Footballroom.dk

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Efter gårsdagens nederlag til Dortmund, står det klart at Manchester City slutter sidst i Champions Leagues gruppe D og dermed er færdige i Europa for denne sæson. Ikke nok med, at det nu er andet år i træk, at City allerede må forlade turneringen på dette stadie, deres magre pointhøst er også den værste præstation af et engelsk hold nogensinde i Champions League. Med ingen sejre og blot 3 point overgår man Blackburn Rovers, der i 95-96 sæsonen skrabede 4 point til sig i gruppespillet.

Minder om Chelsea

Allerede inden kampen der kunne have givet City adgang til Europa League, havde Roberto Mancini mere eller mindre slået fast, at man ikke gad satse på andenrangsturneringen. Godt nok udtalte han, at man gik efter sejren og dermed kvalifikation, men samtidig også at man i så fald ville stille med to helt forskellige hold i Premier League og Europa League. Man kan sagtens følge Mancini i dette og i det lange løb vil dét, at man er færdige i Europa nok også styrke City’s muligheder for at genvinde det engelske mesterskab, men dette tror jeg ikke de arabiske ejere køber sådan uden lige. Med mange penge, kommer også mange forventninger, noget man for eksempel i den grad har set hos City’s rivaler fra Chelsea. Her har flere managere måtte lade livet trods pænt succes. Den nuværende situation i den lyseblå del af Manchester kan sammenlignes lidt med med den situation, der var i Chelsea for et par år tilbage, da Ancelotti sad i den varme stol. I 2009-10 sæsonen blev han den blot anden ikke-britiske manager til at vinde the Double (Premier League og FA Cup), men måtte allerede sæsonen efter lade livet, da man både i Premier League og tidligt i Champions League, måtte se sig slået af Manchester United. Og det var ofte netop den manglende europæiske gennemslagskraft, der lå til grund for, at Abramovich så ofte skiftede manager på trods af pæn hjemlig succes med tre af klubbens i alt 4 mesterskaber vundet siden russerens overtagelse af klubben.

Tilbage til Manchester City, hvor Roberto Mancini ligeledes har været under stort pres siden sin ansættelse i 2009. Flere gange har han været meldt på vej ude af Etihad Stadium, men italieneren har holdt ved og formåede endelig i sidste sæson at vinde det længe ventede engelske mesterskab til den storsatsende klub. Alligevel virker det ikke som om, at Sheikh Mansour og resten af Abu Dhabi Group har hundredeprocent tillid til, at Mancini er manden man for alvor kan sætte sin lid til i de næste mange sæsoner. De seneste sæsoners fiaskoer i Europa har blot skaffet endnu mere brænde til det bål, som altid vil gløde under en klub med så store ambitioner som Manchester City. Det er tydeligt for enhver, at selvom City stadig er med i den engelske mesterskabskamp, er der noget der ikke fungerer på banen. Spillet er ikke nær så flydende som sidste sæson, man har sværere ved at score mål og utroligt som det end lyder, virker et par af spillerne lidt mætte efter sidste sæsons titel. Spørger man Manchester City’s fans er det da heller ikke alle, der har fuld tillid til Mancini. At han er en dygtig manager kan ikke diskuteres, men i følge fansene havde det også været en kæmpemæssig fiasko, hvis man ikke vandt mesterskabet i sidste sæson. Vel og mærke en sæson, hvor Manchester United i store perioder ikke lignede sig selv og blandt andet måtte klare sig uden flere af sine forsvarsprofiler i store dele af sæsonen.

Skæbnekamp mod rivaler

På søndag møder de to Manchester-klubber så igen hinanden og dette kan utroligt nok være starten på enden af Mancinis City-regime. United fører inden opgøret med 3 point og kan med en sejr i den blå bydel, for alvor trække væk fra bysbørnene. Man har før set at lunten er kort hos diverse udenlandske ejere, der forventer at få øjeblikkelig valuta for de mange penge de poster i klubberne. Man skal nemlig også huske på, at fodbold det ikke blot er underholdning, men også en forretning for personer som Sheikh Mansour. Der skal resultater på bordet og allerhelst internationalt så man kan vise alle, at man er verdens stærkeste hold. Roberto Mancini har gjort et flot stykke arbejde og bragt Manchester City endnu mere frem på landkortet, men om han også kan flytte klubben det sidste stykke internationalt, er der ikke meget der tyder på. Italieneren har nemlig aldrig vundet et internationalt trofæ som manager, og blev blev også fyret i Inter, med den begrundelse at han ikke kunne videreføre den nationale succes til europæiske titler. Det skal absolut ikke undre mig, hvis denne historie gentager sig inden for en overskuelig fremtid. Manchester City’s ejer bør ikke engang skele længere end til London for at finde inspiration til hvordan sådan noget gøres. Chelsea’s ditto, Roman Abramovich kender i den grad til den del af gamet.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Manchester United er sensationelt ude af Champions League. Hvem havde troet det for et par måneder siden, da de forsvarende engelske mestre blandt andet udraderede Arsenal 8-2 og overlegent scorede hele 21 mål i sine første 5 turneringskampe? Ikke mange, og heller ikke undertegnede. Men man må alligevel erkende, at nedturen har været på vej i et stykke tid. For netop siden femte Premier League kamp, hvor man slog Chelsea med 3-1, har spillet på banen aldrig nået det samme niveau som i de første kampe. I Champions League har man taget alt for let på opgaven og kan ikke engang tillade sig at skyde skylden på uheld eller skader, selvom holdet trods alt har haft mange af sidstnævnte. For man burde for længst have sikret sig avancement fra dét, der efter lodtrækningen lignede en af de nemmeste grupper nogensinde i Champions Leagues historie. Samtidig har man i Premier League smidt flere point, hvor især kollapset mod de larmende naboer fra Manchester City skærer dybt ind i ethvert United-hjerte. Dén kamp, sammenholdt med det 5 points forspring City har kæmpet sig til, har gjort at de lyseblå nu er storfavoritter til at hjemtage sit første mesterskab i 43 år og måske vælte United af tronen i engelsk fodbold.

En voldsom omgang for enhver Manchester United-fan, men alligevel var min tanke, da jeg vågnede dagen derpå, at nu skulle man også huske at tænke klart og ikke male fanden på væggen med det samme. De røde djævle og især Alex Ferguson har prøvet at stå i situationer som denne før uden at falde helt sammen. I 2005 røg man ligeledes ud af Champions Leagues gruppespil – dengang paradoksalt nok også til Benfica. På daværende tidspunkt havde man smidt hele 15 point i Premier League og var allerede 10 point efter førende Chelsea. Selvom United fik rettet en smule op, var dette forspring trods alt for stort at hente og derfor måtte United til sæsonafslutningen i maj tage til takke med andenpladsen. Chelsea havde dengang, ligesom Manchester City i dag, satset stort og købt ind i dyre domme med nytilkomne Abramovich i ryggen og netop derfor, var de fleste skråsikre på, at Chelsea ville overtage den engelske fodboldtrone i de næste mange år. Dette skete dog så langt fra. United rejste sig nemlig som et sandt storhold gør, og tilbageerobrede mesterskabet året efter, som man endda hjemførte i de tre næste sæsoner. Afslutningsvis kronede man sit comeback med Champions League-triumfen i 2008 over netop Chelsea.

I dag er United ”blot” 5 point efter Manchester City, der også måtte forlade Champions League tidligt, men alligevel har City i denne sæson præsteret på et helt andet niveau end sine røde naboer.
City har dog stadig deres første nedtur til gode, og spændende bliver det at se hvordan deres mange stjerner tackler denne, når den utvivlsomt vil komme. For jeg er ikke i tvivl: City kan ikke præstere på dette niveau over en helt sæson – spørgsmålet er så bare, hvor stor nedgangen vil blive når den kommer.
Grunden til, at jeg alligevel er meget bekymret på Uniteds vegne i denne sæson, skal findes i en information jeg modtog senere på morgenen. I en tilsyneladende harmløs nærkamp med Marco Streller, beskadigede Nemanja Vidic nemlig sine indre ledbånd i knæet og forventes nu ude i omkring 4 måneder. Dette betyder, at anføreren stort set er ude resten af sæsonen. Vidic havde ellers igen fået styr på United-defensiven, der efter blamagen mod City blot har lukket et mål ind i de seneste fem ligakampe. Serberen er det tætteste man kommer på en uundværlig spiller for de røde djævle og en skade til ham er det absolut værst tænkelige. Erfaringen siger mig, at man aldrig skal afskrive et hold med Alex Ferguson i spidsen, men jeg kan simpelthen ikke se United vinde mesterskabet uden holdets anfører. Talentmasse er der såmænd masser af i den bagerste kæde, men forsvaret vil i den grad komme til at mangle en styrmand, især fordi Rio Ferdinand i denne sæson har vist tegn på, at hans bedste præstationer hører fortiden til. Phil Jones og Chris Smalling er kæmpe talenter og går uden tvivl begge en stor fremtid i møde på det engelske landshold, såvel som hos United. I det hele taget har United så mange talentfulde spillere, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at denne krise kun er midlertidig. Et scenarie som dét der er sket siden 2005, kan jeg sagtens se gentage sig. På den lange bane mener jeg dermed ikke, at United-fans har noget som helst at frygte.

