GoonA’z

Det er sgu svært at få armene ned oven på 5-3-sejren over Chelsea. Den var vigtig – og ikke kun for os fans. Efter kampen fejrede spillerne sejren, som havde de vundet en finalekamp. Det er forståeligt nok. Der var virkelig tale om en rutsjebanetur af en kamp, og der er ikke noget at sige til, at følelserne fik frit løb, da det forløsende slutfløjt trillede ud over The Bridge.

Virkeligheden er dog, at vi ikke har vundet noget som helst – udover denne ene kamp, som kan tilbyde smule oprejsning oven på det forsmædelige nederlag til Manchester United i august. Arsenal er stadig 12 point efter Manchester City i ligaen. Så selv om det er fint at fejre sig selv, er der ingen plads til at svælge i succesen med risiko for, at den nyfundne selvtillid bliver erstattet af selvfedme.

Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde sejren over Chelsea et vendepunkt. Dertil har Arsenal simpelthen mistet for meget terræn til deres konkurrenter. Men sejren på Stamford Bridge er alligevel signifikant på flere måder.

Forud for lørdagens opgør havde Arsenal vundet syv ud af otte kampe. Det var dog mod hold, som vi var forventet at vinde over. Vores udebanestatistik har ikke just været imponerende på det seneste, og Chelsea på udebane var en stor, stor udfordring. En kamp, hvor vi på forhånd ville have stillet os tilfredse med det ene point. At vi tog alle tre point og samtidigt fik scoret fem mål, vidner om, at dette hold også kan vinde ude mod store hold.

Det er rigtigt, at vores forsvar – specielt i første halvleg – lignede den samme omgang blævrende gele, vi har set hele året. (I parrentes skal det dog lige bemærkes, at Laurent Koscielny på det seneste har spillet sublimt - og det skal blive spændende at se, hvem Wenger foretrækker, nu hvor Thomas Vermalen er klar igen). Det er også sandt, at Robin van Persie stod for tre af de fem mål. Der er altså rig mulighed for at forsætte fortællingen om The Arsenal som et hold uden forsvar, og som et hold, der er alt for afhængig af én mand til at score målene.

Men når det er sagt, så fortæller kampen mod Chelsea også en anden historie, som forhåbentlig kan være med til at ændre billedet af dette Arsenalhold.

Kampen fortæller nemlig også historien om truppens famøse mentale styrke. Ikke én men to gange kom vi tilbage fra at have været bagud. Jeg ved ikke, hvad Arsène Wenger fik sagt til drengene mens de fik te i pausen, men det virkede.

Mertesacker, der så yderst uheldig ud på de to første Chelsea-scoringer, fik mandet sig op over middelmådigheden, og Santos, som spillede slattent i første 45 minutter, fik også pludselig styr på tingene - både defensivt og offensivt. Målet til 2-2 var en perle, hvor Alexander Song igen viste, at han kan andet end at rydde op på midtbanen og indkassere gule kort.

En ting var, at vi kom ud fra pausen og pressede på for udligningen – og fik den. Holdet blev ved med at tro på, at de kunne få mere med hjem end det ene point.

Tidligere på ugen blev jeg af en kammerat gjort opmærksom på, at Barcelona skulle være interesseret i Theo Walcott. Sælg! var min umiddelbare respons. En respons, som blev gjort til skamme i weekenden. Kampen mod Chelsea var en af de kampe, hvor den hurtige wing viste, hvad han kan bidrage med på dette Arsenalhold. I første halvleg burde han have haft to assist, men Captain Van-tastic og i særdeleshed Gervinho var ikke skarpe nok. Og selv om der var noget sært Buster Keaton-agtigt over den måde han fik spillet sig igennem til sin scoringen til 2-3, så tager det intet væk fra hans afslutning. Den sad lige i skabet. Bang.

Det er ikke værd at kommentere på NFL-tackling, som Santos blev udsat for i forbindelse med Mata’s udligning til 3-3. Nogle gange skal der held til for at vinde en fodboldkamp.

Og det held havde vi. Jeg ved ikke, hvem der spændte ben for John Terry, da han blev sat under pres af en aflevering fra Malouda i de sidste minutter af kampen. Jeg vil gerne tro, at det var Fru Justitia, der med sit sværd hægtede hans ene ben. Lige meget hvad og hvem røg Terry i græsset, og Robin van Persie var alene igennem med Petr Cech.

Captain Van-tastic var kold som en blomkål, rundede Cech, og resten er, som de kloge hoveder siger, historie.

Vi har al mulig grund til at være glade og stolte over weekendens sejr. Men vi gør klogt i at få armene ned og holde benene på jorden. Skal vi blive ved med at skrive videre på fortællingen om holdet, der rejste sig og kravlede op af dyndet, kræver det, at vi bygger videre på det momentum, vi oplever i øjeblikket.

Ha’ en velsignet søndag. Jeg er tilbage igen i næste uge.

Gotta get behind the mule