Jeg må først og fremmest beklage, at jeg skulkede i sidste uge. Sagen var den, at vi – vi værende min bror, min nevø og jeg – missede vores fly hjem fra Stanstead lufthavn søndag eftermiddag. Vi kom cirka ti minutter for sent, og selvom flyet stadig holdt derude, var der ikke noget at komme efter. Ryan havde talt.
Efterfølgende blev de sidste tre sæder på den næste afgang (senere samme aftenen) solgt lige for næsen af os. Vi måtte derfor tilbringe natten på en yderst ubehagelig bænk i ankomsthallen. Klokken 04:30 næste morgen tjekkede vi – bare for at være på den sikre side - ind til 06:40-afgangen, som landede i Billund klokken ni-et-eller-andet (dansk tid), dertil kom så køreturen tilbage til Odense efterfulgt af en lur for at indhente den manglende søvn.
Summa summarum jeg orkede simpelthen ikke at skulle til at skrive blog, da jeg endelig kom til hægterne mandag aften.
Men bortset fra det, var det jo en fremragende tur. Altså rent resultatmæssigt. Kampen mod WBA – et hold, som i sidste sæson slog os 3-2 – var, som de siger over på øen, ”a walk in the park”. Ser man bort fra 15 frustrerende sløve minutter i begyndelsen af anden halvleg, sad Arsenal fuldstændig på kampen.
Det var befriende nemt. En af den slags kampe vi har efterlyst. En af de kampe vi ikke har oplevet særlig mange af, siden vi tabte Carling Cup’en på gulvet, og nedsmeltningen begyndte tilbage i marts måned. En kamp mod et svagere hold, som blev vundet uden overraskelser eller nedbidte negle. Bare tre point lige ned i posen uden nogen dikkedarer. Dejligt!!
Og når man nu betaler 2000 kroner - plus det løse - for at tage til London og se ens elskede hold spille på hjemmebane, så er det da en fornuftigt nok at vælge en kamp, som man kan være nogenlunde sikker på, at drengene vinder, eller ..?
Jeg spørger, fordi selvom vi scorede tre gange og holdt buret rent, så spiller de nævenyttige personager i mit cerebrale cortex stadig ping pong med den lille bold af skuffelse, som jeg har båret rundt på, siden jeg kom hjem.
Sagen er den, at det var kedeligt – grænsende på røvsygt. Emirates er et fantastisk smukt stadion, ingen tvivl om det. Men hold da helt Kabul, hvor er stemningen dog død.
Det er anden gang, jeg har været på The Emirates. Begge gange har jeg siddet på Clock End upper tier, og begge gange har det været umuligt at tage del i den stemningsskabende skrål og sang.
Der var engang, man kunne høre Clock End synge ”we’re Colck End, we’re Clock End, we’re Clock end Highbury, men på Emirates er Clock End mere stille end et bibliotek.
Det hjælper selvfølgelig ikke, at man sidder blandt turister, der er så lamslåede over at være på Emirates, at de ikke formår eller forstår at synge med. Den fornemmelse, bliver jeg selv ramt af de første 10-15 minutter af kampen (man skal jo lige have lov til at indtrykke sig, før man udtrykker sig). Men ved siden af mig var der tre tomme sædder, da kampen blev fløjtet i gang. Først 15 minutter inde i kampen dukkede en dansk familie op, der under hele opgøret opførte sig, som om de var til begravelse.
Det hjælper heller ikke, at man sidder så langt væk fra spillet og spillerne. Ligegyldigt hvor jeg har siddet på Highbury, har jeg altid følt, at jeg var tæt på kampen og begivenhedernes gang. Emirates er så stor, at man føler sig lidt udenfor. Jeg vil ikke sige, at man føler sig fremmedgjort, som man gjorde på det gamle Olympiske Stadion i München med løbebane rundt om plænen, men på Emirates – i hvert fald på Clock End upper tier – føler man sig ikke inkluderet i det, der sker. Så snart man begynder at synge med på en af sangene, er den begyndt at dø ud et andet sted på stadionet, og det varer ikke længe, før man står helt alene og gjalder: “Come on Ars’nal, come on Ars’nal”.