Men Manchester United er samtidig måske verdens største klub og derfor forventes det også, at man vinder trofæer hver eneste sæson. United-fans har længe rystet på hovedet af den måde man for eksempel har kørt klubben på i Arsenal, hvor man er noget mere tålmodige med sine talenter, men samtidig ikke har vundet trofæer i lang tid. De færreste i den røde del af Manchester (efterhånden også i den blå) vil acceptere sæsoner uden trofæer og netop derfor, bliver de røde djævles ageren i det kommende vintertransfervindue meget interessant. For selvom Ferguson fra starten af sæsonen udviste stor tiltro i sine unge drenge og til manges overraskelse ikke hentede en central midtbanespiller ind, må selv han efterhånden også tvivle på, om den nuværende trup pt. kan stå distancen. For selv når City på et tidspunkt vil smide nogle point, ser jeg ikke United stærke nok til for alvor at slå profit.
Derfor ser jeg også transfervinduet, som meget mere end et traditionelt transfervindue, ja nærmere et ideologisk standpunkt. For vælger Fergie, som han tidligere har antydet, ikke at købe ind i januar, antager jeg det som en accept af, at denne sæson blot vil være en opbygning til de næste. På trods af at Manchester United igennem årene har brugt mange penge, har de sjældent købt deciderede verdensstjerner ind. I stedet har de købt spillere som Nani, Cristiano Ronaldo og Phil Jones som vel nok havde et kæmpe potentiale, men også alle behøvede eller behøver tid. Før denne sæson fortsatte man stilen ved at hente David de Gea, Phil Jones og Ashley Young, selvom Wesley Sneijder længe var ventet på vej. Hvis Ferguson for alvor vil kæmpe med om mesterskabet i år og hindre, at City tager det, for United fans, sidste skæbnesvangre skridt mod toppen, køber han en verdensstjerne som Sneijder i januar. Holdet mangler i den grad kreativitet, hvilket de seneste resultater også bevidner om. Ti scorede mål i de sidste ni Premier League kampe er ikke et mesterhold værdigt og selvom Cleverley efter nytår vender tilbage fra skade, vinder han næppe mesterskabet for holdet i år.
Samtidig er der efter Vidic’ skade opstået et nyt spørgsmålstegn. Hvis han, som bulletinerne beretter, er ude resten af sæsonen, står United akut og mangler en forsvarsspiller på et vist niveau. Ferdinand, Smalling, Jones og Evans er tilbage, men denne sæson har vist at United ikke kan klare sig uden deres anfører. Nemanja Vidic har været mere skadesplaget end tidligere og har derfor manglet i 12 kampe i denne sæson. I de 12 kampe har man lukket hele 17 mål ind, hvilket svarer til 1,42 mål pr kamp. Serberen har selv forud for den skæbnesvangre Basel-kamp medvirket i 7 og her har man stort set lukket helt af hver gang. 2 mål er der indkasseret i disse kampe, hvilket giver 0,28 mål pr kamp. Taget i betragtning at det ene mål var et klokkeklart drop af De Gea (mod West Brom) og det andet var et fejldømt straffespark begået af Ferdinand (mod Newcastle), er der ingen tvivl om at kaptajnen er uundværlig.

Dette siger vel alt om, hvilke valg Ferguson skal tage til januar. Skal han udelukkende satse på fremtiden, som uanset den nuværende downperiode, ser meget lys ud, eller skal han gå på kompromis med sin oprindelig stil? Svaret får vi sidst i januar, men jeg er ikke i tvivl. Jeg vil altid beundre Ferguson for sin stil og United for at producere så mange verdensstjerner som de gør (uanset om de er fra akademiet eller købt som talenter), men en gang i mellem skal der også inspiration udefra via klassespillere og det mener jeg er ved at være tiden. Basen er i den grad lagt for et storhold i de næste mange år, man mangler bare det sidste krydderi. Fergie snakker ofte om, det absolutte mål er at nå Barcelonas niveau. Hvis dette er ønsket, skal der altså en gang i mellem andre boller på suppen. Hvem der skulle hentes ind være vil jeg lade Fergie om, men en central midt bør være den absolutte førsteprioritet. Selvom det kan være usmageligt sådan som City er ved at skabe deres succes, er det nu en gang realiteterne og derfor er man også nødt til at acceptere dette, og byde naboerne op til dans. En gang i mellem må man købe stort for at være med og netop i denne sæson kan man bare ikke lade City spadsere uhindret i mål med guldet.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Manchester United har været fantastiske i denne sæson. Så er det sagt, så ingen kan være i tvivl om det. Holdet er startet sæsonen bedre end nogensinde og har allerede lagt sig i spidsen af Premier League. Et par imponerende præstationer har set målene vælte ind for de offensive spillere og den nuværende målforskel på 21-4 vidner også om en dominans sjældent set større. Offensiven har været fantastisk, intet mindre. Ashley Young ligner en, der har spillet i klubben i hele sin karriere og Rooney udnytter efterhånden hele sit potentiale i rummet bag den enlige angriber.

Tillader mange skudforsøg

Alligevel kan jeg ikke lade være med, at have visse mindre betænkeligheder ved nogle af holdets præstationer og tøve med at kalde dem et hold, der ligefrem vil feje alt modstand væk i denne sæson. Måske det er den indre fodboldkyniker der kommer op i mig, når jeg ser holdets seneste kampe, men normalt er man vant til at se et mere kontrollerende United-mandskab, der måske ikke sprudler lige så meget offensivt, men til gengæld fuldstændig har styr på defensiven og ikke giver mange chancer væk. I starten af denne sæson har billedet været noget anderledes. Som nævnt, er der ikke meget tvivl om, at den offensive maskine er yderst velsmurt og sjældent set bedre. Desværre synes jeg dog, at det lader til at gå en smule udover den defensive organisation, hvilket de fleste statistikker også bevidner. Ifølge Opta har David de Gea allerede haft 28 redninger i de første 5 Premier League-kampe. Det er overraskende nok flest af alle målmænd i ligaen og hele 35% af det antal Edwin van der Sar sluttede med i sidste sæson. Fortsætter denne tendens i samme stil, vil de Gea ende med over to-en-halv gange så mange redninger som hollænderen. Samtidig har alle de hold, der har gæstet Old Trafford i denne sæson haft 20 eller flere skud på United-målet. Taget i betragtning, at det kun er sket to gange forinden i de sidste 5 år, er dette yderst usædvanligt. Havde Torres og Ramires været lidt skarpere i søndags, kunne de røde djævle have smidt en ellers sikker sejr på gulvet, men heldigvis for hjemmeholdet var skarphed slet ikke et tema denne aften.

Den centrale midtbane halter stadig

Jeg har selvfølgelig noteret mig at Vidic er ude med en skade og er udmærket klar over hvor stor en betydning han har for Uniteds defensiv. At Ferdinand også er ude, er efterhånden mere reglen end undtagelsen, men jeg ser dog ikke den nuværende fireback-kæde som årsagen til de mange skud mod de Gea’s mål. De fire bagerste har faktisk spillede rigtig stærkt og især Smalling og Phil Jones har imponeret og man bør nok snart forberede sig på, at én af disse snart permanent overtager pladsen ved siden af Vidic i det centrale forsvar. Man skal også huske på, at holdet kun har lukket 4 scoringer ind. Det defensive problem, som jeg dog alligevel ser, skyldes derimod i høj grad den centrale midtbane. I flere kampe har der, på trods af United dominans, været masser af plads til modstanderne i rummene omkring og bag Anderson og Cleverley (eller Fletcher i søndags). Flere gange har modstanderne spillet sig igennem midtbanen og fået lov til at løbe direkte ned mod bagkæden med bolden. Jeg er egentlig enig med Patrice Evra i, at United ikke spillet en speciel god kamp mod Chelsea i søndags, specielt fordi kampen blev så åben som den gjorde, med utallige chancer i begge ender. Men også især i store dele af hjemmekampen mod Tottenham, havde midtbanen svært ved at sætte sig selv i scene og overstråle Londonklubbens ditto. Anderson og Cleverley ligner Fergusons førstevalg på midtbanen og selvom de begge har været fantastiske med bolden og har en stor andel i den sprudlende offensiv man har set, mangler de stadig at finde sine roller i det defensive positionsspil. Ingen af de to, er deciderede defensive midtbanespillere og det synes jeg, at man har kunne se i deres kampe. Med Fletcher på banen mod Chelsea, blev fordelingen lidt bedre, hvor skotten tog sig af den mere bolderobrende rolle.

