Footballroom.dk

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Da Reading mandag aften valgte at fyre manager Brian McDermott var jeg langt fra overrasket. Ikke fordi jeg synes det er en rigtig beslutning, men fordi fyringen er i god tråd med den tendens, der især er opstået i det sidste årti i Premier League.

McDermott blev fyret ovenpå en stime på fire nederlag i træk og en situation, hvor Reading er placeret fire point under stregen. Det i sig selv kan godt retfærdiggøre en fyreseddel, men det er bare langt fra sikkert, at et trænerskifte altid er den bedste løsning.

Desperat forsøg på redning

For selvom statistikker over de sidste to sæsoner (12/13 ikke medtaget) viser, at et trænerskifte har en positiv effekt på de første seks kampe, vil dette hurtigt aftage med tiden. Ud af de 9 trænerskifte der blev foretaget fra sommeren 2010 til sommeren 2012, er det kun Newcastle’s Alan Pardew, der af de overtagende managere, stadig sidder i jobbet.

Nogle gange kan en trænerfyring være den rigtige løsning, men i England har der i de sidste mange sæsoner været en tendens til, at diverse oprykkerhold hurtige har været til at fyre deres managere, hvis de i den efterfølgende sæson har kæmpet med i bundstriden. Men er det ikke naivt at tro andet, end at man som oprykker vil komme til at befinde sig i bunden? Det er som om klubberne helt glemmer, hvem der i første omgang formåede at sikre oprykningen. Således har nu to af oprykkerne til denne Premier League sæson allerede fyret deres manager – det ene hold endda fra en placering over nedrykningsstregen.

Brian McDermott kom til som manager for Reading i december 2009, da han efter Brendan Rodgers fik rollen som caretaker, inden han godt en måned efter fik tilbudt jobbet permanent. På det tidspunkt lå Reading kun lige over nedrykningsstregen i den næstbedste række, men dette fik McDermott hurtigt vendt til en flot 9. Plads, samtidig med at Reading for første gang i 83 år nåede semifinalen i FA Cup’en. Året efter fortsatte klubben fremgangen, men måtte desværre se sig slået af Swansea i playoff-finalen om oprykning til Premier League. Året efter var der dog ingen slinger i valsen. Reading vandt The Championship foran Southampton, blandt andet via 15 sejre i de sidste 17 kampe. McDermott fik meget ros for sit revolutionerende lederskab, hvor spillerne i høj grad selv måtte bestemme hvornår og hvor meget de ville træne. Dette var stærkt inspireret af arbejdsfordelingen på Google’s arbejdsplads og betød, at spillerne trænede mere end nogensinde før. Succesen gjorde, at McDermott blev kåret til årets manager 11/12.

Umulig opgave

Nu er Brian McDermott så fortid i klubben, der i sommers blev overtaget af den russiske forretningsmand, Anton Zingarevich. På trods af dette, har Readings fremgang ikke været finansieret af dyre indkøb. Da Reading, efter hvad der blev McDermott’s sidste kamp, i weekenden tabte til Aston Villa udtalte manageren, at modstanderens nye stjerneangriber Christian Benteke kostede mere end hele Reading-holdet tilsammen. Om dette er helt sandt, er svært at vurdere, men belgieren blev købt for 10 mio. pund, hvilket er mere end hvad McDermott har brugt på spillere i hele sin periode som Reading-manager. Dette symboliserer måske allertydeligst hvilket kæmpe stykke arbejde McDermott har gjort for Reading, og lige så meget hvilken nærmest umulig opgave manageren har været på i Premier League. Fyringen er et desperat forsøg på at redde klubben i denne sæson, men muligvis ikke det bedste træk på lang sigt. Derudover er det langt fra sikkert, at en ny manager vil kunne lukke hullet på fire point – især med tanke på den nuværende spillertrup.

Paradoksalt nok fyrede Readings oprykningsrivaler Southampton også deres manager for få måneder siden. Dette endda på et tidspunkt, hvor Nigel Adkins’ hold befandt sig 3 point over stregen. Alligevel blev Adkins fyret, på trods af at have taget Southampton fra League 1 til Premier League på kun to sæsoner og efter en periode med kun to nederlag i sine seneste 12 kampe. Sidenhen har The Saint kun vundet en enkelt gang ud af syv mulige.

Fergie havde ikke overlevet tendensen

Den stigende konkurrence i Premier League har betydet meget kortere snor for managerne. Denne udvikling har Alex Ferguson flere gange kritiseret og skotten var også i forbindelse med fyringen af Nigel Adkins hurtigt ude og give sin fulde støtte til sin kollega. Alex Ferguson oplevede selv store problemer i sine første manager-år og selvom Bobby Charlton har afvist historien om, at Ferguson var blevet fyret, hvis ikke hans hold havde slået Nottingham Forest i FA Cup-kampen i 1990, havde Ferguson nok ikke overlevet, hvis han havde haft de samme tvivlsomme resultater nutidens tider. Og tænk hvad man så var gået glip af.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Følg på twitter

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

En historie om Jack Walker, Blackburns storhedstid og hvorfor Venkys mest af alt er en hån mod den legendariske ejer.

Modsætningen til Venkys

Da indiske forretningsfolk fra kyllingefirmaet Venkys for et par år siden købte aktiemajoriteten i Blackburn Rovers Football Club, blev klubben den 9. Premier League klub på udenlandske hænder. Med fansenes erindringer fra en succesfuld periode under den tidligere ejer Jack Walker i baghovedet, så man i spænding frem imod endnu en storhedstid. Men allerede kort tid efter, begyndte indernes manglende fodboldbaggrund kraftigt at skinne igennem og har sidenhen efterladt Blackburn i en krise, der ikke er den legendariske Jack Walker værdig. Det var især et lækket brev fra tre af klubbens største og mest loyale bestyrelsesmedlemmer, der fik fansene til at tvivle på de nye ejere. I brevet udtrykte John Williams (formand), Tom Finn (administrerende direktør) og Martin Goodman (økonomidirektør), der i dag alle har forladt klubben, om flere episoder hvor ejerne uden overhovedet at konsultere bestyrelsen, havde taget en række mærkværdige beslutninger omhandlende blandt andet manageren og spillertruppen. Den ellers så udskældte Steve Kean var pludselig “unsackable” og samtidig blev der købt spillere, som bestyrelsen aldrig var taget med på råd om og endda i handler, der inkluderede uhørt høje agentsalærer. I Lancashire-området begyndte man derfor at spekulere, at rigmændenes indtog i klubben i langt højere grad var af forretningsmæssige grunde, end af sportslige. Dette står i stor kontrast til den lokale forretningsmand Jack Walker, der i 1991 blev den første ”sugardaddy” i Premier League, da han købte Blackburn Rovers. Walker var nemlig den diametrale modsætning til Venkys. Født og opvokset i byen, var han fodboldmand helt ind til hjertet og derfor selvfølgelig fan af den lokale klub, der i 70’erne og 80’erne mest af alt havde fristet en elevatortilværelse mellem den 2. og 3. bedste engelske fodboldrække.

Walkersteel

Sammen med sin bror Fred overtog Jack familiens stålkoncern ved faderens død i 1951. De to brødre udviklede af denne firmaet ”Walkersteel” som voksede sig så stort, at det i slutningen af 80’erne havde mere end 3000 medarbejdere. Den efterhånden velhavende Jack Walker ønskede som livslang fan at tilbagebetale nogle af de mange oplevelser han havde haft med Blackburn, og startede derfor med at investere i klubben. I en rolle som vicepræsident donerede Walker blandt andet penge til at udvikle Ewood Park, hvor tribunen WalkerSteel Stand (i dag Riverside Stand) blev bygget i 1986. I 1991 tog Jack Walker den fulde kontrol over Blackburn Rovers, efter at han sammen med Fred to år forinden havde solgt ”Walkersteel” til det noget større aktieselskab ”British Steel”. Prisen på omkring £360 mio., blev på det tidspunkt den dyreste handel nogensinde involverende et privat selskab, og fordoblede omtrent Jack Walkers formue.

Satsede stort og britisk

Jack Walker havde store forventninger til Blackburn. Først og fremmest skulle man sikre sig en hurtig oprykning til den bedste række, som man ikke havde befundet sig i siden midten af 60’erne. Dernæst skulle massive investeringer bide klubben fast i toppen af rækken og sikre et solidt fundament for fremtiden. Walkers store drøm var nemlig, at Blackburn engang ude i fremtiden blev en selvfinansierende klub og dermed uafhængige af hans mange penge.