Min bror og jeg snakkede om det, mens vi sad i lufthavnen og ventede på vores nye fly. Vi kom ikke rigtig frem til nogen konklusioner. Måske er det stadionets konstruktion, måske er publikum eller de mange VIP-pladser, måske var det bare, fordi vi spillede mod WBA.
Men mens vi sad dér og snakkede på en bar i Stanstead og betalte overpris for vores pints og så Fulham tabe til Tottenham, kunne jeg mærke et stik af misundelse. Det er muligt, at Craven Cottage kun kan rumme det halve af, hvad Emirates kan, og det kan godt være, at Fulham tabte og nu kun ligger et point over en nedrykningsplads, men der er altså mere hul igennem til publikum på sådan et stadion – man kunne ligefrem mærke det gennem fjernsynet.
Næste gang jeg tager på Emirates, vil jeg i hvert fald vælge en kamp, hvor der er lidt mere på spil. En kamp, hvor der ikke ikke er tomme sædder, og hvor hjemmebanepublikummet ikke går 10 minutter før tid, fordi de tre point er sikret.
Måske dér vil jeg få en oplevelse af at se verdens bedste hold på verdens smukkeste stadion.
Ha’ en velsignet søndag. Jeg er tilbage om en uge
Gotta get behind the mule
23
Stemmer
Kommentarer
Anmeld
2011-11-13 23:16:23
Fine blog!
Der er absolut intet positivt at sige om Ryanair. Udover at de er billige selvfølgelig. Men det er sgu lige før det ikke er det værd...
2011-11-14 08:48:05
Well, man kender vel til disse flyselskabers politik, så vil man have bedre service så må man betale lidt ekstra.
God blog. Tager selv på Emirates i slutningen af måneden, så må jeg opleve det på egen krop da jeg også skal sidde på Upper.
Men ang. det her med at gå før tid, så synes jeg det er noget man altid ser på Emirates. 5 min før halvleg og slutfløjt er halvdelen af stadion allerede væk for pladserne. Irriterende!
2011-11-14 11:01:36
Jeg var i 2000 på Highbury for at overvære Arsenal v Manchester City.
Jeg havde naturligvis sikret mig billet i away-afsnittet og vi sang sku som gale kampen igennem - til trods for, at vi blev kørt over med 5-0.
Men det kunne Arsenal tihængerne ikke hidse sig op over. De var ret stille. Det blev til sidst så grelt, at Citysupporterne begyndte at synge "Shall we sing a song for you?"Da det ikke engang blev mødt med et svar fra hjemmepublikummet, så begyndte vi ellers at synge Arsenal sange- Det var altså kæmpe humor :)
Det jeg prøver at sige er, at vil man virkelig ud at opleve en stemningsmættet kamp, så tager man en udekamp - eller som du selv siger, en kamp hvor der er mere på spil end blot tre points.
2011-11-14 11:39:10
De "nemme" hjemmekampe er der desværre ringe stemning omkring.
Har selv været på Emirates 4 gange, og de kampe med bedst stemning er Champions League kampene.
5-0 kampen mod Porto og 2-1 kampen mod Barcelona var jeg ovre at se, og der var en helt fantastisk stemning. Både pga. atmosfæren og resultaterne.
Jeg foreslår dig at næste gang du tager derover, så bestil billetter til en CHL play-off kamp, for PL hjemmekampene kan desværre godt blive "kedelige" hvis vi ikke spiller mod et andet storhold eller en rival.
Grunden, som du selv nævner, er vel de mange ikke-lokale som ikke kender slagsangende, og derfor tier stille istedet for at synge med.
2011-11-14 20:23:32
Generelt har stemningen til de kampe jeg har set i England, slet ikke kunne leve op til det stemningen i England bliver gjort til.
Italien har været meget mere ophidsende. Jeg fornemmer også at Tyskland kan være god sport.
2011-11-14 22:08:47
Nu ved jeg det er om Arsenal denne blog..
Men jeg vil vide om det kunne være en idé at tage på Stamford bridge og se Chelsea, eller om jeg skal vente til at de muligvis skal have et nyt stadion. Jeg har også overvejet at tage til Bernabeu. Hvad synes i? Hvilket stadion ville være godt at tage det. Er også Wolfsburg fan.