Fantastisk sæsonstart

Fergie har som bekendt flere gange i løbet af de seneste sæsoner tyet til en 4-5-1/4-3-3 i de store kampe. Dette ser han dog efterhånden ud til at være gået lidt væk fra igen og det efterlader selvfølgelig mere plads inde centralt på midten, hvor man nu kun har to spillere. Indtil videre har holdet kompenseret for dette ved at spille fantastisk angrebsfodbold og ved at udnytte den ekstra kreative offensivspiller, en 4-4-2 tillader. Dilemmaet består i, hvorledes United-defensiven kan holde til de mange skudforsøg, som den nuværende taktik også tillader. Spillet bliver uden tvivl langt mere flydende med Anderson og Cleverley på holdkortet, men Fergies opgave er nu, også at få de to til at fungerer i det defensive spil og især lære dem deres roller bedre at kende. Offensivt kan det efterhånden til tider ligne helt Barcelona-agtige mønstre og allervigtigst af alt, ser det nu ud til, at alle spillere befinder sig godt i spillet og præsterer på sit højeste niveau. Fergie har flere gange sagt, at man stiler efter at nå Barcelonas niveau, og finder United den rigtige balance på midtbanen, kan holdet nærmest se uovervindelige ud, men for mig at se, er der stadig et godt stykke til dette niveau. Alting tager tid og taget i betragtning, at det er første gang de to spiller sammen, skal dette heller ikke lyde som en decideret nedrakning af mestrenes sublime sæsonstart. For sublim har den i den grad været og holdet skal have kæmpe ros for sæsonstarten og ligner da også det bedste bud på en engelsk mester. Men som United-fan vil man dog altid se holdet præsterer på bedst mulig måde, og derfor irriterer det mig også, at kampene bliver så åbne som de har været. Man kan håbe, at Vidic’ blotte tilstedeværelse kan gøre noget for midtbanespillerne og at holdet i løbet af sæsonen kan bygge på, således at United for alvor kan konkurrere med Barcelona.

Er det mig der er for fodboldkynisk og er en mere sprudlende offensiv bare lig med en mere åben defensiv, eller mangler United stadig lidt i det defensive spil?

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Den sidste dag i det engelske transfervindue udviklede sig præcis lige så hektisk som den plejer og flere klubber var igen i år desperate for at få deres ”last-minute” handler igennem. En af disse var Stoke, som i den grad fik held med dette og med rette kan hædres som vinderne af ”Deadline Day”. The Potters fik nemlig ikke blot hentet tre spillere med Premier League erfaring, men også bygget væsentligt på dét koncept, som allerede fungerer så godt for Stoke.

Et fast koncept

Mere om Tony Pulis’ indkøb om lidt, men først lidt fokus på den store udvikling i klubben. Stoke rykkede i 2008 op i Premier League via en andenplads i The Championship. Hvor Stoke sikrede oprykning med en noget mere direkte form for fodbold (lange bolde), blev vinderne af divisionen West Bromwich flere gange undervejs i sæsonen hyldet som ”the best footballing side in the Championship”. Sæsonen efter var rollerne dog byttet om, og Stoke sluttede på en flot 12. plads i sin debutsæson i Premier League hele 13 point over netop West Bromwich på sidstepladsen. Hvad der skete hos nedrykkerne er i denne henseende uvæsentligt, men anderledes interessant er at kigge på, hvad man gjorde – og har gjort så godt i Stoke City. Den absolutte årsag til den store succes i de seneste sæsoner skal uden tvivl tilskrives Tony Pulis og dét koncept han fra sin allerførste dag har indprentet i klubben. Hvad enten man synes om holdets spillestil eller ej, må man nemlig bare tage hatten af for managerens arbejde med at sammensætte et hold, der mestrer den fysiske del af fodboldspillet til perfektion og selv giver de allerstørste hold problemer. Normalt siger man i England, at man i sin første sæson i Premier League kan redde sig blot på vilje og lange bolde, men derefter bliver nødt til at ændre sin tilgang. Dette er der utallige eksempler på igennem tiderne og flere eksperter og tidligere aktører i fodboldspillet var da også hurtigt ude og dømme Stokes taktik for endimensionel til det fine selskab efter oprykningen: “(…)I’ve seen them play long ball. If it works and gets them promotion, great, but I don’t think a direct style will survive in the Premier League.” George Berry, tidligere Stoke spiller.

Som nævnt præsterede Stoke dog en fremragende debutsæson og overlevede også det ellers så frygtede ”second season syndrome” med en endnu flottere 11. plads året efter. I stedet for at blive et offer for eksperternes dom og det velkendte syndrom, er Stoke i stedet blevet det gode eksempel på hvordan man etablerer sig i Premier League. Tony Pulis har, uanset hvor stort presset har været udefra for en ændring, holdt fast i sin velkendte taktik og bevidst gået efter spillere der har passet perfekt ind i dette. Oprykningen blev sikret med de to store angribere Ricardo Fuller og Mamady Sidibe, som begge stadig er at finde i klubben. Spilletiden er dog i dag noget mere begrænset end tidligere for de to, men begge har stadigvæk sat sit tydelige spor på startopstillingen. De nuværende førstevalg minder nemlig i høj grad om Fuller og Sidibe idét både Kenwyne Jones og Jonathan Walthers har sine styrker i det fysiske spil. Man kan derfor med rette tale om, at Pulis har opgraderet sine angribere fra dengang i 2008, men dét på en måde, så det ikke er gået udover hverken holdsammensætningen eller konceptet. På sidste transferdag tilføjede Stoke så den engelske landsholdspiller Peter Crouch og Cameron Jerome til den forreste linje. Crouch blev den dyreste handel nogensinde for klubben, men er tydeligvis også et gevaldigt kup for Pulis’ side. For ikke nok med at den langlemmede angriber har en fremragende scoringsstatistik på landsholdet og scorede 7 mål i Champions League i sidste sæson. Han passer nemlig også perfekt ind i The Potters spillestil og er endnu en opgradering af materialet på Britannia Stadium.

Flere strenge at spille på

Tony Pulis forstår bedre end de fleste at fokusere på den langsommelige proces det kan være, at etablere et hold i Premier League. Flere klubber før ham har fejlet i et forsøg på med ét at ændre alting efter en oprykning og selvom Stoke udefra til tider stadig kan ligne det hold der i 2008 rykkede op, har holdet rykket sig gevaldigt og har i dag også flere strenge at spille på. Tidligere på sommeren hentede Stoke de to rutinerede forsvarspillere Jonathan Woodgate og Matthew Upson på frie transfere og sammen med deadline-day indkøbene Jerome, Palacios og Crouch har man virkelig forstået at benytte transfervinduet fornuftigt. Først og fremmest er Stoke dog blevet endnu bedre til det de allerede har kunne finde ud af. Det fysiske spil og især dødboldene. Woodgate, Upson og Crouch mestrer en luftstyrke sjældent set bedre og sammenholdt med Kenwyne Jones og Robert Huth mfl. er der rent faktisk grund til at tro, at Stoke kan overgå de 21 Premier League scoringer man lavede i sidste sæson på dødbolde.

Men som sagt, har Pulis også langsomt forsøgt sig at på at udvikle holdet af andre tangenter, så det ikke bliver så udpræget endimensionelt som blandt andre George Berry i 2008 frygtede det kunne ende med. Da Stoke rykkede op, skete det med Liam Lawrence og Richard Cresswell på kanterne. Selvom Lawrence slår nogle gode indlæg, er ingen af de to specielt kreative og Lawrence mistede endda sidenhen pladsen til den endnu mindre kreative, men langt kastende Rory Delap. I dag hedder Stokes kanter Jermaine Pennant og Matthew Etherington og det er tydeligt, at det netop er på disse pladser, Pulis lige fra starten har set muligheder for forbedring. Pennant og Etherington er nemlig begge meget hurtige og driblestærke og står for det kreative islæt på holdet. Ved at tilføre disse spillere, har Stoke stadig den fysiske grundstamme på resten af holdet, men nu også en anelse mere kreativitet og måske endnu vigtigere en helt ny form for kantspil, de ikke tidligere har set på Britannia Stadium. Dermed kan de store stærke angriber få de fornødne bolde at arbejde med i boksen. Derudover har tilføjelsen af Cameron Jerome givet en ny dimension til de store angribere, idet han er noget mere bevægelig samt hurtigere end resten af mulighederne i front. Hvis plan a ikke fungerer, har Pulis derfor nu også en plan b. Wilson Palacios er endnu et yderst fornuftig indkøb og måske det allerbedste af dem alle. Honduraneren er et fysisk pragteksemplar og har en motor uden lige, der er perfekt gearet til det tempofyldte spil på Stoke-midtbanen.