Første step i Walkers plan blev hurtigt en realitet. Sommerens transfervindue i 1991 blev det første af mange, hvor ejerens penge kraftigt forstærkede holdet. Man formåede blandt andre at hente navne som Colin Hendry og Tim Sherwood - to spillere, der senere skulle spille en stor rolle for Blackburn Rovers. Det allerstørste kup gjorde man dog på trænersiden, da man formåede at lokke den tidligere mestertræner Kenny Dalglish tilbage til dén fodboldverden, som han ellers et halvt år forinden havde forladt pga. helbredsmæssige årsager. Dalglish var allerede på det tidspunkt en legende i Liverpool, som han udover 6 mesterskaber som spiller også havde vundet titlen 3 gange som manager med. Med ham ved roret, blev oprykningen sikret i første hug og man var derfor klar til at indvie det nye Premier League-format i 1992. Walker stillede sig dog ikke tilfreds med dette. Han ville til tops, og netop det faktum, at Blackburn forud for hver af de næste tre sæsoner slog britiske transferrekorder, bevidner meget præcis om ejerens ambitioner. Først blev Alan Shearer hentet for £3,5 mio. som Storbritanniens dyreste spiller og var det ikke for en ærgerlig skade til den 21-årige angriber ved juletid, kunne Blackburn allerede i debutsæsonen have vundet mesterskabet. Halvvejs i sæsonen lå man nr. 2 blot overgået af Norwich, som man endda havde slået 7-1 tidligere på sæsonen. Men uden Shearer kravlede Blackburn ned på en 4. plads, noget der dog også lovede godt frem mod de næste par sæsoner. Året efter forbedrede man dette til en 2. plads kun overgået af mægtige Manchester United, der med Alex Ferguson i spidsen vandt begge de to første Premier League-titler.

I sommeren 1993 gang gjorde Blackburn Rovers Tim Flowers til landets dyreste målmand ved at hente ham for £2,4 mio. fra Southampton - i øvrigt samme sted som man købte Shearer. Og året efter fuldførte man så ”hattricket” med købet af Norwich-topscoreren Chris Sutton. Prisen på £5 mio. gjorde nu ham til den dyreste spiller i fodboldens hjemland. Hvor andre klubber blev inspireret af det netop afsluttede VM i 94 i USA og forstærkede sig med flere udenlandske navne såsom Jürgen Klinsmann, Bryan Roy og Gheorghe Popescu, valgte Jack Walker i stedet at satse på briter. Således var alle hans tre rekordsatsninger englændere, og det skulle snart vise sig at være gode investeringer.

Halvvejs igennem 94/95-sæsonen var Manchester United og Blackburn kun adskilt af 2 point i toppen. Sidstnævntes titelhåb hang i høj grad på angrebsduoen Shearer-Sutton, der tilsammen stod for over halvdelen af alle Rovers mål i sæsonen. På trods af et nederlag til Liverpool i sidste spillerunde, formåede Blackburn at sikre sig det længe ventede mesterskab, da United samtidig kun fik uafgjort mod West Ham på Upton Park. Jack Walkers investeringer havde givet udbytte og det var netop den britiske satsning, der var en succes. Således formåede Alan Shearer at finde vej til årets hold i alle sine 4 sæsoner hos Blackburn, ligesom Flowers to gange blev kåret til årets målmand. Derudover havde mestrene hele 6 spillere udtaget til årets hold og alle disse var briter, heriblandt føromtalte Colin Hendry og Tim Sherwood. En sjov historie omkring sidstnævnte var, da Kenny Dalglish i midt-halvfemserne ønskede at hente de to franskmænd Zinedine Zidane og Christophe Dugarry til klubben og dette aldrig blev en realitet, var Walkers svar efterfølgende blot: “Why do you want to sign Zidane when we have Tim Sherwood?”

Blackburn som selv-finansierende klub

Jack Walker havde nu holdt sit ord og forvandlet Blackburn til et engelsk tophold med et ny-moderniseret stadion i Ewood Park. Målet var nu, at Blackburn over den næste længere periode skulle kunne bygge videre på succesen uden at være afhængige at, at Walker igen konstant slog transferrekorder. Så da resten af Premier League-klubberne gik amok i sommerens transfervindue, som følge af en hel række vanvittige handler blev døbt ”Summer of Madness”, forholdte Blackburn sig ukarakteristisk med ro. Man hentede godt nok en række spillere, men med en samlet pris på £1,8m, var det ingenting i forhold til de £13,65m Walker havde brugt sommeren før. Et andet led i Walkers strategi var også at give Kenny Dalglish en endnu større rolle i klubben. I takt med at Jack selv blev ældre, ville han lægge noget af sit ansvar over på Dalglish, hvilket betød, at mestertræneren nu i stedet skulle have et job som Director of Football. I hans fravær den tidligere assistent, Ray Harford så managerjobbet.

Walkers prisværdige handlingsplan skulle dog ikke vise sig helt så succesfuld som ønsket. Det var nemlig ikke kun Blackburn, der havde store forventninger til fremtiden. Generelt var engelsk fodbold i voldsom fremgang, blandt andet takket være forbedrede tv-aftaler og stigende billetpriser. Derudover var det forestående EM i England i 1996 med til at skabe endnu mere interesse om landet, ligesom det også betød, at flere stadions blev udvidet. Dette var en af årsagerne til, at rivalerne var i stand til at satse så stort på transferfronten. Det stod hurtigt klart, at Blackburn både savnede Walkers millionindkøb og Kenny Dalglish på trænerbænken. Holdet kravlede hurtigt nedad i tabellen og endte i Harfords debutsæson som nr. 7, hvilket stadig står som den dårligste placering nogensinde af et forsvarende mesterhold. Den manglende succes og det stadige høje lønningsniveau fra mesterskabssæsonen begyndte nu at presse klubben. Da Newcastle med Kevin Keegan i spidsen i sommeren 1996 var parate til at gøre Alan Shearer til verdens dyreste fodboldspillere, takkede Blackburn derfor ikke nej. Den store transfersum på £15 mio. blev på grund af den økonomiske situation ikke for alvor geninvesteret.

Nedturen var komplet, da Blackburn i 1999 højst chokerende rykkede ud af Premier League. Paradoksalt nok, var det Manchester United der i deres Treble-sæson sendte Blackburn en tur ned i mørket, ved at tage point et point på Ewood Park i andensidste spillerunde. At det netop dette var Alex Fergusons hold, der optrådte som Blackburns bøddel, var meget sigende for de to klubbers udvikling siden 95. Hvor Blackburn hurtigt havde kravlet nedad i tabellen, havde United vundet 3 af 4 titler siden Rovers selv stod med trofæet. Den store forskel skyldtes i høj grad klubbernes meget forskellige transferstrategi. United havde storsatset i sommerens transfervindue, hvor man havde brugt næsten £26 mio.(modregnet salg) på blandt andre Jaap Stam og Dwight Yorke. Dette var i stor kontrast til Blackburn, der i hele perioden siden klubbens mesterskab kun havde købt  for £6,1 mio. mere end man havde solgt for.

Jack Walkers fond

Jack Walker kunne i forbindelse med Blackburns nedtur godt se hvor det hele bar henad. Både klubbens, og hans eget helbred skrantede og derfor havde han set sig nødsaget til at lave en ny plan for fremtiden. Derfor oprettede han en fond varetaget af nogle af de mennesker, han havde størst tillid til. De skulle sikre, at Blackburn igen etablerede sig i Premier League og Walker skrev blandt andet i et brev til fansene i 2000, at han for et par år siden havde lagt disse planer, og at der var sikret et vist økonomisk fundament for dette. Fire måneder senere døde Jack Walker til stor sorg for hele Fodboldengland. Under et år efter rykkede Blackburn allerede tilbage i Premier League – en oprykning der blev dedikeret til Walker. I løbet af de næste sæsoner bed Rovers sig igen fast i den bedste halvdel og formåede endda også at vinde Liga Cuppen for første gang nogensinde, ligesom man sikrede sig Uefa Cup-deltagelse to år i træk. Selvom Jack Walker desværre ikke kunne opleve dette, havde han en stor andel i Blackburns anden Premier League-succesperiode (om end den ikke var så stor som den i 90’erne). Uden hans fond havde dette nemlig aldrig fundet sted. I 2008 meddelte talsmænd fra fonden så at det var slut. Blackburn Rovers blev sat til salg, da man ikke længere kunne følge med de stigende økonomiske krav, der kom op igennem 00’erne. En ny ejer skulle findes, og Walker-regimet var dermed slut. Selvom Blackburn ikke formåede at bygge videre på Premier League titlen i 95, forvandlede Jack Walker klubben fra elevatorhold, til en etableret Premier League klub med et mesterskab under bæltet. Walkers filosofi om at gøre Blackburn uafhængige af sine egne penge var prisværdig, om end man måtte sande at det var umuligt at konkurrere med de andre topklubber i længden, hvis ikke man var villige til at betale store transfersummer hver eneste sæson. For Blackburn kunne mindre dog også gøre det, og netop derfor, er Jack Walker stadig højtelsket overalt i byen, hvor der både er rejst statuer og opkaldt veje efter den tidligere ejer.

