GoonA’z

GoonA’z.dk er en (næsten) ugentlig blog til danske goonere om All things Arsenal

Det er svært at være andet end tilfreds med weekendens fodbold. Okay, West Ham gjorde os ikke nogen tjenester på “Broen”. Til gengæld gjorde Fulham det onde ved Tottenham. Man siger, at næst efter egen succes er fjendens nederlag ikke at foragte, men der findes ikke noget bedre, end selv at have succes, samtidig med at fjenden taber. Dafoes afbrænder med ét minut igen på White Hart Lane kan meget vel være en af de begivenheder, der åbner ormehullet ind til det univers, hvor Tottenham smider det hele på gulvet.

Sker det, skal Arsenal være klar med støvsugeren. Og drengene havde gjort hovedrent dagen forinden mod Swansea. Det var en af de sejre, jeg har hungret efter. Ikke prangende, men en solid holdindsats, relativ ro på i bagkæden og effektivitet oppe foran, da det gjaldt.

For en måned siden var chancen, som Giroud stjal fra Ramsey, løbet ud i ingenting. I lørdags faldt bolden til Naco-man, der ramte den lidt skævt og sendte den forbi Vorm i Swansea-målet - 1-0. Få minutter før slutfløjt blev Ramsey og Gervinho sent af sted på en kontra for at cementere sejren. For en måned siden havde Gervinho - altså hvis vi lige ser bort fra, at han var til African Nations Cup - sent bolden ud til indkast med sin første berøring. Men lørdag fik ivorianeren kontrol over Ramseys lidt fesne tværbold og gav sig selv muligheden for at score. Jeg vi gerne indrømme, at jeg selv dér var overbevist om, at han ville brænde, men for én gangs skyld overraskede han mig positivt.

Kigger man på statistikken var sejren fortjent. Fabianski, som fik lov til at starte oven på en god præstation mod Bayern, havde ikke meget at se til. En redning på et skud fra Michu, som var off-side, var alt, hvad han blev bedt om i 93 minutter. Det er andet clean sheet i træk, og den kom, fordi midtbanen havde fuld fokus på deres defensive pligter. Noget, vi kun kan håbe på, at de tager med sig ind i de resterende kampe.

Det var som nævnt en rigtig holdindsats. Dog med enkelte undtagelser. Diaby havde for eksempel ikke nogen pragtkamp. Meget af spillet i første halvleg passerede gennem ham, men alt for ofte tog han tempoet ud af opspillet. Og jeg blev decideret irriteret over hans manglende disciplin i forhold til det defensive. Et par gode eksplosive ryk gav en smagsprøve på, hvad han kan. De løb dog - som så meget andet af det han foretog sig - ud i sandet.

Den anden spiller, som ikke får nogen fortjenstmedalje, er Theo Walcott. Og det bekymrer mig. Okay, han fik en assist mod Bayern, men siden han skrev under på sin kontrakt, har han stort set været usynlig. Det er muligvis noget mentalt. Nu hvor han er blevet en af de højstbetalte spillere i truppen, stiger presset for at levere. Måske skal Wenger tage presset af hans skuldre og lade ham starte på bænken i et par kampe - altså når Podolski bliver klar igen. Er anførerbindet ingen garanti på en plads i start-elleveren, bør løn-checken heller ikke være det.

Men alt i alt en god weekend, som spillerne kan bruge til at børste selvtillid af med. Der er stadig mange kampe, der skal vindes for at sikre en top-fire-placering, og som jeg skrev i onsdags, holder den gode fortælling om momentum og selvtillid kun indtil, vi igen rammer ind i et nederlag. Men sålænge glasset er halvt fyldt, er det halvt fyldt, så skål på det, og lad os håbe, at lortelandsholdspausen er os nådig.

Gotta get behind the mule.

Følg GoonA’z.dk på piphans og fjæsbogen

• At alt kan ske i fodbold, men der er grænser, når et tysk hold er involveret.
• At en sejr på udebane i udskilningsstadiet af Campions League er lige så bevendt som et askebæger på en motorcykel, hvis man har taber større på hjemmebane.
• At Laurent Koscielny i øjeblikket er bedre end Thomas Vermalen.