Etablering i Premier League

I Stoke er man naturligvis meget tilfredse med udviklingen og ikke mindst med det netop afsluttede transfervindue. År for år har man rykket sig en lille smule, og at man kan tilføre så stærke spiller som er tilfældet, viser blot hvor langt klubben har rykket sig på disse relativt få sæsoner. I denne sæson spiller man endda med i Europa League som følge af FA Cup-finaledeltagelsen sidste år. I de tre sæsoner The Potters har befundet sig i Premier League har man opnået placeringer som nr. 12, 11 og 13 og er i gennemsnit sluttet lidt over 11 point over nedrykningsstregen. I år er der ingen der tænker på nedrykning mere i Stoke, og dette med god grund. Tony Pulis har gjort et stort arbejde i klubben, der også har rykket sig uden for kridtstregerne: ‘That’s (Premier League) where we want to play, and the longer we are in the Premier League the club will grow because it will give us the finances to make it a stronger club. ’We are in the black, we have just built a brand new training ground, we are investing into other areas of the football club we would have never dreamt of if we hadn’t got into the Premier League.

Med de indkøbte spillere bør Stoke ikke komme i problemer i denne sæson, heller ikke selvom klubben får noget flere kampe at se til med de allerede garanterede kampe i Europa League gruppespillet. Målscoreren i sidste sæsons Premier League sagde 46-48, hvilket bevidner om et hold med en stærk defensiv, men også en lidt tandløs offensiv. I år har man endnu flere strenge at spille på, hvor især offensiven er styrket og Stoke-fansene kan derfor gå optimistiske ind til denne sæsons mange spændende kampe. Det er nemlig langt fra tilfældigt, at store trænere som Roberto Mancini og Arsene Wenger blandt andre har udtalt, at Stoke er et af de absolut sværeste hold at spille i ligaen og Britannia Stadium ikke bare er et sted man tager hen og cruiser sig til de tre point.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Gårsdagens ydmygelse af Arsenal var ikke blot det største nederlag til holdet i dets Premier League historie, men også første gang i 115 år, at London-klubben lukkede 8 mål ind i en kamp i den bedste række. Krisen kradser mere end længe og det er efterhånden de færreste Arsenal-fans, der kan gå optimistiske rundt og oprigtigt tro på, at klubbens seksårige trofæløse periode slutter i denne sæson. Hvor Arsenal-fansene gav en fantastisk præstation på Old Trafford, var de 11 spillere på banen anderledes magtesløse. United fejede rivalerne af banen, og kunne ret beset nemt have vundet endnu større, hvis skarpheden og koncentrationen havde været helt i top i alle 90 minutter. En meget hård skæbne for de ellers trofaste Arsenal fans, men også en udvikling som Wenger selv har bedt om at komme. Den mangeårige Arsenal-manager har nemlig i den grad sovet i timen og skal for mig at se ene mand have skylden for gårsdagens præstation. Det er noteret, at flere af gæsternes spillere faldt fuldstændig igennem, men hvad andet kan man forlange af Carl Jenkinson, Armand Traoré og co., når de som unge spillere kommer ind på et hold totalt uden rygrad. De fleste uprøvede spillere har brug for erfarne rollemodeller at læne sig opad og dem er der pt. ingen af i Arsenal, allerhøjest par med lidt god vilje.

Problemet på transfermarkedet

Arsenaltruppen skriger efter forstærkninger, især med tanke på storsalgene af Cesc Fabregas og Samir Nasri. Pengene er til stede, men tiltroen til Wengers evner på transfermarkedet er efterhånden også nået nulpunktet. I de seneste år af sin regeringstid, har franskmanden ændret klubben fra en traditionel titeludfordrer, til groft sagt at være en feederklub for de allerstørste rivaler. Fabregas og Nasri blev begge hentet som relativt uprøvede topspillere (Nasri dog som et kendt stortalent) og er nu solgt med enorm økonomisk gevinst, men også spillere som Mathieu Flamini og Aliaksandr Hleb forlod ”The Gunners” på et tidspunkt, hvor de var på deres allerhøjeste og spillede en central rolle i for holdet. Flamini er vel aldrig for alvor blevet erstattet og den samme frygt kan der være omkring de seneste salg.

Problemet i denne udvikling er nemlig som sådan ikke, at Wenger sælger spillerne. Når begge spillere åbenlyst ikke ønsker at fortsætte, er der i disse tider ikke meget en klub kan gøre. Dette kan man mene om hvad man vil, men er også et faktum efter flere sager på det seneste med dette bevist. Selvom jeg tror de fleste Arsenal-fans gerne havde set både Fabregas og Nasri blive, har Arsenal fået gevaldigt store beløb for de to spillere, altså mere end nok til at finde erstatninger på omtrent samme niveau. Det store problem er bare, at disse penge ikke bliver brugt og hvis de endelig gør, er det sjældent på spillere fra den allerhøjeste skuffe. Det er endda fair at sige, at Wenger længe har vist til interessen for Fabregas og Nasri og dermed også har vidst, at der har været en overvejende risiko for at miste dem begge. Især førstnævnte har flirtet med Barcelona i de sidste mange transfervinduer og gjorde det klart over for alle, at hans tid i Arsenal også ville få en ende. Wenger har derfor kunne forberede en tid efter de to stjerner og burde have været på forkant med situationen fremfor pt. at stå som en mere end presset mand. Naturligt nok rygtes flere spillere på vej til Arsenal i disse tide, men med blot et par dage til transfervinduet smækker i, er tiden så småt ved at rinde ud. Efter søndagens nederlag var Wenger naturligvis skuffet og forsikrede om, at klubben hårdt leder efter nye spillere: “We are working hard to sign players. If we find the right players, we sign them. We have the money to sign them if they strengthen our team,”.

Problemet indtil videre på transfermarkedet, har været at blive enige med sælgerne om priserne. Hvis bare nogle af de mange rygter taler sandt, har Wenger været aldeles nærig med pengene, men i dagens fodboldverden får man ingenting gratis og det må Arsenal også snart til at sande. Det er klart, at de sælgende klubber er indforstået med situationen i Arsenal og derfor er klar over, hvor meget ”The Gunners” har brug for nye spillere. De høje priser er derfor i nogen grad også selvforskyldt fra Arsenals side, idet de burde have lukket flere af handlerne for flere uger siden. Priserne skrues nu op og Arsenal mangler pt. mere end blot erstatninger for Fabregas og Nasri, hvis de skal slukke trofætørsten.

Der er nok ingen tvivl om, at Wenger nok skal få nået at afslutte et par handler i løbet af de næste 72 timer, men det altafgørende er kvaliteten af disse indkøb. Den sydkoreanske Park Chu-Young kunne meget vel ligne det første af slagsen, men vil blot skabe endnu mere uro blandt fansene. For selvom Monaco-angriberen de seneste sæsoner har imponeret i Ligue 1, er et backup køb til angrebet ikke hvad holdet allermest har brug for lige nu. Arsenal-fansene kræver store spillere og med god grund. Talenter har holdet nok af, men hvad der virkelig mangler, er folk med rutine, som disse kan læne sig opad. Indtil videre har Arsenal i dette transfervindue købt de tre teenagere, Carl Jenkinson, Joel Campbell og Alex Chamberlain samt Gervinho. I og for sig fire rigtig lovende spillere, men samtidig også spillere der ikke kan forventes at tage Premier League med storm fra dag 1. Tag bare Jenkinson som eksempel. Den unge højreback havde blot optrådt 9 gange for Charlton i League One inden sit skifte til Arsenal. I går var han naturligt nok magtesløs overfor Ashley Young og måtte forlade banen tidligere end sine medspillere som følge af to gule kort, hvilket blot slap ham for at blive mere rundtosset end tilfældet allerede var. En ubarmhjertig introduktion til Premier League og uden tvivl noget der vil sætte sig i baghovedet hos englænderen i langt tid i fremtiden. Hvis Wenger krydrede de mange talenter med nogle etablerede spillere, ville han udover at skabe en bedre balance på holdet også give de unge mere beskyttelse. Flere indkøb vil også sende et signal om større ambitioner end de nuværende præstationer lægger op til og samtidig forøge chancen for, at Arsenal kan holde på sine store spillere. Der er intet at sige til, at spillere som Fabregas og Nasri ønsker at skifte til større klubber. Holdet bliver med ved at skuffe og der gøres tilsyneladende ikke noget for, at ændre udviklingen. Troen på Wenger ser efterhånden ud til at være væk, især fra fansenes synspunkt hvor flere og flere ønsker franskmanden væk fra klubben.