Som nævnt blev det så de indiske forretningsfolk fra Venkys, der i november 2010 overtog klubben. Dengang blev det set på med stor optimisme, men i dag er Blackburn igen at finde i næstbedste række og fansene ønsker sig nu allerede tilbage til Walker-tiden.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Følg på twitter

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Man har efterhånden snakket om det i flere år, men nu ser generationsskiftet på Manchester Uniteds midtbane endelig ud til at være en realitet. Paul Scholes og Ryan Giggs er to af de allerstørste legender i Manchester Uniteds historie og selvom de begge aldersmæssigt er i slutningen af trediverne, har de også i de seneste sæsoner spillet væsentlige roller i de røde djævles titelkamp. I denne sæson har de umiddelbart igen fået fint med spilletid, men graver man lige et stik dybere, kan man se, at Alex Ferguson ikke længere har samme tillid til dem som førhen.

Må nøjes med de mindre kampe

Senest var de begge henvist til bænken, da United igår tog et stort skridt i mesterskabskampen med 3-2 sejren ude over Manchester City. På trods af at netop denne kamp er en af dem, hvor Fergie traditionelt benytter sig af så meget rutine som overhovedet muligt, måtte både Giggs og Scholes tilbringe alle 95 minutter udenfor kridtstregerne. Da United fem minutter før tid skiftede Antonio Valencia ud, havde mange forventet at Paul Scholes skulle ind og sikre den 2-1 føring man havde, som man har set det så mange gange før de senere år. I stedet kom Phil Jones ind på midtbanen. Senere blev Cleverly taget ud til fordel for Danny Welbeck.

Scholes og Giggs har kun startet inde samtidigt i én enkelt Premier League-kamp i denne sæson. Det var i hjemmebanenederlaget til Tottenham, hvor man i den grad blev overløbet og hvor især Gareth Bale udstillede alderdommen på United-midtbanen. Giggs blev da også taget ud i pausen og det kan meget vel være denne kamp, der har overbevist Ferguson om at der nu skal yngre kræfter til. I hvert fald i de største kampe. For der er næppe nogen tvivl om, at både Giggs og Scholes er vigtige at have i truppen og er så gode (og kloge) boldspillere, at de kan komme til at spille en rolle i løbet af sæsonen. Men det er bare efterhånden også bevist, at tempoet i de store kampe er for højt for dem. Især for dem begge på samme tid.

Opstilling Man United 2-3 Tottenham

Da man i runden efter skulle besøge den svære udebane i Newcastle var de da også begge droppet fra startopstillingen. Her var det tydeligt, at Ferguson ønskede mere fart og bevægelighed. På trods af, at man spillede uden deciderede kanter (se nedenunder), var der altså ikke plads til hverken Scholes eller Giggs. Resultatet af dette sats blev en overbevisende 3-0 sejr til de røde djævle.

Opstilling: Newcastle 0-3 Man United

Siden da har Giggs blot startet inde i én PL-kamp (nederlaget til Norwich) og Paul Scholes har hovedsageligt været benyttet i de kampe som man på forhånd har kunne forvente at dominere.

Har lært fra sidste sæson

Tilbage til gårsdagens rivalopgør på Etihad Stadium. Manchester United stillede op i præcis den samme opstilling, som man i 9. spillerunde slog Chelsea på Stamford Bridge med. Altså to af sæsonens allersværeste kampe uden de to aldrende legender. Og selvom man på efterhånden vanlig Fergie-stil har spillet henholdende i disse kampe, er det stadig som om, at holdet fremstår meget mere dynamisk og balanceret med Carrick og Cleverley centralt og Rooney et hak foran. Da United i tredjesidste runde i sidste sæson smed mesterskabet netop på Etihad Stadium, spillede man alt for idéforladt og uden fart. Årsagen var Fergusons valg af både Scholes, Giggs og Ji-Sung Park i startopstillingen. Og det er altså som om, at Ferguson i denne sæson har taget dette til sig og især forsøgt at ændre den midtbane, som har fået størstedelen af kritikken. Unge Tom Cleverley er hurtigt blevet symbolet på dette. Han imponerede allerede i starten af sidste sæson, men ser endnu bedre ud i år, hvor han også har etableret sig på det engelske landshold. Han har netop den dynamik som man har manglet, og måske endnu vigtigere - som Michael Carrick har manglet ved siden af sig. Carrick er en fantastisk fodboldspiller, men dette kommer kun til udtryk hvis han kan få lov til at balancere på midtbanen og derfra finde spillere længere fremme på banen. Cleverley mangler stadig at blive mere målfarlig, men finder netop de rum, som Carrick gerne vil spille bolden ind i.

Opstilling: Man City 1-0 Man United 11/12

Opstilling: Man City 2-3 Man United 12/13

Jeg elsker at se Paul Scholes (og såvel også Ryan Giggs) på sine gode dage. Og dem skal der nok også komme flere af i denne sæson. Det bliver bare ikke i de allerstørste kampe - i hvert fald ikke på samme tid. På det seneste har brasilianske Anderson igen fået et mindre run på holdet, ligesom at Darren Fletcher også mere og mere indlemmes efter sin sygdom. Derfor skal man nok forvente, at det for en gang skyld ikke bliver de mest rutinerede kræfter, der skal trække det største læs.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Følg på twitter

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Efter gårsdagens nederlag til Dortmund, står det klart at Manchester City slutter sidst i Champions Leagues gruppe D og dermed er færdige i Europa for denne sæson. Ikke nok med, at det nu er andet år i træk, at City allerede må forlade turneringen på dette stadie, deres magre pointhøst er også den værste præstation af et engelsk hold nogensinde i Champions League. Med ingen sejre og blot 3 point overgår man Blackburn Rovers, der i 95-96 sæsonen skrabede 4 point til sig i gruppespillet.

Minder om Chelsea

Allerede inden kampen der kunne have givet City adgang til Europa League, havde Roberto Mancini mere eller mindre slået fast, at man ikke gad satse på andenrangsturneringen. Godt nok udtalte han, at man gik efter sejren og dermed kvalifikation, men samtidig også at man i så fald ville stille med to helt forskellige hold i Premier League og Europa League. Man kan sagtens følge Mancini i dette og i det lange løb vil dét, at man er færdige i Europa nok også styrke City’s muligheder for at genvinde det engelske mesterskab, men dette tror jeg ikke de arabiske ejere køber sådan uden lige. Med mange penge, kommer også mange forventninger, noget man for eksempel i den grad har set hos City’s rivaler fra Chelsea. Her har flere managere måtte lade livet trods pænt succes. Den nuværende situation i den lyseblå del af Manchester kan sammenlignes lidt med med den situation, der var i Chelsea for et par år tilbage, da Ancelotti sad i den varme stol. I 2009-10 sæsonen blev han den blot anden ikke-britiske manager til at vinde the Double (Premier League og FA Cup), men måtte allerede sæsonen efter lade livet, da man både i Premier League og tidligt i Champions League, måtte se sig slået af Manchester United. Og det var ofte netop den manglende europæiske gennemslagskraft, der lå til grund for, at Abramovich så ofte skiftede manager på trods af pæn hjemlig succes med tre af klubbens i alt 4 mesterskaber vundet siden russerens overtagelse af klubben.