• At Carl Jenkinson, meget vel kan gå hen og vise sig som en af Wengers bedste køb.
• At Sagna kan gå hen og blive den store spiller, der forlader Arsenal til sommer.
• At Giroud godt kan score i de store kampe (men det får åbenbart ikke nogen positiv betydning for det endelige resultatet).
• At Jan Mølby er en klaptorsk.
• At man kan spinde lange fortællinger om, hvad sejren kan få af betydning for moralen og kampgejsten på Arsenals hold … indtil næste nederlag.
• At Lucasz Fabianski måske ikke er så ringe en målmand, når det kommer til stykket.
• At Aaron Ramsey stadig har noget, han skal bevise.
• At Arsenal er bedre i anden halvleg end i første - og til alle jer tungnemme (I ved selv, hvem I er) tænker jeg ikke på aftenens kamp, men set over de to kampe.
• At Gervinho mangler 25 procent i at være en klasse-spiller, men til gengæld mangler han de 25 procent i 100 procent af kampene.
• At Tomas Rosicky mangler 10 procent i at være klassespiller, men er skadet 90 procent af tiden.
• At Arsène Wenger ikke er en android.
• At Jan Mølby lukker mere varm luft ud end en plejehjemsbeboer med betændelse i tyktarmen.
• At Giroud er andet end en angriber (70 minutter inde i kampen bliver Arteta sat af omkring midterlinjen, og hvem laver det løbet tilbage for at dække af? Netop, OG)
• At Bayern i det store hele styrede kampen, selvom vi førte 1-0.
• At vi aldrig rigtig kom tæt på at skabe en sensation - selv da vi kom foran 2-0.
• At der forsat er forsvarsproblemer, men at de ikke nødvendigvis ligger i forsvaret.
• At Oxlade-Chamberlain kun er 19 år. (husk det nu!)
• At Arsenal kan vinde de resterende ti kampe i Premier League og alligevel ende på en femteplads.
• At “nær ved og næsten” lige præcis er det: nær ved og næsten.
• At Jan Mølby er en … udfyld selv resten.

Gotta get behind the mule

Følg GoonA’z.dk på Piphans og Fjæsbogen

Jeg har sgu egentlig haft det helt fint med en lille pause fra all-things-Arsenal i denne uge. Det har været godt for mit blodtryk, og i modsætning til lortelandsholdspauserne, hvor spillerne sejler land og rige rundt for at vende tilbage trætte og i værste fald skadede, har der været tale om en ægte omgang R-and-R denne gang.

Og de får brug for kræfterne, drengene. På onsdag står der Bayern på menuen. En svær mundfuld under de bedste af omstændigheder, men når man skal til München og score tre og samtidigt holde buret rent, så er opgaven så godt som umulig.

Nu skriver jeg ‘så godt som’, fordi alt kan ske, og hvem ved? Det kan da godt være, at Lucifer er ude at kigge på en vinterjakke og nogle match’ene ørevarmere. Men i realiteten er drengenes chance lige så lille som de stakler, der løb om kap med tyskernes kugleregn ved Somme under 1. Verdenskrig.

Wenger står klar ved stigen med fløjten i hånden og prøver at indgyde lidt kampgejst og selvtillid i drengene, inden de skal møde deres skæbne. Men kampråbene lyder en smule hule:

• Der har været et par sejre i Champions League, som vi er meget stolte af. Vi må overbevise os selv om, at vi kan gøre det i München også. Ja, chancen er lille, men chancen gør det umulige muligt …

Ikke ligefrem Henry V-format, vel?

Det er sgu heller ikke nogen nem opgave at sætte holdet op til sådan en kamp. Men bliver drengene skudt i smadder af de tyske maskinegeværer på onsdag, er jeg alvorligt bange for, at selvtilliden får så fatalt et knæk, at det kan umuligegøre kampen på den hjemmelige front.

Tager jeg de optimistiske briller på, kan Arsenal forvente at skrabe 26 point sammen ud af de sidste 30. Liverpool kastede lidt grus i Tottenhams maskineri i dag. The Scum har altså en kamp mindre og skal stadig møde Manchster City og Chelsea, mens Chelsea udover Tottenham har Liverpool og Manchester United ude. En top fire-placering ligger altså ikke uden for det, mere jordbundne typer end jeg kalder virkelighedens verden.

Derfor er onsdagens kamp absolut ikke ligegyldig. For mig handler det om at vende hjem til London med et hæderligt resultat og så få faldende som muligt. Det handler om, at drengene viser den fornødne mandsmod og gejst, som kan skabe lidt momentum til slutspillet om næste sæsons Champions League-pladser.

Once more unto the breach dear friends, once more

Gotta get behind the mule

Følg GoonA’z på piphans og fjæsbogen

Der er ikke så meget at sige til det. Vi tabte, og ikke til et bedre hold. Faktisk kontrollerede Arsenal store dele af kampen, men som vi har set det så ofte før i denne sæson, trykkede forsvaret på self-destruct-knappen. Tottenham og Bale havde intet at byde på i de første 36 minutter, men hvad betyder det, når man tre minutter senere er bagud med to mål.

Det mest bekymrende ved kampen var dog, at Arsenal ikke formådede at få mere momentum ud af det mål, som Mertesacker scorede tidligt i anden halvleg, og skal ret være ret, var Tottenham tættere på at udvide deres føring, end Arsenal var på at udligne.

At tabe til Tottenham, gør altid ondt. Søndag aften var vreden dog blandet med apati og mismod. For første gang i 18 år ser det ud til, at vi slutter længere ned i tabellen end Tottenham, og som fans kan vi kun håbe på, at det ikke gør alt for ondt at sætte sig ned hen over sommeren.

Jeg ved godt, at der stadig er 30 point i spil og dermed stadig noget at spille for. Jeg er også overbevist om, at Tottenham og Chelsea nok skal smide point. Jeg har bare ikke fantasi til at forestille mig, at vi ikke også gør det samme.