Manglende bredde

Jeg ved godt, at Arsenal manglede flere af deres normale stamspillere og ifølge Wenger var det også en af årsagerne til det store nederlag: “We had eight players out today. Anybody would suffer with eight players missing.” men hvad det angår må jeg blot tilknytte mig Paul Merson og Gary Neville’s ”post-match” analyse omkring hvor mange af disse, der egentlig ville være i spil til startopstillingen hos Manchester United. Arsenal var uden Vermaelen, Squillaci, Gibbs, Wilshere, Diaby, Gervinho, Song og Sagna. Sidstnævnte er uden tvivl en af Premier Leagues bedste backs og Wilshere et kæmpe talent, men ellers ser jeg ikke de andre spillere som verdensklassespillere. Arsenal mangler i den grad Vermaelen og er styrket når han er tilbage, men han er samtidig ikke bedre end de spillere United har på den plads. Pointen er bare, at det langt fra er lutter klassespillere Arsenal har siddende udenfor og selv uden skader og karantæner (som de jo også selv er udenom) ville holdet heller ikke kunne konkurrere med de absolutte tophold. Samtidig kan man jo konstatere, at alle hold døjer med mange skader. United var uden Rafael, Valencia og den ellers så sikre forsvarskonstellation med Vidic og Ferdinand (dog på bænken). Forestil jer, hvis Arsenal udover Vermaelen også manglede Koscielny i forsvaret. Arsenals bredde er, på trods af de mange talenter, ikke god nok og det undrer mig i den grad også hvorfor man lod en spiller som Eboué gå til Galatasaray. Han var ingen fantastisk højre back (eller kantspiller), men havde trods alt spillet over 100 Premier League kampe for Arsenal og efterlod Jenkinson som eneste alternativ til Sagna. Dette er ikke det eneste eksempel på Arsenals manglende bredde. For mig at se, tvinges de unge talenter til at bruges og tage ansvar langt før de overhovedet er klar til det, hvilket man jo også så med Emmanuel Frimpong i sidste weekend, efter en ellers lovende debut. Og netop det med de lovende præstationer hos talenterne, er jo grundet til, at Wenger holder fast i sin filosofi. De har tydelige kvaliteter og viser ham nok hver dag på træningsbanen, at han har meget i vente fra dem. Derfor ærgrer det mig også på deres vegne, at de ikke køres ind på holdet på den optimale måde, men i stedet skal skræmmes af negative oplevelser som gårsdagens.

Wengers filosofi er da yderst beundringsværdig. Spillerne udvikles selv af klubben i et fornuftigt miljø og danner sammen et hold, der alle er opdraget med den samme spilforståelse. Som det køres for tiden, vinder det dog bare ingen trofæer. Seks år uden et trofæ, ikke engang en Carling Cup, er lang tid for en klub af Arsenals størrelse og fansene bør have krav på mere. Udefra ser det dog ikke ud til, at Wenger er synderlig interesseret i at ændre filosofien. Der skal heller ikke være tale om, at man decideret ændrer klubbens måde at gøre tingene på, for det er i høj grad dette der har været med til at forme klubben som den er i dag, men det er tydeligt for alle, at tingene skal optimeres. Selvom Wenger ikke mener, at indkøb er vejen ud af alt ondt, har han intet andet valg pt. Truppen er simpelthen for dårlig og milevidt fra Chelsea, Manchester City og Manchester United. Og sidstnævnte bør være et godt forbillede for Wenger, om end han vil det eller ej, på at man stadig kan vinde trofæer med unge spillere, hvis blot kombinationen er den rigtige. Arsenal har i lang tid haft ry for at have et meget ungt hold, men i går var London-klubbens startopstilling rent faktisk ældre end hjemmeholdets. Selvom der blot var tale om nogle hundrede dages forskel (begge hold havde en gennemsnitsalder på 23), lignede det David mod Goliat, med United som overmagten.

Ændringer kræves

Det nemmeste efter sådan et nederlag er, selvfølgelig at skyde skylden på manageren. Men i dette tilfælde virker det så åbenlyst, at hans job ikke gøres ordentligt. Om Wenger skal fyres eller ej, ved jeg ikke, men der skal uden tvivl andre boller på suppen. Fortsætter han den nuværende stil, er Arsenal meget hurtigt distanceret fra de andre storsatsende tophold, også selvom Wenger gør tingene på den romantiske måde.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

På lørdag kl. 13:45 finder det første store opgør sted i den nye Premier League sæson. Emirates Stadium danner rammen for opgøret mellem Arsenal og Liverpool, der er et møde mellem to medlemmer af den traditionelle Big-4. Selvom termen efterhånden hører fortiden til, kæmper begge klubber for en plads i blandt de første fire og dermed adgang til Champions League i næste sæson. Har man fulgt med i Premier League-optaktsserien, har man også kunne erfare, at det netop hovedsageligt er disse to klubber, kampen om fjerdepladsen skal stå imellem, med Tottenham som tredje udfordrer.

Mange spørgsmålstegn

Som sædvanligt er der sket masser af ting i Silly Season, som de foregående uger med daglige transferspekulationer så populært kaldes. Optakten har dog været af vidt forskellig karakter for lørdagens to kombattanter. Hvor Liverpool kun har haft forstærkninger til truppen i tankerne, har Arsenal haft nok at gøre med at forsøge at holde på deres stjerner. Dette ser dog heller ikke ud til at lykkes, da Samir Nasri en af de næste dage forventes at gøre den tidligere anfører Cesc Fabregas med selskab og forlade klubben. Det efterlader Arsene Wenger med en trup med flere spørgsmålstegn og nærmest et krav om forstærkninger. Arsenal-manageren, der ikke er kendt for at smide om sig med penge, har forsikret klubbens fans om at pengene er til stede og at han agter at bruge så meget som 40 mio. pund (340 mio kr) på nye spillere, hvis han vel og mærke finder de rigtige. For netop det sidste, har været kendetegnet for Wenger i sin regeringstid hos ”The Gunners”. Pengene bliver ikke brugt bare for at blive brugt, og i stedet for at købe stort ind, tyer Wenger ofte til unge spillere eller mindre kendte løsninger. Dette har betydet, at Arsenal-fansene først på Highbury og senere Emirates har set flere på forhånd ukendte spillere udvikle sig til topspillere, men også ført til, at de selvsamme fans ofte er endt i frustration over mangel på verdensstjerner. Derfor skal man nok heller ikke forvente, at Wenger går ud og bruger pengene på de allerstørste stjerner, men snarere forberede sig på, at han fortsætter stilen uden deciderede ”big-name signings”. Akkurat som det allerede har været tilfældet i dette transfervindue, med købene af Gervinho, Carl Jenkinson og Alex Chamberlain. Selvom man ikke altid skal tro på rygter, meldes franske Mathieu Valbuena og Marvin Martin på vej ind ad døren hos ”The Gunners” og det understøtter blot denne forventning. Misforstå mig ikke; begge spillere indeholder uden tvivl åbenlyste kvaliteter og har bevist sig i Ligue 1, men det er ikke verdensstjerner, der med sikkerhed vil være på niveau med Fabregas og Nasri fra starten af sæsonen.

I Arsenal bliver det derfor i den grad op til bredden, også at sikre europæisk bold af den allerfineste klasse til næste sæson. Og der bliver ikke en bedre anledning til at vise at man behersker dette, end i lørdagens opgør. Her mangler Arsenal nemlig flere af deres stamspillere. Gervinho og Alex Song er begge karantæneramt efter opgøret mod Newcastle i første runde og som om det ikke skulle være nok, er Jack Wilshere, Diaby, Kieran Gibbs og Johan Djourou alle yderst tvivlsomme.

Dette kan give chancen til flere uprøvede spillere. De to nyindkøb Alex Chamberlain og Carl Jenkinson er med i lørdagens trup, og kan begge få Premier League debut. De er begge unge spillere med potentialet til at gå ind stor fremtid i møde, og det er netop udviklingen af disse, Arsenal og Wenger måske bedre end nogen andre mestrer. Problemet i denne sæson kan blive, at disse talenter skal tage det store skridt tidligere end normalt, hvis holdet skal kæmpe med om medaljerne. Nasri og Fabregas var begge kendt for at tage dirigentstokken, når det kneb og med afgangene af disse ser Arsenal sig om efter en ny ”go-to-guy”. Wilshere imponerede i sidste sæson, men kan på trods af et stort talent ikke trække læsset alene. Muligheden er der for at hente en ny spiller ind, men Wenger ser ud til at have stor tiltro til unge Aaron Ramsey. Han spillede dog kun 8 kampe for klubben i sidste sæson og selvom det så lovende ud, er spørgsmålet om han hurtigt kan løfte arven fra stjernerne.

