GoonA’z

Først må jeg lige undskylde, at bloggen ikke som vanligt lå klar i går aftes, men jeg var på arbejde det meste af dagen søndag og havde ikke overskud til andet end at lægge mig på sofaen og lade mig underholde af et afsnit af Borgen, da jeg kom hjem.

Et afsnit, hvor Statsministeriet plantede en historie i pressen om, at formanden for det Miljørigtige Parti – eller hva’ fanden de hedder – kører rundt i et gammelt dollargrin, der sprøjter mere co2 ud i atmosfæren pr. kilometer end en mellemstor Vestjysk svineproduktion gør på en uge. Pressen kastede - som den flok ådselsædere, de nu engang er - over historien og gjorde livet urimeligt surt for den stakkels politiker, hvis eneste last var en forkærlighed for gamle biler.

Hvad har det med Arsenal at gøre, kan jeg høre kværnen knirke derude. Jo, ser I. Det er netop det, pressen har gang i med deres evindelig krisehistorier om Arsenal.

Ikke, at Fergie har plantet nogen historier om Arsenals krise. Den sang har klubben selv leveret utallige vers til.

Der er sådan set heller ikke noget i vejen med, at avisfolket kalder en spade for spade. Det er jo deres job. Men når en spade bliver blæst op til at være en gravko, så bliver jeg sgu træt som en junkie.

Det er sandt, at vi har ikke vundet noget i seks sæsoner. Men hvis det er tegn på krise, så er 93,3% af Europas hold i krise. Er det, vi har leveret i de seks år, godt nok? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Vi er blevet forvente – og med rette. Arsène Wenger har tidligere vist, at han kan skabe solide resultater med et begrænset budget, så hvorfor ikke nu?

Det er også sandt, at vi har haft den værste sæsonstart, siden min den gamle rendte rundt i Nordlondon og rullede hjul ned af gaden med en pind iført knæstrømper og knickers. Men når man har vundet de seneste seks ud af syv kampe, kan man vel godt forvente at skribenterne lige rykker kontorstolen en anelse og begynder at anskue deres virkelighed fra en anden vinkel.

Det sker bare ikke. Arsenal synes at være indhyldet i negativ fortælling, de ikke kan ryste af sig. Og vi fans bliver tæppebombet med den ene katastrofehistorie efter den anden.

Værst var det efter Arsenals kamp mod Marseille i midtugen.

Drengene havde lige vundet 1-0 på udebane over vores nærmeste modstander i puljen og overtog samtidig førstepladsen med 7 point efter tre kampe.

Jeg vil ikke påstå, at drengene spillede godt. Slet ikke. Det var en jammerlig affære, og jeg kan godt forstå, hvis den neutrale fodboldinteresserede zappede væk. Men havde det været Manchester United, der havde hevet den et-nuller hjem i de sidste minutter, så havde Peter Schmeichel helt sikkert sunget med på en anden sang. Den om hvordan United aldrig giver op. Den om at de hiver pointene hjem, selv når de spiller dårligt.

Men nu var det altså Arsenal, der vandt. Og vi måtte i stedet lægge øre til en Schmeichel og en Elkjær (og ham den tredje ”has-been”, som jeg ikke kan huske navnet på) stå og svine holdet til. Det var kvalmende. Værternes optræden var blottet for enhver form for nuance. De havde simpelthen for travlt med at høre sig selv snakke, gnide den af på hinanden og bekræfte hinanden i, hvor lækkert et program de leverer. De to klaphatte, der kommenterede kampen var ikke meget bedre. Excuse me stewardess, may I have a sick bag, please. NOW!!!

Det samme gjorde sig for så vidt gældende efter kampen mod Stoke i weekenden. Guderne skal vide, at jeg hader Stoke, men de er et svært hold at spille imod. Indrømmet deres udebanestatistik er ikke for god, men når man hiver en 3-1-sejr hjem, er der da al mulig grund til at være tilfreds - eller?

Ikke i den engelske presse. Næh nej, efterfølgende lå al fokus på, at vi nu er for afhængige af Robin van Persie til at score målene.

Jeg forstår til dels godt, hvor de vil hen. Chamakh virker til at have lige så lidt selvtillid, som ham drengen i klassen, der sidst udviklede kønshår. Og målene er ikke ligefrem væltet ind fra andre spillere på det seneste. Men så længe Captain Vantastic er frisk og sparker dem ind på samlebånd, kan jeg altså ikke se promlemet. Og efter en kamp, hvor Gervinho scorer ét mål og lægger op til to, kunne man da godt vælge den vinkel, at han er ved at være spillet ind på holdet, og dermed kan give van Perise lidt af den efterspurgte aflastning - altså hvis man ville.

Men hvorfor skulle man det? Hvorfor skulle man tage chancen og skille sig ud fra alle de andre tåber, der skriver om emnet? Nej, så er det mere sikkert at gøre som alle andre. Og alle er jo enige om, at Arsenal underpræsterer. Før eller siden taber holdet igen, så hvorfor ikke bare fortsætte den fortælling?

Fordi det er løgn.

Der er en anden virkelighed i dag, end da Wenger overraskede alt og alle med spillere, ingen havde hørt om. Dengang var Manchester United den eneste engelske klub, som havde pengene til at tilbyde en løn, der kunne sprænge loftet hos Arsenal. Så kom Abramovich, og en diskussion om £5000 om ugen endte med, at €ole rykkede til Chelsea. Nu har Manchester City også fået en bundløs pengetank, og det har kostet os Toure, Clichy, Nasri – nå ja, og så lige ham der Adebayor.

Desuden er fodbolden blevet med mere globaliseret i dag. Wenger var den første udenlandske manager i England, og var med til at åbne dørene for et influx af udenlandske spillere og managere. Der er efterhånden ikke en sten ud i verdenen, som ikke er blevet vendt i håbet om at finde det næste store talent. Og konkurrencen om at få fingrene i dem er blevet meget hårdere.

Virkeligheden for Wenger i dag er, at han skal betale £12 mio (det samme som Thierry Henry kostede) for et eller andet 17-årigt talent. Hmm, lad os bare sige Oxlade Chamberlain. Knægten glæder sig over udsigten til at spille for (det, der stadig er) en storklub, og han får en kontrakt på fem år. Efter tre år skal kontrakten i princippet genforhandles. Slår Oxlade igennem og bliver fast man på førsteholdet i de første tre år, står €ity, Chel$ki, United - ja, you name it - klar med checkhæftet og lokker med guld og grønne … nej, bare mere guld. Slår knægten ikke til, skal Wenger alligevel give ham en klækkelig lønforhøjelse, fordi manageren skal have sin investering hjem på de £12 mio., og om to år kan Oxlade forlade klubben for nada - 22 år gammel.

Selvfølgelig er muligheden for, at Oxlade bliver, større, hvis klubben har succes, men for Arsenal er kun fire mulige pokaler i spil, og det vil i den nye virkelighed sige to. Og græsset er altid grønnere på den anden side – specielt, når græsset er lavet af penge.