Jeg vil selvfølgelig stadig tænde for computeren og følge med i de resterende kampe. Krydse fingre og håbe på det bedste. Men som en hund, der har fået får mange tæsk, vil jeg gøre det slukøret og med halen mellem benene.

Al snakken om et magtskifte i Nordlondon, finder jeg dog hovedrystende latterlig. Det svarer til, at Manchester United er i krise, fordi de taber én kamp. Det er muligt - endda sandsynligt, at Tottenham ender over os i år. Men et år udvisker ikke 18 års dominans.

Og kigger vi frem mod næste sæson, kan vi sagtens vende bøtten. Jeg ved godt, det er en smule sentimentalt, men jeg tror virkelig på den gruppe af unge britiske spiller, der kan komme til at udgøre rygraden af fremtidens Arsenal. Jeg har endda våde drømme om, at dette hold med Kieran, Carl, Jack og Aron, Theo og Oxlade kan komme til at måle sig med det hold, Alex Fergusson hev op af hatten i midt 90‘erne

I denne sæson har det kun været Jack Wilshere, Kirean Gibbs, der har vist det fornødne format - til nød også Walcott - men de sidste tre er ikke langt væk og har momentvis vist, at de har talent.

Men talent skal plejes, og de er langt fra at kunne bære et helt hold, som det er nu. Derfor kræver det væsentlige forstærkninger i løbet af sommeren, hvis de skal emulere deres 90‘er-modstykke fra Manchester.

I syv år har vi solgt vores bedste spillere og erstattet dem med nogle, som ikke er helt så gode. Det har givet plads til de unge britter, men nu må nok være nok. Weekenden viste med al tydelighed, hvor langt der er op til de hold, som vi gerne vil sammenligne os med. Og i de syv kampe, som vi har spillet mod de nuværende top-fire-hold, har vi kun fået 4 ud af 21 point.

Som jeg ser det, har vi brug for:

- En solid reservemålmand - gerne med erfaring - der kan holde Szczęsny på tæerne,

- En verdensklasse central forsvarsspiller, der kan styre og diktere forsvaret. Det skal være en som tør tage ansvar. Noget ingen af vores tre centerbacks gør i øjeblikket.

- En top defensiv midt - Jeg ved, at Arteta har rollen, men som vi så det mod Tottenham, er hans arbejdsrate ikke høj nok. På sigt kan Ramsey måske omskoles til den rolle, men vi mangler en her og nu, der kan rydde op.

- En verdensklasse angriber a la ham, vi solgte i sommer, men de hænger jo ikke på træerne.

50-60 milloner pund burde være nok til at løse opgaven. Om de så bliver Wenger eller en anden, der får lov til at bruge pengene. Det må de næste ti kampe afgøre.

Gotta get behind the mule

Følg GoonA’z på piphans og fjæsbogen ( det gør heller ikke noget, hvis i giver en thumbs up)

Et nederlag til Manchester United er altid svær at sluge. I går var der dog noget uomgængeligt over hele miseren. Selvfølgelig skulle vores gamle kaptajn score imod os. Selvfølgelig skulle det være på en fejl af vores nuværende kaptajn. Selvfølgelig skulle vi reduceres til ti mand – endda fuldt fortjent. Selvfølgelig selvfølgelig, selvfølgelig. Som har det været skrevet i sandet siden tidens begyndelse.

Nederlaget kom altså ikke bag på mig. Manchester United er bare et bedre hold. De har forsvarsspillere, der kan cleare en bold. De har kanter, der kan lave et indlæg, de har en midtbane, der sætter boldholderen under press. Og så har de en angriber, (vores angriber), der kan score mål.

Det er trist at afstanden i niveau er blevet så står. Jeg ærger mig lilla og blå over, at vi ikke formår at sætte dem under pres - bare en lille smule. Vi havde mulighed for at overtage motmentum i anden halvleg, efter Rooney havde brændt sit straffe lige før pausefløjtet. Det lykkedes ikke – langtfra. I stedet overtog United-maskinen, og vi fik ikke et ben til jorden.

Det er muligt, at måltavlen viste 2-1, da Mike Dean fløjtede kampen af. Men ser man på spil og chancer, kunne det nemt have endt som sidste års ydmygelse. Det gjorde det ikke, heldigvis. Men så er der vist ikke ret meget andet at være taknemmlig over.

Det skulle da lige være de prægtige ude-supportere. De gav ikke op. De støttede deres klub til sidste fløjt, og gjorde, at jeg kunne lukke ned for Viaplay med en smule stolthed over min klub i behold. Hatten af til dem.

Efter en forholdsvis positiv start på sæsonen er luften altså stille og roligt ved at sive ud af Gunners-ballonen. 15 point efter ti kampe er det værste, Arsenal har leveret i Wengers regeringstid. Ja det værste siden 1994/95 og dengang endte vi på en 12. plads.