Tilbage til Manchester City, hvor Roberto Mancini ligeledes har været under stort pres siden sin ansættelse i 2009. Flere gange har han været meldt på vej ude af Etihad Stadium, men italieneren har holdt ved og formåede endelig i sidste sæson at vinde det længe ventede engelske mesterskab til den storsatsende klub. Alligevel virker det ikke som om, at Sheikh Mansour og resten af Abu Dhabi Group har hundredeprocent tillid til, at Mancini er manden man for alvor kan sætte sin lid til i de næste mange sæsoner. De seneste sæsoners fiaskoer i Europa har blot skaffet endnu mere brænde til det bål, som altid vil gløde under en klub med så store ambitioner som Manchester City. Det er tydeligt for enhver, at selvom City stadig er med i den engelske mesterskabskamp, er der noget der ikke fungerer på banen. Spillet er ikke nær så flydende som sidste sæson, man har sværere ved at score mål og utroligt som det end lyder, virker et par af spillerne lidt mætte efter sidste sæsons titel. Spørger man Manchester City’s fans er det da heller ikke alle, der har fuld tillid til Mancini. At han er en dygtig manager kan ikke diskuteres, men i følge fansene havde det også været en kæmpemæssig fiasko, hvis man ikke vandt mesterskabet i sidste sæson. Vel og mærke en sæson, hvor Manchester United i store perioder ikke lignede sig selv og blandt andet måtte klare sig uden flere af sine forsvarsprofiler i store dele af sæsonen.

Skæbnekamp mod rivaler

På søndag møder de to Manchester-klubber så igen hinanden og dette kan utroligt nok være starten på enden af Mancinis City-regime. United fører inden opgøret med 3 point og kan med en sejr i den blå bydel, for alvor trække væk fra bysbørnene. Man har før set at lunten er kort hos diverse udenlandske ejere, der forventer at få øjeblikkelig valuta for de mange penge de poster i klubberne. Man skal nemlig også huske på, at fodbold det ikke blot er underholdning, men også en forretning for personer som Sheikh Mansour. Der skal resultater på bordet og allerhelst internationalt så man kan vise alle, at man er verdens stærkeste hold. Roberto Mancini har gjort et flot stykke arbejde og bragt Manchester City endnu mere frem på landkortet, men om han også kan flytte klubben det sidste stykke internationalt, er der ikke meget der tyder på. Italieneren har nemlig aldrig vundet et internationalt trofæ som manager, og blev blev også fyret i Inter, med den begrundelse at han ikke kunne videreføre den nationale succes til europæiske titler. Det skal absolut ikke undre mig, hvis denne historie gentager sig inden for en overskuelig fremtid. Manchester City’s ejer bør ikke engang skele længere end til London for at finde inspiration til hvordan sådan noget gøres. Chelsea’s ditto, Roman Abramovich kender i den grad til den del af gamet.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Harry Redknapp er storfavorit til at overtage jobbet som engelsk landstræner efter Fabio Capello, og de fleste englændere, både spillere som fans, peger således på den karismatiske Tottenham-manager som den perfekte afløster for italieneren.

Men hvad er det der gør, at så mange tilsyneladende kan blive enige om, at en 64-årig “Londoner” med blot et trofæ og et blakket ry på cv’et, er fremtiden?

Umiddelbart tror jeg årsagen nærmere skal findes i alt det Redknapp ikke er, end det han rent faktisk står for. De færreste ser nemlig Redknapp som en decideret verdensklassemanager. Men i stedet skal dette forståes på den måde, at man i England i lang tid har været frustreret over den måde landsholdet har været styret på. På trods af resultatmæssig overlegenhed i kvalifikationen (vandt gruppe H med et 6-points forspring), er interessen for landsholdet i det sidste stykke tid falmet blandt fodboldfansene. Kun de allermest patriotiske landsholds-optimister troede på, at englænderne (selv med en klassemanager som Capello i spidsen) langt om længe endelig kunne leve op til de enorme forventninger der altid er til holdet, forud for en slutrunde.

Gnisten er væk

Dagen før Englands vigtige og historiske opgør mod Wales i september var der stadig 12.000 ledige billetter. Det engelske landshold tiltrækker ikke længere den almindelige englænder og stemningen på det nye Wembley er også milevidt fra de gode gamle dage. Kort sagt, er det engelske landshold for tørt og for kedeligt. Derfor har det i bagklogskabens lys heller ikke været nogen udpræget succes, at man ansatte den tidligere så succesfulde, men også meget taktiske Fabio Capello som landstræner tilbage i 2008. Blot 7 mål (3 i de sidste 4) og 8 point i 4 hjemmekamp mod upåagtede modstandere som Montenegro, Schweiz, Wales og Bulgarien har ikke hjulpet på tilhængernes iver for at betale i dyre domme for at støtte sine ”helte”. Derudover har nogle uheldige situationer gjort, at fansene har haft svært ved at identificere sig med spillerne. Flere af landsholdsprofilerne har været involveret i diverse skandaler i de seneste år og specielt sager som da Wayne Rooney’s åbenlyst kritiserede de engelske fans umiddelbart efter exit’et i VM i 2010, har fået fansene til at spekulere på, hvorvidt spillerne mere optræder for de tre løver af nød, end af lyst og ære. Normalt ville jeg sige, at man som manager udelukkende bør bedømmes på sine resultater (her havde Capello rent faktisk en udmærket statistik), men lige netop i forhold til fansenes manglende interesse, spillede italienerens personlighed altså en væsentlig rolle. Først og fremmest er det ingen hemmelighed, at Capello’s fodboldfilosofi (qua sine italienske rødder) tager udgangspunkt i en solid defensiv. Dette er der i og for sig intet i vejen med, men lige netop hvad det engelske landshold angår, er tålmodigheden meget lille og underholdningskravet tilsvarende stort. Fansene har måske langt om længe accepteret at man ikke er verdens bedste land, men til gengæld ikke accepteret, at man især på hjemmebane ikke stadig kan underholde. Den meget mekaniske spillestil har blot understøttet den frygt, at en landskamp for spillerne mere er et arbejde der skal overståes, end en krig for fædrelandet. For selvom den typiske engelske spillestil ikke er lig med tiki-taka og en boldprocent på 70, er englænderne stadig vokset op med flydende spil og højt tempo. Kan man ikke vinde VM, kan man i det mindste forsøge at glæde tilskuerne med lidt gejst og spillelyst. Capello kan dog ikke bebrejdes, da han blot har gjort, hvad han også har gjort i resten af sin karriere. Noget andet, der heller ikke kan tilskrives italieneren, men heller ikke på nogen måder har gavnet ham, er hans engelske kunnen, eller mangel på samme. Capello kan gøre sig på engelsk når han skal og (formentlig) også forklare sine idéer for sine spillere, men hans evner i et presserum lader meget tilbage at ønske. Den engelske presse er kendt for at være kritisk og pågående og Capellos korte formuleringer har utvivlsomt gjort det svært for ham at nå ud til alle supporterne og skabe den passion og sammenhørighed, der er så vigtig omkring et landshold. Min teori er også, at nogle af de engelske problemer kunne have været undgået, hvis man havde haft et tættere og mere åbent forhold til journalisterne. Man havde i hvert fald haft nemmere ved at nedtone et par af problemerne.

Har brug for et samlingspunkt

Alt dette vil man altså nu gøre op med. Som nævnt kan Capello næppe bebrejdes, da han stort set bare gjorde det forventede. Man skal også huske på, at Capello nok stadig havde siddet i sædet, hvis han ikke selv havde trådt tilbage. På det resultatmæssige plan var Capello så langt fra en skuffelse, men på det overordnede plan, formåede han slet ikke at samle nationen. I stedet falder skylden tilbage på FA og netop nu kommer vi til årsagen til, at man ønsker Harry Redknapp som ny landstræner. Capello var alt det, Redknapp ikke er. Englænderen er en åbenmundet manager med et godt forhold til pressen og ikke mindst en attraktiv tilgang til fodbolden. Og allervigtigst af alt: Redknapp er af ærkeengelsk afstamning. Lige siden Capello trådte tilbage, har der stort set ikke været nævnt andet end engelske kandidater. Selvom Capello og for den sags skyld også Sven-Göran Eriksson havde fint succes som landstrænere (især i kvalifikationerne) formåede ingen af de to for alvor at samle hele landet omkring fodboldkampene. Redknapp er naturligvis ingen frelser, men den massive opbakning han har de fleste steder fra, viser at folket higer efter en mand som ham. Om resultaterne også vil forbedres er tvivlsomt, men om ikke andet tror jeg, at Harry kan skabe mere glæde og sammenhold omkring landsholdet end det har været tilfældet forgående år.

