Footballroom.dk

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Footballroom.dk hylder trofaste fans med en serie om klassiske klubsange. Uden fans ville fodbold ikke tilnærmelsesvist være hvad det er. Hvem er ikke blevet rørt når 50.000 tilskuere synger i kor? Vi bringer historierne om hvordan sangene fik tilknytning til klubberne og blev så populære som de er. Disse indlæg er derfor af mere beskrivende karakter end de blogindlæg der har analyseret begivenheder i fodboldverdenen. Andet indlæg i serien handler om Birmingham og ”Keep right on”.

Andre artikler i serien:
West Ham – ”Blowing bubbles”

Tekst (Birmingham udgave):

As you go through life, 
It’s a long long road,

There’ll be joys and sorrows too,

As we journey on,

We will sing this song,

For the boys in royal blue,

We’re often partizan,

We will journey on,

Keep right on to the end of the road,

Keep right on to the end,

Though the way be long,

Let your heart beat strong,

Keep right on to the end,

Though you’re tired and weary,

Still journey on, ’til you come to your happy abode,

Where all the love, you’ve been dreaming of will be there.

WHERE? At the end of the road, Birmingham! Birmingham!

I Englands næststørste by findes en klub, hvis supportere især oplever mange op- og nedture. Et mere rammende eksempel på dette end den netop overståede sæson finder man nok ikke. Alt var liv og glade dage, da man d. 27. februar kunne løfte Carling Cup trofæet i vejret i jubel, men her blot et par måneder senere må fansene overraskende sande, at Premier League tilværelsen skiftes ud, med en sæson i the Championship. På trods af dette har Birmingham fansene altid været et af det mest loyale publikum i England og netop deres vilje til at kæmpe videre handler sangen ”Keep right on (to the end of the road)” om.

Sang på arbejdet

Som med enhver god historie, starter historien om ”Keep right on” et godt stykke tilbage i tiden. I 1870 blev en mand ved navn Harry Lauder født i Edinburgh, Skotland. På dette tidspunkt var Edinburgh ramt af alvorlig fattigdom og da Harry var den ældste af otte søskende, var der problemer nok med at forsørge familien.

Bedre blev det ikke, da Harry som tolvårig havde mistet begge sine forældre og var tvunget i arbejde. Han fik først job på den lokale hørmølle, men skiftede i sine sene teenageår dette ud med et arbejde i kulminerne. På trods af de utrolig dårlige forhold han arbejdede under, blev dette starten på et helt nyt liv for Harry Lauder.

Ensomheden på arbejdet fik nemlig Harry til at synge for at holde humøret oppe, imens han svedte i kulminen. Angiveligt havde han dog så god en stemme, at flere medarbejdere opfordrede ham til at kvitte arbejdet, for i stedet at satse på sangstemmen. På trods af betænkeligheder, meldte Harry sig alligevel til en talentkonkurrencer. Harrys stemme begejstrede dommerne og han blev hurtigt inviteret til at synge til forskellig begivenheder og i varieteer. Harrys sangkarriere udviklede sig nu med stormskridt og inden han fik set sig om, var han den bedst betalte entertainer i sin tid.

Soldatersang

I 1914 kom 1. Verdenskrig og det satte sit aftryk på Europa. Harry Lauder, der stadig havde succes med sin underholdning, satte et stort arbejde i at arrangere shows med formål underholde de britiske tropper i tjeneste i udlandet. Harry blev dog hurtigt selv pårørt af krigen, da hans egen søn i 1917 døde i kamp. Midt i sorgen modtog Harry et brev fra en officer, der var i tjeneste sammen med sønnen. Harrys søn blev beskrevet som en sand leder, og han havde i sine døende ord beordret sine tropper til at ”carry on”. Harry blev så berørt at han besluttede sig for at skrive en sang til ære for sin søn og sådan kom ”Keep right on to the end of the road” til verdenen.
Harry fortsatte med at underholde til ære for soldaterne, og sluttede nu altid af med at spille ”Keep right on”, der hurtigt udviklede sig til en skots klassiker. D. 26. februar 1950 døde Harry Lauder i en alder af 79.