Selvfølgelig er det ikke umuligt at indhente ni point på nuværende tidspunkt - med så mange kampe tilbage. Jeg har bare svært ved at se, hvordan det skal kunne lykkes med et hold, der både offensivt og defensivt har så store vanskeligheder, som vi har. Og jeg snakker ikke kun om lørdagens kamp. De seneste fem kampe har været horible.

Specielt venstresiden er vakkelvornt som en gammel skonnert i stiv kuling. Det er ikke kun Andre Santos, der må bære skylden. Thomas Vermalen har også en del af ansvaret. Foræringen til scoringen i går, var ikke den første fejl fra vores anfører i denne sæson. Vi fans har måske bare en tendens til at give ham lidt snor, fordi han også høvler nogle bolde i nettet i den anden ende.

Jeg er ikke sikker på, at Mertesacker-Vermalen er den rigtige kombination i centerforsvaret. Problemet er bare, at belgieren er vores kaptajn, og jeg tror altså ikke at, Wenger har det fornødne mod til at sætte sin anfører på bænken. Kun en skade til Vermalen kan lave om på den situation, og det er jo ikke noget man kan håbe på vel? Ser vi positivt på det, så får vi da i det mindste lov til at beholde vores anfører til næste sæson.

Det er da også langt mere bekymrende. Det der sker i den anden ende. Arsenal har under Wenger altid budt på offensiv fodbold med kant og bid. Men nu synes han at have mistet grebet. Han har ikke fundet formlen for det nye mandskab, og i flere kampe i træk har vi haft svært ved at nedbryde modstandernes forsvar og kreere chancer.

Jeg vil så gerne se, Wenger ryste posen og prøve noget nyt. Prøve at finde et system, der passer til de spillere, vi har, i stedet for at proppe spillerne ned i system, der tydeligvis ikke fungere. Som Ramsey, der bliver sat til at spille fløj, selvom han ikke magter opgaven.

Vi har efter min mening fire spillere som kan spille på kanten. Podolski, Gervinho, Walcott og Chamberlain. Af de fire er der måske kun sidstnævnte, der har det fornødne drive til at drive det til noget. Og når vi nu ikke lige frem vader i fløjspillere, hvorfor så ikke bare gå linen ud og stille op i en diamant 4-4-2. Vores backs er alligevel ret offensive. Vi kunne spille med Giroud og Podolski på toppen, Cazorla lige bag dem. Ramsey og Wilshere som b-t-b-spillere og Arteta som spilstyrende ankermand. Det vil selvfølgelig kræve en omkodning i forhold til det defensive arbejde, men alligevel.

Det er ønsketænkning. Jeg ved det godt.

Gotta get behind the mule

Følg Goona’z på twitter og facebook

Arsenal var sublime i går. De spillede med tempo, drive og fremdrift, og ser man bort fra Szczesnys kluntede kiks lige før pausen, er det svært at sætte en finger på en ellers fremragende forestillingen. De nævenyttige personager i mit cebrale cortex, messer enstemmigt som et gregoriansk kor, at var på en billig baggrund. Den køber jeg bare ikke.

Selvfølgelig hører det til sjældenhederne, at modstanderne forærer to selvmål væk, men de kommer begge som konsekvens af, at udeholdet var presset i bund. Helt i bund. Og det var ikke tilfældigt at de begge to blev fremprovokeret på venstre side.

Kieran Gibbs er virkelig kommet flyvende fra start. Defensivt ser han meget stærkere ud end sidste sæson og hans offensive udskejelser har også fået mere kant.

Meget af den positive udvikling, mener jeg, kan tilskrives købet af Lukas Podolski. Efter kampen blev Wenger spurgt, hvorfor han havde fortrukket Gervinho fremfor Podolski centralt på toppen, hvortil manageren svarede:

- Han (Podolski) giver os balance på venstrekanten, og det ville jeg ikke ødelægge, da han gjorde det godt mod Liverpool.

Lukas Podolski er langt mere disciplineret end de partnere Gibbs har været vant til at arbejde med på venstrefløjen - Ashavin, Gervinho, Rosicky selv Santos - og det giver den engelske wingback mere plads og selvtillid til at udforske de offensive aspekter af sit spil. De to har allerede på kort tid udviklet en god indbyrdes forståelse, og sammen med Santi Cazorla var Arsenal oftest farligst gennem venstresiden.

Det var en overraskende beslutning at spille med Gevinho på toppen. Og det var næsten lige så overraskende, at det fungerede. Gervinho er utilregnelig, og som the GuardiansAmy Lawrence så smukt beskriver det: En spiller med så stor hang til improvisation, at det normalt ikke ser ud til, at han selv har mere ide end sine modstandere om, hvad han vil foretage sig næst.

Flere gange har vi været vidner til, at det løber ud i sandet for ivorianeren, men i går slog han gnister. Den måde han tog det første mål vidner om en spiller med selvtillid og spillelyst, og netop derfor står han natuligvis også det helt rigtige sted, da Ramseys afslutning rammer stolpen. Lad os håbe det fortsætter.

Det skal blive interessant at se, hvor meget Wenger tør eksperimentere. Han har i princippet fire spillere (Walcott, Giroud, Podolski og Gervinho), der alle kan og gerne vil spille centralt på toppen, og nu hvor Van Quisling er smuttet, har Wenger langt friere hænder til at afprøve forskellige konstellationer.