Attraktiv stil

Noget af det som Redknapp roses allermest for i sin trænerstil, er hans mandskabsbehandling og evne til at sætte sine spillere op til kampene. Det som han har gjort med Tottenham er bemærkelsesværdigt og ret beset var han den første til at bryde den ellers så faste ”Big 4” i Premier League. Måden det er sket på er ikke mindre prisværdigt. Tottenham spiller nemlig en så underholdende gang fodbold, at selveste Sir Alex Ferguson flere gange har udtrykt, at ”Spurs spiller det bedste fodbold i England”.
Kombinationen af Redknapps personlighed og fodboldfilosofi er hvad man lige nu har brug for i England ovenpå de sidste år. Med flere lovende talenter på vej, er det ikke helt umuligt, at man kan følge det tyske eksempel og opbygge et nyt landshold, der måske i fremtiden kan kæmpe med om guldet. I Tyskland har man efterhånden fundet den rette balance mellem attraktiv fodbold og en stabil defensiv og i Tottenham ser Redknapp ud til (næsten) at have gjort det samme. I Joe Hart, Kyle Walker, Chris Smalling, Phil Jones, Jack Wilshere, Alex Chamberlain og Danny Welbeck mfl. har England talenter med et voldsomt stort potentiale, men samtidig også spillere, der vil passe ind i Redknapp’s fodboldfilosofi. Det vigtigste for mig at se, er dog at Redknapp får tid og opbakning til at implementere talenterne i sine planer. Kan han videreføre sin attraktive stil fra Tottenham, vil det utvivlsomt give ham en noget længere snor fra en stor mængde af fansene, end den Capello fik. England higer efter Harry Redknapp - ikke så meget af resultatmæssige grunde, men mere af patriotiske og lidenskabelige grunde.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Deltag i Footballrooms konkurrence om en fodboldtaske her inden 1. marts

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Meningen med denne blog er ikke at tage noget fra den sportslige side af FA Cup’en, men derimod blot at berette om den økonomiske side af turneringen.

Den engelske FA Cup betegnes som den mest traditionsrige pokalturnering i hele verden og med hele 762 deltagende hold er der også grobund for store overraskelser. De fleste englændere er vokset op med turneringen tæt på sig og netop derfor har den også en specielt plads hos alle spillere fra de største såvel som mindre kendte hold. Et godt cup-run eller en god lodtrækning kan give selv de mindste hold end oplevelse for livet, men det er ikke kun indenfor kridtstregerne at én sådan kamp vil betyde noget. Er man så heldig at få en storkamp, kan man rent faktisk også sikre økonomien i mange år frem.

Indtægter deles

Da pokaldræberne fra Brighton i FA Cup’ens 5. runde trak Liverpool på udebane, blev mågernes (Brightons kælenavn) pokaldrøm muligvis tilintetgjort. Det betyder dog nødvendigvis ikke, at man i 1. divisionsklubben er utilfreds med lodtrækningen. For udover at kunne opleve det berømte Anfield indefra, er der også en klækkelig pengepræmie forbundet med kampen. Reglerne i FA Cup’ er nemlig således at indtægterne til enhver kamp deles, uanset spillested (få procenter går dog til FA). På trods af, at Brighton lige har elimineret Liverpools ligarivaler fra Newcastle, er det nok ikke realistisk at tro på, at klubben kan gå hele vejen i turneringen. Derfor er Liverpool muligvis også dét hold, man allerhelst havde set blive trukket op af hatten som modstandere, når næste runde spilles d. 18. februar. Først og fremmest bliver det uden tvivl en tv-kamp. Man skal ikke tage fejl af Liverpool, på trods af at de aldrig har vundet Premier League efter turneringens omstrukturering. Klubben er et et storhold og stadigvæk et af de hold med flest fans i hele England. Derfor vil enhver Liverpool-kamp også trække masser af seere til, ligesom der også vil være fuldt hus på Anfield. Brighton får derfor optimale muligheder for at få noget med hjem fra en kamp, der dog på banen virker uoverkommelig. Da sidste års helt store overraskelse fra Crawley Town kæmpede sig vej til netop 5. runde i FA Cup’en, blev de belønnet med en tur til Old Trafford. Den kamp indbragte Conference-holdet op i mod 1 mio engelske pund (tv-penge, entréindtægter mm), et beløb som Brighton også kan forvente sig til deres storopgør. Dette svarer til næsten 9 mio. danske kroner, hvilket selv for en Championship-klub er et betydeligt beløb.

Omkampe kan være guld værd

Forud for opgøret mod Newcastle udtalte Brighton-manager Gustavo Poyet at han med glæde ville lade sig nøjes med uafgjort og dermed få en ny kamp på modstandernes hjemmebane. Den tidligere Chelsea-spiller har som aktiv spillet nogle af sine mest mindeværdige kampe på St. James Park (nu Sport Direct Arena) og ville derfor gerne tilbage og genforenes med stadionet. Men også på den økonomiske side ville der være plusser ved en omkamp. Lige som ved første kamp deles indtægterne mellem de to klubber, eneste forskel er dog, at FA nu tager 15% af disse. Hvis Brighton og Newcastle havde spillet uafgjort i første kamp, var klubben sikret godt og vel 1 mio (danske kroner) ekstra. Men med avancementet og det kommende møde med Liverpool, kan Brighton altså se frem til et endnu større beløb.

Udover selve tv-pengene og entréindtægterne og til de enkelte FA Cup-kampe, er der også en såkaldt Prize Fund. Det er en på forhånd bestemt pengepulje, der udloddes til holdene alt efter hvor langt de kommer i turneringen. I de første runder er gevinsten ikke så stor, men i takt med at flere og flere hold bliver elimineret, stiger præmien også betydeligt. Som nævnt slog Brighton for eksempel Newcastle ud i 4. runde og den sejr indbragte klubben 90.000 pund (lidt under 1 mio. danske kroner) alene fra Prize Fund’en. Sammenholdt med tv-penge og entréindtægter menes det, at det samlede beløb endte på godt og vel 500.000 pund (over 4 mio dkr.). Formår Brighton at skabe overraskelsen mod Liverpool, kan de bare via Prize Fund’en tilføje yderligere 180.000 (1,5 mio dkr) pund til beløbet.

Netop denne Prize Fund nød især Stoke rigtig godt af i sidste sæson. Premier League-klubben kom som bekendt helt til finalen, hvor man dog måtte kapitulere mod Manchester City. Som følge af det fornemme cup-run blev Stoke belønnet med 3,5 mio pund (30 mio. kr), halvdelen af disse via præmiepenge bare for semi-finaen og finalen. Udover dette sikrede bedriften også The Potters en plads i Europa League, hvor man i denne sæson stadig deltager og allerede har rundet de 10 første tjente millioner (danske kroner).

Kan redde klubbens fremtid

For de allermest økonomisk trængte klubber, er FA Cup’en nærmest essentiel. Mange engelske klubber slider i disse år voldsomt med økonomien. I 2009-10 var Accrington Stanley fra League 2 en af disse, men fantastiske præstationer i pokalturneringen skabte gunstige muligheder for klubbens fremtid. Accrington nåede til 4. runde og samlede i den forbindelse næsten 1,5 mio danske kroner sammen. Dette svarede til 10% af deres samlede indtægter for sæsonen.

Som nævnt kan en god lodtrækning også betyde alverden for et af de mindre hold. Det oplevede Non-League klubben Havant & Waterlooville i 2007-08 sæsonen, da man blev udtrukket sammen med selveste Liverpool. I kampen, der blev spillet på Anfield, førte de upåagtede hold rent faktisk to gange, men måtte til sidst se sig slået med 5-2 af favoritterne. Allervigtigst var dog nok at man i H&W tjente hele 5,2 mio. danske kroner på kampen, hvilket svarede til hele 70% af klubbens samlede indtægter for sæsonen. Med det tal i baghovedet, er det kun forståeligt at de små hold drømmer om en lodtrækning som denne.