Som nævnt, er der derfor en masse ubesvarede spørgsmål omkring Arsenals hold og muligheder i den kommende sæson. Lørdag får de muligheden for at gøre nogle af kritikerne til skamme og vise at de indeholder langt mere end blot Fabregas og Nasri. Tabene af de to, åbner nemlig døren for en masse andre spændende spillere, og en sejr vil give Wenger lidt ro i kulissen og ekstra tid til at finde de helt rigtige erstatninger.

Forventet Arsenal-opstilling:

Szczesny
Sagna – Koscielny – Vermaelen – Gibbs
Rosicky – Ramsey
Walcott – Arshavin – Chamberlain
Van Persie

Edit: Gibbs og Rosicky meldes helt ude af truppen. Jenkinson forventes på venstreback og Nasri kan få et overraskende comeback på midtbanen, på trods af sin uafklarede fremtid.

Truppen på plads

Arsenal er dog ikke eneste hold med noget at bevise på lørdag. På trods af et godt transfervindue med flere spændende nytilkomne spillere, skuffede Liverpool i sæsonåbningen med blot 1-1 hjemme mod Sunderland. Kenny Dalglish forvandlede holdet i sidste sæson, men skal nu bevise at han også kan præstere, når det virkelig gælder. En ting er nemlig at skabe resultater, når allerede mere eller mindre er sat af i tabellen, noget andet er at følge med de tunge drenge hele vejen igennem. Lørdagens opgør falder derfor kærkomment for Anfield-klubben, der vil gøre alt for at vise at man virkelig mener det i år. Liverpool plejer at have det svært mod Arsenal, men med hjemmeholdets trupproblemer i mente, får Liverpool nok ikke en bedre mulighed for at vinde på Arsenals territiorium for første gang siden i over 11 år. Siden man vandt 1-0 i Arsenal i februar 2000, er det blevet til 7 nederlag og 6 uafgjorte kampe på banen. Som nævnt er Liverpool-truppen kraftigt forstærket og Dalglish har i modsætning til Wenger satset på spillere, som allerede har bevist sit værd i Premier League. Derfor kan man med rette forvente sig noget af den røde storklub, der efter et par år uden for top 4, i år ønsker at bryde tilbage. Klublegenden Steven Gerrard er ude et stykke tid endnu, men ellers har Liverpool så godt som den stærkest mulige opstilling klar til braget.

Ser man bort fra indkøbet af Enrique, der faldt for få dage siden, har Liverpool været tidligt ude med deres truptilføjelser. Charlie Adam, Stewart Downing og Jordan Henderson blev alle hentet med en måned eller mere til første turneringskamp, hvorfor Liverpool må forventes at have noget mere styr på opstillingen, end tilfældet er i Arsenal. De tre indkøb startede sammen med Enrique alle inde i første kamp, hvor især spanieren, Adam og Downing i første halvleg faldt godt ind i spillet. På papiret ser opstillingen efterhånden yderst lovende og stabil ud, men det er som bekendt ikke her fodboldkampene afgøres. Åbningskampen mod Sunderland viste nemlig også et par af de skuffende tendenser, klubbens fans de seneste sæsoner har måtte sande. På trods af en lovende start, formåede man nemlig ikke at afgøre kampen og Larssons flotte udligning sikrede gæsterne det ene point. I pre-season har Liverpool heller ikke skaffet gode resultater, men hvis holdet kan vinde på lørdag, er alt dette glemt og optimismen vil igen blomstre nær Merseyside-floden. Publikumsfavoritten Dirk Kuyt forventes at tage Jordan Hendersons plads på højrekanten. Ellers er startopstillingen, der voldte Sunderland store problemer langt hen i åbningskampen, formentlig uændret.

Forventet Liverpool-opstilling:

Reina
Johnson – Carragher – Agger – Enrique
Kuyt – Lucas – Adam – Downing
Suarez - Carroll

Lige kamp

I sidste sæson endte begge opgør mellem de to klubber 1-1. Især den sidste af slagsen glemmes nok sent af Arsenal-fansene. I det 10. overtidsminut udlignede Dirk Kuyt sin landsmand Robin van Persies føringsmål på et klodset straffespark begået af Eboué, der nu også er fortid i klubben. Igen i år kan der forventes en tæt kamp og det er nærmest er umuligt på forhånd at give et af holdene favoritværdigheden. Spørgsmålene er mange op til sæsonens første skæbnekamp, der udover at kunne give et forspring på 3 point også er en mulighed for begge hold at få momentum fra start. Vinderen vil kunne se tilbage på en godkendt sæsonstart, hvorimod taberen allerede vil befinde sig i et mindre hul og er tvunget til jagte konkurrenterne fra start.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Transfervinduet er godt i gang og flere klubber ser ud til at have fundet deres absolutte transferønsker. Problemet er selvfølgelig altid, at der skal to klubber til en handel og man får i dagens fodboldverden ingenting gratis. Nogle gange kan man dog blive nødt til at sælge, både for spillerens skyld, men også for ens egen økonomiske vinding. Her er mit (efter egen mening) realistiske bud på hvordan den engelske transferkabale kan gå op.

Hullet efter Fabregas

Det virker efterhånden mere og sandsynligt, at Cesc Fabregas får sit længe ventede skifte til Barcelona i stand. Med en storspillende Thiago i baghånden, kan man kan mene hvad man vil om det. Footballroom.dk har tidligere advaret Barcelona om et køb af Fabregas, men det er ikke det denne blog skal handle om.
Afsnittet er skrevet forudsat at Fabregas skifter til FC Barcelona.

I stedet vil jeg blandt andet fokusere på det hul Fabregas efterlader i Arsenal. Efter flere rygter om et skifte ser det ud til at London-klubben formår at holde på det andet offensive es Samir Nasri, i modsætning til Fabregas. Hvis Nasri bliver, vil han uden tvivl få en mere central rolle på holdet. Han har allerede flere gange bevist at han magter at overtage dirigentstokken og kan blive endnu bedre med mere ansvar på skuldrene. Det ser dog ikke ud til, at Arsene Wengér stiller sig helt tilfreds med dette. Et af de allerstørste kritikpunkter mod hans hold i de seneste trofæløse sæsoner, har været at Arsenal har manglet tyngde på midtbanen. Fodboldmæssigt har de spillet noget af det allerbedste fodbold man har set i England, men stabiliteten og trofæerne har altså udeblevet. Noget kan tyde på, at Wenger har tænkt sig at gøre op med dette. I disse dage rygtes det nemlig, at den mangeårige Arsenal-manager vil forsøge at lokke den til-salg-satte Newcastle stjerne Joey Barton til klubben.

Lad mig gøre det klart med det samme: Barton er på ingen måde nogen ny Fabregas, tværtimod. Hvor Fabregas er en elegant og sympatisk spanier, er Barton nærmest kendt for det absolut modsatte, nemlig en hårdt tacklende englænder. Joey Barton viste dog i sidste sæson at han kan langt mere end blot at rage røde kort og diverse skandaler uden for banen til sig. Med 9 assist i sidste sæsons Premier League viste englænderen med én landskamp på cv’et, endelig det fodboldmæssige potentiale som mange har skreget på at han skulle besidde. Selvom Wenger før har kritiseret Barton for hårde tacklinger mod sine spillere (senest mod Diaby), har han eftersigende også jagtet ham i et godt stykke tid. Nu er Barton så endelig fri på markedet og selvom han ikke er en typisk Arsenal-midtbanespiller, kan han muligvis besidde noget af det der mangles på midtbanen. Man skal huske på, at Arsenal sidste storhedstid var med den ligeledes hårdt tacklende og til tider arrogante Patrick Vieira på midtbanen. Barton minder lidt om Vieira og en Roy Keane for den sags skyld. Han er selvfølgelig et godt stykke fra deres niveau, men kan tilføre en ny dimension til Arsenal midtbanen og måske give noget af den hårdhed holdet har manglet. Det kreative som Fabregas tidligere har stået for, kan han så overlade det Nasri. ”Byttehandlen” vil selvfølgelig også give Arsenal en masse penge, som kan bruges til enten at styrke offensiven endnu mere, eller stabilisere forsvaret.