Southampton kom lidt bedre med i anden halvleg. Man kan altid diskutere, om det var fordi vi tog foden af gassen, eller fordi de havde en bedre indstilling end i første. Men det ændrer ikke ved, at de reelt kun havde to afslutninger i de sidste 45 minutter. Det var det samme hold som var ved at drille både Man City og Man United, så så dårlige kan de heller ikke være.

Derfor skal weekendens sejr ikke negligeres på nogen måde. Men på den anden side nytter det heller ikke noget at gå i selv(fedme)sving over sejren. Det var på alle måder forventeligt, at vi skulle vinde hjemme over oprykkerne. Det gjorde vi, og vi gjorde det overbevisende.

Forude er der større fisk, der skal steges. På søndag står der Man City på menuen, og vi vil for alvor få en forsmag på, hvad vi kan forvente af sæsonen.

Gotta get behind the mule

Følg på Twitter og Facebook

Jeg ved, jeg har nævnt det mange gange, men jeg siger det gerne igen. Jeg hader landsholdslortepauser. 12 spillere - lønnet af Arsenal - er taget af sted med deres respektive nationale hold. I bedste fald bliver der blot tale om en sløv uge, hvor der ikke sker noget på Arsenal-fronten. I værste fald kommer vores spillere hjem med skader. 7-9-13 har jeg ikke hørt eller læst om, at det skulle være tilfældet.

Sidste år kom landsholdslortepausen på et godt tidspunkt. Vi havde tabt hjemme til Liverpool og var lige blevet kørt over af Moan U 8-2, så vi trængte i den grad til et pusterum. I år kommer pausen oven på en rigtig god sejr over Liverpool, og den ødelægger muligheden for at bygge videre på det momentum og den selvtillid, der uværgeligt følger i kølvandet på tre point høstet på udebane.

Jeg savner min ugentlige dosis fodbold - altså rigtig fodbold. MIt fix af tænders gnidsel, svedige hænder og et blodtryk på 150/120. Det kan være hyggeligt nok at se England eller Danmark spille, men hvis ikke der er tale om en slutrunde, kommer min urin ikke nærheden af de 100 grader.

Det mest interessante i dennne uge har derfor været Bacary Sagnas udtalelser midt på ugen, hvor han sagde:

- Når de to bedste spillere forlader klubben, stiller man spørgsmål. Fans henvender sig pågaden. Jeg forstår deres frustration. Som dem, forstår jeg ingenting.

Og:

- Jeg er den eneste førsteholdsspiller tilbage fra 2007. I maj så jeg City’s sejsparade. Jeg såSamir og Gael løfte trofæet. Det vil jeg også.

Spurgt om, hvorvidt det var rigtigt af Nasri og Clichy at forlade Arsenal, svarede han:

- Ja, men det vidste vi ikke på det tidspunkt.

Okay, det er svært at være uenig med højrebacken, specielt, hvis man er Nasri eller Clichy. Det er jo det samme, vi alle har tænkt. Og jeg forstår fuldkommen hans betænkeligheder. Men for fanden, hvor er det irriterende, at han lufter sine frustrationer offentligt. Tag en snak med bossen. Skæld ham ud og kræv forsikringer, men hold det dog indendøre. Nu bliver der bare hældt yderligere benzin på Arsenal-er-en-sælgende-klub-og-opnår-derfor-aldrig-succes-bålet.

Bevares, når ledelsen to år i træk sælger sine to bedste spillere, så er der selvfølgelig noget om snakken. Men det mindste, klubben kan forlange af sine spillere, der hæver en direktørløn hver uge, er vel, at de er loyale over for dem, der betaler den løn. Og i sidste instans er det os fans (nogen mere end andre naturligvis).

Tiøren falder lidt senere, da Sagna fortsætter:

Jeg har ét år tilbage, når sæsonen slutter. Nej, ingen (har rettet henvendelse til mig om en ny kontrakt).

Det ligner noget, vi har set før. En topspiller, hvis kontrakt er ved at udløbe, sender signaler for at positionere sig i forhandlingerne. Det er jo ikke noget, der kun er forbeholdt Arsenal. Wayne Rooney havde da også et par sværdslag med Alex Fergusson, inden han satte sit kryds på en ny kontrakt. Sådan er det vel.

Men et eller andet sted får jeg kvalme og sure opstød over den grådighed, spillerne udviser. Om de tjener £25.000 eller £125.000 om ugen, så er det stadig mange penge. Så mange penge, at man næsten ikke kan fatte det. Og jeg giver ikke en pind for argumentet om, at fodboldspillere kun har en begrænset karriere.

Det er noget vrøvl. Bogsalg, tv-kommentator, sportsoplæser, manager, træner, skuespiller, stilikon. Der er masser af muligheder for at score kassen, når fodboldknæene ikke kan holde til mere. Og selv om det ikke skulle være tilfældet, så tjener selv middelmådige Premier League-spillere en årsløn om ugen. To år - og så kan de leve et godt middelklasseliv til de bliver 104.