Fodbold handler selvfølgelig om at vinde, det skal der absolut ikke være tvivl om. FA Cup’en er historisk på grund af sine fodboldmæssige højdepunkter og ikke på sit økonomiske grundlag. Men i en tid som denne, hvor økonomi nærmest spiller en så altafgørende rolle, kan man absolut ikke bebrejde nogle af de mindre hold i også at tænke på de økonomiske gevinster, der for eksempel også er ved FA Cup’en. Brighton vil selvfølgelig kæmpe alt hvad de har på Anfield for at skabe overraskelsen. Men et exit i Cuppen på nuværende tidspunkt er ikke det værste der kan ske, for det vil betyde, at mågerne kan koncentrere sig om The Championship, hvor man stadig har mulighed for at nå Playoff-placeringerne efter en imponerende sæson. Samtidig kan man se tilbage på en FA-Cup turnering, hvor man har vist sine evner og måske endnu vigtigere; skaffet et godt økonomisk fundament for fremtiden (godt og vel 15 mio danske kr.).

Økonomisk info: Rapport fra Deloitte

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Deltag i Footballrooms konkurrence om en fodboldtaske her

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Den gamle traditionsklub Leeds United sidder i øjeblikket fast i The Championship og har svært ved at komme tilbage til Premier League og fordoms storhed. Dette skyldes i høj grad en ejer, der sætter forretning overfor succes og følelser.

Leeds United: vrede fans, en nærig ejer og en anfører, der ikke troede på projektet

Den værste, men desværre forventede nyhed ramte Leeds fans over hele verden forleden. Klubben valgte at acceptere et bud fra Norwich på anfører Jonny Howson. En spiller, der er blevet tildelt superlativer som rollemodel, leder og super prof. At man vælger at sige ja til et bud på omkring £2mil for en spiller, der har udløb til sommer og som pt. er skadet, er som sådan ikke skandaløst, men signalværdien i det er helt forskruet. Jonny er opvokset et stenkast fra Elland Road, var bolddreng i klubben under Champions League eventyret i 2000/2001 og har hele tiden sagt, at den store drøm var at spille Premier League med Leeds.

Men noget har ændret sig. Jonny kan ikke længere se Leeds komme i Premier League og har derfor valgt at forlade den ”synkende” skude. Inden sæsonen blev der solgt godt ud af profilerne: Kasper Schmeichel, Neil Kilkenny og Bradley Johnson rejste, spillere som spillede mindst 40 af de 46 kampe i ligaen sidste år, og kort inde i sæsonen røg årets spiller Max Gradel også – men ikke desto mindre meldte formand Ken Bates ud, at der i år skulle oprykning på bordet, ellers ville manageren blive fyret og der ville blive ”hell to pay”.

Men hvordan hænger de mange salg og efterfølgende ingen forstærkninger sammen med sådan en udmelding?

Ken Bates kom i 1984 med følgende citat (under sin tid i Chelsea):
“I shall not rest until Leeds United are kicked out of the football league. Their fans are the scum of the earth, absolute animals and a disgrace. I will do everything in my power to make sure this happens”.

Denne udmelding har Leeds aldrig glemt og frygten var stor, da Bates overtog fallitboet Leeds United i 2005. Han kom dog til med en anderledes holdning til klubben og lovede fremgang og tilbagekøb af både stadion, træningsanlæg og massive forstærkninger af holdet. Da Bates overtog klubben lå den på 14.pladsen i den næstbedste række, her syv år senere er den nummer 11 i samme række og har endda været i tre års eksil i den 3. bedste engelske række. Der er ikke hentet de spillere der blev lovet, derimod er der lånt 66(!) spillere siden Bates kom til, og tilbagekøb af stadion og træningsanlæg er det ikke blevet til (ikke fansene ved af i hvert fald).

Dråben der fik bægeret til at flyde over for Leeds’ fans var, at han nu vælger at sælge anføreren uden at kæmpe for ham. Man kunne jo give ham samme tilbud som han nu har fået i Norwich og så i hvert fald give folk en ide om, at man kæmpede for at holde på fyren alle ønskede førte Leeds op i Premier League.

Grunden til at Howson vælger at rejse til Norwich, er af samme grund som andre forlod klubben sidste sommer, og grunden som mange nok giver når de rejser i det kommende sommer transfer vindue – klubben har ingen ambitioner om at rykke op, det er bare tomme ord.

Først og fremmest en forretning

Det Ken Bates vil med Leeds er at holde dem i den næstbedste række og bruge hver en penny han tjener på at bygge hoteller omkring stadion. Han havde jo i sin Chelsea tid en vision om en Chelsea Village og var meget opstemt over den megen plads omkring Elland Road som gav gode muligheder for et ligeledes Elland City. Derudover vil han bygge suiter og museer på stadion – hvilket rejser spørgsmålet om Ken Bates måske ikke allerede har købt stadion uden at informere om det?!

Grunden til at han ønsker at køre tingene på den måde er, at han jo godt ved, at han skal sælge klubben videre til en russer, araber eller hvad det nu bliver til. Det hold han på det tidspunkt overlader til en kommende ejer, skal med stor sandsynlighed udskiftes for at være slagkraftigt nok til, at den nye ejer kan komme i Premier League. Så hvis Ken Bates skal tjene kassen på at sælge Leeds videre bliver det ikke via en værdifuld spillertrup, man alligevel aldrig helt ved hvad værdien er på, men derimod på de omkringliggende ting: et moderne stadion, hoteller og hvad der ellers kræves for at vise man er i Premier League klassen, dog uden at være der.

Han er forretningsmand og det ses jo tydeligt. Fra det synspunkt er de ting han laver jo meget fornuftige, men det er umuligt at forklare folk som lever og ånder for deres fodboldklub. De forstår ikke hvorfor Ken Bates er tilfreds med at have et middelmådigt hold, når nu man er bosat i Englands tredjestørste by.

Det eneste positive Leeds fans kan se frem til er, at Ken Bates er 81 år og forhåbentlig snart sælger klubben. Og så må man jo krydse fingre for, at der kommer en person ind med samme ambitioner som de 30000+ mennesker, der hver anden weekend besøger Elland Road og som for tiden er meget utilfredse med den måde DERES klub bliver drevet på.

Indlægget er skrevet af Kim Bjerregaards, der har bloggen: “Around My Leeds United”.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Arsenal er i denne sæson i stor fare for at slutte udenfor top 4 for første gang siden 1996. Sker det, vil det samtidig betyde at fansene må kigge langt efter Champions League fodbold på Emirates til næste sæson. Det er især to nederlag i træk til mindre klubber efter årsskiftet, der har sat The Gunners tilbage, og netop derfor har fansene skreget på forstærkninger i dette transfervindue. Men så sent som igår meldte flere medier ud, at Wenger ikke vil handle i januar og det kan der være en ganske god grund til. Det er nemlig langtfra så nemt at handle, som det ellers skulle se ud til. Årsagen til dette, er Premier League’s forholdsvis nye registreringsregler.

Reglerne blev indført forud for forrige sæson, og går kort sagt ud på, at man forud for sæsonen skal udtage en 25-mandstrup, hvor mindst 8 af disse skal være såkaldte “homegrown spillere. Home-grown betyder, at spilleren har spillet mindst tre år i England før for sin 21-års fødselsdag. Det behøver altså nødvendigvis ikke være englændere. Spillere under 21 år behøver dog ikke registreres i truppen og kan frit benyttes.

Der hvor reglerne specifikt bliver et problem for Arsenal, er når The Gunners blot har 5 homegrown spillere over 21 år i sin trup. Da der uanset hvad, højst må registreres 17 ikke- homegrown spillere, kan Arsenal derfor kun registrere 22 spillere over 21 år til Premier League-sæsonen. Arsenals 5 registrerede homegrown spillere forud for sæsonen var: Johan Djourou, Kieran Gibbs, Vito Mannone, Alex Song og Theo Walcott. Mannone er lige nu på lejeophold i Hull, hvilket nedsætter antallet med en enkelt (hvis ikke han hentes tilbage).

Tilbage er derfor pt. følgende spillere (homegrown spillere under 21 ikke inkluderet).