Modric til Chelsea

Et andet sted i London leder en anden storklub også efter en midtbanespiller. På trods af, at Villas-Boas har forsøgt at nedtone interessen i Luka Modric med, at der er flere spillere i sigte, tyder meget på, at den lille kroat er det absolutte største ønske på Stamford Bridge denne sommer. Tottenham har holdt fast i, at man ikke ønsker at sælge og slet ikke til rivalerne fra Chelsea. Det seneste dage, har billedet dog lignet et lidt andet.  I søndags var Tottenhams assistentmanager Kevin Bond nemlig ude og sige, at pengene kan blive for store, selv for dem: “We desperately don’t want to lose him, but everyone has a price.” Med Chelseas insisterende interesse og Abramovic i ryggen, ligner det et skifte. Luka Modric har været intet mindre end fantastisk de seneste sæsoner og vil være en perfekt tilføjelse til Chelsea-midtbanen, især nu da Essien er ude i længere tid.

Hullet efter Modric

Sælger Tottenham Modric, vil de nøjagtig lige som Arsenal også have et hul at skulle fylde. Spurs er også nævnt som en bejler til Joey Barton, men også Scott Parker har været kraftigt på tale til klubben, både som lejeaftale og permanent køb. Selvom snakken er forstummet lidt på det sidste, vil et salg af Modric igen sætte gang i spekulationerne. I disse dage overvejer Parker om han skal følge med West Ham ned i The Championship, men skulle Tottenham stå med et flot kontrakttilbud, tror jeg ikke beslutningen er svær for Parker. West Ham-spilleren var et af de få lyspunkter hos de overraskende nedrykkere og formåede på trods af holdets magre resultater, at spille sig helt ind i varmen hos Fabio Capello og det engelske landshold. Som spiller minder Scott Parker en del om Modric. Med teknisk styrke, pasningssikkerhed og stor bevægelighed, er Parker en light-udgave af Luka Modric og vil kunne påtage meget ansvar på Spurs midtbanen. Lige netop med hensyn til det sidstnævnte, er han måske endda bedre stillet end Modric. Dermed vil West Ham skille sig af med en af sine absolutte mest løntunge spillere, samtidig med at Parker kan beholde sin plads på landsholdet og spille Premier League bold igen. En win-win situation for begge hold. Tottenham vil tjene kassen på Modric og få en billigere erstatning ind (dog ikke på helt samme niveau), der vil frigøre midler til den angrebsstjerne klubben længe har skreget efter.

Dermed har den store transfermølle været i gang og kabalen kan gå op. Barcelona får sin længeventede og fortabte søn tilbage, Arsenal får den fysik de til tider kan mangle, Villas-Boas får sit drømmeindkøb og Tottenham sin billige erstatning. Samtidig kommer Newcastle endeligt af med deres problembarn og West Ham får skåret i lønbudgettet.

Edit: Minder endnu en gang om, at blogindlægget ikke har til formål at diskutere, hvorvidt Barcelona køber Fabregas eller ej.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

- Nu med stor Premier League Optakt

Følg os på twitter

Følg os på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Edit: Har rettet overskriften fra: “Har Fergie fundet ny Keane?”, da det måske er mere interessant at fokusere på om Fergie er ude efter en type som Barton. - Barton afviser skifte på sin twitter.

Sunday Times bringer i dag et af de allermest overraskende rygter i Engelsk fodbold. Avisen mener nemlig at vide, at Sir Alex Ferguson kraftigt overvejer at hente Joey Barton ind til den centrale midtbane.

“Work hard, play hard”

På trods af Uniteds fortsatte succes i Premier League de seneste år, mener mange stadigvæk, at mestrene har savnet vildskab på midtbanen siden Roy Keane stoppede i klubben i 2005. Netop denne vildskab kan Barton om nogen tilføje de røde djævle, og både som person og spiller minder Keane og Barton meget om hinanden. De to hårdføre personligheder har begge flere kriminelle sager på halsen uden for banen, hvilket for Barton betød at han ikke kunne komme med Newcastle på preseason-turné til USA denne sommer på grund af strikse regler om ikke at lukke tidligere straffede kriminelle ind i landet. I stedet måtte Barton tage med reservetruppen til Holland.

Keane, der i dag er ledig på trænermarkedet siden hans fyring fra Ipswich i januar, levede især i sin unge karriere efter mottoet “Work hard, play hard”. Det gik ud på, at Keane arbejdede så hårdt som muligt på træningsbanen og i kampene, for så at kunne leve det vilde liv i sin fritid. Det foregik ofte på diverse barer, hvilket også medførte adskille voldssager.
Keane og Barton er ligeledes begge kendt for at gå forrest. Keane var i store dele af sin karriere anfører i Manchester United, og Joey Barton har da også båret anførerbindet adskillige gange i sin karriere. De er begge meget åbenmundet og har også begge offentligt kritiseret med- og modspillere. Keane især i sin selvbiografi, hvor han var ude efter et hav af personligheder, især hele set-uppet omkring de irske landshold. Barton har på trods af han blot har optrådt en enkelt gang på det engelske landshold heller ikke set sig for fin til at kritisere landsmænd, og var i sin korte landsholdskarriere ude efter blandt andre Steven Gerrard og Frank Lampard for ikke at have hjertet med, når de spillede for de tre løver.

Samme spillertype

Også på banen minder de to meget om hinanden. Joey Barton fik sin professionelle debut for Manchester City og var dengang udråbt som et kæmpe talent med potentiale til at nå de helt store spillere i England. Selvom han ikke helt har nået dette niveau, spillede han i sidste sæson for Newcastle sin vel nok bedste sæson nogensinde. Barton er en hårdtarbejdende to-vejsspiller, der ikke ligger fingre imellem i tacklingerne. Nøjagtigt lige som Roy Keane i sin storhedstid. På trods af Keanes ry som en kompromisløs oprydder, glemmer mange, at han også var i stand til at drive sit hold frem af banen og især tidligt i karrieren var god til at komme ind i modstanderens felt. I sæsonen 99-00 nettede han 12 gange for Manchester United, ligesom han i sin tid i Nottingham Forest slog igennem som en dynamisk box-til-box spiller. Keane blev rigtig nok mere defensiv med årene, og Barton dækker nok også banen lidt længere fremme end Keane, men sammenligningen er stadigvæk værd at drage. Både Keane og Barton har hyppigt optrådt i dommerens sorte bog, og er begge blevet kritiseret for at gå over stregen. Keane har stadig rekorden (delt) for flest røde kort i engelsk fodbold, med 13 udvisninger i hele sin karriere. Barton er pt. på 4 røde kort i sin karriere, men er udover det en af de spillere med allerflest begåede frispark i Premier League og går for at være en af de mest beskidte spillere i engelsk fodbold.

Sats eller kup?

På trods af de mange frispark, røde kort og skandaler er det tydeligt, at Joey Barton, nøjagtig lige som Roy Keane var, er ufattelig vigtig for et hold, præcis som han har været det for Newcastle i år. Udover 4 scoringer lavede Barton hele 18 assists i 32 kampe i sidste sæson. Hans talent er indiskutabelt, men noget kan også tyde på, at han endelig er ved at blive voksen. Med sine 29 år når han aldrig Roy Keanes niveau, men han kan blive en spændende tilføjelse til United-truppen, hvis rygterne på nogen måde skulle tale sandt. Med blot ét år tilbage af sin nuværende kontrakt kan han erhverves billigt. og rygterne går på at prisen ikke er højere end 2 millioner pund (17 millioner kr.) for midtbanespilleren.
Om han kan løfte sit niveau endnu mere i en endnu større klub end Newcastle er et godt spørgsmål, og med en alder tæt på de 30 skal det også være nu for Barton. Måske er det dog allerede for sendt at indfri det store potentiale han altid har haft, men for 2 millioner pund tror jeg Fergie kunne gøre et mindre kup ved at hente Barton, hvis han vel og mærke samtidig kan acceptere, at han nok ikke kommer til at spille hver gang. At det højst sandsynligt blot er et rygte, og et skifte måske slet ikke er på tale, er en helt anden side af sagen.

Tilføjelse:
På trods af, at United til sidst kunne krone sig som engelske mestre, var de flere gange i problemer undervejs i sæsonen og havde især store problemer på udebane. Det helt store problem her var at kontrollere midtbanen, og måske netop derfor kigger Fergie efter spiller som Joey Barton der kan vinde slaget i maskinrummet. Efter Hargreaves’ deroute er Fletcher vel det nærmeste man kommer på én der besidder denne evne, og selvom Fletcher har udviklet sig på mange punkter, har han stadig et stykke til de allerbedste tacklere centralt. Det kunne løse nogle af holdets problemer fra sidste sæson, at bringe en kompromisløs (mere eller mindre) mand ind, der samtidig kan spille fodbold.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg os på twitter

Følg os på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

14/7-2011

Kære Adel

Jeg ved det er lokkende, når store klubber er interesserede, men tænk dig nu for din egen skyld en ekstra gang om. Du har spillet din livs sæson, tjek. Du er gjort til anfører, tjek. Du er lige rykket op i verdens bedste liga (top 2), tjek. Og først og fremmest; du er fuldstændig sikker på spilletid og en absolut hovedrolle i den næste sæson, tjek. Hvad mere kan du forlange lige nu?