Jeg ved, det er naivt - nogle vil måske mene håbløst naivt - at ønske lidt mere loyalitet over for klubben og knap så meget we’re only in it for the money. Jeg kan bare mærke det på mine opkastreflekser, hver gang klubben - og jeg mener en hvilken som helst klub - bliver holdt som gidsel, fordi en spiller, som har fået chancen og har udviklet sig positivt synes, at han er mere værd end klubben.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at lave om på det. Finansielt Fairplay er røv og nøgler, og klubber som City og Chelsea skal nok finde måder at omgå det på. Det eneste, jeg kan komme frem til, er, at man sætter et loft over lønningerne. Der er sikkert nogle jurister i EU, der vil mene, at det må man ikke. Men hvorfor ikke? Flere lande har da indført mindsteløn. Vil sporten virkelig komme til lide under, at spillerne maksimalt kan tjene 1.5 million kroner om ugen - bare for at nævne et tal. Jeg mener, er det ikke penge nok? Og hvad fanden skulle de ellers lave?

Nå, det må være nok revolutionær snak for nu. I næste uge uddeles der igen opium til folket, og så er alt glemt - altså hvis vi vinder.

Gotta get behind the mule

Følg på Twitter og Facebook

Tre point, to mål og endnu et rent lagen. Vi havde brug for et godt resultat på Anfield, og drengene leverede - endda med manér. Liverpool havde et par chancer, men på intet tidspunkt var jeg bekymret for, at Liverpool ville komme tilbage i kampen. Et skud på stolpen var det tætteste hjemmeholdet kom, og man kan vist roligt sige, at Brendan Rodgers’ hovedpine i øjeblikket er større end Arsène Wengers.

Wenger har foreløbigt fået lukket munden på kritikkerne. Lukas Podolski var selveste Mr Freeze og konverterede køligt til 1-0 - efter han var blevet spillet igennem af Santi Cazorla. Da tyskeren gengældte tjenesten, måtte Cazorla have lidt hjælp fra landsmanden Pepe Raina i Liverpool-målet, men hvad gør det. Den anden Arsenal-scoring lunede som en pizzaslice på vej hjem fra en god tur i byen. Der er nu hul på bylden, og jeg er sikker på, at der er mere i vente.

Sejren giver Arsène Wenger lidt arbejdsro. Den næste uges tid får han faktisk ikke så meget at se til. Der er landsholdslortepause og flere spillere skal ud og spille for deres respektive landshold. Men der er stadig meget at arbejde med på træningsbanen. Steve Boulds arbejde med forsvaret har givet os tre clean sheets - jeg kan slet ikke huske, hvornår vi har spillet tre kampe i træk uden at lukke mål ind - der var dog et par dødboldsituationer, hvor et lidt skarpere Liverpoolhold kunne have straffet os.

Oliver Giroud havde en stille kamp og brændte igen en stor chance. Han er dog undskyldt. Arsenal spillede mere 4-5-1 end 4-3-3, og Giroud var ofte overladt til sig selv på toppen. Alligvel havde han flere gode aktioner, og Agger og Skrtel skulle være på tæerne for at holde styr på ham. Det kan godt være, at vi skal væbne os med tålmodighed med hensyn til Giroud. Jeg tror nu nok, han skal levere. Han giver Wenger nogle flere strenge at spille på i angrebet, det kræver bare nok lidt mere arbejde på træningsbanen at få det bedste ud af ham.

På midtbanen var Abou Diaby intet mindre en fænomenal. Han beskyttede bold godt, viste overblik, var med i meget af Arsenals opspil, dirigerede midtbanen og arbejdede stenhårdt både offensivt og defensivt. Det eneste han manglede var et mål eller en assist. Han var med andre ord banens bedste, og er det det niveau, vi kan forvente af ham fremover, ser fremtiden lys ud.

Walcott måtte se til fra bænken i dag. Jeg tror dog ikke, der ligger andet i det, end at Carl Jenkinson havde brug for opbakning i det defensive arbejde, og at Oxlade-Chamberlain er bedre til at yde den opbakning end Walcott.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan blive klog på, hvad der skete med forhandlingerne med Walcott. Men ved at lade kontrakten gå ind i det sidste år spiller begge parter højt spil. Arsenal risikerer at miste wingen på en fri til næste sommer, men bliver Walcott langtidsskadet, er han også på skideren.

Derfor regner jeg også med, at der kommer en snarlig løsning på situationen. Jeg tror, at Walcott er blevet overrasket over, hvor få klubber, der har vist interesse. Arsenal står, siger rygterne, stejlt på det £75.000-om-ugen-tilbud, de har givet. Et tilbud, som Walcott har takket nej til. Det ville kræve rygcrawl på højeste olympiske niveau at sige ja til tilbuddet nu.