1 Manuel Almunia
2 Abou Diaby
3 Bacary Sagna
4 Per Mertesacker
5 Thomas Vermaelen
6 Laurent Koscielny
7 Tomáš Rosický
8 Mikel Arteta
9 Park Chu-Young
10 Robin van Persie
11 André Santos
12 Thierry Henry
18 Sébastien Squillaci
21 Lukasz Fabianski
23 Andrei Arshavin
27 Gervinho
29 Marouane Chamakh
30 Yossi Benayoun

Spillere som Jenkinson, Wilshere, Ramsey, Micquel, Sczesczny, Chamberlain mfl. er alle under 21 og behøver altså ikke registreres.

Dette giver tilbage 18 ikke-homegrown spillere, hvilket allerede er én mere end det tilladte. Derfor er Wenger tvunget til at skille sig af med en af disse spillere, og tilmed én ekstra for hver spiller han ønsker at bringe ind i transfervinduet. Der spekuleres kraftigt i, at det bliver Almunia, der fravælges til den endelige trup, så Arsenal kan opfylde kravet om 17-ikke homegrown spillere.

Arsenal har dog 3/4  åbne pladser (afhængig af Mannone) ifht. home-grown spillere over 21 år, så det er reelt set her, Wenger’s eneste mulighed er for at hente nye spillere, hvis ikke han ønsker at skille sig af med endnu flere af de allerede registrerede ikke-homegrown spillere. Prisen på spillere, der har spillet tre år i England før sin 21-års fødselsdag, er dog ofte meget høj. Årsagen er netop disse regler, fordi det er disse spillere, der giver mulighed for at skabe en bred trup. I og med Arsenal blot har 4/5 af disse over 21 år, kan de altså kun registrere en trup på 21/22 spillere ud af de mulige 25.

Reglerne er, som det fremgår ovenover, lidt indviklede, men det står hurtigt klart, at Wenger må ud og sælge, før han kan få plads til nye spillere. Under alle omstændigheder, kan han ikke gå af med hverken Johan Djourou, Kieran Gibbs, Alex Song eller Theo Walcott, da det blot vil gøre truppen endnu smallere. Registreringsreglerne er lavet for at skulle fremme talentudviklingen i England og skabe bedre muligheder for den engelske landstræner i fremtiden.

Info om truppen er fra arsenal.com & arsenal-mania.com

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Andy Carroll har været kritiseret meget for sine præstationer i Liverpool-trøjen siden sit skifte fra Newcastle. Og dette med god grund, for den store angriber har haft mere end svært ved at tilbagebetale den store transfersum, som The Reds smed efter ham sidste sommer. Englænderen har ofte virket tung, sløset og uskarp, men noget af skylden for hans manglende gennembrud, skal altså også tilfalde Liverpool og manager Kenny Dalglish. Det virker som, at den legendariske manager beder Carroll om mere, end hans teknik berettiger til. I stedet bør han gøre klogt i at forsøge at udnytte Carrolls fysiske overlegenhed.

Andy Carroll er så langt fra nogen elegant fodboldspiller. Derimod har han en imponerende fysik, der blandt andet fik Kevin Keegan til tidligt i angriberens karriere at udtale, at Carroll var én af de tre allerbedste headere han nogensinde havde set. Derfor giver det heller ingen mening, når Carroll bevæger sig så langt væk fra modstandernes mål, som det er tilfældet i de fleste Liverpool-kampe. Carroll kan sagtens bruges som spilstation, men det skal i så fald være med direkte bolde op til targetmanden, der kan skabe en masse affald til andenbølgen.

Analyserer man Liverpools opgør mod Newcastle d. 30/12, kan man tydeligt se hvor langt tilbage angriberen i perioder befinder sig. Grafikken nedenfor (følg linket) viser Andy Carroll(nr. 9)’s afleveringer i løbet af kampen og påfaldende er det hvor mange af dém, der befinder sig omkring midterlinjen, i frimærkerne og endda på egen banehalvdel. Carroll er den type angriber, der gerne skal være i boksen så meget som overhovedet muligt.

Carroll-v-Newcastle

Til kampen mod Newcastle spillede Liverpool med Craig Bellamy og Stewart Downing på hver sin wing. Kanterne var, som man ofte har set det i denne sæson byttet om, så den venstrebenede Downing spillede på højre fløj, og den højrebenede Bellamy på venstre. Dette er på ingen måde nogen fordel for en stor angriber som Andy Carroll, da kanterne søger at gå ind i banen i stedet for at gå til baglinien. Især Downing er ellers kendt for at have et stærkt venstreben og kunne have været manden, der hjalp Carroll igang med gode indlæg. Downing har endnu sin første assist (og scoring) til gode i Premier League og det skyldes i høj grad hans placering på højrekanten. De farligste indlæg er oftest dem der slås tidligt i feltet, og dem er Downing ikke i stand til at slå fra højreside.

På den anden fløj lå altså Craig Bellamy og han er egentlig mere angriber, end han er decideret kantspiller. Derfor vil han også søge endnu mere en i banen end Downing. Generelt er jeg tilhænger af Bellamy, der også lavede to scoringer i kampen og på den måde sagtens kan være nyttig på den plads. Men i forhold til at gøre Carroll god, er han knap så nyttig. Carroll er meget afhængig af sine medspillere og hvis Liverpool ønsker at satse på ham, bør de også vælge spillere omkring ham, der kan udnytte hans styrker.

På grafikken nedenfor kommer Downing og Bellamy’s postioner positioner på kanterne til udtryk. Bellamy forsøger sig stort set ikke med nogle indlæg i hele kampen (udover hjørnesparkene) og det er de færreste af Downing’s forsøg fra højresiden, der finder en modtager.

Bellamy-v-Newcastle

Downing-v-Newcastle

Det var først da Steven Gerrard fik comeback i anden halvleg, at Carroll’s evner for alvor kom til sin ret. Kaptajnen fik godt og vel en halv time på banen og i den tid nåede han at slå ikke færre end 5 bolde ind mod modstanderens felt. Og vigtigst af alt, slog han dem tidligt så Carroll kunne time sit løb.

Gerrard-v-Newcastle.

Videoen her viser et fremragende eksempel på Gerrards spilforståelse og evne til at sætte en spiller som Andy Carroll op. Efter indskiftningen af Gerrard var Carroll flere gange tæt på, og var i et par situationer decideret uheldig.

Som afslutning har jeg valgt at sammenligne Pepe Reina og Steve Harper’s distribution af bolden. Grafikken med Harper stammer fra en kamp mod Aston Villa i 2010, da Carroll stadig spillede i Newcastle. I den kamp rammer Harper plet med hele 9 af sine udspark mod Carroll. Til sammenligning var antallet kun 3 for Reina i kampen mod Newcastle. Det er klart at spillestilen er anderledes for et hold som Newcastle, men pointen er igen, at man bør tilpasse sit spil til en mand som Carroll, hvis man vil benytte ham. Grafikken viser det Carroll er god til, idet han (i begge tilfælde faktisk) får hovedet på størstedelen af de bolde, der sendes mod ham.  I kampen for Newcastle i 2010 scorede Carroll i øvrigt hattrick og var stærkt medvirkende til endnu et mål. Ønsker man dog ikke at slå flere direkte bolde, bør man ganske enkelt ikke satse på ham, da han aldrig bliver en hurtig kombinationsspiller.

Reina-v-Newcastle

Harper-v-Villa

Jeg skal på ingen måde fuldstændigt negligere Carrolls dårlige form, for det virker bestemt som om han både spillemæssigt og mentalt har store problemer. Men det hjælper så absolut heller ikke på det, at Liverpools kantspil stort set er ikke-eksisterende. Det faktum, at en spiller som Downing stadig ingen assist har lavet i denne sæson, siger det hele. Man kan håbe for Andy Carroll, at Gerrards tilbagekomst på holdet kan give ham et boost nu i en periode, hvor angriberen kan forvente en del spilletid på grund af Suarez’ karantæne.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook

Besøg bloggen på footballroom.dk - en fodboldblog om “the beautiful game”

Manchester United er sensationelt ude af Champions League. Hvem havde troet det for et par måneder siden, da de forsvarende engelske mestre blandt andet udraderede Arsenal 8-2 og overlegent scorede hele 21 mål i sine første 5 turneringskampe? Ikke mange, og heller ikke undertegnede. Men man må alligevel erkende, at nedturen har været på vej i et stykke tid. For netop siden femte Premier League kamp, hvor man slog Chelsea med 3-1, har spillet på banen aldrig nået det samme niveau som i de første kampe. I Champions League har man taget alt for let på opgaven og kan ikke engang tillade sig at skyde skylden på uheld eller skader, selvom holdet trods alt har haft mange af sidstnævnte. For man burde for længst have sikret sig avancement fra dét, der efter lodtrækningen lignede en af de nemmeste grupper nogensinde i Champions Leagues historie. Samtidig har man i Premier League smidt flere point, hvor især kollapset mod de larmende naboer fra Manchester City skærer dybt ind i ethvert United-hjerte. Dén kamp, sammenholdt med det 5 points forspring City har kæmpet sig til, har gjort at de lyseblå nu er storfavoritter til at hjemtage sit første mesterskab i 43 år og måske vælte United af tronen i engelsk fodbold.