Koblingen til Birmingham City

“Keep right on” var nu en velkendt sang, ikke kun i Skotland, men i hele Storbritannien. Der skulle heller ikke gå længe før sangen bredte sig til fodboldstadions, om end koblingen var en pudsig historie.

I 1954 blev en træner med et noget usædvanligt ritual nemlig ansat i Birmingham. Ritualet, fandt sted når spillerne kørte i bus. Som et middel mod nerver, beordrede han spillerne til at synge i kor på deres vej til diverse stadions. I 1956 skulle Birmingham møde Leyton Orient i en FA Cup kamp. Da kampen var slut viste måltavlen 4-0 til Birminghan og på vej til stadion blev ”Keep right on” sunget blandt andre:

“I remember singing a couple of Scottish favourites as my ‘party piece’, one of which was ‘Keep Right On to the End of the Road.” Alex Govan, Birmingham legende.

Succesen gav spillerne mod på mere og ritualet fortsatte op til den meget svære kvartfinalekamp på udebane mod Arsenal. Undervejs blev flere sange sunget, men spillerne vendte igen og igen tilbage til “Keep right on” og på vej til Highbury nåede stemningen i bussen hidtil uhørte højder:

“The skipper, Len Boyd, was belting out ‘Any Old Iron’ for the umpteenth time when the gaffer bellowed up the coach, ‘Let’s have one from Scotland, Alex’. I duly obliged with ‘Keep Right On to the End of the Road’ once again. This time some of the other lads joined in the chorus and one by one they quickly caught onto the words, we sang it again and again until the entire coach was rocking as we pulled up outside Highbury!” Alex Govan.

Det var en varm dag, så vinduerne i bussen var rullet ned da spillerne ankom til stadion. Som altid stod der Birminghamfans klar til at modtage spillerne og da fansene hørte spillerne synge, begav de sig til at synge med på den kendte sang. Med god støtte fra fansene og ”Keep right on” vandt Birmingham kampen 3-1 og nåede finalen i turneringen, hvor de dog matte se sig slået af Manchester City. På trods af dette var en ny trend startet, og den dag i dag synger Birmingham fansene stadig “Keep right on”. Teksten er dog sidenhen ændret en smule for at tilpasse den til fodbolden, men betydningen er den samme.

Se Birmingham fansene synge “Keep right on”

Frit oversat fra Eric Partridge artikel på Birminghams officielle hjemmeside.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg os på twitter

Følg os på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Footballroom.dk hylder trofaste fans med en serie om klassiske klubsange. Uden fans ville fodbold ikke tilnærmelsesvist være hvad det er. Hvem er ikke blevet rørt når 50.000 tilskuere synger i kor? Vi bringer historierne om hvordan sangene fik tilknytning til klubberne og blev så populære som de er. Disse indlæg er derfor af mere beskrivende karakter end de blogindlæg der har analyseret begivenheder i fodboldverdenen. Første indlæg i serien handler om West Ham og ”I’m forever blowing bubbles”.

Tekst:

“I’m forever blowing bubbles,

Pretty bubbles in the air.

They fly so high, they reach the sky,

And like my dreams they fade and die.

Fortune’s always hiding,

I’ve looked everywhere …

I’m forever blowing bubbles, pretty bubbles in the air.”

I Østlondon ligger en klub der i dén grad er kendt for deres fans. Få minutter før hver hjemmekamp synges den efterhånden legendariske ”I’m forever blowing bubbles” i kor af de godt og vel 35.000 tilskuere på Boleyn Ground. Sangen, der først blev sunget på stadion i slutningen af 1920’ern, er sidenhen blev et synonym med West Ham men hvordan blev den overhovedet forbundet med klubben?

Over Atlanten til Europa

Der er flere forskellige versioner og udgaver af hvordan sangen fik sin tilknytning til klubben, men én af de mest troværdige gengiver West Hams klubhistoriker John Helliar.

Året er 1918 og vi befinder os i USA. Brodwaymusicalen ”The Passing Show of 1918” er godt i gang, da en hidtil ukendt sang spilles for første gang. Sangen, ”I’m forever blowing bubbles”, er skrevet af John Kellette og udkommer først rigtigt året efter sin debut. Sangen og, musicalen i det hele taget, får voldsom succes og breder sig hurtigt videre fra det amerikanske kontinent over Atlanterhavet til Europa. Samtidig i England i denne tid, er der nemlig godt gang i musik- og teaterlivet. Det er her folk samles når de skal underholdes, og det er netop her på scenen, at især Miss Dorothy Ward slår igennem med hendes version af ”I’m forever blowing bubbles”.