De første meldinger i pressen, efter vinduet lukkede, handlede om, at det ikke er et spørgsmål om penge for Walcott. Det er selvfølgelig noget nonsens. Hvis vi har lært noget i løbet af de senseste par år, så er det, at det kun handler om penge. Med undtagelse af Cesc Fabregas har jeg ikke hørt om nogen, der er gået ned i løn for at spille Chel$ea eller €ity eller Moan U eller Barca. Men £75.000 om ugen er stadig en god løn, specielt hvis det er det bedste, man kan få. Jeg tror, at Arsenal kommer med et forbedret tilbud, skal vi sige £80.000 om ugen, Walcott takker ja, og så har alle reddet ansigt. Vi får se. Under alle omstændigheder er situationen under al kritik.

Det er også kritisabelt, at transfervinduet fik lov til at lukke uden yderligere handler fra Wengeres side. jeg kan ikke sige, at det kom bag på mig, men jeg synes stadig, at vi mangler et par spillere for at deltage i topstriden. Specielt i angrebet ser det lidt tyndt ud en skade til Giroud eller Podolski - eller gud forbyde begge - og vi må igen vende os mod Chamakh, som vi ikke engang kan leje ud.

Nå, den tager vi til den tid. Der er ingen grund til at hælde malurt i sejersbægret. Arsenal har scoret, Arsenal har vundet, og vi kan tids nok finde noget at være mavesur over.

T’aint no sin to take off your skin and dance around in your bones

Følg på Twitter og Facebook

Jeg så ikke dagens kamp mod Stoke. Jeg har måttet nøjes med at forhøre mig hos venner og familie om, hvordan vi klarede os - samt læse lidt på nettet. Det billede, jeg får, er, at forsvaret så solidt ud, og at Kieran Gibbs spillede stærkt; men at midtbanen ikke for alvor fik greb og kampen og at angrebet var for ineffektivt.

Altså endnu et 0-0-resultat, og jeg kan allerede nu se for mig, hvordan bladsmørerne i England spidser blyanterne til endnu et frontalt angreb på Arsène Wenger og Arsenal. Sidste år kunne vi ikke forsvare, nu kan vi ikke score mål. Holdet er færdigt og kan umuligt opnå en topfire-placering.

Selv om de nævenyttige personager i mit cebrale cortex synger Amen og Halleluja, så er uafgjort ude mod Stoke isoleret set ikke noget dårligt resultat.

Kigger vi på de seneste sæsoner, har vi kun vundet én ud af de seneste fire udekampe mod Tony Pulis’ Potters - og er kommet derfra med en samlet pointhøst på fem. Det er ikke kun Arsenal, der har det svært i Stoke. *Liverpool har hentet to point i de seneste fire udekampe, Manchester City har hentet to, Chelsea seks og Tottenham seks. Det eneste hold, der for alvor har haft taget på Stoke på Britannia Stadium er Manchester United med 10 point ud af tolv mulige.

Nej, resultat er noget møg, fordi vi også smed to point mod Sunderland i den første kamp. Resultatet er noget møg, fordi vi møder Liverpool og Manchester City ude og Chelsea hjemme i september, og det havde været rart med en lille buffer, inden det for alvor går løs. Resultatet er noget møg, fordi vi ikke har formået at få bolden i rusen efter 180 minutters fodbold oven på at have solgt vores topscorer fra sidste sæson, samt midtbanespilleren med flest assists.

Hvad så nu, Wenger? The man who knows siger selv:

- Det er et spørgsmål om forståelse. Du har Cazorla, Podolski, Giroud … for en måned siden kendte de ikke hinanden. Det skal nok komme. Der er stadig meget at arbejde på, men man kan mærke potentialet.

Efter Sunderlandkampen brugte han ellers Cazorla som eksempel på, at det ikke nødvendigvis kræver tid at sync’e med holdet. Senere udtalte han:

- Det er lidt nemmere på midtbanen, fordi man rører bolden mere, og måske er man mere afhængig af koordineringen med de andre spillere, når man spiller oppe foran, fordi medspillerne skal kende ens løbemønstre.

Wenger har også været lidt flippy-floppy omkring købet af Podolski. Først var tyskeren en forstærkning til et hold med van Persie i truppen. Senere havde Arsenal været forudsene og hentet ham som erstatning.

Men hvorfor har man så ikke handlet tidligere? Jeg mener, hvis man har haft en fornemmelse af, hvor det bar hen med van Persie. Hvorfor hentede man så ikke Podolski til klubben i vintervinduet?

Jeg ved godt, at det er mere kompliceret end som så med spillerhandler - i hvert fald mere kompliceret end de fleste fans tror - fordi alle parter holder ud til det sidste i håbet om at få det meste ud af handlen. Det havde nok også været svært at overtale nedrykningstuerede FC Köln til at sælge. Og vintervinduet har ikke samme aura af ultimatum som den om en uge. Men alligevel. Hvis vi nu kunne have gennemført handlen i januar ved at smide fem eller seks millioner Euro oven i prisen, havde vi så ikke stået bedre i dag? Det ville da have bolstret vores mandskab i slutning af sidste sæson, hvilket vi godt kunne have trængt til, og samtidig ville Podolski have været klar fra start i den nye sæson.