2011-11-14 22:31:55
Jeg har selv haft blandede oplevelser på Stamford Bridge de gange jeg har set Chelsea. Dog var min bedste stemningsoplevelse da jeg stod på Emirates og hånede 55000+ stille-som-graven-arsenalfans. Jeg mener Chelsea havde fået ca 3000 billetter til kampen, og ikke en eneste af de 3000 sad ned igennem hele kampen.
Nu er det ikke for at svine Arsenal, men jeg er af den overbevisning at udekampene er meget bedre, stemningsmæssigt. Skal også se Newcastle-Chelsea her til december, så der kan vi se om jeg har ret.
Til Kasper - kan klart anbefale at tage på Stamford Bridge, men om det er bedre end tyskland eller spanien tør jeg ikke sige noget om. Jeg elsker england og den engelske mentalitet, og også engelsk fodbold. Kan klart anbefale det, men ligemeget hvad du gør så bliv medlem af klubben, det er billigere end det sorte marked for billetter :)
2011-11-14 22:44:18
Hvis du vil have stemning, så tag til en Millwall kamp.
2011-11-15 00:12:21
Vil man høre syngende Arsenalfans skal man til en udekamp, utroligt at man på samme tid kan have ligaens kedeligste hjemmefans og de måske mest energiske udebanefans.
2011-11-15 08:38:36
Kasper2610 jeg var på Stamford i marts til Chelsea Manchester City (2-0) - Der var en ok stemning, men i og med kampen ikke var videre ophidsende så faldt stemningen som kampen skred frem.
Nogle gange synes jeg faktisk, at det er sjovere at være på pubben før kampen end selve "hovedbegivenheden" :)
Vil man virkelig opleve god engelsk stemning, så er lower league også en løsning. Jeg var engang i Rochdale og se en helt ligegyldig ligakamp, hvor hjemmeholdet tog imod imod Shrewsbury. Alligevel blev der sunget igennem i 90 min
P.S: I Stoke er der kanonstemning
2011-11-15 10:12:23
@Kasper2610
Som Stuttgart mand, forstår jeg jo ikke at du er Wolfsburgfan, og vil selvfølgelig anbefale en tur til Sydens Perle(ja jeg mener selvfølgelig Stuttgart) :)
Men for så lige at holde objektiviteten. Det er fedt at se bold i England! Men det er også relativt dyrt og kan være omstændigt(med fly). - Spanien er mindre dyrt men ligeså omstændigt.
Min klare anbefaling er at tage til Tyskland. Det er nemt og billigt. Men hvis du skal ha en på opleveren så tag til Hamburg, eller Ruhr. -specielt i Dortmund og Gelsenkirchen(Schalke). Du kunne jo evt. se hvornår Wolfsburg spiller ude de steder. Alternativt Hannover, der er det tætteste Wolfsburg kommer på en lokalrival.
Der er altid mange tilskuer til Bundesligakampe, og der er altid mange medrejsende. Det er næsten ligemeget hvor du tager hen, så garanterer jeg en kanon stemning! Desuden har 9 ud af 10 Bundesligaklubber et moderne/nyt stadion, som velatmærke er renoveret for at få en god stemning. -eksvis har man i Stuttgart og Bremen, netop fjernet løbebanen og rykket tribunerne helt tæt på banen.
Men under alle omstændigheder. Go fornøjelse :)
2011-11-15 18:08:36
Millwall er ikke noget at råbe hurra for, stemningsmæssigt. Måske mod West Ham, men generelt synes jeg ikke det er det mest aktive publikum. Stemningen omkring Millwall og klubbens fans rygte er der vel mere gang i.
2011-11-16 00:16:03
Hvis man tar til Hamburg bør man se St.Pauli og ikke HSV. Desuden kan man se en St.Pauli kamp for knap 100 kr
2011-11-16 18:04:37
Tror man skal passe på med at sige, at nogle lande har mere stemning end andre generelt, for jeg har oplevet at det svinger enormt - også fra runde til runde. Var på stadion i Malaga for et par år siden da jeg alligevel var dernede på studietur, og der gik hjemmepublikummet fuldstændig amok det meste af kampen - da jeg så så dem på hjemmebane næste gang (i TV, godt nok), var der bomstille, så vidt man kunne høre.
Ligeså kan Parken, indrømmet, være stendød og andre gange helt magisk. Men tror i hvert fald selv mere det handler om, hvad der sker på dagen, hvad slags kamp det er osv.