madrid er det egentlig begrænset, hvad Cannavaro har vundet på klubniveau. Faktisk begrænser det sig til to La Liga titler, en UEFA Cup triumf i 1999 og et par nationale cupsejre. Derimod har landsholdet været stedet for Fabio Cannavaros store triumfer kronet med verdensmesterskabet i 2006. Om nu 36-årie Cannavaro og Italien kan gentage triumfen, er ikke til at sige, men det ser svært ud.

Denis Caniza

Paraguays grand old man hedder Denis Caniza. I 95 landskampe har han været på plads på linjen lige foran målmanden, mens han i den anden ende blot har banket et enkelt mål ind. Det meste af karrieren har Denis Ciza været på lønningslisten i mexicanske klubber heriblandt Cruz Azul og Club Atlas. På internationalt niveau er det blevet til optrædener ved VM slutrunderne i både Frankrig, Japan/Sydkorea og Tyskland. VM i Sydafrika bliver dermed hans fjerde slutrunde af slagsen. Det så ellers ikke sådan ud efter VM i Tyskland. Der blev nok ikke lagt så meget mærke til det, men i skyggen af Zinedine Zidanes farvel til international topbold, takkede Denis Caniza faktisk også af, dog kun i forhold til landsholdet. Den beslutning fik landstræner Gerardo Martino dog ændret da han tog over i 2007, hvorfor 35 årige Caniza igen er at finde ved et VM.

Simon Elliot

Da den defensive midtbanespiller Simon Elliot scorede i sin debutkamp for New Zealand tilbage i 1995, lå det nok ikke lige i kortene, at han 15 år senere skulle spille VM som en af turneringens helt store profiler. Sådan er det da heller ikke gået, for Simon Elliot er bestemt ikke en af VMs store profiler, men ikke desto mindre så er han med ved slutrunden. Og det endda som en af New Zealands mest garvede spillere. Med sine 60 landskampe er han nemlig sammen med Ivan Vicelich (65 landskampe) blandt de eneste på holdet med mere end 50 landskampe, og derfor en, som de mere uerfarne spillere, som eksempelvis Winston Reid, skal støtte sig op af. Hverken landsholdskarrieren eller klubkarrieren har kastet de helt store øjeblikke af sig, så VM i Sydafrika må siges at være 35 årige Elliots største fodboldoplevelse. Til gengæld er han nok en af de eneste der kan rende rundt og prale af at have gået på Stanford Universitet, selvom det nok ikke hjælper på New Zealands chancer. Pt. optræder Simon Elliot for San Jose Earthquakes, og det meste af karrieren har da også foregået i MLS. Et treårigt ophold i Fulham er det dog også blevet til, men det blev desværre spoleret af skader.  

Blaise Nkufo

En spiller der aldrig har spillet i USA, men skal til det efter VM, er snart 35 årige Blaise Nkufo. Congolesisk fødte Nkufo flygtede som syvårig med sine forældre til Schweiz, og her er det sidenhen blevet til en lang karriere i klubber som Lausanne, Yverdon, Grasshopper og Lugano inden turen gik til Hannover og sidenhen Twente, med hvem han, sammen med Kenneth Perez, lige har hjemført det hollandske mesterskab med. Efter VM går turen så over mod staterne, hvor Seattle Sounders fremover for glade af den store angriber. Med fem mål i VM-kvalen, akkurat samme antal som kollegaen Alexander Frei, har Nkufo allerede bevist sit værd som farlig mand foran målet. Netop samarbejdet mellem Frei og Nkufo er schweizes giftigste våben i kampen om videre avancement i gruppe H. Nkufo har spillet 29 landskampe og scoret 7 mål.

Carlos Pavon

Den sidste i rækken af ældre spillere er Honduras Carlos Pavon med sine 36 år. Umiddelbart skulle man ikke tro det, men Carlos Pavon er verdens tredjefarligste aktive angriber målt på landskampmål med 56 styks. Kun Kuwaits Bashar Abdullah (75) og Trinidad & Tobagos Stern John (69) har scoret flere mål end Pavon, og da de to ovennævnte ikke figurerer ved VM, er den aldrende angriber fra Honduras altså den VM-spiller, der har scoret flest mål på landsholdsbasis (nummer to ved VM er for øvrigt Jon Dahl). På klubplan har Carlos Pavon bombet løs i mere end femten forskellige klubber i så forskellige lande som Honduras, USA, Mexico, Italien og Spanien. I Italien spillede han sjovt nok på hold med Martin Jørgensen i Udinese i 2001, men her blev det kun til et enkelt mål. På landsholdsbasis har Pavons mange mange mål selvfølgelig været medvirkende til at sende holdet til VM, og derudover sikre ham og holdet et par CONCACAF Gold Cup bronzemedaljer og en tredjeplads ved Copa America i 2001. Om han fortsætter sin målrus i Sydafrika er ikke til at sige, men alt taler for det, for statistisk set, så er han jo på det hold, der vinder VM

Her få uger før VM skydes igang, går samtlige landstrænere rundt og bider negle over tanken om, at deres bærende spillere stadig kan nå at løbe ind i skader, da enkelte ligaer stadig mangler en spillerunde eller to.

For Honduras og træner Reinaldo Rueda blev mareridtet til virkelighed her i løbet af weekenden. Ikke nok med at den for tiden yderst gidtige Carlos Costly blev skadet i en ligakamp i Rumænien og dømt definitivt ude af VM, men nu ser det også ud til, at den skade som erfarne Danilo Turcios pådrog sig i venstre knæ i weekenden, er værre end først antaget. De første meldinger gik på, at knæet blot skulle have et par dages ro. Den udmelding er nu ændret til 14 dages intensiv behandling, og det kan derfor blive en kamp mod tiden for at få den erfarne midtbanestrateg 100 % klar til den første kamp mod Chile.

Danilo Turcios er 32 år gammel og har optrådt 82 gange på landholdet, hvor det gennem årene også er blevet til 7 mål. Til daglig tørner Danilo Turcios ud for Olimpia hjemme i Honduras, men han har tidligere i karrieren optrådt for klubber i Uruguay, Guatemala og Mexico. Med sine mange landskampe og store internationale erfaring er Danilo Turcios en af Honduras vigtigste brikker i spillet om videre avancement fra gruppe H.