Bubbles

Sangen er dermed nu blevet et hit i England, men der er stadig et stykke til at sangen bliver adopteret af West Ham fansene. I England har der altid været stor interesse for det såkaldte ”schoolboy soccer” og det var dengang ikke unormalt at der kom over 1.000 tilskuere til de 14-årige drenges kampe i West Ham området. En af de allermest succesfulde skoler var Park School fra Upton-området. Rektor på skolen, Cornelius Beal, var udover at være fodboldentutiast også meget interesseret i musik. Beal skulle eftersigende også have haft talent indenfor dette og interessen for musik kom således også til udtryk under Park Schools kampe. Beal omskrev teksten til netop sangen ”I’m forever blowing bubbles” til de enkelte spillere og det var så meningen at de fremmødte tilskuere skulle synge disse sange, hvis en spiller havde gjort det godt. Disse sange var udover starten på ”Bubbles” i West Ham, også de første tegn på den stemning vi i dag kender fra engelsk fodbold.

Inden vi går videre i historien, skal vi lige godt og vel 50 år tilbage i tiden igen. I 1886 malede Sir John Everett Millais nemlig et maleri der også skulle få betydning for West Ham. Billedet, der forestiller Millais 5-årige søn, blev sidenhen meget kendt og fik titlen ”Bubbles”, fordi der ved siden af drengen er en sæbeboble han selv har pustet op. Tilbage i starten af 1920’erne spillede en dreng ved navn Billy Murray for Park School. Han skulle angiveligt ligne drengen fra det kendte ”Bubbles” maleri og fik derfor tilnavnet ”Bubbles” som fulgte ham resten af livet. Billy ”Bubbles” Murray fik dog aldrig debut for West Hams førstehold, men spillede sammen med andre kommende West Ham legender mod Liverpool for 30.000 tilskuere i en Championship finale på Upton Park i 1920/21 sæsonen. Rektor Mr. Beal var altid til stede og hans sange blev nu sunget af flere og flere, hvilket også betød at ”I’m forever blowing bubbles” nu bredte sig til førsteholdets kampe. I den næste tid blev der endda ofte hyret et firmaband til at spille sangen 20 mintter før kick off og i pausen af West Hams hjemmekampe. Et medlem af firmaet skrev i 1983 i et magasin om sine minder fra tiden:

“We played “Bubbles” and it very quickly became a favourite with the crowd. If we did not play “Bubbles” the crowd would sing it - so we always played it just before the kick-off.”

På den måde blev sangen et fast inventar til West Hams hjemmekampe og har været det lige siden. Det var især fansene der var placeret i det såkaldte ”Chicken Run” område der sang med. I dag ligger East Stand i dette område.

Sunget flere steder

Op igennem 1900-tallet kunne sangen høres flere steder, hvorend Hammers fansene kom hen. Således blev den flere gange sunget på Wembley; første gang i League War Cup finalen i 1940 og igen i FA Cup finalen mellem West Ham og Preston i 1964. Året efter tog West Ham fansense sangen med sig rundt i Europa da West Ham spillede i European Cup Winners Cup og den skulle eftersigende også være hørt under VM slutrunden i 1966. Her vandt England sit første og eneste verdensmesterskab med de tre West Ham-spillere, Bobby Moore, Geoff Hurst og Martin Peters, i truppen.

Det er sidenhen kommet frem, at Swanseas fans også benyttede sig af ”I’m forever blowing bubbles” til deres hjemmekampe i perioden 1920-26 og at de muligvis også var de første til at synge sangen på Boleyn Grund i FA Cuppen i 1920. Den er dog ikke tilnærmelsesvis blevet taget til sig hos Swansea i en grad som den er i Østlondon.

Se West Ham fansene synge ”I’m forever blowing bubbles” her:

http://www.youtube.com/watch?v=Q-a69_Hm3gI

Størstedelen af infoen er fra John Helliars beretning til West Hams officielle side.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg os på twitter

Følg os på facebook