Må jeg minde dig om, at du for første gang i din karriere er stamspiller. Inden dit ophold i Queens Park, har du spillet 16 betydningsfulde kampe for et førstehold. 16! Tænk tilbage på hvordan din karriere var dengang, og hvordan den er taget fart efter du har fået tillid. Vi ved begge, at du er en spiller, der kræver opmærksomhed. Ærligt talt, lige så god du har været på banen den sidste tid, lige så svær kan du være at styre og holde nede. Neil Warnock er en mester til at finde den rette balance, og du gør klogt i at holde fast i ham. Du drømmer nok om de store klubber lige som alle andre, men du ved samtidig hvordan det gik sidst du tog springet, og der er milevidt forskel på den rolle du har i QPR, og den rolle du vil få for - lad os sige - Arsenal eller Tottenham.

Du har rykket dig meget, men stadig ikke præsteret noget som helst set i det store billede. Du har bevist at du kan spille Championship, men dit ophold i Tottenham, gør at folk kan have visse betænkeligheder ved din modenhed, både som person og spiller.

Du har endnu ikke bevist, at du er god nok til klubber som Manchester United og Real Madrid. Det har du chancen for at gøre i denne sæson. Tag en sæson med QPR og vis hvad du står for. Med den rette indstilling kan du tryllebinde folk omkring Premier League allerede i denne sæson, men det kræver, at du er fokuseret på den opgave du har i din nuværende klub, og ikke tænker på hvor du ellers kunne løbe rundt henne. For som du selv har erfaret fra din egen karriere, kan du lige så godt ende på bænken i en topklub. Gør dig selv den tjeneste ikke at begå samme fejl igen og lade det stige dig til hovedet. Vis dit værd før du drømmer om de store trofæer.

Så for din egen skyld, bliv du en sæson i QPR, eller hvis du endelig skal finde en ny klub, så find en der minder om din nuværende og find en træner der kan garantere dig stjernestatus. Så ved vi begge at du kan tage Premier League med storm, og med tiden (måske allerede næste sommer) kan begå dig i en af de helt store klubber.

Jeg tror på dig!

Edit: Brevet er tiltænkt som en kommentar til transferrygterne omkring Taarabts fremtid og er, på trods af dets form, ikke i første omgang henvendt til Adel Taarabt selv.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg os på twitter

Følg os på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Sølle ét point sendte Premier League overraskelsen Blackpool ned i den anden bedste engelske række igen. Miraklet lå ellers længe og lurede, da de orangeblusede en tredjedel inde i anden halvleg førte på mægtige Old Trafford. Blackpool skulle dog ikke blive det første hold til at vinde på mestrenes hjemmebane i sæsonen, og måtte derfor sande at de, på trods af en hæderlig sæson, ikke helt kunne snyde de eksperter, der allerede på forhånd havde dømt dem nede. Nu må de igen ned i den utilregnelige Championship, hvor jeg spår dem til at få mere end svært ved at gentage mesterstykket fra 09/10 sæsonen, hvor det endte med sejr i Playoff finalen.

Et friskt pust

For den neutrale fodboldfan var Blackpool et spændende bekendtskab og en kontrast til nogle af de andre bundhold. Anført af den farverige manager Ian Holloway stod Blackpool udover typiske dyder som fight og vilje, også for teknisk og hurtig fodbold ved jorden, der oftest gik igennem de to musketerer på midtbanen David Vaughan og Charlie Adam, med sidstnævnte som den helt store spiller. Når det kørte for dem, som det især gjorde i første halvdel af sæsonen, havde selv de største hold problemer med miniputterne, der formåede at slå Liverpool i begge opgør, ligesom de førte undervejs både ude og hjemme mod Manchester United.

Stjerner væk

Tiden er dog efterhånden en anden nu, og en stor del af profilerne fra sidste sæson er nu fortid i klubben. Formand Karl Oyston har flere gange takket spillerne for deres indsats, og sagt at han ikke vil stå i vejen for, at de spillere der har bevist at de kan begå sig i Premier League kan tage en tørn mere i den bedste række. Dette har betydet, at udover de førnævnte dirigenter, Vaughan og Adam, meldes også topscorer DJ Campbell på vej ud af Bloomfield Road, med et skifte til West Ham som mest sandsynligt, ligesom Luke Varney ikke forlængede sin lejeaftale.

Kaptajn Adam var på forhånd udråbt til holdets største profil, da han fra sin position centralt på midtbanen nettede 16 gange i the Championship. Han skuffede langt fra og viste undervejs en imponerende vilje og fokus på trods af interesse fra flere storklubber. Med sine 12 mål og lige så mange assist vil han i den grad blive savnet. Det lå dog længe i kortene, at uanset om Blackpool reddede sig eller ej, var Adam for stor til at ligge og rode i bunden og det bliver spændende at se hvordan den hårdtarbejdende skotte falder ind i en trup i Liverpool, hvor han på forhånd ikke er stjernen.

David Vaughan var den mindst glamourøse af de to midtbanespillere, men måske lige så vigtig som Adam. Med sine 35 kampe fra start, var han den anden mest benyttede Blackpool spiller efter forsvareren Ian Evatt. Vaughan, en ydmyg og pasningssikker midtbanespiller får følgende ord med på vejen fra Oyston:

“David Vaughan was probably our best player. He’s gone to Sunderland and I’m sure he’ll do very, very well for them.”

Tabet af ham skal derfor heller ikke undervurderes, og Sunderland har i mine øjne gjort en yderst klog handel ved at hente Vaughan på en fri transfer.

DJ Campbell var en af de få spiller der allerede havde været en tur i Premier League før. I 05/06 sæsonen spillede han for Birmingham, dog med yderst begrænset succes. Dette tog han dog i den grad revanche for sidste sæson, da han blev holdets topscorer og stod for 13 mål og 6 assist i 31 kampe. I det hele taget var det offensiven der var Blackpools helt store styrke. I de 38 Premier League kampe lavede man 55 mål, hvilket var lige så mange som Tottenham, der sluttede på femtepladsen. Årsagen til nedrykningen skal derfor findes i defensiven der lukkede hele 78 mål ind. Derfor kan det i den grad bekymre, at klubbens to topscorere nu er fortid i klubben. Luke Varney med 5 sæsonmål (delt fjerdeplads på intern topscorerliste) er ligeledes væk.

Svær sæson

Jeg frygter for Blackpool, og den ellers sympatiske og åbenmundede Holloways fremtid og forudser rent faktisk, at de kommer tættere på bundstriden end oprykningskampen i den kommende sæson. Det bliver således hverdag igen i klubben med langt det mindste stadion i den foregående Premier League og det kan blive svært for spillerne at motivere sig, når de lander i ingenmandsland midt i rækken (hvis det da ikke går dem værre).

Ian Holloway skabte liv i medierne og jeg er en kæmpe beundrer af ham både ude- og inde på banen, men jeg kan også frygte at selv han kan miste noget af sin magi, når rampelyset bliver mindre og hele verden får ham lidt på afstand. Hvis resultaterne udebliver, kan spillerne blive trætte af hans tilgang, især hvis flere af spillerne er blevet forvænte med Premier League-bold, for det er noget helt andet de skal ned til nu igen.

The Championship er nemlig endnu mere præget af fysik og fight end Premier League er. Flere store hold har måtte sande, at vejen igennem turneringen ikke går igennem poleret fodbold. Blackpool gjorde det dog mere eller mindre sidst de var der, og Swansea har netop gennemført samme bedrift, men forskellen på Blackpool holdet fra sidste besøg og det nuværende, er at der dengang var spillere som Adam der kunne afgøre kampene for dem.

Blackpool kan selvfølgelig stadig nå at hente erstatninger og ind er også kommet Kevin Phillips, men han er efterhånden blevet 37 (snart 38) og selvom han er en af mine absolutte yndlingsangribere gennem tiderne, tvivler jeg på han kan flytte det helt store. Med afgangen af de største stjerner, tvivler jeg også på at Blackpool kan overbevise store profiler om, at klubben på længere sigt har at finde i Premier League.

Et frækt bud ville være at Blackpool rykker ned endnu en gang til odds 17. Det er selvfølgelig noget af en påstand, men med et stadigt haltende forsvar og nu måske tandløs offensiv tror jeg, at de får det mere end svært og prøver for sjovs skyld med et langskud.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg os på twitter

Følg os på facebook