På samme måde forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke forlængst er sluppet af med alle de dødssejlere vi har i klubben. Chamakh, Park, Bendtner, Squillaci,, Arshavin - selvom jeg personligt godt vil give ham et år mere til at vise sit værd. Det kan da ikke have nogen gavnlig effekt på truppen, at vi har en håndfuld spillere som render rundt og surmuler, fordi ikke er i nærheden af førsteholdet, og som derfor ikke bidrager noget positivt til fællesskabet. Få dem nu skibet afsted. Også selv om det betyder, at Arsenal må sælge under markedsværdi.

Der er en uge tilbage af transfervinduet. Få nu det bedste ud af det, Wenger.

Gotta get behind the mule

Følg Gonaz på Facebook og Twitter

*Tallene er hentet via http://fussball.wettpoint.com

Der er noget jomfrueligt over en sæsonstart. Noget rent og uspoleret. Sunderland hjemme - en overkommelig opgave, friske ansigter i holdopstillingen, solskin og nyvaskede klubfarver. Herligt.

90 minutter senere er det hele bare noget møg.

Det er hårdt, når virkeligheden stikker én en lussing oven på to måneder, hvor forventningerne er blevet pumpet til bristepunktet. Nul-nul, og som en ballon man ikke fik bundet knude på, fiser alle forventningerne ud i luften og lander slapt på jorden som et brugt kondom. Wenger raus. Giroud er en camoufleret Chamakh …“New season - same old shit!” som en medgooner skrev på Facebook kort efter slutfløjtet.

Men rolig nu. Arsenal lignede rigtig nok sig selv. Masser af boldbesiddelse uden den fornødne drive til at drive det til noget. Men det er jo sådan de spiller, og med den fornødne drive, kan de slå hvem som helst. Det ved vi.

I går gik det for langsomt, og det lykkedes ikke drengene at få skabt åbninger nok. Sunderland parkerede bussen foran eget mål, og havde flere spillere i eget straffesparksfelt, end Robin van Quisling har grå hår på hovedet. Der var altid en tå eller et ben i vejen for den afgørende aflevering eller afslutning. Vi havde et par hæderlige forsøg fra distancen, men det forblev nær ved og næsten.

Årets første resultat var absolut skuffende, men den var ikke nogen katestrofe. Og tager man de positive briller på, kan man sagtens få øje på flere gode ting. Efter kampen nægtede Wenger at trække åh-de-nye-spillere-skal-lige-have-lidt-tid-til-at-tilpasse-sig-kortet og pegede på Santi Cazorlas præstation. Den lille spanier var banens bedste efter min vurdering, og det skal blive spændende at følge ham i arsenal-trøjen. Det var også spændende at se Mikael Arteta på den defensive, hvor han spillede en solid kamp. Kieran Gibbs spillede også stærkt. I målet havde Wojciech Szczesny ikke meget at se til, men var på plads, da der var brug for ham. Diaby havde en god “debut”. Selv Andrey Arshavin gjorde det godt, da han kom ind. Er det den indstilling, vi kan forvente fra den lille russer fremover, synes jeg, at vi skal beholde ham.

Olivier Giroud, fik serveret kampens bedste chance. For en gangs skyld var der tempo nok over pasningsspillet til at dirke Sunderland-forsvaret op, Santi Cazorla stak bolden til den store forward, der var sluppet fri af sin oppasser, men desværre skyd han lige forbi.

Efter kampen kunne pressen selvfølgelig ikke dy sig for at drage sammenligninger til van Quisling og, at han sikkert havde scoret. Måske. Sidste sæson reddede han jo netop de tre point hjemme mod Sunderland, da det længe så ud til at ende i en remi. Men livet er for kort til sådanne hvis-og-hvis-min-røv-var-spids-spørgsmål og livet er også for kort til, at bekymre sig om, hvad Robin van Quisling ville eller kunne have gjort.

Det var Robin van Quisling, der valgte Arsenal fra og ikke omvendt. Og jeg gider ikke spilde min tid på folk, der synes, at de er for gode til Arsenal. Det gælder også Alex Song, som længe har foretrukket Barcelona og nu har fået sin vilje. 19 millioner euro, er en god handel set fra et Arsenal-synspunkt. Song var en vigtig brik på vores midtbane, men han er langt fra så uundværlig, som nogle vil mene. Jeg tror, at han kommer til at sidde på bænken det meste af tiden i Barcelona, og så kan han jo vende tilbage til Premier League om et par år for Fulham eller West Brom.

Har vi lært noget af sidste sæson, så må det være, at sæsonen ikke afgøres over én eller to kampe, men over 38. Den første kan vi ikke gøre mere ved og vi må kigge fremad.

Næste weekend står der Stoke på menuen. Ikke nogen nem opgave på udebane. De elsker også at grave sig ned på egen banehalvdel og sende mortergranater op til den ensomme angriber på den anden side af linjen. Vi skal altså have spillet til at hænge væsentlig bedre sammen, end vi så det i går.

Gotta get behind the mule

Følg også GoonAz på Twitter og Facebook