En voldsom omgang for enhver Manchester United-fan, men alligevel var min tanke, da jeg vågnede dagen derpå, at nu skulle man også huske at tænke klart og ikke male fanden på væggen med det samme. De røde djævle og især Alex Ferguson har prøvet at stå i situationer som denne før uden at falde helt sammen. I 2005 røg man ligeledes ud af Champions Leagues gruppespil – dengang paradoksalt nok også til Benfica. På daværende tidspunkt havde man smidt hele 15 point i Premier League og var allerede 10 point efter førende Chelsea. Selvom United fik rettet en smule op, var dette forspring trods alt for stort at hente og derfor måtte United til sæsonafslutningen i maj tage til takke med andenpladsen. Chelsea havde dengang, ligesom Manchester City i dag, satset stort og købt ind i dyre domme med nytilkomne Abramovich i ryggen og netop derfor, var de fleste skråsikre på, at Chelsea ville overtage den engelske fodboldtrone i de næste mange år. Dette skete dog så langt fra. United rejste sig nemlig som et sandt storhold gør, og tilbageerobrede mesterskabet året efter, som man endda hjemførte i de tre næste sæsoner. Afslutningsvis kronede man sit comeback med Champions League-triumfen i 2008 over netop Chelsea.

I dag er United ”blot” 5 point efter Manchester City, der også måtte forlade Champions League tidligt, men alligevel har City i denne sæson præsteret på et helt andet niveau end sine røde naboer.
City har dog stadig deres første nedtur til gode, og spændende bliver det at se hvordan deres mange stjerner tackler denne, når den utvivlsomt vil komme. For jeg er ikke i tvivl: City kan ikke præstere på dette niveau over en helt sæson – spørgsmålet er så bare, hvor stor nedgangen vil blive når den kommer.
Grunden til, at jeg alligevel er meget bekymret på Uniteds vegne i denne sæson, skal findes i en information jeg modtog senere på morgenen. I en tilsyneladende harmløs nærkamp med Marco Streller, beskadigede Nemanja Vidic nemlig sine indre ledbånd i knæet og forventes nu ude i omkring 4 måneder. Dette betyder, at anføreren stort set er ude resten af sæsonen. Vidic havde ellers igen fået styr på United-defensiven, der efter blamagen mod City blot har lukket et mål ind i de seneste fem ligakampe. Serberen er det tætteste man kommer på en uundværlig spiller for de røde djævle og en skade til ham er det absolut værst tænkelige. Erfaringen siger mig, at man aldrig skal afskrive et hold med Alex Ferguson i spidsen, men jeg kan simpelthen ikke se United vinde mesterskabet uden holdets anfører. Talentmasse er der såmænd masser af i den bagerste kæde, men forsvaret vil i den grad komme til at mangle en styrmand, især fordi Rio Ferdinand i denne sæson har vist tegn på, at hans bedste præstationer hører fortiden til. Phil Jones og Chris Smalling er kæmpe talenter og går uden tvivl begge en stor fremtid i møde på det engelske landshold, såvel som hos United. I det hele taget har United så mange talentfulde spillere, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at denne krise kun er midlertidig. Et scenarie som dét der er sket siden 2005, kan jeg sagtens se gentage sig. På den lange bane mener jeg dermed ikke, at United-fans har noget som helst at frygte.

Men Manchester United er samtidig måske verdens største klub og derfor forventes det også, at man vinder trofæer hver eneste sæson. United-fans har længe rystet på hovedet af den måde man for eksempel har kørt klubben på i Arsenal, hvor man er noget mere tålmodige med sine talenter, men samtidig ikke har vundet trofæer i lang tid. De færreste i den røde del af Manchester (efterhånden også i den blå) vil acceptere sæsoner uden trofæer og netop derfor, bliver de røde djævles ageren i det kommende vintertransfervindue meget interessant. For selvom Ferguson fra starten af sæsonen udviste stor tiltro i sine unge drenge og til manges overraskelse ikke hentede en central midtbanespiller ind, må selv han efterhånden også tvivle på, om den nuværende trup pt. kan stå distancen. For selv når City på et tidspunkt vil smide nogle point, ser jeg ikke United stærke nok til for alvor at slå profit.
Derfor ser jeg også transfervinduet, som meget mere end et traditionelt transfervindue, ja nærmere et ideologisk standpunkt. For vælger Fergie, som han tidligere har antydet, ikke at købe ind i januar, antager jeg det som en accept af, at denne sæson blot vil være en opbygning til de næste. På trods af at Manchester United igennem årene har brugt mange penge, har de sjældent købt deciderede verdensstjerner ind. I stedet har de købt spillere som Nani, Cristiano Ronaldo og Phil Jones som vel nok havde et kæmpe potentiale, men også alle behøvede eller behøver tid. Før denne sæson fortsatte man stilen ved at hente David de Gea, Phil Jones og Ashley Young, selvom Wesley Sneijder længe var ventet på vej. Hvis Ferguson for alvor vil kæmpe med om mesterskabet i år og hindre, at City tager det, for United fans, sidste skæbnesvangre skridt mod toppen, køber han en verdensstjerne som Sneijder i januar. Holdet mangler i den grad kreativitet, hvilket de seneste resultater også bevidner om. Ti scorede mål i de sidste ni Premier League kampe er ikke et mesterhold værdigt og selvom Cleverley efter nytår vender tilbage fra skade, vinder han næppe mesterskabet for holdet i år.
Samtidig er der efter Vidic’ skade opstået et nyt spørgsmålstegn. Hvis han, som bulletinerne beretter, er ude resten af sæsonen, står United akut og mangler en forsvarsspiller på et vist niveau. Ferdinand, Smalling, Jones og Evans er tilbage, men denne sæson har vist at United ikke kan klare sig uden deres anfører. Nemanja Vidic har været mere skadesplaget end tidligere og har derfor manglet i 12 kampe i denne sæson. I de 12 kampe har man lukket hele 17 mål ind, hvilket svarer til 1,42 mål pr kamp. Serberen har selv forud for den skæbnesvangre Basel-kamp medvirket i 7 og her har man stort set lukket helt af hver gang. 2 mål er der indkasseret i disse kampe, hvilket giver 0,28 mål pr kamp. Taget i betragtning at det ene mål var et klokkeklart drop af De Gea (mod West Brom) og det andet var et fejldømt straffespark begået af Ferdinand (mod Newcastle), er der ingen tvivl om at kaptajnen er uundværlig.

Dette siger vel alt om, hvilke valg Ferguson skal tage til januar. Skal han udelukkende satse på fremtiden, som uanset den nuværende downperiode, ser meget lys ud, eller skal han gå på kompromis med sin oprindelig stil? Svaret får vi sidst i januar, men jeg er ikke i tvivl. Jeg vil altid beundre Ferguson for sin stil og United for at producere så mange verdensstjerner som de gør (uanset om de er fra akademiet eller købt som talenter), men en gang i mellem skal der også inspiration udefra via klassespillere og det mener jeg er ved at være tiden. Basen er i den grad lagt for et storhold i de næste mange år, man mangler bare det sidste krydderi. Fergie snakker ofte om, det absolutte mål er at nå Barcelonas niveau. Hvis dette er ønsket, skal der altså en gang i mellem andre boller på suppen. Hvem der skulle hentes ind være vil jeg lade Fergie om, men en central midt bør være den absolutte førsteprioritet. Selvom det kan være usmageligt sådan som City er ved at skabe deres succes, er det nu en gang realiteterne og derfor er man også nødt til at acceptere dette, og byde naboerne op til dans. En gang i mellem må man købe stort for at være med og netop i denne sæson kan man bare ikke lade City spadsere uhindret i mål med guldet.

WWW.FOOTBALLROOM.DK

Følg på facebook